Dåbsmanual. opskrifter til arbejdet med dåb og dåbsoplæring i folkekirken [ 1 ]

Transkript

1 Dåbsmanual opskrifter til arbejdet med dåb og dåbsoplæring i folkekirken [ 1 ]

2 [ 2 ] Dåbsmanual opskrifter til arbejdet med dåb og dåbsoplæring i folkekirken

3 [ 4 ] Dåbsmanual Opskrifter til arbejdet med dåb og dåbsoplæring i folkekirken Indhold Redigeret af Jørgen Demant, Birgitte Thyssen og Hans Raun Iversen Øvrige medarbejdere, der har bidraget med udkast til tekster: Anne-Sofie Aabenhus, Niels Henrik Arendt, Leise Christensen, Finn Dyrhagen, Eberhard Harbsmeier og Lars Nymark Heilesen Illustrationer ved Ursula Munch-Petersen og Erik Hagens Fotograf: Ole Akhøj Udgivet af Folkekirkens Dåbshilsen, der er en aktivitet under Teologisk Pædagogisk Center, Løgumkloster Distribueret via Teologisk Pædagogisk Center til folkekirkens menighedsrådsformænd, sognemedhjælpere og præster af provstikontorerne, maj 2008 Produceret af Unitas Forlag. Yderligere eksemplarer kan rekvireres via folkekirkensdaabshilsen.dk eller kirkebogladen.dk Løssalg kr. 128,- Produktionsomkostningerne er dækket af Den Folkekirkelige Udviklingsfond ISBN: Tryk: Clemenstrykkeriet, Århus Forord 5 1 Dåb og dåbsoplæring i sognet 7 2 Kirkens håndsrækning 11 ved beslutning om dåb 3 Forberedelser før dåben 15 7 Anden kontakt 35 med forældrene efter dåben 8 Indledende 39 konfirmationsforberedelse 9 Børnekor Organisationernes 49 kirkelige børnearbejde 4 Gudforældre og faddere Kirkens tilbud til børn 53 i skolen og institutionerne Om illustratorene Ursula Munch-Petersen, født på Bornholm Har arbejdet som keramiker og formgiver for Royal Scandinavia med Ursula stellet, og som selvstændig udøvende med adskillige udsmykninger: Stege Bibliotek, Natur Bornholm, Vejen Gymnasium, Randers Realskole, Botanisk Have. På Espergærde Bibliotek har hun sammen med sin mand, maleren Erik Hagens, udført en større udsmykning og piktogram udvikling for biblioteket. Erik Hagens, født i København 1940, er med sit seneste værk Esbjergevangeliet blevet en af de mest benyttede kunstnere som formidler af de bibelske tekster. Sammen med forfatteren Egon Clausen er Esbjergevangeliet nu udkommet i en fyldig og alsidig bearbejdning som forbinder evangelieteksterne med en nutidig dansk samfundsproblematik. 5 Dåbsgudstjenester 25 6 Børnenes personlige 31 kontakt til kirken efter dåben 12 Konfirmationsforberedelse 57 Bilag 65 Anordning om Dåb i Folkekirken Biskoppernes vejledning om dåb i folkekirken Litteraturliste til vejledning i forbindelse med barnedåb

4 [ 6 ] Forord [ 7 ] Ingen kan gøre alt, alle kan gøre noget I alle folkekirkens sogne gøres der en indsats omkring dåb og dåbsoplæring. Alle gør noget, men ingen gør alt, hvad der måske kunne gøres. Denne manual er tænkt ud fra denne tradition: Vi forestiller os ikke, at alle skal gøre alt det beskrevne. Men vi tror, at menighedsråd, sognemedhjælpere og præster, som manualen udsendes til, med fordel kan bruge manualen til at undersøge og diskutere, om man måske skulle gøre noget andet og måske også noget mere end det, man allerede gør i sognet. Kendte og nye veje på et landkort En manual kan også sammenlignes med et landkort eller en byplan: Landkort skal ikke kun læses, de skal bruges. Man må selv finde vej, selv vise opfindsomhed. På den ene side er der en fast struktur, mange kendte ruter, men der er også ukendte veje. Der er traditioner, der ligger fast, men også nye muligheder, som man kan afprøve. Man må se på kortet for at finde rundt. Men samtidig står man frit, man kan vælge sine egne veje, fravælge andre men man skal kende vejen for at nå målet. En manual er en samling opskrifter En manual er en brugsanvisning eller en kogebog. Det er sådan, vi har tænkt, at menighedsråd, sognemedhjælpere og præster kan bruge denne bog: Den er ikke tænkt som en belæring med en bestemt opskrift, men en samling af forskellige opskrifter. Der er overalt tale om ideer, der er afprøvet i forskellige sogne. At noget fungerer godt det ene sted, betyder ikke, at der også automatisk vil gøre det et andet sted. Derfor er det nødvendigt, at lokale menighedsråd, sognemedhjælpere og præster selv overvejer og prioriterer sognets indsats omkring dåb og dåbsoplæring. Oplæring ikke belæring Manualen vil ikke belære om dåbens og dåbsoplæringens rette teologi og praksis. Den sigter i stedet på at være som et landkort, der kan tages med som en ledsager for menighedsråd, sognemedhjælpere og præster i arbejdet med dåbsoplæring. Det er vigtigt, at den konkrete indsats i sognet forstås på samme måde: som ledsagelse i en livslang læring og dermed som oplæring nedefra ikke som belæring ovenfra. Ifølge Luther er hele livet en lang dåbserindring og dermed dåbsopfølgning. Dåbsoplæring taler ikke ovenfra til, men på lige fod med mennesker. Eberhard Harbsmeier

5 [ 8 ] 1 Dåb og dåbsoplæring i sognet [ 9 ] Den underprioriterede dåbsoplæring Danskerne føler sig forpligtet til dåb, men ikke forpligtet af dåb. Sådan konkluderede Per Salomonsen i en undersøgelse om religion i 1960 erne. Det var syntes den tids kirkelige ledere en ganske god situation. Selv om dåbsprocenten var på vej ned i København, lå den stadigvæk omkring 90 pct. på landsplan. Og oplæringen blev indtil 1975! klaret af skolen og konfirmandundervisningen. I dag er situationen en anden. Danskerne føler sig ikke længere forpligtet til dåb. Realiteten er, at der er ca. 75 pct. af forældre i Danmark, der vælger at få deres børn folkekirkeligt døbt som små. Dåbsforældrene vælger imidlertid ikke automatisk hele pakken, hvor dåbsoplæring også hører med. Når man beder danskerne angive fem mål, de anser for vigtige i børneopdragelsen, får vi følgende procentfordeling i den seneste værdiundersøgelse fra 1999: Tolerance/respekt 87 Ansvarsfølelse 81 Selvstændighed 80 Gode manerer 72 Tænke på andre 56 Fantasi 37 Beslutsomhed 32 Lydighed 14 Sparsommelighed 10 Kristen tro 8 Hårdt arbejde 2 Der er mange gode ting, forældrene bestræber sig på at opdrage børnene til. Men kristen tro kommer sammen med hårdt arbejde, sparsommelighed og lydighed nederst i rækken. De fire ting prioriteres ikke. Måske opleves de som noget gammeldags og nærmest uaktuelle. Et ansvar for hele menigheden Der er heldigvis mere at sige om den kristne tros plads i børneopdragelsen. Mange forældre ved på forhånd, at de ikke har hverken evner eller vilje til at gøre ret meget ved oplæringen i den kristne tro. De føler sig simpelt hen ikke udrustet til det. Det betyder imidlertid langt fra, at forældrene er imod, at deres døbte børn får et aktivt holdepunkt i kristendommen. De er blot ikke enige i faddertiltalen, hvis den skal forstås sådan, at dåbsoplæringen primært eller måske endda alene er forældrenes ansvar. Kirken må arbejde for, at forældrene kommer til at forstå, at der er meget, de kan og bør gøre omkring børnenes oplæring i den kristne tro. Men samtidigt må enhver sognemenighed, der holder dåb for sognets børn, tage det dybt alvorligt, når forældrene på mange måder signalerer, at de ikke kan klare børnenes kristne oplæring, og i hvert fald ikke alene. Kristeligt set har forældrene også fat i en rigtig pointe. Ingen kan være kristen alene. Det gælder også familierne, særligt i vor tids beskårne udgaver. Realistisk set har de fleste familier ikke styrke til alene at give kristendommen så meget udtryk i ord og gerning, at børnene kan komme til at fornemme, hvorfor og hvordan dåben og troen er afgørende for deres liv. Det er for så vidt ikke noget radikalt nyt.

6 [ 10 ] Døbende menigheder har i hele kirkens historie måttet tage [ 11 ] et stort medansvar for dåbsoplæringen. Mange motiver bag valg af dåb Der er selvfølgelig mange forældre, der vil have deres børn døbt, fordi de er kristne og ønsker, at deres børn skal blive det og så hører dåben (og dåbsoplæringen?) naturligvis med. Der er også som det fx opleves omkring nøddåb ofte en dyb religiøs eller eksistentiel fornemmelse for, at dåben er afgørende for barnets ve og vel her og altid. Der er også nogle almindelige sociale og menneskelige træk, der spiller en afgørende rolle, når forældrene ønsker at få deres barn døbt. For mange er dåben en tradition en familietradition kalder de det ofte og den vil man gerne følge. Vigtigt er det også, at en festlig barnedåb i kirken opleves som den bedste indledning til den fest, som man gerne vil have for den nyfødte. Når der er tale om det førstefødte barn, kan barnedåben i kirken især hvis forældrene ikke forud har fejret bryllup også fungere som en slags familiestiftelsesfest, hvor det stadfæstes at forældrene nu er blevet til en familie. Hvor dåben tidligere kunne ordnes ved, at en håndfuld behjertede kvinder mødte op i kirken, skal alle festgæsterne gerne kunne være med i dag. Hvor især de rige i gamle dage kunne besnakke præsten til at få dåben afholdt i storstuen derhjemme (eller en hverdag i kirken), er der i dag ingen tvivl om, at den skal foregå ved kirkens gudstjeneste. Det hænger sammen med, at kirken og gudstjenesten opleves som en flot ramme en festlig arena som man måske tilmed føler tilknytning til, og som man ved, kan give et løft, som ikke så mange andre kan det. Det menneskelige og det kristelige i dåben Sammenhængene mellem det menneskelige og det kristelige er altid helt afgørende i en folkekirke, der som den danske lægger vægt på og gerne er med til at fejre det gudskabte menneskeliv. Også valget af dåb er en reaktion på noget dybt menneskeligt, når man har fået barn. Ritualets funktion er at svare kristeligt på noget, der er sket i det menneskelige. Det gælder for kirken om at lade det dybt kristne i dåben komme til udtryk midt i det dybt menneskelige. Som Gud selv blev menneske i Jesus Kristus, må kirken søge at give kristendommen skikkelse og udtryk midt i vor tids menneskeliv. Der er gode grunde til at tage hele den brogede kreds af motiver alvorligt, når forældrene ønsker dåb. Sognekirkens ledelse må søge at skabe gode rammer for dåben og dermed for familiefestens fornemme indledning. Der kan holdes dåb ved enhver ordinær gudstjeneste, samt ved særlige dåbsgudstjenester, der i dag især i byerne ofte arrangeres om lørdagen. Der er imidlertid grund til, at man i sognene overvejer, om man skulle udvikle et særligt koncept for dåbsgudstjenester typisk anbragt fx hver anden søndag og hver anden lørdag, altså gudstjenester, som er fulde gudstjenester, men hvor der er helt særligt fokus på dåben og dåbsgæsterne (se afsnit 5). Viden er godt, men praksis er vigtigere Vi har den kristendom, vi har i kroppen. Uanset om vores kristendom er mest forankret i hovedet, hjertet eller hænderne, så er den forankret i kroppen. Måske kan man stille det op på denne måde: Forkyndelsen sigter på hjerterne, at de må vende sig til Kristus. Undervisningen sigter på hovederne og munden, at vi kan komme til at vide og udtrykke, hvad den kristne tro handler om. Fuldt så vigtig og måske det vigtigste at satse på i dag er hænderne og resten af kroppen. Har vi først engang lært at synge med på salmerne, at folde vore hænder, at knæle ved alteret og følge Jesu eksempel og række hånden ud mod dem, der har brug for en hånd, så sidder der en god del kristendom i kroppen på os. Og kroppen husker godt det kan vi konstatere, når vi svømmer, cykler eller kører bil. Den vigtigste lærdom er somme tider den, vi har i kroppen uden at skulle mobilisere hverken hovedet eller hjertet. Med hjerte, mund og hænder Man kan ikke undervise kristendom ind i hovedet og hjertet på børn og unge. Vi kan håbe, at kristendommen kommer ind via hjertet, som vender sig mod og holder sig til Kristus. Men lige så vigtigt er det, at alle kristne med deres kroppe får lært, hvad man kan og skal gøre som kristen: synge, bede, bekende, gå til alters og række næsten, der har det behov, en hjælpende hånd. Sidder det først i kroppen, har man det altid med sig, også når man er mest alene og måske har mest brug for det. Kirkens dåbsopæring retter sig mod hjerte, mund og hænder, som det hedder i Nu takker alle Gud (Salmebogen no. 11). Det drejer sig om at lægge nogle gode spor, som forældre, børn, unge, voksne og ældre kan inviteres til at gå ind i. Det er sådanne spor og ganske konkrete kristne praksisformer, der gives opskrifter til i denne manual. Sognets dåbsudvalg Dåb og dåbsoplæring er måske sognemenighedens vigtigste opgave. Det er smukt og godt, om det kan komme til udtryk gennem dåbens centrale placering i søndagsgudstjenesten, men det er ikke det vigtigste. Sognets og især menighedsrådets og de ansattes store opgave er at skabe gode rammer omkring dåb og dåbsoplæring. Det kan derfor være vigtigt, at sognet har et dåbsoplæringsudvalg (det er måske vigtigere end fx et aktivitetsudvalg). Udvalget kan fx bestå af to menighedsrådsmedlemmer, en evt. sognemedhjælper, en præst og det nødvendige antal frivillige i forhold til de praktiske arbejdsopgaver (fx 5-10). Udvalget kan i fornødent samspil med menighedsrådet have to hovedopgaver: 1. at planlægge og løbende vurdere og justere sognets dåsboplæringsprogram (de aktiviteter, man har valgt at sætte i gang, jf. forslagene i denne manual), og 2. at sørge for alt det praktiske arbejde fra mailliste og hjemmeside til spagetti og alle andre konkrete ting, der skal fungere. Blot et hurtigt blik gennem forslagene i denne dåbsmanual vil gøre det klart for enhver, at alle sogne ikke kan gennemføre alle de fremlagte forslag. Nogle steder ville nogle af forslagene måske virke direkte forkert. Men det er også klart, at man alle steder kan gøre noget og de fleste steder også noget mere eller noget bedre end det, man gør i dag. Der er således to store opgaver i ethvert menighedsråd: 1) at prioritere, hvad der skal gøres og 2) sørge for, at det bliver gjort godt, så det passer ind i den lokale sammenhæng. Henvisning Mogens S. Mogensen: Dåb og religionsskifte, Unitas Forlag 2005 Friedrich Schweitzer, Barnets ret til religion, Aros Forlag 2006

7 2 Kirkens håndsrækning ved beslutning om dåb [ 13 ] At vælge dåb Det er forældrene, der på barnets vegne beslutter, om barnet skal døbes, om dåben skal udskydes, til barnet selv kan tage beslutning, eller om de helt vil holde barnet borte fra kirke og kristendom. På samme måde kan det enkelte større barn, fx i konfirmationsalderen, men også tidligere selv vælge, at det vil døbes, hvad forældrene så som oftest vil give tilladelse til. Også ved voksendåb, er det den enkeltes beslutning, der er afgørende. Beslutningen om dåb må mennesker selv træffe. Men her som i øvrigt vælger man ikke ud i den blå luft. Beslutningen omkring dåb afhænger af det beslutningsgrundlag, den enkelte har. Måske har man fra et uheldigt kirkebesøg en negativ opfattelse af kirke, kristendom eller ritualer. Måske står man helt upåklædt som forældre, fordi ens egen kontakt til kirke og kristendom har været meget svag, så man tænker, at en barnedåb vil blive en udvendig affære, som man ikke kan finde sig til rette i. Det er derfor af stor betydning, hvordan kirken præsenterer dåben og kristendommen for dem eller den, der skal tage stilling til dåb. Er kirke og kristendom kommet til at stå for noget negativt i en familie, kan det næppe ændres med ét slag. Men en folkekirke, der vil være for hele folket, må forsøge at række en hånd ud til alle, der skal tage beslutning omkring dåb. Det gælder både med hensyn til forældre til en nyfødt og med hensyn til udøbte børn og voksne, som kirken har kontakt med. Kirkens håndsrækning til nye forældre Uden for Sønderjylland meddeles en fødsel til kirkekontoret, hvad enten det er bemandet med præst eller kordegn. Forældre, der ikke er medlemmer af folkekirken, skal behandles professionelt neutralt i forbindelse med fødselsregistrering. Men det er naturligt, at forældrepar, hvoraf mindst den ene er medlemmer af folkekirken, får udleveret en folder om barnedåb, valg af faddere etc. i forbindelse med besøget på kirkekontoret. Alternativt kan man også sende folderen pr. post til hjemmet. Ligeledes er det naturligt, at der er oplysninger om dåb på sognets hjemmeside og evt. i kirkebladet. I folkekirken er der tradition for, at forældre, der ønsker dåb af deres barn, henvender sig til kirkekontoret for at aftale tidspunkt for dåben. Tidspunkt for forudgående dåbssamtale aftales derefter med præsten. I en situation, hvor dåb i stigende grad er blevet noget, man aktivt vælger til, hvis man altså gør det, kan det være vigtigt, at man lokalt får kommunikeret, at præsten eller en anden fra sognemenigheden gerne tager en samtale med forældrene, før de beslutter sig for dåb, ligesom som man gør det med voksne og større børn, der er ved at beslutte sig for dåb. Sognets dåbsfolder En række sogne har deres egen folder om dåb, som ligger fremme i kirken, på hjemmesiden og udleveres til nye forældre. Det er godt, at folderen udarbejdes lokalt, så man kan begynde med at fortælle om det vanlige forløb omkring og efter dåb i sognet: tilbud om samtale før beslutning om dåb, det vigtige valg af faddere, dåbsanmeldelse, forskellige muligheder for dåbssamtale, forløbet forud for og ritualet under dåbsgudstjenesten, herunder oplysninger om evt. særlige dåbsgudstjenester uden for højmessen. Det er også naturligt, at man beskriver kirkens tilbud med hensyn til

8 [ 14 ] den oplæring, der følger efter dåben. Man kan også optrykke som anledning til at fremhæve, at den gode praksis i kirken normale praksis, må dåb af større børn og voksne festlig- Henvisninger [ 15 ] dåbsritualets bibeltekster, fadervor og trosbekendelsen. er, at man bliver døbt, før man går til alters. holdes på helt samme måde. Skovsgaard, Steen: Hjælp : jeg skal døbes. Frederiksberg : Religions- Ved konfirmanddåb er det i forbindelse med selve dåbshandlingen pædagogisk Forlag, s. : ill ISBN-10: En illustreret vigtigt at overveje salmevalg, bønner og den folder til konfirmanden, der ikke er døbt. efterfølgende tiltale til forældre og vidner, så det tydeligt fremgår, at der er tale om dåb af en ung og ikke en barnedåb. Man kan fx også overveje at udskifte Mark 10,13-16 om de små børn med teksten om Jesu dåb (Matt 3, 13-17). Udskydelse af dåben Der er som nævnt en del forældre, der ikke ønsker at få deres barn døbt, selvom de stadig er medlemmer af folkekirken. Det kan have forskellige grunde, som man må respektere: Barnet skal selv tage stilling, forældre føler måske, at de ikke selv er i stand til at oplære barnet i den kristne tro, måske er der forskelligt syn på dåben mellem forældrene. Kirken er ikke sat til at dømme over disse grunde, men ofte er disse forældre meget interesseret i, at deres barn får noget at vide om kristendom. Den åbne kirke Udøbte børn og voksne er velkommen til at deltage i det kirkelige liv og i gudstjenesten. Sådan har det altid været i den kristne kirke, at dens gudstjeneste var åben for alle, og selvfølgelig må udøbte børn og voksne deltage i kirkelig undervisning, gudstjenester og andre arrangementer. Gudstjenester og kirkelige arrangementer er principielt åbne, og ingen er udelukket. Den kristne gudstjeneste er ligefrem også målrettet til spørgende, tvivlende og søgende mennesker. Ofte er den bedste oplæring en udøbt kan få i den kristne tro at deltage i gudstjeneste og andre kirkelige aktiviteter. Ingen bør føle sig fremmed eller uvelkommen der. Evangeliet gælder for alle mennesker. Nadverbordet står åbent for alle døbte fra alle kirkesamfund, også for børn. Den oldkirkelige skik er, at man ikke går til alters, før man er døbt. Der er gode teologiske og pædagogiske grunde til at fastholde det. Men i praksis betyder det åbne nadverbord i folkekirken, at der ofte vil være udøbte børn og voksne, der deltager i nadveren. Det er ingen katastrofe, men der kan være grund til at bruge det Fra barnedåb til voksendåb For mange forældre er det vigtigt, at børn selv skal tage stilling, derfor udskyder de dåben, men sørger for, at deres børn deltager i det kirkelige liv, undervisning og måske synger i kirkekoret. Det er helt legitimt. På et tidspunkt kan spørgsmålet dukke op, hvorvidt og hvornår barnet nu skal døbes. Her må svaret være: Når barnet selv vil og beder om det. Man kan bære et barn til dåben, når det er lille, men man kan ikke tvinge større børn til dåb. Det må være deres egen beslutning. Men man kan give dem hjælp, og en grundig samtale med en præst om dåben er en god idé. Det bør være en samtale, hvor barnet er med, og hvor der ikke udøves pression. Det er fuldt så naturligt som barnedåb, når større børn døbes i gudstjenesten, og de selv kan svare ja. Det opleves oftest som smukt og bevægende. Dåb i forbindelse med konfirmation Ofte sker den sene dåb i forbindelse med konfirmation. Udøbte unge er velkommen til at deltage i konfirmationsforberedelse også, hvis de ikke ønsker at blive døbt. Det er og bliver deres egen afgørelse. Der er forskellige skikke, men oftest sker dåben i god tid før konfirmationen ved en af sognets gudstjenester. Man betragter det ikke længere som noget pinligt, der skal ske i skjul, men som en festdag for familien og menigheden. Og det er vigtigt, at dåbsdagen får sin egen vægt og ikke bare slås sammen med konfirmationen. I større sogne med mange dåb af konfirmander kan man samle dem i én gudstjeneste, evt. med en fælles fest i kirkens lokaler for børnene og deres familier bagefter. Selvom den danske folkekirke har barnedåben som den Forslag til Dåbsritual for voksne Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Kære N.N.! Du er kommet herind for efter dit eget ønske at modtage den kristne dåb. Lad os alle bede! Almægtige, evige Gud, vi beder dig for denne mand (kvinde / dreng / pige), der ønsker at modtage din dåbs gave og ved din nåde fødes på ny som dit barn. Tag imod ham/hende, Gud. Du har selv sagt: Bed, så skal der gives Jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for Jer. Så giv nu din gave til ham (hende), der beder, og luk døren op for ham/hende, der banker, så han/hun må få den evige velsignelse i dette himmelske bad og komme ind i det rige, som du har lovet os ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen Jesus har sagt, at den, der er født af vand og ånd, tilhører Guds rige. Og gudsriget er, at Gud elskede verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Og Jesus sagde til sine disciple efter sin opstandelse: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderen og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet Jer. Og se, jeg er med Jer alle dage indtil verdens ende. Så vil vi hjælpe dig til hans velsignelse ved at døbe dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dig bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus NN. Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? Ja! Tror du på Gud Fader, den Almægtige, Himlens og jordens skaber? Ja! Tror du på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre... Ja! Tror du på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv? Ja! N.N. Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

9 [ 16 ] Den almægtige Gud, vor Herres Jesus Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv! Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid! Amen Fadervor Fred være med dig! (Under inspiration af Christian Thodberg) Eksempel på dåbsgudstjeneste for voksendåb Præludium Dåbsindledning v. præsten 1. salme Dåbskollekt (se nedenfor) Dåbstekst (fx: Matt.28,18-20; Mark 1,9-11; Johs. 3,1-8; Johs. 3,16-21; Acta 8; Acta 10; 1. Johs. 3,11-17; Ef. 5,1,8) Tale 2. salme (dåbssalme) Dåb 3. salme Dåbskollekt (se nedenfor) Velsignelse 4. salme Postludium Indledningskollekt v. voksendåb Gud, vor Fader lad din himmel åbne sig for det menneske, som i dag kommer for at blive døbt. Du kaldte din egen søn for din elskede, da han blev døbt: her kommer endnu et menneske, der beder om at blive elsket af dig. Lad ham/hende få tillid til, at det er han/hun, i liv og i død. Tal til ham/hende så han/hun kan høre, at dine ord gør ham/hende fri. Mærk ham/hende med dit tegn, så han/hun føler din nærhed. Velsign ham/hende med din hånd, så han/hun må få kraft og mod til at leve som dit barn og som en kristen i det menneskelige fællesskab. Dig være pris og tak i al evighed. Amen. Afslutningskollekt v. voksendåb Gud, vor Fader Tak for dåbens gave. Fremtiden er åben for os, fordi vi ved, at Kristus er vejen, sandheden og livet. Send os nu ud for at fortælle om dig. Lad os nyde den verden, som er din, og som er storslået og skøn, og lær os altid at bære vores medmenneske nænsomt som vores bror og søster gennem jordens skyggedale. Nu stoler vi på, at livet kan leves, for vi tror, at du, Fader, Søn og Helligånd vil være med os alle dage indtil verdens ende. Amen. 3 Forberedelser før dåben [ 17 ] Ingen fest uden forberedelse For ikke så mange årtier siden mødte forældrene mange steder først præsten ved selve dåben i kirken. I dag er alle forældre indstillet på, at man ikke deltager i noget så afgørende som en festlig barnedåb uden at have en orienterende samtale forud. Man kan lokalt lade fx sognemedhjælperen eller kordegnen bidrage til forberedelsen af dåben. Men da det er en præst, der leder dåbsgudstjenesten og foretager dåben, bør præsten mødes med dåbsforældrene, før de kommer til gudstjenesten. Derfor finder de fleste det praktisk, at det er præsten, der tager sig af forældrenes forberedelse til dåben. Vi eksemplificerer det her dels med den mest brugte form, en dåbssamtale i hjemmet eller på præstens kontor, dels et alternativt forløb med dåbsaftener i kirken. Dåbssamtale i hjemmet Dåbspakken I det følgende beskrives en samtale hjemme hos forældrene med inddragelse af dåbspakken fra Folkekirkens Dåbshilsen. Samtalen er en slags dåbsundervisning af forældrene. For mange forældre er en samtale med en præst ikke hverdagskost, og derfor kan det opleves mere trygt og fortroligt at møde præsten i sit hjemlige rum. For præsten giver besøget lidt føling med nogle sognebørn i deres hjemlige omgivelser. Frem for alt etableres der en platform, hvor der kan tales åbent og ligefremt om tro, håb og kærlighed. Dåbspakken indeholder bl.a. hilsen til forældrene, fadderne og bedsteforældrene. Hæftet til forældrene hjælper forældrene med at følge op på dåben derhjemme. Hæftet til fadderne og bedsteforældrene udruster dem til at støtte forældrene i dette. Der er også andet materiale i dåbspakken fx en CD med 12 salmer, forældrene kan synge med barnet, og et hæfte om kristendommen. Man kan vælge at give dåbspakken som gave ved dåben i kirken. Lader man den indgå i dåbssamtalen, kan den gøre samtalen mere nærværende og konkret. Samtale om, hvordan man gør Præstens besøg i forældrenes hjem giver anledning til samtale om fødslen, oplevelsen af forældreskabet, ikke mindst hvis det er det første barn. Det må der gives rum for. Samtidig må præsten sørge for, at samtalen ikke kun handler om bleer og amning og den praktiske afvikling af dåben, dåbens takt og tone. Forældre har ret til at forvente, at det bliver en samtale om dåb, tro og dåbsoplæring. Som præst må man turde skære igennem og fx bede om, at fjernsyn og radio bliver slukket, så der gives plads til samtalen, herunder til forældres usikkerhed, undren, tvivl og tro og deres tanker om Gud og kristendom. For mange forældre vil mødet med kirken og troen være fyldt med spørgsmål også af rent praktisk karakter. Dåbens takt og tone skal gennemgås, før man kan komme til dåbens indhold og betydning. Kirkerummet som ramme om gudstjeneste og dåb vil for mange være mindre kendt. En drøftelse af den praktiske afvikling af gudstjeneste og dåb vil derfor være på sin plads: hvornår man går ind, hvornår man rejser sig, og hvor man sidder og står etc. Alle disse praktiske ting kan let belyses ved at medbringe en folder om gudstjenesten og dåbens forløb. Man kan også spørge forældrene, om de ønsker at medvirke i dåben, fx ved at

10 [ 18 ] læse en bøn eller tekst. Og om et evt. større barn vil tørre [ 19 ] lillesøster/lillebrors hoved efter dåben. Samtale om dåb, tro og kirke En drøftelse af meningen med et ritual kan føre samtalen videre. Som alle kirkens ritualer vil også dåbsritualet svare på noget, som er sket. Dåbshandlingen er ikke en fix eller tilfældig ide, men præcist et forsøg på at rumme og tyde det faktum, at der er født et barn i familien. Dåbsritualet har mange elementer: bøn, korstegnelse, bibellæsninger, tilspørgsel og svar, overøsning med vand og fadervor. Sammen med dåbens karakter af en dør til livsfællesskab med Gud som far, med Jesus som bror og med Helligånden som ven giver de mulighed for drøftelse af centrale emner i kristentroen. Forældrene får lejlighed til at eftertænke og formulere, hvorfor de har valgt at lade deres barn døbe, og herunder formulere deres egne tanker om, hvad de tror og håber for deres barn. Historien skal fortælles videre Dåbskassen kan inddrages her og dreje samtalen hen på forældrene, fadderne og bedsteforældrenes rolle i relation til dåben. Præsten kan som udgangspunkt fortælle, hvad det enkelte hæfte indeholder. I forældrenes hæfte tales der om at gøre kristendom synge om Gud, bede aftenbøn, sørge for tid til fællesskab, hænge et lille kors op, fortælle bibelhistorie, altså at bygge kristne vaner ind i hverdagslivet med barnet efter dåben. Det, som mange forældre gerne vil, men ofte trænger til et opmuntrende skub og praktisk anvisning til at få gjort. Hæftet til fadderne, som forældrene kan give dem før dåben eller i forbindelse med dåben, taler om den glæde og ære, det er at blive betroet opgaven at være fadder. Hvad er en fadder, hvad skal en fadder ud over at være dåbsvidne. Et barn kan ikke nøjes med kun et sæt forældre, der er brug for, at fadderne efter dåben efter bedste evne bidrager til barnets kristne oplæring fx ved at huske barnets dåbsdag, forære barnet kristne børnebøger og lignende, følge barnet til familiegudstjeneste etc. Der er meget, faddere kan gøre for deres fadderbarn det hele selvfølgelig i god forståelse med barnets forældre. Hæftet til bedsteforældrene fortæller om den særlige glæde og gave, det er at få et barnebarn. Om den opgave bedsteforældre kan tage på sig ved at sætte præg på børnebørnene bl.a. ved at fortælle historien videre. Fx kan bedsteforældre have et særligt ritual ved sengetid, når et barnebarn er på besøg hos bedsteforældrene. Man kan synge aftensang, fortælle bibelhistorie, bede en aftenbøn. Et barn har brug for rollemodeller, som kan vise, hvordan kristentroen betyder noget i hverdagen. Samtalens sigte er at hjælpe forældrene til at se, at kristentroen har noget med hverdagslivet og andre mennesker at gøre. De erfarer, at de ikke er alene, men der er et rum og en sammenhæng, hvor de frimodigt og ligefremt kan komme og tale om deres barn og dets opdragelse set i lyset af dåben og kristentroen. I dåbssamtalen som senere i kirkens tilbud om dåbsoplæring må forældrene opleve, at de tages alvorligt som samtalepartnere. Eksempel på dåbssamtalens forløb i hjemmet 1. Samtale om hvordan gør man, hvor står man etc. 2. Samtale om dåbens indhold og betydning Hvad er et ritual; ritualets indhold: bøn; korstegnelse; vand; bibellæsninger; velsignelse 3. Samtale om hvorfor forældrene ønsker at lade deres barn døbe

11 [ 20 ] tage de store ord i deres mund Gud, meningen med livet, som liv, korstegnelsen på et liv, som tilhører Jesus, præstens [ 21 ] undren over livets storhed, ydmyghed, bekymring for barnets velsignende hånd på Guds omsorg, på kærlighed og be- lykke i verden, forestilling om intet og evighed. myndigelse eller ansvarsoverdragelse. 4. Samtale om dåbsoplæring med inddragelse af dåbskassen, om forældrenes ansvar og dåbsoplæring i hjemmet, om faddere og bedsteforældres støtte 5. Samtale om tilbud fra kirken fx babysalmesang, dåbstræf, familiegudstjenester Dåbsaftener i kirken En dåbssamtale kan også finde sted i kirken. Lader man samtalen finde sted i kirkerummet, styrker man forældrenes fortrolighed med rummet. Når forældrene først har været i rummet til samtalen, vil det forekomme dem mere bekendt og dermed trygt på selve dåbsdagen. Desuden kan man udnytte rummet som udgangspunkt og ramme for samtalen. Samtalen kan enten afholdes sammen med det enkelte forældrepar eller sammen med flere forældrepar. I det følgende skal der gives en opskrift til samtalen som en slags dåbsundervisning for flere forældrepar ad gangen. Det hellige rum Kirken er det andet rum, det hellige rum, som adskiller sig fra alle andre rum både forældrenes og præstens rum. For hjemmet er forældrenes private rum; og kontoret er præstens administrationssted. I kirken giver arkitektur og symbol- og tegnunivers straks samtalen retning og perspektiv. Her skal man ikke først rundt om fødsel, bleer og mødregruppe for at komme til sagen. Præstens legitimationsproblem, som kan føles pinligt nærværende i parcelhusets sofaarrangement med P3 kørende i baggrunden, er reduceret. Her i kirkerummet frigøres alle til at kunne Spørgsmålene i kirkerummet Kirkerummets arkitektur og symboler giver anledning til mange spørgsmål og en stor undren. Placeringen i kirkerummet er væsentlig. Man kan med fordel sidde med forældreparrene og gudforældre/faddere oppe omkring døbefonten. Heri ligger der en tydelig signalværdi: Det handler om dåben. Nadverbordet tæt på angiver det andet sakramente, som dåben peger hen på. Dåben er den kristne indgangsport, der fører personen fra en ikke-kristen eksistens over i den kristne eksistens. Det sker een gang. Men nadverbordet peger på det sted, hvor Gud til stadighed nærer os og drager omsorg for os som en form for beskyttelse undervejs i livet. I det hele taget giver samtalen i rummet anledning til fortolkning af troens univers, som er synliggjort i rummet og i gudstjenesten: Hvorfor bliver barnet båret ind ad hovedindgangen og op ad midtergangen? Hvorfor sidder vi ned under bøn og salmesang og står op under læsningen? Hvorfor skal fadderne stå oppe omkring døbefonten? Kirkens rum og scene er god som fortolkningsramme for troens univers: det er nemlig konkret, sanseligt og fysisk udtrykt her. Samtalen som trossamtale Samtalen som trossamtale er omdrejningspunktet. Den føres ikke primært med henblik på udlægning af ritualet, idet præsten gør ritualet rationelt gennemsigtigt for dåbsforældrene, men med henblik på at give forældrene nogle pejlemærker til den kristne tro. Ord og tegn i ritualet kaster betydning af sig for det kristne trosliv. Vandet peger på tro Samtalen om gudsbilledet Når man indledningsvist spørger forældre om, hvorfor de bærer barnet til dåb, afsløres hurtigt en horisont, hvor et eller flere gudsbillede(r) viser sig. En forælder taler om Gud som en skytsengel; en anden taler om Gud som en kraft; en tredje taler om Gud som en far og en fjerde om guden i alt. Disse gudsbilleder bringes i spil med de gudsbilleder, der træder frem i kirkerummet, i salmeuniverset eller i ritualets tegn og ord. Hvis det primære fokus for forældrene er kristendommens værdier, kommer man hurtigt til at tale om etik (fx De 10 Bud, næstekærlighedsbudet) og dermed etikkens gudsbillede. Hvis talen falder på liv og død og meningen med livet, altså det eksistentielle, peger samtalen i retning af Jesus som frelser. Hvis samtalepartnerne peger på traditionen som den væsentligste grund til dåb, kan samtalens indhold kredse om det helliges betydning i vort liv. Samtalens sigte er først og fremmest en hjælp for forældre til at sprogliggøre erfaring og tro i kirkerummet sammen med andre. Udvekslingen af erfaringer og trosudtryk skal man ikke underkende i en tid, hvor der findes så få platforme for den religiøse samtale. Succeskriteriet for trossamtalen er ikke at nå frem til dogmatisk enighed, men at alle med frimodighed kan være til stede og formulere deres gudsbillede med andre ord at opleve sig som en ligeværdig samtalepartner. Eksempel på dåbssamtalens forløb i kirken 1. Møde omkring døbefonten 2. Præsentation af hinanden 3. Dåbssalme til om lørdagen/søndagen synges 4. Samtale om hvorfor man lader sit barn døbe 5. Samtale om gudsbilleder 6. Samtale om dåbsoplæring i hjemmet, kirken og skolen (herunder hvilke tilbud, kirken har at tilbyde) 7. Afslutning med Fadervor og evt. anden dåbssalme 8. Møde i sakristi/dåbsværelse med vin og chips (her finder samtale om fest, mødreklub o.a. sted) Henvisning Folkekirkens Dåbshilsen,

12 [ 22 ] 4 Gudforældre og faddere [ 23 ] gudforældre og faddere pr. år Ved barnedåb i folkekirken skal barnet have 2-5 faddere og en gudmor/far, som bærer barnet. Da der er op mod dåb i folkekirken pr. år, udpeges der gudforældre og faddere pr. år. Allerede gruppens størrelse tilsiger, at vi her har at gøre med en vigtig gruppe i folkekirkens arbejde. Gudmoderen/faderen er oftest en helt særlig person. Én af forældrene kan være gudmor/far, og gudmor/far kan også være én af fadderne. Gudforældre og faddere skal alle være døbte i den treenige Guds navn. Faddernes formelle funktion er dels at være dåbsvidner, dels at drage omsorg for barnets opdragelse i den kristne børnelærdom, hvis forældrene dør, før barnet er voksent som det hedder i den såkaldte Faddertiltale (Salmebogen, s. 829). Traditionen med at have faddere går tilbage til urkirkens sponsorer, som skulle stå bag og støtte, når et menneske skulle døbes. Den funktion kendes også i dag i kirker, fx unge kirker, med mange voksendåb. En sponsor valgtes i oldkirken og vælges i dag i mange kirker ved voksendåb typisk, så der er tale om personer, der dels har en klar forankring i menigheden, dels et nært forhold til den, der skal døbes. Især det sidste aspekt betones i folkekirken, hvor mange dåbsforældre er meget bevidste i deres valg af faddere. Faddere eller gudforældre? Selve udtrykket fadder forekommer uldent for mange. Det udtales, ligesom fadder gør det i fadderskabssag, men en dåbsfadder har ikke noget med biologisk faderskab at gøre. Langt mere folkeligt kendt og brugt er ordet en gudmor. Det er et stort, rummeligt og positivt ord. Langt op i 1700-tallet var det ofte jordemoderen, der var gudmor. Hun var den karismatiske person, som havde bragt barnet godt til verden. Så kunne hun vel også som gudmor bringe det godt i sikkerhed i Guds arme. Man kan lokalt overveje at tage den konsekvens af den folkelige fornemmelse for ordene gudmødre/fædre og faddere, at man går over til at kalde alle fadderne for gudforældre. Der skal kun være én til at holde barnet, men der er brug for, at der er mange, der holder fast i barnet gennem hele opvæksten og længere endnu. Sprogbrugen kan drøftes i menighedsrådet, men kan også tages op på et sognemøde eller i kirkebladet og ikke mindst i samtalerne med dåbsforældrene. Gudforældres og fadderes opgaver I dag er det blevet mere og mere almindeligt, at gudmoderen/faderen bliver en slags reservemor/far, en rollemodel eller en voksen ven for barnet livet igennem. Ofte slås det fast, at et barn har ret til to forældre. Men i praksis er to forældre alt for lidt. Det ved man i mange kulturer, og det oplever vi i stigende grad også i vores kultur. Meget kan ske i løbet af barnets opvækst, fx noget så normalt som, at forældrene blive skilt. Her som i øvrigt ofte i hverdagen er det godt, at barnet har mindst én ekstra forælder, som ikke skal skilles. Gudmoderen/faderen er ikke blot hende eller ham, der holder barnet over dåben, men også hende eller ham, der holder gennem hele barnets liv, også når der er andre, der ikke gør det. Det findes der mange gode eksempler på.

13 [ 24 ] Der er en vigtig menneskelig side af gudforældrenes Der er eksempler på, at nære pårørende siger nej til at [ 25 ] opgave, men også en afgørende kristelig side. Som den vejledende være gudforældre, fordi de ikke vil påtage sig oplæringsop- faddertiltale er formuleret, kan man høre det som gaven og derfor føler, at de står og hykler i kirken, hvis de om, at gudforældrene skal sidde med hænder i skødet, indtil er gudforældre eller faddere. Der er endnu flere eksempler forældrene evt. dør, før barnet kommer til skelsalder. på, at de, der bliver udpeget til at være gudforældre, bliver Gudforældrene og fadderne kan og bør imidlertid inddrages meget glade. Kommende gudforældre, der ikke forud er i dåbsoplæringsarbejdet gennem hele barnets opvækst. døbt, kommer ofte til præsten for at få dåbsundervisning En mulighed er, at forældre og faddere deles om opgaven, og snart derefter at blive døbt, så de kan blive gudforældre. fx således, at forældrene beder og synger med barnet ved Det er alt sammen i orden, blot alle ved, hvad man gør og sengetid, mens gudforældrene, når de er på besøg, fx på på hvilket grundlag, man gør det. barnets dåbsdag, eller på en årlig ferietur tager sig tid til at fortælle bibelske historier for barnet. Fuldt så vigtig er de personlige samtaler med barnet om de store livsemner. Ofte må forældrene tage dem, når situationen er der. Men mange gange kan de måske allerbedst tages af gudforældrene, når de har en fortrolig stund sammen med barnet. Det er derfor, at fx Folkekirkens Dåbshilsen også søger at inddrage fadderne/gudforældrene i dåbsoplæringen. Valget af gudforældre og faddere Der er mange grunde til at støtte forældrene i, at de skal tage valget af gudforældre til deres barn alvorligt. Der er ingen forældre, der er i tvivl om, at de har det primære ansvar omkring deres barns opvækst og identitetsdannelse. Men de fleste ved også godt, at de vil komme til kort både på den ene og den anden måde. Derfor bør der i førdåbssamtaler og undervisning lægges vægt på at tale om gudforældrenes opgaver. Man kan også rejse spørgsmålet om, hvem der bedst kan påtage sig disse opgaver, selv om gudforældrene ofte er valgt på dette tidspunkt. Viser det sig, at forældrene har svært ved at finde gode gudforældre, som de har tillid til, kan det være sognemenighedens opgave at hjælpe til og måske pege på personer fra menigheden, som kan træde til. Tale til forældre, gudforældre og faddere Det er vigtigt at sørge for, at ikke blot forældrene og gudmoren/faren, men alle gudforældre inddrages i dåbshandlingen (se næste afsnit), så de også er helt med på, at præstens lille tale efter dåben også retter sig til dem. Den gældende (vejledende) faddertiltale er som antydet ude af trit med virkeligheden og behovet i dag. Det er vigtigt, at talen til forældre og faddere stemmer overens med de faktiske vilkår i det enkelte sogn. Det er oplagt at nævne menighedens dåbsoplæringstilbud i talen, når der altså er sådanne tilbud! Selvom dåbstiltalen er præstens ansvar det er hende/ham, der skal lægge sjæl og stemme til kan det være en god ide, at flere er med til at diskutere talens udfordring, fx hvis der er nedsat et udvalg for dåb og dåbsoplæring. Der er da også lavet en lang række forslag til alternative taler til forældre og gudforældre og til hele dåbsmenigheden. Her gengives to eksempler. Faddertiltale efter barnedåben I I som er forældre og faddere til barnet, som er blevet døbt, kan nu bevidne, at det er døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. At være fadder til et barn er en ære og forpligtelse. En ære er det at være kaldet til at se og høre, at nu er Jeres fadderbarn et Guds barn. Sat ind i Guds rige, hvor tro, håb og kærlighed råder. At være fadder indebærer samtidig en forpligtelse til at følge med og solidarisere sig med barnet, det vil sige styrke barnet i det liv, som det skal leve. Understøt barnet i troen på, at Gud er med det. Vis barnet, hvad et kærligt og barmhjertigt liv er, og styrk barnet i håbet om, at livet er livet værd. Gudforældre og faddere! Hvis det sker, at forældrene dør, før barnet bliver voksent, skal I sørge for, at det opdrages i den kristne tro. Bed for barnet, fortæl barnet bibelhistorie. Følg det til kirke. Lad barnet deltage i skolens religionsundervisning og kirkens konfirmandundervisning. Mind barnet om Kristus, at det må blive i ham, sådan som det i dag er blevet indpodet i ham. Faddertiltale efter barnedåben II I som er forældre, gudforældre, faddere til NNs dåb, I kan nu stå inde for, at jeres barn er blevet døbt med den kristne dåb. I har set og hørt, hvordan hun/han har fået tre håndfulde vand over hovedet i Gud Faders, Jesu Kristi og Helligåndens navn. Dåben sker kun en gang, og derfor skal I blive ved med at holde fast i dåben i dag som Guds kærlighedserklæring til dåbsbarnet. I skal minde hende/ham om, at hun/han er Guds elskede barn, og det er der ingen, der kan tage fra ham/hende. I skal læse de gode fortællinger i bibelen om alt det, Jesus sagde og gjorde for mennesker, I skal bede Fadervor sammen og komme her i kirken til gudstjeneste og høre om, at Gud og mennesker hører sammen. Sådan at jeres barn må blive i Kristus, som hun/ han i dag ved dåben som en kvist er blevet indpodet i Jesu Kristi livstræ. Må Gud hjælpe og velsigne jer i denne store opgave at være forældre, gudmor/far og faddere. Henvisning At stå fadder / tekst: Mikkel Højholt og Pia Nordin Christensen; red.: Helle Wilsted Goll. Frederiksberg : Religionspædagogisk Forlag, 2006.

14 [ 26 ] 5 Dåbsgudstjenester [ 27 ] Dåben i højmessen Dåbshandlingen finder som hovedregel sted ved søndagens højmesse. Mange steder udgør dåbsfølget en betydelig forøgelse af søndagsmenigheden. Det kan være en udfordring for sammenhængen og helheden i gudstjenesten og give en fornemmelse af to menigheder ved samme gudstjeneste. Søndagskirkegængerne ved dog godt, at de skal være glade for, at der både er dåb og oplæring i deres menighed. Derfor skal både dåbsfølge, juniorkonfirmander og konfirmander modtages godt. Den nye dåbsanordning slår fast, at der også kan holdes dåb uden for søndagshøjmessen. Selv om særlige dåbsgudstjenester skal annonceres for alle ligesom søndagsgudstjenester, er der ofte næsten kun dåbsgæster til stede. Det giver til gengæld bedre mulighed for at inddrage dem mere aktivt i forløbet i forhold til, hvad der kan lade sig gøre i søndagshøjmessen. Vejledning af forældre Der ligger en stor opgave for kirkens personale og søndagsmenigheden i at inddrage forældre, faddere og dåbsfølge i søndagsgudstjenesten, så begge grupper føler sig velkomne og oplever gudstjenesten som meningsfuld. Der er mange måder at støtte og vejlede dåbsgæsterne på. Allerede ved dåbssamtalen har præsten mulighed for at forberede forældrene og gennem dem fadderne, hvis de ikke er med i samtalen. Man kan fx uddele en folder, der beskriver gudstjenestens og dåbens liturgi. Ligeledes kan præsten inddrage forældrene ved at gennemgå dåbssøndagens tekster, bønner og evt. lade forældrene være med til at vælge en eller to af gudstjenestens salmer. Inddragelse af dåbsfølget På selve dåbsdagen kan præsten mødes med forældre og faddere forud for gudstjenesten og dér orientere dem om gudstjenesten og dåben og fx oplyse dem om, at de alle og ikke blot gudmoderen eller gudfaderen, der holder barnet indbydes til at svare ja på trosbekendelsens tilspørgsel. Det er naturligvis frivilligt, men allerede denne indbydelse kan give fadderne en oplevelse af medansvar for og delagtighed i dåbshandlingen og dåbsoplæringen. For at understrege at menigheden ved gudstjenesten tager imod dåbsbarnet, kan fx kordegn eller præst under præludiet lede gudmor med dåbsbarn, forældre og evt. faddere i procession ind i kirken. Da dåbsfølget sidder forrest i kirke og derfor ofte ikke kan se den faste menighed under gudstjenesten, kan præsten eller kordegnen hjælpe med vejledende bemærkninger om, hvornår man står og sidder etc. Ved dåbens begyndelse kan det være en idé at byde dåbsfølget velkommen, så de oplever dåbshandlingen som en personlig tiltale (se eksemplet nedenfor). Hvis forholdene tillader det, og man har aftalt det på forhånd, kan alle faddere samles om døbefonden sammen med gudmoderen/faderen, forældrene og de børn, der deltager i gudstjenesten. Større søskende kan hælde vandet op i dåbsfadet og tørre barnets hoved efter overøsningen. I faddertiltalen kan man konkret sige noget om dåbens betydning og oplæringens nødvendighed, herunder en opfordring til faddere og bedsteforældre om at støtte forældrene i den kristne oplæring af barnet, jf. forrige afsnit. På

15 samme måde kan man i prædikenen inddrage dåbsmotivet og dermed kæde de to menigheder i kirken sammen, idet søndagsmenigheden erindres om dåbens betydning for kristenlivet. For at aflaste de voksne i dåbsfølget og menigheden kan menighedsrådet tilbyde pasning af børnene under prædikenen, fx med bibelfortælling og kreativ udfoldelse. Forældre og børn skal være orienteret om det på forhånd, hvis det skal fungere. Supplerende eller alternativt kan man have en hylde med ikke larmende legesager til børnene. Har man kirkekaffe efter gudstjenesten, bør dåbsforældrene igen orienteres forud. Ofte er de glade for at kunne bruge kirkekaffen som en lille reception, hvor dåbsgæsterne kan hilse på hinanden og på andre gudstjenestedeltagere. [ 28 ] ikke blot som et hjemmelavet ritual, der skal afvikles. Der skal være mindst lige så meget at hente som ved højmessen både for barnet og dets forældre, faddere og hele dåbsfølget. [ 29 ] Dåbsfølgets deltagelse i nadveren Dåben peger hen på nadveren, fordi den kristne i nadveren erindres om og holdes fast i den nære relation til Gud, man blev sat ind i ved dåben. I oldkirken var den dominerende skik, at dåben fandt sted tidligt påskemorgen, så de nydøbte (voksne) derefter kunne deltage i nadveren ved påskegudstjenesten. Derfor giver det god mening at opfordre dåbsfølget børn som voksne til at deltage i nadveren, hvor menigheden modtager brød og vin som rejsekost for dem, der allerede er døbt. Man må overveje den praktiske afvikling af nadveren, fx om der skal være kontinuerlig altergang, anvendes alkoholfri vin, så også børn kan deltage. Bliver det klart for forældrene og måske for hele dåbsfølget, at nadveren virkelig er for dem, ligesom dåben var for deres barn, er de i dag ofte glade for at deltage i nadveren. Dåbsgaver Mange kirker har tradition for at give en dåbsgave til barnet og dets forældre som symbol på Guds gave i dåben: et dåbslys, en børnebibel, kristne børnebøger, et kors, en dåbshilsen. Folkekirkens Dåbshilsen består fx i en pakke med hefter med personlige hilsner til forældre, faddere og bedsteforældre, ideer til sange, bibelfortællinger, aftenbøn m.m. Den følges op med seks hilsner i barnets følgende 3 år. Gaven er fra den lokale menighed og er med til at styrke forbindelsen mellem dåbsfølge og sognemenighed. Hensigten er at give forældrene nogle konkrete hjælpemidler til at fortælle deres børn om kristendom. Dåbsgudstjenester udenfor højmessen Ikke mindst i bysogne med mange dåb uge efter uge kan det aflaste søndagsgudstjenesten at afholde dåb ved en dåbsgudstjeneste efter højmessen, en særlig dåbsgudstjeneste om lørdagen eller ved en familiegudstjeneste. Mange forældre har også stærke ønsker i den retning fx fordi de hellere vil holde dåbsfest on lørdagen. Fordelen ved dåbsgudstjenester uden for højmessen er, at de både teologisk og pædagogisk kan fokusere på dåben og dåbsmenigheden. Man kan arbejde med særlige dåbstemaer, fx relateret til kirkekåret, jf. eksemplerne nedenunder. Nogle af gæsterne kan efter aftale læse nogle af gudstjenestens tekster. Det kan virke stærkt, når det er netop dåbsbarnets gæster, der sammen med forældrene har ansvar for at sige fx trosbekendelsen og fadervor højt og i kor. Det er også muligt at bruge såvel en indledende som en afsluttende bøn, som dåbsfølget beder i kor lidt i stil med den måde Luthers dåbsritual var opbygget, jf. eksemplet nedenunder. Udfordringen ligger i at tilrettelægge dåbshandlingen i en liturgisk form, så den fremstår som en gudstjeneste og Dåb ved vielser Dåben kan også foregå i forbindelse med forældrenes vielse. Ritualer har den funktion at forklare og hjælpe med at overskride overgange i livet. Sammenkædes dåb og vielse, skal to livssituationer og to kirkelige ritualer integreres i en og samme gudstjenestelige handling. I dåben markeres, at et nyt menneske er kommet til i fællesskabet med familie og venner og med Gud. I vielsen markeres fællesskabet mellem to mennesker og ønsket om Guds velsignelse af dette fællesskab. Vielsen er bekræftelsen af to menneskers kærlighed til hinanden og ønsket om at leve den kærlighed ud livslangt. Og dåben er bekræftelsen af det nye liv, som er kommet ud af forældrenes kærlighed. Derfor giver det mening, at vielsen finder sted før dåben. Udfordringen er at integrere de to handlinger, så de begge opleves som tiltale og velsignelse af de implicerede parter forældrene og barnet som er i to væsensforskellige livssituationer. Det må der tages hensyn til i valg af salmer og læsninger, så de to kirkelige handlinger både er henvendt til brudeparret og til barnet og samtidig bindes sammen som en sammenhængende helhed. Henvisning Jørgen Demant: Søndag morgen, Aros Forlag 2006 Eksempel på dåbsgudstjeneste 1. Præludium 2. Salme 3. Hilsen 4. Takkebøn for dåben 5. Tekstlæsning (fx ps. 8,4-10, Joh 3,16) 6. Salme 7. Dåbstale 8. Dåb ifølge ritualet 9. Salme 10. Forbøn 11. Velsignelse 12. Salme 13. Postludium Eksempel på dåb ved vielse 1. Præludium 2. Salme 3. Hilsen og bøn 4. Læsninger 5. Salme 6. Tale, vielse, forbøn 7. Salme 8. Interludium, hvor der ommøbleres til dåben 9. Dåbssalme 10. Dåb ifølge ritualet 11. Dåbssalme 12. Velsignelse 13. Salme 14. Postludium

16 [ 30 ] [ 31 ] Eksempel på temaer til dåbsgudstjenester Kære Gud Tid Advent Advent H3K H3K tekst Sl kor 4,5-10 Matt 2,1-12 Mark tema Det hellige /at blivet helliget Skatten i lerkaret Det udsatte liv Barnlighed ~ tro/tillid salme 74/ /750 kirketegn porten / døren lyset gaven hånden Vi takker, fordi vi må tro, at du i dåben kalder os ved navn som dine døtre og sønner. Vi beder dig for dit nydøbte barn, som i dag er blevet holdt over dåben. Vi beder om, at han/hun må høre om dig, så han/hun tør tro, at du vil være med ham/hende alle dage og alle slags dage, de gode som de onde. Fasthold os alle i den tro. Det beder vi om i Vor Herres Jesu navn. Kyndelmisse Johs 8,12-20 Mørke-lys 557 lyset Fastelavn Matt 3,13-17 Nøgenhed /sårbarhed 441 vandet Maria Bebudelse Luk 1,26-38 Ordet: frygt ikke 69/70/71 dåbsdragt Påske Fil 2,5-11 Gud der bevæger sig mod msk. 192 korset Påske Matt 28,1-8 Liv-død-liv 218 påskeliljen Pinse Acta 2,1-11 Det nye åndelige fællesskab 290/292 Pinse Gen 2,4-7 At være et menneske af ånd 15/ Alle Helgen Matt 5, Omvending af alle værdier 571 lyset Eksempel på takkebøn for dåben Praksis omkring afslutningskollekter er varierende. Ved højmessen er det i praksis vanskeligt at få plads til en tak for dåben udover den, der lyder i dåbsritualets indledning. Ved dåbsgudstjenester uden for højmessen er det en oplagt ide at forme afslutningskollekten som en takkebøn for dåben. Her følger et eksempel: Eksempel på indledning til barnedåb Velkommen til dåb. Til forældre, faddere, søskende (navne nævnes) og den øvrige familie og venner. Og ikke mindst til det lille barn, der i dag skal døbes og bliver optaget i menigheden. Dåben er Gud kærlighedserklæring til barnet. Ved dåben får jeres barn at høre, at det er Guds barn. Det har han/hun været hele tiden, men i dag bliver det sagt højt, så I og jeres barn får at høre og har lov at tro, at jeres barn hører sammen med Gud. Barnet får et løfte om, at det ikke er overladt til sig selv, men Gud er med i dets liv. Hver dag og alle dage. At det er Guds elskede barn, og at intet kan skille det fra Guds kærlighed i al evighed. Det er næsten ikke til at fatte, så det vil vi sige tak for: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader... Eksempel på indledende bøn før dåb, som kan bedes af forældre og dåbsfølge Herre, vor Gud, himmelske Far. Et under har du lagt i vore hænder. Vi takker dig for den rigdom, du giver os i vore børn. Tak, at du lod dem blive båret gennem fødslen frem til livet. Med glæde og bekymring kommer vi til dåben med vore børn Vi ved ikke, hvad livet vil rumme for dem, og derfor beder vi dig: Giv dem din velsignelse, og lad dem ikke møde mere ondt, end de kan bære. Lad dem leve nær ved dig, i tro, håb og kærlighed, så de altid må stole på, at intet kan skille dem fra dig. Amen. Eksempel på afsluttende bøn efter dåb, som kan bedes af forældre og dåbsfølge Vor Gud og Far! Tak for den gave, det er for os at være forældre, faddere og pårørende til det barn/de børn, der lige er blevet døbt. Vi tænker på det under, vi ser i barnet; på den glæde, det giver os; og på de ønsker vi har for dets liv og lykke. Vi ved ikke, hvad livet vil rumme for barnet; og hvilke veje, det skal gå. Men du deler vores glæde og bærer med på vores bekymring. Vore børn er dine børn. Det gør os trygge. Vi beder dig: Hjælp os i det ansvar, der nu er vores. At vi må blive gode forældre, faddere og pårørende. At vi må hjælpe barnet til tillidsfuldt at tro på dig og leve i din kærlighed. Amen.

17 [ 32 ] 6 Børnenes personlige kontakt til kirken efter dåben [ 33 ] Hvem har pligt til hvad? I de sidste årtier af forrige århundrede fremhævede fx Kirkeministeriet, at præsten har pligt til at døbe, når forældrene anmoder om det. Omvendt fremhævede nogle præster, at forældrene har pligt til at gå til dåbsforberedelse. Det nye regelsæt, som bringes som bilag sidst i denne manual, udtrykker nu en bred enighed om, at det påhviler præsten at døbe, men ligeså fuldt om, at det påhviler sognemenigheden, at den har nogle gode tilbud, der kan støtte forældrene i dåbsoplæringen. Det kræver, at der afsættes ressourcer i form af arbejdskraft og budgetmidler. I almindelighed må det være gratis for forældre at komme til dåbsoplæringsaktiviteter. De vil som oftest have karakter af gudstjenester, hvor der jo af princip altid er gratis adgang i folkekirken. Når det gælder særlige aktiviteter, der også kræver særlige ressourcer som fx babysalmesang, kan menighedsrådet fastsætte en deltagerpris, fx på nogle hundrede kroner for en sæson. På forældrenes præmisser Familier med småbørn har travlt. Skal de kunne bruge kirkens tilbud om hjælp til dåbsoplæring, skal tilbudene geares, så det fungerer mere som en aflastning end en belastning for travle forældre. Rundt omkring i folkekirkens sogne er der gennem de seneste år udviklet en hel lille række af tilbud, der lever op til det krav. Mange kirker har børne- eller familiegudstjenester for børn mellem ca. tre år og konfirmationsalderen, knap så mange har det, man kunne kalde kravlegudstjenester tilrettelagt for de helt små børn mellem nul og tre år. En del steder har man legestuer for lidt større børn, mens der i de allerseneste år særligt har været boom i babysalmesang for forældre med ganske små børn. Vi illustrerer her med opskrifter på babysalmesang, kravlegudstjenster, småbørnsgudstjenester og dåbstræf, hvor børnene er i centrum. Babysalmesang Babysalmesang praktiseres på forskellig måde rundt omkring i landet. Den følgende opskrift er beregnet til babyer mellem to og ni måneder før de begynder at kravle for alvor. Babysalmesangen har et dobbelt sigte, dels at gøre de små fortrolige med kirkerummet og lyden af salmesang og dels at gøre deres mødre/fædre fortrolige med samme. Nogle vil formentligt hævde, at så små børn alligevel ikke kan huske, hvad de har hørt, og at arbejdet derfor er skønne, spildte kræfter. Men babyer har en fornemt udviklet sans for sang, musik og rytmik noget, der hyppigt ikke tilgodeses i deres øvrige tilværelse og ikke mindst har babyer en næsten umættelig trang til at høre deres forældres stemmer, se forældrenes ansigtsudtryk og kigge ind i forældrenes øjne. Det er behov, der bliver smukt dækket af netop babysalmesangen. Når forældrene henvender sig for at aftale dåb, kan præsten/kordegnen gøre opmærksom på, at kirken har et tilbud om babysalmesang, ligesom babysalmesangen også kan være et tema ved dåbssamtalen. Man kan også sende breve ud til de nybagte forældre, hvor en eller begge er medlemmer af folkekirken. Selve babysalmesangen kan tage omkring 45 minutter og finder sted i kirken og ikke i konfirmandstuen eller

18 [ 34 ] som godnatsange for de små derhjemme og dermed have mulighed for at få varig plads i den bevidste erindring. Hvis en eller flere af babyerne ikke er døbt ved babysalmesangens begyndelse, kan man lade forældrene have medindflydelse på en eller to af de salmer, der skal synges ved deres barns dåb. Det øger forældrenes fornemmelse af medejerskab til deres børns dåb og kan medvirke til, at dåbsoplæringen bliver en del af barnets hverdag. Se bilag for forslag til gode babysangssalmer. Forløbet kan evt. afsluttes med en kravlegudstjeneste, hvor nogle af de nu velkendte salmer synges, fagterne gøres, og trinene danses til glæde og stor opstandelse for alle. en hverdagsaften går over i konfirmandstuen eller sognegården og spiser noget mad, som børn godt kan lide. Det er vigtigt, at der er organiseret frivillige til madlavning, borddækning etc. Måltidsfællesskabet har en evangelisk karakter og giver både børn og voksne den fornemmelse af fællesskab, som de måske kan savne til den traditionelle højmesse. Måltidet er også godt til at involvere eventuelle større søskende. Efter måltidet, som ikke må lægges for sent, kan der være en kop kaffe til de voksne, hvorefter arrangementet sluttes med en aftensang før kl Så er børnene fuldstændigt putteklare, når de kommer hjem, og noget af den sædvanlige ulvetimetravlhed kan være afhjulpet for familien. Andre navne for denne slags gudstjenesteforløb kan være Bønner og Pasta, Ulvetimen, Mad med Mening, Gud og Bønner etc. Sådan et forløb kan lægges på en fast ugedag i måneden som fx den sidste fredag eller den første tirsdag eller kan lægges op mod de store højtider, hvorved indholdet i gudstjenesten giver sig selv. af de talrige andre bøger og småting, som er udgivet/lavet til formålet, og som har relevans i forhold til dåben. Ved udleveringen af gaven kan børnene ved navns nævnelse kaldes op til døbefonten, evt. fulgt af en forælder. Hvis man i kirken har den tradition, at man udleverer et dåbslys ved dåben, kan dette også medbringes af barnet til dåbstræffet, hvor det sammen med alle de andre børns dåbslys kan stå tændt på/ved døbefonten. Dåbstræffet skal ikke være meget langstrakt, men kan tage minutter. Efter dåbstræffet i kirken kan der være kaffebord/let frokost i sognehuset eller konfirmandstuen, hvor man evt. kan se på medbragte fotos fra dåben fem år tidligere. Det, synes de fem-årige som regel, er mægtigt sjovt. [ 35 ] sognegården. Kirken har med sin akustik, sit inventar og sin skønhed helt åbenlyse fordele og udgør en klar forkyndelse i sig selv. Mere end 45 minutters salmesang kan de små ikke godt holde til. Tidspunktet kan være fx kl før formiddagssøvnen eller kl efter middagssøvnen. Medvirkende kan være en musikpædagog, præst, sognemedhjælper, korleder, frivillig eller anden med særlig interesse for det musikalske. Meningen med babysalmesangen er helt konkret, at der bliver (ind)sunget nogle af de flotte, slidstærke salmer, som salmebogen rummer, og altså ikke Hjulene på bussen eller Mariehønen Evigglad. Dem skal børnene nok få lært i daginstitutionen. Selve salmesangen er et ret komprimeret forløb, hvorfor det kan gøre godt med en kop kaffe og en småkage bagefter, fx på de øverste bænke i kirken, hvor mødrene/fædrene evt. kan stille spørgsmål til de afsungne salmer, brugen af dem, forfatterne bag, kirkerummet eller andet, som de måtte have undret sig over i løbet af de 45 minutter. Orglet er et meget heftigt instrument og derfor ikke ganske velegnet til at ledsage babysang og de måske med sang uvante forældre. Sang uden musikledsagelse er godt til de små, da de så tydeligt kan høre netop deres mors/fars stemme. Et lille og mere blidt klokkespil kan måske være et indslag til enkelte salmer. Fagter til salmer som fx Se, nu stiger solen eller I østen stiger solen op er nemme at finde og vækker efterhånden, som timerne med babysalmesang skrider frem, stor genkendelsesglæde. Til en salme som Sov sødt, barnlille kan det være sjovt at svinge babyerne en ad gangen i et stort lagen husk madras nedenunder! Til salmer som Sorrig og glæde er det let at finde på dansetrin ned gennem kirkens skib, da melodien som dansevise er yderst dansabel. Det er vigtigt, at babyerne på denne måde bliver inddraget, så de både hører, ser, mærker og fornemmer salmerne og deres mors/fars engagement i dem. I løbet af et forløb på ni-ti gange er det muligt at nå igennem salmer, som så også vil være godt indsunget og kan bruges Kravlegudstjenester En kravlegudstjeneste skal være en ganske kort gudstjeneste max. en halv time hvor forældre kan komme hen i kirken med deres ti måneders babyer til ca. tre-årige småbørn. Det er en meget basal gudstjenesteform, hvor enkle salmer som Nu titte til hinanden, I østen stiger solen op eller andre tilsvarende kendte synges. Hvis man ikke har jævnlige babysalmesangsarrangementer i den lokale kirkes regi, hvor et mere righoldigt udvalg af salmer er blevet indsunget, kan man anvende fagtesalmer som Hvem skabte stjernerne. Prædikenen kan være en ganske kort fortælling, som illustreres af bamser eller dukker, hvor præsten sidder på gulvet eller i en sækkestol med børnene rundt om sig, så de har god mulighed for at følge med. Gudstjenesten afsluttes traditionelt med Fadevor og den aronitiske velsignelse. Se eksemplerne nedefor. Børn, spaghetti og gudstjenester Spaghettigudstjenester har spredt sig ud over det ganske land. Ideen kan også bruges i forbindelse med kravlegudstjenesterne, hvor man efter den korte gudstjeneste kl Børnegudstjenester som dåbstræf I vores elektroniske tidsalder er det rimeligt let at få ordnet adresserne på dem, der blev døbt efter årgang. Det skal man benytte sig af. Det giver en god mulighed for at holde dåbstræf en gang om året for de børn, der blev båret til dåben for fx fem år siden. Invitation kan sendes personligt til hvert enkelt barn. Man kan i invitationen lægge særlig vægt på, at også bedsteforældre, anden familie og faddere inviteres. Dåbstræffet finder sted i kirken og har form af en børnegudstjeneste, hvor vægten naturligt lægges på dåben og de dermed relaterede bibelske fortællinger. Under gudstjenesten kan der være en højtidelig overrækkelse af en gave til de små dåbsjubilarer, fx en børnebibel (hvis en sådan ikke udleveredes ved dåben), Peter Madsens Mennskesønnen, en plakat med Fadervor eller nogle Eksempler på salmer til babysalmesang Nr. 46 Sorrig og glæde Nr. 49 Ingen er så tryg i fare Nr. 192 Hil dig, Frelser og Forsoner Nr. 234 Som forårssolen morgenrød Nr. 290 I al sin glans nu stråler solen Nr. 300 Kom, sandheds Ånd! og vidne giv Nr. 408 Nu ringer alle klokker mod sky Den stedlige dåbssalme Nr. 674 Sov sødt, barnlille Nr. 747 Lysets engel går med glans Nr. 749 I østen stiger solen op Nr. 750 Nu titte til hinanden Nr. 754 Se, nu stiger solen Nr. 762 Hvilestunden er i vente Dertil nogle af de salmer, der passer til tidspunktet på kirkeåret.

19 [ 36 ] Eksempel på forløb til kravlegudstjeneste: Klokkeringning Kort præludium Kollekt omhandlende gudstjenestens tema Børnevenlig salme evt. indsunget fra babysalmesang Prædiken med fortælling og evt. dukke/bamsespil eller andre visuelle støttepunkter Børnevenlig salme evt. med fagter Fadervor Aronitisk velsignelse Udgang under postludium Eksempel på forløb til dåbstræf i kirken: Klokkeringning Kort præludium Evt. indgangsbøn Kollekt omhandlende dåben Børnevenlig salme, evt. kirkens dåbssalme Prædiken ved døbefonten om dåben, evt. dialog med børnene Børnene kaldes op til døbefonten og får hver en gave af kirken Børnevenlig salme Fadervor Aronitisk velsignelse Evt. salme Evt. udgangsbøn Udgang under præludium 7 Anden kontakt med forældrene efter dåben [ 37 ] Efter dåben hvad så? Ved dåben oplevede dåbsfamilien og faddere/gudforældre og bedsteforældre gudstjenesten i kirken med ritualer, salmer, bibelfortælling. Der blev holdt dåb og dåbsfest. Efter festen melder hverdagen sig. Og nu er det så dåbsforældrenes opgave at finde ud af at lade den kristne tro indgå i hverdagens familieliv derhjemme. Hvordan kan det lade sig gøre i praksis? Mange småbørnsfamilier står famlende over for denne opgave. De tilhører en generation, som ikke hørte ret meget om kristendom i folkeskolen, og måske var der heller ikke megen hjælp at hente i kirken. Bedsteforældrene tilhører den generation, som for en dels vedkommende gjorde op med kristendommen. Forældrene hørte i dåbssamtalen med præsten noget om, hvad kristentroen går ud på. Mange steder er der i dag en større åbenhed end før, når det gælder den kristne opdragelse af børnene, så de kan blive fortrolige med indholdet af deres dåb. Støtte til forældrenes dåbsopfølgning Det kan være en hjælp i hverdagens dåbsopfølgning, hvis forældrene tager deres børn med til nogle af kirkens tilbud for småbørnsfamilier, der er nævnt i afsnit 6. Noget kan måske bruges derhjemme bagefter. Men kirken må også satse på andre former for kontakt med og støtte til forældrene. Her er der især to muligheder. Man kan sende forskellige former for hilsner ud til dåbsfamilien som opfølgning af dåben. Der er forskellige tilbud om dåbsopfølgende materialer på markedet. Konceptet bag Folkekirkens Dåbshilsen skal her beskrives som et eksempel på, hvordan det kan gøres, når kirken vil give dåbsfamilien en håndsrækning i oplæringen af deres barn i kristentro. Men der kan også være brug for en personlig kontakt med forældrene i retning af det, som nogle har kaldt et forældrekatekumenat eller dåbsforældreundervisning. Det bringer vi også en opskrift på. Folkekirkens Dåbshilsen Folkekirkens Dåbshilsen er tænkt som kirkelig forældreundervisning, dvs. voksenundervisning, i perioden fra dåben til barnet er ca. 3 år. Formålet er at støtte forældrene og pege på måder, hvormed de kan gøre kristendom derhjemme med deres barn. At gøre kristendom vil sige gennem enkle handlinger og praksis at give kristendommen krop. Det kan være at synge om Gud, bede aftenbøn, læse eller fortælle bibelhistorie. Meningen er ikke at belære om dåben og den rette praksis, men at give forældrene nogle redskaber, så de selv kan finde den måde, der er rigtig for dem og deres barn. Når man stopper med hilsnerne ved barnets 3-4 års alder, skyldes det, at der fra det alderstrin kan satses på, at forældrene tager barnet med til børne- eller familiegudstjeneste i sognekirken, som beskrevet i afsnit 6. Folkekirkens Dåbshilsen er et pædagogisk materiale, som består af en pakke med hilsen til gudforældre, faddere samt bedsteforældre, et trækors i oliventræ, en CD med salmer og en sangbog til, en billedbog til barnet, en forældrevejledning samt et magasin, der udlægger kristendommen i dag. Denne pakke kan præsten tage med ud til dåbssamtalen, hvor materialet kan give stof til samtalen om dåbens indhold og betydning. Præsten kan også vælge at give materialet til forældre, faddere og bedsteforældre ved dåbsgudstjenesten. Sammen med 6 hæfter med forældrevejledninger, som efter dåben sendes ud de følgende 3 år,

20 Kontakt til dåbsforældre via internet og mails De fleste forældre vil have adgang til internet og . Det er derfor nærliggende at bruge nettets muligheder i kontakten med dåbsforældrene. Det vil selvfølgelig kræve nogle ressourcer, da de færreste præster vil have tid og kræfter til at holde en sådan kontakt ved lige. At sætte det i system og holde det ved lige ville kræve en frivillig indsats eller en sognemedhjælper eller kordegn med overskud til den opgave. Det kræver en vis organisering at iværksætte og vedligeholde en liste med s som en kommunikationskanal til dåbsforældre. adresserne skal typisk samles ind i forbindelse med dåbssamtalen og derefter løbende opdateres i forbindelse med fx flytning. Er arbejdet gjort, kan kontakten bruges til at informere forældrene direkte om fx babysalmesang, dåbstræf, spaghettigudstjenester og familiegudstjenester. Det er oplagt at bruge kirkens hjemmeside aktivt til at informere om tilbud til dåbsfamilierne. Der kan være en særlig sektion for børn og børnefamilier på hjemmesiden. Bedst er det, hvis man med beskeder gør forældrene opmærksom på, når der er sat nye indbydelser på hjemme- [ 38 ] får forældrene her en hjælp og vejledning i kristne praksisformer i barnets første år. Efter den sidste hilsen kan barnet og dets forældre få foræret en børnebibel, som fx kan udleveres ved et dåbstræf. Barnet har nu nået en alder, hvor det begynder at kunne tilegne sig og forstå fortællinger og er nu parat til at høre bibelhistorier. Dåbshilsenen kan bidrage til, at den lokale kirke kan bevare kontakten til forældrene og støtte dem i årene efter dåben, hvor barnet endnu er så lille, at det ellers kun kan deltage i babysalmesang. Dåbshilsenen kan suppleres med kontakt til forældrene via internet og mails. siden. Efterhånden kan man håbe, at flere og flere selv vil følge med på hjemmesiden. Samtaler for voksne om dåbens liv/himmelske samtaler [ 39 ] Kontakt via posten og nettet kan let komme til kort. På samme måde er tilbudene for børnefamilier i kirkens rum i den grad centreret om børnene, at forældrene let kan blive ladt i stikken. De har som alle andre og måske endnu mere, fordi de har ansvaret for deres børn brug for at deltage i en form for dåbsoplæring, som er gearet til deres situation og livsspørgsmål. Derfor følger der her en opskrift på, hvordan kirken kan etablere et forum, hvor de voksne selv kan få lejlighed til at samtale om at leve som døbt menneske. Kirken kan arrangere undervisning (fx Alfa-kurser). Men kirken har også en tradition for at etablere samtalefora. I vores tid, hvor oplysning og viden om det kristne liv er relativt lav, og der savnes rum og afsat tid til samtale om det religiøse liv, er det vigtigt, at kirken ikke forsømmer at stille sig til rådighed for samtalen om kristentroens liv og vækst. Det drejer sig i denne samtale ikke om dåb og gudstjeneste, men om dåbens liv, altså om hvordan man lever et kristent liv. Livshistorie og identitet Mange forældre fortæller ved dåbssamtalen, at eet er at være to, der bliver til eet ved at flytte sammen eller blive gift men noget andet er at være to, der bliver til tre ved at få et barn. Livsperspektivet ændres med barnet, og det lige fra daglig rytme til prioritering af arbejds- og hjemmetid. Hvor man som enkeltindivid eller som par uden børn i høj grad er selvbestemmende, bliver børneforældrenes hverdag meget bestemt af en tredje eller fjerde part. Alene

21 [ 40 ] dette forhold, at ens livshistorie ændres radikalt, når man får et barn, giver anledning til refleksion over livets mål og med. Fra kirkens side er tilbuddet om et samtaleforum en hjælp til at overveje livets mening og retning for de voksne, der er blevet forældre. [ 41 ] Det gode liv Dåbssamtalen afslører ofte en stærk optagethed af det gode liv. Hvad er det gode liv? Hvordan forholder vi os til det gode og det onde? Hvad er et lykkeligt liv? Hvordan opdrager vi vores børn bedst muligt? Præsten kan i dåbssamtalen henvise til det liv, som kirken peger på ved dåben. Her siges klart og tydeligt, at barnet får Gud som far, Jesus som bror og Helligånden som ven. Dåben gør altså gældende, at livet kan leves i tillid til, at Gud er med os alle dage, og at vi på trods af ondskaben ikke behøver at frygte, for Gud er på den døbtes side i mod de onde kræfter. Indgangen til dåbslivet er givet med dåben, men hvordan og hvorledes dåbslivet udfolder sig herefter, det vil forældre også gerne vide besked om. Eller rettere: det vil man gerne samtale om. Denne form for dåbssamtale kan derfor sætte fokus på det gode liv. Temaerne for samtalen kan lederen (typisk præsten, eller fx sognemedhjælp eren) komme med. De kan handle om meningen med livet ; ånd, åndelighed og livsstil ; livsværdier ; ansvar og pligt i familie og blandt venner ; liv indadtil i familien og udadtil mod de andre. Men lederen kan også vælge at lade udspillet komme direkte fra forældrene. Samtale i øjenhøjde Når kirken inviterer til denne samtale om det gode liv, så er det vigtigt, at det fra begyndelsen understreges, at det er en samtale for ligeværdige partnere. Det, som kendetegner den gode samtale, som fx kan finde sted i præstens dagligstue, er, at den kalder på lydhørhed, medleven og eftertanke. De fleste mennesker i dag er ikke fremmede for at overveje og reflektere over deres livssituation. Tværtimod kaldes der i næsten alle livssituationer på refleksion og selvformulering. I den kirkelige sammenhæng er det af afgørende betydning, at der ikke kræves særlige evner eller kompetencer for at deltage i samtalen. Derfor er én af lederens vigtigste opgaver i samtalen at være fødselshjælper for den ligeværdige samtale, så alle føler sig inddraget og hørt. En samtales forløb kan begynde med et kort oplæg ved lederen på højst 5 minutter. Så er bolden givet op, og deltagerne (hvis antal nok ikke må overstige personer) griber den, og samtalen er i gang. Lederen går derefter ind i samtalen på lige fod med de andre, blot er det ham eller hende, der skal bringe samtalen videre, når det er påkrævet. Eller lade tavsheden råde! Hvad der kendetegner samtalen i øjenhøjde, er balancen mellem udsagn og lydhørhed, så at deltagerne mærker, at den enkelte kan være til stede med sin jeg-fortælling, der er åben for med- og modspil. Det er ikke denne samtales mål, at den skal munde ud i et bestemt svar på et bestemt spørgsmål. Målet er at give deltagerne mulighed for at sprogliggøre centrale livsspørgsmål i forbindelse med at være forældre. De fleste forældre ved, hvem de er, men deres væren tilstede i gruppen vidner om, at de ikke er færdige med fyrre eller afklarede, men at de er undervejs. Én af kirkens tidligste ytringer var sermonen, der kan oversættes med prædiken forstået som samtale. Kirken kan yde en livshjælp til mennesker, der er midt på deres livsvej, ved at tilbyde rum og tid for samtale. Henvisning Folkekirkens Dåbshilsen 8 Indledende konfirmationsforberedelse Indledende konfirmationsforberedelse en gave til forældre, menigheder og præster Mange forhold, bl.a. folkeskolelovene, der siden 1975 har placeret dåbsundervisningen uden for folkeskolens regi, har krævet, at sognemenighederne tog fat på kirkelig undervisning for børn og unge på nye måder. Efter den spæde start midt i 1980 erne er Den indledende konfirmationsforberedelse vokset op og blevet en af de folkekirkelige succeshistorier. I dag deltager over en tredjedel af børnene på klassetrin på landsplan i kirkens tilbud om dåbsoplæring. Tallet er på vej op, i provinsen ligger det på omkring halvdelen. Den indledende konfirmationsforberedelse har været en gave til forældre, menigheder og præster og forhåbentlig ikke mindst til børnene. Ud fra en gudstjenestelig sammenhæng Den indledende konfirmationsforberedelse bygger på en kongelig anordning fra 1994, og det lange navn, der i det daglige bliver omtalt som junior(- eller mini)konfirmandundervisning, signalerer, at der er tale om et centralt placeret sognekirkeligt initiativ. Formålsformuleringen er stort set identisk med konfirmationsforberedelsens formål: at medvirke til at styrke børns fortrolighed med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjeneste. Altså et tilbud om støtte til forældre og børn i dåbsoplæringsopgaven. Indholdsbestemmelsen placerer undervisningen centralt kirkeligt. Undervisningen skal arbejde med bibelfortælling, salmer, bibelhistoriske sange, bøn og bekendelse, alt sammen med gudstjenesten som ramme. Det er ikke et kirkeligt alternativ til den kristendomsundervisning, der gives i folkeskolen, men kirkelig dåbsoplæring på gudstjenestens og bekendelsens grund. Som sådan er juniorkonfirmandundervisningen også tvunget til at finde sted i børnenes fritid med de vanskeligheder, som fri konkurrence fra andre fritidsaktiviteter kan medføre. Præsteansvar og menighedsopgave I sogne med mange konfirmandhold har det været umuligt for præsterne at tage juniorkonfirmandundervisningen på sig alene. Her er til gengæld menighedsrådsansvaret trådt til. Enten har menighedsrådet ansat sognemedhjælpere eller andre kirkelige undervisere og medarbejdere, fx organist, kordegn, kirketjener, til at samarbejde med præsten om opgaven. Eller også er kvalificerede folk fra menigheden selv gået ind i opgaven som undervisere eller som voksenstøtte. I en del mindre sogne har flere præster fra forskellige pastorater fundet ind i et samarbejde om juniorkonfirmanderne. Vi kommer til din kirke, Gud Linjen fra Johannes Johansens salme er mange juniorkonfirmander bekendt og indholdet også. Undervisningen må strække sig ud over maksimalt 40 timer i løbet af et år ofte vil det dreje sig om det halve i et forløb fra efterår til jul eller fra januar til påske. Den foregår som regel i de samme lokaler som den almindelige konfirmationsforberedelse. Men gudstjenesten og kirken er altid centralt placeret, fordi det hører med til undervisningsforløbets profil, ligesom kirken ofte inddrages som læringsrum undervejs af både teologiske og pædagogiske grunde. Børnenes nysgerrighed over for kirkerummet er enorm.

22 [ 42 ] Der udgives løbende materialer, der kan bruges i undervisningen. En hovedsag er, at man kombinerer centrale kateketiske emner med en vinkling omkring gudstjenesten og kirken som erfaringsrum fx med følgende temaer: forventer noget positivt af præst og kirke. Det er et godt grundlag, når de skal være konfirmander siden hen. Og der er gode eksempler på, at juniorkonfirmanderne siden kan hjælpe forældrene til rette, når familien fx skal til barnedåb. [ 43 ] 1. Kirken kirken udvendig og indvendig 2. Skabelsen, mennesket Biblen, Det gamle Testamente 3. Jesus I: forkyndelse og gerninger kirkeskibet 4. Jesus II: en central lignelse prædikestolen 5. Bøn klokken 6. Dåb døbefonten 7. Nadver alteret 8. Død og begravelse kirkegården 9. Påske eventuelt kirkens altertavle eller andre påskebilleder/-symboler i rummet 10. Pinse gudstjenesten, salmer, orgel Lærer de noget? Først og fremmest er det afgørende, at børnene gerne vil være med. Undervisningen appellerer som regel mere til pigerne end til drengene. Det må give stof til eftertanke, hvordan undervisningen kan udbygges, så den kan spænde lige godt over begge grupper. Det vil givetvis et stykke af vejen handle om integration af fysisk aktivitet for drengenes vedkommende. Mht. klar viden om kristendommen er der ikke belæg for, at der kommer dygtigere konfirmander ud af, at de har deltaget juniorkonfirmandundervisningen i årene forud. Men juniorkonfirmanderne får som 9-11-årige fadervor, og måske også trosbekendelsen, med som deres egen personlige bøn og bekendelse. De kan en række centrale salmer, har kendskab til gudstjenestens rytme og kirkerummet og Forældresamarbejde en forpligtelse I anordningen om indledende konfirmationsforberedelse fra 1994 står der, at præsten har ansvaret for den indledende konfirmationsforberedelse, der tilrettelægges i samråd med forældrene ( 6). Forældresamarbejdet er juridisk skrevet direkte ind i ordningen. Der er ikke kun tænkt på et praktisk arrangement omkring kagebagning eller aftaler omkring transport til og fra skole og skolepasningsordning. Forældresamarbejdet handler om det fælles anliggende og ansvar mellem dåbsforældre og sognemenighed. Forældrene er forpligtet på at oplære barnet i den kristne tro, og kirken er forpligtet på at medvirke til børns fortrolighed med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjeneste, for nu at bruge formuleringerne fra den samme anordning. De to forpligtelser har døbte børn al mulig ret til at gøre gældende over for forældre og menighed. Opfyldelsen af de to former for oplæringsforpligtelse støtter imidlertid hinanden, når forældrene sender børnene til juniorkonfirmandundervisning i kirken. Hvem taler videre med børnene? Resultatet af anstrengelserne med juniorkonfirmanderne afhænger et langt stykke af vejen af, om der kan svares på det spørgsmål: Hvem taler videre med børnene om det, vi arbejder med i kirken og sognegården om onsdagen, så det ikke bare bliver parentetisk noget, der kun er henne hos præsten? Der er et skole-kirkesamarbejde, som kan være vigtigt, men det helt centrale er kirke-hjem-samarbejde, som ikke er til at komme udenom.

23 [ 44 ] Juniorkonfirmander og forældre har glæde af at lave noget sammen. Det kan ske i form af gudstjenestefejring. Men samtidig er det vigtigt for læringen, at forældrene har en mulighed for samtale og refleksion på voksenbetingelser, altså uden børnene. Det handler om at hente aktivt sprog og erfaringer ind, som siden kan bruges såvel personligt som med børnene. Forældre må opfriske noget af deres egen kristendom og samtidig opkvalificere sig til den dåbsoplæringsopgave, de har i forhold til børnene. Det skal tænkes ind i forløbet. [ 45 ] Der ligger en opgave i at få opkvalificeret forældrene omkring kirkelig kristendom og samtidig at få styrket kendskabet og tillidsforholdet mellem kirke og hjem i dag. De to ting hænger nøje sammen. Det handler om, at forældrene påtager sig det medejerskab omkring dåbsoplæringen, som de ikke blot har juridisk ret til ifølge den kongelige anordning, men som teologisk set er forankret i dåben selv. Forældresamarbejde omkring juniorkonfirmandundervisningen har sine egne vilkår. 10-årige vil hellere end gerne have deres forældre med og inddraget. Men børneforældre er travle. Ofte vil der også være yngre og/eller ældre søskende, som kræver tid. Særlige forældreaftener har ikke vist sig at trække. Strukturelt set bliver man nødt til at overveje, hvor de naturlige mødesteder med denne forældregruppe er. Hvor er det, at juniorkonfirmandforældrene er at finde med glæde? Det er de gennemgående, hvor deres børn er. Når tiden skal prioriteres stramt, er tid brugt i børnenes sammenhæng en værdifuld investering for forældre. I forbindelse med juniorkonfirmandundervisningen tegner afslutningsgudstjenesten sig som et sted, hvor forældrene er repræsenteret, måske også bedsteforældre. Hjemmebesøg Forholdet mellem kirke og hjem er spinkelt i disse år. Men elementært kendskab til hinanden er nødvendigt for den tillid, der igen er forudsætningen for et samarbejde. Det er værd at overveje at gentage hjemmebesøget, som måske ikke har fundet sted siden dåben. Præst og eventuelt sognemedhjælper eller anden kirkelig underviser kan lave en plan for hjemmebesøg. Det koster ressourcer, men er helt indlysende betydningsfuldt. Tænk blot på, hvilken rolle samtalerne omkring kirkelige handlinger spiller for forholdet mellem præsten/kirken og sognemenigheden. I forbindelse med juniorkonfirmandundervisningen vil et hjemmebesøg kunne afmontere både fjernheden og en række åbenlyse fordomme omkring kirken, som lever i bedste velgående hos voksne. Det vil samtidig være en investering i det fælles samarbejde. Det forpligter nemlig, når man støder frem til fælles formuleringer, eller blot forventninger og intentioner bliver udtalt. Det vil være afgørende, at det i et brev til forældrene er helt tydeligt, hvad hjemmebesøget går ud på (og dets tidsmæssige begrænsning). Måske kunne der også udsendes et lille materiale, som fokuserede samtalen. Som det har vist sig i en rapport fra et projekt i Emdrup kirke, kan der bruges ubegrænsede ressourcer i et forældrekirke-samarbejde. Igen her må der vælges: Ikke alle kan alt, men alle kan noget! Forældreundervisning Stort set alle juniorkonfirmandundervisningsforløb sluttes med en festgudstjeneste, som er godt besøgt af forældrene. Det kan være en naturlig anledning til et forældreundervisningsmodul. Der kan også udvides med et tilsvarende initiativ ved en indledningsgudstjeneste. I så fald har man et lille sammenhængende undervisningsforløb fra 1. gang over juniorkonfirmandforløbet til 2. gang. Koblingen til gudstjenesten ligger i tråd med juniorkonfirmandundervisningens gudstjenestelige forankring. Det er præst og sognemedhjælper/medunderviser, der planlægger arrangementet sammen med kirkebetjening og eventuelt menighedsråd/menighedsmedlemmer. Undervisningsforløbet kan tage fat på nogle af de grundlæggende tematikker, som hører hjemme i børns og forældres fælles dagligdag. Det kunne være dåb eller liv og død. Eller det kunne være de tre kristne højtider, jul, påske og pinse, fordi de tegner det elementære i kristendommen, som det vil være vigtigt, at forældre kan gå ind i en samtale med børnene om. Samtidig udgør de et sted, hvor kristendom, gudstjeneste og folkelig tradition er spundet sammen. Et obligatorisk tilbud fra kirken? Igangsætning af juniorkonfirmandundervisningen er nogle steder strandet på uenighed om initiativet, der er en frivillig ordning, der må tages stilling til lokalt. Når man ser på den succes, ordningen har fået i løbet af forholdsvis få år, må det overvejes, om tilbuddet skal være obligatorisk ligesom den ordinære konfirmationsforberedelse. Ordningen kræver ressourcer og derfor helst også enighed om fordelingen af opgaver og ansvar. Men arbejdet er for vigtigt til, at det kan lades ugjort p.g.a. uoverensstemmelser i menighedsrådet. Der er mange måder at få opgaverne fordelt og løst på. Så prøv at tage juniorkonfirmandernes sag op igen! Et eksempel på forældreundervisning A. Første møde: Indledende familiegudstjeneste, der tematiserer højtid med salmen Vær velkommen Herrens år centralt placeret. Efterfølgende bliver forældrene 1 time i kirkerummet, mens juniorkonfirmander og søskende går i sognegård/konfirmandstue. Forældrene arbejder med pinsen, som er den mest fremmede højtid. Arbejdet, der lægger op både til gruppesamtale og plenumsamtale og andre medinddragende arbejdsformer, foregår ud fra pinsens centrale bibeltekst, en pinsesalme, nogle punchlines, samt aktualiserende og formidlende billeder. Imens laver andre fra menigheden en aktivitet med børnene i sognelokalet med pinsen som omdrejningspunkt. Forældre og børn mødes i konfirmandlokalet til et traktement og en kort afslutning, hvor de eventuelt formidler noget om pinsen til hinanden fra de sammenhænge, de har været i. B. Andet møde: Familiegudstjeneste ved undervisningsforløbets slutning. Gudstjenesten tematiserer jul og påske. Indfaldsvinklen vælges afhængigt af om juniorkonfirmandafslutningen finder sted til jul eller til påske. Forløbet får form af en kateketisk gudstjeneste, hvor en formidlende åbning af temaet præger både liturgi, prædiken og måske et juniorkonfirmandindslag. Igen kan det være en fordel, at der er et formidlende materiale med fokus på det elementære og centrale til forløbet. Henvisning Jørgen Gleerup og Lars Nymark: Vær velkommen Herrens år oplæg til samtale med minikonfirmandforældre. Aros Underviser Forældrehæfte og Underviserens hæfte. Finn Dyrhagen: Forestillingen om Gud. En effektundersøgelse af den indledende konfirmationsforberedelse i Danmark. Aros Underviser 2007 Birgitte Kjær. Sammen gør vi det bedre. Om en menigheds samarbejde med forældrene om børnenes kristne oplæring. Teologisk Pædagogisk center Løgumkloster 2007

24 [ 46 ] 9 Børnekor [ 47 ] Et vækstområde i folkekirken I de sidste år er der oprettet børnekor eller børneog ungdomskor i mange sogne. Det er et af de betydeligste vækstområder, når det drejer sig om kirkeligt arbejde. Samtidig er der sket en højnelse af uddannelsesniveauet hos folkekirkens organister. Børnekorsarbejdet har i langt de fleste tilfælde organisten, evt. en musiklærer, som primus motor. Oprettelse af børnekor må derfor drøftes nøje i menighedsrådet. Det er også nødvendigt, at præsterne i et vist omfang deltager i børnekorsarbejdet, i hvert fald i forbindelse med planlægning af gudstjenester, hvor børnekoret medvirker. Samlet set er børne- og ungdomskorarbejdet en af folkekirkens væsentligste arbejdsgrene, når det drejer sig om børn. Berøringsfladen er ikke så stor som ved den indledende konfirmandundervisning, men til gengæld vil kordeltagelse for de fleste børn indebære et flerårigt forløb. Juniorkonfirmandundervisningen kan i øvrigt fungere som rekrutterings-mulighed i forhold til korarbejdet. Børnekorets betydning Også som et element i kirkens dåbsoplæring kan børnekorarbejdet blive af afgørende betydning. Korarbejdets betydning kan sammenfattes i følgende punkter: a. det giver børnene en værdifuld fortrolighed med salmebogen, de bibelske fortællinger, gudstjenesten og kirkerummet, b. det er med til at udruste den næste generation af gode forsangere i skole, kirke, foreninger etc., hvor sangen ellers let kan dø af mangel på øvelse og kendskab til sangskatten, c. det giver et løft til sognets gudstjenester, og det giver særlige muligheder i forbindelse med tilrettelæggelse af børne- og familiegudstjenester, d. udover den rent musikalske dannelse er det indlæringsmæssigt og dannelsesmæssigt udviklende at synge i kor. Det indlærer fornuftig disciplin og sociale kompetencer, hvad mange forældre og børn, der er med i børnekor, kan bevidne, e. kirken har derfor også ofte medløb og medspil i korarbejdet fra forældre, ligesom der er mange eksempler på, at kordeltagelse går i arv blandt søskende, f. endelig viser erfaringen, at korarbejde er med til at udvikle nye medarbejdere. Fx har mange teologistuderende fået deres interesse for kirke og teologi gennem den regelmæssige deltagelse i gudstjenester via korarbejdet. Menighedsrådets rolle Børnekorarbejde kræver ressourcer, tidsmæssigt og økonomisk. Det er derfor afgørende, at der sker en afklaring i menighedsrådet omkring forventninger til og målsætninger for korarbejdet. Vil man have et seriøst børnekor, må menighedsrådet være indstillet på honorar til korleder (eller indarbejdelse af korarbejdet i organistens arbejdsbeskrivelse) og midler til node-materiale (som kan være ret bekosteligt). Det bør også afklares, om der skal ske en (symbolsk) honorering af kormedlemmerne, ligesom spørgsmålet om særlige kordragter, udgifter til deltagelse i stævner m.v almindeligvis dukker op på et tidspunkt. Kan et enkelt sogn ikke magte det, kan flere sogne samarbejde omkring et korprojekt. Afgørende hjælp i forbin-

25 [ 48 ] delse med påbegyndelse af børnekorsarbejde kan fås hos sammenslutningen Folkekirkens Ungdomskor. FUK er organiseret i stiftskredse, som man også kan henvende sig til med henblik på rådgivning. [ 49 ] Samarbejde mellem korleder og præst Korarbejde i kirkeligt regi forudsætter et samarbejde mellem korleder og præst(er). Det skal helt basalt aftales, ved hvilke gudstjenester børnekoret skal medvirke og med hvad. Her skal der naturligvis tages højde for korets størrelse og rutine. Hvis ambitionsniveauet er for højt i forhold til korets reelle muligheder, er risikoen for fiasko-oplevelser stor. Det kræver fx betydelig rutine og sikre stemmer at synge overstemme til en salmemelodi. Alt for ofte hører man organisten drive koret frem med flerstemmige satser, som det reelt ikke magter. Det er bedre med et godt enstemmigt kor end et kor, der går i opløsning, fordi korlederens eller præstens ambitioner er større end medlemmernes muligheder (se dog hvad der afsluttende siges om udvikling i koret). Det vil være til stor gavn, hvis korleder og præst i fællesskab udvælger en grundstamme af salmer, som børnekoret skal lære hen over en periode. De samme salmer bør naturligvis indgå tilbagevendende i gudstjenester, hvor børnekoret medvirker. Korleder og præst kan også i fællesskab udvælge nogle sange og salmer udenfor salmebogen, fx særlige salmer for børn, som skal indøves/indgå i korets repertoire. Af hensyn til korets muligheder for at øve kan det være nødvendigt at fastlægge salmevalg flere uger i forvejen. Korleder og præst bør i fællesskab indøve gudstjenestens forløb med koret. Endelig kan præsten indgå i samarbejdet omkring koret ved fx at introducere børnekoret til kirkeårets højtider. Der er adskillige indlysende anledninger til sådanne kateketiske sessioner med koret. Man kan overveje, om man vil give korets øve-sessioner en enkel rituel indramning. Men ellers er børnekoret jo privilegeret ved, at den kirkelige forankring og det kristne indhold er så indlysende og basalt til stede i arbejdet. Børnekor i gudstjenesten Almindelige gudstjenester Det bør være en målsætning for børnekor, at de indlærer den traditionelle danske folkekirkegudstjenestes form, bedst gennem helt regelmæssig deltagelse i den. Børnekoret kan, når det har opnået en vis rutine, lejlighedsvis udfylde nogle af de liturgiske opgaver, fx i form af introitus eller extroitus. Her kan der fx vælges salmer med tilknytning til søndagens tekster eller kirkeåret. Af særlige opgaver kan derudover nævnes evt. motet (efter prædiken) samt sang under altergang. Det er i øvrigt naturligt også at indbyde børnekoret til deltagelse i altergangen. Ved en række kirker lader man børnekoret varetage kordegn- eller kirkesanger-opgaver med indgangsbøn og udgangsbøn. Børne- og familiegudstjenester Her kan koret få en mere fremskudt placering. Der kan være indlagt respons fra koret på præstens prædiken eller undervejs i tekstlæsninger. Og børnekoret kan bidrage med dramatiseringer af de bibelske fortællinger. Særlige gudstjenester Børnekoret kan danne indgangs- og udgangsprocession ved særlige gudstjenester som høstgudstjenester, adventsgudstjenester med lucia-optog, krybbespil og lysgudstjenester ved kyndelmissetid. Samarbejde med forældre og andre Der bør råde et højt informationsniveau omkring korarbejdet i forhold til forældrene, så de er indstillede på, at deres syngende børn kan have opgaver i weekenden, og således at de er indforståede med den kirkelige målsætning for korarbejdet. Forældre vil undertiden kunne inddrages som frivillige i forbindelse med børnekorsarbejde. Det kan gælde omkring transport, korture, afslutnings-fest o.l. Børnekorarbejde kan være løftestang til et samarbejde med sognets skoler og institutioner. Både børnehaver og plejehjem modtager oftest gerne besøg af børnekoret. Det bør i øvrigt nævnes, at der ved enkelte skoler findes skolekor, og at man i stedet for evt. at konkurrere med dette måske kunne overveje, om skolekoret kunne få tildelt opgaver i kirkelig sammenhæng. Udvikling af koret Et vellykket børnekorsarbejde sigter naturligvis imod en udvikling af korets enkelte medlemmer. For mange børnekor går i stå eller mister medlemmer, fordi de mere øvede ikke bliver ved med at møde udfordringer i koret. For at undgå det kan det dels være nødvendigt at splitte koret op i begyndere og øvede (eller etablere en forskole), dels at arbejde med flerårs-planer for korets virksomhed. Som hjælp til dette har FUK udviklet et system af læreplaner. Det kan virke meget ambitiøst, hvis man grundlæggende opfatter korarbejdet som en del af dåbsoplæringen i sognet. I virkeligheden er det et udtryk for, at børnekorarbejdet pædagogisk set er mere udviklet end en del anden kirkelig dåbsoplæring. Det skal tilføjes, at man godt kan anvende læreplanerne uden på alle punkter at følge dem, fx med hensyn til antallet af prøver og lignende. I enkelte kommuner er der mulighed for at udbygge børnekorsarbejdet igennem sangskoler, der kan være etableret i et fælles kirkeligt og kommunalt regi. Henvisning Folkekirkens Ungdomskor

26 [ 50 ] 10 Organisationernes kirkelige børnearbejde [ 51 ] Kirkens forhold til de kirkelige organisationer I ganske mange sogne fejrer man BUSK-dag ( Børn- Unge-Sogn-Kirke ) den sidste søndag i oktober. Her bliver samarbejdet mellem folkekirken og de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer synligt, måske kun som en årlig begivenhed, men det kunne blive begyndelsen til noget mere. De fleste kirkefolk har nok et lidt diffust forhold til de kirkelige organisationer sådan cirka ligesom befolkningen i al almindelighed: Hvem er de? Hvad vil de? Hvorfor gør de det på deres egen måde? osv. Det er der givetvis mange gode grunde til men der er flere gode grunde til at forsøge at ændre på det: Der er så meget, sognemenigheden ikke kan overkomme eller har mulighed for, og hvorfor så ikke inddrage mennesker, som gerne vil? Mange vil indvende, at det er sjældent, vi ser dem spejdere, FDF, IMU, KFUM og KFUK, Søndagsskolefolk og alle de andre i vores kirke. Hvorfor skal vi så lave samarbejde med dem? Kirkelige organisationers forhold til kirken Det samme spørgsmål lyder ofte til møder og diskussioner i de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer: Hvorfor skal vi komme i kirken? Hvorfor må vi helst ikke have vores faner med og uniformer på? Hvorfor er der ikke plads til os? osv. Og sådan må det være, når kirke og organisationer har så forskellige strukturer: Folkekirken er ikke en organisation og tænker ikke i organisatoriske baner; ligeså er spejderne og børneklubber heller ikke bundet af bekendtgørelser og embedstænkning, ligesom de ikke er omtalt i grundloven. Det er ganske sigende, at første gang, de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer overhovedet blev omtalt i en ministeriel skrivelse, var i bekendtgørelsen om Folkekirkens Pædagogiske Institut fra Og dog er der ingen tvivl om, at organisationerne betragter sig som en del af folkekirken. De har næsten alle sammen en formålsformulering, der tydeligt markerer dette. Men for dem er kirken ikke en bygning, men en bevægelse. Et spørgsmål om menighedsforståelse Måske er det på sin plads her at tage sin menighedsforståelse op til gennemtænkning og det gælder både kirkefolk og organisationsfolk: Er menigheden kun den del, vi kan se med vore øjne? Kan man ikke være med i et kirkeligt arbejde uden kontakt til sognekirken i det daglige? Er det bedre at sidde ude i skoven og holde morgenandagt i en lysning end at være til gudstjeneste søndag morgen? Eller er det omvendt? Hvad er forskellen på at sidde i menighedsrådet, brygge kirkekaffe hver søndag, samle genbrugsting til den årlige YM-basar, slide kirkebænkene tynde, lave spejderarbejde for de unge, der vil have udfordringer, arrangere søndagsskole under gudstjenesten eller lave lørdagsklub eller arbejde som ansat eller frivillig i sognekirken? Spørgsmålet er relevant, og svaret kommer ikke ovenfra, men må findes lokalt og det findes kun, hvis man virkelig forsøger at sætte sig ind i de andres verden, som man måske slet ikke kender.

27 Samarbejde om dåbsoplæring Hvorfor ikke tage skridtet videre? Hvorfor ikke foreslå et mere integreret samarbejde om den daglige dåbsoplæring? Hvorfor skal præsten stå for det hele til det månedlige møde for dåbsforældre og gudforældre i kirken? Ville det ikke være sjovt med et kreativt indslag i søndagsgudstjenesten? Eller hvad med at tage juniorkonfirmanderne med på en weekendtur, som FDF stod som arrangører af? Eller invitere konfirmanderne med til næste møde i IMU eller KFUM og KFUK? Skulle man have betænkeligheder over, hvad det er, man som officiel folkekirke laver reklame for, så må man tilbage til overvejelserne og fundere over, hvad kirken er og måske komme til den konklusion, at kirken kun er det, som præst og menighedsråd har ansvaret for, og som der findes regulativer og bekendtgørelser for. I så fald må man lade disse muligheder fare! Men skulle man komme til en anden konklusion, kan man forhåbentlig finde nye veje uden at opgive folkekirkens bekendelsesgrundlag. Rummelighed er vigtig, også på det teologiske område. Sognekirken skulle nødigt havne i samme grøft, som folkeskolen nogle steder havner i, når den kræver, at folkekirkens kon- [ 52 ] Samarbejde i det daglige Man kunne spørge fra kirkens side, om det lokale kirkelige børne- og ungdomsarbejde har lyst til at medvirke i det daglige kirkelige arbejde ved tilrettelæggelsen af børneog familiegudstjenester ved et natløb for konfirmanderne ved en udendørsaktivitet på næste møde i menighedsrådet eller aktivitetsudvalget ved udbringning af kirkebladet? Og tilsvarende kunne man overveje, om ikke den lokale kirke kunne have lyst til at besøge den lokale kreds eller gruppe på næste sommerlejr eller spørge, om man må sponsorere et antal af Den Nye Aftale til lederne? Kun fantasien sætter grænser for samarbejdsmulighederne. firmationsforberedelse skal fjernes fra skoleskemaet, fordi den er konfessionel. Ser vi efter, tilhører de folkekirkelige organisationer tilmed samme konfession som folkekirkens sognemenigheder. Who is who Det kan være mere end svært at finde ud af det med de mange slags spejdere og klubber. Derfor dette ultrakorte og dermed ikke fyldestgørende forsøg på en guide: Kirkelige børne- og ungdomsorganisationer kan deles i uniformerede og ikke-uniformerede. derne kun for piger) har grønne uniformer og er klart definerede som kirkeligt arbejde. Også her er der præster med i det daglige arbejde og på lejre, ligesom kristendomsudvalg udgiver forkyndelsesmateriale. Derimod blev forbindelsen til det civile KFUM og KFUK ophævet for mange år siden. Det Danske Spejderkorps (de blå spejdere) har siden starten for 100 år siden været den anden halvdel af spejderbevægelsen i Danmark, men uden den kirkelige del i formålsparagraffen. Korpset er ikke antireligiøst, men a-religiøst. Nogle steder er de måske mere kirkelige end de grønne spejdere men man kan ikke gå ud fra, at de betragter sig som en del af det kirkelige arbejde. [ 53 ] 1. De ikke-uniformerede er mange og forskellige: KFUM og KFUK ( Kristelig Forening for Unge Mænd/Kvinder nu slået sammen til én organisation), IMU ( Indre Missions Ungdom ), KFUMs Idrætsforbund, Folkekirkens Søndagsskolearbejde m.m.m. De har adskillige steder præsten med i det daglige arbejde og udgiver forkyndelsesmateriale i alle mulige former. 2. De uniformerede børne- og ungdomsorganisationer kan deles i to: FDF og spejdere. A. FDF har sin rod i engelske Boys Brigade og tog sit udgangspunkt i de dårligst stillede byfamilier; derfor var det tidligere gratis at være med. Uniformen er lyseblå (men var engang grå) og FDF er markant kirkelige: De har som regel folkekirkepræster med på landslejre og har endda deres egen præst ansat. De udgiver meget forkyndelsesmateriale. Men de er ikke spejdere, da de ikke er med i verdensspejderbevægelsen. B. Spejderne findes i tre store organisationer foruden de mindre ( De gule spejdere, Baptistspejderne osv.): KFUM-Spejderne (for både drenge og piger) og De grønne pigespejdere (tidligere: KFUK-spej-

28 11 Kirkens tilbud til børn i skolen og institutionerne [ 55 ] Kirken som det levende bibliotek (Kirke-skolesamarbejde) Kirken rummer viden, der er nødvendig for skolens undervisning i fag som kristendom, dansk, musik og historie. Mange andre af skolens fag kan også inddrages i kirkens formidling, hvis der tilrettelægges tværfaglige og måske utraditionelle forløb som et samarbejde mellem kirken og en naturskole, en arkitekt eller en håndværker. Kirkens særlige felt, særlige rum og særlige historie er som et helt bibliotek for skolen. Her kan man hente viden om bibelens fortællinger, om etik, om ritualer og om folkets og kirkens historie. Den viden, kirken kan byde på, er samtidig levende og levet viden den man ikke kan læse sig til i bøger. Som præst, sognemedhjælper eller organist med lyst til den pædagogiske udfordring kan man aktivere og åbne den viden for skolens elever. Skoletjenesterne I flere stifter og provstier landet over har man prioriteret midler til at starte en folkekirkelig skoletjeneste. Skoletjenesterne er i dag organiseret i Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester og skole-kirke-samarbejder. Skoletjenesterne har til opgave at udarbejde skoleprojekter, der tager udgangspunkt i både kirkens viden og skolens læreplaner. Ved at tilpasse projekterne til skolernes læreplaner bliver det relevant for skolen at gøre brug af tilbuddet. I tilbud fra Folkekirkelige Skoletjenester indgår ofte et baggrundsmateriale til læreren, med overvejelser og tekster til lærerens forberedelse ideer til undervisning i klassen elevopgaver et tilbud om undervisning uden for klasselokalet, fx: i kirken, på kirkegården, i biografen, på billedskolen eller et andet sted, der er relevant for projektets udformning. Præstens opgave i projektet er ofte at udfolde en bibelsk fortælling, et historisk univers eller en etisk problemstilling eller et ritual for eleverne. Kvalitet er overalt et nøgleord i kirkens møde med skoleklasserne. Hvis eleverne får en oplevelse af, at de er ventet, og at der er gjort noget ud af det, de skal lære, bliver deres opmærksomhed skærpet. Forberedelsen fra kirkens side kan bestå i at finde rekvisitter, opdatere sig på relevante historiske personer eller overveje hvilke etiske dilemmaer eller kirkelige traditioner, der ville sætte en aktuel diskussion på spidsen. Man kan fx bruge En bibelsk fortælling: Rekvisitter er gode til at gøre fortællingen levende og relevante: Josefs kjortel, Johannes Døberens kameluld, en fjer fra Helligåndsduen eller salven fra Maria Magdalene Det historiske univers: Historiske reelle personer eller personer, man selv opdigter til formidlingen, kan gøre kirkens historie vedkommende: Drengen Asbjørn, der var med til at male kirkens kalkmalerier eller bygge kirkens mure, klokkerens søn der skulle hjælpe sin far med ringningen, rigmandens datter der var med til gudstjenesten i 1700-tallet. Den etiske problemstilling: Løsenet er konkretisering, konkretisering og atter konkretisering: Lad eleverne formulere med deres egne ord, hvad det vil sige, at Lad dem give deres bud på, hvad kristendommen me-

29 [ 56 ] ner om Undervisningens mål er at få eleverne til at kan være ved at lave engle til dekoration ved juleafslutning [ 57 ] reflektere selv og finde frem til deres egne svar det kan i kirken, eller ved kirken bidrage til. Oplevelsen af det rituelle og historiske rum (kirkens skoletilbud) De steder, hvor der ikke er en folkekirkelig skoletjeneste, påhviler det den lokale kirke at tilbyde sit levende bibliotek til skolen. Men også her skal biblioteket åbnes for skolen via konkrete projekt-tilbud, fx ved en årligt tilbagevendende begivenhed for en bestemt målgruppe på skolen: Bibelen i billeder der arbejdes med kirkens fortælle-univers i billedkunst for 3. klasse Påskevandring for 4. klasse Musik og sang i kirkens rum kirken tilbyder en workshop med en moderne salmedigter eleverne skriver deres egne salmer i danskfaget, for klasse Allehelgen og besøg på kirkegården for 5. klasse Må man slå ihjel i krig? om etiske dilemmaer for klasse Gode projekter kan holde til at blive gentaget et par år, men fornyelse er en kunst og en dyd. Når projekterne tilsættes et nyt delelement, får de ny vitalitet. Med pædagogisk støtte lokalt kan man komme langt. Der findes også kurser og materialer inden for området. Fx har Kirkefaglig Videreuddannelse udviklet forløb omkring kirkevandring og bibeleventyr. Vidensformidling Hvad enten der er tale om det mere formaliserede skolekirke samarbejde ved en folkekirkelig skoletjeneste eller initiativet fra den lokale sognekirke i forhold til skolen, gælder det, at kirkens (skole)formidling skal foregå på skolens præmisser. Det vil sige, at alle elever ved kirkebesøget, uanset deres religiøse tilhørsforhold, skal føle sig velkomne. Kirkens formidling til skolen bygger på tillid tillid fra skolens side til, at den kirkelige formidler ikke overskrider grænsen mellem vidensformidling og forkyndelse. I vidensformidlingen er det tydeligt, at de synspunkter, der præsenteres, ikke nødvendigvis gælder alle, men at de er præstens personlige eller kirkens generelle holdning: I kristendommen tror vi på, at. Sådan kan man sige, men ikke: Det er Guds vilje, at. Sansninger og gode fortællinger (Børneinstitutioner) Kirkens tilbud til børneinstitutioner må tale til børnenes sanser. Sansning af rummet kan ske ved at: røre ved døbefonten eller føle, hvordan det er at ligge på kirkens gulv se billederne i kirken eller se vandet blive hældt op i døbefonten høre orglets toner orglet kan både lyde som en mus og som en stor elefant lytte til korte og levende fortællinger gerne fortalt med dukker og musik Institutionens besøg i kirkens rum kan give børnene en fortrolighed med rummet. Børnenes oplevelse af kirkerummet kan forstærkes, hvis de selv får lov til at bidrage det Dialogens betydning for mødet (Hvordan give rum for børns forundring?) I ethvert undervisningsforløb med børn både i førskole- og i skolealderen er dialogen en afgørende faktor i at gøre formidlingen nærværende og relevant. At give rum for elevernes forundring kræver, at man tager deres spørgsmål alvorligt og bruger dem i den videre formidling. Spørgsmålene kræver ikke en lang forklaring, men kan ses som elevernes måde at forholde sig til formidlingen på. Spørgsmålene kan bruges til at spørge videre: Hvad tænker I andre om det, Mette siger, Er der nogen, der ved, hvorfor man synger, når man er til gudstjeneste?. Børn har mange gode svar på hinandens spørgsmål, og ved at bruge dem aktiveres deres viden, og samtidig opklares deres spørgsmål ofte bedre med deres egne ord end vores.. Men skal det da være elevernes spørgsmål, der er styrende for formidlingen? Svaret hertil må være både ja og nej. Det er vigtigt, at formidleren ved, hvor han/hun vil hen med sin formidling og har taget stilling til, hvad eleverne skal have lært/oplevet, når de går fra besøget. Samtidig er det vigtigt at lytte til og at bruge elevernes spørgsmål og forundring som afsæt i formidlingen. Det kræver forberedelse at holde den røde tråd, og fleksibelt fastlagte rammer at holde formidlingen på sporet: Afklar med eleverne, hvad de skal bruge besøget til, og spørg ind til, hvad de har lært/ oplevet ved besøgets afslutning. Vær konkret og specifik i dialogen hvad vil det for eksempel sige, at Gud ånder på øjet, når man græder? Henvisning Birgitte Kjær: Kristendomsfaget i folkeskolen, Kroghs Forlag (Cand.theol. seminarielektor Mette Buchardt: Til tjeneste når Folkekirkens Skoletjeneste organiserer præsters besøg i folkeskolens undervisning om ikke i kristendom) (Skole & Kirke samarbejde på landsplan) Birgitte Thyssen og Henning Fogde (red.): Børn, skole og kirke, Folkekirkens Pædagogiske Institut 1999 Kirkefaglig videreuddanelse,

30 12 Konfirmationsforberedelse [ 59 ] Konfirmation en meget nyttig kirkeskik Man kan ikke forestille sig en døbende kirke uden dåbsoplæring. Selv om Luther teologisk afviste den katolske lære om konfirmationen som et sakramente, drømte han ikke om at forkaste nødvendigheden af en kirkelig dåbsoplæring. I Danmark har dåbsoplæringen været tæt knyttet til konfirmationen siden konfirmationens indførelse i Den har fungeret som en nyttig kirkeskik, der har båret kirkens centrale dåbsoplæring gennem århundreder. Selv om konfirmationens folkelige betydning er reduceret, vælger omkring 70 % af en årgang årige at lade sig konfirmere. Ikke mindst det store pædagogiske udviklingsarbejde, der er foregået i de seneste årtier, har betydet, at konfirmationsforberedelsen fortsat er en af kirkens vigtigste former for kristendomsformidling. Det bliver den ikke automatisk ved med at være. Det er en tradition, som mange steder er forsvundet meget hurtigt. I København ligger konfirmationsprocenten under 50 og i Sverige langt lavere for landet som helhed. I folkekirken som helhed står konfirmationen dog så stærkt, at der er meget at bygge på i den fortsatte indsats med konfirmandundervisning. Konfirmationsforberedelsens formål Målet med konfirmationsforberedelsen er fastlagt i en kongelig anordning fra 1989, der fastslår, at undervisningen skal styrke konfirmandens fortrolighed med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjeneste. Det formål er teologisk funderet. En barnedøbt kan kræve, at den døbende kirke giver den døbte indsigt i og fortrolighed med: den bibelske frelsesfortælling om Gud og verden, ikke mindst Jesus-fortællingen kristen liv og praksis i form af gudstjeneste og dagligliv i familie og samfund kristendommen i forhold til ens eget personlige liv Det er blot en anden måde at udtrykke på, hvad der er konfirmationsforberedelsens mål. De tre emner skal et konfirmationsforløb søge at dække ind. Indholdet må bestemme formen Kristendommen finder vi ikke ved at pille i egen navle. Den kommer til os og bliver sat foran os. Der er noget, der skal fortælles, læres, erfares, når det handler om dåbsoplæring. Kirken er ikke et læseselskab, hvor tankpasser-modellen kan være undervisningsparadigme, og undervisningen kan foregå envejs fra katederet og ned i lokalet. Kristendommen er en løbende vekselvirkning af tiltale og selvvirksomhed under vejledning, oplæring, refleksion og praksis. Konfirmander er ikke kun modtagere af undervisning i kristendom, men samtidig subjekter for deres egen kristendom og fuldgyldige medlemmer af menigheden! Det er al kristen dåbsoplærings præmis. Kristendommen har en høre- og en gøre-dimension samt en være-dimension. Den bliver særligt tydelig i de gudstjenestelige elementer, som de indgår i undervisningen: salmen, bønnen, bekendelsen, deltagelsen i søndagsgudstjenesten. Programmatisk sker det ved, at hver konfirmandtime indledes eller afsluttes med en minigudstjeneste. Det er først og fremmest i den gudstjenestelige praksis, at konfirmationsforberedelsen adskiller sig metodisk fra al

31 [ 60 ] anden undervisning, f.eks. folkeskolens. I kirken skal vi [ 61 ] ikke blot lære, men også være. Konfirmationsforberedelsens struktur Konfirmationsforberedelsen kræver såvel horisontal udstrækning i tid, altså et forløb over et antal uger i året, som en række vertikale snit til fordybelse (temadage, weekend m.m.). En del af undervisningsstoffet, forholdet til og oplæringen i søndagsgudstjenesten, indlæring af salmer, bønstradition, den personlige formidling, der hviler i opbygningen af forholdet mellem præst og konfirmander og kristendommen som erfaring af rytme (kirkeåret bl.a.), fordrer tidsmæssig udstrækning over året. Refleksion, uddybelse og fordybelse, selvvirksomhed og erfaringsskabende pædagogik kræver udstrækning i form af samlet tid. Måske halve og hele dage eller weekender. Allerede af den grund skal der være et godt arbejdsbudget og helst også en gruppe med frivillige støttelærere, når særlige forløb skal gennemføres. Konfirmationsforberedelsens metoder Med det mål og indhold for konfirmationsforberedelsen, der er skitseret her, tegner der sig en række grundlæggende undervisningsformer og metoder i konfirmandstuen. Fortællingen er centralt placeret både som indhold og metode. Samtalen er selve refleksionens rum. Der er muligheder i film- og billedarbejde, som undervisningen kan benytte med stor fordel. Der tegner sig i dag nogle oplagte IT-muligheder. Noget af stoffet i konfirmandstuen kalder på erfaringsskabende pædagogik: fx drama, musik, billedkunst, ekskursion. Der er en række centrale liturgiske arbejdsformer. Der skal kunne inddrages klasseundervisning, gruppearbejde, individuelt arbejde, emne- og projektarbejde. Det stiller krav til undervisningen, men er samtidig undervisningens store mulighed. Der udgives løbende materialer til konfirmationsforberedelsen. De tjener det formål at støtte underviseren i gennemførelsen af hans eller hendes egne mål med undervisningen. Brugen af forskellige materialer forudsætter en grundlæggende didaktisk refleksion. Afslutning og begyndelse Konfirmationsforberedelsen har traditionelt været betragtet som den afsluttende dåbsoplæring i menigheden. Med konfirmationsforberedelsen og konfirmationen var konfirmanderne blevet myndige kristne i menigheden. Det gælder stadig i dag, og alligevel er konfirmationen ikke en dimissionsfest, hvor konfirmanderne sendes ud af menigheden, men en forkyndelse og markering af det fortsatte dåbsoplæringsforløb. Konfirmationsforberedelsen mål: at besinde sig på det enkle og elementære i kristendommen fortsætter for den døbte kristenlivet ud. Forældre kan også gå til præst Konfirmationsanordningen har en paragraf om samarbejdet mellem præsten og hjemmene. Samarbejdet er teologisk begrundet i den fælles dåbsoplæringsforpligtelse mellem sognemenigheden og de forældre, der har ladet deres børn døbe. Konfirmationen er det eneste virkelig brede møde, som kirken har med den forældregeneration, der er mellem 35 og 50. Til gengæld kan det så i bedste folkekirkelig forstand være et oplæg til samarbejde på forskellige måder om de unges dåbsoplæring og senere måske også om andet som fx menighedsrådsarbejde. Konfirmanderne i års alderen er i fuld gang med den afgørende, biologisk betingede løsrivelsesproces fra forældrene. De tager derfor ikke deres forældre med i hånden som noget selvfølgeligt. I kirkerummet kan man opleve, at de skaber rumlig afstand til forældrene. Den unge sidder sammen med kammeraterne i den ene ende af kirken og forældrene i den anden. Tendensen er, at de unge årige sideordner familie/forældre og venner som de væsentligste, daglige samtalepartnere, der gør livet værd at leve. Det er derfor stadig vigtigt at gøre forældrene opmærksom på betydningen af, at de f.eks. følger med deres konfirmander i kirke. Og det er værd at søge sammenhænge ud over hjælp til kørsel og kagebagning hvor en forældreinddragelse kan finde sted under respekt for den løsrivelsesproces, som pågår med nødvendighed. Det er således ikke umuligt at skabe en struktur omkring fx en konfirmandweekend, hvor forældre er med ikke blot som praktisk hjælp, men også på en måde så de indgår i grupper med de unge omkring weekendens undervisningstemaer. Det skal blot struktureres, så ingen gås for nær, men der bliver tale om en fælles læring. Konfirmandforældreaftenerne er et givet mødested I sognet holdes almindeligvis én eller to konfirmandforældreaftener i forbindelse med det ordinære konfirmationsforløb. Til konfirmandforældreaftenerne er der generelt et stort fremmøde pga. den forestående familiefest, som man er i gang med at planlægge og gerne vil have godt styr på, men også på grund af forældres gennemgående store interesse for børnenes liv i en moderne forhandler-familie. Fremmødet kan også skyldes interesse for at høre noget om den kristendom, forældrene har valgt at lade børnene døbe ind i og måske godt vil tage et forældreansvar for. Det har brug for at blive tematiseret, og konfirmandforældreaftenen er stedet at gøre det. En konfirmandforældreaftens undervisning er ikke et udtømmende undervisningsforløb om kristentro og gudstjeneste. Det er et punktuelt nedslag, der venter på at blive fulgt op af det næste naturlige mødested mellem folk og kirke. Og det er erfaringen, at en konfirmandforældreaften af denne karakter ikke kun kan lade sig gøre, men at det opleves betydningsfuldt af forældrene selv, så de vender motiverede tilbage, næste gang de har en konfirmand, som skal gå til præst. Det handler om, at konfirmandforældre får stadig bedre mulighed for at være det, de skal være forældre i forhold til deres børn i konfirmationssituationen. Part i samarbejdsforholdet børn-forældre-kirke. Samtale om og erfaringer med kristen tro Ved konfirmandforældreaftenen har forældrene mulighed for at vokse i indsigt, tro og evne til at integrere kristentroen i deres daglige liv og dermed varetage deres kristne forældreforpligtelse over for børnene at få elementær viden om kirkelig kristendom og vinde større klarhed at få gjort op med fordomme og falske forestillinger at få sprog til at have kristendommen i og kunne tale om den at få lov til at gøre sig nogle grundlæggende erfaringer med kristendommen og dens praksis at få lov til at forholde sit aktuelle liv til det, som er kristendom Det er afgørende, at konfirmandforældreaftenens undervisning er en samtale i øjenhøjde. Forældre er ikke konfirmander, men voksne med mindst lige så bred livserfaring som præsten, ikke mindst i forholdet til børnene. Allerede i kraft af samarbejdsforholdet omkring børnene er der ikke

32 [ 62 ] tale om lærer-elev, men om at gå et stykke vej med hinanden [ 63 ] inden for samme menighed af fuldgyldigt døbte. Konfirmandforældreaftenernes indhold og form Konfirmandforældrene inviteres til to møder fra kl.19,30 til 22, ét i begyndelsen og ét i slutningen af konfirmationsforløbet. Det er præst og en eventuelt anden konfirmandunderviser, der står for møderne. Møderne skal datosættes ved konfirmandindskrivningsarrangementet, hvor både konfirmander og forældre er med. Til gengæld er de to konfirmandforældreaftener med undervisning uden de unges deltagelse. Det er vigtigt, at forældrene har mulighed for at bruge hinanden som lærende fællesskab. Det er erfaringen, at et forældre/børn-arrangement betyder, at forældrene i usikkerhed let skubber de unge foran sig, mens de selv holder sig i baggrunden. Indledningsvis skaffes nogle praktiske forhold omkring de unges konfirmation til side. Det er anledning til at mødes, at der er mødedatoer, spørgsmål om kirkegang, spørgsmål om antallet af gæster ved konfirmationen og fotografering, som skal afklares. Det kan for det meste stå på et A 4 ark. Dernæst er der inviteret til undervisning i kristendom. Temaerne må være nogle af de elementære og centrale i forhold til kirkelig kristendom og forældrevirkelighed, der giver forældrene mulighed for at arbejde med kristendommen i 2 gange 1½ time fordelt på de to aftener. Didaktisk set er det vigtigt, at der ikke bliver tale om konfirmationsundervisning, men voksenundervisning. Emnet kan være et af de samme troens hovedstykker, som konstituerer konfirmationsforberedelsen, Jesus-fortællingen, gudstjenesten, trosbekendelsen, fadervor, dåb, nadver eller etik. Arbejdsoverskriften ved de to møder kunne fx være Hvad går kristentro ud på? og Gudstjenesten. Det svarer til de to centrale kundskabs- og færdighedsområder i konfirmationsanordningen. I konfirmationstiden er gudstjenesten særligt forpligtende både for konfirmander og forældre. Indfaldsvinklen til undervisningen bør være almen: en fortælling, et billede, et filmklip. Derefter bliver der lagt kristendomsstof på bordet, hvorefter forældrene selv arbejder med et oplæg i grupper hen mod en fælles samtale mod slutningen. Selvvirksomhedsfasen er afgørende. Det er her omkring bordene uden præstens og alles øjne og ører på sig at forældrene i fællesskab støder frem til et sprog og nogle erfaringer at have deres kristendom i. Og sproget er ofte ikke et særligt teologisk sprog. Det bliver det ikke mindre rigtigt af! Eksempel på undervisning for konfirmandforældre Forløbet kan have som grundelement, at forældrene selv prøver at sætte en gudstjeneste sammen med salmer, tekster og bønner. Aftenen slutter med, at gudstjenesten holdes i kirken med forældrene selv som læsere m.m. Forældrene får først udleveret 10 teser om gudstjenesten, som de diskuterer i gruppen omkring bordet, og hvoraf de vælger og prioriterer 3 teser. De skal efterfølgende præsentere og argumentere for deres valg i plenum. At det er gruppens og ikke et individuelt votum giver alle i gruppen rygstød til at fremføre synspunktet, samtidig med at målet er, at forældregruppen finder ind til gudstjenestens betydning også individuelt, personligt. Det er afgørende, at teserne er formuleret i et alment, ikke indre-kirkeligt eller fagteologisk sprog, fx: Tese: Gudstjenesten styrker hjerterytmen Der er rytmer overalt til daglig, typisk i høje frekvenser og hidsigt tempo. Men i kirken har alt en bestemt, rolig rytme. Salmer, ritualer, musik, ord, bevægelser. Der falder ro over os. Rytmen i gudstjenesten rimer med vores hjerterytme. Det er der ellers ikke meget i denne verden, der gør. Men det er jo grundlæggende hjertets rytme, der skal bære os. Tese: Gudstjenesten er fællesskab Gudstjenesten sætter os i et fællesskab. Og for en gangs skyld ikke kun med dem, vi er venner med eller deler status med. Alle er i gudstjenesten sat i et grundlæggende fællesskab, hvor ingen har noget på hinanden, men alt er ved begyndelsen. Gudstjenesteskabelon I fællesskab prøver forældregruppen nu at tegne en skabelon til en gudstjeneste. Udgangspunktet er spørgsmålet: Hvad skal der til, for at det bliver en gudstjeneste? Salmer, bøn (fadervor), bibellæsning, velsignelse. Præsten fører kridtet på tavlen og er sparringspartner. Konfirmandforældrene bygger gudstjeneste I et fælles gruppearbejde laver forældrene nu en konkret andagtsgudstjeneste, hvor de skitserede grundelementer til gudstjenesten indgår. Underviseren fungerer som konsulent under gruppearbejdet. Kaffen drikkes undervejs. Gruppe 1: Vælger tre salmer til en gudstjeneste. Det kræver overvejelser over salmernes karakter og placering i forhold til hinanden. En god begyndelsessalme? En god afslutningssalme? Hvad med salmen i midten? Materiale: salmebog og eventuelt diverse tillæg. Gruppe 2: Vælger en bøn til gudstjenesten (ikke fadervor) eller skriver selv en bøn. Materiale: Alterbog. Tillæg til alterbog. En lille samling med forskellige bønner at vælge mellem. Gruppe 3 (og måske 4): Vælger en gammeltestamentlig fortælling og en evangeliefortælling. Det kræver overvejelser over fortællingerne i forhold til hinanden. Materiale: Alterbog. Biblen (eventuelt udgaver, der layoutmæssigt letter overblikket: Morten

33 [ 64 ] [ 65 ] Pontoppiddans bibelhistorie med overskrifter, Det nye Testamente illustreret med værker fra kunstens historie også med overskrifter). Gruppearbejdet samles op på tavlen til et konkret gudstjenesteforløb. Bilag Konfirmandforældrene holder gudstjeneste Afslutningsvis går alle i kirken og holder den planlagte gudstjeneste, således at grupperne selv er ansvarlige for tekstoplæsning og bøn. Det er afgørende, at forældrene selv er direkte involveret. Rummet kan stemmes religiøst ved kun at være oplyst af stearinlys, eventuelt sådan at præst og forældre går ind i procession med levende lys og anbringer dem på alterskranke, døbefont, prædikestol. Præsten, som er i ornat, tager sig af velsignelsen. Organisten kan inddrages. Gudstjenesten kunne også hvis praktiske grunde taler for det være afsluttende andagt i det rum, hvor man sidder. I så fald må man gøre noget for at markere det liturgiske rum (tænde lys m.m.). Endelig kunne gudstjenesten forberedes til at blive holdt i kirken på en anden aften. Gudstjenesteforløb Præludium 1. salme bøn (konfirmandforældre) GT læsning (konfirmandforældre) NT læsning (konfirmandforældre) Trosbekendelsen (i kor) 2. salme Fadervor og velsignelse 3. salme Postludium Henvisning Konfirmationsforberedelse. Formål fagbeskrivelse vejledning. Aros Underviser Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster 2006 Jørgen Gleerup og Lars Nymark: Livsfornyelsens sted oplæg til samtale med konfirmandforældre. Unitas to forældreaviser Gudstjenesten og Hvad går kristentro ud på?

34 [ 66 ] Bilag 1 Anordning om dåb i Folkekirken [ 67 ] VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: I hele kristendommens historie er mennesker blevet optaget i kirken ved at blive døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Som evangelisk-luthersk kirke bekender Den danske Folkekirke dåben som et sakramente, der er indstiftet af Jesus Kristus. Enhver dåb, som finder sted i den treenige Guds navn, er en gyldig dåb, uanset i hvilket kristent trossamfund dåben har fundet sted. 1. Alle børn og voksne har adgang til at blive døbt. 2. Dåb af et barn sker efter anmodning fra den eller dem, der har forældremyndigheden over barnet, og som dermed har ansvaret for barnets kristelige opdragelse. Stk. 2. Dåb af en voksen sker efter anmodning fra den, der ønsker at blive døbt og dermed tilslutte sig folkekirkens tro. Stk. 3. Det påhviler præsten i barnets eller den voksnes bopælssogn at foretage dåben. 3. Dåben foretages i kirken ved sognets gudstjenester på søn- og helligdage. Stk. 2. Dåben kan efter aftale med præsten foretages på et andet tidspunkt. 4. Hvis et barn på grund af sygdom eller svagelighed eller af anden gyldig grund ikke kan døbes i kirken, kan præsten foretage hjemmedåb. Stk. 2. Såfremt barnet er i øjeblikkelig livsfare, kan hjemmedåb foretages af en anden end præsten (nøddåb). 5. Præsten skal inden dåben sikre sig, at den pågældende ikke allerede er døbt enten ved hjemmedåb eller ved dåb i et andet kristent trossamfund. Stk. 2. Såfremt den pågældende har modtaget den kristne dåb ved hjemmedåb eller ved dåb i et andet kristent trossamfund, kan vedkommende senere fremstilles i kirken. 6. Ved barnedåb skal der være mindst to og højst fem faddere ud over forældrene til barnet. Ved dåben skal mindst to faddere være til stede som vidner. Stk. 2. Ved dåb af en voksen skal mindst to vidner være til stede. Stk. 3. Fadderne (vidnerne) skal være døbt med den kristne dåb. De må ikke have tilsluttet sig et ikke-kristent trossamfund. Fadderne skal være konfirmeret eller have nået konfirmationsalderen. 7. Afgørelser efter denne anordning træffes af præsten, jf. dog 4, stk. 2. Stk. 2. Præstens afgørelser kan indbringes for biskoppen. Biskoppens afgørelse er endelig. 8. Anordningen træder i kraft den 15. januar Stk. 2. Samtidig med anordningens ikrafttræden ophæves Forordning af 30. maj 1828 om Adskilligt som i Henseende til Daaben bliver at iagttage.

35 [ 68 ] Bilag 2 [ 69 ] Biskoppernes vejledning om dåb i folkekirken Indledning De formelle bestemmelser om dåb i folkekirken findes i Anordning om dåb i folkekirken af den 2. januar I denne anordning forudsættes det, at dåben er et sakramente. Dette betyder, at kirken betragter det, der sker i dåben, som Guds handling. I dåben modtager et menneske pantet på Guds kærlighed. Dåben skænker det liv, som i troen på Jesus Kristus leves på trods af døden: I dåben modtager mennesket Helligånden med syndernes forladelse og evigt liv. Dåben er en genfødsel og derfor en ny begyndelse. Den betegner, at den døbte lever sit liv på tilgivelsens og opstandelsens vilkår. I trosbekendelsen, som lyder ved dåben, siges det, at kirken er hellig, fordi den er Guds, og at den er almindelig, fordi den er for alle mennesker. Dåben er en gudstjenstlig begivenhed, hvorved et menneske bliver optaget som medlem af den hellige, almindelige kirke. I folkekirken er det normalt, at dåben finder sted under en gudstjeneste i kirken. Det kan enten være i forbindelse med en ordinær søndagsgudstjeneste, eller det kan være i forbindelse med en særlig dåbsgudstjeneste. Uanset om det er et barn eller en voksen, der bliver døbt, er det den samme dåb. I forbindelse med barnedåb finder der forud en samtale sted mellem præsten og barnets forældre. Samtalen skal belyse den tro, som barnet skal døbes og opdrages i. Om muligt delagtiggøres barnets faddere (dåbsvidner) i indholdet af denne samtale. Dåben er ikke en isoleret kirkelig handling, men er grundlag for livet, der leves i hverdagen. Det lægger et ansvar både på forældre og kirke. Derfor er det af stor betydning, at forældrene af den lokale sognekirke kan få pædagogisk hjælp og støtte med henblik på barnets opdragelse i den kristne tro, så barnet selv kan blive fortrolig med det liv, som dåben giver. Når det drejer sig om dåb af store børn og voksne, skal der tilsvarende forud for dåben gives indføring og undervisning i kristendommens indhold og betydning. For store børns vedkommende vil denne undervisning undertiden falde sammen med konfirmationsforberedelsen. For voksne menneskers vedkommende vil der som regel være tale om et individuelt undervisnings- og samtaleforløb hos den præst, som har påtaget sig at forrette selve dåbshandlingen. Hvis en dåb af den ene eller den anden grund finder sted uden for gudstjenesten, vil den altid senere kunne blive bekræftet i menighedens sammenhæng under en gudstjeneste. For eksempel vil et barn, som er blevet døbt på hospitalet, normalt senere blive fremstillet (præsenteret) for den lokale menighed under en gudstjeneste. Alle spørgsmål vedrørende Anordning om dåb i folkekirken kan indbringes for biskoppen, jf. anordningens 7, stk. 2. Det gælder også, hvis der i ekstreme tilfælde skulle opstå en konflikt om forståelsen af anordningen mellem præst og dåbsforældre eller en voksen, der anmoder om dåb. Vejledning i forbindelse med barnedåb I Danmark døbes de fleste børn enten som spæde eller lidt senere. Dåben er således et af de vigtigste bindeled mellem folk og kirke i Danmark. Dette bindeled bør plejes og styrkes. Det indebærer pligter for præsten og for den menighed, der modtager børnene som medlemmer.

36 Dåbssamtalen Når der anmeldes dåb, kontakter præsten forældrene med henblik på en dåbssamtale. Ved denne samtale bør begge forældre være tilstede. Samtalen kan finde sted hjemme hos forældrene, hos præsten eller i kirken. I sogne med mange dåb kan det være en udmærket idé at samle flere forældrepar til en fælles dåbssamtale i kirken. Eventuelt kan også gudmoder eller gudfader og eventuelle andre faddere være til stede. Hvad denne dåbssamtale skal indeholde, afhænger i høj grad af forældrenes baggrund, men en væsentlig del af samtalen må selv sagt gå ud på at gøre forældre og faddere fortrolige med dåbens ritual og indhold. Drejer det sig om et større barn, vil det være naturligt at inddrage barnet i dåbssamtalen forud for dåbshandlingen. Den egentlige dåbsundervisning af barnedøbte finder sted i form af forældrenes oplæring af barnet i kristentro og deltagelse i kirkens indledende konfirmationsforberedelse, konfirmationsforberedelsen og frivilligt kirkeligt børne- og ungdomsarbejde forud for og efter dåben. Under dåbssamtalen bliver præsten underrettet om, hvem der skal være faddere til barnet. Fadderne har to funktioner: Dels skal de kunne bevidne, at barnet er døbt med den kristne dåb, dels har de et moralsk ansvar for, at barnet i tilfælde af forældrenes død, får en kristen opdragelse. Selv om en sådan ulykke ikke skulle indtræffe, vil faddere normalt følge deres fadderbarn med en særlig opmærksomhed. Fadderne indskrives i kirkebogen sammen med oplys- [ 70 ] Forældre kan have mange motiver til at lade deres børn døbe. Fælles for dem er, at de ønsker at gøre det bedste for barnet. I mødet med forældrene gælder det om at indfælde dette motiv i en kristen fortolkning, og dermed gøre det klart, at den kristne dåb er det bedste, man kan give sit barn. ninger om barnets dåb. Som dåbsvidner kan fadderne ikke slettes fra kirkebogen. Hvis det skønnes, at en fadder ved religionsskifte eller ved et strafbart overgreb mod barnet har fortabt den reelle mulighed for i givet fald at kunne tage vare på barnets kristelige opdragelse, må barnets forældre selv underrette den pågældende fadder herom. kald, som enhver menighed har i kraft af det almindelige præstedømme. Vejledning i forbindelse med dåb af voksne [ 71 ] Gudstjenesten I dag er dåben i folkekirken ofte blevet til en omfattende familiefest. Derfor det store fremmøde af familie og venner til gudstjenesten til forskel fra tidligere tider. Det kan skabe vanskeligheder ved en søndagsgudstjeneste for helheden og sammenhængen, især når der er flere dåb. Menigheden kan falde fra hinanden i dåbsfølge og den øvrige menighed. Det er en væsentlig opgave at gøre alt for at fremme sammenhængen gudstjenesten igennem. Ikke mindst er det afgørende for, hvordan en dåb opleves, at præsten gør sig umage i gennemførelsen af selve dåbshandlingen, så den ikke fremtræder som et ritual, der bare skal afvikles, men som en tiltale og tilsigelse til netop dette barn og dets forældre, faddere og familie. I mange sogne sørger menighedsrådet for, at der kan udleveres en børnebibel, et dåbslys eller noget tilsvarende i forbindelse med dåben som en gave fra menigheden. Der i dag stor opmærksomhed på betydningen af synlige tegn i forbindelse med særlige begivenheder. Dåbsforældreundervisning Af endnu større betydning er det, at der tilbydes en efterfølgende dåbsforældreundervisning. Der er i nutiden en langt større nysgerrighed og åbenhed end tidligere for at få et dybere kendskab til, hvad kristentroen går ud på, og hvordan den bringes i spil i barnets opdragelse, så det kan blive fortroligt med indholdet af den dåb, det har modtaget. Forældreundervisning kan finde sted på forskellige måder afhængig af de muligheder, der er til stede i sognet. Dåbsforældrene får en indføring i den kristne tro og gøres opmærksom på de værktøjer, man rent praktisk kan bruge i en kristen børneopdragelse. Det drejer sig f.eks. om egnede aftensange og bønner, om gode bibelhistorier, og information om hvilke religiøse spørgsmål, der kan opstå hos børn i de første leveår. En sådan dåbsforældreundervisning kan skabe fællesskaber mellem dåbsforældre indbyrdes og mellem dem og den øvrige menighed. Tilbuddet om et sådant dåbsforældreundervisningsforløb bør udleveres i forbindelse med dåbssamtalen, hvilket muligvis, hvis dåbstilmeldingen har fundet sted i god tid, også kan føre til, at forældrene følger dette forløb inden dåben. Dåbsopfølgende initiaiver Erfaringen viser, at tærsklen ind til kirkerummet ofte er høj, når det gælder dåbsfamiliernes efterfølgende deltagelse i de almindelige gudstjenester. Derfor kan dåben følges op ved, at der indbydes til børne- og familiegudstjenester. Dåben kan i de efterfølgende år også følges op med en hilsen til barnet og dets forældre på dåbsdagen med relevant materiale til alderstrinnet. Hvor der er ressourcer til personlige besøg, er dette ligeledes af stor betydning. Det siger sig selv, at det umuligt kan overkommes af præsten alene. Det er derfor nødvendigt, at menighedsrådet sørger for ressourcer til, at der fra sognekirken kan holdes løbende kontakt med dåbsbørnene og deres forældre. På den måde kan der skabes en kontinuitet mellem dåbsdagen og den indledende konfirmationsforberedelse. En sådan indsats kræver ikke alene økonomiske midler, men også menneskelige ressourcer i form af en frivillig indsats i menigheden. Her er der et område, hvor menigheden på en kreativ måde kan fremme bevidstheden om det Indledning Antallet af voksendåb har været stigende de senere år. Det giver anledning til vejledning om voksendåb. Grundlæggende er voksendåb og barnedåb én og samme dåb. Både i nytestamentlig og evangelisk-luthersk forståelse er dåben og troen Guds suveræne gave. Med dåben gives der mennesket, barn som voksen, fuld hjemstedsret i Guds rige ved Jesu Kristi nåde og magt. Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det (Mark 10,13-16). Når man skelner mellem barnedåb og voksendåb, hænger det sammen med, at den, der skal døbes, har nået en sådan alder og modenhed, at det vil være naturligt, at vedkommende i forbindelse med tilspørgslen i dåbsritualet svarer for sig selv. Til dåb hører undervisning i troens liv og indhold. I en evangelisk-luthersk forståelse er sammenhængen mellem dåb og dåbsundervisning uomgængelig. Ved voksendåb er undervisningen almindeligvis en dåbsforberedende undervisning. Undervisningsforløbet er samtidig en måde at imødekomme de personlige overvejelser, der ligger i den voksnes beslutning om at blive døbt. Baggrund for voksendåb Den voksnes anmodning om dåb er båret af individuel motivation. Alligevel kan der peges på en række generelle træk, der danner baggrund for voksendåb i dag: a. Der er voksne, for hvem forældrene i sin tid har fravalgt barnedåben, men som nu selv ønsker dåben. Dette kan for eksempel være foranlediget af dåb af egne børn eller

37 Disse mennesker vil ofte have diffuse begreber omkring det kristent-religiøse, som kan vanskeliggøre en forståelse af dåben og dens indhold i en evangelisk-luthersk kontekst. Voksendåb forudsætter et personligt fremsat ønske. Begæringen kan fremsættes over for en hvilken som helst præst i folkekirken, men det påhviler den præst, i hvis sogn dåbskandidaten har bopæl, at tage sig af dåben. Dåben hø- [ 72 ] børnenes deltagelse i indledende konfirmationsforberedelse, konfirmationsforberedelsen, frivilligt kirkeligt børne- og ungdomsarbejde, kirkekor m.m.. Ofte har disse mennesker en forståelse af kristendommen og kirken (bl.a. salmerne), som allerede er etableret via skole og kulturtradition igennem opvæksten. Selv om folkeskolens og gymnasiets undervisning i kristendom ikke kan være dåbsundervisning, har den ikke desto mindre en væsentlig betydning for en grundforståelse af kristendommen. b. Der er voksne, der konverterer fra andre religioner. Det drejer sig især om mennesker, som er tilflyttet Danmark ved ægteskab eller er kommet hertil som indvandrere/ flygtninge, herunder andengenerations unge, der har haft deres opvækst i en anden religion end den kristne. Det er mennesker, som i givet fald skal overvinde forståelsesvanskeligheder i forhold til kristendommen, der i udgangspunktet vanskeligt kan blive set fra andre vinkler end den religion eller tro, de kommer fra. rer ligesom barnedåb hjemme i søndagsgudstjenesten i menigheden, men kan også finde sted på et andet tidspunkt. Genindmeldelse i Folkekirken Det store antal genindmeldelser af døbte i Folkekirken må også give anledning til overvejelser over den kirkelige praksis. Nogle genindmeldelser kan kræve en grundig samtale og måske tilbud om et undervisningsforløb. Samtidig kan det være af betydning at imødekomme et eventuelt ønske fra den genindmeldte om en markering, f.eks. i gudstjenesten, kirkebønnen eller under meddelelser fra prædikestolen. Der vil også kunne tilbydes en konfirmationshandling, uanset om en sådan allerede har fundet sted. sten kulturtradition gennem opvæksten eller kommer fra en helt anden kulturtradition og religion, jf. baggrund for voksendåb. Disse forudsætninger har indflydelse både på dåbsundervisningens omfang, dens struktur og indhold. Selv om udformningen må blive individuel, er indholdet af dåbsundervisningen grundlæggende det samme, som gælder for konfirmationsforberedelsen: Styrkelse af fortroligheden med den kristne børnelærdom, dvs. det grundlæggende i den kristne tro, og folkekirkens gudstjeneste 1. Den dåbsforberedende undervisning har som sit mål at hjælpe dåbskandidaten til: 1 jf. Kgl anordning om konfirmationsforberedelse af a. at få en grundlæggende viden om frelseshistorien, som den fortælles i Det Gamle og Det Nye Testamente, b. at bruge trosbekendelsen både som bøn og lovprisning og som tydnings- og forståelsesnøgle til det grundlæggende i den kristne tro, c. at tilegne sig Fadervor som den døbtes grundlæggende bøn, d. at opnå fortrolighed med gudstjenesten, e. at være i stand til at se, hvordan kristenliv må finde udtryk i dagligdagen sammen med andre mennesker og i forholdet til det omgivende samfund. [ 73 ] c.der er voksne, der kommer fra trossamfund uden anerkendt dåb eller uden dåb i det hele taget. Det drejer sig om personer, der har et grundlæggende kendskab til kristendom, men som skal indføres i evangelisk-luthersk kristendomsforståelse. d. Der er voksne, som betegner sig som religiøst søgende mennesker, og som nu søger et religiøst holdepunkt i den rituelle handling. Den dåbsforberedende undervisnings grundform En dåbsforberedende voksenundervisning må bestå af: a. en indledende personlig samtale, hvor dåbskandidaten får mulighed for at formulere sit dåbsønske og afklare det yderligere sammen med præsten. Herefter træffes beslutning om den egentlige dåbsforberedende undervisnings omfang og form. b. et dåbsforberedende undervisningforløb enten i form af en eller flere samtaler eller en kombination af selvstudium/samtale. Bibelen, salmebogen og bl.a. en række voksenkatekismer rummer egnet stof til selvstudium. Undervisningsforløbet har til formål at styrke dåbskandidatens indsigt i og fortrolighed med det indhold og liv, som dåben er grundlaget for. Den dåbsforberedende undervisnings indhold En dåbsforberedende undervisning skal tage højde for dåbskandidatens forudsætninger. Det må f.eks. have betydning, om dåbskandidaten i forvejen er grundfæstet i en kri-

38 [ 74 ] Litteraturliste til vejledning i forbindelse med barnedåb Litteraturliste til vejledning i forbindelse med voksendåb [ 75 ] Salmer: Den Danske Salmebog. Det Kgl. Vajsenhus Forlag Edith Aller (red.): Gud ske tak og lov. Det Kgl. Vajsenhus Forlag Helene Dam og Inge Marstal: Min første salmebog. Det Kgl. Vajsenhus Forlag Tilhørende CD og DVD med pædagogisk instruktion. Bibelhistorie: Johannes Møllehave. Min allerførste Bibel. Sesam Johannes Møllehave: Børnebibelen. Materialecentralen/ RPC 1996 Johannes Møllehave: Børnenes Computerbibel. Det Danske Bibelselskab Morten Pontoppidan: Bibelske historier fortalt for børn Gyldendal Sesams Børnebibel. Genfortalt af Tine Lindhardt. Sesam Ingrid Schrøder-Hansen: Bibelens Historier. Det Gamle Testamente. Gyldendal Ingrid Schrøder-Hansen: Bibelens Historier. Det Nye Testamente. Gyldendal Dåbsoplæring: Nina Tange: Barnedåb. Forældrenes bog. Materialecentralen/RPC 1998 Hjemmenes Dåbsklub. Lohses Forlag Folkekirkens Dåbshilsen. Redskaber og idemateriale til dåbsoplæring. Folkekirkens Dåbshilsen Peter Søes. Lille bog om dåben, Credo forlag, København 2003 Salmer: Den Danske Salmebog. Det Kgl. Vajsenhus Forlag Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog I-II. Det Kgl. Vajsenhus Forlag Den bibelske historie: Bibelen. I standardudgave. Det Danske Bibelselskab Bibelen. I paperback. Til konfirmander og unge. Med pædagogiske hjælpesider. Det Danske Bibelselskab Bibelen. I paperback. Til unge og voksne. Med faktasider. Det Danske Bibelselskab Peter Madsen: Menneskesønnen. Tegneserie. Det Danske Bibelselskab Det Nye Testamente illustreret. Det Danske Bibelselskab Markusevangeliet. Fortalt af skuespilleren Caspar Koch. VHS. Det Danske Bibelselskab Dåbsforberedelse: Søren Lodberg Hvas og Kaj Mogensen. En folkebog om troen. Aalborg Stiftsavis Forlag Jan Lindhardt: Katekismus i kristendom. Børnelærdom for voksne. Rosinante Eberhardt Harbsmeier (red.): Katekismus Anis Niels Henrik Arendt og Agnete Brink: En lille bog om kristendommen. Anis Erik Ågård: Den kristne tro. Religionspædagogisk Forlag Hjertesager. Voksenkatekismus. Københavns stift/rpc Søren Lodberg Hvas: Bogen om Fadervor. Det Danske Bibelselskab 2003.

39 [ 76 ] ISBN