Studieprøven. Skriftlig del. Læseforståelse 2. November-december Teksthæfte. Delprøve 2A: De sidste oprørere

Transkript

1 Studieprøven November-december 2018 Skriftlig del Læseforståelse 2 Teksthæfte Delprøve 2A: De sidste oprørere Delprøve 2B: Den voldelige evolution Delprøve 3: Det er ikke relevant at være kriminel og søge job i en blomsterbutik Der er et teksthæfte og et opgavehæfte. Hjælpemidler: Ingen Tid: 65 minutter PRODUKTIONSNR. 24

2 Delprøve 2A De sidste oprørere Af Anders Sønderup Peter Øvig Knudsen har skrevet fortællingen om dengang i starten af 1980 erne, hvor en flok unge stod med brosten i hænderne, erklærede sig klar til krig mod hele samfundet og villige til at besætte boliger med voldelige midler. Denne gruppe unge gav navn til en hel bevægelse: BZ-bevægelsen. Fortællingen om BZ erne begynder i 1981, hvor Danmark så helt anderledes ud. Dengang var der f.eks. ingen, der talte om Udkantsdanmark. 1 Men samtidig var der en del unge, der dels manglede et sted at bo, dels følte sig sat udenfor samfundet. Nogle af dem fandt sammen i gruppen Initiv, der kæmpede for et ungdomshus i København. Det ville kommunen ikke være med til. 2 Selvom det officielle mål var at kæmpe for, at der skulle være plads til alle i samfundet, viste det sig hurtigt, at dette var ganske svært at håndhæve i det lille BZ-samfund. En del af de unge og mange var virkelig unge, ned til år var nemlig mennesker med ganske alvorlige problemer og med et massivt misbrug. 3 Så de første besættelser blev kortvarige: to af dem forlod de unge frivilligt, men ét sted blev de smidt ud af politiet på ganske brutal facon, hvor de unge simpelthen fik tæsk. Tæskene gjorde nok ondt, men det øgede også kampgejsten blandt BZ erne, for nu stod fjenden skarpere trukket op, og det var ikke bare samfundet som en udefinerbar størrelse, der kæmpedes mod, det var også, og i særdeleshed, politiet. Der var had fra begge sider, og uropatruljen fra Københavns Politi blev fjende nummer ét. Sammenstødene fandt sted igen og igen, ikke bare ved nye husbesættelser, men også ved demonstrationer og andre lejligheder. En del politifolk havde også svært ved at bevare den professionelle distance, da en betjent blev ramt af et nedkastet toilet. Politiledelsen opfordrede igen og igen til, at der blev fundet en løsning, hvilket dog aldrig lykkedes, selvom kommunen med borgmester Egon Weidekamp i spidsen ellers forsøgte. 2

3 Delprøve 2A fortsat 4 Grunden var, at kommunen krævede, at de skulle indsætte en ansvarlig bestyrelse. De unge nægtede, fordi det stred mod princippet om lige bestemmelse til alle. Kun Ungdomshuset på Jagtvej 69 lykkedes det med, og det hus fik de unge kun officielt overdraget, fordi kommunalt udsendte fik en flok håndværkere til at skrive under på, at de udgjorde bestyrelsen. At kommunen gav dem Ungdomshuset skyldtes især, at BZ erne på det tidspunkt havde en pæn folkelig opbakning. Alle kunne se, at der vitterligt var mangel på boliger, at ungdomsarbejdsløsheden var for høj, og så var der også en del sympati for bare det at gøre oprør. I dag ville Facebook blive oversvømmet med krav om, at politiet skulle have større kanoner, at de unge skulle sendes hjem eller ud på en øde ø og alt muligt om, at nu måtte det være nok. Men tiden var en anden, og derfor var det faktisk ikke mange, der klandrede regering og politi for at være for langmodige, da det i september 1986 kom til de største og længstvarende gadekampe nogensinde i Danmark. 5 Nationen havde ventet på den store krig, der så heldigvis aldrig kom. Den var kommet, hvis ikke politiet havde ventet med at rykke ind, for våben var der nok af bag barrikaderne. Brosten, molotovcocktails og jernstænger var klar. Nordjyske Stiftstidende, den 9. oktober 2016, forkortet og redigeret. 3

4 Delprøve 2B Den voldelige evolution Af Christoffer Muusmann Hvorfor ser vores ansigter egentlig ud, som de gør hvorfor kunne vi ikke beholde vores oprindelige og mere abeagtige udseende? En ny teori lanceret af to amerikanske biologer peger på, at massiv vold blandt de tidligste abemennesker var med til at skabe menneskets afrundede og robuste hovedform. Evolutionen blev simpelthen drevet frem af hårde knytnæveslag. Den gængse teori blandt evolutionsforskerne har hidtil været, at forandringerne begyndte med kosten. At hovederne på den abemenneskegren, der senere skulle blive til homo sapiens, begyndte at ændre sig, i takt med at vi rejste os på to ben, vandrede ud på savannen og stødte ind i forskellige nye fødeemner, eksempelvis rødder, forskellige halvgræsser eller måske dyr. Det var mad, som var hårdere for os at tygge end junglens udbud af frugt og grønt, og derfor måtte vi tilpasse os med stærkere kæber og et anderledes tandsæt. Den teori er David Carrier, en af biologerne bag den nye teori, ikke enig i: Man kan ikke se, at kosten ændrer sig i den periode. De analyser, der er lavet af tænder fra fossiler så langt tilbage, indikerer ikke, at der skulle have været sket særlige forandringer i abemenneskernes føde. Dermed giver det ikke mening, at hovedets fysiologi skulle ændre sig. Men det gør den altså. David Carrier, der er fra University of Utah, mener selv, han kommer med en mere realistisk forklaring ved at pege på en evolutionær sammenhæng mellem hovedform og knyttede næver. For godt fire millioner år siden var hænderne på nogle individer af abemenneskeslægten australopithecus begyndt at forandre sig, så de kunne knyttes. Det betød, at disse individer var kommet i besiddelse af et nyt våben. De, der evnede at forme knytnæver, havde med ét en evolutionær fordel, som kunne bruges til at bekrige fjender med og positionere sig socialt i en flok. Deres hænder adskilte sig fra andre abemenneskers og abers ved at have markant stærkere og større tommelfingre, mens de andre fingre var kortere. En slagkraftig kombination, om man vil. Man har hidtil gættet på, at udviklingen af næverne som et våben skete, da abemenneskerne ikke længere havde behov for at kravle og svinge sig rundt i træerne. Ude på savannen gik de i stedet på jorden og jagede med redskaber. I den forbindelse opstod evnen til at slå ret tilfældigt, lyder den dominerende teori. Men David Carrier og hans kollega Michael H. Morgan er uenige. At have et våben til rådighed var i deres øjne en gedigen evolutionær fordel, og det er måske en af de væsentligste grunde til, at vores hænder ser ud, som de gør. De to forskere fører argumentationen videre til udviklingen af abemenneskernes og dermed vores særlige hovedform. De peger på, at udviklingen mod et mere menneskeagtigt og robust ansigt fandt sted på samme tid, som da vores forfædre fik evnen til at knytte hænderne og dermed fik sig et nyt våben. David Carrier uddyber: Alle de anatomiske forandringer, der sker på den tid, forbedrer faktisk australopithecinernes evne til at slås. Eksempelvis den opretstående gang, fodstillingen og ændringerne i hændernes proportioner. At slag mod hovedet i sig selv skabte forandringer i abemenneskernes fysiologi, ser de to biologer bag teorien flere tegn på i studiet af fossiler fra tidlige abemennesker. De fik langsomt mere afrundede ansigter, hvilket gjorde kæben mere solid. Samti- 4

5 Delprøve 2B fortsat dig blev knogler og kranium på forsiden af ansigtet stærkere og mere robuste. Et andet argument for den nye teori er, at mænds evne til nævekamp er synlig fra et tidligt stadie i udviklingen af abemennesket. Umiddelbart er der ikke den store forskel på mænds og kvinders muskulatur, hverken hos homo sapiens eller blandt vores evolutionære forfædre. Men ser man på de muskler, der giver eller tager imod slag i en slåskamp, er billedet et andet: Armmusklerne hos mænd er procent stærkere end hos kvinder. Det er markant mere end andre muskler i eksempelvis underkroppen. Også mænds muskler i kæbe og nakke er overdimensionerede i forhold til deres gængse, dagligdags funktioner både hos nutidsmennesker og hos australopithecinerne. Disse muskler bruges netop bl.a. til at tage imod og absorbere slag i en kamp, og musklerne i mandens nakke er faktisk to til tre gange stærkere end de tilsvarende hos kvinder. Det er dog ikke alle, der føler sig overbevist af den nye teori. Den danske evolutionsekspert og biolog ved Statens Naturhistoriske Museum Jørn Madsen er en af dem, der stiller sig tvivlende over for teorien om, at nærkampene skulle have haft så stor betydning, og at abemenneskene instinktivt skulle have slået så hårdt ud efter hovedet: Menneskets udvikling er en temmelig kompliceret sag, og jeg vil mene, at vold nok er én blandt flere forskellige faktorer. Jørn Madsen peger på, at det ikke er specielt hensigtsmæssigt at slå efter ansigtet: I boksning eller lignende sportsgrene ifører man sig ikke handsker for at beskytte modstanderen, man gør det for at beskytte sine hænder. Hænderne er bare ikke specielt robuste som våben, og især ikke når man slår i ansigtet. Slag med hænderne ville således have givet australopithecinerne mange skader og knoglebrud. Jørn Madsen understreger, at man sagtens kan hærde sine hænder, hvilket eksempelvis dygtige karateudøvere gør, og på den måde få langt færre skader. Men i hans øjne virker det usandsynligt, at fortidens abemennesker skulle have trænet for at hærde deres næver. Weekendavisen den 20. juni 2014, forkortet og redigeret. 5

6 Delprøve 3 Det er ikke relevant at være kriminel og søge job i en blomsterbutik Hvilke handlingsmønstre gør sig gældende, når nogle mennesker søger fra ét ekstremt miljø til et andet eller (0) sig på tværs af ekstreme grupperinger? Det er forskere fra Aarhus Universitet ved at undersøge. Af Maj Juni Som regel er begrebet kompetence ikke et, vi sætter kriminel foran, men det har et forskerhold bag et nyt projekt på Aarhus Universitet gjort. Du kan (1) kriminel kompetence. Måske er du god til våbenhåndtering eller bankrøveri eller har andre kriminelle erfaringer, der kan bruges og udvikles i flere sammenhænge. Når du er trådt ind i et kriminelt miljø, udvikler du en bestemt måde at anskue verden på, ligesom vi andre gør i vores arbejdsmæssige verdener. Det betyder, at du har svært ved at øjne muligheder uden for de kriminelle miljøer. Desuden (2) disse kompetencers relevans, hvis du forlader det kriminelle miljø og bevæger dig fra et ekstremt miljø til et normalt. Så hvis man ellers kan sige det på den måde, så er det faktisk nemmere at fortsætte end at stoppe, fortæller antropolog Tina Wilchen Christensen. Hun er en af forskerne bag projektet Border jumping bevægelsesmønstre i og på tværs af forskellige ekstreme grupperinger og bande- og rockermiljøet. Selv om der sjældent er to historier, der er ens, ser Tina Wilchen Christensen og de øvrige forskere nogle overordnede bevægelsesmønstre, når personer bevæger sig på tværs af ekstreme grupperinger, og resultaterne fra projektet har foreløbig (3) en af forskernes formodninger, nemlig at der er en form for skomager bliv ved din læst -dynamik på spil. Og det handler ikke alene om fortsat brug af de kompetencer, man har (4), men også om at få anerkendelse for det, man kan, forklarer Tina Wilchen Christensen. Et eksempel på de overordnede bevægelsesmønstre, som forskerne har afdækket, er border jumping. Her er det kendetegnende, at når man siger farvel til et bestemt ekstremt miljø til fordel for et andet ligeså ekstremt, så er det (5) fortsat at have kontakt til det gamle miljø. Der er altså tale om en slags eksklusivmedlemskab: det er umuligt stadig at have forbindelse til det ekstreme miljø, man har (6), når man først har krydset grænsen og søgt over i et andet ekstremt miljø. Et eksempel på border jumping er et skifte fra én rockergruppe til en anden. Et andet eksempel på bevægelse mellem ekstreme miljøer har forskerne kaldt cross over. Denne form for bevægelse er kendetegnet ved at være en mere (7) bevægelse, idet det er muligt at være en del af forskellige ekstreme miljøer på samme tid. Så mens border jumping er et enten/eller, så er cross over et både/og. 6

7 Delprøve 3 fortsat Tina Wilchen Christensen pointerer, at der er brug for endnu flere begreber til at beskrive, hvad der er på spil, når personer bevæger sig mellem forskellige ekstreme miljøer. En bevægelse fra bandemiljøet over i ekstreme politiske eller religiøse bevægelser beskriver bare et lille bitte udsnit af et kæmpe område, hvor der er nogle klare fællestræk på tværs af miljøerne. Og det får vi ikke øje på, hvis vi definerer det for snævert, siger hun. Det er for eksempel afgørende for alle mennesker at få erfaringer, der opleves relevante. For en kriminel opleves det ikke som relevant at søge job i en blomsterbutik. I blomsterbutikken vil de kriminelle kompetencer hverken blive accepteret eller være brugbare. Den kriminelle vil i stedet (8) miljøer på kant med loven som langt mere relevante uden at det er et bevidst valg. Tina Wilchen Christensen efterlyser på den baggrund mere præcise (9) for det, der er i spil. Hun påpeger, at for eksempel begrebet radikalisering bruges til at beskrive mange forskellige bevægelser, og det kan være med til at (10) en mere nuanceret forståelse af de enkelte bevægelser mellem ekstreme miljøer. Hun stiller sig således kritisk over for den (11) brug af begrebet. Hun har diskuteret begrebet i forbindelse med sit arbejde med politiske ekstremister, der ikke (12) et liberalt demokratis spilleregler, men er villige til at bruge vold, afpresning, chikane og overvågning til at gøre noget politisk, men hun har aldrig brugt begrebet som et forklarende og bærende fagudtryk. Forskergruppen på Aarhus Universitet ser overordnet nogle fællestræk mellem kriminelle og ikke kriminelle miljøer. Disse fællestræk handler om erfaringsgrundlag og om sociale (13), der fører en videre til noget, som kan synes attraktivt. Et konkret eksempel på noget, der karakteriserer både ekstreme og ikke ekstreme miljøer er netværksorientering. Det er helt forskellige ting, man netværker omkring, men rent medmenneskeligt er det, der foregår, opfyldelsen af en slags grundlæggende behov. Vi skaber sociale identiteter via (14), så det handler om, at man indtræder i et miljø med nogle bestemte værdier. Tine Wilchen Christensen peger på, at resultaterne af forskningsprojektet kan tjene den kriminalpræventive indsats. Vores viden om, at de mennesker, der bevæger sig i ekstreme miljøer, ikke er så anderledes end os, kan bidrage til initiativer, der giver kriminelle bedre muligheder for at træde ud af de ekstreme miljøer. Asterisk, december 2016, forkortet og redigeret. 7

8