Anatomi og fysiologi - Ind under huden. Denne pdf indeholder bogens figurer til brug for undervisere.

Transkript

1 Anatomi og fysiologi - Ind under huden Denne pdf indeholder bogens figurer til brug for undervisere.

2 Indholdsfortegnelse Fig.nr. i Side i Figuren viser Side i bogen bogen e-bogen Kapitel 1 Fig Oversigt over kredsløbet 15 Fig Hjertets placering 16 Fig Hjerte med blodkar 17 Fig Hjertevæggens opbygning 18 Fig Pericardiet 19 Fig Snit gennem hjertet 20 Fig Snit gennem hjertet med hjerteklapper 21 Fig Bi- og tricuspidallapper 22 Fig Opskåret aorta 23 Fig Hjerteslag 24 Fig Hjertets ledningssystem 25 Fig Dannelse af impulser i sinusknudens celler 26 Fig Elektrokardiogram 27 Fig Coronararterier 28 Fig Blodkarrenes opbygning 29 Fig Tværsnit og længdesnit gennem vene 30 Fig Muskelpumpens funktion 31 Fig Thoraxpumpens funktion 32 Fig Kroppens største arterier 33 Fig Hjertets og arortas placering mellem lungerne 34 Fig Armenes største arterier 35 Fig Hovedets største arterier 36 Fig Benenes største arterier 37 Fig Armenes største vener 38 Fig Hovedets største vener 39 Fig Benenes største vener 40 Fig Kroppens største vener 41 Fig Pulsen 42 Fig. 1-29a 44 Pulsbølgens bevægelse og blodtrykket 43 3

3 Fig.nr. i Side i Figuren viser Side i bogen bogen e-bogen Fig. 1-29b 44 Stigning i blodtryk og puls 44 Fig Blodtryksfald 45 Fig Det parakapillære kredsløb 46 Fig Trykforhold i blodet 47 Fig Kapillærer 48 Fig Det hydrostatiske tryk 49 Fig Det kolloidosmotiske tryk 50 Fig Det samlede parakapillære kredsløb 51 Fig Lymfesystemets udspring 52 Fig Væskebalance i det parakapillære kredsløb 53 Fig. 1-39/42 55 Ødemdannelse 54 Fig Rød knoglemarv 55 Fig Hæmoglobin 56 Fig Erytrocytter 57 Fig Erytrocytternes form 58 Fig Nedbrydning af erytrocytter 59 Fig Deling af stamceller 60 Fig Regulering af erytrocytdannelsen 61 Fig Makrofag 62 Fig Fagocytose af bakterie 63 Fig Lymfocyt 64 Fig Granulocytter 65 Fig Megakaryocyt 66 Fig Beskadiget blodkar 67 Fig Koagel 68 Fig Lymfedannelse 69 Fig. 1-60/61 70 Kroppens største lymfekar og lymfeknude 70 Fig Miltens placering 71 Fig Milten med blodkar 72 Fig Thymus 73 Fig Toncilla palatina 74 Fig Toncilla pharyngealis 75 4

4 Fig.nr. i Side i Figuren viser Side i bogen bogen e-bogen Fig Normalt og virusinficeret infektionsforsvar 76 Fig Uspecifikt infektionsforsvar 77 Fig Specifikt infektionsforsvar 78 Fig Fagocytose af mikroorganisme 79 Fig Antigen-antistofkompleks 80 Fig Receptorfunktion 81 Fig Opbygning af antistofklasser 82 Fig Allergisk reaktion 83 Kapitel 2 Fig Oversigt over luftvejene 84 Fig Alveolesække med alveoler 85 Fig Alveole og lungekapillær 86 Fig Inspiration og eksspiration 87 Fig Muskuli intercostales 88 Fig Thorax, fra siden 89 Fig Costa, oppefra 90 Fig Lungernes placering 91 Fig Pleura 92 Fig Cavum nasi og pharynx 93 Fig Næsehulens knogler 94 Fig Ciliernes funktion 95 Fig Kæbe-, pande- og bihuler 96 Fig Larynx og trachea 97 Fig Bruskene i larynx 98 Fig Larynx og øverste del af trachea 99 Fig Larynx med stemmelæber 100 Fig Trachea og de to hovedbronkier 101 Fig Tracheas opbygning 102 Fig Trakeostomi 103 Fig Venstre lunge 104 Fig Bronkiernes forgrening 105 Fig Transport af kuldioxid 106 5

5 Fig.nr. i Side i Figuren viser Side i bogen bogen e-bogen Kapitel 3 Fig Oversigt over fordøjelseskanalen 107 Fig Dentes dicidui 108 Fig Dentes permanentes 109 Fig Snit gennem tand 110 Fig Hoved- og halsregionen 111 Fig Tunge med smagsløg 112 Fig Spytkirtler 113 Fig Mundhulen 114 Fig Synkerefleks 115 Fig Aflåst sideleje 116 Fig Oesophagus 117 Fig Ventriklens inddelinger 118 Fig Ventriklens opbygning 119 Fig Nervus vagus stimulation 120 Fig Ventriklens æltebevægelser 121 Fig Tyndtarmens opbygning 122 Fig Tarmens opdeling i segmenter 123 Fig Optagelse af lipider 124 Fig Colon 125 Fig Bækkenbundsmuskler 126 Fig Defækationsrefleks 127 Fig Madens passage gennem fordøjelsessystemet 128 Fig Peritoneum 129 Fig Blodforsyning til mave-tarmkanal og hepar 130 Fig Mave-tarmkanalens portåresystem 131 Fig Ventrikel, hepar, galdeveje, pancreas, duodenum 132 Fig Udsnit af en leverlobulus 133 Fig Nedbrydning af medicinmolekyle 134 Fig Glandula thyroidea 135 Fig Omsætning af kulhydrat 136 Fig Omsætning af protein 137 6

6 Fig.nr. i Side i Figuren viser Side i bogen bogen e-bogen Fig Omsætning af fedt 138 Fig Regulering af blodglucose 139 Fig Nedbrydning af fedtdepoter 140 Fig Dannelse af glucose 141 Fig Kroppens kernetemperatur 142 Kapitel 4 Fig Oversigt over urinvejene 143 Fig Nyre med blodkar 144 Fig Nyrens opbygning 145 Fig Pelvis renalis 146 Fig Ureteres 147 Fig Snit gennem urinblæren 148 Fig Vesica urinarias placering hos kvinden 149 Fig Ureteres indmunding i urinblæren 150 Fig Miction 151 Fig Vesica urinarias placering hos manden 152 Fig Nyrens blodforsyning 153 Fig. 4-12/ Nefron med glomerulus 154 Fig Bowmanske kapsel 155 Fig Nefronets inddeling 156 Fig Nefronets placering 157 Fig Filtration 158 Fig Filtrationstryk 159 Fig Reabssorptionspumpens placering 160 Fig Reabsoption 161 Fig Osmose 162 Fig Kroppens vandbalance 163 Fig Tansport af ADH 164 Fig Osmotisk tryk 165 Fig Reabsoption af salt 166 7

7 Fig.nr. i Side i Figuren viser Side i bogen bogen e-bogen Fig Kroppens syre-base-balance 167 Fig Nyrernes udskillelse af syre 168 Kapitel 5 Fig Snit gennem huden 169 Fig Snit gennem epidermis 170 Fig Snit gennem en del af epidermis og dermis 171 Fig Påvirkning af smertenerveceller 172 Fig Påvirkning af trykreceptorer 173 Fig Påvirkning af kulde- og varmereceptorer 174 Fig Hår 175 Fig Hår ved afslappet tilstand og ved gåsehud 176 Fig Hudturgor 177 Fig Udvikling af tryksår, risikoområder 178 Kapitel 6 Fig Lydopfattelse 179 Fig Snit gennem øret 180 Fig Lydbøgernes vej gennem øret 181 Fig Den hindede- og den benede labyrint 182 Fig Snit gennem cochlea 183 Fig Det cortiske organ 184 Fig Dynamisk ligevægtssans 185 Fig Statisk ligevægtssans 186 Fig Lysopfattelse 187 Fig Øjets opbygning 188 Fig Regulering af pupillens størrelse 189 Fig Akkomodation 190 Fig Synsnerver 191 Fig Snit gennem øjenhule 192 Fig Snit gennem forreste del af øjet 193 Fig Tårer 194 Fig Nærsynet øje 195 8

8 Fig.nr. i Side i Figuren viser Side i bogen bogen e-bogen Fig Langsynet øje 196 Fig Normal og nedsat akkomodationsevne 197 Kapitel 7 Fig Oversigt over nervesystemet 198 Fig Parasympatisk og sympatisk nervesystem 199 Fig Påvirkning af autonomt og somatisk nervesystem 200 Fig Neuron 201 Fig Forskellige typer af neuroner 202 Fig Schwannske celler 203 Fig Aksoner 204 Fig Gliaceller 205 Fig Aksonbundter 206 Fig Nervestimulation og impulsudbredelse 207 Fig Impulsudbredelse i umyeliniseret akson 208 Fig Impulsudbredelse i myeliniseret akson 209 Fig Impulsoverførsel i nerveende 210 Fig Centralnervesystemets placering 211 Fig Snit gennem hjernen 212 Fig Hjernen, lateralt 213 Fig Hjernens hemisfærer, oppefra 214 Fig Frontalsnit af hjernen 215 Fig Storhjerne med lobi 216 Fig Storhjerne med motoriske og sensoriske centre 217 Fig Storhjerne med centre i cortex 218 Fig En bevægelse sættes i gang 219 Fig Storhjerne med det limbiske system 220 Fig Det limbiske system ved forskrækkelse 221 Fig Medulla spinalis og spinalnerver 222 Fig Encephalon og medulla spinalis 223 Fig Snit gennem medulla spinalis 224 Fig Hjernehinderne 225 Fig Dura mater 226 9

9 Fig.nr. i Side i Figuren viser Side i bogen bogen e-bogen Fig Halshvirvel med medulla spinalis 227 Fig Hjernen med ventrikler 228 Fig Hjernens ventrikler 229 Fig Cerebrospinalvæskens dannelse og afløb 230 Fig Udtagning af cerebrospinalvæske 231 Fig Hjernenerver og deres forsyningsområder 232 Fig Hvirvelsøjle med spinalnerver 233 Fig Hvirvelsøjle med spinalnervernes forløb 234 Fig Medulla spinalis med nerverødder og grene 235 Fig Arm med nerver 236 Fig Ben med nerver, forfra og bagfra 237 Fig Sensoriske bagstrengsbaner 238 Fig Sensoriske sidestrengsbaner 239 Fig Somatiske motoriske ledningsbaner 240 Fig Sympatisk nervesystem 241 Fig Parasympatisk nervesystem 242 Fig Den sympatiske grænsestreg 243 Fig Reflekser 244 Fig Patellarrefleks 245 Fig Simpel refleks 246 Fig Sammensat refleks 247 Fig Smerteførende neuron 248 Fig Smerteimpulser 249 Fig Oversigt over endokrine kirtler 250 Fig Peptidhormoners og katekolaminers virkning 251 Fig Steroidhormoners og stofskiftehormoners virkning 252 Fig Dannelse af hypofysebaglapshormoner 253 Fig Oversigt over hypofysehormoner og deres virkninger 254 Fig Portåresystem mellem hypothalamus og hypofyseforlap 255 Fig Feed-back mekanisme 256 Fig Hæmning af melatoninudskillelsen

10 Fig.nr. i Side i Figuren viser Side i bogen bogen e-bogen Kapitel 8 Fig Oversigt over kvindelige kønsorganer 258 Fig Snit gennem ovarium 259 Fig Uterus, salpinges, ovarier 260 Fig Snit gennem uterus og vagina 261 Fig Uterus placering 262 Fig Vulva 263 Fig Menstruationscyklus 264 Fig Regulering af kvindelige kønshormoner 265 Fig Mammas opbygning 266 Fig Mamma 267 Fig Oversigt over mandlige kønsorganer 268 Fig Lyskekanaler 269 Fig Testes i fostertilstand 270 Fig Testis opbygning 271 Fig Forstørrelse af sædkanal i testis 272 Fig Regulering af mandlige kønshormoner 273 Fig Sædcelle 274 Fig Testis, epididymis, ductus deferens 275 Fig Vesica urinaria, prostata, penis 276 Fig Penis opbygning 277 Kapitel 9 Fig Oversigt over skelettet 278 Fig Oversigt over skeletmusklerne, forfra og bagfra 279 Fig Ægte led 280 Fig Forskellige ledtyper 281 Fig Uægte led 282 Fig Suturer i kraniet 283 Fig Columna vertebralis, forfra 284 Fig Columna vertebralis, fra siden 285 Fig Ryghvirvler med rygmarv og spinalnerver 286 Fig Cervikalhvirvel

11 Fig.nr. i Side i Figuren viser Side i bogen bogen e-bogen Fig De to øverste cervikalhvirvler 288 Fig Thorakalhvirvel, oppefra, fra siden 289 Fig Lumbalhvirvler, oppefra, fra siden 290 Fig Discus intervertebralis og diskusprolaps 291 Fig Rygmuskler, udspring og tilhæftninger 292 Fig Thorax, forfra 293 Fig Thorax og scapula, bagfra 294 Fig Costa 295 Fig Ribbensmuskler 296 Fig Thorax under inspiration og eksspiration 297 Fig Diaphragma 298 Fig Pelvis 299 Fig Musculus rectus abdominis 300 Fig Musculus obliguus externus abdominis 301 Fig Musculus obliguus internus abdominis 302 Fig Musculus transversus abdominis 303 Fig Bækkenbundsmusklerne 304 Fig Skulderbladet 305 Fig Musculus trapezius og musculus latissimus dorsi 306 Fig Musculus levator scapulae og musculus rhomboideus 307 Fig Musculus pectoralis minor 308 Fig Musculus serratus anterior 309 Fig Musculus deltoideus 310 Fig Musculus pectoralis major 311 Fig Musculus supraspinatus og musculus infraspinatus 312 Fig Musculus subscapularis 313 Fig Arm og skulder 314 Fig Albue 315 Fig Albue, bøjet og strakt 316 Fig Overarm med musculus biceps brachii 317 Fig Musculus brachialis 318 Fig Musculus triceps brachii

12 Fig.nr. i Side i Figuren viser Side i bogen bogen e-bogen Fig Underarm med musculus flexor digitorum superficialis 320 Fig Musculus flexor digitorum profundus 321 Fig Musculus extensor digitorum 322 Fig Hofteled 323 Fig Lænd og bækken med musculus iliopsoas 324 Fig Musculus gluteus maximus 325 Fig Musculus gluteus medius 326 Fig Musculus gluteus minimus 327 Fig Bækken og ben 328 Fig Knæled 329 Fig Lår med musculus quadriceps femoris 330 Fig Musculus quadriceps femoris, musculus satorius 331 Fig Lår med adduktor muskler 332 Fig Lår med hasemuskler 333 Fig Fod, oppefra 334 Fig Fod, fra medialsiden 335 Fig Underben med musculus tibialis anterior 336 Fig Underben med lægbensmuskler 337 Fig Musculus gastrocnemius medialis og lateralis 338 Fig Musculus soleus 339 Fig Kranium, forfra 340 Fig Kranium, fra siden 341 Fig Sagittalsnit gennem kraniet 342 Fig Kranium, nedefra 343 Fig Hjernekassens bund 344 Fig Ansigtets muskler 345 Fig Ansigtets mimiske muskler og halsmuskler 346 Fig Knoglernes opbygning 347 Fig Osteocytter 347 Fig Rørknogle 348 Fig Strækning og bøjning af albueled 349 Fig Tværstribet muskel

13 Fig.nr. i Side i Figuren viser Side i bogen bogen e-bogen Kapitel 10 Fig Cellens opbygning 351 Fig Cellens afhængighed af organer 352 Fig Fosfolipidmolekyle 353 Fig Cellemembran 354 Fig Kolesterol 355 Fig Diffusion 356 Fig Pore i cellemembran 357 Fig Faciliteret diffusion 358 Fig Natrium/kalium pumpe 359 Fig Fagocytose af partikel 360 Fig Eksocytose 361 Fig Cellekerne 362 Fig Kopiering af gener 363 Fig Endoplasmatisk reticulum 364 Fig Golgi-apparatet 365 Fig Proteinets vej gennem cellen 366 Fig Mitokondrie 367 Fig Cellens stofskifte 368 Fig Nedbrydning af ATP

14 Fig Oversigt over kredsløbet kapillærer i hoved og arme lungekapillærer lungekapillærer aorta kapillærer i kroppen vener arterier kapillærer i ben Skematisk oversigt over kredsløbet. Den røde farve viser, hvor blodkarrene indeholder iltrigt blod. Den blå farve viser, hvor blodkarrene indeholder iltfattigt blod. 15

15 Fig Hjertets placering Hjertets placering i brystkassen. Hjertet ligger lidt skævt, med den største del i venstre side. Foran hjertet ligger sternum, brystbenet. clavicula sternum diaphragma 5. costa 6. costa cor costa 16

16 Fig Hjerte med blodkar truncus brachiocephalicus v. cava superior a. carotis communis sin. a. subclavia sin. aorta a. pulmonalis sin. truncus pulmonalis vv. pulmonales sin. a. coronaria dext. a. coronaria sin. v. cava inferior Hjertet set forfra. De store kar, der fører blod til og fra hjertet, ses. I de røde kar findes iltrigt blod, i de blå findes iltfattigt blod. Gennem aorta og truncus pulmonalis føres blod fra hjertet, gennem v. cava superior, v. cava inferior og vv. pulmonales føres blod til hjertet. 17

17 Fig Hjertevæggens opbygning d a hjertemuskelcelle cellekerner b endocardie myocardie pericardiets to lag c væske Hjertevæggens opbygning. a. Hjerte b. Gennemskåret hjerte, hvor den nederste del af hjertet ses. c. Et stykke af hjertevæggen med endocardie, myocardie og pericardie. Pericardiet består af to lag, mellem hvilke der findes lidt væske. d. Tæt forbundne, grenede hjertemuskelceller. 18

18 Fig Pericardiet Skematisk figur, der viser det to-lagede pericardies placering yderst på hjertet. cor pericardie diaphragma 19

19 Fig Snit gennem hjertet a.pulmonalis dext. aorta v. cava superior vv. pulmonales dext. a.pulmonalis sin. truncus pulmonalis vv. pulmonales sin. atrium sin. atrium dext. bicuspidalklap ventriculus sin. tricuspidalklap septum cordis v. cava inferior apex cordis ventriculus dext. Gennemskåret hjerte. Forsiden er fjernet, så de to atrier og to ventrikler kan ses. 20

20 Fig Snit gennem hjertet med hjerteklapper atrium sin. vv. pulmonales dext. vv. pulmonales sin. bicuspidalklap atrium dext. senetråde ventriculus sin. tricuspidalklap papillær muskler ventriculus dext. septum cordis Gennemskåret hjerte. Forsiden er fjernet, så klapperne mellem atrier og ventrikler kan ses. Venstre ventrikels væg er kraftigere end højre ventrikels væg, fordi venstre ventrikels arbejdsbelastning er størst. 21

21 Fig Bi- og tricuspidallapper atrium klap ventrikel senetråde papillærmuskler Skematisk figur der viser, hvordan bi- og tricuspidalklapper åbnes og lukkes. Under den fælles diastole er klapperne åbne (første figur), under atriesystolen åbnes klapperne yderligere af blodstrømmen (midterste figur), mens klapperne lukkes af blodet under ventrikelsystolen (sidste figur). 22

22 Fig Opskåret aorta Opskåret aorta, hvor semilunærklapper (aortaklapper) ses som tre bindevævslommer. bindevævslomme arterievæg 23

23 Fig Hjerteslag Atriesystole Ventrikelsystole Atrie- og ventrikeldiastole aorta truncus pulmonalis v. pulmonalis atrium sin. semilunærklapper atrium dext. ventriculus sin. bicuspidalklap tricuspidalklap ventriculus dext. v. cava inferior På første figur er der atriesystole, hvor blodet pumpes til ventriklerne, som har diastole. Anden figur viser ventrikelsystole. Bi- og tricuspidalklapper presses i, mens semilunærklapperne presses op. Atrierne har diastole og fyldes med blod ved hjælp af venepumpen. På tredje figur har både atrier og ventrikler diastole. Blod strømmer ved hjælp af venepumpen ind i atrier og videre til ventriklerne. 24

24 Fig Hjertets ledningssystem sinusknude atrium dext septum cordis av-knude papillærmuskel His ske bundt purkinjefibre apex cordis 25

25 Fig Dannelse af impulser i sinusknudens celler cellemembran Na + -kanal Dannelse af impulser i en af sinusknudens celler. K + -kanal På første figur opbygges membranpotential ved hjælp af Na + /K + -pumpen. På anden figur ses åbning af Na + -kanaler. Na + strømmer ind i cellen. Cellen er herved depolariseret, hvilket betyder, at ydersiden af cellemembranen bliver negativ, mens indersiden bliver positiv. På tredie figur åbnes K + -kanaler og K + strømmer ud af cellen. Herved bliver ydersiden af cellemembranen positiv, mens indersiden bliver negativ. Herefter opbygges nyt aktionspotential ved hjælp af Na + /K + -pumpen. 26

26 Fig Elektrokardiogram Elektrokardiogram, EKG. 27

27 Fig Coronararterier tricuspidalklap bicuspidalklap Coronararterierne set fra oven. Atrierne og de store arterier er fjernet, og hjertets klapper kan herved ses. valva aortae a. coronaria sin. valva trunci pulmonalis a. coronaria dext. 28

28 Fig Blodkarrenes opbygning arterie kapillær vene Arteriers, kapillærers og veners opbygning. endotel tunica intima tunica intima tunica media tunica media tunica adventitia 29

29 Fig Tværsnit og længdesnit gennem vene tværsnit tværsnit klapper længdesnit længdesnit Tværsnit og længdesnit gennem vene. Veneklapperne kan ses i åben og lukket tilstand. 30

30 Fig Muskelpumpens funktion Muskelpumpens funktion. Når musklerne arbejder, bliver de kortere og tykkere. De klemmer på venerne, og blodet kan, på grund af klapperne, kun strømme mod hjertet. vene kontraheret muskel afslappet muskel klapper 31

31 Fig Thoraxpumpens funktion Inspiration Eksspiration thorax v. cava superior cor diaphragma v. cava inferior abdomen Thoraxpumpens funktion. Ved inspiration skabes lavt tryk i thorax og højt tryk i abdomen. Blodet presses derfor ud af abdomens vener og ind i thorax vener. Ved eksspiration skabes højt tryk i thorax, mens trykket i abdomen falder. Abdomens vener kan derfor fyldes med blod ved hjælp af muskelpumpen. Blodet i thorax presses ind i hjertet. 32

32 Fig Kroppens største arterier arcus aortae a.carotis communis dext. a.carotis communis sin. a. subclavia sin. a. subclavia dext. truncus brachiocephalicus aorta descendens aorta ascendens aa. intercostales aorta thoracalis truncus coeliacus a. splenica a. hepatica a. gastrica a. mesenterica superior aorta abdominalis a. renalis sin. a. testicularis (ovarica) sin. a. iliaca communis dext. a. mesenterica inferior aortabifurcatur a.iliaca communis sin. a.iliaca interna sin. a.iliaca externa sin. a. femoralis 33

33 Fig Hjertets og arortas placering mellem lungerne Et stykke af aorta er fjernet. oesophagus trachea truncus brachiocephalicus arcus aortae aorta ascendens a.carotis communis sin. a. subclavia sin. aorta descendens a. pulmonalis sin. bronchus sin. cor vv. pulmonales sin. aorta thoracalis diaphragma truncus coeliacus ventriculus aorta abdominalis 34

34 Fig Armenes største arterier a. subclavia clavicula a. axillaris a. brachialis a. radialis a. ulnaris anastomose 35

35 Fig Hovedets største arterier De største arterier i hovedets højre side. a. temporalis a.carotis interna sinus caroticus a.carotis externa glomus caroticum a.carotis communis a. vertebralis a. subclavia 36

36 Fig Benenes største arterier FORFRA BAGFRA a.iliaca externa a. femoralis a. femoralis a. poplitea a. tibialis posterior a. tibialis anterior a. peronea a. dorsalis pedis 37

37 Fig Armenes største vener v. subclavia v. cephalica v. axillaris v. brachialis v. basilica v. mediana cubiti 38

38 Fig Hovedets største vener sinus sagittalis De største vener i hovedets højre side. sinus transversus v. jugularis externa v. jugularis interna v. subclavia 39

39 Fig Benenes største vener FORFRA BAGFRA v. iliaca externa v. femoralis v. saphena magna v. poplitea v. saphena parva v. tibialis posterior v. tibialis anterior v. peronea v. tibialis anterior 40

40 Fig Kroppens største vener v. jugularis interna dext. v. brachiocephalica dext. v. jugularis externa dext. v. subclavia dext. v. jugularis interna sin. v. jugularis externa sin. v. subclavia sin. v. brachiocephalica sin. v. cava superior vv. hepaticae v. cava inferior v. renalis dext. v. renalis sin. vv. testicularis eller ovaricae v. iliaca communis dext. v. iliaca interna dext. v. iliaca externa dext. v. iliaca communis sin. v. iliaca interna sin. v. iliaca externa sin. 41

41 Fig Pulsen Figuren viser de steder, hvor arterierne ligger så tæt under huden, at man kan tælle pulsen. a. temporalis a. carotis communis a. brachialis a. femoralis a. radialis a. poplitea a. dorsalis pedis 42

42 Fig. 1-29a 44 Pulsbølgens bevægelse og blodtrykket A. En pulsbølges bevægelse ud gennem aorta og de store arterier efter en ventrikelsystole. Blodtrykkets ændring fra systolisk blodtryk til diastolisk kan ses. 120 mm Hg 70 mm Hg 43

43 Fig. 1-29b 44 Stigning i blodtryk og puls B. Stigning i blodtrykket som følge af stigning i pulsen. Når hjertet slår hurtigere, kommer pulsbølgerne hurtigere efter hinanden. 44

44 Fig Blodtryksfald Fald i blodtrykket kan skyldes tab af blod. 45

45 Fig Det parakapillære kredsløb celle vævsvæske kapillær Ved det parakapillære kredsløb strømmer væske fra blodet i kapillærerne til vævsvæsken og tilbage igen. Med væsken strømmer næringsstoffer til cellerne, og der fjernes affaldsstoffer fra cellerne. celle 46

46 Fig Trykforhold i blodet Trykforholdene i blodet, fra arterier til vener. Trykket falder fra 120/70 mmhg i arterierne til ca. 10 mmhg i venerne. arterie 120/70 mmhg kapillær 35 mmhg 15 mmhg arteriole venole 90 mmhg vene 10 mmhg celle 47

47 Fig Kapillærer cellekerne pladeepitelcelle Kapillærernes vægge består af ét lag pladeepitelceller. Mellem cellerne findes der spalteformede huller. Gennem hullerne strømmer væske ud af og ind i kapillærerne. Sammen med væsken følger stoffer, der skal transporteres til og fra vævscellerne. 48

48 Fig Det hydrostatiske tryk hydrostatisk tryk erytrocyt kapillærvæg vævsvæske plasmaprotein celle Det hydrostatiske tryk presser væske fra blodet ud gennem kapillærvæggen til vævsvæsken. Trykket falder fra den arterielle ende til den venøse ende af kapillæret. 49

49 Fig Det kolloidosmotiske tryk kolloidosmotisk tryk erytrocyt kapillærvæg vævsvæske plasmaprotein celle Det kolloidosmotiske tryk, der skabes af plasmaproteinerne, suger væske ind gennem kapillærvæggen til blodet. Det kolloid-osmotiske tryk har samme størrelse overalt langs kapillæret. 50

50 Fig Det samlede parakapillære kredsløb erytrocyt kapillærvæg plasmaprotein vævsvæske celle Det samlede resultat af det hydrostatiske og kolloidosmotiske tryk er en væskestrøm fra blod til vævsvæske og tilbage igen det parakapillære kredsløb. 51

51 Fig Lymfesystemets udspring lymfekapillær arterie vene kapillær celle Lymfesystemet starter som lymfekapillærer mellem vævenes celler, hvor det opsamler overskydende væske fra det parakapillære kredsløb. 52

52 Fig Væskebalance i det parakapillære kredsløb vandtilførsel kapillær vandtab vævsvæske celle A. Normalt er der balance mellem hvor meget vand, der tilføres og fjernes fra blodet. Der er derfor også balance i væskestrømmen i det parakapillære kredsløb. B. Hvis der tilføres mindre vand, end der fjernes, truer blodmængden og blodtrykket med at falde. Det kolloidosmotiske tryk stiger, og der føres mere vævsvæske til blodet. C. Blodmængden bliver mere normal, mens mængden af vævsvæske bliver mindre. Der bliver igen balance i væskestrømmen i det parakapillære kredsløb. 53

53 Fig. 1-39/42 55 Ødemdannelse kapillær kapillær vævsvæske vævsvæske celle celle Fig Forhøjet hydrostatisk tryk i den arterielle ende af kapillæret medfører, at der dannes ødemer, fordi der presses mere væske ud af kapillærerne end normalt. Fig Forhøjet hydrostatisk tryk i den venøse ende af kapillæret medfører, at der dannes ødemer, fordi der suges mindre vævsvæske til kapillærerne end normalt. kapillær kapillær blokeret lymfekar vævsvæske vævsvæske celle celle Fig Nedsat kolloidosmotisk tryk medfører, at der dannes ødemer, fordi der presses mere væske ud af den arterielle ende og suges mindre væske ind i den venøse ende af kapillæret end normalt. Fig Manglende passage gennem lymfesystemet medfører, at der dannes ødemer, selv om trykkene i det parakapillære kredsløb er normale. 54

54 Fig Rød knoglemarv Figuren viser, hvor i knoglerne der findes rød knoglemarv. 55

55 Fig Hæmoglobin hæmgruppe globin Hæmoglobin er opbygget af fire proteinmolekyler (globin) og fire hæmgrupper. En hæmgruppe er en kemisk forbindelse, der indeholder jern. 56

56 Fig Erytrocytter Erytrocytterne har form som en bold, der er presset flad. Den ene erytrocyt er gennemskåret. 57

57 Fig Erytrocytternes form En erytrocyt der har ændret form, for at kunne passere gennem et kapillær. 58

58 Fig Nedbrydning af erytrocytter Erytrocyt nedbrydes i en makrofag. Hæmoglobinet nedbrydes til aminosyrer, jern og bilirubin. 59

59 Fig Deling af stamceller stamcelle Blodets celler dannes ved deling af stamceller i den røde knoglemarv. basofil granulocyt megakaryocyt neutrofil granulocyt erytrocyt eosinofil granulocyt trombocytter lymfocyt makrofag 60

60 Fig Regulering af erytrocytdannelsen nyre stamcelle A. Hvis indholdet af hæmoglobin og dermed ilt i blodet er lav, dannes der meget erytropoietin, og produktionen af erytrocytter øges. erytrocyt erytropoietin B. Hvis blodet indeholder mange erytrocytter, og dermed meget ilt, nedsættes produktionen af erytropoietin og dermed erytrocytter. 61

61 Fig Makrofag 62

62 Fig Fagocytose af bakterie Bakterier fagocyteres af en granulocyt. Enzymer i lysosomer opløser bakterier. kerne lysosom enzymer udtømmes fra lysosom 63

63 Fig Lymfocyt 64

64 Fig Granulocytter Eosinofil med røde granula, neutrofil med violette granula, og basofile med blå granula. eosinofil granulocyt neutrofil granulocyt basofil granulocyt 65

65 Fig Megakaryocyt Ved afsnøring af små, kerneløse blærer af cellemembran dannes trombocytter (fig. 1-48). 66

66 Fig Beskadiget blodkar Trombocytter aktiveres, bliver klæbende og blæksprutteformede. endotel kollagen fiber aktiveret trombocyt trombocyt 67

67 Fig Koagel Fibrintråde er dannet. Erytrocytter og trombocytter klæber til fibrintrådene, hvorved der dannes et koagel. endotel kollagen fiber erytrocyt aktiveret trombocyt fibrin 68

68 Fig Lymfedannelse lymfekapillær leucocyt lymfekar vævscelle leukocyt erytrocyt kapillær plasmaprotein Skematisk figur der viser, hvordan lymfen bliver dannet. Overskydende vævsvæske fra det parakapillære kredsløb optages i et lymfekapillær. En leukocyt er ved at forlade kapillæret, hvorefter den kan optages i lymfen og føres til en lymfeknude. 69

69 Fig. 1-60/61 70 Kroppens største lymfekar og lymfeknude Fig Kroppens største lymfekar. I bryst og bug er kun de allerstørste lymfekar med på figuren. Lymfeknuder i hals, lyske og armhuler er vist. ductus lymphaticus dext. v. subclavia sin. v. subclavia dext. ductus thoracicus tilførende lymfekar cisterna chyli klapper bindevæv fraførende lymfekar arterie vene Fig Lymfeknude. Knuden er omgivet af en bindevævskapsel, der sender folder ind i lymfeknuden. Lymfen løber til lymfeknuden gennem flere lymfekar og føres væk gennem ét kar. I lymfeknuden danner blodkarrene kapillærnet i de områder, hvor leukocytterne er koncentreret. 70

70 Fig Miltens placering Splen, milten, er et ca. 10 x 8 x 4 cm stort organ, der ligger bagerst og øverst i venstre side af bughulen. Den er dækket af nogle af de nederste ribben. 10. costa splen 71

71 Fig Milten med blodkar Splen (milten) med tilførende arterie og fraførende vene. a. splenica Arterien og venen passerer gennem miltporten, hilus splenica. v. splenica 72

72 Fig Thymus Thymus, brisselen, er et lymfatisk organ, der ligger i brystkassen mellem lungerne. Den er delt i to lapper. cartilago thyroidea gl. thyroidea v. subclavia dext. trachea v. subclavia sin. thymus højre lunge venstre lunge 73

73 Fig Toncilla palatina Tonsilla palatina, mandlerne, som de ses, hvis munden åbnes helt, og tungen strækkes fremad. Mandlerne er lymfatiske organer, der bliver store og ømme ved infektion. forreste ganebue uvula (drøbelen) tonsilla palatina lingua 74

74 Fig Toncilla pharyngealis palatum durum ( hårde gane ) tonsilla pharyngealis nasopharynx palatum molle ( bløde gane ) lingua tonsilla palatina epiglottis ( strubelåg ) oesophagus ( spiserør ) Snit gennem hovedet. Tonsilla pharyngealis (polypperne) er lymfatiske organer, der ligger bagerst i nasopharynx, næsesvælget. Også tonsilla palatina kan ses på figuren. trachea 75

75 Fig Normalt og virusinficeret infektionsforsvar vævscelle receptor makrofag vævstypeprotein makrofag b. Vævscelle inficeret med virus, som har efterladt sin kapsel på cellemembranen. Makrofagens receptor kan ikke komme i kontakt med vævstypeproteinet, hvilket aktiverer makrofagen, så vævscellen fagocyteres. virus a. En normal vævscelle med vævstypeproteiner kontrolleres af en makrofag med receptor til vævstypeproteiner. cellemembran 76

76 Fig Uspecifikt infektionsforsvar antigener bakterie faktor med enzymvirkning, der laver hul i cellemembranen faktor med kemotaksisk virkning faktor med fagocytaktiverende effekt fagocyterende celler med receptor til komplement Aktiveret komplement fremkalder tre reaktioner. Der opstår huller i bakterien, fagocyterende celler tiltrækkes og den fagocyterende effekt øges. 77

77 Fig Specifikt infektionsforsvar Når en lymfocyt stimuleres med det rette antigen, deler den sig, så der dannes en masse ens celler, en klon. receptor til antigen antigener på mikroorganisme lymfocyt klon 78

78 Fig Fagocytose af mikroorganisme En makrofag fagocyterer en mikroorganisme. Mikroorganismen opløses, og antigener fra mikroorganismen placeres i makrofagens cellemembran. antigener mikroorganisme makrofag 79

79 Fig Antigen-antistofkompleks Den grundlæggende antistofenhed kan binde to ens antigenmolekyler. antigener Antistofenheden er opbygget af to lange og to korte polypeptider. kort polypeptid langt polypeptid 80

80 Fig Receptorfunktion antigener Antistof bindes til antigen på en bakterie. bakterie antistof Antistof virker som et håndtag, som fagocyterende celler kan tage fat i. Antistoffet aktiverer komplementsystemet. Herved dannes komplementfaktorer, der borer huller i bakterien. Leukocytter, bl.a. fagocyterende celler, tiltrækkes, og bakterien fagocyteres. fagocyterende celler med receptor til komplement komplementfaktorer fagocyterende celle med receptor til antistof 81

81 Fig Opbygning af antistofklasser antigen IgG IgA IgM Opbygningen af de forskellige antistofklasser. 82

82 Fig Allergisk reaktion Basofil granulocyt eller mastcelle med IgE. allergen Hvis allergen bindes til IgE, frigøres histamin. IgE vesikel cellekerne histamin 83

83 Fig Oversigt over luftvejene cavum nasi pharynx larynx trachea pulmo 5. costa sternum 84

84 Fig Alveolesække med alveoler Alveolesækkene sidder for enden af de mindste bronkiegrene, omgivet af lungekapillærer. bronkiole gren af a. pulmonalis gren af v. pulmonalis lungekapillær alveole 85

85 Fig Alveole og lungekapillær Skematisk figur, der viser alveole og lungekapillær. Fra luften i alveolerne til blodet i lungekapillærerne er afstanden kort, kun to lag celler. O 2 og CO 2 skal derfor kun bevæge sig kort vej. Den tynde membran er ikke vist på figuren. alveole O 2 enlaget pladeepitel enlaget pladeepitel lungekapillær CO 2 86

86 Fig Inspiration og eksspiration inspiration eksspiration sternum costa diaphragma diaphragma Ved inspirationen øges thorax rumfang ved, at diaphragma bliver mere flad, og thorax løftes. Herved skabes et undertryk i lungerne og luft suges ind i lungerne. Ved eksspiration sænkes thorax og diaphragma hvælver op i thorax. Herved skabes et overtryk i lungerne og luft presses ud af lungerne. 87

87 Fig Muskuli intercostales sternum 3. costa costa Mm. intercostales strækker sig fra costa til costa. Der findes to lag, mm. intercostales externi og mm. intercostales interni. pleura parietalis mm. intercostales ribbensbrusk m. intercostalis externus m. intercostalis internus 88

88 Fig Thorax, fra siden sternum costa rygsøjle Thorax set fra venstre side. De fleste costae er fjernet. Ved hjælp af mm. intercostales externi kan thorax hæves. Herved øges thorax størrelse, både fra side til side og fra rygsøjle til sternum. Resultatet bliver, at thorax rumfang øges. 89

89 Fig Costa, oppefra sternum rygsøjle costa Et costa set ovenfra. Når costa hæves, øges afstanden fra rygsøjle til brystben og fra side til side. Herved øges thorax rumfang. Ved inspiration drejer costae om en akse, der går forfra og bagud, og en akse, der går gennem de to små led, der forbinder costa og hvirvler. 90

90 Fig Lungernes placering trachea oesophagus apex pulmonis Oversigt over lungernes og hjertets placering. Desuden vises lungernes inddeling i lapper og de to diaphragmakupler. v. cava superior aorta overlap overlap mellemlap underlap underlap basis pulmonis diaphragma cor 91

91 Fig Pleura Pleura, lungehinden, er en tolaget hinde, der omgiver lungerne. Det ene lag (pleura visceralis) beklæder lungernes overflade og går ind i spalterne mellem lungelapperne. Det andet lag (pleura parietalis) beklæder thorax inderside, oversiden af diaphragma samt organer og bindevæv i mediastinum. costa bronchus trachea pleurahulen diaphragma 92

92 Fig Cavum nasi og pharynx Cavum nasi, næsehule og pharynx, svælg. sinus frontalis concha nasalis os nasale sinus sphenoidalis brusk vestibulum nasi nasopharynx palatum durum oropharynx epiglottis hypopharynx palatum molle larynx oesophagus trachea 93

93 Fig Næsehulens knogler os frontale sinus frontalis os nasale brusk maxilla os ethmoidale sinus sphenoidalis os sphenoidale conchae nasales os palatinum Cavum nasi, næsehulens, knogler. Højre side af næsehulen, med conchae nasales ses. Loftet i cavum nasi udgøres af os nasale, os frontale, os ethmoidale og os sphenoidale. Bunden i cavum nasi udgøres af maxilla og os palatinum. tand 94

94 Fig Ciliernes funktion partikel slim cilier epitelcelle Cilier bevæger slimlag med f.eks. støv-partikler til svælget. Når cilierne bevæger sig den ene vej (mod højre på figuren), er de strakt og skubber til den slim, der ligger som et tæppe hen over slimhinden. Når de bevæger sig den modsatte vej, er de bøjede. 95

95 Fig Kæbe-, pande- og bihuler sinus ethmoidales Luftfyldte hulrum (sinus) i de knogler, der omgiver næsehulen. sinus frontalis sinus sphenoidalis sinus maxillaris 96

96 Fig Larynx og trachea Larynx, strubehovedet, og trachea, luftrøret. Mellem trachea og rygsøjle ligger oesophagus, spiserøret. Over larynx ligger os hyoideum, tungebenet. os hyoideum rygsøjle epiglottis cartilago thyroidea oesophagus sternum 1. costa clavicula 97

97 Fig Bruskene i larynx epiglottis cartilago thyroidea cartilago cricoidea Bruskene i larynx, strubehovedet, set skråt bagfra. 98

98 Fig Larynx og øverste del af trachea os hyoideum epiglottis Larynx, strubehovedet, og det øverste af trachea set skråt bagfra. Bagsiden af larynx og trachea er fjernet. plicae vestibulares cartilago thyroidea plicae vocales trachea 99

99 Fig Larynx med stemmelæber cartilago thyroidea a plicae vocales Et kig ned i strubehovedet. cartilagenes arytaenoideae Stemmelæber og stemmeridse kan ses, øverst i åben, nederst i lukket tilstand. stemmeridse b cartilago cricoidea 100

100 Fig Trachea og de to hovedbronkier trachea højre hovedbronchus venstre hovedbronchus carina 101

101 Fig Tracheas opbygning brusk slimhinde bindevæv og muskulatur 102

102 Fig Trakeostomi Gennem et hul i trachea er der indført et lille metalrør, hvor igennem respirationen kan foregå. epiglottis cartilago thyroidea cartilago cricoidea oesophagus metalrør bruskstykke 103

103 Fig Venstre lunge øvre lungelap a. pulmonalis sin. bronchus vv. pulmonales sin. nedre lungelap fordybning efter hjerte fordybning efter aorta Venstre lunge set fra mediastinum, dvs. fra hjertesiden. Figuren viser lungehilus, hvor bronchus og store kar løber til og fra lungen. 104

104 Fig Bronkiernes forgrening Bronkiernes forgrening i lungerne. cartilago thyroidea trachea øvre lungelap øvre lungelap højre hovedbronchus venstre hovedbronchus midterste lungelap carina nedre lungelap lapbronkier nedre lungelap Fig En bronkies grening til mindre og mindre bronkier og bronkioler. Det ses, at bruskstykkerne i væggen bliver mindre og mindre og til sidst forsvinder. lapbronkie bronkie 105 alveolesæk bronkiole

105 Fig Transport af kuldioxid CO 2 -transport. Det meste CO 2 omdannes i erytrocytter til H 2 CO 3 (kulsyre), der spaltes til H + og HCO 3 - (bicarbonat). H + bindes til hæmoglobin. Bicarbonat pumpes ud af erytrocytterne. I alveolernes kapillærer sker den modsatte proces, hvorefter CO 2 kan diffundere til alveolerne. 106

106 Fig Oversigt over fordøjelseskanalen Cavum oris og oesophagus er ikke med på figuren. Rectum er skjult af vesica urinaria. diaphragma ventriculus hepar colon pancreas intestinum tenue vesica urinaria 107

107 Fig Dentes dicidui Dentes decidui, mælketænder og anlæg til blivende tænder i venstre kæbehalvdel hos et barn på omkring fem år. Overfladen på kæben er delvis fjernet, så mælketændernes rødder samt anlæg til de blivende tænder kan ses. Der er i hver kæbehalvdel i såvel over- som underkæbe fem mælketænder: 2 fortænder, 1 hjørnetand og 2 kindtænder; ialt 20 tænder. 108

108 Fig Dentes permanentes Tænderne i højre kæbehalvdel hos en voksen. Der er i hver kæbehalvdel i såvel over- som underkæbe 7-8 tænder: 2 fortænder, 1 hjørnetand, 2 forkindtænder og 2-3 kindtænder; i alt tænder. dentes molares dentes incisivi dentes praemolares dens caninus 109

109 Fig Snit gennem tand emalje dentin Længdesnit gennem en tand. krone hals gingiva rod cement pulpa blodkar nerve 110

110 Fig Hoved- og halsregionen palatum durum palatum molle cavum nasi udmunding fra tuba auditiva cavum oris dentes tonsilla palatina lingua epiglottis mandibula os hyoideum oesophagus Længdesnit (sagittalsnit) gennem en del af hoved- og halsregionen. Cavum oris, pharynx (svælg) og oesophagus (spiserør) er fremhævet. Det ses, at tungen er fæstet til mandibula (underkæben) samt til os hyoideum (tungebenet). 111

111 Fig Tunge med smagsløg tungepapil smagsløg a Lingua, tungen, set ovenfra. På figuren er med gult angivet, hvor på tungen smagsløgene i sær er koncentreret. b Længdesnit gennem en tungepapil med smagsløg. 112

112 Fig Spytkirtler Ansigtet set fra højre side med de tre store spytkirtler. Glandula parotis, ørespytkirtlen, mellem kæbevinklen og øret har udførselsgang på kindens inderside ud for 2. kindtand i maxilla (overkæben). Glandula submandibularis kæbespytkirtlen, ved kæbevinklen på indersiden af mandibula (underkæben), har udførselsgang på en slimhindefold under tungen lige ved siden af det midtstillede tungebånd, frenulum linguae. glandula parotis Glandula sublingualis, tungespytkirtlen, i mundbunden under tungen har flere udførselsgange til slimhindefolden under tungen. glandula submandibularis glandula sublingualis 113

113 Fig Mundhulen Et kig ind i mundhulen med svælgporten bagtil. uvula (drøbelen) fauces tonsilla palatina tungens underside frenulum linguae (tungebånd) slimhindefold med udmundinger fra gl. sublingualis udmunding af gl. submandibularis udførselsgang 114

114 Fig Synkerefleks nasopharynx palatum molle oropharynx hypopharynx epiglottis fødeklump larynx oesophagus Under synkningen presser tungen maden bagud. Synkerefleksen medfører, at palatum molle kommer til at dække for nasopharynx, mens epiglottis kommer til at dække for larynx. Maden kan derfor kun komme ned i oesohpagus. Den videre passage i oesophagus sker ved hjælp af peristaltiske bevægelser i oesophagus muskler. Den peristaltiske bølge skubber maden foran i et jævnt tempo ned i ventriklen. 115

115 Fig Aflåst sideleje I aflåst sideleje ligger personen på siden med underste arm lidt bagud trukket fri af ryggen. Herved sikres, at personen ikke ruller om på ryggen. Hovedet skal være bøjet bagover og munden åben, så der er frit afløb for spyt eller opkast. 116

116 Fig Oesophagus Oesohpagus ligger bag trachea (luftrøret) og cor (hjertet). Det passerer gennem et hul, hiatus oesophageus, i diaphragma for at nå ned til ventriklen, som er placeret under venstre diaphragmakuppel. trachea oesophagus cirkulært muskellag længdegående muskellag slimhinde På figuren er en del af aorta fjernet for at vise nedre del af oesophagus. Øvrige kar til cor er ligeledes fjernet for overskuelighedens skyld. cor aorta Fig. 3-22b Lille del af oesophagus, der viser væggens opbygning. diaphragma hiatus oesophageus cardia pylorus ventriculus 117

117 Fig Ventriklens inddelinger cardia fundus ventriculi curvatura minor corpus ventriculi pars pylorica pylorus curvatura major 118

118 Fig Ventriklens opbygning slimhindeoverflade peritoneum (bughinde) cardia slimproducerende celle pylorus bulbus duodeni længdegående muskler cirkulært forløbende muskler skråt forløbende muskler slimhinde med stærkt foldet overflade parietalcelle hovedcelle kirtelrør b Kirtler i ventrikelslimhinden a Ventriklen er omgivet af peritoneum, bughinde. Under peritoneum er der tre lag glat muskulatur: yderst et lag af længdegående muskulatur, under dette et lag af cirkulært forløbende muskulatur og inderst mod slimhinden et lag, hvor muskulaturen har et skråt forløb. Inderste lag i ventriklens væg består af en stærkt foldet slimhinde. 119

119 Fig Nervus vagus stimulation Ved såvel tanken om mad som synet, lugten og smagen af mad sender nervus vagus impulser til ventriklen, som begynder at udskille mavesaft samt danne hormonet gastrin. 120

120 Fig Ventriklens æltebevægelser Ventriklens æltebevægelser sikrer, at maden bliver blandet godt med mavesaft, så fordøjelsesenzymerne kan virke. 121

121 Fig Tyndtarmens opbygning peritoneum med blodkar og nerver til tarmvæggen a Tyndtarmens opbygning. slimhinde længdegående muskler cirkulært forløbende muskler tværgående folder dannet af slimhinden villi intestinales slimhindefold epitelcelle med mikrovilli villi muskellag lymfekapillær b Slimhindefolder med udposninger, villi intestinales, der gør slimhindens overflade stor. 122 tyndt muskellag der går op i slimhindefolderne blodkar c Længdesnit gennem en villus med kapillærer og lymfekar. Villi er desuden forsynet med glatte muskler og med forgreninger fra autonome nerver, (er ikke med på figuren).

122 Fig Tarmens opdeling i segmenter Figuren viser tarmens opdeling i skiftende segmenter, der sikrer, at chymus bliver blandet med tarmsaft. 123

123 Fig Optagelse af lipider A emulgering af fedt ved hjælp af galdesure salte B miceller stor fedtdråbe vandopløselig negativ ladet del fedtopløselig del triglycerid tre fedtsyrer galdesure salte monoglycerid fedtsyre glycerol A. De store fedtdråber, der findes i chymus, bliver ved tarmens blandebevægelser slået i stykker til små dråber, som bliver blandet med galdesure salte. Ved denne sammenblanding trænger den fedtopløselige del af de galdesure salte ind i fedtdråberne, mens den vandopløselige negativt ladede del stikker ud fra overfladen. De negative ladninger frastøder hinanden og hindrer de små dråber i at smelte sammen igen fedtet emulgerer. De små fedtdråber har en større samlet overflade end de store dråber, og dermed får det fedtspaltende enzym, lipase, en større overflade af virke på. Lipase nedbryder triglycerider i overfladen af fedtdråberne til monoglycerider og frie fedtsyrer. 124 B. Monoglycerider og frie fedtsyrer må fjernes fra fedtdråberne og bringes i kontakt med tarmepitelets celleoverflade. Men da de er fedtopløselige, må de først gøres vandopløselige. Dette sker ved, at de omgives af galdesure salte under dannelse af miceller. Miceller er så små, at de kan føres ind mellem tarmens mikrovilli og aflevere fedtsyrer og monoglycerider ved epitelcellernes overflade.

124 Fig Colon colon transversum Colon, tyktarmen. colon ascendens colon descendens ileum colon sigmoideum taenia haustra rectum caecum appendix vermiformis ampulla recti anus 125

125 Fig Bækkenbundsmuskler bækkenbundsmuskler indgår i aflukning af tarmen urethra (urinrør) anus vagina 126

126 Fig Defækationsrefleks Defækationsrefleks. Figuren er stærkt forenklet. nervebaner mellem defækationscenter og storhjerne defækationscenter i sakralmarv sanseindtryk fra ampulla recti motoriske impulser til tarm og indre lukkemuskel n. pudendus 127

127 Fig Madens passage gennem fordøjelsessystemet Figuren viser, hvor længe maden er om at passere gennem fordøjelseskanalen. kl Vi spiser en bid af en ostemad. Brødet, som hovedsageligt består af stivelse, begynder allerede at blive nedbrudt af enzymer i spyttet. Ca. 1 minut efter at vi har taget en bid af brødet, synker vi maden. Selve synkeprocessen tager knapt 10 sekunder. kl Maden når til ventriklen. I ventriklen begynder proteinerne (i ost og mælk) at blive spaltet til mindre molekyler af enzymer i mavesaften, mens nedbrydningen af stivelse stopper. Når maden bliver blandet med mavesaft, bliver den til en tyndtflydende vælling, der bliver lukket ud i duodenum i små portioner. kl Ca. 4 timer efter måltidet er ventriklen tømt. I duodenum bliver madens lipider (i smør og ost) nedbrudt af enzymer fra bugspyt, og nedbrydningsprodukterne bliver optaget fra tarmen. Samtidigt fortsætter nedbrydningen af proteiner, mens nedbrydning af stivelse genoptages. Fra duodenum bliver chymus ført videre til den resterende del af tyndtarmen, jejunum og ileum, hvor den sidste nedbrydning af protein og stivelse finder sted. Proteiner er nu nedbrudt til aminosyrer, som er proteinernes byggesten, og stivelse er nedbrudt til monosakkaridet glukose. Hvis vi har drukket kaffe med sukker og mælk til maden, har vi fået både sukrose (rørsukker) og laktose (mælkesukker). Begge disse disakkarider skal helt ned i jejunum, før de bliver nedbrudt af enzymer i tarmsaften. 7-8 timer efter at vi har spist, er alle næringsstoffer optaget fra tarmen og med dem en del vand, såvel fra det vi har drukket som fra fordøjelsessekreterne. 128 kl Tarmindholdet med ufordøjelige planterester (fibrene fra fuldkornsbrødet) bliver ført fra ileum til colon. I colon optages lidt salte og vand, og fæces bliver mere fast. kl eller senere timer efter et måltid bliver ufordøjelige plantefibre udskilt i fæces sammen med afstødte tarmepitelceller, galdefarvestof, bakterier og lidt vand.

128 Fig Peritoneum Peritoneum parietale er angivet med grøn og peritoneum viscerale med rød. hepar pancreas ventrikel peritoneum parietale duodenum colon transversum omentum majus intestinum tenue peritoneum viscerale vesica urinaria uterus 129

129 Fig Blodforsyning til mave-tarmkanal og hepar mod højre hjertehalvdel fra venstre hjertehalvdel v. cava inferior hepar a. hepatica aorta abdominalis v. portae ventrikel Skematisk oversigt over blodforsyningen til mave-tarmkanal og hepar. Figuren viser hepars dobbelte blodforsyning. Portåresystemets vener er angivet med lilla. Arterier og vener til milten er ikke medtaget på figuren. 130

130 Fig Mave-tarmkanalens portåresystem vena cava inferior vv. hepaticae Mave-tarmkanalens portåresystem, et system af vener, der fører blodet fra mave-tarmkanal og splen (milten) til hepar. hepar v. portae v. gastrica v. pancreas ventriculus splenica splen Vener fra nederste del af rectum bliver ikke ført til v. portae, men til v. iliaca interna, som tømmer sig i v. cava inferior. Dette kan man udnytte ved at give medicin som stikpiller. Herved kan de aktive stoffer nå ud til cellerne, hvor de skal virke, før de kommer til hepar. På figuren er colon transversum fjernet. Desuden er duodenum og pancreas skåret over, og organerne spredt ud til siderne. colon ascendens v. mesenterica superior v. mesenterica inferior colon descendens ileum 131 vener der tømmer sig i v. iliaca interna rectum

131 Fig Ventrikel, hepar, galdeveje, pancreas, duodenum hepar ductus hepaticus ventriculus ductus cysticus vesica fellea cauda pancreatis ductus pancreaticus ductus choledocus jejunum duodenum papilla duodeni major caput pancreatis corpus pancreatis Oversigt over ventrikel, hepar, galdeveje, pancreas og duodenum. Galdevejene omfatter ductus hepaticus, ductus choledocus og ductus cysticus. Galden bliver ført fra hepar gennem ductus hepaticus og videre gennem ductus choledocus til duodenum. Når galdevejene er fyldt presses der galde gennem ductus cysticus ind i vesica fellea, galdeblæren, hvor galden koncentreres og opbevares til der er brug for den. Ductus choledocus udmunder sammen med ductus pancreaticus, udførselsgangen fra pancreas, i papilla duodeni major i duodenum. Her er der en lukkemuskel, m. sphincter Oddi. Lukkemusklen er kontraheret, når der ikke er brug for galde eller bugspyt til fordøjelse. 132

132 Fig Udsnit af en leverlobulus gren fra v. portae gren fra a. hepatica levercelle lille galdegang centralvene galdekapillær fagocyterende celle Udsnit af en leverlobulus. Grene fra a. hepatica og fra v. portae fører ind mod lobulus midte, hvor blodet samles i en central vene. Galde dannes i levercellerne og bliver herfra ført gennem galdekapillærer og videre i større og større galdegange bort fra leveren til vesica fellea. 133

133 Fig Nedbrydning af medicinmolekyle medicinmolekyle aktiv kemisk gruppe aktiv kemisk gruppe aktiv kemisk gruppe a De aktive grupper på et stof her et medicinmolekyle afgør om stoffet passer til en bestemt receptor i membranen på de celler, hvor stoffet skal virke. receptor medicinmolekyle cellemembran b Ændring af de aktive grupper medfører, at stoffet ikke længere passer til sin receptor i cellemembranen. Dette kan medføre, at stoffet bliver mindre virksomt eller helt mister sin virkning. 134

134 Fig Glandula thyroidea Glandula thyroideas placering. cartilago thyroidea glandula thyroidea trachea 135

135 Fig Omsætning af kulhydrat tarm blodkar hepar vævscelle portåresystemet glykogen glykogen glukose glukose glukose glukose + O 2 CO 2 + H 2 O + E fruktose fruktose anaerob forbrænding galaktose galaktose laktat laktat + E O 2 CO 2 + H 2 O + E 136

136 Fig Omsætning af protein tarm portåresystemet protein hepar i levervæv blodkar plasmaproteiner vævsceller vævsproteiner aminosyrer aminosyrer deaminering transaminering aminosyrer aminosyrer enzymer hormoner antistoffer NH 3 carbamid NH 3 carbamid rest + O 2 CO 2 + H 2 O + E glukose fedt glukose fedt glukose + O 2 CO 2 + H 2 O + E til depot 137

137 Fig Omsætning af fedt tarm blodkar lymfekar chylomikroner vævscelle fedtsyrer depot glycerol fedtsyrer + O 2 CO 2 + H 2 O + E fedtsyrer chylomikron-rest VLDL fedtsyrer LDL HDL kolesterol cellemembraner steroidhormoner D-vitamin kolesterol fjerner overskydende kolesterol 138

138 Fig Regulering af blodglucose blodkar hepar vævscelle glykogen glykogen i g + a i i a glukose glukose glukose + O 2 CO 2 + H 2 O + E i = insulin g = glukagon a = adrenalin 139

139 Fig Nedbrydning af fedtdepoter hepar blodkar fedtceller glukose k glycerol glukose a+g k triglycerid fedtsyrer k ketonstoffer ketonstoffer vævsceller ketonstoffer + O 2 CO 2 + H 2 O + E a = adrenalin g = glukagon k = kortisol 140

140 Fig Dannelse af glucose blodkar hepar vævscelle glukose glukose rest g NH 3 carbamid carbamid aminosyrer aminosyrer aminosyrer k vævsproteiner g = glukagon k = kortisol 141

141 Fig Kroppens kernetemperatur 18 C skaltemperatur 34 C Kernetemperatur (37 C konstant) Kernetemperatur (37 C konstant) I kroppens indre, dens kerne, er der, når vi er i hvile, en konstant temperatur på omkring 37 C. Det er nødvendigt, for at de indre organer kan fungere. Uden om kernen er der en skal med lavere temperatur. Skallens tykkelse og dermed kernens størrelse varierer efter temperaturen i omgivelserne, således at kernetemperaturen på 37 i et større område, når temperaturen i omgivelserne er høj og i et mindre område, når temperaturen i omgivelserne er lav. 142

142 Fig Oversigt over urinvejene oesophagus Urinvejenes placering i bughulen. glandula suprarenalis a. renalis diaphragma splen ren v. renalis De fleste af bughulens øvrige organer, der fortil dækker for urinvejene, er fjernet. De fleste af aortas sidegrene er ligeledes fjernet. Testes er trukket ud til siderne, så de bedre kan ses. v. cava inferior aorta abdominalis ureter colon sigmoideum vesica urinaria penis testis 143

143 Fig Nyre med blodkar Højre nyre set forfra. Fedtkapslen, der omgiver nyren, er fjernet. a. renalis v. renalis ureter 144

144 Fig Nyrens opbygning pyramide papil Højre nyre set forfra. Nyren er skåret igennem, så bark og en del af pyramiderne kan ses. calyx pelvis renalis cortex renalis capsula fibrosa ureter 145

145 Fig Pelvis renalis capsula fibrosa pyramide cortex renalis Nyrebækkenet, pelvis renalis, med calyces der omgiver pyramidernes spids. Gennem huller på pyramidespidsen strømmer den færdige urin til pelvis og videre til ureter. pelvis renalis a. renalis v. renalis calyx ureter 146

146 Fig Ureteres glandula suprarenalis v. cava inferior aorta abdominalis ren Ureteres, urinledernes, forløb fra nyrer til urinblære. Se også fig ureter a. ilica communis v. ilica communis vesica urinaria urethra 147

147 Fig Snit gennem urinblæren ureter m. detrusor vesicae Gennemskåret vesica urinaria, urinblære, set lidt skråt forfra. Ureteres indmunder i bunden af blæren gennem to små huller, højre og venstre ostium ureteris. Urinrøret starter som et hul, ostium urethrae internum. m. sphincter vesicae blærehals ostium ureteris ostium urethrae internum urethra 148

148 Fig Vesica urinarias placering hos kvinden ovarium uterus Vesica urinarias placering hos kvinden. Vesica ligger bag symfysen, foran vagina, skeden, og under uterus, livmoderen. Under blæren ligger diaphragma urogenitale, bækkenbunden. peritoneum m. detrusor vesicae vesica urinaria symfyse rectum diaphragma urogenitale urethra vagina m.sphincter urethrae 149

149 Fig Ureteres indmunding i urinblæren ostium ureteris ureter Ureteres indmunding i urinblæren. Det ses, hvordan ureters forløb gennem blærevæggen giver mulighed for at åbne og lukke ureter. m. detrusor vesicae 150

150 Fig Miction Figuren viser forløbet af de nerveimpulser, der har betydning for mictionen. cortex cerebri Når vesica urinaria er fyldt, sendes impulser fra sanseceller i vesicas væg, til mictionscentret i den sakrale del af rygmarven. Impulsen fortsætter til hjernen, hvorved bevidsthed om mictionstrangen opstår. Fra hjernen kan mictionscentrets udsendelse af impulser til blære og lukkemuskler forhindres, hvorved vandladning kan forhindres. sanseindtryk til hjernen hæmmende impulser fra hjernen mictionscenter sensoriske nerveceller vesica urinaria m. sphincter urethrae urethra 151

151 Fig Vesica urinarias placering hos manden vesica urinaria peritoneum m. detrusor vesicae symfyse ostium urethrae internum corpus spongiosum prostata urethra diaphragma urogenitale rectum Urinblærens placering hos en mand. Desuden ses urinrørets forløb gennem prostata, pars prostatica, gennem bækkenbunden, pars membranacea og gennem penis ene svulmelegeme, pars spongiosa. scrotum ostium urethrae externum testis 152

152 Fig Nyrens blodforsyning pyramide cortex renalis Højre nyre gennemskåret, så nyrens blodforsyning kan ses. a. renalis v. renalis ureter capsula fibrosa 153

153 Fig. 4-12/ Nefron med glomerulus Bowmans kapsel efferent arteriole afferent arteriole proximal tubulus distal tubulus Et nefron, hvor blodforsyning, Bowmans kapsel, tubuli, Henles slynge og samlerør kan ses. Urinen dannes under forløbet fra Bowmans kapsel til samlerørets sidste del. samlerør Henles slynge pyramidespids 154 efferent arteriole afferent arteriole glomerulus kapillær omgivet af Bowmans kapsels indre lag Bowmans kapsels ydre lag proximal tubulus Fig Glomerulus som den kan ses, hvis en del af Bowmans kapsel er fjernet. Den efferente arterioles diameter er mindre end den afferente arterioles. Herved opstår stort tryk på blodet i glomerulus, hvilket er en forudsætning for nefronets filtration.

154 Fig Bowmanske kapsel efferent arteriole Bowmans kapsels ydre lag proximal tubulus Skematisk figur der viser, hvordan den Bowmanske kapsels indre lag ligger tæt om glomeruluskapillærerne. Til huller i kapslens væg svarer huller i kapillærernes væg. glomerulus kapillær Den Bowmanske kapsel og en del af glomeruluskapillæret er gennemskåret. afferent arteriole celle i Bowmans kapsels indre lag celle i væg på glomeruluskapillær 155

155 Fig Nefronets inddeling proksimal tubulus distal tubulus efferent arteriole afferent arteriole Et nefron, hvor blodkarrene er fjernet, så inddelingen i proksimal tubulus, Henles slynge og distal tubulus kan ses. Hvor den distale tubulus berører den afferente arteriole, findes det juxtaglomeregulære apparat. juxtaglomeregulære apparat samlerør tilløb fra andet nephron Henles slynge 156

156 Fig Nefronets placering glomerulus Bowmans kapsel capsula fibrosa cortex renalis Nefronernes placering i et udsnit af en nyre. Samlerørenes udmunding på pyramidespids er vist. Det ses, at alle glomeruli er placeret i barken, mens Henles slynger og samlerør er placeret i marven (pyramiderne). Henles slynge pyramide gren af v. renalis gren af a. renalis pyramidespids samlerør 157

157 Fig Filtration plasmaproteiner erytrocytter Bowmans kapsel glomerulus Skematisk fremstilling af filtrationen. Det ses, at små molekyler (næringsstoffer, affaldsstoffer og ioner) filtreres til Bowmans kapsel, mens blodets celler og plasmaproteiner bliver i blodkarret. filtrat med vand, ioner, næringsog affaldsstoffer tubulus 158

158 Fig Filtrationstryk glomerulus Filtrationstrykket dannes som et resultat af det hydrostatiske tryk, det kolloidosmotiske tryk og kapseltrykket. Bowmans kapsel tubulus hydrostatisk tryk 60 mm Hg kolloidosmotisk tryk 25 mm Hg kapseltryk 10 mm Hg 159

159 Fig Reabssorptionspumpens placering Figuren viser reabsorptionspumpernes placering i tubulusvæggens celler. Cellerne er tæt forbundet med hinanden (tight junctions), så der ikke er fri passage mellem blod og tubulusvæske. blod celle i kapillærvæg pumpe vævsvæske tubuluscelle tight junction tubulusvæske 160

160 Fig Reabsoption Reabsorptionen sker ved, at et stof pumpes ud af tubuluscellerne, som herved får en lav koncentration af stoffet. Der er herved skabt grundlag for en diffusion af stoffet, dels til blodet, dels fra tubulusvæsken til tubuluscellerne. blod vævsvæske tubulusvæske diffusions-pil 161

161 Fig Osmose erytrocytter glomerulus plasmaprotein Vand føres tilbage til blodet ved osmose. Det osmotiske tryk skabes ved, at nyttestoffer reabsorberes, og derved opnår højere koncentration i blodet end i tubulusvæsken. Bowmans kapsel 162

162 Fig Kroppens vandbalance mad og drikke Oversigt over kroppens vandbalance. Vand føres til blodet fra mad og tarm mavesæk blod fordampning fordampning alveole drikke i mave-tarmkanalen og dannes i cellerne ved forbrænding af næringsstoffer. Vand tabes ved sved og fordampning fra alveoler og hud. En del tabes som en del af fæces. I nyrerne sker der en reguleret udskillelse. fordøjelsessekreteter hud svedkirtel vand fra mad og drikke forbrændingsvand urin afføring celle nyre 163

163 Fig Tansport af ADH Neurosekretoriske celler i hypothalamus Neurosekretoriske celler fører ADH fra hypothalamus til blodkar i hypofysens baglap. arterielt blod til hypofysebaglap hypofyseforlap hypofysebaglap venøst blod med ADH 164

164 Fig Osmotisk tryk Nedsat vandmængde i blodet medfører, at alle blodets dele bliver koncentreret i mindre vand. Herved stiger blodets osmotiske tryk. erytrocytter plasmaproteiner 165

165 Fig Reabsoption af salt glomerulus Skematisk fremstilling af Na + - reabsorptionen. Na + reabsorberes. Cl - følger med. En del Na + reabsorberes på bekostning af K +, der føres til tubulus. Bowmans kapsel tubulus blod kapillærvæg pumpe celle i tubulus filtrat Cl - Na + Cl - Na + Na + Na K + Cl - Cl - Cl - 166

166 Fig Kroppens syre-base-balance mavesæk tarm blod celle alveole Oversigt over kroppens syre-base balance. Syre, H +, føres til blodet fra føden og fra cellerne. Fra cellerne kommer også CO 2, der i blodet omdannes til kulsyre. I nyrerne udskilles syre, mens der i lungerne udskilles CO 2, hvorved der fjernes kulsyre fra blodet. nyre 167

167 Fig Nyrernes udskillelse af syre blod tubuluscelle Nyrernes udskillelse af syre (H + ). I tubuluscellerne dannes H 2 CO 3, kulsyre, som spaltes til H + og HCO - 3, bicarbonat. H + pumpes til tubulus, i bytte for Na +, mens HCO - 3 pumpes til blodet. I blodet kan HCO - 3 bindes til H +, som derved fjernes. 168

168 Fig Snit gennem huden hår smertenerve epidermis kuldereceptor svedkirtel talgkirtel receptor for berøring dermis hårsæk glat muskel følenerve (berøring) trykreceptor varmereceptor subcutis arterie vene fedtceller 169

169 Fig Snit gennem epidermis stratum corneum epidermis Langerhansk celle Skematisk snit gennem epidermis. Figuren viser: Basalmembranen der adskiller epidermis fra dermis. Stratum basale, epidermis vækstlag. Epitelceller der er på vej op mod stratum corneum. Desmosomer der forbinder epitelcellerne indbyrdes. Stratum corneum, hornlaget, det yderste lag døde epitelceller. Melanocyt der danner hudens pigment, melanin. Langerhansk celle der indgår i kroppens beskyttelse mod mikroorganismer. dermis desmosomer stratum basale basalmembran vene arterie melanocyt 170

170 næring Fig Snit gennem en del af epidermis og dermis Snit gennem nederste del af epidermis affaldsstoffer næring affaldsstoffer næring affaldsstoffer epidermis og øverste del af dermis. På figuren vises transporten af næringsstoffer og affaldsstoffer mellem dermis og epidermis. stratum basale lymfekapillær elastinfibre basalmembran kapillær fibroblast arterie dermis vene kollagene fibre makrofag 171

171 Fig Påvirkning af smertenerveceller smertereceptor smertereceptor 172

172 Fig Påvirkning af trykreceptorer a Påvirkning af trykreceptor ved sammenpresning af huden. trykreceptor følereceptor b Påvirkning af receptor for berøringssansen. 173

173 Fig Påvirkning af kulde- og varmereceptorer a Påvirkning af hudens kuldereceptorer med en kold genstand. kuldereceptor b Påvirkning af hudens varmereceptorer. 174 varmereceptor

174 Fig Hår hår epidermis Hårsækken er et rør, som er dannet af epitelceller. I bunden af røret er der en udvidelse, hårløget, hvorfra håret vokser. Følenerve omkring hårsækken aktiveres ved så let berøring som et vindpust. hårsæk talgkirtel dermis m. arrector pili hårløg subcutis nerve fedtceller 175

175 Fig Hår ved afslappet tilstand og ved gåsehud a Figuren viser en afslappet m. arrector pili, der strækker sig fra det nederste af hårsækken til den øverste del af dermis. b Når musklen kontraheres, rejser håret sig, og vi får gåsehud. Samtidig presses talg ud af talgkirtlen. 176

176 Fig Hudturgor Man kan bedst se, om en person er dehydreret, ved at klemme huden sammen over brystbenet eller på indersiden af underarmen. 177

177 Fig Udvikling af tryksår, risikoområder Oversigt over de områder på huden der er mest udsat for at få tryksår. 178

178 Fig Lydopfattelse Vibrationer fra lydkilden får luftens molekyler til at svinge lidt frem og tilbage. Molekylerne presses sammen i bevægelsesretningen og fortyndes bagved. 179

179 Fig Snit gennem øret membrana tympani pars petrosa canales semicirculares auris interna Snit gennem en del af os temporale (tindingebenet) og øret. auricula meatus acusticus externus cochlea Figuren viser auris externa, auris media med de tre små høreknogler samt auris interna med høre- og ligevægtsorganerne. øreflip cavum tympani fenestra rotunda vestibulum tuba auditiva 180

180 Fig Lydbøgernes vej gennem øret Snit gennem meatus acus- meatus acusticus externus membrana tympani malleus incus stapes fenestra ovalis ticus externus, auris media samt en lille del af cochlea. Figuren illustrerer, hvordan lydbølger, via membrana tympani og høreknoglerne, fremkalder væskesvingninger i cochlea. cavum tympani fenestra rotunda tuba auditiva 181

181 Fig Den hindede- og den benede labyrint canales semicirculares vestibulum forbindelse til cerebrospinalvæske mellem hjernehinderne cochlea Skematisk oversigt over den hindede og den benede labyrint. Den hindede labyrint består af nogle membransække angivet med kraftig blå der indeholder høre- og ligevægtsorganerne. Membransækkene ligger inde i den benede labyrint. Denne består af nogle hulrum angivet med lyseblå i den fortykkede del af os temporale. forbindelse til cerebrospinalvæske mellem hjernehinderne 182

182 Fig Snit gennem cochlea a Snit gennem cochlea. Pilene angiver, at væskesvingninger i perilymfen forplanter sig fra fenestra ovalis op gennem sneglen i øverste sneglegang og ned igennem nederste sneglegang til fenestra rotunda. Dybe toner fremkalder væskesvingninger, der sætter basalmembranen i snegletoppen i svingning, mens lyse toner får basalmembranen i sneglebunden til at svinge med. Et tyndt lag af cochleas omgivende knoglevæv er tegnet med for at vise snegleformen tydeligt. knoglefremspring på cochleas akse scala vestibuli scala tympani ductus cochlearis b Mellemste sneglegang med det cortiske organ. fenestra ovalis scala vestibuli ductus cochlearis n. cochlearis fenestra rotunda scala tympani 183 figurerne er drejet 90 o i forhold til hinanden.

183 Fig Det cortiske organ membrana tectoria sansecellers hår basalmembran støttecelle nerveceller som indgår i n. cochlearis hårbærende sansecelle Det cortiske organ med hårbærende sanseceller omgivet af støtteceller, som er placeret på basalmembranen. Når basalmembranen sættes i svingninger, bøjes sansecellernes hår mod membrana tectoria. Herved opstår elektriske impulser, der som nerveimpulser føres gennem n. cochlearis til hørecentrene. 184

184 Fig Dynamisk ligevægtssans canales semicirculares hårbærende sanseceller a Snit gennem canales semicirculares og vestibulum. utriculus ampulla sacculus gelékappe forhøjning med hårbærende sanseceller b Snit gennem ampulla med en lille forhøjning med hårbærende sanseceller indlejret i en geléagtig kappe. 185

185 Fig Statisk ligevægtssans a a. Når vi holder hovedet oprejst, er hårene på utriculus sanseceller ikke afbøjet. Figurerne viser, hvordan sansecellerne i utriculus påvirkes, når vi: a. holder hovedet oprejst, b. bevæger hovedet lineært og c. holder hovedet på skrå. b bevægelsesretning b. Når vi bevæger hovedet lineært (frem og tilbage eller fra side til side), afbøjes hårene på sansecellerne i utriculus modsat bevægelsesretningen. Hvis vi kører i elevator er det hårcellerne i sacculus, der påvirkes. c c. Når vi holder hovedet på skrå, afbøjes sansecellernes hår i utriculus såvel som i sacculus. 186

186 Fig Lysopfattelse pupil Øjet kan sammenlignes med et kamera, hvor øjets lysbrydende dele svarer til kameralinsen og de lysfølsomme celler til filmen. linse kameralinse 187

187 Fig Øjets opbygning bindevævstråde corpus ciliare den blinde plet blodkar til n. opticus neuroner stav tap pigmentcelle n. opticus cornea pupil lens corpus vitreum macula lutea lysstråle iris sclera chorioidea bipolært neuron retina retina a Snit gennem bulbus oculi, øjeæblet, der viser øjets opbygning. b Detailfigur af retina med de lysfølsomme stave og tappe samt deres nerveforbindelser. 188

188 Fig Regulering af pupillens størrelse iris iris radiær muskel ringmuskel radiær muskel ringmuskel a b a I stærkt lys bliver pupillen mindre for at beskytte øjets lysfølsomme celler mod for stærk lyspåvirkning. Det sker ved kontraktion af ringmusklen i iris. b I svagt lys bliver pupillen større for at lukke så meget lys som muligt ind i øjet. Det sker ved kontraktion af den radiære muskel i iris. 189

189 Fig Akkomodation lens kontraheret m. ciliaris afslappet m. ciliaris iris lens bindevævstråde a camera anterior med kammervand camera posterior med kammervand lens b cornea a Når m. ciliaris kontraheres, bliver bindevævstrådene slappe, og lens buler ud. b Når m. ciliaris er afslappet, strammes bindevævstrådene, og lens bliver mere flad. Fig. 6-12a + b Skematisk figur der viser, hvordan lens med bindevævstråde er hæftet til corpus ciliare som et rundt vindue i en vinduesramme. Corpus ciliare indeholder en ringmuskel, m. ciliaris. 190

190 Fig Synsnerver Lysbølger fra genstande, vi fokuserer på, danner billede i macula lutea i begge øjne. Fra macula lutea bliver der sendt impulser gennem nerveceller til begge synscentrene. Derfor ser vi det, vi fokuserer på, tydeligst. Lysbølger, der kommer ind i øjet fra venstre side af synsfeltet, danner billede på højre side af retina, mens lysbølger fra højre side af synsfeltet rammer retinas venstre side. Nerveceller fra den side af retina, som vender mod næsen, krydser side, mens nerveceller fra den side af retina, der vender mod tindingen, ikke krydser. chiasma opticum Dette medfører, at billedet af genstande i venstre side af synsfeltet fra begge øjne bliver sendt til højre synscenter, mens billedet af genstande i højre side af synsfeltet bliver sendt til venstre synscenter. synscentre Hjernen set nedefra 191

191 Fig Snit gennem øjenhule palpebra superior m. levator palpebrae Snit gennem venstre øjenhule, orbita, viser øjets placering samt fire af de seks muskler, der bevæger øjet. Øverst i orbita ses desuden m. levator palpebrae, som løfter øverste øjenlåg (åbner øjet). palpebra inferior fire af øjets seks bevægemuskler 192

192 Fig Snit gennem forreste del af øjet m. orbicularis oculi bindevævsplade med talgkirtler m. levator palpebrae Snit gennem øjenlåg samt forreste del af øjet. Figuren viser conjunctiva, der beklæder bagsiden af øjenlågene og forsiden af sclera. Conjunctiva hæfter til randen af cornea, som den ikke dækker. palpebra superior pupil lens cornea iris udmunding af talgkirtler palpebra inferior sclera conjunctiva conjunctivalsæk 193

193 Fig Tårer palpebra superior glandula lacrimalis Tårekirtlen danner tårevæske, som beskytter cornea mod udtørring. Tårevæsken føres hen over øjet til tårekanalerne, hvorfra den føres ned i næsehulen. tårekanal saccus lacrimalis ductus nasolacrimalis 194

194 Fig Nærsynet øje I det nærsynede øje er øjeaksen for lang, derfor samles strålerne fra en fjern genstand foran retina og spredes igen til et uskarpt billede i retina. Briller med spredelinse medfører, at lysstrålerne samles i retina. Øverste figur viser strålegangen i det normale øje. 195

195 Fig Langsynet øje I det langsynede øje er øjeaksen for kort. Lysbølger fra en fjern genstand samles derfor i et punkt bag retina. På retina dannes derfor et uskarpt billede. For at få strålerne til at samles i retina, må man bruge briller med samlelinse. Øverste figur viser strålegangen i det normale øje. 196

196 Fig Normal og nedsat akkomodationsevne Hos ældre mennesker nedsættes øjets akkomodationsevne, fordi linsen bliver mere stiv. Derfor må man bruge briller med samlelinse, når man læser. Øverste figur viser strålegangen i et øje, hvor akkomodationsevnen ikke er nedsat. 197

197 Fig Oversigt over nervesystemet encephalon medulla spinalis det centrale nervesystem Skematisk oversigt over nervesystemet. det perifere nervesystem 198

198 Fig Parasympatisk og sympatisk nervesystem hjerte a Når man slapper af efter at have spist, sørger det parasympatiske nervesystem for, at hjertet slår roligt, at der bliver sendt rigeligt blod til fordøjelseskanalen, og at maden bliver fordøjet. mavesæk b Når man bliver forskrækket, sørger det sympatiske nervesystem for, at hjertet slår hurtigere, at blodforsyningen til fordøjelseskanalen bliver nedsat, så der bliver mere blod til andre områder, og at fordøjelsen bliver hæmmet. 199

199 Fig Påvirkning af autonomt og somatisk nervesystem Et sanseindtryk som f.eks. en pludselig lyd kan medføre en reaktion gennem motoriske nerveceller fra både det autonome nervesystem hjertet slår hurtigere, fordøjelsen går i stå og fra det somatiske nervesystem man farer sammen og ser efter lyden. 200

200 Fig Neuron dendritter Neuronet nervecellen. Tegningen viser neuroners grundopbygning. Pilene viser impulsens udbredelsesretning. cellekrop cellekerne akson indsnøring myelinskede 201

201 Fig Forskellige typer af neuroner a. Multipolære neuroner har flere dendritter, som fører impulser til cellekroppen og ét akson, som fører impulser fra cellekroppen. Det er den almindeligste form for neuron. Eksempler på multipolære neuroner er neuroner, der sender besked fra hjernen ned igennem rygmarven med besked til vores skelet- impulsudbredelse impulsudbredelse impulsudbredelse muskler om at trække sig sammen (side 268) samt neuroner der sender beskeden videre fra rygmarven ud til musklerne (side 270) a. multipolært neuron b. pseudounipolært neuron c. bipolært neuron b. Pseudounipolære neuroner har to udløbere, som er delvis sammenvokset i nærheden af cellekroppen. Den udløber, der fører impulser til cellekroppen, har samme opbygning som et akson. Den vil derfor i teksten blive omtalt som akson. Det er pseudounipolære neuroner, der sender besked om sanseindtryk ind til hjernen og rygmarven (side 267). c. Bipolære neuroner har to udløbere, én der fører impulser til, og én der fører impulser fra cellekroppen. Også her er begge udløbere opbygget som et akson. Bipolære neuroner findes tre steder i øjets nethinde, hvor de opfanger synsindtryk og sender dem videre (fig. 6-10b side 221) i det indre øre, hvor de indgår i høre- og balancenerverne i næsehulen, hvor de opfanger lugtindtryk og sender dem videre. 202

202 Fig Schwannske celler Schwannske celler snor sig om aksonet. Cellerne indeholder fedtstoffet myelin, som isolerer aksonet. Schwansk celle med myelin akson kerne i Schwannsk celle indsnøring mellem to Schwannske celler 203

203 Fig Aksoner Aksoner, som ikke selv har myelinskede, ligger indlejret i andre neuroners myelinskede. akson med myelinskede akson uden egen myelinskede 204

204 Fig Gliaceller Gliaceller danner myelinskede omkring aksoner i centralnervesystemet. nervecellekrop akson gliacelle myelinskede 205

205 Fig Aksonbundter bindevæv akson omgivet af myelinskede vene arterie fedtceller bundt af aksoner omgivet af bindevæv En nerve indeholder mange neuroner, som ligger samlet i bundter, der er omgivet af bindevæv. I hvert bundt kan der være sensoriske neuroner såvel som motoriske neuroner, der både kan være somatiske og autonome. 206

206 Fig Nervestimulation og impulsudbredelse a. Neuron i hvile. Cellens indre er negativ i forhold til ydersiden = hvilepotentialet. Hvilepotentialet er omkring -70 mv. b. Stimulering af neuronet medfører, at der, på det stimulerede sted, åbnes kortvarigt for nogle natriumkanaler i cellemembranen. Na + strømmer ind i cellen og gør cellens indre positiv i forhold til ydersiden. Hvis påvirkningen er stor nok, opstår der et aktionspotential. Aktionspotentialet er omkring +40 mv. c. De negative forhold på ydersiden af cellemembranen tiltrækker positive ioner fra naboområdet. De positive ioner på indersiden af cellemembranen forskydes til naboområdet. d. Dette medfører, en kortvarig åbning af natriumkanaler i naboområdet og dermed indstrømning af Na + i cellen. Herved opstår et nyt aktionspotential i impulsens udbredelsesretning. e. Der hvor impulsen kommer fra lukker natriumkanalerne, og i få millisek. lader de sig ikke åbne, selvom membranens inderside tilføres positive ioner fra naboområdet. Derfor kan der ikke opstå et nyt aktionspotential, membranen er refraktær. Dette sikrer, at impulsen ikke kan føres tilbage, hvor den kommer fra. Samtidig øges permeabiliteten for K + kortvarigt, og K + strømmer ud af cellen, hvorved hvilepotentialet genetableres. f. På samme måde føres impulsen videre hen ad neuronet. Fig Nervestimulation og impulsudbredelse. 207

207 Fig Impulsudbredelse i umyeliniseret akson Trin 1 Trin 2 Impulsudbredelse i et umyeliniseret akson foregår langsomt hen langs hele aksonet. 208

208 Fig Impulsudbredelse i myeliniseret akson Trin 1 Trin 2 Impulsudbredelse i et myeliniseret akson foregår hurtigt, i spring saltatorisk udbredelse fra indsnøring til indsnøring i myelinskeden. 209

209 Fig Impulsoverførsel i nerveende aksoner fra to neuroner hvorfra der kommer impulser nervecellekrop synapseknop akson sender impulser videre til tre andre neuroner synapsespalte vesikel med neurotransmitter receptor for neurotransmitter synapse Aksonets endegrene har opsvulmede synapseknopper med vesikler, som indeholder neurotransmitter. Når en nerveimpuls når frem til synapseknopperne, bliver der frigjort neurotransmitter til synapsespalten. Neurotransmitteren hæfter til receptorer i modtagercellens membran, hvorved impulsen føres videre til næste celle. 210

210 Fig Centralnervesystemets placering Hjernen, encephalon (her ses storhjernen, cerebrum og lillehjernen, cerebellum) kranieknogle C e r e b r u m ligger beskyttet i kraniekassen og rygmarven i en kanal, som er dannet af rygsøjlens hvirvler. De hinder, der omgiver hjerne og rygmarv, er ikke tegnet med på figuren. Cerebellum medulla spinalis hvirvler 211

211 Fig Snit gennem hjernen corpus callosum hypothalamus sammenvoksning mellem de to thalami 3. ventrikel med thalamus i sidevæggen epifyse Snit gennem encephalon, hjernen, der viser mediale side af højre hjernehalvdel. Venstre hjernehalvdel er fjernet. chiasma opticum aquaductus cerebri hypofyse { firhøjene hjernestammen pons medulla oblongata 4. ventrikel cerebellum 212

212 Fig Hjernen, lateralt cerebrum Lateralsiden af venstre hjernehalvdel. (Hjernen set fra venstre side). Hjernens omgivende hinder er ikke tegnet med på figuren. pons medulla oblongata cerebellum udspring af hjernenerver 213

213 Fig Hjernens hemisfærer, oppefra venstre hemisfære højre hemisfære De to storhjernehemisfærer set fra oven. sulcus centralis 214

214 Fig Frontalsnit af hjernen corpus callosum cortex cerebri capsula interna medulla cerebri Frontalsnit af hjernen med grå substans i overfladen og hvid substans centralt. lateralventrikel thalamus 3. ventrikel basale hjerneganglier hypothalamus pons cerebellum medulla oblongata med krydsning af pyramidebaner 215

215 Fig Storhjerne med lobi lobus frontalis lobus parietalis Lateralsiden af venstre storhjernehemisfære, med angivelse af lobi. Tilsvarende lobi findes i højre hemisfære. lobus occipitalis lobus temporalis 216

216 Fig Storhjerne med motoriske og sensoriske centre Motoriske centre Sensoriske centre Venstre storhjernehemisfære med gyrus præcentralis og gyrus postcentralis fremhævet. Gyrus præcentralis indeholder motoriske centre, som angivet i detailfiguren. Centrene sender impulser til kroppens muskler. Gyrus postcentralis indeholder sensoriske centre, som angivet i detailfiguren. Centrene modtager sanseindtryk fra hud, bevægeapparat og organer. Centre i venstre storhjernehemisfære har forbindelser til kroppens højre side, mens centre i højre halvdel har forbindelse med kroppens venstre side. 217

217 Fig Storhjerne med centre i cortex gyrus præcentralis med motoriske centre Brocas område (talecenter) gyrus postcentralis med sensoriske centre Wernickes område (center for sprogforståelse) Lateralsiden af venstre storhjernehemisfære med centre i cortex indtegnet. Tilsvarende centre, pånær Brocas og Wernickes områder, findes i højre hemisfære. synscenter hørecenter 218

218 Fig En bevægelse sættes i gang motorisk cortex frontallap Tanken om bevægelse opstår i frontallapperne. Herfra sendes impulser basale hjerneganglier ponskerner (nucleus pontis) thalamus cerebellum 1. til basale hjerneganglier, hvor programmer på indlærte bevægelser er lagret. Basalganglierne sætter den aktuelle bevægelse sammen og sender impulser via thalamus til den motoriske cortex. Ruten er på figuren vist med orange. 2. via nogle kerner i pons til cerebellum, (som desuden får impulser fra muskler og sener, øje og øre). Cerebellum sender herefter modificerende impulser via thalamus til den motoriske cortex. Ruten er på figuren vist med brun. Den motoriske cortex sender herefter impulser ned gennem medulla spinalis, vist med grønt, og ud til musklerne. 219

219 Fig Storhjerne med det limbiske system gyrus cinguli Medialsiden af højre storhjernehemisfære med det limbiske system indtegnet. lugtenerve nucleus amygdalae hippocampus 220

220 Fig Det limbiske system ved forskrækkelse Emotionel reaktion på forskrækkelse. thalamus Sanseindtryk bliver sendt til centre i cortex cerebri såvel som til det limbiske system. Det limbiske system sætter os i stand til at reagere hurtigere på en eventuel fare, end hvis vi først skal tænke os om. synscenter nucleus amygdalae 221

221 Fig Medulla spinalis og spinalnerver cerebrum cerebellum Skematisk oversigt over medulla spinalis og spinalnerver. Spinalnerverne passerer mellem hvirvlerne fra medulla spinalis ud til kroppen. medulla spinalis nn. intercostales medulla spinalis slutter ved overkanten af anden lumbalhvirvel plexus sacralis: nerver til bækkenbund og ben 222

222 Fig Encephalon og medulla spinalis grå substans hvid substans Encephalon og medulla spinalis set fra venstre side. Detailfigurerne viser medulla spinalis opbygning. akson myelinskede cellekrop 223

223 Fig Snit gennem medulla spinalis sensoriske bagstrengsbaner baghorn sensoriske sidestrengsbaner Tværsnit af medulla spinalis. Figuren viser, hvordan sensoriske (orange) og motoriske (grønne) nervebaner er fordelt. forhorn motoriske sidestrengsbaner sensoriske forstrengsbaner 224

224 Fig Hjernehinderne kranieknogle sinus sagittalis arachnoidea-totter dura mater subdurale rum arachnoidea subarachnoidalrummet med cerebrospinalvæske pia mater cortex cerebri Figuren viser dels placeringen af meninges, dels et frontalsnit af øverste del af hjernen med de tre hjernehinder. Yderst den to-lagede dura mater (grå), der i midtlinien danner en af hjernevenerne, sinus sagittalis. Derunder mellemste hjernehinde, arachnoidea (sort), og inderste hjernehinde, pia mater (lys rød). Mellem arachnoidea og pia mater er der cerebrospinalvæske, som har afløb til veneblodet i sinus sagittalis gennem arachnoideatotter. 225

225 Fig Dura mater falx cerebri sinus sagittalis Mediant sagittalsnit, der viser, hvordan inderste lag af dura mater folder ind mellem de to storhjernehalvdele, de to lillehjernehalvdele samt mellem stor- og lillehjerne. Desuden viser figuren de store hjernevener. sinus transversus falx cerebelli tentorium cerebelli 226

226 Fig Halshvirvel med medulla spinalis den posteriore (dorsale) side (den side der vender bagud) Figuren viser en halshvirvel set fra oven med medulla spinalis og meninges placering i canalis vertebralis. cavum epidurale dura mater cavum subdurale arachnoidea hvirvelbue subarachnoidalrummet pia mater dura mater er delvis fjernet bagerste spinalnervegren hvirvellegeme vener arteriegren med blod til hjernen den anteriore (ventrale) side (den side der vender fremad) forreste spinalnervegren 227

227 Fig Hjernen med ventrikler Hjernen set fra venstre side med ventrikler indtegnet. 228

228 Fig Hjernens ventrikler lateralventrikler 3. ventrikel aquaductus cerebri 4. ventrikel 229

229 Fig Cerebrospinalvæskens dannelse og afløb sinus sagittalis arachnoidea dura mater arachnoideatot plexus chorioideus Snit gennem hjernen og det øverste af rygmarven. Figuren viser cerebrospinalvæskens dannelse i ventriklerne, dens cirkulation samt dens afløb til sinus sagittalis. Pia mater er ikke med på figuren. 3. ventrikel aquaductus cerebri 4. ventrikel subarachnoidalrummet omkring encephalon cisterne magna canalis centralis subarachnoidalrummet omkring medulla spinalis 230

230 Fig Udtagning af cerebrospinalvæske rygmarv Patienten sidder let foroverbøjet, så det er lettere at tage prøven. subarachnoidalrum med cerebrospinalvæske Ved udtagning af cerebrospinalvæske føres en kanyle ind i subarachnoidalrummet. Prøven foretages mellem 3. og 4. lumbalhvirvel for ikke at skade medulla spinalis. 231

231 Fig Hjernenerver og deres forsyningsområder 1. N. olfactorius 2. N. opticus 6. N. abducens 3. N. oculomotorius 4. N. trochlearis 5. N. trigeminus 7. N. facialis 8. N. vestibulo-cochlearis 9. N. glossopharyngeus 10. N. vagus 12. N. hypoglossus 11. N. accessorius 232 Oversigt over hjernenerverne og deres forsyningsområder. Sensoriske neuroner (okker). Motoriske neuroner: somatiske og parasympatiske (grønne).

232 Fig Hvirvelsøjle med spinalnerver medulla spinalis hvirvel Udsnit af hvirvelsøjlen set fra venstre side med spinalnervers passage gennem foramina intervertebralia (huller mellem hvirvlerne). bruskskive fremefter bagud bagerste gren af spinalnerve forreste gren af spinalnerve 233

233 Fig Hvirvelsøjle med spinalnervernes forløb 1. cervikale spinalnerve 8. cervikale spinalnerve 1. thorakale spinalnerve Skematisk længdesnit af hvirvelsøjlen med angivelse af spinalnervernes forløb. Cervikale del af medulla spinalis samt cervikale spinalnerver er angivet med orange, thorakale dele med gul, lumbale dele med gul-orange og sakrale samt coccygeale dele med okker. Lumbale og sakrale spinalnerver ligger som en hestehale, cauda equina, på deres vej fra medulla spinalis og ned gennem canalis vertebralis til de passerer ud gennem hullerne mellem hvirvlerne. 12. thorakale spinalnerve 1. lumbale spinalnerve afslutning på medulla spinalis 5. lumbale spinalnerve 1. sakrale spinalnerve afslutning på rygmarvshinderne 5. sakrale spinalnerve coccygeale spinalnerve 234

234 Fig Medulla spinalis med nerverødder og grene spinalnerves bagerste gren spinalnerves bagerste rod Tværsnit af medulla spinalis med angivelse af spinalnervernes rødder og grene. spinalnerves forreste gren spinalnerves forreste rod 235

235 Fig Arm med nerver plexus brachialis C - 5 C - 6 C - 7 T - 1 Højre arm og hånd set fra håndfladesiden, ventralsiden, med de vigtigste af nerverne til arm og hånd. På vejen ned til hånden afgiver nerverne grene, som ikke er med på figuren. Fra n. radialis er der grene ned i de tre første fingre (kan ikke ses på figuren). n. medianus n. radialis n. ulnaris 236

236 Fig Ben med nerver, forfra og bagfra a Forside af højre ben med de vigtigste nerver til ben og fod. Nogle af de grene, der afgives undervejs, er antydet på figuren. plexus sacralis plexus lumbalis b Bagsiden af højre ben med de vigtigste nerver til ben og fod. Nogle af de grene, der afgives undervejs, er antydet på figuren. n. ischiadicus n. ischiadicus n. obturatorius n. femoralis n. femoralis n. peroneus n. tibialis n. tibialis n. peroneus 237

237 Fig Sensoriske bagstrengsbaner sensorisk cortex i gyrus postcentralis thalamus thalamus basale hjerneganglier Forløbet af sensoriske bagstrengsbaner (for dybdesensibilitet, let tryk og berøring). Banerne har synapse i medulla oblongata, hvorefter der går baner videre til cerebellum i samme side og cortex cerebri i modsatte side. Banerne til cortex cerebri har igen synapse i thalamus, før de føres videre til cortex cerebri til sensoriske centre. medulla oblongata til cerebellum sensorisk spinalgangliecelle medulla spinalis 238

238 Fig Sensoriske sidestrengsbaner sensorisk cortex i gyrus postcentralis thalamus Forløbet af sensoriske sidestrengsbaner (for temperatur og smerte) og forstrengsbaner (for kraftigt tryk). Banerne har synapse i baghornet, hvorefter de krydser til modsatte side. Herfra forløber de i henholdsvis sidestreng og forstreng op gennem medulla spinalis og medulla oblongata. Banerne har synapser i thalamus, hvorfra der sendes impulser videre til cortex cerebri til sensoriske centre. medulla oblongata spinalganglieceller medulla spinalis 239

239 Fig Somatiske motoriske ledningsbaner motorisk cortex i gyrus præcentralis capsula interna thalamus basale hjerneganglier Forløbet af somatiske motoriske ledningsbaner, pyramidebanerne. Banerne har udspringsceller i motoriske centre i cortex cerebri (i gyrus præcentralis). Herfra forløber de gennem capsula interna til medulla oblongata, hvor de skifter side og løber ned gennem sidestrengene til forhornet i det rygmarvssegment, hvor de har forbindelse med en perifer nerve. medulla oblongata medulla spinalis 240

240 Fig Sympatisk nervesystem Oversigt over det sympatiske nervesystem. I det sympatiske nervesystem udgår neuronerne fra medulla spinalis fra alle 12 thorakale samt de to øverste lumbale segmenter. Det sympatiske nervesystems påvirkning af blodkar, svedkirtler og de glatte muskler, der rejser hårene, er ikke vist på figuren. Forbindelsen mellem hjernen og de sympatiske udspringsceller er ikke vist på figuren. solar plexus 241

241 Fig Parasympatisk nervesystem Oversigt over det parasympatiske nervesystem. I det parasympatiske nervesystem udgår neuronerne dels fra encephalon, dels fra medulla spinalis fra sakralsegmenter nummer to, tre og fire. Forbindelsen mellem hjernen og de parasympatiske udspringsceller i medulla spinalis er ikke vist på figuren. 242

242 Fig Den sympatiske grænsestreg a Figuren viser den sympatiske grænsestreng. sympatisk grænsestreng sidehorn forhorn 243 b Udsnit af medulla spinalis og den sympatiske grænsestreng. Sympatiske neuroner føres fra sidehorn (lateralhorn) i medulla spinalis ud gennem forhornene. De fortsætter gennem forreste rod af spinalnerverne til den sympatiske grænsestreng, der ligger lige udenfor hvirvelsøjlen. Her har de sympatiske neuroner forbindelse med hinanden opad og nedad i grænsestrengen. Desuden indeholder grænsestrengen samlinger af nervecellekroppe (ganglier) fra neuroner, som fører impulserne videre ud til organerne. De neuroner, der går fra medulla spinalis til grænsestrengen, kaldes præganglionære celler, fordi de ligger før grænsestrengenes ganglier, mens de neuroner, der fører impulserne videre fra grænsestrengen til organerne er de postganglionære neuroner.

243 Fig Reflekser besked til hjernen baghorn forhorn smerteneuron indskudsneuron spinalgangliecelle motorisk neuron Reflekser medfører, at vi reagerer hurtigere f.eks. på skadelige påvirkninger, end vi ville gøre, hvis impulserne skulle bearbejdes i hjernen først. Sensorisk neuron (okker), motorisk neuron (grønt), og indskudsneuronet i medulla spinalis (sort). muskel 244

244 Fig Patellarrefleks motorisk neuron sensorisk neuron Patellarrefleksen, knærefleksen, er et eksempel på de mest simple refleksbuer, idet der kun indgår to neuroner. Første neuron, det sensoriske neuron, bringer impulser fra sanseceller ind til medulla spinalis. Impulserne bliver i forhornet overført til neuron nummer to, det motorisk neuron, der har forbindelse til den store lårmuskel. 245

245 Fig Simpel refleks 2. neuron 3. neuron En simpel refleksbue holder sig til et enkelt segment af medulla spinalis. Der kan indgå tre neuroner. Første neuron fører impulser fra sanseceller ind til medulla spinalis. I baghornet overføres impulserne til et lille indskudsneuron, som i forhornet danner synapse med neuron nummer tre, det motoriske neuron. 1. neuron 246

246 Fig Sammensat refleks 3. I en sammensat refleks indgår der mere end tre neuroner, og refleksbuen omfatter flere niveauer af medulla spinalis. 4. Rækkefølgen på refleksbuens neuroner er på figuren angivet med numre

247 Fig Smerteførende neuron neuron for let tryk og berøring smerteneuron Smerteførende neuroner overfører i baghornet i medulla spinalis impulser til neuron nummer to, der fører smerteimpulserne videre til cerebrum. Hvis det smerepåvirkede sted masseres, vil de trykfølsomme neuroner aktivere nogle indskudsneuroner i baghornet af medulla spinalis. Fra indskudsneuronet frigøres en neurotransmitter, opioidpeptider, der hæmmer frigørelsen af neurotransmitter fra det smeteførende neuron. Hermed hæmmes den videre udbredelse af smerten. 248

248 Fig Smerteimpulser hypothalamus sensorisk cortex hjernestammen thalamus det limbiske system neuroner der medfører smertehæmning Smerteimpusler føres gennem smerteneuroner til medulla spinalis. I baghornene overføres impulserne til et nyt neuron, der fører impulserne op gennem medulla spinalis. Smertebanerne danner synapse i thalamus og føres herfra videre til sensoriske centre i cortex cerebri. Fra thalamus er der desuden forbindelse til det limbiske system. Undervejs mod thalamus afgives der grene fra smertebanerne til hjernestammen. Smerteimpulsernes overførsel i baghornene kan hæmmes fra det limbiske system og hypothalamus, der har forbindelse til hjernestammen. Fra hjernestammen sendes der impulser videre ned gennem medulla spinalis for i baghornet at hæmme overførslen af smerteimpulsen. smerteførende neuron 249

249 Fig Oversigt over endokrine kirtler hypofyse Skematisk oversigt over de endokrine kirtler. gl. thyroidea med 4 små gll. parathyroideae gll. suprarenales pancreas ovarier testes 250

250 Fig Peptidhormoners og katekolaminers virkning hormonreceptor vandopløseligt hormon Peptidhormoners og katekolaminers virkningsmekanisme. Hormoner hæfter til receptorer på cellemembranen. Herved aktiveres enzymer i cellen til at omdanne allerede dannede proteiner til aktive enzymer. inaktivt enzym aktivt enzym cytoplasma cellemembran 251

251 Fig Steroidhormoners og stofskiftehormoners virkning fedtopløseligt hormon kernemembran cellekerne hormonreceptor DNA Steroidhormoners og stofskiftehormoners virkningsmekanisme. Hormoner trænger ind gennem cellemembranen og hæfter til receptorer i cellen. Hormon-receptorkompleks føres ind i cellekernen og fremmer her proteinsyntesen. proteindannelse cellemembran 252

252 Fig Dannelse af hypofysebaglapshormoner neurosekretoriske celler i hypothalamus Dannelse af hypofysebaglapshormoner sker i neurosekretoriske celler i hypothalamus. Hormonerne føres gennem de neurosekretoriske cellers udløbere ned til hypofysebaglappen, hvorfra de sendes ud i blodet. arterielt blod til hypofysebaglap hypofyseforlap hypofysebaglap venøst blod med hypofysebaglapshormoner (dannet i hypothalamus) 253

253 Fig Oversigt over hypofysehormoner og deres virkninger Oversigt over hypofyseforlaps- og hypofysebaglapshormoner og deres virkninger. hypothalamus hypofyseforlap hypofysestilk baglap sella turcica FSH og LH PROLAKTIN TSH ACTH SOMATO- MSH ADH OXYTOCIN TROPIN stimulerer kønskirtlers produktion af kønshormon stimulerer skjoldbruskkirtlens produktion af T 3 / T 4 stimulerer vækst vandbesparelse og blodtryksstigning Thyroidea knogle testosteron østradiol og progesteron thyroidea-hormon T 3 / T stimulation af mælkekirtler stimulerer binyrebarks produktion af glukokortikoider ( og kønshormon) stimulerer pigmentceller Ve-stimulation

254 Fig Portåresystem mellem hypothalamus og hypofyseforlap arterio-venøst kapillærnet celler der danner frigørelseshormoner hypothalamus Portåresystemet mellem hypothalamus og hypofyseforlap. Hormoner, som dannes i hypothalamus, føres med blodet direkte til hypofyseforlappen, hvor de fremmer eller hæmmer dannelse af hypofyseforlapshormoner. arterie til hypothalamus vener der fører frigørelseshormoner fra hypothalamus til hypofyseforlap hypofyseforlap arterie til hypofyseforlap vene med hypofyseforlapshormoner hypofysebaglap kapillærnet i hypofyseforlap 255

255 Fig Feed-back mekanisme hypothalamus Oversigt over feed-back systemet mellem hypothalamus, hypofyseforlap og en endokrin kirtel. Bemærk at feed-back mekanismen, ud over at virke tilbage på hypofysen, også virker tilbage på hypothalamus, som styrer hypofyseforlappens dannelse af overordnet hormon. hypofyseforlap hæmning med blodet (hormonerne sendes ud i blodet) 256

256 Fig Hæmning af melatoninudskillelsen hypot- lys halamus melatonin epifyse Når øjet udsættes for lyspåvirkning, bliver der sendt impulser gennem synsnerven til hypothalamus. Herfra bliver informationerne sendt videre til epifysen, hvor de hæmmer udskillelsen af melatonin. 257

257 Fig Oversigt over kvindelige kønsorganer salpinx uterus bugmuskler ovarium os sacrum Sagittalsnit gennem nederste del af kroppen med de kvindelige kønsorganer. De fleste af bugens øvrige organer er ikke med på figuren, dog kan vesica urinaria, urinblære, og rectum, endetarm, ses. vesica urinaria symfyse rectum urethra clitoris labia minora labia majora vagina bækkenbundsmuskulatur bækkenbundsmuskulatur 258

258 Fig Snit gennem ovarium follikel æg æganlæg Snit gennem ovarium (æggestok). a. ovarica corpus luteum Æganlæg vokser under påvirkning af FSH til en follikel, der danner østradiol. Efter ca. 14 dage fremkaldes ægløsning af LH. Folliklen omdannes herefter til corpus luteum, der danner progesteron i ca. 14 dage. Herefter omdannes corpus luteum til corpus albicans. marv v. ovarica corpus albicans 259

259 Fig Uterus, salpinges, ovarier salpinx uterus ligamentum teres fimbriae ovarieligament Figuren viser uterus, livmoder, med salpinges, æggeledere, og ovarier, æggestokke. En del af uterus og den ene salpinx er gennemskåret. Vagina, skeden, er også skåret igennem. ovarium ligamentum latum vagina 260

260 Fig Snit gennem uterus og vagina cavum uteri salpinx ligamentum teres endometrie myometrie perimetri fundus uteri corpus uteri Gennemskåret uterus, livmoder, og vagina, skede, set forfra. Uterus forskellige afsnit er angivet, og væggens tre lag kan ses. Vaginas vægge er holdt åbne med pincetter. portio uteri collum uteri vagina 261

261 Fig Uterus placering myometrie endometrie perimetrie portio uteri Sagittalsnit af uterus, livmoder, og vagina, skede. Figuren viser uterus foroverbøjede stilling og vaginas placering mellem vesica urinaria og rectum. rectum vesica urinaria vagina 262

262 Fig Vulva mons pubis Vulva, kønsåbningen. clitoris vagina urethra labia minora labia majora anus 263

263 Fig Menstruationscyklus hypothalamus GnRH hypofysens portåre Skematisk oversigt over menstruationscyklus der viser, hvordan hormoner fra hjernen påvirker ovaria og urterus. ovarie hypofyse FSH FSH LH LH Ved menstruationen bliver det meste af endometriet udstødt. En ny slimhinde opbygges under stimulation med østradiol fra en ovariefollikel. Ægløsning bliver fremkaldt af LH fra hypofysen. Samtidig omdannes folliklen til corpus luteum, der producerer progesteron. Hvis ægget ikke befrugtes, standser progesteronproduktionen og en ny menstruation starter. ØSTRADIOL PROGESTERON endometrie 264 blodkar kirtel MENSTRUA- TION PROLIFERATIONSFASE SEKRETIONSFASE

264 Fig Regulering af kvindelige kønshormoner hypothalamus hypofyse forlap GnRH FSH LH Regulation af produktionen af østradiol og progesteron. Hypofyseforlappens produktion af FSH og LH påvirkes af koncentrationen af østradiol, inhibin og progesteron i blodet ved feed-backmekanismer. FSH- og især LHproduktionen påvirkes desuden af GnRH fra hypothalamus. Stiplet pil angiver hæmmende virkning. corpus luteum follikel ØSTRADIOL INHIBIN PROGESTERON ovarium 265

265 Fig Mammas opbygning costa brystmuskulatur Sagittalsnit gennem mamma, brystkirtel. Mælken dannes i kirtelvævet og føres herfra gennem ductus lactiferi til sinus lactiferi, hvor den opmagasineres. kirtelvæv papilla fedtvæv sinus lactiferi ductus lactiferi 266

266 Fig Mamma Mamma, brystkirtel. papilla areola 267

267 Fig Oversigt over mandlige kønsorganer symfyse ductus deferens vesica urinaria vesicula seminalis rectum prostata Sagittalsnit gennem nederste del af kroppen med de mandlige kønsorganer. De fleste af bugens øvrige organer er ikke med på figuren, dog ses rectum, endetarm, og vesica urinaria, urinblære. corpus cavernosum corpus spongiosum præputium epididymis scrotum bækkenbundsmuskler glans penis urethra testis 268

268 Fig Lyskekanaler vesica urinaria symfyse testis ductus deferens Figuren viser, hvordan testes, testikler, flytter sig fra dannelsesstedet højt i bughulen, til scrotum, pungen. Ductus deferentes, sædlederne, kommer herved til at strække sig fra testes, gennem lyskekanalerne, over vesica urinaria, urinblæren, til urethra, urinrøret. penis urethra testis scrotum 269

269 Fig Testes i fostertilstand scrotum peritoneum testis Under fostertilstanden synker testes, testiklerne, ned i scrotum, pungen. En lille fold af peritoneum, bughinden, bliver afsnøret som en lille, flad, beskyttende blære. 270

270 Fig Testis opbygning bindevæv sædkanal ductus deferens Snit gennem testis, testikel, der er inddelt i lobi, lapper, hvor sædkanalerne findes. Fra sædkanalerne føres sædcellerne gennem små rør til epididymis, bitestiklen. lobi epididymis blære af peritoneum 271

271 Fig Forstørrelse af sædkanal i testis stamcelle sædkanal Sertolicelle sædcelle Leydigske celler Forstørrelse af sædkanal i testis, testikel. Stamceller ved sædkanalernes væg deler sig, og de nye celler udvikles til sædceller. Udviklingen reguleres af Sertoliceller. Mellem sædkanalerne findes Leydigske celler, der producerer testosteron. blodkar 272

272 Fig Regulering af mandlige kønshormoner hypothalamus GnRH hypofyseforlap FSH LH Regulering af sædcelle- og testosteronproduktion. FSH, follikel stimulerende hormon, fra hypofysen stimulerer Sertoliceller, som fremmer produktionen, dels af sædceller, dels af hormonet inhibin. Inhibin regulerer dannelsen af FSH. LH, luteiniserende hormon, stimulerer Leydigske celler til produktion af testosteron. Produktionen af LH reguleres af GnRH fra hypothalamus og af testosteronkoncentrationen i blodet. Stiplet pil angiver hæmmende virkning. INHIBIN sertoliceller Leydigske celler TESTOSTERON testis 273

273 Fig Sædcelle enzymer hoved hals Sædcelle. I hovedet findes enzymer, der gør det muligt for sædcellen at trænge ind i og befrugte ægget. Et stykke af halen er fjernet hale 274

274 Fig Testis, epididymis, ductus deferens epididymis ductus deferens Testis, testikel. Epididymis, bitestikel, ligger ovenpå/bag på testis. Fra epididymis starter ductus deferens, sædlederen. testis 275

275 Fig Vesica urinaria, prostata, penis ductus deferens ureter vesica urinaria vesicula seminalis Vesica urinaria, urinblære, prostata, blærehalskirtel, og penis set skråt bagfra. Prostata er delvis gennemskåret, så det kan ses, hvordan ductus deferentes, sædledere, og prostatas kirtelgange indmunder i urethra, urinrøret. prostata penis urethra 276

276 Fig Penis opbygning glans penis corpus spongiosum corpus cavernosum De tre svampede legemer i penis, set nedefra. En skive er skåret ud, så man kan se de tre legemers placering i forhold til hinanden. os pubis 277

277 Fig Oversigt over skelettet cranium clavicula costa scapula sternum humerus columna vertebralis pelvis radius ulna femur tibia fibula 278

278 Fig Oversigt over skeletmusklerne, forfra og bagfra a Oversigt over skeletmusklerne set fra forsiden. m. frontalis b Oversigt over skeletmusklerne set fra bagsiden. m. deltoideus m.pectoralis major m. sterno cleido-mastoideus m. trapezius m. serratus anterior m. biceps brachii m. brachialis m. obliquus externus m. rectus abdominis m. trapezius m. deltoideus m. latissimus dorsi m. triceps brachii fascia thoracolumbalis m. gluteus maximus adduktorer m. sartorius m. quadriceps femoris m. adductor magnus m. semitendinosus m. semimembranosus m. gastrocnemius 279

279 Fig Ægte led ledbrusk ledhoved ledskål fibrøs ledkapsel omslagsfold membrana synovialis ledhule med ledvæske Skematisk figur af et ægte leds opbygning: Ledkapsel Fibrøs ledkapsel kapsel af sejt bindevæv stram ledkapsel giver lille bevægelighed løs ledkapsel giver større bevægelighed. Membrana synovialis tynd bindevævshinde indeholder blodkar og nerver fra blodkarrene presses ledvæske ud i ledhulen. Synovia, ledvæske ernærer ledbrusken nedsætter gnidningsmodstanden i leddet ved at smøre ledbrusken. Ledbrusk - hyalin brusk beklæder ledhoved og ledskål er hård og glat nedsætter gnidningsmodstanden i leddet indeholder ikke kar og nerver. På figuren er leddet i hvilestilling. Det betyder, at ledkapsel og ligamenter er mindst muligt strammet. Der er ikke ligamenter med på figuren. 280

280 Fig Forskellige ledtyper Forskellige ledtyper. Glideled Hængselled Drejeled Sadelled 281 Kugleled

281 Fig Uægte led hyalin brusk Bækkenets knogler bliver fortil holdt sammen af fibrøs brusk i et uægte led, der kaldes symfysen. bindevævsbrusk periost (knoglehinde) 282

282 Fig Suturer i kraniet bindevæv periost Kraniekassens knogler bliver holdt sammen af bindevæv i uægte led, der kaldes suturer. 283

283 Fig Columna vertebralis, forfra 7 cervikale hvirvler atlas axis Columna vertebralis set forfra. Den består af 7 cervikalhvirvler, 12 thorakalhvirvler og 5 lumbalhvirvler, samt os sacrum som er dannet ved sammenvoksning af 5 sakralhvirvler, og os coccygis som er dannet ved sammenvoksning af 4 halehvirvler. Mellem hvirvlerne er der indskudt bruskskiver, disci intervertebrales. 12 thorakale hvirvler vertebra 5 lumbale hvirvler discus intervertebralis promontorium os sacrum os coccygis 284

284 Fig Columna vertebralis, fra siden atlas axis Columna vertebralis set fra venstre side. halslordose Figuren viser columnas krumninger. brystkyfose lændelordose bækkenkyfose 285

285 Fig Ryghvirvler med rygmarv og spinalnerver rygmarv i canalis vertebralis corpus vertebrae discus intervertebralis processus articularis processus spinosus processus transversus facetled (et glideled) Tre hvirvler set fra venstre side. Figuren viser, hvordan spinalnerverne bliver ført ud fra rygmarven gennem huller mellem hvirvelbuerne. foramen intervertebrale spinalnerve 286

286 Fig Cervikalhvirvel radix arcus lamina corpus vertebrae hul til a. vertebralis foramen vertebrale processus transversus processus articularis med ledflade til den hvirvel, der ligger oven over Cervikalhvirvel set oppefra. Cervikalhvirvler er mindre end de øvrige hvirvler og kendetegnet ved, at processus transversus har hul til blodkar, og at processus spinosus er kort og todelt i spidsen. processus spinosus 287

287 Fig De to øverste cervikalhvirvler arcus anterior dens ligament som holder dens på plads atlas axis processus spinosus ledflade til os occipitale processus transversus De to øverste cervikalhvirvler atlas og axis. Atlas har en forreste bue i stedet for corpus. Axis corpus er forlænget med en tap dens som stikker op i atlas forreste bue. 288

288 Fig Thorakalhvirvel, oppefra, fra siden corpus ledflade til costa corpus ledflade til costa processus articularis processus transversus med ledflade til costa foramen vertebrale processus transversus med ledflade til costa arcus ledflade til costa processus spinosus processus spinosus a Thorakalhvirvel set oppefra. b Thorakalhvirvel set fra venstre side. Processus spinosus er lang og nedadrettet. Corpus og processus transversus har ledflader til costae. 289

289 Fig Lumbalhvirvler, oppefra, fra siden corpus processus articularis corpus foramen intervertebrale processus transversus discus intervertebralis processus articularis processus spinosus processus transversus processus spinosus a Lumbalhvirvel set oppefra. b Lumbalhvirvler set fra venstre side. Lumbalhvirvler er større end de øvrige hvirvler Processus spinosus er spatelformet og vender lige bagud. 290

290 Fig Discus intervertebralis og diskusprolaps nucleus pulposus a Discus intervertebralis med nucleus pulposus centralt omgivet af fibrøs brusk. I den fibrøse brusk er der opstået radiært forløbende revner. discusprolaps b Del af lændehvirvelsøjle set fra venstre side. I den ene discus intervertebralis er nucleus pulposus presset bagud og trykker på rygmarven; der er opstået discusprolaps. Spinalnerverne er ikke tegnet med. 291

291 Fig Rygmuskler, udspring og tilhæftninger a De dybe rygmuskler, rygstrækkerne, mm. erectores spinae, er vores holdningsmuskler. De strækker sig i hele hvirvelsøjlens længde og holder kroppen oprejst. På figuren er musklerne delvis dækket af nogle overfladiske rygmuskler. mm. erectores spinae overfladiske rygmuskler b Oversigt over rygstrækkernes udspring og tilhæftninger. fascia thoracolumbalis 292

292 Fig Thorax, forfra manubrium sterni vertebra 1. costa ledflade til clavicula Thorax, brystkassen, set forfra. De øverste syv costae er forbundet med sternum med ribbensbrusk. Fra 8. til 10. costa er der fælles brusk til 7. ribbensbrusk, mens de nederste to costae ender frit. Man kan lokalisere hjertespidsen, som ligger mellem 5. og 6. costa corpus sterni ribbensbrusk ved at tælle sig frem fra den fortykkede overgang mellem manubrium og corpus sterni, hvor der er ledforbindelse til 2. costa. processus xiphoideus 293

293 Fig Thorax og scapula, bagfra 1. costa clavicula Thorax set bagfra med scapula, skulderbladet. led til overarmsknogle scapula 294

294 Fig Costa ledflader til hvirvellegemer caput costae tuberculum costae med ledflade til processus transversus 5. costa set bagfra. collum costae corpus fure til kar og nerver 295

295 Fig Ribbensmuskler a Thorax set fra højre side med mm. intercostales externi. b Mm. intercostales interni. sternum sternum 296

296 Fig Thorax under inspiration og eksspiration 1. costa inspiration stilling ved inspiration sternum stilling ved eksspiration eksspiration 7. costa a Thorax set fra venstre side under henholdsvis inspiration og eksspiration. Den grå streg viser thorax stilling ved inspiration. b Thorax set oppefra under henholdsvis inspiration og eksspiration. Ved inspiration drejer costae omkring en akse, der går forfra og bagud og en akse, der går gennem de to små led, der forbinder ribben og hvirvler. 297

297 Fig Diaphragma diaphragmas seneblad oesophagus Diaphragma. danner to kupler op i brystkassen. Venstre kuppel når op omkring 5. intercostalrum dvs. til mellemrummet mellem 5. og 6. ribben, mens højre kuppel når op omkring 5. ribben. I figurens højre side dækker forreste del af diaphragmakuplen for hullet til v. cava inferior. I venstre side er det forreste af diaphragmakuplen fjernet, så hullet til oesophagus vises. De to nervi vagi er ikke med på figuren. aorta 298

298 Fig Pelvis m. quadratus lumborum os ilium crista iliaca spina iliaca anterior superior spina iliaca anterior inferior knoglekant der danner overgang til det lille bækken os ischii 12. costa lumbalhvirvler promontorium fossa iliaca os sacrum linea terminalis acetabulum os coccyggis Figuren viser pelvis, bækkenet, med m. quadratus lumborum, der støtter lændehvirvelsøjlen. Bækkenet er dannet af os sacrum, os coccygis og to os coxae. Os coxae er en sammensat knogle, der består af tre knogler, os ilium, os ischii og os pubis. tuber ischiadicum symfysen os pubis 299

299 Fig Musculus rectus abdominis 5. costa Mm. rectus abdominis danner abdomens forvæg. Musklen er den vigtigste antagonist til de dybe rygmuskler. Bøjer kroppen forover og til siderne. På figuren er rectusskeden fjernet. På muskelfigurerne er der angivet navne på de strukturer, hvor musklerne har deres udspring og tilhæftning. linea alba tværgående senebånd ligamentum inguinale symfysen 300

300 Fig Musculus obliguus externus abdominis 5. costa M. obliquus externus abdominis danner yderste lag af abdomens sidevægge. Deltager i bøjning af kroppen forover og til siderne samt drejning af overkroppen. rectusskeden crista iliaca os ilium spina iliaca anterior superior ligamentum inguinale symfysen os ischii os pubis 301

301 Fig Musculus obliguus internus abdominis M. obliquus internus abdominis danner mellemste lag af abdomens sidevægge. Deltager i bøjning af kroppen forover og til siderne samt drejning af overkroppen. rectusskeden fascia thoracolumbalis crista iliaca ligamentum inguinale 302

302 Fig Musculus transversus abdominis M. transversus abdominis danner inderste lag af abdomens sidevægge. Deltager som hjælpemuskel ved eksspiration. fascia thoracolumbalis rectusskeden crista iliaca ligamentum inguinale 303

303 Fig Bækkenbundsmusklerne øverste hvirvellegeme i os sacrum os sacrum crista iliaca fossa iliaca Bækkenet set oppefra med bækkenbundsmusklerne. De indgår i endetarmens, urinrørets og skedens lukkemuskler. m. levator ani os pubis symfysen skede urinrør endetarm 304

304 Fig Skulderbladet acromion spina scapulae Højre scapula set forfra. Den forreste flade, der vender ind mod brystkassen, er let udhulet, så scapula kan ligge tæt op ad brystkassen. processus coracoideus ledskål til humerus 305

305 Fig Musculus trapezius og musculus latissimus dorsi m. trapezius humerus M. trapezius og m. latissimus dorsi. M. trapezius virker på scapula. Musklen kan løfte scapula, trække det ind mod rygsøjlen samt dreje det, så skulderleddet bliver ført opad og fremad. M. latissimus dorsi virker på skulderleddet. Musklen medvirker, når armen føres bagud og når den føres indad og drejes indad. m. latissimus dorsi fascia thoracolumbalis 306

306 Fig Musculus levator scapulae og musculus rhomboideus Scapula med m. levator scapulae og m. rhomboideus. m. levator scapulae M. levator scapulae løfter skulderbladet. M. rhomboideus fører skulderbladet ind mod rygsøjlen og drejer det indad, så skulderleddet bliver ført nedad. clavicula fossa supraspinata spina scapulae ledflade til humerus fossa infraspinata m. rhomboideus 307

307 Fig Musculus pectoralis minor clavicula processus coracoideus acromion M. pectoralis minor trækker skulderbladet nedad og fremad. Fungerer som hjælpemuskel ved inspiration. Figuren viser desuden skulderbæltet, der består af clavicula og skulderblad. 308

308 Fig Musculus serratus anterior M. serratus anterior. scapula Scapula er løftet ud, så musklens tilhæftning kan ses. Musklen fører skulderbladet udad og fremefter og drejer skulderbladet udad. 309

309 Fig Musculus deltoideus spina scapula M. deltoideus danner skulderrundingen. Musklen består af tre funktionelle dele, der samlet har mange virkninger på skulderleddet. Den deltager i abduktion, fleksion, adduktion samt indadrotation, Den medvirker også ved ekstension og udadrotation. humerus 310

310 Fig Musculus pectoralis major clavicula M. pectoralis major virker på skulderleddet, hvor den deltager i fleksion, adduktion og indadrotation. humerus 311

311 Fig Musculus supraspinatus og musculus infraspinatus m. supraspinatus spina scapula Scapula set bagfra med m. supraspinatus, der deltager i abduktion af armen og m. infraspinatus der udadroterer armen. tuberculum majus humerus m. infraspinatus 312

312 Fig Musculus subscapularis tuberculum minus Scapula set forfra med m. subscapularis, der indadroterer armen. humerus m. subscapularis 313

313 Fig Arm og skulder clavicula caput humeri collum anatomicum tuberculum majus collum chirurgicum acromion processus coracoideus Højre arm og skulderbælte set fra forfra. Armen holdes i anatomisk normalstilling: Radius og ulna ligger parallelt og håndfladen vender fremad. scapula corpus humeri epicondylus lateralis capitulum humeri caput radii collum radii tuberositas radii epicondylus medialis trochlea humeri processus coronoideus corpus radii processus styloideus radii caput ulnae processus styloideus ulnae carpus metacarpus corpus ulnae Caput - hoved capitulum - lille hoved collum - hals corpus - krop (skaftet på en rørknogle) condylus - fremspring ved en knogles ledende epicondylus - knoglefremspring på condylus (epi - på) trochlea - trisse tuberculum - lille knude majus - stor minus - lille 314 digiti manus Retninger: Medial - ind mod midtplanet (midtlinien) lateral - ud mod siden (bort fra midtplanet) proksimal - nærmest udspringsstedet distal - længst væk fra udspringsstedet

314 Fig Albue Højre albue set fra medialsiden. To fremspring på ulna, olecranon og proces- radius processus coronoideus humerus sus coronoideus, danner en ledskål, som omslutter trochlea humeri, ledhovedet på humerus. Leddet er et hængselled, hvor der kan foretages ekstension og fleksion trochlea humeri olecranon ulna 315

315 Fig Albue, bøjet og strakt humerus humerus fossa olecrani olecranon olecranon ulna radius a Højre albue set bagfra med bøjet arm. På bagsiden af humerus er der en fordybning, fossa olecrani, som albuespidsen, olecranon, passer ind i. b Når armen strækkes, føres albuespidsen, olecranon, ind i fossa olecrani. 316

316 Fig Overarm med musculus biceps brachii processus coracoideus scapula ledskål til humerus Højre overarm set forfra med m. biceps brachii, hvis hovedfunktion er fleksion af albueleddet. caput longum caput breve tuberositas radii 317

317 Fig Musculus brachialis Højre overarm set forfra med m. brachialis. Musklen deltager ved fleksion af albueleddet. humerus processus coronoideus på ulna 318

318 Fig Musculus triceps brachii Højre overarm set bagfra med m. triceps brachii. humerus Musklens hovedfunktion er ekstension af albueleddet. scapula m. triceps brachii olecranon 319

319 Fig Underarm med musculus flexor digitorum superficialis epicondylus medialis processus coronoideus Højre underarm set forfra (volarsiden) med m. flexor digitorum superficialis. Bøjemuskel for de fire ulnare fingre. mellemstykke 320

320 Fig Musculus flexor digitorum profundus Højre underarm set forfra med m. flexor digitorum profundus. ulna Bøjemuskel for de fire ulnare fingre. yderstykke 321

321 Fig Musculus extensor digitorum epicondylus lateralis humeri Højre underarm set bagfra (håndrygsiden) med m. extensor digitorum. Strækkemuskel for de fire ulnare fingre samt for håndled og albueled. sener til fingrene grundstykke mellemstykke yderstykke 322

322 Fig Hofteled acetabulum ledbrusk Articulatio coxae, hofteleddet, er leddet mellem os coxae, hoftebenet og caput femoris på femur. caput femoris trochanter major ligament collum femoris trochanter minor 323

323 Fig Lænd og bækken med musculus iliopsoas lændehvirvelsøjle Hvirvelsøjlens lændedel, bækkenet og det øverste af femur set forfra med m. iliopsoas, lændehoftebensmusklen. Musklens virkning på hofteleddet, fleksion og udadrotation. Den medvirker desuden ved drejning af kroppen. fossa iliaca (under musklen) trochanter minor 324

324 Fig Musculus gluteus maximus os sacrum os ilium Bækkenet og det øverste af femur set bagfra med m. gluteus maximus, den store sædemuskel. Musklen medvirker ved ekstension og udadrotation i hofteleddet. trochanter major 325

325 Fig Musculus gluteus medius os ilium Bækkenet set fra højre side med m. gluteus medius, den mellemste sædemuskel. Musklen medvirker ved abduktion i hofteleddet samt ved indad- og udadrotation. os sacrum os pubis tuber ischiadicum femur trochanter major 326

326 Fig Musculus gluteus minimus os ilium Bækkenet set fra højre side med m. gluteus minimus, den lille sædemuskel. Musklen medvirker ved abduktion i hofteleddet samt ved indadog udadrotation. trochanter major 327

327 Fig Bækken og ben Højre side af bækkenet samt højre ben set bagfra. caput femoris collum femoris trochanter major trochanter minor corpus femoris condylus medialis condylus medialis tibiae condylus lateralis condylus lateralis tibiae caput fibulae eminentia intercondylaris corpus tibiae corpus fibulae malleolus medialis malleolus lateralis talus calcaneus 328

328 Fig Knæled sene fra knæets strækkemuskel femur lateral menisk ledbrusk på tibia bagerste korsbånd medial menisk patella menisk forreste korsbånd tuberositas tibiae tibia a Tegningen viser et sagittalsnit gennem knæleddet med de to menisci, som er indskudt mellem femus og tibias ledflader. Korsbåndene er ikke med på figuren, men kan ses på fig. b. På forsiden af knæleddet ses patella, knæskallen, indlejret i senen til knæleddets strækkemuskel. b Tibias ledflade til femur set oppefra. Tegningen viser de hesteskoformede menisci, menisker, der er placeret, så de følger kanten rundt på ledfladen. Menisci er hæftet til ledkapslen langs hele randen, mens hesteskoenes frie spidser er fæstet til området mellem condylerne på tibia. På tegningen ses desuden begyndelsen af de to korsbånd. 329

329 Fig Lår med musculus quadriceps femoris os ilium Højre lår med m. quadriceps femoris, den firehovede lårmuskel. Den ene af muskelbugene kan ikke ses på figuren. Samlet fungerer musklen som knæstrækker. M. rectus femoris, det lige hoved, medvirker desuden ved fleksion i hofteleddet. corpus femoris m. rectus femoris patella tuberositas tibiae 330

330 Fig Musculus quadriceps femoris, musculus satorius spina iliaca anterior superior Højre lår set forfra med m. guadriceps femoris og m. sartorius, skræddermusklen. M. sartorius bruges til at sidde i skrædderstilling. adduktor muskler m. sartorius m. quadriceps femoris tibiae 331

331 Fig Lår med adduktor muskler os ischii os pubis Højre lår set forfra med adduktor musklerne. Musklerne ligger på lårets inderside. De adducerer hofteleddet, fører låret indad. M. adductor magnus ligger bag de to andre muskler. m. adductor magnus m. adductor brevis m. adductor longus femur m. adductor magnus 332

332 Fig Lår med hasemuskler Højre lår set bagfra med hasemusklerne. Musklernes virkning er ekstension i hofteled og fleksion i knæled. Når vi har bøjede ben kan musklerne rotere knæleddet. tuber ischiadicum m. semitendinosus m. biceps femoris m. semimembranosus condylus medialis tibiae condylus lateralis tibiae caput fibulae 333

333 Fig Fod, oppefra Højre fod set oppefra. digiti pedis phalanx distalis phalanx media phalanx proximalis metatarsus ossa metatarsalia tarsus os naviculare talus talus ledflade til tibia og fibula ossa cuneiformia (kileben) os cuboideum calcaneus tuber calcanei 334

334 Fig Fod, fra medialsiden talus talus ledflade til tibia og fibula hallux os naviculare os cuneiforme calcaneus Højre fod set fra medialsiden. Figuren viser den mediale af fodens længdegående buer, springbuen, der strækker sig fra calcaneus til storetåen. 335

335 Fig Underben med musculus tibialis anterior tibia Højre underben, crus, set forfra med m. tibialis anterior, som hører til forreste muskelgruppe. Musklen fremkalder opadbøjning af foden, strækning af tæerne samt inversion, løft af mediale fodrand. ligamenter 336

336 Fig Underben med lægbensmuskler fibula m. peroneus longus Højre underben, crus, set fra lateralsiden med m. peroneus longus, den lange lægbensmuskel, og m. peroneus brevis, den korte lægbensmuskel. Musklerne medvirker ved nedadbøjning af foden og udaddrejning af fodsålen. m. peroneus brevis sene fra m. peroneus brevis basis af 5. mellemfodsknogle 337

337 Fig Musculus gastrocnemius medialis og lateralis udspring fra condylus medialis på femur m. gastrocnemius medialis udspring fra condylus lateralis på femur m. gastrocnemius lateralis Højre underben, crus, set bagfra med m. gastrocnemius medialis og lateralis, de to yderst liggende hoveder af m. triceps surae. Musklen medvirker ved plantarfleksion, nedadbøjning, af foden. achillessenen 338

338 Fig Musculus soleus m. soleus Højre underben, crus, set bagfra med m. soleus, flyndermusklen, det underst liggende hoved af m. triceps surae. Musklen medvirker ved plantarfleksion, nedadbøjning af foden. 339

339 Fig Kranium, forfra os frontale os parietale os sphenoidale os lacrimale os temporale os nasale os zygomaticum maxilla septum nasi mandibula 340

340 Fig Kranium, fra siden os frontale os temporale os parietale os sphenoidale Kraniet set fra venstre side. os lacrimale os nasale os zygomaticum maxilla os occipitale processus mastoideus ydre øregangsåbning arcus zygomaticus mandibula 341

341 Fig Sagittalsnit gennem kraniet os frontale os parietale Sagittalsnit gennem kraniet der viser højre side af kraniet. Mandibula er ikke med på tegningen. sinus frontalis os temporale os nasale knoglekam fra os etmoidale maxilla vomer os palatinum sinus sphenoidalis i os sphenoidale os occipitale 342

342 Fig Kranium, nedefra palatum durum maxilla Kraniet set nedefra. os sphenoidale os zygomaticum os palatinum Mandibula er ikke med på figuren. arcus zygomaticus vomer os temporale ledflade til mandibula processus mastoideus os occipitale ledflade til atlas foramen magnum 343

343 Fig Hjernekassens bund os frontale Hjernekassens bund set oppefra. os sphenoidale os ethmoidale sella turcica os temporale os parietale pars petrosa foramen magnum os occipitale 344

344 Fig Ansigtets muskler m. temporalis m. frontalis m. orbicularis oculi m. orbicularis oris m. masseter m. buccinator 345

345 Fig Ansigtets mimiske muskler og halsmuskler m. frontalis m. orbicularis oculi m. buccinator m. orbicularis oris m. sternocleidomastoideus platysma 346

346 Fig. 9-70/ Knoglernes opbygning / Osteocytter periost grundlamel Haversk lamelsystem med Haversk kanal blodkar osteocyt Haversk kanal Fig Modne knogleceller, osteocytter, ligger indlejret i små hulrum i og spongiøst knoglevæv Fig Knoglernes opbygning. kompakt knoglevæv periost mellem knoglelamellerne. Osteocytterne har forbindelse med hinanden gennem cytoplasmaudløbere. 347

347 Fig Rørknogle kompakt knoglevæv spongiøst knoglevæv epifyse epifyseskive kompakt knoglevæv En rørknogle her lårbenet består af et rørformet skaft, en diafyse, med en udvidelse, en epifyse, i hver ende. I begge knoglens ender er der mellem diafyse og epifyse en bruskskive, epifyseskiven, hvorfra knoglens længdevækst foregår. Knoglerne er omgivet af en bindevævshinde, en periost. Knoglernes ledflader er ikke beklædt med periost, men med ledbrusk. Bruskoverfladen er glat og sørger derved for at nedsætte gnidningsmodstanden, når leddet bevæges. marvhule diafyse periost endost ledbrusk 348

348 Fig Strækning og bøjning af albueled Figuren viser m. triceps brachii og m. biceps brachii, der henholdsvis strækker og bøjer albueleddet. Der er tale om lange muskler med båndformet sene (tendo) i begge ender. Muskler, der har modsat rettet virkning på et led, kaldes antagonister. m. triceps brachii (strækker albueleddet) muskeludspring muskelbug muskeltilhæftning m. biceps brachii (bøjer albueleddet 349

349 Fig Tværstribet muskel Den tværstribede muskel er omgivet af en bindevævsmembran, en muskelfascie, der i hver ende går over i en sene. bundt af muskelceller omgivet af bindevæv blodkar muskelfascie sene Musklen er opbygget af muskelceller, muskelfibre, bundtet sammen af bindevæv. Hver muskelfiber består myofibriller, der er dannet af to typer af proteintråde, actin og myosin. Muskelfibren forkortes ved at myofibrillernes proteintråde bliver forskudt ind imellem hinanden. muskelfiber (muskelcelle) omgivet af sarcolemma myofibril z-linie z-linie myofibril sarkomer 350 aktinfilament myosinfilament

350 Fig Cellens opbygning golgi apparat cytosol lysosom kerne mitokondrie En celle er omgivet af en cellemembran. Uden om cellemembranen findes vævsvæske, mens der indenfor cellemembranen findes cellevæske, cytosol. I cytosolen findes forskellige organeller. cellemembran endoplasmatisk reticulum 351

351 Fig Cellen afhængighed af organer En celle er afhængig af fordøjelse, kredsløb, respiration, nyrer, hormonproducerende kirtler og nervesystem. Nervesystem og hormoner regulerer cellernes aktivitet. 352

352 Fig Fosfolipidmolekyle fosfat glycerol fedtsyrer hydrofil del hydrofob del Et fosfolipidmolekyle er opbygget af fosfat, glycerol og to fedtsyrer. Herved får molekylet en vandskyende (hydrofob) ende og en vandopløselig (hydrofil) ende. 353

353 Fig Cellemembran CELLENS YDRE Cellemembranen er opbygget af to lag fosfolipidmolekyler, der vender de hydrofobe dele mod hinanden. Herved kommer de hydrofile dele til at vende mod vandet i cellernes indre og vandet uden om cellerne. cellemembran hydrofob del hydrofil del CELLENS INDRE 354

354 Fig Kolesterol Kolesterol indgår sammen med proteiner i cellemembranens opbygning. kolesterol kolesterol fosfolipider membranproteiner 355

355 Fig Diffusion Cellerne bruger hele tiden O 2, og derfor er O 2 -koncentrationen i cellerne lav. Da O 2 -koncentrationen i blodet og vævsvæsken er høj, vil O 2 diffundere ind i cellerne. Diffusionen gennem cellemembranen sker mellem fosfolipidmolekylerne. 356

356 Fig Pore i cellemembran cellemembran En pore er et proteinmolekyle, der strækker sig hele vejen gennem cellemembranen. pore 357

357 Fig Faciliteret diffusion vævsvæske cellemembran cytosol transportprotein stof der transporteres Faciliteret diffusion. Ved faciliteret diffusion må det stof, der diffunderer, benytte et transportmolekyle til at krydse cellemembranen. Transportmolekylet bliver ramt så kraftigt af stoffet, at dette er nok til at føre stoffet gennem cellemembranen. 358

358 Fig Natrium/kalium pumpe Na/K-pumpen flytter to K + ind i cellen for hver tre Na +, der flyttes ud. Transporten kræver energi. celle Na/Kpumpe Na + K+ 359

359 Fig Fagocytose celle partikel En celle fagocyterer en partikel, ved at omslutte partiklen med cellemembran. 360

360 Fig Eksocytose blære med stof produceret i cellen Ved eksocytose føres stof, der er dannet i cellen ud gennem cellemembranen. Eksocytosen foregår ved, at en lille blære som indeholder stoffet smelter sammen med cellemembranens inderside. 361

361 Fig Cellekerne nucleolus kernemembran Cellekernen, nucleus, er omgivet af en dobbeltlaget kernemembran. I membranen findes porer. Nucleolus er et mørkere parti, hvor der findes meget RNA. pore 362

362 Fig Kopiering af gener kerne cellemembran I kernen tages kopier af et gen, ved at genet anvendes som en skabelon for dannelse af m-rna. Kopien bruges i et ribosom som en opskrift, der afgør, hvilke og hvor mange aminosyrer der skal indgå i proteinet, og hvilken rækkefølge aminosyrerne skal have i proteinet. aminosyrer ribosom 363

363 Fig Endoplasmatisk reticulum ribosomer granulært ER Det endoplasmatiske reticulum, ER, består af flade, uregelmæssige blærer og rør. Begge dele er opbygget af membraner. På det granulære ER findes ribosomer, hvilket ikke er tilfældet på det agranulære ER. agranulært ER 364

364 Fig Golgi-apparatet Golgi-apparatet består af flade blærer og små runde blærer (vesikler). Vesiklerne kan være afsnøret fra Golgi-apparatet selv eller fra ER. 365

365 Fig Proteinets vej gennem cellen Proteiner, dannet i ribosomer på ER, bliver ført ind i ER ribosom protein golgi apparat kulhydrat ER. Herfra afsnøres små blærer, der indeholder proteinet. Blærerne smelter sammen med Golgiapparatet. I Golgi-apparatet tilføjes kulhydrat og det færdige produkt afsnøres i små blærer fra Golgi-apparatet. Blærerne smelter sammen med cellemembranens inderside, hvorved det færdige produkt er transporteret ud af cellen. 366

366 Fig Mitokondrie membraner fold Et mitokondrie er dannet af to lag membran. Den inderste membran er foldet for at øge overfladen. 367

367 Fig Cellens stofskifte blodkar celle cellemembran En celle optager O 2, glukose og fedtsyrer fra blodet. Disse stoffer anvendes i mitokondrierne til forbrænding, hvorved der dannes ATP. Ved forbrændingen dannes CO 2 og H 2 O som affaldsstoffer. ATP kan bruges ved energikrævende processer f.eks. Na/K-pumpens arbejde. 368

368 Fig Nedbrydning af ATP ATP nedbrydes til ADP og P under frigivelse af energi. Hvis der tilføres energi, sker den modsatte reaktion. 369