1 Medicin introduktion

Transkript

1 1 Medicin introduktion Denne teksts mål er at give et overblik over medicintyper, vigtig lovgivning vedrørende brugen af medicin til dyr samt kortfattet behandle metoder til at indgive medicin til forskellige dyr. Medicintyper Medicintyper overordnet: Antibiotika stof, der er i stand til at dræbe bakterier eller hæmme deres vækst Antiparasitære midler midler der bekæmper parasitter Smertestillende midler som nedsætter eller fjerner smerter Narkose- eller anæstesimidler midler der bruges til at bedøve dyr og mennesker f.eks. i forbindelse med operationer Sederende midler bruges til undersøgelse af urolige dyr, ved mindre operationer, eller til at berolige dyr f.eks. i forbindelse med nytårsaften Hormonpræparater f.eks. p-piller eller vestimulerende midler Kredsløbsmidler vanddrivende medicin, hjertemedicin eller lignende Mave-tarm medicin appetitstimulerende, kvalmestillende, afførende o.a. Luftveje f.eks. hostemidler eller bronkieudvidende midler Psykofarmaka midler der virker på psykisk relaterede problemer f.eks. angstdæmpende midler Kosttilskud nogle få er registreret som lægemidler Lovgivning på området Nogle typer medicin må kun bruges af dyrlæger og ikke udleveres til dyreejere. Det gælder f.eks.: morfinpræparater og bedøvelsesmidler der skal gives ved indsprøjtning. Mange medicintyper er receptpligtige og kan altså kun erhverves med en recept fra en dyrlæge. For at dyrlægen må udlevere recepten kræves det at dyrlægen har stillet en diagnose ved at se dyret eller ved at undersøge f.eks. afføringsprøver for parasitter. Det er ulovligt for privatpersoner at indføre lægemidler til dyr i Danmark. Dette gælder også selv om det kun er til enkeltbehandling af f.eks. en hund. Grunden til dette forbud er dels at det er vigtigt at veterinære lægemidler bliver anvendt korrekt, og dels at ulovligt indførte lægemidler kan indeholde uønskede stoffer, herunder smitstoffer, der 1

2 kan gøre dyrene syge. f.eks. kan indførsel af vacciner med indhold af smitsomme virus forårsage sygdom hos modtagelige dyr. Ligeledes må dyreejere kun opbevare receptpligtige lægemidler, som er erhvervet gennem dyrlæge, apotek eller anden virksomhed der er godkendt af Lægemiddelstyrelsen til forhandling af lægemidler. Der skal kunne føres dokumentation for at lægemidlet stammer fra lovlige kilder. Lægemidler til dyr skal opbevares under rene og ordentlige forhold og utilgængeligt for uvedkommende. Dyrlæger må kun behandle dyr med antibiotika hvis der er stillet en diagnose. Det samme gælder generelt for behandlinger med midler mod parasitter. Dog har dyrlæger i helt særlige tilfælde, hvor der er en veterinærfaglig begrundelse herfor, mulighed for at anvende, udlevere eller ordinere parasitmidler uden forudgående konstateret parasitbelastning. Dyrlægen skal i disse tilfælde føre optegnelser, der begrunder anvendelsen, udleveringen eller ordineringen. Optegnelserne skal opbevares i 5 år og på forlangende forevises for eller udleveres til kontrolmyndigheden. For folk der arbejder med dyr professionelt kan det måske være frustrerende at behandlingen af lidelser man selv mener at kunne diagnosticere (måske endda bedre end den tilknyttede dyrlæge ved visse eksotiske dyrearter) kun kan udføres efter konsultation af dyrlæge. Dette er forståeligt men man må huske på at dyrlæger også er underlagt gældende lovgivning. Det bedste råd der kan gives er at man gør sit til at få en god dialog med sin dyrlæge så man i fællesskab kan finde fornuftige løsninger på problemet. Det er som nævnt aldrig lovligt selv at importere lægemidler til dyr og det er ikke anbefalelsesværdigt at begynde at behandle sine dyr med håndkøbsmidler til andre dyr eller mennesker. Der vil altid være en risiko for at den medicin man bruger virker anderledes end man forventer og dermed risiko for at man enten spilder sine penge eller i værste fald overtræder dyreværnsloven ved at udsætte sine dyr for smerte og lidelse. Brug af medicin til dyr Har man fået udleveret medicin til sine dyr er det en god ide at kigge på indlægssedlen og emballagen før man anvender medicinen. Vigtige punkter på indlægsseddel/emballage: Udløbstid og opbevaring Det vil have betydning for lægemidlets holdbarhed om det opbevares korrekt. Noget lægemiddel kan opbevares ved stuetemperatur mens noget kræver køleskab, ligesom noget skal opbevares beskyttet mod sollys for at bevare effekten. 2

3 Dyreart Ved behandling af eksotiske dyr skal man dog være opmærksom på at der sjældent vil findes lægemidler der er godkendt til lige præcis denne art og så vil man få udleveret et lægemiddel med godkendelse til en anden art. Administration og dosering Skal det f.eks. gives i forbindelse med måltid eller på tom mave. Kontraindikationer Vigtige grunde til at man ikke bør bruge lægemidlet. Bivirkninger Vigtige at kende så man ikke bliver unødigt bekymret for normale bivirkninger der ikke er alvorlige, men samtidig er klar til at reagere hvis der opstår ikke forventede bivirkninger. Tilbageholdelsestid Dette angiver den tid der skal gå fra brugen af medicinen til dyret igen må anvendes til menneskeføde og er naturligvis kun relevant ved behandling af produktionsdyr. Bortskaffelse af rester OBS!!! - Det er vigtigt at man ikke bare smider medicinrester ud men f.eks. tilbageleverer det til apotek. Medicin kan gives via forskellige ruter. Den medicin vi oftest indtager selv eller giver til vores dyr skal gives via munden, dette kaldes også peroralt og forkortes PO. Derudover kan medicin gives via endetarmen, påsmøres huden eller gives som injektion det vil sige med sprøjte og kanyle. Forskellige injektionsmetoder: o IV intravenøst = i en vene (én type blodåre) o SC subkutant = under huden o IM intramuskulært = i en muskel o IP intraperitonealt = i bughulen Der er forskel på hvor hurtigt stoffet optages afhængig af hvordan det gives alt sammenlignes med IV da man måler optagelsen af lægemidler ved at måle koncentration i blod rækkefølgen er: IV, IM, IP, SC og PO. Det vil sige at den hurtigste vej ind i blodet er ved en injektion i en blodåre og den langsomste er ved peroral behandling. Der er forskel på hvilke stoffer der kan optages ad hvilke ruter og derfor forskel på hvordan medicin skal gives. F.eks. kommer lægemidler der gives PO, altid gennem leveren (via portvenen) før de kommer til resten af kroppen. En af leverens vigtigste funktioner er at ændre stoffer og dermed også lægemidler, og der er nogle lægemidler der ophører med at være effektive efter de er passeret igennem leveren. Disse skal gives med injektion. Det er kun dyrlæger der må give medicin til dyr ved brug af IV og IP injektion. Ikkedyrlæger må godt give injektion SC og IM til deres egne dyr eller dyr de har ansvar for hvis de er blevet instrueret i det af en kompetent person. 3

4 Når det drejer sig om produktionsdyr (fødevareproducerende dyr og pelsdyr) gælder specielle regler. For at dyreejere må give lægemidler til produktionsdyr kræves at man har deltaget i et godkendt medicinhåndteringskursus. Under produktionsdyr hører også heste med mindre de er udelukket fra brug til menneskeføde. Medicinsk behandling af forskellige eksotiske dyrearter For alle de mere eksotiske dyrearter gælder at der ikke findes særlig meget medicin der er godkendt til behandling af sygdomme hos netop dem og man derfor ofte vil blive nødt til at behandle med lægemidler til andre dyr. Mange er så små at det vil være nødvendigt at fortynde medicinen. Med fortynding af medicin kommer en øget risiko for at lave forkerte fortyndinger og dermed en risiko for at under- eller overdosere. Desuden kender man ikke altid den korrekte dosis og derfor vil behandlingen ofte være mere eller mindre eksperimentel afhængig af dyrearten. Små gnavere Gnavere er det der kaldes pseudodrøvtyggere. Det betyder at de med mellemrum afsætter en lidt blødere afføring som stammer fra blindtarmen og som de indtager igen for at få dækket deres behov for specielt proteiner og B-vitamin. Nedbrydningen i blindtarmen sker ved hjælp af forskellige bakterier og de er derfor relativt følsomme overfor behandling med visse typer af antibiotika. De kan behandles med injektion og PO dosering med medicin i flydende form enten ved direkte behandling i munden eller i drikkevandet. Afhængig af art og erfaring hos dyreejeren er de relativt nemme at fiksere men det kan være problematisk at få adgang til deres mund. Fugle Fugle kan behandles med såvel PO som IM dosering. PO dosering bør foretages ved at blande lægemidlet i foderet og afhængig af art indgive det med sonde eller lade dem æde det selv (rovfugle der æder hele organismer hvori der let placeres lægemiddel). Krybdyr Medicinsk behandling af krybdyr, herunder valg af lægemiddel er stadig et relativt uudforsket område, og bygger ofte mere på erfaring end videnskab. Én af grundene til dette er den store forskel mellem arter i gruppen krybdyr. Desuden er mængden af krybdyr, der holdes som hobbydyr stadigvæk alt for lille til at have lægemiddelindustriens interesse. Man skal altså ikke forvente at kunne behandle sine krybdyr med lægemidler, der er godkendt til netop det formål, men vil ofte få udleveret lægemidler, godkendt til andre dyrearter eller mennesker. 4

5 Når man skal behandle syge krybdyr er det vigtigt at kende til artens, men også det individuelle dyrs normale behov og adfærd. Det vil f.eks. sige; hvor ofte æder den, aktivitetsmønster, køn, reproduktions status (er den drægtig o.s.v.), alder, krav til fugtighed og temperatur. Det kan være svært at vurdere om krybdyr er stressede, men netop stress kan spille en stor rolle i krybdyrs respons på sygdom og behandling. Det er derfor vigtigt for behandlingsresultatet at man så godt som muligt forsøger at minimere faktorer der kan stresse dyret. Det kan være faktorer,der påvirker ovenstående behov, men også forkert håndtering under medicineringen kan være en stressfaktor, specielt hvis dyret ikke er vant til at blive håndteret. SC eller IM medicinering er generelt den enkleste metode til de fleste arter, da det kræver minimal fiksering og man er sikker på at dyret har fået den fulde dosis. Det anbefales at injektionen gives i den forreste halvdel af kroppen, da man har en teori om at medicin injiceret i den bageste halvdel af kroppen udskilles via nyrerne før det kommer ud i kredsløbet og dermed resten af kroppen. Det er dog stadig usikkert hvor meget betydning det har. Injektionen skal gives imellem skæl. PO medicinering: Medicinen kan gives iblandet foderet eller ved hjælp af sonde. Det forårsager mindst stress hvis medicinen blandes med foder, og dyret ikke skal fikseres. Det er ikke sikkert at fordøjelseskanalen hos dyr der normalt kun æder én eller to gange om måneden, kan optage lægemidler givet PO imellem måltider. Derfor vil PO medicinering fungere bedst til dyr der normalt æder dagligt eller hver anden dag. Padder Medicinering af padder vil ofte kunne foretages PO. Padden skal fikseres så den oplever så lidt stress som muligt og så doseringen kan foretages sikkert. Munden kan holdes åben med et lille stykke plast uden skarpe kanter f.eks. en kuglepenstop eller en lille drinkspind. Da padder har en meget gennemtrængelig hud kan man også give visse lægemidler ved at påføre dem på huden eller i medicinerede bade. Det er muligt at give injektioner til padder men det kan også være problematisk. IM injektioner kan formodentlig gives i bagbenet hvis lægemidlet ikke er kendt for at påvirke nyren. Fisk Fisk kan behandles ved injektion men det kan være meget stressfuldt for dem, eventuelt så voldsomt at den uheldige effekt af stressen overstiger den nyttige effekt af 5

6 medicinen. Ved injektion skal kanylen indsættes imellem skæl og man skal påføre injektionsstedet tryk med fingeren idet kanylen trækkes ud, for at undgå skade på fiskens meget uelastiske hud og for at undgå at man trækker skæl af med kanylen. Herudover kan man fodermedicinere sine fisk. Det medfører minimal stress men kan ikke bruges hvis fisken ikke tager foder til sig og giver en usikker dosering der afhænger af hvor godt foder og medicin kan blandes samt fiskens appetit. Den mest brugte metode til behandling af fisk er tilførsel af lægemiddel direkte i vandet. Det er en effektiv metode til behandling af ektoparasitter og eksterne infektioner, men langt mindre effektiv ved indre lidelser. Ved brug af vandmedicinering er det vigtigt at vand og lægemiddel bliver godt opblandet og så skal man huske at slukke for ultraviolet lys hvis man har det. Derudover kan vandkvaliteten påvirke effekten af lægemiddel specielt ph og hårdhed. Det er næppe muligt at tage højde for i praksis men kan måske bruges som forklaring på hvorfor nogle behandlinger virker og andre ikke. Ved antibiotika behandling i vandet er det vigtigt at der er så lidt organisk materiale som muligt da mange former for antibiotika dermed vil blive neutraliseret. 6

7 Fremgangsmåde når man skal give lægemiddel til et dyr ved en injektion: Forberedelse før injektion o Fem rigtige: Patient Præparat Dosis Administrationsvej Tid/interval o Vask hænder o Rigtig kanyle mindst mulig vævsødelæggelse o Sprøjte og kanyle samles sterilt o Sprit evt. hætteglas af o Hvis der skal gives store mængder medicin kan det lette fyldningen af sprøjte at trække luft ind (aspirere) i en mængde svarende til den dosis medicin der skal gives o Slip af med luftbobler (sprøjte lodret) aspirer først Fiksering og positionering o mindste nødvendige fiksering af dyret der giver uhindret adgang til injektionssted IM injektion o F.eks. i lårmuskel i bagben o Forberedelse som ovenstående o Fiksering o Desinfektion fjerner overfladesnavs det bliver IKKE sterilt o Indfør kanyle hurtigt, det gør mindst ondt grader i forhold til hudoverfladen o Aspirer!!! (træk tilbage i stemplet). Nogle lægemidler kan gøre stor skade (evt. slå ihjel) hvis de bliver givet via den forkerte rute o Hvis der ikke er noget blod i kanylen efter at der er aspireret injicer o Træk kanylen ud og masser injektionsstedet (fordeler stoffet og mindsker smerten) o Noter at behandling er sket! Vigtigt så der ikke bliver behandlet flere gange SC injektion o Nakke eller over ryg (evt. lyske) hvor huden ligger løst over underliggende muskler o Ikke når stoffet er lokalirriterende o Samme fremgangsmåde som ved IM 7

8 Kilder: Ackermann, Lowell: The Biology, Husbandry and Health Care of Reptiles Volume III The Health Care of Reptiles, T.F.H. Publications 1997 Bekendtgørelse nr. 780 af 24/06/2010: om dyreejeres anvendelse af lægemidler til dyr og fødevarevirksomheders egenkontrol med restkoncentrationer Bekendtgørelse 785 af 25/06/2010:om dyrlægers anvendelse, udlevering og ordinering af lægemidler til dyr Fødevarestyrelsen om import af lægemidler, dler/sider/forside.aspx Meredith, Anne og Sharon Redrobe: BSAVA Manual of Exotic Pets Fjerde udgave, 2002 Wildgoose, William H.: BSAVA Manual of Ornamental Fish Anden udgave,

9 2 Aflivning introduktion Når man arbejder med dyr er det ens pligt at passe de dyr man beskæftiger sig med så godt man kan mens de lever, men det er næsten uundgåeligt at man på et tidspunkt bliver nødt til at tage stilling til om et dyr skal aflives og eventuelt selv bliver nødt til at udføre aflivningen. Derfor er det vigtigt at man forstår hvordan man udfører en aflivning ordentligt og hvilken lovgivning der gælder på området så man ikke risikerer at overtræde den. Aflivning af dyr kaldes ofte Euthanasi, ordet er græsk og betyder; en god død (eu- = god-, thanatos = død). Når man bruger udtrykket en god død er det for at pointere at det er vigtigt at aflivning sker på en måde der medfører så lidt stress og smerte for dyret som overhovedet muligt. I det følgende bliver vigtig lovgivning, forskellige anerkendte aflivningsmetoder samt dødstegn kort gennemgået. Ønsker man at læse mere detaljeret om det henvises til kilderne der er angivet i litteraturlisten. Lovgivning på området Der er to bekendtgørelser der er centrale på området vedrørende aflivning; dyreværnsloven og bekendtgørelse om slagtning og aflivning. I dyreværnslovens 13 står: Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt. Aflivning ved drukning må ikke finde sted. Dette er helt generelt og gælder for alle dyr både hvirveldyr og hvirvelløse dyr. Fra bekendtgørelsen om slagtning og aflivning kommer nogle mere specifikke angivelser vedrørende forskellige dyrearter. Der står f.eks. at slagtning eller aflivning af hunde, katte, dyr af hestearten, kvæg og strudsefugle kun må foretages af dyrlæger, slagtere, personer med jagttegn eller andre personer, der har modtaget uddannelse i slagtning eller aflivning. Undtaget er dog hundehvalpe og kattekillinger i deres første leveuge. Disse regler kan fraviges når det drejer sig om et dyr der på grund af sygdom eller tilskadekomst straks bør aflives. Denne mulighed for at fravige lovgivningen er selvfølgelig givet for at undgå unødig lidelse hos et dyr der er i en tilstand hvor det lider voldsomt, det er usandsynligt at behandling vil redde det og det vil medføre yderligere pinsler at bruge tid på at opsøge en dyrlæge eller lignende. Man skal dog passe på med at udelukke 9

10 muligheden for helbredelse uden i det mindste at ringe og tale med en dyrlæge eller evt. falck. Uanset art skal dyrene som aflives beskyttes bedst muligt mod ophidselse, smerte og lidelse og børn under 14 år må ikke udføre hverken evt. bedøvelse før aflivning, eller selve aflivningen. Aflivningsmetoder af forskellige dyrearter Man skelner mellem kemiske og fysiske aflivningsmetoder hvor de kemiske dækker over brugen af et kemisk stof der medfører dyrets død. Brugen af sådanne stoffer vil ofte være forbeholdt dyrlæger eller andre faglærte og derfor vil denne tekst kun omhandle de fysiske metoder der er til rådighed for ikke fagfolk. Et eksempel på en kemisk aflivning er den typiske metode dyrlæger anvender hvor f.eks. hunde får en indsprøjtning med en overdosis sovemedicin som medfører døden. Ved fysiske aflivningsmetoder anvendes muskelstyrke eller instrument der giver fysisk skade på dyret som medfører at dyret dør, dvs. at hjerte og vejrtrækning standser. Ved dyr der er svære at håndtere eller fastholde kan det være fornuftigt at bedøve dyret før den egentlige aflivning finder sted for at undgå unødig lidelse. Igen vil ikke fagfolk kun have mulighed for at anvende sig af fysiske metoder til dette. Det skal pointeres at man altid bør få sine dyr aflivet hos en dyrlæge hvis man er usikker på at man kan udføre evt. aflivningsteknikker på grund af usikkerhed eller størrelsen af dyret. Usikkerhed hos den aflivende kan medføre smerte og lidelse for dyret som er i modstrid til de krav der findes i dyreværnsloven, og i så fald vil det ikke blive udført på en facon der er acceptabel. 19/

11 Gnavere og kaniner Nyfødte dyr på mindre end 10 dage kan aflives ved at skære eller klippe hovedet af dem (med redskab der er skarpt nok til at det går hurtigt!). Derudover kan man tilføje dem et slag eller hurtigt tryk på hovedet der medfører ødelæggelse af hjernen. Voksne dyr under 1 kg kan aflives ved det som kaldes cervikal dislokation (herefter c.d.) dette betyder at man ved træk eller slag afbryder forbindelsen mellem hjerne og rygmarv ved at overrive rygraden i nakken lige under hovedet. På dyr med haler kan det udføres ved at sætte fingeren eller et instrument lige bag ved nakken og trække bagud og opad i halen. Se figur. Cervical dislokation på mus: 19/1/12 Ved c.d. af små gnavere under 150 g kan dette udføres uden bedøvelse hvis man er øvet i proceduren men man bør altid prøve første gang på et bedøvet dyr. Ved hamstere og marsvin er det mere besværligt på grund af deres korte hals, stærke nakkemuskler og manglende hale. Her holder man fast i bagbenene i stedet. Man bør altid sikre sig at forbindelsen mellem hjerne og rygmarv er afbrudt ved at mærke grundigt efter med fingrene. Dyr over 150 g skal altid bedøves inden man udfører aflivningen ved c.d.! Dette kan gøres ved at tilføje dyrene et kraftigt slag i baghovedet som medfører at de mister bevidstheden. Det er vigtigt at slaget bliver udført præcist da et slag mod hele kroppen som det kan ses hvis man for eksempel placerer dyret i en pose eller andet kan risikere at medføre smerte frem for bevidsthedstab. 11

12 Dyr der først er bedøvet på overstående facon kan desuden aflives ved afblødning. Dette udføres ved at overskære de store kar der fører blod til hjernen. Kaniner der vejer under 1 kg kan aflives ved et slag mod basis af hovedet lige over nakken. Det er vigtigt at slaget udføres med nok styrke til at dyret mister bevidstheden med det samme. Kaninen skal altid have overskåret karene der fører blod til hjernen umiddelbart efter slaget. Fugle Aflivning af fugle kan foretages ved slag mod hovedet for at fremkalde bevidsthedstag og efterfølgende afhugning af hoved eller c.d. Ved aflivning af små fugle på mindre end 250 g kan man aflive dem ved ødelæggelse af hjernen efter bedøvelse med slag. Krybdyr og padder Krybdyr og padder kan tolerere et lavt iltniveau i krop og hjerne i perioder der er meget længere end det pattedyr kan. Derfor er aflivning af krybdyr uden dyrlægeassistance også mere problematisk end det for eksempel er tilfældet med de små gnavere. Herudover er dødstegnene hos sådanne dyr også vanskelige at vurdere. Dyreværnslovens krav om at aflivning af dyr skal ske så hurtigt og smertefrit som muligt gælder selvfølgelig også for krybdyr og padder og det er vigtigt at folk der har ansvar for denne type dyr er sig bevidst at de skal tage særlige metoder i brug hvis de selv ønsker at aflive deres dyr. En hyppigt brugt metode til aflivning af mindre pattedyr og fugle er hurtig adskillelse af hovedet fra kroppen eller overskæring af de store blodkar der fører blod til hovedet og dermed også hjernen. Denne metode vil meget hurtigt medføre bevidsthedstab og død hos de varmblodede dyr men hos de koldblodede er det helt anderledes. Nervesystemet og hjernen kan fungere i lang tid, helt op til en time, selv om hovedet er adskilt fra kroppen og dermed ikke længere modtager ilt via blodforsyningen. Man kan aflive krybdyr og padder ved at bedøve dem ved tilføjelse af hårdt slag i hovedet. Efterfølgende skal der ske en hurtig destruktion af hjernen ved at indføre en metalpind i hjernen via det hul i kraniet der forbinder hjerne og rygmarv (foramen magnum) eller alternativt igennem øverste del af mundhulen. 12

13 Destruktion af hjerne via mundhule og foramen magnum: Man kan alternativt aflive dyret ved at tilføje den et slag midt på hovedet lige bag øjnene. Det er vigtigt at slaget er hårdt nok til at hjernen bliver ødelagt da et for blødt slag blot vil skade dyret og forvolde det unødig lidelse. Store krybdyr kan aflives med et skud der ødelægger hjernen. Det kræver at kaliberen er stor nok til at hele hjernen vil bliver ødelagt og så skal man selvfølgelig være i besiddelse af de relevante tilladelser til at anvende sig af den type våbenbrug. Som det også er gældende for pattedyr kan man ikke aflive krybdyr humant ved at lægge dem i fryseren. Dels mener man at dannelsen af iskrystaller i levende væv er meget smertefuldt og dels er der beskrivelser af at sumpskildpadder har ligget i fryseren i flere måneder og er vågnet op ved optøning. Fisk Fisk kan aflives ved at tilføje dem et slag mod baghovedet og efterfølgende destruere deres hjerne ved at føre en metalpind ind i hjernen gennem kraniet på toppen af hovedet mellem øjnene Mindre fisk kan aflives ved c.d. efterfulgt af enten afblødning eller destruktion af hjernen som beskrevet ovenfor. Fisk under 2 cm kan aflives ved at putte dem i en affaldskværn hvis man er i besiddelse af en sådan. 13

14 Invertebrater Det er uvist om invertebrater er i stand til at føle smerte. Det anbefales at man destruerer hovedet på de højere invertebrater som f.eks. krabber og hummere. Det kan derudover være svært at bekræfte døden hos visse arter som f.eks. snegle. Pelsdyr Aflivning af pelsdyr må kun foretages af en person, som har det fornødne kendskab og de fornødne færdigheder til at udføre aflivningen humant og effektivt. Aflivningen skal ske med mindst mulig forstyrrelse for de øvrige dyr. Metoder til aflivning af pelsdyr: Aflivning af pelsdyr skal foretages med: 1) mekaniske instrumenter med penetrerende bolt, der drives ind i hjernen, 2) injektion af stoffer med dødelig virkning, 3) aflivning med elektrisk strøm med hjertestop til følge, 4) kulilte, 5) chloroform eller 6) kuldioxid Medlemmer af mårfamilien må dog kun aflives ved anvendelse af metoderne nævnt i nr. 1), 2), 3), 4) eller 6). Ræve må kun aflives ved anvendelse af metoderne nævnt i nr. 1), 2) eller 3). Sumpbævere må kun aflives ved anvendelse af metoderne nævnt i nr. 1) eller 2). Svin I svinebesætninger, skal den ansvarlige for svineholdet være i besiddelse af en boltpistol samt være instrueret i brugen. Ved aflivning af svin over 5 kg skal der anvendes en boltpistol til bedøvelse, medmindre aflivning foretages af en dyrlæge, slagter, person med jagttegn eller anden person, der har modtaget uddannelse i slagtning eller aflivning. Vildt Vildt må kun beskydes af personer, der har jagttegn. Personer under 18 år, der har gyldigt jagttegn, må kun udøve jagt i følge med en person over 18 år, der også har gyldigt jagttegn. Ingen må jage på en måde, der udsætter vildtet for unødige lidelser. 14

15 Sikre dødstegn Man skal altid sikre sig at det dyr man har aflivet virkelig er dødt. De sikreste tegn på at døden er indtruffet er ophør af hjerteslag og vejrtrækning, samt fravær af reflekser. Hos små pattedyr falder temperaturen hurtigt og dette kan være med til at bekræfte dødens indtræffen. Dødstegnene hos krybdyr og padder er problematiske da det hos meget nedkølede dyr kan være umuligt at anerkende både reflekser, hjerterytme og vejrtrækning. Hvis man vil sikre sig at det dyr man tror er dødt nu også er dødt bør man som rutine sørge for at hjernen bliver ødelagt. Det kan for eksempel blive aktuelt for en dyrehandler der modtager et tilsyneladende dødt dyr fra en kunde. Er man i tvivl om hvorvidt dyret virkelig er dødt, bør man altid sikre sig ved at supplere med en anden aflivningsmetode. Det er aldrig nogensinde i orden at risikere at dyr ikke er ordentlig aflivet og f.eks. vågner op i affaldscontainer eller lignende. Eksempler på aflivningsmetoder der ikke er dyreværnsmæssigt acceptable Følgende metoder vil medføre unødig og langvarig smerte eller lidelse hos dyr og bør derfor under ingen omstændigheder anvendes: Hypotermi langsom afkøling i f.eks. dybfryser Hypertermi f.eks. kogende vand Heller ikke invertebrater!! Drukning er ikke blot uacceptabel, men også ulovlig ifølge dansk og EU lovgivning Bortfjernelse af fisk fra vand Knusning af nakken på fugle Strangulering 15

16 Litteratur: Bekendtgørelse 1343 af 04/12/2007 af dyreværnsloven Bekendtgørelse 583 af 06/06/2007 om slagtning og aflivning af dyr Bekendtgørelse 687 af 25/07/2003 om forsøgsdyrs pasning og opstaldning og om anvendelse af udryddelsestruede og vildtlevende dyr til forsøg mv. Bekendtgørelse 384 af 17/07/1984 om indfangning og aflivning af herreløse katte Bekendtgørelse 747 af 21/06/2007 af lov om jagt og vildtforvaltning Lov 269 af 21/04/2004 om forbud mod slagtning og aflivning af drægtige produktionsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden Recommendations for euthanasia of experimental animals part 1 o1.pdf Recommendations for euthanasia of experimental animals part 2 o2.pdf Strøm, Henriette: Det kan tage sin tid at aflive et krybdyr, Dansk veterinærtidsskrift nr. 11,

17 3 Sygdom hos forskellige dyr forord I teksten vil der blive omtalt typiske sygdomstegn hos forskellige dyrearter. Derudover vil enkelte hyppige lidelser blive nævnt. En nærmere gennemgang af de enkelte lidelser vil blive præsenteret i undervisningen hvor der er mulighed for at komme ind på lidelser der er direkte relevante for de deltagende elever. Små gnavere Raske dyr vil tilbringe en stor del af deres tid med at soignere sig. Dette holder normalt deres pels i god form og et af de typiske tegn på at en gnaver er syg vil derfor også været forbundet med deres ydre fremtoning. Sygdomstegn hos gnavere: nedsat bevægelighed rygskydning strittende pels (se billede) anorexi isolation fra burfæller manglende interesse i omgivelserne indsunkne øjne røde tårer De vil æde og drikke mindre end normalt og derfor tabe vægt og blive dehydrerede relativt hurtigt. Dette forklarer deres tendens til at få øjne der ser indsunkne ud. Strittende pels hos mus: 19/ Et ikke-specifikt tegn på stress eller sygdom hos gnavere er en rødfarvning af øjenomgivelserne pga. stoffer kaldet porphyriner der udskilles af Harderske kirtler Røde tårer hos rotte : 17

18 der findes bag øjnene. Denne udskillelse af sekret med porfyriner er et generelt tegn på at der er noget galt og man bør undersøge den udløsende faktor men ikke fejltolke symptomet som f.eks. tegn på blødning. Denne tilstand kaldes også røde tårer Hos hamstere der er syge kan der være en tendens til at de bliver mere aggresive og vil forsøge at bide mere (end normalt). Der har igennem de seneste årtier været en øget anerkendelse af at dyr føler smerte og dermed er der også kommet et øget udbud af smertedæmpende midler til dyr. En af de nyligt beskrevne observationer der stammer fra forsøgsdyrsverdenen er udtrykket; pain face hos mus. Udtrykket dækker over nogle forskellige ændringer i mimik hos mus som formodentlig bør anerkendes som tegn på at dyret har smerter. Indsatte oversigt illustrerer hvilke ændringer i mimikken hos mus der er tale om. Jeg er ikke bekendt med at samme observationer er gjort på andre gnavere men det er måske nærliggende at overveje. Nogle hyppigt sete lidelser hos gnavere: Overvækst af gnavertænder præsenteres ofte som manglende appetit og vægttab. Mave-tarm lidelser symptomer fra mave-tarm kanalen kan være pga. pludselig skift i diæt men der findes også flere bakterielle lidelser der rammer gnaveres tarmsystem. Der vil ofte ses diarre. Luftvejslidelser et af de hyppigst sete problemer hos gnavere. Symptomerne der ses er blandt andet besværet vejrtrækning og nysen og ofte i kombination med de typiske sygdomstegn der tidligere er nævnt. Der er fundet både bakterier og virus i forbindelse med luftvejslidelser hos gnavere. Nyreproblemer hos ældre rotter, hamstere og ørkenrotter et fremherskende symptom vil være øget indtag af væske og øget urinafsætning. Parasitter ektoparasitter i form af mider ses jævnligt hos gnavere. Hos mus og rotter ses pelsmider, hos marsvin skab, hos ørkenrotte hårsækmider. I 18

19 modsætning hertil vil chinchillaer sjældent få ektoparasitter pga. deres meget tætte pels. Et typisk symptom vil være kløe. Andre tilstande der påvirker huden kan være ringorm der især ses hos chinchilla og marsvin, og bylder opstået pga inficerede bidsår. Tumorer specielt hos rotter og mus ses der relativt ofte knuder i brystkirtlerne. Hos mus vil de sandsynligvis være ondartede hvorimod de hos rotter gerne vil være godartede. Dermed er det også muligt at fjerne tumorerne hos rotter med en ganske god chance for overlevelse. Ørkenrotter får ofte hudtumorer. Marsvin kan som bekendt få skørbug som følge af c-vitamin mangel. De specifikke tegn på dette vil være hævede led, haltheder og ændret bevægelse ved gang, herudover vil der kunne ses mere uspecifikke symptomer på at dyret ikke trives som tidligere omtalt. Rotte med tumor i mælkekirte: BSAVA Manual of Exotic Pets, side 21 Fugle En rask fugl er fuldfjeret og har en stram fjerdragt, den er interesseret i sine omgivelser og følger aktivitet med øjnene. Sygdomstegn hos fugle: urolig også under søvn trækker sig fra burfæller eller mage er sløv og sover meget sidder på to ben øjnene ser trætte ud fjerdragten er uregelmæssig og ikke tætsiddende hoved og nakkefjer sidder løse slår med halen evt. åndedrætsbesvær ufordøjede foderrester i afføringen 19

20 Hyppige lidelser hos fugle Problemer relateret til næb kan være overvækst, medfødte anomalier, frakturer eller infektioner Lidelser i mave-tarmkanal symptomer kan være blod i fæces, vandig fæces, ufordøjet foder og misfarvet fæces. Kan forårsages af virus, parasitter, svamp og bakterier. Grønfarvning tyder på leverproblem der f.eks. kan være forårsaget af Chlamydia (årsag til papegøjesyge), brunfarvning tyder på bakteriel tarmbetændelse og pink eller rødfarvning på forgiftning med tungmetaller. Luftvejslidelser kan være placeret i øvre eller nedre luftveje og forårsages af bakterier, virus, svampe, parasitter, vitaminmangel eller fremmedlegemer Herudover kan æglæggende fugle opleve problemer relateret til lægningen. Fjerplukning ses ofte hos fugle der ikke er raske og kan være tegn på flere forskellige lidelser. Der bør ikke være tvivl om hvorvidt fjerplukning er en del af normal fældning og hvornår den er sygelig. Adfærdsproblemer ses typisk hos de intelligente papegøjearter og kan give voldsomme problemer med at holde fugle af den slags. Når man arbejder med fugle bør man altid være opmærksom på symptomer der kan tyde på papegøjesyge der forårsages af bakterien Chlamydia psittaci. Lidelsen er en zoonose hvilket vil sige at den kan smitte til mennesker og kan medføre alvorlig og langvarig sygdom i værste fald død. Symptomerne hos fuglen er nedstemthed, betændelse med flåd fra næse og øjne, luftvejsproblemer, grøn diarre og død. Hos mennesker ses i begyndelsen influenzalignende symptomer der kan udvikle sig til lungebetændelseslignende symptomer. Papegøjesyge: wordpress.com/2011/03/30/do encas-bacteriologicas/ 19/

21 Krybdyr Området sygdom og sundhed hos krybdyr er et område der er i konstant udvikling. De er ikke ligeså udforsket af veterinærvidenskaben som vores produktionsdyr og pattedyr og blandt andet derfor findes der da også mange forskellige holdninger til årsager og behandling af forskellige lidelser. Generelt gælder det for krybdyr hvor man mistænker sundhedsproblemer at der er en række spørgsmål der er vigtige at kende svaret på: Hvor kommer dyret fra og hvor længe har det været i ejerens besiddelse Når krybdyr flyttes fra et miljø til et andet vil det i akklimatiseringsperioden være mere udsat for infektion med opportunistiske mikroorganismer Har ejeren kendskab til at dyret har haft problemer tidligere Nogle lidelser er kroniske eller tilbagevendende og tidligere symptomer kan hjælpe med til at opklare hvad dyret fejler Hvordan er dyret opstaldet Har stor betydning for evnen til at opretholde det rette miljø og kan have betydning for om dyret kan være stresset Hvordan sker opvarmningen af anlæg/terrarie Der ses ofte forbrændinger pga for tæt omgang med varmelamper Hvad er temperatur intervallet i anlægget De fleste dyr vil foretrække at kunne bevæge sig mellem områder med forskellige temperaturer Hvordan er lyskilden i anlæg/terrarie Krybdyr har behov for UVB lys for at kunne danne D-vitamin og D-vitamin har betydning for optagelsen af calcium Hvordan tildeles vand Ikke alle dyr vil drikke af en skål og vand er af stor betydning for at dyret er velhydreret Hvordan er luftfugtigheden Der er stor forskel på behovet hos forskellige arter og forkert luftfugtighed kan give sundhedsproblemer Hvilket bundlag bruges i terrariet Skal kunne rengøres og må helst ikke være af en art der kan give problemer ved indtagelse Hvordan er terrariet indrettet Kan have stor betydning for dyrets trivsel at det får lov til at udfolde normal adfærd f.eks. kan kravle op i højden Hvordan foregår rengøring og desinfektion Visse desinfektionsmidler kan være giftige for dyret og for dårlig hygiejne kan give sundhedsproblemer Hvad fodres med 21

22 Forkert fodring er skyld i mange lidelser Hvor ofte og hvordan håndteres dyret Nyerhvervede dyr bør ikke håndteres i akklimatiseringsperioden da det vil være meget stressende for dem Er der forsøgt at avle på det Læggenød og andre reproduktionslidelser ses hyppigt hos krybdyr der avler Har det været i kontakt med andre dyr Der kan være overført smitte fra nye dyr eller territorialadfærd kan påvirke trivsel Hyppige lidelser set hos krybdyr: Metabolisk bone disease mangel på vitamin D og eller Calcium, blødt skjold hos skildpadder, deformiteter hos øgler Mave-tarm lidelser relativt normalt hos krybdyr kan have flere årsager f.eks. bakterier, lav temperatur eller tumor Ektoparasitter blodmider ses hyppigt og kan være svære at slippe af med Brændsår pga ophold for tæt på varmekilde Luftvejslidelser kan være pga bakterier, virus, parasitter, svampe, stress og for lav temperatur Fedme pga overfodring Illustration 1:Metabolisk bone disease hos leguan: BSAVA Manual of Exotic Pets Fedme hos albino kornsnog: BSAVA Manual of Exotic Pets 22

23 Litteratur: Ackermann, Lowell: The Biology, Husbandry and Health Care of Reptiles Volume III The Health Care of Reptiles, T.F.H. Publications 1997 Meredith, Anna og Sharon Redrobe: BSAVA Manual of Exotic Pets Fjerde udgave, 2002 Strøm, Henriette: Det kan tage sin tid at aflive et krybdyr, Dansk veterinærtidsskrift nr. 11, 2005 Wildgoose, William H.: BSAVA Manual of Ornamental Fish Anden udgave, 2001 Materialet udformet af cand.med.vet. Lene Gorm Pedersen Roskilde Tekniske Skole,