Hvordan sikres vækst og velfærd i Grønland? DISKUSSIONSOPLÆG

Transkript

1 Hvordan sikres vækst og velfærd i Grønland? DISKUSSIONSOPLÆG SKATTE- OG VELFÆRDSKOMMISSIONEN MAJ 2010

2 LAYOUT OG GRAFISK PRODUKTION: INFO DESIGN APS NUUK MAJ 2010 FOTOS: KEVIN O HARA og L.SCHMIDT

3 Kapitel 1: Dagens valg morgendagens samfund Grønlands fremtid formes i dag. Selvstyret giver en ny baggrund for at udvikle samfundet og skabe bedre levevilkår og mere velstand. Samfundet og borgerne har oplevet mange fremskridt de senere år levetiden er stigende, flere unge får en uddannelse og mange er i beskæftigelse. Men der er også mange og store udfordringer. Nogle af disse deles med andre lande. Globaliseringen skaber nye økonomiske spilleregler, og en aldrende befolkning stiller særlige krav. Der er også en række særlige grønlandske udfordringer. Et særligt udgangspunkt er en stor geografi med en lille og spredt befolkning. Samtidig er den aktuelle situation hverken holdbar menneskeligt, socialt eller økonomisk. Det afgørende spørgsmål er, hvad der skal til for at løse de mange sociale problemer? Og hvad der skal til for at få en mere selvbærende økonomi, hvor færre familier er dårligt stillet? Der er en sammenhæng. Økonomien bliver ikke mere velfungerende uden en løsning på de sociale problemer, og de sociale problemer kan ikke løses uden en bedre økonomisk udvikling. Det er ikke en umulig opgave, men der er ingen nemme løsninger eller nogen mirakelvej. Det kræver ofre og prioriteringer nu, som først over en årrække vil give resultater. Der må tænkes langsigtet. Hvis man hele tiden er optaget af at lappe huller og løse dagens problemer, får man ikke lagt kursen om. Det er nødvendigt med en række beslutninger og reformer. Selv under de mest optimistiske vurderinger af de store erhvervsprojekter knyttet til naturressourcerne, vil det kræve både en særlig indsats og en stor tålmodighed, før de ønskede resultater viser sig. Skatte- og Velfærdskommissionen vil komme med nogle bud på de mulige løsninger i starten af Men først skal udfordringernes omfang og udseende beskrives. Det stiller vi skarpt på i dette debatoplæg. Når vi har lyttet til de forhåbentlig mange bidrag til debatten, og når vi har analyseret udfordringerne og mulighederne mere systematisk kommer kommissionens bud på mulige løsninger. Der findes ikke kun én rigtig løsning, men derimod en række mulige valg. Kommissionen vil forsøge at bidrage til at gøre valgene og deres konsekvenser klare. Vi håber, at flest muligt vil give deres bidrag til debatten. Det er vigtigt, at alle tager stilling. Du kan læse mere om Skatte- og Velfærdskommissionens opgave og sammensætning på debatoplæggets sidste side. Status quo er ikke en mulighed Den nuværende situation er ikke holdbar. Den offentlige sektor er hårdt presset økonomisk, og presset bliver større. Der bliver væsentligt flere ældre, der skal forsørges. Samtidig får mange unge ikke en uddannelse, og de har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet. Andre unge klare sig godt, men for mange vælger at bosætte sig i udlandet. 3

4 Stigende sociale problemer er i sig selv et problem, men presser også de offentlige finanser. Samtidig stiger kravene til, hvad det offentlige sundhedsvæsen skal stille til rådighed til borgerne. Kort sagt: Velfærdssamfundets finansiering hænger ikke sammen på sigt. Udgifterne vil simpelthen løbe fra indtægterne. Dette er i sig selv et problem, men afspejler en række underliggende sociale og økonomiske ubalancer. En selvbærende økonomisk udvikling kræver en bedre uddannet arbejdsstyrke og strukturændringer. Samtidig skal der være gode vilkår for at tiltrække virksomheder og sætte nye erhvervsprojekter i gang. Vilkårene for den økonomiske udvikling ændres også. En meget lille økonomi er nødt til at være meget åben i forhold til omverdenen. Det gælder i forhold til handel, men også for at tiltrække arbejdskraft, ekspertise og kapital. De internationale økonomiske spilleregler ændres løbende, og det stiller nye og anderledes krav. Det eksisterende system er ikke selvbærende, og efterlader mange uløste problemer. Dagens situation er ikke holdbar. Status quo er ikke en mulighed. 4

5 Kapitel 2: Det grønlandske velfærdssamfund Ambitionerne til det grønlandske samfund er og bør være høje. Dette diskussionsoplæg tager udgangspunkt i et politisk ønske, om en fortsat udvikling af velfærdssamfundet med hovedvægt på: At højne befolkningens levestandard og levevilkår At give alle mulighed for at udnytte evner og motivation til uddannelse og gennem beskæftigelse at blive selvforsørgende og bidrage til samfundet At udjævne forskelle i indkomst og levevilkår, og give lige vilkår for deltagelse i samfundslivet At sikre et velfungerende socialt sikkerhedsnet for samfundets svage og udsatte grupper Grønland har sine egne forudsætninger og muligheder. Derfor kan og skal den grønlandske velfærdsmodel ikke være en kopi af andre landes modeller. Målsætningerne ovenfor deles med de skandinaviske lande. Den skandinaviske velfærdsmodel kan give inspiration. Den har vist, at det er muligt at forene en høj levestandard med en relativ lige fordeling af muligheder og resultater. I de skandinaviske lande er den offentlige sektor stor og derfor er skattetrykket højt, men samtidigt har man sikret et dynamisk erhvervsliv. Nøglen til dette har været en stor fokus på uddannelse og på deltagelse i arbejdslivet. Den skandinaviske velfærdsmodel er ikke en problem- eller krisefri model, men den har vist sig robust via en løbende proces med tilpasninger og forandringer. Velfærdssamfundet har mange opgaver. En er at skabe acceptable levevilkår for alle og at skabe sikkerhed og tryghed. Det sker via det sociale sikkerhedsnet og børnepasning, sundhedsvæsen, ældrepleje osv. En anden hovedopgave er, at flest muligt får lige muligheder for at deltage i samfundslivet og udvikle evner og talent gennem uddannelse. Dette er også forudsætningen for at have en veluddannet arbejdsstyrke og dermed et højt beskæftigelses- og velstandsniveau. Hvis ikke disse ting er på plads, vil det også på sigt være vanskeligt at finansiere et veludbygget velfærdssamfund. Den grønlandske situation er et udgangspunkt med en lavere levestandard og en større ulighed og flere sociale problemer end i de skandinaviske lande. Dette kunne tale for at udvide velfærdssamfundet. Imidlertid er den offentlige sektor allerede meget stor og faktisk relativt større end i de skandinaviske lande. Her er et afgørende dilemma. Et større antal offentligt ansatte eller flere offentlige udgifter vil gøre det meget svært at styrke erhvervsudviklingen. Det er nødvendigt også at sætte den offentlige sektor til debat. Løser den de rigtige opgaver? Er opgaveløsningen tilstrækkeligt målrettet? Og sker det på den bedste og mest effektive måde? Grønlands vigtigste ressource: menneskene Udviklingen skal være bæredygtig det gælder i forhold til natur og økonomi, men også mennesker. I dag spildes menneskelige ressourcer. Mange børn og unge har en dårlig opvækst, mange får ikke en uddannelse, mange har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet, mange har misbrugsproblemer, og mange har en lav levestandard. Dette er ikke en holdbar situation, og det går ud over levevilkårene. 5

6 Uden en bedre forvaltning af de menneskelige ressourcer kan velfærdssamfundets mange mål ikke indfries men der er en sammenhæng. En bedre forvaltning af de menneskelige ressourcer gør det også nemmere at understøtte en økonomisk udvikling. Dette kan ikke lade sige gøre, uden at flest muligt deltager og uden en veluddannet og velfungerende arbejdsstyrke. De menneskelige ressourcer er den helt afgørende faktor for fremtidens Grønland. En økonomisk udvikling forudsætter en udvikling af erhvervsmulighederne, så de omsættes i vækst, beskæftigelse og højere levestandard. Dette skal baseres på naturressourcer. Skal dette være til gavn for både nulevende og fremtidige generationer, forudsætter det en naturmæssig bæredygtig udvikling. En bæredygtig udvikling forudsætter også en velfungerende offentlig sektor, der løser velfærdssamfundets opgaver, og som har balance mellem indtægter og udgifter. Fattigdom og ulighed bekæmpes bedst ved, at flest muligt kan forsørge sig selv på et acceptabelt niveau. Lykkes det, vil det også skabe større skatteindtægter og færre udgifter til sociale ydelser. Velfærdssamfundet Det grønlandske velfærdssamfund giver den enkelte en række rettigheder. Det gælder i form af uddannelse og sundhed, og det gælder i forhold til det sociale sikkerhedsnet. Dette finansieres via skatter og afgifter samt overførsler fra udlandet. Systemet har således et stort kollektivt element og forudsætter solidaritet. Alle har rettigheder i velfærdssamfundet, men også en forpligtigelse til efter evne at bidrage til systemet. Velfærdssamfundets solidaritet har to dimensioner. Den ene er mellem de smalle og brede skuldre. For at velfærdssamfundet kan tilbyde sikkerhed og tryghed og tage sig af samfundets svageste, er det nødvendigt, at de stærke bidrager til fællesskabet. Det sker reelt via beskæftigelse og skattebetalinger. Den anden dimension går på tværs af generationer. Det typiske mønster er, at den enkelte især har megen glæde af velfærdssamfundet som ung (børnepasning og uddannelse) og gammel (ældrepleje, sundhedsvæsen og pensioner) og især bidrager gennem skattebetalinger som erhvervsaktiv. Dette system har mange fordele og kaldes nogle gange en samfundskontrakt. Kontrakten kan kun fungere, hvis den har opbakning. Systemet skal opfattes som rimeligt, retfærdigt og effektivt, ellers vil der ikke være støtte til at opretholde en stor offentlig sektor og et højt skatteniveau. Systemet kan ikke klare alle opgaver og bryder sammen, hvis der ikke er et ansvar over for fællesskabet. Alle kan ikke kun få, og alt kan ikke være samfundets skyld. Velfærdssamfundet forudsætter således, at den enkelte og familien tager ansvar: På den måde bliver der overskud og frihedsgrader til at tage sig af de svage i samfundet. 6

7 Kapitel 3: Det grønlandske udgangspunkt Den økonomiske udvikling har været nogenlunde de senere år. Der har været vækst, og arbejdsløsheden er relativ lav. Men set i et længere perspektiv og i forhold til udviklingen i andre lande er udviklingen ikke acceptabel. Grønland har en lav gennemsnitsindkomst i forhold til de nordiske lande, og forskellen bliver større. Økonomien er sårbar, da den er meget afhængig af fiskeriet primært på rejer og hellefisk. Samtidig er den offentlige sektor stor, og den offentlige sektor ejer mange virksomheder. Den egentlige private sektor er derfor meget lille. Vækst forudsætter en omflytning af arbejdskraft fra både fiskeriet og den offentlige sektor til andre erhverv. Uden dette vil der ikke være adgang til en tilstrækkelig stor og kvalificeret arbejdsstyrke, og mulighederne for at sætte en vækstproces i gang vil være begrænsede. En lille befolkning spredt over et stort land, og som samtidig har lange afstande til nærmeste nabolande og dermed samhandelspartnere, giver særlige vilkår for en økonomisk udvikling. Dette gælder både i forhold til omkostninger og besvær ved transport, men også i forhold til at udnytte stordriftsfordele. Under disse vilkår er det også mere vanskeligt at sikre en effektiv konkurrence i den private sektor. Udgangspunktet er sværere, og derfor er kravene større, hvis det skal lykkes. En lille befolkning kan ikke alt og må specialisere sig. Dette gælder i forhold til erhvervsliv og produktion. Men det gælder også på andre områder, f.eks. uddannelse. Hvis man vil det hele, er der en stor risiko for, at det ender med lidt af hvert, uden at noget bliver særligt godt. En selvstændig og selvbærende økonomi indebærer ikke, at man skal have en kopi af alt, hvad større lande har. Bliver tingene for små, er det svært at få udvikling og samspil. En kritisk masse er afgørende på mange områder. Det gælder både i forhold til at skabe udvikling og dynamik, og i forhold til omkostninger og ressourceforbrug. Den geografiske situation er en væsentlig faktor i denne sammenhæng. Det er ikke realistisk at skabe de samme muligheder og vilkår overalt i landet. Grønland er sårbar i forhold til at sætte en vækstproces i gang. De mulige erhvervsudviklingsprojekter er alle store i forhold til størrelsen af den grønlandske økonomi. Samtidig er de knyttet til udnyttelse af naturressourcer, der geografisk er placeret anderledes, end befolkningen er bosat. Kravene til arbejdsstyrken, mobilitet og social omstillingsevne er store for at omsætte dette til en gunstig udvikling. Den offentlige sektor Landets offentlige sektor er stor. Det offentlige har ansvaret for centrale velfærdsopgaver som børnepasning, uddannelse, sundhed og ældrepleje m.m. og for det sociale sikkerhedsnet. Det har den konsekvens, at lidt mere end 50 % af de samlede økonomiske ressourcer forvaltes via den offentlige sektor. Set i forhold til indkomster skabt i landet er andelen ca. 75 %. Omkring 44 % af de beskæftigede er ansat i den offentlige sektor. 7

8 Figur 1: Hvad bruges pengene til? 26% Social beskyttelse 19% Undervisning 5% Andet Kilde: Grønlands Statistik. 4% Fritid, kultur og religion 17% Overordnede offenlige tjenester 11% Økonomiske anliggender 1% Miljø 4% Boliger m.m. 13% Sundhedsvæsen Den offentlige sektor er også involveret både i boligsektoren og i erhvervslivet mere generelt. Medregnes dette er det over 60 % af de beskæftigede, der direkte eller indirekte er afhængig af den offentlige sektor. Det er helt afgørende for denne velfærdsmodel at sikre et højt beskæftigelsesniveau for befolkningen. Det er en målsætning i sig selv at give den enkelte mulighed for at være selvforsørgende. Det er også en væsentlig forudsætning for at kunne sikre en lige indkomstfordeling. Men det er også helt afgørende for velfærdssamfundets finansieringsgrundlag. Hvis mange er uden beskæftigelse, vil der være større udgifter i det sociale sikkerhedsnet og færre skatteindtægter. Den finansielle balance forskubber sig, og det bliver nødvendigt enten at ty til besparelser eller skattestigninger. Omvendt, hvis beskæftigelsen stiger, gavner det de offentlige finanser både ved at spare overførselsindkomster og tilskud samt via øgede skatteindtægter. Effekten er stor. Hvis en person i et år skifter fra at modtage offentlig hjælp til at være i beskæftigelse vil det forbedre de offentlige finanser med hele kr. Ingen får så meget i offentlig hjælp, men der er en dobbelt effekt. Der spares udgifter til offentlig hjælp, og der kommer større skatteindtægter. Vækst og velstand Levestandarden er i dag højere, end hvad den økonomiske aktivitet og dermed produktionen i sig selv kan understøtte. Målt ved den gennemsnitlige produktion pr borger, er produktionen i Grønland ca kr. mindre end i Danmark. Forskellen i disponibel indkomst er dog kun ca kr. Årsagen er bloktilskuddet fra Danmark og overførsler fra EU. Gennemsnitsvæksten i produktionen pr person har siden 1990 været ca. 2 % om året i de fleste OECD-lande. For Grønland har væksten kun været 1 %. De andre lande vokser med andre ord fra Grønland! Figur 2: Indkomst og forbrugsmuligheder pr person i Grønland og Danmark Note: Produktion er bruttonationalproduktet pr. indbygger. Produktion plus tilskud er disponibel bruttonationalindkomst pr. indbygger. Kilde: Grønlands Statistik og Danmarks Statistik. 8

9 Udfordringen er tydelig. Udgangsniveauet er lavere, og de andre lande har mere fart på. Med selvstyret ligger bloktilskuddet fast og bliver kun korrigeret for inflation. Derfor kan levestandarden kun forbedres, hvis der kommer gang i en erhvervsudvikling. Det er helt afgørende at få skabt bedre vilkår for vækst. Uden vækst ingen forbedring i levestandarden. Uden vækst vil beskæftigelsesudviklingen være ringe, og det vil medvirke til øge ulighed. Erfaringer fra andre lande viser, at vækst typisk er kendetegnet ved: Stigende uddannelsesniveau Teknologisk fornyelse ny viden og nye produkter kræver ny teknologi Kraftig specialisering af produktionen og dermed jobfunktioner for at udnytte arbejdsdelingens fordele Store omstillinger, da udviklingen både fjerner gamle jobs og produktion og skaber nye jobs og produktion Geografisk omplacering og koncentration af produktion og befolkning Hvordan får man mest ud af de store erhvervsprojekter? For at få mest muligt ud af de store potentielle erhvervsprojekter er det helt afgørende, om de gennemføres med udenlandsk eller grønlandsk arbejdskraft. Betragt et projekt, hvor der er brug for f.eks. bygningsarbejdere, håndværkere m.m. Antag, at den årlige aflønning er kr. pr. ansat, og denne udgift er den samme for virksomheden, uanset om der er tale om udenlandsk eller grønlandsk arbejdskraft. I tilfælde af udenlandsk arbejdskraft antages kr. af lønnen at være værdi af kost og logi svarende til den faktiske værdi heraf. Tabellen viser konsekvenserne for produktion i Grønland (BNP), disponibel indkomst til grønlændere (disponibel BNI) og de offentlige finanser, afhængig af, om jobbet besættes med en udlænding eller en modtager af offentlig hjælp eller en fanger. Tabel 1: Årlige samfundsøkonomiske effekter af besættelse af 1 job med enten indenlandsk eller udenlandsk arbejdskraft BNP Disponibel Offentlige BNI finanser Kr. Kr. Kr. Udenlandsk arbejdskraft Grønlandsk arbejdskraft Offentlig hjælp Erhvervsfanger Note: En person på offentlig hjælp antages at modtage kr. i offentlig hjælp. Erhvervsfangeren antages at have en løn på kr. Husleje for begge antages at være kr. Der er regnet med en skattesats på 42 %, personfradrag kr., standardfradrag på kr. BNP er bruttonationalproduktet og dermed den samlede produktion i Grønland. Disponibel BNI (bruttonationalindkomst) er BNP korrigeret for nettooverførsler med udlandet (bloktilskud samt EU). Eksemplet viser, at det er væsentligt at sondre mellem effekten af projektet for produktionen i Grønland (BNP) og for disponible indkomster (Disponibel BNI) og de offentlige finanser. De to sidste effekter er afgørende for den økonomiske udvikling i Grønland. Omsættes projekterne i beskæftigelse af grønlandsk arbejdskraft, vil det også have en afgørende effekt på indkomstfordelingen flere vil få en højere indkomst. 9

10 Vækst skal baseres på et lands særlige fordele og muligheder. For Grønland er det knyttet til udnyttelse af naturressourcerne (fiskeri, mineraler, olie, energi og turisme). At udnytte dette potentiale afhænger ikke alene af omfanget og tilgængeligheden af ressourcerne, men også af en lang række andre forhold. En særlig udfordring er, at mange af projekterne er store i forhold til landets befolkning. Der er derfor et behov for kapital og ekspertise ude fra. Samtidig er de fleste af disse projekter lokaliseret skævt i forhold til befolkningens beboelsesmønster, og transport er besværligt og dyrt. Der knytter sig store forhåbninger til de store erhvervsudviklingsprojekter baseret på udnyttelse af naturressourcerne. Men der er stor usikkerhed om, hvor mange af og hvornår disse projekter kan realiseres. Selvom projekterne kommer i gang, er de ikke nogen patentløsning. Hvis projekterne sættes i gang skaber det mere produktion. For samfundet kan de fulde effekter kun høstes, såfremt projekterne i størst muligt omfang gennemføres med grønlandsk arbejdskraft. Sker dette, vil det klart bidrage både til at øge befolkningens indkomster og levestandard og til at forbedre de offentlige finanser. Udfordringerne knyttet til de mulige erhvervsprojekter er derfor meget store. Kan de realiseres? Kan arbejdsstyrkens kvalifikationer og mobilitet øges, så projekterne kan komme befolkningen til mest mulig gavn? Kan den sociale omstilling håndteres, så der ikke skabes yderligere sociale problemer? Et positivt udfald stiller store krav, ikke mindst til befolkningen, uddannelsessystemet, arbejdsmarkedspolitikken og boligpolitikken. 10

11 Kapitel 4: Generationskæden Velfærdssamfundet går i arv, og er bygget op om en generationskæde. Det er en væsentlig opgave for velfærdssamfundet at sikre gode opvækstvilkår og uddannelse for børn og unge. Det er vigtigt, at de voksne kan være selvforsørgende og have et godt liv, og via skattebetalinger sikre velfærdssamfundets finansiering. Og der skal være anstændige forhold for de ældre i form af pensioner, ældrepleje og sygehusvæsen. Omkring dette sikrer det sociale sikkerhedsnet en tryghed og sikkerhed gennem livet. Velfærdssamfundet kan ikke fungere, hvis generationskæden ikke kører rigtigt. Hvis mange børn og unge får en skæv start på livet, vil det gå ud over livsvilkårene som voksen. Det bliver svært at være selvforsørgende, og velfærdssamfundet får yderligere problemer at løse. Det presser også mulighederne for at tage sig af samfundets ældre. Lige muligheder for alle børn? Det er en væsentlig målsætning for et velfærdssamfund at sikre ordentlige og trygge opvækstvilkår for børn og unge. Dette er en værdi i sig selv, men har også stor betydning for den senere udvikling i livet. Det vigtigste råstof er børnene. De er forudsætningen for fremtidens Grønland. De tidlige år er helt afgørende for et barns udvikling, indlæring og sociale kompetencer. De fleste børn og unge i Grønland trives og har et godt børneliv, og det giver dem en god start på livet. Desværre er det ikke tilfældet for alle: Mange børn har trivselsproblemer. 15 %. af pigerne og 25 % af drengene i skolealderen har trivselsproblemer En del familier har svage ressourcer på et eller flere områder. 62 procent af familierne har stærke ressourcer, mens 12 % har samlet set svage ressourcer. Det dækker blandt andet over at, at 35 % af familierne har svage økonomiske ressourcer, 29 % af familierne har forældre med svage uddannelsesmæssige ressourcer og 26 % af familierne har forældre med svage omsorgsmæssige ressourcer Alkohol og vold spiller en fremtrædende rolle i mange hjem. F.eks. har 62 % af unge angivet, at have oplevet alkoholproblemer i nærmeste familie Der forekommer mange seksuelle overgreb på børn og mange forældre har selv været udsat for seksuelle overgreb. Op mod 1/3 af pigerne og noget mindre for drengene har været udsat for seksuelle overgreb Selvmord og selvmordstanker blandt børn og unge er et stort problem og en klar indikation på trivselsproblemer. Hyppigheden af selvmord blandt unge under 24 år er ca. 30 gange højere i Grønland end i Danmark Mange børn og unge er anbragt uden for hjemmet Børn i yderområder og bygderne i særligt Nord- og Østgrønland er generelt mere udsatte end børn fra de større byer 11

12 Negativ social arv kan gøre opvæksten problemfyldt, og giver ofte en problematisk skolegang og derfor manglende succes i uddannelsessystemet. Det giver en dårlig indgang til arbejdsmarkedet og medfører derfor hyppige jobskift, arbejdsløshed og marginalisering. Oveni kommer misbrugsproblemer og sociale problemer med ustabile parforhold og et problemfyldt familieliv. Dermed er der en stor risiko for en negativ spiral, hvor børnene oplever en vanskelig opvækst, og derfor har en stor risiko for at gennemleve det samme forløb som forældrene. Figur 3: Negativ social arv Udfordringer på børne- og ungeområdet er mange og store. Men perspektiverne er derfor også store i relation til forbedringer af livsvilkår og udvikling, og dermed også senere muligheder på arbejdsmarkedet. Det er vigtigt med en tidlig indsats. På den måde kan man gøre en større forskel. En tidlig indsats er ofte også både nemmere og mindre omkostningsfyldt. Skolen er det vigtigste springbræt videre i livet for alle børn. Derfor er det afgørende at støtte udsatte børn og unges i netop deres skolegang. Trivsel og faglighed i skolen er tæt forbundet. Derfor vil bedre trivsel for udsatte børn skabe et større fagligt udbytte, så flere kan klare sig videre i en ungdomsuddannelse. Der er behov for en stor indsats, og der skal sættes ind mange steder for at løse problemerne og bryde den negative spiral i den sociale arv. Mange initiativer har været gennemført på dette område, og der er også lyspunkter. Generelt er der imidlertid meget lidt erfaringsopsamling og viden om resultaterne. Hvad virker? Hvad virker ikke? Uddannelse Uddannelse er en central målsætning i velfærdssamfundet. Uddannelse er vigtig for den enkelte persons udvikling og for at udvikle evner og motivation. Det er også afgørende for aktiv deltagelse i et demokratisk samfund. Samtidig er mulighederne på arbejdsmarkedet og dermed for selv- 12

13 forsørgelse tæt knyttet til uddannelse. Uddannelse er derfor også væsentlig for at udligne indkomstforskelle. For samfundet som helhed er en veluddannet arbejdsstyrke en forudsætning for vækst. Set fra et samfundsmæssigt perspektiv er der således både store kvantitative og kvalitative krav til uddannelsessystemet. Flest mulige skal på basis af evner og motivation have mulighed for at uddanne sig, og indholdet i uddannelserne skal have et højt niveau. De kvalitative krav knytter sig til mulighederne for at gå videre i uddannelsessystemet, men også til at sikre uddannelser på internationalt niveau. Det sidste er vigtig for at give de uddannelsessøgende adgang og indsigt i viden på et internationalt niveau. Også fordi de samfundsmæssige krav til uddannelsesniveauet skal ses i forhold til internationale standarder, der er afgørende for konkurrenceevne etc. Folkeskolen er uddannelsessystemet grundsten. Mange børn har stor glæde og udbytte af folkeskolen. Desværre er der også mange, der ikke trives i skolen. og som forlader skolen uden motivation og tilstrækkelige forudsætninger for at gå videre i uddannelsessystemet. Skolen har også svære forudsætninger, hvis mange børn møder op med sociale problemer. Folkeskolerne fungerer ikke lige godt, og har ikke de samme muligheder i bygderne som i byerne. Flere unge får en uddannelse, men der er lang vej til at sikre, at de fleste får en kompetencegivende uddannelse. Nogle af hovedproblemerne er: Mange elever får ikke folkeskolens afgangsbevis I de fleste afgangsprøver får elever fra bygder lavere karakterer end elever fra byerne og har dermed dårligere forudsætninger for at gennemføre en uddannelse Omkring halvdelen af en ungdomsårgang får ikke en kompetencegivende uddannelse Mange kommer sent i gang med uddannelse. Kun ca % af en årgang går direkte i gang med en gymnasial eller erhvervsfaglig grunduddannelse efter folkeskolen. 2 år efter endt skolegang er andelen kun oppe på ca. 42 % Stort frafald: der er et frafald på omkring ¼ i de fleste uddannelser Er der andre løsninger? Folkeskolen er et kerneområde. Det kan også bruges som udgangspunkt for en diskussion om muligheder for at nå længere ved at gå nye veje. Problemet med mangel på uddannede lærere er klassisk. Tallene viser imidlertid en ganske god dækning med uddannede lærere i international sammenligning. I folkeskolen er der 11.0 elever pr uddannet lærer, mens der f.eks. i Danmark er 11,2 elever pr lærer. Og når de ikke uddannede lærere medregnes er der i Grønland kun 8,1 elever pr. underviser. Som følge af geografien er der store forskelle på tværs af skoler, hvor små skoler generelt har færre elever pr. lærer, og de fleste uddannede lærere befinder sig i de store byer. Denne sammensætning er særlig problematisk, da undersøgelser af indlæring peger i retning af, at klassekvotienten (inden for en vis grænse) ikke har den store betydning for indlæring, hvorimod lærerens feedback til eleven, lærerens klarhed og struktur i undervisningen samt relationen mellem lærer og elev har stor betydning. Det er et spørgsmål om diskussionen om folkeskolen for længe har været fastlåst omkring et ideal om en lokal folkeskole over hele Grønland med en tilstrækkelig dækning af uddannede lærere på alle klassetrin. En sådan model har vist sig ikke at være realiserbar grundet den grønlandske geografi og rekrutteringsmæssige begrænsninger inden for realistiske økonomiske rammer. Der er grundlag for at overveje hele folkeskolens struktur og sammentænke den med brug af nye læringsmetoder og ny informationsteknologi. Givet den spredte geografi kan man spørge, om ikke Grønland burde være et forgangsland i undervisning baseret på informationsteknologi? 13

14 Situationen på uddannelsesområdet er problematisk. Ikke mindst når man tager i betragtning, at der bruges mange ressourcer på uddannelse. Sammenlignet med andre lande ligger Grønland i top med hensyn til brug af ressourcer på uddannelse. Kort sagt: Resultaterne står ikke mål med indsatsen. Der er behov for en massiv indsats over en bred front over en længere årrække. Det skal sikres: At folkeskolen fungerer og sikrer, at så mange som muligt aflægger prøver og kommer videre med et uddannelsesforløb en særlig indsats er påkrævet for bygdeeleverne At der sideløbende med og i folkeskolen sættes fokus på at tage særlig hånd om børn med dårlig trivsel At efterskolerne øger de unges læring og modenhed, således at deres videre forløb i uddannelsessystemet bliver nemmere. Der er behov for særlige tilbud for bygdeelever At der er en effektiv indsats rettet mod de unge, som ikke umiddelbart efter folkeskolen kommer i gang med et uddannelsesforløb At flere unge får en uddannelse forsinkelser skal mindskes og indsatsen mod frafald skal øges Det er nødvendigt at gentænke hele strukturen af uddannelsessystemet. Givet betydningen af disse forhold er det slående, at den eksisterende viden om årsagerne til problemerne i uddannelsessystemet og effekterne af den store samfundsmæssige investering ikke er bedre belyst. Udvandring - hvordan vendes strømmen? Der fødes mange børn i Grønland, men alligevel har befolkningstallet været stort set konstant igennem mange år. Årsagen er en systematisk nettoudvandring af personer født i Grønland. Mens der hvert år i gennemsnit er en udvandring på personer, så er indvandringen kun på omkring 750 personer. I gennemsnit betyder det et tab af 350 personer om året. Figur 4: Ind- og udvandring Personer født i Grønland Kilde: Grønlands Statistik. Vandring mellem lande har mange fordele: Nogle rejser ud for at gå i skole (efterskole), for at få en uddannelse og for at lære andre samfund at kende. Andre rejser ud for at arbejde og få erfaring. Når disse personer kommer tilbage, har de ny viden, kontakter og inspiration. Det er en gevinst for den enkelte, og det giver samfundet en bedre uddannet og kvalificeret arbejdsstyrke. Grønland kan ikke være selvforsynende med alt. Det gælder ikke mindst på uddannelsesområdet. For mange uddannelser vil det være både bedre og billigere at tage en uddannelse i udlan- 14

15 det. Det gælder især for særligt specialiserede uddannelser. Løsningen er ikke at bekæmpe vandringer. Åbenhed og vandringer er helt afgørende, men man skal have det bedste ud af det. Der er tegn på problemer. Selvom mange unge vender tilbage efter et eller flere år i udlandet, er slutresultatet en nettoudvandring for alle aldersgrupper. Det er forventeligt, at ikke alle vender tilbage mange stifter familie osv. og der kan være mange andre grunde. Men en systematisk tendens til nettoudvandring er problematisk. Det er et stort problem for den fremtidige erhvervs- og velfærdsudvikling, hvis udvandringen især sker blandt de unge og veluddannede. Frugterne af uddannelsesindsatsen bliver i disse tilfælde ikke høstet i Grønland. Grønland mister en del af de unge og uddannede, som kunne være med til at skabe grundlag for den fremtidige vækst i samfundet. Fra undersøgelser i Danmark ved man, at mange uddannede grønlændere er bosat i Danmark og er i beskæftigelse Men der er også en del, som er modtagere af forskellige former for sociale ydelser. Begge forhold er en indikation på problemer. Det er et problem, at man ikke kan holde på uddannede grønlændere. Samtidig undervurderes de sociale problemer ved alene at se på forholdene for personer i Grønland. Flere ældre er positivt men også en udfordring Levetiden er stigende i Grønland. Dette er positivt og tegn på forbedringer i levestandard og sundhed. Stigningerne skyldes både et fald i spædbørnsdødeligheden og at flere bliver gamle. Stigningerne er betydelige, fra 1970 til 2008 er middellevetiden for kvinder steget fra 65,1 til 71,6 og for mænd fra 57,4 til 66,6. I Grønlands Statistiks befolkningsfremskrivning forventer man, at middellevetiden i 2030 stiger til 74 år for kvinder og 70 år for mænd. Og det kan ikke udelukkes, at disse fremskrivninger er til den forsigtige side, og stigningerne bliver større. Flere ældre stiller også krav til velfærdssamfundet. Flere skal forsørges via pensioner, og der bliver et større træk på sundhedsvæsenet. Det forskubber balancen mellem dem, der forsøger og dem, der skal forsøges. I dag er de personer i aldersgruppen 65 år og ældre. I 2040 vil der være Det er godt og vel en fordobling. Samtidig vil antallet af årige være stort set konstant. Selvfølgelig er der usikkerhed om de præcise talstørrelser. Men retningen er klar. Der bliver væsentligt flere ældre at forsørge. Figur 5: Forsørgerbrøken ældre i forhold til mulige erhvervsaktive Note: Antal ældre (65 år eller mere) i forhold til antal personer i alderen år. Kilde: Hovedscenariet i befolkningsfremskrivning udarbejdet af Grønlands Statistik. Grønlands Statistik. 15

16 16 Konsekvensen bliver, at velfærdssamfundet vil opleve store udgiftsstigninger. Og det selvom man alene opretholder de tilbud, der kendes i dag. Kort sagt, udgifterne vil løbe fra indtægterne, og der vil være et systematisk finansieringsproblem. Størrelsesordenen er stor. Beregninger viser, at der med dagens ordninger i takt med den ændrede aldersstruktur opstår et stort udgiftspres. Udgifter på ældreområdet udgør i dag knap 700 mill. kr. eller 4,5 % af de samlede indkomster og vil i 2040 udgøre mill. kr. eller 10,5 % af de samlede indkomster. Det er en væsentlig opgave for velfærdssamfundet at sikre anstændige vilkår for de ældre medborgere, og derfor er det et væsentligt spørgsmål, hvorledes dette udgiftspres skal finansieres.

17 Kapitel 5: Krav og opgaver for velfærdssamfundet Boliger Boligstandarden er forbedret markant over de senere år, og mange bor i gode og tidssvarende boliger. Der er dog store forskelle mellem byer og bygder. Boligsektoren lider under en række problemer. Den mest alvorlige er mangel på boliger i de store byer. Det bremser mobiliteten af arbejdskraft, og det har negative konsekvenser for arbejdsmarkedet. Det er også en barriere for unges mulighed for uddannelse og forværrer en række sociale problemer. Samtidig er adgang til boliger et lotteri gennem ventelister og uigennemskuelige systemer for vakantboliger. Uklare regler for udstykning af grunde begrænser privates muligheder for at opføre boliger. Kort sagt: Boligmarkedet er uigennemskueligt, og man kan diskutere, om der overhovedet er noget marked. Meget få betaler den egentlige omkostning ved at bo. Der gives tilskud til boliger på to måder. Den synlige er via boligsikring. Men der er også mindre synlige, men væsentlige tilskud. De tre væsentligste kilder er: Selvstyret ejer jorden, men stiller den gratis til rådighed for boligejerne Store finansieringstilskud til opførelse af lejeboliger For ejerboliger er der fradrag for renteudgifter, men ingen beskatning af værdi af egen bolig eller kapitalgevinster Tilskuddene til boliger er store. For en typisk ny lejebolig er der tale om et tilskud på kr. om måneden alene via finansieringstilskuddet. Her er der ikke taget hensyn til den gratis grundleje eller boligsikring. Det er naturligt, at et velfærdssamfund gør det muligt for alle også familier med lav indkomst og/eller mange børn at kunne bo i en rimelig bolig. Dette sker via boligsikring. Denne del af boligpolitikken er synlig. Man kan præcist se, hvad den betyder og koster. Og man kan diskutere, om ordningen er indrettet hensigtsmæssigt. 17

18 Problemet er de mange og uigennemskuelige tilskud. Det forvrider boligmarkedet, at ingen kender den reelle pris ved at bo. Boligefterspørgslen bliver større, end hvis man skulle betale den reelle pris. Det skaber øget mangel på boliger. Mobiliteten bliver også for lav, da mange vælger at blive boende i store boliger også efter, at børnene er flyttet. Tilskuddene skal også finansieres. De synlige tilskud skaber direkte udgifter til boligfinansiering. De usynlige tilskud viser sig reelt ved mindre indtægter fra grundleje/indtægt samt værdi af egen bolig og/eller kapitalgevinster. Samlet set får politikken store konsekvenser for både udgifter og indtægter for den offentlige sektor. Man kan ikke lave mirakler. Heller ikke på boligområdet. Man kan ikke stille boliger til rådighed for hele befolkningen til en lavere pris end den reelle omkostning. Forskellen skal finansieres, og det sker via skatter og afgifter. Med den ene hånd gives der boligsubsidier og med den anden kræves højere skatter ind. Det er langt fra klart, om den førte boligpolitik har sikret en mere rimelig fordelingsprofil. Meget kunne tale for det modsatte, da mange højindkomstgrupper også har glæde af systemet. Men med sikkerhed har man fået gjort det hele mere uigennemskueligt uden at have løst problemerne på boligmarkedet. Og helt sikkert har man fået højere skatter og afgifter med en negativ effekt for arbejdsudbud og beskæftigelse til følge. Velfærdssamfundet møder stigende krav hvordan tackles de? Krav og forventninger til velfærdssamfundet udvikler sig hele tiden. Samfundet ændrer sig, og mulighederne ændrer sig. Det omsætter sig i nye og andre krav til velfærdssamfundets opgaveløsning. Dette sker måske mest oplagt og synligt på sundhedsområdet. Der har været store forbedringer, og befolkningens sundhedstilstand er blevet bedre. Det ses tydeligt ved, at levetiden er stigende. Disse forbedringer er ikke ensbetydende med, at kravene til sundhedsvæsenet er mindre i dag. Trods forbedringerne er der stadig problemer og ulighed i sundhed. Der er en stigende forekomst af livsstilsbetingede sygdomme, som kræver behandling. Samtidig gøres der heldigvis hele tiden fremskridt i lægevidenskaben. Nye og bedre behandlingsformer ser dagens lys, og det er naturligt, at disse bliver en del af et offentligt sygehusvæsens tilbud. Det stiller krav om mere specialiserede behandlinger. Samtidig er det forebyggende arbejde vigtigt. 18

19 Øget velstand vil også øge kravene til sundhedsvæsenet. Det har det gjort i andre lande, og der er ingen grund til, at dette ikke skulle være tilfældet i Grønland. For de fleste OECD-lande er det således forventningen, at sundhedsvæsenet er det område, hvor man fremadrettet må forvente det største udgiftspres. Der bliver flere ældre, der skal behandles, og der bliver større krav. En sådan udvikling kræver ressourcer. Ikke kun penge, men også uddannet arbejdskraft. Der er også en tendens til, at nogle kerneopgaver i velfærdssamfundet bliver dyrere at stille til rådighed for samfundet. Det gælder aktiviteter, hvor den menneskelige kontakt er af afgørende betydning. Det er svært at effektivisere menneskelig kontakt, f.eks. i børnehaven eller ældreplejen. Pædagoger og plejepersonale skal også have løn, og følger lønudviklingen ikke med den generelle lønudvikling, bliver det svært at finde personale. Når lønnen stiger, og produktiviteten er uændret, bliver det reelt dyrere at løse disse velfærdsopgaver. Over tiden kommer det til at koste mere og mere bare at opretholde den samme standard i denne type af aktiviteter. Velfærdssamfundet står derfor over for en væsentlig, men vanskelig prioriteringsopgave. Hvilke opgaver skal løses og på hvilket niveau? Skal der tilføres flere ressourcer? Skal de komme fra besparelser på andre områder eller via skattestigninger? Det er vanskeligt at forestille sig, at der kan stilles væsentligt flere ressourcer til rådighed. Alene kravene for at opretholde dagens tilbud og standarder skaber et stort udgiftspres, bl.a. fordi der bliver flere ældre. Skattesystemet er også presset. Der er ingen nemme løsninger, en prioritering bliver nødvendig. Alle ønsker kan ikke umiddelbart dækkes. Offentlig sektor og erhvervspolitik Den offentlige sektor er stor i Grønland. Den adskiller sig også fra de fleste andre lande ved et ganske stort erhvervsengagement. Den offentlige sektor er således ejer eller medejer af en række virksomheder. Det er en væsentlig forskel til de skandinaviske lande, hvor den offentlige sektor kun har ubetydelige direkte erhvervsengagementer. Den private sektor må klare sig på sine egne præmisser, og udgangspunktet er at sikre en så effektiv konkurrence som mulig. De særlige vilkår i Grønland giver en anden baggrund for arbejdsdelingen mellem den private sektor og den offentlige sektor. Økonomien er lille og spredt. Det gør det svært at etablere en egentlig konkurrence, hvor mange virksomheder konkurrerer om at være bedst og billigst. Ofte er der kun plads til en virksomhed, eller der er overhovedet ingen aktivitet uden offentligt engagement. Det offentlige får under disse vilkår en vigtig rolle. I forhold til de store projekter er der også en barriere i relation til finansiering og kapital. Uden offentligt engagement vil det være meget svært at sætte disse projekter i gang. Der er mange gode grunde til, at situationen i Grønland gør, at det offentlige må spille en særlig rolle i forhold til erhvervslivet. Derfor er det ekstra vigtigt at tilrettelægge politikken rigtigt. Der er mange ressourcer på spil, og en forkert politik kan have store konsekvenser. Der er flere problemer forbundet med, at det offentlige står som ejer eller garant for erhvervsvirksomheder og projekter. Er man alene på markedet og med Selvstyret i ryggen, er der også en risiko for, at ledelsen ikke er tilstrækkeligt fokuseret på at skabe det bedst mulige driftsøkonomiske resultat. Man bliver ikke testet i markedet og kan tage andre hensyn. 19

20 Nødvendige aktiviteter uden reelt alternativ skaber en too big to fail -situation: Det har ikke de store konsekvenser for ledelsen, om den træffer forkerte beslutninger eller ikke får et godt driftsøkonomisk resultat. Selvstyret står reelt i den situation, at aktiviteten ikke kan stoppes, og er derfor nødt til at tilføre flere ressourcer. For at mindske disse problemer er det vigtigt at have en klar arbejdsdeling. Som ejer skal Selvstyret stille de samme krav til en virksomhed, som enhver anden ejer ville gøre. Det indebærer klare mål og krav, og manglende opfyldelse skal have konsekvenser for ledelsen. Der skal være en armslængde mellem det politiske system og erhvervsaktiviteterne. Arbejdsdelingen gælder også i fastlæggelse af målene. De bør være driftsøkonomiske. Andre hensyn af for eksempel fordelingspolitisk karakter tilgodeses bedre gennem indretningen af velfærdssystemerne. En sammenblanding er med til at skabe uklarhed og uigennemsigtighed. Da Selvstyret investerer ganske store beløb, er det også vigtigt med gennemsigtighed omkring beløbenes størrelse og anvendelse. I dag er det svært ud af de offentlige budgetter præcist at se andet end de beløb, der bruges i et givet år. Der mangler en systematisk opfølgning af tidligere investeringer. Hvad har man fået ud af dem? Hvad er de værd i dag? Et eksempel på manglende gennemsigtighed er de store beløb investeret i boligsektoren. Det viser sig, at der er et stort vedligeholdelsesefterslæb på mange boliger. En større gennemsigtighed ville have vist, at når man investerer i kapitalgoder som f.eks. boliger, så skal der også budgetmæssigt tages højde for vedligeholdelse og afskrivninger. 20

21 Kapitel 6: Ulighed, fattigdom og fordeling Det er en væsentlig målsætning for velfærdssamfundet at skabe lighed. Det gælder i forhold til lige muligheder, men også i forhold til resultater i form af indkomst og forbrugsmuligheder. Grundlaget herfor skabes gennem uddannelses- og arbejdsmarkedspolitikken. Men alle kan ikke nødvendigvis sikre sig en rimelig indkomst selv, og velfærdssamfundet må træde til. Omfordelingen sker via det sociale sikkerhedsnet og via skattesystemet. Kan man ikke forsørge sig selv, er der mulighed for at få hjælp fra det offentlige, mens personer med høj indkomst betaler mere i skat. Dette er essensen af velfærdssamfundets solidaritet. Dette er begrundet i et spørgsmål om rimelighed og retfærdighed. Det er også begrundet i at skabe et samfund, hvor alle er med på lige fod i bred forstand (uddannelse, sociale aktiviteter, kulturelle tilbud, sport osv.). Social inklusion skaber et mindre opdelt og et mere harmonisk samfund. Det er også en væsentlig faktor for at mindske den negative betydning af social arv. Unge og børn skal i videst muligt omfang have de samme muligheder, uanset opvækstbaggrund. Det basale spørgsmål er, om grundlæggende behov for mad, tøj og bolig er dækket for alle. Selvom de fleste har en levestandard, som ligger klart over disse grundlæggende behov, er der nogle, som har en meget lav levestandard. Det kan være lav indkomst, dårlig eller ingen bolig eller børn, der går sultne i seng. Fordelingsspørgsmål betragtes ofte ved at se på fordelingen af indkomster eller forbrugsmuligheder i samfundet. Hvordan er forholdet mellem rig og fattig? Dette er et relativt spørgsmål. Hvor stor er indkomsten eller forbrugsmulighederne for de dårligst stillede i forhold til de bedst stillede i samfundet? Vurderet på denne måde er uligheden relativ stor i Grønland, sammenlignet med andre lande. I gruppen med lave forbrugsmuligheder er der forholdsvis mange unge, ældre og personer bosat i bygder/yderdistrikter. Man kan ikke generelt sige, at familier med mange børn er overrepræsenteret blandt lavindkomstfamilierne. Men der er børnefamilier med meget lave indkomster. I lavindkomstgruppen er der også mange beskæftigede. Med andre ord har mange kun en beskeden indkomst, selvom de er i beskæftigelse. De er working poor. I 2007 havde 40 % af personerne i alderen år en a-indkomst på mere end kr., men mindre end SIK's mindsteløn på kr. Der er umiddelbart to forklaringer på dette. Den ene er mangel på uddannelse og kvalifikationer, hvorfor den eneste mulighed er jobs med lav løn. Den anden er manglende mobilitet på arbejdsmarkedet, sådan at arbejdskraften ikke flytter efter de bedste jobmuligheder. En ændring af begge disse forhold er afgørende for at mindske uligheden. Det er ikke uden problemer at vurdere indkomstulighed ud fra indkomsten i et enkelt år. Man kan kun tage udgangspunkt i den registrerede indkomst, men der kan være andre indkomstkilder fra f.eks. naturalieøkonomi eller kapitalgevinster. Indkomsten i et enkelt år kan også give et misvisende billede, da nogle kan have en lav indkomst i et enkelt eller få år, uden at de permanent vil have lav indkomst og være særligt udsat. Dette gælder f.eks. for studerende med udsigt til større indkomster i fremtiden og selvstændige erhvervsdrivende med svingende indkomster. Personer eller familier med permanent lave indkomster er et stort socialt-og for- 21

22 delingspolitisk problem. Bruger man et traditionelt mål for lavindkomstgruppen (se boks) er 15 % i denne gruppe, og ca. halvdelen af disse har været i gruppen over en tre-årig periode. Kan man måle fattigdom og ulighed? Det er et vigtigt spørgsmål at afklare, hvor mange fattige der er. Det er imidlertid meget svært at fastsætte en indkomstgrænse, der klart definerer fattigdom. I internationale sammenligninger tages normalt udgangspunkt i den såkaldte medianindkomst. Det er den indkomst, hvor halvdelen af befolkningen har en højere og den anden halvdel en lavere indkomst. Har man en indkomst lavere end 60 % af medianindkomsten, betragtes man som fattig. For at få et mål for de reelle forbrugsmuligheder benyttes den disponible indkomst, dvs. indkomsten efter skat og ydelser/tilskud fra det offentlige. Samtidig tages der hensyn til familiens størrelse og alderssammensætning (ækvivaleret disponibel indkomst). Ud fra denne definition var ca. 15 % af befolkningen fattige i Om denne gruppe kan man sige 2/3 er enlige 1/3 er unge familier (gennemsnitsalder for alle familiemedlemmer mellem 15 og 24 år) Godt 2/3 bor i byerne Knapt halvdelen er børnefamilier Fattigdom kan være særligt problematisk for børns opvækst. Efter definitionen ovenfor vokser omkring 16 % af alle børn op i fattigdom. Der kan være flere grunde til, at man har en lav indkomst i et enkelt år. Derfor kan man argumentere for, at problemet er størst, hvis man i længere tid lever med store økonomiske afsavn. Over en treårig periode var ca. 7 % af befolkningen fattige efter definitionen ovenfor. Bemærk, at ovenstående er et relativt fattigdomsbegreb, hvor forbrugsmuligheder ses relativt til medianindkomsten. Ændringer i andelen siger derfor ikke nødvendigvis noget om, hvor mange der i absolut forstand har beskedne forbrugsmuligheder. Hvis medianindkomsten falder, fordi færre har en meget høj indkomst, vil det f.eks. få den relative fattigdom til at falde, men ikke det absolutte antal med en meget lav indkomst. I det forudgående er ulighed og fattigdom målt ud fra indkomst og dermed de materielle muligheder i livet. Livskvalitet og lykke er imidlertid ikke nødvendigvis snævert knyttet til materielle forhold, når de basale livsfornødenheder er sikret. Dette har ført til en stigende interesse for at vurdere livskvalitet både på tværs af grupper og lande på basis af mere nuancerede opgørelser end indkomst alene. Selvom velfærd og livskvalitet ikke er identiske med indkomst og økonomiske muligheder, kan svage økonomiske muligheder være en meget væsentlig barriere for at kunne deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Der er også en tendens til, at lav uddannelse og sundhedsproblemer går hånd i hånd med lav indkomst. I den Skandinaviske model er forståelsen af fordelingsspørgsmål tæt knyttet til at skabe lige muligheder for, at alle kan deltage på lige fod i alle samfundets aktiviteter og dimensioner. Dette gælder ikke mindst i forhold til børn og unge. Social inklusion afgøres ikke alene af økonomi, men i mange situationer er økonomi en forudsætning for visse former for inklusion. Derfor sker omfordeling ikke alene via generelle indkomstoverførsler, men er knyttet til bestemte aktiviteter eller forudsætninger som bolig, børn, børnepasning osv. 22

23 Det sociale sikkerhedsnet er maskestørrelsen rigtig? Det sociale sikkerhedsnet er velfærdssamfundets garanti for, at alle har et forsørgelsesgrundlag. Grundstenen er offentlig hjælp, som skal sikre, at alle har et forsørgelsesgrundlag. Andre vigtige elementer er førtidspension, alderspension og supplerende ydelser som f.eks. boligsikring og børnetilskud. Indretningen af det sociale sikkerhedsnet skal tage mange hensyn. Der er et generelt hensyn til, at alle har et forsørgelsesgrundlag. Der er et særligt hensyn til at hjælpe børnefamilier og til at sikre, at alle har råd til at bo i en rimelig bolig. Samtidig skal systemet være enkelt og overskueligt. Det gør det muligt for den enkelte at vide, hvilke muligheder og rettigheder man har. Det gør det også nemmere og billigere at administrere. Det er også vigtigt, at hjælpen går til samfundets svageste. Det er det egentlige formål med sikkerhedsnettet, men det er også en økonomisk nødvendighed. Finansieringsmulighederne er ikke ubegrænsede. Status for det sociale sikkerhedsnet er: Det sociale sikkerhedsnet løser mange problemer, men opfanger ikke alle problemer Vi ved relativt lidt om, i hvilket omfang hjælpen går til dem, den er tiltænkt Systemet indeholder skønselementer. Det er med til at gøre systemet uigennemskueligt og tungt at administrere. Det er også med til at skabe en forskelsbehandling og en vilkårlighed i tildelingen af hjælp De forskellige ordninger giver samlet set ingen eller kun svage økonomiske incitamenter til at være i beskæftigelse Alle kan komme ud for hændelser igennem livet, som kan give problemer og gøre det svært i kortere eller længere tid at være selvforsørgende. Sikkerhedsnettet er til for at hjælpe og skabe sikkerhed og tryghed. Samtidig er det også en vigtig målsætning at medvirke til at løse problemerne og gøre det muligt igen at blive selvforsørgende. Det skaber et dilemma. Fordelingshensyn tilsiger et højt niveau for sociale ydelser. Men det kan mindske incitamentet til at finde arbejde og blive selvforsørgende. Man skal derfor finde en balance mellem på den ene side at skabe social sikring og på den anden ikke at fjerne incitamentet til at være i beskæftigelse. Systemet har ikke den rette balance. Andre lande har løst disse problemer ved at gøre ydelserne tidsafhængige, ved at gøre dem klart afhængige af jobsøgning eller har introduceret beskæftigelsesfradrag. Kan disse modeller bruges til at sikre en bedre balance mellem social sikring og beskæftigelse i Grønland? En aktiv fordelingspolitik En af social- og fordelingspolitikkens store opgaver er hele tiden at korrigere problemer og uligheder skabt i arbejdsmarkedet, dvs. reparation af problemer. Over tid tilgodeses fordelingspolitiske mål imidlertid bedst ved at sikre, at flest mulige har realistiske muligheder for at få jobs med en god aflønning. Det stiller krav til uddannelses- og arbejdsmarkedspolitikken. At skabe bedre muligheder for, at alle kan komme i beskæftigelse og blive selvforsørgende, er 23

24 Hvad får man ud af at arbejde? Hvor stort er det økonomiske incitament til at være aktiv på arbejdsmarkedet? Flere sociale ydelser i det aktuelle system er indkomstafhængige. Børnetilskuddet reduceres ved indkomster over kr. og bortfalder helt ved indkomster over kr. Gradueringen af boligsikringsydelsen indtræder ved lavere indkomster og bortfalder helt for husstande uden børn, når husstandsindkomsten overstiger kr. Grænsebeløbene er væsentlig højere for husstande med børn, f.eks kr. for husstande med 1 barn og kr. for husstande med 6 eller flere børn. Daginstitutionstakster gradueres også, men egenbetalings-procenten stiger enten ikke eller kun en smule ved indkomststigninger. Overgang til beskæftigelse medfører derfor både mindre tilskud fra det offentlige og større skattebetalinger. Den økonomiske gevinst ved at være i arbejde er en af de faktorer, der har betydning for, hvor aktivt man søger arbejde. Nedenstående vises nogle regneeksempler på konsekvenserne for en enlig med 1 barn ved at overgå fra offentlig hjælp til at være i beskæftigelse. Tabellen viser den disponible indkomst, dvs. indkomst inklusive tilskud fra det offentlige minus skatter. Rådighedsbeløbet fremkommer ved at fratrække husleje, børnepasning og fagforeningskontingent. Enlig med 1 barn Offentlig Offentlig hjælp hjælp 50 pct. 65 pct. SIK, SIK Kontorfuldaf SIK's af SIK's ufaglært faglært mægtig mindsteløn mindsteløn mindsteløn basisløn basisløn Markedsindkomst Offentlig hjælp Skattefrie overførselsindkomster Børnetilskud Boligsikring Skattemæssige fradrag Standardfradrag Personfradrag Skattepligtig indkomst Skalaindkomst Indkomstskat Disponibel indkomst Udgifter Husleje Egenbetaling til daginstitution Fagforeningskontingent Rådighedsbeløb Det økonomiske incitament til at være i arbejde er enten beskedent eller helt fraværende. For en enlig med 1 barn med en offentlig hjælp svarende til 50 % af SIKs mindsteløn for ufaglærte, vil rådighedsbeløbet kun stige med lidt mindre end kr om året, hvis man tager et arbejde aflønnet med mindstelønnen. Er den offentlige hjælp højere, er gevinsten mindre, og for nogle kan der være et fald i rådighedsbeløb ved at arbejde. 24

25 i sig selv vigtig af en række menneskelige og sociale grunde. Samtidigt vil det skabe et større finansielt spillerum for den offentlige sektor. Færre udgifter til overførselsindkomster og øgede skattebetalinger. Med andre ord er det også i fordelingspolitikken bedre at forebygge end at behandle symptomer. Arbejdsstyrkens kvalifikationsniveau er derfor af stor social og økonomisk betydning. Muligheden for at få et job er afgørende for værdighed og selvforståelse. Bedre kvalifikationer styrker mulighederne for at få og fastholde beskæftigelse, resulterer ofte i højere lønninger og mindsker sårbarheden i forhold til omstilling på arbejdsmarkedet. Længere tid i ledighed fører ofte til marginalisering. Først fra arbejdsmarkedet og siden fra andre aspekter af samfundet. I den situation er det svært at få fodfæste på arbejdsmarkedet igen. Derfor er det vigtigt, at flest muligt får mulighed for at tilegne sig kvalifikationer af relevans for arbejdsmarkedet. Set i et dynamisk perspektiv er det den bedste form for forebyggende socialpolitik. Det er også den bedste måde til skabe en relativ lige fordeling af arbejdsindkomster og muligheder for at få et job. 25

26 Kapitel 7: Skatter og afgifter Hvordan finansieres velfærdssamfundet bedst? Skatter og afgifter finansierer velfærdssamfundet. Derfor er der en tæt sammenhæng mellem udviklingen i beskatningen og velfærdssamfundets ambitioner. Velfærdssamfundets tilbud skal finansieres via skatter, og der er derfor en sammenhæng mellem ambitionsniveau og skattetryk. Indtil nu har bloktilskuddet været en væsentlig del af finansieringsgrundlaget. Men med selvstyret ligger dette tilskud fast, og i takt med samfundets udvikling vil det komme til at spille en mindre og mindre rolle. Skattesystemet spiller også en rolle i forhold til at nå fordelingspolitiske mål. Personer med høj indkomst betaler mere i skat end personer med lav indkomst, og dermed kommer de brede skuldre til at bære de største byrder. Skattesystemet påvirker også adfærden. Nogle gange kan det udnyttes i en positiv retning, f.eks. når afgifter på tobak får tobaksforbruget til at falde, eller en miljøafgift medvirker til at mindske forureningen. Men i andre situationer har skattesystemet en negativ effekt på adfærden. En skat på arbejdsindkomst gør, at belønningen for at yde en ekstra indsats bliver mindre. En ekstra indsats kan være at arbejde noget mere, at tage en uddannelse eller at flytte efter et arbejde. Sådanne effekter af beskatning er uheldige, da indkomst og velstand både for den enkelte og samfundet dermed bliver mindre. Der er også andre adfærdseffekter. Én er skatteunddragelse ved f.eks. sort arbejde. Her omgår man skattesystemet, og den skabte værdi og indkomst kommer ikke til beskatning. Det betyder mindre skatteprovenu, og at alle ikke er med til at bære velfærdssamfundets finansiering efter evne. Beskatning kan også forstærke naturalieøkonomi og gør-det-selv-aktiviteter. For den enkelte er dette billigere, men det forstyrrer arbejdsdelingen i samfundet. Det er dårlig samfundsøkonomi, når lægen eller læreren selv reparerer huset i stedet for at hyre en håndværker til det. Eller når håndværkeren samtidig kommer på venteliste i sundhedsvæsenet, fordi der er mangel på læger, eller håndværkerens børn ikke får så god en uddannelse, fordi der mangler uddannede lærere. Et særligt hensyn for en lille og åben økonomi som den grønlandske er også den betydning, beskatning har for at tiltrække arbejdskraft og virksomheder. Reelt er der en konkurrence med andre lande. Den enkelte person eller virksomhed ser mulighederne i forhold til, hvad man tilbydes andre steder. Nogle gange hævdes det i debatten, at indretningen af skattesystemet er uden betydning. Kun det samlede skattetryk er afgørende. Om man tager penge på den ene eller anden måde, spiller ingen rolle. Det er ikke korrekt. Afkastet eller belønningen for at yde en indsats er løn eller indkomst efter alle former for beskatning og aftrapning af sociale ydelser og boligsikring mv. Når dette afkast bliver mindre, er der en risiko for, at mange vil vælge at yde en mindre indsats. En høj beskatning af arbejdsindkomst risikerer således at mindske incitamentet til at arbejde. Resultatet bliver lavere beskæftigelse, lavere indkomst og dermed lavere velstand. Resultatet bliver også, at skatterne ikke giver så meget provenu. Man har så at sige savet lidt i den gren, man sidder på. 26

27 Det er derfor meget vigtigt grundigt at overveje skattesystemets indretning, da der skal tages mange hensyn. Der skal sikres et provenu, der skal tages hensyn til fordelingen, og de skadelige effekter skal mindskes. Samtidig er det vigtigt, at skattesystemet er enkelt. Det skal være nemt at forstå for folk, og det skal være nemt at administrere. Dette er også vigtigt af hensyn til retssikkerheden og opfattelsen af systemet som retfærdigt. Hvad får man ud af en indkomststigning? Skattesystemet er indrettet sådan, at man af en indkomststigning på 100 kr. skal betale 42 kr. mere i skat marginalskatten er 42 % i to af kommunerne. Imidlertid har en indkomststigning også betydning for hvilke ydelser man kan modtage fra det offentlige. Det gælder både offentlig hjælp og boligsikring. En større indkomst betyder således både en større skattebetaling og mindre overførsler fra det offentlige. Denne effekt kan være ganske stor, især for personer med lav indkomst. Det er illustreret i figuren, hvad man får ud af en indkomststigning skabt af at arbejde noget mere, uddanne sig eller flytte efter et bedre betalt arbejde. Figuren er for en enlig modtager af offentlig hjælp og boligsikring. Den røde linie viser den disponible indkomst, dvs. indkomsten efter skat, mens den grønne linie viser rådighedsbeløbet, dvs., det der er til rådighed for den enkelte efter skat og boligudgift, børnepasning og fagforeningskontingent. Arbejdsindkomst og rådighedsbeløb for en enlig Det ses at for en indkomst op til ca kr. er den disponible indkomst og rådighedsbeløbet stort set ikke afhængig af ens arbejdsindkomst. Med andre ord får man ikke øgede forbrugsmuligheder af en indkomststigning, og den sammensatte marginalskat er derfor 100 %. Når indkomsten overstiger kr. vil en øget indkomst også give en øget disponibel indkomst og et større rådighedsbeløb her er marginalskatten 42 %. Da den realistiske arbejdsindkomst for mange er under kr. betyder dette, at den sammensatte marginalskat for store grupper er meget høj Alle disse hensyn kan være vanskelige at forene, når systemet også skal udformes således, at det kan administreres af få personer. Den store udfordring er at gøre skattesystemet mere beskæftigelsesvenligt uden at miste provenu. Kort sagt beskatning skal flyttes fra beskæftigelse over på områder med mindre skadesvirkninger. Det er muligt, og oven i købet kan det medvirke til at skabe en bedre fordelingsprofil. Men det er ikke nok at se på skattesystemet isoleret. Skatterne må også afstemmes med aftrapning af sociale ydelser, boligsikring mv. (se eksemplet i boksen). 27

28 Principperne for skattesystemet bør være: At beskatningen lægges på områder, hvor skadesvirkningerne er mindst At ensartede typer af indkomst beskattes ens At reglerne er enkle og gennemskuelige, og nemme at administrere Skatte- og Velfærdskommissionen vil senere komme med konkrete forslag. Nogle af de områder, der er til diskussion er: Personalegoder: En række personalegoder er enten fritaget for beskatning eller beskattes lavt. Det gælder eksempelvis sundhedsforsikringer (0), vakantboliger (0), fri rejser (0), fri telefon (max 6.000), fri bil. Kapitalindkomst: Beskatningen er uensartet, f.eks. beskattes renter, mens kursgevinster og -tab ved værdipapirer ikke beskattes, undtagen i de yderst sjældne tilfælde, hvor der skattemæssigt foreligger spekulation. Boligbeskatning: Boligforbrug subsidieres via finansieringstilskud og rentefradragsret, mens værdi af bolig (lejeværdi) og kapitalgevinster (værdistigninger) ikke beskattes. Der er ingen jordskatter. Grunde ejet af samfundet stilles gratis til rådighed. Pensionsbeskatning: Uensartet beskatning af pensionsudbetalinger, afhængig af, om man har bopæl i Grønland eller i et andet land. Afkast af pensionsopsparing beskattes ikke. Erhvervsskatter: Afskrivningsreglerne er meget lempelige og er både med til at give et tilskud og forvride virksomhedernes investeringsbeslutninger. Er selskabsskatten robust nok til en fremtid med multinationale selskabers udnyttelse af naturressourcerne? Afgifter: Grønland har ikke som de fleste andre lande afgifter på et bredt grundlag med en forholdsvis lav sats (som fx moms og salgsafgifter), der kan give et betydeligt provenu. Derimod har man meget høje afgifter på nogle få varer, hvor der er en tendens til at skatteprovenuet falder. Energi-, C02- og miljøafgifter, der kan sikre at forureneren betaler, findes ikke. Afgifter på luksusgoder med fordelingspolitisk sigte omfatter alene afgifter på biler. Naturressourcerne: Forbrug og nedslidning af naturen bør pålægges afgifter, da der er tale om brug af en samfundsressource. 28

29 Kapitel 8: Valg er nødvendige Samfundet står over for store udfordringer. Der er mange dilemmaer, og mange prioriteringer. Valg er nødvendige. Der er ingen nemme løsninger. Omvendt er perspektivet stort. Med en satsning og reformer vil det være muligt at skabe grundlaget for en gunstig udvikling af fremtidens velfærdssamfund. Velfærdssamfundet fungerer som en kæde mellem generationer. Som barn/ung og ældre har man især glæde af velfærdssamfundet, og i de erhvervsaktive aldre skal man helst kunne klare sig selv og bidrage til fællesskabets finansiering. Man er med fra vugge til grav. Generationskæden er ikke velkørende i øjeblikket. Mange børn har en problematisk opvækst, og mange unge får ikke en uddannelse. Det giver et dårligere udgangspunkt for at klare sig i livet, og mange har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende på at acceptabelt niveau. Det skaber dårligere levevilkår og sociale problemer. Velfærdssamfundet bliver presset i defensiven, og ender med at have hovedvægt på at reparere problemer. Det er nødvendigt at få generationskæden til at køre den rigtige vej. Det må starte med en massiv satsning på børn og unge. Bedre opvækstvilkår, læring og uddannelse er et mål i sig selv. Det vil også give bedre mulighed for at være selvforsørgende og for at bidrage til velfærdssamfundet. Det skaber spillerum for samfundet. Over de næste årtier skal væsentligt flere ældre forsørges. Men dagens unge er morgendagens arbejdsstyrke. En større satsning på børn og unge i dag giver også et meget bedre udgangspunkt for at håndtere en stigende forsørgerbyrde i fremtiden. Perspektivet er klart. Løsningerne må starte med generationskædens første led: børn og unge. Men der er ingen smutvej. Mulighederne er begrænset, både af en meget snæver økonomi og mangel på kvalificeret arbejdskraft. Prioriteringerne og valg har altid to sider der skal ikke alene tages stilling til, hvad der skal satses på. Der skal også tages stilling til, hvor ressourcerne skal komme fra. I forhold til at skabe råderum er nogle af de centrale spørgsmål: Er velfærdssamfundets ordninger og tilbud tilstrækkeligt målrettede? Er der områder, hvor man rammer upræcist, og derfor bruger for mange ressourcer? Eller områder, hvor man bør bruge flere ressourcer? Er der områder hvor mere enkle regler kan skabe grundlag for mindre administration? Kan dette samtidig gøres, så det medvirker til klarhed og gennemskuelighed for borgerne? Er det muligt at flytte opgaver og ansvar fra det offentlige til det private (familier og virksomheder)? Hvilke? Er det muligt at ændre skattesystemet, så det skaber det samme eller et større provenu med færre negative konsekvenser for samfundsøkonomien? Der er mange prioriteringsområder, og nogle af de centrale spørgsmål er: 29

30 Hvordan sikres lige muligheder for alle børn også fra tyndt befolkede områder og socialt belastede familier? Hvordan sikrer man en tidligere indsats i forhold til børn og unge med særlige problemer? Hvordan sikres en god skolegang for alle? Hvordan sikres det, at flere får en kompetencegivende uddannelse? Hvordan får vi de unge tidligere i gang? Hvordan mindskes frafaldet? Hvordan sikres en tidlig indsats for personer, der risikerer marginalisering i forhold til arbejdsmarkedet? Hvordan øges mobilitet og omstillingsevne på arbejdsmarkedet? Hvordan gør man det mere interessant for uddannede unge at bosætte sig i Grønland? Hvordan kan man gøre det nemmere at få udenlandsk arbejdskraft til at komme til Grønland? Når det sociale sikkerhedsnet sine mål? Er reglerne gennemskuelige og klare? mange skønselementer? Er der for Hvordan sikrer man en tidlig indsats over for sociale problemer? Hvordan får man mere ressourcestærke til at tage større ansvar? Hvordan udvikles og styrkes lokale rollemodeller? Listen kunne gøres længere, men dette er nogle af hovedspørgsmålene, som Skatte- og Velfærdskommissionen gerne vil sætte til debat. Og det er nogle af de spørgsmål, vi arbejder på at komme med nogle konkrete bud på i vores betænkning, som færdiggøres i februar

31 Hvem er Skatte- og Velfærdskommissionen? NAALAKKERSUISUT har i oktober 2009 nedsat en Skatte- og Velfærdskommission med den opgave at komme med en samlet handlingsplan indeholdende anbefalinger og forslag til at udvikle og fremtidssikre det grønlandske velfærdssamfund. Kommissoriet kan findes på Departementet for Finansers hjemmeside, som kan findes under KOMMISSIONEN er således blevet bedt om at vurdere hele velfærdsområdet samt skatte- og afgiftssystemet. Udgangspunktet er at styrke mulighederne for selvforsørgelse herunder øget produktion og beskæftigelse baseret på et dynamisk erhvervsliv. Særligt betones behovet for at forbedre levevilkårene for de dårligst stillede og sikre mulighederne for en udjævning af indkomstforskelle i samfundet. Indretningen af hele velfærdssystemet skal således også vurderes med henblik på en bedre målretning af de ydelser og tilbud velfærdssamfundet stiller til rådighed for befolkningen samt mere enkle og nemmere administrerbare regler. SKATTE- OG VELFÆRDSKOMMISSION afgiver sin endelige betænkning med en samlet handlingsplan indeholdende anbefalinger og forslag i februar Som led i arbejdet med denne betænkning og for at skabe et grundlag for en bred politisk og offentlig debat, udgiver kommissionen dette debatoplæg. Samtidig offentliggøres også en baggrundsrapport (findes på med en mere omfattende analyse og diskussion af problemstillingerne. Kommissionen kan kontaktes på [email protected] Medlemmer af kommissionen: - Torben M. Andersen, Professor, Århus Universitet (formand) - Peder Andersen, Lektor, Københavns Universitet - Nina Banerjee, cand.scient. soc., tidl. MIPI - Meeqqat Inuusuttullu Pillugit Ilisimasaqarfik/ Videnscenter om Børn og Unge - Peter Schultz, Departementschef, Grønlands Selvstyre - Magga Fencker, Socialdirektør, Qaasuitsup Kommunia Tilforordnede: - Preben Underbjerg Poulsen, Fagdirektør, Skatteministeriet - Per Bach Jørgensen, Kontorchef, Skatteministeriet - Lisbeth Møller Jensen, Afdelingschef, Skattestyrelsen - Susie Marthin Kjeldsen, Afdelingschef, Departementet for Sociale Anliggender Sekretariat: - Peter Beck, Kommitteret, Departementet for Finanser - Hilmar Ögmundsson, Specialkonsulent, Departementet for Finanser - Morten Wenzel Selvejer, Specialkonsulent, Skattestyrelsen - Mads Byrialsen, Fuldmægtig, Departementet for Sociale Anliggender - Michael Schrøder, Fuldmægtig, Departementet for Finanser Politisk følgegruppe: Kommissionen arbejder uafhængigt, og er alene ansvarlig for indhold og forslag i oplæg og rapporter. Kommissionens arbejde følges af en politisk følgegruppe: - Asii Chemnitz Narup, IA - Hanne Rasmussen, Demokraterne - Karl Lyberth, Siumut - Loritha Henriksen, Katusseqatigiit - Steen Lynge, Atassut 31