Lang vej fra flygtningebarn til menneske

Transkript

1 Lang vej fra flygtningebarn til menneske Langt de fleste flygtningebørn, der kommer til Danmark, har store psykiske problemer efter at have oplevet vold, krig og flugt. Og problemerne risikerer at blive større under opholdet i et dansk asylcenter, hvor rammerne gør det svært at komme videre med livet. Af Simon Ankjærgaard Da 4-årige Fatimah fra Irak en kold vinterdag ankommer til asylcentret Sandholmlejren i Nordsjælland er det med barske oplevelser i den mentale bagage. I Irak har hun oplevet, hvordan hendes far er blevet hentet af soldater og senere er kommet tilbage forandret og forslået. Hun har oplevet en dramatisk flugt, der efter mange trængsler er endt ved porten til den danske lejr. Og selvom hendes mor har lovet hende, at de nu vil være frie og at hendes far aldrig mere vil blive taget, oplever hun nu, at faren bliver hentet af dansk politi for at blive afhørt. Hun klamrer sig til sin mor og græder. Med skudsalverne fra militærforlægningen ved siden af Sandholmlejren som lydkulisse er lille Fatimah overbevist om, at hun nu har set sin far for sidste gang. Fatimahs historie og forløbet af hendes ankomst til Sandholmlejren er ikke unik for hende. En stor undersøgelse af 311 flygtningebørn foretaget af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) viser, at ni ud af ti har oplevet krig, flugt og ophold i en flygtningelejr, inden de ankom til Danmark. Tre ud af fire har været direkte vidne til bombninger, og mere end halvdelen har set mennesker blive skudt. Derudover har tre ud af fire været til stede, når soldater eller politi har ransaget deres hjem. Og over halvdelen har oplevet at være adskilt fra deres forældre i mere end én måned. Disse børn har altså gentagne gange befundet sig i situationer præget af chok, rædsel og angst. De stærkt traumatiserende oplevelser er nemme at aflæse i de ankomne børns adfærd med gennemgående træk som tristhed, angst, hyppige grådanfald, isolation, ufrivillig vandladning, søvnproblemer og mareridt.

2 I langt de fleste tilfælde må flygtningebørnene kæmpe med disse psykiske og sociale problemer i årevis. I forbindelse med en opfølgningsundersøgelse, har forskere fra RCT besøgt de 131 flygtningebørn, der fik asyl i Danmark, igen efter 8-9 år og har her kunne konstatere, at flere af børnene fortsat har psykiske forstyrrelser som trods og aggressiv eller hyperaktiv adfærd eller indadvendte psykiske problemer som depression, angst og isolation. I nogle tilfælde er problemerne blevet forværret under opholdet i Danmark. Forklaringen på de fortsatte og i flere tilfælde forværrede problemer skal findes i den barske oplevelse det er at gennemleve sin barndom og ungdom i et asylcenter. Udover at være hæmmet af de snævre fysiske rammer, de sproglige barrierer og afhængigheden af det sociale system, lever børnene i årevis i uvished, før de får en afklaring på, om de skal blive i Danmark eller tilbage til dét land, de kom fra, og hvor de oplevede krig, vold og flugt. Dette liv i limbo uden afklaringer giver ingen ro til at få bearbejdet med de medbragte traumer. Særligt hårdt er det for de børn, der lever i familier, hvor én eller flere af forældrene har været udsat for tortur. Det kaster lange skygger over familielivet, når et torturoffer ikke får bearbejdet sine psykiske, fysiske og sociale lidelser. Børnene bliver vidner til forældrenes angstanfald og opfarenhed eller depression og magtesløshed. Det betyder blandt andet, at deres primære behov ikke bliver dækket, og at de i perioder, hvor de burde udvikle sig som børn og unge, påtager sig et enormt ansvar for at holde sammen på familien. Risikoen for at de reagerer på dette pres med søvnproblemer og aggressiv adfærd eller med indadvendt og isolerende adfærd er mere en overhængende. Børn, der vokser op i sådanne stressende og utrygge rammer og som oven i dette har ubearbejdede psykiske og sociale problemer, har meget svært ved at opbygge nære relationer til jævnaldrende og vigtige voksenpersoner. Mange skoleskift, fordi familien flyttes fra sted til sted for nogle børns vedkommende helt op til seks eller syv gange gør det endnu sværere for børnene at opbygge relationer til andre udenfor familien. Ofte mangler der den afgørende ro, der betyder at børnene kan falde til ét sted og på en god og sund måde kan lære sproget og knytte nære, givende venskaber. Det kan slide på børnenes selvværd og følelsen af at betyde noget, og de er sårbare, fordi de ikke oplever

3 samme grad af beskyttelse mod overgreb, diskrimination og mobning som børn, der har velfungerende forældre. Både børnene og deres familier har behov for at få behandlet de komplekse traumer, de bærer rundt på. Desværre er det et krav, at kun flygtninge, der har fået opholdstilladelse og altså ikke dem, der venter i asyllejrene på at få behandlet deres sag har adgang til rehabilitering. RCT er et af de centre i Danmark, hvor et særligt familieteam netop hjælper de flygtningefamilier, hvor én eller flere i familien har fysiske, psykiske og sociale vanskeligheder som følge af tortur, organiseret vold, overgreb, krigsoplevelser og eksil. Kravet om opholdstilladelse hindrer i stor stil, at mange flygtningebørn kan hjælpes til igen at føle sig som hele og værdige mennesker. I stedet er de henvist til at leve i årevis i uvished om fremtiden, men med deres ubearbejdede, traumatiserende fortid som en mørk følgesvend. --- Historier Edith Montgomery, forskningschef på RCT, har udgivet bogen Flygtningebørn om de problemer og traumer, som børn, der kommer til Danmark for at søge asyl, slås med. I bogen optræder en række anonyme børn med deres historie. 13-årig iransk pige En 13-årig iransk pige kommer til Danmark sammen med sin mor. Faderen døde, da pigen var ca. 4 år gammel. Der er to ældre søstre; den ene er gift og bor i Iran og den anden i et tredje land. Moderen fortæller, at både den ældste datter og faderen blev fængslet samtidig på grund af politiske aktiviteter. Begge blev løsladt efter et stykke tid, men faderen blev direkte indlagt på et hospital, hvor moderen og den yngste datter så ham, lige inden han døde. Dødsårsagen er usikker, men ifølge moderen bar kroppen tydeligt spor af tortur. Moderen selv var senere fængslet i to uger og udsat for trusler imod hende selv og hendes børn.

4 Børnene blev smidt ud af skolen, og på grund af myndighedernes chikanerier måtte familien gemme sig i en periode, inden de kunne flygte til Danmark. Pigen er aktuelt angst, trist og bekymret, og hun græder meget, specielt, når de taler om faderen. Angsten viser sig ved, at hun ikke kan være alene, hun sover sammen med sin mor, og hun er bange for mørket. Hun har svært ved at falde i søvn og vågner hyppigt med mareridt. Hun er altid ked af det og leger ikke med andre børn. Både mor og datter er bange for fremtiden. 14-årig dreng fra Iran Faderen til en 14-årig iransk dreng fortæller, hvordan han og sønnen en dag blev standset af politiet, da de kom kørende i deres bil i hjemlandet. Da faderen havde talt med politiet et stykke tid, steg også drengen ud af bilen for at se, hvad der skete. Politiet skubbede ham omkuld på jorden og slog ham, så han brækkede to fortænder. Efter denne episode trak drengen sig ind i sig selv, og han nægtede at gå i skole. Han har nu hyppige mareridt, er ofte ked af det og isolerer sig fra andre børn. Faderen oplever det, som om drengen lukker problemerne inde i sig selv i sit forsøg på at glemme hændelsen. 6-årig pige fra Irak En 6-årig irakisk pige, født og opvokset i Kuwait, var vidne til natlige bombardementer under irakernes besættelse af Kuwait (året inden ankomsten til Danmark). Forældrene fortæller, at hun dengang var meget bange, og hun kunne f.eks. vågne om natten og skrige i timevis. Aktuelt vågner hun hyppigt om natten med mareridt og fortæller forældrene, at der er nogen, der vil kvæle hende. Hun taler generelt meget om krig, våben og soldater. Når hun ser et våben eller en uniformeret person (familien er indkvarteret i en flygtningelejr, der er nabo til en militærforlægning), tror hun, at de vil dræbe familien. Pludselige lyde får hende til at fare sammen, en reaktion, som forældrene selv mener er relateret til bombardementerne under krigen. Hun er klyngende over for sin mor og kræver bl.a. at sove i samme seng som moderen. Kilde:

5 Montgomery, Edith, 2000: Flygtningebørn traume udvikling intervention, Dansk Psykologisk Forlag. Side Simon Ankjærgaard er kommunikationsmedarbejder på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT). RCT arbejder for en verden uden tortur og andre former for organiseret vold. Det sker ved: At drive et center, der beskæftiger sig med klinisk forskning og metodeudvikling til frembringelse af vidensgrundlag om tortur og torturfølgernes art og omfang samt behandling og rehabilitering af personer, der har været udsat for tortur. At varetage undervisning og informationsvirksomhed, der skal formidle viden om torturens baggrund, konventioner og ret, behandlingsmetoder og forebyggelse af tortur. At gennemføre projektarbejde i udlandet i tilknytning til centre og programmer, der er beskæftiget med behandling og rehabilitering af torturoverlevere og forebyggelse af tortur. --- Relevante links: RCT: Om undersøgelsen af de 131 flygtningebørn: Til artiklen Ny undersøgelse: Danmark forværrer flygtningebørns traumer, videnskab.dk, september 2008:

6 borns_traumer