MILITÆRT TIDSSKRIFT. 96. årgang. Redaktør: Major K. V. N I E L S E N

Transkript

1 MILITÆRT TIDSSKRIFT årgang Redaktør: Major K. V. N I E L S E N

2 i n d h o l d s f o r t e g n e l s e : D E T KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB Ved årsskiftet. Det krigsvidenskabelige Selskabs formand, oberst M. R o se n lø v 1 Meddelelse fra Det krigsvidenskabelige Selskab om foredrag og generalforsamling 151 Det krigsvidenskabelige Selskabs bestyrelse Beretning om Det krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed 1966/ Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver UDENRIGS OG FORSVARSPOLITIK, S TR A TEG I Den militære magtbalance M ajor K. V. N ielsen... 3 Slaget ved K ursk - En model for Forbundsrepublikkens forsvar (kommenteret oversættelse). Oberstløjtnant O. M. Achton K rig og rationalitet. M ajor G. K. Kristensen Forsvarsminister McNamaras tale i San Francisco 18. september TA K TIK. ORGANISATION Let infanteri i atomtidsalderen. En anmeldelse. Kaptajn J. C. Essemann Guerilla i Danmark. Premierløjtnant O. Marcussen Pansertroppemes fremtid. Oberstløjtnant K. Lundsholt Forholdet mellem kampenheder og ildstøtteenheder i dansk organisation. M ajor J. C. Essemann M ao Tse-Tungs teorier - og danske forhold. Kaptajn B. J. Crenzien Den militære stabsorganisation - i ny belysning. M ajor O. B. M. Jensen Analyseteknik og organisation af hærenheder. M ajor J. C. Essemann KRIGSHISTORIE Noget nyt i Dreyfusaffæren? Adjunkt T. Juncker Prim itiv krigsførelse. Kadet E. J. Andersen Signaltjenesten ved Mameslaget - og nu. Oberstløjtnant A. R. Sønderby Byer og forter i Vestindien. Arkitekt K je ld de Fine Lich t Taktisk bevægelighed. Definitioner og principper (oversættelse). Printice G. Morgan Besættelsen af Hannover 1803 og The Kings German Legion. Oberst W. E. O. Lawaetz PERSO NELFORVALTNING, DISCIPLIN M.M. Retsplejen ved danske FN-enheder. Oberstløjtnant L. M. K. Skern Hærens klimaproblemer. Oberst A. V. Hensch Raceintegration i den amerikanske hær (oversættelse). Charles C. Moskos De grønne betænkninger - episode eller epoke. E n anmeldelse. Oberstløjtnant N ils Berg Machiavelli og ledelsesprincipper. Kaptajn Søren Nielsen

3 U D D A N N ELSE Uddannelse af Hærens Linieofficerer Bemærkninger til Hærens Linieofficerers Grunduddannelse. Oberst A. H. K lokhøj 102 Indholdet af og rammen om Linieofficersuddannelsen i Hæren. Oberst P. M. Jespersen Nogle spredte bemærkninger og Linieofficersuddannelsen. Professor, dr. phil. Mogens P h il Højere m ilitær uddannelse i Norge. E n anmeldelse. Oberst M. Rosenløv VÅBEN, UDRUSTNING M.M. Hærens eftersyns- og vedligeholdelsestjeneste og det i forbindelse hermed anvendte system. M ajor M. C. Thygesen Dansk industris medvirken ved fremstilling af materiel til forsvaret. D irektør Wigo Theilgaard Den tekniske og taktiske udvikling. Oberst F. Gotthardsen Hærflyvning. M ajor (R) N. P. Tvede Det store spring fremefter? M ajor N. L. Tholstrup Reflektioner over morgendagens danske armégevær. M ajor N. L. Tholstrup FO R SKELLIGT Elektroniske data-behandlingsmaskiner, deres anvendelse ved krigsspil og ved costeffectiveness analyser. Lektor E. Trolle-Schultz... 7 Kostforplejningen - en klimafaktor set i nyt perspektiv. Kaptajn B. Reese-Petersen 87 Fodskader. Reservelæge L. Vanggaard Planlægning. Nogle betragtninger, - e Logistiske principper. Kom m andør (1) Ib Jørgensen Hvad skal man med en terminologi? Oberstløjtnant N ils Berg og major Helge K ro on F R A U D L A N D E T Erfaringer fra Vietnam Luftvæmsartilleri i Nord-Vietnam Polaris u-bådene Russisk kampvogn T Radaranlæg - N yt fransk finskydningsgevær - Særegen reparation Tyske fly - Tysk panservæmskanon Samarbejde Sverige-Schweiz Franske atomvåben Luftvæmsraketten Blowpipe - Radiorør fra Bofors-Philips Kunstig måne - Schweiz opgiver luftvæmsraket - Underjordiske anlæg i Sverige Årsager til skilsmisse Reorganisation af forsvarets øverste ledelse i Norge

4 Større anmeldelser: B Ø G ER Let infanteri i atomtidsalderen. Kaptajn J. C. Esse m a n n De grønne betænkninger - episode eller spoke. Oberstløjtnant N ils Berg Højere militær uddannelse i Norge. Oberst M. Rosenløv Hold traditionen i ære. Adm iral Henri Konows erindringer. Oberstløjtnant Nils Berg Korte anmeldelser: Soldiering for Peace. C arl von H o rn (K. V. Nielsen) The German Arm y and The Nazi Party. Robert J. O NeiB. (K. V. Nielsen) Vietnam, den beskidte krig. Victor V inde (K. V. Nielsen) Soldater uden fædreland. Ole Baltzersen. (-V) Marineholmens historie. J. R. Hegland. (J. T.) Patton. Ordeal and Trium ph. Ladislas Farago. (V. K. Sørensen) W ith Prejudice. Lo rd Tedder. (D. E. Thestrup) Alverdens fly i farver. Red. Jørgen Lundø The Last 100 Days. John Toland. (V. K. Sørensen) The Hounds of The HeU. Jean Lartéguy. (P2) Sikkerhedsrådet gennem 20 år. Preben V. Askgaard. (-V) Weyers Flottentaschenbuch 1966/67. (R) M ilitæ re Bogejermærker. E. O. A. Hedegaard. (K. V. Nielsen) Slaget. Alexander Kluge. (K. V. Nielsen) The Campaigns of Napoleon. David Chandler. (V. K. Sørensen) D ie Landesverteidigung der Schweiz. K a rl Brunner. (K. V. Nielsen) Das Gesetz des Handels - D ie Operation Zitadelle Ernst K lin k. (K. V. Nielsen) Revue Internationale d Historie M ilitaire (Helge K lint) Krabbekrigen og Gjenerobringen av Jåmtland. Arne Odd Johnsen. (-V ) Debat om forsvaret. (K. V. Nielsen) Focus på Danmarks Sikkerhedspolitik. E rik Kragh. (K. V. Nielsen) Bibliotek i krigstid, Uppsala Universitetsbibliotek i store nordiska Krigets slutskede. Tiinnes Kleberg Krigsforbrydelser i Vietnam. Bertrand Russell. (V.) Den bitre Arv. Arthur M. Schlessinger. (V.) De våbenløse. Michael Blankfort. (kvn) Hitler. Jean Amsier. (P2) The Norwegian Campaign of J. L. Moulton. (K. V. Nielsen) Alverdens uniformer i farver. Preben K annik Den danske Reserveofficer. Arne H o ff og Anthon Hvidt. (K. V. Nielsen) The A rt of Counter-Revolutionary W ar. J. M ccuen (-V ) Malaya, The Communist Insurgent W ar, Edgar O Ballance (-V ) Fiihrungsdenken, Stabsarbeit. R o lf Elble (K. V. Nielsen)

5 B r e v e t i l r e d a k t ø r e n T id ssk rifte t o p fo rd rer sine læsere t il under denne ru b rik at give deres m ening t il kende om de i tidsskriftet optagne artikler. Guerilla i Danmark Premierløjtnant O. Marcussen, Kronens Artilleriregiment, skriver: I oktobemummeret af Militært tidsskrift har kaptajn B. J. Crenzien skrevet en analyse af mulighederne for at føre en guerilla i Danmark. Det forekommer mig, at artiklen er gået for let hen over, hvad forfatteren selv kalder et afgørende moment: Befolkningens evne til at være basis for en modstandsbevægelse. Hvis vi i denne forbindelse sammenligner den danske befolkning med andre folk, vi ved har ført guerilla, falder det straks i øjnene, at mens hine ofte har været politisk rådløse, v il en guerilla i Danmark kunne arbejde ud fra mange års politisk ro og fra en overbevisning hos næsten hele befolkningen om, at vort system er bedre end alle andres. M en: Hvis en fjendtlig magt besætter Danmark, v il den indføre et politisk system, der er i overensstemmelse med dens egen ideologi (eller om man v il: er udtryk for dens egen ideologi). Hvis så bagefter vi v il genindføre det politiske system, vi har i dag, er den første forudsætning, at den ideologi, vort politiske system af i dag er udtryk for, overlever - den rystelse af individernes tiltro til det politiske system, der er en følge af krigshandlingerne og nederlaget, - en periode, hvor individerne lever under det nye politiske system og - den ideologiske inddoktrinering, befolkningen vil blive udsat for fra de nye magthaveres side. U S A frygter i øjeblikket at lide et prestigetab i verdensoffentlighedens øjne, hvis de ikke fører Vietnamkrigen igennem med et heldigt resultat. F o r vietnameserne står U S A som eksponent for demokratiet. Hvor megen tillid v il sydvietnameserne have til demokratiet, hvis Viet-cong og K in a vinder krigen? E t militært nederlag fulgt af en besættelse af landet selv hvis man ikke uden videre betragter det som den endelige afgørelse - kan vel også slå en revne i danskernes tro på systemet. Det at leve en periode under en anden ideologis politik v il gøre det vanskeligt for en del af befolkningen at holde begreberne om den gamle ideologi klare. Besættelsesmagten, som v il råde over landets massekommunikationsmidler, vil fortælle befolkningen, at den står over for et fait accomplit, som ikke rummer nogen vej tilbage. Nogle v il tro på dem, fordi de tænker tilbage på, hvad der er sket andre stater efter anden verdenskrig. Besættelsesmagten v il yderligere fortælle befolkningen, at der ikke er nogen grund til at beklage det skete, for hvis den loyalt

6 46 Breve til redaktøren indordner sig under de nye forhold, vil den gå en lys fremtid i møde. De personer, der siger dette, v il selv tro på det. De v il sætte alle midler ind på at demonstrere korruption og rod i det gamle system og retlinethed i det nye. De v il stryge de villige med hårene og sætte åndelig og fysisk vold ind mod de»reaktionære«. De v il have fundamentet til en omfattende indre spionagetjeneste parat, og de vil udnytte den på langs og tværs af alle sociale inddelinger. De v il hamre let fattelige slagord mod befolkningens bevidsthed og anvende»the hidden persuaders«med større viden og rutine end vore bedste reklameselskaber kan opvise i dag. I kampen om sindene skal vi kæmpe for en ideologi, der er vanskeligt definerbar, om den politiske og ideologiske bevidsthed hos en befolkning, der vel før krigen ikke var politisk ensrettet, men som er rystet af krigshandlingerne, og som faktisk lever under nye normer mod en fjende, der er uden skrupler med hensyn til valg af pressionsmidler, som er trænet i at fremsætte sin ideologi med slagkraft og som sidder inde med alle kommunikationsmidlerne i landet. K an vi føre denne kamp til et gunstigt udfald ved det i artiklen skitserede»oplysningsarbejde«og ved»passiv modstand«? Hvad enten vi bryder os om det eller ej, tror jeg, det v il være nødvendigt for os at sætte ind med en regulær inddoktrinering med alt hvad dette indebærer af forenkling af problemerne, omhyggelig udvælgelse af kendsgerninger, der skal lægges frem som væsentlige, præsentation af nyhederne etc. Der kræves et propagandaapparat, der er på størrelse med fjendens. Der kræves et kontant og sikkert virkende lederskab af en skikkelse, der har befolkningens ubetingede tillid. Hvis vi efter krigens udbrud kan skabe os disse m idler og ved deres hjælp»give vandet den rette temperatur«for M ao s fisk, så kan vi også føre en guerilla, som i sig kan optage egnede elementer fra de våbenuddannedes rækker og med dem til at udføre blandt andet den voldelige del af arbejdet have udsigt til at vinde kampen. Jeg tvivler ikke på, at den danske befolkning i forbindelse med dens allierede har mulighed for at skabe de nødvendige forudsætninger for gennemførelse af en guerilla. Men jeg tror også, at forudsætningerne ikke kommer af sig selv, men at det tværtimod v il koste et stort, dyrt og dygtigt arbejde at skabe dem. O. Marcussen. Panserfroppernes fremtid Som svar på kaptajn Søren N ielsens indlæg i oktober 1966 skriver oberstløjtnant K. Lundsholt: Kaptajn Søren Nielsen har fremsat nogle synspunkter, som behøver en kommentar. Lad det først være sagt, at sålænge flertallet af verdens hære med krigserfaring tøver med at nedlægge våbenarterne, så synes det ikke at haste for os med at tage dette skridt. Vore NATO-partnere forventer næppe, at Danmark skal optræde som foregangsmand på det militære område. Det skal ikke bestrides, at der er et udtalt behov for en hærinspektør med ansvar for samvirkeuddannelsen, og det er også opkgt, at der er behov for at samordne de tekniske tjenester, men til varetagelse af våbenarternes personalepolitik og til at forestå den uddannelse, der er speciel for de forskellige våbenarter - herunder våbenskoler og befalingsmandsskoler synes meget at tale for bevarelse af

7 Breve til redaktøren 47 generalinspektørerne. Fordi søværn og flyvevåben med held har anvendt centraliseret ledelse på disse områder, er det langt fra givet, at hæren, som er så meget større, bør gøre det. I denne forbindelse er det værd at notere sig, at man i vort civile skolevæsen har dårlige erfaringer med sammenlægning til for store enheder. Mange lærere beklager sig over, at man i rationaliseringens navn oprettede de meget store skoler, og man er nu enige om fremover at sigte mod langt mindre enheder. Kaptajn Nielsen synes ganske at overse, at panservåbnet, foruden kampvognsenheder, også omfatter opklaringsenheder. Med den store bevægelighed, gode bevæbning og udstyr af signalmidler og tradition for at fremskaffe oplysninger, synes de i ganske særlig grad velegnede til at indgå i hærens dækningsstyrke. B l. a. derved sikrer man sig, at resten af dækningsstyrken kan indsættes på den rette måde. M ed den størrelse, dækningsstyrken - og hæren iøvrigt har, er der ikke råd til fejltagelser. N år kaptajn Nielsen anfører, at»en in fanteriofficer hurtigt v il kunne omstille sig til at føre en eskadron«, og når det endvidere fremgår, at kaptajnen nærer begrænset respekt for den tekniske uddannelse, som alle panserofficerer er enige om danner grundlaget for de gode resultater, pansertropperne idag kan fremvise, så må det være berettiget at stille sig lidt skeptisk til kaptajnens vurdering. A t infanteriets officerer v il kunne omstille sig til at føre kampvognseskadroner, er der ingen, der er i tvivl om, men at det kan ske hurtigt må stærkt betvivles. Og det kommer til at koste en masse penge, og i disse sparetider er det næppe nogen populær løsning. Hvordan tror man iøvrigt, at pansertropperne og for den sags skyld også artilleriet - har nået et så tilfredsstillende uddannelsesstade og dermed stor effektivitet. V ed centraliseret uddannelse naturligvis. Begynder man nu at dele disse specialenheder ud med en i hver garnison, er det udelukket, at man kan nå samme høje standard. Og i en lille hær kan kun den højeste effektivitet accepteres. Kaptajnen anfører, at vi humper fra nødløsning til nødløsning og lægger hovedansvaret herfor på officererne. E r det nu retfærdigt? De tre værns officerskorps har ret så nøje vidst, hvad der burde gøres for at sikre Danmark et rimeligt forsvar. M en et lille mindretal i Folketinget har ivrigt - og dygtigt - modarbejdet en rimelig udbygning af vore værn, og et stort flertal har savnet fornødent mod til at fortælle befolkningen, at forsikringspræmien mod besættelse koster mere end nogen af os er begejstrede for at betale. Det er disse forhold, mere end officerernes manglende indsigt i, hvordan forsvaret bør opbygges, der har skabt de rådende arbejdsvilkår for vort forsvar. Kaptajn Nielsens svar tvinger mig til endnu et historisk tilbageblik. Da man efter afslutningen af den 2. verdenskrig skulle reorganisere hæren og erkendte, at der var opstået et øget behov for ingeniørtjeneste, signaltjeneste og forsyningstjeneste, udvidede man stort set 3^1 bataljoner til 2 regimenter i hver af disse våbenarter. Artilleriet udvidedes til 6 regimenter og infanteriets bataljoner blev formeret i 11 regimenter. Altsammen udtryk for betydelige udvidelser. K u n for rytteriet lå grænsen fast, og mod våbnets ønske blev navnet ændret til Pansertropperne. A t grænsen lå fast, noterede man sig i rytteriet, selv om man undrede sig over, at en spirende erkendelse af opklaringstjenestens betydning på den moderne slagmark forblev stort set uden indflydelse på hærens organisation.

8 48 Breve til redaktøren Den usikkerhed, der rådede med hensyn til kampvognens fremtid i den danske hær, tjener til forklaring af myndighedernes tilbageholdenhed ved fastsættelse af antallet af panserregimenter. M en som tiden gik, og kampvognene - vel administreret af pansertropperne - viste sig at være kommet for at blive, og tiden nærmede sig for en revision af hærloven, steg forhåbningerne i våbnet om, at man oppe fra og ude fra skulle pege på det ønskelige i, at antallet af panserregimenter forøgedes. M en intet tegn på noget sådant viste sig. I stedet begyndte en diskussion om in tegration. Hvis man i brigaderne i tiden fra deres oprettelse havde samlet sig et indtryk af, at våbenarterne arbejdede dårligt sammen, kunne man forstå, at tanken om integration var blevet nærliggende. M en alting synes at pege på et overordentligt godt og effektivt arbejdsklima våbenarterne im ellem. Meget synes derfor at tale for en bevarelse af våbenarterne. Skal integrationen im idlertid gennemføres, kan det ikke undre, at man i de to panserregimenter - uden en generalinspektør til at tale deres sag - betragter fremtiden med nogen bekymring. Havde man forud for integrationsdiskussionen etableret et forhold våbenarterne imellem, som 1 antallet af regimenter bedre havde afspejlet det naturlige forhold mellem opklaringstropper, kampvognsenheder og in fanterienheder, ja, så havde mange panserofficerer sikkert set fremtiden mere trøstigt i møde. M en med 9 infanteriregimenter, hvoraf nogle inden længe vil være opstillende myndighed for kampvognseskadroner og måske panserbataljoner og 2 panserregimenter, er det mere end tvivlsomt, at de unge officerer - således som det har været tilfældet i de senere år - gerne søger til panserregimenterne. De unge vil ved anvendelse a: et simpelt regnestykke kunne regne ud, at det overvejende antal topstillinger vil blive besat af officerer fra infanteri- og artilleriregimenteme. Det er klart, at kun fremtiden kan vise, om panserofficerernes betænkeligheder er berettigede, og det skorter for tiden ikke på velmente beroligende kommentarer fra infanteriets side, men en anden regimentsfordeling mellem infanteriet og pansertropperne ville få panserofficererne til - hvis integrationen skal gennemføres at se fremtiden i møde med større fortrøstning. Og selv om kaptajn Nielsen - ganske vist under spøgefulde former - synes at være fast besluttet på at misforstå mig, så var det faktisk ment som en imødekommenhed, når det blev foreslået, at infanteriofficerer, der selv ønsker det, sammen med panseroffirerer kunne bemande de to genoprettede Dragonregimenter. Det er sikkert rigtigt, som det er sagt, at panserregimenterne i lang tid fremover vil bevare den position, fe idag har arbejdet sig frem til. M en kan de to regimenter - uden generalinspektør - på længere sigt klare sig i konkurrencen med 9 infanteriregimenter, der stort set har overtaget alt det, som panserregimenterne idag har opbygget? Deri ligger problemet, cg det er oplagt, at en mere ligelig fordeling på infanteriregimenter og husar- og dragonregimenter ville skabe en mere naturlig udgangssituation forud for en evt. integrering. Ingen panserofficer føl jr idag - som bladet Kentaurs redaktion har antydet - at skoene klemmer, og med den placering i hæren, pansertropperne har, er der sandelig heller ingen grund dertil, men når integrationen har varet år, kan det ikke afvises, at panserregimenternes officerer kan få sådanne ubehagelige fornemmelser. K. Lundsholt.