tillæg til grænseland

Transkript

1 tillæg til grænseland 1864

2 1 Hans Jørgen L. Larsen Baggrunden for krigen i 1864 Indledning Da fredsforhandlingerne i forbindelse med 1864 krigen var i gang i London i sommeren 1864, skulle den engelske Dronning Victoria have spurgt sin statsminister Lord Palmerston, om han ikke kunne forklare for hende, hvad der egentlig var baggrunden for det slesvigholstenske problem, som havde forårsaget krigen i 1864 mellem Danmark og en række tyske stater. Han skulle have svaret: Der er kun tre mennesker, der forstår det slesvig-holstenske problem. Den første er Prins Albert, Dronning Victorias mand, men han er død. Den anden er en tysk professor, men han er blevet sindssyg, og den tredje er mig selv og jeg har glemt det! Baggrunden for 1864 krigen er som antydet ovenfor en temmelig vanskelig og indviklet sag at gøre rede for. Jeg har forsøgt i det følgende at give en forklaring på, hvordan forløbet, der førte frem til krigen, har været; hvad der var baggrunden for at krigen brød ud og en kort redegørelse for krigens forløb. Det vil blive lidt indviklet undervejs, da det som sagt netop er indviklet, hvis man vil prøve at forstå, hvorfor det endte som det gjorde. Jeg vil begynde med at skildre stormagterne og det slesvig-holstenske problem efter afslutningen Dronning Victoria og Prins Albert, Baggrunden for 1864

3 af den første slesvigske krig i Derefter vil der blive givet en beskrivelse af, hvordan de forskellige politiske grupperinger i Danmark stillede sig til sagen mellem 1850 og 1864 og hvordan man fra dansk side søgte at løse det slesvig-holstenske problem. Sagen vil derefter blive belyst fra en slesvig-holstensk synsvinkel. Dernæst følger en beskrivelse af stormagternes indstilling til sagen i årene op til krigens udbrud. Jeg vil så forsøge i et mere fyldigt afsnit at skildre, hvordan Otto von Bismarck, preussisk kansler, havde held med at få udviklingen til at gå i den retning, han ønskede, nemlig at gøre Preussen til en tysk stormagt. Endelig følger et afsnit om, hvorfor krigen netop kom i begyndelsen af 1864, efterfulgt af et afsnit om krigens forløb og hvordan den blev afsluttet. Stormagterne og det slesvig-holstenske problem efter første slesvigske krig, Medens den første slesvigske krig stadig blev udkæmpet svarede den russiske ambassadør i Berlin på et spørgsmål om, hvordan man skulle finde frem til en fred og til en endelig løsning på det danske arvefølgespørgsmål: Freden kan ikke bringes til veje uden om Rusland, og arvefølgespørgsmålet kan kun bringes til afslutning ved Rusland! Arvespørgsmålet drejede sig om, at der skulle træffes en afgørelse for hvilken gren af den danske kongeslægt, der skulle arve tronen efter den barnløse Kong Frederik 7. Den russiske zar-familie var i familie med den danske konge og havde derfor arveret til den danske trone og således også indflydelse på, hvem der skulle arve den danske trone. I 1848 var det gået en revolutionær nationalistisk og demokratisk bølge gennem Europa. I det ene land efter det andet blev der indført mere demokratiske styreformer. Danmark blev også berørt af de begivenheder. Dels var der den første slesvigske krig, 1848 Lord Palmerston, engelsk premierminister, Baggrunden for

4 Thisted Viborg Silkeborg Ringkøbing Frederikshavn Ålborg Varde Fredericia Kolding Ribe Tønder Flensborg Den dansk- slesvigholstenske helstat efter Randers Århus Skagen Slesvig Eckernförde Husum Kiel Meldorf Neumünster Gluckstadt Odense Helsingør København Roskilde Køge Slesvig Holsten Lauenborg 1850, der jo var et nationalt og liberalt slesvig-holstensk oprør mod den enevældige danske stat et oprør som blev støttet af Preussen i en periode; dels var der indførelsen af demokratiet i kongeriget i 1849, da den første grundlov blev vedtaget. Det autoritært styrede Rusland var gået fri af revolution, men så med megen stor bekymring på, hvad der skete i mange europæiske lande i I 1849 vendte bølgen. I de allerfleste lande blev revolutionen og dens resultater undertrykt og fjer- net med hjælp fra bl. a. det russiske zarrige. For Rusland var det også magtpåliggende at få bragt både demokratiet i kongeriget og det slesvig-holstenske oprør til ophør. Under pres fra Rusland trak Preussen sig ud af krigen i Oprøret blev derefter nedkæmpet af den danske hær i Rusland lagde sig meget i selen for at få lavet en international aftale omkring den danske helstats fremtid. Helstaten er betegnelsen for det danske monarki indtil 1864 helstaten bestod af rigsdelene Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenburg. Målet for Rusland var at genskabe Helstaten, som den så ud før krigen. I perioden blev der indgået flere internationale aftaler, som blev accepteret af Danmark og som bragte en ende på krigen og sikrede arvefølgen til den danske trone. Preussen og Østrig underskrev også aftalerne. Aftalerne bestemte: 1. Den danske helstat skulle bestå af 4 dele: kongeriget og de tre hertugdømmer (Slesvig, Holsten og Lauenburg). 2. Hvert af Helstatens dele skulle have sin egen grundlov for sine interne forhold. Hertugdømmerne Slesvig og Holsten beholdt således deres stænderforsamlinger, der fik udvidede beføjelser i forhold til, hvad de havde før krigen. Kongeriget beholdt sin grundlov fra For styret af de områder af Hel- 4 Baggrunden for 1864

5 statens affærer, som skulle være fælles for alle rigsdelene finanser, forsvar og udenrigspolitik skulle der snarest laves en fællesforfatning. Konsekvenserne af disse aftaler var, at Slesvig hverken måtte knyttes nærmere til kongeriget eller til Holsten. Oprøret i 1848 havde bl. a. sin baggrund i, at man i kongeriget i 1848 ønskede at slutte kongeriget og Slesvig sammen, medens Holsten ønskede, at Slesvig og Holsten/Lauenburg skulle være sluttet sammen i en stat, der var mere eller mindre løsrevet fra Danmark. Aftalerne indebar også, at de 4 rigsdele skulle inddrages i udarbejdelsen af en fællesforfatning og hver for sig godkende den. Rusland havde med disse aftaler fået genoprettet den danske Helstat og forhindret dannelsen af en slesvig-holstensk stat, der ville være blevet knyttet til det tyske område, som Holsten jo var en del af udover at høre under den danske konge. Efter at den danske regering i januar 1852 havde fremlagt sin plan for virkeliggørelsen af de internationale aftaler, skrev den russiske udenrigsminister til den russiske ambassadør i Berlin: Vi kommer altså ikke til at høre mere snak om det danske spørgsmål. Herren være lovet! Hvad der viste sig ikke at holde stik, for at sige det mildt! Rusland havde delvist fået sin vilje den danske grundlov fra 1849 havde de dog ikke fået afskaffet, men aftalerne betød dog at grundloven efter 1852 kun ville gælde for kongerigets indre anliggender. I forbindelse med den danske accept af de internationale aftaler, havde det internationale samfund også godkendt, at Prins Christian af Glücksborg skulle efterfølge Kong Frederik 7. som Konge af Danmark. Preussen og Østrig havde med aftalerne også fået deres ønsker opfyldt Slesvig kunne ikke knyttes nærmere til Danmark. Med aftalerne fra havde de endvidere fået en mulighed for at blande sig i de indre danske forhold, når der skulle laves en fællesforfatning for Helstaten. Dertil kom at Holsten og Lauenburg var medlemmer af Det tyske Forbund, der var blevet oprettet i 1815; i alt 39 stater var med i forbundet deriblandt Kongeriget Preussen og Kejserriget Østrig, som var de to største medlemmer og som konkurrerede om lederskabet i forbundet. Det Tyske Forbund ville således også kunne blande sig i forholdet mellem Danmark og hertugdømmerne. Baggrunden for

6 De danske politiske grupperingers holdning til det slesvigholstenske problem Aftalerne fra om helstatens forhold fik også konsekvenser for den indenrigspolitiske situation i det nye demokrati, Kongeriget Danmark. De konservative kredse, der gerne ville begrænse demokratiet i 1849 grundloven, kunne udnytte arbejdet med at udforme en fællesforfatning til at foretage indskrænkninger i det nye demokratiske system. De nationalliberale, som havde stået bag indførelsen af 1849 grundloven og som havde som mål at forene Danmark og Slesvig (den såkaldte Ejderpolitik) og kun have en løsere forbindelse til Holsten og Lauenburg, arbejdede fortsat på trods af aftalerne fra for at få gennemført en sammenslutning af Danmark og Slesvig. I løbet af 1850erne blev gruppen af nationalliberale på Rigsdagen dog delt i holdningen til, om det nu også skulle være grundloven af 1849, der skulle være den fremtidige fælles grundlov for Danmark og Slesvig eller om det skulle være en mindre demokratisk forfatning. De nationalliberale var blevet betænkelige ved den udvikling demokratiet havde taget. De havde regnet med, at vælgerne ville vælge de begavede, de dannede og de formuende (dvs. de nationalliberale akademikere)til at styre staten. Vælgerne havde dog ikke ganske forstået dette og havde valgt mange repræsentanter ind i Rigsdagen fra deres egne kredse til de nationalliberales store fortrydelse. Så i løbet af 1850erne var der opstået en nationalliberal højrefløj, der fortsat gik ind for en fælles grundlov for Danmark og Slesvig, men det skulle ikke længere være 1849 grundloven, men en ny mindre demokratisk af slagsen. Den tredje hovedgruppe i dansk politik dengang var de såkaldte Bondevenner, der repræsenterede venstrefløjen i dansk politik i 1850erne. De var også delte i spørgsmålet, om man skulle arbejde for at fastholde den gamle Helstat eller for et Danmark til Ejderen. Frem til 1852 stod Bondevennerne bag Ejderpolitikken, men da man på det tidspunkt begyndte at frygte, at en sammenslutning af Danmark og Slesvig ville medføre en indskrænkning i demokratiet, begyndte de i stedet for at støtte helstatsmodellen. De mente, at de ad den vej bedre ville kunne fastholde de demokratiske rettigheder i 1849 grundloven. Alle i Bondevennernes gruppe var dog ikke enig heri, hvad der svækkede gruppens politiske indflydelse. I befolkningen i kongeriget var der stor opbakning til Ejderpoli- 6 Baggrunden for 1864

7 tikken i 1861 lykkedes det for tilhængerne af Danmark og Slesvigs forening til et udeleligt uafhængigt rige at indsamle underskrifter på dette krav. Forsøgene på at lave en fællesforfatning mellem 1852 og krigen brød ud, fordi den nationalliberalt ledede regering i 1863 med megen besvær fik vedtaget en fællesforfatning for Danmark og Slesvig. Det var et brud på aftalerne af og medførte en militær reaktion fra Preussen, Østrig og Det tyske Forbund. Der havde i løbet af 1850erne (i 1854 og 1855) været et par forsøg fra skiftende danske regeringer på at få de forskellige rigsdele til at blive enige om en fællesforfatning for Helstaten; uden held! I kongeriget var der som sagt modstridende interesser til projektet: skulle helstaten fortsætte eller skulle man skabe noget nyt (et Danmark og Slesvig sluttet tættere sammen med en løsere tilknytning til Holsten og Lauenburg). Dertil kom, at de forskellige kredse ville benytte denne sag til også enten at forringe eller at fastholde demokratiet i kongeriget. Da regeringen i november 1863 fik vedtaget sit forslag til en fællesforfatning for Danmark og Slesvig, betød det en indskrænkning af demokratiet. Fællesforfatningen vedrørte de forhold, der var fælles for kongeriget og Slesvig (finanser, forsvar og udenrigspolitik). De to rigsdele skulle fortsat have deres egne styreformer, som havde ansvaret for de områder af statsstyret, der ikke var fælles. I kongeriget var det 1849 grundloven. Et Rigs- Helstaten. Satirisk tegning fra 1850erne. Kongeriget trækker det tunge læs, Helstaten, og Holsten styrer. Hatten på stangen symboliserer hensynet til de europæiske stormagter dvs. en konsekvens af aftalerne af Baggrunden for

8 råd skulle lovgive om fællessagerne der skulle være et folketing og et landsting. Rigsrådets landsting skulle vælges af de rigeste mænd i Danmark og Slesvig; Rigsrådets folketing skulle vælges ved almindelig valgret. Det lykkedes den nationalliberale regering at få både gamle helstats tilhængere, de nationalliberale og bondevennerne til at stemme for forslaget i Hertugdømmerne og forholdet til kongeriget I de tre hertugdømmer var den tysktalende del af befolkningen ikke blevet blidere stemt over for det danske styre i København efter nederlaget i den første slesvigske krig. De ønskede fortsat et mere eller mindre selvstændigt Slesvig- Holsten med tæt tilknytning til det tyske område. Økonomisk ville man gerne knyttes til Det tyske Toldforbund en form for fællesmarked for store dele af det tyske område etableret i 1834 under preussisk ledelse. Politisk ville man gerne være en del af et kommende stortyskland. Endvidere var de førende konservative godsejerkredse i Holsten imod demokratiet og var derfor også meget imod at blive styret af et demokratisk rige som Danmark. I kongeriget sikrede 1849 grundloven, at der var et forholdsvist demokratisk sammensat parlament med en vis politisk bredde. I hertugdømmerne var valgretten til stænderforsamlingerne meget begrænset. Det betød, at flertallet i begge stænderforsamlinger var tysk og konservativ. De ville gøre alt, hvad der stod i deres magt for at forhindre regeringen i København i at få indført en fællesforfatning for Helstaten. De ville gennem deres politiske modstand søge at skabe en situation, hvor hertugdømmernes løsrivelse fra Helstaten blev en realitet. De forsøgte at gøre dette ved at nægte at acceptere det forslag til en fællesforfatning, som regeringen i København fremlagde i 1855 og som med megen besvær var blevet accepteret af den danske rigsdag. Stænderforsamlingerne havde ifølge aftalerne fra fået indflydelse på, hvordan en fællesforfatning skulle udformes; desuden var Holsten og Lauenburg medlemmer af Det tyske Forbund, som så også i kraft af aftalerne fra havde ret til at blande sig i forholdet mellem Helstatens regering og Holsten og Lauenburg. Preussen og Østrig var også medlemmer af Det tyske Forbund Efter 1855 blev det klart, at det ville være meget vanskeligt at få de 4 rigsdele Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenburg til at blive enige om en fællesforfatning for helstaten. 8 Baggrunden for 1864

9 Stormagterne og det slesvig-holstenske problem i årene op til den anden slesvigske krig i 1864 Efter 1848 revolutionerne gik der en reaktionær bevægelse gennem Europa ledet af Rusland. I slutningen af 1850erne var Ruslands indflydelse i Europa blevet kraftigt reduceret, efter at landet havde tabt i Krimkrigen til bl. a. Frankrig og England. Til gengæld var Frankrig i en periode i 1850erne ved at blive en betydningsfuld europæisk magt under kejser Napoleon 3. I det tyske område var Preussen ved at blive den førende magt. Preussen frygtede, at Rusland og Frankrig ville indlede et nærmere samarbejde med henblik på at lægge pres på de to store tyske magter, Preussen og Østrig. I 1862 blev Otto von Bismarck udnævnt til kansler i Preussen, dvs statsminister. Han viste sig at blive en meget dygtig politiker både på den hjemlige og på den internationale scene; han var faktisk en politiker i særklasse! Kort efter at han var blevet kansler, gik han aktivt ind for at etablere et godt forhold til Rusland. I 1863 gjorde polakkerne oprør mod det russiske overherredømme. Polen eksisterede ikke dengang som en selvstændig stat, men området var i 1795 blevet delt mellem Rusland, Preussen og Østrig. Oprøret i 1863 blev brutalt nedkæmpet af russerne, der fik hjælp hertil af Preussen. England, Frankrig og Østrig protesterede forgæves mod det det preussisk russiske samarbejde i nedkæmpelsen af oprøret. Danmark ville derfor nu ikke længere kunne forvente støtte fra Rusland i tilfælde af en konflikt mellem Danmark og Preussen som følge af det slesvig-holstenske problem. Frankrig var nu i 1860erne blevet svækket som stormagt som følge af interne problemer og ville Kejser Napoleon 3 af Frankrig, malet af Franz Xaver Winterhalter i Baggrunden for

10 derfor ikke kunne støtte Danmark effektivt i en konflikt med Preussen, hvis det skulle komme dertil. England var o isoleret i europæisk politik og havde heller ikke vilje til at støtte Danmark i en evt. konflikt med Preussen selvom der i 1864 var engelske kredse, der så med velvilje på Danmark. Preussen, Østrig og Det tyske Forbund støttede Holsten i dets protest mod de danske forsøg på at lave en fællesforfatning for Helstaten. De var som det senere skal vise sig dog ikke helt enige i, hvad de ville med et fremtidigt uafhængigt Slesvig-Holsten, hvis det blev resultatet af konflikten med Danmark. Otto v. Bismarck Den preussiske kansler, Otto v. Bismarck, blev den ledende skikkelse i de begivenheder, der førte op til de tyske staters krig mod Danmark i Han var som nævnt blevet kansler i september 1862 kun halvandet år før krigens udbrud. På det tidspunkt var der en meget alvorlig indenrigspolitisk krise i Preussen. Der udspillede sig en voldsom magtkamp mellem de to kamre i det preussisk parlament (landdagen). Det mere demokratiske underhus var liberalt domineret og ønskede mere magt, hvad det konservative overhus ikke ville give dem. Striden gik i hårdknude. Den preussiske konge udpegede da Bismarck til kansler i håbet om, at han ville kunne bringe den politiske krise til en afslutning. Bismarcks første umiddelbare mål var at stække demokratiet de liberale i underhuset og styrke kongens magt ved at gå hårdt til værks over for de liberale kræfter i Preussen. Det lykkedes bl. a. indirekte ved hjælp af konflikten med Danmark, så i løbet af få år fik han kvalt den liberale opposition i Preussen, hvad der vakte stor forargelse blandt liberale kræfter i det tyske område. Hans andet mål var at gøre Preussen til den førende stat i Det tyske Forbund. Østrig var den anden store stat i Det tyske forbund. De to lande konkurrerede om at blive den førende magt i forbundet. Bismarcks midler til at nå disse mål var: 1. En dristig udenrigspolitik bl. a. over for Danmark. Udenrigspolitikken skulle bl. a. bruges til at aflede opmærksomheden fra hans indenrigspolitiske konflikt med de liberale grupperinger. 2. En opbygning af et stærkt preussisk militær og 3. At gøre brug af krig hvor det efter hans mening ville være nødvendigt for at opnå de ønskede mål. Krisen omkring udformningen af en fællesforfatning for Danmark og hertugdømmerne blev i effektivt udnyttet af Bismarck i hans indsats for at nå målene. 10 Baggrunden for 1864

11 I 1863 udtalte han i den preussiske landdag, at han kunne forsikre landdagens medlemmer og udlandet om, at når regeringen finder det nødvendigt at føre krig med Danmark, så vil den føre den med eller uden landdagens accept. Endvidere skrev han i 1862, kort efter at han var blevet udpeget til kansler, i en fortrolig meddelelse, at det slesvig-holstenske spørgsmål kunne kun blive løst ved hjælp af en krig. Preussen skulle kun gå ind i sådan en krig, fortsatte han, for at tilgodese sine egne interesser. Krigen skulle ikke udkæmpes for at oprette en ny selvstændig tysk stat, Slesvig-Holsten. Krigen skulle heller ikke have som mål at forøge Det tyske Forbunds magt og betydning og det var væsentligt for ham at understrege, at Preussen politik i denne sag ikke skulle blive underlagt den revolutionære tyske nationalistiske bevægelse. Hertugen af Augustenborg havde i 1848 stået i spidsen for det slesvig-holstenske oprør mod den danske stat. Hertugen var i familie med den danske kongeslægt og påstod, at han havde arveret til Slesvig og Holsten efter Kong Frederik 7. Den danske stat havde afvist det krav og i aftalerne af havde det internationale samfund anerkendt, at Prins Christian af Glücksborg skulle efterfølge Frederik 7. både som konge og som hertug. Augustenborgfamilien afviste dog, at den aftale gjaldt for Slesvig-Holsten. Da augustenborgerne var kendt i det tyske område for at være liberale, fik deres krav på Slesvig-Holsten opbakning fra brede kredse i de tyske stater Bismarcks bemærkninger ovenfor var en afspejling af, at den slesvig-holstenske sag i 1860erne var blevet en meget populær sag i brede kredse i hele det tyske område. Der var overalt i det tyske område opstået et stort antal foreninger, der havde som deres formål at hjælpe til med at bekæmpe danskerne til fordel for oprettelsen af et uafhængigt tysk Slesvig-Holsten med hertugen af Augustenborg Otto von Bismarck, Baggrunden for

12 som statsoverhoved. Bismarck havde intet til overs for den tanke og ville gøre alt for, at den ikke blev til virkelighed, selvom både den preussiske konge og kronprins lod sig rive med af den tysknationale begejstring for hertugen af Augustenborg. Ved nytåret efter det danske nederlag i krigen 1864, men på det tidspunkt hvor hertugdømmernes skæbne ikke var blevet endeligt afgjort - sagde Bismarck i en privat sammenhæng, at Slesvig-Holsten skal blive preussiske til sidst. Det var hans mål og det lå nu i Guds hænder, om han kunne nå det mål. Han ville ikke have været ansvarlig for at have udgydt preussisk blod i krigen blot for at skabe en ny lille stat, som altid ville kunne stemme mod Preussen i Det tyske Forbund. Bismarcks mål var altså Slesvig-Holstens indlemmelse i Preussen. Hvis han fulgte folkestemningen i de tyske stater og greb ind i konflikten, kunne han risikere at blive afhængig af de tyske liberale, som arbejdede for at skabe et samlet demokratisk Tyskland, hvad jo ikke helt var Bismarcks langsigtede plan. På den anden side kunne han ved at gribe ind i den slesvig-holstenske krise blive meget populær i brede kredse både i Preussen og i de øvrige tyske stater; han ville dermed med et slag også få afsluttet sin strid med de liberale i den preussiske landdag. Bismarck var en yderst dreven politiker. Han valgte at udnytte krisen omkring den danske forfatningssag til det yderste på trods af den store risiko, han ville løbe ved at gå så aktivt ind i sagen. Faktisk havde han, fra han blev kansler i 1862, ventet på chancen til at kunne udnytte de forfatningsmæssige problemer i Danmark til sin fordel. I løbet af 1863 havde han sørget for at isolere Danmark internationalt. Rusland havde han fået over på Preussens side efter Polen oprøret. Preussen konkurrerede med Østrig om førerstillingen i Det tyske Forbund. I 1863 havde han sørget for at få Østrig som allieret i konflikten med Danmark. Nu ventede han blot på, at den danske regering foretog et skridt, der kunne sætte den militære operation i gang med eller uden hjælp fra de øvrige tyske stater og på et retsligt grundlag. Krigen kommer I Danmark blev en ny fællesforfatning for Danmark og Slesvig vedtaget i november Den nye forfatning var i modstrid med de internationale aftaler fra Kong Frederik 7. skulle så skrive den under, for at den kunne træde i kraft. Han døde imidlertid ganske pludseligt, inden han fik skrevet under, så det blev den nye konge, 12 Baggrunden for 1864

13 Christian 9., der skulle skrive under. Han frygtede imidlertid, at novemberforfatningen ville få meget alvorlige konsekvenser for det danske monarki, og mente sammen med mange andre, at vedtagelsen af fællesforfatningen ville føre til krig. Kongen tøvede i tre dage med at skrive under. Regeringen truede med at gå af, hvis han ikke skrev under. Folkestemningen i København var ophidset og man krævede han skrev under straks. Stemningen var sådan, at hvis han nægtede at skrive under, ville han også have været nødt til at træde tilbage som konge. Han skrev under! Samtidig var der et kraftigt pres fra Rusland, Frankrig og England for at få regeringen til at trække Novemberforfatningen tilbage. Den 2. december 1863 besluttede Det tyske Forbund så at besætte Holsten d. 1. januar 1864 med henvisning til aftalerne fra Novemberforfatningen skulle træde i kraft samme dato. Regeringen benægtede, at den havde brudt aftalerne fra Den ville ikke trække forfatningen tilbage og mente, at de danske regeringer var blevet kostet rundt med de sidste 10 år, uden at man havde fundet en løsning på det forfatningsmæssige problem, hvorfor krigen alligevel ville komme før eller siden. Dog var tidspunktet efteråret 1863 tilsyneladende uheldigt valgt, hvis man ønskede at tage konflikten nu, da det i et halvt år havde stået klart, at ingen af stormagterne ville komme Danmark til undsætning heller ikke Sverige-Norge, som mange ellers havde håbet på ville komme os til hjælp. Hvorfor styrede regeringen så direkte mod krigen med sin beslutning i forfatningssagen? En tolkning går ud på, at statsministeren, C. C. Hall, så en krig mod en overlegen fjende som den eneste mulighed for at få løst det slesvig-holstensk problem for altid. Hall vidste ifølge denne tolkning at Danmark ville tabe Christian 9., konge af Danmark, Baggrunden for

14 C. C. Hall, dansk statsminister i 1863, malet af J. V. Gertner, krigen, og når så krigen var tabt, ville man kunne håbe på, at stormagterne ville sørge for, at der kom en holdbar løsning på problemet i form af en afståelse af Holsten og Lauenburg og en deling af Slesvig efter nationale retningslinjer. En model som ville være tiltalende for den franske kejser, Napoleon 3., der var tilhænger af nationalitetsprincippet, og derfor kunne tænkes at ville støtte Danmark mod Preussen i den situation. Når Hall skulle være interesseret i at føre en så farlig politik og udsætte landet for en krig, som han vidste, vi ville tabe, skyldtes det ifølge tolkningen at det efterhånden var den eneste måde, hvorpå han mente, han kunne få den danske opinion til at acceptere en deling af Slesvig ( den nordlige del med det store dansktalende flertal skulle så forbindes med kongeriget; den sydlige del med et tysk flertal skulle så høre til Holsten). Debatten i Danmark havde nemlig hele tiden drejet sig om enten at bevare Helstaten eller også knytte hele Slesvig til Danmark. En deling af Slesvig havde ikke været diskuteret i offentligheden imellem de to krige den deling fandt først sted i Krigen Halls regering gik imidlertid af i december D. G. Monrad blev nu statsminister og skulle med kort varsel håndtere den hastigt voksende krigstrussel. Den 23. december 1863 rykkede tropper fra bl. a. Kongeriget Hannover på vegne af Det tyske Forbund ind i Holsten og Lauenburg, 4 dage senere blev augustenborgeren Hertug Friedrich hyldet i Holsten som hertug af Slesvig-Holsten. Den danske hær var forinden blevet trukket tilbage til Dannevirkestillingen i Slesvig. Tropperne fra Det tyske Forbund besatte i første omgang kun Lauenburg og Holsten, da de to hertugdømmer jo var en del af Det tyske Forbund. I midten af januar 14 Baggrunden for 1864

15 1864 forlangte Preussen og Østrig på vegne af Det tyske Forbund, at Danmark ophævede Novemberforfatningen inden 48 timer: hvis det ikke skete ville man besætte Slesvig. Den danske regering kunne ikke imødekomme kravet med det korte varsel og krigen var en kendsgerning. 1. februar 1864 rykkede preussiske og østrigske tropper ind i Slesvig. den danske hær stod ved Dannevirke, som var udbygget til en forholdsvis stærk stilling; forudsat at fjenden ikke kunne gå uden om den mod øst eller vest. Øst for Dannevirke lå fjorden Slien, mod vest var det flade land oversvømmet. Vinteren var hård i februar 1864 og vandene frøs til is. Fjenden ville da forholdsvis nemt kunne gå uden om Dannevirkestillingen. Hæren blev derfor trukket tilbage til Dybbølstillingen, hvad der vakte stor bestyrtelse i Danmark. Den øverstbefalende, overgeneral C. de Meza blev afskediget, selvom hans beslutning om en tilbagetrækning fra Dannevirke militært set var korrekt og blev godt udført. I slutningen af februar begyndte kampene ved Dybbøl. De danske styrker lå bag skanserne, som de preussiske tropper langsomt arbejdede sig ind på under stadig bombardement af de danske stillinger. Det blev efterhånden vanskeligt at holde stillingen og i begyndelsen af april bad den kommanderende general om tilladelse til at række hæren tilbage til Als. Det ville regeringen ikke tillade, da man ønskede, at Dybbøl skulle bli- Skanse i Dannevirke, Baggrunden for

16 Dybbøl, dansk skanse under artilleribombardement, maleri af Jørgen V. Sonne, 1871 ve så længe som overhovedet muligt på danske hænder, medens man ved en fredskonference i London forhandlede om en afslutning på krigen. Fra Dybbølstillingen ville man hele tiden kunne true fjendens styrker, der i marts også var rykket over Kongeåen og ind i kongeriget og efterhånden havde besat hele Jylland. England havde i februar 1864 indbudt de krigsførende parter og de neutrale stormagter til en fredskonference i London. Østrig var ivrig efter at få en forhandling i gang. Preussen sagde også ja til at deltage, men Danmark tøvede med at sige ja til at deltage. Danmark håbede stadig på hjælp fra Frankrig og Sverige-Norge. 12. april skulle fredskonferencen så begynde, men nu var det Preussen og Østrig, der bad om udsættelse til den 20. april. Preussen ville nu sørge for at Dybbøl var faldet, inden konferencen begyndte. Det endelige angreb fandt sted den 18. april, efter 4 timers kamp var preusserne herre over skanserne; det kostede Danmark 378 døde soldater, 910 sårede og ca blev taget til fange af preusserne. Preusserne havde et tab på 263 døde og 909 sårede. Det udløste sejrsjubel i Berlin og fredskonferencen kunne gå i gang den 25. april. Fredskonferencen i London Den danske side stod svagt på fredskonferencen, ikke alene på grund af nederlaget ved Dybbøl, men også fordi den danske side var uenig med sig selv om, hvad man ville opnå ved konferencen, og trak derfor forhandlingerne i langdrag. Den12. maj blev man enige om en våbenhvile. 16 Baggrunden for 1864

17 Den danske uenighed: Kong Christian 9. ville bevare Helstaten, selvom det ville betyde at både Slesvig og Holsten skulle være løst tilknyttet kongeriget. Statsminister Monrad ville bevare hele Slesvig på danske hænder og kunne ikke gå ind for en deling af Slesvig. Han håbede, at de internationale forhold ville ændre sig med tiden, så Danmark ville kunne få hjælp fra omverdenen mod Preussen-Østrig. Bismarcks mål for fredsforhandlingerne: De dele af hertugdømmerne, Danmark måtte afstå i forbindelse med den endelige fred, skulle indlemmes i Preussen. Han ville undgå, at Slesvig-Holsten blev en selvstændig tysk stat. Han gik forsigtigt frem for at nå sit mål, bl. a. var han jo nødt til at tage hensyn til augustenborgernes og det folkelige ønske om et selvstændigt hertugdømme Slesvig-Holsten. Han foreslog dog således overraskende nok i maj, at Slesvig og Holsten skulle afstås af Danmark og blive til et selvstændigt hertugdømme under den augustenborgske hertug. Det forslag vakte stor jubel i de tyske stater. Bismarck havde tilsyneladende tabt kampen mod de tyske liberale folkelige kredse, der jo netop havde ønsket denne løsning på krigen. Bismarck var dog ikke blevet overvundet, tværtimod. I begyndelsen af juni havde han en 3 timer lang samtale med den augustenborgske hertug i Berlin om situationen. Hertugen var mødt op med den indstilling, at han ville give Preussen vide militære rettigheder i sit hertugdømme. Bismarck ville ikke vide af hans forslag, men gjorde det klart for hertugen, at Preussen ville stille så store krav til ham, for at han kunne blive hertug af Dybbøl. Preussiske soldater i en erobret dansk skanse d. 19. april 1864, dagen efter stormen på Dybbøl. Baggrunden for

18 Fredskonferencen i London Forskellige forslag til deling af Slesvig. Slesvig Slesvig-Holsten, at han egentlig kun ville være at betragte som en preussisk embedsmænd. Hvis hertugen ikke ville accepter disse krav fra Preussen, så ville Bismarck foreslå, at storhertugen af Oldenburg skulle være hertug af Slesvig-Holsten i stedet for augustenborgeren. Den samtale gjorde det klart for den augustenborgske hertug, at Preussen ikke ville støtte hans planer om et mere eller mindre selvstændigt Slesvig-Holsten under hans ledelse. Bismarcks forslag om et selvstændigt hertugdømme blev ikke debatteret på fredskonferencen, i stedet for gik man over til at diskutere en mulig deling af Slesvig. Den engelske udenrigsminister foreslog en deling af Slesvig, hvor grænsen ville følge Dannevirke. Preussen Flensborg Slesvig Rendsborg Kiel Holsten Preussisk-østrigsk forslag til nordlig grænse for voldgift Uofficielt preussisk forslag til nordlig grænse for voldgift Uofficielt dansk forslag til sydlig grænse for voldgift Dansk forslag til sydlig grænse for voldgift foreslog en linje nord for Flensborg. Danmark afviste det preussiske forslag, men gik i princippet ind for det engelske forslag med visse ændringer. Fredskonferencen fortsatte med at diskutere forskellige forslag til deling af Slesvig frem til den 25. juni uden at nå til enighed. Preussen foreslog på et tidspunkt, at der skulle afholdes en folkeafstemning i Slesvig, som skulle danne udgangspunkt for en grænsedragning. Det blev ikke støttet af andre lande (i 1920 blev Nordslesvig en del af Danmark efter en folkeafstemning). Til slut i forhandlingerne fremlagde den engelske regering et forslag om en grænse, der skulle gå et sted mellem Flensborg-Tønder linjen og Slesvig -Friedrichstadt linjen. Den endelige grænselinje skulle så bestemmes af en neutral magt eller ved voldgift. De tyske stater ville ikke lade sig binde af den første mulighed og Danmark ville ikke acceptere forslaget om voldgift (dvs at parterne vælger en tredjepart til at afgøre sagen og lover at rette sig efter afgørelsen). Krigen genoptages Fredskonferencen var nu brudt sammen og 3 dage efter den 29. juni gik preussiske soldater over Alssund og erobrede øen inden aften. Der havde dog været enkelte militære lyspunkter for Danmark 18 Baggrunden for 1864

19 under krigen. I maj havde danske krigsskibe vundet et søslag mod nogle østrigske krigsskibe ved Helgoland i Nordsøen. De østrigske krigsskibe var blevet sendt op fra Middelhavet til Vesterhavet for at bryde den blokade af nordtyske havne, som den danske flåde havde opretholdt med megen succes under hele krigen. Fred Krigen var dog tabt med tabet af Als. Danmark var nu i den situation, at man ikke kunne stille betingelser for en fred. I eftersommeren 1864 måtte man i den danske ledelse endda alvorligt overveje, om Sjælland ville kunne forsvares imod et preussisk-østrigsk angreb. Den preussiske overkommando begyndte i sommeren 1864 at lægge planer for et angreb på Fyn og Sjælland. Preussen havde imidlertid ikke selv en flåde, der skulle kunne understøtte et sådant angreb, men var afhængig af den østrigske flåde for at kunne gennemføre et angreb på øerne. Østrigerne derimod var ikke indstillet på at deltage i en så farlig manøvre for deres skibe. 20. juli blev der aftalt våbenhvile og 30. oktober 1864 blev der sluttet fred i Wien. Det blev en hård fred for Danmark, der måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen og Østrig. Ethvert forsøg på fra dansk side at få nogle indrømmelser blev blankt afvist af Preussen. Østrigerne var mindre aggressive, men bøjede sig for de preussiske ønsker (2 år senere i 1866 udkæmpede Østrig en kort krig med Preussen, som de tabte. Ved den fred overtog Preussen alle tre hertugdømmer). Hverken Det tyske Forbund eller den augustenborgske hertug blev inddraget i fredsforhandlingerne eller fik nogen indflydelse på dem. Det danske rige blev reduceret fra km 2 til km 2. Befolkningstallet faldt fra 2,5 millioner til 1,5 millioner. Endvidere Siegessäule i Berlin. Sejrssøjlen blev rejst i 1873 til minde om Preussens sejre over Danmark i 1864, over Østrig i 1866 og over Frankrig i Baggrunden for

20 Esbjerg Ribe Vejle Kolding Rigsgrænse Åbenrå Tønder Nuværende rigsgrænse Slesvig Flensborg Grænsen mellem Slesvig og Holsten ved Ejderen Kiel Holstens grænse mod syd Hamburg hørte de afståede hertugdømmer til de rigeste områder i Helstaten. Så der var tale om et markant tab for det danske monarki. Fra 1871 til 1905 var Danmark det mindste land i Europa. For første gang siden afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge i 1658 kom nu en stor dansk befolkningsgruppe under fremmed herredømme. Nederlaget skabte også i de første år efter krigen en frygt i den danske regering for, om Danmark overhovedet ville kunne overleve som selvstændig stat. Danmark var med nederlaget for alvor blevet en lille stat i den internationale verden, der til gengæld i løbet af sidste halvdel af det 19. århundrede blev mere og mere global. Danmark ville i den nye verdensorden, der tonede frem i højere grad blive offer for eller drage fordel af strukturer og begivenheder i hele verden. Tyskland, Rusland og England ville dog og vil fortsat i mange år frem spille en meget stor rolle i dansk udenrigspolitik. I Danmarks krigshistorie fra 2010 s. 585 står følgende vurdering af årsagen til det knusende nederlag: Nederlaget i 2. Slesvigske Krig i 1864 skyldtes militært set på det taktiske niveau på slagmarken det overlegne preussiske belejringsartilleri samt de fjendtlige enheders rigelige tildeling af officerer, befalingsmænd og forsyninger af enhver art i forhold til de danske troppers Krigen var præget af, at Danmark havde begrænsede ressourcer, vi havde kun èn hær, hvorimod vore modstandere kunne opstille..mange hære, hvorved krigen var tabt på forhånd. En løsning af den dansk-tyske konflikt havde kun været mulig ad diplomatisk vej. Det havde sandsynligvis kunnet ske, hvis man fra dansk side havde været indstillet på en deling af Slesvig Det var man imidlertid hverken i årene op til krigen eller under denne indstillet på, med det resultat, at Danmark blev offer for en romantisk, idealistisk politik, der viste sig ikke at have hold i virkeligheden. Mange tusinde danske soldater døde, 20 Baggrunden for 1864