For fire år siden, der sad jeg deroppe i tilskuerlogen til førstebehandlingen af det, der blev til budget 2014.

Transkript

1 Tale til 1. behandlingen af budgettet Indledning: For fire år siden, der sad jeg deroppe i tilskuerlogen til førstebehandlingen af det, der blev til budget For fire år siden vedtog alle andre partier end Enhedslisten et budget, der bød på trecifrede million-nedskæringer på den fælles velfærd. Og samtidig med det, afsatte man 100 mio. kr. til vækstinitiativer og skattelettelser til erhvervslivet hvert år fremover. Da jeg sad deroppe i tilhørerlogen, lovede jeg mig selv, at det skulle være slut med den slags budgetter. At vi skulle ud over nødvendighedens politik. Væk fra massive nedskæringer og forringelser vedtaget af alle andre partier end Enhedslisten. Og at vi i stedet skulle begynde at prioritere og genopbygge den fælles velfærd. Her fire år senere er jeg glad og stolt. For det er rent faktisk det, der er sket. Kursen er nu justeret. Nedskæringerne og forringelserne er taget af tapetet. Og med velfærdprocenten er genopbygningen af den fælles velfærd i gang. Ja. Det er, hvad der sker, når Enhedslisten stormer ind med tre mandater, kunne man fristes til at sige. Men vi er ikke i mål. Langt fra. Men vi er på den rigtige vej, og den skal vi fortsætte ud ad. For det skylder vi Odense. Det skylder vi vores børn, unge, ældre og mennesker med handicap.

2 Den fælles velfærd: At der har været brug for at justere kursen, har længe været klar for enhver. For den økonomiske krise gjorde ondt på Odense. Ondt på den fælles velfærd, der måtte betalte prisen. Og alt for mange år med massive nedskæringer og forringelser har i sandhed sat sine spor. Og selvom genopretningen er i gang, ja så gør det stadig ondt rigtig mange steder. Det oplevede jeg selv, da vi i Ældre- og handicapforvaltningen før sommeren havde samlet alle vores sygeplejersker til et fyraftensmøde. Her skulle vi i fællesskab finde ud af, hvordan vi kunne skabe en arbejdsdag for dem, hvor de rent faktisk kunne overkomme deres opgaver og samtidig nå en frokostpause og komme hjem til fyraften. Her havde jeg selv lejlighed til råt for usødet at høre om de arbejdsvilkår, vi tilbyder de medarbejdere, som hver dag knokler for at gøre en forskel i borgernes liv. Og jeg havde lejlighed til at høre om de konsekvenser, det har for nogle af vores allermest svage, udsatte og syge medborgere her i Odense. Og det billede gælder helt generelt i vores udkørende grupper. Vores personale har alt for mange stop på deres kørelister. Al for lidt tid til de enkelte besøg. Og vi skylder dem, og de svageste og mest udsatte borgere, som de hver dag hjælper, at gøre noget ved det.

3 Billedet er det samme rigtig mange steder i Odense. Vi har pædagoger, folkeskolelærere, socialrådgivere, sagsbehandlere og rigtig mange andre, som hver dag knokler for at få enderne til at nå sammen, og for at gøre en forskel i borgernes liv. Jeg synes faktisk, at vi skylder de her medarbejdere en kæmpe tak. En tak for deres faglighed. For deres engagement. For deres kæmpe indsats. Og ikke mindst for at de har holdt ud, så lang tid, som de har. Og jeg synes, at vi overfor borgerne må indrømme, at vi ikke har leveret det, som vi skulle. At vores børn, unge, ældre og borgere med handicap har måttet tage til takke med mindre end, hvad de retmæssigt kunne have forventet, ønsket eller håbet på. Vi skylder Odense at gøre det bedre. Og Odense har råd til, at vi gør det bedre. Ja. Faktisk har vi ikke råd til at lade være. For velfærden er hele fundamentet for udvikling, for jobs og vækst. Vi har råd til at give vores børn en god start på livet. Vi har råd til verdens bedste folkeskole til vores unge. Vi har råd til en værdig ældrepleje til dem, der har knoklet hele livet. Og vi har råd til ordentlige og udviklende tilbud til borgere med handicap. Og vi skylder Odense at vise det politiske mod til at gøre det bedre.

4 Velfærdsprocenten: At vi skylder Odense at gøre det bedre var netop baggrunden for, at vi sidste år gik i gang med at hæve skatten med en velfærdsprocent. Endelig lykkedes det at trænge igennem, råbe folk op og finde et flertal, der turde tage ansvar for den fælles velfærd. Og vi leverede fra starten af. Allerede sidste år lykkedes det os at hente 127 mio. kr. hjem til den fælles velfærd. Til de mindste børn. Til skolebørnene. Til de udsatte børn og unge. Og til Odenses ældre og mennesker med handicap. Vi har investere i flere hænder, og vi har tilbagekøbt tidligere tiders besparelser. Vi har skabt bedre velfærd for byens borgere. Bedre arbejdsvilkår for velfærdens kernetropper. Og vi har lavet det vendepunkt for den fælles velfærd, der var så nødvendigt. Jeg bliver virkelig ramt og rørt, når jeg hører pårørende og borgere på vores plejecentre, der fortælle om den tryghed og de aktiviteter, som de 20 mio. kr. til ekstra aftenvagter har skabt. Eller når personalet beretter om, hvordan det har skabt bedre muligheder for at bruge deres faglighed og tage udgangspunkt i den enkelte ældres behov. Og jeg er så skide stolt over den opblomstring, som det lykkedes at skabe på handicapområdet, da vi tilbagekøbte byrådets besparelser på området. Det har været så fedt at se alle de resurser, ideer og den virkelyst, som blev sluppet løs. For slet ikke at tale om den stolthed, som borgerne har fået fordi de er blevet inddraget og hørt.

5 I år lykkedes det os så at hente 0,3 procent mere af velfærdsprocenten hjem. 84 mio. kr. mere om året, som går rent til flere hænder til kernevelfærden. Vi fortsætter altså genopbygningen af den fælles velfærd. Vi foreslår sammen med resten af rød blok, at de 84 mio. kr. bliver brugt til endnu bedre normeringer til de yngste børn. Til styrkelse af indskolingen og elevernes faglige kompetencer. Til bedre inklusion i folkeskolen af udsatte børn og unge. Og til flere hænder i de udkørende grupper, der hver dag leverer pleje, omsorg og træning til flere tusinde borgere. Jeg er ikke i tvivl om, at de her millioner vil gøre en kæmpe forskel for Odense, og for vores børn, unge, ældre og mennesker med handicap. Og jeg glæder mig særligt over udsigten til en markant styrelse af de udkørende grupper. Her gør de 21 mio. kr. det muligt at ansætte mellem 40 og 50 sygeplejersker, terapeuter og sosu er, som kan lette presset rundt i grupperne. Det vil helt sikkert betyde et løft af den pleje, omsorg og træning, som vi hver dag leverer til ældre, psykisk syge og handicappede odenseanere. Og det vil skabe en mindre travl hverdag, et bedre arbejdsmiljø og bedre trivsel for vores personale. Det her viser helt klart, at aftalen om velfærdsprocenten var et vendepunkt. Genopbygningen af den fælles velfærd fortsætter. Vi er på vej, men vi er langt fra i mål. Og derfor er det afgørende, at vi holder kursen. Og det er Enhedslisten garant for.

6 Demografi: At kursen holdes, er der i dag mere brug for end nogensinde. For vi står overfor meget store udfordringer, som vi kun kan løse i fælleskab. En af de største er at sikre en værdig alderdom og en ordentlig pleje til de flere ældre, der kommer over de næste år. Vi lever alle længere. Og det giver mange en masse gode og lykkelige år. Men et langt og lykkeligt liv sætter altså også sine spor. Og det betyder alt andet lige, at langt flere ældre bliver plejekrævende. At langt flere ældre udvikler demens. Og at man derfor efterspørger flere og mere komplicerede ydelser fra kommunen. Det betyder helt naturligt flere opgaver til Ældre- og handicapforvaltningen. Allerede næste år skal vores personale løbe hurtigere for 43 mio. kr. I 2019 stiger tallet til 66 mio. kr. Og i 2020 skal vi hente 88 mio. kr. ind. Noget af dette kan selvfølgelig hentes ind gennem rehabilitering, velfærdsteknologi og forebyggelse. Og vi har da også taget store skridt i den retning allerede. Men vi kan altså ikke blive ved med at arbejde smartere, hurtigere eller hårdere. Der skal simpelthen flere hænder til. Vi er nødt til at tage ansvar. Vi er nødt til at kigge på mulige løsninger. Vi er nødt til at få det faktum, at der bliver flere ældre, der har brug for hjælp, op på det politiske bord og til politisk behandling. Det skylder vi de ældre, der har knoklet hele deres liv, betalt deres skat og som har fortjent en værdig og god alderdom. Og det skylder vi det personale, der hver dag knokler røven ud af bukserne for at give dem det.

7 Uligheden: En anden kæmpe udfordring er, at uligheden her i Odense stadig stiger. Og at det stadig er de arbejdsløse, de syge og de socialt udsatte, der må betale prisen for den økonomiske krise. Og den pris, de betaler, bliver hele tiden værre med række af asociale reformer på beskæftigelsesområdet. Nu falder man ud af dagpengesystemet, man knalder hovedet mod kontanthjælpsloftet og bliver trukket i kontanthjælp, hvis man ikke kan finde 225 timers arbejde om året. Massiv fattigdom og ulighed er resultatet. Men ingen er nogensinde kommet i arbejde på grund af fattigdom. Og lige nu straffer vi børn, og lader dem vokse op i fattigdom, fordi deres forældre tilfældigvis er arbejdsløse. Og det gør ekstra ondt i Odense på grund af den høje ledighed. Vi er derfor nødt til at arbejde for et skifte på beskæftigelsesområdet. For lige nu skaber vi ikke andet end øget ulighed og en tung social arv. Lige nu bliver forskellen på fattig og rig kun større, mens ledigheden forbliver den samme. Lige nu er vi ved at efterlade rigtig mange i fattigdom og ledighed, mens vi andre er på vej i fuld fart ud af krisen.

8 Derfor skal vi også have gjort noget ved Danmarks anden højeste ledighed. Vi skal gøre noget for de odenseanere, der sidder parkeret hjemme på sofaen, fordi vi ikke kan skabe arbejdspladser til dem. Opsvinget er her siger man. Hjulene er i gang siger man. Men de får stadig ikke lov til at bidrage. Det skal vi altså have gjort noget alvorligt ved. For vi er ikke ude af den økonomiske krise, før alle er med. Odense skal ikke knække midt over. Vi skal ikke efterlade de arbejdsløse og de syge i fattigdom og armod, mens vi andre suser af sted på første klasse. Alle skal have mulighed for at bidrage til Odenses transformation. Derfor investerede vi i foråret 72 mio. kr. i en række investeringsprojekter, der skal få de ledige i arbejde. Nu skal vi have dem til at virke. Nu skal vi sikre, at alle kommer med ud af den økonomiske krise. For Odense har brug for os alle. Står det til Enhedslisten, skal vi presse lovgivningen til det yderste. Vi skal ikke straffe eller piske de ledige tværtimod. Vi skal være kreative. Vi skal oprette 225 timers stillinger. Vi skal tage udgangspunkt i folks motivation, og hjælpe dem videre. Og vi skal arbejde på tværs og sammen, så der kommer fremdrift i borgernes sag. Så borgerne får mulighed for at komme ud af ledigheskøen og fattigdommen, og ud på arbejdsmarkedet sammen med alle os andre. Og så skal vi altså til at kigge på fordelingspolitikken. For os er det grundlæggende, at de stærkeste skuldre også skal bære de tungeste læs. Vi skal derfor have et opgør med omfordelingen fra fattig til rig. Vi vil have Robin Hood tilbage. Vi skal ikke lade mening mand betale, mens erhvervslivet slipper. Vi skal stoppe afviklingen af dækningsafgiften. For erhvervslivet, aktionærer og virksomhedsejere skal også betale deres del af kagen. Ellers får vi aldrig bugt med den stigende ulighed.

9 Alt andet: Verden, Danmark og Odense trues af endog meget store klimaforandringer. Vi mærker det allerede. Vi har fået et langt voldsommere og mere omskifteligt vejr. Og det er desværre kun en forvarsel for, hvad der kommer, hvis vi ikke snart gør noget. Vi skylder fremtiden at tage ansvar og bevæge Odense i den klimavenlige retning. Flere og flere tager cyklen i Odense. Så lad os udbygge supercykelstinettet. Lad os kigge på, hvordan vi kan aflede og bruge regnvandet på nye måder. Lad os bruge vores infrastruktur så fornuftigt, kollektivt og klimamæssigt som muligt lad os satse på lade-standere til elbiler og parkeringspladser til delebiler. Vi har travlt klimaforandringerne venter ikke på os tværtimod. Vi skal også passe på rammerne omkring vores mange frivillige foreninger og organisationer. Særligt idrætsklubbernes rammer kunne bruge et løft. Det er en investering, der betaler sig ind rigtig mange gange som forebyggelse, som integration og som den sociale kapital, der er så vital for sammenhængskraften i Odense. Social kapital er også et af nøgleordet, når vi skal se på, hvordan vi skaber fremtidens ældreboliger. For fællesskabet og relationer er jo grundlaget for en lang, lykkelig og værdig alderdom. Og derfor skal vi kigge på alternative boformer, såsom seniorbofællesskaber, hvor den sociale kapital kan spire og vokse.

10 Afslutning: For fire år siden, der sad jeg oppe i tilhørerlogen. Nu står jeg her i salen, og kan med stolthed i stemmen sige at kursen er skiftet og genopbygningen af den fælles velfærd er påbegyndt. Men hermed er arbejdet ikke gjort. Vi har stadig en række store udfordringer, som vi skal forholde os til i år og fremadrettet. Det ansvar må vi tage på os. Lad os vælge fællesskab. Lad os opbygge et Odense for alle og ikke for de få. Lad os vælge tryghed og omsorg. Tillid og lighed. Og et grønt og lokalt Odense. Tak for ordet.