24. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 18. november 2012 kl Salmer: 49/434/574/538//526/439/277/560 Uddelingssalme: se ovenfor: 277

Transkript

1 1 24. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 18. november 2012 kl Salmer: 49/434/574/538//526/439/277/560 Uddelingssalme: se ovenfor: 277 Åbningshilsen Vi er kommet i kirke på 24. søndag efter trinitatis. Efter gudstjenesten kan vi pleje fællesskabet ved et måltid i Sognehuset som nogen fra menigheden har gjort klar til os og samtidig tage del i en reception for Iris Pedersens nye bog: Fundet og fri. Det er kirkeårets næstsidste søndag. En søndag om døden og dommen. Tunge, ubehagelige temaer, men vi skylder at møde dem og nu gør vi det her mod slutningen af kirkeåret, men kun for at få hjælp til at få overvundet både døden og dommen, ikke kun engang i fremtiden, men allerede nu. Kristendommen er dristig og stærk. Jesus er den, der rejser os op. Vi trænger til oprejsning, fordi vi er nede over døden og dommen, over angsten for fremtiden og den anklagende samvittighed. Lad os derfor gå til Gud og lægge vores sag frem for Ham og dermed give Ham anledning til

2 2 at rejse os op, så vi kan leve oprejste!!! Lad os derfor sammen med hinanden bede den bøn, der står på side fire i højmesseguiden. Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Joh 5,17-29 Bøn. Lad os bede. Kære Herre, tak fordi alt det liv og den frihed, du vil nå frem til os med gennem din Søn. Giv os ører, der kan høre hvad Han siger til os, så vi må leve som befriede mennesker og med glæde vente på livets fuldendelse, når Jesus kommer. Amen. Prædiken Fortiden kender vi. Nu lever vi og fremtiden ved vi én ting om: vi skal dø. Det har vi det ikke godt med. Vi hænger ved livet. I dag skal vi tænke over det forhold. Og over en ting mere: Vi har en samvittighed, den der indre stemme som fortæller os noget om hvad vi har på samvittigheden, den indre anklage, stikket derinde og der er noget med at vi engang skal stå til regnskab for vort liv. Det gælder ikke alene præster som skriver under på, at vi vil forvalte vores tjeneste med regnskabsdagen for øje. Engang skal der fældes dom over mit liv, ikke først og fremmest af mig selv eller

3 3 af andre men af Ham, der kender alt. Der kommer altså en dommens dag for os. Vi mærker gyset. Det er sådan det er, men vi bryder os ikke om at høre om det og kun i kirken tales der om det og kun indimellem. Vi bilder os i stedet ind at vi nogenlunde kan snakke os fri af døden og gøre den naturlig og fornuftig og smuk og vi har for længst fortrængt, at der kommer en dom. Det har vi bildt os selv ind. Men det passer ikke. For der kommer en dom og Jesus er den, der skal sige det sidste ord om os. Og det bliver et ord, som medfører et af to. Enten en opstandelse til liv, evigt godt liv eller opstandelse til dom, hvor vi er under dom for altid. Vi kender det godt, for Han skal komme for at dømme levende og døde bekendte vi os til ved Clara, Victor og Maries dåb. Vi skal engang træde frem for Kristi domstol, hørte vi i den anden læsning. Hvor ved vi det fra? Fra Jesus! Han har talt om det og Han gør det i dag her mod slutningen af kirkeåret som handler om slutningen på livet og derefter. Der er en, der har talt til os om det, vi ellers ikke kan vide noget om. Men hvorfor skal vi dog lytte til Ham, der findes jo så mange, der kloger sig på det, vi ikke ved noget om, filosoffer, religioner, sekter? Hvad særligt er der ved Ham, der skulle få os til at spidse

4 4 ører, når Han siger noget og lade vores død og dom gennemlyse af Ham? Lad os blot være skeptiske og kritiske, det skal vi være, men også stå ved, at selv om det, Han siger, er vildt, så virker Han velforvaret, der er noget underligt troværdigt over Ham, samtidig med, at Han går længere end alle andre. Han kalder Gud for sin egen far. Han har et enestående forhold til Ham. Han kender Ham. Hans far har vist Ham tingene, så Jesus kan fortælle dem til os. Gud har givet os livet og Han er den eneste, der kan gøre en død levende, men den magt har Faderen nu givet over til sin Søn. Nu er det Ham, der gør levende. Han gør det seks kapitler længere henne, da Han gør den stendøde og stinkende Lazarus levende. Han gør det selv, da Han står op fra de døde og Han vil gøre alle døde levende, når Han kommer igen og da vil Han offentliggøre dommen over os. Vores fremtid er knyttet afgørende til Jesus. Hvad er dether for noget? Det enestående, at Guds søn er blevet menneske og hedder Jesus. Det er sket i verden. Han har levet og virket, historisk, virkeligt. Og det springende punkt er dette ene: Hvis Han er den, Han her siger, Han er, hvad så? Ja, hvad så? Så er Han manden, der kan overvinde vores død og føre os gennem dommen til frikendelsen. På den måde kan Han give os frimodighed, når vi tænker fremad. Så

5 5 kan Han sørge for at løse det, vi inderst inde går og tænker på: lever jeg? Hvad med min død og min regnskabsaflæggelse for den alvidende? Kan vi se, hvad godt der er i spil her? Og det er nu, det spiller. For Jesus siger her, at lytter vi til Hans ord og sætter vores tro til dem, så vi derfor tror på Hans far, så sker der noget med os. Så går vi over fra døden til livet. Så er dommen fældet og den lyder på frikendelse. Men hvad så med den kommende dom? Den er blot konsekvensen af dommen nu. Fra død til liv, ikke omvendt! Hvorfor det? Fordi vi, som går levende rundt nu, er døde i den forstand, at vi er uden det liv, der har evigheds - og Guds - kvalitet i sig. Det har vi mistet, da vi forlod Gud, men vi får det igen, når vi tager Jesus på ordet. Og det sker nu. Nu afgøres vores evige fremtid. Ved vort møde med Ham og vores forhold til Ham. Nu kan vi altså gå over fra døden til livet, nu kan vi gå gennem dommen og blive kendt frie. Jesus har magten og indflydelsen og muligheden for at give os det, fordi Han er den, Han er, og fordi Han på korset har båret vores skyld og død og vundet over den, det, der blev klart og tydeligt, da Han stod op fra de døde. De to begivenheder afgør sagen. Sådan afgøres vores fremtid nu. Derfor: I tillid til Jesus er der intet at frygte. Døden kan vi ikke lide,

6 6 men den er altså overvundet. Det værste er ikke at dø, det værste er at negligere Jesus. Hør Ham i tro og Han gør dig levende nu og fuldt ud når Han kommer igen. Han rejser op og gør levende, også i en gammel grav, hvor vi er blevet til ingenting. Han har styr på det. Dommens dag bliver frikendelsens dag for den, der her i livet lytter tillidsfuldt til Jesus. Kan man virkelig tro sådan noget? Lad os regne på det: Livet er underfuldt, skabelsens under er sket, Gud blev menneske, Jesus stod op fra de døde. Skulle Han så ikke kunne gøre os levende? Han siger selv i dag, at i fremtiden vil Han gøre endnu større ting, så vi må undre os! Det bliver stort til den tid. Da skal vi undre os! Lad os se på livet og undres og så tage Jesu ord til os og tro dem. Vi har del i noget større vort eget, der dør, derfor kan vi leve oprejste midt i tilbagegangen, så kan vi leve i tilgivelsen og skal ikke frygte dommens dag. Så meget er Han vor frelser og befrier. Her er det budskab og den virkelighed der byder døden og dommen trods og overvinder den til liv og frihed nu og helt og fuldt og gennemført engang. Det er godt! Amen.

7 7