En historie om kvindelige håndværkere år

Transkript

1

2

3 En historie om kvindelige håndværkere år

4 Inger Wiene En historie om kvindelige håndværkere år Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie

5 En historie om kvindelige håndværkere i 200 år Inger Wiene og SFAH, 1991 SF AH Skriftserie nr. 27 Udgivet af Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie Rejsbygade 1, 1759 København V, Redaktion: Anette Eklund Hansen og Lise Skjøt-Pedersen Omslag: Kirsten Malling Sats og Tryk: A. Rasmussens Bogtrykkeri, Ringkøbing ISBN: Udgivet med støtte fra LO's Oplysningsfond Interviewene er indsamlet med støtte fra»kvinder i Mandefag Fonden«Omslaget: Vivette Akergren fotograferet til en artikelserie om piger i mande/ag i BT i Foto: Willy Lund 4

6 Indholdsfortegnelse Forord Indledning En kvinde er det samme som en halv mand, At skjule sit køn»det i Mandfalkeklæder vidt bereiste Fruentimmer«En ener Kvindens stilling i samfundet diskuteres, Mandhaftige kvinder»leg vilde fremfor at blive Snedker, maa unge Piger vist være lidt ualmindelige, snarest lidt mandhaftige«et valg mellem ægteskab og håndværk Principiel ligestilling, Kvindebevidsthed»Det var som kvinde, jeg ville ind i det fag«kvindelig håndværker i klemme Krig, arbejdsløshed og husholdningens videnskabeliggørelse, Først håndværk, så ægteskab»leg ville noget andetde skulle have en læredreng, og så kom jeg i lære«husmor eller håndværker

7 Kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, Håndværk som led i videregående uddannelse»leg ville meget gerne have taget studentereksamenleg kunne ikke fordrage at lave husarbejdeder var ikke nogen af pigefagene, jeg havde lyst tildet var en protest mod mine forældres ambitioner«håndværk, børn og andet arbejde Ligestilling og fagforening, Håndværk som lønarbejde»vi mødte hinanden på en fugeakkordgode kolleger, kort arbejdstid og masser af penge«at vælge både mand, børn og håndværk 77 Kvindestrategier og livsformer gennem 200 år 93 Efterskrift 97 Og hvad kan vi så bruge det til? Kilder Supplerende litteratur

8 Forord Det hele startede i efteråret Vi havde da i nogle år arbejdet som henholdsvis murer og tømrer og kendte en del andre kvindelige håndværkere, men de var alle på nogenlunde samme alder som os selv. Vi begyndte at spekulere på, om vi virkelig var de første kvinder, der havde taget en uddannelse i byggefagene. Dette skulle undersøges. Hvis det skulle vise sig, at vi ikke var de første, ville vi gerne lære de kvinder at kende, der før os, havde haft modet og lysten til at blive håndværkere. Hvilke tanker havde de gjort sig, og hvordan havde livet formet sig for dem? Vi læste derfor i bøger om kvinders liv gennem hundreder af år, men ingen steder stod der noget om kvinder, der havde bygget huse. Murernes fagforening holdt 100 års jubilæum i 1987 og udgav i den forbindelse et jubilæumsskrift. Vi spurgte, om de var stødt på kvindelige murere under udarbejdelsen af skriftet. Det var de ikke. Da Åse i 1982 havde modtaget en hilsen fra en 70-årig kvindelig murer, anede vi, at»kvinder i mandefag«også havde en fortid. Denne fortid ville vi forfærdeligt gerne have synliggjort, således at vi og andre kunne forstå vores valg af fag som et led i en større sammenhæng. Vi måtte derfor finde en, som dels kunne opspore disse kvinder og dels kunne skrive historien om dem. I 1988 fandt vi efter lang tids søgen frem til Inger Wiene, som er bygningssnedker, men også etnologistuderende - hvilket nok er noget nær den ideelle kombination af fag i denne forbindelse. Hun var med på ideen. Vi fik penge fra»kvinder i mandefags-fonden«til rejser, bånd, fotokopier og så videre. Så kunne projektet gå igang. Resultatet foreligger nu, og hermed er en del af historien om kvindelige håndværkere skrevet. Sammen med Inger Wiene takker vi alle de kvinder (og nogle af deres mænd), der så velvilligt har ladet sig interviewe, og som frit fra leveren har fortalt om deres liv. Inger Iversen og Åse Schmidt 7

9 Indledning»Kvindelige bygningshåndværkeres historie??!! - den er vist hurtigt skrevet, hva'?«denne bemærkning er meget dækkende for folks reaktion, når de hørte om mit ærinde i forbindelse med eftersøgning af kilder. Der var ikke mange, der troede, der fandtes kilder og materiale til, at en sådan historie kunne skrives. Det er rigtigt, at det er en meget lille gruppe mennesker, der her er tale om (specielt hvis vi går mere end tyve år tilbage). Og det er rigtigt, at der ikke findes mange umiddelbart tilgængelige kilder om emnet. Men det at disse kvinder gjorde noget specielt, har også gjort, at der faktisk er blevet skrevet om dem. De ældste har selv skrevet bøger om deres liv, og de andre har været så specielle, at mange af dem er kommet i avisen. Det er således lykkedes for mig at opspore to selvbiografier fra tiden før Den ene er et skillingstryk skrevet af en kvindelig skræddersvend i 1780'erne. Den anden er en bog skrevet af Danmarks (sandsynligvis) første kvindelige møbelsnedker. Jeg er klar over, at specielt skræddersvenden næppe kan kaldes en bygningshåndværker. Dette har jeg valgt at se bort fra, idet jeg for det første ikke har kunnet opspore andre kilder af samme alder, for det andet, fordi jeg mener, at den situation, hun som kvindelig skræddersvend har været i, ikke adskiller sig væsentligt fra hvis hun havde været bygningshåndværker. Det har været noget nemmere at finde kvindelige bygningshåndværkere fra vort eget århundrede. Da de fleste kunne formodes at leve endnu, sendte vi breve til landets lokalaviser, hvori vi bad dem bringe en efterlysning af kvinder udlært før Vi har desuden fået byggefagenes forskellige fagblade til at bringe efterlysningen. Herigennem har vi således fået kontakt med utroligt mange. Jeg har søgt at vælge kvinder til interviews således, at jeg fik dækket så lang en periode som muligt med så forskellige fag som muligt. De kvinder, der således blev valgt ud, har jeg så besøgt i deres hjem for at interviewe. Selve interviewet er forløbet som en samtale, hvor interviewpersonen har fortalt om sit liv. Hun har selv valgt (stort set), hvad der var vigtigt - hvad der skulle siges, og da dette naturligvis er forskelligt fra person til person, indeholder interviewene ikke informationer om nøjagtig de samme ting. 8

10 På trods af det noget spinkle kildegrundlag kan disse historier give et vist indblik i de muligheder og begrænsninger kvinder i håndværk havde. Jeg vil dog allerede på nuværende tidspunkt understrege, at kilderne ikke på nogen måde giver belæg for generaliseringer. De kvinder, der her beskrives, har oplevet deres situation netop sådan, som den her beskrives. Andre kvinder i tilsvarende situationer, kan have oplevet tingene anderledes. Det er dog min mening, at man alligevel gennem disse enkelte kvinders historier kan skimte nogle af de vilkår, kvinder har levet under. Man får også et vist indblik i håndværkeres vilkår i al almindelighed. Hvis man bruger disse kvinders livshistorier som et troldspejl på deres omgivelser, kan man se hvorledes deres strategier afspejler normer og holdninger i deres samtid. Kvindelige bygningshåndværkere har således ofte overskredet grænsen til det»normale«eller i hvert fald været lige på kanten af den. Deres fortællinger kan derfor sige os noget om, hvor denne grænse går, og hvorledes den har flyttet sig gennem tiden. De enkelte historier præsenteres i kronologisk rækkefølge.jeg har delt historierne op i»perioder«, som jeg mente kunne hænge sammen tidsmæssigt. Før hver»periode«er der en kort præsentation af de forhold, der kan have betydning for forståelsen af historierne. Denne korte præsentation af tidsperioden er altså på ingen måde dækkende for perioden som sådan. Efter hver periode, har jeg søgt at trække nogle ting frem, som de enkelte historier kan sige noget om. Jeg har valgt så vidt muligt at lade kvinderne tale for sig selv. Bogens forskellige livshistorier består derfor af sammenskrivninger ud fra kilderne. Jeg har forsøgt at udelade mine egne direkte tolkninger i personhistorierne. Det skal dog tilføjes, at det selvfølgelig er mine sammenskrivninger og mit valg af citater, og at det derfor er min vurdering af, hvad der er vigtigt i denne forbindelse, der bringes i bogen. I det sidste afsnit har jeg søgt at trække nogle linjer op gennem tiden i et forsøg på at finde»tegn i tiden«. Jeg har her forsøgt at tolke kvindernes vilkår og valg af midler ind i et mere sammenhængende tidsperspektiv og i samtidens kvindesyn. Inger Wiene 9

11 En kvinde er det samme som en halv mand, I årene omkring 1800 fandtes der stort set ingen officielt anerkendte uddannelser, hvortil kvinder havde adgang. Det eneste der nærmede sig lidt, var uddannelsen som jordemor, der i 1810 fik faste retningslinjer. De fleste mennesker (ca. 80%) boede på landet. Her var den almindelige levevej, at man var tjenestepige fra man flyttede hjemmefra til man blev gift. Dette fungerede dels som oplæring i den gifte kvindes arbejde indenfor landbruget og dels som en forsørgelsesmulighed. En kvinde var altid underlagt en mands husbondmyndighed. Dette indebar, at hun skulle være lydig og vise ham respekt. Man flyttede fra faderens husbondmyndighed til arbejdsgivers husbondmyndighed og til sidst til en eventuel ægtemands husbondmyndighed. En karl fik ca. dobbelt så meget i løn som en tjenestepige. I det hele taget blev en kvinde regnet for»en halv mand«både hvad arv, løn og intelligens angik. I byerne havde kvinder stort set samme muligheder. Alternativer til ægteskab eller plads som tjenestepige - eller for de bedrestillede en»skyggetantetilværelse«var arbejde som vaskekone, syerske, omvandrende sælgerske eller prostitution. Disse jobs var meget hårde og dårligt lønnede. Det var desuden meget svært at få et sådan job, hvis man var gift. Muligvis skyldes det, at der kunne opstå konflikt, omkring hvem der havde husbondmyndigheden over kvinden. Skilsmisser var et næsten ukendt fænomen. Hvis kvinden ønskede skilsmisse, kunne hun praktisk talt kun få den, hvis hendes mand gav sin tilladelse hertil. Håndværket var underlagt laugsvæsenet. Hvert laug havde ofte forskellige regler for, hvad der skulle til for at en mester kunne optages i lauget, og hvor mange svende han måtte have. De eneste steder, kvinder her bliver omtalt, er i forbindelse med, at manden har været med i lauget og eventuelt dør. Så findes der oftest regler, der siger noget om enkens rettigheder. Ofte var det således, at hun kunne føre mandens værksted videre, indtil hun giftede sig med en svend i faget, som så overtog værkstedet. 11

12 At skjule sit køn»det i Mandfolkeklæder vidt bereiste Fruentimmer«En kvindelig skræddersvend i 1780'erne»Et Fruentimmer uden Penge, hvorledes vil hun vel have vandret i fremmede Lande i Mandfolkenes Selskab? Dette Spørgsmål venter jeg af mange af mine Læsere. Disse vil jeg kun sige: At endogsaa et Fruentimmer, naar hun har Resolution, kan i disse Omstændigheder slaa sig igjennem. Dog raader jeg ingen, at følge mit Exempel, og haaber ikke heller, at mit Levneds Beskrivelse skal bringe nogen til det Forsæt.«Dette citat er fra indledningen til et skillingstryk fra 1806 skrevet af Engelbrecht Maria Stokkenbech (Maria). Barndom og ungdom Maria blev født i Hamborg i Hun var den yngste i en børneflok på ti, hvoraf hun var eneste pige. Faderen døde, da Maria var et år. Moderen, der havde arvet en nylig afdød bror, tog hende med til Ærø. Da Maria var 12 år, kom hun til Kiel, hvor hun arbejdede som tjenestepige på et af de pænere værtshuse. Herefter kom hun som femtenårig til København for at arbejde som tjenestepige hos en skipper. Efter to års arbejde der blev hun syg og lå i en periode på hospitalet. Da hun atter blev rask, havde hun intet arbejde og intet sted at bo. Et hurtigt ægteskab Hun lejede sig ind hos en kone i Gothersgade. Den første aften i dette nye logi mødte hun sin kommende mand. Maria sad og syede, da en bryggerkarl, der var en bekendt af huset, kom ind i stuen for at reparere sin trøje. Maria beskriver situationen således:»jeg sagde: Det var en Skam, at et Mandfolk foretog sig sligt Fruentimmer Arbeide; tog Trøjen fra ham, og satte den i stand. Da den var færdig, spurgte han mig:»lille Pige! vil hun have mig til Mand?«Jeg svarede strax:»lige saa gierne ham, som en anden«.«manden gik straks ud for at bestille deres trolovelse, hvilket kom noget bag på Maria. Det var slet ikke faldet hende ind, at han ville tage hende på ordet. Hun ønskede ikke at blive gift med ham, men lod sig til sidst overtale af værtinden. Det skulle hun imidlertid aldrig have gjort. Ægteskabet gik meget dårligt. Manden drak og brugte alle deres penge. Maria flyttede fra ham, men kunne ikke få noget arbejde, fordi hun var gift. Hun rejste til Kiel, for at prøve lykken 12

13 der, men der vidste folk også, at hun var gift. Hun kunne altså intet arbejde få. Maria gav imidlertid ikke så nemt op. Det hele havde været nemmere, hvis hun havde været en mand. Det var netop denne tanke, der gav hende ideen til at klæde sig ud som mand. Det var dog ikke nogen let sag for en kvinde, at få fat i noget mandetøj. Tøjet blev syet efter personlige mål. Dette problem løste Maria på følgende måde:»efter at jeg havde kiøbt mig brunt Klæde til en Klædning, fik jeg en Skræderdreng paa min Størrelse overtalt til at lade tage Maal af sig til en Klædning hos sin Mester, indbildende ham, at jeg havde en Broder i Hamborg, til hvilken jeg ville sende disse Klæder... Af mine Sko tog jeg Maal med en Pind, og bestilte mig derefter Mandsskoe, kiøbte mig en Hat, Stok og andet jeg kunne bruge.«således fik Maria anskaffet sig mandetøj, uden at nogen fik mistanke om formålet. Læretiden Således forklædt som mand rejste Maria til Hamborg. Hun udgav sig her for at være skræddersvend, hvilket naturligvis var det mest nærliggende fag, da hun i forvejen havde et vist kendskab til at sy. Hun fik nu arbejde med det samme. Hendes mester troede, at hun var en ung uerfaren svend, der kun havde lært at sy dametøj. Svendene på værkstedet lo ad hende, da hun baksede med at sy bukser. Mester tilbød hende derfor, at hvis hun var interesseret i at lære at sy mandetøj, ville han lære hende»hvad enhver Mandsskræder bør vide«. Maria tog med glæde imod tilbudet. Hun blev hos denne mester i otte uger. Her lærte hun skrædderhåndværket så godt, så ingen mere lo ad hendes arbejde, og hun endog har»erholdet stor Berømmelse for sit Arbeide«. Maria gav her sig selv navnet Gotfried Jacob Eichstedt. For yderligere at skjule, at hun var en kvinde, gjorde Maria følgende:»min Fruentimmertaille fordulgte jeg med et syet Skierf, som to til tre Gange blev viklet om Livet, og mine Fruentimmersager [bryster og bagdel] med fodside Skiorter og fyldte Underbuxer.«Da der ikke var mere arbejde at få hos hendes»læremester«, besluttede Maria at rejse videre. For at kunne få arbejde som mandsskrædder måtte hun skaffe sig et svendebrev. Hun mødte en tysker på en kro, som for et silketørklæde solgte hende et af sine gamle svendebreve. Maria tog derefter til Tyskland. På denne rejse løste hun det sidste problem med at skjule sit køn.» Underveis fandt jeg et Horn, som jeg selv tilskiar og dannede saaledes, at jeg, uden mindste Mistanke om mit Kiøn, kunne endog i Selskab med andre, lade mit Vand igj ennem det; hvilket jeg siden bestandig giemte i min ene Buxelomme, af Frygt for at det skulle blive forstoppet.«13

14 l'lc& ( }man~fot!~!lædet ~lbt bmijle ~ruentimmer, 0;. ml. etoffcnbccf, fom e>f ~acob merfoærl>ige faegtt\en~el>ct Pll!i ~enbef fficiht til og ~ilnbt, ~Q111U4lff /.f,}oudnb, ~cbffianb, Øømen 1 ~rndcg ~pint og epanien, inbtil finfe etnromll til ~ieotn~il\'n1 tuer ~mbd $jen ~leo røbet. trpft t ~øberele&>, 1806 Maria måtte ud på en begivenhedsrig rejse forklædt som mandlig skræddersvend. Den eneste gang hun kom til kort, var da en velstående skrædderenke ville giftes med hende. (Titelblad til hendes bog). 14

15 På valsen I de følgende år rejste Maria rundt som skræddersvend på valsen, kun afbrudt af et enkelt år hvor hun sejlede som koksmat på et skib. At være»på valsen«er at rejse rundt fra by til by efter arbejde. Man vandrede rundt i større eller mindre grupper af håndværkersvende. På et tidspunkt kom Maria til Polen, hvor hun fik arbejde hos en skræddermesters enke. Dengang var det almindeligt, at enken førte sin afdøde mands værksted videre, indtil hun giftede sig med en svend indenfor faget, som så blev mester. Dette blev lidt problematisk for Maria, fordi denne skrædderenke udså sig Maria til sin mands efterfølger. Enken ville giftes med Maria. Maria ville naturligvis gerne have været mester, men da det indebar giftermål med enken, måtte Maria erkende, at der dog var et punkt, hvor hun ikke kunne slå til. Hun beskriver det selv således:»men paa det sidste kunde jeg aldeles ikke begaae hende og hendes Kierligheds Fordringer, hvilke jeg ikke var istand til at tilfredsstille; altsaa var jeg nødt til at forlade dette for mig saa behagelige Sted, og en Lykke, som vist havde været min, hvis Gud havde ladet mig fødes et Mandfolk.«Maria måtte rejse videre i sin søgen efter arbejde. I det følgende år var hun fortsat på valsen i Tyskland. Når hun havde arbejde, boede hun som de andre håndværkersvende på håndværkerlaugenes herberger. I de perioder, hvor der intet arbejde var at få, måtte de ofte tigge sig frem. I militærtjeneste På et tidspunkt kom Maria atter til Danmark. Hun rejste op gennem Jylland på stadig jagt efter arbejde. Hun fik arbejde hos en mester i Vejle. En søndag aften var hun i selskab med ni skomagersvende på en kro. Den ene af disse svende var i krigstjeneste, hvilket Maria ikke vidste. Dette skulle siden blive skæbnesvangert for hende. Hun kom på et tidspunkt i slagsmål med ham. Efter at Maria har givet ham»en mængde Hug«, så han»næppe kunne se ud af Øinene«, badede hans kammerater hans ansigt med eddike og brændevin. Da han var fræk igen bagefter, sluttede Maria slagsmålet af på følgende måde:»... blev jeg vred i Hovedet, fik atter fat paa ham, og kastede ham i Bryggerkarret. Han skreg derpaa elendig, at hans Ryg var itu, og begierte at Vagtmesteren... skulde hentes fra Vagten, hvilket skete.«det allermest uheldige for Maria var ikke selve slagsmålet, som hun jo faktisk også vandt, ej heller at hun havde slået en mand til krøbling. Problemet lå i, at denne mand var soldat. Ved en afhøring hos kammerherren i Vejle, påstod Maria, at hun var uskyldig, fordi hun ikke kendte til, at han var i militæret. Men ingen snak hjalp. Maria måtte som straf overtage mandens tjeneste. 15

16 Hun kom til at begynde med ind som trompetist. Hun kom i lære hos en»trompeter«, og skulle lære noder to timer hver dag. Da Maria ikke havde lyst til dette, opførte hun sig, som om hun ikke forstod lektien, og blev fritaget for videre undervisning. Det gik ikke stort bedre med hendes næste tjeneste. Den bestod i at være forrider og passe»12 heste og en hingst«. Maria forstrakte sin højre arm, ved at skære hakkelse til hestene, og ridning var heller ikke noget for Maria. Hun skriver:»for at lære at ride, lidte jeg meget ondt, og fik mange Slag.«Efter fire slemme uger som forrider, indså kammerherren, at Maria heller ikke duede til dette, hvorefter hun fik tjeneste som løber. Denne tjeneste havde hun i 3/4 år. Men heller ikke dette passede hende særlig godt:»jeg havde ikke her meget godt, og ønskede inderlig at kunde slippe derfra.«for at slippe for videre militærtjeneste førte Maria et»temmelig vidtløftigt Levned«. Dette bestod hovedsageligt i at drikke på værtshusene. Til sidst fik hun tilbud om at købe sig fri fra videre tjeneste, hvilket hun gjorde for lånte penge. Atter på valsen Herefter vandrede Maria rundt til forskellige danske byer, hvor hun fik arbejde et par steder. Hun var involveret i flere værtshusslagsmål og i et røveri (hvor hun selv blev røvet). I Tønder fik hun arbejde hos en mester, om hvilken hun skriver, at hos ham»vankede der meget god Mad«, men han var desværre»meget knap på Brændet«. På et tidspunkt skældte han svendene på værkstedet ud for at være»forfrosne Hunde«, hvilket han aldrig skulle have gjort. Maria blev fornærmet over dette, og»anlagde Proces mod ham for Amtet, og fik Ret over ham«. Maria rejste atter til Tyskland og havde arbejde forskellige steder. I Slesvig havde hun ansættelse som mestersvend (»Oldgesell«) i et år. Et andet sted kom Maria i slagsmål med sin mesters svigersøn og dennes bror. Som hævn herfor oppassede de hende en dag på vejen. De slog hende og trådte på hende, og behandlede hende»i alle Maader meget ilde«, og kastede hende tilsidst i grøften. Maria var herefter så ilde tilredt, at hun måtte antage en»feltskiær«(datidens kirurg) til hjælp. Trods det at hun var så syg, at hun i»10 Dage spøttede Blod«, og længe lå»under hans Haand«, formåede hun at skjule, at hun var en kvinde. Efter at have kommet sig igen modtag Maria 77 rigsdaler og en undskyldning fra de to brødre. Hun betalte»feltskieren«, og tog atter på valsen. Afsløringen Efter nogle år kom Maria til København. Da hun var nysgerrig efter at få at vide, hvordan det gik hendes mand, opsøgte hun deres forlover. Han var strømpevæver 16

17 og havde desuden et værtshus. Manden genkendte tilsyneladende ikke Maria. Hun spurgte manden, om han kendte»et Fruentimmer«ved navn Engelbrecht Maria, og om han desuden vidste noget om hendes mand. Strømpevæveren sagde, at manden endnu levede, og lovede at vise vej til ham. Imidlertid havde strømpevæverens kone genkendt Maria. Da hun havde fået overbevist sin mand om, at hun havde ret, gik han til politiet og angav Maria, som blev anholdt samme dag. Herefter blev Maria ført til konferentsråden. Hun kom her i forhør. Hun»tilstod«, at hun var et»fruentimmer«. Hun fortalte kort om sit livsforløb og understregede, at ingen havde haft mistanke om hendes køn - ikke engang de svende, hun havde delt værelse med. Der blev sendt bud efter den mester, hun arbejdede for i København. Han bekræftede, at hun havde arbejde hos ham, men nægtede forøvrigt at tro, at hun var en kvinde, fordi hendes arbejde var så godt. Herefter blev Maria bragt til rådhuset, hvor hun kom i arresten. Her sad i forvejen fire andre kvinder, hvilket var lidt problematisk for Maria, da hun stadig havde mandetøj på.»... blev jeg arresteret hos 4 lystige Fruentimmer, der ikke vidste andet, end at jeg var et Mandfolk, og i Hiertet glædede sig herover.«maria bad om at måtte blive flyttet, hvorefter hun fik en arrest for sig selv. Under den efterfølgende retssag kom det frem, hvorledes Marias mand havde opført sig. Maria fik tilladelse til at være sig selv, hvilket hun»med Taksigelse imodtog«. Hun skulle herefter atter gå i kvindetøj. Vel ude af arresten ansøgte Maria Kong Christian d. 7. om bevilling til selv at holde værksted og svende. Historien ender lykkeligt med, at Maria får kongelig bevilling til at»ernære sig af Skræderhaandværk og sye Mandfalkeklæder, samt derpaa holde en Svend til Hielp.«En ener Maria har muligvis ikke været helt almindelig. Alligevel fortæller hendes historie os noget om, hvilke muligheder og valg kvinder havde - eller ikke havde. Den noget overilede indtræden i ægteskabet kunne hun have undgået. Hun kunne have fået en mand, som ikke var så slem som bryggerkarlen, og dermed have haft et mere tåleligt ægteskab. Men et var sikkert: når man først var gift, var der praktisk talt ingen vej ud igen. Maria valgte i første omgang ikke at forsumpe sammen med manden. Hun ville hellere søge arbejde. Men denne mulighed fandt hun blokeret, fordi hun var gift. Hun befandt sig altså i en situation, hvor der ikke syntes at være noget valg. At give sig ud for at være en mand, gav hende til gengæld uanede muligheder. 17

18 Da hun blev»afsløret«, havde hun gennem mange år bevist, at hun kunne klare skrædderfaget. Det er iøvrigt her værd at bemærke, at hendes daværende mester pure nægtede at tro, at hun var en kvinde, fordi hendes arbejde var så godt. I disse år var der absolut ingen»kvindesagssnak«. Almindelige mennesker fandt det aldeles uhørt, at kvinder kunne arbejde på lige fod med mænd. Maria var derfor ingen trussel mod mændenes rettigheder - netop fordi hun blev opfattet som en pudsig særling - som en absolut ener. Det er måske derfor, at hun faktisk fik tilladelse til både skilsmisse og til at drive værksted. Der var ingen, der troede, at dette ville få andre til at gøre det samme, ej heller at det kunne få nogen til at tro, at kvinder i al almindelighed var lige så gode som mænd. Maria skriver selv, at hun ikke håber, at andre kvinder vil følge hendes eksempel. Det er svært at sige, hvorfor hun håber dette. Hun skriver ikke noget om det. Det tyder ikke på, at det er fordi, hun syntes, det var specielt hårdt at være en»mand«. Det er muligt, at hun på en eller anden måde er blevet tvunget til at fraråde andre at gøre som hende selv, fordi hendes fortælling helst skulle vedblive at være om»en pudsig ener«og ikke være en opfordring til efterfølgelse. 18

19 Kvindens stilling i samfundet diskuteres, I det næste afsnit fortælles om de to første kvindelige møbelsnedkere i Danmark. De er begge udlært i I fire årtier inden var debatten om kvindens stilling i samfundet så småt begyndt at ulme blandt det bedre borgerskab. På det lovgivningsmæssige område skal det her nævnes, at Næringsloven af 1857 var en ændring til det bedre. I denne lov fik ugifte kvinder over 25 år adgang til at løse næringsbrev (dvs. adgang til at drive selvstændig virksomhed). Desuden står det her fastslået ved lov, det som laugsbestemmelseme havde nævnt: at enker eller kvinder, hvis mand var bortrømt, kunne fortsætte mandens virksomhed indtil hun giftede sig. De skulle i denne forbindelse ansøge om at blive personligt myndige. Gifte kvinder derimod blev stadig underlagt mandens formynderskab ved indgåelse af ægteskab. Hun måtte således kun drive selvstændig virksomhed under sin mands opsyn, og hun kunne ikke slutte juridisk gyldige aftaler. Hun havde hverken råderet over egen formue eller over de penge hun eventuelt selv tjente. I 1886 blev der dog vedtaget en lov om, at gifte kvinder måtte disponere over egen arbejdsindtægt. Desuden blev gifte kvinder lovmæssigt personligt myndige i I hele perioden var der voldsomme diskussioner om kvinders evner og intelligens, og om hvorvidt de skulle kunne deltage i samfundets politiske og erhvervsmæssige sfærer. I 1871 stiftedes Dansk Kvindesamfund. U <lover at være forum for diskussioner om kvinders juridiske og politiske ligestilling diskuteredes også kvinders erhvervsmæssige ligestilling. Allerede dengang var der en del der mente, at vejen frem for kvinder gik gennem håndværket. Med Dansk Kvindesamfund som initiativtager oprettedes i 1872 en tegneskole for kvinder. Først i 1907 fik kvinder adgang til den almindelige tekniske skole. En stor del af arbejderkvinderne havde lønarbejde. Dette var for dem en økonomisk nødvendighed. Disse kvinder havde ingen faglig uddannelse, og deres løn var væsentligt mindre end en ufaglært mands. 19

20 De eneste kvinder, der havde mulighed for at få en uddannelse, var det bedre borgerskabs døtre. De havde stort set valget mellem at blive sygeplejersker eller lærerinder. Disse kunne få en uddannelse, hvis de ikke havde udsigt til at blive gift. Hvis de alligevel blev gift, forventedes det, at de holdt op med at udføre lønnet arbejde. I 1877 tog de to første kvinder studentereksamen. I 1885 fik den ene af disse, som den første kvinde i Danmark en akademisk afgangseksamen som læge. Mandhaftige kvinder De to følgende fortællinger om de to møbelsnedkere er interessante, bl.a. fordi deres karriereforløb på den ene side er meget lig hinanden, og på den anden side har de vidt forskellige begrundelser for at vælge uddannelsen, og de har forskellige erfaringer med»kvindesagskvinderne«.»leg vilde frem«en kvindelig møbelsnedker, udlært i 1893 Barndom Sophy A. Christensen er født i 1867 i Frederikssund. Hun var ældste datter i en søskendeflok på fem, bestående af en ældre bror og tre små søskende. Faderen var kaptajn på eget skib og var kun sjældent hjemme. Sophy holdt ikke særlig meget af at gå i skole. Hun ville hellere ud og sejle eller løbe på skøjter på fjorden sammen med storebroderen. Hun var da også mægtig god til disse ting, men hun måtte ofte i stedet hjælpe moderen i hjemmet. Hun mener selv, at hun som den ældste datter blev noget strengt opdraget.»det var nu slet ikke saa helt let at være den ældste Datter; der fulgte mange Pligter med, som min ældste Broder var fritaget for - han var jo Dreng og derfor født til Frihed - men en Pige maatte holdes til Arbejde.«Ungdomstiden Da Sophy var tretten år, forliste faderens skib. Han kom senere hjem som en syg og nedbrudt mand. Familien flyttede til København i håbet om bedre at kunne få arbejde der. Moderen tjente til familiens ophold, da faderen var for syg til at arbejde. Den ældste bror var taget til søs, og Sophy passede hus og hjem. Tre år senere døde moderen efter længere tids sygdom. Inden sin død pålagde 20

21 moderen Sophy ansvaret for sin egen og de mindre søskendes fremtid. Sophy var da 16 år. Den sidste formaning til Sophy lød således:»du er den ældste, dig har jeg dog kunnet være noget for, du maa nu værne om dine mindre Søskende og ikke unde dig Hvile, før du har faaet dem frem, saa at I bliver til noget godt i Livet«. Faderen kom på en stiftelse for gamle sømænd. De yngre søskende kom i pleje hos forskellige familier, og Sophy selv kom»i huset«i Jylland. Da Sophy var 20 år, vendte hun tilbage til København. Her mødtes hun atter med en lillesøster og en lillebror. Det var tydeligt, at moderens sidste formaning prægede Sophy.»... det var jo vor Mening, at vi, saa snart det lod sig gøre, vilde se at faa skabt os en selvstændig og uafhængig Stilling, for at holde os paa det Niveau i Samfundet, som vi gennem vor Skolegang og Opdragelse følte vi tilhørte, og som Mor saa indtrængende havde formanet os til at holde os paa - eller naa op over.«i begyndelsen af 1888 fik Sophy arbejde hos en kvinde, der drev en broderiforretning. Hun var glad for arbejdet, men bjev syg af den mangelfulde mad og af mangel på lys og luft. Hun boede sammen med ejeren i dennes dagligstue, hvor forretningen også var. Sophy kom derfor kun sjæicteht ud. En af de få aftener Sophy havde fri til at være sammen med søsteren og broderen, foreslog broderen hende at melde sig til et kursus på en sløjdskole, så hun måske derigennem kunne få andet arbejde. Hun blev optaget på et tre måneders sløjdlærerkursus. Hertil fik hun gennem sløjdskoleforstanderen et stipendium på 50 kr. I den periode Sophy gik på skolen, boede hun hos nogle barndomsvenner, hun havde mødt. Hun sov på gulvet i deres dagligstue, og levede af den smule mad hun kunne købe for stipendiet. Af tøj havde hun kun en enkelt luvslidt kjole, som hun dækkede med et langærmet forklæde, når hun var på skolen. Sophy var alt i alt glad for de tre måneders kursus. Hun kunne lide at arbejde med træ. Hun troede fuldt og fast på, at det var muligt at få arbejde som lærer efter disse tre måneder. Derfor var det lige ved at slå hende helt ud, da det under den sidste uge af kurset gik op for hende, at hun ikke kunne få arbejde. En af de sidste dage på skolen kaldte forstanderen hende ind til sig på sit kontor. Han spurgte hende:»sig mig, kender De noget til Kvindebevægelsen?Nej«sCJ,gde jeg,»den har jeg aldrig hørt noget om.naa, det er ogsaa lige meget! Men det er forresten saadan noget med»kvindernes Frigørelse«.«Forstanderen forklarede hende da, at han havde været til et møde, hvor nogle kvindelige medicinere havde udtalt, at»den bedste Vej til Kvindernes Frigørelse først og fremmest vilde være, at de blev selverhvervende.«da forstanderen formodede, at det netop var det Sophy ville, foreslog han 21

22 JEG VILDE FREM! UNGDOMS-OPLEVELSER AF SOPHY A. CHRISTENSEN DANMARKS FØRSTE KVINDELIGE MØBELSNEDKER KØBENHAVN HAGE & CLAUSENS FORLAG J. FR. CLAUSEN 1928 Sophys ambitioner fremgår af titlen på hendes selvbiografi. Ligesom Maria blev hun håndværker, fordi hun ville klare sig selv ved en ordentlig levevej. Men Sophys læretid blev bakket op økonomisk af Dansk Kvindesamfund. 22

23 hende at tage ud og fortælle disse medicinere, at hun ville være håndværker. Han mente, at de så nok ville være hende behjælpelig med at finde en udvej. Sophy forstod ikke rigtigt meningen med det hele. Hun skriver:»ærlig talt forstod jeg ikke, hvor Manden vilde hen med sin Tale, men jeg sagde, at det vilde jeg meget gerne.«forsynet med et brev fra forstanderen mødte Sophy op hos lægen Emmy Kramp. Hun blev venligt modtaget. Efter at have læst brevet sagde lægen:»nej, vil De være Snedker, det var da forfærdeligt morsomt... «At hun ville være snedker kom noget bag på Sophy selv.»jeg var som himmelfalden - skulde jeg være Snedker - det havde jeg aldrig tænkt mig.«da Sophy ikke nænnede at forklare, at ideen ikke var faldet hende ind, gik hun med på tanken. Emmy Kramp tilbød at støtte Sophy økonomisk i læretiden. Hun spurgte:»... men tror De, De kan komme ud af det med 50 kr. om Maaneden, saa skal jeg tale med nogle af mine Studiekammerater, som gerne vil forsøge, om det kan lade sig gøre at oplære Kvinder i regulært Haandværk; der er jo saa mange, der studerer, men vi synes, det vilde være godt, om de, der har Lyst til og Anlæg for praktisk Arbejde, ogsaa kom med og blev selverhvervende, og naar De vil tage Stødet og gøre Arbejdet, saa er det da kun rimeligt, at vi sørger for Deres Fornødenheder i Læretiden.«Lidt senere stod Sophy noget forvirret atter ude på gaden. Hun skulle i lære som snedker - og ville endda få penge til at leve og bo for. Med bevidstheden om en fast indtægt besluttede Sophy og hendes søster og bror at flytte sammen og skabe deres eget hjem. De fandt en lille kvistlejlighed, som de med nød og næppe kunne betale. Læreårene Hvorledes Sophy bar sig ad med at få en læreplads, skriver hun ikke. Men en plads fik hun. Ved ansættelsessamtalen sagde mesteren:»nu kan vi jo forsøge, om De kan holde det ud, men jeg siger Dem forud, at De i alle Maader maa finde Dem i at blive behandlet som de andre Lærlinge paa Værkstedet, og jeg vil ikke have nogetsomhelst Vrøvl af at have en kvindelig Lærling.«Sophy lovede, at hun ikke ville»fremkalde Vanskeligheder ved sin Nærværelse.«Den første dag i lære beskriver Sophy således:»jeg var meget befippet, da jeg den første Dag stod paa Værkstedet, og alle Svende og Drenge indstillede Arbejdet for at se paa mig. Værkføreren anviste mig en Plads samt Bænk og Værktøj mellem de andre Lærlinge. Det første jeg 23

24 skulde lave, var Servanter, 2 Stykker, og jeg fik udleveret Træ dertil. Paa Værkstedet vidste de ikke, at jeg paa Sløjdskolen havde lært at save og høvle, og jeg kunde mærke, at de glædede sig til at se mine Anstrengelser for at faa Saven til at gaa; en af dem var endogsaa saa galant, at vilde stille Saven for mig, og da jeg ikke anede noget ondt, lod jeg ham gøre det; men da jeg skulde til at bruge den, opdagede jeg, at han havde vendt den forkert, med Tænderne imod, saa den hoppede i Træet. Jubelen var stor over, at deres Gavtyvestreg var lykkedes, men jeg stillede saa selv Saven og skar mit Træ.«Sophy fandt sig dog hurtigt tilrette. Hun havde lært de mest grundlæggende ting på sløjdskolen, og efterhånden fik de andre på værkstedet respekt for hendes arbejde. Hun nævner selv desuden, at hendes»ærgerrighed overfor de andre Lærlinge fik hende til at anstrenge sig af yderste Evne.«Hun nævner dog også, at det godt kunne være strengt at stå op klokken fem om vinteren og møde i et iskoldt værksted. Sit forhold til de andre på værkstedet beskriver Sophy således:»det var jo en hel anden Slags Mennesker her end paa Sløjdskolen, og jeg havde derfor ikke nogen særlig Forbindelse med dem udover hvad der angik Arbejdet.«I løbet af Sophys læretid fik søsteren en læreplads som gartner og broderen kom ind på marinens ingeniørskole, og var således også»på vej frem«. Efter en tid i lære, blev Sophy klar over, at hun måtte lære at tegne. Hvis hendes tegning til svendestykket ikke blev godkendt, måtte hun slet ikke lave noget svendestykke. Hun gik derfor op på teknisk skole for at melde sig til. Efter at have forsikret at hun var i lære som snedker på lige fod med mandlige lærlinge, og at der ingen problemer havde været med det, fik hun denne besked:»nej, det kan der ikke være Tale om! Saa vilde alle mulige Kvinder komme»rendende«her og fylde op, det skal vi ikke have noget af. De kan jo gaa hen paa»kvindeskolen«.«dette sagde den»værdige Kontormand«, der ekspederede Sophy. Sophy gik straks hen til»kvindeskolen«. Hun klagede sin nød til professoren der. Han fortalte hende, at hun godt kunne lære det, hun havde brug for, hos ham. I den følgende tid havde Sophy et hårdt program. Hver dag var hun 10 timer på arbejde og derefter 2 timer i skole om aftenen. Sophy var en flittig elev. Hun lånte bøger på skolens bibliotek, og læste til hun faldt i søvn om aftenen. Det blev tit sent, og det kunne være svært at komme op om morgenen.»værst var det dog om Morgenen at komme op af den varme Seng og komme i Gang igen. Til Tider, naar jeg skar Træ op til et større Arbejde, var jeg saa stiv i Lemmerne, at jeg næsten ikke kunde klæde mig selv paa.havde jeg ikke i saadanne Perioder haft den Overbevisning, at det var min Pligt - før dø end opgive Ævret-havde jeg vist næppe holdt Læretiden ud. Men det hjalp mig, naar 24

25 jeg tænkte paa, at man stolede paa mig; saa maatte jeg igennem det og levere dem, der stolede paa mig, det første Snedkersvendestykke - udført af en Kvinde - som Kvittering for deres Tillid.«Forstanderen på tegneskolen fattede hurtigt interesse for Sophy. Han tilbød hende et halvt års arbejde på hans egen tegnestue. Sophy og hendes søskende begyndte også at komme i hans hjem. Der opstod et»far/børn«-forhold mellem dem. I hans hjem kom mange intellektuelle, og Sophy deltog ivrigt i de»litterære«og»filosofiske«diskussioner. Svendestykket I foråret 1893 blev Sophys tegning til svendestykket færdig. Den blev antaget med ug+. Svendestykket bestod af et poleret bogskab. Det var en opgave, der var blevet bestilt af frøken Sophie Alberti, der var en af de kvinder, der havde hjulpet Sophy økonomisk i læretiden. Selve svendestykket blev udført på værkstedet. Den dag bogskabet skulle sendes afsted til bedømmelse på Københavns rådhus, fejrede værkstedets svende hende på behørig vis. De havde pyntet hendes høvlebænk med blomster og skrevet et digt til hende.»l det jeg kom ind, modtog de mig med en»æres-musik«, de kastede alt hvad der kunne klirre og gøre Spektakel paa Gulvet. Herfor kvitterede jeg selvfølgelig med Øl - som Værkstedsskik byder - og saa blev Svendestykket sendt afsted, atter under øredøvende Larm.«Efter bedømmelsen på rådhuset blev lærlingene kaldt ind. Der blev holdt en højtidelig tale for dem, og hver enkelt bedømmelse blev læst op. Sophys svendestykke var antaget»med Ros«. Sophys svendegilde blev holdt hos den gamle professor. Både sløjdskoleforstanderen og den kvindelige læge (Emmy Krarup) var med. Herefter rejste Sophy til verdensudstillingen i Chicago, hvor hun fik arbejde ved den danske afdeling. Efter hjemkomsten rejste hun rundt i Europa sammen med professoren. Til sidst ønskede hun dog atter at arbejde med sit håndværk.»jeg fik nu saadan en Lyst til, saa snart jeg kom Hjem igen, at faa begyndt paa mit Snedkeri, der ligesom stadig var blevet skubbet til side for alle disse Rejser jeg havde gjort, og al den anden Lærdom, som bagefter skulle indtages eller forarbejdes. Jeg følte mig troløs overfor mit Haandværk, og længte nu efter atter at forenes med det og finde mit oprindelige Selv igen og komme i Ro og faa fast Bund under Fødderne.«Mester Som sagt så gjort. Sophy var nu 28 år, og året var Hun mente selv, at nu var øjeblikket inde til at blive mester. Hun lånte penge af den gamle professor til at 25

26 Jo, hun har nederdel på. Snittet og måden, den knappes på, har dog lighed med de mandlige svendes benklæder. Hele Sophys fremtræden har et maskulint præg i portrættet til hendes selvbiografi - og en selvbevidst udstråling. 26

27 starte sit eget værksted for. Hun lejede lokaler, købte værktøj og høvlebænke og ansatte to svende og en lærling. Den første dag i sit eget værksted stod Sophy og filosoferede lidt:»jeg stod i Lugen paa mit eget Værksted og saa ned i Gaarden. Det var mit Træ. Og det var mine Folk, der læssede det af. Og jeg undrede mig.-«for at kunne nedsætte sig som mester, skulle man optages i snedkerlauget (en mesterorganisation). Ved en højtidelighed i laugshuset skulle Sophy love:»at holde Laugets Skikke og Sæder og Laugets Broderskab højt i Ære og ikke afstedkomme Tvedragt og Ufredsommelighed ved min Nærværelse; men stedse og altid at være en god Kollega og af al min Evne stræbe at højne den Stand, jeg nu tilhørte, til Gavn og Ære for mit Land som for mig selv«. Sophy følte det som en meget stor ære at blive optaget i det»ærværdige gamle Laug fra 1554«. Det føltes ekstra ærefuldt for Sophy, fordi hun var den første kvinde, der blev optaget. Herefter fik Sophy overrakt mesterbrevet, og blev hilst velkommen og tillykke af laugsbrødrene. Efter også at have modtaget sit borgerbrev, mente Sophy, at hun nu var nået sine drømmes mål:»at blive»en selvstændig, erhvervende og fri Borger i Landet«, og trods dette følte jeg dog klart, at det, jeg havde naaet, var kun Begyndelsen. Men hvad havde denne Forberedelse ikke kostet mig af Selvovervindelse, Slid og Møje, i stort som i smaat?-«sophys værksted gik så godt, at hun snart måtte udvide, så hun fik 10 svende og 2 lærlinge, hvoraf den ene var en ung pige (Inge Bang). Desuden fik Sophy efter et personligt besøg hos kronprinsesse Lovisa og efterfølgende bestilling, et væld af arbejde. Hun slutter selvbiografien med nogle lyse tanker om fremtiden. Heri kan det ikke skjules, at hun er datter af en sømand.»paa Livets Sejlads havde jeg hidtil maattet krydse mig forsigtigt op mod Vinden. I Uvejr og Modvind havde jeg øvet mig i at tage Vinden som den var og føre smaa Sejl for at sejle sikkert. Men nu, lige med et, kom det fine Vejr og god Vind. Nu endelig kunde jeg sætte alle Klude til og lade»skuden«stryge -»for fulde Sejl!«27

28 »For at blive Snedker maa unge Piger vist være lidt ualmindelige, snarest lidt mandhaftige«en kvindelig snedker, udlært i 1893 Historien om Catrine Horsbøll er baseret på en artikel i tidsskriftet»verden og Vi«(1913). Catrine er født i 1872 i Ribe. Faderen var lærer og kordegn og moderen var husmor. Som barn gik Catrine på husflidsskole i fritiden. Det var her, hun fik lyst til at lære snedkerhåndværket. Snedkerhåndværket er det eneste, hun altid har villet. Efter endt skolegang kom Catrine i lære i Ribe; men det gik ikke rigtigt (artiklen skriver desværre intet om hvorfor). I Catrines hjem holdt de»kvinden og Samfundet«(udgivet af Dansk Kvindesamfund). Catrine skrev til redaktøren for bladet, Kristine Frederiksen, og fortalte om sine planer om at blive snedker. Hun bad redaktøren om at være hende behjælpelig. Catrine tog til København. Her startede hun på Aksel Mikkelsens sløjdskole. Siden kom hun på forskolen for kvindelige håndværkere. Herefter kom hun i lære hos snedker S. P. Mørch på Vesterbrogade. Om selve læretiden udtaler Catrine sig kun indirekte. I interviewet søger hun at forklare, hvorfor det er så svært for unge piger at blive snedkere:»det ligger i, at naar en Aars Pige med Iver begynder sit Fag, tænker hun ikke paa, at hendes Arbejde tager, og maa tage hele hendes Tid. Hun begynder paa Værkstedet 6.3o Morgen og fortsætter til 6 Eftm. Om Aftenen maa hun passe sin Tegneskole. Saadan gaar Dag ud og Dag ind, og det gaar hurtigt op for hende, at Spadsereture, Baller, Sværmerier, og hvad der nu ellers naturligt hører den Alder til, er noget, hun kun kommer til at kende af Navn.«Efter endt læretid arbejdede Catrine som svend i en periode i København. Derefter tog hun et halvt år til Berlin, hvor hun også havde arbejde som svend. For også at lære fransk møbelkunst tog hun til Paris. Hun kunne imidlertid ikke få ansættelse hos en fransk mester, fordi hun var en kvinde. Hun måtte derfor i Paris arbejde hos en tysker. Hun rejste derefter tilbage til Danmark, hvor hun udstillede et salonmøbel, der var bestilt af enkedronning Louise. " I 1895 nedsatte hun sig som mester i Valdemarsgade. I begyndelsen arbejdede hun helt alene, dog med en bydreng til hjælp. Det er måske af denne grund, at hun endnu ikke søgte optagelse i mesterlauget - hun havde på daværende tidspunkt ingen svende ansat i sit værksted. De sidste par år op mod 1913, har Catrine ikke selv arbejdet så meget i værkstedet. Hun har mest tegnet og passet forretningen. Alligevel mener hun 28

29 selv, at hun er mere håndværker end forretningsmand. Allerhelst ville hun både tegne, udføre og sælge det samme møbel. Catrine har ikke høje tanker om piger som snedkere. Hun mener dog, at det hænger sammen med, at fysikken netop i de unge år ikke helt slår til. Som før nævnt har piger ifølge Catrine i denne alder også mere tanken på baller og sværmerier. På det punkt er det nemmere for drengene, idet de først bliver voksne senere - når læretiden er forbi.»nej, for at blive Snedker maa unge Piger vist være lidt ualmindelige, snarest lidt mandhaftige.«om»kvindesagen«catrine har her til slut heller ikke meget til overs for kvindesagen:»er det ikke underligt, at jeg aldrig har mærket nogen som helst Støtte hos vore Kvindesagsdamer. De taler saa meget om at støtte hinanden, men jeg kender fremtrædende Medlemmer af det kære Samfund, som har sørget for Udstyr til en stor Børneflok - hos mandlige Snedkere; derimod kommer gamle konservative Mennesker, om hvem det siges, at de er propfulde af Fordomme og køber hos mig. Nu kan jeg godt undvære det, men jeg skal ikke nægte, at i de Tider, hvor jeg maatte kæmpe mig frem, ærgrede det mig.«dette var hårde ord fra en selverhvervende kvinde - to år før kvinder fik stemmeret. Journalisten, der har skrevet artiklen, er tilsyneladende enig med Catrine. Hun slutter artiklen med følgende:»det er den samme og altid den samme Klage over sit eget Køn, man møder, hvad enten Erhvervet er manuelt eller aandeligt, og man begynder at forstaa Mændenes Paastand om Kvindens bristende Logik.«Det var en kvindelig journalist. Et valg mellem ægteskab og håndværk Sophy og Catrine er udlært samme år, 1893, i København. De kommer begge fra provinsbyer og er døtre af småborgerskabet. De har fået støtte fra kvindesagskvinder i begyndelsen af deres læretid. De har startet uddannelsen med at gå på sløjdskole, og de har begge været på skolen for kvindelige håndværkere. De har begge rejst, før de nedsatte sig som mestre. De er begge ugifte. Det mærkelige er, at de tilsyneladende ikke kender hinandens eksistens. Ingen af dem nævner den anden. Ovennævnte fællestræk fortæller os noget om de allermest iøjnefaldende eksistensbetingelser for kvinder. De har begge hjemmefra fået indpodet, at de 29

30 også som kvinder kunne komme»frem i livet«. Sophy fik direkte beskeden af den døende mor- og Catrine mere indirekte ved at de i hjemmet holdt» Kvinden og Samfundet«. Selve uddannelsesforløbet minder i høj grad også om hinanden. De måtte begge søge alternative skoler for at lære at tegne, og de måtte begge gå på en»alternativ forskole«- sløjdskolen. Teknisk skole blev jo først åben for kvinder i Efter endt læretid var de begge ude at rejse for at lære mere om deres håndværk - begge med vægt på forståelse af møbelsnedkeri som kunsthåndværk. De nedsatte sig begge som selvstændige mestre i en forholdsvis ung alder. Dette kan være udtryk for, at de var nødsaget til at være selvstændige, fordi de havde svært ved at få arbejde som svende, fordi de var kvinder. Det virker dog som om, de begge har valgt at blive selvstændige mere af lyst end af nød. Sophys glæde over at få sit eget værksted fortæller os, at det faktisk var det, hun ville. Det fremgår også tydeligt, at de begge har en stor faglig glæde og stolthed. Sophy bruger udtryk som»... følte mig troløs overfor mit Haandværk«og»længes efter at forenes med det [håndværket], for at finde mit oprindelige Selv igen.«de nævner begge, at kronprinsesse/enkedronning Louise har bestilt et møbel hos dem, hvilket sandsynligvis har givet dem et noget større salg. At de begge er ugifte, kan ikke undre nogen, når vi husker på, at de ved ægteskab ville have måttet afgive deres personlige myndighed. Desuden ville deres virksomhed dermed også blive underlagt ægtemandens opsyn. Derudover var det uhørt, at en gift kvinde vedblev at tjene penge, hvis ægtemanden havde mulighed for at forsørge hende. Disse to kvinder har altså stået med valget: enten ægteskab eller at vedblive med deres håndværk. De valgte begge det sidste, og ingen af dem har nævnt, at de skulle have fortrudt valget. De vidste begge, at de valgte ægteskabet fra. Sophy og Catrines forskellighed ligger mest i deres mening om»kvindesagskvinderne«og i deres holdning til andre kvinder. Sophy kendte intet til»kvindesagen«, før hun fik opfordringen og den økonomiske opbakning til at gå i snedkerlære, netop fra en»kvindesagskvinde«. Dette var udelukkende et positivt bekendtskab for hende. Dette forhold hjalp hende endda igennem nogle svære perioder, hvor netop tanken om at»man stolede på hende«hjalp hende. Da hun senere selv blev mester, antog hun også en kvindelig lærling. Catrine fik kendskab til»kvindesagen«allerede i barndomshjemmet, men har siden taget kraftig afstand fra den. Hun taler lidt hånligt om»det kære samfund«(dansk Kvindesamfund), som hun siger, aldrig har støttet hende på nogen måde. 30

31 Principiel ligestilling, Kvinder fik valgret i Trods dette var der stadig voldsomme diskussioner om, hvorvidt kvinder var ligeså intelligente som mænd, og om hvorvidt de skulle deltage i erhvervslivet. Kvinder fik stadig en væsentligt lavere løn end mænd. Kvinder fik sjældent en uddannelse, på trods af at det ikke længere var direkte umuligt at komme ind på de fleste uddannelsessteder. Nu kunne kvinder teoretisk set søge næsten alle uddannelser. Det var kun et fåtal, der vedblev at arbejde, hvis de blev gift, og hvis manden kunne forsørge familien. I denne periode var arbejdsløsheden stigende. Medlemskab af fagforening var efterhånden blevet almindeligt blandt mænd. Mange, mænd som kvinder, i denne periode, syntes at en kvinde skulle fyres fra sit arbejde, når hun blev gift, hvis det var af en sådan art, at en mand ville have det. Hun skulle fyres for at give plads til en, der virkelig havde brug for det - den»rigtige«forsørger - en mand. I 1922 fik en gift kvinde medrådighed over børnene, og i 1924 fik hun også medrådighed over fælles formue. Kvindebevidsthed»Det var som kvinde, jeg ville ind i det fag«en kvindelig malersvend, udlært i 1918»... kvinder fik valgret i Og det var dengang jeg fik den tanke, at skulde vi (kvinder) være medbestemmende maatte vi vide, hvad vi skulde stemme. Derfor gik jeg ind i mandefaget, kom i lære som maler. Der er jo flere aspekter i valget, men det egentlige var, at kvinder maatte lære at tage ansvaret for sig selv. Og jeg, jeg mente det skulde være som Kvinde vi skulde være med.«ovenstående er et citat fra et brev til forfatteren skrevet af Ingrid Ørum, dateret d Hun var da 92 år. 31

32 Dette billede er taget 3 år før Ingrid gik i lære. Det forestiller Københavns første kvindelige malermester. Opløbet omkring dem taler sit eget sprog. Foto (Københavns Bymuseum, kopi fra KVINFO). Barndom og ungdom Ingrid er født i 1896 på en gård i Nordjylland. Forældrene var bønder og havde 10 børn, deraf7 piger. Som barn deltog Ingrid i arbejdet på gården sammen med sine søskende. Ingrid kunne godt lide arbejdet, og der var nok at lave. Som ung fik Ingrid en plads som pige på en gård i Vrå, hos nogle af forældrenes venner. Her ville hun på et tidspunkt i lære som urmager, men da hendes far ikke syntes om den urmager, der boede i nærheden, blev dette ikke til noget. Ingrid overvejede længe, hvad hun ville være. Hendes tanker gik i retning af noget specielt:»jeg havde jo altid haft lyst til at blive noget særligt.«da hun senere kom til en gård på Sjælland, fik hun den ide, at hun ville være maler. Ideen kom, da stuehuset på gården skulle males af en maler.»og jeg kunne jo se så smukt hele hjemmet det blev... «Jeg vil være maler«, sagde jeg til mig selv, for det kunne man i hvert fald se, hvad var. Vi havde da 32

33 pænt malet hjemme også, men det var sådan mor, der gik og malede. Og det så såmænd da meget pænt ud, det var da ikke det, men jeg kunne jo se, at når en maler havde lavet det, så blev det sådan helt ".«Læretiden Ingrid skrev hjem til forældrene, og fortalte at nu ville hun i lære som maler. Det syntes forældrene var en udmærket ide, og faderen sørgede for, at Ingrid fik en læreplads hos en af hans bekendte. Ingrid undrer sig lidt nu, 73 år senere, over så nemt det egentlig gik. Der var ikke nogen»opstandelse«ved at hun kom og skulle i lære som pige. Det første hun så til sit kommende arbejde var, da hun den første dag kom ind i mesters stue. Der stod en ligkiste derinde - til tørre. Efter at være kommet sig lidt over dette, konstaterer Ingrid - lidt tørt - at»den skulle jo også tørre«. Ingrid blev sat til det samme arbejde som de mandlige lærlinge. Det var der tilsyneladende ingen, der syntes var mærkeligt. Ingrid har nu heller ikke provokeret til det:»for jeg gik jo ikke sådan og snakkede om, at nu ville jeg til at være selvstændig. Det gik man ikke og sagde. Jeg var der bare. Det var ikke noget, der blev taget hensyn til.«ingrid siger med et smil, at den eneste gang hun kan huske, at der blev taget lidt hensyn til hende, var da hun og mester skulle cykle langt med stiger og spande ud til en plads.»".vi skulle cykle mange mil, og det var modvind. Da sagde han til mig:»du må hellere cykle bagefter mig«. Så tog han vinden«. Læretiden var alligevel ikke lutter idyl for Ingrid. Hun fortæller, at hver gang hun skulle ud og tapetsere og male for folk ude på gårdene, var hun altid meget spændt på, hvordan hun ville blive modtaget, specielt når det var et sted, hun ikke havde været før.»og mange gange da ville jeg hellere have sat mig ude i grøftekanten og græde. For nu skulle jeg jo ind et nyt sted, og hvordan ville de tage imod mig? Men jeg vil sige, jeg havde også bestemt mig for, at når jeg var færdig, så skulle de have sagt:»det er helt i orden.«ingrid fik da heller aldrig nogen klager fra kunderne. Det kan måske skyldes, at mange så deres fordel ved, at det var en kvindelig maler. Ingrid vaskede vinduer og gulve, hvis de var beskidte efter hendes arbejde, og hun vaskede op og tørrede op efter sig.»".det lå jo mere til en pige. Det tror jeg nok, at det var forskellen på en pige og en mand, dengang.«mester klagede heller aldrig over hendes arbejde. Ingrid lærte da også hurtigt at kunne sit håndværk. En dag, da hun og mester var ude og hvidte lofter, spurgte 33

34 \. t~ui-f~ h- '1./~ ~~~::-- 11~1' Ingrids mester skrev anbefalingen knapt 10 år efter, at hun var udlært. 34

35 hun mester, om hvad hun skulle gøre, hvis hun kom til at»stritte«(sprøjte på tapetet).»mester sagde:»du stritter int!«så vidste jeg da, at det skulle jeg ikke gøre.«det kunne være lidt ekstra besværligt for Ingrid at gå på stilladser. Hendes arbejdstøj bestod af en kjole, der gik til midt på underbenet, og et forklæde som Ingrid selv havde lavet, som kunne knappes på forskellige måder. Det kunne godt være svært at gå på stiger i den mundering.»jo, der ville jeg gerne have brugt benklæder. Men det turde jeg ikke, for så ville folk jo have sagt, at det var for at jeg ville ligne en mand. Og det var det jo slet ikke. For jeg holdt helt på, at det skulle være som kvinde, jeg gik ind i det arbejde.«ingrid fik faktisk sit svendebrev lidt for tidligt. I læretiden havde hun arbejdet sammen med mesters søn. Han var blevet lidt forelsket i Ingrid, hvilket mester og hans kone absolut ikke syntes om.»de ville jo ikke have det, for drengens skyld. Så jeg fik mit svendebrev i løbet af 3 år.«hvorfor mester skulle forkorte Ingrids læretid for drengens skyld, hænger sammen med tidens holdning til erhvervsaktive kvinder, hvilket Ingrid yderligere havde problemer med som svend. Trods den korte læretid, fik Ingrid dog en positiv udtalelse fra mesteren. Denne udtalelse er skrevet i 1927, i forbindelse med at Ingrid søgte arbejde andet sted, men den omhandler hendes læretid. Heri stod blandt andet:»ingrid Ørum har jeg kendt i en Aarrække. For ca. 10 Aar siden tog hun den for Kvinder ret sjældne Beslutning at ville lære Malerhaandværk, og blev saaledes ca. 4 Aar Elev hos mig. Som Maler staar hun fuldt paa Højde med de bedste mandlige Svende; naar hun dette til trods ikke hele Tiden arbejder som Maler, men ogsaa har paataget sig Pladser hvor hun har arbejdet med almindelig huslig Gerning, saa er dette for en stor del begrundet i at Arbejdsforholdene ikke altid her i Landet er ideelle for en kvindelig Svend.«I arbejde som mester, på håndværkerskole og som svend Ingrid blev mester lige efter, at hun var blevet udlært. Firmaet bestod dog kun af hende selv. Firmaet var et hun overtog efter nogle af forældrenes venners afdøde søn. Stedet var Ilbro. Ingrid husker tiden som sjov og spændende. Hun blev hurtigt accepteret af folk i området og havde rigeligt arbejde, selv om det var svært at få fat i maling og andre varer på grund af 1. verdenskrig. Som malermester blev hun inviteret med til de lokale fester (barnedåb etc.). Efter en tid mente Ingrid alligevel, at hun havde brug for at lære noget mere. Hun tog derfor på håndværkerhøjskole i Holbæk. Hun havde ingen penge til 35

36 dette ophold, og tog derfor en plads med rengøring hos en af højskolens lærere om formiddagen, og gik på skole om eftermiddagen. På skolen var der endnu en kvindelig maler. Efter endt ophold fik hun og Ingrid ros, fordi de ikke havde virket»forstyrrende for undervisningen«. Herefter fik Ingrid arbejde som svend hos en mester i Sønderjylland. Dette forløb fint, men Ingrid blev kaldt hjem til forældrene på gården, fordi hendes søster, der hidtil havde hjulpet med driften, skulle på Askov højskole. Som svend har Ingrid dog haft oplevelser, der gør, at det er med blandede følelser, hun ser tilbage på sit liv. Når Ingrid ser tilbage på den tid, så synes hun faktisk, at hun har spildt sit liv ved at gå i malerlære. Dette skal forstås på den måde, at hun mener, at det er derfor at hun aldrig blev gift eller fik børn - og det ville hun gerne have haft. Hun nævner en oplevelse, som kunne tyde på at hun har ret:»for mænd de ville ikke finde sig i, at jeg kunne være svend. Jeg kan huske en, det var da jeg var blevet svend, og jeg fik ti kroner om dagen. Han vendte sig lige om, og sagde til mig, at han ville ikke have at jeg skulle tjene så meget... næh, for han var da landmand, og at en pige kunne tjene, og selv have den indtægt, det ville manden ikke finde sig i dengang. Det var stadig dem, der skulle... og derfor blev jeg aldrig gift og fik nogen børn.«en bemærkning fra en anden mand tyder på det samme:»da jeg havde fået det her svendebrev, var der en, der sagde til mig:«ja, nu kan du jo bare melde dig ind i en fagforening, så er du forsørget for livstid«. Der var ikke rigtig nogen, der vidste, hvad jeg gik ind for.«på valsen på Island Ingrid havde længe gerne villet ud og rejse. Dette var også en af grundene til, at hun havde valgt en håndværkeruddannelse.»der var endnu et aspekt i mit valg af at blive håndværker, så kunne man tage på valsen, så kunne man tjene til sit ophold og samtidig komme det fremmede folk på nærmere hold.«l. verdenskrig satte imidlertid en stopper for Ingrids rejseplaner. Først i 1927 kunne drømmen realiseres. Hun fik tilbud om at komme til Island som et led i udveksling for unge i Norden. Det var meningen, at kvinderne skulle have plads i huset i 3 måneder og så rejse hjem igen. Ingrid var noget spændt på, hvad det var for en plads, hun fik, for var der noget hun ikke ville, så var det»at have en plads i et hus, hvor jeg skulle gå med kappe, og fruen skulle sidde med en klokke. Der kommer noget af det, jeg aldrig ville.«og så var det netop sådan et hjem, hvor hun skulle komme, når klokken ringede. Ingrid holdt det dog ud i de 3 måneder, hun havde forpligtet sig til. Da hun derefter 36

37 ikke mente, at hun havde set nok af Island, besluttede hun at blive. Hun fik arbejde hos en bonde»to timers ridt inde i fjorden«. Han havde lige bygget et nyt hus, som Ingrid blev ansat til at male. For dette fik hun kost og logi og 100 kr. Da det ikke var nok til billetten hjem, nedsatte Ingrid sig som selvstændig i Akureyri. Her fik hun en del arbejde, således at hun kunne tjene nok til hjemrejsen. Løkken farvehandel Ingrid kom tilbage til Danmark i Efter 2 års svær sygdom og noget arbejde i det huslige, ønskede hun atter at gøre brug af sin uddannelse som maler. Da hun ville have fat i penslen igen, var hun dog så afkræftet efter den lange sygdom, at hun ikke kunne magte det.»jeg kunne faktisk ikke. Jeg skulle finde på noget andet. Og så fandt jeg ud af at en farvehandel, det var helt rigtigt til mig. Det var en ubeskrivelig lykkefølelse, jeg havde, da jeg kunne lukke min egen dør op til min egen forretning.«ingrid har drevet denne farvehandel alene lige indtil 1971, hvor hun solgte forretningen. Da var hun 75 år. Ingrid følger stadig med i, hvad der sker omkring hende. Hun slutter interviewet med følgende bemærkning om ligestilling.»men der må jo være noget vi har overset ved ligestillingen, siden vi stadigvæk skal snakke om den. For det skulle jo være naturligt i dag, når det er 7o år siden, vi fik stemmeret, så skulle det jo være naturligt i dag. Det skulle ikke være noget særligt... «Kvindelig håndværker i klemme Ingrid ser med lidt bitterhed tilbage på sit liv. Som ung troede hun, at nu var der ligestilling - det var bare med at gå i gang. Som 92-årig kan hun se, at der alligevel har ligget et valg mellem familie og erhverv. Et valg som hun ikke var sig bevidst, fordi hun ikke vidste, det var der. Hun har altså uden at ville det valgt mand og børn fra, i og med at hun valgte et erhverv. At hun valgte et mandefag, har sandsynligvis yderligere understreget denne virkning. Desuden tyder kommentaren om, at hun kunne blive forsørget af fagforeningen, på at det var normen, at kvinder skulle forsørges. Ingrid har alligevel haft et godt og aktivt liv som selvstændig. Hendes glæde over at stå i sin egen forretning, kan sammenlignes med Sophys glæde over sit eget værksted. Forskellen på de to er blandt andet, at Sophy var sig fravalget af egen familie bevidst, hvorimod det kom bag på Ingrid, at dette fravalg fandtes. 37

38 Dette er ikke nødvendigvis kun et udtryk for, at det er to forskellige tider, der her er tale om. Det kan også have betydning, at de to kvinder er forskellige som mennesker. Men det er klart, at selv om kvinder fik stemmeret, så fik de ikke ligeret, som Ingrid troede. Ingrid Ørum, den dag hun blev interviewet i sit hjem i Løkken. (Privateje). 38

39 Krig, arbejdsløshed og husholdningens videnskabeliggørelse, I denne periode havde kvinden næsten fået juridisk og økonomisk ligestilling. Det var også blevet mere almindeligt, at kvinder fik en uddannelse, dog stadig indenfor de mest almindelige kvindefag. Man kan se i tabel 1, at den lille skare af kvindelige svende i bygningsfagene var allermindst i Medens de mandlige bygningshåndværkere var dobbelt så mange som i 1901og1921, var kvindernes antal halveret. Før og omkring 2. verdenskrig var der bl.a. arbejdsløshed og mangelsituationer. I debatten om kvindens plads i samfundet indgik også arbejdsløsheden blandt mænd, og (som før) om det var rimeligt, at kvinder optog de få arbejds- Tabel 1. Mænd og kvinder i byggefagene Mænd Kvinder Mænd Kvinder Mænd Kvinder Mænd Kvinder Tømrer Murer Snedker I Glarmester Blikkenslager Maler Elektriker I alt Kilde: Folketællingerne 1901, 1921, 1950 og Statistisk Årbog Anm.: Der er en del unøjagtigheder i tabelmaterialet gælder tallene alle arbejdere, derefter kun svende. bortset fra tømrere i Snedkere i 1901og1921 inkluderer ansatte i møbelindustrien, ligesom blikkenslagere i 1901 i blikvareindustrien. I 1985 dækker tallene de organiserede i de respektive forbund, bl.a. en del saddelmagere m.fl. i Snedker- og Tømrerforbundet. 39

40 Daglig Rengøring. 1. Kakkelovnen renses ud, der lægges tilrette og tændes maaske op. Fejes op omkring Kakkelovnen, og denne tørres af. 2. Afskaarne Blomster sættes ud, Potteplanter vandes og ordnes. Lyseduge og Tæpper tages af og rystes let. 3. Vinduet aabnes, Gardinerne rystes og heftes op - hvis de er lange. Puderne rystes ved Vinduet. 4. Møblerne børstes let eller støvsuges. 5. Tæppe og Gulv støvsuges, eller man børster og fejer med let Haand, hvor det er nødvendigt. 6. SmaamØbler samles inde paa Tæppet. 7. Afstøvning. Begynd lige indenfor Døren og gaa hele Vejen rundt, begynd foroven, saa højt som der kan naas og slut nede ved Fodpanelet. Vinduet lukkes. 8. Gulvet vaskes, moppes eller gnides med Boneblok. 9. Redskaberne ordnes og sættes paa Plads eller lægges ind, hvor de bagefter skal anvendes. Afskaarne Blomster gives frisk Vand og ordnes. 10. Alt stilles paa Plads. I stærk Kulde maa vi for at spare paa Varmen og Brændslet klare os med en kortere Udluftning. Der luftes da ud ved Gennemtræk i ca. 5 Minutter, lige efter eller medens det støvende Arbejde foregaar. Fra pjecen:»hvordan klarer vi rengøringen?«af Kaja Pedersen, pladser, der var. Samtidig havde det faldende børnetal vakt myndighedernes bekymring i 1930'erne, og en-forsørgerfamilien blev anset for værd at stræbe efter. Fagfolk og husholdningsskoler havde desuden siden århundredskiftet gjort det til en hel videnskab at være en god husmor, der sørgede for sunde børn, en velfungerende mand og et ryddeligt og hygiejnisk hjem. Der har faktisk aldrig, hverken før eller siden, været så mange hjemmegående husmødre som i 1950'erne. 40

41 Først håndværk, så ægteskab I de følgende afsnit skal vi høre om to kvindelige malersvende, der som en naturlig ting fik en uddannelse, men som lige så naturligt ophørte med at bruge den efter giftermål.»leg ville noget andet«en kvindelig malersvend, udlært i 1945 Aase Mærkedahl er født i Hun blev adopteret af et barnløst ægtepar i Demstrup v. Kjellerup. Da hun var 7 år døde moderen, og resten af barndommen tilbragte Aase stort set hos en ugift moster, der var lærerinde i Ungstrup v. Kjellerup. Aase har fået en grundvigiansk opdragelse. Aase kom i lære efter endt mellemskoleeksamen. Det var i 1939, altså et år før besættelsen. Hun havde gjort sig nogle tanker om, hvad hun gerne ville være, og specielt om hvad hun ikke ville være.»og så havde jeg jo fået den skøre ide, at jeg ville i malerlære. Af en eller anden grund så var jeg altså kommet i tanker om det der med ".jeg havde altid sådan set med foragt på de der koner - piger, der bare skulle ud i huset - ud og tjene. Jeg ville noget andet. Og så kendte jeg en malersvend i Torning, og jeg syntes jo, at han var så charmerende, og sådan det ene med det andet.«den charmerende malersvend i kombination med et ønske om at lære at tegne, suppleret med lidt foragt for det traditionelle kvindearbejde, fik Aases ide til at tage form. Mosteren prøvede ganske vist at tale hende fra det. Hun havde håbet, at Aase havde valgt at gå lærerindevejen som hende selv. Men mosteren indså, at Aase ville være maler, og derefter fandt hun en læreplads til hende. Mesteren syntes godt nok, at»det da var noget sært noget med en pige, men sagde:» Hva skidt, du kan da prøve. Du kan få noget middagsmad for det. Så du kan bare komme.«i lære første sted Aase kom altså i lære hos denne mester. For sit arbejde fik hun middagsmad hver dag, men derudover ingen løn. Hun startede læretiden med at stå nede i mesters kælder og kitte ligkister. Mester malede dem selv. Senere fik Aase dog lov til at komme med ud og male. Trods dette syntes Aase ikke, hun lærte noget særligt hos denne mester. Der var ikke andre ansatte end Aase selv, og løn fik hun ingen af ud over middagsmaden. Efter et års tid syntes også mosteren, at Aase skulle have en ordentlig læreplads. Hun snakkede derfor med en anden mester i Kjellerup, som gerne ville tage Aase i lære. Der startede hun så forfra i lære. 41

42 Aase Mærkedahl på cykel, men uden spande og stiger. (Privateje). På håndværkerskole Aases nye mester var også lærer på Hadsten håndværkerskole. I vinteren 1942 skulle Aase derned og gå på skole. De andre lærlinge boede på skolen. Aase var den eneste pige, derfor kunne hun ikke bo på skolen sammen med de andre. Hun fik i stedet et værelse hos en lærerfamilie, der boede ved siden af skolen. Værelset lå nede bag køkkenet og havde hverken varme eller toilet. Hun havde tilladelse til at bruge toilettet hos lærerfamilien, men at mangle varme en af isvintrene var slemt. Aase syntes dog, at det var godt nok, at hun ikke boede sammen med drengene på skolen -»der kunne jo være sket så meget«. Hun følte sig heller aldrig alene, og hun syntes nok, at hun»morede sig sammen med de her fyre«, og»jeg var sådan temmelig omsværmet, tror jeg nok.«i lære andet sted Hos den nye mester kom Aase meget ud og arbejde. Det havde både fordele og ulemper. 2. verdenskrig betød materialemangel på flere områder. Benzin til biler havde man ikke. Maling, tapeter og stiger måtte fragtes på cykel ud til pladserne. En cykeltur på flere kilometer med en træstige på skulderen, kunne godt være 42

43 hårdt - specielt når cyklens hjul bestod af træringe (også på grund af materialemangel). Om dette siger Aase:»Man lærer jo at cykle med en stige over skulderen. Ja, jeg kan såmænd ikke huske, at jeg blev sådan særlig træt af det - jeg må jo have været stærk.«når Aase var ude og male, kunne det også være et problem at finde et toilet, når man lige havde brug for det. For som Aase siger,»at gå og holde sig en hel dag, det kunne man jo simpelthen ikke.«når hun var ude og male nybygninger, var toilettet ofte slet ikke installeret og hvis det var, så manglede låsen måske. Det kunne godt være lidt besværligt, når man var ene pige blandt mange håndværkere. Så var det nemmere, når man var ude og male i private hjem, så kunne man altid spørge konen, om man måtte låne toilettet - hvis de altså havde et. Aase har været steder, hvor man måtte ud og sidde bag køerne, fordi der intet toilet fandtes på gården.»det var ude bag køerne. Det var væmmeligt, det var ikke sjovt. Så måtte man jo sætte sig i grebningen (=rende bag dyrene i en stald), og så måtte man jo passe på, at koen den ikke lige skulle samtidig med, at man skulle selv. Og så var man jo bange for, at der lige skulle komme nogen ud i stalden, ikke også.«intet svendestykke 2. verdenskrig og en bagersvend var årsagerne til, at Aase ikke fik lavet svendestykke. Aase havde sidst i læretiden mødt sin kommende mand. Han var kommet til byen som svend, men købte kort tid efter sit eget bageri. Da Aase i foråret 45 skulle til at lave svendestykke, skulle hun atter helt til Hadsten håndværkerskole, fordi tyskerne havde taget de skoler, der lå tættere på. Aase valgte at undvære svendebrevet. Om grunden hertil siger hun:»". og der skulle jeg så være nede i tre uger, og det syntes jeg ikke kunne gå med, at jeg var forlovet. Jeg syntes ikke, jeg kunne overse det.«aase blev gift med sin bagersvend kort efter befrielsen. Den sommer malede hun som svend på forbundterløn (lidt mindre end en svendeløn), og hun malede også bagerbutikken. Inden Aase blev gift, mente mosteren, at det var på tide, at Aase fik lært noget husholdning. Hun skaffede Aase en plads på en husholdningsskole. Der var Aase i tre dage, hvorefter hun stak af og tog hjem. Om dette siger hun:»".så det har vi grinet meget af, atjeg var dernede i tre dage. Jeg har sådan en vis modvilje mod det her kvindefag. Det var ikke mig, det interesserede mig ikke". Men vi er jo da bleven gift og har fået børn, det er jo ikke for det. Jeg ved ikke, om man er mere mandhaftig end andre er". men man er da ikke ukvindelig, er man?«aase blev altså ikke udlært. Hun blev gift og fik børn og blev hjemmegående bagerkone. Det er også et ret krævende arbejde, men det er en helt anden historie. 43

44 Aase Mærkedahl med en kollega i sommeren Hun ligefrem stråler af bevidsthed om sit eget værd. (Privateje).»De skulle have en læredreng, og så kom jeg i lære«en kvindelig malersvend, udlært i 1948 Aase Døssing er født i Kjellerup i Hendes far var malermester. Hun er den yngste i en søskendeflok på fem i en indremissionsk familie. Da Aase var otte år, døde moderen. Den ældste søster, som da var femten år, passede derefter hjemmet, indtil hun selv blev gift. At Aase skulle i lære som maler, var noget faderen bestemte. Aases ældre bror var også kommet i lære hos faderen på grund af dennes dårlige hjerte. Der skulle nemlig, som Aase siger,»være nogen til at forsørge os andre.«det, at også Aase kom i lære hos faderen, har flere grunde. Familien manglede en læredreng i firmaet, og så var det jo nærliggende at tage Aase, som netop var færdig med skolen. Aase selv ønskede ellers at få en uddannelse som tegner, men det havde faderen ikke råd til at betale. Han snakkede hende fra det ved at sige: 44

45 »Du kan komme i malerlære, og så kan du få lov til at gå på alle de malerskoler, du har lyst til.«dette accepterede Aase.»Det lød jo spændende. Og den hoppede jeg jo på. Der var ingen, der tog i betragtning, at jeg ikke havde ret mange kræfter, for det havde jeg faktisk ikke. Men jeg var glad for min læretid, og jeg var glad for arbejdet og kunne lide at være håndværker. Men det kneb mig at holde ud.«i lære Aase kom i lære i 1944, altså i det sidste år af 2. verdenskrig. Hun fik to kroner om ugen og kost og logi. Også hun har prøvet at køre langt ud på landet til arbejdsstedet på en cykel med træfælge. Krigen betød også, at det var svært at skaffe stof til arbejdstøjet.»og så syntes jeg, at jeg sad hver søndag aften og lappede malerbukser, for det var simpelthen ikke til at få lærred til at sy malerbukser af. Det var ikke til at købe. Folk de forærede mig melsække, og så syede jeg selv bukserne. Og jeg lappede, og jeg lappede, og jeg lappede.«aase har skrevet dagbog i næsten hele den periode, hun stod i lære. For hver enkelt dag skriver hun først lidt om, hvor hun arbejdede og med hvad. Derefter skriver hun lidt om, hvad hun foretog sig efter arbejdstid. Indimellem har hun også nedskrevet længere tankerækker. Her bringes lidt udpluk fra dagbogen... Man må huske på, at dette er den unge malerlærlings tanker - og ikke fra et interview fyrre år senere. Af samme grund har jeg valgt, at lade de udvalgte sider tale for sig selv, således at der i det følgende kommer ret lange afskrifter fra dagbogen. September 1945 Fredag den 6.: Arbejdede jeg nede ved Blikkenslagerens sammen med Arne. Om Aftenen havde jeg Patruljemøde (KFUK)... Lørdag den 7.:Malede Arne og jeg udvendigt ved Laust Munks. Det blev nu ikke til så meget for det øsregnede... Mandag den 9.: Øsregnede det hele Dagen, saa mit Humør var langt nede. Vi skulle have malet udvendigt, men det kunde vi saa ikke. Jeg var flere forskellige Steder henne for at ordne Smaareperationer. Om Eftermiddagen var vi oppe og stryge Vinduer i Snedker Jensens nye Hus... Tirsdag den 10.: Om Formiddagen malede jeg udvendigt og om Eftermiddagen lakerede Arne og jeg et Køkken nede ved Knabbes. Om Aftenen var Ellen og jeg til K.F.U.K. Møde. Jeg har ogsaa travlt med at sy til Basaren... Onsdag den 11.: Arbejdede jeg oppe i Snedker Jensens Hus, jeg strøg Vinduer... 45

46 Aase Døssing på udvendigt arbejde. (Privateje). 46

47 Torsdag den 12: Malede vi udvendig 3 forskellige Steder, det var herligt Vejr, saa det var dejligt. Om Aftenen var jeg til Syklubben»Snak«oppe ved Ruth". Fredag den 13.: Malede jeg udvendig ude ved Doktor Andersens, men det var saa koldt og jeg var skidt Tilpas, saa Humøret var meget sløjt. Om Aftenen havde jeg Flokmøde herhjemme... I disse udsnit fra dagbogen kan vi se, hvor meget vejret betyder for Aases humør og arbejde. Det er også interessant at se, hvor meget af sin tid hun bruger på indremissionsk arbejde. K.F.U.K., Basaren og syklubben er altsammen noget, der har med dette at gøre. På malerskole I dagbogen fortæller Aase om sit første skoleophold i Silkeborg i november og december I den tid Aase var på skole, boede hun hos en moster. November 1946 Søndag den 24.: Rejste vi til Silkeborg. Jeg havde en masse Sager med for jeg skal jo blive deromme og gaa paa Malerskole, det er vel nok spændende. Mandag den 25.: Endelig oprandt den Dag da jeg skulle begynde paa Malerskolen, det var vel nok spændende. Jeg skulle møde Klokken 9 om Morgenen, jeg mødte nogle Malere som jeg fulgtes med derhen. Vi var ca 12 i Klassen og det var friske Fyre skal jeg love for. Der er særlig to som jeg godt kan lide den ene hedder Hardy, han er mægtig flink. Det første vi blev sat til paa Skolen var at ætse Skilte af i Salmiak og derefter var jeg ved at tegne Bogstaver. Vi havde det saa sjovt, vi har Radio deroppe som spiller hele Dagen... Tirsdag den26.: Jeg mødte paa Skolen 8.30,jeg ermeget glad for at gaa der, baade Læreren og de andre Malere er mægtig flinke overfor mig, navnlig Hardy, ham kan jeg vældig godt lide, i Frikvartererne sidder vi ved Siden af hinanden og i Timerne hjælper han mig, ja vi er sammen næsten hele Tiden. Onsdag den 27.: Paa Skolen tegnede og malede jeg Bogstaver. Saa slev jeg Væggene af i min»baas«med Sæbesten og sleb og strøg mine Skilte. Hardy fulgte mig hjem... Torsdag den 28.: Først havde vi Materialelære og derefter Stregtrækning med forskellige Farver, det var virkelig sjovt. Om Aftenen var jeg igen paa Skole fra 6-8 jeg sad og lavede Farveskalaer. Hardy fulgte mig ikke hjem ". Fredag den 29.: Strøg jeg Væggene i min»baas«, derefter spartlede jeg mine Skilte. Resten af Dagen tegnede jeg Skilte." Hardy fulgte mig hjem, han inviterede mig i Biografen, men jeg sagde at jeg kunde ikke saa godt. Saa sad jeg hjemme hele Aftenen. I morgen skal jeg hjem, det glæder jeg mig til. 47

48 Mere om skoleforløbet (og Hardy) - december måned. Torsdag den 19.: Tegnede vi igen Friser hele Dagen. Hardy fulgte mig hjem som sædvanlig og vi stod og snakkede til Kl. 5, han kyssede mig til Farvel... Fredag den 20.: Far ringede at jeg skulle komme hjem i Aften, for de havde saa travlt, saa jeg skulde arbejde Lørdag og Mandag... Aase var hjemme og arbejde i julen. Lørdag den 21.: Var jeg paa Arbejde hele Dagen først ude i Barakkerne og derefter sammen med Arne oppe paa Tømmerhandelen, vi arbejdede lige til Kl. 12 om Aftenen, da var jeg ogsaa godt træt. Mandag den 23.: Maatte jeg igen have fat i Penslen, det var i Grunden ogsaa helt dejligt at arbejde igen. Vi arbejdede til Klokken ni om Aftenen men da var vi ogsaa helt færdig og tilfreds med det Stykke Arbejde, men det var ogsaa virkelig pænt. Jeg beundrer Arne for hans Dygtighed, blot jeg var ligesaa dygtig. Aase fortsatte skoleopholdet efter nytår. Den sidste skoledag i februar 1947 skriver hun: Mandag den 3.: Det er saa den sidste Dag jeg skal i Skole, og det er jeg slet ikke ked af, jeg er ved at være træt af det og glæder mig til at komme hjem igen. Jeg kommer nok til at savne Klassekammeraterne men det glemmes hurtigt. Og hjemme igen Dette skoleophold gav Aase stof til eftertanke, da hun atter var hjemme igen. Februar: Mandag den 10.: Arbejdede jeg oppe i det nye Hus, vi arbejder paa Trappeopgangen, den bliver mægtig flot, vi arbejdede til Klokken 6 om Aftenen. Det er sjovt, for det er ligesom jeg har fået mere Mod og Lyst til Arbejde, siden jeg har været paa Skole, jeg vil saa gerne blive rigtig dygtig, før holder jeg ikke op, for saa har jeg jo ikke faaet noget ud af min Uddannelse. Før har mit Maal ellers været at blive noget mere end almindelig Maler, men nu har jeg kun det Ønske at blive en rigtig dygtig Maler for det er alligevel der min Lyst og mine Evner ligger. Torsdag den 13.: Nu er jeg snart færdig med Jensens Hus, det er jeg glad ved, for det er saa frygtelig koldt at arbejde deroppe, det er næsten ikke til at holde ud, 48

49 Aase Døssing med sin far og bror og en svend ved værkstedet. (Privateie). men godt man kan komme hjem i en god Varme om Aftenen, tænk dem der maa fryse og slet ingen Brændsel har det maa være frygteligt... I oktober måned skulle Aase male en facade i Silkeborg. Mandag den 20.: Var vi igen i Silkeborg. Vi var kørende derom i Lastbil med P. Degn. Det er meget sjovt at arbejde i Silkeborg der kommer saa mange Malere forbi og de raaber Goddav Kollega og kommer hen og snakker... Som 61-årig, fyrre år senere, husker Aase stadig en episode, hun havde med sin far, da hun var i lære. Hun arbejdede sammen med ham på et elektricitetsværk. De malede udvendigt, og Aase stod på sin stige og malede. Hun var godt 49

50 træt, for klokken var henad 6 om aftenen. Faderen stod nede under Aases stige og talte med en mand.»og jeg var simpelthen så træt så benene rystede under mig. Og pludselig så går min malerbøtte imod et af trinene, så gjorde den jo sådan, ikke, og lige ned i hovedet på ham den mand der... al den røde maling... og det rendte ned ad hans sorte tøj. Og far var rasende, han skældte ud. Men jeg havde jo også temperament, og så sagde jeg til ham» Du kan jo bare lade være med at anbringe dig nede under min stige, så fornuftig skulle du være.«så vi skændtes bravt. Der stod et par telefonarbejdere og så på det, og de morede sig.«svendeprøve I marts 1948 skulle Aase til svendeprøve. Hun beskriver det selv meget grundigt i sin dagbog, så her bringes atter nogle udpluk. Torsdag den 4.: Svendestykket paabegyndes. Vi mødte paa Teknisk Skole Kl. 9 om Morgenen, det var ikke helt fri for at jeg var nervøs. Vi trak nogle Sedler, jeg trak først, hvorpaa der stod hvor vi skulle gøre det Værelse i Stand og saa Teksten og en Farveprøve. Jeg fik et Værelse på Hotel Dania... Derefter begav jeg mig ned for at bese Herlighederne. Jeg havde nu ikke været heldig for Værelset var ikke særlig godt og temmelig stort 2 Døre 2 Vinduer Radiator Vaskekumme og en hel Samling Asfaltrør - jo der var nok at tage fat paa. Om Formiddagen vaskede jeg Loftet og om Eftermiddagen rensede jeg Tapet af, jeg var først færdig Kl. 6 og da var jeg dødtræt det havde været et drøjt Stykke Arbejde. Aase gik på med krum hals. Mange af dagene slutter med, at hun skriver :«Jeg var først færdig klokken..., og da var jeg dødtræt.«den sjette dag under svendestykket skriver Aase: Onsdag den 10.: Den sjette Dag: Begynder jeg at tapetsere og det går godt. Tapeten var let at have med at gøre saa det blev helt pænt. Om Eftermiddagen strøg jeg Dørene igen og plettede Vinduer, saa nu er det ved at være fint dernede. Dørene er pæne og jeg er slemt tilfreds med det jeg har lavet... Og Aase havde grund til at være»slemt tilfreds<<: Mandag den 22.: Den sidste Dag i mit Svendestykke:... Om Eftermiddagen var jeg paa Skolen og lagde sidste Haand paa Værket og bære mine Plader ned paa Hotel Dania saa det var parat til Bedømmelsen. Kl. 5 var jeg færdig. Det er dejlig at være ovre det og det er gaaet godt. Om Aftenen festede vi lidt 50

51 SVENDEPRØVE KOMMISSIONEN I GøR VITTERUGT AT-MR:l9Li-8 -TE SVEN t lfølge REGULATlV HVII.KEN PRØVE EITTR KOMMISSlONENS BE= DØMMElSE BLEV TAGET Fra Aase Døssings svendebrev. Svendeprøven blev antaget med bronzemedalje. Over halvdelen af kvinderne i denne bog fik svendebrev med»ros«eller»medalje«. derhjemme. Mostrene gav mig en flot Sølvring hvor der var indgraveret d Den er jeg meget glad ved. Moster lavede Chokolade saa det var rigtig festlig. Tirsdag den 23.:... Jeg var nede i Byen om Formiddagen og da mødte jeg hele Svendeprøvekommisionen, de raabte til mig og jeg maatte over og snakke med dem, de var saa flinke overfor mig og jeg fik at vide at jeg havde bestaaet, saa jeg var altsaa Svend... Aase vendte atter hjem til Kjellerup og fortsatte med at arbejde på faderens værksted. April Lørdag den3.: Arbejdede jeg paa Værkstedet hele Dagen. Jeg lakerede Ligkister og strøg Persiender. Om Aftenen var vi ude ved Missionærens til Pigekomsam- 51

52 Aase Døssing med et malet chatol. Hun holdt mest af at dekorere. (Privateje). men det var meget hyggeligt. Inden vi gik fik jeg min Svendegave af dem der hjemme, det var et sølv Armbaand, det er meget flot, og jeg er lykkelig for det. Mandag den 5.: Vaskede jeg Lofter hele Dagen oppe ved Danielsens, det var drøjt Arbejde. Om Aftenen ringede Skovbo og fortalte at jeg havde faaet Bronzemedalje saa jeg var slem stolt... Torsdag den 8.: Arbejdede jeg oppe ved Danielsensom Formiddagen og om Eftermiddagen strøg jeg et Køkken i Blichersgade. Om Aftenen var jeg i Silkeborg til Svendefest paa»astoria«. Vi var kørende derom med Sten Andersen. Det var helt sjovt at være sammen med de gamle Kammersjukker igen. Først fik vi Kaffe og vores Svendebrev blev overrakt jeg havde faaet mest saa da jeg var oppe klappede hele Forsamlingen. Derefter blev der holdt Taler i Massevis den ene skønnere end den anden, der blev ogsaa sagt en masse rosende om mig saa jeg følte mig rigtig. Vi fik mange Lykønskninger gode Raad og Formaninger Ros og meget mere der blev raabt Hurra og Leve for os og til Slut takkede Johnny paa vores Vegne, det skulde jeg godt nok have gjort men jeg turde ikke. Kl 11 var vi færdig og maatte gaa nedenunder 52

53 her fik vi hver en»flyver«og saa dansede vi lidt, jeg dansede med Johnny men det gik ikke saa godt. Kl. 12 sluttede Festen og jeg sagde Farvel til Kammeraterne og saa kørte vi hjem. I arbejde som svend Efter denne veloverståede svendeprøve fik Aase arbejde som svend. I Kjellerup havde det ikke været noget problem for Aase at være kvindelig maler. Problemerne dukkede først op, da hun skulle ud, hvor folk ikke kendte hende. Aase kom først i arbejde hos en mester i Malling. Her bestod arbejdet i at male og tapetsere et nybygget hus. Konen i dette hus var glad for Aases arbejde og for hendes valg af farver og tapeter, og Aase selv var også glad for arbejdet. Men mesteren var utilfreds med, at hun brugte for mange materialer i forhold til det tilbud, han havde givet.»jeg var jo vant til at lave noget ordentligt malerarbejde. Han ville ikke bruge alle de materialer. Når jeg lakerede en dør, så skulle den jo være lakeret, ikke, det havde jeg lært derhjemme. Men hans det skulle jo fedtes på, for at han kunne spare.«den følgende vinter gik Aase på malerskole. Hun ville gerne lære dekoration, så hun kunne blive»møbelmaler«. Den følgende sommer var der dog ikke andet end almindeligt malerarbejde at få. Aase fik arbejde i Århus i malerskoleforstanderens firma.»i Århus det var godt nok rædselsfuldt, at male der som svend. Der lukkede de døren op og sagde:«guud sådan en lille pige (ha ha) er det hende, der skal gøre stuen i stand?«folk i Århus var ikke glade for at få Aase ud og male deres hjem. Aase mener selv, at de simpelthen ikke troede, hun kunne. Mesteren turde heller ikke sætte hende på større opgaver sammen med mændene, fordi han mente, at hun ikke kunne følge med på en akkord. Hun blev derfor sendt ud på fødselsstiftelsen, hvor hun gik og gjorde værelser i stand helt alene. Hun sled godt i det for at vise, at hun kunne.»der sled og slæbte jeg jo altså også, for jeg var jo nødt til at vise, at jeg kunne få lidt overskud, ikke. Så skulle jeg skrive arbejdsregninger over hvad jeg lavede, når arbejdet var afsluttet. Og det var sandelig da også et stort arbejde. Så jeg kunne slet ikke holde til det, for jeg sled og slæbte, og jeg fik overskud. Og det var for at jeg skulle vise de her 25 mænd, at det kunne jeg altså godt. Jeg syntes i hvertfald, det var hårdt.«tekstiltrykkeri, ægteskab og husmor Aase syntes, det var så hårdt, at hun ikke ønskede at arbejde som almindelig maler mere. Efter endnu en vinter på malerskolens dekorationslinje fik hun 53

54 arbejde på et tekstiltrykkeri, hvor hun i kraft af sin uddannelse tegnede mønstre til gardiner og sengelinned. Her var hun i 8 år, indtil hun blev gift og fik børn. Dette var i 1958, og Aase valgte at blive hjemmegående. Dels ville hun gerne være hjemme, og dels var det faktisk heller ikke til at få en børnehaveplads. Husmor eller håndværker Disse to malere er begge blevet gift og har fået børn. Dette har ikke været noget problem for dem, i modsætning til hvad det var for Ingrid. Men de holdt også begge to op med at arbejde som malere. Kombinationen ægteskab og erhverv var stadig usædvanlig, i det mindste når der kom børn. Nu må man også huske, at børneinstitutioner var en sjældenhed, og husholdningen var blevet gjort til en hel videnskab. Den ene Aase fik end ikke sit svendebrev på grund af ægteskab. Den anden fik svendebrev og bronzemedalje. Efter nogle år som svend, holdt også hun op med at arbejde, da hun blev gift og fik børn. Selve deres valg af fag, kan nok siges at bero på tilfældigheder. Man kan dog spore en vis fagstolthed hos den Aase, der er lærling i familiefirmaet, i hendes beundring af broderens dygtighed, og hendes egen konstatering af, at hendes evner og ambitioner ligger i malerfaget. En helt anden, men også interessant ting i disse to fortællinger er, at disse to kvinder på trods af, at de bor i samme forholdsvis lille by, er næsten jævnaldrende og har valgt samme utraditionelle fag, tilsyneladende ikke kender hinanden. Det viste sig i 1989, at de kendte hinandens eksistens, men aldrig havde snakket sammen. Dette skyldes, at byen Kjellerup har været delt mellem to trosretninger: indremission og grundvigianere. Den ene Aases omgangskreds var, som det tydeligt fremgår af dagbogen, indremissionsk, og den anden Aase havde et grundtvigiansk tilhørsforhold. De gik til hver deres spejdermøder, hver deres kirke, så hver deres venner og havde hver deres kundekreds, som kun sjældent lappede ind over hinanden. 54

55 Kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, I denne periode var der absolut en stigende tendens til, at kvinder fik en uddannelse. Flere fik studentereksamen, flere kom på universitetet, flere fik mellemuddannelser og flere fik arbejde som ufaglærte arbejdere. Antallet af børneinstitutioner steg jævnt i hele perioden, og det samme gjorde antallet af gifte kvinder med erhvervsarbejde. Håndværk som led i videregående uddannelse Blandt de kvinder, der gik i håndværkerlære, gjorde de fleste det med det formål at videreuddanne sig efter endt læretid. For at blive arkitekt, konstruktør eller installatør skulle man først helst have et svendebrev.»i eg ville meget gerne have taget studentereksamen«en kvindelig murer, udlært i 1951 Birgit er født i Hun er datter af en husmor og en brugsuddeler fra Kjellerup. Hun har en storesøster og en lillebror. Birgit havde oprindeligt ikke tænkt, at hun skulle være murer. Allerhelst ville hun have taget studentereksamen. Da der ikke fandtes et gymnasium i Kjellerup, skulle man enten til Silkeborg, hvor der lå et privat gymnasium eller til Viborg som lå et stykke væk. Birgits far sagde, at han ikke ville betale penge for privatgymnasium til hende i Silkeborg, og at transporten til Viborg var for dyr. Skolepengene skulle bruges på Birgits lillebror.»og da jeg havde en yngre bror, så skulle det altså ligesom vente til, at han ville - at han så ikke ville, det var en anden sag.«birgit diskuterede meget frem og tilbage med sin far, hvad hun så skulle. 55

56 Birgit i lære i sommeren (Privateje). Faderen foreslog hende, at tale med en arkitekt i byen, som han kendte. Denne arkitekt anbefalede Birgit at gå i lære som murer, hvis hun ville være arkitekt og ikke måtte få studentereksamen. Birgit vendte tilbage til faderen og sagde, at nu ville hun være murer. Det var ikke lige det resultat, forældrene havde ventet af hendes samtale med arkitekten. Faderen havde nemlig helst set at Birgit kom på husholdningsskole, men det ville Birgit overhovedet ikke høre tale om. Hele Birgits familie deltog i diskussionen om hendes uddannelse. Farfaderen støttede Birgit i hendes valg.»han mente, at piger vel så småt var begyndt på at skulle have en uddannelse... ikke alle. Og så mente han vel, at det var rimeligt, at jeg selv fik lov til at bestemme. Og jeg kan da sige, at andre i familiekredsen de... jeg vil ikke sige, at de grinte af mig, men alligevel, de var meget ironiske overfor det.«i lære Birgit kom i lære i Da var hun 16 år. Birgits far havde trods sin modstand hjulpet Birgit med at finde en læreplads. Han havde talt med en murermester, der var kunde i brugsen, om han ville have hende. Det ville han gerne. 56

57 »Og de ville sådan set godt have mig i lære, hvilket jeg selv var noget forbavset over. For jeg tænkte:»du får aldrig en læreplads.«birgits far håbede lige til prøvetidens udløb (efter 3 mdr.), at Birgit ville skifte mening.»og da der var gået 3 måneder, da sagde min far til mig, om jeg ikke skulle holde op med det pjat nu. Han troede altså ikke, det var noget for mig.«birgit havde intet kendskab til håndværk, før hun startede i lære. Det var ikke blot selve arbejdet, men også sproget og omgangsformen, der var fremmed for hende.»også tonen på arbejdspladsen var meget fjern fra den tone, jeg kendte fra hjemmet. Og jeg tror nok, jeg følte mig meget naiv i starten med alle de udtryk.«også Birgits mor havde svært ved at forstå, hvad det hele gik ud på. Efter den første dag i lære kom Birgit hjem og var blevet kulsort.»og der blev jeg sat til, i mit pæne hvide tøj, at asfaltere nede i kælderen. Og min mor hun var ved at græde, da jeg kom hjem.«birgit var også forbavset over måden folk behandlede hinanden på. En murersvend og hans arbejdsmand, som ikke kunne sammen, kom op at skændes.»". og inden man så sig om, så slåssede de faktisk med mørtel. Det var sådan, så jeg tænkte: Nej, det kan ikke passe, at det var voksne mennesker.«birgit havde også problemer med sine hænder i starten, hvilket mange får, når de starter i murerlære.»naii, mine hænder, de var slidt op af murstenene. Og jeg blev forfærdet første gang, jeg skulle vaske mine hænder i fortyndet saltsyre ". man kunne ligefrem se, hvordan det her kalk det skummede.«men Birgit kom alligevel hurtigt ind i arbejdet. Hun mener selv, at hun blev behandlet på lige fod med de andre. Det var lige efter krigen, at Birgit kom i lære. Biler var endnu ikke almindelige for små håndværksmestre. Mester lejede en lastbil, når han skulle have kørt materialer ud på pladserne. Selv kørte han på motorcykel derud. Svenden fik som regel et lift bag på motorcyklen, men lærlingen (Birgit) måtte cykle. Birgit skulle møde på pladsen klokken 7 til 16, også om lørdagen. Også i Birgits tilfælde var der kunder, der så deres fordel ved at få en kvindelig murer ud. Når der skulle kalkes bindingsværk på en nærliggende proprietærgård, sendte de direkte bud efter»pigen«. Her skulle Birgit også sværte selve træet i bindingsværket. Sværten skulle laves efter en speciel gammel opskrift. Det kan være, at folkene på gården mente, at Birgit som pige bedre kunne arbejde efter noget, der kunne minde om en madopskrift.»men det her sorte bindingsværk, det skulle jo have noget bestemt. Og der stod jeg jo og blandede kønrøg og kærnemælk i det". det var en værre suppedas. Jeg havde fået sådan en opskrift. Jeg måtte jo øjensynligt have givet mig god tid til at stå og strege det rigtigt af, for der var jeg ofte ude.«57

58 Atter andre stolede ikke på, at hun som pige kunne klare arbejdet. Et sted var hun som andenårslærling blevet sat til at understryge taget. Men de mennesker, der ejede huset, ringede til mester, og bad ham sende svenden ud til dem.»de ville ikke have mig til at sidde der alene, fordi jeg var en pige.«birgits forældre nåede aldrig at vænne sig til, at deres datter var i murerlære. De var stadig bekymrede for, om hun kunne klare det. En gang da Birgit gik oppe på en treetages bygning og ordnede taget, kom hendes far kørende forbi, og så hende løbe rundt oppe på rygningen.»... og da han fortalte mor det, da havde de det ikke så forfærdelig godt. Så sagde jeg, at det kunne jo ikke nytte noget. Jeg havde jo inden fået at vide, atjeg skulle have gummisko på, for jeg kunne altså ikke gå med træsko på deroppe.«på teknisk skole Birgit kom på teknisk skole i Hun var glad for at gå der, og det var da også der, Birgit siden mødte sin kommende mand, som var tømrer. Birgit husker dog stadig en mindre episode, som hun fandt lidt ubehagelig. I hendes klasse gik der også en ung mand fra Nordvestjylland. Den første dag på skolen var det første, han sagde:»det var i hvert fald det eneste, han ikke havde tænkt sig, at han skulle gå i klasse med en pige. Det her er kun for mænd, er du ikke klar over det?«birgit tog dog denne bemærkning med ophøjet ro, og fortalte ham, at hvis han ikke ville gå i klasse med hende, så kunne han bare gå, for hun blev. De andre i klassen var flinke og rare, og dem havde Birgit ingen problemer med. Svendestykket og den gamle moster Svendeprøven foregik i Viborg. Det forløb fint for Birgit. Faderens gamle moster, der boede i Viborg, var meget stolt over at være i familie med en kvindelig murer. Hun hørte til den del af familien, der ligesom farfaderen havde bakket hende op. Mosteren var en»rigtig frøken«en ugift økonoma. (Hun havde altså selv en faglig uddannelse og var enlig, hvilket ikke kan undre, når vi tænker på, at hun kun er lidt yngre end de to møbelsnedkere i afsnittet»mandhaftige kvinder«. Økonoma er godt nok en kvindeuddannelse, men kombinationen erhverv og ægteskab, var også for hende umuligt. Hun havde valgt sit fag.)»hun var i den grad begejstret over, at jeg var i murerlære. Hver morgen når jeg kom til Viborg, det var med halv syv eller syvbussen, der stillede det gamle menneske der nede ved rutebilstationen, for hun ville have den ære, at følges med mig i murertøj, og hun fulgte mig derned.«selve svendestykket gik så fint, at Birgit fik bronzemedalje. 58

59 Lidt om vejret Birgit blev konstruktør i Hun er siden blevet uddannet som lærer, og underviser nu voksne på et 10. klasses kursus. Om grunden til at hun ikke blev i murerfaget, siger Birgit:»Det er ikke på grund af faget, det er mere på grund af, at vi bor i Danmark, og at det indimellem er meget dårligt vejr. Det er altså ikke meget spændende, når det regner, og er meget koldt her. Så er det lige som at gnisten, den går lidt væk.«birgit blev gift med tømreren fra teknisk skole, og har nu to voksne sønner. Birgit og hendes mand bor i et hus, de selv har bygget.»leg kunne ikke fordrage at lave husarbejde«en kvindelig tømrer, udlært i 1959 Ilse er født i 1939 i Kolding. Hendes far var tømrersvend, og hendes mor var hjemmegående husmor. Hun har en bror, der også blev udlært tømrer og 6 år yngre. Da Ilse var 13 år, startede faderen for sig selv som mester. Han fik på ret kort tid bygget et stort firma op. Allerede som barn interesserede Ilse sig for tømrerhåndværket. Børnene skulle hjælpe til hjemme, og Ilse valgte at hjælpe sin far.»jeg kunne ikke fordrage at lave husarbejde, og vi skulle selvfølgelig hjælpe derhjemme. Og så valgte jeg at hjælpe min far i stedet for min mor. Det var meget skæggere end at lave noget husligt.«i lære Ilse startede i lære hos sin far i sommeren I firmaet var der 20 svende og 4 lærlinge. Det var som»mesters datter«, hun kom i lære. Det var sådan set ikke noget problem for Ilse at være pige i tømrerfaget, værre var det at være»mesters«. Faderen behandlede hende ekstra skrapt, fordi han ikke ville have, at man skulle kunne sige, at hun havde det bedre end de andre lærlinge. De andre undgik at»fortælle hende for meget«, fordi de ikke var sikre på, hvor de havde hende.»det havde været det samme, hvis det havde været en dreng, tror jeg. For det første fik jeg jo ikke alt det at vide, som de andre vidste, fordi jeg kunne jo gå hjem og fortælle det. For det andet så var det mig, der fik alle skideballerne ". af min far. Det var ikke særlig rart.«ilses far døde, da hun havde været i lære godt 1 år. Ilse måtte finde en ny læreplads. Det var dog ikke svært, fordi den tømrermester, der hjalp moderen med at afvikle firmaet, overtog kunderne, nogle af svendene og alle læredrengene. Det var bedre for Ilse at være i dette firma. Her var hun nemlig ikke»mesters«mere, og fik derfor ingen»særbehandling«. 59

60 »Jeg var mere lige med de andre læredrenge... altså det var ikke specielt mig, der fik skideballerne mere, det var sådan mere jævnt fordelt.«ilse har ingen problemer haft med at være eneste pige. Hun kan faktisk bedre lide tonen på en mandearbejdsplads end på en kvindearbejdsplads - den er mere»direkte«. Hun havde heller ingen fysiske problemer. Hun var robust og»mindst lige så stor som de andre læredrenge.«de eneste»fysiske problemer«, Ilse fik, kom da hun skulle til at gå på teknisk skole om aftenen. Her kneb det med at holde sig vågen, men det var et problem alle havde.»jeg kan godt sige dig, at sådan en vinter hvor man havde gået ude hele dagen fra klokken 7 om morgenen til klokken 5 om eftermiddagen, så var det hjem og få noget at spise, og så klokken 6 skulle man være to timer i skole. Hele bundtet de snorksov, rigtig sov. Og læreren, han listede lige så stille rundt for ikke at vække dem... Og så når man havde fået en time på øjet der, så var man jo frisk til at gå ud og gå i biografen.«ilse lavede svendestykke i Hun fik»ros«. Konstruktør Efter svendestykket læste Ilse til konstruktør 1 år, og fik eksamen i (Nu skal man læse tre et halvt år for at blive konstruktør). I studietiden lærte Ilse sin mand (Bent) at kende. De blev gift og flyttede til København, fordi Bent, der er udlært maskinarbejder, skulle læse videre fra maskinmester til ingeniør. Her havde Ilse arbejde som konstruktør i 4-5 år. Da de havde fået en datter og en søn, holdt Ilse op med at arbejde. Hun var derefter hjemmegående i 3 år. Det første år som hjemmegående gik fint. De boede i en haveforening, og Ilse havde nok at se til med to små børn, og fordi hun samtidig var aktiv i arbejdet for at bevare haveforeningen, der var truet af nedlæggelse. Efterhånden begyndte det at knibe for Ilse med at holde ud at gå hjemme. Det blev for alvor slemt, da Bent fik arbejde i Sverige, og kun var hjemme hveranden week-end.»og så gik jeg i 14 dage med sådan en på 2 år og en på 6 år. Der var jeg godt nok ved at blive vanvittig. Fordi når han så kom hjem hver fjortende dag, så skulle alting ske, alting det skulle ordnes. Det var meget hektisk. Så da det havde stået på i 9 måneder, så sagde jeg: altså det her, det kan jeg simpelthen ikke klare.«ilse fandt en annonce i ingeniørernes ugeblad. De søgte folk til Skærbækværket. Ilse bad Bent om at søge den, hvilket han gjorde. Han fik jobbet, og familien flyttede til Fredericia, hvor de stadig bor. Anpartsselskabet Her søgte Ilse atter arbejde som konstruktør, men der var intet at få. 60

61 Ilses lillebror, der i mellemtiden også var blevet tømrer, foreslog hende, at de lavede et tømrerfirma sammen. Ilse havde store overvejelser, før hun gik med på ideen. Det var meningen, at de både skulle arbejde som konstruktører og som tømrere. Ilse ville gerne arbejde som tømrer igen.»jeg kunne godt se, jeg kunne ikke holde ud at gå derhjemme mere. Det var overhovedet ikke mig. Og det der med at komme ud og praktisere som tømrer igen, det var mig.«derimod var hun i tvivl, om hun ville egne sig til at være mester.»nu er jeg et meget dårligt handelstalent. Det har jeg overhovedet ingen forstand på.«ilse satte sin lid til at broderen kunne klare det med»handelen«. Og da Bent samtidig pressede meget hårdt på, for at Ilse skulle gå med på ideen, slog hun til sidst til. Om grunden til at Bent syntes ideen var så god, siger han selv:»det er nok en holdning, jeg har. Jeg synes, det er attraktivt at være selvstændig. Der er masser af udfordringer i det. Man får lidt mere ud af det, når det går godt og... «Ilse og broderen begyndte altså for sig selv. I begyndelsen gik firmaet fint. Det var i begyndelsen af 1970' erne, og der blev bygget mange typehuse. Firmaet havde 5-6 svende og en lærling. Ilse havde det fint med at være i arbejde som konstruktør og tømrer igen. Efterhånden begyndte det dog at gå ned ad bakke med firmaet. Det vidste sig, at hverken Ilse eller broderen havde det nødvendige»forretningstalent«. Ingen af dem var gode til at være selvstændige erhvervsdrivende, og firmaet gik ind.»tømrerarbejdet, det var dejligt, men det der med forretningstalentet, det var altså der, det kneb. Det kunne min bror heller ikke klare, altså det der med at få pengene kradset ind.«bent indså også, at det ikke var lykken for alle, at være selvstændig erhvervsdrivende. Han siger:»det fandt jeg jo så ud af, at det var ikke Ilse. Hun ville hellere forære det hele væk, hvis hun kunne komme afsted med det, ikke.«hvortil Ilse siger:»ja, jeg synes, det er så synd, at det skal koste så mange penge.«arbejdsløs Ilse er nu arbejdsløs. Det har hun været længe. Hun har søgt mange jobs, men har endnu ikke fået noget. Hun søger konstruktørarbejde, fordi hun ikke tror, hun kan klare sig i et sjak i dag. Men konstruktørjobs er heller ikke nemme at få, når man er en knapt 50årig kvinde. Når hun har været til samtale, får hun tit at vide, at de»egentlig havde tænkt sig en ung mand«. Og det er faktisk også altid dem, der får arbejdet. 61

62 Ilse gør ellers meget for at kvalificere sig. Hun er snart færdig med et merkonomstudium, og hun har fulgt kurser i EDB, budgetplanlægning, regnskabsanalyse, og hun har nu yderligere meldt sig til byggejura og entrepriselederkurser. Hun satser hårdt på, at dette vil hjælpe hende til et arbejde, for hun synes ikke, det er lykken, at gå hjemme.»det er altså også det værste ved at være arbejdsløs. Vi har altid deltes sådan om arbejdet med ungerne og husarbejdet. Men når man går hjemme, så gør vi det selvfølgelig ikke. Det ville jo også være urimeligt, hvis Bent skulle hjem og lave mad eller noget andet, når han kom fra arbejde. Men det interesserer mig altså ikke en brik. Det værste jeg ved, det er simpelthen at lave mad,... og så gør jeg det hver dag!«kvinderne og fremtiden Ilse mener, at arbejdspladserne ville blive bedre, hvis der kom flere kvinder i mandefag - og for den sags skyld også omvendt. På spørgsmålet om, hvad man kunne gøre for at dette sker, svarer Ilse:»Jeg ved ikke, hvad man skulle gøre. Men jeg ved godt, hvor problemet er." jeg tror, det er ved de gamle mænd. Men jeg skal da hertil sige, at nu ham der, der sagde at»de havde nu tænkt sig en ung mand«, han var jo en del yngre end jeg er! Men det er altså en holdningsændring ved dem, der leder arbejdet, der skal til, det er jeg helt sikker på.«ilses datter, der er i lære som anlægsgartner, har været tilstede under hele interviewet. Hun har undervejs kommet med mange kommentarer, og har interesseret fulgt samtalen. Hun er tydeligt stolt af sin mor.»der var ikke nogen af pigefagene, jeg havde lyst til«en kvindelig elektriker, udlært i 1967 Hanne er født i Hendes far er elektriker og havde et installatørfirma selv. Moderen havde et hjemmekagebageri. Hanne har en lillebror, der også er udlært elektriker. De boede i en mindre by ved Sorø. Da Hanne var barn, legede hun mest med drengene. Det skyldtes, at der faktisk ikke var nogen jævnaldrende piger i landsbyen. Hun legede mest med broderen og hans venner. Selv om faderens forretning lå i forbindelse med hjemmet, var det ikke ofte, at Hanne så noget til ham.»han var ikke ret meget hjemme om aftenen. Der var altid noget. Så ringede kunderne jo, det var jo ude på landet, og så var der malkemaskiner og alt det der, 62

63 så han var meget sjældent hjemme. Men så havde han jo sine sommerferier, og der var vi jo så altid ude med telt.«i firmaet var der ansat 3-4 svende og et par lærlinge. I lære Hanne gik ud af skolen efter 8. klasse. Da hun skulle bestemme sig for en uddannelse. gjorde hun sig forskellige overvejelser. Dels havde Hanne ikke lyst til de traditionelle pigefag, og dels ville hendes far gerne have. at hun kom i lære i hans firma.»damefrisør og stå i forretning og i bank og ". det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg har aldrig fortrudt, atjeg gik i lære som elektriker. for jeg kunne stadig ikke drømme om at sidde på kontor eller sådan noget. Jeg ville føle det, som om jeg blev indespærret.men hvis far ikke havde været elektriker, så var jeg jo nok ikke gået den vej.«hanne startede så i lære hos sin far i Læretiden forløb godt for Hanne. Hverken mestersvenden eller Hannes far tog særligt hensyn til hende.»jeg arbejdede sammen med en mestersvend, og han var alle tiders. og han var meget dygtig. Han lagde altså heller ikke fingrene imellem. Jeg har aldrig følt, at der blev gjort forskel. Det var altså op i master og så videre som alle andre lærlinge.«hvis svendene og lærlingene ikke var skeptiske overfor hende som pige. så var kunderne det til gengæld.»de fleste. de var meget skeptiske. det må jeg da indrømme, det var de da. Jeg kan huske. der var en bonde oppe i Stenstrup. han skulle have lavet en vaskemaskineinstallation. Og så kom jeg. Og så sagde han:»jamen.jamen".«han sagde næsten, at»det kan du da ikke finde ud af.jo«sagde jeg,»det kan jeg nok.«og han gik i bagdelen på mig hele tiden. for at se om jeg nu kunne lave det. Og så kunne jeg sådan langsomt se, at han tøede op. og så til sidst kunne jeg se på ham. at nu havde han erkendt, at det kunne jeg altså godt finde ud af.«firmaet havde også arbejde på nogle fabrikker inde i Sorø. Hanne syntes, at det var de værste steder at arbejde. Det var så stort. og der var så mange mænd. Tit havde Hanne ikke noget at snakke med dem om. for»de havde jo ikke rigtig andet at snakke om end piger«. Hanne har været ude for, at der var en der blev lidt for nærgående, men hun forstod tilsyneladende at gøre ham forståeligt, at det var hun ikke interesseret i.»så måtte jeg lige vende mig en gang. og jeg tror, jeg smækkede ham en. og sagde:»det gør du altså ikke en gang til.«så hjalp det. Fordi det kan man jo ikke have, det var jo ikke derfor, jeg var kommet i lære.«63

64 Hanne ved en måletavle. Her var hun bedre tilpas end oppe i en mast. Foto: S. H. Seifert. (Privateje). Svend Hanne fik svendebrev i Kort tid efter blev hun gift med en elektriker, der også var udlært i Hannes fars firma. Hun var da 19 år. Både Hanne og hendes mand ville gerne have installatøreksamen, men for at komme ind på skolen, skulle man først have arbejdet et år som svend. Hanne fik arbejde hos en mester i Skælskør. På dette nye sted kendte de ikke Hanne, og de var derfor noget mere skeptiske, end de havde været derhjemme. Dog ikke så meget at det kom til at betyde noget.»og der kan jeg huske, det var dengang, vi havde den her forfærdelige efterårsstorm i 67. Masterne faldt ned, og trådene faldt ned, og da havde vi altså virkelig travlt der. Der var der ingen, der sagde:»det kan du ikke klare, det kan du ikke finde ud af,«og sådan noget der.«64

65 Det største problem for Hanne som svend var, når hun havde en lærling med ud. Der kunne det knibe med at få sat sig i respekt.»man kan jo ikke tage en regulær slåskamp med ham, for det kan man jo ikke klare.der var en... altså jeg brød mig ikke særlig om at kravle i master, hvis jeg kunne undgå det... han var tredieårs lærling. så det kunne han jo sagtens klare. Så sagde jeg:»nu går du altså derop.«nej, det ville han ikke. Så sagde jeg:»det gør du altså. for nu har jeg sagt det til dig!«det varede altså lidt, inden han gjorde det, men så gjorde han det også.«eget firma og ægteskab Efter en veloverstået installatøreksamen arbejdede Hanne og hendes mand (Søren) atter et år som svende. Derefter»tog de springet«og startede for sig selv. l begyndelsen arbejdede de begge to som elektrikere i deres eget firma, mens Hannes mor passede telefon for dem. Deres første barn fik de, da Hanne var 23 år. Da Hanne nu alligevel gik hjemme overtog hun efterhånden telefonpasningen og regnskabet. Hun tog stadig ud som elektriker et par gange om ugen. men det blev sjældnere og sjældnere. Da de fik barn nummer to nogle år senere. var der også meget at se til derhjemme. Hverken Søren eller Hanne havde overvejet. at han kunne have passet børn. telefon og regnskabet noget af tiden.nogle år senere gik deres firma ned. De havde for mange udeståender hos folk, der gik økonomisk ned, og så kom deres eget firma i klemme. Hanne fik arbejde på L. K. Nes - ikke som elektriker. men med almindeligt monteringsarbejde. Hun ved ikke rigtig, hvorfor hun egentlig ikke søgte arbejde som elektriker. men alligevel mener hun, at det ville være for svært for hende. når hun nu ikke havde arbejdet som elektriker så længe. Søren fik arbejde som svend i Slagelse. men da han ikke»kunne det her med at møde til en bestemt tid. og selv hellere ville bestemme«. startede de atter deres eget firma efter et par år. Hanne var nu kun ude og arbejde som elektriker. når»det virkelig brændte på«. Efterhånden fik hun sværere og sværere ved det, fordi der hele tiden kom nye ting frem.»jeg kan huske. at jeg skulle skrue låget af en tavle. Jeg tænkte:»det er da mærkeligt, som de skruer sidder. sådan sad de da ikke førhen.«så måtte man jo lige tænke sig om. ikke, men der stod jo en anden bagved en og skulle til.«skilsmisse og hjemmehjælper Samtidig begyndte deres ægteskab for alvor at knirke. Hanne syntes. at Søren var svær at arbejde sammen med.og de blev skilt. Hanne er gift igen nu og har fået arbejde som hjemmehjælper. Hun er glad for sit arbejde, som jo faktisk er et kvindefag, men ihvertfald ikke»noget med at sidde stille på et kontor«. 65

66 Hanne tænker lidt tilbage på tiden, hvor hun opgav elektrikerfaget:»man kunne jo have satset... men så var der alle de nye ting, der var kommet frem, og så siger man til sig selv: Nå, men det var det... Men altså det er på en måde en skam, fordi man kunne jo have fået en god stilling, ikke også,... og så havde det jo været til en helt anden løn end... Det var en protest mod mine forældres ambitioner«en kvindelig murer, udlært i 1968 Lise er født i 1946 som den tredie datter i en børneflok på fem. Efter hende kom der endnu en datter og så tilsidst en dreng. De boede i en provinsby. Faderen var advokat og havde et større firma i byen, og moderen var hjemmegående husmor. Den omstændighed, at børneflokken bestod af fire piger og en lillebror, har her betydet en vis forskel i opdragelsen af drengen og pigerne.»han var den sidste, ikke. Og min far han har bare drømt om at få den dreng der. Så der er ingen tvivl om, at der har været gjort forskel.«lises skolegang var ingen større succes.»jeg har bare haft en hæslig skolegang, altså i folkeskolen. Jeg har siddet og drevet den af og dovnet den og været på tværs hele vejen igennem. Og det var jo ikke særlig smart, hvis det var, som mine forældres forventninger var, at jeg blev noget bogligt, vel.«lise sluttede dog sin skolegang med en realeksamen i Herefter var hun et år i huset. Valg af fag Moderens holdning til traditionelle kvindefag og hendes afstandtagen fra både disse og hjemmegående husmødre (som hende selv) og folk med lavere uddannelser, har givetvis haft en indflydelse på Lises valg af fag.»jeg husker tydeligt, når vi snakkede om fagvalg eller sådan noget om hvad man kunne ønske sig at blive, når man blev stor -... ikke sådan at hun sagde det, det var mest måden, hun sagde det på, som gjorde, at jeg tydeligt vidste, hvad der var godt, og hvad der var skidt her i tilværelsen... eller ikke var godt nok, rettere sagt. Når jeg ikke vidste, hvad jeg skulle være, kunne hun for eksempel spørge sådan:»nå men du skal måske være»ekspeditrice i et stormagasin«(udtalt på»københavnerfint«). Så vidste man jo udmærket, at den gik ikke, vel. Man skulle noget mere, man skulle noget andet. Men det er jo ikke noget, der kun handler om det kvindelige, det er også noget socialt, ikke.«da Lise så stod for at skulle vælge en uddannelse som 16årig, havde hun en halvdårlig realeksamen, ambitiøse forældre og en spirende oprørsfølelse. 66

67 »Jeg tror nu nok, at for mit vedkommende, da var det en protest mod deres ambitioner om, at jeg skulle blive noget bogligt. Så derfor fremførte jeg selv den forestilling, at man kunne... altså, der gik jo masser af mennesker rundt omkring mig, som tjente til livets ophold ved at lave noget med deres hænder. ikke, og det måtte jeg vel også kunne.«moderens ønsker om, at datteren skulle vælge»noget andet end traditionelle kvindefag«, gik altså i opfyldelse. da Lise valgte at gå i murerlære. Det var dog nok ikke lige det, hun havde haft i sine tanker. Begge forældrene var meget i tvivl, om dette nu var det rigtige for Lise. De troede ikke, hun kunne klare det. Men i sin trods fandt Lise blot dette yderligere ansporende. Forældrene anede heller intet om håndværk. så de stod noget uforstående overfor pigens valg, og hvad det kunne indebære.»altså det der med at bruge sine hænder, er ikke noget jeg overhovedet har hjemmefra. vel. Der var det sådan noget med, at hvis bilen punkterede, så ringede man efter Falck. Og altså deres værktøjskasse, den var så lille som en tændstikæske nærmest, og der var ikke noget værktøj i den.«at Lise valgte at gå i lære som murer er ikke kun en protest. Hun havde også et oprigtigt ønske om at vide, hvordan»tingene er lavet«. I lære Lise fik forholdsvis let en læreplads. Hun tror selv, at det til dels var på grund af, at faderen havde en god position i byen. Desuden var hun den tredje kvindelige murerlærling i firmaet, så man må sige, at de havde prøvet det før. De to andre var begge blevet konstruktører efter endt læretid. Lise havde det godt i sin læretid. Hun kunne lide arbejdet og følte, at hun blev accepteret som lærling.»nu var det også det der med, at når man er lærling, så er man lærling, ikke, og så er der en eller anden tolerance overfor lærlinge, de skal have lov til at kvaje sig lidt mere, ikke.«lise følte også hun lærte mere end netop murerfaget. Det var spændende at opleve en helt anden verden, end den hun var opvokset i.»en masse ting fik jeg vendt i mit hoved. Det var utrolig betydningsfuldt for mig, fordi jeg kom fra et helt andet miljø end det, de kom fra.«en begyndende politiske bevidsthed blev også»prøvet af«.»at få fundet ud af alt det der, om verden kan laves om... altså om hvordan verden kan laves om i det hele taget... om hvordan man får den sociale ulighed ud af verden. På det tidspunkt var der en meget optimistisk periode fra 64 til 68, der var virkelig opsving i alt muligt. Og man kunne godt forestille sig, at om lidt får vi de samme lønninger... om lidt er den sociale udligning egentlig etableret. Og sådan lidt naiv var jeg på det tidspunkt, ikke, jeg ville godt prøve sådan nogle tanker af.«67

68 Den eneste mindre rare episode, hun kan huske fra sin læretid, er ikke så slem. De havde på en plads en dygtig ældre murerarbejdsmand af få ord. Hvis man har en dygtig murerarbejdsmand, er det ofte dem, der indirekte tilrettelægger arbejdet. Sådan var det også med ham.»og der havde vi sådan en, som bare var smadder dygtig, men han kunne nærmest ikke tale, vel, han var en mand af meget få ord. Og der var altså en eller anden gang, hvor han bare blev stiktosset på mig, fordi jeg trådte et eller andet sted, hvor jeg ikke skulle træde. Han kneb mig i røven ". men han havde jo ofte været oppe at slås med svendene, så det var jo billigt sluppet bare at blive knebet i røven.«en anden og noget mere behagelig oplevelse Lise havde var også med en murerarbejdsmand. Efter en» kittedag«(en dag hvor man beslutter sig for at drikke i stedet for at arbejde) med skæg og ballade og druk i skuret skulle Lise køres hjem af en»gammel«arbejdsmand (over fyrre år!) på en gammel sort herrecykel.»så fik jeg lov til at sidde op på styret af den der herrecykel. Ja, han cyklede mig ned af sådan nogle flade trapper et eller andet sted bare for at cykle mig hjem, ikke, og det gik altså bare strygende og strålende. Ja, vi slap levende fra det. Og der var heller ikke noget med, at der kom ubehageligheder med ham eller noget andet. Det var ren og skær skæg og ballade.«lise har altså haft en god læretid. Det eneste, der ikke var så godt, var hendes forhold til mesteren. Det var dog forholdsvis sjældent, hun overhovedet så noget til ham. Hun syntes, at han var utrolig arrogant.»de få gange om året, hvor man så ham ude på pladserne, så kunne han, fordi han vidste, han skulle være venlig, så kunne han spørge:»nå, Lise, hvordan går det?«og så havde han vendt sig om for at gå videre og snakke med nogle andre, inden man havde nået at få snøvlet sig sammen til at få svaret et eller andet.«at læse videre Lise havde egentlig ikke i første omgang tænkt sig at læse videre til konstruktør. Men da hendes to kvindelige forgængere begge havde gjort det, og man derfor tog det som en selvfølge, at hun også skulle det, lå det lige for.»på det tidspunkt var det mest almindeligt at kvinder, der gik ind i mandefag, de ville læse videre til et eller andet. Og selv om jeg ikke havde den forhåndsindstilling til det, så blev jeg efterhånden sådan præpareret til, at jeg nok også skulle læse videre.«men her var mesteren lige ved at spænde ben for Lise. Dengang skulle man for at blive konstruktør søge lærestedet om fri for i læretiden at gå et ekstra halvt år på skole. Lise troede, det blot var en formsag, da ingen af hendes forgængere havde haft problemer med at få fri til det. 68

69 »Så stillede han sig på bagbenene, og sagde. at det vidste han sørme ikke - om jeg var god nok.«det endte dog med. at hun fik fri. Men det betød, at hendes selvtillid fik et knæk ved, at mesteren betvivlede hendes evner som murer. Lise havde erkendt, at hun arbejdede langsomt. men hun mente dog selv, at resultatet af det blev godt.»jeg fik»ros«til mit svendestykke, så det var ikke sådan. at jeg var helt ude i tovene. vel. Det var jeg overhovedet ikke. Men jeg var nok lidt langsom til at lave tingene.«lise lavede sit svendestykke i 1968, hvilket hun som nævnt fik»ros«for. I 1970 blev hun færdig som bygningskonstruktør. Husmor Kort efter blev Lise gift med en revisor. Hun var da 24 år. Hun fik arbejde som konstruktør. men blev fyret kort efter. Lise tror selv. at det indirekte var. fordi hun var gravid. Denne fornemmelse var ikke særlig styrkende for hendes faglige selvtillid. Herefter var hun hjemmegående i 5 år. I denne periode fik hun to børn. og de levede af mandens indtægt, hvilket heller ikke økonomisk set var noget problem. Lises problem derimod var, at hun så småt begyndte at ønske sig noget mere i tilværelsen end børnene. Hun var dog meget splittet og i tvivl om sin egen stabilitet på arbejdsmarkedet. Som en start til at komme ud og videre tog hun en HF-eksamen i Hun var da 30 år. Herefter begyndte hun studere litteratur på Københavns Universitet. Studerende Denne periode var meget spændende. Men i baggrunden lurede et ønske om forholdsvis hurtigt at kunne forsørge sig selv. Lises ægteskab havde haft mange kriser, og hun havde indset. at det ikke holdt i længden. Efter at have taget første del af danskstudiet, hoppede hun derfor fra og meldte sig til et nystartet arbejdsløshedsprojekt på»grevinde Danner«(kvindehus i København).»Og der øjnede jeg en chance. Dels for at komme i en arbejdsløshedskasse og dels for at få prøvet mit gamle fag af.«atter murersvend Lise startede altså på»grevinde Danner«som murersvend i Projektet derinde gik ud på, at kvindelige håndværkere sammen med andre kvinder skulle sætte bygningen i stand. Arbejdet her foregik naturligvis på en noget anden måde end på de traditionelle byggepladser. For Lise fungerede det som en blid overgang til atter at 69

70 arbejde som svend. Hun brugte tiden derinde til at finde ud af, om hun stadig kunne»hitte ud af det«.»det havde jeg lyst til, fordi det var noget jeg på en eller anden måde havde haft umiddelbar succes med, synes jeg selv. Og jeg kan da smadder godt lide at arbejde med de materialer, og jeg kunne også godt lide det sociale liv, som jeg havde oplevet inden for murerfaget.«efter at have konstateret, at selve arbejdet kunne hun stadig klare, begyndte Lise at blive frustreret over arbejdsmåden på»grevinde Danner«. Hun syntes, de fik lavet for lidt derinde. Da der derfor på et tidspunkt kom nogle traditionelle firmaer ind og skulle lave nogle begrænsede opgaver der, kom Lise med i deres sjak. I begyndelsen gik hun sammen med en arbejdsmand og en anden svend, og det gik udmærket. Den sidste del af arbejdet skulle hun udføre selv. Hun lavede en aftale med mester om, hvor meget hun skulle have for det, og om hvor lang tid det måtte tage. Det var noget af et problem at overskue akkorden for Lise.»... og så havde jeg akkorderet med den mester om hvor lang tid, det måtte tage og sådan noget, ikke. Og jeg knoklede bare helt vildt og sindsygt for at... er du rigtig klog, hvor jeg piskede der-ud-ad. Der kunne jeg tydeligt mærke, hvad det var for nogle krav, jeg stod op mod. Jeg tror nok, jeg var noget længere tid om det end aftalt. Men det er stadig noget med, at jeg laver sgu et meget pænt stykke arbejde, men det tager altså bare noget længere tid, ikke. Det gik jo mest ud over mig selv, ikke, fordi min ære skulle der ikke rigtig jokkes på, vel, så jeg knoklede bare på for at leve op til normen.«denne periode på»grevinde Danner«varede ca. halvandet år. Lise kom i arbejdsløshedskasse og blev skilt. Skilsmissen havde længe været under opsejling. De havde længe været uenige om prioritering af børn, hans arbejde og hendes muligheder.»jeg havde brug for en mand, der gav mig et eller andet rygstød for at komme igang igen i en eller anden arbejdssituation og ikke bare syltede mig ind i den der hjemmesituation, som var mest bekvem for ham selv, ikke. Hvis jeg havde insisteret på at komme i arbejde, så havde han bare sagt:»nå, ja. men det betyder ikke at mit arbejde skal ændre sig, at jeg skal... men det betyder, at vi bare ansætter en anden til at klare alt det der.«men hvorfor fanden skulle vi betale andre folk for at passe vores børn og for at klare alt det, som vi egentlig er mand og kone for at have sammen. Børn for eksempel, hvorfor fanden skal man betale for at blive fri for dem, når man først har fået dem helt bevidst?«børnene var nu blevet henholdsvis 9 og 13 år, og Lise begyndte at søge arbejde som svend. Det var ikke så nemt endda. Lise begyndte at deltage i noget arbejdsløshedsarbejde i fagforeningsregi. Det var også en måde, at komme ind i faget på og lære andre murere at kende. Hun aftalte med en svend, hun havde lært at kende, at de skulle hjælpe hinanden ved at give et praj om, hvor der var 70

71 Gives første kvindelige murer, begyndelsen af 1960 'erne. Ligesom langt senere Lise i denne beretning, ser hun ud til at være svært tilfreds med sit hjørne. (Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv). 71

72 arbejde. På et tidspunkt fik kollegaen arbejde gennem fagforeningen, og han sagde, at han ville tage Lise med. Som sagt så gjort. Fagforeningen meldte tilbage til mesteren, at de ville sende to mand derop. Lise var noget beklemt ved situationen.»og så tog vi derop en tidlig morgen der. Og jeg kan bare huske, at jeg var rystende nervøs, ikke, fordi det var simpelthen alt muligt, der skulle prøves af.«efter at den første forbavselse over, at den ene af»de to mand«viste sig at være en kvinde, havde lagt sig, blev de sat til at mure hjørner op. Det var rart for Lise atter at komme igang med rigtigt murerarbejde.»altså jeg havde jo lært at mure hjørner op, ikke, og det var jo egentlig på den ene side meget lækkert at opleve med mig selv, at jeg kunne det faktisk stadig væk, selv om det var femten år siden, at jeg sidst havde stået og lavet sådan noget der. Jeg kendte bare rytmen i det.jeg var langsom«lise syntes selv, allerede dengang hun var i lære, at hun arbejdede langsomt, men godt. Trods glæden ved arbejdet det første sted, gav dette hende problemer. Hun mente selv, hun var en skuffelse for den kollega, der havde skaffet hende arbejdet.»jeg var allerede skide nervøs, det var jeg virkelig. Og det er helt sikkert, at for ham der var jeg en skuffelse, fordi jeg netop var så langsom.jeg kan huske, at han kom med en hel del stikpiller til mig i bilen frem og tilbage det første stykke tid:»hva' faen, se da at få fingrene ud af røvhullet.«- og sådan noget i den stil.«lise var dog fast besluttet på, at selv om hun muligvis var for langsom, så ville hun ikke holde op selv. Det måtte være mesterens job at fyre hende. Så skete der faktisk det, at kollegaen blev fyret efter 14 dage, men Lise beholdt sit arbejde.»og jeg tænkte:»det er sgu da mærkeligt. Men så længe det går godt, så går det jo godt, ikke. Og jeg ved ikke hvor mange bommerter, jeg sådan husker jeg gik og lavede, og jeg tænkte:»nej, fy for den lede, nej nu blir jeg fyret.«men det skete altså ikke.«det var alligevel begrænset, hvor mange bommerter hun selv lavede. Den største af dem viste sig faktisk at være en, som makkeren havde lavet, men som Lise blot ville søge at dække over. Ved opmuring af hjørner havde han»kludret i mønstret«.»og der havde han kludret i det der mønster. Men det er ikke noget som en kat ser, med mindre at man ved det. Og det er noget, man kan blive skoset for og grinet af, at man laver sådan noget, og det kan betyde kvajebajere og alt muligt andet, men det er ikke noget, der egentlig har nogen som helst betydning. Og sådan en opdagede jeg, og jeg tænkte bare:»satans også, nu bliver det... «72

73 Men det blev ikke opdaget. Lise blev på denne plads i 4 måneder, og var på trods af hendes egne bekymringer, den sidste af de løst ansatte, der blev fyret. Efter dette job var hun kun arbejdsløs en måneds tid. At hun forholdsvis hurtigt fik arbejde, skyldtes til en vis grad, at det var gået rimeligt godt det sidste sted, så andre svende nu turde tage hende med i et sjak. Det var endda blevet helt interessant, at få hende med - i hvert fald for en del af kollegerne.»så på det tidspunkt var der så nogle andre svende i byen. der havde fået blod på tanden:»og nu skal vi sgu prøve at have hende med i vores sjak.«det begyndte nemlig at blive interessant, fordi det var gået rimeligt godt deroppe.«lise kom altså med i et stort sjak på 8 mand ved et større byggeri. Ved ansættelsen skulle mesteren lige se, hvad det var for et sjak, han havde ansat. Det var en vinter, og Lise havde godt med tykke sweatre på. så hun bulede godt ud.»og så så han jo mig der. Så styrtede han hen til formanden i sjakket og sagde:»gud... hun er vel ikke gravid?«formanden svarede, at det vidste han da ikke. men han kunne jo selv spørge ad.«det gjorde mesteren ikke. Det var en historie, som de grinede meget af. Ved nærmere eftertanke, nu nogle år senere. siger Lise. at hvis hun havde været gravid, så havde det mere været hendes personlige problem. fordi mesteren kunne jo bare fyre hende fra det ene øjeblik til det andet- uden at skulle betale barselsorlov. Lise blev i det sjak i lang tid. Selv om hun fungerede godt, og de andre var glade for at have hende med, spøgte det alligevel hele tiden i baghovedet på hende, om hun nu var god nok - specielt hurtig nok. Siden det første sted hvor hun arbejdede, har hun ikke måttet høre for det af andre. Det var dog også mere det gamle spørgsmål, om at kunne overskue at afgive et rimeligt tilbud på noget arbejde. som Lise havde problemer med - og så hendes ære.»der lavede jeg en eller anden hurtig aftale med mester, om at jeg skulle gøre det på så og så lang tid. Og jeg knoklede bare helt vildt, ikke. Altså de der gange. hvor jeg selv skulle stå for det der med at få aftalt tider og priser og sådan noget. der har jeg følt mig helt til rotterne, det har jeg faktisk... Men det er da mest bøvl med mig selv, jeg har over det. Det er min ære, der bliver trådt på. Jeg synes, jeg burde kunne det.«de andre i sjakket har ikke opfattet Lise og hendes arbejde som noget problem - heller ikke mester for den sags skyld.»så kom mit gamle sjak igen, og spurgte om jeg ville med ud på... det var en børnehave, der var brændt, og som skulle mures op igen. Det var en pragtfuld mester, som drak os fulde hver formiddag... hårde tider. Jeg har drukket mange bajere i min tid, det kan jeg godt sige dig. Og vi startede med en»halv otter«. ikke. og hvis der kom snak i den så... «73

74 Problemer med ryggen Det blev ikke Lises egen tvivl om sine evner, der fik hende til at holde op med at arbejde som murer. Det blev problemer med ryggen, der satte en endelig stopper for det - måske blandet med lidt stædighed fra Lises side. Det gamle sjak havde et større pudsearbejde på en facade i København. Pudsearbejde er hårdt ved ryggen, og på et tidspunkt kunne Lise også mærke det.»og på det tidspunkt var det, at jeg begyndte at få problemer med min ryg ved at lave det der pudsearbejde. Og jeg kan tydeligt huske, hvordan det var, når vi kørte derind til. Altså jeg kunne næsten ikke sidde ned i bilen, fordi det gjorde bare så vanvittigt ondt i ryggen. Og der burde jeg have standset op og sagt:»hør nu, jeg bliver nødt til at lægge mig syg.«men jeg fortsatte altså.«det næste sted, Lise arbejdede, brød ryggen helt sammen. Sjakket var i færd med at mure luksusvillaer op med udsigt over Bagsværd sø.»det var smukt efterårsvejr, og spætterne sad der og... det blev altså bare værre og værre med den ryg der. En dag så var det bare blevet så slemt, så jeg sagde til en af svendene:»altså nu bliver jeg bare nødt til at gå ned, for ellers er jeg bange for, at jeg aldrig kommer ned af det stillads, for det at jeg bare har så voldsomme smerter.«lise blev sygemeldt et års tid. Herefter indså hun efterhånden, at hendes ryg ikke længere kunne tåle murerfaget. Hun var nu knapt fyrre år. Hun tog nogle efteruddannelseskurser indenfor konstruktørfaget, og blev derefter kommunalt ansat i en teknisk forvaltning, hvor hun stadig arbejder. Håndværk, børn og andet arbejde Disse fire kvinders livshistorier er meget forskellige. De har det tilfælles, at de alle fik en videregående uddannelse umiddelbart efter, at de blev udlærte. De er alle blevet gift og har fået hver to børn, og ingen af dem arbejder mere indenfor håndværket. De har alle været hjemmegående husmødre, mens deres børn var små. Her holder ligheder gældende for dem alle fire op. Angående valg af fag fra starten af, deler de fire kvinder sig i to: To af dem har fædre og brødre i samme fag. De stod i lære i faderens firma, og de almindelige kvindefag interesserede dem ikke. De to andre kendte overhovedet intet til faget, da de startede i lære. Den ene valgte det i stedet for en studentereksamen, som hun hellere ville have haft. Den anden valgte det i protest mod forældrenes ambitioner. Tre af dem har, da børnene blev lidt større, atter snuset til deres håndværk, men har på et eller andet tidspunkt opgivet tanken igen. Begrundelserne er 74

75 forskellige:»der er kommet for mange nye ting frem«,»jeg kunne ikke klare mig i et sjak i dag«og en dårlig ryg. Disse tre havde dog alle faktisk lyst til at bruge deres håndværk, men har altså alligevel droppet tanken. Fælles for disse tre er, at de har haft tvivl om deres egne evner og kræfter. - Ikke i begyndelsen (i læretiden). men efter at de har været hjemmegående i en længere periode. Det er sandsynligt. at det ville være svært at starte igen. når man har været fra faget så længe. Som nævnt i indledningen til denne periode var det almindeligt. at piger fik en uddannelse, men samtidig er det også klart. at det altid var kvinden. der blev hjemme, mens børnene var små. To af disse kvinder har fundet det nemmere efter den lange periode væk fra faget. at bruge deres videre uddannelse som konstruktører til at få arbejde (dog har den ældste (Ilse) stadig ikke fået noget!). De to andre arbejder nu inden for traditionelle kvindefag: som hjemmehjælper og som skolelærer. 75

76 Birgit igang med at bygge sit eget hus, længe efter at hun havde stoppet som murer. (Privateje). 76

77 Ligestilling og fagforening, I 1976 blev det vedtaget i Folketinget at der skulle være lige løn for mænd og kvinder. I denne periode skulle det også føres ud i livet. Det har dog i hele perioden været diskuteret, hvad lige løn er.»lige løn for lige arbejde«hed det først. Dette var et problem, da det stadig var/er det normale at mænd og kvinder er på hver sine fagområder.»lige løn for arbejde af samme værdi«, er det siden blevet omformuleret til, så man kunne sammenligne»mandefag«og»kvindefag«. Det er dog stadig sådan, at f.eks. en sygeplejerske tjener mindre end en håndværker, så hvorledes man vurderer»værdien«står hen i det uvisse. I denne periode er næsten alle erhvervsaktive kvinder blevet medlemmer af en fagforening. Mange fagforeninger har oprettet et ligestillingsudvalg. Dette er tegn på to ting. For det første viser det, at vi stadig ikke har ligestilling, for det andet. at dette bliver taget alvorligt~ af nogen. Der er endda blevet oprettet ligestillingsudvalg indenfor nogle af byggefagene. Det må tyde på, at der faktisk er en del kvinder i disse fagforeninger, der har nogle ligestillingsmæssige problemer. Håndværk som lønarbejde Dette sidste afsnit omhandler to kvinder, der begge stadig er i arbejde inden for deres fag. Den ene er udlært i 1966, men hører med til denne tidsperiode, da hun på interviewtidspunktet var tilmeldt arbejdsmarkedet. Hun har dog visse ligheder med dem fra det forrige afsnit, som vi senere vil se. Mange af de kvinder, der blev udlært i perioden, kan sammenlignes med dem fra forrige afsnit. Der er stadig en del, der gik i lære for senere at tage en videregående uddannelse, og der er stadig en del, der gjorde det som en form for både social og ligestillingsmæssig protest. 77

78 Men der er også dukket en ny gruppe frem i håndværket, og den er de to her udvalgte eksempler på. Det er kvinder, som opfatter håndværket som lønarbejde, hverken mere eller mindre. Man kan sige, at de i højere grad er lig deres mandlige kolleger, hvad dette angår, end de kvinder vi har set fra de andre perioder. Det virker også, som om de har i sinde at vedblive med at være håndværkere.»vi mødte hinanden på en fugeakkord«en kvindelig murer, udlært i 1966 Vivette er vokset op på Nørrebro. Hun gik ud af skolen efter 7. klasse. Skolearbejdet interesserede hende ganske enkelt ikke. Forældrene havde på det tidspunkt et ismejeri. Der ekspederede Vivette de følgende tre år. For at komme lidt væk hjemmefra blev hun sendt et halvt år på husholdningsskole i Silkeborg. Da hun kom hjem igen, fortsatte hun i ismejeriet, indtil der en dag skulle lægges klinkegulv nede i butikken. Det var en lille murermester, der udførte arbejdet. Vivette kom i snak med ham. Vivette ville gerne igang med noget andet, og det måtte gerne være noget, som andre ikke var. Murermesteren foreslog hende da, at hun kunne starte i murerlære hos ham. Det ville Vivette gerne. Forældrene syntes, at dette var en udmærket ide, dog med den betingelse, at hun lovede at læse videre til konstruktør, når den tid kom. I lære Vivette startede i murerlære i Hun var kun hos murermesteren fra ismejeriet i et halvt år, fordi forholdene var for dårlige. Vivette betegner ham som en rigtig plattenslager. Hun lærte ikke noget ordentligt murerarbejde, og hendes løn (50 kr. om ugen) måtte hun tit rykke ham for. Mesteren skulle også have ordnet det sådan, at hun kunne komme på skole, men det gjorde han heller ikke. På et tidspunkt blev det nok for Vivette. Hun vidste, at der var et nyt hold, der netop skulle til at starte på murerskolen, og hun gik derfor selv derop for at spørge om, hvad hun skulle gøre. Der hjalp de hende med at finde en anden læreplads hos en større mester. Og hun startede på skolen. På teknisk skole Vivette var her ene pige blandt 150 drenge. Der blev kigget noget på hende, men skoleopholdet forløb alligevel fint. I klassen var der en fyr, som specielt godt kunne lide at drille Vivette, men hun lærte hurtigt, hvordan det skulle tackles.»men jeg kan huske engang, hvor de sad og grinte af det, han sagde, det var 78

79 noget med, at han ville kysse mig -. Så rejste jeg mig op, og gik ned til ham og sagde:»kom så, lad mig så få det kys der.«så var der vild jubel, og han blev ildrød i hovedet.«det nye sted Herefter startede Vivette for alvor i lære. Arbejdsdagen var fra 7 til 16 og om lørdagen fra 7 til 12. Vivette var meget glad for at være det nye sted. De andre skulle blot lige vænne sig til, at der nu var en pige på pladsen. Det virker ikke som om, det var Vivette, der havde problemer med det.»altså, man kan jo godt sige, at svendene var noget generte, da der pludselig kom en pige. Især når vi skulle ind og klæde om, ikke. Nu kom jeg altid og var om klædt. Og i starten så stod jeg pænt og ventede udenfor, til de var klædt på, ikke. Så gik der vel et halvt år, så lærte vi jo hinanden lidt at kende, og så tog jeg det ikke så tungt mere, og så vadede jeg bare lige ind. Men man kunne jo godt se, at de ikke var så glade for, at de stod der i deres lange underbukser.«det var i det hele taget ikke Vivette, der var snerpet. Det var mere svendenes problem. Engang da svendene havde kittedag og sad inde i skuret og drak, mens lærlingene var blevet sat til at kradse sten af og andet kedeligt arbejde, skulle Vivette hente noget inde i skuret. På sin vej derover stødte hun på en flok flove svende.»de der svende de gad jo aldrig gå ind på lokummet, når de var trængende. Så rundede jeg lige det der gamle pissoir der, og så stod der lige en hel stribe svende, du ved, og tissede, ikke. Og så råbte jeg:»hov«, og så vendte de sådan en kvart omdrejning og tissede hinanden ned i skoene. Naii, der grinte jeg.«vivette mødte sin kommende mand (Erik) i dette nye lærested. Det blev dog ikke til noget i første omgang. Erik, der på dette tidspunkt lige selv var blevet udlært, stod sammen med en anden ung svend og ville blære sig overfor Vivette. Hun faldt dog ikke i første omgang for deres facon.»han stod sammen med en kammerat, og de skulle rigtigt vise sig overfor mig... ja, jeg syntes, de var frygtelige. De skulle fise om kap... og jeg stod lige ved siden af!... Det var i en svømmehal, ikke, men alligevel.«efter 3 år i lære skulle Vivette som aftalt med forældrene og mester have været på konstruktørskole. Hun havde imidlertid skiftet mening. Da mester kom og sagde til hende, at nu var det tid at komme på skole, sagde hun bare, at det havde hun ikke lyst til.»hva' fa'en,«sagde han»så brænder jeg jo inde med alt for mange lærlinge!det kan jeg jo ikke gøre for,«sagde jeg,»jeg gider ikke.nå, men det er der jo ikke noget at gøre ved,«sagde han. Vivette blev altså på sin læreplads og blev udlært i

80 »De lurer lidt«som nyudlært svend var Vivette mest på»spjældarbejde«(reparationer). Hun ville selv helst undgå akkordarbejde i begyndelsen, indtil hun havde fået» snuset lidt til det«. Hun lærte også, hvordan hun skulle tackle det at komme ud på en ny plads, hvor ingen kendte hende. Hun nævner, at de kiggede lidt i starten, men at de ikke sagde noget direkte. Hun følte faktisk, at de tog pænt imod hende.»ja, det kan jo ikke nytte noget, at man tager sig af det. Det må man være klar over, når man går ind til det der. For man kan jo godt mærke, at når man kommer ud som pige, ikke, der lurer de lidt. Det er ligesom, man skal vurderes, ikke,:»gad vide om hun kan noget«. Det er altså lige der, hvor man siger til sig selv:»nu skal jeg vise dem.«og så bagefter så er der fred og ro, så er der ikke noget. De syntes faktisk, det var meget sjovt, at have en pige med på pladserne.jeg vandt«efter 3 års arbejde som svend mødte Vivette Erik igen. Nogle svende, som Vivette kendte, havde ringet og spurgt, om hun ville med på en fugeakkord. Det ville hun gerne. De sagde også, at der kom en med, som hun kendte. >»>Åh nej«tænkte jeg,»ikke ham. Men så var det altså ham. Og så fugede vi jo om kap. Jeg vandt.«da akkorden var færdig, havde sjakket aftalt at tage en tur til Sverige for at fejre det. Vivette gjorde noget ud af det.»og så pyntede jeg mig jo rigtigt op, ikke, kjole og det hele. Jeg kom jo selvfølgelig i sidste øjeblik. Så de stod nede ved landgangen og ventede. Og så stod han (Erik) og sagde:»kom, nu sejler vi. Hun kommer sgu ikke.«så var der en, der sagde:»jo, hun kommer dernededet er sgu ikke hendejo, det ergu' er det ej! Nej, vent nu lige lidt... «. Og så var det jo altså mig. Så vi kom til fest, ja. og så har vi jo faktisk været sammen lige siden... sådan kan det gå!«vivette og Erik blev gift og fik en et-værelses lejlighed i murerstiftelsen i Murergade.»Ægteparret kommer«vivette og Erik har været gift lige siden. Derudover arbejder de næsten altid sammen som murersvende. I begyndelsen når de skulle søge arbejde, var det gerne Erik, der søgte for dem. Det gik af en eller anden grund nemmere, når det var ham.»... så søgte han gerne, og sagde:»vi er to«. Han sagde ikke, hvad det var for to!«for ikke så længe siden havde Vivette og Erik en akkord sammen på Nørrebro. De skulle lave 20 badeværelser med stiftgulve, jern og beton og»alting«. Den murerarbejdsmand, de skulle arbejde sammen med, kendte de ikke i forvejen, og han kendte heller ikke dem. De skulle møde ham inde på pladsen. 80

81 »Ja, han havde hørt at ægteparret kom, ikke. Så han snakkede, da vi kom:... «at vi skulle kraftedme tjene penge... den skulle have en på tæven, og så kunne vi altid slappe af bagefter.«og vi sad og gloede på hinanden og tænkte:»vi skal give dig en på tæven, kan du tro.«og så kom vi i gang, og vi lagde sørme hårdt ud. Og jeg vil sige dig, hvad gik der - en 5-6 dage, så hang hans arme simpelthen nede på jorden, så var han færdig. Så sagde vi:»nå, kan du se, vi kunne lave noget?«og da slappede han så af.«den første gang Vivette blev gravid, arbejdede både hun og Erik med noget epoxy ude på»lynetten«. Det var før man erkendte, at det kunne være skadeligt for helbredet. Denne graviditet endte med et dødfødt barn. Vivette og Erik har siden fået to døtre sammen. På det tidspunkt kunne man ikke få andet end 3 måneders barselsorlov. Det har dog ikke været noget problem for Vivette, at være gravid med pigerne. Hun gik på stillads, til hun var i ottende måned. Det var dog reparationer - ikke akkord.»så jeg købte bare et par skjorter, der var store nok, så var der ingen, der kunne se det. Jeg havde det meget fint med begge to.«da børnene var små, kunne det være et problem at nå det hele, når begge forældre havde arbejde. I en periode kom Vivette og Erik lidt for ofte for sent på arbejde om morgenen. Det kunne nemlig godt være svært at nå at aflevere børnene i børnehaven på en ordentlig måde, når man selv skulle møde klokken syv. Det kunne også være svært for Vivette at blive på arbejde lige til klokken 16 - specielt hvis der ikke var noget særligt at lave. Pigerne er nu blevet så store, så dette ikke er noget problem længere. Erik og Vivette har nu været makkere døgnet rundt i 20 år. Det skaber nogen undren hos andre folk, at det kan gå. Erik og Vivette snakker sammen om det: Erik:»Folk siger ikke andet end:»hvordan fa'en kan I holde ud at være sammen alle døgnets 24 timer?«den har jeg hørt nogen gange. Men det har nu ikke været noget problem. Selvfølgelig kan vi da skændes som alle andre, det er da klart.«vivette:»... og mørtelen står om ørerne på en!«erik:»... og der var også en haveslange... åh gud ja.«vivette:»men vi har haft et godt samarbejde, må man sige. Hvad Erik ikke brød sig om at lave, det havde jeg ikke noget imod at lave og omvendt. Så det har fungeret fint.det er dejligt at komme hjem, når det hele er gjort«vivette har dog også været i arbejde uden Erik. Det gav nogle andre fordele - specielt for Vivette. Her snakker de to lidt om den periode: Vivette:»Ja, den ene plads, der på Trianglen, der fik jeg arbejde, og så prøvede jeg at få dig ind. Men der gik vel 3 måneder, før du kunne være med. Da gik du hjemme og var husmor.«erik:»ja, det er sgu rigtigt, ja.«vivette:»og sikke 81

82 En glad murer. Vivette, Foto: Willy Lund. 82

83 nogen madpakker jeg havde med! Naii, de var højt belagte.«erik:»ja, det er sgu rigtigt, der gik jeg og kræsede om dig.«vivette:»ja, og da jeg kom hjem... det var jo lækkert. Der var dækket bord og to retter og suppe først, og så en eller anden kødret og så vin til maden og... ih, det var fornemt.«erik:»ja,... ja.«vivette:»det var du god til. Det var dejligt, at komme hjem, når det hele er gjort.«erik:»ja, men altså, man kan sgu ikke holde ud at gå for længe hjemme. En måneds tid eller sådan noget, det passer mig egentligt meget godt.«vivette er arbejdsløs for tiden. Det virker dog ikke som om, hun har i sinde at skippe sit fag. Men hun har gjort sig tanker om, hvordan det skal gå, når hun bliver 50 år. Mens øreringen, som er en minimurerske i guld, dingler frem og tilbage, siger hun:»men jeg kan lide det som fag, ikke. Og den tanke med, at her (på pladsen) skal du ikke være. til du ikke kan tygge smør mere, vel. Det er et spørgsmål om tid, til arbejdet er færdigt, ikke, og så skal du et nyt sted hen. Og så har man lidt frihed indimellem. Det kan jeg godt lide.«fremtiden og kvinderne Vivette har mødt andre kvinder ude på pladserne. Men hun synes, der er for få til, at man egentlig kan få gennemført nogen ting. Hun synes heller ikke, at man, når man endelig ser andre kvinder på en plads, egentlig bruger dette positivt.»og når man møder piger der på sådan en plads, så er der ikke noget med, at man falder sammen og snakker. Jeg mødte to malerpiger på en plads, men man står bare der og kigger. Vi stod på en facade, og de stod på en anden facade, ikke. Og der er vi altså sjove i den retning. Man skulle jo tro, at når der endelig er en, så går man hen og siger»hej«, men næ, næ, man står bare og lurer lidt på hinanden, ikke, åndsvagt.«dette møde har altså ikke givet Vivette nogen positiv erfaring. Alligevel mener hun, at det ville være godt med flere kvinder på byggepladserne, selv om hun ikke er overbevist om, at det nogensinde vil ske. Hendes råd til piger, der gerne vil starte i håndværk, er:»altså, hvis du kommer og er åben overfor det hele, og ikke er snerpet og alt det der, og ikke forlanger en hel masse og siger:»nu skal jeg have eget toilet«... det duer ikke. Det er nu synd, de holder op de fleste piger. Fordi selv om man har børn, kan man jo godt fortsætte."«83

84 »Gode kolleger, kort arbejdstid og masser af penge«en kvindelig tømrer, udlært i 1979 Lone er født i 1956 på Grønland af danske forældre, der begge var skolelærere. De var fire søskende. Lone boede på Grønland, til hun var 14 år, hvorefter familien flyttede til København. Lone kom i gymnasiet og blev student i På dette tidspunkt havde hun efter grundige overvejelser allerede besluttet sig for, at hun ville være håndværker. Hendes uddannelsesvalg er dels præget af forældrenes arbejde i Grønland og dels Lones egne ønsker om at kunne vende tilbage til Grønland, som halvdelen af familien siden har gjort.»på Grønland skete der utrolig mange ting i 50'erne og 60'erne, og det var de (forældrene) en del af. Og de syntes sgu, de gjorde det så godt. Og de gjorde det virkelig af et ærligt godt hjerte. Det var bare noget lort, det de lavede, ikke, det kunne man sidde og se tilbage på - den der danskificering og så videre, det var noget lort, ikke. Og det gjorde, at jeg ikke ville have et job, hvor jeg på den måde med eller uden min vilje - ligesom kom til at præge andre mennesker på den måde. Og så var det jo også, fordi jeg gerne ville tilbage til Grønland, og der skulle så en håndværkeruddannelse være sikkert adgangskort til arbejde deroppe.«i lære Lone startede på EFG bygge og anlæg i Allerede efter nogle måneder på basisåret havde Lone besluttet sig for, at hun ville i lære som tømrer. Dette skyldtes til en vis grad den gamle tømrerlærer på basisåret, som Lone holdt meget af.»altså, han var enormt flink overfor mig, altså forstået på den måde at han bare stille og roligt og meget afslappet bare var sådan opmuntrende... selv om der ved gud ikke var særlig meget at opmuntre... jeg var ikke specielt god til det. Og så den største anerkendelse var jo så det, at han sagde, at jeg kunne søge læreplads der, hvor han selv havde været i lære.«lone søgte så den plads og fik den. Værkføreren i firmaet vidste ikke rigtigt, hvad han skulle stille op med en kvindelig lærling.»han blev ved med at sige, om jeg dog ikke hellere ville have en kontorplads. Men altså så fik jeg jo overbevist ham om, at det ville jeg ikke.«efter et vel overstået basisår, startede Lone så for alvor i lære. Det var et stort firma med ca. 110 svende og 13 lærlinge ansat. Her arbejdede Lone det meste af tiden sammen med en fast læresvend. 84

85 »Sådan en lidt fåmælt ældre herre som levede for sin aftenskoleundervisning, som var at undervise i folkedans. Han spillede glimrende violin. Den der lidt tørre, lidt forpinte mand - han havde mange rygsmerter. Og når vi arbejdede inde på Nørrebro, der ligger sådan en lille violinbygger. Der skulle han så nogen gange hente en ny streng, og så var han nødt til at sidde i skuret og stemme den, og stramme den op der i løbet af dagen. Men han var simpelthen ikke til at formå at slå en melodi ud af, vel, altså det var virkelig noget, der var gemt til om aftenen. Men han kunne sådan ligesom live lidt op, når han fortalte om det. Han var da sikkert meget sød, men han var vitterlig af en anden verden, end jeg var. Jeg syntes, det var hårdt at gå sammen med ham.«lone havde altså ikke meget tilfælles med ham. Han var heller ikke specielt interesseret i at lære hende noget. Ved det første arbejde hun skulle ud på, blev hun udstyret med en pakke skruer, en stige og nogle spånplader. Hun fik besked på, at hun skulle blænde nogen vinduer af - og så blev hun ellers overladt til sig selv.»og jeg stod fanden fløjterne' en halv dag grædefærdig, og forsøgte at presse en skrue igennem en spånplade. Og det kan man jo ikke, vel. Jeg vidste ikke. at man skulle bore et hul. Og hvor skulle jeg vide det fra, sådan noget lærer man jo ikke på teknisk skole, vel, og slet ikke som tømrer. Så jeg kunne lave»en fransk lås«(en tømmersamling), men jeg kunne altså ikke putte en skrue i et hul. Så til sidst så fandt jeg heldigvis et gammelt rustent søm, som jeg så bankede i først og så trak ud igen, og så kunne jeg proppe skruerne igennem.«meningen var selvfølgelig, at man selv skulle finde på noget, for derigennem at lære. Der blev ikke rigtig snakket om det arbejde, man gik og lavede. Lone synes. at denne»læreform«er for barsk og ikke særlig frugtbar. Efter nogle måneder fik endnu en kvinde en læreplads i firmaet som bygningssnedker. Det var en Lone kendte i forvejen fra basisåret. Lone konstaterede, at så kunne hun vel ikke selv have opført sig helt umuligt, siden de allerede antog endnu en kvinde. I dette firma var Lone og den anden kvindelige lærling (Karin) med til at starte en lærlingeklub. De lavede planer for deres uddannelse, om hvad de skulle lære, og de afholdt weekendture for alle 13 lærlinge. Lone og Karin mente alligevel ikke, at de lærte nok på dette tidspunkt. Firmaet havde ikke så meget arbejde, og det betød, at lærlingene blev sat til arbejde som ikke var så lærerigt.»det var ulideligt på den måde, at der ikke rigtigt var noget at lave. Det vil sige, at man blev sendt ud og reparere småting sådan ude på mesters værksted. Og hvor værkføreren hele tiden gik og holdt øje med, om man nu stod og snakkede og bæv lede, ikke. Men der var ikke så meget andet at lave end at ævle 85

86 og bævle. Der var noget at lave, men vi gad ikke stå og isolere hans værksted, vel, eller reparere for tiende gang hans skotrender - eller andet han nu kunne finde på til os.«lone og Karin besluttede sig for at stoppe læreforholdet på dette sted. Lone fik denne»anbefaling«med fra mesteren:»jeg spurgte min gamle mester der, om hvad hans vurdering egentlig var af mig. Og han sagde, at jeg kunne sagtens blive en god tømrer, men at jeg nok skulle se at komme lidt oftere på mit arbejde.«lone var godt klar over, at hun skulle møde oftere på arbejdet, for det var blevet lidt svært at komme op om morgenen. Karin og Lone havde den tilfredsstillelse, at der allerede var blevet ansat en ny kvindelig lærling, inden de selv holdt op i firmaet. I lære et andet sted Lone har været aktiv i snedker/tømrerafdelingens lærlingeforening i hele sin læretid. Dette kom hende til gode, da hun nu skulle ud og søge ny læreplads. Hun klagede sin nød i fagforeningen, og der hjalp de hende til at få en læreplads i tømrersvendenes aktieselskab. Karin (som iøvrigt også havde været aktiv i lærlingeforeningen) fandt selv en plads hos en lille»kældermester«, hvor konen også arbejdede med. Hun var dog ikke udlært, men»tog fra ved tykkelseshøvlen og sådan noget«. Lone, som jo ikke syntes, hun havde lært nok, spurgte om hun kunne komme ud og lære noget»rigtigt tagarbejde«. Det kom hun så, men det var ikke lige det, hun havde tænkt sig.»og der kom jeg udelukkende på tagarbejde og værksted, ikke, det havde jeg bedt om. Så var det jo så stort tagarbejde, så det var med kran altsammen, men hvad fanden, så har man jo set sådan noget.«lone fik alligevel lært nok - hun blev i hvert fald udlært i Svendegildet blev holdt i»folkets hus«i Rømersgade (nu arbejdermuseet). Der var fire kvinder, der holdt dette svendegilde sammen: Lone, Karin, Vibeke (tømrer) og denne bogs forfatter (bygningssnedker). Disse fire havde startet sammen på basisåret i 1975, og havde siden været sammen i mange sammenhænge i læretiden (bl.a. lærlingeforeningen.) Lærlingeforeningen Lone var på et tidspunkt formand for lærlingeforeningen i København. Samtidig med at hun var formand, var de tre andre piger, hun havde holdt svendegilde med, menige bestyrelsesmedlemmer. Der var syv bestyrelsesmedlemmer i alt, det vil sige, der var flest piger. Det var første gang, der overhovedet var så mange kvindelige lærlinge. Ud over dem, der startede i 76, havde der kun været en aktiv 86

87 pige i foreningen før. Det skal dog her lige nævnes, at det ikke var fordi der pludselig var utrolig mange piger, der gik i snedker-tømrerlære. Der var vel ca. 10 stykker i Københavnsområdet på dette tidspunkt. Grunden til, at der var så forholdsvis mange piger i foreningen, skyldes nærmere, at de få der var, samtidig var fagpolitisk aktive.»dels så er det selvfølgelig det der med, at det er nogle mere bevidste piger, som har valgt de fag, ikke, og dermed har de også på forhånd været interesseret i at være aktive omkring deres situation, og så ryger de meget hurtigt ind i lærlingeforeningen.«denne tendens har holdt sig til i dag»altså der har jo lige til i dag været ligeså mange kvinder i lærlingeforeningen som fyre (aktive). Halvdelen af dem, der har været i lære, har været aktive, hvor det for fyrenes vedkommende er en hundrededel eller... Jeg tror, det er noget med, at når der først er nogle piger dernede, så kommer der også nye, der har lyst til at være der. Vi, som var så forholdsvis mange, kunne ligesom starte det dengang.«uden at ville tage æren fra de mandlige lærlinge, som også var aktive i lærlingeforeningen, siger Lone, at det betød en ændring i foreningssystemet, at der var/er så mange aktive kvinder.»fordi jeg tror, at kvinder ikke er interesseret i hele det der system, altså hele det der hierarki og opbygning og poster og alt sådan noget. Det var vi ikke interesseret i.«netop i denne periode blev der lavet et klubudvalg til hjælp for oprettelse af lærlingeklubber i firmaerne. Der blev indrettet et lokale, hvor lærlingene hver torsdag kunne komme ned og snakke om løst og fast og få en kop kaffe. Der blev oprettet et kartotek over lærepladser. Mange af disse ting eksisterer den dag i dag. Desuden blev formandsposten afskaffet - dog kun for en periode.»det var jo også os, der var medvirkende til, at vi fik afskaffet formandsposten, ikke, så de kørte videre med en kollektiv ledelse i lærlingeforeningen. Og det var virkelig noget, der vakte ramaskrig i andre sammenhænge og specielt længere oppe. De tvang dem til sidst til at få en formand.«nogle fra den»voksne«fagforenings top havde faktisk meget svært ved at tackle det, at der pludselig var så mange aktive kvindelige lærlinge. Lone fortæller om en episode fra et landsmøde. Et af bestyrelsesmedlemmerne fra fagforeningen, som faktisk skulle repræsentere lærlingene, kom med et uventet angreb - dels på lærlingenes fagpolitiske arbejde i almindelighed, men også på Lone personligt.»og så gjorde han det, at han gik sådan personligt til angreb på mig. Altså i dag lyder det måske ikke af så meget, men han gik hen og sagde at, vi»tillod os at gabe op og dominere det der landsmøde«, men han ville»godt se os, når vi 87

88 skulle ud og have fat i den tunge ende ude på arbejdspladserne«. Og - jeg ved ikke, om det var i den sammenhæng - men i hvert fald sagde han,»at det eneste vi ville, det var at finde en eller anden rig snedker eller tømrersvend at gifte os med.«og jeg blev faktisk slået helt ud af det, ikke, det var bare det sidste sted, jeg havde ventet den kritik fra.«argumentet med»den rige ægtemand«fandt Lone lidt komisk.»det er bare så latterligt, for der findes da mange betydeligt rigere mænd andre steder. Hvorfor skulle man så finde en eller anden forhutlet snedker, altså. Det er simpelthen en selvovervurdering, som slår alle rekorder.«men resten af angrebet var egentlig alvorligt nok. Lone blev så gal over, at han skulle repræsentere dem. Hun tvivlede nu oprigtigt på, om han var særlig velegnet til dette. Lone blev senere indkaldt til et slags mæglingsmøde med»synderen«, formanden for fagforeningen og en lærlingerepræsentant.»synderen«havde åbenbart fået besked på, at han skulle give en undskyldning, men det holdt hårdt.»og han kunne næsten ikke. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op, fordi gu' mente han det. Så det blev så til, at han sådan»øtte bøtte«og»nej, og selvfølgelig havde han ikke lige ment det på den måde og bø bø«. Altså han kunne ikke få sig selv til at æde den totalt, vel. Men altså, det var så det - det kunne ikke komme videre.«lone var meget sammen med andre lærlinge i sin læretid - naturligvis også mandlige. Det betød, at hun tidligt lærte at skelne mellem, hvad der var kvindeundertrykkelse, og hvad der var»almindelig«undertrykkelse af lærlinge. Hun fandt, at det meste handlede om at være lærling.»man er jo bare ingenting, når man er lærling, vel. Man er virkelig lavt vurderet, ikke, i hvert fald på arbejdet. Måske ikke så meget i sin fritid, fordi at sådan en spirende håndværker er jo altid positivt... altså også for svigermor og naboen... altså, det er noget solidt og godt, at vælge at blive håndværker, og det falder også lidt af på en, når man er lærling. Men på arbejdet, der er man bare ikke noget værd, vel. Jeg vil sige, at utroligt meget af det handlede om at være lærling.«svend Lone har faktisk som regel arbejdet steder, hvor der også har været andre kvinder - også som svend.»leg tror, at mit arbejdsliv har været forskelligt fra andres på den måde, at der næsten altid har været nogle andre kvinder også. Derfor var jeg ligesom aldrig»pigen«. Vi har altid været nogle flere, og så blev man ligesom mere sig selv som person.«lone og Karin har ofte været ansat de samme steder. Her følger et par»gode historier«fortalt af Lone selv - her bringes de i sammenskrevet form. 88

89 »En dag på en plads fik Karin og jeg så en ny kollega - en mærkelig ogginok. Han var så dum, så det halve kunne være nok. Han var sådan en, der brugte sin fritid til at lave noget med»healing«. Han startede i skurvognen med at give os et lilla visitkort, for lilla var sådan en beroligende farve. Vi tre skulle så sætte et nyt loft bestående af nogle roekwoolplader op i en gymnastiksal. Og så sad der sådan en ring i loftet fra nogle redskaber, og den skulle vi så have ud. Vi stod oppe på et stillads, og så siger jeg:»nå, men den kan vi lige dreje ud«. Jeg regnede med, at den var skruet op.»nej«sagde han,»det er den i hvert fald ikke. Den er helt sikkert boltet fast. Så I må gå op og løsne en bolt oppe ovenpå.«karin spurgte, om vi ikke bare kunne prøve, om den bare kunne skrues ud. Men han sagde nej, han var helt sikker i sin sag. Så gik Karin op på loftet for at finde den bolt. I mellemtiden tænkte jeg, at jeg alligevel ville prøve at dreje den ud. Jeg gik i gang, men så skubbede han mig væk og sagde, at det skulle han. Og han kunne bare dreje den ud, der var ikke nogen bolt, vel. Så kom Karin ned igen, med roek-wool over det hele. Jeg sagde til hende:»karin, kan du ikke gøre et eller andet... han skubbede mig... Og så skældte hun ham bare hæder og ære fra:»kan du komme her ned. Du skal i hvert fald ikke bryde dig om at tage værktøjet ud af hænderne på nogen og slet ikke skubbe!«hun hidsede sig helt op [Det skal her lige tilføjes, at hverken Lone eller Karin er særlig store og frygtindgydende at se på]. Men han ville jo heller aldrig have kunnet tillade sig overfor en mandlig kollega, at skubbe vedkommende væk og tage værktøjet ud af hånden på ham. Altså det er, fordi det var en pige, ikke, så enkelt er det. Og der har jeg da været glad for Karin masser af gange - eller hvem det nu har været, jeg har arbejdet sammen med. Det har været vigtigt at være to, fordi man kan godt blive lidt lamslået, når man bliver angrebet på den måde. Og så er det meget rart med nogen, der kan bide fra sig. Og Karin er fræk som en slagterhund. Jeg tror, at der hvor hun virkelig fik mig til at krybe i et musehul, det var engang, hvor hun kom en time eller to for sent på arbejde, ja hun kom nok først til formiddagspausen eller sådan noget. Og så kom hun ind i en skurvogn helt fyldt med folk. Og så siger formanden:»nå, og hvad har du så lavet?«og Karin svarer:»ja, jeg har bollet med min kæreste. Nogen gange er man jo nødt til at pjække for at få tid til den slags ting.«det er bare virkelig sådan noget, man bare slet ikke siger på arbejdet. Der var bare fuldstændig dødstille. En gang var Karin og jeg sat på lidt af en prøve - det var noget virkelig tungt arbejde. Vi kom ud på pladsen, og det første vi blev sat til, det var at lægge et nyt bjælkelag op af sådan noget tømmer her [stort] os to stumper der. Det var en fredag, og samme eftermiddag klokken fire skulle vi på et weekend-kursus på Store Kro i Lyngby. De havde nemlig fundet ud af, at de ville»udvikle medar- 89

90 Lone på en renoveringsopgave i Foto: PH. Seifert. (Aktuelt). bejderånden«i firmaet. Derfor havde de købt sig til sådan nogle psykologkurser, det er sådan noget medarbejdermanegementspleje - eller hvad det hedder. Og det var nemlig den dag, hvor vi lige havde startet nede i Thorsgade. Og der havde vi lagt de der skide bjælker op hele formiddagen. Og så skulle vi så derop. Vi kørte så med en af de andre fra pladsen. Og vi kom tidligt, ikke, vi kom klokken to eller sådan noget. Og vi skulle starte klokken fire. Så derfor gik vi op i den der store lysegule dobbeltseng, vi havde fået, og lagde os ned, ahh, vi skulle lige have en lille lur, ikke. Og så var det bare så morsomt. Da vi vågnede, der var der ingen af os, der kunne løfte armene af bare overanstrengelse, ha ha. Og Karin ville ringe til room-service for at høre, hvad klokken var, og så kunne hun ikke løfte sin arm. Det var virkelig nogle ordentlige basser, vi havde lagt op der. Men det var jo så meget godt, at vi ikke skulle på arbejde den næste dag. Så vi kunne møde friske om mandagen og få lagt de sidste op.«det er ikke altid man bliver sat»på prøve«som i ovennævnte historie. Andre gange bliver der i stedet taget ekstra hensyn til en, så det kommer måske i sidste ende ud på et. Lone har i hvert fald et meget afslappet forhold til det.»der er 90

91 masser af sådan nogle situationer. hvor man godt kan lugte. at der på en eller anden led bliver taget nogle hensyn til en. Men jeg tænker som så. at: Hvad fanden jeg gider heller ikke brække min ryg på det altså, så det passer mig udmærket.«lone har i det hele taget lært at få det bedste ud af situationen. Hun har efterhånden ændret sin holdning til, hvad godt arbejde er. I begyndelsen skulle det være»rigtigt tømrerarbejde«: men nu er det mere andre ting. der betyder noget.»der er også noget med at selve arbejdet. selve det man laver... altså hvor jeg synes. at jeg selv har bevæget mig i den retning. hvor jeg lægger mere vægt på. hvad det er for nogle folk. jeg arbejder sammen med - om jeg har det skide sjovt sammen med dem. Og mere vægt på hvad jeg får ud af det. og hvor lidt jeg behøver at gå på arbejde. Altså de tre ting tilsammen. det er nok noget af det optimale: gode kolleger. kort arbejdstid og masser af penge. ikke, så er jeg sgu nærmest ligeglad med. hvad det er jeg laver... Æhm det man så bare kan sige. det er. at dårlig løn og dårligt arbejde. det følges som regel ad. af en eller anden mærkelig grund.«nogle betragtninger over kvinder i håndværk Som tidligere nævnt har Lones tid som både lærling og svend været præget af. at hun hele tiden har været i nogle sammenhænge. hvor der også har været andre kvindelige håndværkere. lige fra dengang hun gik på EFG basisår til nu. hvor Lone er med i ligestillingsudvalget i snedker-tømrernes fagforening i København. Lone siger selv. at hun egentlig altid har gjort det udfra en»lidt antirødstrømpesynsvinkel«, dog ikke forstået sådan, at hun mener. der ikke er problemer forbundet med at være kvindelig håndværker. Når Lone ser tilbage på den tid. da hun selv var i lære. kan hun nu se nogle klare tendenser fra dengang og nogle tegn i nutiden og fremtiden.»den gruppe kvinder. som vi selv har tilhørt. har været nogen med en mellemklassebaggrund, som gik i lære fordi vi ville udfordre skæbnen og sine egne ideer og samfundets magtbalance. Jeg tror at de kvinder. den der lidt intellektuelle type. på sin vis med nogle ambitioner, de løber ind i det der med. at man har svært ved at være en dobbelt så god håndværker som mændene - hvis man altså hopper på den. Det tror jeg. at der var mange. der gjorde. Og så havde man en romantisk forestilling om. hvad en god håndværker er. Fordi det er noget med. at man har nogle krav til lønarbejdet, der ligger ud over det, at man skal tjene nogen penge og have noget arbejde. Det er middelklassens dilemma - eller styrke -. alt efter hvordan man ser på det.sådan er samfundet ikke idag. Der er ikke plads til den slags eksperimenter. Tidsånden er til det stabile og det sikre. ikke. Hele»68«og alt det der blev lagt 91

92 op til med brud på normer og traditioner, og at man for guds skyld ikke måtte gøre ligesom sine forældre med villa, vovse og så videre, det er slut. Jeg tror simpelthen, at der på trods af den enorme massive propaganda, der har været omkring det der med, at kvinder skulle vælge utraditionelt... jeg tror, der bliver færre og færre som vælger det. Der vil være nogle få, som vil være håndværkere altid. Det vil der fortsat være. Der er en form for tilbagevending til de borgerlige dyder. Jeg tror ikke, at den kvindefrigørelse som»68«har resulteret i, med at så mange kvinder er på arbejdsmarkedet, den tror jeg ikke, man kan slå tilbage, bare med en ideologisk ændring, for det drejer sig om noget helt fundamentalt omkring kvinders selvstændighed. Og det er da helt sikkert, at hvis der var nogen i en 8. klasse, som sagde:»nå men jeg vil altså være husmor«, så ville folk skraldgrine:»hvem fanden tror du ville betale dig for at gå hjemme?«lone er for tiden i arbejde som tømrer. Hun har en søn på fire år, og bor i et bofællesskab sammen med drengens (drengenes, da der siden er kommet en til) far som er murerarbejdsmand. At vælge både mand, børn og håndværk Ovennævnte kan altså lade sig gøre i dag. Man kan blive accepteret som både mor, kvinde og håndværker. Der er stadig mange, som sætter spørgsmålstegn ved»om man kan klare det«, og der er også stadig en del, der tror, at man vælger at blive håndværker for at finde sig en mand. Men det er ikke de fleste, så det er til at leve med - ihvertfald for kvinder som Lone og Vivette. Der er tilsyneladende også nu mænd, som gerne vil giftes med en håndværker, og som støtter dem i hjemmet og i deres fagvalg. Sådan en mand har både Lone og Vivette. Lone og Vivette har meget forskellige oplevelser af andre kvinder i byggefagene. Lone har ofte arbejdet sammen med andre kvindelige håndværkere, og har haft stor glæde af det. Vivette har kun set nogle andre en enkelt gang, og konstaterer, lidt skuffet, at de bare kiggede på hinanden. Denne forskel kan blandt andet skyldes, at Lone lige fra begyndelsen har været i kontakt med andre kvindelige lærlinge på basisåret. Der var vel en tiendedel kvinder. Vivette derimod var ene med 150 mænd. 92

93 Kvindestrategier og livsformer gennem 200 år Når man nu ser tilbage på disse kvindelige håndværkeres livshistorier, så kan man tydeligt se, at der er sket mange forandringer gennem tiden. Men der er også flere ting, som de forskellige tidsperioder har til fælles. I det følgende gennemgås afslutningsvis nogle emner. Andres opfattelse Vi kan se, at andres opfattelse af kvindelige håndværkere har vekslet. Maria var»den pudsige ener«. Møbelsnedkerne (1893) fremstår som»mandhaftige kvinder«. Ingrid ( 1918) blev også opfattet som en sådan, men var det ikke. Herfra og frem til i dag er der sket en stadig stigning i accepten af, at kvinder kunne være håndværkere, og alligevel være»rigtige kvinder«. Startende med en accept af at de kunne være håndværkere, inden de blev gift, til at de kunne være det indtil de fik børn, til i dag hvor man tilsyneladende både kan være hustru, mor og håndværker og stadig være»en rigtig kvinde«. Den ægteskabelige stilling Et gennemgående træk er, at den ægteskabelige stilling - helt op til i dag - har en afgørende indflydelse på kvindernes måde at håndtere deres situation på. Ganske vist har indflydelsen gjort sig gældende på meget forskellig vis, men at det har været et forhold, som prægede deres muligheder og valg, er blevet klart. Skrædderen Marias muligheder var, på grund af at hun var gift, enten at forsumpe sammen med manden, eller at forklæde sig. Da hun siden fik eget værksted, forblev hun ugift. De to møbelsnedkere (1893) havde ikke ønske om at blive gift, da dette ville sætte en stopper for deres erhverv. De valgte familien fra. Det er måske her, at forklaringen er på, at de begge fremstår som»mandhaftige«: fravalget af børn og mand var bevidst, og voldte dem tilsyneladende ikke de helt store problemer. Der har derimod været problemer for maleren Ingrid. Hun ønskede sig både mand og børn, men fik det ikke, fordi hun var håndværker. 93

94 Krigstidens kvindelige håndværkere fik både mand og børn og en håndværkeruddannelse. Men de holdt op som håndværkere, da de blev gift og har siden stort set været hjemmegående, mens de havde familie at passe. De fire kvinder, vi hører om i perioden fra , er også alle blevet gift og har fået børn. Da børnene var små, var de alle hjemmegående (mere eller mindre frivilligt). De er alle kommet i arbejde, efter at børnene er blevet større, men ingen er i deres håndværk nu. To af dem er blevet skilt. De to vi har som repræsentanter for nutiden, har begge mand og børn. Det kan altså nu lade sig gøre om end det stadig kan have store omkostninger - så som giftige stoffer under graviditet og dårlig samvittighed overfor børn. Begge disse kvinder har mænd, der støtter dem i deres fag og i deres hjem. De der ikke har det, har tilsyneladende svært ved at fastholde sig selv som håndværkere. Der er stadig mange, der holder op som håndværkere, når de får børn. Kontinuiteten i de 200 år består i, at de familiemæssige forhold har stor betydning. Forandringen består i, at betydningen og dens form har vekslet. Arbejdstøjet Et sjovt og enkelt eksempel på forandring er, hvorledes de kvindelige håndværkere har været klædt. Maria brugte mandetøj som forklædning. Sophy og Cathrine har begge arbejdet i kjole med et forklæde over, men i et tillempet mandligt snit (se billede s. 26). Her var der ingen diskussion: man skulle gå i kjole. Ingrid kunne have»haft benklæder«på, men valgte at arbejde i kjole, for at holde fast i at hun ikke ville være en mand. Fra 2. verdenskrig og frem har alle kvinderne uden betænkeligheder arbejdet i»mandearbejdstøj«uden at nogen af den grund troede, de ville være mænd. Holdninger til arbejdet Der er også en vis kontinuitet i, at kvindernes holdning til arbejdet har haft en væsentlig indflydelse på, om der på deres tid kunne findes plads til dem i håndværket. Det er tydeligt, at kvinderne til og med maleren Ingrid har haft den holdning, at de gerne ville være selvstændige erhvervsdrivende. Tænk blot her på deres glæde over eget værksted og forretning. Hvis de ikke havde haft denne holdning, så er det sandsynligt, at de helt havde måttet opgive deres fag. De ville have haft svært ved at få ansættelse som svende. Hele perioden fra 1935 til 1968 er en»blandet landhandel«hvad holdninger til arbejdet angår. Man kan dog se nogle tendenser. Malerne fra Kjellerup har uden større vanskeligheder kunnet droppe deres håndværk til fordel for at blive husmødre. Derimod har de fire fra næste periode haft problemer med dette. De 94

95 fandt, at det på et forholdsvis tidligt tidspunkt ikke var tilfredsstillende at være hjemmegående. To af dem startede på en anden uddannelse, og de to andre forsøgte sig som selvstændige. for at få job indenfor deres fag. Det fremgår tydeligst hos tømreren Ilse. at firmaet kørte ned, fordi hun ikke havde den selvstændige erhvervsdrivendes holdning til arbejdet. Det var ikke lykken for hende at få sit eget værksted. Tværtimod så fandt hun det besværligt at skulle beskæftige sig med al administrationen. Ilse interesserede sig for arbejdet. men for nogle andre udfordringer i dette. end det hun fandt som selvstændig. Hun har også senere videreuddannet sig, for om muligt at kunne få arbejde med netop de udfordringer. hun søger. Tømreren Lones bemærkning om de kvinder. der startede samtidig med hende selv, men som havde nogle andre krav til løn arbejdet end det at tjene penge og have arbejde, er meget rammende. Den siger tydeligt. at der stadig er»karriereorienterede«kvinder. som Ilse. der bliver udlært. men at de på et tidspunkt holder op, netop fordi de har andre krav til arbejdet, end de kan få opfyldt ved blot at få løn. Lone og Vivette er dem som er blevet i håndværket. De har det fint i deres fag. og kan lide ansættelsesformen - som lønarbejdere. Man kan ikke heraf udlede. at der ikke findes kvinder med den selvstændige erhvervsdrivendes livsform i dag, der udmærket kunne nedsætte sig som selvstændige. Dette ville sandsynligvis fungere udmærket - også i dag - men det kræver en anden holdning end den Lone og Vivette har. Hvis de to havde levet for 100 år siden. er det ikke sandsynligt. at det netop var dem, der havde holdt fast ved deres fag. Officiel holdning til kvinder i håndværk»samfundets officielle holdning«har taget en 180 graders drejning i hele perioden. Maria blev betragtet som eneren, hvis fortælling ikke skulle give andre kvinder den ide, at de kunne gøre det samme. Før og under 2. verdenskrig havde man et arbejdsløshedsproblem, der skulle bekæmpes. Der var derfor en negativ holdning til at gifte kvinder - i det hele taget - skulle have arbejde. I l 980'erne er der både fra det offentliges side og fra politisk side blevet ført en kampagne for at få kvinder til at gå ind i mandefag. Dels var der nogle af fagenes arbejdsgivere, der forudså en nedgang i antallet af kvalificeret arbejdskraft. hvorfor man bejlede til kvinderne. Dels var kvindearbejdsløsheden stigende, hvilket man mente kunne løses ved at kvinder gik ind i mandcfag.»og man taler stadig om det«mange ting har ændret sig; men meget af det de gamle har fortalt. kan man som kvindelig håndværker i dag nikke genkendende til. Jeg kan sammen med Ingrid blot undre mig over. at det stadig er nødvendigt at skulle snakke om ligestilling - det skulle jo være en naturlig ting - nu. 95

96

97 Efterskrift Og hvad kan vi så bruge det til? Gid vi dog var flere. Gid vi dog var så mange, at det slet ikke var værd at bemærke, når håndværkeren var en kvinde. Så var der meget, der ville se anderledes ud. Når der er så få kvinder i faget, er tonen og arbejdsklimaet selvfølgelig også derefter. Der skal en vis robusthed til for konstant at være eneren. Derfor er den største forudsætning for, at kvinder kan blive i fagene, at vi kan få nogle flere kvindelige kolleger. En forudsætning er. at det bliver lettere at kombinere arbejde og familieliv. Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvordan man hver især organiserer sit privatliv, men meget er også ens. Problemer omkring børnene for eksempel. Her kommer fagforeningen ind i billedet. Traditionelt stiller fagforeninger jo krav angående løn og arbejdsforhold. Sociale krav har sjældent høj prioritet, især ikke inden for mandefagene. Ret til at blive hjemme når ens børn er syge, og bedre regler ved barsel for både mænd og kvinder, ville lette tilværelsen en del. Disse goder gælder ikke kun for kvinder, men det er nok os, der må presse på, for at få fagforeningerne til også at tage den slags krav alvorligt. Der er selvfølgelig mange grunde til, at kvinder vælger at blive håndværkere. Det vidner denne bog om. Mange forskellige kvinder med forskellig baggrund, men med en fælles lyst til at lære et håndværk på trods af de barrierer, der bliver stillet for os fra mange sider. Det er denne forskellighed, og dog alligevel lighed, der gør historierne spændende. Vi vil forhåbentlig blive flere kvindelige håndværkere i fremtiden. Nok aldrig mange, men forhåbentlig så mange, at vi kan være med til at præge udviklingen på den måde, at det bliver klart for enhver, at familiepolitik og arbejde hører sammen. Inger Iversen og Åse Schmidt 97

98

99 Kilder Den kronologiske oversigt over kilderne ser således ud: Skrædder (udlært ca. 1780): Skillingstryk.»Det i Mandfalkeklæder vidt berciste Fruentimmer.«E. M. Stokkenbech. Haderslev, Første udg Møbelsnedker (udlært 1893): Selvbiografi.»Jeg vilde frem.«sophy A. Christensen. København, Møbelsnedker (udlært 1893): Interview med snedkermester Frk. Cathrine Horsbøll. I:» Verden og vi«nr. 12, d. 21/ Maler (udlært 1918): Interview med Ingrid Ørum. Avisudklip. Maler (udlært 1945): Interview med Aase Mærkedahl. Maler (udlært 1948): Interview med Aase Døssing. Avisudklip og dagbog. Murer (udlært 1951): Interview med Birgit Rugaard. Avisudklip. Tømrer (udlært 1959): Interview med lise Madsen. Murer (udlært 1966): Interview med Vivette Akergren. Avisudklip. Elektriker (udlært 1967): Interview med Hanne Bringgaard. Avisudklip. Murer (udlært 1968): Interview med Lise. (Anonymiseret). Tømrer (udlært 1979): Interview med Lone Thrane. Pjecer fra ligestillingsudvalget, snedker/tømrerforbundets afd

100

101 Supplerende litteratur Berg, R.: Det danske Håndværks Historie. København, Capitalism and Patriarchy. Red. Anna-Birte Ravn m.fl. Serie om kvindeforskning 13. Aalborg Universitetsforlag, Christensen, Lone Rahbek: Hver vore veje. København, Da kvindesagen dukkede op.»kvinden og samfundet«( ). Red. Johanne M. Jensen. Dansk Kvindesamfund/ forlaget April. København, Dansk Socialhistorie, bd København, Dybdahl, Vagn: Håndværkets kulturhistorie, bd København, Hartmann, Heidi: The Unhappy Marriage of Marxism and Feminism. I: Women and Revolution, red. Lydia Sargent. London, Hansen, Eva Hemmer: Blåstrømper, rødstrømper og uldstrømper - Dansk Kvindesamfunds historie i 100 år. København, Kvindekultur. Nord-Nytt nr. 16/17. NEFA-Norden Kvinder, mentalitet og arbejde. Red. Inge Frederiksen og Hilda Rømer. Århus, Kvindfolk, 1-2. En Danmarkshistorie fra 1600 til Red. Anne Margrethe Berg m.fl. København, Lcmche, Gyrithe: Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 år. København, Livsstykker. Red. Lone Rahbek Christensen. København, Nordisk lovoversikt. Viktige lover for kvinner ca Red. Ida Blom og Anna Tranberg. Oslo,

102 Possing, Birgitte: Arbejderkvinder og kvindearbejde i København ca Aalborg Universitetsforlag, Rosenbeck, Bente: Kvindekøn - den moderne kvindeligheds historie København, Skinhøj, Kirsten Thue: Kvinder og mænd i mandefag. København, Vammen, Tinne: Rent og urent - om hovedstadens piger og fruer København,

103

104