NOAS HISTORIE HÆFTE 3 DJIBUTI TIL ASHDOD

Transkript

1 NOAS HISTORIE HÆFTE 3 DJIBUTI TIL ASHDOD Djibuti Marina 1ste prøvetryk oktober 2015

2 Fra Djibuti. Fra Djibuti skulle turen gå nordpå op igennem Det Røde Hav igennem Suez Kanalen og ind i Middelhavet. NOAs problem med turen op gennem Det Røde Hav var at vinden næsten altid kommer fra nordfra i Det Røde Hav og at turen er meget lang. Noa er især meget dårlig til at krydse, for at sige det mildt og jeg var blevet træt af at sejle så længe som vi havde gjort på turen fra Kenya til Djibuti. Jeg stod med et dilemma jeg har stået med flere gange. Skulle jeg forlade skuden eller begive mig ud på en sejlads, som måske kunne ende meget skidt. Held har spillet en meget stor rolle i NOAs liv, der var nemlig kommet en lille coaster ind til Djibuti med tysk kaptajn og en sømand ombord. De havde fået motorproblemer. Et stempel havde sat sig fast. De havde så pillet det ud og fyldt cement i cylinderen, så de med nedsat fart kunne sejle videre på de resterende 3 cylindre. De ville nu op til Middelhavet fordi de regnede med at det var nemmere at skaffe reservedelene tættere på Europa. Den nedsatte fart betød at NOA kunne komme på slæb uden at bliver trukket helt ud af vandet eller blive revet i stykker af slæbetovet. Det ville være sket, hvis coasteren havde sejlet med normal fart. Jeg sendte derfor Erling over til coasteren for at spørge, fordi jeg var bange for at det, at der stod så meget på spil for mig ville få mig til at prøve på at overtale kaptajnen til at sige ja ved at spille lidt på, at han skulle sige ja, fordi det var så synd for os, at vi skulle sejle helt alene den lange tur til Port Suez. Erling kom da også tilbage med det rigtige svar. Nogle dage senere sejlede vi af sted. Heldigvis uden de 6 flotte chokoladebrune kvinder fra Djibuti, som havde charmeret sig ind hos kaptajnen. Pokker skulle da ende i et fængsel, fordi han ville hjælpe flygtninge med at komme op til mere civiliserede lande. En af de piger der gerne ville med os nordpå. side 1

3 Jeg foreslog, at vi delte vagterne i tre og at skipper på coasteren skulle være på 24timers tilkaldevagt. Jeg har aldrig hørt så meget ABBA, som jeg gjorde på mine ensomme 4 timers vagter. Der var nemlig en CD spiller i styrehuset og ABBA var den musik, jeg syntes bedst om, blandt det udvalg der var. Det var fint vejr på hele turen. En gang undervejs fik vi skipper til at stoppe skibet så vi kunne komme ombord i NOA og se, hvordan hun havde det. Det eneste ubehagelige problem var, at der var lidt for meget vand indenbords. Det øste vi ud med den Whale pumpe der stadig sidder i NOA nu. Den samme pumpe som besætningen, Peter og Morten, lærte at elske, da vi sejlede fra Ashdod til Cypern fordi NOAs skrog var blevet så tørt at vandet strømmede ind. Da jeg ikke ville sætte NOA på land igen, fordi jeg var sikker på, at turen til Cypern så måtte aflyses besluttede jeg, at vi måtte øse hele vejen til Larnaca på Cypern. Heldigvis eller forventeligt var NOA efterhånden blevet meget tæt da vi nåede frem til Cypern. Den utaknemmelige besætning begyndte derpå at klage over, at de savnede det hyggelige pumperi, hvor vi talte pumpeslag, indtil man ikke kunne pumpe mere vand ud for at se om NOA blev tættere og tættere eller stadig lækkede ligeså meget, som hun gjorde da hun blev sat i vandet i Ashdod. Det da var så hyggeligt at pumpe en gang hver halve time og tælle pumpeslag sagde de. Tilbage til coasteren. Kaptajnen havde en schæferhund ombord som lavede små og store hundelorte rundt omkring på dækket, så jeg halvsøvnigt krydsede mig vej tilbage til min kahyt efter mine vagter. Det var ok, når jeg skulle begynde vagten for da var jeg rimeligt vågen. Men jeg blev irriteret på hunden, selvom den var meget fredelig af en schæferhund at være. Mærkeligt skib i Det Røde Hav

4 Suezkanalen I Djibuti sejlklub havde der været et opslag med adressen på en agent i Port Suez, som man anbefalede hvis man skulle sejle igennem kanalen. Prince of Arabia. Det var så ham, vi ville bruge. Hele det papirarbejde skulle agenten tage sig af og jeg lod Erling sørge for at det blev bragt i orden. Det eneste jeg skulle gøre i den forbindelse var at overbevise en motormand om, at NOAs lille 4,2 HK Petter Diesel ville være i stand til at skubbe NOA igennem kanalen. Jeg fik at vide, at jeg bare skulle lade som om at det var en helvedes stærk motor og så blot håbe på, at den blev godkendt. Inspektøren kom, gik ombord og bad mig om at starte motoren. Jeg bad til, at den ville starte med det samme og nogen må ha hørt min bøn eller også var jeg blot heldig igen. Så skulle jeg sætte den i fremad gear og bagefter bakgear. Begge dele gjorde jeg, mens motoren kørte med maksimal fart og NOA sprang forlæns og så baglæns. Så fik vi vores godkendelse og besked om, at der ville komme en lods næste morgen cirka klokken 7. Tidligt næste morgen kom lodsen, en ældre distingveret herre i en pæn uniform. Vi hilste og han bredte sit lommetørklæde ud på bænken i cockpittet og satte sig ned. Jeg startede Petter og sejlede med alt hvad den kunne trække over mod indsejlingen til den kanal, som skulle bringe os ud i Middelhavet og adgang til Europa. Ligeså snart vi var et stykke inde i kanalen satte jeg farten ned med den undskyldning, at vi havde lidt problemer med motoren, så jeg ikke turde sejle med tophastighed. Ingen kommentarer til det fra lodsen så hele første etape af turen tøffede vi af sted. På et tidspunkt overhalet af en hund som luntede af sted på bredden. Vi ankom til Lake Ismailia lidt ud på eftermiddagen og ankrede op lidt fra havnepladsen med havnekontoret og en lille jolle med to mand og en maskinpistol fortøjet til vores agterste pullert, hvor de i øvrigt blev hængende al den tid vi lå for anker i indsøen. Næste morgen skulle vi få lods ombord igen ved 7-tiden. Klokken blev 7 og ingen lods. Den blev 8 og 9, ingen lods. På det tidspunkt var jeg blevet så ophidset over vores situation halvvejs i gennem kanalen, at jeg som en ægte Heebøll gik ombord i vores lille landgangsjolle og roede ind til havnen, gik i land og direkte op til havnekontoret med den ene af vores vagter i hælende med maskinpistolen. Inde på havnekontoret sad havnemesteren. Han gjorde tegn til vagten, at det var i orden, at jeg kom ind. Jeg brokkede mig over den udeblevne lods og han spurgte mig om jeg ville vente til næste morgen eller ha en ombord klokken 10. Klokken 10, tak var mit svar til det. Klokken 10 kom vores nye lods. En lille spilopmager så han ud til at være. Så afsted. Selvfølgelig nåede vi ikke frem til Port Said før solen var ved at gå ned. Lodsen spurgte om vi havde nogle penge og om vi var interesseret i at bruge dem til at lade en af kontrolposterne langs kanalen give os lov til (meget ulovligt) at sejle videre i mørket. Ja var mit svar til det. Jeg havde absolut ikke lyst til at være så tæt på Port Said og direkte forbindelse til det efterhånden forjættede Middelhav, at en smule bestikkelse skulle forhindre NOA i at sejle videre. Altså bestak vores lods kontrolposten og vi sejlede videre langs den modsatte bred. På et tidspunkt kiggede Erling ned i kahytten hvor jeg lå og hvilede mig og sagde, at vi lige var sejlet forbi en lang jernstolpe, der stak op af vandet (sandsynligvis vraggods fra krigen mellem Ægypten og Israel). Ikke desto mindre

5 fra krigen mellem Ægypten og Israel). Det tog mig ikke lang tid at træffe en beslutning og svare tilbage Vi fortsætter alligevel Tilfreds med svaret trak Erling sig tilbage til cockpittet og den tilbagelænede lods, som tilsyneladende ikke havde problemer med eventuelle vragdele i vores side af kanalen. Så videre gik det og midt om natten nåede vi Port Said. NOA var det sidste skib i en konvoj gennem Kanalen på vej til Middelhavet. Foran os sejler en slæbebåd og et containerskib. Vi kan dog ikke følge med og snart sejlede vi i vores eget langsomme tempo og vores helt egen rute. side 4

6 Israel. Næste destination High Seas. Vi turde ikke fortælle havnemyndigheden at vi ville til Israel selvom der nu var indgået en fredsaftale mellem de to lande. High Seas betyder at man først vil bestemme endelige destination når man er nået ud på havet, i dette tilfælde Middelhavet. Altså skråt over mod Ashdod i Israel gik det stille og roligt. Et godt stykke fra land blev vi tilsyneladende observeret at den israelske kystvagt. Først kredsede en llle propelmaskine over os og et stykke tid efter kom en motor topedo båd ud til aos. Der blev fløjtet i en fløjte, forreste kanon blev bemandet og peget ned mod os. Et rimelig stort hul i kanonl be kunne jeg kigge på og tænke på at der sikkert ved en forkert bevægelse udspy et rimelig stort projektil som ville ramme os med katasrtofalt resultat. Så blev vi spurgt om hvor vores lanterne var og jeg gik ned i kahytten, fandt vores petroleumslampe og viste dem den. Ok vi blev frikendt og knne fortsætte ind til Ashdod, fortøje ved kajen og jeg kunne endelig slappe af. Vi var nu endelig ude af afrikansk farvand og inde i europæisk. Mit humør steg lidt og jeg begyndte at slappe af, satte NOA på land og farvel til Erling, som ville i kibbutz. Derefter tog jeg flyveren hjem for at holde en pause og lede efter en ny besætning til turen videre. Israelsk kystvagt som den der lige skulle ud og se hvem vi var inden vi nåede ind til Ashdod. side 5

7 Nogen var ikke så heldige som os. Skrevet, redigeret og udgivet af side 6

8