Undersøgelse om ros og anerkendelse

Transkript

1 Undersøgelse om ros og anerkendelse Lønmodtagere savner ros af chefen Hver tredje lønmodtager får så godt som aldrig ros og anerkendelse af den nærmeste chef. Til gengæld er de fleste kolleger gode til at uddele skulderklap til hinanden. Danmarksrekord i kollegial ros har sosuassistenterne. Eksperter mener, at ros og anerkendelse er et uudnyttet potentiale. ANERKENDELSE Næsten en million danske lønmodtagere går dagligt hjem fra arbejde uden at have den mindste erindring om, hvornår de senest er blevet rost eller anerkendt af deres chef. Det svarer til hver tredje ansatte ifølge en ny undersøgelse blandt lønmodtagere. Eksperter mener, det er bemærkelsesværdigt mange lønmodtagere, der aldrig får et skulderklap, eftersom det er almindelig viden, at ros og anerkendelse får folk til at yde en ekstra indsats. Det understreges også af, at 55 procent i undersøgelsen, der er foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4, siger, at de ville bidrage med mere, hvis de fik mere anerkendelse. Hvis ikke der er en fornuftig anerkendelseskultur på arbejdspladsen, kan det gå alvorligt ud over de ansattes arbejdsmiljø, og for virksomhederne kan det blive lige så katastrofalt svært at fastholde arbejdskraften, pointerer sociologer og ledelseskonsulenter. Ifølge undersøgelsen er der stor forskel på, hvordan anerkendelsen er fordelt på arbejdsmarkedet. De ansatte i butikssektoren kan glæde sig over at have de mest skulderklappende chefer, mens de ufaglærte i industrien og rengøringsbranchen i det store og hele hverken oplever ros og anerkendelse fra deres chefer eller fra deres kolleger. At det netop er de ufaglærte, der får mindst ros, ærgrer næstformand i fagforbundet 3F s industrigruppe Tina Møller Petersen:

2 »Undersøgelsen bekræfter, hvor vigtigt det er, at man som medarbejder har indflydelse på sit arbejde, og at man bliver anerkendt for det. Det skal ikke være sådan, at man skal roses hele tiden, men det er ledelsens opgave, at folk føler, at deres indsats skaber en værdi,«siger Tina Møller Petersen. Hun forstår ikke, at hendes medlemmers chefer ikke anerkender de ansattes arbejde noget højere.»når man får anerkendelse i sit arbejde, er man også klar til at gøre en ekstra indsats. Det er helt sikkert, at de chefer, der kan anerkende værdien af deres medarbejderes indsats, også får mere udført,«siger Tina Møller Petersen. A4 s undersøgelse bekræfter også, at ros til medarbejderen kan være en investering i virksomhedens produktion. Hele 55 procent af lønmodtagerne erklærer sig helt eller delvist enige i, at de ville bidrage med mere, hvis de fik mere anerkendelse. Ros bør tænkes ind i ledelse I Dansk Industri, der organiserer en stor del af de virksomheder, der har mange ufaglærte ansat, mener arbejdsmiljøkonsulent Jan Lorentzen, at anerkendelse bør tænkes ind i ledelsesstrategien.»vi ved, at anerkendelse er meget vigtig for medarbejderne, og det er jo helt gratis at give et skulderklap. Både når det er vellykket og mindre godt, bør medarbejderne få et feedback for det arbejde, som de udfører. Der er ingen tvivl om, at det giver en direkte afsmitning på arbejdsglæden og en øget loyalitet over for virksomheden,«siger Jan Lorentzen. Han mener dog ikke, at den manglende rosekultur er et generelt billede af industriens arbejdspladser.»langt de fleste arbejdspladser er gode til at anerkende medarbejderne. Men på nogle arbejdspladser er der måske en kultur, hvor det er mere udbredt at finde fejl end succeser. En anden forklaring kan også være, at skulderklappene bliver glemt i en hverdag med stor travlhed,«siger han. Ifølge undersøgelsen er anerkendelsen et vigtigt fænomen for lønmodtagerne. 55 procent siger, at det har stor eller meget stor betydning for dem at blive rost på arbejdet. Yderligere 40 procent mener, at

3 anerkendelse har en vis betydning, og kun fire procent siger, at ros ikke betyder noget som helst for dem. Hellere ros end højere løn De tal ligger helt i tråd med den forskning, som sociolog Rasmus Willig fra Roskilde Universitetscenter har gennemført om anerkendelsesledelse.»det er interessant, at vi hele tiden snakker om, at hvis man får mere i løn, så løber man gerne lidt hurtigere. Men det tyder på, at hvis man får anerkendelse og respekt, så er det nærmest vigtigere, end at man får en god løn,«siger Rasmus Willig. Han mener, den store betydning skyldes, at anerkendelse er en af byggeklodserne i dannelsen af vores identitet.»anerkendelse er med til at bekræfte, hvem jeg er. Når jeg bliver skældt ud, ved jeg, hvad jeg er dårlig til, og når jeg bliver rost, ved jeg, hvad jeg er god til. Ros er simpelthen med til at definere den positive side af min identitet, og i en tid, hvor arbejdet i højere og højere grad er identiteten, så bliver ros meget vigtig,«siger Rasmus Willig. En arbejdsplads, hvor medarbejderne klager over at få for lidt ros og anerkendelse, bør derfor ifølge Rasmus Willig få ledelsen til at ringe med alarmklokkerne:»i en tid, hvor du skal fastholde medarbejderne, mister du dem i stedet. En arbejdsplads, der ikke kan give identitet til medarbejderne, er en død arbejdsplads. Fuldstændig død.«selv om det er almindeligt kendt, at anerkendelse betyder meget, mener leder af Center for Arbejds- og Organisationspsykologi Einar Baldursson, at der i dag er mindre fokus på emnet end for 10 år siden. Dengang var kursuslandskabet ifølge ham fyldt med tilbud om kurser i kommunikation og anerkendelse:»men i dag skal du virkelig lede længe for at finde sådan et kursus. Jeg tror, det hænger sammen med, at vi for 10 år siden stod over for forandringer mod et meget mere kommunikerende arbejdsmarked. I sådan en forandringssituation tror jeg, det er lettere at få øje på, hvad der skal til.«

4 Uudnyttet potentiale Einar Baldursson mener, at en stor del af den positive og værdsættende kommunikation er gået tabt, fordi flere og flere personlige samtaler i dag er blevet erstattet af s og sms er. Og selv om der sagtens kan uddeles komplimenter og smileys på både og sms, mener han, at det ikke bliver modtaget på samme måde, som hvis det var sket i en personlig samtale. Derfor er han ikke overrasket over paradokset i Ugebrevet A4 s undersøgelse, hvor 44 procent siger, at de ofte eller meget ofte giver ros til deres kolleger, men kun 30 procent siger, at de ofte eller meget ofte får ros af deres kolleger.»det er positivt, at viljen er til stede, men det er trist, at folk ikke er gode til det eller gør det på den forkerte måde, så kollegerne ikke får glæde af rosen. Det er helt klart, at der er et stort uudnyttet potentiale omkring den kollegiale værdsættelse. Og denne undersøgelse sætter en fed streg under, at vi bør afsætter flere ressourcer på den moderne arbejdsplads til at lære at have værdsættende kommunikation,«siger Einar Baldursson. Han fokuserer samtidig på den tredjedel af lønmodtagerne, der så godt som aldrig får ros. I værste fald kan det resultere i en nedadgående spiral, der ender med at støde folk ud af arbejdsmarkedet.»når du oplever et misforhold mellem det, du ser som din egen indsats, og det andre oplever, bliver du i første omgang helt elementært forvirret. Siden går du i modstand og føler, det er urimeligt, at nogle bliver behandlet bedre. Og hvis den situation fortsætter, bliver det til en selvforstærkende tilstand af isolation og tilsidesathed,«siger han og understreger, at problemet kun bliver værre i en tid, hvor vi, som beskrevet i A4 for fem uger siden, er tættere og tættere knyttet til kollegerne:»når vi er så tæt forbundet med hinanden, bliver følelsen af isolation helt forfærdelig. Og de folk, der føler, at deres indsats overses, kommer lynhurtigt til at føle sig isoleret, og det kan skabe nogle helt overflødige problemer.«einar Baldursson slår dog fast, at han ikke er fortaler for en decideret rosekultur, hvor chefen klapper begejstret i hænderne, bare man møder

5 nogenlunde til tiden. Tværtimod er det lige så slemt, som hvis der aldrig bliver værdsat noget som helst, mener han. Derfor er nøgleordet i en god værdsættelseskultur, at den er alvorligt ment. Ros skal være ærligt ment Det er Mette Richter fra Center for Videregående Uddannelse Fyn helt enig i. Selv om hun blandt andet underviser på kurser i anerkendelsesledelse, understreger hun, at der ikke må gå inflation i komplimenterne.»man skal rose, fordi man virkelig mener det, og ikke, fordi man har læst i jeres undersøgelse, at det får medarbejderne til at bidrage med mere. Men alle laver nogle gode ting i løbet af dagen, som godt må blive bemærket. Ingen bryder sig om at blive behandlet som en maskine,«siger Mette Richter. Hun mener samtidig, at det er meget lettere at tage den»svære«samtale med medarbejderne, hvis de løbende er blevet anerkendt for deres arbejde.»så kan man meget bedre rumme at blive kritiseret for, at der er noget, der kunne være bedre. Man får ikke følelsen af, at det er alt, man står for, der er forkert,«siger Mette Richter. Sociolog Rasmus Willig pointerer også, at det ikke er nok at skrue op for skulderklappene, hvis det ikke samtidig står fuldstændig klart, hvilke kriterier, der udløser ros.»er der ikke faste signaler om, hvad der giver anerkendelse, forvirrer det bare alle medarbejderne og bliver til anerkendelse i metermål. Men man kan bruge det som et analyseredskab til at finde frem til de medarbejdere eller arbejdsprocesser, der ikke bliver rost, og så analysere på, om der er noget, der kan gøres anderledes,«siger han. Ifølge undersøgelsen er det de butiksansatte, der får mest ros fra deres chef, mens sosu-assisterne er de bedste til at rose til hinanden. Ikke desto mindre er det også sosu-assistenterne, der mest savner ros af lederne i det daglige arbejde. Af Jan Birkemose