Tale til folkemødet i Allinge, juni 2014 Johanne Schmidt-Nielsen

Transkript

1 1 Tale til folkemødet i Allinge, juni 2014 Johanne Schmidt-Nielsen En af de danskere, der voksede op her på Bornholm, er arbejderforfatteren Martin Andersen Nexø. Og øen danner også rammen om første del af hans store roman om Pelle Erobreren. De af os, der har læst bogen eller set filmen, kan huske skildringen af den 8-årige Pelle og hans godmodige Lassefars ankomst fra Tommelilla i Sverige til den bornholmske kaj. Landarbejderen Lassefar fortæller Pelle om det gode liv, de nu skal føre. Og han understreger, at de ikke skal sige ja til den første den bedste arbejdsgiver, der byder sig til. De skal stille krav om god løn og ordentlige forhold. Men som vi ved, så går det helt anderledes. Da de ankommer til havnen, må Lassefar sande, at han blot er en blandt mange, der søger arbejde. Og i øvrigt står han langtfra forrest i køen. Derfor er det ikke ham og de andre arbejdere, der bestemmer, hvordan lønnen og arbejdsvilkårene skal være. Det er arbejdsgiverne. Det er gårdejerne. Fra morgen til aften byder Pelles barndom på arbejde og ydmygelser. Og både i hans første år på gården og i hans læretid som skomager i Rønne lærer han på den hårde måde, at der er forskel på høj og lav. Og at arbejdsgiverens ord er lov hvis ikke man vil miste sit levebrød. Danish Crown Vi er heldigvis kommet langt væk fra det liv, som menigmand levede på den tid. Væk fra den tid, hvor vi som lønmodtagere måtte bukke og skrabe for arbejdsgiveren og stå med hatten i hånden og håbe på det bedste. Vi har bygget et samfund, hvor vi er mindre udsatte, fordi vi i langt højere grad står parat til at gribe hinanden, når ulykken rammer i form af sygdom, i form af arbejdsløshed eller når alderdommen melder sig. Og med vores fagforeninger har vi skabt stærke fællesskaber, der sikrer, at vi ikke står alene og isoleret over for arbejdsgiverne. Men i stedet kan stå sammen og kræve vores ret. Men nogle gange bliver det alligevel tydeligt, at arbejdsgiveren stadig har voldsomt stor magt til at gribe ind i vores liv. Og at de langtfra altid bruger den magt på en måde, der er til gavn for lønmodtagerne. Til gavn for det store flertal. Til gavn for samfundet. For nogle uger siden oplevede vi her på Bornholm et rigtig grimt eksempel på netop det. Danish Crown meddelte, at hvis ikke slagteriarbejderne i Rønne accepterede at gå ned i løn, så ville slagteriet lukke, og alle 190 slagteriarbejdere ville blive fyret.

2 2 Danish Crowns revolver-tilbud vakte forargelse blandt mange mennesker. Og med god grund. For det er jo ikke sådan, at Danish Crown er i nærheden af at gå nedenom og hjem. Tværtimod. Koncernen havde sidste år et overskud på mere end 1.5 milliarder kroner. 1.5 milliarder! Over for det svimlende beløb er de millioner, Danish Crown mente, de kunne spare ved at lukke slagteriet, håndører. Særligt når konsekvensen er at sende 190 mennesker ud i arbejdsløshed på en ø, der i forvejen er hårdt ramt. Og det gør det ærlig talt ikke bedre, at koncernledelsen i Danish Crown cirka samtidig gav sig selv en lønforhøjelse, så de tre øverste chefer nu tilsammen tjener 26 millioner kroner om året. Og det gør det slet ikke bedre, at Danish Crown indirekte gennem landbrugsstøtten modtager hundredvis af millioner kroner i statsstøtte betalt af alle jer. Af skatteborgerne i Danmark. Helt ærligt, det er da direkte uforskammet. Modige slagteriarbejdere Jeg besøgte for et par dage siden en pensionistklub på Østerbro. Snakken faldt på situationen for de bornholmske slagteriarbejdere, og en af pensionisterne sagde med respekt: De er meget modige. Jeg er enig. De bornholmske slagteriarbejdere afviste med stort mod kravene fra Danish Crown. Slagteriarbejderne vidste godt, at deres job var på spil. Men de vidste også, at hvis de bare bøjede nakken, så ville deres kolleger på andre slagterier andre steder i Danmark være de næste. Så de stod fast. Det virkede. Slagteriet blev reddet gennem en aftale mellem slagteriarbejderne og kommunen. Det er ikke en perfekt aftale, men den er langt bedre end den, Danish Crown prøvede at true sig til. Og den er vigtig, fordi den viser, at det nytter at være modig. At det nytter at sige nej til revolveren. At det nytter at stå sammen. Så til jer slagteriarbejdere her på Bornholm: Godt gået. Samfundssind Hvis Danish Crown nu var den eneste virksomhed, der ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt, så kunne man måske trække på skulderen. Men vi har gennem de seneste år igen og igen oplevet store koncerner og virksomheder, der prøver at true eller presse samfundet og lønmodtagerne til at efterkomme deres krav. Selv om de har historisk store overskud. Og deres skræmmekampagner har faktisk virket. Politikerne er blevet bange for dem. Der er blevet givet selskabsskattelettelser. Og det på trods af, at selv finansministeriets egne tal viser, at der stort set ingen arbejdspladser kommer ud af det.

3 3 Lønmodtagerne har accepteret overenskomster med ingen eller meget lave lønstigninger. Samtidig med at arbejdsgiverne har historisk høje overskud. Det er oven i købet blevet billigere for virksomhederne at forurene. Det virker fuldstændig vanvittigt i en tid, hvor ingen vel efterhånden er i tvivl om, at vi står over for katastrofale klimaforandringer, hvis ikke vi begynder at producere mere grønt. Men virksomhederne har fået rabat på at udlede spildevand og på at pakke deres varer ind i plastic! Det er den forkerte vej at gå. Det kan ikke nytte noget, at vi lægger os fladt ned for deres skræmmekampagner. Tværtimod. Og i øvrigt bliver de jo ved med at brokke sig. Burde vi ikke kunne forvente bare lidt større ansvar og lidt større taknemmelighed over for det land og det samfund, som har skabt rammerne for virksomhedernes succes? De store virksomheder bruger de veje og broer og plejehjem og skoler og hospitaler, som vi alle sammen har betalt til. Det politi, som vi alle sammen har betalt til, beskytter dem mod indbrud. De børnehaver, som vi alle sammen har betalt til, passer deres medarbejderes børn. Det er dejligt, når danske virksomheder private såvel som offentlige får succes, får gode ideer, tjener penge og skaber arbejdspladser. Men enhver succesfuld virksomhed er afhængig af det samfund, den er en del af. Derfor skal vi også turde stille krav til virksomhederne. De skal selvfølgelig passe på vores miljø. Selvfølgelig. Og de skal selvfølgelig skal være med til at sikre, at der rent faktisk er arbejdspladser i Danmark. Selvfølgelig. Vi får tudet ørene fulde af, at samfundet skal tage hensyn til virksomhederne. Det er kun rimeligt at forlange, at virksomhederne også tager hensyn til samfundet. Så derfor: Kom nu, regering. Lad os omlægge landbrugsstøtten, så støttekronerne kun bliver sendt til dem, der behandler dyrene, naturen og lønmodtagerne ordentligt. Lad os melde os blandt de europæiske lande, der kæmper for en skat på finansielle transaktioner. Al den vanvittige spekulation gør muligvis de rigeste rigere, men den er ødelæggende for det store flertal. Lad os kræve af de virksomheder, som udfører arbejde for stat, regioner og kommuner, at de selvfølgelig skal tage ansvar for næste generation ved at tage lærlinge ind. At de selvfølgelig skal tage medansvar for dem, der rammes af sygdom, ved at tage fleksjobbere ind.

4 4 Og ikke mindst: Når vi skal bygge nye supersygehuse, eller når plejehjemmet skal renoveres, så skal vores skattekroner ikke havne i lommerne på kyniske arbejdsgivere, der udnytter mennesker fra andre lande til at presse lønningerne. Lad os stille et helt simpelt krav til virksomhederne, der er til at forstå: Arbejde for danske skattekroner, det skal naturligvis udføres på danske løn og arbejdsvilkår. Det er da sund fornuft. Fællesskab fungerer Jeg fortalte i starten om, hvordan Pelle Erobreren lærer om ulighed og fattigdom på den hårde måde. Men han lærer også, hvor meget man kan gøre ved det, når man står sammen. Vores ansvar for hinanden og for vores fællesskab skal vi styrke. Frem for at nedbryde det. For et stærkt fællesskab gør os alle sammen stærkere og friere. Det giver hvert enkelt ungt menneske frihed, at hun kan vælge lige præcis den uddannelse, hun drømmer om. Hvis hun altså er dygtig nok. At det ikke er fars ellers mors pengepung, der afgør, hvad hun kan studere. Det giver frihed til hver eneste lønmodtager i det her land at vide, at der er et sikkerhedsnet, der griber, hvis man får en fyreseddel eller bliver ramt af sygdom. Forleden var der en undersøgelse, der viste, at næsten 90 procent af danskerne er tilfredse med at betale skat. Og det er da ikke så underligt. For stærke fællesskaber gør os alle sammen stærkere. Gør os alle sammen friere. Ligestillingen mellem mænd og kvinder i Danmark er et godt eksempel. Ligestillingen er noget af det, vi praler af, når vi rejser ud i verden. Bevares, vi er langt fra i mål. Kvinder tjener for eksempel stadig 18 procent mindre end mænd i gennemsnit, men ikke desto mindre: Sammenlignet med mange andre lande er vi nået et godt stykke. Hele forudsætningen for den ligestilling har været og er økonomisk lighed mellem mænd og kvinder og stærke fællesskaber. Stærke fællesskaber. Fællesskaber der betyder, at man kan få børnene passet, mens man er på arbejde. At man kan få støtte fra fællesskabet, hvis man bliver alene med sine børn. At skilsmisse ikke længere er lig med økonomisk ruin for kvinder. Og at vi derfor kan bestemme over vores egne liv. Jeg synes, det er så godt et eksempel på, at stærke fællesskaber gør os alle sammen stærkere. Gør os alle sammen friere. Som min ven Walid, der som barn flygtede hertil fra Afghanistan med sine forældre, har sagt til mig: Jeg kommer fra et land, hvor vi ikke havde noget velfærd. Der var ikke noget sikkerhedsnet. Jeg så, hvordan folk nærmest opførte sig som dyr. Hvis ens barn ikke kan få mad, så er man villig til hvad som helst.

5 5 Og han fortsatte: Jeg forstår simpelthen ikke, at der er nogen her i Danmark, der tror, at man kan få et bedre samfund ved at skære ned på velfærden. Måske ved de ikke, hvor stærkt et menneske bliver af at have et fællesskab i ryggen. Hvor har Walid dog ret. Vi bliver hver især stærkere af at have fællesskabet i ryggen. Et år tilbage: vis nu at der er forskel på rød og på blå Det fællesskab og den frihed, som Walid taler om, det har vi en enestående mulighed for at bygge videre på. Hvis regeringen vil. Forleden var der en kvinde, der skrev til mig, at hun står over for at falde ud af dagpengesystemet. Og tro mig, den slags mails får jeg skræmmende mange af. For der er rigtig mange, der står til at falde ud. Kvinden spurgte pænt og forsigtigt, om jeg mon troede, at regeringen ville være med til at ændre på reglerne. Mit svar er: Det håber jeg. Det håber jeg stadig. Det kæmper vi stadig for. Til kvinden, der skrev til mig, og til alle andre, der er kommet i klemme: I er ikke glemt. Så kom nu, regering. Drop den der Vestager-kynisme om at sådan-er-det-jo. En ansvarlig regering løser åbenlyse problemer. Og når så mange tusinde mennesker falder ud af dagpengesystemet, så står man altså med et åbenlyst problem. Lad os sammen skabe et robust og retfærdigt dagpengesystem. Og vi har jo skabt nogle gode resultater sammen. Vi har afskaffet starthjælpen, vi har givet mulighed for dobbelt statsborgerskab, vi har sikret billigere tandlæge for nogle af samfundets mest udsatte. Forleden aftalte vi endelig at lave et sikkerhedskort i byggeriet. Et konkret redskab til at sikre bedre arbejdsmiljø og til at bekæmpe social dumping. Alt det og mere til har vi gjort. Sammen. Men i alt for mange situationer er regeringen gået til Lars Løkke og har ført en politik, som de færreste nok forbinder med en socialdemokratisk ledet regering. En regering, der gik til valg på velfærd frem for skattelettelser. Derfor er jeg også blevet spurgt rigtig mange gange, hvorfor vi støtter Helle Thornings regering, når nu de alligevel fører så blå en politik. Svaret er simpelt. Jeg har ikke en eneste gang prøvet at vågne op om morgenen og tænke: Uh, bare Lars Løkke dog var statsminister. Heller ikke selvom han er pæn i tøjet. Og vi har ikke lyst til, at Joachim B. Olsen skal rende rundt i hverken finansministeriet eller socialministeriet. Og tro mig, vi er helst fri for Kristian Thulesen Dahl. Manden, der tilsyneladende er villig til at sælge ud af hvad som helst, hvis bare han kan få sig et par grænsebomme. Manden, der opfandt dagpengeforringelserne. Ellers tak. Vi vil såmænd bare have en rød regering, der fører rød politik.

6 6 Så mit budskab til regeringen er: Kom nu. I har omkring et år tilbage af jeres regeringstid. Lad os sammen vise, at der er forskel på blå og på rød. Lad os sammen bekæmpe fattigdom og ulighed. Vær ikke for stolt til at indrømme, at de reformer, I har lavet, har været alt for voldsomme. Lad os sammen sætte en stopper for den sociale dumping. Der skal skabes arbejdspladser, og de skal da være på danske løn- og arbejdsvilkår. Fællesskab frem for alles kamp mod alle Jeg indledte med at fortælle om Martin Anders Nexøs Pelle Erobreren. Pelle forlader som bekendt Bornholm og drager til hovedstaden. Med sig gennem hele livet har han den stærke retfærdighedssans og den dybe solidaritet med mennesker, der ikke er født med rigdom og magt. Han glemmer aldrig sin barndom på Bornholm. Jeg håber, at det mod og den solidaritet, som de bornholmske slagteriarbejdere viste i konflikten med Danish Crown, vil tage samme rejse som Pelle Erobreren. At de vil give håb og kraft til kolleger i andre brancher og i andre dele af landet. Og jeg håber, at Helle Thorning og hendes regering vil bruge det sidste år sammen med os til at vise, at der er forskel på rød og på blå. Til at fortsætte den kamp for tryghed og frihed for almindelige mennesker, som strækker sig helt tilbage til Martin Andersen Nexøs tid. Det er vores fællesskab, der har gjort Danmark stærkt. Det fællesskab skal vi værne om. Det fællesskab skal vi udvikle. Det fællesskab skal vi bygge fremtidens Danmark på. Tak for ordet. Hav et rigtig godt folkemøde alle sammen.