KOMEDIE (Holbergs saft og kraft)

Transkript

1 KOMEDIE (Holbergs saft og kraft) (Da nedenstående er udpluk fra et større manuskript Mennesket ifølge Holberg, ender nogle af henvisningerne i den blå luft. Det må I undskylde) Om Holberg gælder, at han er en af Verdens morsomste Forfattere. 1 Dermed bliver i grunden alt inden for Holbergs liv og værk interessant for den, der studerer humor. Om Heinrich Heine kan man sige ganske det samme. Det kommende kapitel kunne bære overskriften Holbergs Psykologi. Alene det, at han har skrevet så meget om sjælen, om sjæl og legeme, om sjæl og sygdom, om humørsyge, om hævntørst og satire, om aggression og komedie, om behag og latter alene det giver ham en særstilling blandt verdens humorister. Men endnu bedre bliver det, fordi han, den utrættelige selvbiograf, igen og igen anvender sine psykologiske teorier og iagttagelser på sig selv, sit eget liv og sit eget værk. Da hans teorier om psyken stiller så skarpt på det affektplagede, opfarende, inkonsekvente menneske i fast rutefart fra den ene grøft til den modsatte, gør Holberg, ved at anvende teorierne på sig selv, sig selv til en komediefigur, en type, en skrøbelig eksistens. Så har vi da for os figuren Ludvig Holberg ung hedspore, gammel gnavpotte ved siden af alle de andre komiske figurer: dem i det komiske epos Peder Paars, dem i satirerne, dem i komedierne, ja, men også dem i hans andre skrifter, ikke mindst de historiske. Komedien, forstået som det sluttede og objektive drama med figurer undergivet et af genre og tradition fastlagt handlingsforløb, er stor. Men er det alligevel ikke skønt, at vi i Ludvig Holberg har en komisk figur, som ikke er underlagt dramaet, en figur, der kommenterer og analyserer sig selv med et avanceret psykologisk begrebsapparat. Jeg tænker mig, at fortolkere af verdens andre store muntre, hvis de hørte om Holbergs sider, ville sige til os: I kan vel nok sagtens alle de nøgler, han har givet jer i hænde! Hvor megen uregerlighed der alt i alt er på færde i Holbergs univers, indses, hvis man ved siden af karakterdramaer som de nævnte stiller Holbergs gennemført kyniske komedier, hans svindlerfarcer, hans folkelivsbilleder fra kælderbeværtninger og provinshuller. Stykker som Den Ellevte Juni og Jule-Stue er eksplosive fejringer af moralens 1 Th. A. Müller i den i note xxxx omtalte Holberg-antologi, s. 10. Om Müller se xxxxxx. 1

2 deroute, den første i forbindelse med kontanterne 2, den anden i forbindelse med kønnet. Dør om dør med disse har vi Den Pantsatte Bondedreng, igen en terminskomedie, og Det Arabiske Pulver, om alkymi. Ugudelig jul I Jule-Stue er Leonora gift med en meget ældre mand, men vildt betaget af en herre, der er flyttet ind i nabolaget. Denne unge mands værtsfolk, gode borgere i Ebeltoft, har lugtet lunten og forsikrer ham, at de vil gøre alt for at hjælpe ham i hans forehavende; de er altså rene koblere 3. Fru Leonora er listig, langt mere listig og intrigant end stuepigen Pernille, hendes fortrolige 4. Paralleliteten mellem pigen og fruen vi nærmer os de klasseløse romerske Saturnalier! fremstilles for vore øjne i slutscenens hurlumhej af julelege, hvor Pernille vinder ret til at gå op på høloftet at tælle stjerner med et mandfolk efter eget valg, og hvor fruen senere, da hendes gamle gemal går blindebuk, ser sit snit til at møde sin tilbedte ude i gangen 5. Indtil det øjeblik, da herren løser Kluden fra og igen får øjne at se med og farer ud i gangen, hvorfra han trækker de to med ind. Derpå følger vilde husspektakler Børnene skrige, og Jeronimus ligger paa Gulvet og raaber Gevalt og til sidst vægternes indtrængen. Alle slæbes med på rådstuen, hvor der vil blive fældet dom i morgen. Dog, én har unddraget sig lovens lange arm, nemlig skolemesteren, som har gemt sig under bordet. Nu stiger han op og fremsiger moralen: Hvis de forbandede Vægtere ikke havde været, skulde den [julestuen] have varet længer, og det skulde ikke have bleven derved, men Ja, I kan nok selv tænke, hvad jeg vil sige 6. Om skolemesteren hører vi i en velturneret sjofert, at alting står for ham (nærmere om et øjeblik), og fra sin kollega Arv modtager Pernille, der har indrømmet, at skolemesteren og hun kiender hinanden nok, følgende spydige anerkendelse 7 : Det maatte og være en slet Stuepige, der ikke kiendte Skolemesteren. Det er kort sagt Fallos selv, Holberg lader få det sidste ord. 2 Den Ellevte Juni er fortolket i Komediens Kraft Om professionen kobler (leno) se min udgave af Plautus Pseudolus (1987) register under leno. Om komediers udforskning af koblerinstinktets lyssky seksualitet se Komediens Kraft 261f. 4 Jule-Stue scene 4. 5 I en romersk komedie af Plautus eller Terents er en sådan fremstilling af en gift kone, en matrona, utænkelig. Se Komediens Kraft 93f. 6 Man kan sammenligne med slutningen mere høvisk, men ikke mindre kynisk i Molières Amphitryon: Om sådanne sager [hor, hanrejskab] er det bedste altid at sige ingenting (fortolket i Komediens Kraft 99). 7 Jule-Stue scene 9. 2

3 Det sidste, men ikke det afsluttende; thi da komedien ender, er det ægteskabelige problem ikke løst, men tværtimod tilspidset. Hør en taktfuld, i komik og teater indsigtsfuld karakteristik af Holbergs stykke 8 : De hedenske Dæmoner slipper løs i Vinternatten. Det er en meget simpel Plan. Den er i Grunden tragiskfarvet. Hvilken Dag venter der ikke efter Julestuens Mørke? Alle Familiens Dele er revet fra hinanden Skandalens Uvejr driver Dagen derpaa lavt under Ebeltofts Himmel. Men Holberg ler kun Holberg har i al Sindighed og uden Spor af etisk Patos fremstillet det frugtbare og frodige Hundyr Figuren er ægte, og den virker ikke engang brutal. Ellers vilde jo Komediens Komik sprænges i Stumper. Jule-Stue lader som ingenting ved den unge moders forrygende appetit på noget fremmed, og sådan skal Leonora spilles skamfri. Figenblade ville gøre tilskuerne flove, det samme ville forklaringer (hendes mand er ikke en led hustyran). De udhævede ord i citatet fra Brix ligger på linje med den eventyrligt kloge engelske komediespillerske Athene Seyler, når hun om sin professions udøvere udtaler 9 : De føler en skyhed for publikum, som selvfølgelig skyldes det overmål af gode manerer, som findes nu om stunder, hvor skuespillere ikke længere er stolte af at være omstrejfere og vagabonder, men foretrækker at være salonfæhige. Det gælder om at have mod til at pånøde publikum sin fortrolighed, sin fortrolige tale om det naturlige. Om en ung skuespiller skriver Athene Seyler: Han spiller komedie, som om han var fornærmet over at blive set på. Men i en komedie er man havnet i et hus, hvor bibetydningerne hele tiden strinter ud af de hullede vandrør 10 : GALANEN: Min søde Pernille! lad os gaae op paa Høloftet sammen; thi jo høiere vi ere, jo bedre kan vi see Stiernerne. PERNILLE: Det er naturligt. Hun har vel hø i krøllerne, da de kommer ned igen. Hver replik i slutscenen er et pletskud: Leanders værtsfolk, disse lumre koblere, Leanders sukkerhøflige indlæg, Leonoras troløse ditto og så den elskelige Jeronimus: 8 Brix 1942: 281, Athene Seyler & Stephen Haggard Kunsten at spille Lystspil, oversat af Mogens Wieth, med forord af Frederik Schyberg, efter The Craft of Comedy (1943, oversat 1948) 60, 64f. 10 Jf. definitionen s. xxxxxx 3

4 LEONORA [som har placeret ungersvenden ved siden af gamle faster, siger til sin mand, der har påtalt denne uhøflighed mod gæsten]: Jo meer misfornøiet han er, jo kiærere er det mig. JERONIMUS: Nei, nei, ikke saa. Vi maae lade see, at vi veed at leve. Nu vil jeg, at I skal sidde sammen, for at vise, at han er os velkommen. Da Jeronimus senere haler de to turtelduer ind fra gangen, udtaler han til Leander, alt imens han griber ham i struben: Jeg skal lære dig at ligge paa Knæ for en brav Mands Kone! Enakteren Jule-Stue er en genistreg, både i de enkelte replikker og i den overordnede konstruktion (men naturligvis mindre i karaktertegningen; det er jo en farce). Ved at indrette hele handlingen på den før citerede morale, fremsagt af den sædvanligvis erigerede skolemester, har Holberg bygget os en metafysisk farce med rod om livets grunddrifter. Intrikat poetik Enakteren Jule-Stue blev oprindelig opført i februar 1724 sammen med Mascarade, som Holberg på latin betitler Bacchanalia hvad der egentlig vil sige Orgier for Dionysos og hvor maskespillets og karnevalets nytte i samfund og sind indgående drøftes af komediens personer 11. Dette budskab klinger også med i enakteren: Julestuer og julelege må ikke helt forsømmes: Unge Mennesker kan ellers falde udi Melancholie 12. Holberg har været helt på det rene med sådanne komediers amoralske rødder og deres hedenske udspring i Smautzen, Drikken og Støjen. Han karakteriserer således i epistel 226 gamle dages Jule-Leege som Saturnalier. Nok taler han om julelegene som christelige Saturnalia, men den pågældende epistel er konsekvent ironisk i sin lovprisning af fortiden (ca. 50 år tilbage, forstår man), så det med den christelige karakter er nærmest at tage som en vits. Husherren i Jule-Stue, den pietistisk farvede Jeronimus, udtaler da også med en gebommerlig mixed metaphor 13 : Gid jeg havde en Daler for hver Piges Jomfruedom, der er gaaet af Stabelen ved saadanne Leiligheder [julestuer]. Fallos er løs i Jule-Stuen, og unge Leonora, de seks søde Ebeltoft-børns sitrende moder, går lige til sagen, modsat hendes elsker Leander. Manden vil varme op, præludere, med forsirede talemåder 14 ; men Kvinden er bug og brunst 15, og det skal hun have tak for, 11 Se xxxxx 12 Jule-Stue scene 5. Det siges af selveste Jeronimus (som fru Leonora har snoet om sin lillefinger). 13 Jule-Stue scene Jule-Stue scene 3, både ved optakten og ved udgangen. Desuden i finalen: Leonora: Gak strax ud i Gangen! 15 Se xxxxxxxx 4

5 siger Komedien. Pernille har noget kørende med skolemesteren; så da han har foredraget sit hyldestdigt for Jeronimus, som henfalder i dyb beundring, kan Pernille afsløre 16 : Det havde kostet en Anden stor Hovedbryden; men Alting staar for Skolemesteren. Da hun i slutscenen kommer ned fra høloftet med sin galan, hører vi: JERONIMUS: I godt Folk var noget længe ude at tælle Stiernerne. PERNILLE (strygende sig om Munden): Ja, Fatter! der er min Tro en Hob Stierner paa Himmelen. Holberg beretter i sit Første Levnedsbrev følgende 17 : Ikke mindre var det bifald, hvormed den niende komedie blev modtaget; den hedder Jule-Stue, og nok er den helt igennem frivol (mere nugax), men så festlig (lépida), at man ved førsteopførelsen knap kunne få ørenlyd: så vældige var tilskuernes skraldgrin, og selv komedianterne kunne ikke bare sig for latter, så det var lige ved, at spillet helt blev indstillet. Sådanne talgdryppende farcer som Jule-Stue 18 og de ovenfor nævnte tre makkere de to komedier om terminen og den om guldmageriet fik den stenløse altså fra hånden. Han har herved løftet os hen til Aristofanes og det mest hambre af Plautus, til sin højt elskede Petronius, til Rabelais og de spanske gavtyveromaner, de pikareske. Og de italienske maskekomedier, ikke at forglemme. For hvordan det end er gået til og hvor det end er sket, så kendte Holberg la commedia dell arte, dens lazzi, dens fysiske hurlumhej og horseplay, dens frække og elegante rutiner og dens typegalleri kendte den godt 19. Holbergs udsagn om Jule-Stue antyder en poetik: Festlighed, lepos, er en dyd i en komedie; det var et af Plautus livord, og det betyder så temmelig præcist, hvad Holberg i Fortalen af 1723 selv kalder Festivitas, Gayeté og Kunst at komme Folk til at lee. Vi ved fra den fulde citering på side xxxxx, at han med Folk mener han alle folk. Festivitas mangler, siger Holberg lige for inden, i de alt for intellektuelle og elitære komedier som fx Molières Misantropen. Hvad han mener med nugax, som jeg har gengivet ved frivol, fremgår af den inddeling, han foretog af sine 937 epigrammer: dels nugatoria, frivole, dels dentata, bidende satiriske, dels philosophica, livsfilosofiske, herunder 16 Jule-Stue scene 12, jf. scene Første Levnedsbrev (Kragelund) 240f.; oversat af mig. 18 Af alle Holbergs komedier foretrak Georg Brandes Ulysses von Ithacia, Jule-Stue, Barselstuen, Jeppe på Bjerget og Erasmus Montanus. Det er dem, der forekom ham tættest på Naturen og Shakespeare ; se Rubow Georg Brandes Briller (Kbh. 1932) 22. Rubow vidste alt om Brandes kæmpeværk og fremhæver gerne, at denne oplysningens selvudnævnte genopvækker egentlig var romantiker og Søren Kierkegaads puritanske søn. 19 Formentlig i en fransk version. Teaterhistorikeren Torben Krogh mente, at Holberg havde stiftet bekendtskab med italienernes farcer i Paris, før han kom til Rom. Ham følger Rubow i En Studie-Bog (Kbh. 1950) Det undrer ikke, at Holberg i det lidet, han siger om dem, ytrer sig forbeholdent om disse farcer; hans komediepoetik er jo paradoksal. Se dog den anerkendende epistel 495 ( Salt og Geist ). Se også xxxxxxxxxx 5

6 paradoksale. Holberg er visselig ingen fordømmer af frivolitet og skraldgrin; men der lurer jo dog en spænding i dette nok frivol, men festlig. Også i de moralske og filosofiske komedier må den listige digter ty til et vist mål af sagfremmede og så dog alligevel sagfremmende midler, såsom indlagte lystige Scener og showeffekter, der mere er for øjet end for øret, og altså tjener som forgyldning på den beske pille 20. En komedie kan være for smuk og sindrig, for meget konversation. Her kan vi altså sige: nok filosofisk, men festlig, nok smuk, men morsom. Det er det, jeg kalder en intrikat poetik. Endnu mens Holberg levede, blev han omtalt som Den Danske Molière; men hans komedier nogle af dem i alt fald har mange aristofaniske træk 21. Også dette moment af sit værks historiske forankring var han selv opmærksom på; han skriver i epistel 447, det såkaldte 4. levnedsbrev: Ved at have forfattet adskillige Comoedier uden Elskov og Giftermaal [ ] kand jeg siges nogenledes, at være Stifter af et nyt Slags Spectacler [skuespil], eller at have fornyet igien de gamle Græske Skue-Spil. Som komedier uden elskov anfører han Jeppe på Bjerget, Barselstuen, Det Arabiske Pulver, Ulysses von Ithacia, Hekseri eller blind Alarm, Den Pantsatte Bondedreng og Plutus. Dette fravær af elskov og giftermål indebærer et ifølge Holberg befriende fravær af en knurvorn Fader, en forliebt Søn, en skalkagtig Tiener. Men Jule-Stue er aristofanisk, fordi den er så tæt på det falliske, på anarkiet og på komos, det fortumlede optog for Dionysos 22. Derimod er den mildt sagt ikke kendetegnet ved fravær af elskov. Elskov behandles; og i alt fald kvindens elskov udsættes, mod genrens sædvane, ikke for spot 23. Malet humor: Den Nederlandske Holberg Menneskeskildringen i Holbergs komiske dramaer kan overgå hans meninger om mennesker og menneskeliv. Sådan siger vi, i tillid til at komediernes moralske epiloger og hans essayistik, den positivt formede såvel som den ironiske, på udtømmende vis kan være medium for denne digterfilosofs eller digtermoralists faktiske meninger. For at komme videre i teksten må vi her foregive, at denne tillid er urokkelig, men det er den jo ikke. 20 Om disse ting taler Holberg i epistel Om Holbergs Plutus og Aristofanes Plutos se Komediens Kraft Holbergs epistel 212 behandler nogle vigtige sider af Aristofanes komedier: obskøniteter, hån af statens ledere og af intellektuelle og endelig spot af guderne de samme træk, som også den moderne Aristofanes-forskning fremhæver (se fx Dover 1972: 31-41). Holberg anfører i epistel 212 intet om sin gæld til Aristofanes. Billeskovs kommentar til ep. 212 er rig på gode informationer (men den komedie, der på dansk kaldes Kvindernes Oprør, er Lysistrate, ikke Ekklesiázusai). 22 Finale-scenen: Arv faaer en Dom, at han skal bevise Jeronimus en Høflighed og en Uhøflighed, hvorpaa han giør ham først en Compliment med Ansigtet, siden en bagvendt med Rumpen. 23 Se kapitel xxxx om love og wit. 6

7 Ud af dramaet lyser, ind i dramaet trænger humorens sympati med den stinkende bonde, hvad vi børn af romantikken er lykkelige over, hvorimod Holberg selv, i alt fald efter de flestes mening, ikke havde sans for sligt. Netop en komedie som Jeppe på Bjerget, som for os er den mest poetiske, regnede han ifølge dette flertal ikke for noget særligt, da stoffet, argumentum, i den ikke var opfundet af ham selv 24. Men måske er denne udbredte mening gal. For det første er der noget principielt at bemærke vedrørende Holbergs poetik: Han, klassicisten, mener ikke, at en digters indsats er udtømt med inventionen, opfindelsen af historien, aldeles ikke (se s. xxxx). Dertil kommer hans ord i Levnedsbrevet, hvor han efter at have nævnt dette lån af stoffet, og betonet, at han ikke angler efter ros for det fortsætter med disse ord: Dog er det kun stoffet, jeg har Bidermann at takke for. Førsteopførelsen var mangelfuld, da der samme aften var udbrudt klammeri blandt komedianterne; men andenopførelsen gjorde større lykke, og en af komedianterne i truppen [Johan Gram] udsmykkede herligt dette stykke ved behændigt at udtrykke en sjællandsk bondes sprog, gebærder, manerer og gemyt (lingvam, gestus, mores ac índolem rustici Selandici déxtere éxprimens). Her kunne man hæfte sig ved, at Holberg lader spilleren herligt udsmykke, mire ornare, sit stykke, idet han så skulle underforstå, at et tilskud af skuespilkunst var sørgeligt tiltrængt her. Generøs mod skuespilleren er han under alle omstændigheder. Men beskedenhed på sine værkers vegne er ikke Holbergs sag, heller ikke på disse sider om hans høst af komedier. Man skal snarere bemærke 25, at Holberg tilkender den typiske sjællandske bonde 26, han her har digtet, en índoles: et gemyt, et naturel, et indre. Så de, der søger dybde i hovedpersonen i Jeppe på Bjerget, er ikke så gruelig langt fra at have en allieret i forfatteren. Nok er det, at den af alle Holbergs komedier, der stod højest i forfatterens gunst, var Den Politiske Kandestøber. Dette lader sig nemt dokumentere med tal og henvisninger 27. Det er heller ikke svært at mærke, at kandestøberens dreng, den første af alle Holbergs Henrik-skikkelser, har været ham kær 28. I Kandestøberen ser vi Holberg over hele femøren 24 Fortalen af 1723, Første Levnedsbrev (Kragelund) 234, oversat af mig. Holberg & Jeppe kommenteres af Th. A. Müller i Gyldendals Bibliotek bind 14: 165f. og i Roos kommentar i 1922-udgaven af komedierne, bind 1: 553f. Nu har vi Gunnar Sivertsens disputats Kilden til Jeppe paa Bierget (Oslo 2006) xxxxxxxxxxx. 25 Se Ejnar Thomsen 1954: 117f. Sådan som den citerede passage er skruet sammen, synes hele stykket fra Førsteopførelsen til gemyt at skulle godtgøre, at komediedigter Holbergs udførelse af det lånte stof havde store kvaliteter (målestokken er som sædvanlig scenelykken, at det behager publikum). 26 Typisk skriver jeg, for Holbergs ord betyder: en sjællandsk bonde. De betyder ikke: den(ne) sjællandske bonde, altså individet Jeppe. 27 Se Roos kommentar i 1922-udgaven af komedierne, bind 1: Jf. Vilh. Andersen Holbergs Henrik i Tilskueren (1906) og Sammendraget og kommenteret i Komediens Kraft note 59. 7

8 tilsmile denne underhund, som han nemlig har udrustet med både Henriksreplik og Henrikshumør ikke så langt fra Jeppe og hans vittige indfald, hans artige Klygter 29. Under alle omstændigheder var det en stor komedie, Holberg fik lavet ud af Bidermanns Utopia. De dybe komediers dynamik har været studeret siden romantikken 30, og man har forklaret deres poetiske, humoristiske og humane overskud det at der er mere i disse dramaer end didaktisk og reformatorisk satire på forskellig vis. Blandt andet har man sagt, at henpegningen på norm og sund natur holder hos den romanske Molière, hvorimod fantasien hos den germanske Ludvig Holberg forføres af livet og saften i de skikkelser, den ser for sig 31. Om Jeppes artige Klygter siger Holberg i Fortalen af 1723, at de, modsat selve stoffet, er opspundne udi Autors egen Hierne, og at de, lagt udi Bondens Mund, bevæge alle Slags Tilskuere til idelig Latter. Det, der har moret hans egen tætbefolkede hjerne, morer alle. Dette skema Molière og Holberg må naturligvis omgående nuanceres, eftersom Molières komedieunivers ikke er fyldt til randen af kniksende velanstændighed, lyssyn og meningsfylde. Men nuancering er ikke det samme som forkastelse; og når skematismen beriges med kunsthistorie, med tegninger og malerier, bliver den brugbar: Genrebilledets romantik er relativt fremmed for Molière sammenlignet med Holberg, idet dennes livsbilleder i lighed med det nederlandske 1600-tals genremaleri hos fx Teniers, Ostade, Rembrandt og ikke mindst Jan Steen 32 driver af vidtløftighed, pittoresk sociologi og kras, koncis psykologi. I Holbergs kabinet spejler hjertelagets rundhed sig i jordfarvernes fernis: CORFITZ: Jeg gir ingen Penge til meer Zukker, de kan bruge det brune Zukker, det er alt got nok. PIGEN: Ey, Fatter! mand kan jo ikke bruge brunt Zukker til Caffee, naar der er slige Fremmede. (Barselstuen I 7). VIELGESCHREY: Hør, Anne! den lille sorte Hønne maa ikke komme blandt de andre. Alle de andre vil den Stakkel altid paa Hovedet. Hør du hvad jeg siger; thi jeg holder mest af den Hønne. Den har lagt mig siden Juul over 40 Æg. (Den Stundesløse II 1). 29 Fortalen af Se Komediens Kraft Romantikkens ubehag ved Den Klassiske Komedie (med streg under klassisk, det vil i hovedsagen sige fransk, fransk esprit til forskel fra romantisk humor). 31 I Komediens Kraft Den Nederlandske Holberg. Holberg og Molière behandles Holberg Billedbog. Billeder af Vilhelm Marstrand. Tekst af Vilh. Andersen (Kbh. 1922), som består af fire kapitler: Billedet [= folkelivsbilledet] i Litteraturen før Holberg, Peder Paars, Komedierne og Marstrands Billeder [Marstrand ]. Sammesteds præsenterer jeg en sammenligning (fra 1930) ved Valdemar Vedel, Molières mesterfortolker, af Molière og Holberg. Og jeg sammenligner Holberg-billedet hos Andersen og Vedel. Vedels studie hedder Molière et Holberg og findes i Mélanges d histoire littéraire générale et comparée offerts à Fernand Baldensperger I (Paris 1930) Se Mariët Westermann How Was Jan Steen Funny? Strategies and Functions of Comic Painting in the 17 th Century i Bremmer & Roodenburg A Cultural History of Humour. From Antiquity to the Present Day (Polity Press 1997)

9 PERNILLE: Forgangen Dag fandt jeg Herrens Catalogus over Sine Liinklæder i Kiøkkenet; det havde den forbandet Pige faaet fat og vilde riste Lax paa. (Den Stundesløse II 4). HENRIK: Den eneste Nytte ved dette Valg [af min herre til borgmester] er, at jeg bliver Reutendiener [bereden betjent] derved; thi det er en Bestilling, som jeg har Naturalier og Lyst til, thi fra jeg var et Barn, har jeg kunnet glæde mig ved at see Folk trækkes i Arrest. (Den Politiske Kandestøber IV 1). Husker I Chilian og den engelske ost, så god som ny efter 30 års rejseliv? (s. xxxx) JEPPE: Nu gaaer den So ind og æder Frokost, og jeg stakkels Mand skal gaae fire Miil og faaer hverken Vaadt eller Tørt. Kan nogen Mand have saadan forbandet Kone, som jeg har? Jeg troer virkelig, at hun er Sødskendebarn til Lucifer: Folk siger vel i Herredet, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker [ ]. (Jeppe på Bjerget I 3). I engelsk oversættelse lyder det sidste 33 : I honestly think she must be a Cousin to the Devil himself. People around here say that Jeppe drinks, but they don t say why Jeppe drinks [ ]. Her er Jeppe i fransk modlys: Sosie, tjeneren i Molières Amphitryon, er totalt konfus; han afviser den mulighed, at han skulle drømme, og kommer så alligevel i tvivl, og så alligevel (I 2): Dog, når jeg føler på mig selv og genkalder mig mig, forekommer det mig, at jeg er mig. Dette er abstrakt forstandsvid 34, men malermester Holberg kan bruge det: JEPPE i baronens seng: Men mon det er Jeg? Mig synes ja, mig synes ogsaa ney. Naar jeg føler paa min Rygg, som endnu er øm af de Hugg, jeg har faaet, naar jeg hører mig tale, naar jeg føler paa min hule Tand, synes mig, det er Jeg. (Jeppe på Bjerget II 1). En anaforá er en klassisk stilfigur, der går ud på at 2-3 eller flere sætninger begynder med samme ord. Jeppes treleddede når -anaforá, som det hele er monteret op på, er latinskromansk-klassisk retorik. Men den hule tand, det er brunt genremaleri. Og her kommer så min hovedsag. Det er i høj grad her i den nederlandske hygge og hørm, at humoren ligger. Dette bekræftes ved studium af humorens filosofiske og psykologiske manualer 35. Eller ved læsning af Charles Dickens, hvis romaners storhed beror på deres glæde ved sansede småting, ved excentriske enere i mugne menagerier, ved støvlepudsere, droskekuske og vajsenhusdrenge. Om hans beundrende ven H. C. Andersens eventyr gælder noget lignende. I malerkunsten har vi, som nævnt, 33 David Thomas Comedy in Northern Europe i W. D. Howarth (ed.) Comic Drama (London 1978) 144. David Thomas har, efter at have lagt ud med dette citat, ingen vanskeligheder ved at karakterisere Holberg som en neoklassisk elev af Molière. 34 På fransk: Pourtant, quand je me tâte, et que je me rappelle,/il me semble que je suis moi. 35 Om humor og konkrete detaljer, pittoreske biomstændigheder se xxx 9

10 nederlænderne ikke mindst Jan Steens malede komedier om ægteskabelig lykke og kaotiske køkkener. Dertil kommer nederlændernes danske lærlinge: guldalderens malere og deres elever, blandt andre Wilhelm Marstrand, Holbergs og Cervantes kongeniale illustrator 36. Endelig bør nævnes sceneinstruktøren William Bloch, som skabte atmosfæretunge, akkurate og finurlige opsætninger i naturalistisk ånd, med kulisser i flere stokværk, nøje motiveret scenegang og fint ciseleret replikkunst. Vel at mærke opsætninger af komedier, Holbergs og andres. Tragisk drama kunne Blochs metode ikke forløse 37. Eller lad, per negativum, nederlandismens humoristiske herlighed bekræftes af en tur i teatret, hvor de minimalistiske Holberg-opsætninger à la kulisseløst antropologisk laboratorium, som vi undertiden får at se i disse år, får ingen til at le og da slet ikke smile 38. Man sidder og er sikker på, at dette her er et vildspor eller tamspor. Men der gøres jo også andre forsøg 39. Bare man ikke bliver så betænkt på i scenebilledet at vise vores egen tid eller alle tider/al tid, at man helt glemmer Holbergs tid. Holberg og humor rimer på meget, men også på historie, historier og hygge. Men det er alt sammen omsonst, hvis ikke skuespillerne igen lærer at lytte ynde og lune ud af komediernes ord og sige, hvad Holberg har sagt dem 40. Den evne er forsvundet i løbet af min tid 41. Den må vel kunne genfindes. Her er Georg Brandes fanfare fra Holberg-festskriftets kapitel fire! Citatet bringes ikke så meget til ære for de teoremer om folkenes psykologi ( vor germanske Race- og nordiske Folkekarakter ), som Brandes havde taget til sig fra sin franske inspirator Hippolyte Taine. Siden Hitler har det jo været umuligt at tale om nationalkarakter, hvor stærkt vi end måtte føle, der er en realitet i det. Det tabu må senere slægter bryde, hvis de synes. Det, jeg vil fremhæve, er den uovertrufne skildring af Holbergs analytiske klassicisme, som det er Brandes konklusion undertiden overgår sig selv og avler den fulde fantasis syntese 42 : 36 Om Marstrand se note xxxxxx 37 Om de naturalistiske opsætninger, med deres rige nederlandisme (forlad mig ordet), se Jytte Wiingaard William Bloch og Holberg (Kbh. 1966, illustreret). William Blochs storhedstid ved Det Kgl. Teater var perioden Jytte Wiingaard sammenligner Blochs instruktionsform med Stanislavskijs ved Moskva Kunstnerteater (åbnet i 1898). Og hun citerer fra Vilh. Andersens anmeldelser af Blochs opsætninger. 38 Om samarbejdet mellem dramaturgen Bent Holm og den store instruktør Asger Bonfils xxxxxxxxxxxxxx. 39 Et vist overblik over disse års xxxxxxxxxx 40 Selv en betydelig skuespiller som Henrik Kofoed afleverede i Det Kongelige Teaters ikke uefne opsætning ved Rune David Grue af Ulysses von Ithacia, 2010 Chilians ordballet med det hele tiden gentagne og varierede Ligesaa hos os (II 2) med alle tegn på vildrede. Oh, om I ville læse Holberg og hans Scene af Edvard Brandes (se note xxx)! 41 Min første Holberg var Det Lykkelige Skibbrud på Aarhus Teater i 195xxxxxxxxx 42 I Komediens Kraft 144 spores den nederlandske betragtningsmåde af Holberg contra Molière i en linje bagud fra Vedel og Andersen til Brandes, til Carsten Hauch (foruden digter, professor i æstetik), til Adam Oehlenschläger (professor i æstetik fra 1809). 10

11 Resultatet er altsaa dette: den klassiske Aand, hvilken Holberg forefinder som herskende i Europa, en Aand, der er hans Tids, men ikke hans Folks (hvorfor han ingen Skole stifter), passer mærkværdigt for hans Personlighed med dens Hang til Forstand og Forstandsvid, dens digteriske Kraft paa det satiriske og komiske Omraade alene, dens Evne til Tankebevægelse uden Flugt men med den sunde Sanses stadige Ligevægt og med dens Tilbøjelighed til Fornuftreligion og Fornuftmoral. Den forsyner ham i Versekunst, Satire og komisk Heltepoesi, i Skuespildigtning, Historieskrivning og Visdomslære med en hel Række færdige Aandsformer, Fantasiformer, Skriftformer, i hvilke det falder ham let og naturligt at udmønte sit ejendommelige Væsen. Men hvor den naaer højest, der har han med Geniets Myndighed og Kraft uden selv ret at føle eller vide det sprængt den klassiske Aandsform, forstaaet og fremstilt Menneskenaturen, ikke udskelnende dette eller hint, men med fuld Fantasi, som Shakespeare gør det, og i saa Fald er det, at han overtræffer sit store, romanske Forbillede, Molière. Ja, Molière er i vid forstand og allermest når den aldrende Holberg i 1740 erne og 50 erne ivrer mod de nymodens régence- og rokoko-komedier Holbergs beundrede forbillede 43. Men der er ifølge Valdemar Vedel to, og kun to, Holberg-komedier, om hvilke man kan sige, at de bygger på komedier af Molière: Den Ellevte Juni på Monsieur de Pourceaugnac (Hr. von Grisenberg) og Den Honnette Ambition (trykt 1731) på Den Adelsgale Borger 44. Og lighederne er ikke engang her påfaldende eller omfattende. De to nævnte stykker af Molière hører i øvrigt til hans mest farceagtige og derfor mest lokalkolorerede altså mest nederlandske 45. Hvis al klassik bygger på, at viden bringer lykke, så er Holberg ikke konsekvent klassiker, og ikke engang Molière er klassiker i så fald, da facit i nogle af hans sene komedier dvs. stykker efter Misantropen fra 1666 såsom Den Adelsgale Borger og Den Indbildt Syge meget vel kan siges at gå ud på denne farce-pessimisme: Lykken og friheden består i tilpasning til de naragtige vrangforestillinger, accommodation aux chimères. I Den Adelsgale Borger får Monsieur Jourdain sin datter bortgiftet til selve Stor-tyrkens søn. I Den Indbildt Syge bliver hovedpersonen, Argan, selv promoveret til doktor, så han altid kan have en læge ved hånden. Med den aldeles ubegrænsede samarbejdsvilje, som kendetegner ironien, tillader komediedigteren illusion og galskab at triumfere uindskrænket i en komos, en flunkende finale af den slags, der absorberer selv det mest blaserte publikum: Finalen udgøres af henholdsvis den tyrkiske musik til nationernes ballet og doktorpromotionens latinske 43 Epistel 447: Molière tillige med vore [= mine] Originaler, som ere forfattede efter hans Plan, bleve kastede bag Ryggen, og en Destouches og andre Autores af samme Surdey bleve satte paa Thronen. Bemærk (med Billeskov Jansen 1939: 103, jf. 104): I den udførlige gennemgang af de tyve første komedier i Første Levnedsbrev nævnes Plautus og Molières navne ikke; synspunktet er: min originalitet. Men da de eftermolièreske stykker kommer, udvirker læsning af dem intet andet end at jeg fatter end højere Tanker om Plauti og Molières Skuespill, end som jeg havde tilforn. (epistel 190). Og nu tales der om Molière og Plautus. 44 Der er nu også Misantropen i Erasmus Montanus, og Den Indbildt Syge plus Den Gerrige i Den Stundesløse, og De Lærde Damer, Les femmes savantes, i Det Lykkelige Skibbrud, foruden andet. Men det er jo svært at omfangsbestemme disse ting. 45 Fyldigere herom i Komediens Kraft 142, 143. Der også om sammenhængen mellem farce og folklore. 11

12 ceremonier. Jo galere jo bedre, og alle bliver glade, både den gale og de intrigemagere, der giver hans galskab lov til at leve sig ud; der er nemlig det ved det, at tyrkerprinsen er frieren Cléonte i forklædning. Det ville være direkte fatalt for den unge lykke, hvis klarsyn vandt indpas og narren blev forvandlet. Lykken kræver løgn. 12