Børn skriver til børn - om mobning Ide og redaktion: Birgit Madsen

Transkript

1 Børn skriver til børn - om mobning Ide og redaktion: Birgit Madsen Kroghs Forlag

2 Indhold 7 Forord Birgit Madsen 11 Frosset ude Lotte, 13 år 17 Totalt ydmyget Nikolaj, 15 år 21 Jeg flippede ud Jeanne, 12 år 25 En aktiv indsats Patrick, 14 år 29 Skrid hjem til dit eget land Vochita, 14 år 33 Følte mig som syndebuk Cilia, 11 år 37 Jeg kan blive så rasende Lasse, 14 år 41 Tykkerøv Olivia, 12 år 45 Svært at være anderledes Maja, 16 år og Martin, 13 år 49 Fluen på væggen Maria, 16 år 51 Hjælp udefra Rasmus, 12 år

3 53 Trøstespiser Stephanie Bolette, 12 år 57 På sidelinien Rebekka, 11 år og Emma, 12 år 61 Ikke plads til intelligens Emilie, 14 år 67 Fandt venner i bøgernes verden Tinna, 16 år 71 Det hjalp at tale sammen Anna, 12 år 75 Jeg følte mig unormal Mitra, 14 år 79 Jeg lukker af Nick, 15 år 83 Hey, hvad har I gang i? Emilie Marie, 12 år 87 Nu tør jeg være mig selv igen Jesper, 15 år 91 Jeg gjorde mig hård Ida, 15 år 101 Tak 103 Redaktør

4 Forord Kære unge læser! Jeg tror, de fleste kender noget til mobning eller i hvert fald har en mening om det. De fleste ved også godt, hvordan det er bedst at behandle andre, og hvordan man gerne selv vil behandles. Men på trods af det lykkes det ikke altid at være så søde og rare overfor hinanden, så alle får en god dagligdag. I denne bog kan du læse om, hvordan det føles at blive mobbet. Der er nogle barske beskrivelser imellem, som f.eks. Nikolaj, der bliver smidt på hovedet i en skraldespand og ikke kan komme op ved egen hjælp. Udenom står en kødrand af børn og kigger på. Til sidst bliver han halet op igen. Jeg tror, de fleste af os kan forestille os, hvor væmmeligt det må være. Nikolaj bliver udsat for så megen grov mobning, at det kommer til at betyde, at han føler sig ekstremt alene og lukker sig inde i sig selv, og det kommer til sidst til at medføre, at han skifter skole. Det er han ikke den eneste af bogens skribenter, der gør. Flere skriver om en dagligdag, hvor de aldrig kan slappe af og være sig selv, nogle beskriver det som at være flere personer, afhængigt af hvem man er sammen med. Helt sikkert er det, at det kan være svært at finde plads til dem, der er en lille smule anderledes. Det kan være pigen, der vejer lidt for meget, drengen, der har det svært fagligt eller hvis man er klogere end de fleste andre. Det kan også være, at man har en speciel interesse, eller at man har det svært derhjemme. Har man så oven i købet et hidsigt temperament eller let kommer til at græde, ja så kan man hurtigt blive et godt mobbeoffer.

5 I bogen er der også et par stykker, der skriver om at mobbe andre, og hvorfor de kommer til at gøre det, og så er der nogle stykker, der skriver om at stå på sidelinien, og hvorfor langt de fleste, der står dér, ikke går ind og hjælper den, der bliver mobbet. Hvis mobning bliver en almindelig måde at være sammen på, skal der gribes ind. Og hvis det ikke lykkes at klare det på egen hånd, må vi voksne træde til og hjælpe. Heldigvis har flere oplevet, at det ved en aktiv indsats er lykkedes at komme mobningen til livs. Det er der flere gode eksempler på i bogen, idet en del skoler efterhånden har en holdning til, at mobning ikke er i orden, og at der skal gøres noget aktivt for at stoppe den, så alle kan få en bedre dagligdag. Kære ældre læser! Mobning kan have mange former. Teksterne i denne bog strækker sig fra at blive udelukket af fællesskabet til at blive kaldt de værste ukvemsord, og for nogles vedkommende endda til at blive tævet. Et par af bogens skribenter har selv prøvet at mobbe andre, også selv om de ved, at det gør ondt. De beskriver også, hvad det er, der bevirker, at de mobber. Flere af dem, der bliver mobbet, skriver, at de ikke har kunnet få sig selv til at hente hjælp hverken hos lærere eller derhjemme, dels af frygt for at virke svage, dels af frygt for, at det bare vil gøre mobningen endnu værre, hvis de sladrer om det, der foregår. Flere vil også gerne skåne især forældrene for bekymringer, derfor siger de ikke noget derhjemme. Så for mange kommer det til at handle om at lide i stilhed og ensomhed. Vi voksne skal ikke skånes. Vi skal lytte og turde gå ind og være reelle støtter, dér hvor der er behov, så tingene ikke kører så meget af sporet, at f.eks. et skoleskift bliver nødvendigt. For en del af bogens skribenter har mobningen været så voldsom, at de har måttet fortælle det derhjemme. For mange har det medført skoleskift, og

6 i nogle tilfælde har det hjulpet. Det kan synes meget drastisk, at et skoleskift er nødvendigt hvorfor var der ikke vilje eller mulighed til stede på skolen til at løse problemet? Er det acceptabelt, at nogen børn og unge skal udsættes for mobning i årevis, uden at nogen voksne griber ind for alvor? Er det acceptabelt, at dem, der mobber, ikke gives en håndsrækning, så de kan få det bedre og dermed slippe af med behovet for at genere andre? Når man ser på de følelser og konsekvenser, der bliver beskrevet i denne bog, er der brug for, at vi voksne tør komme på banen og gøre en aktiv indsats for at stoppe mobning til glæde for alle. Det er godt, når børn og unge selv lærer at håndtere problemer, men det er ikke godt, når de får en helt forfærdelig dagligdag, som påvirker deres liv på en måde, så det medfører angst og tabt selvværd med deraf følgende ensomhed. Så er det på høje tid at gribe ind og hjælpe med til at løse op for en situation, der for den unge kan synes fuldstændig håbløs og uoverskuelig. Mobning kan man komme til livs ved at tage den frem i lyset og ved at turde kigge på den hele vejen rundt. Ved at lade de forskellige parter komme til orde og få lov til at forklare sig i hinandens påhør. Og ved bevidst at arbejde på ikke at ville acceptere mobning som omgangsform. Mange skoler har heldigvis i de seneste år sat fokus på mobning og på at have en aktiv politik, så mobning ikke tager et fuldstændig unødvendigt omfang. Det er der i denne bog fine eksempler på, som forhåbentlig kan danne inspiration til at gøre noget aktivt ude i de klasser, hvor det er blevet dagligdag, at man behandler hinanden med for lidt respekt for den enkelte. Jeg har besøgt en 9. klasse i Svendborg, som fortalte om, hvordan de første syv skoleår havde været et helvede i mobning, både af hinanden og af lærerne. I 7. klasse gjorde skolen en aktiv indsats for at komme den dårlige stemning til livs. Ved månedlang og målbevidst bearbejdning af problemerne lykkedes det at få en velfungerende klasse ud af det, og som en af drengene udtrykte det: Det er så godt, at vi fik konflikterne løst, at mobningen blev stoppet, og at vi fik lært at omgås hinanden på en ordentlig måde. Det får vi brug for senere i livet. Og det har vi alle brug for at blive behandlet med respekt.