EUROPA-PARLAMENTET. Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender ARBEJDSDOKUMENT. Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender

Transkript

1 EUROPA-PARLAMENTET Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender 14. maj 2002 ARBEJDSDOKUMENT om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om vikaransattes arbejdsforhold (KOM(2002) C5-0140/ /0072(COD)) Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender Ordfører: Ieke van den Burg DT\ doc PE

2 Kommissionens forslag Siden 1990 har vikararbejde sammen med deltidsarbejde og tidsbegrænset ansættelse været en af de arter af atypiske arbejdsformer, for hvilke der burde iværksættes fællesskabsaktioner. I 1995 iværksatte Kommissionen en konsultation på EU-plan af arbejdsmarkedets parter om arbejdstidens fleksibilitet og arbejdstagernes sikkerhed med hensyn til disse tre former for atypisk arbejde. Efter at arbejdsmarkedets parter havde udtrykt støtte til aktion på dette område, iværksattes endnu en konsultationsrunde i april 1996, hvorunder UNICE, EFS og CEEP 1 indvilligede i at indlede forhandlinger, der behandlede hver af de tre kategorier af atypisk arbejde. To rammeaftaler blev indgået - en om deltidsarbejde i 1997 og en om tidsbegrænset ansættelse i og derefter omdannet til direktiver. Forhandlinger om vikararbejde indledtes i 2000 mellem de samme arbejdsmarkedsparter og de europæiske sektororganisationer (CIETT 2 og Uni-Europa) som medlemmer i hver deres delegation. Efter at disse forhandlinger blev udvidet efter fælles overensstemmelse, endte de den 21. maj 2001 uden resultater. Det er på baggrund af dette tilbageslag, at Kommissionen i marts i år fremsatte sit forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv. Vikararbejdskraft i Europa: seneste tendenser 3 Antallet vikaransatte er måske ikke højt i absolutte tal (de seneste overslag ligger på ca. 2 millioner heltidsækvivalenter - der svarer til ca. 1,3% af den arbejdende befolkning i EU), men tendensen på lang sigt er stigende: i løbet af 90 erne øgedes vikarvirksomhed betydeligt i hele EU med det to- til femdobbelte. På trods af dette vedvarende vækstmønster, varierer andelen af vikararbejde af den samlede beskæftigelse betydeligt mellem medlemsstaterne - i henhold til begrundelsen i Kommissionens forslag fra kun 0,2% i Italien til 4,4% i Nederlandene. Forskelle kan ligeledes påpeges, hvad angår aktivitetssektoren: i Det Forenede Kongerige, Sverige, Finland og Danmark er vikaransættelse knyttet til tjenesteydelser (sundhedsomsorg, kirkeligt arbejde eller finansielle tjenester), mens det i de øvrige lande i EU mere er et spørgsmål om produktion og fremstilling. Dette sektorbetonede aspekt er i høj grad ansvarlig for fordelingen af vikararbejdskraft efter køn: bortset fra i de tre skandinaviske lande domineres vikararbejdskraft af mænd og mest markant i Tyskland og Østrig. Hvad angår alder er der en høj koncentration af de unge inden for vikaransatte, idet de unge under 25 tegner sig for mellem 20 og 50% af vikaransatte i hver medlemsstat - skønt der er noget der tyder på, at vikararbejdskraften er ved at blive ældre. Endelig er der kun få oplysninger om faglige kvalifikationer, men vikaransatte kan forventes at have generelle, overførbare faglige kvalifikationer (ikke nødvendigvis lave eller af ringe betydning), idet nogle har en meget højt specificeret faguddannelse og kvalifikationer til specialistopgaver. Vikararbejdskraft: fordele og ulemper 4 1 Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i Europa, Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, De Offentlige Arbejdsgiveres Europæiske Organisation. 2 Confederation Internationale des Entreprises de Travail Temporaire. 3 Empiriske oplysninger om vikararbejde er sparsomme og ikke altid af bedste kvalitet. Medmindre andet er angivet, stammer oplysninger i dette dokument fra rapporten om Vikararbejde i EU, der er offentliggjort af Dublin-stiftelsen i april 2002 ( 4 Fodnote 3 finder også anvendelse her. Det er navnlig vanskeligt at opstille data vedrørende de reelle træk ved vikaransættelse, uden at dette også afspejler aspekter af jobbene, idet arbejdstagere og/eller sektorer er mest berørte. PE /6 DT\ doc

3 Følgende billede opstår, når man sammenligner vikaransattes arbejdsbetingelser med sammenlignelige arbejdstageres i brugervirksomheden og/eller andre kategorier af arbejdstagere, idet mange problemer er betinget af to særlige kendetegn ved vikaransættelse - hyppige ændringer af arbejdsplads og dualiteten af både vikarvirksomhed og bruger i en rolle som arbejdsgiver : blandede meddelelser om løn: generelt lavere løn end sammenlignelige arbejdstagere i brugervirksomheder (måske delvis på grund af ikke-lønrelaterede vederlag for sidstnævnte, som f.eks. alderstillæg), men i nogle tilfælde også højere løn, hvilket er typisk i sektorer, der lider under mangel på arbejdskraft og specialarbejdere blandede meddelelser om arbejdstid: der er bevis for, at vikaransatte udfører mere skifteholdsarbejde og har kortere arbejdstid, men de udviser ligeledes mere fleksibilitet for at imødekomme arbejdstagernes egne behov/præferencer mindre job-/indkomstsikkerhed på trods af eventuelle fordele i forhold til andre former for atypisk arbejde 1 højere forekomst af sundhed og sikkerhed og begrænset oplysning om sundhed og sikkerhed, men ligeledes en mere positiv egen opfattelse af sundhedsrisici/problemer manglende selvstændighed, ringere jobtilfredsstillelse og problemer med adgang til arbejdsmarkedsdialog og dermed til at gennemtvinge rettigheder og politisk indflydelse dårligste mulighed for eller adgang til uddannelse for alle kategorier af arbejdstagere. Hvis vikaransættelse betragtes ud fra et bredere økonomisk og socialt perspektiv, bør følgende tages i betragtning: dens betydning for fleksible arbejdsstyrker, navnlig for små og mellemstore virksomheder og virksomheder, der er afhængige af svingninger i efterspørgslen eller som af og til har behov for arbejdstagere, der er kvalificeret til specielle opgaver; denne kvantitative/kvalitative fleksibilitet vil blive af større betydning, hvis arbejdsstyrken aftager eventuel udhuling af sociale standarder: hvis forholdet mellem bureau og brugere i højere grad styres af kommercielle bestemmelser end beskæftigelseslove og/eller kollektive aftaler, giver vikararbejde mulighed for eventuel legal omgåelse af standarder vedrørende løn og arbejdsbetingelser dens rolle ved at fremme en mere effektiv job-matching (med missioner, der fungerer som prøveperioder for både arbejdstagerne og virksomheden) og derved reducere jobskifteledighed 2 1 Missioners varighed har tendens til at være korte; på den anden side bør en vikaransat have fordel af den stabilitet, der tilbydes af hans/hendes bureaus interesse/risici, der er spredt over en række forskellige sektorer og virksomheder. 2 Nogle undersøgelser viser at vikararbejdskraft medvirkede til det ikke-inflationære fald i arbejdsløsheden i USA i 1990 erne. DT\ doc 3/6 PE

4 vikararbejdets større effektivitet gennem opdeling af arbejde (dvs. udlægning af ansættelsen til andre virksomheder), navnlig i tilfælde, hvor bureauer kan arbejde med større stordriftsfordele muligheden for (gen-)integrering af arbejdstagere (unge, udelukkede grupper) i det regulære arbejdsmarked; faktisk udgør vikararbejde en del af den aktive arbejdsmarkedspolitik i nogle medlemsstater og kan indebære samarbejde med ngo er og offentlige bureauer, skønt kun få evalueringer heraf er blevet gennemført manglende investering i human og social kapital, da hverken brugervirksomheden eller bureauet kan være sikker på, at en sådan investering kan betale sig på lang sigt den sammenkobling med problemer vedrørende virksomhedsloyalitet, pålidelighed (f.eks. til finansielle opgaver) og teamarbejde (med andre bureauers arbejdstagere/faste ansatte) der sommetider sker. Eksisterende ordninger for vikaransættelse i medlemsstaterne Spørgsmål, der bliver rejst i forbindelse med vikaransættelse er altid blevet behandlet meget forskelligartet af forskellige medlemsstater. Følgende er en meget bred oversigt: Nogle medlemsstater (f.eks. Sverige/Danmark 1, Finland, Det Forenede Kongerige og Irland) behandler i stor udstrækning vikaransættelse inden for deres generelle arbejdslove - men på grund af de væsentlige forskelle mellem de forskellige arbejdslovordninger, varierer den deraf resulterende retlige situationen for vikaransatte betydeligt mellem disse lande De fleste andre medlemsstater har særlige bestemmelser for vikaransættelse, både i form af arbejdslove og virksomhedslove og af og til mulighed for tilladelsesordninger eller andre begrænsninger for dets anvendelse. I begrundelsen til Kommissionens forslag foreslås det, at denne gruppe kan opdeles i lande, hvor ordningen fokuserer på: forholdet mellem bureau, vikar og brugervirksomhed: Tyskland, Østrig, Spanien og Luxembourg disse forhold og vikaransattes status: Belgien, Frankrig, Italien, Portugal og Grækenland Nederlandene udgør et særligt tilfælde, hvor deregulering og normal behandling kombineres med mulighederne for at afvige fra visse lovbestemmelser gennem kollektive aftaler. I begrundelsen til Kommissionens forslag fremhæves det, at der eksisterer et vist fælles grundlag: f.eks. betragter alle lande forholdet mellem vikararbejdskraft og bureauet for at være som mellem arbejdstager/arbejdsgiver (undtagen i Det Forenede Kongerige og Irland, hvor dette ikke er klart). Det er faktisk generelt i vikarbureauet, at vikaransatte kan 1 Undersøgelsen fra Instituttet anbringer Sverige i denne kategori, mens Kommissionen i sin begrundelse til forslaget i stedet for kategoriserer Danmark på denne måde. PE /6 DT\ doc

5 gennemtvinge deres kollektive rettigheder, skønt de i Østrig, Frankrig og Nederlandene også kan gøre dette i brugervirksomheden. Vikaransatte arbejder generelt med tidsbegrænsede kontrakter, hvis varighed normalt er knyttet til missionens varighed - undtagen i Tyskland og Sverige, hvor faste kontrakter er normen og Italien og Nederlandene, hvor tidsbegrænsede kontrakter under givne forhold bliver permanente. Hvad angår ordninger, kan der udpeges tre mål eller niveauer for ligebehandling - som det også understreges i Instituttets rapport - mellem hvilke ethvert direktiv eller anden fællesskabsaktion bør opretholde en rimelig balance: ligebehandling for vikaransatte i sammenligning med andre arbejdstagere hvad angår beskæftigelsesstatus og sikkerhed overholdelse af etablerede sociale standarder i brugervirksomheder gennem ligebehandling hvad angår løn og betingelser mellem vikaransatte og sammenlignelige arbejdstagere i brugervirksomheder anerkendelse af vikarsektoren som legitim og professionel virksomhed ved at fjerne unødvendige restriktioner og tilladelser/forbud. Kommissionens forslag I forslaget til direktiv anmodes medlemsstaterne om at revurdere restriktioner og forbud mod vikaransættelse med henblik på at afskaffe disse, hvis de ikke længere er påkrævede (Artikel 4) og fortsætter med at indføre princippet om ikke-forskelsbehandling, for så vidt angår væsentlige arbejdsvilkår, mellem vikaransatte og arbejdstagere i brugervirksomheden, der udfører samme eller lignende arbejde (Artikel 5). Dette princip finder anvendelse, medmindre der er en objektiv begrundelse for forskelsbehandling. Forslaget giver medlemsstaterne mulighed for tre yderligere afvigelser fra princippet (Artikel 5, hhv. stk. 2 og 4): hvis en vikaransat har en tidsubegrænset kontrakt og aflønnes i perioderne mellem missionerne hvis arbejdsmarkedets parter kan indgå kollektive overenskomster, der afviger fra princippet ved at sørge for alternative midler til at sikre tilstrækkelig beskyttelse hvis en mission eller en række missioner hos den samme brugervirksomhed ikke overstiger 6 uger. Andre bestemmelser indeholder: et krav om, at vikarer skal underrettes om ledige stillinger i deres brugervirksomheder, og at enhver hindring for deres ansættelse i sådanne stillinger efter udløbet af deres mission fjernes; derudover må vikarbureauerne ikke afkræve vikarerne betaling i forbindelse med en sådanne ansættelse (Artikel 6, stk. 1-3) kravet om, at vikaransatte får adgang til brugervirksomhedens sociale tilbud (undtagen, hvis der er en objektiv begrundelse for ikke at gøre dette) og et krav til medlemsstaterne om at træffe foranstaltninger til fremme af dialogen mellem arbejdsmarkedets parter, hvad DT\ doc 5/6 PE

6 angår vikarernes adgang til uddannelse både i vikarvirksomheden og brugervirksomheden (Artikel 6, stk. 4 og 5) tydeliggørelse af, at antallet af vikarer skal medtages ved udregningen af den tærskel, som er afgørende for, hvorvidt der kan etableres arbejdstagerrepræsentationer ifølge national lovgivning eller fællesskabslovgivning; medlemsstaterne kan vælge at indføre lignende bestemmelser for tærsklerne i brugervirksomheder (Artikel 7). Brugervirksomheder skal underrette deres arbejdstageres repræsentanter, hvis de ansætter vikararbejdskraft (Artikel 8). Spørgsmål til drøftelse I hvilket omfang er det nuværende forslag baseret på en grundig analyse af tendenser og status quo for vikararbejdskraft i EU? Opfylder forslaget ovennævnte mål for lige og fair behandling af bureauer i forhold til andre virksomheder? vikaransatte med hensyn til hans/hendes ansættelsesstatus og vilkår i sammenligning med andre arbejdstagere/ansatte? den (kollektive) betaling og arbejdsvilkår for vikarer sammenlignet med de etablerede standarder i brugervirksomhederne og sektorerne (der ofte forhandles og vedtages kollektivt)? Afspejler forslaget i tilstrækkelig grad de elementer, der er specifikke for vikararbejde, som gør det atypisk og dermed fører til nødvendigheden af særlig EU-lovgivning under hensyntagen til de tværnationale virkninger af vikararbejde på tværs af grænser? Er der i tilstrækkelig grad taget hensyn til de forskellige baggrunde og traditioner for lovgivningen i medlemsstaterne? Hvordan bør de forskellige afvigelser fra ikke-forskelsbehandlingsprincippet i artikel 5 betragtes? Er de virkelig nødvendige til at skabe fleksibilitet og tilpasning til de forskellige bestemmelser i medlemsstaterne, eller vil de skabe smuthuller, der vil gøre det muligt at misbruge og svække direktivets effektivitet? PE /6 DT\ doc