Formandsopgøret i Socialdemokratiet

Transkript

1 Formandsopgøret i Socialdemokratiet Svend Auken havde været formand siden 1987, hvor han havde afløst Anker Jørgensen og havde givet Socialdemokratiet stor fremgang ved valget i Men De Radikale og de andre 5 midterpartier ønskede ikke at støtte Auken som statsminister. I 1992 opstod ydermere en række interne partisager, som Auken ikke fik taget hånd om. Modstanden mod ham som formand voksede. Kilde: Mikael Børsting og Andreas Karker, SVEND. En biografi. Lindhardt og Ringhof, Hvert menneske dur til noget kan noget. Der er altid mindst én ting, du er god til. Det gælder bare om at finde ud af, hvad det er. Det er ikke vores politiske modstandere, der skaber vores interne problemer. Det er heller ikke 15 pressen, selv om den konstant sætter kritisk lys på os. Det har nu engang altid været de vilkår, som Socialdemokratiet måtte leve med. Er vi efter ti år i realiteten kommet ét skridt nærmere regeringsansvaret? Det nøgterne, ærlige svar er desværre: Nej! Det nødvendige spørgsmål, vi alle må stille os, er: Hvorfor? Svaret skal vi 20 finde i os selv. Hvis vi ikke har orden i eget hus, så kan vi heller ikke forvente, at andre partier peger på os som et regeringsbærende parti. Hvis vi ikke kan skabe ro, samarbejde og lede vores egen folketingsgruppe hvordan skulle vi så kunne lede en ny regering? Politik er nu engang det, 25 man gør jeg har valgt at gøre det, jeg føler kunne tjene Socialdemokratiets fremtid bedst og styrke os maksimalt, for at komme tilbage til regeringsansvaret. Den nuværende regering får sin sag afgjort i Højesteret. Vi afgør også et hovedspørgsmål i dag

2 på denne kongres ved et demokratisk valg. Der er næsten noget symbolsk i denne forskel 30 mellem dem og os i mere end én forstand, siger Poul Nyrup. Vi står stærkt. Vi er rede til at overtage regeringsansvaret sammen med andre, når, jeg siger ikke hvis, jeg siger, når KV-regeringen bryder sammen. Vi har i virkeligheden kun ét alvorligt 35 problem, og det er os selv, [ ]. Problemet er vores eget manglende sammenhold. Socialdemokratiet har aldrig haft sin styrke i presse eller penge. Pressen er hos andre, vores modstandere, og pengene har altid hos os i partiet været små. Men vi har til gengæld noget uvurderligt, som de andre ikke har. Vi har 40 tusindvis af danskere, der tror på Socialdemokratiets idé, og som er parat til at slås for partiet. Det er folk fra alle aldersgrupper, alle erhverv og alle egne, der gerne vil gøre noget for partiet. For dem er det lysten, for dem er det idéen, for dem er det engagementet, der driver værket. Jeg har været med i aktivt partiarbejde på alle niveauer i 33 år. Og jeg har følt en stærk 45 samhørighed med vores idéer, og med de aktive, jeg har mødt. For mig er mit gamle parti, dets idéer og dets mennesker indbegrebet af, hvad der er godt, hvad der er spændende, hvad der er livsnødvendigt i Danmark. Men hvad er det så, der nu er galt, eller hvad er det, der er gået galt i vores gamle parti? Hvad er det, der knirker? Det er sammenholdet, der knirker. Det er solidariteten, der er sat på prøve. Det er selve livsnerven, der pirkes ved. Lad mig forklare det 50 nærmere. Det er ikke kampvalget, der er noget galt med. Det er et naturligt led i et demokrati, at der er mere end én kandidat til en post. Så snart Poul Nyrup Rasmussen meddelte mig, mandag den 16. marts, at han ville stille op imod mig, hvad der lige til det sidste for mig og mange andre var 55 overraskende, besluttede jeg omgående at sætte mit mandat til rådighed og give en ekstraordinær kongres, ja, lejlighed til at tage stilling. Fire måneders såkaldt valgkamp mellem

3 en næstformand og en formand indtil kongressen i september, fire måneder, det ville splitte partiet. 60 Det er ikke et kampvalg i sig selv, der er noget i vejen med. Nej, det, der er galt, er, at en ledelse, der har været fælles om alle politiske og organisatoriske beslutninger, ikke kan holde sammen, når der er kritik i luften. Man begynder at modarbejde hinanden i stedet for at stå sammen. Det er galt. Hvis vi ikke kan regne med hinanden, så bliver alting meget svært. Det gælder ikke bare i politik, det gælder i alle livets forhold. Men det gælder ikke mindst i vores 65 partis arbejde. Lad mig sige det til os alle sammen, og uden nogen adresse til nogen enkeltpersoner, for jeg tror, vi alle sammen er lidt ramt af det, jeg nu vil sige: Hvis personlige ambitioner og forfængelighed i fremtiden bliver vigtigere kendemærker end hensynet til programmet og vælgerne, så er vi ude på et skråplan. 70 I forvejen er der mange mennesker ude i samfundet, i vores parti som uden for vores parti, der synes, der er for lidt ærlighed og for lidt åbenhed i politik. At der tænkes langt mere på intriger, magtkampe og enkeltpersoner, end der tænkes på vores fællessag. Det må vi gøre alt for at modvirke og alt for at klinke skårene efter i dag, det er vores pligt. Men vi skal være ærlige og erkende, at der er slået skår. Ikke bare i toppen af partiet, men hvad der er værre, 75 hele vejen ned gennem partiet. Jeg vil sige til jer, at uanset hvad der sker, og hvordan I stemmer, så vil jeg, og jeg kan kun tale for mig selv, så vil jeg blive og slås for partiet, så længe jeg overhovedet kan rokke med ørene. [ ] 80 Der er mange, der har det med at true med at gå, jeg har det med at true med at blive. Jeg mister ikke modet, men det kan ærgre mig, I aner ikke, hvor det har ærgret mig, at vi plager os selv med selvskabte problemer, nu hvor vi står så stærkt, og i fællesskab har opnået så mange imponerende resultater. Jeg tror, at den måde, vi bedst kan klinke skårene på, er ved, at jeg bliver genvalgt. Alle ved, at hvis jeg bliver genvalgt, så bliver der ingen lange knives nat, det har

4 85 vi ikke brug for, ingen udrensninger, ingen personforfølgelse. Og jeg vil gøre alt for, at der ingen intriger bliver eller talen bag hinandens ryg. Det livssyn, vi kæmper for i samfundet, må også gælde os selv. Vores venskab, vores sammenhold skal ikke blot stå sin prøve i medvind, det skal vise sin styrke i modvind. De holdninger, vi ønsker at præge samfundet med, må også gælde os selv. 90 Et vigtigt led i diskussionen op til denne kongres har været påstanden om, at personspørgsmål er vigtigere end politik. Og, siger man, det lyder jo godt, det er vi nødt til at erkende. Den slags kaldes noget så fornemt som en analyse. Det kan godt være, at det er en analyse, men jeg er ikke enig i den analyse. Hvis vi gør personerne til det afgørende, hvis det bliver 95 personspørgsmålet og ikke politiske sager, der er det afgørende, så ender dansk politik som amerikansk politik. Så vil partierne hos os, ligesom i Amerika, blive afløst af reklamebureauer. De politiske budskaber fra os og de borgerlige vil blive ens, udvandet til det punkt, hvor ingen længere kan kende forskel. Udvandet til det punkt, hvor den politiske kamp mister sin mening og moral. 100 Pressen vil da med rette bore i politikernes personlige liv. Vi har da selv blottet os og givet efter for den mudderkastning, som vil blive det almindelige, som er blevet det almindelige i USA. Og hvad vil der ske? Befolkningen fravælger det, som er demokratiets vigtigste anliggende: de vil flygte fra det politiske arbejde. Ved I, at i Amerika stemmer kun hver anden 105 vælger ved præsidentvalget? Og mere end to tredjedele af de amerikanske vælgere deltager slet ikke i de lokale valg. Politik bliver et ekspertanliggende for de få, og ingen løser de manges problemer. Hvis Socialdemokratiet slår ind på den vej, så er jeg bange for, hvis jeg må bruge det udtryk, et folkeligt udtryk, så er jeg bange for, at det er dødsruten, vi betræder. Politik og moral kan ikke skilles ad. Politik uden moral bliver magtkamp og hykleri. 110 Vi må vende udviklingen væk og det synes jeg i øvrigt var et fremragende afsnit i Poul Nyrups tale, som vi netop har hørt vi må vende udviklingen væk fra udstødning, arbejdsløshed,

5 ensomhed og utryghed. Det kan vi. Vi har visionerne, vi har de konkrete forslag. Jeg tror, vi kan få det danske folk med os. Vi skal blot vise, at vi har tillid til vores egne idéer, at vi har tillid til 115 vores egne holdninger, at vi har tillid til os selv. At vi kan samarbejde i stedet for at modarbejde. Men det kan ikke ske ved, at vi begynder at efterligne de borgerlige. Lad det være sagt meget enkelt: Vi skal være et hundrede procent socialdemokrater, vi skal ikke være Schlüter minus ti procent. Det er der ingen fornyelse i. Og må jeg så slutte med at citere det mellemste vers af den sang, vi sang, da vi startede: Kæden. 120 Alene er du kun en brik i større magters rænkespil. Men samlet er vi stadigvæk 125 den største enhed, der er til. En kæde smedes led for led. Og hele kædens kraft beror på din og min samhørighed med mennesker på denne jord. 130