Retssagen om et formodet maleri af André Derain

Transkript

1

2

3 Preben Juul Madsen Retssagen om et formodet maleri af André Derain Forlaget Kunstnyt.dk

4 Retssagen om et formodet maleri af André Derain Preben Juul Madsen Udgivet af Forlaget Kunstnyt.dk Betty Nansens Allé Frederiksberg Nærværende e-bog udgivet oktober 2012 ISBN Den trykte udgave printed in Denmark 2011 ISBN Fotografier: Forsiden: Statens Museum for Kunst. Viser bagsiden af det omstridte maleri af André Derain: Paysage à LˈEstaque. Bagsiden: Troels Tønnesen. Øvrige fotografier: Kunstnyt.dk Tilegnet Jannie From og Svend Erik Olsen ofre for uretfærdigheden» Jeg kan garantere, at alle dommere er meget omhyggelige, når de skal træffe deres afgørelser. Det sidder på rygraden af enhver dommer, at det værste, der kan ske, er at begå justitsmord.«jørgen Lougart, tidligere formand for Dommerforeningen»Tilliden til et godt og retfærdigt retssystem er helt fundamental i et demokrati.«mikael Sjöberg, nuværende formand for Dommerforeningen og retsformand ved Derain-sagen

5 Indhold Forord 5 Indledning 8 Referater fra byrettens 12 retsmøder 20 Byretsdommen 44 Referater fra landsrettens fem retsmøder 107 Landsretsdommen 122 Derain-maleriets proveniens 128 Sotheby s katalogtekst 131 Afslutning 134 Svend Erik Olsens to breve til Grethe Meyer 140 Navneregister 141

6

7 Når først forkert bliver rigtigt så er det først rigtigt forkert Gentagne gange er Danmark i udlandet blevet omtalt som verdens lykkeligste land. Ingen, absolut ingen tvivl om, at Danmark er et af verdens bedste lande at leve i. Vi er forskånet for de værste naturkatastrofer, for militærkup, og, så vidt jeg ved, for politikere, som lægger lidt til side til sig selv i schweiziske banker eller andre hemmelige steder rundt om i verden. Men er vi verdens lykkeligste land? Det er nu godt et år siden, at Østre Landsret 12. februar 2010 idømte Jannie From og Svend Erik Olsen hver ét års fængsel for bedrageri, de ikke var skyldige i. Det mente imidlertid alle ministre, alle folketingsmedlemmer, hele den samlede ligeglade danske presse samt den såkaldt almindelige dansker, var helt i orden. Man så stort set ingen reaktioner på dommen. Ingen i kunstbranchen blandede sig. En tåbelig journalist i B.T. omtalte sagen som det udspekulerede svindelnummer. Grove injurier. Moralen blandt de ligeglade synes at være: Man skal ikke tro, man kan slippe godt af sted med at købe et maleri for kr. og så sælge det til 5 mio. En pris, som kort tid senere steg til over 40 mio. kr. i New York. Her skal statueres et eksempel. Hvilket der blev. Den slags kan den danske retsfølelse absolut ikke tolerere. At dommen så var forkert, interesserede ingen. At de pæne kappeklædte dommere, de højtuddannede ug-drenge og ug-piger, iklædte sig tætsiddende skyklapper og lod snesevis af vidneudsagn frit passere forståelsescentret uden reaktion, er svært at forstå. For mig. De fire navngivne juridiske dommere og de fem hemmelige, anonyme domsmænd nåede aldrig at forstå, hvad sagen handlede om. Der var tale om en totalblokering af deres sunde fornuft. Men uanset, hvad der er foregået mellem ørerne på de ni, så har de afsagt en dom, der ikke kan lade sig gøre, og som er så skandaløs forkert, at den type personer aldrig nogen sinde burde have myndighed til at dømme. Men hvem er de værste? Dommerne, eller de, som har magt til at ændre justitsmord, justitsministeren, statsministeren og hele folketinget? Kan et justitsmord uanfægtet få lov at passere, så er Danmark ikke et retssamfund, men et sygt samfund, meget præcist formuleret af advokat Jesper Berning i Jyllands-Posten 10. oktober 1999: Befolkningen har en større tillid til retssamfundet, end den ville 5

8 have, hvis den havde indsigt i, hvad der virkelig foregår. Det danske retssystem er nøjagtigt lige så anløbent som nogle af dem, vi ynder at kritisere. I den aktuelle Derain-sag er samtlige ni dommere blevet politianmeldt. Men det interesserede ikke politiet, som i strid med loven svarede, at den slags ikke er noget politiet efterforsker. Hvem gør så? Man kan altså ikke anmelde en dommer for kriminelle handlinger. Men når det er en dommer, som politianmelder nogen, så farer politiet op som trold af æske. Det er set flere gange, senest da den mærkelige nu pensionerede Peter Garde anmeldte Peter Brixtofte for injurier. Injurier er normalt undergivet civilt søgsmål, men ikke, når man er dommer. Selv er jeg for flere år siden blevet dømt for at offentliggøre et domsudskrift, der gengav tre lægdommeres navne. Det må man ikke. Men tragikomisk nok var det daværende præsident for Østre Landsret, Sven Ziegler, som anmeldte det, og domsudskriftet var udleveret af Østre Landsret, købt og betalt. Det kostede kr. i bøde. Jeg ønskede præsidenten indkaldt som vidne, men det blev mig nægtet. Det var naturligvis ham, der var ansvarlig for, at retten ikke havde fjernet lægdommernes navne, som er normal praksis. I Derain-sagen er alle lægdommeres navne udeladt. Man ser også til tider, at domsudskrifter indeholder parternes personnumre. Det er ulovligt, men det blæser dommerne på. De har uindskrænket ret til at gøre, hvad de vil. De er juridisk ikke hævet over loven, men er det i praksis. Ved retsmøder skal man rejse sig, når dommerne kommer ind, og når dommerne går ud. Det skal man gøre for at vise respekt for retten. Hvilken respekt? Kan man have respekt for et retsvæsen, som har gjort sig selv til en stat i staten, og som kan afsige alle de forkerte domme, som det nu passer den kappeklædte dommerstand? Og beder man justitsministeren om at tage affære, får man af underordnet personale at vide, at ministeren, i den aktuelle sag, Lars Barfoed, har sagt, at han ikke griber ind i den slags sager, men har noteret sig ens synspunkter. Hvad skal han bruge dem til? Kan landets statsminister, som jeg ved er i besiddelse af begge domsudskrifter, kan landets justitsminister, som også kender domsudskrifterne, og det samlede folketing leve med et ondskabsfuldt justitsmord uden at reagere? Kan de det, så farvel Danmark, farvel til demokratiet, farvel til retsstaten. Så er vi ikke et hak bedre end sydamerikanske diktaturstater og afrikanske bananrepublik - ker. Så er vi en by i Rusland. Og det der er værre. Her vil mange sikkert tage sig til hovedet og sige: Hvad bilder han sig ind. Er manden bindegal? Men mener man det, så fortæl mig, hvor de ni dommere har 6

9 ført bevis for, at de to dømte på købstidspunktet vidste, at maleriet senere kunne sælges for flere millioner. Fortæl mig det! Det er det, og det alene, de to er dømt for. Der skal ikke iværksættes en ny retssag med nye dommere. De er alle efter min mening så loyale, læs: sammenspiste, at en ny retssag ikke vil ændre noget som helst. Det der skal til er en klar annullering af dommen og en klækkelig millionerstatning til de dømte. De skal ikke bare have tilbagebetalt de 4 mio. kr., ikke af Meyer-arvingerne, som fik dem, men af den danske stat. Det mest retfærdige ville naturligvis være, at det var de ni dommere, som betalte. Men det er nok utopi at tro, det kan blive aktuelt. Og naturligvis skal de dømte have alle sagsomkostningerne retur. Og så er der det offentliges pris for 12 retsdage i byretten, de fem i landsretten, dine og mine penge. Hvad koster ikke fire juridiske dommere og fem lægdommere? Og to anklagere plus øvrige kontorpersonale? Så er der husleje, varme, rengøring m.m. Og hvad med de øvrige omkostninger, vidner, rejser, oversættere og alt andet omkostningskrævende som de pågældende hænger på i den slags sager? Hvor mange millioner har det kostet den danske stat at føre denne 100 procent overflødige, skandaløse og farceagtige retssag? Så længe landets statsminister, justitsministeren, det samlede folketing og den samlede danske presse ikke har accepteret, at dommen over Svend Erik Olsen og Jannie From er en forbrydelse, vil jeg betragte de pågældende som medskyldige. Man er medskyldig, når man fortier en forbrydelse, man har kendskab til. Verdens to mest kendte justitsmord er sagen om Jeanne d Arc, som døde på bålet i 1431, og Alfred Dreyfus-affæren om den franske officer, som den 15. oktober 1894 blev anholdt anklaget for spionage, idømt livsvarigt fængsel og sendt til Djævleøen. 12 år skulle gå, før Dreyfus blev benået, blandt andet takket være Emile Zolas berømte artikel i avisen L Aurore, J accuse (Jeg anklager), et åbent brev til præsidenten, en appel i retfærdighedens navn. Hele retssagen havde været en skueproces, med dommere og andre korrupte. Derain-sagens dommere er nok ikke korrupte. Hvad kan de så være? Læs bogen og døm selv. Det er de originale, uforkortede tekster i domsudskrifterne fra Københavns Byret og Østre Landsret Preben Juul Madsen April

10 T h i k e n d e s f o r r e t : Jannie From straffes med fængsel i 1 år. Svend Erik Olsen straffes med fængsel i 1 år. Jannie From og Svend Erik Olsen skal hver betale deres andel af sagens omkostninger for begge retter. Inden 14 dage skal Jannie From og Svend Erik Olsen til boet efter Grethe Meyer v/advokat Christian Gangsted-Rasmussen betale 4 mio. kr. med tillæg af procesrente fra den 18. marts Sådan lød Østre Landsrets dom i den såkaldte Derain-sag afsagt 12. februar 2010 af landsdommerne Mikael Sjöberg (retsformand), Margit Stassen og Kristian Lind Jensen samt tre anonyme domsmænd. Hvordan disse seks personer er kommet frem til denne dom, vides ikke. Der findes ingen beviser, der findes ingen indicier, og de påståede begrundelser er rene postulater. Ingen af de 17 vidners vidneudsagn var belastende for de dømte. Tværtimod. Formålet med nærværende bog er at give en samlet oversigt over retssagen og dokumentere, at man ikke altid skal stole på retsvæsenet. Denne sag, Derain-sagen, som den omtales, er ikke den bedste reklame for retsvæsenets troværdighed. Det samme kan siges om den brede presse, som på intet tidspunkt interesserede sig for sagen, men som udelukkende blev fulgt af Politikens Camilla Stockmann og undertegnede. Den øvrige presse sprang først på, da dommene i byretten og landsretten blev offentliggjort. Man blev her vidne til en ynkelig omgang følgagtig passivitet af en doven og ligeglad presse, som totalt svigtede retfærdigheden og dermed de uskyldigt dømte. Havde man ikke overværet retsmøderne eller anskaffet sig retsudskrifterne, har det været umuligt at udtale sig. Selv Camilla Stockmann, som dækkede sagen fremragende med daglige detaljerede referater, forstod ikke helt sagen. Efter domsafsigelsen skrev hun i Politiken bl.a.: 8

11 Landsretten viste ingen nåde i bedragerisag Både eksdirektøren for Ellekilde Auktionshus og hans samlever skal i fængsel. Da Politiken første gang ringede til direktøren for Ellekilde Auktionshus i 2006 for at bede om en kommentar, råbte han så højt, at højtaleren i telefonrøret blokerede. Den kunne ikke rumme vredesudbruddet, men budskabet stod alligevel ganske klart: Direktøren ønskede ikke at kommentere historien om bedrageri af en af sine kunder, men hævdede hårdnakket sin uskyld. Det var kort før, at politiet begyndte sin internationale efterforskning af sagen om millionmaleriet af André Derain, Paysage á L Estaque. Ingen kommentarer Fredag blev den nu forhenværende direktør for Ellekilde Auktionshus og hans samlever begge kendt skyldige i groft bedrageri. Denne gang var Ellekildedirektørens budskab det samme, om end det nu blev afleveret en del mere spagfærdigt gennem telefonen. Her sagde den 62-årige ordene: Jeg har slet ikke lyst til at tale med dig. Kort forinden havde retsformanden i Østre Landsret oplæst dommen over både Ellekildedirektøren og hans 44-årige samlever: Et års ubetinget fængsel til begge lød den på. De to stole, hvor Ellekildedirektøren og samleveren de sidste to uger troligt har siddet og lyttet til både nye og gamle vidner i sagen, stod tomme i retten. Entydig afgørelse Parret, der da også ved ugens slutning, forekom mere plagede end i begyndelsen af landsretssagen kvinden var decideret bleg havde valgt at blive i hjemmet i Nordsjælland under domsafsigelsen. Havde de været til stede, ville de have kunnet høre retsformand Mikael Sjöberg slå fast, at han og de øvrige fem dommere helt entydigt havde konkluderet, at det nu til fulde var bevist, at de tiltalte i 2004 samarbejdede om at udnytte den dengang 92-årige Grethe Meyers tillid for at skaffe sig en betydelig fortjeneste. Det lykkedes, da Ellekildedirektøren bildte den nu afdøde gamle dame ind, at hendes Derain-maleri ifølge en undersøgelse havde vist sig at være uægte, og at værdien ikke var mere end kroner. 9

12 Kære Camilla! Du og jeg var de eneste journalister, som fulgte samtlige retsmøder i byretten og landsretten. Jeg forstår ikke, hvordan du kan skrive, at det nu til fulde var bevist, at de tiltalte i 2004 samarbejdede om at udnytte den dengang 92- årige Grethe Meyers tillid for at skaffe sig en betydelig fortjeneste? Hvad er det for beviser, du taler om? De findes jo ikke. Og hvad består deres samarbejde i? Og hvordan kan du påstå, at Ellekildedirektøren havde bildt Grethe Meyer ind, at maleriet var uægte? På købstidspunktet var billedet jo netop at betragte som uægte. Hun er ikke blevet bildt noget ind. Det har du gennem hele retsforløbet gang på gang fået vished for. Du har hørt alle vidner, og ikke et eneste af dem modsiger den uangribelige kendsgerning, at Michel Kellermann havde erklæret det for falsk. Og det vidste Grethe Meyer. Hun havde selv fortalt det til Ellekildedirektøren. Det er fra hende selv, at han første gang hører om afvisningen, får fortalt, at maleriet af Kellermann er erklæret falsk. Og i øvrigt er det ikke rigtigt, når du skriver: Selv om især sønnen var i hyppig kontakt med Ellekildedirektøren i 2004 i forbindelse med salget af maleriet og andre af moderens møbler, da hun skulle flytte til en mindre bolig, ignorerede de hinanden i Retssal 10. Nej, det gjorde de ikke. Uden for retslokalet, før sønnen, Torsten Krause Meyer, skulle afhøres, kom han hen til Svend Erik Olsen, som sad i sofaen, og smilende gav ham hånden. Det var Torsten Krause Meyer, der af sig selv henvendte sig til Svend Erik Olsen. Jeg overværede det selv, sad lige ved siden af Svend Erik Olsen. Men der var kold luft mellem Torsten Krause Meyers to søstre og Svend Erik Olsen. Man forstår udmærket, at så godt som alle hele tiden har haft størst sympati med Grethe Meyer og hendes arvinger. At miste 30 mio. kr. er ikke helt ligegyldigt. Hvem ville ikke slås for det. Det ville jeg også selv. Naturligvis. Men harmen burde ikke være rettet mod Svend Erik Olsen; det var ikke hans skyld, at sagen forløb, som den gjorde. Faktisk betalte han meget mere for maleriet, end det kunne forlanges. Det var ikke, og det kan ikke gentages ofte nok, på købstidspunktet erklæret ægte. Det blev det først syv måneder efter, at Jannie From solgte det i Paris for 5 mio. kr. Som det fremgår af både Baillys og Stoppenbachs vidneudsagn, købte de maleriet, fordi de troede på det, underforstået, at det var ægte. Men der var stadig en risiko, fortalte Bailly, så længe Kellermann ikke skriftligt havde givet en ægthedserklæring. Hvis Jannie From havde vidst, det var ægte, havde hun næppe solgt det for kun 5 mio. kr., en pris, som på det tidspunkt lå langt under værdien for en ægte Derain af tilsvarende kvalitet. For uanset, om det er ægte eller falsk, så er kvaliteten høj. Og som Bailly oplyste i retten, var der mange Derainforfalskninger, kendte selv 100, sagde han. Han nævnte også, at Derain-malerierne var lette at efterligne, det var mere farver end komposition. Så ingen kan fortænke 10

13 Jannie From i at slå til og få 5 mio. kr. Måske kan man synes, at hun burde have returneret en pæn skilling af de 5 mio. til Grethe Meyer. Men at hun ikke gjorde det, gør ikke forløbet til bedrageri. Et ægte Derain, som kvalitetsmæssigt kan sammenlignes med det aktuelle, er Le Pont de Chatou, , som katalogteksten lød, da det solgtes 25. marts 1990 i Paris af Guy Loudmer for 8 mio. dollars (omkring 50 mio. kr.) som en del af Lucien og Marcelle Bourdon-samlingen på 54 numre, der i alt indbragte 84 mio. dollars, et sensationelt beløb dengang og omtalt som århundredets salg. Lucien og Marcelle Bourdon havde ønsket at donere 20 mio. dollars af overskuddet til SPA (Animal Protection Society), men i stedet overtalte Loudmer dem til at oprette en privat fond i Luxembourg under hans ledelse. Sagen endte i en stor skandale. Loudmer blev anholdt og sad fire måneder i fængsel, men endte med kun at få en betinget dom på 18 måneder. I Kellermanns trebindsværk, ANDRÉ DERAIN Catalogue Raisonné l œuvre paint, har han ændret på teksten, som nu hedder Londres: Les Quais de la Tamise, og ikke malet , men , registre - ret som nr. 95. Det tilhører i dag det berømte museum, Centre Georges Pompidou i Paris. Med kendskab til den pris kan man vist godt tillade sig at mene, at 5 mio. kr. var for lidt at byde. Nærværende bog frikender totalt de to dømte. Dommen er så forkert, som den kan være. I virkeligheden er der tale om en dom med tilbagevirkende kraft, idet afgørelsen udelukkende er baseret på Michel Kellermanns ægthedserklæring, som først foreligger den 28. april 2005, syv måneder efter, at Jannie From den 23. september 2004 solgte maleriet til Charles Bailly og Robert Stoppenbach, og derfor er sagen helt uvedkommende. Sagen burde aldrig være kommet for retten. Efterforskningen burde hurtigt have fortalt politiet, at der ikke var noget at komme efter. Der er for meget af Den lyserøde panter i dansk politi, for mange Inspector Clouseau er. Anklagemyndigheden burde aldrig have startet sagen. Politiet har hele tiden vidst, at maleriet indtil Kellermanns ægthedserklæring forelå, var at betragte som uægte. Det samme har samtlige ni dommere, de tre i byretten og de seks i landsretten, vidst. Kellermanns stedsøn Havde den ene køber, den engelske kunsthandler Robert Stoppenbach fra London, ikke været Michel Kellermanns stedsøn, så havde det omtalte maleri i dag ikke været at betragte som ægte Derain. Inden Jannie From solgte det, havde Michel Kellermann som nævnt adskillige gange erklæret maleriet for falsk. Det er til mindste detalje dokumenteret af flere vidner ifølge domsudskrifterne, og nok så vigtigt 11

14 af Robert Stoppenbach selv, som fandt dokumentationen i Michel Kellermanns efterladte papirer. Alle oplysninger i sagen har hele tiden klart og tydeligt dokumenteret, at den eneste i hele verden, som kunne erklære et maleri for ægte Derain, var Michel Kellermann. Sagde han ægte, så var det ægte, sagde han falsk, så var det falsk. Og det sidste havde han gentaget flere gange inden Bailly og Stoppenbach købte maleriet af Jannie From. Det vidste anklagemyndigheden inden sagen startede. Og selve den måde, maleriet blev gjort ægte, var amatøragtigt. Ifølge Bailly og Stoppenbach var maleriet i dårlig stand, og før Kellermann ville erklære det ægte, krævede han, at det blev restaureret. Ingen professionel kunstekspert arbejder på den måde. Han har altså først bedømt maleriet efter restaureringen, hvor en anden end Derain har sat sine spor på maleriet. Det skulle naturligvis være bedømt før restaureringen. En anden detalje tyder på, at Kellermanns ekspertise ikke stod mål med hans ry som Derain-ekspert. Årsagen til, at han gentagne gange afviste maleriet som ægte, var et stempel bag på maleriet fra Galerie Paul Guillaume i Paris. Galleriets adresse var forkert, påstod Kellermann. Først da det viste sig, at adressen var rigtig nok, og at Kellermann tragikomisk selv havde beviserne i en bog stående i sit eget bibliotek, fik hans stedsøn, Robert Stoppenbach, ham overtalt til at se på billedet igen. Kellermann har altså på intet tidspunkt bedømt maleriet ud fra det oprindelige maleri, det Svend Erik Olsen købte, men udelukkende på grund af et stempel og et gennemrestaureret maleri. Helt utilgiveligt. Justitsmord betegner en dom over en person, som er anklaget og dømt for en forbrydelse, som vedkommende ikke har begået. Justitsmord kan være undskyldeligt, behøver ikke at være en bevidst handling fra dommernes side, men kan fx skyldes falske vidneudsagn så troværdige, at dommerne ikke kan gennemskue løgnen, og derfor er tvunget til at dømme ud fra disse beviser. Verden over findes utallige eksempler på justitsmord, som senere er ændret til frifindelse blandt andet på grund af DNA-beviser I den aktuelle sag findes ingen dokumenterede falske vidneudsagn, ingen indicier, og der er af indlysende grunde ikke foretaget DNA-prøver. Der findes flere divergerende meninger om, hvad der er foregået, men intet af det har været belastende for de dømte. Derfor rækker dommen langt ud over, hvad der kan betegnes som justitsmord. De to dømte er dømt for bedrageri, men de har ikke begået bedrageri. Derimod har de ni dommere fra byretten og landsretten afsagt domme, som ikke kan lade sig gøre. Hvorfor de har dømt, som de har, får ingen at vide. Det fremgår ikke af Rettens begrundelse og afgørelse i byretten, ej heller af Landsrettens begrundelse og resultat, hvor det hedder: 12

15 Også efter bevisførelsen for landsretten er det af de grunde, der er anført i byretten, bevist at tiltalte Svend Erik Olsen er skyldig i bedrageri ved at have bibragt Grethe Meyer en vildfarelse om værdien af maleriet med henblik på retsstridigt at skaffe sig og medtiltalte en betydelig fortjeneste. Byretten har ikke fremlagt skygge af bevis for, at Svend Erik Olsen har gjort sig skyldig i bedrageri. Det er rettens simple pligt at bevise det påståede bedrageri. Det har retten ikke gjort. Hverken byretten eller landsretten. Svend Erik Olsen har ikke på noget tidspunkt bibragt Grethe Meyer i nogen vildfarelse. Det er en udokumenteret og horribel påstand, at Svend Erik Olsen og Jannie From har forsøgt at skaffe sig en betydelig fortjeneste ved at bedrage Grethe Meyer. Det er en skandaløs begrundelse uden hold i virkeligheden. Som det hedder i Grundlovens 64: Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. Det har de undladt her. Det hedder videre i landsrettens dom: Efter vidnerne Torsten Krause Meyers og Karin Annelise Bruus forklaringer lægges det til grund, at aftalen om køb af maleriet blev indgået den 2. august Hvad beviser det? Det er en uangribelig kendsgerning, at Grethe Meyer besluttede at sælge maleriet den 2. august Det er hendes egen afgørelse, vidnefast dokumenteret af hendes søn, Torsten Krause Meyer. Beslutningen om at sælge skyldes det forhold, at maleriet på det tidspunkt ikke kunne købes af Svend Erik Olsen som et ægte Derain-maleri, da det af Kellermann var afvist som værende ægte. Hvorfor er det svært at forstå? Havde Svend Erik Olsen, med sin viden fra Kellermann, en viden Grethe Meyer hele tiden selv havde haft, købt det som ægte, ville han blive betragtet som idiot. Ingen kunsthandler, der lever af køb og salg, køber et maleri, der af den øverste sagkundskab, her Kellermann, er erklæret falsk, for flere millioner. Det viser dommen imidlertid, at dommerne mener, han skulle have gjort. Grotesk! Det kan 100 procent udelukkes, at Svend Erik Olsen har haft viden om, at maleriet var ægte og senere ville indbringe flere millioner. I så fald skulle han have haft en skjult forhåndsviden, som hverken Kellermann, Bailly eller Stoppenbach havde. Hvem skulle have givet ham den viden? Og hvor skulle Jannie From have den samme viden fra? Dommerne har gået rundt med skyklapper og overhovedet ikke fattet sagens rette sammenhæng. I landsrettens dom hedder det videre: Efter tiltalte Jannie Froms egen forklaring hørte hun, hvad tiltalte Svend Erik Olsen sagde til Grethe Meyer og Torsten Krause Meyer 13

16 under telefonsamtalerne den 2. august Det lægges efter Torsten Krause Meyers meget udførlige forklaring til grund, at tiltalte Svend Erik Olsen ved sin opringning den 2. august 2004 oplyste, at undersøgelser havde vist, at maleriet ikke var ægte, og at der var fremkommet et købstilbud fra en amerikansk samler. Det lægges videre til grund, at det først på dette tidspunkt blev drøftet at sælge maleriet. Helt forkert! Det var på et tidligere tidspunkt tilbudt flere, blandt andre prins Henrik, men prinsen bød under de kr., som fru Meyer ville sælge det for. Og hvorfor skulle fru Meyer ønske, at prins Henrik så maleriet, hvis formålet ikke var at sælge det? Det giver ingen mening. Derfor må det fastslås, at på det tidspunkt Svend Erik Olsen får maleriet udleveret, er det med formål at sælge det, som han udtalte i retten. Svend Erik Olsen har ikke kunnet foretage andre undersøgelser end de allerede foretagne. Da han lover Grethe Meyer at undersøge det i Paris, har han uden tvivl haft en formodning om, at det kunne lade sig gøre. Det var jo også i hans egen interesse. Men han opdager hurtigt, ved hjælp af den senere køber, Charles Bailly, at der ikke kan foretages yderligere, når det flere gange er afvist af Kellermann. Svend Erik Olsen kunne have rendt rundt i Paris, ja, hele verden, til samtlige kunsteksperter og forevist dem billedet. Og selv om han kunne finde nogen, der ville erklære det ægte, kunne det ikke bruges til noget som helst. Kun én person, Michel Kellermann lyttede man til; han var internationalt erklæret overdommer i Derainafgørelser. Sagde han nej, så var det falsk. Og det havde han gjort flere gange. At det forholder sig således, er gentaget og gentaget ved retsmøderne. Uden Kellermanns senere ægthedserklæring havde Sotheby s i New York afvist det, det ved vi. Og vi ved også, at køberne på auktionen den 3. maj 2006, New Yorker-milliardærparret Julian og Josie Robertson, ikke havde købt det uden ægthedserklæringen. Sammen med 14 andre værker af berømtheder såsom Cézanne, Picasso, Matisse, Gauguin, Mondrian med flere, donerede parret i maj 2009 Derains maleri, Paysage à l Estaque til Auckland Art Gallery Toi o Tamaki i New Zealand. Videre fra dommen: Det må efter samtalen mellem Torsten Krause Meyer og medtiltalte have stået tiltalte Jannie From klart, at medtiltalte bibragte og udnyttede vildfarelsen hos Grethe Meyer om, at maleriet havde en væsentlig lavere værdi. Ligeledes måtte tiltalte Jannie From være klar over, at hun ved sin bistand til medtiltalte ville medvirke til at påføre Grethe Meyer et tab og derigennem opnå en retsstridig fortjeneste til sig og medtiltalte. 14

17 Hvilken bistand er det, retten taler om? Uforståeligt sludder! Videre fra dommen: Tiltalte Jannie From, som overhørte den første telefonsamtale, og som herefter købte maleriet, er derfor skyldig i bedrageri, som beskrevet i anklageskriftet, dog således at det lægges til grund, at aftale om køb af maleriet blev indgået den 2. august Hvordan kan Jannie From ved at overhøre en telefonsamtale gøre sig skyldig i bedrageri? Det giver ingen mening. Det er sort snak. Eller, for at citere forsvarsadvokaten Kornerup Jensen, som i anden forbindelse under sagen udbrød: Det er helt ude i hampen. Videre fra dommen: Landsretten tilsidesætter således tiltalte Jannie Froms forklaring om, at hun allerede under eftersynet i maj/juni 2004 tilbød at købe maleriet, og at hun ikke havde gjort sig tanke om maleriets værdi, som utroværdig. Igen sort snak. Hvorfor kan Jannie From under eftersynet ikke have tilbudt at købe maleriet? Og hvordan har hun kunnet vide, at maleriet var mere værd? Det er rettens forbandede pligt at bevise det. Og det har retten ikke gjort på noget tidspunkt. Alle anklager er udokumenterede postulater. Rene gætterier. Skåret ud i pap På Kunstnyt.dk refererede jeg dagligt kritisk fra retsmøderne. Og i flere måneder forud for denne bogs udgivelse skrev jeg, at den var på vej. Det har givet adskillige henvendelser i min indbakke og ved personlige samtaler med mennesker, både i og uden for kunstbranchen, der ikke fattede, at jeg bakkede Svend Erik Olsen op. Men har man sat sig ind i sagen, så fatter jeg ikke, at nogen overhovedet kan stille det spørgsmål. Jeg er ikke forlovet med nogen i kunstbranchen, heller ikke med Svend Erik Olsen eller Jannie From. I hen ved 35 år har jeg skrevet om kunst, de 30 af dem som forfatter til auktionsårbogen Kunst under hammeren. Min interesse i Derain-sagen er udelukkende den, at jeg finder det forkasteligt og aldeles urimeligt, at man kan blive dømt for noget, man ikke har gjort. Nu har Svend Erik Olsen og jeg ikke altid været de bedste venner, flere gange har han truet mig med sagsanlæg, når jeg i Kunst under hammeren skrev noget, han ikke kunne lide. Jeg har kendt Svend Erik Olsen siden han i 1993 startede Auktionshuset Ellekilde, har skrevet om hans auktioner hvert år, både rosende og kritiserende. Jeg har spist frokost med ham og Jannie, været til aftengilde i auktionshuset og inviteret på kaffe i baglokalet flere gange. Og naturligvis været til eftersyn og overværet alle auktionerne gennem årene. Kunst under hammeren udkom sidste gang i 2006, hvor jeg skrev endog meget kritisk om Svend Erik Olsens køb af det formodede Derain-maleri. Det har 15

18 jeg givet ham en undskyldning for, idet mine oplysninger i første omgang stammede fra Sonny Wichmanns artikel i Berlingske Tidende den 6. juni 2006, Auktionshus meldt til Politiet i sag om maleri, fulgt op af Camilla Stockmanns stort opsatte artikel i Politiken dagen efter, den 7. juni, Historien om et millionbedrag. Endvidere fra Sotheby s katalogtekst fra auktionen i New York den 3. maj 2006, som jeg dengang betragtede som korrekt. Retssagen vendte imidlertid totalt op og ned på kendsgerningerne. De to dømte havde de bedste advokater, de kunne få, Svend Erik Olsen Jan Erik Kornerup Jensen, Jannie From Jakob Lund Poulsen, som begge på fremragende vis forsvarede deres klienter. Desværre forstod dommerne ikke, hvad de sagde, selv om det var så præcist, som det kunne være. Det var ikke deres skyld, at deres klienter blev dømt. Deres arbejde bedømt på en skala fra 1 til 10 kan kun blive til et stort og rungende 10-tal. I modsætning til de ni dommere, så havde de helt fat i alle detaljerne. At de begge efter landsretsdommen var dybt chokerede, er ikke svært at forstå. De to anklagere var meget forskellige, Janne Mortensen i byretten mere sympatisk, mere menneskelig og blid, end landsrettens Anne Birgitte Stürup, som ind imellem kunne være påtrængende, fræk, flabet og arrogant. Men ens for begge var, at de altid var meget imødekommende, når man i pauserne spurgte dem om noget. De havde imidlertid fået overdraget en håbløs opgave, og det er et spørgsmål, om de selv troede på det, anklagerne lød på. Min personlige mening er den, at Anne Birgitte Stürup var mere troende end Janne Mortensen. Vi ved, at Anne Birgitte Stürup er ordblind, det har hun selv fortalt. Derimod tyder ikke noget på, at hun er talblind, idet hun hele tiden har vidst, at er mindre end , som er mindre end Men hun forstod bare ikke at sætte tallene i relation til sagen. At Anne Birgitte Stürup ikke havde fuldt overblik over begivenhederne, gik op for mig, da jeg i en frokostpause i kantinen spurgte hende, om jeg ikke kunne få kopier af de to meget omtalte breve skrevet af Svend Erik Olsen, da Politiken og Berlingske havde dem. Dem har de ikke, sagde hun med fast stemme. Men det fremgår jo tydeligt af afhøringer, at Politiken havde dem. Når anklageren i landsretten, Anne Birgitte Stürup, kan tillade sig at kalde Svend Erik Olsen og Jannie Froms handlinger for fup og svindel uden at have ført bevis for det, kan jeg også tillade mig at kalde dommen for fup og svindel. Anklageren har ikke bevist noget som helst, der bare antyder bedrageri. Derimod har undertegnede klart og tydeligt, som også begge forsvarsadvokater har, bevist, at der ikke er foregået noget ulovligt af de dømte. 16

19 Kun Camilla Stockmann og jeg selv fulgte samtlige retsmøder i byretten og landsretten. Berlingske Tidendes Johan Vardrup havde 15. marts 2009 en optakt til de kommende retsmøder, og var så kun til stede, så vidt jeg bemærkede, ved første retsmøde i byretten, hvor han i Berlingske havde overskriften, Det omstridte maleri var ægte. Lad os sammenfatte kendsgerningerne, så det tydeliggøres for enhver, som kan læse og forstå dét, de læser, at der ikke kan være tale om bedrageri. Grundløse anklager Faktisk burde sagen være stoppet, før den var begyndt, men i hvert fald så snart de to væsentlige vidner, Charles Bailly og Robert Stoppenbach begge havde fortalt i retten, at Kellermann igen i Paris havde afvist det. Det helt centrale i sagen er Verdens eneste Derain-ekspert Michel Kellermanns gentagne afstandtagen fra maleriet. To gange inden Grethe Meyer sælger det, og igen inden Jannie From sælger det i Paris, har han klart og tydeligt erklæret det for en forfalskning. Så burde den ged være barberet. At Kellermann erklærede det falsk foreligger skriftligt fra både Jens Thygesen, Kunsthallen, og kunsthistorikeren Vibeke Raaschou-Nielsen, som i 1991 besøgte Kellermann i Paris, begge gange inden Svend Erik Olsen købte maleriet. Han har derfor ikke kunnet købe det som ægte. Ubegribeligt, at ni dommere og to anklagere ikke kan forstå det. Alt efterfølgende er uden betydning for sagen. At Kellermann 28. april 2005, 7 måneder efter, at Jannie From sælger det i Paris, kommer med en ægthedserklæring, er 100 procent uden betydning for sagen. Svend Erik Olsen kunne ikke vide, at det efter flere afvisninger af samme Derain-ekspert blev erklæret ægte, fordi Stoppenbach tilfældigvis er Kellermanns stedsøn. Sådan ser det i hvert fald ud. I starten ville Kellermann ikke, selv over for Stoppenbach, erklære det ægte. Først da det konstateredes, at et stempel bag på fra Galerie Paul Guillaume, som Kellermann flere gange havde erklæret falsk, var ægte nok, ændrede Kellermann mening. Så hans vurdering af maleriet har været en vurdering af stemplet, ikke af selve maleriet. Og i sidste instans af et gennemrestaureret maleri. I sin procedure i byretten sagde advokat Jan Erik Kornerup Jensen, at han ikke ville insinuere nogen form for uretsmæssig konspiration de to familiemedlemmer imellem, men fandt det dog usædvanligt, at Kellermann tæt på de 90 år under samtalerne mellem ham og stedsønnen Stoppenbach, som kun foregik de to imellem, pludselig ændrer standpunkt fra uægte til ægte, efter i mere end 20 år urokkeligt at have fastholdt det modsatte. Bedragerisagen starter udelukkende, fordi maleriet sættes til salg af Sotheby s i New York 3. maj Og udelukkende fordi Kellermann på det tidspunkt har udfær- 17

20 diget en ægthedserklæring. Var den der ikke, havde Sotheby s ikke taget det med på auktionen. I hvert fald ikke som ægte Derain. Derain-forfalskning afsløret I midten af oktober 2010 chokeredes kunstbranchen, da flere personer ifølge The Guardian anholdes og anklages for at have solgt en række forfalskninger, heriblandt Bateaux à Collioure, solgt som André Derain af Christie s i London 18. juni 2007 med følgende bemærkning: This painting is sold with a photo-certificate from Michel Kellermann dated Paris le 6 avril Det er ikke medtaget i Kellermanns trebindsværk om André Derain, og der er i Christie s katalog ingen oplysninger om, at det vil blive optaget i et kommende supplementsbind, hvilket plejer at være almindeligt, når ikke tidligere registrerede kunstværker dukker op. Det skete fx med dét solgt i 2006 hos Sotheby s. Nu døde Kellermann samme år, i 2006, så det vides ikke, om den nyoprettede Comité Derain, med Stoppenbach og Derains grandniece i bestyrelsen, viderefører Kellermanns værk. Komiteen fremtræder således på den officielle Derain-homepage: Personnalités en charge de l administration et de la direction du Comité: Madame Isabelle Fontaine, Conservateur Général du Patrimoine, ex-directrice adjointedu MNAM/CCI, Centre Georges Pompidou à Paris, Madame Jacqueline Munck, Conservateur du Patrimoine de la Ville de Paris, Madame Claude Laugier, Conservateur au MuséeNational d Art Moderne Monsieur Robert Stoppenbach, galeriste. Maleriet hos Christie s, som ifølge politiet er erklæret falsk, fik hammerslag incl. salær på 2,036,000, i danske kroner ca. 17 mio. (se side xv) Desværre er der i skrivende stund ingen afgørelse i falsknerisagen, som ifølge det tyske politi omhandler mere end 30 malerier bl.a. solgt som ægte Max Ernst, Raoul Dufy, Fernand Léger og Heinrich Campendonck. Campendoncks maleri, Rotes Bild mit Pferden, var forud for salget i auktionshuset Lempertz i Köln erklæret ægte af både kunstnerens søn, Herbert Campendonk, og kunstnerens barnebarn. Men tekniske undersøgelser har fastslået, at pigmenter i malingen ikke fandtes i 1914, hvor det skulle være malet. For at gøre det hele mere troværdigt, var der på bagsiden malet en kvindelig nøgenmodel i halv figur og en hane samt påsat en etiket fra Galerie Der Sturm i Berlin. Maleriet fik 29. november 2006 hammerslag på 2,9 mio. Euro mod en vurdering på mellem og Euro, hvilket var verdensrekord for et maleri af Campendock. Men den rekord er naturligvis annulleret. Ens for alle malerierne er, at de er mesterligt udførte og har kunnet narre selv de største eksperter. 18

21 Hvis nævnte Derain, Bateaux à Collioure er et falskneri, så har Kellermann gjort det ægte ved sin ægthedserklæring. Med mindre den også er falsk. Men er den det, så skulle man mene, at Comité Derain med Kellermanns stedsøn, Robert Stoppenbach, i spidsen, havde reageret, da maleriet blev solgt hos Christie s, et salg komiteen naturligvis hele tiden har haft kendskab til. Jeg har skriftligt kontaktet både Stoppenbach i London og Comité Derain i Paris og bedt om en kommentar. Men ingen har svaret, af hvilken grund jeg betragter Bateaux à Collioure som et falskneri. Jeg har også skrevet til det tyske politi, som i første omgang bekræftede henvendelsen, men henviste til det politi, som stod for efterforskningen. De har imidlertid ikke svaret. En henvendelse til Christie s blev omgående besvaret med, at man selv var ved at undersøge sagen. Hvis Bateaux à Collioure er et falskneri, hvilket det tyder på, så har Michel Kellermanns ekspertise fået et kraftigt skud for boven. Så kan heller ingen være sikker på, at det maleri, som Svend Erik Olsen købte af Grethe Meyer, og som Kellermann i samarbejde med stedsønnen erklærede ægte syv måneder efter, at Bailly og Stoppenbach købte det af Jannie From, virkelig er ægte. Og så ryster det hele Derainsagen ganske alvorligt, idet dommen udelukkende blev afgjort på det grundlag, at maleriet var ægte. Og helt grotesk med tilbagevirkende kraft. 19

22 Referater fra byretten 1. retsdag. Onsdag den 18. marts 2009 Omkring 20 tilhørere, fuldt hus, var mødt frem, hvor alle i bogstaveligste forstand blev bænket på hårde bænke uden ryglæn. Ikke særligt tilhørervenligt, når man skal sidde i flere timer. To, som kom for sent, fik et par rigtige stole. Samtidig var akustikken i lokalet så elendig, at dommeren flere gange undskyldte. Små 10 min. for sent dukkede dommer Sanne Bager op (ifølge retslisten var det Bodil Toftemann, og det var det ifølge listen de første 10 retsmøder), og kort efter lød de to forsvareres forklaringer, hvor det blev nævnt, at der ikke kunne blive tale om bedrageri, da maleriet var falsk, og i øvrigt ikke var til stede i retten, kunne anklageren Janne Mortensen begynde på anklageskriftet, hvori der blev nedlagt påstand om straf for bedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens 286 stk. 2 samt 279 der handler om at skaffe sig selv eller andre uberettiget vinding, i dette tilfælde ved at de tiltalte af en fru Meyer havde købt et maleri som uægte for kr. plus auktionsomkostninger kr , i alt kr , og senere solgt det som ægte for 5 mio. til Galerie Bailly i Paris og kunsthandlerfirmaet Stoppenbach & Delestre i London, som 3. maj 2006 solgte det på Sotheby s auktion i New York for 6,1 mio. dollars i hammerslag svarende til omkring 36 mio. danske kroner. To stod anklaget, en fhv. auktionshusdirektør og dennes samlever. Før anklageren gik over til afhøring af den fhv. direktør fremsatte advokat Christian Gangsted-Rasmussen på vegne af nu afdøde fru Meyers arvinger krav på en erstatning svarende til det beløb, maleriet var solgt for i 2006, 36 mio. kr. Det fik den fhv. direktørs advokat, Jan Erik Kornerup Jensen, til at protestere og bemærke, at det var en voldsom udvidelse af erstatningskravet i henhold til det tidligere fremsatte. Den fhv. direktør forklarede, at han var blevet kontaktet af fru Meyer, som ville sælge forskellige ting på grund af flytning. Et af malerierne vakte hans interesse, et usigneret landskab med navnet Derain skrevet bagpå med blokbogstaver. Fru Meyer viste ham et sort/hvidt foto af maleriet, hvor Derain-eksperten Michel Kellermann bagpå havde skrevet, at det ikke kunne blive opført i hans supplementsbind til hans store trebindsværk over Derain-malerier. Det havde også været vur- 20

23 deret hos Jens Thygesen i Kunsthallen, hvor det var erklæret for uægte. Direktøren vurderede det til til kr. Ved næste besøg meddelte direktøren imidlertid fru Meyer, at hans første vurdering var for høj. Fru Meyer gjorde nu klart, at hun ikke ville sælge det for under kr. Direktøren fortalte fru Meyer, at han ville vise det til prins Henrik, som efter at have set det i auktionshuset sammen med modemanden Erik Brandt havde tilbudt at købe det for kr. Men fru Meyer insisterede på at få mindst kr., ellers ville hun ikke sælge. Er dette rigtigt, gik prins Henrik glip af en formueforøgelse på over 30 mio. kr. Direktøren fortalte hende, at Derains priser for tilsvarende malerier, signerede, i henhold til prisdatabasen Artprice lå mellem og dollars. Under hele afhøringen fastholdt direktøren, at billedet var falsk, måske lavet af en elev. Det kunne minde om Olaf Rudes malerier, sagde han. På anklagerens forespørgsel, hvorfor han ikke havde undersøgt maleriet grundigere, fx vist det til Kellermann, da han alligevel var i Paris, svarede direktøren, at det fandt han overflødigt, da Kellermann jo allerede havde erklæret det for uægte. Og hvordan skulle jeg lille mand kunne sætte mig op imod verdens største Derainekspert, sagde han. Også Christie s havde erklæret det for uægte. Direktøren bliver også spurgt om han har henvendt sig til Statens Museum for Kunst, hvortil han forklarer, at han har talt i telefon med museumsinspektør Rikke Warming. Hvad gik den samtale ud på? spurgte dommeren. Det var i forbindelse med den forestående Derain-udstilling, som hun arrangerede, svarede direktøren, hvorefter dommeren ikke fulgte spørgsmålet op. Det havde ellers været interessant at vide, hvad samtalen konkret handlede om. Værdiløs ægthedserklæring Anklageren viser nu direktøren en original ægthedserklæring fra Kellermann, underskrevet den 28. april 2005, som fortæller at maleriet er ægte. Kender du den erklæring?, spørger anklageren. Nej, svarer direktøren. Tilsyneladende en lille trumf for anklageren, der imidlertid afvises af direktøren, som finder det forkasteligt, at en så stor ekspert har ændret forklaring. Men, som det gentagne gange i denne bog forklares, så kan erklæringen ikke bruges til noget, da den først foreligger syv måneder efter at samleveren sælger maleriet i Paris. Ægthedserklæringen i anklagemyndighedens oversættelse: Maleri på lærred gengivet hosstående, H 53.5, B 65,5, Paysage à l Estaque er et ægte værk af maleren André DERAIN, fra Paris, den 28. april M. Kellermann. (se ægthedserklæring afbildet side xiii). Efter at direktøren har købt billedet af fru Meyer og betaler hende kr., sæl- 21

24 ger han det til sin samlever. Hvorfor gør du det?, spurgte anklageren. Hun kunne lide det på grund af farverne, og ville beholde det til sig selv, svarede direktøren. Direktøren og samleveren kører efterfølgende til Paris med maleriet af Derain og et andet af Kandinsky i bagagerummet. I Paris vises det på ny til Bailly (han havde tidligere set det i København, hvor direktøren sagde, det var uægte), som efter at have lånt det nogle dage, pludselig tilbyder at betale 5 mio. kr. for det. Hvorfor gør han det? spørger anklageren. Da han så det i København, erklærede han det for at være uægte. Så n er Bailly. Han kan finde på at betale de mest vanvittige priser, hvis han vil have noget, svarede direktøren. Maleriet købes af Galerie Bailly, fakturaen lyder på Fransk impressionistisk maleri efter ønske fra Bailly, og de 5 mio. kr. betales, viser det sig, i fællesskab med Stoppenbach & Delestre, som åbenbart havde slået halv skade om maleriet. Direktøren og hans samlever beder nu deres revisor om straks at oprette et selskab i Luxembourg, European Fine Art & and Antiques. Hvorfor skulle dette selskab oprettes så hurtigt og hvorfor i Luxembourg? spurgte anklageren. Fordi de 5 mio. kr. skulle placeres i selskabet og fordi Luxembourg havde en god placering for international kunsthandel, svarede direktøren, som også forklarede, at han og samleveren senere havde delt beløbet, 2,5 mio. kr. til hver. 1. dags retsmøde sluttede ved 14:30-tiden. Torsdag afhøres direktøren af sin advokat, derefter samleveren af anklageren, Janne Mortensen. 2. retsdag. Torsdag den 19. marts 2009 På et tidspunkt under dagens retsmøde blev det pludselig afbrudt, ved at den ene forsvarsadvokat, Jakob Lund Poulsen, lidt dramatisk pludselig rejste sig, pegede på tilhørerpladserne og spurgte om det var en mobiltelefon eller en diktafon, der lå på bænken. Det viste sig, at to i salen havde tændte diktafoner liggende, hvilket ikke er tilladt. Den ene tilhørte Politikens Camilla Stockmann, den anden en herre. Begge diktafoner blev beslaglagt af dommeren. De fik dem dog igen med ordrer om at holde dem slukket. Camilla undskyldte sig med, at det var for at få alle detaljer med i forklaringerne. En anden ting er, at det burde være tilladt, da erfaringerne viser, at det kan være svært at bevise noget, som er sagt, men ikke noteret. Dagen startede med, at direktøren afhørtes af sin advokat. Det blev i store træk en gentagelse af anklagerens afhøring dagen i forvejen. Direktøren forklarede, at 22

25 han ikke var uddannet inden for kunst, men, som han sagde, var autodidakt, og havde sin viden fra besøg på auktioner og udstillinger. Hvilket også er den bedste uddannelse, man kan få inden for branchen, bedre end nogen anden. Kunst - historiefaget omfatter fx ikke undervisning i at kende forskel på ægte og falsk. Direktøren gentog, at maleriet af Derain var blevet afvist i det nu lukkede auktionshus Kunsthallen, hvor Jens Thygesen havde kontaktet verdens største Derainekspert, som direktøren hele tiden omtalte Michel Kellermann, der havde sagt nej til ægtheden. Fru Meyer havde også fortalt, at hun ikke kunne få det godkendt på Statens Museum for Kunst. Forholdet med prins Henriks tilbud på kr. blev gentaget, ligesom mødet i Paris i Galerie Bailly, hvor det solgtes for 5 mio. kr. Direktøren vidste ikke, det i mellemtiden var blevet solgt hos Sotheby s i New York, før han taler med Rikke Warming fra Statens Museum for Kunst, som vil låne maleriet til den kommende Derain-udstilling. Han ringer til Bailly i Paris, hvor han blot får at vide, det er solgt til en amerikaner på auktionen. Næste punkt på dagsordenen er afhøring af direktørens samlever, som købte maleriet af direktøren. Hun forklarer, hun er bankuddannet, har sit eget firma og ikke været ansat i direktørens auktionshus siden På anklagerens spørgsmål om, hvad hun havde lavet i auktionshuset, sagde hun: Alt muligt, vaske gulv, passe telefon og tale med kunder. Hun forklarer også, at hun havde set et foto af billedet med Kellermanns afvisning bag på, men var ligeglad med, hvem der havde malet billedet, hun købte det, fordi hun kunne lide de glade farver. Hun havde aldrig spurgt direktøren, hvor billedet kom fra, det havde han ikke fortalt hende, hun købte det til sig selv til sin egen væg. På grund af flytterod kom det dog aldrig op at hænge, men stod i et par måneder op ad en væg, indtil det blev bragt til Paris i september Det var hende, der solgte det til Bailly, hendes samlever, direktøren, var slet ikke til stede i galleriet, sagde hun. Bailly var en meget afvisende, stresset og anstrengt person, der hele tiden farede rundt i galleriet. Ikke noget varmt menneske, som kun ville tale fransk, som hun ikke forstod. Hun undersøgte ikke, hvorfor det pludselig var steget til 5 mio. kr. og undrede sig heller ikke over, at Bailly pludselig ville give så meget, når han i København nogle måneder forinden ikke ville give kr. Bailly nævnte ikke, om han inden købet havde været i kontakt med Kellermann, der i øvrigt døde i marts Så han er udelukket som vidne i sagen. Anklageren spurgte hende, om hun ikke syntes de 5 mio. kr. Bailly tilbød, var en høj pris, hvortil hun svarede, at både hun og direktøren var overraskede over tilbuddet, men at det store beløb ville være en god startkapital for hendes nyoprettede selskab i Luxembourg, som blev oprettet umiddelbart efter salget af male- 23

26 riet. De 5 mio. kr. delte hun med direktøren, mens hun lod sin del stå på kontoen i Luxembourg, hvor de stod, lige indtil banken for nyligt krakkede. Hun vidste ikke, der var to købere, troede hun havde solgt til Bailly alene, at Stoppenbach & Delestre var en bank, og undersøgte det ikke på noget tidspunkt. Fik først dette at vide ved retssagens start. Slut på 2. dagen. Fredag afhøres vidner. 3. retsdag. Fredag den 20. marts 2009 Det blev en kort dag i retten. Kun et enkelt vidne, anklagerens, var det lykkedes at få til at stille op. Det var fotografen Semko Balcerski, som i nogle år havde fotograferet til direktørens auktionshus til brug for katalogerne. Anklageren spurgte, om han havde taget fotoet af Derain-maleriet, hvilket han bekræftede, efter at være blevet konfronteret med sin egen optagelse. Men han havde fotograferet flere tusinde billeder, så han huskede ikke specielt dette. De sidste 4-5 år inden auktionshuset lukkede, havde han fotograferet for firmaet, enten i auktionshusets kælder eller på en adresse i Nordsjælland, hvor der begge steder var indrettet fotografisk atelier. Billederne fremsendte han digitalt enten pr. eller gennem FTP. Hvad er det?, spurgte dommeren om FTP. Jeg husker ikke hvad det er forkortelse for, men det er bare FTP, sagde Balcerski. Og det noterede dommeren så. (FTP er en forkortelse for File Transfer Protocol og bruges til at videresende materiale fra en computer til en anden. Det bruges også til at overføre materiale fra en computer til nettet og på den måde uploade en hjemmeside). Balcerski fortalte, at han den 29. juli 2007 var blevet afhørt af to politifolk, der mest af alt mindede ham om hemmelige agenter, som han sagde. Han fandt aldrig rigtigt ud af, hvad politiafhøringen skulle bruges til. Han huskede ikke, hvem der havde bedt ham fotografere Derain-maleriet, men regningen blev sendt til direktørens samlevers firma. Der synes ikke at komme noget for anklagemyndigheden brugbart frem i afhøringen, heller ikke fra forsvarets side, hvor advokat Jakob Lund Poulsen dog kritiserede politiets afhøring, der efter hans mening ikke foregik objektivt. At direktørens samlever tidligere havde udtalt, at hun ikke kendte navnet Derain, men at det nu forekom på den regning, fotografen havde sendt til hende, kan umiddelbart virke mærkeligt. Også den kendsgerning, at der hele tiden bag på billedet har stået navnet 24

27 Derain. Men hvor meget betydning retten tillægger disse detaljer er svært at sige. Efter endt afhøring sagde dommeren til Balcerski, at han kunne få vidnegodtgørelse. Jeg troede, jeg skulle betale, sagde han med et glimt i øjet. Dagen sluttede med anklagerens gennemgang af kommende vidner. Næste i rækken bliver fru Meyers søn onsdag den 25. marts. Kunsthallens tidligere ejer, Jens Thygesen, kunne ikke møde i dag, men er så tilsagt til engang i maj. Kommende vidner bliver bl.a. to fra Statens Museum for Kunst, auktionshusets regnskabsfører Hatting, modemanden Erik Brandt samt de to kunsthandlere, som købte Derain-maleriet og solgte det for 36 mio. kr. 4. retsdag. Onsdag den 25. marts 2009 Dagens program var afhøring af fru Meyers datter og søn. Det blev i store træk en gentagelse af direktørens forklaring. Dog afviste begge vidner kendskabet til to håndskrevne breve, som direktøren tidligere havde forklaret var sendt til fru Meyer i maj-juni Datteren fortalte, at hun på det tidspunkt dagligt åbnede moderens post og aldrig havde set dem og mente, det var fuldstændigt usandsynligt, at moderen havde modtaget dem. På forsvarsadvokatens spørgsmål, hvorfor datteren og sønnen aldrig havde bedt direktøren oplyse, hvilken ekspert, der havde undersøgt maleriet, som direktøren havde sagt var sket, fortalte de begge, at de havde fuld tillid til direktøren. Sønnen havde endda efter salget solgt flere af sine egne ting i direktørens auktionshus. Det kom frem, at Christie s danske repræsentant, Birgitta Hillingsø, engang omkring 1990 havde set maleriet, men at hun besøgte fru Meyer i anden anledning, i forbindelse med salg af et litografi af Edvard Munchs Madonna. Det var ikke Derain-maleriet, der var emnet dengang. En englænder fra Christie s havde også set det på det tidspunkt, men uden at fatte større interesse for det. Endvidere en Judi Freeman fra et amerikansk museum, som ifølge datteren på et tidspunkt også havde set det. Begge vidner virkede troværdige, selv om der var lidt uoverensstemmelser mellem det, de sagde i retten og det, de havde sagt ved den tidligere politiafhøring, selv om de begge havde underskrevet politirapporterne. Datteren mente, politiet havde citeret hende for noget, Kunstmuseets Rikke Warming havde fortalt. Men den købte forsvaret ikke. Næste retsmøde blev aftalt til onsdag den 15. april. 25

28 5. retsdag. Onsdag den 15. april 2009 Tre vidner var indkaldt. Kunsthistorikeren Inge Vibeke Raaschou-Nielsen, auktionshusejer Jesper Bruun Rasmussen samt modemanden Erik Brandt. Forsvarsadvokaten Jakob Lund Poulsen afhørte Raaschou-Nielsen, som fortalte, hun havde været museumsinspektør på Statens Museum for Kunst , og at hun i april 1991 stiftede bekendtskab med Derain-maleriet, som af fru Meyer var indleveret til undersøgelse på museet. Raaschou-Nielsen fortalte, hun i den forbindelse havde været i kontakt med Jens Thygesen fra Kunsthallen, som havde talt med Michel Kellermann, der havde afvist, at billedet var ægte og at stemplerne bagpå var falske. Det er en kopi, skulle Kellermann have sagt. Hvor er så det originale, kan man spørge? Hvis Kellermann har sagt det, må han nødvendigvis på det tidspunkt i 1990 have kendt til det originale. Men det er ikke omtalt i hans store værk om Derain, bind 1, som dækker perioden og som blev udgivet i Det er heller ikke omtalt i bind 2, som udkom i 1996 og ganske vist dækkede årene For slet ikke at tale om sidste bind 3 fra 1999 med supplement. Har Kellermann udtalt sig som citeret, så kan han ikke bruges som sandhedsvidne. Så må man sætte spørgsmålstegn ved hans senere skriftlige ægthedserklæring fra Raaschou-Nielsen satte sig selv i forbindelse med Kellermann, og efter flere telefonsamtaler rejste hun 30. november 1991 til Paris, hvor hun mødte ham i hans privatbolig. Hun havde farvegengivelser med af maleriet, fotograferet af en fastansat fotograf på museet, som hun sagde. Mødet varede højst 10 minutter, og Kellermann havde peget på et bestemt sted på fotoet og sagt, at det kunne ikke være malet af Derain. Stemplerne og påskrifterne på billedets bagside havde overhovedet ikke interesseret ham, sagde Raaschou-Nielsen, der betegnede ham som på grænsen til at være flabet. Da hun kom ned på gaden, blev hun enig med sig selv om, at det udelukkende handlede om penge. Men Kellermann havde dog ikke nævnt noget om honorar, det var bare en fornemmelse, hun havde. Raaschou-Nielsen tog imidlertid ikke Kellermanns afvisning for gode varer, da hun af en medarbejder på Los Angeles Country Museum of Art, Judi Freeman, havde fået fortalt, at Kellermann ikke altid havde ret i sine afgørelser. Raaschou- Nielsens fortsatte undersøgelser af maleriet førte ikke til nogen klarhed om ægthed. På et tidspunkt havde hun kontaktet en leder på museet Orangeriet i Paris, som havde skrevet om parisiske galleriejere, heriblandt Paul Guillaume, for på den måde 26

29 måske at finde frem til en udstilling med Derain-maleriet. Men det kom der ikke noget ud af. I en intern arkivoptegnelse på museet havde Raaschou-Nielsen om maleriet noteret: Tilskrevet Derain. 1905/6. Advokat Kornerup spurgte hende, hvorfor hun havde skrevet 1905/6, når hun i sin tidligere henvendelse til Kellermann havde oplyst, at der stod 1910 bagpå. Det var en fejl, at der stod 1910, sagde hun. Sådan malede Derain ikke på det tidspunkt, men hun betragtede sig ikke som Derain-ekspert. Hun mente dog, at Kellermann selv burde kende så meget til, at der findes mange unøjagtigheder på blændrammer. På advokat Kornerups spørgsmål, om det kunne være forkert, at der stod André Derain bag på maleriet, svarede Raaschou-Nielsen: Ikke i dette tilfælde. Hvorfor det ikke kunne være forkert i dette tilfælde, uddybede hun ikke. Raaschou-Nielsen oplyste, at hun havde fortalt fru Meyer, hvad Kellermann mente om maleriet, hvilket stemmer overens med tidligere vidneudsagn, og ved hendes fratrædelse i 1997 var der ikke afklaret noget om billedets ægthed. Man kan undre sig over, at Raaschou-Nielsen udelukkende havde taget farvebilleder med af maleriet til Paris og ikke selve maleriet. Næste vidne var auktionshusejer Jesper Bruun Rasmussen, der fortalte, at Bruun Rasmussen hidtil ikke havde været så heldig at få malerier af Derains kaliber til salg. Han kendte kun Kellermanns navn fra aviserne. Kornerup stillede spørgsmålet: Kunstvurdering er ikke nogen eksakt videnskab?, hvilket Bruun Rasmussen besvarede med, at man ikke havde nogen maskine, man kunne putte et maleri ind i og at resultatet så kommer ud. Men man gør det så godt som muligt. Det beror ofte på et skøn, hvis man ikke har en klar proveniens og derved kan føre maleriet tilbage til tidligere ejere. Han havde kun set Derain-maleriet på en udstilling. Advokat Kornerup kom så ind på skulpturen Narren af Picasso, som Bruun Rasmussen havde solgt for nogle år siden med spørgsmålstegn ved, altså ikke solgt som ægte. Det skyldtes, at Maya, Picassos datter, sammen med de rigtige mennesker, som Bruun Rasmussen udtrykte det, havde vendt tommelfingeren nedad. Skulpturen købtes dengang af storsamleren John Hunov for kr. i hammerslag, som er overbevist om dens ægthed. Dagens sidste vidne var modemanden Erik Brandt. Kender De direktørens auktionshus, spurgte advokat Kornerup? Ja, svarede Brandt. Og De har relationer til kongehuset? Også det svarede Brandt ja til, og forklarede, at han gik til eftersyn med Hans Kongelige Højhed, som han gange omtalte prins Henrik. Han bekræftede også, at han havde set Derain-maleriet i direktørens auktionshus og at Hans Kongelige Højhed havde fået oplyst en pris 27

30 på kr., måske kr. En pris på kr. blev nævnt, som et beløb Hans Kongelige Højhed eventuelt ville betale. Men der kom ikke noget ud af det. Da Kornerup stillede det efter Erik Brandts mening samme spørgsmål flere gange, reagerede han kraftigt: Hvis De bliver ved med det spørgsmål, går jeg. Det gjorde Brandt dog ikke, men hans irritation gentog sig, da anklageren Janne Mortensen stillede spørgsmålet: Mistede han (sagde ikke Hans Kongelige Højhed) interessen for billedet? Ja, sagde Brandt. Det har jeg forklaret. Så turde ingen spørge Brandt om mere, og da han forlod vidneskranken, sagde han tak for god behandling...og vand (han havde fået et glas vand) og Var det det hele? På vej ud stoppede han ved tegneren Roald Als, som havde tegnet dagens vidner. Kan du ikke gøre mig lidt tyndere? Er jeg så gammel? Næste retsmøde blev sat til den 20. april, hvor blandt andre Raaschou-Nielsen skal afhøres igen. 6. retsdag. Mandag den 20. april 2009 Første indkaldte vidne ved dagens retsmøde var fru Meyers arvingers advokat, Gangsted-Rasmussen, der satte sig til rette blot for at meddele, at han iht. sin tavshedspligt ikke ville vidne. Det protesterede forsvaret mod, mens anklageren forsøgte at få dørene lukket. Det tog dommeren ikke stilling til med det samme, men vil ved næste retsmøde 4. maj komme med en afgørelse om, hvorvidt advokaten kan pålægges at vidne. Mens advokaten sad i vidneskranken blandede en tilhører sig pludselig. Hvad hedder De? spurgte dommeren. Jeg hedder Gitte Juul Jensen, og jeg er Gangsted-Rasmussens advokat. Forsvarsadvokat Jakob Lund Poulsen læste op af aviser, hvortil Gangsted-Rasmussen havde udtalt sig. Man kunne ikke både udtale sig til pressen og så nægte at vidne, sagde Lund Poulsen, der virker til at have rigtig godt styr på sagens detaljer. Da han var færdig, spurgte dommeren den anden forsvarsadvokat, Jan Erik Kornerup Jensen, om han havde noget at tilføje. Det havde han ikke og sagde: Det kan ikke gøres bedre! Næste vidne var Michael Hatting, der i direktørens auktionshus fra 2003 til 2006 havde stået for administration og regnskaber. Han blev spurgt om han kunne huske, om prins Henrik havde set det omtalte maleri. Det kunne han, sagde han, og kunne fortælle, at det var ham, der havde taget det ud af et vitrineskab i auktionslokalet og bragt det til et andet lokale, hvor prinsen og Erik Brandt havde stu- 28

31 deret det. Altså helt i overensstemmelse med tidligere vidners forklaringer. Han havde også overhørt en telefonsamtale mellem fru Meyer og direktøren, hvor denne sagde til fru Meyer, at han nok skulle sende hende en skriftlig bekræftelse på, at billedet var afvist. Hatting forklarede også, at det var ham, der havde afregnet med fru Meyer den 9. august 2004 og samme dag havde skrevet en faktura til direktørens samlever for hendes køb af billedet, kr. Hvad der efterfølgende skete med maleriet, vidste han ikke, og hørte først om det, da sagen kom frem i pressen. Han blev også spurgt om de to håndskrevne breve, som direktøren skulle have sendt til fru Meyer, men som arvingerne har påstået, moderen aldrig har modtaget. Hatting havde ikke set brevene, men kunne bekræfte, at det var direktørens håndskrift. Direktøren kan ikke åbne en computer, sagde han, han skrev altid i hånden. Måske kan man undre sig over, at Hatting ikke tidligere havde set de to håndskrevne breve, da han til dagligt tog sig af regnskaber og administration. Man skulle næsten tro, han på et eller andet tidspunkt havde arkiveret brevene. Nå, det blev der ikke vadet i fra forsvarets side. Dommeren førte heller ikke Hattings oplysning om de to håndskrevne breve til protokols, breve som der har været meget tvivl om. På anklageren Janne Mortensens spørgsmål, om Hatting havde set et stykke papir med et sort-hvidt foto af Derain-maleriet og Kellermanns afvisning skrevet bagpå, sagde han nej. Dette stykke papir får vi mere at vide om, når Kunsthallens tidligere ejer, Jens Thygesen, afhøres den 15. maj. (Ved sidste retsmøde forlød det, at Thygesen var død. Det var han imidlertid ikke, men det viste sig desværre, at der var lidt hold i rygterne, idet Thygesen døde i dag, den 20. april 2009, kun 64 år gammel). Vibeke Raaschou-Nielsen besøgte Kellermann i Paris Efter to timers pause fortsattes med Vibeke Raaschou-Nielsen som vidne, da hun ikke blev færdigafhørt ved sidste retsmøde. Det blev en meget grundig afhøring, som tog næsten to timer, hvor Lund Poulsen gik i kødet på den forhenværende museumsinspektør ved Statens Museum for Kunst. Men hvorfor afhøre hende så grundigt? Hun stoppede som bekendt med at have noget med billedet at gøre helt tilbage i 1993, og den aktuelle sag starter først i 2004? Det hænger naturligvis sammen med, at Raaschou-Nielsen er den eneste person på museet, der har forsket i billedet. Og selv om hun i dag påstår, hun hele tiden har været overbevist om, at maleriet er en ægte Derain, men også fortalt, at hun ikke er Derain-ekspert, så har hun ved sine vidneudsagn måttet indrømme, at hendes undersøgelser aldrig har ført til, at nogen ekspert har godkendt det som 29

32 ægte. Den største Derain-ekspert, Michel Kellermann, var meget arrogant over for hende, da hun i 1991 besøgte ham i Paris, hvor han fortalte hende, at det ikke var malet af Derain, og at stemplerne bagpå var falske. Altså en klar udmelding fra eksperten, at billedet var falsk. At han så senere, i 2005, har afgivet en skriftlig erklæring om, at det er ægte, er lidt svært at forholde sig til. Og det er ingen belastning for de to anklagede, da de solgte det før Kellermanns erklæring. Afhøringen af Raaschou-Nielsen blev pludselig afbrudt, da et grønt bud bankede på og kom ind med et brev til en af forsvarsadvokaterne, så det ud til. Hvad foregår her? spurgte dommeren. Godt spørgsmål, men det grønne bud gik, så snart han havde fået en kvittering. Lidt komisk og lettere forstyrrende! Der har været tale om, at Derain-maleriet på et tidspunkt skulle have tilhørt Tetzen-Lund, men selv om han havde adskillige af Derain, så er det aldrig blevet fastslået, om det omtalte var et af dem. Raaschou-Nielsen havde under sin research været i kontakt med flere parisiske museumsfolk og gallerier, blandt andre Madame Giraudon på Musée de L Orangerie, Madame Pagé fra Musée d Art Moderne og, så vidt det kunne høres, Galerie Leiris, Picassos personlige galleri i Paris, men uden at få eksakt viden om det omtalte Derain-maleri. Raaschou-Nielsen fik at vide, at Tetzen-Lund ikke var så kendt i Paris, og i Kellermanns store trebindsværk om Derain er der heller ingen proveniens til ham. Det er der derimod til Johannes Rump, mens der i bogen er over 650 provenienser til Galerie Paul Guillaume, der skulle have ejet det omtalte Derain-maleri. Men det er ikke omtalt i trebindsværket. Andre provenienser i Kellermanns store værk går til galleriejerne Daniel-Henry Kahnweiler ( ) og Ambroise Vollard ( ), som var den første, der så Derains geni. Der er i øvrigt lige udkommet et stort værk om Vollard, en af de mest berømte kunsthandlere i Paris, hidtil kendt for sin selvbiografi En Kunsthandlers Erindringer, udsendt på dansk i Raaschou-Nielsen fortalte, at Madame Giraudon kunne bekræfte, at adressen på stemplet bag på Derain-maleriet var god nok, og at Paul Guillaume ( ) brugte samme stempel, efter han var flyttet til nye lokaler. I øvrigt findes et fremragende portræt af Guillaume, malet af Derain, som i dag hænger på omtalte Musée de L Orangerie. Også Modigliani har portrætteret Guillaume. Afhøringen af Raaschou-Nielsen sluttede med, at hun sagde, at hun ikke havde haft kontakt til kollegaen på Statens Museum for Kunst efter Rikke Warming, som var den sidste i museumsregi, der havde kontakt med fru Meyer, skal senere afhøres. Men så vidt vides har hverken hun eller andre på museet forsket videre i Derain-maleriet siden Raaschou-Nielsen sluttede i Så kom det frem, at Derain-maleriets titel skulle være ændret i 1958 i forbin- 30

33 delse med en udstilling, hvilket skulle fremgå af internettet. Men maleriet har ikke været udstillet omkring Og hvor på nettet skulle det findes? Raaschou-Nielsen, som er overbevist om billedets ægthed, fortalte, at skulle det være en kopi, skulle den være malet i perioden Her henviser hun til, at Tetzen-Lund skulle have ejet det. Først i 1934 kommer det i fru Meyers eje. Dengang var der ikke interesse for Derains fauvistiske malerier, sagde Raaschou-Nielsen. Så hun mente, det var udelukket, at billedet var en kopi. Og Derain havde ikke elever, sagde hun. Jakob Lund Poulsen spurgte hende så, om Matisse havde elever, og om man havde kendskab til, at elevarbejder var tilskrevet Matisse, hvilket Raaschou-Nielsen svarede nej til. Matisse malede helt anderledes, sagde hun. Det er i store træk rigtigt, men både Braque og Matisse har malet billeder i motiv og farvevalg meget tæt på Derains landskaber fra l Estaque ved bugten ved Marseille. Afhøringen fortalte, at Raaschou-Nielsen var overbevist om, at billedet var ægte. Men hun havde ikke formået gennem sin research at få nogen ekspert til at bakke hende op. Den 4. maj afhøres galleriejer Charles Bailly, som købte maleriet af direktørens samlever for 5 mio. kr. Har han gemt noget oppe i ærmet til anklager Janne Mortensen? 7. retsdag. Den 4. maj 2009 Klokken 9:30 satte kunsthandler Charles Bailly fra Paris sig i vidneskranken side om side med den indkaldte tolk, hvis navn ikke må oplyses. Først klokken 15 var afhøringen overstået, kun afbrudt af en times frokost og 15 minutters pause. Bailly fortalte, at han havde over 30 års erfaring i kunstens verden og solgte om - kring malerier om året. Jeg er den største grossist i verden, sagde han. Han sagde også, at han besøgte alle museer og aldrig gik glip af en auktion i Europa inklusiv København og Stockholm, og havde haft kontakt til den anklagede direktør. På spørgsmålet, om han havde været i København i juni 2004 svarede han ja. Jeg kommer altid til eftersyn, fortalte han. Apropos det aktuelle Derain-maleri kunne han bekræfte at have set det i København og taget flere fotografier af det. Det gjorde han altid, når han var interesseret i et maleri. Formålet i det aktuelle tilfælde var at undersøge det nærmere, når han kom hjem. Direktøren havde fortalt ham, at det ikke var anerkendt som ægte Derain. Bailly oplyste, at der var mange Derain-forfalskninger, kendte selv 100 (senere sagde han, der var flere falske end ægte), og at der kun var én Derain-eks- 31

34 pert i hele verden, Michel Kellermann. Han nævnte også, at Derain-malerierne var lette at efterligne, det var mere farver end komposition. I september 2004 ankom direktøren og hans samlever til Paris med Derainmaleriet, som de foreviste i Baillys galleri. Han havde fået at vide, at det var solgt til samleveren, som bare ville havde det undersøgt, men Bailly sagde, at man godt kunne spare sig at kontakte Kellermann. Han fik dog overtalt sin medejer til at ringe til Kellermann, som fortsat nægtede at se selve maleriet, ville kun se fotografier. Kellermann fortalte, at han havde afvist det flere gange, og, uden tøven, at det var falsk og stemplerne bagpå var falske. Kellermann var en meget stædig person, havde han sagt nej, så var han for stolt til at ændre mening, sagde Bailly. Bailly fortalte videre, at der findes en bog med omtale af den parisiske kunst - handler Paul Guillaume, Paris, hvoraf det fremgår, at Guillaume havde haft fem forskellige adresser i Paris, en af dem i Rue St. Honoré, som stemplet bagpå fortæller, i perioden Det var et af de stempler, Kellermann påstod var falsk. Bailly bekræftede også, at Kunsthallens nu afdøde Jens Thygesen, som han kendte, havde været i kontakt med Kellermann, som havde et brev af 12. marts 1990 liggende fra Thygesen med en påtegning om, at maleriet var falsk. At det var falsk, havde Kellermann telefonisk meddelt Thygesen. Kellermann vurderede aldrig det originale maleri Kellermanns svigersøn (viste sig senere at være hans stedsøn) er den engelske kunsthandler Robert Stoppenbach, som Bailly fik overtalt til endnu et forsøg på at få Kellermann til at udtale sig om maleriet. Bailly havde lånt maleriet af direktørens samlever, et par dage, og Stoppenbach fik nu overtalt sin svigerfar til endelig at se på selve maleriet og gav ham samtidig oplysningerne om, at adressen på stemplet var korrekt. Det fik nu Kellermann til at ændre mening, hvorefter han mundtligt erklærede det for ægte. Meget tyder på ifølge Baillys forklaring, at det alene var stemplet, der fik Keller - mann til at ændre mening. Det kan tolkes derhen, at han selv var usikker, men på grund af stemplets ægthed ikke turde gå imod Guillaume, der måske var en endnu større Derain-ekspert end han selv. Hvis denne formodning er korrekt, så er det svært at tage Kellermanns ekspertise alvorligt. Et yderligere knæk får ekspertisen, da Kellermann ikke ville give en skriftlig erklæring, før maleriet var renset og res - taureret. Det viste sig, at der i øverste højre hjørne manglede en lille stump maling. Det gjorde Bailly et stort nummer ud af og fremviste for dommeren fotografier taget før og efter restaureringen. Nu er en lille stump manglende maling uden betydning for en vurdering af maleriet, om det er ægte eller ikke ægte. Det bliver ikke mere ægte af, at der males nyt oppe i højre hjørne, malet af en fremmed hånd. 32

35 At Kellermann nu havde erklæret maleriet ægte, viderebragte Bailly til direktøren og hans samlever, sagde han, hvilket de begge tidligere har nægtet. Det var hendes maleri, og hun fik nu et tilbud af Bailly på 5 mio. kr., som hun tog imod. Havde Kel lermann ikke erklæret det ægte, havde han ikke købt det. Uden en ægt heds erklæ - ring fra Kellermann, var det ikke muligt at sælge det som ægte, og så var det ikke mere end Euro værd, sagde Bailly. Han havde før givet Euro for falske malerier. Vi betaler de mange penge, fordi vi tror, det er ægte, sagde Bailly til direktøren og dennes samlever. Maleriet købte Bailly og Stoppenbach den 19. september 2004, men først den 28. april 2005 foreligger Kellermanns skriftlige erklæring. Bailly fortalte, at han havde købt maleriet sammen med Stoppenbach og ejede en fjerdedel, da han altid delte med sin medejer af galleriet. Af hensyn til risikoen købte han ofte de dyre malerier sammen med andre kunsthandlere, og Stoppenbach er specialist i Derain og har købere til malerier af denne. Bailly havde kort forinden sagt, at der kun var én Derain-ekspert, nemlig Kellermann. Nu var Stoppenbach pludselig også ekspert i maleren. Bailly fortalte også, at usignerede maleriers pris var en tredjedel under de signeredes. Det er ikke korrekt. Mange berømte malerier er ikke signerede, hvilket ikke har forringet prisen. Fx er hovedparten af Hammershøis malerier ikke signerede. Kan det 100 procent fastslås, at et maleri er ægte, så er det ligegyldigt, om det er signeret eller ej. I øvrigt er det ekstremt sjældent, at Derain-malerier ikke er signerede. I Kellermanns trebindsværk er omtalt 11 malerier, hvor egnen l Estaque er nævnt. Kun ét fremstår som usigneret, Jetée de l Estaque, malet i 1906, men det har proveniensen i orden, da Derain selv udstillede det på Salon des Indépendants marts-april På denne udstilling var to andre malerier fra l Estaque, og i 1906 udstillede Derain på Salon d Autonome fire malerier fra l Estaque. De er alle omtalt hos Kellermann, men ingen af disse seks har proveniens til Paul Guillaume oktober 1916 afholder Guillaume en Derain-udstilling i Paris, men her er ingen landskaber udstillet. Ingen malerier overhovedet fra 1906 har ifølge Kellermann proveniens til Guillaume, som det menes, at Tetzen-Lund har købt det aktuelle af omkring Efter købet, sagde Bailly, havde maleriet været udstillet to gange, hos Stoppenbach & Delestre i London og senere på Maastricht Messen, hvor en amerikaner viste interesse for det. Han købte det dog ikke ved den lejlighed, men det var ham, der senere købte det hos Sotheby s i New York, sagde Bailly. Begge forsvarsadvokater afhørte Bailly og sluttede med at takke ham, fordi han kom. Anklageren Janne Mortensen nåede ikke at spørge Bailly om ret meget. Et kvarter i tre meddelte dommeren, at afhøringen skulle slutte kl. 15, da Bailly skulle nå 33

36 at have afregnet inden det tidspunkt. Men det meste var også kommet frem under forsvarernes afhøring. Dagen sluttede med, at retten pålagde arvingernes advokat Gangsted-Rasmussen at afgive forklaring som vidne. Næste retsmøder 11., 15. og 18. maj. 8. retsdag. Mandag den 11. maj 2009 Der blev kun afhørt ét vidne i dag, den engelske galleriejer Robert Stoppenbach fra Stoppenbach & Delestre i London. Han forklarede, at han havde studeret kunsthistorie i Paris i 70 erne, og i 1982 var medstifter af galleriet Stoppenbach & Delestre i London. Forinden havde han arbejdet i andre gallerier. Han har kendt Bailly siden 80erne, men kun som kollega. Så fortalte han, at Michel Kellermann var hans stedfar, altså ikke som det hele tiden indtil i dag havde været oplyst (også af Bailly) hans svigersøn. Misforståelsen skyldtes sikkert en oversætterfejl tidligt i sagsforløbet, mente forsvarsadvokat Kornerup. Stoppenbachs mor, som stadig levede, var gift med Stoppenbach, fortalte Stoppenbach. Han havde ikke kendt Derain personligt, sagde han (det kunne han aldersmæssigt næppe heller), men hans bedstefar, både på moderens og faderens side, havde kendt ham. Stoppenbach fortalte, at han i stedfaderens papirer havde fundet det tidligere omtalte brev af 12. marts 1990 fra Kunsthallens nu afdøde Jens Thygesen med Kellermanns afvisning af billedet som ægte skrevet bag på et foto af det aktuelle Derain-maleri. Han vidste ikke, hvad Kellermann og Thygesen efterfølgende havde talt om i telefonen. Men oplysningen stemmer overens med direktørens udsagn om, at fru Meyer havde kendskab til dette brev. Stoppenbach, som svarede troværdigt på alle spørgsmål, forklarede, at han på et tidspunkt blev kontaktet af Bailly, som ville vise ham det omtalte Derain-maleri. Stoppenbach gentog her, hvad alle vidner tidligere har fortalt, at Kellermann i starten var negativ overfor maleriet, men senere får det til gennemsyn, afleveret af Bailly eller dennes søn, og at Stoppenbach og hans stedfar, som alle betragter som den eneste virkelige Derain-ekspert, drøfter billedet. Vi studerer det et par dage, sagde Stoppenbach, og da Kellermann samtidig har fået konstateret, at stemplet bagpå fra Galerie Paul Guillaume med dennes adresse er korrekt, bliver han mere positiv, og det ender med, han mundtligt erklærer billedet for en ægte Derain. Han vil dog ikke udstede en skriftlig erklæring, før 34

37 maleriet er blevet renset og restaureret. Der kan under en restaurering komme noget frem, som kan ændre vurderingen, forklarede Stoppenbach, og fortalte, at det var meget snavset og manglede maling på en stump lærred i øverste højre hjørne. Stoppenbach viste retten fotos af billedet taget før og efter restaureringen, to billeder som nøje undersøgtes af forsvarsadvokaten Kornerup. Det var samme fotos, som Bailly havde fremvist, da han afhørtes. Da Kellermann senere så maleriet efter restaureringen, var han mere positiv, sagde Stoppenbach, og fortalte, at restaureringen havde taget to-tre måneder og først var færdig i december Det omtalte stempel bagpå havde Kellermann flere gange omtalt som falsk, men Stoppenbach oplyste, at Kellermann i sit bibliotek havde en bog om Paul Guillaume, hvor adressen på stemplet stod. Denne bog har Kellermann uden tvivl også haft tilbage i 1991, hvor Raaschou- Nielsen fra Statens Museum for Kunst under sit besøg i Paris viste ham et foto af billedets bagside, men hvor han dengang afviste stemplet som falsk. En amatøragtig måde at efterforske et maleri, og i særlig grad af en ekspert i Derain, som har lavet det største værk om Derain, i tre store bind. Havde Kellermann levet i dag, ville han have været selvskreven som vurderingsekspert hos Lauritz.com. Stoppenbach fortalte, at han i september 2004 hos Bailly havde mødt direktøren, men ikke dennes samlever, hvilket stemte overens med samleverens tidligere forklaring. Det var Stoppenbach, der i fællesskab med Bailly havde tilbudt at købe billedet for 5 mio. kr., hvilket ifølge Stoppenbach var markedsværdien for et ægte maleri af Derain, som han havde undersøgt ud fra tidligere opnåede priser. På anklagerens spørgsmål om billedets værdi uden Kellermanns ægthedserklæring nævnte han et beløb på til Euro, samme beløb, Bailly havde sagt ved afhøringen, og ikke langt fra det beløb på kr., direktøren havde betalt fru Meyer. Det var Sotheby s, som havde vurderet billedet forud for salget i New York 3. maj 2006, til mellem 3 og 5 mio. dollars, men som bekendt solgt for 6,1 mio. dollars i hammerslag. Sotheby s vurdering står i skærende kontrast til Stoppenbachs påstand om, at markedsværdien for et ægte Derain var 5 mio. kr. Kellermanns ægthedserklæring Forevist Kellermanns ægthedserklæring af 28. oktober 2005 bekræftede Stoppenbach, at det var Kellermanns håndskrift og underskrift. Han skrev altid den slags i hånden, fortalte Stoppenbach. For en almindelig erklæring forlangte Kellermann franc, det dobbelte, hvis det var et maleri af Derain fra omkring Det lyder umiddelbart billigt, men undertegnede kan have hørt forkert. Akustikken i retslokalet er elendig, det er som at være på en banegård. Det var Kellermann selv, 35

38 som havde givet maleriet den ny titel, Paysage à l Estaque. I øvrigt helt samme titel, som Kellermann har givet to andre malerier fra Stoppenbach fortalte, at Derain-maleriet inden salget hos Sotheby s havde været udstillet tre gange. Først i hans eget galleri i London, derpå på Maastricht Messen og sidst på en messe i New York marts På et tidspunkt var maleriet reserveret, men blev ikke solgt. På grund af den manglende ægthedserklæring kunne billedet ikke sælges, sagde Stoppenbach, denne erklæring kom først 28. april Bailly og Stoppenbach besluttede nu at sælge det hos Sotheby s. Forespurgt om billedets proveniens, sagde Stoppenbach, at han kun havde kendskab til to tidligere ejere, Paul Guillaume og maleren Olaf Rude. Disse oplysninger havde han fra Statens Museum for Kunst. Men det er senere konstateret, at Rude ikke har ejet det. Det er dog uden betydning for sagen som sådan. Forespurgt af anklageren, om der havde været nogen henvendelse fra Statens Museum for Kunst om at måtte låne maleriet i forbindelse med museets store Derain-udstilling, sagde Stoppenbach i første omgang nej. Der forelå en skriftlig forespørgsel om to andre Derain-malerier, som museet lånte, sagde han. Lidt senere kom han i tanke om, at der måske havde været en uformel henvendelse om det aktuelle Derain-maleri, men det førte ikke til noget, da maleriet på det tidspunkt var på vej til Sotheby s i New York. Klokken 12:15 var afhøringen slut. Dagen bragte ikke belastende nyt frem, og det bliver mere og mere svært at se, hvordan de to anklagede kan blive dømt. Tilbage er nu kun afhøring af tre vidner, direktørens revisor, arvingernes advokat, Gangsted-Rasmussen samt museumsinspektør Rikke Warming, som på Statens Museum for Kunst var med til at arrangere den store Derain-udstilling februarmaj Hun har sandsynligvis aldrig set maleriet, så hun kan næppe bringe belastende nyt. De to sidste retsmøder bliver den 15. og 18. maj. Den 10. juni er det procedure, og formentlig når retten at afsige dom inden sommerferien. 9. retsdag. Fredag den 15. maj 2009 Kunsthistorikeren Rikke Warming var indkaldt som anklagerens vidne, da hun havde været med til at arrangere Derain-udstillingen på Statens Museum for Kunst i Noget afgørende kunne hun ikke fremkomme med. Hun havde været ansat på museet fra 2004 til 2007, og gik i gang med forberedelserne til Derain-udstillingen april Der var skrevet meget lidt om Derain, han faldt på et tidspunkt 36

39 ud af historien, sagde hun, men museet havde flere af maleren, og man havde kendskab til danske samlere, som havde købt værker af Derain. Hun kiggede endvidere i gamle auktionskataloger. På museet lå en mappe med oplysninger om det aktuelle Derain-maleri, foretaget i 1990 erne af Raaschou-Nielsen, og da hun så et farvedias i mappen, sagde hun til sig selv: Hold da helt op! Det er et fantastisk godt maleri. Mappens indhold gik meget på proveniens, og hun kunne se, at billedet havde været i Tetzen-Lunds samling, hvor der var meget kvalitet, som hun sagde. Han havde købt det omkring 1917, sagde hun, og havde haft det til Det var fotograferet til Kunstakademiets billedsamling. Derain-maleriet havde været udstillet i Stockholm i 1931, sagde Warming, hvor det ejedes af Jacobæus. Det var en vandreudstilling, som også havde været vist i København, på Den Frie, men det nævnte Warming ikke. I mappen lå Raaschou-Nielsens undersøgelser af maleriet, også om hendes besøg hos Kellermann i Paris, hvoraf det fremgik, at han havde afvist det som ægte samt hendes kontakt med fru Meyer. Men hun havde ikke set noget brev fra Jens Thygesen til Kellermann, sagde hun. Warming kontaktede nu fru Meyer, talte i første omgang med sønnen, med henblik på at låne maleriet til udstillingen. Men fru Meyer kunne kun fortælle, at hun havde solgt det til direktøren i auktionshuset for kr., som havde solgt det videre til en amerikaner. Det havde den anklagede direktør fortalt hende. Men igen fortæller fru Meyer, at maleriet er erklæret falsk, men at man i familien hele tiden har ment, det var ægte. Rikke Warming fortæller fru Meyer, at er maleriet falsk, så er kr. for meget, og er det ægte, så er det for lidt, der er i så fald tale om millioner. Vi fik så gentaget de oplysninger, vi flere gange havde hørt, om tidligere ejerforhold, direktørens køb af billedet og prins Henriks interesse, som ikke blev til noget. Der var også oplysninger om, at en ekspert fra Christie s havde set maleriet, men var usikker på ægtheden. Han havde kradset lidt i malingen, sagde Warming. En kunstekspert der kradser i malingen, lyder ikke rart. Rikke Warming henvendte sig derpå til direktøren, som ikke kunne oplyse, hvor maleriet var, men ville forsøge at finde ud af det og så vende tilbage. Det gjorde han imidlertid ikke, sagde Warming, men hun gjorde det heller ikke selv. Jeg havde ikke været vedholdende nok, sagde hun. Hun spurgte sig for på forskellige museer, men ingen vidste noget om billedet. I slutningen af april 2006 ser hun så maleriet til salg hos Sotheby s i New York og retter henvendelse til auktionshuset, men det kom der ikke noget ud af. Et forsøg på at få salget stoppet og erklæret det for ulovligt udført, kom der heller ikke noget ud af. Herunder Kulturudvalgets begrundelse. Og som det tydeligt fremgår, så beskriver udvalget maleriet som ægte Derain. Og 37

40 det har de kun fra Sotheby s, som har det fra Michel Kellermanns tvivlsomme ægthedserklæring, Derain-eksperten, som adskillige gange havde erklæret det for en forfalskning. Kulturudvalget har ikke selv vurderet maleriet. Sag om udførsel af et maleri af André Derain Kulturværdiudvalget fik i april 2006 en helt ekstraordinær sag om udførsel af et maleri af den franske impressionist André Derain ( ), Paysage à L Estague (malet i sommeren 1906), til behandling. Udvalget var gennem Statens Museum for Kunst, der planlagde en stor Derainudstilling senere på året, blevet opmærksom på, at maleriet den 3. maj 2006 skulle udbydes til salg hos auktionsfirmaet Sotheby s i New York, og spørgsmålet var, om maleriet var blevet lovligt udført af Danmark i henhold til kulturværdiloven og/eller EU-forordningen. Maleriet, der har spillet en betydelig rolle for dansk kunst og danske kunstnere igennem det 20. århundrede, havde uafbrudt været i dansk privateje siden 1916, inden det dukkede op i New York. Det faldt således ikke ind under den danske kulturværdilovs beskyttelsesregler, idet maleriet ikke havde været i Danmark i 100 år, men ved udførsel ud af EU under forordningen, omsat i dansk lovgivning som lov nr af 22. december 1993, hvor aldersgrænsen er sat til 50 år. For en sikkerheds skyld indhentede Udvalget for det tilfælde, at maleriet skulle blive ført tilbage til Danmark, bemyndigelse fra kulturministeren til at bringe loven i anvendelse i henhold til kulturværdilovens 2, stk. 4. Kulturværdiudvalgets undersøgelse viste med hjælp fra Sotheby s advokat i Danmark, firmaet Rønne og Lundgren, at maleriet blev udført til Frankrig af auktionsfirmaet Ellekilde i 2004, kort efter at dette firma havde erhvervet det for et beskedent beløb fra en privat ejer, hvorfor det ikke faldt ind under kulturværdiloven. Derfra var billedet sendt til London til galleriet Stoppenbach & Delestre Ltd. (grundlagt i 1982). Herfra var det endeligt gået videre til Sotheby s i New York med en eksporttilladelse i henhold til EU-forordningen udstedt af den britiske kulturværdimyndighed, Museums, Libraries, and Archives Council. Auktionsfirmaet Ellekildes roller i sagen gav i øvrigt anledning til, at boet efter den daværende ejer, af hvem auktionsfirmaets ejer Svend Erik Olsen erhvervede maleriet i august 2004, indgav politianmeldelse mod denne for mistanke om bedrageri i henhold til straffelovens 279. Sagen er i skrivende stund ikke afgjort. Maleriet blev solgt på auktionen for en sum af 6.8 mio. US $, der imidlertid på foranledning af boets advokat blev indefrosset i 18 måneder med henblik på afklaring af, hvordan straffesagen samt et civilt søgsmål i Danmark falder ud. 38

41 Sagen gav anledning til megen presseomtale og i øvrigt til misforståelser omkring kulturværdibegrebets afgrænsninger konkret. Det er bl.a. en misforståelse at tro, at kulturværdilovgivningen kun gælder genstande af dansk proveniens. Udenlandske genstande kan have haft stor betydning for Danmark og har derfor en selvfølgelig plads i dansk kulturarv, hvis de både er gamle nok og har været i landet tilstrækkeligt længe. Negativ effekt Rikke Warming havde dog, som hun sagde under den fortsatte afhøring, gjort opmærksom på over for Sotheby s, at proveniensen i kataloget var forkert, fx havde Olaf Rude ikke ejet maleriet. Hvor den oplysning kommer fra, er ikke kommet frem under afhøringerne, men er sikkert en misforståelse opstået på grund af, at Rude har malet Jacobæus siddende i sin stue med Derain-maleriet hængende på væggen. Men for sagen som sådan er det uvæsentligt, om Rude har ejet det eller ikke. Selv om Kellermann flere gange havde afvist maleriet som ægte, så sagde Warming, at hun ikke selv var i tvivl om ægtheden. Hvordan kan hun så skråsikkert påstå det? Forespurgt af forsvaret, hvilken effekt det havde, når Kellermann i første omgang ikke ville optage det i sit supplementsbind, svarede Rikke Warming: En negativ effekt. Hun forklarede også, at Kellermanns trebindsværk om Derain ikke var et kunsthistorisk værk, men en præsentation af billederne. På spørgsmålet, om hun vidste, om der havde været et van Gogh-maleri i Tetzen-Lund-samlingen, svarede hun nej. Men dem var der imidlertid flere af, endda et af dem falsk. Afhøringen gav ingen yderligere klarhed over Statens Museum for Kunsts rolle vedrørende Derain-maleriet. Raaschou-Nielsen, som Warming ikke personligt kendte, havde ikke vist større interesse, da hun var blevet kontaktet i forbindelse med museets Derain-udstilling, sagde Warming. Konklusionen er derfor, at Statens Museum for Kunst ikke forud for direktørens køb af maleriet kan bevise, at maleriet er ægte. Raaschou-Nielsen har set maleriet, men har ikke kunnet erklære det for ægte. Warming har ikke set det, og har heller ikke kunnet bevise ægtheden. Og hun fortalte, at Statens Museum for Kunst ikke giver ægthedserklæringer. Så der er kun Kellermann tilbage som ægthedserklærer, og han har flere gange erklæret det for uægte. At han efter pres fra sin stedsøn, Robert Stoppenbach, afgiver en skriftlig ægthedserklæring, over et halvt år efter at direktørens samlever har solgt det til Bailly og Stoppenbach, er sagen uvedkommende. Men alligevel kan man ikke lade være med at græde over fru Meyers og hendes arvingers tab, over 30 mio. kr. Deres værdier. En tragisk sag. Det er ikke retfærdigt. 39

42 Selv om mange gerne ser det ske, direktøren er ikke populær rundt om, er det på nuværende tidspunkt meget, meget svært at se, at han og hans samlever kan blive dømt i sagen. Der er ikke ført et eneste bevis for, at de har handlet i ond tro og snydt fru Meyer for et større millionbeløb. Er det sket, så skal det have fundet sted før det købes for kr. Og det findes der ingen beviser for. Fra sagens start har offentligheden og pressen, inklusive undertegnede, haft det klare indtryk, at Statens Museum for Kunst stod som garant for billedets ægthed. Men det har ikke været tilfældet. 10. retsdag. Mandag den 18. maj 2009 To vidner afhørtes i dag, først direktørens samlevers revisor, Bent Nikolajsen, dernæst arvingernes advokat, Gangsted-Rasmussen, som vi tager først. Nærmest i overtid sprang bomben i sagen. Og det med et ordentligt brag. Arvingernes advokat, Christian Gangsted-Rasmussen, havde tidligere nægtet at lade sig afhøre, men det blev ham pålagt af retten. Kl. 11:45 startede forsvarsadvokat Lund Poulsen afhøringen, hvor det blev bekræftet endnu en gang, at Gangsted-Rasmussen var indgift i arvingernes familie. Han blev spurgt, om moderen, fru Meyer, med sine børn havde drøftet mødet med museumsinspektør Rikke Warming, hvortil han svarede, at det vidste han ikke. Det var Gangsted-Rasmussen på arvingernes vegne, der anmeldte auktionsdirektøren og hans samlever til politiet, da han gennem arvingerne opdagede, at Derain-maleriet var sat til salg hos Sotheby s i London i slutningen af april Han korresponderede med Bailly i Paris, og fik en aftale i stand om, at salgsbeløbet skal deponeres i 18 måneder og udbetales til arvingerne, hvis det kan bevises, at Bailly skulle havde solgt det i ond tro. Men da hverken Bailly eller Stoppenbach på noget tidspunkt blev sigtet, løb aftalen om de 18 måneder ud i sandet. Der var lidt snak frem og tilbage om, hvorvidt Gangsted-Rasmussen forud for hendes vidneudsagn i retten, havde instrueret Rikke Warming i, hvad hun skulle sige i retten. Men det havde han ikke, sagde han. På et tidspunkt, da alle troede, at afhøringen var forbi, og man undrede sig over, hvorfor Gangsted-Rasmussen tidligere havde bedt sig fritaget for at vidne, og dommeren spurgte: Er vi færdige? sagde forsvarsadvokat Kornerup: Ikke helt! Kornerup refererer så til Politiken søndag den 15. marts 2009, hvor der står, at avisen er i besiddelse af kopier af to håndskrevne breve fra den tiltalte auktionsdirektør til fru Meyer, hvori han gør opmærksom på, at maleriet ikke er ægte. 40

43 Kornerup spørger Gangsted-Rasmussen: Har De udleveret disse breve til Politiken? Spørgsmålet volder Gangsted-Rasmussen store problemer, og han snakker lidt udenom. Det må være let at svare på, siger Kornerup. Det kan besvares med et ja eller nej. Men Gangsted-Rasmussen vil ikke svare. Havde han gjort noget forkert, ville han anklage sig selv, sagde han. Men det at han nægtede at svare, kan kun betyde, at det var ham, der havde udleveret brevene til Politiken. Ellers havde han vel bare sagt nej. Det kan blive en alvorlig sag for både Gangsted-Rasmussen og fru Meyers afhørte børn, da det fra børnenes side ligner falsk forklaring for retten. De har under ed forklaret, at de ikke kender noget til de to breve (se retsdag 4), at de altid drøftede moderens breve med hende. Men Gangsted-Rasmussen kan ikke komme i besiddelse af de to breve, uden at have fået dem fra en i familien. Så her lyver nogen. Det virker besynderligt, at Politiken kan være i besiddelse af to breve, som kun kan komme fra de to tiltalte, hvad de ikke gør, eller fra familien Meyer, og at en søn og en datter påstår ikke at have set dem. Men de er alligevel udleveret til Politiken af Gangsted-Rasmussen (andet er svært at forestille sig). Hvordan kan en søn og en datter den 25. marts 2009 påstå, at de aldrig har set de to breve, når Politiken allerede den 15. marts, 10 dage tidligere og tre dage før retsdagen startede, har omtalt dem? Det er svært at forestille sig, det kan være andre end en af de to, som har videregivet dem til Gangsted-Rasmussen. Men alligevel har de under vidneansvar forklaret, at de aldrig har set brevene. Det kunne selvfølgelig også være politiet. Sidste ord ved dagens retsmøde fik forsvarsadvokat Lund Poulsen, der læste op af politiets afhøring af nu afdøde Jens Thygesen, hvor det gentoges, at Thygesen havde rettet skriftlig henvendelse til Kellermann i 1990 og fået tilbage, at maleriet ikke kunne optages i hans supplementsfortegnelse til værkfortegnelsen over Derain. Forinden afhøringen af Gangsted-Rasmussen var direktørens samlevers revisor, Bent Nikolajsen, i vidneskranken. Det kørte meget på samleverens oprettelse af et selskab i Luxembourg og et momsnummer, som Bailly krævede inden han udbetalte pengene, de 5 mio. kr. Forespurgt af anklageren, om han havde kendskab til selve salget, forklarede han først, at direktøren havde fået en ægthedserklæring, før salget. Det ændrede han senere til, at det nok var noget han selv havde forestillet sig, var sket, men han havde ikke set erklæringen. Revisoren forklarede også, at direktøren havde betalt 41

44 et større beløb for ægthedserklæringen, men da han aldrig havde set noget papir på dette, betragtede han det som en overdrivelse fra direktørens side. Revisoren fortalte også, at der var lavet en fremadrettet samarbejdsaftale mellem direktøren og hans samlever. Han var stadig revisor for samleveren, fortalte han. Til slut forklarede han, at i Luxembourg havde de meget restriktive regler omkring hvidvaskning, og havde undret sig over den store forskel i indkøbsprisen ( kr.) og salgsprisen (5 mio. kr.), men det blev forklaret med, at det var købt som en kopi og solgt som ægte. Hermed er alle afhøringer slut. Næste retsmøde er den 10. juni, hvor det handler om procedure. 11. retsdag. Onsdag den 10. juni 2009 Anklageren Janne Mortensen krævede 2½ års fængsel til begge de tiltalte, begrundet med at de forsætligt havde forsøgt at bedrage fru Meyer, og strafudmålingen baserede hun på de 5 mio. kr., som billedet solgtes for i Paris minus det beløb, fru Meyer fik for det. Selv om man ikke kan have andet end stor medfølelse med afdøde fru Meyer og hendes arvinger, som gik glip af over 30 mio. kr., så er sagen ikke så ligetil, som den forekom forud for retssagen. De mange retsmøder har vendt op og ned på mange ting, og det der lignede uangribelige kendsgerninger ved retsmødernes start, har undervejs vist sig at være kendsgerninger med visse modifikationer. Vi tror ikke, de 2½ år holder i byretten, tror slet ikke de anklagede kan dømmes. 17. juni procederer forsvaret. I dag var det kun procedure fra anklageren, så der kommer altså endnu et retsmøde. Proceduren var, som procedurer er, et sammendrag af sagens forløb, og anklageren fremkom ikke med noget nyt, som ikke tidligere var hørt. De anklagede har hele tiden nægtet sig skyldige, og, som Janne Mortensen meget rigtigt sagde, Vi kan ikke se ind i hovedet på de anklagede, hvad de tænker. Her kunne man passende tilføje, at vi ikke kan se ind i hovedet på dommerne, hvad de tænker. På Kunstnyt.dk tror vi ikke, sagen ender, som de fleste troede og sikkert håbede på fra starten, da sympatien hele tiden har været med fru Meyer og arvingerne. De første 10 retsmøder har imidlertid givet et noget andet billede af sagen end forventet. Og, som Janne Mortensen også nævnte, så har der været tale om en ganske enestående sag, hvor der ikke findes tidligere domme at sammenligne med. Janne Mortensen henviste til en om falske femhundredkronesedler og om en med fiktive 42

45 regninger, ikke helt gode sammenlignelige eksempler, men som begge handlede om forsætligt bedrageri. 12. retsdag. Mandag den 15. juni 2009 Forsvarsadvokaterne Kornerup Jensen og Lund Poulsen krævede begge frifindelse. Og efter at have indledt med høje domsmandsret brugte de hhv. 1 time og 45 minutter og 1 time, meget overensstemmende, sagt af Kornerup, som derfor ikke behøvede en gentagelse. Begge påstod, at anklagemyndigheden på ingen måde havde ført bevis for billedets ægthed, og det var det centrale punkt i sagen. Hele tre gange havde Verdens største Derain-ekspert, Michel Kellermann, afvist maleriet som ægte, og selv om flere museumsfolk mente, det var ægte, så kommer det endegyldige bevis først ved Kellermanns skriftlige ægthedserklæring syv måneder efter, at direktørens samlever solgte det til Bailly og Stoppenbach for 5 mio. kr. Kornerup kaldte sagen dybt tragisk, men langede i lighed med Lund Poulsen flere gange ud mod anklagemyndigheden og flere af vidnerne, bl.a. fru Meyers børn samt kunsthistorikerne Vibeke Raaschou-Nielsen og Rikke Warming, som de mente ikke havde fulgt undersøgelserne af billedet op. Lund Poulsen sluttede af med at gøre gældende, at anklagemyndigheden på ingen måde havde løftet bevisbyrden, som påhviler anklagemyndigheden, og afviste at de anklagede i forening havde begået bedrageri. Anklageren Janne Mortensen havde i sin korte replik kun enkelte bemærkninger til proceduren, hvor hun gentog, at bedrageriet bestod i, at de to anklagede i samarbejde havde planlagt det hele, og at de havde solgt maleriet som ægte. Forsvarsadvokaterne bad derefter om et minut udenfor til en snak sammen. Da de kom ind igen, fortalte de retten, at de ikke have nogen kommentarer til anklagerens replik, hvorefter dommeren, Sanne Bager, erklærede retsmødet for hævet og bekendtgjorde, at dommen ville blive afsagt den 30. juni kl

46 Byretsdommen Københavns Byret Udskrift af dombogen D O M afsagt den 30. juni 2009 i sag SS /2008 Anklagemyndigheden mod XXX (navneforbud) og Svend Erik Olsen Denne sag er behandlet med domsmænd. Anklageskrift er modtaget den 27. februar XXX og Svend Erik Olsen er tiltalt for overtrædelse af 1. bedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens 286, stk 2, jf. 279, ved, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, efter fælles forudgående aftale svigagtigt den 09. august 2004 i Ellekilde Auktionshus A/S, Bredgade 25, 1260 København K at have formået Grethe Meyer til at sælge et maleri for kr. til Ellekilde Auktionshus A/S, idet tiltalte Svend Erik Olsen som direktør for Ellekilde Auktionshus A/S, svigagtigt bibragte Grethe Meyer den opfattelse, at det var værdien for maleriet, hvorefter de tiltalte gennem det XXX tilhørende selskab A V Francais og selskabet European Fine art & Antiques S.A., hvor de tiltalte var direktører/bestyrelsesmedlemmer den 23. september 2004 videresolgte maleriet 44

47 for euro (ca. 5 mill. Kr.) til galleri Charles Bailly, der den 3. maj 2006 solgte maleriet på auktion hos Sotheby s, New York for 6,84 mill. Dollar, hvorved boet efter Grethe Meyer led et formuetab. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf. De tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse. Som erstatningspart for boet efter Grethe Meyer har advokat Christian Gangsted- Rasmussen nedlagt påstand om erstatning principalt om betaling af USD , subsidiært EURO , eller ikke under DKK , svarende til beløb, som det pågældende maleri blev solgt for af det af de to ejede og ledede selskab i Luxembourg. De tiltalte har ikke kunne anerkende erstatningspligten. Efter retsformandens bestemmelse er behandlingen af erstatningskravet udskudt til civilt søgsmål. Sagens baggrund og oplysninger Om sagens baggrund er det oplyst, at advokat Christian Gangsted-Rasmussen ved brev af 28. april 2006 på vegne af arvingerne efter Grethe Meyer anmeldte Svend Erik Olsen fra Ellekilde Auktionshus A/S til Københavns politi for overtrædelse af straffelovens 279 i forbindelse med formidling af salg af et maleri i august måned Maleriet var på dette tidspunkt sat til salg via Sotheby s i New York med en værdiansættelse på 3-5 mio. USD eller mellem mio. DKK. Grethe Meyer afgik ved døden den 21. april Grethe Meyers salg af maleriet Efter henvendelse fra Grethe Meyer fik Ellekilde Auktionshus A/S den 5. maj 2004 indleveret en række effekter deriblandt et usigneret maleri af Andre Derain. Det fremgår blandt andet af den af tiltalte Svend Erik Olsen udfærdigede kvittering for indlevering til Ellekilde Auktionshus af 5. maj 2004: Maleri Andre Derain undersøges i Paris Ved brev af 9. august 2004 vedlagt check afregnede tiltalte Svend Erik Olsen kr. for maleriet til fru Grethe Meyer. Følgende fremgår af brevet: 45

48 Kære fru Meyer Vi bekræfter hermed at have formidlet salget af Deres franske maleri betegnet Derain, og vedlægger som aftalt check på kr ,- som fuld og endelig betaling for maleriet. Vi skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at køber er orienteret om, at malerie[t] har været undersøgt af en Derain ekspert, der afvist[e] det som værende et Derain maleri Maleriet blev solgt til AV Francais, der er tiltalte XXXs personligt ejede firma, og faktura herfor blev udstedt den 9. august Det fremgår af fakturaen, at det drejer sig om et Fransk Maleri Derain stil til en pris på kr. tillige med auktionsomkostninger incl. moms med kr. Fakturaen er påført katalog nr. Oplysninger om maleriet af André Derain og foretagne undersøgelser af maleriets proveniens før salget: Det fremgår af sagen, at det omhandlede maleri var i familien Meyers eje, da Grethe Meyer i 1934/36 blev gift ind i Meyer-familien. De nedennævnte erklæringer og breve, som er affattet på fransk eller engelsk, gengives i autoriseret oversættelse. Grethe Meyer indleverede i 1990 maleriet til Jens Thygesen, Kunsthallens Kunstauktioner. Jens Thygesen sendte 12. marts 1990 et brev til Michel Kellermann i Frankrig, hvoraf følgende fremgår: Kære Michel Kellermann Vi har fået et usigneret maleri af André Derain ind til vores næste auktion i maj. Billedet er olie på lærred og måler 54 x 65 cm. Det er købt i Paris af den nuværende ejers bedstefader formentlig ved hjælp fra den danske maler Jais Nielsen, der boede i Paris i flere omgange fra Der er et stempel på blændrammen fra Galerie Paul Guillaume i Paris. Ville De være så venlig at give os en indikation af, hvor og hvornår billedet er malet? Vil maleriet blive nævnt i det resonnerede katalog, De er i færd med at udarbejde? 46

49 På brevet er med håndskrift anført telefoneret den 9/4/90 og Fx Efter Jens Thygensens undersøgelse af maleriet indleverede Grethe Meyer i 1991 maleriet til Statens Museum for Kunst med henblik på en kunstfaglig undersøgelse. Museumsinspektør Inge Vibeke Raaschou-Nielsen foretog undersøgelsen af maleriet. I den forbindelse korresponderede hun med Judi Freeman fra Los Angeles County Museum of Art fra april juni Det fremgår bl.a. af denne korrespondance vedrørende Michel Kellermann i et brev af 22. april 1991 fra Judi Freeman til Inge Vibeke Raaschou-Nielsen. Michel Kellermann er en privat kunsthandler, der faktisk er i færd med at udarbejde et resonneret katalog over Derains billeder. Han havde nære forbindelser til Madame Derain, og hans bedømmelser er ikke altid pålidelige. Hvis I har en Derain, som han har afsagt en negativ dom over, ville jeg ikke umiddelbart afskrive den; der er flere tilsvarende situationer, der er under opklaring, og han har ikke altid haft ret. Har I et fotografi af maleriet? Inge Vibeke Raaschou-Nielsen sendte ved brev af 12. juni 1991 et tranparent af maleriet til Judi Freeman i Los Angeles. Ved brev af 2. august 1991 underrettede Inge Vibeke Raaschou-Nielsen Grethe Meyer om undersøgelsen. Det fremgår af brevet: Hermed de lovede fotokopier af fotografier, hvor Deres formodede André Derain-billede kan ses. Olaf Rudes maleri af Jacobæus i sin stue er gengivet i farve i kataloget, som stadig kan fås på Bornholms Kunstmuseum. Interiørfotografiet tilhører Fotografisamlingen på Kunstakademiets bibliotek. Som jeg fortalte Dem i telefonen forleden, sker der stadig nyt, og jeg håber som sagt på at få alle trådene spundet sammen hos Monsieur Kellermann i Paris i slutningen af denne måned. Forøvrigt nåede jeg ikke at fortælle Dem, at billedet har været vist på en udstilling i Stockholm i 1931 det er i forbindelse med denne udstilling, at det tidligere nævnte 47

50 Stockholm-stempel og Jacobæus Köpenhamn sandsynligvis er an - vendt på billedets bagside. Inge Vibeke Raaschou-Nielsen sendte før sit besøg i Paris to breve til Michel Kellermann henholdsvis den 19. august 1991 tillige med et diapositiv af maleriet og den 25. november Hun korresponderede også med museumsinspektør Michel Hoog, Musée de l Orangerie i Paris og senere med Madame Colette Giraudon fra museet vedrørende Galérie Paul Guillaume. Efter Inge Vibeke Raaschou- Nielsens besøg i Paris modtog hun fra Colette Giraudon en række dokumenter og oplysninger vedrørende Paul Guillaumes adresse og Tetzen-Lunds indkøb af 11 Derain-malerier i Paris i og heriblandt paysage 1910, der skulle være det omhandlede maleri med en fejlagtig angivelse af årstallet. Den eneste reaktion fra Michel Kellermann på disse breve fra Inge Vibeke Raaschou-Nielsen var en telefonseddel af 21. august 1991 med besked om, at Inge Vibeke Raaschou-Nielsen skulle ringe. Efter Inge Vibeke Raaschou-Nielsens møde med Michel Kellermann i Paris foreligger et håndskrevet brev dateret 1. december 1991, hvori han beder om tilsendelse af et foto af maleriet til hans arkiver. Grethe Meyer modtog maleriet retur fra Statens Museum for Kunst den 9. marts Inge Vibeke Raaschou-Nielsen fortsatte sine undersøgelser og rettede bl.a. henvendelse til Suzanne Pagé fra Musée d Art Moderne de la Ville de Paris ved brev af 18. marts 1992 i forbindelse med, at Suzanne Pagé var i færd med at tilrettelægge en stor André Derain udstilling. Det fremgår af brevet vedrørende Michel Kellermanns vurdering af maleriet: Maleriet tilhører en privat dansk samler og jeg har i nogen tid undersøgt dets herkomst af den simple grund, at det interesserer mig. Det er således lykkedes mig at spore det tilbage til På daværende tidspunkt erhvervede den store danske samler Christian Tetzen-Lund maleriet, sandsynligvis i Paris og måske af Galerie Paul Guillaume, som han åbenbart har besøgt. Michel Kellermann, Paris, har set et diapositiv heraf samt min liste med oplysninger på rammen. Han har imidlertid oplyst, at maleriet samt Paul Guillaumes stempel på rammen er falske! Men jeg har ikke ladet mig stoppe af den grund, selv om det åbenbart er ganske svært at bevise, at et direkte køb har fundet sted hos Gallerie Paul Guillaume. Colette 48

51 Giraudon har netop sendt mig meget præcise oplysninger, som det er lykkedes hende at finde i Paul Guillaumes arkiver. Takket være disse undersøgelser er vi kommet et skridt videre Efter det oplyste afsluttede Inge Vibeke Raaschou-Nielsen undersøgelsen i sommeren 1993 uden resultat. Forløbet efter Grethe Meyers salg af maleriet I henhold til faktura af 23. september 2004 fra European Fine Art & Antiques GMBH underskrevet af tiltalte XXX blev maleriet videresolgt med halvdelen til Galerie Charles et André Bailly i Paris og med den anden halvdel til Galeri Stoppenbach & Delestre Ltd. i London for euro, betalt som to lige store overførsler af euro til en bankkonto i Luxembourg. I fakturaen er maleriet betegnet således: et maleri af André Derain: L Estaque fra 1906, olie på lærred, 53,5 x 65,5 cm.. Salgssummen blev overført til bankkontoen i Luxembourg den 6. oktober Det fremgår af Handels- og selskabsregisteret i Luxembourg, at selskabet EFAA European Fine Art & Antiques S.A. den 24. november 2004 blev stiftet med begge de tiltalte som bestyrelsesmedlemmer. Den 20. januar 2005 udstedte AV Francais en faktura til European Fine Art & Antiques S.A. på Dkk for French impressionistic painting bought as inspected. Den 31. marts 2005 fakturerede tiltalte Svend Erik Olsens firma Scandinavian Antiques, Ålsgårde, og tiltalte XXXs firma AV-Francais kommission på hver euro til European Fine Art & Antiques S.A.. Kommissionen vedrører Opgørelse i forbindelse med salg af maleri. Af årsregnskabet for EFAA European Fine Art & Antiques S.A. for 2004 fremgår det, at selskabets indtægt var euro for salg af malerier og en næsten tilsvarende udgift på euro for køb af andre eksterne udgifter, således at selskabet i dette år havde et beskedent overskud på 179,81 euro. Efter restaurering af maleriet blev det i løbet af 2005 udstillet hos Galleri Stoppenbach & Delestre i London samt i Maastricht og New York. Michel Kellermann afgav den 28.april 2005 følgende erklæring om maleriet: 49

52 Maleri olie på lærred som gengivet hosstående, 53,5, B 65,5, Paysage à l`estaque er et ægte værk af maleren André DERAIN, fra 1906 I april 2006 blev maleriet sat til salg hos Sotheby s i New York, og den 3. maj 2006 blev det solgt til en pris på USD eksklusive omkostninger. Tiltalte Svend Erik Olsen har udfærdiget 2 breve til Grethe Meyer af henholdsvis 12. maj 2004 og 24. juni 2004 vedrørende Derain maleriet. Disse breve blev sendt til politiet af tiltaltes tidligere forsvarer, advokat Anders Drachmann, den 28. juni 2006 efter sagens opstart. I brevet af 12. maj 2004 bad tiltalte Svend Erik Olsen om oplysning om, hvem der afviste maleriet fra Christie s auktion, og samtidig lovede han ikke at sælge maleriet for under kr. I brevet af 24. juni 2004 redegjorde tiltalte Svend Erik Olsen nærmere for sine undersøgelser og oplyste, at han havde en kunde som har tilbudt Deres minimumspris kr. Det er en kunde der startede virksomhed og arbejder internationalt og som i øvrigt har været ansat i Ellekilde. Endelig fremgår det, at hvis handlen gennemføres kan pengene ikke kræves retur som aftalt med Dem. Forklaringer Der er afgivet forklaring af de tiltalte Svend Erik Olsen og XXX og vidnerne Robert Balcerski, Torsten Krause Meyer, Karin Annelise Bruus, Inge Vibeke Raaschou- Nielsen, Jesper Bruun Rasmussen, Erik Brandt, Michael Hatting, Charles Bailly, Robert Stoppenbach, Rikke Warming, revisor Bent Nicolajsen samt advokat Christian Gangsted-Rasmussen. Vidnet Jens Christian Thygesens forklaring i afhøringsrapport af 19. maj 2006 er i medfør af retsplejelovens 871, stk 5, dokumenteret, idet Jens Christian Thygesen er afgået ved døden. Tiltalte Svend Erik Olsen har til retsbogen afgivet følgende forklaring: Tiltalte Svend Erik Olsen forklarede, at han fik kontakt til Grethe Meyer ved, at der blev ringet til hans kontor om vurdering af et bo. Det var sekretæren, der planlagde tidspunktet. Han kan ikke erindre datoen for, hvornår han var ude og vurdere boet. Tiltalte var der to gange. Første gang dannede han sig et overblik over, hvad der var af indbo. Der var to damer og fru Meyer til stede. Det var meningen, at han skulle sælge tingene på auktion. Det var fru Meyer, der valgte hvilke ting, der skulle sælges på auktion. De aftalte senere et tidspunkt for afhentning af tingene. 50

53 Ved det første besøg gik tiltalte rundt i hele lejligheden for at se, hvad der var af indbo. Han kommenterede maleriet og sagde, at det var et interessant maleri. Der var også mange andre malerier. Det var ikke på daværende tidspunkt aktuelt, at det omhandlede maleri skulle sælges, og det blev der ikke talt om. Tiltalte synes, at maleriet var interessant på grund af motivet. Maleriet var ikke signeret. Bag på maleriet på rammen stod der A. Derain med olie-kridt. Ved det andet besøg hos fru Meyer talte de om, at hun var interesseret i at sælge maleriet. Tiltalte anslog, at det var kr. værd. Tiltalte fik nogle chauffører til at hente de effekter, som fru Meyer ønskede at sælge. Tiltalte og fru Meyer havde sammen sat mærker på effekterne. De talte ved den lejlighed også om maleriet, og om at tiltalte skulle undersøge, om maleriet kunne sælges. Senere i samtalen nævnte fru Meyer, at hun selv havde fået undersøgt billedet på Statens Museum for Kunst og hos Kunsthallens Auktioner, men der havde fået det afvist. Fru Meyer fremviste et sort/hvid foto, hvorpå Kellermann havde skrevet, at billedet ikke kunne optages i fortegnelsen over Derain malerier. Tiltalte fik dette foto sammen med maleriet og Thygesens brev til Kellermann. Tiltalte er ikke klar over, hvor det foto med Kellermanns påtegning befinder sig nu. Han talte med fru Meyer om, at han skulle mødes med prins Henrik nogle dage senere, og at tiltalte ville vise maleriet til Prins Henrik. Det synes familien var en god idé. Tiltalte kendte kunstneren Derain, men ikke særligt godt. Han vidste, at det var en forholdsvis kendt kunstner. For at tiltalte kunne tage maleriet med til nærmere undersøgelse, var det nødvendigt at anslå værdien med henblik på forsikring. Derfor har han på kvitteringen for indlevering (mappe 1, side 32) til fru Meyer anført værdien til kr. Tiltalte fandt efter mødet ud af, at Kellermann var eksperten over alle eksperter. Tiltalte slog op i Art Prices index for at undersøge priserne nærmere. Han fandt ud af, at han havde været lidt for optimistisk i sin værdiansættelse. Andre billeder af samme kunstner, signeret og med landskabsmotiver, og som var anerkendt af Kellermann, havde priser mellem dollars. Tiltalte tænkte, at det var ærgerligt, at Kellermann havde afvist billedet. Tiltalte undersøgte priser på andre malerier, der typemæssigt mindede om denne kunstner. Han gennemgik også forskellige kataloger for nærmere undersøgelse af, om en elev af periodens kunstnere kunne have lavet billedet. Han fik ikke undersøgt maleriet i Paris, fordi det var blevet afvist af Kellermann. Tiltalte orienterede fru Meyer om sine undersøgelser. Han sagde i den forbindelse, at det ikke var godt, at Kellermann havde afvist maleriet, da han var eksperten over alle eksperter. Tiltalte sagde til fru Meyer, at han havde ansat prisen for højt. Hertil sagde fru Meyer, at hun ikke ville sælge det for under

54 kr., uanset om Prins Henrik ville give en lavere pris. Foreholdt breve af 12. maj 2004 og 24. juni 2006 [skal være 2004] (mappe 1, side 279 og 280) om salg af maleriet forklarede tiltalte, at han har sendt to breve til fru Meyer. Fru Meyer ønskede ikke at sælge maleriet på auktion. Han ved ikke, hvorfor hun ikke ønskede dette. Det er ikke ualmindeligt, at visse effekter ikke sælges på auktion, men sælges direkte videre, hvis der er købere til det. Adspurgt forklarede tiltalte, at der ikke kan nås mange undersøgelser på 7 dage. Foreholdt mappe 1, side 280, forklarede tiltalte, at han ikke husker, om Christie s Auktioner var i fru Meyers hjem eller om maleriet var udlånt til Christie s. Kunden, som han omtaler i brevet, var XXX. Han boede sammen med XXX på daværende tidspunkt. Han omtalte ikke overfor fru Meyer, at det var hans kæreste, der skulle købe det. Det var fru Meyer, der bad om at få det omkring salget på skrift, fordi hun var bange for at skulle betale pengene retur, når Kellermann havde afvist maleriet som ægte. Da XXX viste interesse for maleriet fortalte han, at minimumsprisen var kr. Maleriet blev solgt før den 9. august Maleriet havde forinden været udstillet i auktionshuset i forbindelse med auktionen den 2. juni 2004 uden, at det var i auktionskataloget. Der var flere, der kiggede på maleriet. Også Prins Henrik besigtigede sammen med Erik Brandt maleriet i auktionshuset. Prins Henrik ville give ca kr. for maleriet. Tiltalte oplyste Prins Henrik om, at billedet var blevet afvist, og at familien forventede minimum kr. Charles Bailly og dennes søn var ligeledes på besøg i forbindelse med eftersynet, og de så på maleriet og fotograferede det. Tiltalte fortalte i den forbindelse Charles Bailly, at det var et afvist maleri. Tiltalte erindrer ikke, om der var andre, der gav bud på billedet. Tiltalte gik ud fra, at XXX skulle beholde billedet. Maleriet blev opbevaret hos Ellekilde Auktionshus til efter auktionen. Tiltalte husker ikke præcist, hvornår han tog billedet hjem. Maleriet kom ikke op at hænge i hjemmet før XXX og tiltalte tog maleriet med til Paris. Tiltalte forklarede, at Semko Balcerski fotograferer for Ellekilde Auktionshus. Foreholdt foto af maleriet med dato den 22. juli 2004 (mappe 4, side 8) forklarede tiltalte, at han ikke erindrer, om billedet var i auktionshuset denne dato. Foreholdt mail af 22. juli 2004 fra XXX til Mark (mappe 4, side 10) forklarede tiltalte, at han ikke kendte til mailen, og at den mail på grund af nr. CIF 1796 ikke har noget med billedet at gøre. Tiltalte blev i samme periode tilbudt et maleri af Kandinsky, som var udstillet på et tysk museum. Tiltalte arbejdede på, at Bailly skulle finde en køber til Kandinsky maleriet. I september måned plejede tiltalte og XXX at tage til Paris. I for- 52

55 bindelse med deres tur i september 2004 til Paris, hvor tiltalte skulle have Bailly til at se nærmere på Kandinsky maleriet, spurgte Bailly forinden til Derain maleriet. Tiltalte oplyste, at maleriet var solgt. Bailly bad tiltalte undersøge, om det var muligt at se maleriet. XXX var ikke interesseret i at sælge maleriet, men hun tog det med til Paris, hvor de skulle mødes med Bailly. Bailly så på maleriet af Derain og sagde, at det var i en dårlig forfatning. Tiltalte havde et foto med af Kandinsky maleriet, som Bailly undersøgte nærmere via opslag. Bailly lånte Derain maleriet, fordi han gerne ville undersøge det nærmere. Senere på dagen forsøgte XXX at få fat på Bailly, fordi hun forventede at få maleriet tilbage samme dag. Først to-tre dage senere fik XXX kontakt til Bailly. Da de skulle hente Derain maleriet, talte tiltalte med en herre om Kandinsky maleriet, og XXX talte med Bailly og hans søn om Derainmaleriet. Tiltalte gik ind til XXX, der chokeret fortalte, at Bailly havde budt 5 mio. kr. for maleriet. Tiltalte blev meget forbavset. Han sagde til Bailly, at han tog en høj risk, fordi billedet jo efter Kellermanns oplysning ikke var ægte. Bailly svarede, at han troede på maleriet. Adspurgt om baggrunden for, at han nu tog Derain maleriet med til Paris, og ikke i første omgang som anført på kvitteringen til fru Meyer, forklarede tiltalte, at han tog Derain maleriet med til Paris, fordi Bailly bad ham herom. Han var ikke taget til Paris tidligere med maleriet, fordi Kellermann havde skrevet, at maleriet ikke var ægte. Foreholdt faktura af 9. august 2004 (mappe 4, side 106) med auktionsomkostninger, forklarede tiltalte, at maleriet ikke er solgt på auktion. Tiltalte har ikke udfyldt fakturaen. Katalog nr. 9036, som er anført på fakturaen, må være registreringen i sagssystemet. Han kan ikke give nogen forklaring på, at der er anført auktionsnr på fakturaen. Tiltalte forklarede, at selskabet EFAA blev stiftet i Luxembourg af XXX, fordi det var centralt placeret der. Det er ikke hans selskab. Han er proforma med i selskabet, fordi der skal være 3 bestyrelsesmedlemmer. Foreholdt brev af 21. september 2004 fra revisor Bent Nicolajsen til PFK Luxembourg (mappe 3, side 257) forklarede tiltalte, at revisor Nicolajsen er XXXs revisor for EFAA. Tiltalte har deltaget i nogle møder med revisoren og XXX, men han husker ikke nærmere hvornår. Det er ikke tiltaltes revisor. Det hastede med brevet, fordi der skulle overføres nogle penge fra Bailly og Stoppenbach. Foreholdt brev af 23. september 2004 til Charles Bailly fra XXX (mappe 3, siden 267) om salget forklarede tiltalte, at XXX troede, at det var Bailly, der købte maleriet, og at Stoppenbach var en bank. Foreholdt faktura af 20. januar 2005 (mappe 3, side 312) forklarede tiltalte, at 53

56 han ikke har noget nærmere kendskab til fakturaen. Selskabet blev først oprettet efter handlen, og det var nødvendigt med nogle efterposteringer. Da XXX købte maleriet, var der også på fakturaen til hende anført impressionistisk maleri. Foreholdt regnskab for EFAA European Fine Art & Antiques S.A. (mappe 3 side 289) forklarede tiltalte, at han ikke kan svare på, om det var det eneste maleri, der blev solgt. I 2002 lavede tiltalte en samarbejdsaftale med XXX, fordi hun på det tidspunkt var gift og benyttede flere af tiltaltes kunder. Aftalen gik ud på, at en eventuel gevinst skulle deles 50/50. Denne aftale omfattede også Derain maleriet. Foreholdt faktura af 31. marts 2005 fra Scandinavian Antiques (mappe 3, side 308) forklarede tiltalte, at det er hans firma, og det er et anpartsselskab. Han har haft firmaet i lang tid. Foreholdt erklæring fra Kellermann af 28. april 2005 efter maleriet blev solgt (mappe 3, side 228, med oversættelse side 232) forklarede tiltalte, at han ikke kender til denne erklæring. Adspurgt hvorfor tiltalte ikke kontaktede Kellermann forklarede tiltalte, at han ikke kunne se nogen ide i at kontakte Kellermann, når tiltalte vidste, at Kellermann havde afvist det. Tiltalte har ikke haft kontakt til Statens Museum for Kunst bortset fra en samtale med Rikke Warming i forbindelse med en udstilling i 2006 om Derain. Foreholdt tiltaltes forklaring til politiet den 3. maj 2006, mappe 1, side 272, 3. afsnit, forklarede tiltalte, at han ikke har forklaret som anført i rapporten. Tiltalte forklarede, at han var meget nervøs i forbindelse med politiets tilstedekomst i auktionslokalet. Foreholdt tiltaltes forklaring til politiet den 3. maj 2006, mappe 1, side 273, 6. linie, forklarede tiltalte, at han ikke husker at have forklaret som anført. Han husker heller ikke, om han i den forbindelse har forklaret om, at XXX var indehaver af AV Francais. Tiltalte mener ikke, at han i forbindelse med afhøringen var inde på, om han boede sammen med XXX. Tiltalte blev spurgt om, hvem der købte maleriet af Ellekilde Auktionshus, og han forklarede, at det var et selskab i Luxembourg. Tiltalte nævnte ikke, at han var bestyrelsesmedlem i EFAA. Tiltalte troede, at der skulle være yderligere en afhøring, hvor han skulle afgive en egentlig forklaring. Tiltalte har efterfølgende talt med en John Mann Christensen om politiets optræden i forbindelse med deres tilstedekomst i auktionshuset. Tiltalte udleverede under afhøringen som dokumentation for salget fakturaen af 9. august Tiltalte udleverede ikke fakturaer til Bailly og Stoppenbach, da han ikke var i besiddelse af disse. 54

57 Foreholdt tiltaltes forklaring til politiet den 3. maj 2006, mappe 1, side 272 nederste afsnit og side 272 øverst, forklarede tiltalte, at han ikke har forklaret som anført. Foreholdt tiltaltes forklaring til politiet den 3. maj 2006, mappe 1, siden 273, 2. afsnit, forklarede tiltalte, at han ikke har forklaret som anført. Foreholdt kosterrapport (mappe 1, side 235) om bilag breve af 23. september 2004 og 17. september 2004 fundet hos tiltalte (mappe 4, side 42-44), forklarede tiltalte, at bilagene er fra XXXs kontor, og at han ikke var bekendt med, at disse bilag var der. Udspurgt af forsvareren, advokat Jan E. Kornerup Jensen, forklarede tiltalte Svend Erik Olsen, at han startede auktionshuset Ellekilde for 12 år siden. Navnet Ellekilde stammer fra Nordsjælland, hvor tiltalte har boet. Tiltalte startede oprindeligt med at læse til maskinmester, men begyndte senere med at handle med antik viteter. Det startede med opkøb af almuemøbler og senere med eksport af disse møbler til USA. I auktionslokalet startede han med at lave udstillinger med antikviteter med hovedvægten på møbler. Tiltalte havde også nogle enkelte malerier fra guldalder-perioden og skagensmalerne. Tiltalte forsøgte sig med moderne kunst. Tiltalte har ikke en egentlig uddannelse indenfor området, men har tilegnet sig sin viden herom på forskellig vis. Tiltalte annoncerede i dagspressen efter forskellige antikviteter. Der var også henvendelser i forretningen om salg. Tiltaltes arbejdsdag startede med et besøg i auktionshuset, og senere på dagen kørte tiltalte ud på besigtigelse af boer. Der blev afholdt store auktioner 5 gange om året og onlineauktioner hver 14. dag. Om henvendelsen fra fru Meyer forklarede tiltalte, at det var en helt sædvanlig henvendelse om salg af effekter fra et bo. Fru Meyer var en meget karismatisk dame, og det var hende, der bestemte hvilke effekter, der skulle sælges. Ved tiltaltes første besøg var der 2 damer til stede; en datter og vist nok dennes svigerinde. Ved det første besøg hos fru Meyer skrev tiltalte ikke noget op. Det andet besøg kom i stand ved, at familien kontaktede tiltalte, idet de nu havde besluttet sig for hvilke effekter, der skulle sælges. Dette møde fandt sted den 5. maj, samme dag som han skrev indleveringssedlen (mappe 1, side 31). Chaufførerne var samtidig til stede og bar effekterne ned. Ved dette møde havde fru Meyer ikke besluttet sig for at sælge maleriet. Tiltalte sagde, at det kunne være interessant at undersøge nærmere, om maleriet kunne sælges, og at han ville vurdere det til kr. I forbindelse med hermed sagde fru Meyer, at Kunsthallens auktioner havde haft det til vurdering og havde afvist det efter vurdering via Kellermann. Tiltalte fik også oplysning om, at Statens Museum for Kunst ligeledes havde set på maleriet, idet de havde arbejdet med maleriet en årrække og opgav det efterfølgende. Tiltalte nævnte for fru Meyer, 55

58 at han skulle have et møde med Prins Henrik, hvor han kunne se på maleriet. Aftalen med fru Meyer var herefter, at tiltalte tog maleriet med, og hvis Prins Henrik ville købe maleriet, ville hun gerne sælge det. Tiltalte fik samtidig en kopi af fotoet med Kellermanns påtegning. På det tidspunkt havde tiltalte ikke nærmere kendskab til Kellermann. Tiltalte foretog herefter nogle undersøgelser og fandt ud af, at Kellermann var den store ekspert på området. Tiltalte gav fru Meyer oplysninger om sine undersøgelser under en telefonsamtale, hvorunder han også nævnte, at han havde sat prisen for høj. Tiltalte havde ikke mulighed for efter Kellermanns afvisning at foretage yderligere undersøgelser efter den 5. maj Fru Meyer bad tiltalte om at bekræfte oplysningerne skriftligt, og det var baggrunden for tiltaltes brev af 12. maj 2004 til fru Meyer. I brevet har tiltalte anført de oplysninger, som tiltalte meddelte fru Meyer i telefonsamtalen, og bekræftede samtidig deres aftale vedrørende salget. Vedrørende udstillingen i auktionshuset forklarede tiltalte, at han til de besøgende, der spurgte til maleriet, fortalte, at maleriet var afvist af Kellermann, og at Statens Museum for Kunst også havde undersøgt det. Tiltalte oplyste også minimumsprisen for maleriet. Om Prins Henriks interesse for maleriet forklarede tiltalte, at han ved besigtigelsen bød kr., og at tiltalte oplyste Prins Henrik om familiens minimumspris på kr. XXX så maleriet første gang under udstillingen, og tiltalte fortalte hende, at det var afvist som ægte og oplyste hende om minimumsprisen. Uanset XXXs ønske om at købe maleriet for de kr. lod tiltalte maleriet stå, idet Prins Henrik på det tidspunkt ikke havde besigtiget maleriet. I juni 2004 gav tiltalte fru Meyer meddelelse om, at der var et tilbud om køb af maleriet, og derefter sendte tiltalte brevet af 24. juni 2004 (mappe 1. side 280), idet fru Meyer ønskede at sikre, at den nye køber havde fået de samme oplysninger, som hun havde givet til tiltalte om maleriet. Tiltalte husker, at han forinden havde en telefonsamtale med fru Meyer. I brevet bad tiltalte fru Meyer kontakte sønnen Torsten. Det er helt sædvanligt at inddrage familiemedlemmer ved køb af effekter for at undgå problemer i relation til forventning om arv. Tiltalte talte med Torsten Meyer i forbindelse med, at han i slutningen af juli eller begyndelsen af august ringede til fru Meyer. Tiltalte fortalte Torsten Meyer om, hvordan det forholdt sig med maleriet; at det var blevet afvist som ægte, at Prins Henrik havde budt på maleriet, men ikke nok, og at tiltalte havde en køber til maleriet. Torsten Meyer ønskede at drøfte det med familien og ringede senere tilbage og meddelte, at et salg var i orden. Tiltale afregnede for maleriet ved brev af 9. august 2004 (mappe 1, side 35). Tiltalte 56

59 mener, at det var Michael Hatting, der har skrevet brevet. Der kom ingen reaktion på brevet, og checken er blevet hævet. Om tiltaltes og XXXs besøg i Paris forklarede tiltalte, at de tager til Paris 2-3 gange om året for at holde sig orienteret om markedet for antikviteter. I slutningen af august 2004 kontaktede Bailly tiltalte på mail og spurgte til maleriet. Tiltalte og XXX tog maleriet med til Paris, som han har forklaret om tidligere i retten. Tiltalte har ikke talt med Bailly efter besøget i Paris. Han fik først kendskab til, hvad der videre skete, da han tog kontakt til Rikke Warming fra Statens Museum for Kunst på foranledning af Torsten Meyer. Torsten Meyer gav udtryk for, at han var forbavset, men der var ikke yderligere bemærkninger fra Torsten Meyers side. Tiltale har ikke hørt fra familien før denne sag. Tiltalte ringede samme dag, hvor han havde kontakt til Rikke Warming, til Bailly og fik oplyst, at maleriet var solgt til en amerikaner, og at denne ikke var interesseret i at udstille maleriet. Tiltalte forklarede supplerende vedrørende samtalen med Torsten Meyer, at det var tiltaltes indtryk, at Torsten Meyer kendte til maleriet. Torsten Meyer spurgte ikke til, om tiltalte havde foretaget undersøgelser vedrørende maleriet. Tiltalte har ikke i øvrigt været i kontakt med Torsten Meyer. Efter maleriet var solgt, kom Torsten Meyer ind i auktionshuset for at hente nogle akvareller. I den forbindelse sagde Torsten Meyer, at de ville indlevere andre ting til auktion. Udspurgt af anklageren forklarede tiltalte, at Rikke Warming ved deres telefonsamtale oplyste, at hun ville undersøge om køberne af maleriet var interesseret i at udstille det på Statens Museum for Kunst. Tiltale nævnte ikke i den forbindelse hvem, der havde købt maleriet, og Rikke Warming spurgte ikke hertil. Tiltalte XXX har til retsbogen afgivet følgende forklaring: Tiltalte forklarede, at hun er bankuddannet og har ikke nogen uddannelse indenfor kunst. Før hun startede hos Ellekilde Auktionshus, havde hun gået hjemme i 7 år. Foreholdt bekræftelse af 30. september 2004 (mappe 4, side 25) forklarede tiltalte, at hun var ansat hos Ellekilde fra den 1. august 1999 til 31. juli Tiltalte arbejdede derefter som selvstændig med handel med fortrinsvis antikviteter i firmaet AV Francais. Advokat Marianne Philip opstartede firmaet for tiltalte. Af forskellige årsager flyttede tiltalte firmaet til Danmark med adresse på Johs. V. Jensens Allé 52, Frederiksberg, som var hendes tidligere bopæl. Tiltalte blev kæreste med Svend Erik Olsen i påsken Tiltalte så maleriet første gang hos Ellekilde ved eftersynet. Hun havde ikke hørt 57

60 om det forinden. Tiltalte sagde til Svend Erik Olsen, at det var et dejligt billede, og hun ønskede at købe det. Svend Erik fortalte, at maleriet var afvist som ægte og var i auktionshuset med henblik på formidling af salg. Tiltale ville have maleriet derhjemme. Det havde Svend Erik ikke bemærkninger til. Tiltalte fik oplyst minimumsprisen af Svend Erik. Hun undersøgte ikke prisen nærmere. Det er ikke usædvanligt for hende at købe ting uden nærmere undersøgelser af prisen. Foreholdt faktura af 9. august 2004 fra Ellekilde (mappe 4, side 106) forklarede tiltalte, at det er helt sædvanligt at betale auktionsomkostninger. Tiltalte går ud fra, at fakturaen er skrevet af Michael Hatting. Køberen er AV Francais, fordi tiltalte har et stort varelager, som hun også har noget af hjemme. Maleriet stod op af væggen i deres hjem, indtil de tog det med til Paris. Tiltalte er ikke bekendt med, hvem der var sælger af maleriet, og det interesserede hende heller ikke. Tiltalte kender Semko Balcerski. Han er fotograf for Ellekilde Auktionshus. Hun hjalp Svend Erik med at skrive mailen til Semko om fotografering af maleriet, fordi Svend Erik har svært ved at stave og bruge computer. Tiltalte vidste fra sin ansættelse, at alt hos Ellekilde skulle fotograferes. Tiltalte har ikke talt med Semko om, at hun skulle købe maleriet. Om firmaet i Luxembourg EFAA forklarede tiltalte, at formålet med oprettelsen af selskabet var, at tiltalte ønskede at nedsætte sig omkring Luxembourg og Frankrig og handle med fin kunst og antikviteter. Hun ville gerne genstarte det, hun havde haft i Frankrig tidligere. Da hun var i Paris sammen med Svend Erik og hendes søn, skulle de have et møde med Bailly om et Kandinsky maleri. De havde taget Derain maleriet med til Paris, fordi Bailly ville se på det. Tiltalte ønskede ikke at sælge maleriet. De mødtes med Bailly i galleriet. Maleriet blev stillet i entreen, mens Svend Erik og Bailly holdt møde. Tiltalte ventede udenfor. Da de kom fra mødet, ville Bailly beholde maleriet. Tiltalte fik en kvittering, og Bailly beholdt maleriet. Da tiltalte ikke hørte fra Bailly, ringede hun til ham for at få billedet tilbage. Det lykkedes først et par dage efter at få kontakt til galleriet. De tog hen på galleriet og Bailly sagde til tiltalte, at han bød DKK 5 mio. Tiltalte blev overrasket, idet det var en fantastisk god pris. Bailly spurgte tiltalte, om hun havde forbindelse til Schweiz, hvilket tiltalte afviste. Tiltalte accepterede prisen, hvorefter Baillys søn kom med et stykke papir og spurgte, om hun ville skrive teksten på fakturaen. Tiltalte forstår ikke fransk og kunne derfor ikke forstå teksten. Foreholdt erklæring af 17. september 2004 (mappe 4, side 44) forklarede tiltalte, at det er den tekst, som hun blev bedt om at skrive på fakturaen. Tiltalte bekræfter, at hun den 17. september 2004 stadig var i Paris. Tiltalte faxede erklæringen til 58

61 revisor Bent Nicolajsen. Tiltalte opfattede Bailly som køber og Stoppenbach som en bank. Tiltalte kendte dengang ikke noget til kunstneren Derain. Da tiltalte fik så stort et beløb, så hun en mulighed for at starte et selskab i Luxembourg. Det var ikke et forsøg på at skjule pengene, eller sløre sporet for salg af maleriet. Foreholdt brev af 21. september 2004 til PFK Luxembourg sa (mappe 3, side 257) forklarede tiltalte, at hun ikke kender Hr. Weber og ikke husker indholdet af brevet. Hun har formentlig fået en kopi af brevet fra Nicolajsen. Foreholdt mail af 23. september 2004 til Andre (mappe 4, side 68) bekræfter tiltalte, at hun har skrevet mailen. Tiltalte var ikke klar over, at der var to købere. Hun har måske fået oplysningen om to overførsler fra Nikolajsen. Foreholdt faktura af 23. september 2004 til Galleri Charles et André Bailly (mappe 3, side 267) forklarede tiltalte, at brevet er skrevet under i Danmark, efter hun kom hjem fra Paris. Foreholdt resume vedrørende etablering af selskabet EFAA (mappe 3, side 261) forklarede tiltalte, at der skulle være 3 bestyrelsesmedlemmer, og det blev Svend Erik, Lise Lotte Klitvad og tiltalte. Det var proforma, at de to blev bestyrelsesmedlemmer, fordi de ikke skulle lave noget i selskabet. Tiltalte er ikke sikker på, at der i 2004 var flere handler end den ene. Foreholdt regnskab for EFAA for 2004 (mappe 3, side 289) forklarede tiltalte, at beløbet vedrører handlen med maleriet af Derain. De 5 mio. dkr. blev indsat på en konto i Luxembourg. I henhold til samarbejdsaftalen med Svend Erik blev halvdelen overført til Scandinavian Antiques og den anden halvdel forblev i EFAA. Foreholdt regnskab for EFAA for 2004 (mappe 3, side 314) forklarede tiltalte, at de Euro er betaling for maleriet til AV Francais. Tiltalte lavede et salgsdokument til EFAA, og der blev lavet yderligere en faktura i januar 2005 på grund af noget med et momsnummer. Foreholdt faktura af 20. januar 2005 til European Fine Art & Antiques S.A. (mappe 3, side 312) forklarede tiltalte, at hun har lavet fakturaen på foranledning af Bent Nicolajsen og hun vil tro, at det er Bent Nicolajsens påtegning på slippen på fakturaen. Handlen gav ikke anledning til, at hun talte med Svend Erik om, hvem han havde købt maleriet af eller om køberne skulle have underretning om salgsprisen. Heller ikke prisen på maleriet gav anledning til undersøgelse fra tiltaltes side. Udspurgt af forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, forklarede tiltalte, at hun i Ellekilde Auktionshus var beskæftiget med mange forskellige opgaver, blandt 59

62 andet telefonpasning, rengøring og besigtigelse. Tiltalte har ikke deltaget i besøget hos fru Meyer. Tiltalte har ikke foretaget besigtigelser alene. Tiltalte købte alt gennem firmaet AV Francais efter revisorens anvisninger af hensyn til det skattemæssige. Tiltalte kendte ikke Bailly s søn før besøget i Paris. Tiltalte har været i galleriet en enkelt gang tidligere, men ikke der hilst på Bailly. Da tiltalte vendte tilbage til galleriet, var det med henblik på at hente maleriet hjem. Der var ikke forinden ved tiltaltes henvendelse til galleriet sagt noget om et eventuelt køb af maleriet. Den tilbudte pris var ikke genstand for forhandling. Der var ingen dialog med Bailly. Bailly er et meget stresset og anstrengt menneske. Han taler kun fransk og lidt dårligt engelsk, og tiltalte taler ikke fransk. Der var derfor ikke megen kommunikation mellem tiltalte og Bailly. Tiltalte husker ikke, om Bailly s søn var i rummet, da hun fik tilbuddet, men han kom på et tidspunkt med den tekst, der skulle påføres fakturaen. Tiltalte talte ikke med Svend Erik, om hvorvidt de skulle prøve at få en højere pris. Tiltalte var overvældet, og det var hendes opfattelse, at hun og Svend Erik var gensidig enige om, at hun skulle slå til. Fra salget af maleriet og frem til afregningen foretog tiltalte ikke nogen nærmere undersøgelse omkring Stoppenbach. Det var først i forbindelse med sagen, hun fandt ud af, hvem Stoppenbach var. Under besøget i galleriet blev hun ikke præsenteret for andre personer. Tiltalte er ikke klar over, hvorfor Bailly spurgte til Schweiz. Etableringen af selskabet i Luxembourg har ikke noget med Baillys forespørgsel at gøre. Tiltalte har flere samarbejdsaftaler med Svend Erik. Det er deres måde at etablere det juridiske grundlag for at sameje. Foreholdt faktura af 23. september 2004 til Galleri Charles et André Bailly (mappe 3, side ) forklarede tiltalte, at fakturaen først kom i 2005, da momsnummeret var fremkommet. Tiltalte bekræfter, at fakturaen af 20. januar 2005 fra AV Francais (mappe 3, side 263) har selskabets momsnummer. Foreholdt udskrift fra selskabet EFAA (mappe 3, side 263) forklarede tiltalte supplerende, at tiltalte skulle eje aktierne, bortset fra en enkelt aktie, som skulle ejes af en anden, og der skulle være 3 bestyrelsesmedlemmer. Det var betingelserne for at selskabet kunne registreres i Luxembourg. Tiltalte forklarede supplerende vedrørende samtale med Bailly, at de ikke nævnte ordet Kellermann. Tiltalte havde set et foto af maleriet, hvor der bagpå stod noget om Kellermann, i forbindelse med eftersynet. Tiltalte overhørte Svend Eriks telefonsamtale med fru Meyer, hvor Svend Erik nævnte, at der var en køber. 60

63 Tiltalte var på det tidspunkt bekendt med, at maleriet ikke var godkendt som ægte. Foreholdt håndskrevet notat (mappe 4, side 15) forklarede tiltalte, at Bent Nicolajsen har skrevet notatet som et oplæg til den sidste faktura, hvor momsnummeret var sat på. Vidnet Robert Balcerski har til retsbogen afgivet følgende forklaring: Vidnet forklarede, at han er fotograf. Han har arbejdet både for Ellekilde og AV Francais. Samarbejdet med Ellekildes Auktionshus startede for 4-5 år siden. Vidnet skulle fotografere kunst til brug for kataloger og annoncer. Det foregik både i Bredgade og i Birkehegnet hos Scandinavian Antiques. Foreholdt foto af maleri uden signatur forneden (mappe 4, side 8) forklarede vidnet, at han ikke husker motivet. Han har fotograferet rigtig mange billeder og husker ikke enkelte motiver eller kunstnere. Vidnet erindrer ikke navnet Derain. Foreholdt samme bilags påtegning nederst, forklarede vidnet, at det var hans signatur, og at mailen er sendt fra hans mailboks. Foreholdt datoen nederst på bilaget, forklarede vidnet, at det muligvis er datoen, mailen er sendt. Det var generelt Svend Erik Olsen, der bad vidnet om at fotografere, men det kunne også være XXX eller andre. Foreholdt faktura af 27. november 2004 (mappe 4, side 110) forklarede vidnet, at det er hans faktura og vedrører arbejdet for AV Francais. Vidnet husker ikke, om han har fået oplyst navnet Derain i forbindelse med det arbejde. Foreholdt vidnets forklaring til politiet den 29. juni 2006, mappe 2, side 218, afsnit 2, forklarede vidnet, at han husker, at han har talt med politiet, men han husker ikke ordret, hvad han har forklaret. Vidnet husker indholdet af det foreholdte afsnit. Vidnet erindrer, at han har sendt en mail med fotoet. Han erindrer ikke hvem, der tilkaldte ham til denne opgave. Foreholdt 3. afsnit forklarede vidnet, at han ikke husker det nærmere, men det er sådan han arbejder. Adspurgt af forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, forklarede vidnet, at vidnet ikke fik lejlighed til at gennemlæse sin forklaring. Vidnet var ikke klar over, at det var en afhøring. Han fik ikke nærmere vejledning af politiet. Vidnet blev overrasket over, at politiet kom ind, og blev derefter irriteret over deres opførsel, hvilket nok er baggrunden for, at han ikke husker afhøringen nærmere. Adspurgt af forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, forklarede vidnet, at det var både stort og småt, han fotograferede på adressen i Birkehegnet, og det var effekter, der skulle på auktion. Der er indrettet fotostudie både på adressen i Birkehegnet og i kælderen hos Ellekilde. Generelt var det sådan, at alt der kom ind 61

64 hos Ellekilde blev registreret og fotograferet. Et billednummer svarede til varenummeret. Når vidnet havde fotograferet varen, satte han en gul plet på varen. Vidnet sendte fotografiet digitalt pr. mail eller ftp. Foreholdt mail af 1. juli 2004 til XXX (mappe 4, side 11) forklarede vidnet, at vidnets kaldenavn er Semko, og det er hans mailadresse, der fremgår. StarStudio er studiet i Bredgade. Der burde være vedhæftet en fil til mailen, selvom det ikke fremgår. Det kan ske, at man ikke kan se en vedhæftet fil, når vidnet sender fra sin Macintosh til Microsoft Outlook. Vidnet bekræfter, at hans pc har korrekt tidsindstilling. Billedet må derfor være fotograferet før den 1. juli Dateringen nederst på siden kender vidnet ikke noget til. Foreholdt foto af maleri (mappe 4, side 8) bekræfter vidnet, at signaturen under billedet er hans signatur. Udover grafiske opgaver lavede vidnet også back up af computere for Ellekilde. Det er baggrunden for det anførte i mailen om, at vidnet havde lavet back up. Adspurgt af anklageren og foreholdt mail af 1. juli 2004 til XXX (mappe 4, side 11) forklarede vidnet supplerende, at han ikke husker, hvorfra han havde oplysningen om, at det var et Derain maleri. Han kan have haft oplysningen fra den, der bad ham om at fotografere maleriet. Adspurgt af anklageren forklarede vidnet, at der blev anvendt både bogstaver og tal til at navngive effekter, men han kender ikke Ellekildes system for registrering nærmere. Vidnet Torsten Krause Meyer har til retsbogen afgivet følgende forklaring: Vidnet forklarede, at han er søn af Grethe Meyer. Foreholdt fotokopi af billede (mappe 1 side 261) bekræftede vidnet, at det er billedet, der hang på Strandboulevarden. Maleriet har været i familiens eje siden 1932, hvor vidnets farfar købte maleriet, som indgik i Jacobæus samling, der skulle på auktion. Vidnet har forstået det sådan, at billedet var malet af kunstneren Derain. I slutningen af 1980 erne fik vidnets mor besøg af en repræsentant fra Statens Museum for Kunst med henblik på en udstilling. Den pågældende, som vidnet ikke husker navnet på, fik øje på maleriet og gjorde opmærksom på, at det var et interessant billede. I 1990 indleverede vidnets mor billedet til Kunsthallen i Gothersgade. Det var en Jens Thygesen, der skulle undersøge billedet. Det er muligt, at vidnets mor havde i tankerne at sælge billedet, men det skulle først undersøges af Kellermann i Paris. Ved undersøgelsen blev der sået tvivl om billedets ægthed. Vibeke Raaschou- 62

65 Nielsen fra Statens Museum for Kunst eller Jens Thygesen mente, at der skulle foretages en nærmere undersøgelse af billedet, og den skulle foretages af Kellermann, som skulle have kr for sådan en undersøgelse. Vidnets mor var ikke interesseret i den undersøgelse, når billedets værdi, som dengang var vurderet til kr., blev taget i betragtning. Statens Museum for Kunst ønskede at undersøge billedet nærmere og fik derfor udleveret billedet. Foreholdt breve af 2. august 1991 og 1. oktober 1991 fra Statens Museum for Kunst (mappe 1, side 263 og side 264) forklarede vidnet, at det var de breve vidnets mor fik fra Vibeke Raaschou-Nielsen i forbindelse med undersøgelsen af billedet. Så vidt vidnet husker, fik vidnets mor oplyst, at baggrunden for Kellermanns vurdering var et stempel bag på billedet. Stemplet henviste til et galleri, hvor navnet på galleriet var stavet forkert, således at der var tvivl om adressen på galleriet. De var meget forbavsede over denne vurdering, idet en eventuel forfalskning skulle være sket i Vidnets mor fik billedet tilbage fra Statens Museum for Kunst uden nogen klar besked, udover at hvis hun ville gå videre med det, skulle Kellermann undersøge det. I 2002 skulle vidnets mor flytte til en anden bolig efter et lårbensbrud. Der opstod mulighed for at få en lejlighed i Hellerup med kort varsel, og i den forbindelse skulle vidnets mor sælge større møbler og udvalgte kunstgenstande. Vidnets mor kontaktede Ellekilde med henblik på salg. Vidnet er ikke klar over, hvordan vidnets mor blev anbefalet Ellekilde. Det var meningen, at disse effekter skulle sælges på auktion. Svend Erik Olsen var første gang på besøg hos vidnets mor, vist nok samme dag som indleveringssedlen er dateret, den 5. maj Vidnet var ikke selv til stede i lejligheden i forbindelse med, at der skulle ske sortering af de ting, der skulle sælges på auktion, og ting der skulle til Antikservice ved Hans Jørgensen. På det tidspunkt havde Svend Erik Olsen taget Derain billedet med. Vidnet fik berettet, at Svend Erik Olsen havde taget Derain billedet med, fordi han syntes, at det var interessant, og fordi Prins Henrik aktuelt var interesseret i det. Da vidnet skulle tage sig af alt det forretningsmæssige, spurgte han meget ind til dette. Svend Erik Olsen havde forinden fået fortalt historien omkring Derain maleriet. Foreholdt indleveringssedlen (mappe 1, side 31-33) bekræfter vidnet, at han har set indleveringssedlen, og at han har sat hak ved flere effekter. På et familiemøde talte de om, at det var en indleveringsseddel, selvom det umiddelbart så ud som en auktionsseddel i forhold til maleriet, og at det var nødvendigt at værdisætte maleriet i forbindelse med indleveringen. Vidnet fik at vide på familiemødet, at billedet skulle videre til Prins Henrik, og at det under alle omstændigheder skulle undersøges i Paris. Der var en auktion i sommeren 2004, hvor nogle af effekterne 63

66 blev solgt, og i den forbindelse sendte vidnet en mail den 19. juli 2004 til Svend Erik Olsen. Vidnet henviste i mailen til auktionsnummer på effekter, der var blevet solgt, samt forespurgte til, hvorvidt Derain maleriet var blevet undersøgt. Den 24. juli 2004 sendte vidnet en fax til Svend Erik Olsen med samme indhold. I slutningen af juli 2004 fortalte vidnets mor, at Svend Erik Olsen telefonisk havde oplyst, at Prins Henrik ikke var interesseret i maleriet. Svend Erik Olsen besvarede vidnets henvendelser i en telefonsamtale den 2. august Vidnet fik ved den lejlighed oplyst, at der ikke var noget nyt vedrørende Derain maleriet. Vidnet forstod det således, at undersøgelse ikke havde fundet sted. Kort efter vidnets samtale med Svend Erik Olsen fortalte vidnets mor, at maleriet nu var undersøgt og vurderet uægte. På det tidspunkt var vidnets mor flyttet og var endnu ikke kommet i orden. Hun var derfor ikke aktuelt interesseret i, at billedet kom retur, men de gik ud fra, at billedet senere kom tilbage. I begyndelsen af august, efter den 2. august, blev vidnets mor igen kontaktet af Svend Erik Olsen, og hun forstod, at der nu var en køber til maleriet. Det undrede vidnet. Ved denne lejlighed var vidnet til stede, og vidnets mor bad vidnet tale med Svend Erik Olsen. Svend Erik Olsen oplyste, at han havde en køber, der ville give det halve af maleriets værdi. I den forbindelse spurgte vidnet, hvordan man kunne sælge et maleri, der ikke var ægte. Svend Erik Olsens forklaring hertil var, at der var samlere, der var interesseret, fordi det muligvis kunne være malet af en elev. Vidnet spurgte til navnet på køberen, men kunne ikke få anden oplysning end, at det var en amerikaner. Samtalen sluttede derefter. Vidnets mor var bekymret for sin økonomi og træt af flytning og hele affæren med maleriet og ønskede derfor at sælge. Hun bad vidnet tage en samtale med Svend Erik Olsen om købstilbudet. Ved denne samtale spurgte vidnet Svend Erik Olsen, om køberen var bekendt med, at maleriet var uægte, hvilket Svend Erik Olsen bekræftede. I samtalen blev der fastsat en minimumspris for maleriet på kr., men samtidig blev der sagt, at han gerne måtte forsøge at sælge det for mere. Foreholdt brev af 9. august 2004 fra Svend Erik Olsen til Grethe Meyer (mappe 1, side 35) forklarede vidnet, at brevet er en bekræftelse på det, han havde aftalt med Svend Erik Olsen telefonisk. Vidnet talte ikke yderligere med Svend Erik Olsen om maleriet. Vidnet havde dog kontakt med Svend Erik Olsen om salg af effekter på auktion flere gange og senest i Vidnet opfattede det således, at det, der stod på indleveringssedlen var blevet opfyldt. Foreholdt breve af 12. maj 2004 og 24 juni 2004 fra Svend Erik Olsen til Grethe Meyer (mappe 1, side 279 og 280) forklarede vidnet, at han ikke har set brevene før afhøringen hos politiet. Det er usandsynligt, at vidnet ikke skulle være gjort 64

67 bekendt med brevene, idet vidnet havde en aftale med sin mor om, at breve blev lagt til vidnet, og at vidnet skulle tage sig af det forretningsmæssige. Hertil kommer, at vidnets mor havde svært ved at læse, og at vidnet ikke kunne forestille sig, at vidnets mor kunne læse brevene uden hjælp. Om brevet af 12. maj 2004 forklarede vidnet, at det er i strid med virkeligheden, at vidnets mor skulle have udtrykt ønske om salg uden auktion. Endvidere nævnes der ting i brevet, som først var oppe i salgstelefonsamtalen i begyndelsen af august. Endvidere sendte vidnet i juli 2004 først en mail og senere en fax til Svend Erik Olsen, hvor vidnet spurgte til maleriet, hvilket ikke stemmer med indholdet af brevet af 24. juni Heller ikke vidnets søster, Birthe Dennys, som var på besøg hos deres mor i maj og juni 2004, har nævnt noget om de to breve. I følge brevet af 24. juni 2004 havde Svend Erik Olsen selv arbejdet med maleriet ved gennemgang af kataloger mm. Det strider imod, at maleriet skulle undersøges i Paris og af en ekspert, som oplyst af Svend Erik Olsen selv. Vidnet aflyttede jævnligt vidnets mor mobiltelefon og fik i den forbindelse beskeden fra Rikke Warming i juni Vidnet ringede til Rikke Warming, der oplyste, at hun var interesseret i at låne maleriet til en udstilling. Rikke Warming blev meget forbavset, da vidnet fortalte om, at maleriet var solgt for kr., og at de havde fået oplyst, at maleriet var vurderet som uægte af en ekspert. Efter samtalen med Rikke Warming ringede vidnet til Svend Erik Olsen, som vidnet på det tidspunkt stadig havde fuld tillid til. Svend Erik Olsens kommentarer til Rikke Warming var, at kunstfolk og museer ofte overvurderede malerier, og at der ikke var noget at være bekymret for. Vidnet spurgte ved den lejlighed igen til køberen af maleriet og fik samme oplysning om amerikaneren. I familien blev de enige om ikke at foretage sig yderligere efter samtalen med Svend Erik Olsen. Adspurgt af forsvareren, advokat Jan E. Kornerup Jensen forklarede vidnet, at han ikke har deltaget i noget møde med Jens Thygesen. Vidnet er ikke bekendt med, hvordan vidnets mor kommunikerede med Jens Thygesen. Vidnet fik refereret på familiemøder, hvad der blev talt om i familien, herunder vedrørende maleriet. Vidnet har ikke selv på familiemøder set noget skriftligt fra Thygesen eller fotos med Kellermanns påtegning. Vidnet havde i 1990 erne ikke nærmere kendskab til Kellermann. Vidnet var dengang klar over, at Kellermann var specialist vedrørende Derain, og at Kellermann var en, man ikke kunne komme udenom. Vidnet vidste, at Kellermann havde afvist at undersøge maleriet, medmindre han fik maleriet til undersøgelse. Oplysningerne omkring stemplet på maleriet, husker vidnet ikke, om han var bekendt på dette tidspunkt eller først på et senere tidspunkt under sagen efter anmeldelse var indgivet. Vidnet husker ikke, hvorvidt Jens Thygesens 65

68 vurdering af maleriet fremkom før eller efter foto af maleriet havde været hos Kellermann. Der er noget, der kan tyde på, at Jens Thygesen har givet udtryk for værdien ved modtagelsen af maleriet. Oplysningerne om, hvad det ville koste for forevisning af maleriet for Kellermann, huskede vidnet ikke nærmere, hvordan han fik, og om det eventuelt kan være fra Statens Museum for Kunst. Vidnet har ikke selv haft forbindelse til Vibeke Raaschou-Nielsen. Det han har forklaret om, beror på, hvad der blev talt om i familien. Der kom ingen skriftlig afklaring vedrørende maleriet fra Statens Museum for Kunst. Vidnet fik opfattelsen af, at det strandede på, at vidnets mor ikke ville betale for vurdering hos Kellermann. Det er vidnets indtryk, at Statens Museum for Kunst var ligeså forbavset som de over, at maleriet ikke kunne være ægte. Foreholdt indleveringsattest med kvittering (mappe 1, side 31) forklarede vidnet, at vidnet ikke er sikker på, at det første møde var samtidig med, at indleveringssedlen blev skrevet. Sådan som vidnet fik det fortalt, var det ved det første møde, at Svend Erik Olsen fik øje på Derain maleriet. Vidnet har mødtes i lejligheden med Svend Erik Olsen i maj 2004, hvor de skulle udrede hvilke effekter, der skulle på auktion. Vidnet tør ikke sige, om det møde fandt sted før den 5. maj Vedrørende vidnets mail og fax til Svend Erik Olsen forklarede vidnet, at der ikke har været telefonkontakt med Svend Erik Olsen i denne periode omkring andre ting. Vedrørende telefonsamtale den 2. august forklarede vidnet, at han blev overrasket over oplysningen til vidnets mor efterfølgende om, at maleriet ikke var ægte. De forventede derefter, at billedet skulle tilbage og hænges op. Vidnet havde en forventning om, at billedet var blevet undersøgt. Vidnet forklarede, at der er andre, der før 1992 har set på billedet. I forbindelse med at vidnets mor skulle sælge et Munch-litografi. Vidnet husker også, at Judi Freeman har set på billedet og en dansk repræsentant Birgitta Hillingsø fra Christie s. Vidnet husker, at der ikke var nogen, der turde udtale sig om billedet. De kr. hørte vidnet første gang ved salgstelefonsamtalen med Svend Erik Olsen, og det udgjorde halvdelen af billedets værdi på indleveringssedlen. Vidnets mor har ikke omtalt en minimumspris for vidnet. Mindsteprisen blev ved telefonsamtalen angivet til kr. Det var ikke hensigten, at Svend Erik Olsen skulle sælge billedet til Prins Henrik. Der havde på det tidspunkt været en telefonsamtale mellem vidnets mor og Svend Erik Olsen om, at Prins Henrik ikke var interesseret i maleriet. Vidnet talte dengang dagligt med sin mor. Vidnet havde i 1990 fået oplyst, at Kellermann var en ekspert. Vidnet husker ikke noget om, at vidnets mor skulle havde talt med Svend Erik Olsen om Kellermann specielt, ikke udover det som Svend Erik Olsen fik oplyst om maleriets 66

69 historie. Ved vidnets samtale med Rikke Warming i 2005, var Rikke Warmings kommentar som vidnet husker det til prisen og salget, at det ikke var godt, og at prisen var i millionstørrelsen. Samtalen gav anledning til, at vidnet talte med Svend Erik Olsen, og efter vidnets samtale med Svend Erik Olsen, var det familiens beslutning ikke at foretage sig yderligere. Vidnet har ikke spurgt eller foretaget sig noget i forhold til at undersøge, hvad Svend Erik Olsen havde foretaget sig af undersøgelser, end ikke spurgt Svend Erik Olsen herom. Vidnet[s] begrundelse herfor var, at han havde fuld tillid til Svend Erik Olsen. Adspurgt af forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, forklarede vidnet, at Judi Freeman blev nævnt i familien i forbindelse med hendes udtalelse om Derain maleriet, og det var vist nok i perioden Om sit kendskab til korrespondancen med Vibeke Raaschou-Nielsen forklarede vidnet, at har set korrespondancen fra Vibeke Raaschou-Nielsen for perioden formentlig via advokat Christian Gangsted-Rasmussen. I forbindelse med samtale med Rikke Warming i 2005, fik vidnet ikke oplysning om, at maleriet havde været med på en udstilling i Maastricht eller New York i Såfremt vidnet havde fået disse oplysninger, havde det formentlig givet overvejelser om, at der skulle foretages noget i den anledning. Vidnet oplyser, at advokat Christian Gangsted-Rasmussen er gift med vidnets niece. Vidnet har fået oplysninger omkring undersøgelser i perioden fra materiale, som vidnet har fra Stoppenbach og Bailly s advokater. Vidnet har ikke i forbindelse med afgivelsen af forklaringen i retten i dag set politiets rapporter fra afhøringen af vidnet. Foreholdt vidnets forklaring til politiet i afhøringsrapport af 4. maj 2006, mappe 1, side 249, 1. afsnit, forklarede vidnet, at han har forklaret som anført af politiet. Vidnet mener dog, at konklusionen var, at der ikke var et endeligt udsagn om maleriet. Vidnet var dog ikke særlig tæt på sagen i denne periode. Vidnet Karin Annelise Bruus har til retsbogen afgivet følgende forklaring: Vidnet forklarede, at vidnets farfar var meget kunstinteresseret, og at maleriet af Derain har været i familiens eje siden Maleriet blev købt på en auktion over Jacobæus malerisamling på Bornholm. Vidnet henviste til fortegnelse over malerier fra auktionen 1934 (mappe 1, side 267). Familien har ikke været i tvivl om maleriets ægthed. I 1987 blev vidnets mor i tvivl om, hvorvidt hun havde penge nok til resten af sin levetid, og hun involverede familien i sine overvejelser om salg 67

70 af malerier. Vidnets mor henvendte sig til Jens Thygesen i Kunsthallen med forskellige ting, herunder Derain maleriet, som hun ville sælge. Thygesen undersøgte Derain maleriet ved henvendelse til Kellermann, som skulle være en særlig ekspert i Derain. Vidnet husker, at Kellermann ikke ville udtale sig og ikke ønskede maleriet til Paris. I forbindelse med Thygesens undersøgelse, blev der sendt nogle fotos til Kellermann. Kellermann sagde, at maleriet ikke var ægte, og vidnet husker, at det var noget med et stempel, som Kellermann var betænkelig omkring. Vidnets mor ville derefter ikke sælge maleriet, fordi hun mente, at der ikke var tvivl om, at maleriet var ægte. I forbindelse med en stor Weie-udstilling i 1987 fik vidnets mor en henvendelse fra Statens Museum for Kunst. Vibeke Raaschou-Nielsen var på besøg i hjemmet, og i den forbindelse fortalte vidnets mor om Derain maleriet. Vibeke Raaschou- Nielsen var interesseret i billedet og fik lov til at låne det. Statens Museum for Kunst fik maleriet fotograferet, og disse fotos blev sendt til Kellermann. Efter vidnets mor var afgået ved døden, fandt vidnet i et Olaf Rude katalog to breve fra Vibeke Raaschou-Nielsen. Det fremgår heraf, at Kellermann var usikker på maleriets ægthed. Foreholdt notat fra Birgitta Hillingsø og brev af 2. august 1991 fra Inge Vibeke Raaschou-Nielsen, Statens Museum for Kunst (mappe 1, side 262 og 263) bekræfter vidnet, at det er brevene, hun fandt i kataloget. Vidnet talte med sin mor om Kellermanns vurdering, og om at vidnets mor via Vibeke Raa - schou- Nielsen havde fået oplyst, at der skulle betales mellem kr., hvis Kellermann skulle gå videre med sin undersøgelse af maleriet. Det ville vidnets mor ikke betale. Først og fremmest på grund af beløbets størrelse, men dernæst også fordi man efter hvad hun havde hørt ikke altid kunne være sikker på Kellermanns vurdering. Vidnet husker, at en Judi Freeman blev omtalt hos moren. Judi Freeman skulle have talt med Vibeke Raaschou-Nielsen om Derain maleriet i forbindelse med en fauvist-udstilling, og hun var meget begejstret for maleriet. Vidnet bekræfter, at maleriet var hos Statens Museum for Kunst fra Da vidnets mor fik maleriet tilbage, var der ingen tilkendegivelser om maleriets ægthed. Indtil 2004 hang maleriet hos vidnets mor, og hun talte ikke om at sælge maleriet. I forbindelse med at vidnets mor skulle flytte til en mindre bolig på Helle - rup vej ved siden af vidnet, fik vidnets mor kontakt til Ellekilde efter anbefaling. Vid net er ikke bekendt med, hvem der anbefalede Ellekilde. Vidnets mor var meget åndsfrisk, og hun varetog selv kontakten til Ellekilde. Efter vidnets mor var flyttet i maj 2004 til Hellerupvej, besøgte vidnet hende hver dag og gennemgik hendes post. 68

71 Foreholdt indleveringskvittering (mappe 1, side 31) forklarede vidnet, at hun og hendes søster var til stede ved det første møde med Svend Erik Olsen. Det fandt sted samme dag, som kvitteringen er dateret. Der blev foretaget en gennemgang af, hvad der skulle sælges. De endte i den blå stue foran Derain maleriet, hvor Svend Erik Olsen fik fortalt historien om Derain og usikkerheden hos Kellermann, og at der ikke havde været nogen afklaring om maleriets ægthed. Svend Erik Olsen nævnte, at han skulle mødes med Prins Henrik på Fredensborg, og at han gerne ville tage billedet med og vise det til Prins Henrik, som er interesseret i Derain og fransk kunst. Svend Erik Olsen fik billedet med, og de var glade for, at det ikke skulle indgå i transporten af malerier til vidnets mors nye adresse. Det var ikke meningen, at maleriet skulle sælges. De ville gerne have, at Svend Erik Olsen så småt begyndte at undersøge det, herunder i Paris. Den næste kontakt Svend Erik Olsen vedrørende maleriet fandt sted i slutningen af juli eller begyndelsen af august. Vidnet og vidnets bror var til stede i forbindelse med, at Svend Erik Olsen ringede til moren. Vidnets mor refererede, at Svend Erik Olsen havde sagt, at maleriet stadig måtte anses for uægte, og at han havde en anonym amerikaner, der gerne ville købe det. Vidnets bror talte derefter med Svend Erik Olsen. Efter samtalen havde de en drøftelse om købstilbudet. Da vidnets mor var træt af alt det med maleriet og flytteriet, sagde hun til vidnet og vidnets bror, at hun ville sælge maleriet, hvortil de svarede gør du det, så har du fred i sindet. Vidnets bror meddelte derefter Svend Erik Olsen, at maleriet kunne sælges for kr. Maleriet skulle ikke sælges gennem auktion, og der blev derfor talt om et lavere gebyr på 10 %. Vidnets bror spurgte ikke til, om maleriet havde været i Paris, men kun til, om det var blevet undersøgt. Vidnet har efterfølgende fået refereret fra broderen, at Svend Erik Olsen havde oplyst, at maleriet var blevet undersøgt i kataloger m.v. Vidnet er ikke bekendt med, om vidnets bror rykkede Svend Erik Olsen vedrørende maleriet før tilsagnet om at sælge. Foreholdt brev af 9. august 2004 fra Svend Erik Olsen, Ellekilde Auktionshus, til vidnets mor (mappe 1, side 35) forklarede vidnet, at hun er bekendt med brevet. Hun er ikke bekendt med baggrunden for oplysningen om undersøgelsen til køber. Der blev ikke talt om maleriet efterfølgende. Foreholdt breve af 12. maj og 24. juni 2004 fra Svend Erik Olsen til vidnets mor (mappe 1, side 279 og 280) forklarede vidnet, at hun ikke har set brevene, før hun kom til afhøring hos politiet. Vidnet kom hos moderen i forbindelse med flytningen hver dag hos moderen, hvor hun gennemså posten. Vidnets søster boede hos deres mor i hvert fald ved det første brev af 12. maj Det er usandsynligt, at 69

72 vidnets mor har modtaget brevene uden, at vidnet, vidnets søster eller bror har set brevene. For det første ville moderen ikke kunne læse brevene, og for det andet er der en henvisning til en hjemmeside, som moderen ikke uden hjælp ville kunne undersøge nærmere. Foreholdt billede og visitkort (mappe 1, side 261 og 262) forklarede vidnet, at Birgitta Hillingsø var på besøg i moderens hjem efter 1992 i forbindelse med, at hun skulle se på Munchs Madonnas litografi, som skulle sælges. Hun nævnte, at der var en mand fra London, der gerne ville se Derain maleriet og sagde i den forbindelse, efter at have kradset lidt i et hjørne, at det måske ikke var ægte. Visitkortet med tak for lån ikke har noget med Derain maleriet at gøre. Adspurgt af forsvareren, advokat Jan E. Kornerup Jensen, forklarede vidnet, at der ikke var noget brev fra Thygesen om Kellermanns udtalelse om optagelse i resonné i forbindelse med tilbagelevering af maleriet i Vidnet har ikke set et foto med påtegning fra Kellermann. Det eneste der foreligger fra Thygesen, er et brev om tilbagelevering. Om titlen på Derain maleriet Paysage à l Estaque forklarede vidnet, at maleriet altid havde haft den titel. Vidnet har konstateret via opslag på nettet, at maleriet i 1958 skiftede titel. Vidnet forklarede vedrørende kontakten med Svend Erik Olsen, at der ikke var nogen kontakt fra maj 2004 til slutningen af juli, starten af august 2004 om maleriet. Vidnet har ikke fået oplysninger om, at Prins Henrik ikke ville købe maleriet. Foreholdt vidnets forklaring til politiet i afhøringsrapport af 4. maj 2006, mappe 1, side 255 og 3. sidste afsnit, mappe 1, side 256, forklarede vidnet, at hun har forklaret som anført til politiet. De havde ikke hørt noget om, at Prins Henrik skulle købe maleriet. Der var tale om en forevisning for Prins Henrik og ikke om et salg. Vidnet har ikke personligt fået at vide fra Svend Erik Olsen, at Prins Henrik var interesseret i maleriet. Familien havde ikke på noget tidspunkt forventet, at Prins Henrik ville købe maleriet. Vidnets mor har fortalt, at hun havde fået at vide, at Prins Henrik ikke var interesseret i maleriet. Det talte de om, og de var i tvivl om, hvorvidt Prins Henrik overhovedet havde set maleriet. Adspurgt af forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, forklarede vidnet vedrørende Rikke Warmings henvendelse til vidnets mor om lån af maleriet til en udstilling, at hun ikke har overværet en samtale mellem Rikke Warming og vidnets mor. Vidnets mor refererede samtalen, og hun omtalte ikke, at Rikke Warming skulle have oplyst, at maleriet have været udstillet i Maastricht eller New York i foråret Vidnets mor refererede, at Rikke Warming var chokeret over oplysningen om, at maleriet var solgt for kr. Ifølge vidnets mor skulle Rikke Warming 70

73 have sagt, at hvis maleriet var ægte var det for lidt, og hvis det var uægte var det for meget. Vidnet husker ikke, om vidnets mor refererede en værdiansættelse fra samtalen. Foreholdt vidnets forklaring til politiet i afhøringsrapport af 30. august 2006, mappe 1, side 257, 7. sidste linie, forklarede vidnet, at hun ikke husker, om hun har forklaret som anført af politiet. Hvis det står i rapporten, har vidnet måske sagt sådan. Den eneste vurdering vidnet har kendskab til, som ligger over de kr. er den Svend Erik Olsen har angivet på indleveringssedlen. Rikke Warmings oplysning til moderen om prisen gav ikke anledning til overvejelse om at rette henvendelse til Ellekilde Auktionshus. Adspurgt af anklageren og foreholdt fortegnelse over malerier (mappe 1, side ) forklarede vidnet, at hun ikke er sikker på, at hun har afleveret denne fortegnelse til politiet. Den er formentlig indleveret af Vibeke Raaschou-Nielsen. Vidnet Inge Vibeke Raaschou-Nielsen har til retsbogen afgivet følgende forklaring: Adspurgt af forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, forklarede vidnet, at hun var museumsinspektør ved Statens Museum for Kunst fra 1986, indtil hun fratrådte i Hun er uddannet kunsthistoriker og har beskæftiget sig mest med fransk kunst og relationerne mellem Frankrig og Danmark i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede (modernismen). Vidnets kontakt til Grethe Meyer opstod efter, at hun havde set billedet stå ikke særligt sikkert i Sølvgade-porten til Statens Museum for Kunst i april Vidnet sørgede for, at billedet blev flyttet, og derved blev hun opmærksom på billedet og fik Grethe Meyers navn. Foreholdt håndskrevet udateret notat (mappe 2, side 39) bekræftede vidnet, at hun har skrevet notatet efter en telefonsamtale med Jens Thygesen, og at samtalen fandt sted efter, at vidnet havde talt med fru Meyer. Vidnet forklarede, at fru Meyer havde oplyst vidnet om, at maleriet havde været hos Jens Thygesen. Sædvanligvis og i det omfang, der var tid til det lavede vidnet notater i forbindelse med telefonsamtaler om museets sager. Foreholdt håndskrevet udateret notat (mappe 2, side 9) bekræftede vidnet, at det er hendes håndskrift. Vidnet forklarede, at hun aldrig har mødt Grethe Meyer. Notatet blev lavet med henblik på en kontakt til fru Meyer, der ofte opholdt sig i længere perioder i sit sommerhus. 71

74 Foreholdt håndskrevne udaterede notater (mappe 2, side og 20-21) bekræftede vidnet, at det er hendes håndskrift, og at notatet side 18 og 19 tidsmæssigt ligger forud for notatet på side 20 og 21. Vidnet forklarede vedrørende kontakten til fru Meyer, at den primært skete pr. telefon, men vidnet har også skrevet nogle breve til fru Meyer. Vidnet brugte meget tid på at forklare fru Meyer, hvad vidnets undersøgelse gik ud på. Vidnet sendte fotokopi af det berømte maleri af Rude, hvor Derain maleriet ses i baggrunden, samt udskrifter af påskriften på maleriets blændramme til fru Meyer. Det tog lang tid at lave sådan en undersøgelse. På et tidspunkt var fru Meyer ikke længere interesseret i at vidnet fortsatte sin undersøgelse. Undersøgelsen havde også taget lang tid. Vidnet var ikke bekendt med baggrunden for, at fru Meyer ikke ønskede undersøgelsen fortsat. Foreholdt brev af 2. august 1991 fra vidnet til Grethe Meyer (mappe 2, side 22) forklarede vidnet, at hun har brugt udtrykket Deres formodede André Derainbillede, fordi man ved ansættelse i statens tjeneste ikke må afgive ekspertudtalelser. Derfor har vidnet ikke på noget tidspunkt skrevet, at det var et Derain billede. Dette er en norm, som vidnet har lært via en tidligere museumsinspektør. Vidnet vil gå ud fra, at det gælder alle ansatte og formentlig også museumsansatte i andre lande. Vedrørende kontakten til Jens Thygesen forklarede vidnet, at hun ikke husker samtalen den 4. april 1991, men hun har skrevet de konkrete oplysninger vedrørende samtalen med Jens Thygesen i notatet (mappe 2, side 39). Jens Thygesen havde tidligere hjulpet vidnet i forbindelse med en udstilling. Vidnet kendte Jens Thygesen som en dygtig og korrekt auktionsholder, men vidnet kender ikke noget til hans kompetence omkring fransk kunst for den omhandlede periode. Vidnet havde ikke noget kendskab til Kellermann, før Thygesen nævnte Kellermann for vidnet. Vidnet forklarede, at en værkfortegnelse er en minutiøs gennemgang af en kunstners livsværk af alt det en kunstner har skabt. Det er ikke altid en værkfortegnelse er lige velvidenskabelig. Kvaliteten kan variere. Gennem arbejdet med værkfortegnelsen får man et stort kendskab til kunstneren, men man bliver ikke nødvendigvis den eneste ekspert. Resonné eller katalog dækker bedre denne type undersøgelse af en kunstners livsværk. Oplysningen fra Sotheby s om Kellermanns værkfortegnelse tillagde vidnet ikke særlig vægt. Vidnet arbejdede for at undersøge, om maleriet var et ægte Derainmaleri, og da Kellermann arbejdede på en værkfortegnelse var det ham, hun skulle henvende sig til. Vidnet har ikke talt med nogen om Kellermanns undersøgelse. 72

75 Vidnet var ikke interesseret i at gå Kellermann i bedene på nogen måde. Vidnet var kun interesseret i det pågældende maleri. Vidnet var ikke på nogen måde Derain ekspert. Foreholdt brev af 22. april 1991 fra Judi Freeman (mappe 2, side 27, med oversættelse side 152) forklarede vidnet, at det anførte om vidnets projekt ikke vedrører Derain-maleriet. Vidnet husker ikke, hvad hun har skrevet til Judi Freeman i den nævnte fax af 11. april Vidnet har ikke taget noget ud af sagen, inden hun forlod Statens Museum for Kunst. Den nævnte fax burde have ligget på sagen. Foreholdt brev af 6. juni 1991 fra vidnet til Judi Freeman (mappe 2, side 28, med oversættelse side 153) og fax af samme dato fra Judi Freeman til vidnet (mappe 2, side 32, med oversættelse side 157), forklarede vidnet, at et diapositiv eller en tranparent er en farveoptagelse af maleriet. Angivelsen af diapositiver i proforma faktura af 12. juni 1991 (mappe 2, side 156) er angivet fejlagtigt, idet det i stedet må vedrøre 2 diapositiver på grund af den angivne værdi i USD. Foreholdt brev af 12. juni 1991 fra vidnet til Judi Freeman (mappe 2, side 33 med oversættelse side 158) forklarede vidnet, at Judi Freeman havde stået for en meget stor fauvistudstilling, og hun havde derfor stor viden om Derain. Vidnet mener, at kontakten ebbede ud, og at Judi Freeman flyttede til Boston. Vedrørende kontakten til Kellermann forklarede vidnet, at hun ikke husker præcis, hvornår hun kontaktede ham i Det var vidnets første kontakt til Kellermann. Vidnet har ikke talt med Kellermann tidligere om andre Derain-billeder. Foreholdt brev af 19. august 1991 fra vidnet til Kellermann (mappe 2, side 36, med oversættelse side 160) forklarede vidnet, at det ser ud som om, at hun har haft kontakt til Kellermann før brevet om Derain-maleriet. Vedrørende det i oversættelsen af brevet anførte De har alt som kræves for at bistå os, forklarede vidnet, at denne sætning i brevet skal oversættes således, at der skal stå De har alle de kompetencer, der kræves for at bistå os. Vidnet har skrevet brevet ud fra det, Judi Freeman havde fortalt vidnet om Kellermann at Kellermann på sin vis var kompetent og arbejdede med værkfortegnelsen. Vidnet havde ikke talt med andre end Judi Freeman om Kellermann. Kellermann blev bedt om at sige, hvorvidt billedet var ægte Derain eller ej. Foreholdt at vidnet fra Jens Thygesen var bekendt med at der fandtes et billede magen til, forklarede vidnet, at det var ud fra det, vidnet havde fundet frem via blændrammen sammenholdt med, at Thygesen ikke havde oplyst, hvor det originale billede befandt sig, og at hun ønskede Kellermanns vurdering af, om billedet var en ægte Derain. 73

76 Foreholdt telefonseddel vedrørende opringning fra Kellermann (mappe 2, side 134 øverst) forklarede vidnet, at hun ikke erindrer, om hun ringede til Kellermann efter denne telefonseddel. Vidner husker, at hun fik kontakt til Kellermann i Nice i august Foreholdt brev af 23. august 1991 fra vidnet til Michel Hoog (mappe 2, side 35), med oversættelse side 161) forklarede vidnet, at hun rettede henvendelse til museumsinspektøren på Musée de l Orangerie, idet han havde skrevet et udstillingskatalog over samtlige afdøde galleriejere. Det var interessant at undersøge mere vedrørende galleriejer Paul Guillaume til galleriet nævnt bag på Derain-maleriet tilbage i tiden. Vidnet husker ikke, om Derain-maleriet på det tidspunkt var hos Statens Museum for Kunst. Foreholdt brev af 1. oktober 1991 fra vidnet til fru Meyer (mappe 2, side 38) forklarede vidnet, at arrangøren af den store fauvistudstilling, som er nævnt i brevet, ikke var Judi Freeman. Det er muligt, at arrangøren er arrangør af en fauvist - udstilling i Paris. Foreholdt angivelsen af årstallet 1905/06 for maleriet i brevet af 1. oktober 1991 og årstallet 1910 i brev af 19. august 1991 fra vidnet til Kellermann (mappe 2, side 36, med oversættelse side 160), forklarede vidnet, at angivelsen af årstallet 1910 er forkert, idet Derain på det tidspunkt malede på en anden måde. Denne vurdering beroede på vidnets resonnement. På det tidspunkt, da årstallet blev skrevet på rammen, havde man ikke samme historiske viden, som man har nu. Helt generelt står der mange unøjagtigheder på blændrammer, og det burde Kellermann vide, uanset vidnets oplysning om årstallet Udtrykket ikke betegnet dækker over, at maleriet ikke er signeret af kunstneren. Udtrykket tilskrevet kan dække over det samme. Maleriet havde ikke en autentisk titel. Vedrørende vidnets kontakt til fru Meyer forklarede vidnet yderligere, at hun ikke talte med fru Meyer om andet end maleriet. Foreholdt brev af 25. november 1991 fra vidnet til Kellermann (mappe 2, side 40, med oversættelse side 162) forklarede vidnet, at hun ikke husker, om hun havde kontakt til Kellermann i perioden fra august måned til 25. november Foreholdt vidnets oplysning til fru Meyer i brevet af 1. oktober 1991 (mappe 2, side 38) om indførelse af billedet i depositumprotokol forklarede vidnet, at billedet vist allerede var skrevet ind i protokollen, men vidnet havde vist bare ikke fået skrevet det tilbage til fru Meyer. Foreholdt brev af 1. december 1991 fra Kellermann til vidnet (mappe 2, side 42, med oversættelse side 163) forklarede vidnet nærmere om mødet med Keller- 74

77 mann, at mødet fandt sted den 30. november 1991 på Kellermanns bopæl, og at mødet varede højst 10 minutter. Vidnet bekræftede, at Kellermann forinden mødet havde fået oplysninger om, hvad der var skrevet bag på billedet i henhold til vidnets nota (mappe 2, side 196), og at han havde fået et diapositiv af billedet. Vidnet husker, at Kellermann tog diapositivet, kiggede på det og sagde, at det der ikke kunne være lavet af Derain, idet han pegede på et givet område meget tilfældigt. Vidnet henledte dernæst hans opmærksomhed på oplysningerne på blændrammen, men det interesserede ham overhovedet ikke. Kellermann var på grænsen til at optræde uforskammet. Efter mødet slog det vidnet, at det formentlig drejede sig om penge, og at Kellermann ønskede honorar for at sige, om billedet var ægte. Kellermann omtalte ikke honorar ved deres samtale. Ved vidnets samtale med fru Meyer omtalte hun ikke, at Kellermann skulle have penge for det konkret, men hun antydede det vist nok for fru Meyer. Vidnet havde ingen anelse om, hvad Kellermann skulle have for det i givet fald, og vidnet har ikke drøftet beløbsstørrelse med fru Meyer. Foreholdt brev af 21. januar 1992 fra vidnet til Kellermann (mappe 2, side 44, med oversættelse side 164) forklarede vidnet, at hun fortalte fru Meyer om besøgets forløb i en telefonsamtale. Hun har ikke lavet notat om mødet til fru Meyer. Vidnet husker ikke præcist, hvad hun sagde til fru Meyer, men hun gav udtryk for, at hun ikke tog Kellermanns afvisning for gode varer, og at hun ville fortsætte undersøgelsen. Foreholdt brev af 18. marts 1991 fra vidnet til Susanne Pagé (mappe 2, side 68, 4. afsnit, med oversættelse side 181) forklarede vidnet, at Kellermann ikke på mødet gav udtryk for, at stemplet var falsk. Kellermann var fuldstændig uinteresseret i oplysningerne om stemplet. Oplysningen om stemplet stammede tilbage fra Jens Thygesen. Vidnet forklarede vedrørende oversættelsen af brevet 4. afsnit, 2. linje (mappe 2, side 181 af brevet side 68), at oversættelsen er korrekt. Kellermann oplyste, at såvel maleriet som stemplet på rammen var falske. Oplysningen om stemplet stammede fra Kellermanns oplysning til Thygesen, og den anden oplysning stammede fra Kellermann i forbindelse med vidnets møde med Kellermann. Adspurgt af forsvareren, advokat Jan E. Kornerup Jensen, forklarede vidnet, at diapositiverne blev optaget på Statens Museum for Kunst. Dengang var der tilknyttet en fotograf til Statens Museum for Kunst med det formål at fotografere museets billeder. Det var højt professionelle fotos, der blev taget. Størrelsen på fotoet af Derain-maleriet var i A5 format. Adspurgt af forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, og foreholdt brev af 25. november 1991 fra vidnet til Colette Giraudon (mappe 2, side 47, med oversættelse 75

78 side 166) forklarede vidnet, at hun var i Paris i august 1991 vedrørende Derain maleriet og havde møde med Colette Giraudon. Der var tale, om udvekslinger af oplysninger mellem vidnet og Giraudon. Foreholdt brev af 23. august 1991 (mappe 2, side 35, med oversættelse side 161) forklarede vidnet, at det ikke direkte fremgår af brevet, at det vedrører Derain maleriet, og det forstår hun ikke. Hendes henvendelse vedrørte primært Derain maleriet. Foreholdt fax af 14. februar 1992 fra Colette Giraudon til vidnet (mappe 2, side 46, med oversættelse side 165) og brev af 19. februar 1992 fra Colette Giraudon til vidnet (mappe 2, side 51, med oversættelse side 167) forklarede vidnet, at oplysningerne bragte vidnet videre med hensyn til en præcis oplysning om adressen og en præcis oplysning om, hvornår galleriet var på stedet og galleriets telefonnummer. Vidnet husker ikke, om billedet på det tidspunkt stadig var på Statens Museum for Kunst. Foreholdt kvittering fra Statens Museum for Kunst af 9. marts 1992 (mappe 2, side 100) forklarede vidnet, at hun ikke erindrer, hvorfor fru Meyer ville have billedet udleveret. Undersøgelsen var ikke afsluttet, og Grethe Meyer må selv havde bedt om at få billedet hjem. Om udtrykket tilskrevet forklarede vidnet, at det relaterer sig til kunstneren. Udtrykket betegnet relaterer sig til kunstværker, og det betyder, at værket ikke er signeret eller dateret hverken på værket eller på blændrammen. Blændrammen er den ramme, som lærredet er hæftet på. Man skelner mellem lærred og blændramme, da blændrammen kan udskiftes. Der var ingen signatur på Derain maleriet, hverken på lærredet eller på bagsiden af lærredet. Foreholdt brev af 10. marts 1992 fra Giraudon til vidnet (mappe 2, side 88, med oversættelse side 198), forklarede vidnet, at oplysningen om stemplet var en væsentlig oplysning, idet det var bevis for, at billedet havde været hos Galerie Paul Guillaume, og at billedet var købt der. Vidnet mener ikke, at oversættelsen ligner det, men det skal undersøges nærmere er korrekt. Vidnet opfatter det sådan, at det skal yderligere verificeres. Det var det indre i rektanglet, der skulle verificeres, som det fremgår af brevet fra museet. Foreholdt brev af 18. marts 1992 fra vidnet til Musée de l Orangerie (mappe 2, side 73 og 74, med oversættelse side 187 og 188), forklarede vidnet, at undersøgelse af stemplet med røntgen ikke blev iværksat. Hun havde meget travlt på museet, og hun havde meget andet at gøre herunder med at arrangere en større udstilling. Vidnet husker ikke, om hun talte med fru Meyer om at lave denne undersøgelse. Ved nærmere eftertanke husker vidnet, at hun muligvis har fortalt Grethe Meyer 76

79 om undersøgelsen i forbindelse med, at hun spurgte til udlån af maleriet, hvilket Grethe Meyer afslog. Foreholdt brev af 18. marts 1992 fra vidnet til chefkonservator Suzanne Pagé (mappe 2, side 68, med oversættelse siden 181) forklarede vidnet, at hun ikke talte med Suzanne, men med en af hendes medarbejdere. Det var et ganske kort møde, som vidnet ikke husker nærmere. Vidnet fik ingen henvendelse fra museet i Paris om udlån af billedet til udstillingen. Det er muligt, at en anden medarbejder fra Statens Museum for Kunst kan have formidlet et udlån, men vidnet tror det ikke, når der ikke ligger noget herom på sagen. Vidnet bemærkede, at museet dengang ikke havde noget journalsystem. Vedrørende Kellermanns afvisning forklarede vidnet, at vidnet rettede henvendelse til museet i Paris i forbindelse med, at de skulle lave en Derain udstilling. Kellermann spillede en central rolle i denne forbindelse, fordi han arbejdede på et resonné. Han var i besiddelse af oplysninger om kunstværker i privat eje. Ved en udstilling af denne karakter er det vigtigt at finde frem til billeder, man ikke ser hver dag, og som kan kaste lys over kunstneren. Derfor var Kellermann vigtig i denne forbindelse. Vidnet håbede at få lavet en sammenligning af maleriet med andre Derain malerier, og det var baggrunden for hendes henvendelse. Vidnet fik ikke noget svar fra museet i Paris herpå. Vidnet er ikke klar over, hvilken betydning Kellermanns oplysninger havde for museumsinspektøren. Vidnet har ikke set Kellermanns ræsonné. Foreholdt fax af 25 juni 1993 fra Galerie Louise Leiris til vidnet (mappe 2, side 87 med oversættelse side 189) og fax af 28. juni 1993 fra vidnet til galleriet (mappe 2, side 80, med oversættelse side 191) forklarede vidnet, at hun ikke fik nogen aftale med eller reaktion fra galleriet. Foreholdt retsbogsforklaring afgivet af Karin Annelise Bruus den 25. marts 2009, side 27, forklarede vidnet, at hun ikke på det tidspunkt var bekendt med titlen Paysage l estagau. Vidnet er ikke sikker på, at maleriet altid har haft den titel. Vidnet har ikke søgt maleriets titel på internettet. Oprindeligt var maleriets titel Paysage eller landskab. Det er muligt, at maleriet i forbindelse med en udstilling har skiftet titel. Vidnet har ikke efter 2005 fået henvendelser fra Rikke Warming. Adspurgt af anklageren forklarede vidnet, at hun lavede undersøgelsen af Derain maleriet af personlig interesse. Hun stoppede undersøgelsen vist i sommeren 1993 i forbindelse med vidnets kontakt til fru Meyer om udlån af maleriet. Det var ikke, fordi undersøgelsen var færdig. Årsagen til at hun gik i gang med undersøgelse af maleriet var, at der var tale om et kunstværk af høj kvalitet ud fra kom- 77

80 positionen i maleriet, farvevalget og malemåden. Efter vidnets opfattelse ville en kopist ikke kunne præstere sådan et kunstværk. I perioden 1906 til 1918, hvor der er usikkerhed med hensyn til maleriet, var der ikke interesse for fauvistiske billeder af Derain. Vidnet har ikke tvivlet på, at maleriet var ægte. Hvis vidnet ikke mente, at der var tale om et ægte maleri, var hun ikke gået i gang med undersøgelsen. Vidnets undersøgelse har ikke ændret hendes opfattelse heraf. Derain havde ingen elever i perioden Adspurgt af forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, forklarede vidnet, at Matisse havde elever, og at Matisse og Derain malede sammen i perioden Matisse har malet landskabsbilleder, og han var mentor for Derain. Der er forskel på de to kunstneres malemåde. Adspurgt af anklageren forklarede vidnet, at hun ikke har set eller hørt om et foto af billedet med Kellermanns påtegning om, at maleriet ikke kunne optages i hans værker. Vidnet Jesper Bruun Rasmussen har til retsbogen afgivet følgende forklaring: Adspurgt af forsvareren, advokat Jan E. Kornerup Jensen, bekræftede vidnet at være blevet afhørt af politiet i forbindelse med sagen. Vidnet forklarede, at auktionshuset Bruun Rasmussen formidler fransk kunst fra modernismen, som vedrører perioden fra slutningen af 1800-tallet og til begyndelsen af 1900-tallet, men også gerne billeder fra fauvismen, der ligger i perioden fra , hvis auktionshuset er så heldig at få billeder fra den periode. Billeder af kaliber som i denne sag har ikke været solgt på Bruun Rasmussens auktioner. Vidnet forklarede vedrørende ekspertudtalelser, at det ofte er en person, en kunsthandel eller et institut, der er ekspert i en bestemt kunstner. Vidnet er ikke bekendt med, hvem der er ekspert i Derain. Vidnet er ikke stødt på Kellermann i arbejdsmæssig sammenhæng. Foreholdt at Kellermann har udgivet et katalog vedrørende Derain forklarede vidnet, at han ikke kender til kataloget, og derfor ikke kan udtale sig herom. Om praksis i forbindelse med indlevering af billeder forklarede vidnet, at en manglende signatur på billedet ikke altid kan bruges til noget i forbindelse med vurderingen af billedets ægthed. Oplysninger i et resonnerende katalog kan sige noget om billedet, men det afhænger af, hvornår kataloget er lavet. Det kan være meget komplekst at undersøge nærmere, om billedet er ægte eller ej, og vurderingen beror på et skøn ud fra de erfaringer, man som kunsthandler har. Man kan i udlandet se auktionskataloger med oplysninger om, at nogle eks- 78

81 perter vurderer et maleri som ægte, og andre vurderer det som uægte. Disse oplysninger er på den måde lagt frem for køberne. Hvis et billede eventuelt har været undersøgt af Statens Museum for Kunst, vil det ikke nødvendigvis blive oplyst af auktionshuset, men det er muligt, at det vil indgå ved vurderingen af maleriets ægthed. Foreholdt vidnets afgivelse af forklaring til politiet i afhøringsrapport af 27. juli 2006, mappe 2, side 219, forklarede vidnet, at han ikke husker nærmere, hvordan afhøringen fandt sted eller, hvad han blev spurgt om. Vidnet huskede ikke, om han fik oplysningen, om Kellermanns afvisning af maleriet som ægte i forbindelse med afhøringen. Vidnet har set maleriet på en udstilling men husker ikke, om det var før eller efter afhøringen. Som auktionshus kan man blive udsat for, at billeder som er solgt som ægte senere bliver vurderet som uægte. Det kan skifte over tid, og det har det altid gjort. Vidnet Erik Brandt har til retsbogen afgivet følgende forklaring: Adspurgt af forsvareren, advokat Jan E. Kornerup Jensen, forklarede vidnet, at han kender til Ellekildes Auktionshus og har gjort det igennem mange år. Vidnet går jævnligt til eftersyn og har gjort det både hos Ellekilde og Bruun Rasmussen. Vidnet bekræftede, at han havde relationer til kongehuset. I maj-juni 2004 var vidnet til eftersyn hos Ellekilde Auktionshus. Vidnet var sammen med Hans Kongelige Højhed, Prins Gemalen. De havde vist været to gange hos Ellekilde til eftersyn. Vidnet mener, at de ved første besøg fik oplyst, at der muligvis kom et billede på auktion næste gang. Vidnet besigtigede Derain-billedet sammen med Hans Kongelige Højhed, Prins Gemalen. Det hang ikke i selve auktionslokalet. Besigtigelsen fandt sted i et andet lokale. Vidnet bemærkede, at det er meget almindeligt, at besigtigelse sammen med Hans Kongelige Højhed, Prins Gemalen, finder sted i et andet lokale, hvis der er nogle specielle ting, som har interesse. Ved besigtigelsen var Svend Erik Olsen til stede. Vidnet fik indtryk af, at billedet muligvis ville komme på auktion næste gang. Svend Erik Olsen nævnte en pris i størrelsesorden kr. Vidnet fik ingen oplysninger om, at billedet var til salg, men når man går til eftersyn, går man ud fra, at tingene er til salg. De talte om, hvis Hans Kongelige Højhed, Prins Gemalen ville se billedet igen, kunne det eventuelt forevises på Fredensborg Slot. Hans Kongelige Højhed, Prins Gemalen gav udtryk for interesse for billedet, men det er ikke det samme som et ønske om at købe billedet. Vidnet husker, at der blev nævnt nogle tal en passant, og det 79

82 var muligvis et beløb på kr. Det var Hans Kongelige Højhed, Prins Gemalen, der nævnte et beløb i den størrelsesorden. Svend Erik Olsen oplyste ved besigtigelsen, at Statens Museum for Kunst ikke var specielt sikre på, om billedet var ægte eller ej. Vidnet husker ikke, om Kellermann blev nævnt. Vidnet er bekendt med, at værker optages i resonnerede kataloger, og at sådanne optegnelser oplyses i forbindelse med billeder. Vidnet husker, at de i forbindelse med besigtigelsen vendte billedet om og så nogle stempler. Problemet var, om disse stempler var ægte. Vidnet fik oplyst, at billedet var afvist som ægte eller ikke godkendt. Adspurgt af anklageren forklarede vidnet, at der ikke var yderligere interesse for billedet efter besigtigelsen. Der blev heller ikke fulgt op på det efterfølgende, da der ikke fremkom yderligere. Vidnet Michael Hatting har til retsbogen afgivet følgende forklaring: Adspurgt af forsvareren, advokat Jan E. Kornerup Jensen, forklarede vidnet, at han var ansat i Ellekilde Auktionshus fra 2003 til Vidnet lavede regnskab og administration hos Ellekilde. Vidnet husker, at det omhandlede billede hang i et vitrineskab. Det var ikke meningen, at billedet skulle på auktion. Billedet blev vist frem for Erik Brandt og Prins Henrik. Vidnet hentede selv billedet i vitrineskabet i forbindelse med forevisningen. Ved forevisningen var Svend Erik Olsen, Prins Henrik og Erik Brandt til stede. Forevisningen fandt sted i slutningen af maj, starten af juni i forbindelse med eftersynet. Vidnet har ikke talt med Grethe Meyer. Vidnet har talt med Grethe Meyers søn i forbindelse med, at denne indleverede nogle billeder. Vidnet tog ofte telefonen i auktionshuset. Han husker ikke, om Grethe Meyer har ringet. Så vidt vidnet erindrer, ringede Grethe Meyer direkte til Svend Erik Olsen. Vidnet husker, at han overhørte en samtale, som Svend Erik Olsen havde med fru Meyer i telefonen. Svend Erik Olsen sagde flere gange, at køber var orienteret, at det var et afvist maleri. Efter telefonsamtalen bad Svend Erik Olsen vidnet bekræfte denne oplysning, når han engang skulle afregne for maleriet. Vidnet mener, at samtalen med fru Meyer fandt sted en måned eller halvanden efter forevisning af maleriet for Prins Henrik. Adspurgt af anklageren og foreholdt afregning af 9. august 2004 fra Svend Erik Olsen (mappe 1, side 35), bekræfter vidnet, at det er den afregning, som vidnet skrev vedrørende maleriet, og som indeholder oplysninger om orientering af køber. Vidnet har ikke skrevet andre breve for Svend Erik Olsen til fru Meyer. Vidnet er ikke bekendt med, om Svend Erik Olsen selv har skrevet til fru Meyer. Svend Erik 80

83 Olsen skriver alting i hånden. Foreholdt breve af 12. maj og 24. juni 2004 fra Svend Erik til fru Meyer (mappe 1, side 279 og 280), forklarede vidnet, at han ikke kender til brevene. Han kan se, at det er Svend Erik Olsen, der har skrevet brevene. Efter salg af maleriet og afregningen har vidnet ikke kendskab til det videre forløb med maleriet, før det kom frem i pressen. Foreholdt faktura af 9. august 2004 til AV Francais (mappe 4, side 106) forklarede vidnet, at han ikke husker, om han har skrevet fakturaen. Han kan godt have gjort det. Normalt blev der afregnet 4-6 uger efter salget. Vidnet har tillige sørget for afregningen i forbindelse med salg af de øvrige effekter fra fru Meyer. Adspurgt af anklageren vedrørende faktura af 9. august 2004 (mappe 4, side 106) forklarede vidnet, at han går ud fra, at billedet er solgt den 9. august Foreholdt at afregning til fru Meyer er skrevet samme dag, forklarede vidnet, at salget er sket den dato, hvor afregning også er sket. Foreholdt at fakturaen af 9. august 2004 er påført auktionsnummer, forklarede vidnet, at auktionsnummeret påføres af hensyn til afstemning. Effekter kan sagtens være solgt uden auktion, selvom fakturaen er påført auktionsnummer. Adspurgt af forsvareren advokat Jan E. Kornerup Jensen vedrørende fakturaen af 9. august 2004 (mappe 4, side 106) forklarede vidnet, at datoen på fakturaen er fakturaens dato. Maleriet kan godt være solgt tidligere. Ved salg på auktion udfærdiges fakturaen samme dag som auktionen eller dagen efter. Adspurgt af anklageren og foreholdt bankkontoudskrift med bevægelser og kopi af check (mappe 4, side 107 og 108) forklarede vidnet, at checken på de er hævet den 10. august Det viser, hvornår betaling fandt sted, men siger ikke noget om, hvornår salg fandt sted. Vidnet Charles Bailly har til retsbogen afgivet følgende forklaring:... Adspurgt af forsvareren, advokat Jan E. Kornerup Jensen, forklarede vidnet, at han handler med malerier i Paris. Det har han gjort i mere end 30 år. Han har 15 ansatte i galleriet. 2-3 af de ansatte er beskæftiget med at lede efter kunstværker. Endvidere har han et kunstbibliotek med mere end bøger. Vidnet handler især internationalt. Han besøger systematisk salgssteder i Europa, herunder København og Stockholm. Vidnet har besøgt alle salgssteder i København. Han handler mere end malerier om året. Det er malerier af forskellige kunstarter og varierende priser. Vidnet er aldrig gået glip af en auktion i København. Ved auktioner 81

84 byder han pr. telefon. Vidnet er normalt sammen med sin søn til eftersyn. Hvis der er et billede, der interesserer vidnet, bliver der taget fotos af billedet. Når han kommer tilbage til Paris, undersøger han billedet nærmere. Han kender Svend Erik Olsen og Ellekildes Auktionshus, hvor han har købt mange ting. Vidnet var i juni 2004 hos Ellekilde i forbindelse med et eftersyn, der fandt sted ca. 1 uge før auktionen. Han så ved eftersynet et Derain maleri, som hang på væggen. Svend Erik Olsen oplyste, at maleriet ikke var anerkendt af Derain-specialisten Kellermann, og at Christie s havde afvist at sælge maleriet. Vidnet tilbød at tage fotos af maleriet og undersøge, om det var i Kellermanns ræsonné. Vidnet bemærkede, at Kellermann var den eneste Derain-specialist. Hvis man ikke havde en attest fra Kellermann, kunne værket ikke sælges. Vidnet tog flere fotos af maleriet og herunder bagsiden af maleriet. Vidnet mener, at maleriet blev taget ud af et udstillingsskab i forbindelse hermed. Maleriet var i dårligt stand. Det var beskidt, og der manglede noget lærred i øverste højre hjørne. På bagsiden af maleriet var der på blændrammen en blå påskrift et stempel og der var forskellige mærker fra gallerier. Vidnet bemærkede, at mange falske malerier har falske stempler på bagsiden. Vidnet mente, at maleriet var fra fauvistperioden, men han skulle have gjort det rent for at være helt sikker. Vidnet gav udtryk for sin skepsis med hensyn til maleriet, da han sagde, der var mange falske malerier af Derain i omløb. Det er nemt at eftergøre malerier fra den fauvistiske periode, da det karakteristiske for perioden ligger i farvevalget og ikke så meget i teknikken. Da vidnet kom tilbage til Paris, undersøgte han ræsonnéet efter et billede, der svarede til maleriet. Vidnet fandt ikke noget billede af maleriet i ræsonnéet og heller ikke en anmærkning om, at maleriet var tabt. Der var ingen tegninger, skitser eller akvareller af motivet. Der var heller ikke noget andet tilsvarende maleri. Der var ingen spor. Foreholdt Svend Erik Olsens forklaring i retten om besøg i Paris om foråret og i september måned forklarede vidnet, at september måned er en travl måned, men ikke den travleste. Vidnet fik besøg af Svend Erik Olsen og XXX omkring den 16. september Vidnet sendte en mail i slutningen af august 2004 til Ellekilde. Advokat Jan E. Kornerup Jensen fremlagde en mail fra den 30. august 2004 fra Charles Bailly til Svend Erik Olsen (mappe 3, side 363) og foreholdt denne for vidnet. Vidnet bekræftede, at det var den mail, han havde sendt. De i mailen nævnte fotos, var fotos af Derain maleriet, som vidnet tidligere havde taget under eftersynet. Telefonnummeret, skrevet med håndskrift på mailen, er skrevet af vidnets søn. Vidnet husker ikke, om han fik opringning fra Svend Erik Olsen efter denne mail. Ved nærmere eftertanke husker vidnet, at han havde en samtale med Svend Erik Olsen, og at Svend Erik Olsen i denne samtale meddelte, at han kom til Paris med 82

85 et billede af Kandinsky. Vidnet spurgte ved denne lejlighed til det maleri, han havde set hos Ellekilde ved eftersynet. Svend Erik Olsen oplyste, at maleriet var blevet solgt. Vidnet bad Svend Erik Olsen om at tage maleriet med til Paris, idet han var interesseret i det. Svend Erik Olsen og XXX besøgte vidnet i galleriet. De medbragte Derain maleriet og fotos af Kandinsky maleriet. Vidnet er ikke ekspert i Kandinsky, men vidnet er i besiddelse af et ræsonné om Kandinsky, og Kandinsky Fundation kender vidnet ganske godt. Svend Erik Olsen talte både med vidnet og vidnets medejer, Raoul Laurent, om Kandinsky maleriet. I forbindelse hermed så vidnet Derain-maleriet. Vidnet ønskede at undersøge maleriet og fik det i opbevaring med henblik på at foretage den nødvendige undersøgelse. Vidnet gav en kvittering ved modtagelse af maleriet. Det var vidnets hensigt at undersøge maleriet nærmere ved at efterse bøger og tale med andre specialister indenfor fauvismen, én efter én. Vidnet ville undersøge ræsonnéer fra samtidige kunstnere Matisse, Brack [Braque] m.fl. med henblik på at finde lignende malerier. Adspurgt af forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, forklarede vidnet, at han ikke husker at have set eller talt med XXX tidligere. Vidnet sagde til Svend Erik Olsen, at det var venligt af ham at komme med Derain-maleriet, og at vidnet ved hjælp af sit bibliotek ville foretage en nærmere undersøgelse. XXX havde taget maleriet med henblik på at få foretaget en undersøgelse. XXX vidste ikke, hvem der havde malet maleriet. Hun mente, at det var en elev af Matisse eller Derain eller andre. Vidnet husker ikke på, hvilket tidspunkt af dagen Svend Erik Olsen og XXX kom, men han mener, at det var tidligt på dagen. Vidnet lavede undersøgelsen af Kandinsky-maleriet. Vidnets medejer mente, at de kunne starte undersøgelsen af Derain-maleriet med Kellermann. Vidnet forklarede, at der er en bog for hver kunstner. For fauvismen er der ca. 20 bøger. Det var tanken, at gennemgå bøgerne, kunstner for kunstner, med henblik på at undersøge hvilke kunstværker, der lignede Derain-maleriet. Man starter altid med den største kunstner først, og derefter eliminerer man mulighederne. Kellermann blev kontaktet af vidnets Medejer, Raoul Laurent, med henblik på, at Kellermann skulle se maleriet. Kellermann oplyste, at han ikke tog malerier hjem, men ville gerne se fotos af maleriet. Vidnet kendte ikke Kellermann personligt, men det gjorde vidnets kompagnon, og det var derfor, han ringede til Kellermann. Det var vidnets søn, der tog nye fotografier af maleriet, og viste dem for Kellermann. Kellermann sagde, at maleriet var falsk uden tøven, og han fortalte, at han havde set fotografier af maleriet flere gange, og han hele tiden havde sagt, at det var falsk. Kellermann sagde endvidere, at der var et falsk stempel på blændrammen. Det var 83

86 et stempel med Galleri Paul Guillaume, 108 rue Saint Honoré, men adressen svarede ikke til adressen på Galleri Guillaume. Galleri Guillaume havde 5 adresser og den mest kendte adresse er Rue de la Boëtie. Vidnet undersøgte en bog om Paul Guillaume fra 1917 til februar 1921, og der var adressen 108, rue de Faubourg Saint Honoré. Vidnet forelagde ikke denne oplysning for Kellermann. Det skyldtes, at vidnet ikke mente, at han med den oplysning kunne få Kellermann til at skifte opfattelse. I stedet fik vidnet Stoppenbach til at forelægge det for Kellermann. Vidnet kendte Stoppenbach via dennes partner Delestre, som vidnet havde kendt gennem mange år. Stoppenbach var på det tidspunkt i september 2004 i Paris i forbindelse med en udstilling, som han havde på Musee du Louvre. Stoppenbach kom sammen med Delestre i vidnets galleri. Stoppenbach fik forevist maleriet, stemplet på blændrammen samt bogen med oplysning om adressen. Endvidere oplyste vidnet Stoppenbach om Kellermanns oplysning om, at maleriet var falsk. Stoppenbach sagde, at det var et interessant maleri, og at adressen sandsynligvis var rigtig. Stoppenbach ønskede selv at vise maleriet for Kellermann, der var Stoppenbachs svigerfar. Han tog maleriet og bogen med til Kellermann. Stoppenbach oplyste efter besøget hos Kellermann, at Kellermann nu var i tvivl på grund af oplysningen om den rigtige adresse. Kellermann ønskede at undersøge maleriet nærmere og beholdt maleriet. I to dage hørte vidnet ikke noget til maleriet. Derefter fik han oplyst af Stoppenbach, at Kellermann nu havde anerkendt maleriet, og at Kellermann ville indføre det i sin tillægsræsonné om Derain. Kellermann ville dog først udføre ægthedsattesten, når maleriet var rengjort og restaureret. Vidnet bekræftede, at han og Stoppenbach købte maleriet af XXX. Foreholdt udkast til regning af 17. september 2004 (mappe 4, side 44 med oversættelse side 45) forklarede vidnet, at private ofte ikke ved, hvordan man udfærdiger en regning. Han har derfor lavet en model til en regning, som kunne anvendes. Teksten i udkastet var den tekst, som vidnets søn havde udfærdiget for galleriet. Regningen var udfærdiget efter Kellermanns udtalelse om maleriets ægthed. Vidnet indgik handlen i tillid til Stoppenbachs udtalelse. Det var mange penge for et Derain-maleri i Det var sædvanligt for vidnet at købe malerier sammen med en anden person for at mindske den økonomiske risiko. Vidnet byggede tilliden til Stoppenbach på det forhold, at Stoppenbach har et galleri, der handler med kunst fra det 20. århundrede og er specialist især indenfor Derain, ligesom Stoppenbach har kunder til Derain og ikke mindst har kontakten til Kellermann. Vidnet ville ikke have købt maleriet uden Stoppenbach som garant. Der var stadig en risiko for, at Kellermann ville afvise det, så længe maleriet ikke var rengjort. Foreholdt udkast til regning indeholder angivelse af maleri af Andre Derain 84

87 med titlen L Estaque fra 1906 forklarede vidnet, at det var oplysninger fra Kellermann. Vidnet kendte ikke titlen på maleriet. Prisen for maleriet blev fastsat ud fra følgende faktorer; prisen for andre Derainmalerier, det forhold at maleriet ikke var signeret og det forhold at maleriet ikke havde nogen historik. Et ikke signeret maleri kan nemt miste en tredjedel af sin værdi. Med hensyn til maleriets historik var det også det forhold, at Oluf Rude ikke var kendt i Frankrig. Vidnet redegjorde for disse faktorer, der indgik i prisfastsættelsen på 5 mio. kr. overfor XXX. XXX var meget glad for tilbuddet, idet hun ikke havde troet, at prisen kunne være så høj. Foreholdt faktura af 27. september 2004 fra Galerie Charles Et André Bailly (mappe 3, side 126 med oversættelse side 172) bekræftede vidnet, at det var en faktura fra hans galleri. Vidnet videresolgte en fjerdedel af ejerskabet til vidnets kompagnon. Vedrørende angivelsen af maleriets titel i fakturaen Vue de l Estaque forklarede vidnet, at det er samme titel som i udkastet til regningen, idet l Estaque er et område. Kellermann afgav sin mundtlige ægthedserklæring den 17. eller 18. september 2004 gennem Stoppenbach. Den skriftlige erklæring afgav Kellermann vist nok 5-6 måneder senere. Vidnet har aldrig set denne ægthedsattest. Han er ikke bekendt med, om maleriet fik en anden titel i Kellermanns ægthedsattest. Foreholdt ægthedserklæring fra Kellermann af 28. april 2005 (mappe 3, side 230 med oversættelse side 232) forklarede vidnet, at Paysage à l Estaque er samme titel som den, der er angivet tidligere i udkast til regning og faktura. Det er altid specialisten, der har kompetencen til at angive titlen på maleriet. Vidnet bekræftede, at han kendte auktionshuset Kunsthallen i København men ikke indehaveren Jens Thygesen. Vidnet forklarede, at Kellermann var et menneske med meget orden. Kellermann havde et brev fra Kunsthallen fra 1990, hvor Kellermann havde lavet en påtegning. Foreholdt brev af 12. marts 1990 fra Jens Thygesen til Kellermann (mappe 3, side 11) bekræftede vidnet, at det er Kellermanns håndskrevne påtegning herunder påtegning FX som er lige med FAUX. Vidnet er ikke bekendt med, hvem der har skrevet i øverste hjørne. Foreholdt brev med samme påtegning fra Inge Raaschou-Nielsen til Kellermann (mappe 3, side 112) forklarede vidnet, at han heller ikke har kendskab til denne påtegning. Maleriet blev restaureret på et tidspunkt før Kellermanns ægthedserklæring den 28. april Det var et større arbejde. 85

88 Maleriet blev udstillet første gang fra december 2004 til april 2005 i Stoppenbach og Delestre Galleri i London. På denne udstilling var maleriets titel angivet med Paysage L Estaque, som er samme titel og årstallet Maleriet blev senere udstillet i Maastricht og blev herunder omtalt i det største amerikanske tidsskrift for kunst. Ved udstillingen i Maastricht var der en amerikaner, der reserverede maleriet, og det var samme person, der senere købte maleriet. Amerikaneren tøvede med at købe billedet, fordi historikken ikke var på plads. Det var blot nogle dage før salget, at maleriet fik sin fuldstændige historie. Maleriet var ikke blevet solgt uden fru Warmings henvendelse. Vidnet bekræftede, at Svend Erik Olsen ringede til vidnet og oplyste, at Statens Museum for Kunst ønskede at låne maleriet. Vidnet vidste via Stoppenbach, at maleriet var reserveret, og at der derfor ikke kunne disponeres over det, hvilket han meddelte Svend Erik Olsen. Adspurgt af forsvareren, advokat Jan E. Kornerup Jensen forklarede vidnet, at det kun var Derain eksperten Kellermann, der kunne give maleriet en titel. Ingen før Kellermann havde udtalt sig om titlen på maleriet. Ved Svend Erik Olsens og XXXs besøg i galleriet talte vidnets partner med Svend Erik Olsen. Vidnet talte med XXX og gav tilbudet på de 5 mio. kr. Da Svend Erik Olsen kom til, sagde XXX, at hun havde accepteret 5 mio. kr. for billedet. Svend Erik Olsens kommentar hertil var, at det var en høj pris, og at vidnet betalte mange penge for maleriet. Hertil sagde vidnet, at han tog risikoen og gerne ville betale 5 mio. kr. for maleriet. Retten fik forevist fotos af maleriet før og efter restaureringen. Adspurgt af anklageren vedrørende mail af 30. august 2004 fra Charles Bailly til Svend Erik Olsen (mappe 3, side 363) bekræftede vidnet, at han formentlig havde ringet til Svend Erik Olsen om, at maleriet ikke var opført i Kellermanns ræsonné, og at denne samtale må have fundet sted før vidnets mail. Vidnet spurgte i mailen til, hvilket nummer billedet ville blive solgt under, idet vidnet regnede med, at billedet ville blive sat til salg senere, når det var udstillet. Vidnet husker ikke, om han fik noget svar fra Svend Erik Olsen på mailen, og vidnet spurgte ikke igen. Foreholdt faktura af 23. september 2004 fra European Fine Art & Antiques GmbH (mappe 3, side 300) forklarede vidnet, at han købte billedet af XXX, og at fakturaen er udstedt af XXXs virksomhed. De ringede, inden den 23. september 2004 til Luxembourg, og fik bekræftet, at XXX var ejer af virksomheden European Fine Art & Antiques GmbH. Vidnet forklarede, at når der købes for større beløb, vil de p.g.a. momsen gerne købe af et firma. I forbindelse med tilbudet til XXX har vidnet ikke sagt, at fakturaen skulle være fra et firma. 86

89 Om Kellermanns vurdering af maleriet forklarede vidnet, at selvom Kellermann var den eneste ekspert, kunne man godt forelægge nye oplysninger for ham. Vidnet bad Svend Erik Olsen om at bekræfte, at XXX var rette ejer af maleriet. Vidnet fik en bekræftelse herpå, inden han betalte for maleriet. Hvis Kellermann ikke havde ændret sin opfattelse af maleriet, var maleriet ikke mere end Euro værd. Stoppenbach havde forsøgt at sælge maleriet igennem 2 år, og det var ikke muligt at finde en kunde, fordi billedet ikke havde nogen historik. Der har ikke været krav for de oprindelige ejere af maleriet før 2-3 uger inden auktionen hos Sotheby s. Vidnets advokat tog kontakt til hr. Rasmussen og redegjorde nærmere for forløbet. Derefter blev maleriet sat til salg med accept fra arvingerne mod, at salgssummen blev låst fast i 18 måneder. Vidnet Robert Stoppenbach har til retsbogen afgivet følgende forklaring: Adspurgt af forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, forklarede vidnet, at han sammen med Delestre ejer et galleri i London. Vidnet har studeret kunsthistorie i Paris og har siden 1970 beskæftiget sig med kunst. Han har været hos Stoppenbach og Delestre siden Galleriet har specialiseret sig i fransk kunst fra det 19. og 20. århundrede. Vidnet har kendt Charles Bailly forretningsmæssigt siden starten af 1980 erne. Kellermann var vidnets stedfar. Vidnet har via vidnets mor og stedfar forbindelse tilbage til Derain. Vidnets bedstefar var kunsthandler og havde på den måde forbindelse til Derain. Vidnet har ikke selv kendt Derain. I september 2004 var vidnet i Paris i forbindelse med en messe på Louvre. Normalt finder messen sted medio september hvert andet år. Ved denne lejlighed blev vidnet kontaktet af Charles Bailly, idet han ville vise vidnet et billede, der muligvis kunne tilskrives Derain. Bailly fortalte vidnet, hvad han vidste om maleriet. Vidnet fik lejlighed til at se maleriet hos Charles Bailly, og vidnet så også dokumentationen i forbindelse hermed. Dokumentationen bestod af fotos af maleriets bagside. Vidnet kunne ikke på baggrund heraf udtale sig om maleriet. Vidnet kontaktede Kellermann. Kellermann havde tidligere fået forevist fotos af maleriet, og han havde på den baggrund en negativ opfattelse af billedet. Kellermann blev af alle anset for eksperten vedrørende Derain og hans udtalelser var afgørende. Kellermann indvilligede i at se maleriet. Stemplet på maleriets blændramme kunne henføres til Paul Guillaume. Kellermanns skepsis med hensyn til maleriet var blandt andet begrundet i, at Paul Guillaume ikke handlede med fauvistiske billeder og dernæst, 87

90 at der var angivet en besynderlig adresse på galleriet Guillaume og ikke den kendte adresse på galleriet. Vidnet fandt i en bog om Paul Guillaume med de adresser, hvor galleriet havde været beliggende. Det samme havde Bailly gjort. Den bog vidnet undersøgte, befandt sig i Kellermanns bibliotek. Det var den samme bog, som Bailly havde undersøgt. Oplysningen om galleriets adresser og det forhold, at Kellermann så maleriet, fik Kellermann til at være mindre skeptisk. Om maleriets tilstand forklarede vidnet, at maleriets kant nogle steder manglede maling, og maleriet var meget beskidt. Vidnet erhvervede maleriet sammen med Charles Bailly. Det var Charles Bailly, der havde forhandlingen omkring købet af maleriet. Charles Bailly vidste, at vidnet handlede med Derain-malerier. Hvis de sammen indgik partnerskab om køb af maleriet, ville det være nemmere at sælge maleriet. Foreholdt ægthedserklæring af 28. april 2005 fra Kellermann (mappe 3, side 230 med oversættelse side 232) bekræftede vidnet, at det er denne erklæring Kellermann afgav. Kellermann ville have, at billedet først skulle renses og restaureres, inden han gav sin erklæring. Efter billedet var blevet renset og restaureret, var Kellermann lidt mindre negativ. Vidnet er sikker på, at det med Paul Guillaume stemplet var blevet opklaret, da Kellermann så maleriet. Stemplet i sig selv beviser ikke noget. Maleriet blev udstillet på vidnets galleri i begyndelsen af På det tidspunkt var maleriet færdigrestaureret. I marts 2005 blev maleriet udstillet i Maastricht. Der forelå ingen ægthedserklæring i forbindelse med disse to udstillinger. De havde forsømt at indhente ægthedserklæringen, og det havde selvfølgelig været et problem, hvis maleriet var blevet blevet solgt. I forbindelse med messen i New York var de nødt til at have ægthedserklæringen. Det gav ikke anledning til overvejelser for vidnet i forhold til at få indhentet ægthedserklæringen, at Kellermann på det tidspunkt var 90 år. Det var fru Derain, der udnævnte Kellermann til Derain ekspert. Efter Kellermanns død besluttede fru Derains grand niece at nedsætte en Derain komité. Vidnet er sammen med Derains grand niece og tre museumsinspektører medlem af komitéen. Da vidnet fik forevist Derain-maleriet første gang, havde det ingen titel. Forevist nota af 23. september 2004 vedrørende overdragelse af billede (mappe 3, side 222 med oversættelse side 224) forklarede vidnet, at det var Kellermann, der gav billedet titlen. Det fik titlen l Estaque, så det ikke kunne forveksles med Collioure, hvor Matisse og Derain havde malet i Derain malede l Estaque i Foreholdt ægthedserklæring af 28. april 2005 fra Kellermann (mappe 3, side 88

91 230 med oversættelse side 232) forklarede vidnet, at titlen Paysage à l Estaque betyder landskab fra området Estaque, og at man her tilføjer, at det var et landskab, idet det ikke var fyldestgørende bare at kalde maleriet et stednavn, men det skulle også have et motiv. Kellermann gav maleriet titlen i forbindelse med vidnets katalog fra 2005, forud for udstillingen i London og før Kellermanns ægthedserklæring. Ved udstillingen i Maastricht var der folk, der spurgte til maleriet. Vidnet bekræftede Charles Baillys forklaring i retten om, at en amerikaner ved udstillingen i Maastricht havde fået reserveret maleriet. Ved auktionen hos Sotheby s var der stakkevis af information om maleriet. Denne information var modtaget af Rikke Warming, Statens Museum for Kunst. Rikke Warming havde selv rettet henvendelse til Sotheby s. Foreholdt brev af 12. marts 1990 til Kellermann fra Kunsthallen v/jens Thygesen (mappe 3, side 111) forklarede vidnet, at han er i besiddelse af det originale brev. Brevet er fundet i Kellermanns lejlighed, hvor vidnets mor stadig bor. Det håndskrevne på brevet er Kellermanns skrift, og der står ringet og så datoen den 9. april FX står for det franske ord FAUX for uægte. Vidnet er ikke i besiddelse af yderligere korrespondance bortset fra den senere korrespondance med Statens Museum for Kunst. Adspurgt af forsvareren, advokat Jan E. Kornerup Jensen, vedrørende september 2004, forklarede vidnet, at det var Charles Bailly eller hans søn, der kom med billedet til Kellermann. Kellermann beholdt maleriet i 24 timer, hvis ikke 48 timer. Vidnet var hos Kellermann i den periode, idet han altid boede der, når han var i Paris. De drøftede maleriet, og det var i løbet af de 24 timer, at Kellermann ændrede attitude i forhold til maleriet. Foreholdt ægthedserklæring af 28. april 2005 fra Kellermann (mappe 3, side 230 med oversættelse side 232) forklarede vidnet, at det hele er skrevet af Kellermann. Adspurgt af anklageren og foreholdt brev af 12. marts 1990 til Kellermann fra Kunsthallen v/jens Thygesen (mappe 3, side 111) forklarede vidnet, at hvis Kellermann havde været i tvivl om maleriet, havde han skrevet et spørgsmålstegn. På det tidspunkt var Kellermann ret kategorisk. Kellermanns vurdering byggede på de fotografier, han havde set af maleriet, samt anden dokumentation. Herudfra var Kellermann sikker på, at det ikke var et Derain billede. Det var usandsynligt, at Kel lermann ville afgive en ægthedserklæring alene på grundlag af fotos, især når der var tale om et maleri fra denne periode. Kellermann tog et honorar på 1000 franc for at lave en ægthedsvurdering, men når der var tale om et maleri fra denne periode, var honoraret det dobbelte. Der var faste takster for Kellermanns honorar. 89

92 Vidnet hørte første gang om Derain maleriet i september 2004 ved henvendelsen fra Bailly. Bailly mente, det var et Derain billede, ellers ville han ikke ringe til vidnet. Vidnet vil betegne Bailly som en person, der forfulgte en ide, når han fik den. Foreholdt nota af 23. september 2004 vedrørende overdragelse af billedet (mappe 3, side 222 med oversættelse side 224) forklarede vidnet, at han formoder, at prisen på maleriet blev fastsat af den, der solgte maleriet. Vidnet havde mødt hr. Olsen engang i september Det var før fakturaen af 23. september 2004, og det var hos Bailly. Til stede var endvidere Charles Bailly og hans søn. Vidnet så ved den lejlighed på maleriet. Vidnet har ikke mødt sælgeren af maleriet. Vidnet erindrer, at Svend Erik Olsen sagde, at han havde maleriet til salg. Vidnet fik oplyst prisen på maleriet af hr. Bailly på et senere tidspunkt. Vidnet mener, der gik et par dage mellem forevisningen af maleriet og oplysningen om prisen. Prisen på maleriet svarede til prisen på et ægte Derain. Hvis billedet havde været malet af en ukendt kunstner, ville prisen i dag have været EURO. Denne vurdering er baseret på vidnets erfaring. Det ville formentlig have været den samme pris i Adspurgt forklarede vidnet, at Derain ikke havde nogen elever. Han underviste aldrig. Vidnet forklarede, at maleriet blev renset og restaureret i slutningen af september 2004 og frem til december Billedet fik ny ramme, og det blev repareret i det øverste højre hjørne, i den venstre side og i nederste højre hjørne. Maleriet blev ved denne lejlighed fotograferet. Bagefter blev maleriet sendt til London og udstillet i vidnets galleri. Dernæst kom maleriet til Maastricht i marts Maleriet kom tilbage til vidnets galleri, hvor det var udstillet til omkring den 20. april 2005, hvorefter det blev sendt til New York. Efter 6 dage på messen i New York kom billedet retur til London. I løbet af sommeren 2005 var der en, der havde reserveret maleriet. Vidnet underrettede Bailly i løbet af sommeren 2005 om henvendelser, herunder reservationen, vedrørende maleriet. Den person, der havde reserveret maleriet, vedblev med reservationen. Vidnet havde ingen kontakt til sælgeren af maleriet. Vidnet var bekendt med, at der skulle være en udstilling i Italien i 2006 og en udstilling i Danmark i I den forbindelse fik vidnet vist nok i begyndelsen af 2006 en henvendelse fra Rikke Warming først og fremmest vedrørende 2 andre malerier. Vidnet havde ikke før 2006 fået henvendelser vedrørende udstilling af Derain-maleriet. Vidnet er ikke helt sikker på, om henvendelsen fra Rikke Warming var i slutningen af 2005 eller i begyndelsen af

93 Adspurgt af forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, forklarede vidnet, at vidnets galleri sender kataloger til galleriets kunder og på forespørgsler. Statens Museum for Kunst står ikke opført på galleriets mailliste. Adspurgt af anklageren forklarede vidnet, at hvis der havde været forespørgsel vedrørende udlån af maleriet tidligere, ville der ikke have været noget i vejen herfor. Vidnet ville dog have været nødt til at tale med sin partner og Bailly herom. Vidnet Rikke Warming har til retsbogen afgivet følgende forklaring: Adspurgt af anklageren forklarede vidnet, at hun er uddannet kunsthistoriker og er ansat i ACE Danmark. Hun var i perioden fra ansat på Statens Museum for Kunst i en projektforsker stilling. I den forbindelse var hun ansvarlig for en Derain udstilling, som hun skulle arrangere i samarbejde med kunstmuseer i Italien og i Paris. Udstillingen skulle først foregå i Italien og dernæst i København. Forberedelsen af udstillingen startede i april Vidnet undersøgte først litteratur med udgangspunkt i den store Derain-samling, der befinder sig på Statens Museum for Kunst. Dernæst var vidnet i kontakt med vicedirektør Isabelle Monod-Fontaine fra kunstmuseet i Paris, som havde arbejdet med udstillingen i 3 år og havde lavet et stort forarbejde. Der findes ikke megen litteratur om Derain, idet han blev skrevet ud af historien i erne. Det var vidnets opgave at afdække, hvordan det forholdt sig med Derain og Danmark. Vidnet fandt ud af, at kunstsamleren Johannes Rump i sin private samling havde haft flere af de Derain, som i dag er på Statens Museum for Kunst. Vidnet fandt sine oplysninger via undersøgelser i gamle kataloger med værker fra modernismen. I forbindelse med vidnets undersøgelser blev hun opmærksom på L Estaque billedet i Vidnet gennemgik museets arkiver om Derain og fandt i en af sagsmapperne et farvedias af Derain billedet L Estaque samt navnet Grethe Meyer og en adresse på Strandboulevarden. Vidnet fandt ud af, at billedet havde været omkring Statens Museum for Kunst i perioden , og at der i forbindelse hermed var lavet en kunstfaglig undersøgelse. L Estaque billedet var virkeligt et godt billede af Derain. Farver, komposition og penselstrøg var virkelig gode. Billedet havde været i en samling og købt til privat eje. Inge Vibeke Raaschou-Nielsen havde undersøgt billedets proveniens. Det fremgik heraf, at billedet havde været udstillet i Stockholm i 1931 som et Derain billede. I kataloget for denne udstilling var det anført, at billedet tilhørte Aage Jacobæus samling. Vidnet fandt endvidere oplysning om, at billedet tidligere havde været i Tetzen-Lunds samling. Tetzen-Lund var en stor kunstsamler, og hvis værker havde været i hans samling, var det et godt tegn. Tetzen-Lund havde købt billedet i

94 1918. Billedet havde været i Tetzen-Lund samlingen indtil Det forhold, at billedet også havde været i Jacobæus samling, var ligeledes et godt tegn. Vidnet kunne af sagen se, at Inge Vibeke Raaschou-Nielsen havde været i kontakt med Kellermann i starten af 1990 erne, hvor denne var ved at lave et værk om Derain. Det fremgik endvidere, at Vibeke Raaschou-Nielsen havde været i Paris og besøgt Kellermann. Endelig var der korrespondance med Judi Freeman, som havde lavet en stor udstilling om fauvismen. Det fremgik af denne korrespondance, at Kellermann skulle have afvist billedet på grund af et stempel, men at Judi Freeman fandt billedet interessant. Judi Freeman synes, at Kellermann havde været hjælpsom, men at man ikke altid kunne regne med hans vurdering. Inge Vibeke Raa - schou-nielsen havde korresponderet med museumsfolk i Paris om Guillaume og dennes adresse. Der foreligger ingen konklusion på Inge Vibeke Raaschou-Nielsens undersøgelse. Vidnet opfattede efter undersøgelsen af sagen fortsat billedet som et ægte Derain billede blandt andet på baggrund af, at det havde været i Tetzen-Lunds samling fra Det fremgik endvidere, at Musée de l Orangerie havde oplyst, at stemplet svarede til de stempler, der var på billeder i deres besiddelse. Vidnet fandt frem til Grethe Meyer i slutning af maj/juni 2005 og lagde en besked på hendes mobiltelefon. Efter ca. 3 uger blev hun ringet op af Grethe Meyers søn, Torsten Meyer, der fortalte, at billedet var solgt for 9 måneder siden, og henviste vedrørende billedets historie til Grethe Meyer. Vidnet fik af Torsten Meyer oplyst, at billedet var blevet solgt gennem Ellekildes Auktionshus efter, at det var blevet erklæret uægte og at det var solgt for kr. Vidnet gav udtryk for, at prisen var for lidt, hvis det var ægte. Torsten Meyer spurgte, hvad det i så fald var værd, hvis det var ægte. Vidnet havde svaret, at det i så fald ville være millioner værd. Torsten Meyer oplyste endvidere, at billedet var solgt til en amerikaner. Vidnet talte med Grethe Meyer kort efter den 20. juni Grethe Meyer fortalte, at hun var blevet gift ind i Meyer familien i 1936, og at billedet da havde været i familiens eje. Hendes mand havde arvet det i 1950, og hun havde arvet det i 1965 efter hendes mand. I slutningen af 1990 erne ville Grethe Meyer sælge et Munch maleri [litografi]. I den forbindelse havde Grethe Meyer haft besøg af Dagmar Hansen fra Statens Museum for Kunst. Dagmar Hansen bemærkede, at det var et fint billede. Ved samme lejlighed havde Grethe Meyer besøg af Birgitta Hillingsø, som var den danske repræsentant for auktionshuset Christie s. Hun kom senere igen sammen med en engelsk ekspert, der kiggede på billedet og kradsede lidt i et hjørne af billedet. Han havde udtrykt tvivl om billedet. Grethe Meyer fortalte vidnet, at hun ikke gav meget for den undersøgelse, men det førte til, at Grethe Meyer ville have andre til at se på det. Jens Thygesen fra Kunsthallen havde dernæst set på bil- 92

95 ledet, og han havde foreslået den kunstfaglige undersøgelse på Statens Museum for Kunst. Grethe Meyer fortalte endvidere, at Inge Vibeke Raaschou-Nielsen havde været meget begejstret for billedet, og at Grethe Meyer havde haft flere samtaler med Inge Vibeke Raaschou-Nielsen om hendes undersøgelser. Inge Vibeke Raa - schou-nielsen havde dengang fortalt om Kellermanns usikkerhed og om den undersøgelse, der havde ført til fundet af et Olaf Rude maleri, hvor Aage Jacobæus er malet i sit hjem med Derain-maleriet afbildet. Vidnet fik i den forbindelse oplysningen om, at den kendte danske kunstner Jais Nielsen havde været i hendes familie og havde hjulpet Grethe Meyers svigerfar med at købe kunst. Inge Vibeke Raa - schou-nielsen havde endelig fortalt Grethe Meyer om undersøgelser vedrørende stemplet. Kontakten til Inge Vibeke Raaschou-Nielsen var løbet ud i sandet, og Grethe Meyer havde ikke fået nogen konklusion på undersøgelsen. Grethe Meyer var blevet ringet op af en anden person fra Statens Museum for Kunst om afhentning af billedet. Grethe Meyer var blevet sur over denne afslutning på undersøgelsen, og billedet var efter returnering blevet hængende som en del af lejlighedens interiør. Da Grethe Meyer i 2004 skulle flytte og i den forbindelse sælge nogle møbler, havde hun kontaktet Ellekildes Auktionshus. Grethe Meyer fortalte, at Svend Erik Olsen havde været hos Grethe Meyer for at se på møbler, og at han havde fået øje på Derain billedet i forbindelse hermed. Grethe Meyer havde fortalt Svend Erik Olsen om undersøgelserne af billedet. Svend Erik Olsen havde sagt, at han var sikker på, at det var en Derain, og at han samme dag skulle mødes med Prins Henrik, som var interesseret i Derain. Svend Erik Olsen ville gerne havde billedet med. Grethe Meyer havde fået oplyst, at såfremt Prins Henrik var interesseret i billedet, ville de blive inviteret til te på Fredensborg. Prins Henrik var ikke interesseret i billedet, fordi han havde budt et beløb, der var alt for lavt. Grethe Meyer var efter noget tid blevet ringet op af Svend Erik Olsen, der havde sagt, at han havde fået billedet undersøgt, og at det ikke var en ægte Derain, men muligvis var et elevværk. Grethe Meyer var blevet meget påvirket af denne oplysning og resten af samtalen med Svend Erik Olsen var foregået med Grethe Meyers søn. De havde fået at vide, at der var en amerikaner, der ville købe billedet, og denne havde budt kr. Grethe Meyer var meget bekymret for sin økonomi og efter de oplysninger, der nu forelå, synes hun, at det var en god pris. Oplysningen om billedet og tilbudet fra amerikaneren blev fortalt i én sammenhæng, men vidnet var ikke klar over, om Grethe Meyer havde fået oplysningerne i en eller flere telefonsamtaler. Vidnet gav udtryk for, at hun ikke var enig i, at billedet var uægte og henviste til, at hun synes, at det var et godt billede, og at billedets proveniens pegede i en anden retning. Vedrørende oplysningen til Grethe Meyer om, at Derain billedet var et elevværk, 93

96 forklarede vidnet, at Derain ikke havde nogen elever. Derain malede billedet i en periode, hvor han selv var elev hos Matisse. Derain var dengang helt ukendt og uskolet. Oplysningen fra Grethe Meyer om Jais Nielsen undersøgte vidnet, og hun fandt ud af via gamle auktionskataloger fra 1934, at det havde været på auktion, hvor Jais Nielsen købte maleriet. Vidnet havde på den måde efterprøvet Grethe Meyers oplysninger. Det var vidnets opfattelse, at Grethe Meyer var knivskarp. Da vidnet ønskede at få maleriet med i udstillingen, ringede hun til Ellekildes Auktionshus umiddelbart efter. Hun talte med Svend Erik Olsen i juni Det var en kort samtale. Svend Erik Olsen huskede maleriet, og det var ikke accepteret som ægte, idet det var et elevarbejde eller en kopi. Vidnet sagde til Svend Erik Olsen, at det var hun ikke så sikker på og insisterede på at høre mere om billedet. Svend Erik Olsen fortalte, at maleriet var solgt direkte til en amerikaner, og at det var meget kompliceret, men Svend Erik Olsen skulle nok tage kontakt til amerikaneren og vende tilbage til vidnet med kontaktoplysninger. Vidnet hørte ikke noget fra Svend Erik Olsen. Det var vidnets oplevelse, at Svend Erik Olsen ikke ville tale mere om maleriet. Vidnet fik ikke mulighed for at stille spørgsmål til den undersøgelse, der var foretaget eller stille spørgsmålet om, hvorfor Statens Museum for Kunst ikke var kontaktet. Det skyldtes måske, at vidnet ikke havde været vedholdende nok, og vidnet følte sig afvist. Vidnet havde gjort, hvad hun kunne af den kanal. Vidnet forsøgte ikke efterfølgende at kontakte Svend Erik Olsen. Hun forsøgte stadig at finde billedet i forbindelse med, at hun rejste rundt til forskellige museer. Hun foreviste foto af billedet, og hun talte meget med Isabella Monod-Fontaine om billedet. Først i april 2006 dukkede billedet op i et auktionskatalog for Sotheby s i New York. Vidnet var 99% sikker på, at det var Derain billedet, men da billedets proveniens ikke var helt korrekt i kataloget, kontaktede vidnet Sotheby s. Vidnet talte med en dame, der bekræftede, at maleriets bagside så ud, som den vidnet havde vist foto af, og vidnet var nu 100% sikker. Vidnet gjorde opmærksom på de ukorrekte oplysninger og blev bedt om at sende yderlige materiale til Sotheby s. Billedet var anført i kataloget til 3-5 mio. dollars. Vidnet havde lovet Grethe Meyer en tilbagemelding, og det gjorde vidnet efter nu at være 100 % sikker på, at Derain billedet var på auktion. Vidnet ringede til Grethe Meyers søn en onsdag og fik oplyst, at Grethe Meyer var afgået ved døden om fredagen. Vidnet spurgte Grethe Meyers søn, om de var klar over, at billedet var sat til salg hos Sotheby s og den pris, der var anført. De var ikke bekendt hermed, og vidnet oplyste den anførte pris for billedet i kataloget. Vidnet havde med direktøren for Statens Museum for Kunst aftalt, at hun skulle henvise Grethe Mey- 94

97 ers familie at rette henvendelse til en advokat, såfremt hun blev spurgt, hvad de skulle gøre. Adspurgt af forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, forklarede vidnet, at hun blev færdig med sin magisterkonference i Vidnet har tidligere i november 2004 været ansat hos Statens Museum for Kunst. Vidnet havde før da været studentermedhjælper hos Statens Museum for Kunst i 4 år. Inge Vibeke Raaschou- Nielsen havde på det tidspunkt, hvor hun var studentermedhjælper, allerede forladt Statens Museum for Kunst. Vidnet kendte ikke Inge Vibeke Raaschou-Nielsen personligt. Vidnet forklarede om sagsmappen vedrørende billedet, at det var et omslag adskilt fra andre omslag. I sagsomslaget var der en fotodel, der indeholdt farvedias og sort/hvid nærfotos af maleriets bagside. Derudover var der håndskrevne lapper og mere formelle dokumenter samt adressen på Grethe Meyer, herunder hendes sommeradresse. Korrespondancen lå i et plastic chartek. Der var ingen notater på sagsomslaget. Materialet til politiet blev kopieret af sekretær Hanne Støvring. Vidnet har ikke selv kopieret noget materiale. Det materiale, der blev kopieret, var brevkorrespondance og notater herunder håndskrevne notater. Materialet fik politiet inden afhøringen af vidnet. Vidnet havde hørt om Jens Thygesen og vidste, at han hørte til Kunsthallen. Vidnet erindrer, at der i sagen stod noget om, at Jens Thygesen havde sendt noget til Kellermann. Foreholdt Inge Vibeke Raaschou-Nielsens notat (mappe 2, side 39) forklarede vidnet, at hun ikke erindrer dette notat præcist, men hun husker at have set nogle af oplysningerne. Vidnet kendte til Kellermanns værkfortegnelse og havde adgang til at benytte den i Vidnets faglige vurdering af Kellermann var, at han havde et stort kendskab til bredden i Derains produktion. Værkfortegnelsen er en oversigt over, hvad Derain har lavet, men det beskæftiger sig ikke kunsthistorisk med Derain. Vidnet er bekendt med, at Kellermann havde forbindelse til Derain. Inge Vibeke Raaschou-Nielsen havde videregivet oplysninger om Kellermanns undersøgelse til Judi Freeman. Vidnet er bekendt med, at Susanne Pagé har lavet en stor Derain udstilling i Paris på et tidspunkt i 1990 erne. Foreholdt brev af 18. marts 1992 til Suzanne Pagé fra Inge Vibeke Raaschou- Nielsen (mappe 2, side 181) forklarede vidnet, at Kellermann ikke havde tilskrevet værket til Derain. Foreholdt notat (mappe 2, side 135) bekræftede vidnet, at hun har udfærdiget notatet. Hanne Møller, som er overstreget, har ikke nogen forbindelse til sagen. Vidnet har genbrugt papiret. Vidnet bekræfter, at det hun har noteret, er et referat 95

98 af, hvad Grethe Meyer havde fortalt vidnet, hvad Grethe Meyer vidste, om Kellermanns undersøgelse. Grethe Meyer fortalte vidnet, at Kellermann havde afvist maleriet som ægte, og hvis han skulle undersøge det nærmere, skulle han have penge for det, og det drejede sig om kr. Grethe Meyer synes, at det var mange penge, og vidnet havde sagt til fru Meyer, at det kunne hun godt forstå. Den dame, som vidnet talte med hos Sotheby s, fortalte vidnet om ægtheds - erklæringen, og denne erklæring havde vidnet ikke været bekendt med tidligere. Forespurgt om Statens Museum for Kunst afgiver ægthedserklæring forklarede vidnet, at Statens Museum for Kunst kan afgive udtalelser om, hvorvidt et maleri sandsynligvis er ægte, men afgiver ikke ægthedserklæringer. Foreholdt mail af 26. april 2006 til Elizabeth Gorayeb fra Rikke Warming (mappe 2, side 147), med oversættelse side 210) forklarede vidnet, at hun har skrevet mailen sidst på dagen mellem kl , og at tidspunktet kl godt kan passe. Vidnet kendte ikke dengang Stoppenbach. Hun vidste, at han havde et galleri i London, idet der havde været sendt låneansøgninger vedrørende andre Derain malerier til galleriet eller til Stoppenbach privat. Hun husker ikke, om hun dengang vidste, at Kellermann og Stoppenbach var i familie. Foreholdt at vidnet nu gav oplysninger om Kellermanns afvisning videre, forklarede vidnet, at det var oplysninger, som vidnet havde fået af fru Meyer. Vidnet var ikke bekendt med, at maleriet havde været udstillet i Maastricht i marts 2005, idet vidnet først påbegyndte sin undersøgelse i april Foreholdt afhøringsrapport vedrørende vidnets forklaring af 11. maj 2006 bekræfter vidnet, at hun har afgivet forklaring til politiet, men hun husker ikke, om hun fik lejlighed til at gennemlæse rapporten. Foreholdt rapporten side 7, 2. afsnit, 1. sætning, forklarede vidnet, at hun ikke er klar over hvilket brev, der blev udfærdiget. Foreholdt 3. afsnit, 1. sætning, forklarede vidnet, at hun ikke husker, at hun har formuleret sig sådan til politiet. Foreholdt 4. afsnit forklarede vidnet, at hun har forklaret, at Kellermann ville have et honorar, og at hun havde den oplysning fra fru Meyer. Vidnet har ikke taget kontakt til Inge Vibeke Raaschou-Nielsen. Det skyldes, at vidnet tidligere ved flere andre lejligheder forgæves havde forsøgt at kontakte Inge Vibeke Raaschou-Nielsen. Det var derfor vidnets opfattelse, at hun ikke ville få noget ud af at kontakte Inge Vibeke Raaschou-Nielsen. Adspurgt af forsvareren, advokat Jan E. Kornerup Jensen og foreholdt notat (mappe 2, side ) bekræftede vidnet, at fru Meyer havde oplyst, at Svend Erik Olsen ikke havde undersøgt billedet hos kyndige, og at fru Meyer selv opgav maleriet som ægte. 96

99 Vidnet kunne af sagen se, at Inge Vibeke Raaschou-Nielsen skulle besøge Kellermann, men vidnet har ikke detaljeret kendskab til besøget, bortset fra at Kellermann havde sagt, at maleriet ikke var ægte. Optegnelse i en værkfortegnelse er ikke den eneste måde et maleri kan komme ind i verdenshistorien. Det kan også ske igennem udstillinger. Det forhold, at et billede ikke kan blive optaget i en værkfortegnelse, vil have en negativ effekt på opfattelsen af billedet. Foreholdt at Charles Bailly i retten har forklaret, at Svend Erik Olsen rettede henvendelse til ham om kontakt til den amerikaner, der havde købt billedet, fastholder vidnet, at hun ikke har fået opringning fra Svend Erik Olsen med disse oplysninger og ikke selv har forsøgt at kontakte Svend Erik Olsen. Vidnet forklarede om Tetzen-Lunds samling, at den ikke er fuldt dokumenteret, men at billedet er med som L Estaque i fortegnelsen over samlingen fra starten af 1930 erne. Adspurgt af forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, forklarede vidnet, at hun havde kontakt til arvingerne dagen efter telefonsamtalen med Grethe Meyers søn, idet der var arrangeret et møde på Statens Museum for Kunst med deltagelse af kulturværdiudvalget. Vidnet har ikke haft kontakt til arvingernes advokat Christian Gangsted-Rasmussen vedrørende sagen. Hun har dog haft et møde med advokat Christian Gangsted-Rasmussen efter modtagelsen af vidneindkaldelsen, idet hun havde behov for orientering om de nærmere omstændigheder ved afgivelse af forklaring for retten, herunder hvilke spørgsmål hun ville blive stillet. Mødet varede ca. en halv time. I forbindelse med mødet fik vidnet ikke adgang til at se materiale fra sagen. Advokat Gangsted-Rasmussen fortalte vidnet, at han var i familie med arvingerne, men ikke nærmere. Hun kontaktede advokat Christian Gangsted-Rasmussen, fordi det lå lige for ud fra vidnets kendskab til ham som arvingernes advokat. Adspurgt af anklageren og foreholdt nota (mappe 2, side ) forklarede vidnet, at Svend Erik Olsens undersøgelse må relatere sig til tiden efter, at Svend Erik Olsen havde taget billedet med sig. Svend Erik Olsen mente først, at maleriet var ægte, men vendte tilbage og sagde, at det var uægte, og fru Meyer opgav det herefter som ægte. Adspurgt af forsvareren, advokat Jan E. Kornerup Jensen, vedrørende kopiering af sagsmaterialet forklarede vidnet, at hun gav sagen til Hanne Støvring med henblik på kopiering til politiet. Vidnet var selv ude at rejse og havde derfor ikke noget med kopieringen at gøre. Vidnet har ikke fravalgt eller frasorteret noget inden kopiering 97

100 Vidnet revisor Bent Nicolajsen har til retsbogen afgivet følgende forklaring: Adspurgt af anklageren forklarede vidnet, at han er revisor for XXX og stod for oprettelsen af selskabet EFAA. Vidnet blev ringet op i forbindelse med, at hans klient XXX havde solgt et maleri til et galleri i Paris. Vidnet husker ikke i dag, hvem han blev ringet op af. XXX havde brug for oprettelse af selskab i Luxembourg i forbindelse med salget, og der var også fra galleriets side et ønske om, at salget skulle ske gennem et selskab i Luxembourg. XXXs ønske om oprettelsen af selskabet i Luxembourg var ikke kun i relation til denne handel, men også et ønske om at fremtidige salg skulle ske gennem dette selskab. Vidnet havde dengang været revisor for XXX personligt og hendes firma AV Francais i et par år. Henvendelse vedrørende salg af maleriet skete i september/oktober På det tidspunkt var billedet i Paris. De drøftede, hvorledes oprettelsen skulle ske og valgte, at PKF skulle stifte selskabet. Foreholdt brev af 21. september 2004 til PKF Luxembourg sa fra Bent Nicolajsen (mappe 3, side 257 med oversættelse side 259) forklarede vidnet, at henvendelsen fra XXX fandt sted et par dage før denne skrivelse. Vidnet kender Svend Erik Olsen, og henvendelsen vedrørende oprettelsen af selskabet i Luxembourg var en fælles henvendelse fra Svend Erik Olsen og XXX. Vidnet havde et møde med dem begge få dage, inden brevet blev sendt, og mødet blev vist holdt hos XXX og Svend Erik Olsen. På mødet talte de om oprettelsen af selskabet i Luxembourg, og vidnet påtog sig at rette henvendelse til PKF vedrørende oprettelsen. Vidnet studsede over, at det drejede sig om et billede til kr., der nu var solgt til 5 mio. kr. Vidnet fik at vide, at det var købt som en kopi, og at billedet i Paris havde skiftet karakter efter en ekspert havde været inde over. Vidnet er ikke klar over, hvorvidt der på det tidspunkt forelå en egentlig godkendelse fra eksperten. Vidnet bemærkede, at han ikke er kunstkender, og at det lød som en plausibel forklaring i vidnets ører. Vidnet indvilligede derefter i at oprette selskabet. Det var ikke noget problem, at billedet på det tidspunkt allerede var solgt, idet en avance under alle omstændigheder skulle beskattes i Danmark. Vidnet husker ikke, om det præcist blev aftalt på mødet, hvordan fortjenesten skulle fordeles, men den praktiske løsning kom først i forbindelse med regnskabet for 2004 blev udfærdiget. Foreholdt faktura af 17. september 2004 (mappe 4, side 44 med oversættelse side 45) forklarede vidnet, at han har set denne faktura den 28. september 2005 efter mødet med XXX og Svend Erik Olsen. Vidnet havde ingen indflydelse på den endelige udformning. Vidnet sørgede alene for, at der blev sat et momsnummer ved køber, og at dette momsnummer fremgår af den endelige faktura. 98

101 Foreholdt faktura af 23. september 2004 (mappe 3 side 300 med oversættelse side 301) forklarede vidnet, at momsnummeret er føjet til efter vidnet så udkastet til faktura af 28. september 2004, og at man bare ikke har ændret den oprindelige dato i fakturaen. Kontakten vedrørende det praktiske til firmaet i Luxembourg skete via en medarbejder i vidnets firma. Foreholdt mail af 24. september 2004 til XXX fra Bent Nicolajsen (mappe 4, side 65) forklarede vidnet, at det, der er anført i forbindelse med momsnummeret, skrev han for at lægge pres på, idet vidnets klient, XXX, var bekymret for, at salget var i fare, hvis det ikke hurtigt kom på plads. Foreholdt sammenskrevet resumé af 15. november 2004 (mappe 3, side 263) bekræftede vidnet, at selskabet blev stiftet den 25. november Man valgte at vente på oprettelsen af selskabet for ikke at løbe en risiko ved køb af et selskab. Årsrapporten for selskabet skulle godkendes af en revisor i Luxembourg, men da selskabet var skattepligtigt i Danmark, lavede vidnet et udkast med tallene fra årsrapporten.foreholdt resultatopgørelse for året 2004 (mappe 4, side 99) forklarede vidnet, at varesalg vedrørte salg af billedet til galleriet i Paris og varekøb vedrørte XXXs personlige selskab i Danmark. Kommissionsudgiften var den kommission, som Svend Erik Olsen fik ved salget. Købsprisen på de 2,5 mio. kr. indeholder den avance, der ellers skulle være placeret i Luxembourg-selskabet, men som nu blev delt ved betalingen til Svend Erik Olsens selskab i Danmark og til XXXs personlige firma. Vidnet talte løbende med XXX og Svend Erik Olsen om, hvordan avancen skulle deles, og i den forbindelse om det var nødvendigt med en samarbejdsaftale. Vidnet foreslog, at der blev lavet en sådan i forbindelse med handlen. Vidnet havde tidligere hørt om andre samarbejdsaftaler mellem de to. Foreholdt samarbejdsaftaler af den 30. juni 2005 (mappe 3, side 251 med oversættelse side 252 og side 254 med oversættelse side 255) bekræftede vidnet, at de er lavet på vidnets foranledning. Det var således, at der i Luxembourg selskabet skulle afholdes eventuelle omkostninger til en 3. mand, og avancen skulle deles mellem Svend Erik Olsens selskab på den ene side og XXXs selskab på den anden side. Samarbejdet vedrørte ikke alene billedet, men det var også fremadrettet, idet XXX skulle finde forskellige kunstgenstande i Skandinavien med henblik på videresalg til Luxembourg selskabet, som skulle formidle salg på det internationale marked. Foreholdt faktura af 20. januar 2004 (mappe 3, side 312 med oversættelse side 313) forklarede vidnet, at man ikke kan skrive en regning uden angivelse af momsnummer. Avancen er regnskabsmæssigt taget med i

102 Foreholdt mailkorrespondance mellem Ronald Weber og Bent Nicolajsen af 13. december 2004 (mappe 3, side med oversættelse side ) forklarede vidnet, at drøftelsen fandt sted på en revisorkonference i Australien. I Luxembourg er der restriktive regler om hvidvaskning, og det er derfor nødvendigt at stille spørgsmål ved, hvordan pengene kom ind i selskabet. Billedet var jo købt som en kopi, og via en ekspertudtalelse i Paris havde skiftet karakter. Det med ægthedscertifikatet står for vidnets egen regning. Vidnet havde på det første møde med Svend Erik Olsen og XXX fået den opfattelse i generelle vendinger, at der normalt fulgte et certifikat med, men de talte ikke ved det første møde eller senere om et egentligt certifikat i forbindelse med billedet. Vidnet fik endvidere oplyst af Svend Erik Olsen, at der skulle betales et honorar, men der blev ikke nævnt et beløb, men kun at honoraret ville gøre et pænt indhug i avancen. Vidnet fik ikke indtryk af, at honoraret var afregnet. Vidnet spurgte til det efterfølgende. Vidnet så aldrig noget udgiftsbilag vedrørende honoraret. Det var som om Svend Erik Olsen trak lidt i land over de nærmeste måneder. Det var vidnets fornemmelse, at det var nok lidt af en overdrivelse, at der skulle betales et stort honorar. Vidnets skepsis faldt efterhånden væk, eftersom vidnet talte mere med Svend Erik Olsen og XXX om salget. Vidnet er stadig revisor for XXX. Vidnet har aldrig været revisor for Svend Erik Olsen. Adspurgt af forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen, forklarede vidnet, at momsnummeret på fakturaen af 23. september 2004 blev sat på efter drøftelser og på vidnets foranledning herom. Foreholdt mail af 24. september 2004 til XXX fra Bent Nicolajsen (mappe 4, side 65) og foreholdt fax til Ronald Weber fra Galleri Bailly (mappe 3, side 265 med oversættelse side 266) forklarede vidnet, at han ikke erindrer, om han har set denne mail fra Galleri Bailly. Han er ikke helt sikker på, om momsnummeret udelukkende kom på fakturaen på hans foranledning. XXX har tidligere haft firmaet AV Francais i Frankrig. Dette firma var et A/S og blev stiftet, før vidnet kom ind i billedet. Det var XXXs hensigt at drive handel med kunst gennem selskabet, men det blev opgivet, da det er frygtelig kompliceret at drive virksomhed på denne måde i Frankrig. Det var XXXs hensigt at bruge Luxembourg-selskabet i stedet for det franske selskab. I Luxembourg-selskabet blev der også i 2005 og 2006 drevet handel med kunst. Vidnet er ikke bekendt med handler i selskabet i 2007, idet regnskabet endnu ikke er udarbejdet. Der er fortsat midler i Luxembourg-selskabet. Adspurgt af anklageren og foreholdt mail af 12. oktober 2004 til Beaurel fra Bent Nicolajsen (mappe 4, side 35 med oversættelse side 36) forklarede vidnet, at 100

103 han har hjulpet med at besvare henvendelsen vedrørende det franske selskab, og på et tidspunkt har man vist nok også bedt om at få lukket det franske selskab. EURL er ikke korrekt oversat, idet EURL er et selskab. Vidnet bekræftede, at der ikke har været aktivitet i selskabet. Foreholdt regnskab (mappe 3, side 314 med oversættelse side 315) forklarede vidnet, at han ikke har kendskab til bilaget. Vidnet kan vedrørende 2005 konstatere, at der er et salg til Sotheby s for ca Euro og køb hos Ellekilde for ca Euro. Vidnet advokat Christian Gangsted-Rasmussen har til retsbogen afgivet følgende forklaring: Adspurgt af forsvareren, advokat Jakob Lund Poulsen forklarede vidnet, at han er gift med arvingen Annelise Bruus datter. Vidnet har ikke deltaget i familieråd, hvor henvendelsen fra Rikke Warming i 2005 blev drøftet, og han er heller ikke blevet informeret om drøftelser. Vidnet hørte først om salget af maleriet i slutningen af 2006, da Torsten Meyer ringede til vidnet. Torsten Meyer fortalte om Grethe Meyers salg og det kommende salg hos Sotheby s. Vidnet blev derefter bekendt med henvendelsen fra Rikke Warming. Der var refleksion over, at der ikke var reageret på Rikke Warmings henvendelse. Vidnet er ikke bekendt med eventuelle drøftelser mellem Torsten Meyer, Annelise Bruus og Grethe Meyer i forbindelse med Rikke Warmings henvendelse. Vidnet bekræftede, at han har korresponderet med en advokat i Paris i forbindelse med sagen. Foreholdt brev af 2. juni 2006 til XXX fra Vaisse, Bremond, Rambert og Associes (mappe 3, side 283 med oversættelse side 285, (side 2, 1-3 afsnit) forklarede vidnet, at de 18 måneder er udløbet, og deponeringen er blevet frigivet. De blev orienteret om, at der ikke var rejst sigtelse mod nogen af de personer, som var omfattet af deponeringsaftalen, hvorfor deponeringen kunne frigives. Vidnet kendte ikke Rikke Warming før sagens opståen. Han har ikke haft kontakt med Rikke Warming ved sagens opståen. Han har haft et møde med Rikke Warming i forbindelse med hovedforhandlingen i sagen. Rikke Warming ønskede oplysninger om, hvordan en retssag fungerede, hvordan der så ud i en retssal, og hvad hun kunne blive spurgt om. Rikke Warming havde ikke adgang til at se sagens materiale hos vidnet. Adspurgt af forsvareren, advokat Jan E. Kornerup Jensen og foreholdt, at det i omtale i Politiken den 17. marts 2009 fremgår, at advokat Christian Gangsted-Ras- 101

104 mussen skulle have udleveret kopi af to breve i sagen (mappe 1, side 279, brev af 12. maj 2004 og side 280, brev af 24. juni 2004) forklarede vidnet, at der har været korrespondance mellem advokat Lund Poulsen og vidnet herom, og ifølge denne skulle vidnet have gjort noget forkert, hvorfor vidnet ikke ønsker at udtale sig nærmere herom. Vidnet Jens Christian Thygesen har den 19. maj 2006 afgivet forklaring til Københavns politi. Det fremgår af afhøringsrapporten: Vidnet bekræftede indledningsvis at have været ejer af Kunsthallen der i sin tid lå i Købmagergade 11, og efterfølgende Gothersgade 9, Kbhvn K. Herunder havde han haft nu afdøde Grethe Meyer som kunde gennem mange år. Afhørte havde for ca. 2-5 år siden afhændet Kunsthallen til Auktionshuset Bruun Rasmussen. Han bekræftede at kende det omstridte landskabsmaleri Andre Derain. Han oplyste endvidere, at han på anmodning fra fru Meyer primo 90 erne skulle prøve at få foretaget en vurdering af det omstridte maleri mht. ægthed. Han kontaktede derfor en bekendt hos Sotheby s, der henviste ham til Michel Kellermann i Paris. Afhørte fik derpå hos Statens Museum for Kunst optaget flere fotos af maleriets for- og bagside og fik forstørret disse, hvorpå han sendte maleriet til Michel Kellermann i Paris, idet han forespurgte på maleriets ægthed. Som retursvar modtog han, som han erindrede det, et kortfattet maskinskrevet brev, der kort på fransk oplyste Jeg har set de fremsendte fotos og på grundlag af disse, kan jeg ikke includere maleriet i værkfortegnelsen underskrevet af Michel Kellermann. Der havde ikke været talt om et evt. honorar for en yderligere vurdering. Afhørte meddelte undersøgelsens resultat til fru Meyer, til hvem han også leverede anf. brev eller en kopi af dette. Afhørte havde nu intet materiale vedr. undersøgelsen tilbage. Afhørte gennemså nu de i sagen fra Statens Museum for Kunst indleverede papirer (bilag 4-2-1), hvoraf han fremdrog pag. 32 et håndskrevet brev fra Michel Kellermann til fru Inge Vibeke Raaschou-Nielsen, Statens Museum for Kunst, hvori hr. Kellermann bla. omtaler de af Kunsthallen udleverede fotos. Afhørte kendte ikke AV FRANCAISE eller STOPPENBACH OG DELESTRE, men han kendte SVEND ERIK OLSEN. 102

105 Personlige oplysninger De tiltalte Svend Erik Olsen og XXX har ikke givet oplysninger om deres personlige forhold, og der er ikke foretaget en 808-undersøgelse vedrørende de tiltaltes personlige forhold. De tiltalte er ikke tidligere straffede. Rettens begrundelse og afgørelse Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at tiltalte Svend Erik Olsen efter Grethe Meyers henvendelse til Ellekilde Auktionshus var hos Grethe Meyer i dennes lejlighed på Strandboulevarden i maj 2004 med henblik på indlevering af indbo - effekter til auktion. Retten lægger videre til grund, at tiltalte Svend Erik Olsen ved besøget viste interesse for et usigneret maleri af Derain, som Grethe Meyer ikke på det tidspunkt ønskede at sælge, og at tiltalte Svend Erik Olsen på baggrund af Grethe Meyers oplysninger om maleriet tilbød at undersøge maleriet. Retten lægger videre til grund, at Grethe Meyer herefter indleverede maleriet til Ellekilde Auktionshus med henblik på som det fremgår af indleveringskvittering af 9. maj 2004 at maleriet skulle undersøges i Paris. Ved indleveringen anslog tiltalte Svend Erik Olsen værdien af Maleri af Andre Derain til kr. Grethe Meyer videregav i forbindelse med indleveringen maleriets historie til tiltalte Svend Erik Olsen. Retten lægger til grund, at tiltalte Svend Erik Olsen fik oplyst, at maleriet i 1990 havde været hos Kunsthallen, som havde afvist maleriet efter, at Jens Thygesen havde været i forbindelse med Michel Kellermann, der ikke ville optage billedet i fortegnelsen over Derains værker, samt at maleriet havde været undersøgt af Statens Museum for Kunst i 1991 og 1992 uden resultatet. Retten lægger endvidere til grund, at Grethe Meyer og dennes familie trods de foretagne undersøgelser, herunder Kellermanns afvisning af at optage maleriet, ikke var i tvivl om maleriets ægthed. Efter vidnet Rikke Warmings forklaring om Grethe Meyers samtale med tiltalte Svend Erik Olsen sammenholdt med tiltalte Svend Erik Olsens værdiansættelse af maleriet ved indleveringen finder retten det ubetænkeligt at lægge til grund, at det også var tiltalte Svend Erik Olsens opfattelse, at det var et maleri af Derain, og at det var baggrunden for hans tilbud om yderligere undersøgelse af maleriet i Paris. På baggrund af tiltalte Svend Erik Olsens forklaring lægger retten til grund, at tiltaltes undersøgelse af maleriet alene bestod i opslag i kataloger og søgning på Art Prices index. Retten lægger videre til grund, at maleriet i forbindelse med et eftersyn i juni 2004 var udstillet i Ellekilde Auktionshus, og at flere interesserede, herunder de senere købere, tiltaltes samlever XXX og galleriejer Charles Bailly, så 103

106 på maleriet og fik oplysning om, at det var et afvist maleri med en minimumspris på kr. Efter tiltalte XXXs forklaring lægger retten til grund, at hun ved eftersynet fik oplyst, at maleriet var i auktionshuset med henblik på formidling af salg, og at hun ved eftersynet tilbød at købe maleriet for den oplyste minimumspris på kr., som hun uden videre accepterede. Retten lægger til grund efter vidnet Torsten Krause Meyers forklaring, der bestyrkes ved vidnet Rikke Warmings forklaring, at Grethe Meyer først i august 2004 blev kontaktet telefonisk af tiltalte Svend Erik Olsen vedrørende undersøgelsen af maleriet. Tiltalte Svend Erik Olsen oplyste, at han nu havde fået undersøgt maleriet, og at det ikke var en ægte Derain, men muligvis et elevværk. Denne oplysning førte til, at Grethe Meyer nu opgav maleriet som ægte. Retten lægger videre til grund, at tiltalte Svend Erik Olsen i en telefonsamtale med Grethe Meyer og Torsten Krause Meyer kort efter oplyste, at han havde en køber, der ville give det halve af maleriets værdi kr., og at tiltalte hverken ved denne samtale eller ved senere henvendelser herom gav oplysning om, at køberen var hans samlever medtiltalte XXX, men derimod oplyste, at køberen var en amerikaner. Efter vidneforklaringerne fra Torsten Krause Meyer og Karin Annelise Bruus finder retten ikke grundlag for at fastslå, at Grethe Meyer har modtaget tiltaltes breve af henholdsvis 12. maj og 24. juni 2004, eller at hun før telefonsamtalerne i august 2004 med tiltalte Svend Erik Olsen skulle have været bekendt med indholdet heraf. Retten lægger således til grund, at Grethe Meyer først ved tiltalte Svend Erik Olsens henvendelse i august 2004 med oplysningerne om den foretagne undersøgelse samt købstilbudet besluttede at sælge maleriet, og at hun ønskede salget skulle ske uden auktion og til den tilbudte minimumspris på kr. og gerne mere. Retten finder det herved bevist, at tiltaltes urigtige oplysninger om, at den lovede undersøgelse af maleriet var foretaget samt resultatet heraf, har været bestemmende for Grethe Meyers beslutning om salg af maleriet, som hun indtil da anså for et ægte maleri af Derain med en proveniens, der var stillet spørgsmål ved gennem de tidligere foretagne undersøgelser. Tiltalte Svend Erik Olsen, der er en erfaren kunsthandler og på det tidspunkt var direktør for auktionshuset, måtte på baggrund af de oplysninger, han havde modtaget fra Grethe Meyer om maleriets historie, og resultatet af tiltaltes undersøgelser blandt andet søgning i Art Prices index være klar over, at maleriet havde en betydelig værdi og i hvert fald på de kr., som han i indleverings- 104

107 kvitteringen havde værdiansat maleriet til. Retten har herved lagt vægt på, at tiltalte ikke fik undersøgt maleriet i Paris og ikke rettede henvendelse til Statens Museum for Kunst, der senest havde undersøgt maleriet, men alene udtalte sig til Grethe Meyer på baggrund af egne opslag i kataloger. Når henses til, at tiltalte i juni måned 2004 ved eftersynet hos Ellekilde Auktionshus til interesserede oplyste en pris på maleriet på kr., at det var på et tidspunkt, hvor Grethe Meyer endnu ikke havde fremsat ønske om salg af maleriet, og hvor tiltalte Svend Erik Olsen ved indleveringen af maleriet havde værdiansat det til kr., finder retten det bevist, at det har været tiltalte Svend Erik Olsens hensigt at udnytte denne vildfarelse hos Grethe Meyer om undersøgelsen og værdien af maleriet med henblik på retsstridigt at skaffe sig en betydelig fortjeneste ved salg af maleriet. Retten lægger til grund, at vidnet galleriejer Charles Bailly, der senere sammen med galleriejer Robert Stoppenbach købte maleriet, ved besigtigelsen af maleriet under eftersynet i juni 2004 hos Ellekilde Auktionshus viste interesse for maleriet og tilbød tiltalte Svend Erik Olsen nærmere at undersøge maleriet, og at Charles Bailly meddelte tiltalte Svend Erik Olsen resultatet af denne undersøgelse, inden de tiltalte Svend Erik Olsen og XXX kom til Paris med maleriet. Retten finder det ubetænkeligt at tilsidesætte tiltalte XXXs forklaring om baggrunden for køb af maleriet, når henses til at hun fem uger efter købet af det maleri, som hun havde fået oplyst var uægte, til kr., tog maleriet med til Paris og solgte maleriet til ca. 5 mill. kr. Retten lægger til grund, at tiltalte XXX som Svend Erik Olsens samlever bistod Svend Erik Olsen ved hendes personlige firma AV Francaise s køb af maleriet, og at det i realiteten var tiltalte Svend Erik Olsen, der købte og videresolgte maleriet til Charles Bailly og Robert Stoppenbach. Dette bestyrkes af, at tiltalte Svend Erik Olsen ikke på noget tidspunkt heller ikke over for Rikke Warming fra Statens Museum for Kunst oplyste, hvem der var køber af maleriet, og det senere forløb med tiltaltes XXXs oprettelse af det selskab, hvortil salgssummen på de ca. 5 mill. kr. blev faktureret, og hvor de tiltalte begge er bestyrelsesmedlemmer samt den i 2005 oprettede samarbejdskontrakt om de tiltaltes fordeling af fortjenesten, hvorved de ca. 5 mill. kr. blev fordelt mellem de tiltalte som kommission med 50 % til hver. Retten finder endvidere, at tiltalte XXX har været klar over denne sammenhæng, og at hun ved sin bistand medvirkede til at påføre sælgeren af maleriet et tab. En dommer finder det ubetænkeligt efter det foran anførte at anse tiltalte skyldig i den rejste tiltale. To dommere finder det ikke med den for domfældelse fornødne sikkerhed 105

108 bevist, at tiltalte XXX har været klar over eller haft grundlag for at antage den mulighed, at tiltalte Svend Erik Olsen retsstridigt udnyttede en vildfarelse hos Grethe Meyer. Disse dommere finder, således som tiltalen er rejst, herefter ikke grundlag for at domfælde tiltalte XXX. Efter stemmeflertallet vil tiltalte XXX være at frifinde. Retten finder det bevist, at tiltalte Svend Erik Olsen er skyldig i bedrageri efter straffelovens 279. Straffen fastsættes til fængsel i 8 måneder, jf. straffelovens 285, stk. 1,jf Der er ved strafudmålingen lagt vægt på, at tiltalte Svend Erik Olsen har misbrugt den tillid, som Grethe Meyer og hendes familie havde til ham som erfaren kunsthandler og direktør i auktionshuset samt til, at bedrageriet angår et maleri til en betydelig værdi. Den usikkerhed, der var omkring billedets proveniens på salgstidspunktet i august 2004, og branchens karakter er imidlertid særlige momenter, som tillige har haft indflydelse på den straf, sagens økonomiske omfang ellers måtte betinge. Som følge heraf har retten henført forholdet under straffelovens 285, stk. 1. Retten har ikke fundet grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget. T h i k e n d e s f o r r e t : Tiltalte XXX frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for XXX, herunder kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Jakob Lund Poulsen. Tiltalte Svend Erik Olsen straffes med fængsel i 8 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Jan E. Kornerup Jensen. Sanne Bager Udskriftens rigtighed bekræftes. KØBENHAVNS BYRETS JUSTITSKONTOR Dommen vedrørende Svend Erik Olsen blev anket af både ham selv og anklagemyndigheden, mens anklagemyndigheden også ankede frifindelsen af hans samlever. 106

109

110

111

112

113

114

115

116

117

118

119

120

121

122

123 Referater fra landsrettens fem retsmøder Referat Østre Landsret retsmøde. Mandag den 1. februar 2010 Hverken pressen eller private tilhørere rendte Østre Landsrets 10. afdeling i Bredgade på dørene, da ankesagen i den såkaldte Derain-sag startede 1. februar kl. 9:30. Udover de to tiltalte og deres advokater samt tre juridiske dommere og tre lægdommere, var kun Camilla Stockmann fra Politiken og undertegnede Preben Juul Madsen fra Kunstnyt.dk til stede. Denne for kunsten meget væsentlige sag interesserer fra dagspressen og tv altså kun Politiken. Pinligt! Sagens landsdommere er Mikael Sjöberg (retsformand), Margit Stassen og Kristian Lind Jensen (konstitueret), mens anklagemyndigheden er repræsenteret ved statsadvokatassessor Anne Birgitte Stürup, som lagde ud med at oplæse anklageskriftet, der er det samme som i byretten. Derefter gennemgik hun byretsdommen, der som bekendt resulterede i en ubetinget fængselsstraf på 8 måneder til auktionshuset Ellekildes tidligere direktør, Svend Erik Olsen. Retten godkendte fortsat navneforbud mod Svend Erik Olsens samlever, som i byretten blev frifundet. Anne Birgitte Stürup forelagde sagen og oplyste, at Grethe Meyers arvingers advokat, Gangsted-Rasmussen, på ny fremsætter erstatningskrav. Anklageren forklarede så retten, hvad man forstod ved proveniens. Hun kom også ind på to breve, som forekommer meget vigtige for anklagemyndigheden, idet denne påstår, at Grethe Meyer aldrig har modtaget dem. Domsformanden havde åbenbart ikke noget forkendskab til brevene, idet han spurgte: Hvilke breve? Dommeren Margit Stassen virkede flere gange lettere irriteret over anklagerens forelæggelse, og da en af advokaterne rettede anklageren, bemærkede domsformanden, at hendes fremførelse var farvet. Ser man det! Derain var 26 år gammel, da han malede det maleri, sagen drejer sig om, sagde anklageren. Men det kan hun ikke vide, da billedet er usigneret og udateret. Hun 107

124 kan heller ikke omtale maleriet som ægte, da tidspunktet, hun taler om, er før, maleriet bliver godkendt af Michel Kellermann, en godkendelse, man i øvrigt kan diskutere. Anklageren sagde også, at det tidligere har tilhørt Tetzen-Lund, men det vides ikke med sikkerhed. Men havde det, var det sagen uvedkommende. Endvidere omtalte hun Derain som elev af Matisse. Det var han ikke, de kendte hinanden, var nære venner og malede ofte sammen, men han var ikke direkte elev af Matisse. Anklageren brugte meget tid på forholdet mellem en påstået vurdering på kr., som Svend Erik Olsen skulle have sat det til, før han købte det for kr. af Grethe Meyer, og salgsprisen til Bailly og Stoppenbach på 5 mio. kr. Svend Erik Olsen fortalte, at det ikke var ham, der havde vurderet det til kr., men i første omgang Kunsthallens Jens Thygesen. Men det var en pris, der var baseret på, at maleriet var ægte. Og det var det ikke på det tidspunkt. Eller rettere, Kellermann havde endnu ikke udfærdiget den omstridte ægthedserklæring, som først forelå syv måneder efter, at billedet solgtes i Paris for 5 mio. kr. En pris fastsat af Bailly, fordi han troede på maleriet, som Svend Erik Olsen fortalte. Så skete det pinlige, at anklageren fremlagde tre erklæringer fra kendte auktionshuse, af Francis Breast fra Artcurial og Raymond de Nicolay, begge Paris, samt Èric Pillon Enchères i Versailles. De havde alle tre fået stillet det tåbelige spørgsmål: Hvad er vurderingen på et maleri af et fransk landskab i størrelsen 54x65 cm udført af en ubekendt maler? Vanvittigt! Den slags spørgsmål kan man simpelthen ikke stille. Kun teksten, ingen billeder. Francis Breast oplyste: ikke over Euro, mens de to andre udtalte, at sådan et maleri ingen værdi havde. Svend Erik Olsen oplyste, at han havde solgt flere malerier af ubekendte for over kr. Og meget aktuelt kan nævnes en pris på 7,1 mio. kr. for et af verdenskunstens mest omstridte malerier, La Belle Ferronnière, med helt samme titel og motiv, som et maleri på Louvre, der menes at være enten en ægte Leonardo eller af en af hans elever. Kopien er gennem tiden erklæret ægte af blandt andre den berømte kunsthistoriker Kenneth Clark, men af andre som værende en kopi. Efter de seneste undersøgelser mener man nu at vide, at der ikke er tale om en ægte Leonardo. Det var af Sotheby s i New York vurderet til mellem 1,5 og 2 mio. kr., men nåede et hammerslag på 7,1 mio. kr. den 28. januar Og hvad med alle de mange Rembrandt er, som alligevel ikke var af Rembrandt? I den berømte Rembrandt-ekspert Abraham Bredius Rembrandt-bibel fra 1935 havde han medtaget 639 ægte Rembrandt. I dag har eksperterne reduceret dette 108

125 antal til omkring 250. Tør man én gang til dømme Svend Erik Olsen på det løse grundlag, hele anklageskriftet bygger på? Hvad nu, hvis der om nogle år dukker en rigtig Derain-ekspert op og erklærer det aktuelle maleri for uægte? Hvad så? Eller det ægte, som Kellermann sagde fandtes. Han påstod som bekendt, at det aktuelle var en kopi. Men igen skal det fastslås, at Kellermanns ægthedserklæring først foreligger syv måneder efter, at Bailly og Stoppenbach købte det i Paris. Så ægthedserklæringen kan ikke bruges til noget som helst denne sag vedrørende. Formålet med de tre erklæringer var et kluntet forsøg på at dokumentere, at malerier af ubekendte malere ligger langt under den pris på kr., Svend Erik Olsen havde betalt Grethe Meyer for et af en ubekendt. Men det var at sammenligne æbler med pærer. De tre auktionshuse havde ikke noget billede at vurdere ud fra, kun omtalte tekst. Det indslag kan retten næppe tage med i nogen bedømmelse. Første retsmøde sluttede klokken 14:45. Næste møde onsdag, den 3. februar. Ikke alle vidner fra byretten er indkaldt igen. Forsvaret har bedt om at afhøre kunsthandleren Heine Robert Dahl Bartsch, mens andre vidner bliver to af Grethe Meyers døtre: Annelise Bruus og Birthe Krause Dennys. Endvidere igen Charles Bailly, Rikke Warming, revisor Bent Nikolajsen samt to nye, kriminalassistent John Mann Christensen og Lars Kærulf Møller, leder af Bornholms Kunstmuseum. 2. retsmøde. Onsdag den 3. februar 2010 Retsmødet startede med anklagerens oplæsning af Svend Erik Olsens samlevers vidneforklaring fra byretten efterfulgt af anklagerens spørgsmål, hvor hun skiftevis tiltalte samleveren du og De. Noget brugbart nyt kom der ikke ud af afhøringen. Anklageren ville vide, om samleveren og Svend Erik Olsen ikke havde talt sammen om maleriet, hvilket hun svarede nej til. Spurgte De ikke, hvor det kom fra? spurgte anklageren. Nej! svarede samleveren, som forklarede, at hele hendes dag gik med at hente og bringe sine børn. Vi var ikke så tæt sammen, men vi sov sammen, sagde hun. Om de talte sammen om maleriet er også helt ligegyldigt. Skulle Svend Erik Olsen have fortalt, at det kom fra Grethe Meyer, hvad så? Det helt centrale i sagen er, at billedet købes som uægte. Det har begge anklagere ikke forstået. De kører frem, som om det på det tidspunkt Grethe Meyer sælger det, er at betragte som ægte. Kun hvis man er meget tungnem, vil man påstå dette. 109

126 Så kom talen ind på besøget i Paris, hvor maleriet blev forevist Bailly i hans galleri. Man kom ind, det var stort, man er lille, sagde samleveren. Bailly lånte maleriet, men hun vidste ikke, hvad han skulle låne det for. Da der gik flere dage, blev hun lettere irriteret, troede, han kun skulle låne det nogle timer. Men da han kom tilbage, tilbød han uden videre at købe det for 5 mio. kr. Hvorfor ikke i euro, spurgte anklageren. Det ved jeg ikke, svarede hun. Hvad troede Bailly på, spurgte anklageren. Det ved jeg ikke, hvad han troede på, svarede hun. Anklageren: Så har vi den regning, den som Baillys søn har skrevet. Der står Tableaux. Derain Samleveren: Det kan jeg godt se, men fokuserede ikke på teksten, kunne være et elevarbejde, det var jo afvist. Anklageren: Han sagde 5 mio., og De sagde top! Samleveren: Ja! Anklageren: Mener, det altid er meget vigtigt med proveniensen. Spurgte Bailly om billedets historie? Samleveren: Mener, Svend Erik sagde, det havde tilhørt Olaf Rude. Retsformanden spørger: Var der andre til stede, tolk? Samleveren: Nej! Anklageren: Fik Bailly at vide, hvor det var fra? Samleveren: Nej! Anklageren: Har du aldrig spurgt Svend Erik, hvor det kom fra? Samleveren: Nej! Anklageren: Når I nu boede sammen, sagde han så ikke, hvor det kom fra? Samleveren: Nej! Anklageren, Anne Birgitte Stürup borede derefter meget i misforholdet mellem købsprisen på kr. contra salgsprisen på 5 mio. kr. Men det kom der ikke andet ud af end allerede oplyst. Spørgerunden gik så over til samleverens advokat, Lund Poulsen, der spurgte om hun havde fået at vide, at prins Henrik var interesseret i maleriet og havde tilbudt mindre end kr., hvilket hun svarede ja til. Men selv ville hun ikke byde under de kr. Så fortalte hun, at hun i bilen havde overhørt en samtale mellem Grethe Meyer og Svend Erik Olsen, og hvor fru Meyers søn, Torsten Krause Meyer, kommer til telefonen og bekræfter, at hans mor vil sælge for kr. 110

127 På førstedagen havde anklageren fremlagt nogle eksempler på ubekendte malerier, som var solgt til små penge for på den måde at dokumentere, at de kr., som Svend Erik Olsen havde købt det omstridte maleri for, virkede mistænkeligt meget for et maleri af en ubekendt. Men det forekommer hele tiden, vis af malerier af ubekendte er gennem tiden solgt til langt over kr. Og det havde fået Lund Poulsen til at samle en række beviser for, at hans klient havde købt malerier af ubekendte til store penge. Han fremviste adskillige eksempler på køb foretaget af samleveren, bl.a. en usigneret gouache, som hun havde købt for euro, uden signatur og proveniens, men købt for at være malet af Karel Appel. Hun havde også købt et maleri hos Lauritz.com til næsten kr., efter Rembrandt, som hun sagde. Og adskillige andre, som ingen proveniens havde, og nogle som var tilskrevet, hvor ægtheden ikke kunne dokumenteres. Retsformanden spurgte: Kender De fru Meyer, hvilket samleveren svarede nej til. Så ville anklageren vide, hvordan hun solgte. På auktion, til handlende og privat, lød svaret. Mellem dagens afhøringer dokumenteredes vidneudsagn fra byretten, fra de vidner, som ikke igen skulle vidne. Det foregik blot ved at deres forklaringer oplæstes. Efter frokost afhørtes Grethe Meyers søn, Torsten Krause Meyer af Svend Erik Olsens advokat, Kornerup Jensen. Efter oplæsningen af hans forklaring i byretten, ønskede han at korrigere flere datoer. Og han gentog, at det var hans mors opfattelse, at maleriet var et ægte Derain, men at hun ikke var kunstkender, og at der ingen vej var uden om Kellermann. Kornerup Jensen: Har Deres mor omtalt det som ægte, men.... Krause Meyer: Korrekt! Kornerup Jensen: I perioden 5. maj til 2. august 2004, fik du noget at vide af din mor, hvordan det gik med undersøgelsen i Paris? Krause Meyer: Nej! Krause Meyer fortalte, at han ikke havde set noget dokument fra Thygesen (Kunsthallen), hvilket fik Kornerup Jensen til at henvise til politirapporten, hvor Krause Meyer netop havde udtalt, at han havde set det fra Kellermann. Men det kunne Krause Meyer ikke huske, han havde sagt. Krause Meyer: Svend Erik fortalte, det var erklæret uægte af en ekspert. Kornerup Jensen: Er det ikke Kellermann? Krause Meyer: Det ved jeg ikke! 111

128 Kornerup Jensen henviser nu til et brev fra Rikke Warming, som havde talt med Grethe Meyer, og hvori hun citerer denne for at have sagt, at hun havde opgivet troen på, det var ægte. Her bryder retsformanden ind, mener åbenbart, de mange spørgsmål er overflødige, hvilket får Kornerup Jensen til at tale med STORE bogstaver. Hr. retsformand! Temaet for min afhøring er at bevise, at fru Meyer var en selvstændig kvinde, men ikke oplyste alt til sine børn. Lund Poulsen stillede det sidste spørgsmål til Krause Meyer. Var der andre effekter i Rude-kataloget, der vedrørte Derain? Hertil svarede Krause Meyer: Det er jeg ikke sikker på. Efter moderens død fandt familien et par breve i et katalog fra en Rude-udstilling, som tidligere oplyst. Næste vidne var Grethe Meyers datter, Birthe Krause Dennys, som i flere årtier havde boet i England, og ikke tidligere havde vidnet. Hun talte meget lavmælt, og var yderst forsigtig i sine udtalelser. Man forventer ikke, at man kan huske alt efter flere år, det har vi forståelse for, sagde retsformanden til datteren. Hun fortalte nu det, som hendes søskende tidligere havde fortalt, at det var maleren Jais Nielsen, som i 30 erne havde købt maleriet på en auktion for James Meyer, som var hans svoger. Birthe Krause Dennys havde været til stede i moderens lejlighed, da Svend Erik Olsen 5. maj 2004 tog maleriet med for at vise det til prins Henrik og få det undersøgt i Paris, som hun sagde. Anklageren: Skulle det sælges? Krause Dennys: Nej! Anklageren: Hørte De noget i den periode fra maj til salget i august? Krause Dennys: Nej! Hørte ikke mere, før det var solgt. Krause Dennys fortalte, at hun ikke havde hørt om de to håndskrevne breve fra Svend Erik Olsen af hhv og Hun sagde også, at hun havde hørt, at det var købt af en amerikaner. Krause Dennys til Kornerup Jensen: Jeg ved, det har været hos Kunsthallen, og at Statens Museum for Kunst havde sendt billeder til Kellermann. Ved ikke, om Kellermann har udtalt sig til Thygesen (Kunsthallen). Det ville koste kr. at få det vurderet hos Kellermann, havde Thygesen sagt. Men det har Thygesen ikke sagt, indskød Kornerup Jensen. Krause Dennys fortalte, som sin bror, at der i Rude-kataloget lå to breve, men kunne ikke beskrive materialet. Men der var flere mapper, omkring så meget, sagde hun og markerede det med hånden cm over bordet. Min bror tog det hjem til sig selv, det blev ikke smidt væk. Det var meningen, at den anden søster, Karin Annelise Bruus, skulle have vid- 112

129 net, men hun nåede kun at sætte sig i vidneskranken for at blive bedt om at komme igen dagen efter, hvilket hun indvilligede i. Men efter hun var gået, kunne det tidsmæssigt heller ikke lade sig gøre, hvorfor hun ville blive kontaktet og bedt om at møde den 8. februar. 2. dagen sluttede klokken 15: retsmøde. Torsdag den 4. februar 2010 Klokken 9:30 var den parisiske galleriejer Charles Bailly, som var den ene køber af Derain-maleriet, endnu ikke ankommet til retten. Det gjorde han dog fem minutter senere. Men så var anklageren væk. Hun dukkede op 9:39, så mødet kunne komme i gang. Retsformanden bød Bailly velkommen på fransk, men ellers foregik afhøringen oversat til dansk af en tolk, der oversatte til dansk samtidig med, at Bailly talte fransk. Det gør det vanskeligt at følge med, når to taler i munden på hinanden, og oven i købet på to forskellige sprog. Og Bailly var meget talende, så meget, at dommeren måtte henstille til ham om at svare kort. Bailly var forsvarets vidne. Svend Erik Olsens samlevers advokat, Lund Poulsen, læste så Baillys forklaring fra byretten op. Det tog 40 minutter, da det sætning for sætning skulle oversættes til fransk. Under hele oplæsningen nikkede Bailly eller sagde oui, som accept af det, han tidligere havde sagt. Han nikkede også et ja, da det blev læst op, at den anden køber, Stoppenbach, var Kellermanns svigersøn, selv om han reelt var hans stedsøn. Men en biting uden betydning. Adspurgt om der var nævnt en mindstepris ved eftersynet hos Ellekilde i juni 2004, da Bailly havde set Derain-maleriet, svarede han nej. Han var kun interesseret i maleriet, som han havde fået oplyst var afvist af Derain-eksperten Kellermann. Hans søn tog nogle fotografier, og Bailly ville så undersøge maleriet i Paris. I midten af september 2004 kørte Svend Erik Olsen og samleveren til Paris med Derain-maleriet og et andet maleri, som Svend Erik Olsen mente kunne være et af Kandinsky, og som han ville have undersøgt. Det meste af afhøringen gav samme svar som i byretten. Vi fik at vide, at Kellermann igen afviste det, men at han til sidst, efter pres fra Stoppenbach, hans stedsøn, indvilligede i at se på det, og havde det til gennemsyn 2-3 dage. I byretten godkendte Bailly, at han havde udtalt følgende, som det fremgår af Udskrift af Dombogen: Prisen blev fastsat ud fra følgende faktorer; prisen for andre Derain-malerier, det forhold at maleriet ikke var signeret og det forhold at maleriet 113

130 ikke havde nogen historik. Et ikke signeret maleri kan nemt miste en tredjedel af sin værdi. Med hensyn til maleriets historik var der også det forhold, at Olaf Rude ikke var kendt i Frankrig. Vidnet redegjorde for disse faktorer, der indgik i prisfastsættelsen på 5 mio. kr., over for XXX. XXX var meget glad for tilbuddet, idet hun ikke havde troet, at prisen kunne være så høj. Denne af Bailly godkendte vidneudtalelse viser med al tydelighed, at det var Bailly, som tilbød XXX (samleveren) at købe for 5 mio. kr. Men nu i landsretten gav han en helt anden forklaring. Nu hed det sig pludselig, at Bailly havde tilbudt XXX euro, men at hun ikke var tilfreds med det og forlangte 5 mio. danske kroner, som var lidt mere end euro. Det skulle han have udtalt til en politirapport i Paris. Det havde han åbenbart glemt i byretten. Endvidere huskede han nu, at han havde oplyst til XXX, at Kellermann mundtligt havde godkendt maleriet som ægte Derain. Men det sagde han ikke i byretten, og XXX har hele tiden hævdet, at det fik hun ikke at vide. Bailly bekræftede dog, at tilbuddet på de 5 mio. kr. blev givet i danske kroner, som fortalt af XXX. Vi siger altid et rundt tal i det pågældende lands valuta, sagde han. Men han sagde også, at han havde tilbudt euro. Jeg købte det som ægte, sagde han, men fortalte også, at der på købstidspunktet endnu ikke forelå en ægthedserklæring fra Kellermann. I byretten sagde han, at der stadig var en risiko for, at Kellermann ville afvise det, så længe maleriet ikke var rengjort. Bailly virkede ikke helt troværdig. Han sagde også, at XXX havde betalt temmelig meget for et maleri ( kr.), som ikke var godkendt. Det stemmer ikke overens med den kendsgerning, at han selv tilbyder hende 5 mio. kr., før det var godkendt. Det er immervæk 4,8 mio. mere end , som han syntes var meget. Klokken 11:05 forlod Bailly vidneskranken. Næste vidne var kunsthistorikeren Rikke Warming, som også vidnede i byretten. Og igen oplæstes forklaringen fra byretten som dokumentation. Rikke Warming fortalte, at der var fuld dokumentation for, at Derain-maleriet kommer fra Tetzen-Lund, idet han altid nummererede sine billeder bagpå, og nummer 12 stemte overens med Derain: Paysage , som det fremgår af 19. årgang af Kunst og Museum fra 1984 med en oversigt over hans samling, skrevet af Lennart Gottlieb. Tallet 700 er købsprisen i franc. Anklageren fremlagde et foto fra Fotografisamlingen af Derain-maleriets forside, men ikke bagsiden, hvor det er svært at få øje på tallet 12. Så kom der lidt uoverensstemmelser mellem Rikke Warming og Kornerup Jensen, der antydede et eller andet, som retsformanden gav ham en kindhest for. Det drejede sig om, at Svend Erik Olsen ifølge Rikke Warming skulle have sagt til 114

131 Grethe Meyer, at han havde undersøgt maleriet, da han fik det udleveret. Hvordan kan det hænge sammen, spurgte Kornerup Jensen. Og igen kom beløbet på bane, at det ville have kostet Grethe Meyer kr. at få det vurderet af Kellermann, et tal, som ingen ved, hvor Grethe Meyer har fra. Men nu er det gentaget flere gange. Stoppenbach nævnte i byretten, at Kellermann tog franc. En pris på kr. virker også helt urealistisk. Man skal tænke på, det er ikke en pris for at erklære det ægte, men blot for at vurdere, om det er ægte. Efter frokost afhørtes den politimand, John Mann Christensen, som havde afhørt Svend Erik Olsen den efter Grethe Meyers arvinger havde politianmeldt ham. Det var anklagemyndighedens vidne, men Lund Poulsen protesterede kraftigt mod spørgsmålenes form, hvilket resulterede i, at alle talte så meget i munden på hinanden, at retsformanden manede til orden. Anklageren mente, hendes spørgsmål var et centralt punkt i sagen, da hun ville dokumentere, at Svend Erik Olsen til politirapporten havde fortalt noget andet, end i byretten. Men vidnet skulle have været afhørt i byretten, sagde retsformanden, ikke på nuværende tidspunkt, hvor Svend Erik Olsen i byretten havde afgivet forklaring. Man nåede dog at få klarlagt, at Svend Erik Olsen til politirapporten havde givet korrekt oplysning om, hvem han havde solgt maleriet til, nemlig til A.V. Francais, som ejedes af hans samlever. Der var ikke meget kød på den afhøring. Næste vidne, anklagerens, kunne man kun undre sig over var tilsagt. Fra det snestormshærgede Bornholm havde man sendt bud efter Lars Kærulf Møller, leder af Bornholms Museum. Det eneste han nåede at fortælle, og blev spurgt om, var, at han i 1990 havde besøgt Grethe Meyer, hvor han havde set Derain-maleriet. No more! Forsvaret havde ingen spørgsmål. Dagens sidste vidne var kunst-og antikvitetshandleren Heine Robert Dahl Bartsch, som på eget initiativ havde bedt om at blive afhørt. Han fortalte, at han havde handlet med kunst og antikviteter i 25 år, og havde købt og solgt hos Ellekilde. Han havde også set Derain-maleriet i juni 2004, hvor Svend Erik Olsen viste ham det, og de talte om det. Han fik at vide, det var afvist, og var af den grund ikke interesseret i at købe det. Når man hører afvist, så er man oppe mod stærke kræfter, sagde Dahl Bartsch, som også havde fået det tilbudt til kr. Således sluttede 3. dagen. Mandag den 8. er der procedure, og allerede den 12. februar afsiges dommen. (Det skal måske lige nævnes, at undertegnede her torsdag aften har talt med en kendt kunsthandler, som af en anden handlende havde fået at vide, at han også havde fået tilbudt Derain-maleriet til kr.). 115

132 4. retsmøde. Mandag den 8. februar 2010 Sidste vidne i sagen var Grethe Meyers datter, Karin Annelise Bruus, hvor afhøringen af hende var udsat tre gange pga rettens mangel på tid. Men i dag kl. 9:30 sad hun i skranken, hvor man startede med at læse hendes forklaring fra byretten op. Det var en meget lang forklaring, kommenterede retsformanden Mikael Sjöberg efter oplæsningen. Det var anklagerens vidne, hvorfor hun startede afhøringen. Meget var en gentagelse af det, vidnet havde sagt i byretten, hvor hun gentog forløbet af Svend Erik Olsens besøg i sin mors lejlighed, hvor hun selv havde været til stede. Her fik Svend Erik Olsen hele billedets livshistorie, sagde hun, hvordan hendes farfar gennem maleren Jais Nielsen havde købt maleriet på Jacobæus auktion i København (Winkel & Magnussen, pjm) og at det gennem arv havnede hos Grethe og Gunnar Meyer. Karin Annelise Bruus fortalte også, at hendes mor længe før Svend Erik Olsen kom ind i billedet havde rettet henvendelse til Jens Thygesen i Kunsthallen, og at hendes mor havde fortalt hende, at Michel Kellermann ikke umiddelbart kunne give en udtalelse om billedet. Det er direkte forkert. Det gjorde Kellermann netop, skriftligt, med påtegnelsen FX for falsk, hvilket Grethe Meyer havde oplyst over for Svend Erik Olsen. Vi i familien har aldrig set noget skriftligt fra Kellermann, sagde Karin Annelise Bruus, kun mundtligt fra Thygesen, som havde billedet for at sælge det. Så fik vi igen historien om, at Svend Erik Olsen ville vise det til prins Henrik. Og igen forklaringen om, at Karin Annelise ikke havde set de to breve af og , som ifølge Svend Erik Olsen var sendt til Grethe Meyer. Det samme havde hendes anden søster og hendes bror vidnet om og sagt, at de heller ikke havde set brevene. Vi i familien var meget tæt sammen, og min mor åndsfrisk lige til det sidste. 10 dage før sin død spillede hun konkurrence-bridge, en udtalelse, som gav lettere munterhed i salen. Svend Erik Olsen ringede i begyndelsen af august (2004,pjm) og fortalte, at han nu havde en køber sagde Karin Annelise Bruus videre, som ville betale mellem og kr. Svend Erik Olsen sagde, det ikke var ægte, og han fik lov at sælge det for kr., minus kr. i salær. Hvor beløbet kr. kom fra vides ikke. Det var ikke tidligere nævnt i sagen. Så gik afhøringen over til forsvaret, og Kornerup Jensen spurgte: Da Thygesen havde billedet, kom han da med en værdiansættelse?, hvortil Karin Annelise Bruus mente, at hendes bror (Torsten Krause Meyer, pjm) havde nævnt et tal omkring kr. 116

133 Karin Annelise Bruus virkede meget usikker på, hvad der var af breve vedrørende Derain-maleriet efter moderens død. Hun havde kun set to fra Raaschou-Nielsen, som lå i et katalog fra en Rude-udstilling. I byretten sagde Karin Annelise Bruus: Det eneste, der foreligger fra Thygesen, er et brev om tilbagelevering. Samleverens advokat, Lund Poulsen, ville vide, hvor det brev nu var. Det ved jeg ikke, sagde Karin Annelise Bruus. Forekommer mig, jeg har set dét fra Kellermann, fordi han var i tvivl om et par stempler. Mener, jeg har set det i mappen. Ved ikke, hvor det brev er henne. Jeg er bange for, det er forsvundet. Lund-Poulsen: Jeg interesserer mig udelukkende for, hvad der er blevet af det brev. Karin Annelise Bruus: Jeg ved ikke, om der var noget brev. En usammenhængende og modsigende forklaring. Forsvaret fremlægger nu to skemaer med priser på Derain taget fra databasen Artprice.com, fra engelske pund til pund samt en række eksempler på priser mellem og dollars. Endvidere salg af flere ubekendte malere, ikke af Derain, til omkring kr., underforstået, at der sælges adskillige malerier af ubekendte for omkring de kr., som Svend Erik Olsen havde givet for Derain-maleriet. Anklagerens procedure Så var turen kommet til anklagerens procedure, og det gik ikke stille for sig. Anklageren Anne Birgitte Stürup, som skal roses for at tale klart og tydeligt, startede med brask og bram: Højt estimerede kunsthandlere som Bailly og Stoppenbach siger ja til, at maleriet er ægte. Ja, siger Raaschou Nielsen. Ja, siger Rikke Warming. Ja, siger proveniensen Tetzen-Lund omkring Ja, sagde Jacobæus. Ja, sagde Jais Nielsen. Ingen af de nævnte personer er Derain-eksperter. Og ingen af dem har forud for Grethe Meyers salg til Svend Erik Olsen afgivet nogen ægthedserklæring. Det har kun Michel Kellermann kunnet. At Raaschou-Nielsen og Rikke Warming siger det er ægte, er ikke noget sandhedsbevis. At maleriet sandsynligvis kommer fra Tetzen-Lund er heller ikke noget bevis for, at det er ægte. Der var i hvert fald ét maleri i hans samling, købt for at være malet af van Gogh men senere afvist at være ægte, i Lennart Gottliebs fortegnelse over Tetzen-Lund i Kunst og Museum fra

134 opført som nr. 42: Van Gogh: oignons m 23000/6498, hhv. franc og kroner. Og så fik alle i salen at vide, at det var en klassisk sag om bedrageri, her om den pæne mand og en velhavende kvinde (ironien var ikke til at tage fejl af), som i fællesskab narrer en kvinde, der hele tiden har vidst, at hendes maleri var ægte, men som nu får den troværdige Svend Erik Olsen til at bilde hende ind, at det er uægte for derefter at sælge det som ægte for 5 mio. kr. Her talte anklageren mod bedre vidne, da maleriet ikke var solgt som værende ægte. Kellermanns ægthedserklæring foreligger først syv måneder efter samleverens salg til Bailly og Stoppenbach. Det fremgår klart og tydeligt i sagen. Vi fik igen at vide af anklageren, at det først var samleveren, som havde forlangt euro, og ikke Bailly, som havde tilbudt 5 mio. kr. Og, at de havde fået en ægthedserklæring. Vi fik også at vide, at Derain stort set var ukendt op til 1917, og at Grethe Meyer fortalte alle, at hun havde en ægte Derain. Under afhøringen i byretten fortalte Bailly, at det var ham, som tilbød at give 5 mio. kr., da han altid oplyste prisen i den pågældende sælgers hjemlands møntsort. Det ændrede han så i landsretten til, at det var samleveren, som først krævede euro. Anklageren: Bailly har set maleriet og sagt: Det er et rigtigt godt maleri. Det har han ikke sagt. I byretten sagde han, citat: Maleriet var i dårlig stand, det var beskidt.vidnet mente, det var fra fauvistperioden, men han skulle have gjort det rent for at være helt sikker. Anklageren: Svend Erik Olsen havde sagt til Grethe Meyer, at det var undersøgt af en ekspert i Paris. Det var det også. Det eneste sted, det kunne undersøges, nemlig i Kellermanns trebindsfortegnelse over Derain. Og her var det ikke. Det er bevidnet af Bailly. Og det fremgår også ved gennemsyn af de tre bind. Anklageren: Svend Erik Olsen håber, politiet ikke finder frem til maleriets køber, politiet finder selv ud af, det er samleveren. Anklageren: Havde de haft rent mel i posen, så havde de sagt til politiet, at det var kæresten, det var solgt til. Som vidne fortalte politiassistenten, John Mann Christensen , at Svend Erik Olsen havde fortalt ham, at det var solgt til firmaet A.V. Francais, som var samleverens firma. Så anklagerens oplysning er forkert. Og så igen de to breve, som Svend Erik Olsen har fastholdt at have sendt til Grethe Meyer. Anklageren: Det passer ikke, Meyer har aldrig modtaget disse breve. 118

135 Det ved hun ikke. Påstand mod påstand. Så kom anklageren ind på stafudmålingen og henviste til 286, stk. 2, som handler om skærpende omstændighed. Til slut læste anklageren op af tidligere domme for bedrageri, sager som intet havde med den aktuelle at gøre, men hun kunne ikke finde tilsvarende sager, sagde hun. Jeg nævner dommene på grund af beløbets størrelse. De har udnyttet deres viden, og det er i kraft af deres stillinger, de har kunnet gennemføre bedrageriet, og at det er gået ud over den 92-årige Grethe Meyer, sluttede anklageren sin procedure med at sige. Hvilken viden, taler anklageren om? På intet tidspunkt i sagen er det kommet frem, at Svend Erik Olsen har anden viden om maleriets ægthed end den, han har fra Kellermann, som inden købet flere gange har erklæret det for at være falsk. Anklageren lægger her falske påstande frem om en viden, som ikke eksisterer, og som hun på ingen måde har kunnet eller kan dokumentere. Faktisk påstår hun, at Svend Erik Olsen er en større ekspert end Kellermann og, at hans ord vejer stærkere end Kellermanns. Her ser vi, hvordan en anklagemyndighed, som ikke aner noget som helst om kunstbranchen, forsøger at påvirke retten. Usmageligt! Således sluttede retsdag 4. Torsdag den procederer forsvaret, og allerede dagen efter, den kl. 12 foreligger dommen. 5. retsmøde. Torsdag den 11. februar 2010 Forsvarets procedure Præcis kl 9:30 begyndte Svend Erik Olsens forsvarer, Jan E. Kornerup Jensen, at fremføre proceduren, højt, tydeligt og uden at skæve ret mange gange i manuskriptet, ofte stående direkte foran dommerne. Imponerende! Da han halvanden time senere, kl. 10:55 sluttede, havde han afvist og på det nærmeste hudflettet samtlige anklager mod sin klient og naturligvis med påstand om frifindelse. Begge advokaters procedure fulgte i store træk dem fra byretten, og igen blev kanonen fyret af mod Michel Kellermann som verdens mægtigste mand, den eneste, som havde prokura til at afgøre om et maleri var udført af Derain eller ikke. Og da han forud for salget i Paris havde erklæret det for falsk tre gange, så burde den sag være på plads. Og som undertegnede gang på gang har fremhævet, kunne Svend Erik Olsen ikke have købt det som ægte. Det er logik for perlehøns og burde 119

136 også være det for anklagemyndighed og rettens seks dommere. Kornerup berørte også den kendsgerning, at maleriet først endeligt blev erklæret ægte 7 måneder efter, samleveren havde solgt det i Paris, og først efter, at Stoppenbach, som var Kellermanns stedsøn og boede hos Kellermann, havde overtalt denne, uden Baillys tilstedeværelse, til at erklære det ægte. Mens de to advokater hele sagen igennem formuleringsmæssigt havde opført sig pænt uden at bruge ukvemsord, så holdt anklageren, Anne Birgitte Stürup, sig ikke tilbage for at bruge ord som svindel og bedrag og løgn. Og var det udslag af mindreværdskomplekser og slet skjult misundelse, da hun direkte henvendt til samleveren fyrede af: Det kan godt være, at du er en velhavende kvinde, men kroner er meget for et maleri, når du ikke ved noget om det. Men også Grethe Meyers børn fik af grovfilen, især Karin Annelise Bruus, hvis forklaring Kornerup betegnede som helt ude i hampen og fastslog, at han ikke kunne få hendes forklaringer til at hænge sammen. Og i det hele taget alle tre børns, som var fremkommet med mange modstridende forklaringer undervejs. Også Bailly, den ene køber, fik læst og påskrevet. Han var også denne gang kommet som frivilligt vidne, ingen kunne have tvunget ham. Og igen kom forsvaret ind på, at det var Bailly, og ikke samleveren, som anklageren har påstået, som først var fremkommet med en pris, nemlig euro, til trods for, at Bailly altid tilbød prisen i sælgerens egen valuta, i dette tilfælde 5 mio. kr., som samleveren hele tiden har fortalt. Baillys protest forud for sagen Selv om Bailly mødte op som vidne, gav han allerede før byretsmøderne udtryk for manglende lyst til at rejse til Danmark. Det meddelte han allerede til anklagemyndigheden den 5. januar Her skrev Bailly blandt andet (anklagemyndighedens oversættelse): Jeg har ikke noget imod at samarbejde med det danske retsvæsen, men jeg er alligevel overrasket over anmodningen om, at jeg skal rejse til Danmark på grund af denne sag. Det forholder sig således, at min advokat og advokaten for de andre købere, på eget initiativ, allerede har fremkommet med alle oplysninger dels til advokaten for Fru MEYERS arvinger dels til det danske politi ved breve af den 7. september Herudover har jeg også, den 10. januar 2007, udførligt besvaret alle de spørgsmål, som blev stillet af to politiassistenter fra det danske politi, med assistance fra det franske politi til hvem jeg har overdraget alle 120

137 dokumenter vedrørende købet af maleriet foretaget af selskaberne, Galerie BAILLY (for hvilket jeg i øvrigt ikke længere er direktør, idet jeg er gået på pension af helbredsmæssige årsager), MONTJOIE ART TRANS- AUCTIONS og Galerie STOPPENBACH & DELESTRE. Jeg ønsker ligeledes at gøre opmærksom på, at advokaten for fru MEYERS arvinger uden grund har fået blokeret videresalgsprisen på maleriet gennem 18 måneder hos SOTHEBY S, mens han aldrig har svaret på min advokats breve. Bailly slutter: Jeg forstår derfor ikke helt, hvorfor man ønsker min tilstedeværelse ved retsmødet, men hvis det er strengt nødvendigt, kommer jeg og bistår det danske retsvæsen. Man har hængt sig meget i, at Olaf Rude skulle have ejet maleriet, men det ved vi i dag, at han ikke har. Det var det eneste emne og kommentar anklageren kom ind på, da Lund Poulsens procedure var slut. At samleveren nævnte Rude som ejer, sagde anklageren, var ene og alene for at misinformere Bailly. Havde hun omtalt den fornemme proveniens med Tetzen-Lund og Jacobæus, var hele bedrageriet brudt sammen. Det får undertegnede til at citere Kornerup: Det er helt ude i hampen. Skulle samleveren forhandle en stor pris hjem, så gøres det ikke ved kun at nævne Olaf Rude, som Bailly havde fortalt var ukendt i Frankrig. Så havde hun naturligvis fyret hele navneregistret af. Og hvordan skulle hele bedrageriet være brudt sammen, hvis proveniensen til Tetzen-Lund og Jacobæus var blevet omtalt? Ingen af de to navne var kendt i Frankrig. Og så længe Kellermann havde erklæret det for uægte, så var enhver proveniens uden betydning. Det er ganske ubegribeligt, at ingen af de to anklagere og de ni dommere på noget tidspunkt fattede det. Klokken 12:30 sluttede sagens sidste retsmøde. Og allerede kl. 12 fredag den 12. februar 2010 foreligger dommen. 121

138 Landsretsdommen UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG D O M Afsagt den 12. februar 2010 af Østre Landsrets 10. afdeling (landsdommerne Mikael Sjöberg, M. Stassen og Kristian Lind Jensen (kst) med domsmænd). 10. afd. a.s.nr. S : Anklagemyndigheden mod 1) Jannie From (advokat Jakob Lund Poulsen, besk.) 2) Svend Erik Olsen (advokat Jan Erik Kornerup Jensen, besk.) Københavns Byrets dom af 30. juni 2009 (SS /2008) er anket af anklagemyndigheden med påstand for så vidt angår tiltalte Svend Erik Olsen om domfældelse efter anklageskriftet, således at forholdet henføres under straffelovens 286, stk 2, samt skærpelse og for så vidt angår tiltalte Jannie From med påstand om domfældelse efter anklageskriftet. Anklagemyndigheden har videre på vegne boet efter Grethe Meyer nedlagt påstand om erstatning som for byretten. Svend Erik Olsen har påstået frifindelse. Jannie From har nedlagt påstand om stadfæstelse. 122

139 Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaringer af de tiltalte og vidnerne Torsten Krause Meyer, Karin Annelise Bruus, Charles Bailly og Rikke Warming, der alle har forklaret det væsentlige som i byretten. Tiltale Jannie From forklarede supplerende at hun, da hun gav udtryk for at ville købe maleriet under eftersynet i slutningen af maj 2004, og da hun 8-10 dage senere over for medtiltalte bekræftede at ville købe maleriet for minimumsbudet på kr. ikke spurgte om maleriets forhistorie, hvilket, da hun køber med hjertet, ikke interesserede hende. Hun regnede egentlig med allerede da at have erhvervet maleriet. Omkring månedsskiftet juli/august 2004 ringede medtiltalte under en køretur til ejeren af maleriet. Der var ikke medhør på telefonen, men hun kunne høre, hvad medtiltale sagde. Medtiltalte fortalte sønnen, at der var et købs - tilbud fra en person, der handlede internationalt på det amerikanske marked. Omkring en halv time senere ringede sønnen tilbage. Efter samtalen sagde medtiltalte, at tingene var faldet på plads, og at de godt ville sælge maleriet. Heller ikke på dette tidspunkt spurgte hun nærmere om maleriet eller dets tidligere ejer. Hun tog maleriet med til Paris, da medtiltalte havde sagt, at Bailly gerne ville se det. Hun var slet ikke interesseret i at sælge. Medtiltalte fortalte Bailly, at maleriet havde været i familien Rudes eje. Bailly tilbød ved det andet møde uden videre at købe maleriet for 5 mio. kr. Det kom helt bag på hende, at Bailly tilbød at købe maleriet, men hun tænkte ikke nærmere herover ud over, at hun var meget heldig. Når hun delte provenuet med medtiltalte, var det i henhold til deres samarbejdsaftale fra 2002, hvorefter medtiltalte skulle have halvdelen af det provenu, hun opnåede, hvis hun benyttede medtiltaltes kontakter. Torsten Krause Meyer forklarede supplerende, at han sammen med Karen Annelise Bruus var hos moderen, da tiltalte Svend Erik Olsen den 2. august 2004 ringede til moderen. Det var den første kontakt efter mødet den 5. maj Moderen sagde til vidnet, at tiltalte Svend Erik Olsen sagde, at det havde vist sig, at maleriet ikke var ægte og bad, da hun var meget oprørt over oplysningen, vidnet om at tage telefonen, hvorefter samtalen forløb, som forklaret i byretten. Han drøftede tilbuddet med moderen og Karen Annelise Bruus. Moderen, som var meget skuffet og træt af hele sagen, opgav tanken om, at maleriet kunne være ægte og besluttede sig for at sælge, hvilket vidnet telefonisk senere samme dag meddelte tiltalte Svend Erik Olsen. Det havde før dette tidspunkt slet ikke været meningen, at maleriet skulle sælges. Nogle dage efter modtog hans mor en check dateret den 9. august 2004 på kr. svarende til den under telefonsamtalen den 2. august 2004 aftalte minimumspris på kr. fratrukket 10 %. 123

140 Karin Annelise Bruus forklarede supplerende, at moderen ikke havde skriftligt materiale fra Kellermann. Da hendes mor hørte om Kellermanns tvivl, ville hun ikke sælge, idet hun var overbevist om, at maleriet var ægte. Dette fortalte moderen tiltalte Svend Erik Olsen den 5. maj 2004, hvor hun indgående fortalte om maleriets forhistorie. Det var vidnets mors indtryk, at tiltalte Svend Erik Olsen var af den opfattelse, at maleriet var ægte. Familien havde et meget tæt forhold, og det var utænkeligt, at moderen skulle have indgået aftaler el. lign. med tiltalte Svend Erik Olsen uden at fortælle herom. Kataloget med brevene fra Statens Museum for Kunst så hun først efter moderens død, og hun afleverede senere materialet til politiet. Charles Bailly forklarede supplerende, at der ikke ved eftersynet i juni 2004 blev talt om prisen for maleriet, som afhænger af, hvem maleren er. Tiltalte Svend Erik Olsen fortalte, at maleriet havde været forevist specialister, blandt andet Kellermann, som havde sagt, at det ikke var ægte. Da han fandt maleriet meget interessant, fik han sin sin søn til at fotografere det. I slutningen af august 2004 spurgte han under en telefonsamtale med tiltalte Svend Erik Olsen, om maleriet var sat til salg. Da han i Paris fik forevist maleriet, spurgte han til dets historik. Efter Kellermann havde anerkendt maleriet som ægte, drøftede vidnet prisfastsættelsen med sin partner. Han fortalte tiltalte Jannie From, at Kellermann havde skiftet mening og tilbød hende et rundt beløb i danske kroner. Det er sandsynligt, at han som forklaret under en politiafhøring i Frankrig den 10. januar 2007 startede med at tilbyde Euro, og at det var tiltalte Jannie From, der forlangte 5 mio. kr. Han var ikke bekendt med, hvilken pris tiltalte Jannie From havde betalt for maleriet. Rikke Warming forklarede supplerende, at fotografiet af maleriet (mappe 2, s. 102 og 104) henliggende på Charlottenborg stammer fra Tetzen-Lunds samling. Der er endvidere for landsretten afgivet forklaring af Birthe Krause Dennys, kriminalassistent John Mann Christensen, Lars Kærulf Møller og Heine Robert Dahl Bartsch. Birthe Krause Dennys forklarede blandt andet, at hun er datter af fru Meyer. Hun har siden 1963 boet i England, men var i Danmark for at hjælpe moderen med at flytte i perioden den maj 2004 og igen fra den 28. juni til 14. juli Den 5. maj 2004, hvor hun og hendes søster og mor var til stede, kom tiltalte Svend Erik Olsen for at se på de ting, moderen ville sælge. Der var 5-6 mindre malerier, der skulle sælges. Derain-maleriet skulle ikke sælges. Da de var ved at være færdige med gennemgangen, stillede tiltalte Svend Erik Olsen sig op i den blå stue ved maleriet, som han var meget begejstret for. Moderen fortalte, hvordan maleriet var kommet i familiens eje i 1930 erne, hvor vidnets farfar havde købt maleriet efter anbefaling fra Jais Nielsen, som havde opholdt sig i Paris i sine unge år blandt andet 124

141 sammen med Derain. Moderen fortalte videre, at maleriet på et tidspunkt havde været undersøgt af Jens Thygesen i Kunsthallen, som havde anbefalet, at maleriet skulle undersøges yderligere, efter at en fransk kunstkender i Paris, Kellermann, efter at have set fotografier havde rejst tvivl om stemplernes ægthed. Tiltalte Svend Erik Olsen så pludseligt på sit ur og sagde, at han var ved at komme for sent til et forretningsmøde med Prins Henrik. Tiltalte Svend Erik Olsen spurgte, om han måtte medtage og vise maleriet til Prins Henrik, som var meget interesseret i fauvistiske billeder. Moderen gav tiltalte Svend Erik Olsen lov til at tage maleriet med for at vise det til Prins Henrik og for, at det kunne blive undersøgt nærmere. Tiltalte Svend Erik Olsen gav moderen en kvittering, hvori han ansatte maleriets værdi. Hun har ikke set eller hørt om breve fra tiltalte Svend Erik Olsen. I perioden efter hørte de ikke fra tiltalte Svend Erik Olsen. Vidnet hørte først om maleriet igen efter, at moderen havde accepteret tiltalte Svend Erik Olsens købstilbud. John Mann Christensen forklarede blandt andet, at der den 28. april 2006 indkom en anmeldelse fra fru Meyers arvingers advokat om bedrageri. Den 3. maj 2006 henvendte han sig hos Svend Erik Olsen, som han sigtede for bedrageri. Tiltalte Svend Erik Olsen oplyste, at han ikke havde haft noget at gøre med maleriet siden, han havde solgt det til firma AV Francaise v/jannie From på Frederiksberg, som havde en kunde i Luxembourg. Efter omkring en måneds tid blev han opmærksom på, at de tiltalte var samlevende. Under en afhøring af Karin Annelise Bruus fik han udleveret en række bilag. Lars Kærulf Møller forklarede blandt andet, at han er museumsinspektør ved Bornholms Kunstmuseum. I foråret 1990 besøgte han i anledning af en udstilling fru Meyer, hvor de blandt andet talte om Derain-maleriet, som han kendte fra Olav Rudes maleri af Jacobæus stue. Fru Meyer fortalte, at hendes svigerfar havde købt billedet efter anbefaling fra Jais Nielsen, som i sine unge år havde opholdt sig i Paris. Fru Meyer var meget glad for sit billede. Han spurgte fru Meyer, om maleriet kunne komme op at hænge på Bornholms Kunstmuseum. Hertil svarede fru Meyer, at hvis maleriet skulle på museum, skulle det være Statens Museum for Kunst. Heine Robert Dahl Bartsch forklarede blandt andet, at han har handlet med kunst og antikviteter i 25 år og kender tiltalte Svend Erik Olsen samt Ellekilde Auktionshus. I maj 2004 var han til eftersyn hos Ellekilde, hvor tiltalte Svend Erik Olsen viste ham Derain-maleriet, som hang i det inderste rum ved vitriner med broncearbejder. Tiltalte Svend Erik Olsen oplyste, at det var et billede, han skulle sælge, at maleriet var afvist som værende ægte, og at det skulle koste kr. Maleriet havde ikke vidnets interesse, navnlig ikke, da det ikke var ægte. I sidste halvdel af 2009 havde han en forhandling med tiltalte Svend Erik Olsen, og de kom til at tale 125

142 om maleriet. Vidnet sagde, at han kunne da godt huske at have set billedet, hvilket han godt ville bekræfte i retten. De i byretten af vidnerne Robert Balcerski, Inge Vibeke Raaschou-Nielsen, Jesper Bruun Rasmussen, Erik Brandt, Michael Hatting, Robert Stoppenbach, revisor Bent Nikolajsen og advokat Christian Gangsted-Rasmussen afgivne forklaringer samt den i dommen refererede forklaring fra Jens Christian Thygesen til afhøringsrapport den 19. maj 2006 er dokumenteret i medfør af retsplejelovens 923. Landsrettens begrundelse og resultat Også efter bevisførelsen for landsretten er det af de grunde, der er anført i byretten, bevist at tiltalte Svend Erik Olsen er skyldig i bedrageri ved at have bibragt Grethe Meyer en vildfarelse om værdien af maleriet med henblik på retsstridigt at skaffe sig og medtiltalte en betydelig fortjeneste. Efter vidnerne Torsten Krause Meyers og Karin Annelise Bruus forklaringer lægges det til grund, at aftalen om køb af maleriet blev indgået den 2. august Efter tiltalte Jannie Froms egen forklaring hørte hun, hvad tiltalte Svend Erik Olsen sagde til Grethe Meyer og Torsten Krause Meyer under telefonsamtalerne den 2. august Det lægges efter Torsten Krause Meyers meget udførlige forklaring til grund, at tiltalte Svend Erik Olsen ved sin opringning den 2. august 2004 oplyste, at undersøgelser havde vist, at maleriet ikke var ægte, og at der var fremkommet et købstilbud fra en amerikansk samler. Det lægges videre til grund, at det først på dette tidspunkt blev drøftet at sælge maleriet. Det må efter samtalen mellem Torsten Krause Meyer og medtiltalte havde stået tiltalte Jannie From klart, at medtiltalte bibragte og udnyttede vildfarelsen hos Grethe Meyer om, at maleriet havde en væsentlig lavere værdi. Ligeledes måtte tiltalte Jannie From være klar over, at hun ved sin bistand til medtiltalte ville medvirke til at påføre Grethe Meyer et tab og derigennem opnå en retsstridig fortjeneste til sig og medtiltalte. Tiltalte Jannie From, som overhørte den første telefonsamtale, og som herefter købte maleriet, er derfor skyldig i bedrageri, som beskrevet i anklageskriftet, dog således at det lægges til grund, at aftale om køb af maleriet blev indgået den 2. august Landsretten tilsidesætter således tiltalte Jannie Froms forklaring om, at hun allerede under eftersynet i maj/juni 2004 tilbød at købe maleriet, og at hun ikke havde gjort sig tanke om maleriets værdi, som utroværdig. Straffen fastsættes i medfør af straffelovens 286, stk. 2, jf Landsretten har ved strafudmålingen lagt vægt på sagens omstændigheder, her- 126

143 under at de tiltalte udnyttede Grethe Meyers tillid og havde en forventning om, at maleriet havde en betydelig højere værdi end den tilbudte købesum. Fire dommere stemmer for at fastsætte straffen for hver af de tiltalte til fængsel i 1 år. To dommere stemmer for at fastsætte straffen for hver af de tiltalte til fængsel i 1 år og 6 måneder. Der afsiges dom efter stemmeflertallet. Under hensyn til det ovenfor anførte om skyldsspørgsmålet finder de juridiske dommere det godtgjort, at de tiltalte er erstatningspligtige over for Grethe Meyers bo for det tab, de retsstridigt påførte Grethe Meyer. Ved fastsættelsen af erstatningen har landsretten taget udgangspunkt i, at maleriet i september 2004 af de uafhængige kunsthandlere Charles Bailly og Robert Stoppenbach blev købt for Euro. Da der fra dette beløb skal ske fradrag for den af de tiltalte betalte købesum, påregnelige salgsomkostninger m.v., fastsættes erstatningen skønsmæssigt til 4 mio. kr., som de tiltalte in solidum med tillæg af renter efter renteloven skal betale til boet efter Grethe Meyer v/advokat Christian Gangsted-Rasmussen. T h i k e n d e s f o r r e t : Jannie From straffes med fængsel i 1 år. Svend Erik Olsen straffes med fængsel i 1 år. Jannie From og Svend Erik Olsen skal hver betale deres andel af sagens omkostninger for begge retter. Inden 14 dage skal Jannie From og Svend Erik Olsen til boet efter Grethe Meyer v/advokat Christian Gangsted-Rasmussen betale 4 mio. kr. med tillæg af procesrente fra den 18. marts (Sign.) Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsrets kontor, den 12. februar P.j.v. + stempel og underskrift 127

144 Maleriets proveniens I det følgende er redegjort for tidligere ejere (proveniens) af Derains maleri 1910 erne. Galerie Paul Guillaume, Paris. Værket er på bagsiden stemplet Rue St. Honoré, hvor Guillaumes galleri havde adresse (Kilde: Statens Museum for Kunst) 1917/18 Christian Tetzen-Lunds samling (Kilde: Statens Museum for Kunst) Storsamleren, grosserer Chr. Tetzen-Lund ( ) ejede på et tidspunkt mere end 20 arbejder af Derain, malerier, akvareller, tegninger og skulpturer. Ifølge Lennart Gottliebs store artikel i Kunst og Museum fra 1984 om grossereren, har tre af malerierne titel af paysage (landskab), men der mangler størrelser og og anden præcis beskrivelse af billederne. Hvor man har viden om, at 36 mio. kronersbilledet har tilhørt Tetzen-Lund fremgår så vidt undertegnede ved, ingen steder, hvorfor det heller ikke kan vides, hvornår Jacobæus erhverver det. Men sandsynligheden er stor for, at det har tilhørt Tetzen-Lund på grund af hans mange indkøb af Derain-arbejder og 19. maj afholdes i Den Frie Udstilling auktion over Tetzen- Lunds samlinger af franske og skandinaviske billeder, i alt 159 numre, heriblandt 17 arbejder af Derain, to med titlen Paysage. Men her er størrelserne angivet, hvorfor det kan udelukkes, at det aktuelle Derain solgt for 36 mio. kr. er blandt. Kun seks af dem solgtes. På samme auktion var bl.a. Matisses berømte Portræt af Madame Matisse, et af malerens absolut bedste, som ikke solgtes (trukket tilbage ved kr.), men heldigvis senere, på Tetzen-Lunds auktion i 1934, erhvervet af Statens Museum for Kunst for kr. Slutningen af 1920 erne. Aage Jacobæus samling (Kilde: Statens Museum for Kunst) 128

145 1931 Udstillet på vandreudstillingen Fransk Genombrottskonst från tallet, Stockholm, Oslo, Göteborg og København (Den Frie Udstilling). Den danske kommissær på udstillingen var Leo Swane. I kataloget er gengivet 43 arbejder af Derain, heriblandt det omstridte Landskab. Paysage (1910). Hvor årstallet 1910 kommer fra vides ikke, men muligvis fra Tetzen-Lunds optegnelser om året for flere af hans Derain-indkøb. I 1910 malede Derain ikke på den måde, og Sotheby s har da også i 2006 skrevet 1906, hvilket nok er et gæt ud fra Derains malestil omkring dette år. I kataloget er udelukkende nævnt de daværende ejere. Flere kunstnere havde leveret til udstillingen, blandt andre Henri Matisse. I alt var der udstillet tæt på 500 arbejder, en imponerende udstilling med værker af Bonnard, Braque, Derain, de la Fresnaye, Léger, Matisse, Picasso og Utrillo Aage Jacobæus og Elin Jacobæus auktion. V. Winkel & Magnussens Kunstauktioner nr. 152, 22. februar, lotnr. 5. Landskab x65. Købt for 400 kr. i hammerslag til James Meyer af svogeren, maleren Jais Nielsen, som købte kunst for ham. Der er ikke proveniens til Tetzen-Lund James Meyer dør. Sønnen Gunnar Meyer arver værket (Kilde: Statens Museum for Kunst) 1965 Gunnar Meyer dør. Hustru Grethe Meyer arver værket. (Kilde: Statens Museum for Kunst) Indtil 2004 Ejet af Grethe Meyer (Kilde: Statens Museum for Kunst) Solgt af Grethe Meyer til Svend Erik Olsen, Ellekilde Auktioner, for kr. plus auktionssalær kr., i alt kr Solgt af Svend Erik Olsen til Jannie From for kr Solgt af Jannie From til Galerie Charles Bailly, Paris, og Stoppenbach & Delestre, London, for 5 mio. kr. 129

146 2006 Solgt hos Sotheby s i New York 3. maj til ukendt køber for et hammerslag på 6.1 mio. dollars, med daværende kurs 36 mio. kr. Med auktionssalær 40,5 mio. kr (Senere er det offentliggjort, at køberne var New Yorker-milliardærparret, Julian og Josie Robertson, som i maj 2009 donerede det til Auckland Art Gallery Toi o Tamaki i New Zealand). I Sotheby s katalog fra 2006 er der meget lidt proveniens. Her nævnes Paul Guillaume som den første ejer omkring Næste ejer er maleren Oluf Rude, men i dag ved vi, at Rude aldrig har ejet maleriet. Men ifølge Sotheby s anonyme proveniens skulle fru Meyer have købt det af Rude, hvilket vi ved er helt forkert. Navnene på de sidste to ejere, som vi ved er fru Meyer og Jannie From, er ikke nævnt ved navn, kun som Private Collection og Acquired from the above by the present owner, altså købt af Jannie From af en tidligere ejer. Efter sigende blev der forud for selve auktionen gjort opmærksom på Rikke Warmings rettelser vedrørende tidligere ejere, fx at Olaf Rude ikke havde ejet det. 130

147 Sotheby s fuldstændige katalogtekst LOT 15 ANDRÉ DERAIN PAYSAGE À L ESTAQUE Painted in Oil on canvas 3,000,000-5,000,000 USD Lot Sold. Hammer Price with Buyer s Premium: 6,848,000 USD MEASUREMENTS measurements 21 1/4 by 25 3/4 in. alternate measurements 54 by 65.5 cm DESCRIPTION Painted in Oil on canvas This work will be included in the second supplement to the Catalogue raisonné being prepared by Michel Kellermann. 131

148 PROVENANCE Paul Guillaume, Paris (by 1916) Olaf Rude, Denmark (by the early 1930s) Private Collection (by descent from the above) Acquired from the above by the present owner EXHIBITED London, Stoppenbach & Delestre, French 19 th and 20 th Century Paintings and Works on Paper, 2005, no. 5. CATALOGUE NOTE The present work, completed during the summer of 1906 at l Estaque (see fig. 1), a small port on the Mediterranean coast, is one of Derain s most accomplished Fauvist landscapes. He painted fifteen canvases over the course of his stay there, all of which are marked by their vibrant colors and energetic brushstrokes. These landscapes evidence a decisive moment in Derain s oeuvre. He further developed the artistic elements of color and light discovered the previous summer spent at Collioure with Matisse. In a letter to him, Derain describes his experience at l Estaque: The landscape is very pretty here and the light sharper than in Collioure However there are high chalk mountains covered in pine trees which are wild and superb in their luminosity (Camille Rodskjaer, French 19 th and 20 th Century Paintings and Works on Paper (exhibition catalogue), Stoppenbach & Delestre, London, 2005, p. 10). The Estaque series can be characterized by a departure from realistic representation and a desire to infuse the landscapes with a feeling of ideal and harmonious isolation (see fig. 2). This Fauvist search for a modern day Eden was certainly a reaction to the social and political unrest that was erupting throughout the world at that time. Paysage à l Estaque depicts a tree dappled hillside leading down to an idyllic coastline in the South of France (see fig. 3). Derain has abandoned the technical exactness of Neo-Impressionism in favor of an abstract mosaic of flat patches and short strokes of vibrant color. He paints in the wild, hot palette of reds, cobalts, yellows and greens that defined the Fauves, caring little for the accurate depiction of color. Even the shadows are painted in colors as bright as those illuminated by sunlight. 132

149 Years later, Derain would remark in retrospect, Fauvism was our ordeal by fire. No matter how far we moved away from things, in order to observe them and transpose them at our leisure, it was never far enough. Colours became charges of dynamite. They were expected to discharge light. It was a fine idea, in its freshness, that everything could be raised above the real. It was serious too. With our flat tones, we even preserved a concern for mass, giving for example to a spot of sand a heaviness it did not possess, in order to bring out the fluidity of the water, the lightness of the sky The great merit of this method was to free the picture from all imitative and conventional contact (Denys Sutton, André Derain, London, 1959, p ). Derain s approach to Fauvism was unique and ever changing. Not content to continue painting exactly as he did in Collioure, there is an underlying formal structure to this series that hints towards the emergence of his later style The trees are more solidly depicted and there is a sense of receding space that gives these paintings a feeling of deliberate composition that is reminiscent of Cézanne (see fig. 4). Derain would undoubtedly have been influenced by his paintings, including those painted at the end of his life at l Estaque, at the retrospective exhibition held in It is believed that the artist s wife, Alice, probably sold this painting while her husband was serving in World War I, which is why the work is not signed by the artist. The first owner of record of this picture was Paul Guillaume, who was one of the leading dealers working in Paris in the 1920s. The work was later acquired by the famous Danish artist, Olaf Rude ( ). Fig. 1, Panoramic view of L Estaque (postcard), early twentieth century. Photograph courtesy of Mme. Monique Bernard, Aix-en-Provence Fig. 2, André Derain, Arbres à l Estaque, 1906, oil on canvas; Sotheby s, London, December 7, 1998, Lot 3 Fig. 3, View to the west from above L Estaque, 1930 s. Photograph by John Rewald, National Gallery of Art Library, Rewald Archive Fig. 4, Paul Cézanne, L Estaque: Rocks, Pines, and Sea, , oil on canvas, Staatliche Kunsthalle Karlsruhe Katalogteksten herover er formentlig forfattet af den kendte og meget benyttede kurator, Camille Rodskjaer. Det er i hvert fald Rodskjaer, der har forfattet teksten i Stoppenbach & Delestres udstilling i London i 2005, French 19th and 20th Century Paintings and Works on Paper, hvor Derain-maleriet var udstillet. 133

150 Afslutning Har nogen været udsat for bevidst justitsmord, har dommerne gjort sig skyldige i en række lovovertrædelser samt overtrædelse af Menneskerettighederne. Det er i første række en overtrædelse af Grundlovens 64, som lyder: Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. I 64 hedder det videre: De kan ikke afsættes uden ved dom, ejheller forflyttes mod deres ønske, uden for de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted. Dog kan den dommer der er fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtægter indtil det tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget på grund af alder. Fine betingelser. De kan altså ikke fyres, som almindelige dødelige, kun afsættes. Men det skulle ikke blive noget problem, hvis der er tale om bevidst justitsmord, idet der i så tilfælde er tale om en overtrædelse af straffelovens 146 stk. 1: Begår nogen, der har domsmyndighed, eller hvem der tilkommer offentlig myndighed til at træffe afgørelse i retsforhold, der vedrører private, uretfærdighed ved sagens afgørelse eller behandling, straffes han med fængsel indtil 6 år. Stk. 2. Begås handlingen med forsæt til velfærdsfortabelse for nogen, er straffen fængsel indtil 16 år. Og så er der retsplejelovens 218: Domme og kendelser skal ledsages af grunde. I begge domme, fra byretten og landsretten, tales der om grunde. Men det er ikke begrundelser, udelukkende konklusioner, udokumenterede påstande. Der eksiste - rer i dommene ikke én eneste dokumenteret begrundelse for bedrageri. Alt er rent gætteri. Danmarks politikere interesserer sig ikke for andres ulykke Statsministeren, justitsministeren, samtlige ministre og folketingsmedlemmer, interesserer sig ikke for menneskerettighederne og grove lovovertrædelser foretaget af dommerstanden. Det viser en henvendelse til de 179 medlemmer. Kun et enkelt medlem har kommenteret henvendelsen, Tom Behnke (KF), som var glad for, at folketinget ikke blandede sig i domme. 134

151 Men hvem gør så? Politiet gør ikke. Statsministeren gør ikke. Justitsministeren heller ikke. De 9 dommere er alle politianmeldt, men uden at politiet har rørt en finger for at efterforske sagen. Vi er altså i den situation, at Danmark kun på papiret er en retsstat og et demokrati, og hvor dommerstanden straffrit kan lave alle forbrydelser, som passer dem. En dom er en dom, som justitsministeren påstår, og den står ikke til at ændre. Kan det virkelig være rigtigt? Naturligvis ikke. Der er tale om ligegyldighed og grov pligtforsømmelse. Justitsminister Lars Barfoed har skriftligt meddelt undertegnede, at han ikke blander sig i domme. Men det er han forpligtet til i henhold til Retsplejelovens 49, stk. 2: Finder justitsministeren, at en dommer må antages at have gjort sig skyldig i et forhold, der må svække eller gøre dommeren uværdig til den agtelse og tillid, som dommerhvervet forudsætter, beder ministeren rigsadvokaten indbringe sag herom for klageretten. Da Lars Barfoed ikke har gjort, som pålagt, eller agter at gøre det, har vi altså en justitsminister, der føler sig hævet over loven. Menneskerettighederne synes justitsministeren heller ikke at kende. Eller respektere. Menneskerettighederne: Tvivlen skal komme anklagede til gode Ifølge stk. 2 er enhver uskyldig indtil hans eller hendes skyld er bevist. Enhver rimelig tvivl skal komme anklagede til gode. Det er anklager der skal bevise at anklagede er skyldig, og ikke anklagede der skal bevise at han eller hun er uskyldig. Ingen kan betragtes som skyldig i en forbrydelse med mindre en domstol har konstateret at man er det vel at mærke efter at man har haft mulighed for at forsvare sig mod anklagen og i øvrigt har fået en retfærdig retssag. Som det med al tydelighed dokumenteres i nærværende bog, har de to anklagede ikke fået en retfærdig retssag. 23. november 2010 fik samtlige folketingsmedlemmer en mail med kopi af brev sendt til justitsminister Lars Barfoed med oplysninger om Derain-sagen. Hvis Danmark skal kunne kalde sig et retsstat og et demokrati, så kan det naturligvis ikke tolereres, at dommerstanden arbejder som en flok amatører og afsiger domme, som er i strid med sagens kendsgerninger og dermed ikke kan lade sig gøre. 135

152 Frederiksberg, den 23. november 2010 Derain-sagen Kære folketingsmedlemmer Nedenfor kopi af brev til justitsministeren af d.d. vedr. et grotesk justitsmord. Formålet med at henvende mig til samtlige folketingsmedlemmer er den, at jeg ønsker at alle medlemmer har fået kendskab til sagen, som snart udkommer som bog. Og jeg er naturligvis interesseret i reaktionen på henvendelsen, da det er et ualmindeligt groft justitsmord, der er tale om, hvorfor jeg forventer en kommentar. Med venlig hilsen Preben Juul Madsen Til justitsminister Lars Barfoed Kopi til samtlige folketingsmedlemmer Grotesk justitsmord i Østre Landsret Københavns Byret: SS /2008. Dom afsagt den 30. juni Østre Landsret: 10. afd. a.s.nr. S Dom afsagt den 12. februar februar 2010 dømte landsdommerne Mikael Sjöberg, M. Stassen og Kristian Lind Jensen (kst) med domsmænd i Østre Landsrets 10. afdeling a.s.nr. S to personer hver et års fængsel for bedrageri i den såkaldte Derain-sag. Det var en ankesag fra Københavns Byret, hvor Jannie From blev frifundet, mens Svend Erik Olsen blev dømt. 136

153 Ifølge landsretsdommen blev Svend Erik Olsen og hans samlever Jannie From dømt for bedrageri mod fru Grethe Meyer ved at have franarret hende et maleri til en værdi af flere millioner kroner. Det gjorde de imidlertid ikke. På det tidspunkt, hvor Svend Erik Olsen køber maleriet af fru Meyer for kr., var det af kunsteksperten Michel Kellermann, Paris, som regnedes for den eneste ekspert i André Derain, og som har skrevet et trebindsværk om maleren, flere gange erklæret falsk af ham, hvilket i retten blev skriftligt dokumenteret, hvorfor de naturligvis ikke kan dømmes. At det flere gange var erklæret falsk af Kellermann, vidste fru Meyer. Hun havde selv gjort Svend Erik Olsen opmærksom på det. Jannie From køber maleriet af Svend Erik Olsen for samme pris, kr., som han havde betalt fru Meyer. Jannie From sælger det i Paris for 5 mio. kr. til kunsthandler Charles Bailly, Paris, og kunsthandler Robert Stoppenbach, London. På det tidspunkt er billedet ikke at betragte som ægte Derain, det bliver det først syv måneder senere, og kun fordi Stoppenbach er Kellermanns stedsøn og presser stedfaderen, hvilket fremgår af Stoppenbachs vidneudtalelse. Havde Kellermann ikke udfærdiget ægthedserklæringen, havde der ikke været nogen sag. Kun han kunne erklære det ægte. Dommen er derfor afsagt med tilbage - virkende kraft. Bailly og Stoppenbach sælger maleriet hos Sotheby s i New York for 36 mio. kr. i hammerslag. Jeg skal på det anstændigste bede justitsministeren og samtlige folketingsmedlemmer om at anskaffe retsudskrifterne fra både byretten og landsretten. Ved gennemlæsning er det helt indlysende, at dommen ikke kan lade sig gøre. Svend Erik Olsen kan selvfølgelig ikke købe et maleri som ægte, når det af branchens eneste erklærede Derain-ekspert flere gange er erklæret falsk. Og hverken han eller Jannie From har haft nogen som helst mulighed for at vide, da det købes af fru Meyer, at det senere ville indbringe flere millioner. Det er det forhold, og den senere ægthedserklæring, de er dømt for. Helt grotesk! Der findes ikke et eneste bevis i dommen. De påståede begrundelser er udokumenterede påstande. 137

154 Hvis justitsministeren og folketingsmedlemmerne er medvidende om et justitsmord, som der her er tale om, og ikke reagerer på det, er der efter min mening tale om grov pligtforsømmelse, og de medvidende derved medansvarlige for justitsmordet. Skal det have nogen som helst mening, at Folketinget laver lovene, så må det også forlanges, at justitsministeren og hele Folketinget blander sig, når domstolene overtræder dem og derved grundloven. Som det fremgår af Kunstnyt.dk er en bog om hele sagen på trapperne. Kun den kendsgerning, at en ny kunstskandale er dukket op i Tyskland, gør, at bogen er udsat. I den tyske sag er Kellermann anklaget for at have udfærdiget en ægthedserklæring på et falskneri af André Derain, hvilket er lidt af bombe i den hjemlige Derain-sag, da Kellermanns ekspertise derved må betvivles. Jeg forventer et snarligt svar fra justitsministeren personligt, ikke fra en i forkontoret, som jeg tidligere har modtaget. Jeg forlanger, at svaret klart og tydeligt viser, at justitsministeren har læst denne skrivelse samt, hvad justitsministeren har tænkt at foretage sig. De to uskyldigt dømte afsoner for tiden i Horserød. Så det haster. Den forkerte dom bør annulleres. Hvordan det skal ske, ved jeg ikke. Men en retsstat, som Danmark gerne vil fremstå som, men ofte ser ud til ikke at være, kan ikke leve med et justitsmord som det omtalte. Nu kommer bogen om sagen, foreløbig på dansk, men snart oversat til engelsk. Med venlig hilsen Preben Juul Madsen journalist (DJ), forfatter (DF) 138

155 Følgende folketingsmedlemmer modtog mailen og har derfor kendskab til sagen: Pia Adelsteen (DF), Hanne Agersnap (SF), Yildiz Akdogan (S), Simon Emil Ammitzbøll (LA), Anne Marie Geisler Andersen (RV), Eigil Andersen (SF), Kim Andersen (V), Poul Andersen (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Christine Antorini (S), Hüseyin Arac (S), Ida Auken (SF), Pernille Vigsø Bagge (SF), Line Barfod (EL), Lars Barfoed (KF), Gitte Lillelund Bech (V), Tom Behnke (KF), Per Bisgaard (V), René Skau Björnsson (S), Liselott Blixt (DF), Erling Bonnesen (V), Karl H. Bornhøft (SF), Colette L. Brix (DF), Henrik Brodersen (DF), Kirsten Brosbøl (S), Morten Bødskov (S), Bent Bøgsted (DF), Anne Baastrup (SF), Özlem Sara Cekic (SF), Anita Christensen (DF), Carina Christensen (KF), Ole Vagn Christensen (S), Peter Christensen (V), René Christensen (DF), Troels Christensen (V), Villum Christensen (LA), Anne-Mette Winther Christiansen (V), Kim Christiansen (DF), Pia Christmas-Møller (UFG), Per Clausen (EL), Bente Dahl (RV), Jonas Dahl (SF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Per Dalgaard (DF), Lennart Damsbo-Andersen (S), Mikkel Dencker (DF), Jørn Dohrmann (DF), Lone Dybkjær (RV), Pia Olsen Dyhr (SF), Charlotte Dyremose (KF), Louise Schack Elholm (V), Karen Ellemann (V), Benny Engelbrecht (S), Lene Espersen (KF), Søren Espersen (DF), Pernille Frahm (SF), Claus Hjort Frederiksen (V), Mette Frederiksen (S), Meta Fuglsang (SF), Steen Gade (SF), Mette Gjerskov (S), Vibeke Grave (S), Carsten Hansen (S), Christian H. Hansen (UFG), Eva Kjer Hansen (V), Torben Hansen (S), Marlene Harpsøe (DF), Orla Hav (S), Juliane Henningsen (IA), Martin Henriksen (DF), Magnus Heunicke (S), Britta Schall Holberg (V), Anne Grete Holmsgaard (SF), Birthe Rønn Hornbech (V), Høgni Hoydal (TF), Per Husted (S), Karen Hækkerup (S), Klaus Hækkerup (S), Nick Hækkerup (S), Ole Hækkerup (S), Henrik Høegh (V), Karsten Hønge (SF), Bertel Haarder (V), Rasmus Jarlov (KF), Marianne Jelved (RV), Jacob Jensen (V), Kristian Jensen (V), Leif Lahn Jensen (S), Michael Aastrup Jensen (V), Mogens Jensen (S), Peter Juel Jensen (V), Thomas Jensen (S), Karen Jespersen (V), Edmund Joensen (SP), Lars-Emil Johansen (SI), Birgitte Josefsen (V), Per Ørum Jørgensen (KD), Naser Khader (KF), Vivi Kier (KF), Jens Kirk (V), Henriette Kjær (KF), Pia Kjærsgaard (DF), Karen J. Klint (S), Anita Knakkergaard (DF), Jeppe Kofod (S), Astrid Krag (SF), Søren Krarup (DF), Henrik Dam Kristensen (S), Jesper Langballe (DF), Flemming Damgaard Larsen (V), Henrik Sass Larsen (S), Karsten Lauritzen (V), Bjarne Laustsen (S), Tage Leegaard (KF), Mike Legarth (KF), Lars Christian Lilleholt (V), Kristian Pihl Lorentzen (V), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Jens Christian Lund (S), Jørgen S. Lundsgaard (KF), Mogens Lykketoft (S), Sophie Løhde (V), Anne-Marie Meldgaard (S), Brian Mikkelsen (KF), Flemming Møller Mortensen (S), Kim Mortensen (S), Flemming Møller (V), Helge Adam Møller (KF), Lone Møller (S), Per Stig Møller (KF), Tina Nedergaard (V), Holger K. Nielsen (SF), Karsten Nonbo (V), Karin Nødgaard (DF), Ellen Trane Nørby (V), Maja Panduro (S), John Dyrby Paulsen (S), Marion Pedersen (V), Thor Pedersen (V), Torsten Schack Pedersen (V), Jesper Petersen (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Tina Petersen (DF), Søren Pind (V), Ib Poulsen (DF), Johs. Poulsen (RV), Jørgen Poulsen (RV), Troels Lund Poulsen (V), Rasmus Prehn (S), Kamal Qureshi (SF), Julie Rademacher (S), Lars Løkke Rasmussen (V), Preben Rudiengaard (V), Daniel Rugholm (KF), Mads Rørvig (V), Anders Samuelsen (LA), Helge Sander (V), Hans Christian Schmidt (V), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Lise von Seelen (S), Niels Sindal (S), Helle Sjelle (KF), Hans Kristian Skibby (DF), Julie Skovsby (S), Peter Skaarup (DF), Ole Sohn (SF), Inger Beinov Støjberg (V), Malene Søgaard Andersen (SF), Villy Søvndal (SF), Hans Christian Thoning (V), Helle Thorning-Schmidt (S), Kristen Touborg (SF), Ulla Tørnæs (V), Jens Peter Vernersen (S), Eyvind Vesselbo (V), Margrethe Vestager (RV), Jens Vibjerg (V), Nanna Westerby (SF), Morten Østergaard (RV), Frank Aaen (EL), Malou Aamund (V) 139

156 Svend Erik Olsens to breve til Grethe Meyer FRU GRETHE MEYER 12/5 04 STRANDBOULEVARDEN 6, KBH Ø KÆRE FRU MEYER BLOT FOR AT BEKRÆFTE AT DE KUN ØNSKER DERES MALERI AF DERAIN STIL SOLGT UDENOM AUKTION VIA FORMIDLING NU MÅ SE OM VI KAN FINDE NOGLE SPOR DET HÅBER JEG. JEG HAR NOTERET DENNE AFTALE I VORES INDLEVERING, DET STORE SKAB ORDNER VI UNDERDELEN ER IKKE SAMTIDIG. JEG GLÆDER MIG TIL AT SÆLGE DERES INDBO. PS..KUNNE DE OPLYSE MIG OM HVEM DER AFVISTE DERAIN MALERIET FRA CHRISTIES AUKTIONER OG HVORNÅR DET ER MEGET KEDELIGT AT DET ER MIC. KELLERMANN DER HAR AFVIST MALERIET HAN REGNES FOR EKSPERTEN OVER ALLE NÅR DET DREJER SIG OM DERAIN. DET ER HAM DER UDGIVER DERAIN FORTEGNELSEN. JEG LOVER IKKE AT SÆLGE UNDER ELLERS MALERIET RETUR. FR. GRETHE MEYER HELLERUPVEJ 71 ST TV 2900 HELLERUP KÆRE FRU MEYER JEG HAR SOM AFTALT ARBEJDET MEGET MED DERES MALERI I DERAIN STIL. JEG HAR IKKE FUNDET DET I NOGLE FORTEGNELSER ELLER BØGER. JEG FØLER IKKE JEG KOMMER VIDERE I ØVRIGT KAN JEG OPLYSE AT AUKTIONSPRISERNE FOR MALERIET, DER ER I KELLERMANNS FORTEGNELSER LIGGER MELLEM 5000 $ $ FOR LANGT DE FLESTE. IFØLGE ART PRICE ANNUAL ELLER PRICE.COM OG SOM DE SELV KAN KONSTATERE ER DET MEGET FÅ BERØMTE DER GÅR MEGET HØJT. VI HAR EN KUNDE SOM HAR TILBUDT DERES MINIMUM PRIS KR DET ER EN KUNDE DER STARTEDE VIRKSOMHED OG ARBEJDER INTERNATIONALT OG SOM I ØVRIGT HAR VÆRET ANSAT HOS ELLEKILDE EN PERIODE. ALLE JEG HAR PRÆ- SENTERET MALERIET FOR SYNTES PRISEN VAR FOR HØJ NÅR DET VAR ERKLÆRET FALSK AF BÅDE MIC KELLERMANN OG CHRISTIES SOM BESIGTIGEDE MALERIET I DERES HJEM. HVIS VI GENNEMFØRER HANDLEN KAN PENGENE IKKE KRÆVES RETUR SOM AFTALT MED DEM HAR JEG FREMLAGT KUNSTHALLENS + KELLERMANNS AFVISNING. ELLERS VIL VI LEVERE MALERIET RETUR. KONTAKT VENLIGST DERES SØN THORSTEN SÅ DER IKKE BLIVER NOGLE UOVERENSSTEMMELSER MIT MOBIL NR JEG HÅBER DE ER GLAD FOR DEN NYE LEJLIGHED OG DER ER MÅSKE ALLIGEVEL PLADS TIL DERAIN? 140

157 Navneregister Als, Roald 28 Appel, Karel 111 Auckland Art Gallery Toi o Tamaki 14, 130 Bager, Sanne 20, 21, 28, 43, 106 Bailly, André 49, 59, 60, 85, 110 Bailly, Charles 10, 11, 12, 13, 14, 17, 19, 20, 22, 23, 24, 31, 32, 33, 34, 35, 36, 39, 40, 41, 43, 45, 49, 50, 52, 53, 54, 57, 58, 59, 67, 81, 82, 83, 84, 85, 86, 87, 88, 89, 90, 91, 97, 103, 105, 108, 109, 110, 113, 114, 117, 118, 120, 121, 123, 124, 127, 129, 137 Bailly, Galerie Charles Et André 85 Balcerski, Semko 24, 25, 50, 52, 58, 61, 62, 126 Barfoed, Lars 6, 134, 135, 136, 138 Behnke, Tom 134 Bernard, Monique 133 Berning, Jesper 5 Bonnard, Pierre 129 Bornholms Kunstmuseum 47, 109, 115, 125 Bourdon, Lucien 11 Bourdon, Marcelle 11 Brandt, Erik 21, 25, 26, 27, 28, 31, 50, 52, 79, 80, 126 Braque, Georges 31, 83, 129 Breast, Francis 108 Bredius, Abraham 108 Brixtofte, Peter 6 Bruun Rasmussen Auktioner 102 Bruun Rasmussen, Jesper 26, 27, 50, 78, 79, 126 Bruus, Karin Annelise 13, 50, 67, 69, 70, 71, 77, 101, 104, 109, 112, 113, 116, 117, 120, 123, 124, 125, 126 Campendonck, Heinrich 18 Cézanne, Paul 14, 133 Christie s 18, 21, 25, 37, 50, 52, 66, 82, 92 Clark, Kenneth 108 Clouseau, Inspector 11 d Arc, Jeanne 7 Dahl Bartsch, Heine Robert 109, 115, 124, 125 Delestre, François 20, 22, 24, 84, 87 Den Frie Udstilling 37, 128, 129 Dennys, Birthe Krause 65, 109, 112, 124 Derain, Alice 47, 88, 133 Derain, André 9, 11, 12, 18, 19, 21, 22, 23, 24, 26, 27, 29, 30, 31, 45, 48, 50, 62, 67, 78, 93, 95, 102, 103, 107, 108, 118, 125, 129, 131, 132, 133, 137, 138 Derain, Comité 18, 19, 88 Derain-udstillingen, Statens Museum for Kunst 36 Der Sturm, Galerie 18 Drachmann, Anders 50 Dreyfus, Alfred 7 Dufy, Raoul

158 Ellekilde Auktionshus 9, 15, 38, 44, 45, 52, 54, 57, 58, 61, 71, 79, 92, 93, 94, 103, 105 Enchères, Èric Pillon 108 Ernst, Max 18 Folketinget 134, 138 Folketingsmedlemmerne, brev til 136 Folketingsmedlemmerne, samtlige navne 139 Fontaine, Isabelle 18 Franske politi, Det 120 Fransk Genombrottskonst Freeman, Judi 25, 26, 47, 66, 67, 68, 73, 74, 92, 95 Fresnaye, Roger de la 129 From, Jannie 5, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 19, 20, 22, 23, 24, 29, 31, 32, 33, 40, 42, 44, 46, 49, 52, 53, 54, 56, 57, 58, 60, 61, 82, 83, 84, 85, 86, 87, 99, 100, 103, 104, 105, 106, 107, 109, 110, 113, 114, 115, 117, 118, 120, 121, 122, 123, 124, 125, 126, 127, 129, 130, 136, 137 Gangsted-Rasmussen, Christian 8, 20, 28, 34, 36, 40, 41, 45, 50, 67, 87, 97, 101, 102, 107, 126, 127 Garde, Peter 6 Gauguin, Paul 14 Giraudon, Colette 30, 48, 75, 76 Gorayeb, Elizabeth 96 Gottlieb, Lennart 114, 117, 128 Guardian, The 18 Guillaume, Galerie Paul 12, 17, 26, 30, 32, 33, 35, 36, 46, 48, 49, 74, 76, 83, 84, 87, 88, 128, 130, 132, 133 Hammershøi, Vilhelm 33 Hansen, Dagmar 92 Hatting, Michael 28, 29, 50, 57, 58, 80, 81, 126 Henrik, prins 14, 21, 23, 27, 28, 37, 51, 52, 56, 63, 66, 69, 70, 79, 80, 93, 110, 112, 116, 125 Hillingsø, Birgitta 25, 66, 68, 70, 92 Hoog, Michel 48, 74 Hunov, John 27 Jacobæus, Elin 129 Jacobæus, Aage 37, 39, 47, 48, 67, 91, 93, 116, 117, 121, 125, 128, 129 Juul Jensen, Gitte 28 Juul Madsen, Preben 107, 136, 138 Jørgensen, Hans 63 Kahnweiler, Daniel-Henry 30 Kandinsky, Wassily 22, 52, 53, 58, 82, 83, 113 Kellermann, Michel 10, 11, 12, 13, 14, 17, 18, 19, 21, 23, 26, 27, 29, 30, 31, 32, 33, 34, 35, 36, 37, 38, 39, 43, 46, 47, 48, 49, 51, 53, 54, 55, 56, 60, 62, 63, 65, 66, 68, 69, 70, 72, 73, 74, 75, 77, 78, 79, 82, 83, 84, 85, 86, 87, 88, 89, 92, 93, 95, 96, 102, 108, 109, 111, 112, 113, 114, 116, 117, 118, 119, 120, 121, 124, 125, 131, 137, 138 Klitvad, Lise Lotte 59 Kornerup Jensen, Jan Erik 16, 17, 20, 27, 28, 34, 35, 40, 41, 43, 55, 65, 70, 75, 78, 79, 80, 81, 82, 86, 89, 96, 97, 101, 106, 111, 112, 114, 116, 119, 120, 122 Kulturværdiudvalget 37, 38 Kunsthallen 23, 26, 32, 34, 46, 51, 55, 62, 68, 85, 89, 92, 95, 102, 103, 108, 111, 112, 116 Kunstnyt.dk 15, 42, 107,

159 Kunst under hammeren, årbogen 15 Kærulf Møller, Lars 109, 115, 124, 125 Laugier, Madame Claude 18 Laurent, Raoul 83 Lauritz.com 35, 111 Léger, Fernand 18, 129 Leiris, Galerie, Paris 30 Lempertz, auktionshus 18 Leonardo da Vinci 108 Lind Jensen, Kristian 8, 107, 122, 136 Loudmer, Guy 11 Lund Poulsen, Jakob 15, 16, 22, 24, 26, 28, 29, 31, 40, 41, 43, 59, 61, 67, 70, 71, 75, 78, 83, 87, 90, 95, 97, 101, 102, 106, 110, 111, 112, 113, 115, 117, 121, 122 Løkke Rasmussen, Lars 6, 134, 135 Mann Christensen, John 54, 109, 115, 118, 124, 125 Matisse, Henri 14, 31, 78, 83, 108, 128, 129 Meyer, Grethe 9, 10, 11, 13, 14, 17, 19, 20, 21, 23, 26, 29, 30, 35, 37, 39, 40, 41, 42, 44, 45, 46, 47, 48, 49, 50, 51, 52, 53, 55, 56, 60, 62, 63, 64, 66, 68, 70, 71, 72, 74, 75, 76, 77, 80, 81, 91, 92, 93, 94, 95, 96, 101, 103, 104, 105, 106, 107, 108, 109, 111, 112, 115, 116, 118, 119, 120, 122, 123, 124, 125, 126, 127, 129, 130, 136 Meyer, Gunnar 92, 116, 129 Meyer, James 93, 112, 116, 129 Meyer, Torsten Krause 10, 13, 14, 25, 37, 50, 56, 57, 62, 64, 65, 66, 67, 68, 69, 80, 92, 93, 94, 97, 101, 104, 110, 111, 112, 116, 123, 126 Modigliani, Amadeo 30 Mondrian, Piet 14 Monod-Fontaine, Isabelle 91, 94 Montjoie Art Transauctions 121 Mortensen, Janne 16, 21, 22, 23, 28, 29, 30, 33, 36, 42, 43, 62, 81, 86, 91, 97, 98, 100 Munch, Edvard 25, 66, 70 Munck, Jacqueline 18 Musée d Art Moderne, Paris 30, 48 Musée de L Orangerie, Paris 26, 30, 48, 74, 76, 92 Musée du Louvre 84 Møller, Hanne 95 Nicolay, Raymond de..108 Nielsen, Jais 46, 93, 94, 112, 116, 117, 124, 125, 129 Nikolajsen, Bent 40, 41, 42, 50, 53, 59, 61, 98, 99, 100, 101, 109, 126 Olsen, Svend Erik 5, 7, 8, 9, 10, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 19, 20, 21, 22, 23, 25, 29, 32, 33, 37, 38, 39, 40, 42, 44, 45, 49, 50, 51, 54, 55, 56, 57, 58, 60, 61, 64, 65, 66, 67, 69, 70, 71, 79, 80, 81, 82, 83, 86, 87, 90, 93, 94, 96, 97, 98, 99, 100, 102, 103, 104, 105, 106, 107, 108, 109, 110, 111, 112, 113, 114, 115, 116, 117, 118, 119, 122, 123, 124, 125, 126, 127, 129, 136, 137 Olsen, Svend Erik Olsen, to breve til Grethe Meyer 140 Pagé, Suzanne 30, 48, 75, 77, 95 Philip, Marianne 57 Picasso, Maya 27 Picasso, Pablo 14, 27, 30,

160 Politiet 6, 9, 11, 16, 18, 24, 25, 40, 41, 50, 54, 55, 61, 64, 67, 69, 70, 71, 78, 79, 95, 96, 97, 118, 124, 135 Politiken 8, 9, 16, 22, 40, 41, 101, 107 Pompidou, Centre Georges 11 Rembrandt 108, 111 Rewald, John 133 Robertson, Josie 14, 130 Robertson, Julian 14, 130 Rodskjaer, Camille 132, 133 Rude, Olaf 21, 36, 39, 47, 68, 72, 85, 93, 110, 112, 114, 121, 123, 125, 130, 132, 133 Rump, Johannes 30, 91 Rønne og Lundgren, advokatfirma 38 Raaschou-Nielsen, Inge Vibeke 17, 26, 27, 28, 29, 30, 31, 35, 37, 39, 43, 47, 48, 49, 50, 62, 63, 65, 67, 68, 71, 72, 73, 74, 75, 76, 77, 78, 85, 91, 92, 93, 95, 96, 102, 117, 126 Salon d Autonome 33 Salon des Indépendants 33 Sjöberg, Mikael 8, 9, 107, 112, 113, 116, 122, 136 Sotheby s 16, 17, 18, 20, 33, 35, 36, 37, 38, 39, 40, 45, 50, 72, 87, 89, 94, 102, 108, 121, 129, 130, 131 SPA (Animal Protection Society) 11 Stassen, Margit 8, 107, 122, 136 Statens Museum for Kunst 21, 23, 25, 26, 29, 30, 35, 36, 39, 40, 47, 51, 54, 55, 56, 57, 62, 63, 66, 68, 71, 73, 74, 75, 76, 77, 79, 80, 86, 89, 90, 91, 92, 93, 94, 95, 96, 102, 103, 105, 112, 128, 129 Staatliche Kunsthalle Karlsruhe 133 Stockmann, Camilla 8, 10, 16, 17, 22, 107 Stoppenbach & Delestre Ltd 38, 49, 85, 102, 121, 129, 132, 133 Stoppenbach, Robert 10, 11, 12, 13, 17, 18, 19, 20, 22, 24, 32, 33, 34, 35, 36, 39, 40, 43, 50, 53, 54, 59, 67, 84, 86, 87, 88, 89, 90, 91, 96, 105, 109, 113, 115, 117, 118, 120, 126, 127, 137 Stürup, Anne Birgitte 16, 107, 108, 110, 111, 112, 113, 115, 117, 118, 119, 120 Støvring, Hanne 95, 97 Sutton, Denys 133 Tetzen-Lund, Chr. 30, 31, 33, 37, 39, 48, 91, 92, 97, 108, 114, 117, 121, 124, 128, 129 Thygesen, Jens 17, 20, 23, 25, 26, 29, 32, 34, 37, 41, 46, 47, 50, 51, 62, 63, 65, 66, 68, 70, 71, 72, 73, 75, 85, 89, 92, 95, 102, 103, 108, 111, 112, 116, 117, 125, 126, 128 Toftemann, Bodil 20 Utrillo, Maurice 129 van Gogh, Vincent 39, 117, 118 Vardrup, Johan 17 Warming, Rikke 21, 23, 25, 36, 37, 39, 40, 43, 50, 54, 57, 65, 67, 70, 77, 86, 89, 90, 91, 92, 93, 94, 95, 96, 97, 101, 103, 104, 105, 109, 111, 114, 117, 123, 124 Vaise, Bremond, Rambert og Associes 101 Weber, Ronald 59, 100 Weie, Edvard 68 Winkel & Magnussen 116 Vollard, Ambroise 30 Wichmann, Sonny 16 Ziegler, Sven 6 144

161

162