Da verden blev en anden

Transkript

1 Sven Thygesen Søren Hansen Flemming Petersen 1914 Da verden blev en anden En beskrivelse af tiden omkring 1. verdenskrig forlaget herredagen

2 Indhold Forord 7 PROLOG Da verden blev en anden tiden omkring Den første Verdenskrig 11 Skuddet i Sarajevo DEL Krigen 17 Den hektiske sommermåned Krigsudbruddet blev modtaget med begejstring af sted og hjem til jul 25 Krigens strategier og mobiliseringens anatomi 27 Krigens taktikker, våben og propaganda 30 Våben 35 Propaganda 39 Nyheder og censur 44 Kynisme og medmenneskelighed 49 Krigens generaler 49 Krigens soldater 51 Samvittighed og ære 56 Militærnægtere 57 Ærens mark 59 Syg eller æreløs og fej 63 Efter krigen 64 Sultvåbnet og hungerblokaden 65 Neutrale lande og danske gullaschbaroner 72 Krigens regler og humanitær folkeret 73 USA ind og Rusland ud 79 Våbenstilstand den 11. november 1918 kl Fredsslutningen og fredstraktaten 82 Folkeforbundet 96 indhold 3

3 2. DEL Ideers nye veje 101 Politiske og økonomiske ideologier 101 Nationalisme og patriotisme 102 Militarisme og pacifisme 111 Imperialisme og kolonialisme 115 Kapitalisme, konservatisme og liberalisme 116 Anarkisme og vold 118 Socialisme, kommunisme og marxisme 121 Nazisme og fascisme 127 Socialdemokrati 128 Demokrati og parlamentarisme 129 Naturvidenskab, filosofi og religion 131 Darwinisme og Darwin 131 Socialdarwinisme, eugenik og eutanasi 137 Relativitet og relativisme 148 Logisk positivisme 151 Psykoanalyse og Freud 151 Nihilisme og Nietzsche 156 Religion og tro 160 Mission, socialisme og to nye kirker 163 Krigen, Bibelen og profetierne 165 Spiritisme 168 Antisemitisme og zionisme 170 World Zionist Organization 181 Eliten og krigen 181 England 182 Tyskland/Østrig 183 Frankrig 186 De frivillige 187 Kunsten i opbrud 190 Musik og komponister 193 Skuespil, romaner, digte og forfattere 198 Malerier og billedkunstnere 202 Film og instruktører da verden blev en anden

4 3. DEL Samfundsudviklingen 213 Den nye hverdag 213 Krigens spor 213 Familien 218 Autoriteterne 221 Minder og påmindelser 224 Økonomi 228 Ligestilling 233 Mode og moral 236 Industri 238 Industriarbejderen 239 Industrielle revolutioner 240 Standardisering 243 Krigsindustrien og dens købmænd 243 Arbejderbevægelser: Socialister, anarkister, syndikalister, socialdemokrater, marxister, kommunister, revisionister og fagforeninger 246 EPILOG 1914 Da verden blev en anden 251 Politikere 251 Videnskabsmænd og forskere 252 Historikere 253 Filosoffer 257 Kunstnere, forfattere og journalister 259 Litteraturhenvisninger 263 Mere viden 270 indhold 5

5

6 Forord Da verden blev en anden er ikke en traditionel historiebog. Det har ikke været hensigten at lave endnu en bog, der fortæller om krigen og dens aktører. Det er allerede gjort og gjort godt. Læs derimod Da verden blev en anden, hvis du ønsker at få et overblik over en af de mest dramatiske perioder i verdenshistorien. Den vil føre dig kompasset rundt og gennemgå de forandringer, tiden bragte. Forandringer der ikke kun indbefattede verdens sceneskift fra fred til krig og fire år senere tilbage igen, men også forandringer i menneskers adfærd, viden, moral, tankegods, arbejde og dagligdag. Vi er bevidst om, at der let sker en forskydning væk fra årsagerne til krigen til en fokusering på selve krigen. Eller sagt med andre ord; en forskydning fra hvorfor til hvad og hvordan. Tænk blot på hvad billederne i nyhedsudsendelserne ofte udvirker. Billeder formidler noget om hvad og hvem, mens hvorfor oftest kræver en ordforklaring. Vi har derfor hovedsageligt set på årsagerne til krigen i de tanker, som tiden var præget af refleksioner frem for begivenheder. Mange af tidens tanker er fostret af politikere, filosoffer og andre dele af intelligentsiaen. Når vi alligevel i vid udstrækning netop tager udgangspunkt i deres synspunkter og tanker, skyldes det, at tanker født af samfundets elite over tid har en tendens til at sive ned til menigmand, hvorved eliten netop bliver meningsdannende. Derfor er deres tanker af særlig interesse. Var det tilfældigt, at verden gik af lave netop i 1914? Nogle vil sige ja og mene, at det voldsomme krigsudbrud ville være kommet på et eller andet tidspunkt og uafhængigt af skuddene i Sarajevo. I årene op til 1914 var der opbygget spændinger i verdenssamfundet, som krigen udløste. Krigen blev den store enkeltstående begivenhed i 1914, som udløste nye forandringer. Forståelsen af begivenhederne i året 1914 skal derfor ses og tolkes i lyset af begivenheder, som havde deres udspring helt tilbage i sidste halvdel af det 19. århundrede. Men verdenskrigens udbrud i 1914 skal også ses som starten på de dramatiske ændringer, som fulgte i dens kølvand. Da verden blev en anden er dermed også en beskrivelse af forudsætningerne for krigen og dens konsekvenser. Hovedvægten er ikke lagt på detaljen, men på overblikket. Alligevel er der også blevet plads til glimt af livet blandt soldater, politikere, regenter og forfattere. I Da verden blev en anden er det, der normalt skrives med småt taget med og levendegjort med ord skrevet af mennesker, som oplevede krigen og dens eftervirkninger. forord 7

7 Verdenskrigen kom til at skygge for mange andre forandringer i perioden, men hvad der skete i menneskers sind, er måske den største forandring, som vi har fået i arv. Brug overblikket til at gå i detaljer i de områder, som interesserer dig. At forstå begivenhederne omkring krigen og dens udbrud fordrer, at man kan sætte sig ind i tiden og dens tanker Vi har givet samtiden fortrins- og taleret, men vi har også lyttet til nulevende historikere med speciale i Den første Verdenskrig. Vi har i rigt omfang angivet vore kilders fødsels- og dødsår, for at vise hvor på tidens strøm de har befundet sig i forhold til de beskrevne begivenheder. Naturligvis ligger der i valget af stemmer en sortering. Vi har forsøgt at lade stemmerne være repræsentative og i mindst muligt omfang lægge vor eget tynde lag af fortolkning på. Mange historikere, politikere, journalister og forfattere har i tidens løb konkluderet, at Den første Verdenskrig var urkatastrofen og året 1914 var året, hvor verden gik af lave. Når vi ser tilbage og betragter vidnesbyrdene fra perioden omkring Den første Verdenskrig, må vi medgive, at da blev verden en anden. Hvordan er bogen blevet til? Bogen er skrevet efter mange drøftelser mellem forfatterne og efter samtaler med andre med stor historisk indsigt på universiteter og museer og vi siger tak for deres konstruktive vejledning og kritik ligesom bøger og internettet er blevet flittigt frekventeret. Mange lande er begyndt at lægge deres historiske dokumenter ud på nettet. På internettet kan man bladre i bøger, besøge alverdens museer og læse referater fra møder mellem præsidenter og deres rådgivere eller høre lydklip fra politikeres taler til nationen. Læs bogen, og hvis du får lyst til at udforske perioden på egen hånd, så vælg en eller flere af bøgerne i litteraturhenvisningen eller søg på internettet. Vi lagt en række links til interessante informationer på Lyngby december 2012 Sven Thygesen Søren Hansen Flemming Petersen da verden blev en anden

8 prolog

9

10 1914 Da verden blev en anden Tiden omkring Den første Verdenskrig Der er gået et halvt århundrede, men det spor, som den store krigs tragedie efterlod på nationernes sjæl og legeme, er endnu ikke forsvundet Denne ildprøve var af en sådan størrelsesorden både fysisk og moralsk, at intet bagefter var som før. Samfundet i sin helhed styreformer, landegrænser, love, væbnede styrker, forholdet mellem stater, også ideologier, familieliv, formuer, stillinger, forholdet mennesker imellem alt var blevet ændret i bund og grund Menneskeheden mistede balancen og har aldrig genvundet den siden. Charles de Gaulle Le Monde, 12. november 1968, s. 9. Markering af 50 årsdagen for krigens afslutning og våbenstilstanden Skuddet i Sarajevo Skuddet i Sarajevo den 28. juni 1914 blev den umiddelbare anledning til Den første Verdenskrig eller Den Store Krig, som den også blev kaldt. Den dag blev ærkehertug Franz Ferdinand ( ) af Østrig og hans hustru Sophie myrdet. Selv om krigsudbruddet var den største begivenhed i 1914, så var den ikke det eneste bemærkelsesværdige i tiden. Fra slutningen af det 19. århundrede og ind i 1920 erne indtraf ikke kun nogle af de mest dramatiske forandringer indenfor krigsførelse og teknologi, men også i menneskers tankegang. Verden var op til 1914 præget af optimisme og tro på fremtiden. Den teknologiske udvikling og industrialiseringen havde skabt forbløffende resultater, og menneskers viden om verden, universet, atomet, mennesket og menneskesindet og meget andet varslede nye tider. Der havde stort set været fred i Europa i mere end 40 år, og i den periode var nationerne blevet rigere. Ikke kun i ét land, men i alle landene var der tale om en økonomisk opblomstring. prolog 11

11 Mordet på ærkehertugen og hans hustru. Mordene i Sarajevo og Den Store Krig blev for Europa og resten af verden startskuddet til store samfundsmæssige og menneskelige forandringer nogle til det bedre, andre til det værre. Beretningen om krigen kunne hurtigt blive en opremsning af datoer, tabstal, våben, statsmænd og generaler. Men krigen havde også en hverdag og et liv, som blev levet i by og på land langt fra fronten. Bedre end de fleste har den østrigske forfatter Stefan Zweig i sin erindringsbog Verden af i gaar beskrevet, hvad krigen ændrede i hverdagen. I afsnittet Tryghedens verden skriver han: da verden blev en anden

12 Den østrigske forfatter Stefan Zweig ca. 31 år gammel. Naar jeg skal prøve at finde en brugelig Formel for Tiden før Den første Verdenskrig, det Tidsrum, jeg voksede op i, saa haaber jeg at være mest prægnant, naar jeg siger: Det var Tryghedens gyldne Tidsalder Enhver vidste, hvor meget han ejede, og hvor meget der tilkom ham; han vidste hvad der var tilladt, og hvad der var forbudt. Alt havde sin Norm, sit Maal, sin Vægt Absolut ingen troede paa Krige, Revolutioner eller Omvæltninger. Alt radikalt og voldsomt syntes paa Forhaand umuligt i denne Fornuftens Tidsalder. Denne Fornemmelse af Sikkerhed var Millioners efterstræbelsesværdige Eje; var det fælles Livsideal Denne Tro paa det uafbrudte og uopholdelige Fremskridt havde for hin Tidsalder ligefrem en Religions Styrke i sig; man troede allerede mere paa dette Fremskridt end paa Bibelen, og man mente, det var uomstødeligt bevist gennem de nye Vidundere i Videnskab og Teknik, som hver Dag bragte med sig. Faktisk var Slutningen af dette Fredens Aarhundrede en Opgangens Tid, en hurtigere og hurtigere, en mere og mere synlig, en mere og mere mangfoldig Opgangens Tid Det er ganske rimeligt, at vi Mennesker af i Dag, som for længst har strøget Ord som Sikkerhed og Tryghed af vor Ordbog som Fantomer, smiler ad hin idealistiske, men forblindede Generations skønne Illusioner om, at Menneskehedens tekniske Fremskridt nødvendigvis maatte have et lige saa rapidt moralsk Opsving til Følge Vi har lidt efter lidt maattet vænne os til at leve uden Bund under Fødderne, uden Ret, uden Frihed og uden Tryghed. For vort eget Jordelivs Vedkommende har vi for længst fornægtet vore Fædres Religion, deres Tro paa Humanitetens raske og varige Opsving; paa det grusomste belærte, som vi er, synes vi, at hin overilede Optimisme er rent ud banal Ansigt til Ansigt med en Katastrofe, der med eet eneste Kast har slynget os tilbage bag om tusinde Aars humane Bestræbelser prolog 13

13 Selv fra den Afgrund af Gru, hvori vi nu halvblinde famler omkring med brudt og søndret Sjæl, kaster jeg atter og atter Blikket op mod hine gamle Stjernebilleder, der straalede over min Barndoms Jord, og jeg trøster mig med den nedarvede Tillid til, at dette Tilbagefald engang vil vise sig kun at have været et Interregnum i den evige Fremskridt Rytme. (Zweig, 1948, originalen 1942) 1 Stefan Zweig, østrigsk forfatter ( ). Citat fra bogen Verden af i gaar (1942) 1 Henvisninger til kilder baseres på ISO 690-standarden og vises på denne måde fx (Bjøl, 2005). I litteraturhenvisningen bagerst i bogen vil yderligere oplysninger kunne findes da verden blev en anden

14 1. del krigen

15

16 Krigen Første Verdenskrig blev navnet for en krig, som ændrede verdenshistorien. Det var en verdenskrig, fordi den inddrog alle kontinenterne, og det var ikke set før. I starten kaldte man krigen for Den Store Krig 2, men den blev senere kendt som Den første Verdenskrig. Den blev den hidtil blodigste krig med omkring ni millioner døde og savnede soldater. Men ikke alle krigens ofre befandt sig i krigszonen, idet hjemmefronten også kunne tælle sine døde og sårede. Krigen, og tiden umiddelbart efter, kostede yderligere omkring seks millioner civile livet. Det er et overraskende stort tal, da man jo netop betragter Den første Verdenskrig som soldaternes krig. De civile døde på grund af udsultning og fejlernæring (skønsmæssigt tyskere døde af sult og fejlernæring på grund af de allieredes blokade), sygdomme 3 ( russere døde af tyfus i perioden ) og genocide/folkedrab (folkedrabet på skønsmæssigt armeniere 4 ). Andre civile tab ved angreb på handelsflåder, massakrer på civile, langdistance-artilleri og luftbombardementer, var i sammenligning hermed små. (Gleichen, 2000, original ) 1. verdenskrig Krigen varede fra 28. juli 1914 til 11. november 1918 (våbenstilstandsdatoen). Fredsaftalen blev underskrevet 28. juni 1919 på 5 årsdagen for ærkehertug Franz Ferdinand s død. Krigen i nøgletal: Skønsmæssigt 70 millioner soldater var mobiliseret Skønsmæssigt 9 millioner døde eller savnede soldater Over 21 millioner sårede, heraf syv millioner invalideret for livstid 2 The great war (engelsk), La grande guerre (fransk), Gran Guerra eller Guerra des Guerras (spansk). Den første Verdenskrig forkortes ofte ww1. 3 Den spanske syge med over 20 millioner og måske endda 50 millioner døde er ikke medregnet, endskønt den almene svækkede helbredstilstand efter krigen også bidrog til de mange dødsfald. 4 Betegnelsen folkedrab bestrides af Tyrkiet. 1. del krigen 17

17 Ofre for attentater Attentatforsøg Myrdet Ruslands Zar Alexander II 1879 og USA s præsident James Garfield 1881 Kejser Wilhelm I af Tyskland 1878 og 1883 Ruslands Zar Nikolaj II Frankrigs præsident Sadi Carnot 1894 Spaniens premierminister Antonio Canovas 1897 Kejserinde Elisabeth af Østrig 1898 Kong Umberto af Italien 1900 Prinsen af Wales/Kong Edward VII 1900 Kejser Wilhelm II af Tyskland 1900 og 1901 USA s præsident McKinley 1901 Kong Leopold II 1902 Kong Alexander I og dronning Draga af Serbien 1903 Ruslands indenrigsminister Vyacheslav Konstantinovich von Plehve 1904 Kong Alfonso XIII og dronning Eugenie af Spanien Kong Carlos af Portugal 1908 Frankrigs premierminister Aristide Briand 1911 Ruslands ministerpræsident Pjotr Stolypin 1911 Spaniens premierminister Canelejas 1912 Kong George I af Grækenland 1913 Ærkehertug Franz Ferdinand af Østrig og hans hustru Sophie 1914 Den franske socialistleder Jean Jaurès 1914 Østrig-Ungarns ministerpræsident Karl von Stürgkh 1916 Leninismen og kommunismens fader Vladimir Iljitj Lenin 1918 Stifterne af det tyske kommunistiske parti Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg Frankrigs premierminister Clemenceau 1919 Den tyske ministerpræsident i Bayern Kurt Eisner 1919 Den tyske underskriver af fredsaftalen Matthias Erzberger 1921 Tysklands udenrigsminister Walther Rathenau 1922 Den polske præsident Gabriel Narutowicz 1922 Måske historiens første bilbombe (køretøjet var en hestevogn) blev bragt til sprængning som en terrorhandling mod kapitalismens højborg Wall Street (1920), og den resulterede i over 20 dræbte. Attentatmanden blev ikke endelig identificeret, men af løbesedler fremgik det, at ugerningen sandsynligvis var udført af en anarkist da verden blev en anden

18 Antallet af døde i krigen er i virkeligheden kun én af de mange måder, hvorpå man prøver at holde styr på krigens konsekvenser. Det er klart, at der ikke er én endegyldig rigtig måde at opgøre konsekvenserne på, og ikke engang noget, der synes så konkret som antallet af krigens ofre, kan eftertiden bestemme entydigt. Angivelserne i forskellige kilder varierer. Historikere har for eksempel en forskellig opfattelse af i hvilket omfang de forskellige typer af civile tab skal medregnes blandt krigens ofre. Men uanset hvordan man vælger at opgøre konsekvenserne, så bliver resultatet, at krigens uhyggelige omfang retfærdiggør navnene Den Store Krig og Den første Verdenskrig. Den hektiske sommermåned 1914 Selv om mordet på ærkehertugen og hans kone var dramatisk, så var mord og attentatforsøg på ledere og kongelige dog langt fra usædvanligt. Mordene var umiddelbart ikke nok til at politikerne øjeblikkelig afbrød deres ferier for at tage sig af en situation, som kunne udvikle sig faretruende. Selv på børserne i Wien, London og Berlin diskuterede man naturligvis mordene, men handelen forblev normal. Der havde været så mange andre mord og mordforsøg. Men denne gang udviklede mordene sig til en egentlig krise. Perioden, fra skuddet i Sarajevo til krigens udbrud en måned senere, var præget af hektisk diplomatisk aktivitet. Konsultationer og rådslagninger på kryds og tværs mellem venner og fjender efterlader et billede af kaos, misforståelser, stolthed og sårede følelser. Og da situationen tegnede meget truende, blev der gjort mange forsøg på at finde en løsning, der skulle forhindre en krig. I dagene umiddelbart op til krigsudbruddet udvekslede den tyske kejser Wilhelm og zar Nikolaj en række telegrammer. I et af dem skrev kejser Wilhelm: Jeg forstår til fulde hvor vanskeligt det er for dig og din regering at trodse kraften i din folkelige opinion. Derfor, og på grund af det hjertelige og ømme venskab der allerede så længe har bundet os så stærkt sammen, vil jeg gøre brug af min vægtigste indflydelse for at presse østrigerne til, underskrevet: Fætter Willy. Zar Nikolaj svarede tilbage med en stærk appel om at gøre et sidste forsøg på at afværge krigen. Og samtidig tilbød England at mægle (Mak, 2010, (originalen 2004)). Men freden gled langsomt parterne af hænde. Det ene skridt tog det næste, og det blev umuligt at gå tilbage. En uhyggelig inerti drev udviklingen, og styrede landene ud i en verdenskrig. Den 28. juli 1914 erklærede Østrig-Ungarn Serbien krig. Det var denne første krigserklæring, som startede verdenskrigen. Kort tid efter var mange lande i krig, 1. del krigen 19

19 Juli-krisen: Begivenheder fra 28. juni til 4. august juni: Det østrig-ungarske tronfølgerpar myrdes i Sarajevo. 5. juli: Østrig-Ungarn beder Tyskland om støtte ved en evt. konflikt med Serbien. Tyskland giver tilsagn om støtte. 23. juli: Østrig-Ungarn sender ultimatum med krav om Serbiens betingelsesløse accept. Serbien skal acceptere ultimatummet senest den 25. juli (48 timers frist). 24. juli: Serbien appellerer til Rusland for støtte. 25. juli: Rusland anmoder Østrig-Ungarn om at forlænge tidsfristen i det sendte ultimatum til Serbien, hvilket Østrig-Ungarn afviser. Serbien accepterer de østrig-ungarske krav på nær enkelte forhold*, som ville betyde at landet måtte opgive sin status som suveræn stat. Serbien beordrer mobilisering. 26. juli: Rusland indleder en præmobilisering. Østrig-Ungarn påbegynder begrænset mobilisering mod den russiske grænse. 27. juli: Den tyske kejser finder Serbiens svar på ultimatummet for acceptabelt, men diverse misforståelser gør at Østrig-Ungarn allerede er i gang med at mobilisere og forberede sig på krig mod Serbien. 28. juli: Østrig-Ungarn erklærer Serbien krig. 29. juli: Rusland udsteder en delvis mobiliseringsordre som hjælp til Serbien mod Østrig-Ungarn. Østrig-Ungarn påbegynder krigen mod Serbien og bombarderer Beograd. 30. juli: Rusland opgiver den delvise mobilisering og påbegynder en total mobilisering, som uundgåeligt dermed også er rettet mod Tyskland. 31. juli: Tyskland sender et ultimatum til Rusland og kræver at Rusland standser sin mobilisering. Samtidigt sender Tyskland et ultimatum til Frankrig med krav om at det erklærer sig neutralt ved en krig mellem Tyskland og Rusland. Begge lande ignorerer de tilsendte ultimatummer. Frankrig beordrer mobilisering. Østrig-Ungarn beordrer total mobilisering. 1. august: Tyskland og Frankrig mobiliserer. Tyskland sender en krigserklæring til Rusland. 2. august: Tyskland sender en anmodning til Belgien om tilladelse til at lade de tyske tropper passere igennem landet. Tyske tropper invaderer Luxemburg. 3. august: Tyskland erklærer krig mod Frankrig. Belgien afviser Tysklands krav om fri troppegennemmarch. 4. august: Tyskland erklærer krig mod Belgien og invaderer landet. England kræver, at Tyskland inden midnat har rømmet Belgien, men Tyskland svarer ikke. Fra midnat er England også i krig med Tyskland. England mobiliserer. Kilde: Gleichen, 2000, original * Af ultimatummets 11 hovedkrav accepterede Serbien de otte, ét krav blev accepteret hvis der blev fremlagt bevis for påstanden, ét krav fik en betinget afvisning og ét en betinget accept. I Serbiens svar stod der ligeledes, at hvis svaret på ultimatummet forekom utilfredsstillende foresloges mægling (Gleichen, 2000, original ) da verden blev en anden

20 Markante citater om indledningen til krigen Claes Kastholm Hansen siger i sin bog Vanvid og velstand, (1999): Det svimler for en, når man til bunds indser, at første verdenskrig, den største katastrofe i menneskehedens historie, kom som en følge af misforståelser og kommunikationsbrister, frygt for hinandens hensigter og militærstrategisk automatik. (Hansen, 1999) Kurt Tucholsky ( ), tysk journalist, forfatter og soldat under Den Første Verdenskrig, udtalte den 23. juli 1929 i en anmeldelse af Emil Ludwig s bog Juli 14 : Folkene har ikke villet krig, ingen nation har villet det; gennem diplomatiets indskrænkethed, skødesløshed og vrangvillighed blev det til den dummeste af alle krige. [F.O.] 5 Nationerne rutsjede ud over kanten og ned i krigens kogende gryde, uden spor af ængstelse eller bekymring Nationerne bevægede sig baglæns ned i afgrunden ikke en eneste af dem ønskede krig; i det mindste ikke i denne udstrækning. [F.O.] skrev den tidligere britiske premierminister Lloyd George ( ) i sin erindringsbog War Memories, 1934 Menneskene vil nødig tro, at store begivenheder har små årsager. Da verdenskrigen begyndte, var de derfor overbevist om, at den måtte være resultatet af dybtliggende kræfter. Det er svært at få øje på sådanne, når vi undersøger detaljerne. Der bestod intet sted noget bevidst fortsæt om at fremkalde krig. Statslederne regnede fejl. De anvendte de midler i form af bluff og trusler, der havde vist sig virksomme ved tidligere lejligheder, men denne gang gik det hele galt. Den afskrækkelsesvirkning, de byggede på, blev ikke til noget; statsmændene blev fanger af deres egne våben. (Bryld, 2006) A.J.P. Taylor (1963) bl.a. 5 Tyskland, Rusland, Belgien og Frankrig 6. Den 4. august 1914 sluttede England sig til konflikten og erklærede Tyskland krig, efter at Tyskland havde invaderet Belgien og brudt Belgiens neutralitet. Belgiens neutralitet var blevet garanteret af stormagterne, og et brud på internationale aftaler var nok en alvorlig sag, men ville det kunne udløse en verdenskrig? Da den engelske ambassadør i Berlin mødte op hos den tyske kansler von Bethmann-Hollweg ( ) til et afskedsinterview, beklagede kansleren over for den engelske ambassadør, at det ikke var lykkedes at holde England uden for en krig. 5 Forkortelsen [F.O.] benyttes for Forfatterens Oversættelse. 6 For en fuldstændig oversigt over krigens parter og deres indtræden i krigen henvises til rapporten Declarations of War, udgivet i 1919 af US Department of State. 1. del krigen 21

21 Kædereaktion. Hvis Østrig slår Serbien, så kommer Rusland til hjælp, men så vil Tyskland hjælpe Østrig, hvilket gør at Frankrig og England vil hjælpe Rusland. Kilde: Avisen Brooklyn Eagle 1914 Nu var der ikke noget, der kunne holde krigen tilbage, og i den engelske premierministers værelse i underhuset sad premierministeren Herbert Henry Asquith ( ) alene denne aften, da hans hustru Margot trådte ind. Da hun spurgte: Er det så alt sammen forbi? svarede han uden at se op: Ja, det er alt sammen forbi Hun gik hen og lagde sit hoved ind til hans og ingen af dem kunne tale for tårer. Den engelske udenrigsminister sir Edward Grey ( ) sagde ved krigsudbruddet: Lysene er ved at gå ud over hele Europa; vi vil ikke komme til at se dem tændt igen i vores levetid. (Baldwin, 1964, originalen 1962) Da den tyske ambassadør i Rusland havde afleveret krigserklæringen til Ruslands udenrigsminister, omfavnede ambassadøren og udenrigsministeren hinanden og græd. Da zar Nikolaj II ( ) sammen med sin familie modtog beskeden om krigserklæringen, græd de i fællesskab. Derpå gik de til slotskapellet og sad længe hensunket i bøn. (Olsson, 1967, originalen: 1964) Nok havde nationalisme, militarisme, stormagtskonkurrence, rustningskapløb og almindelige krigsforberedelser drevet verden i retning af konflikt men de fleste af Europas fyrster og regenter ønskede ikke krigen og slet ikke verdenskrigen, men de fik den alligevel. Krigens parter gav hver sin forklaring på krigen, dens årsager og ikke mindst grundene til at udkæmpe den til den bitre ende. Tyskland mente, at de var blevet omringet (die Einkreisung) af fjendtlige stater, som bl.a. kom til udtryk i de alliancer, der var indgået mellem Frankrig og Rusland, og som indkredsede Tyskland. Det kæmpede en forsvarskrig især rettet mod russisk aggression. Derudover var Tyskland blevet forfordelt i landenes kolonisering af fjerne verdensdele, og det ønskede en plads i solen på linje med andre stormagter. Østrigerne havde været udsat for terrorhandling fra en serbiskstøttet terroristorganisation, og det kunne bruges til at da verden blev en anden

22 at fortryde og så igen hæve stemmerne, blev de i virkeligheden ofre for og fanger af deres egne forestillinger. Hvis man vil lege med mobiliserings-truslen/våbnet, må man kende mobiliseringens anatomi. Det var ikke en fast del af udenrigsministrenes uddannelse. Dette manglende kendskab til hvilket våben mobilisering var, førte gradvist til en fuldbyrdet krig (Olsson, 1967, originalen: 1964). Krigens taktikker, våben og propaganda Forud for krigens udbrud havde nationerne oprustet, og med krigen blev helt nye teknologier og taktikker afprøvet. Krigen begyndte som en angrebs-, lyn- og bevægelseskrig, men blev kort efter krigsudbruddet en forsvars- og stillings-krig. Det var forventningen, at krigen ville vare i nogle få måneder, men i stedet blev det hovedsageligt en skyttegravskrig, der varede i mere end fire år. Taktikkerne viste sig ikke at holde i virkeligheden, og erfaringerne fra krigen kom til at påvirke fremtidens krigsførelse. Krigen blev uhyggelig blodig. Maskingeværet var et nyt dødbringende våben, som med stor effekt kunne anvendes i en skyttegravskrig. Ethvert forsøg på at overløbe fjendens skyttegrave var en blodig og dødelig affære. Selv om fjendens skyttegrave og befæstninger var blevet bombarderet med tungt artilleri forud for infanteriets stormløb, kunne mange søge ly og gemme sig i beskyttelsesrum. Når et artilleri-bombardement var overstået, sendtes infanteriet over the top, dvs. kravlede op fra egne skyttegrave. Samtidigt havde modparten gjort sig klar i skyttegravene, ved maskingeværrederne og mejede de fremrykkende soldater ned. Erobrede stormtropperne den første skyttegrav, lå der en anden og måske tredje skyttegrav klar til at modtage angriberne. Soldaten vidste, at hans chancer for overlevelse var afhængige af evnen til at efterleve den simple regel: Sørg altid for at være i dækning. Soldaternes liv ved fronten kunne således let komme til at handle om et liv under konstant beskydning, i mudder og med lus osv., men det handlede også om ensformigheden og ventetiden kun afbrudt af deltagelsen i de store slag. De store slag ved Verdun og Somme på Vestfronten eller ved floden Isonzo i grænselandet mellem Italien og Østrig-Ungarn (nu en del af Slovenien), eller ved Gallipoli i Tyrkiet vil altid blive fremhævet på grund af det meningsløse blodbad set i lyset af de helt betydningsløse resultater. Sådan må enhver civilist mene og sikkert også de fleste militærteoretikere. Slagene blev udført med en kynisme, som eksempelvis udtrykt af den tyske general Falkenhayn ( ), da han igangsatte angrebet på Verdun, som var et imponerende fransk fæstningsværk på Vestfronten. Han ville egentlig ikke erobre Verdun det var fint hvis det skete men det var da verden blev en anden

23 Skyttegraven i teorien og i praksis hans mål at slide den franske hær op, og angrebets succes var afhængig af antallet af dræbte franske soldater. Strategien var at udmatte fjenden, Ermattungsstrategie. Sådan har Falkenhayn beskrevet sin strategi i sin erindringsbog (Falkenhayn, 1920): Inden for vor Rækkevidde, bag Vestfrontens franske Afsnit, er der Angrebsmaal, som den franske Generalstab vil være tvunget til at kaste hver eneste Mand ind paa at fastholde. Hvis man gør det, vil Frankrigs Kampkraft forbløde sig da der ikke kan være tale om frivilligt Tilbagetog hvad enten vi naar vort Maal eller ej. Hvis man ikke gør det, og hvis vi naar vort Maal, vil den moralske Virkning i Frankrig være overvældende. 13 (oversættelsen er taget fra Winston Churchills bog Den store Krig (Churchill, 1935, originalen 1933)). Ved den franske by Somme stod et andet af krigens store slag. Slaget blev indledt med en allieret offensiv hovedsagelig udført af engelske soldater. Offensiven blev ledet af den engelske general Douglas Haig ( ). Slaget ved Somme i 1916 kostede den engelske hær døde og sårede mænd på en enkelt dag. Haig fastholdt sine offensive strategier med bemærkningen om, at en krig ikke skal bedømmes ud fra et enkelt slag, men ud fra krigens resultat. I sin afsluttende indberetning om slaget ved Somme skrev general Haig: Det er ikke desto mindre tilstrækkeligt bevist, til at det ikke kan drages i tvivl, at fjendens tab af mandskab og materiel har været betydelig større end de allieredes (Churchill, 1935, originalen 1933) 14. Virkeligheden var en anden. 13 Nogle historikere mener, at Falkenhayns strategi er formuleret efter krigen og som en forklaring (og undskyldning) for at det ikke lykkedes tyskerne at indtage Verdun. 14 Somme-slaget kostede skønsmæssigt de allierede et tab (døde, savnede og sårede) på omkring soldater mod tyskernes omkring Skønnene over parternes tab varierer meget. 1. del krigen 31

24 Krigsbilleder fra fronten da verden blev en anden

25 Engelske soldater forlader skyttegraven over the top. 1. del krigen 33

26 De store slag i Den Første Verdenskrig Tannenberg August 1914 Østfronten, tysk sejr over den russiske hær Marne September 1914 Vestfronten, tysk fremmarch standset Gallipoli Februar 1915 Tyrkiet, fejlslagen engelsk landsætning Verdun Februar-december 1916 Vestfronten, tysk angreb afvist Somme Juli-november 1916 Vestfronten, fejlslagen engelsk offensiv Passendale eller 3. Ypresslag August-november 1917 Vestfronten, fejlslagen allieret offensiv Corporetto eller Isonzo slaget Oktober-november 1917 Den italienske front, succesfuldt tysk-østrig-ungarnsk angreb Kortet viser de allieredes erobringer ved Somme i perioden 1. juli-18. november Fronten rykkede mindre end ti km frem. Civiliseret krig Civiliseret krig skal ifølge lærebøgerne i videst muligt omfang begrænses til afvæbning af fjendens styrker, i modsat fald ville krigen fortsætte, indtil en af parterne var udslettet. Der er god grund til at denne praksis er blevet en vane blandt Europas nationer. Kilde: Encyclopedia Britannica, 11. udgave, 1911 (!), artiklen krig da verden blev en anden

27 Krigen på Vestfronten stivnede i opslidende slag, og der kom ikke afgørende gennembrud for nogen af parterne. På Østfronten lykkedes det imidlertid den tyske hær at presse Rusland i knæ. I 1917 sluttede krigshandlingerne mellem Tyskland og Rusland. Kort forinden var den russiske krigsindsats blevet svækket alvorligt af mangel på våben, ammunition og andet materiel. Omkring 1 million russiske soldater deserterede, og som Lenin udtrykte det: de stemte for freden med deres ben. Zaren var blevet styrtet, og en ny borgerlig regering kom til magten, som i løbet af relativ kort tid blev væltet af Lenin ( ). Det var et anseligt problem for de allierede, at Tyskland nu kunne frigive de store styrker, som havde været bundet på Østfronten og flytte dem over til kampene på Vestfronten. Det gav Tyskland nyt håb om at kunne vinde krigen. Internt i Rusland søgte styrets modstandere at støde Lenin fra magten og den russiske borgerkrig var en realitet. Den skulle komme til at vare de næste tre år, og først derefter var den bolsjevikiske magtovertagelse med Lenin i spidsen endelig sikret. Sovjetunionen blev oprettet i Våben Nye våben og forsvarsværker blev taget i brug. Skyttegrave 15, pigtrådsafspærringer og landminer blev brugt som forsvar mod angribere. Håndgranater, giftgas 16 og flammekastere blev brugt i forbindelse med angrebene på fjendernes skyttegrave. Begge parter brugte disse våbentyper i forsøget på at få det ultimative gennembrud i fjendens linjer. Senere i krigen introducerede englænderne tanks. De var resultatet af et langvarigt udviklingsarbejde, inden de i slutningen af krigen blev sat ind på Vestfronten i større antal (Stern, 1919) 17. Motoriserede armerede køretøjer på larvefødder, som kunne forcere fjendens pigtrådsafspærringer og give læ for infanteriet, der kunne bevæge sig frem i ly af disse bevægelige fæstninger. Synet af disse uhyrer må have skræmt enhver hærdet tysk soldat, men næsten ethvert våben blev hverdag, og man fandt et forsvar imod det. 15 Nogle historikere har anslået den samlede længde af begge parters skyttegrave til over km eller mere end jordens omkreds. 16 Giftgas: Opgørelse over de samlede tab af døde og sårede på samtlige fronter varierer meget. Et skøn lyder ca. 1,3 million gasofre; heraf døde ca Gas blev således ikke den store dræber sammenlignet fx med maskingeværet. 17 Tanks var allerede blevet indsat i slaget ved Somme i 1916, men i ringe antal og uden den store effekt. England havde dog nået at få tyskerne gjort opmærksomme på deres nye hemmelige våben. 1. del krigen 35

28 Henrettelse af fransk soldat ved Verdun pga. soldatens forsøg på mytteri. Soldaterne levede med krigens vedvarende pres, udsigtsløshed og brudte forventninger og for nogle blev det på et tidspunkt for meget. Ved krigens slutning var der mangfoldige eksempler på, at hærenes moral havde nået et nulpunkt, og der forekom mytteri og deserteringer på begge sider af fronten. Det fortælles, at en fransk mytterist, der under indtryk af truslen om at blive henrettet for sin lydighedsnægtelse, skulle have sagt: Hvis de skyder mig, ved jeg i det mindste, hvorfor jeg dør (Englund, 2009, originalen 2008). Soldaterne skrev breve til deres kære eller læste brevene fra familien endnu en gang. Det kunne også være tid at fortælle de nyeste vittigheder. Der var måske ikke meget som kunne forbinde krigens rædsler med humor. Alligevel var det en del af overlevelsesstrategien at kunne grine af det groteske og af sig selv. Og sådan kan man forestille sig, at soldaterne har forsøgt at fortrænge alvoren, dødsangsten og mange andre tanker og bekymringer, som rumsterede i deres hoveder, og som voksede ud af usikkerheden om de ville komme til at opleve endnu en ny dag. Der var glimt af medmenneskelighed, men det var kun glimt. Krigen var for soldaterne umenneskelig. Uden at forsøge at skabe heltebilleder, kan man måske udtrykke soldaternes indsats i dette helvede med, at de udholdt det umenneskelige og ofte udrettede det overmenneskelige. Samvittighed og ære Historikeren Peter Englund siger i sin bog Kampens skønhed og gru, at krigen giver påskud, skaber rygter, afskærer nyhedsformidlingen, forenkler tænkningen og normaliserer volden da verden blev en anden

29 Med krigen som baggrund blev der solgt ud af civilisationens kronjuveler. Der var kun én rigtig måde at tænke og handle på. Nuancerne var væk. Man var enten for eller imod! Der opstod en ny ydre uniformering af samfundet, ikke alene på grund af de mange uniformer som prægede gadebilledet (uniformer var på mode), men også i form af den ensretning der skete gennem propaganda, politiske taler, presse og nyhedsformidling, ved messer og skriftestole, og fysisk ved mørklagte gader i byerne, troppetransporter og vejspærringer. Der var opstået en tiltagende grad af kompromisløshed, højspændt og højtidelig fædrelandslovprisning og ensporet dæmonisering af fjenden. Det var i dette klima at mænd gik i krig eller nægtede at gå i krig. (Englund, 2009, originalen 2008) I England havde 4,5 mio. mænd meldt sig frivilligt drevet af nationalisme, socialt pres og eventyrlyst. England havde ikke værnepligt ved krigens udbrud. Frivilligheden kunne ikke i længden dække hærens behov for soldater, og i 1916 blev der derfor indført værnepligt. Dermed kom England på linje med de øvrige krigsførende lande, som allerede før krigsudbruddet havde indført værnepligten. Militærnægtere Endnu mens England havde en hær af frivillige, blev unge mænd som af samvittighedsgrunde nægtede at lade sig indrullere i den engelske hær betragtet som feje eller måske endda som landsforrædere. I England blev en hvid fjer tildelt de mænd, som man skønnede snød sig fra at tjene fædrelandet. Admiral Charles Fitzgerald ( ) stiftede i august 1914 Den hvide fjers orden 33 og han opfordrede engelske kvinder til at give en hvid fjer til de mænd, som ikke var i militæruniform. Francis Beckett skriver i en artikel i The Guardian om sin Kujon af en bedstefader. Da krigen brød ud i 1914 bestod hans familie af kone og tre små døtre. Han forsøgte på trods heraf at melde sig som frivillig, men blev afvist på grund af nærsynethed. I 1916 da han var på vej hjem fra sit kontor, mødte han en kvinde, som gav ham en hvid fjer som tegn på fejhed. Dagen efter meldte han sig til militærtjeneste, og nu var nærsynethed ingen hindring. Francis Becketts bedstefader Kujonen blev såret og døde af sine sår i marts Samtidig med indførelse af almindelig værnepligt havde England vedtaget love som fastlagde regler for militærnægtelse. Lovene var i virkeligheden langt forud for deres tid, idet den gav rettigheder til militær- og samvittighedsnægtere. Sådan var det i teorien, men i praksis blev militærnægterne nærmest behandlet som forbrydere. De blev betragtet som nogen, der ville unddrage sig og beskytte deres eget skin. 33 Den hvide fjer havde også forud for Den første Verdenskrig symboliseret fejhed. 34 The Guardian, Tuesday 11. november del krigen 57

30 Den hvide fjer symbolet på fejhed. Engelske militærnægtere. Militærnægterne delte sig i to grupper, efter hvad deres overbevisning tillod dem. Absolutisterne ville ikke udføre nogen form for tjeneste, der kunne betragtes som støtte til krigen altså heller ikke ambulancetjeneste. Den anden gruppe blev betegnet som alternativister, da de accepterede at udføre tjeneste som ikke indebar at de skulle bære våben. Alternativisterne kunne således tjene på hospitaler, udføre køkkentjeneste eller arbejde i landbruget (Willmott, 2004, originalen 2003). Den engelske filosof og nobelpristager Bertrand Russell ( ) indsendte i august 1915 en artikel til Atlantic Monthly med titlen War and Non-Resistance, hvor han gik i rette med dem, som argumenterede for krigsdeltagelse. Krigen kunne ikke retfærdiggøres med argumenter om at de kæmpede for nationens ære, af fædrelandskærlighed og for beskyttelsen af kvinder og børn. Det var ikke fejhed at nægte militærtjeneste, skrev Russell, tværtimod krævede det langt større mod end blot at acceptere indkaldelse. Han var dog pessimist, om hvorvidt det ville lykkes at få den fornødne tilslutning og konkluderede: Men jeg er bange for at mænd er for dedikerede til at tro, at patriotisme er en dyd, og alt for glade for at bevise deres overlegenhed i forhold til andre i en kraftpræget konkurrence. [F.O.] De, der nægtede militærtjeneste af samvittighedsmæssige grunde, blev interneret i lejre. Bertrand Russell var en af de få i England, som nægtede at deltage i krigen og betalte prisen. Han måtte opleve, at en teologiprofessor i en debat med nogle venner trak en af Russells antikrigspamfletter op og brændte den som afslutning på deres drøftelse (Nordin, 1998). I 1916 blev han nægtet fornyelse af sin ansættelse på universitetet i Cambridge. Han var blevet dømt skyldig efter en af krigens love, der da verden blev en anden

31 Våbenstilstand den 11. november 1918 kl. 11 I løbet af 1918 blev det mere og mere åbenbart, at krigen på Vestfronten gik dårligt for centralmagterne. Nogle af Tysklands krigsfæller havde indledt forhandling om indgåelse af en separatfred. Tyskland selv var hårdt presset, men endnu stod de allierede hære ikke på tysk jord. Krigen havde nået et punkt, hvor centralmagterne måtte se nederlaget i øjnene. De allierede havde med USA s deltagelse i krigen i 1917 stadig store uudnyttede ressourcer, hvorfor det kun var et spørgsmål om tid, inden Tyskland ville bryde totalt sammen. Nu ville man have fred. Kejser Wilhelm abdicerede. Den tyske socialdemokrat Philipp Scheidemann ( ) udtrykte nok, hvad mange tyskere tænkte, da han sagde: Hellere en ende med forskrækkelse, end en forskrækkelse uden ende. Krigshandlingerne fik en afslutning den 11. november 1918, kl. 11 [ ] efter, at tyske repræsentanter få timer forinden havde underskrevet en våbenstilstandsaftale 52 med de allierede. Underskriftsceremonien fandt sted i de allieredes øverstkommanderende marskal Ferdinand Fuchs private togvogn 53 i Compiègne-skovene. Den tyske kejser abdicerer den 9. november Våbenstilstanden underskrives i marskal Ferdinand Fochs private togvogn i Compiègne-skovene. 52 Våbenstilstand er en aftale mellem krigsførende parter om at standse aktive krigshandlinger. Aftalen bringer ikke krigen til ophør, idet den kan genoptages ved brud på aftalen eller ved formel meddelelse derom. Våbenstilstand vil normalt være indledningen til fredsforhandlinger og indgåelse af en fredsaftale. 53 Det var den samme togvogn, hvor Frankrig i 1940 måtte underskrive landets kapitulation til Hitlers Tyskland. 1. del krigen 81

32 Ceremoni ved underskrivning af fredsaftalen i Versailles. Det faktum, at tysk jord ikke var blevet besat af fremmede styrker, fostrede den opfattelse i Tyskland, at militæret var blevet svigtet af hjemmefronten og især af de venstreorienterede politikere. Denne opfattelse blev kendt som dolkestødslegenden Im Felde unbesiegt [ubesejret i felten]. Dolkestødslegenden blev et tema i højrefløjens og nazisternes angreb på socialisterne og republikkens politikere efter krigen. Fredsslutningen og fredstraktaten De gamle styreformer, som monarkier og kejserdømmer med begrænsede demokratiske rettigheder, måtte vige pladsen for større grad af demokrati og parlamentarisme. Europas kejserdømmer stod for fald. Europa var blevet rystet som et puslespil, og brikkerne skulle samles på ny. Sejrherrerne kom i januar 1919 til fredskonferencen på slottet Versailles udenfor Paris. Interessen samlede sig især om repræsentanterne fra de store krigsførende da verden blev en anden

33 lande. 54 Man taler om de fire store i fredsforhandlingerne. Det var USA s præsident Woodrow Wilson ( ) og premierministrene David Lloyd George ( ) fra England, Georges Clemenceau ( ) fra Frankrig og Vittorio Orlando ( ) fra Italien. Forhandlernes personligheder var vidt forskellige. I sin bog Paris, 1919 portrætterer historikeren Margaret MacMillan 55 de fire store, som de sad i Firemandsrådet og arbejdede på fredstraktaten. Hun skriver: De Fire mødtes som regel to gange om dagen, også om søndagen, hvis der var en særlig krise. De sad af og til i Clemenceaus klamme, ubehagelige kontor i Krigsministeriet, men det meste af tiden holdt de møder i Wilsons arbejdsværelse. Der sad Wilsons stift i en armstol og lignede, sagde Tardieu, der af og til var med som observatør, en college-professor 56 der bedømmer en afhandling. Mens Wilson talte langsomt og velovervejet, kastede Lloyd George sig, med hænderne på knæene, ud i sit emne, nogle gange vredt, andre gange fuld af godt lune, hyllet i den største ligegyldighed over tekniske argumenter, uimodståeligt draget mod løsninger, ingen ønskede, men med blændende veltalenhed og vid. Clemenceau sad tilbagelænet i sin stol med de behandskede hænder ned langs siden. Han talte mindre ofte end de to andre, mere lidenskabeligt end Wilson og mere logisk end Lloyd George. Af og til flyttede han hen til det polstrede kamingitter for at høre bedre. Orlando 57 sad almindeligvis ved siden af ildstedet med ansigtet vendt mod de tre andre. Han var isoleret på andre måder; han var stærkt engageret i Italiens tarv og deltog kun lidt i drøftelserne om andre emner. Han mistede også tråden, når de tre andre talte hurtigt sammen på engelsk. Engang, da en ven spurgte til et nyligt møde, svarede han gnavent, at han endelig var begyndt at forstå en vittighed om sorte, som Wilson havde fortalt for sjette gang (MacMillan, 2004, originalen 2001). Landenes hovedforhandlere var omgivet af en lang række rådgivere. En af dem var den engelske diplomat Herold Nicolson ( ), som skrev hjem til sin kone: 54 Rusland var ikke med til fredsforhandlingerne i Versailles, fordi det var trådt ud af krigen ved fredsaftalen med Tyskland i Margaret MacMillan er i familie med Lloyd George på sin mors side. 56 Wilson havde været rektor på et af de store universiteter i USA inden han blev valgt til præsident. 57 Orlando repræsenterede et Italien om hvem Bismarck havde udtalt at det havde stor appetit og meget dårlige tænder 1. del krigen 83

34 De fire store David Lloyd George ( ). Premierminister i Storbritannien Thomas Woodrow Wilson ( ). USA s 28. præsident Georges Benjamin Clemenceau ( ). Fransk politiker. Premierminister i Frankrig og Vittorio Emanuele Orlando ( ). Premierminister i Italien da verden blev en anden

35 De fire store samlet i Paris i 1919 underforberedelse af betingelserne for fredsaftalen. Fra venstre mod højre: Vittorio Orlando (Italien), David Lloyd George (England), Georges Clemenceau (Frankrig) and Woodrow Wilson (USA). 1. del krigen 85

36 Her sidder jeg altså, et barn i alle disse sager, og skal rådgive tre gamle mænd: Lloyd George, Clemenceau og præsident Wilson. Og de tre sidder og deler Europa, som om det var en lagkage. De aner ikke hvad det drejer sig om, og hvad kendsgerningerne angår, er de fuldstændig afhængig af mig. De fire forhandleres forskellighed og deres forskellige dagsordner gjorde, at arbejdet med fredsaftalen gik trægt og ofte udviklede sig til veritable verbale slagsmål. Der er historien [måske snarere anekdoten] om hvordan Clemenceau kom ud fra forhandlingerne med de andre tre og blev spurgt, hvordan det gik. Premierministeren svarede Storartet. Vi er uenige om alting. Landene mødte op til forhandlingerne hver med deres særinteresser og uden det mådehold, som måske kunne have givet efterkrigstidens samfund et håb for fremtiden. Frankrig ville have sikkerhed (og hævn efter den fransk-tyske krig i ), England ville bevare sit herredømme på havet og beskytte sin handel og sine koloniale besiddelser, Italien ville have territorier på Balkan og i Middelhavsområdet, Serbien ville samle Balkan under et Storserbien, og mange så muligheden for at tilkæmpe sig landområder fra de tabende landes territorier. USA havde på forhånd annonceret deres fredsvision i Wilsons 14 punkter. USA talte om en fred uden sejr og dermed heller ikke sejrherrer eller tabere. De enkelte landes overvejelser og begrundelser lader sig normalt ikke afdække ud over, hvad der kan udledes af resultatet. Der er måske en undtagelse. Den engelske historiker Arnold Toynbee ( ) var en del af den engelske delegation, og han beretter om fordelingen af landområder i det tidligere Osmanniske rige: Lloyd George havde til min glæde glemt min tilstedeværelse og var begyndt at tænke højt. Mesopotamien ja olie kunstvanding vi må have Mesopotamien; Palæstina ja det hellige land zionisme vi må have Palæstina; Syrien hmmm hvad er der i Syrien? Lad Frankrig få det (MacMillan, 2004, originalen 2001). Med så forskellige dagsordner måtte resultatet af fredsforhandlingerne blive grumset. Tyskland, og de andre nationer blandt centralmagterne, accepterede våbenhvilen den 11. november 1918 på basis af USA s præsident Wilsons 14-punktsplan. Ud over en række detaljerede angivelser af, hvordan landområderne skulle fordeles, indeholdt planen følgende principper: Forbud mod hemmelige traktater nationer imellem, frihed på havene, fri handel, nedrustning, national selvbestemmelse og dermed grundlaget for nationalstaten, og endelig som det fjortende punkt oprettelse af Folkenes Forbund til sikring af fred. Det fjortende punkt var efter Wilsons opfattelse det vigtigste, eftersom det repræsenterede selve kernen i Wilsons korstog oprettelsen af et folkeforbund som middel mod fremtidige krige. De engelske og franske diplomater var usikre på, hvor alvorligt principperne skulle tages. Gjaldt princippet om national selvbestemmelse også de engelske besid da verden blev en anden

37 Wilsons 14 punkter 1. Åbent førte fredsforhandlinger. Ingen hemmelige aftaler. 2. Frit hav. 3. Fri og lige handel. 4. Nedrustning under garantier. 5. Upartisk ordning af kolonierne, med respekt for de indfødte. 6. Tilbagetrækning af alle fremmede tropper i Rusland. 7. Genoprettelsen af belgisk uafhængighed. 8. Alsace-Lorraine skulle blive fransk igen. 9. Italiens grænser skulle trækkes efter nationalitet. 10. Selvstændig udvikling for folkene i Østrig-Ungarn. 11. Frigørelse af de okkuperede områder på Balkan. Serbien skulle have adgang til havet. Grænser skal trækkes efter nationalitet. 12. Selvstændig udvikling for ikke-tyrkere i Tyrkiet. 13. Uafhængighed for Polen med polsk adgang til havet. 14. Oprettelse af Folkeforbundet. Kilde: Wikipedia delser i Indien, Hongkong, Gibraltar, Singapore foruden de engelske og franske besiddelser i Afrika? Var principperne forskellige for krigens sejrherrer og tabere? 58 Den unge engelske diplomat Harold Nicolson hævdede, at England rent logisk burde give Cyperns græske befolkning selvbestemmelse. Han blev irettesat af sin chef Sir Eyre Crowe med ordene: Sludder min gode Nicolson Ville De give Indien, Ægypten, Malta, og Gibraltar selvbestemmelse? Hvis De ikke er parat til at strække Dem så vidt, så har De ingen ret til at tale om logik. Hvis De er parat til at strække Dem så vidt, så må De hellere tage hjem til London med det samme. (Johnson, 1984, originalen 1983) Princippernes møde med virkeligheden gav præsident Wilson anledning til at tage en lang række forbehold, hvilket jo ikke var særlig kønt. Nej, sagde en belært Wilson, princippet om national selvbestemmelse skulle fx ikke medføre en opløsning af det engelske verdensrige, og princippet om frihed på havene betød heller ikke, hvad man måske umiddelbart skulle tro. Princippet om lige og fri handel blev heller ikke efterlevet, idet Tyskland blev påført eksporthindringer, mens landet skulle åbne grænserne for import. Det var særlig Lloyd George, der pressede Wilson og belærte ham om det uholdbare i principperne i mødet med virkeligheden. Da Wilson havde 58 Efter dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarns opløsning ønskede Østrig at tilslutte sig det tyske rige, men det blev dem ikke tilstået. 1. del krigen 87

38 Maleri på Sønderborg Slot af kong Christian X, der rider ind i Sønderjylland ved genforeningen den 10. juli accepteret at ændre på principperne, eller i det mindste at gradbøje dem, havde han samtidig åbnet en ladeport for nye kompromisser (Vincent, 1985). Principperne blev derved kun delvist fulgt i de efterfølgende fredsforhandlinger. Krigens sejrherrer mødte op med grådige og urimelige ønsker om udvidelse af deres territorier. Danmark havde et stort mindretal syd for grænsen i det nordtyske område, og selv om nationen ikke havde været krigsførende, så blev grænseområdet mellem Danmark og Tyskland inddraget i fredsforhandlingerne. I Danmark havde der været en politisk krise (påskekrisen i 1920) pga. Slesvig-spørgsmålet, men det endte med, at Danmark på basis af en folkeafstemning kun overtog et område med en altovervejende dansk befolkning. Sønderjylland blev igen en del af det danske kongerige den 15. juni 1920 (Genforeningsdag), da den danske regering overtog styret i Nordslesvig [Sønderjylland], og den 10. juli markeredes Genforeningen ved Christian X. s ridt på den hvide hest over den tidligere grænse mellem Danmark og Tyskland ved Kongeåen. Nationalstat Nationalstaten er en stat hvor landets grænser er søgt tilpasset således at landet bebos af en homogen etnisk befolkning. Statsdannelsen bygger på det såkaldte nationalitetsprincip, hvor hver enkelt nation bør have sin egen, selvstændige stat, dvs. at landegrænser bør trækkes i overensstemmelse med befolkningens ønsker. I modsætning til nationalstaten vil imperier og kejserriger (fx Østrig-Ungarn og Det britiske Imperium) ofte rumme mange nationer eller folkeslag da verden blev en anden

39 Sejrherrerne i Versailles store omgivelser. Små mennesker skal tage store beslutninger for at sikre en retfærdig og holdbar fred. Fredsforhandlingerne var primært en drøftelse mellem krigens vindere. Udfordringen for krigens sejrherrer var ikke kun at blive enige med krigens tabere om vilkårene for den endelige fred. Sejrherrerne havde besvær nok med at blive enige indbyrdes. Taberne fik forelagt resultatet af forhandlingerne med krav om accept og underskrivelse. Tyskerne havde forventet at de skulle møde op til forhandlinger om vilkårene for freden, men fredsaftalen blev fremlagt som et diktat, og hvis Tyskland ikke ville underskrive, blev det truet med en genoptagelse af krigen. Normalt plejede man at forhandle fredsaftalen mellem krigens vindere og tabere, men her valgte man at diktere aftalen det var nyt. Underskrivelsen af fredstraktaten fandt sted på slottet i Versailles. På billedet af underskriftsceremonien ser man de fire store : Orlando, Wilson, Clemenceau og Lloyd George se ud på tilskueren tror man. Nej, de betragter den tyske repræsentant, som næsten ikke er til at få øje på, og som i sølle ensomhed sidder med ryggen til betragteren og er i gang med at sætte sin underskrift på fredsaftalen. Et centralt punkt i fredsaftalen var fastlæggelse af skyld. Spørgsmålet om placering af ansvaret for krigen syntes mest at være et spørgsmål om at placere et moralsk ansvar. Dog var det lige så meget et spørgsmål om at have grundlaget for at forlange krigsskadeserstatning af den/dem der var skyld i krigens skader altså at få pla- 1. del krigen 89

40 Århundredes forbrydelse Hvem gjorde det? Regningen skal betales. ceret et økonomisk ansvar. Der blev nedsat en kommission, der skulle udrede ansvaret for krigen. Formanden for kommissionen var den amerikanske udenrigsminister, og da kommissionen havde afsluttet sit arbejde, afleverede den følgende konklusion til fredskonferencen: Krigen var indledt overlagt af centralmagterne sammen med deres allierede, Tyrkiet og Bulgarien, og den var et resultat af handlinger forsætligt besluttet med henblik på at gøre krigen uundgåelig. Tyskland, i enighed med Østrig-Ungarn, arbejdede forsætligt på at afvise alle de mange mæglingsforsøg, som var stillet af Ententen [de allierede]. Fredsaftalens artikel 231 Krigs-skyldsklausulen blev baseret på kommissionens konklusioner. Tyskland måtte acceptere, at krigsskylden ene og alene blev placeret på deres skuldre. Der var tale om en national ydmygelse af tyskerne, som berettiget eller ej så et mere nuanceret billede af skyld og uskyld. I eftertiden har spørgsmålet om placeringen af krigsskyld været til debat, og historikerne har ikke kunnet afsige dom i enighed. Da de tyske repræsentanter fik forelagt fredsaftalen, gjorde de kraftige indvendinger mod den ensidige afsigelse af skyldsspørgsmålet. Den tyske udenrigsminister Brockdorff-Rantzau ( ) sagde, efter at de havde modtaget fredsaftalen til udtalelse: Det bliver forlangt af os, at vi skal bekende os som de eneste skyldige i krigen. En sådan tilståelse i min mund ville være en løgn. vi bestrider udtrykkeligt, at Tyskland, hvis folk var overtydet om, at det førte en forsvarskrig, alene skal bære skylden Tyskerne følte sig særligt svigtet af præsident Wilson, som de havde sat deres lid til. De havde forventet en fredsaftale baseret på Wilsons 14 punkter, men det fik de ikke. Det blev ikke en fred uden sejr, men en fred med sejrherrer og tabere. Følelsen af svigt fortog sig ikke umiddelbart. Da Wilson døde i 1924, nægtede den tyske ambassade i Washington at flage på halv (MacMillan, 2004, originalen 2001) da verden blev en anden

41 Rolf Blåskæg og Fatima. I eventyret om ridderen Rolf Blåskæg overlader han sin kone nøglerne til alle værelser med påbud om ikke at åbne døren til et bestemt af værelserne. Da hun gør det alligevel, finder hun ligene af alle Blåskægs tidligere koner. Da fredsforhandlingerne indledtes, kom alle de mere eller mindre hemmelige aftaler, som var indgået mellem de krigsførende lande, på bordet. Det var bolsjevikkerne i Rusland, der offentliggjorde de hemmelige traktater, som de allierede havde indgået. Det var for USA et chokerende billede af uskøn national egoisme. Winston Churhill ( ) beretter i bogen Den store krig om reaktionen på det billede, som åbenbarede sig, da de hemmelige aftaler blev placeret ved siden af Wilsons 14 punkter: Men her lå de, frække og ublufærdige, kastet hen på fredskonferencens bord, hvor de helt dækkede de smukt arrangerede fjorten punkter. Kan man undres over, at det amerikanske folk følte sig dydigt forarget? En sådan forskrækkelse havde ingen oplevet, siden Fatima åbnede døren til Rolf Blåskægs hemmelige kammer (Churchill, 1935, originalen 1933). Nu skulle nationalitetsprincippet omsættes til nye grænser i Europa. Det skulle vise sig at være særdeles problemfyldt. Kortet Etniske grupper i Østrig-Ungarn i 1910 viser de etniske grupperinger i det tidligere østrigske kejserrige, den ungarske kongerige og det annekterede Bos- 1. del krigen 91

42 -./01012/ BCDEFGHIJKLM NOPQRSTUV WXYXZ[FG 67//4/01012/ :;41< `abcd efghijkij C^_][W \GWX]G! rstuvvwxytuz{u ()*+,%# " # $! %&' }~} ƒ lmnopqo =13>41<?7;5:341< 67@A<41< ˆ š œ ª«\]^ _`abcdefghijkg žÿ ¹º»¼ ±²³± µ ETNISKE ÉÊËÌÍÎÏ ÃÄÅÆÇÈ Š Œ ŽŒ ½¾¾ À¾Á áâãäåæçèéêëìí?@abcdeff@fgh :8;<8=>;<8 ()*+,-./*, õö øùöúû îïðñòóô Ö ØÙÚÛÜÝ ÞßÙà ÐÑÒÓÔÑÕ!" IJKLJMMNOJ #$%&' üýþÿü PQRPSTUVTWXYZR[ XYZ[\Z] lmnmopqlnmlm ^_`abcd ÁÂÃÄÅÆÇÈÉÂÈÅÈ lmnmopmqmrstmprmpu vwxyz{ } ~ ƒ ƒ ˆ Š ŒŒ Ž ÊËÌÍÎÏÍ ÚÛÜÝÞßàáâãäáåæçèéêëé ÐÑÒÓÔÕÖ ØÙ õö øùúûüýþÿ efgghihjkh ¹º»¼½º¾»À½¾» ìíîïðñòóô :;<; rstuvwxyzu{ }{v~yx u EUROPAKORTET EFTER FREDSAFTALEN GRUPPER I ØSTRIG-UNGARN I 1910 š œ žÿ ª«±² ³ µ Ÿ!"#$% &'()*+& =>?@ABCD@AE@FGHIJK LMNOPOQRSTUVTPW,-./ da verden blev en anden

43 nien-hercegovina. Kortet viser samtidig de problemer, som en opdeling af landet udgjorde, hvis det skulle ske efter etniske kriterier som grundlaget for oprettelse af nationalstater. De forskellige befolkningsgrupper var viklet ind i hinanden, og en geografisk opdeling efter etnicitet var håbløs, og fredsaftalen skabte da også mange mindretal i de nye nationer. På kortet Europakortet efter fredsaftalen ses den endelige statsdannelse. Fredsaftalens opdeling af landene skabte nye befolkningsmæssige spændinger og handelsmæssige og økonomiske problemer, men betænkelighederne blev med få undtagelser afvist af datidens meningsdannere og beslutningstagere, da grænserne skulle fastlægges. Påpegning af de fremtidige problemer, som fredsaftalen kunne skabe, blev betragtet som angreb på et næsten helligt princip om de etniske gruppers ret til selvbestemmelse. Fredsaftalens fejl og mangler var således kendte og påviste, men konsekvenserne ikke gennemtænkte for alle i det øjeblik underskrifterne blev sat på papiret. Eftertiden har med al tydelighed vist aftalens utilstrækkelighed, om end der skulle gå mange år. Mange forhold i fredsaftalerne efterlod Tyskland, Jugoslavien, Palæstina 59, Tjekkoslovakiet, Ungarn 60, Tyrkiet 61, Grækenland og mange andre områder i verden med uløste problemer. 62 Den engelske økonom J. M. Keynes var medlem af den engelske delegation, men tog sin afsked og endte som en af de mere markante kritikere af fredsaftalen. Han pegede på, at handel og produktion skulle stimuleres efter krigen, så økonomien kom i gang hurtigst muligt. Det synspunkt fandt ikke politisk støtte, og Keynes valgte til gengæld at kritisere fredsaftalen offentligt og kaldte aftalen en kartaginiensisk fred Den engelske oberst T. E. Lawrence [Lawrence of Arabia] var blevet bemyndiget til at love de arabiske emirer Fajsal og Husain egne kongedømmer, hvis de ville føre krig mod tyrkerne. I 1917 lovede den engelske udenrigsminister Balfour de samme områder bort til jøderne således at de kunne få et nationalt hjem i Palæstina. 60 Ungarn har store ungarske mindretal i nabolandene ved Trianon-fredsaftalen (1920). 61 Tyrkiet mistede adskillige landeområder ved den såkaldte Sèvres-fredsaftale (1920), der også indeholdt et løfte om kurdisk autonomi (Kurdistan) og uafhængighed. Den tyrkiske nationalbevægelse, ledet af Atatürk, accepterede imidlertid ikke Sèvres-freden, og ved en fortsættelse af krigshandlingerne tvang Tyrkiet de allierede til at indgå en ny fredsaftale (Lausanne-freden i 1923), som gav Tyrkiet dets nuværende grænser og dets fulde uafhængighed. I den nye fredsaftale er Sèvres-aftalens løfte om kurdisk uafhængighed udeladt. 62 De uløste problemer udgjorde grobund for mange af efterkrigstidens nye konflikter, som verden helt op i det 21. århundrede fortsat kæmper med. 63 Karthago havde udfordret Rom og var omkring 5. århundrede f.kr. regionens handelsescentrum. Rom besluttede at ødelægge byen. Den romerske statsmand Cato den ældre afsluttede altid sine taler med ordene: I øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges. I en kartaginiensisk fred ødelægges den ene krigsførende totalt. 1. del krigen 93

44 Militarisme Militarisme er et begreb, der kan opfattes på flere måder: Det kan være en ideologi, der er fortaler for, at kun en stærk stat med et stort militær kan garantere sikkerhed og tryghed i landet. Og desuden beskytte landet mod angreb fra nabostater, der ud fra et militaristisk synspunkt ikke kan stoles på. Det kan også forstås som en militarisering af hele samfundet, hvor hele samfundet skal indrettes efter de styringsprincipper, man finder i militæret. I et sådant samfund vil børn fra skoletiden blive vænnet til militæriske æresforestillinger. Dette var eksempelvis Nazityskland et eksempel på, hvor mange dele af samfundet blev indrettet meget hierarkisk efter militært mønster. Kilde: Wikipedia Militarisme kommer til udtryk ved den førte politik og ved befolkningens holdninger: Militærbeskyttelse af fædrelandet mod dets fjender, men også som et middel til opnåelse af udenrigspolitiske mål Forherligelse af den militære klasse og dets værdier som disciplin, loyalitet, lydighed og sammenhold Militære anliggender tildeles højere prioritet end statens andre opgaver (civile forehavender) Kilde: Efter The American Heritage Dictionary Tysk infanteri den 7. august Pacifisme Pacifisme er politisk holdning som afviser krig som et middel til løsning af konflikter, og som derfor er imod enhver form for militær. Kilde: Den Danske Ordbog da verden blev en anden

45 Nationalismen kom styrket ud af krigen, og den præger fortsat verdensudviklingen på trods af de forsøg, som har været gjort for at samle verdenssamfundet om værdier, der rækker ud over de nationale grænser. Militarisme og pacifisme I optakten til Den første Verdenskrig blev især Tyskland anklaget for at have en ekstrem militaristisk indstilling. Landet var kort forinden blevet samlet til ét rige i 1871 under betegnelsen Det tyske kejserrige ( ). Preussen havde forud for dannelsen af det tyske kejserrige sejrrigt udkæmpet en række krige mod nabolandene. Det havde gradvist fået skabt en stærk hær 77 under ledelse af et officerskorps, der hovedsagelig bestod af lavadelen. De menige soldater havde undergået en uddannelse, hvor disciplin, soldaterære, lydighed, respekt for rang og titler var centrale dyder. Sammen med nationalismen blev dyrkelsen af den stærke stat og et stærkt militær de elementer, der holdt folket sammen og som samlede småborgere, bønder, katolikker, protestanter og til sidst også socialdemokrater til Ét folk, én kejser. En reaktion på nationalismen og militarismen kom for mange mennesker i form af stigende interesse for pacifisme, særligt efter Den første Verdenskrig. Pacifisme er en international enkelt-sags-bevægelse. Også før Den første Verdenskrig var der stiftet flere fredsbevægelser 78. I 1800-tallet var freden i Europa blevet sat på den politiske dagsorden. I 1898 havde den russiske zar Nikolaj II til samtidens store forbløffelse inviteret til en konference om våbenbegrænsning. Der opstod rundt om i Europa en diskussion om zarens motiver. Rusland havde en aggressiv og ekspansiv udenrigspolitik, så hvorfor dette forslag? Andre så det som et tegn på en ny fredsvilje, som bredte sig blandt landene. Den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson udtalte: Hvad der end måtte komme ud af dette: fra nu af pulser luften med fredstanker (Tuchman, 1987, originalen 1962). To af de store knaster i forhandlingerne var ønsket om våbenbegrænsning og helst nedrustning samt tvungen voldgift. Nationernes ledere dansede nervøst omkring emnerne, også i lyset af det folkelige pres de var underlagt, og det viste sig også, at her var landenes interesser for forskellige til, at de kunne enes om bindende aftaler på disse områder. Det var zar Nikolajs fredsinitiativer, som resulterede i Haagerfredskonferencerne i 1899 og 1907, hvor Rusland også sad på formandskabet. 77 Hæren stod under direkte kommando af kejseren og var ikke kontrolleret af rigsdagen. 78 I Frankrig opstod i 1800-tallet Den Internationale Liga for Fred og Frihed, der under Victor Hugos ledelse forsøgte en tilnærmelse til Karl Marx, hvilket Marx afviste. 2. del ideers nye veje 111

46 Ned med våbnene I epilogen i bogen Ned med våbnene skrev Bertha von Suttner: Efter ti Aars Forløb kunne Fredsvennernes Røst atter høres. Bluntschli a,der havde gjort Folkeretten til sit Studium, bad de forskellige Regeringer udtale sig om deres Forhold til Fredssagen. Han skrev: Den evige Fred var en Drøm, og en skøn Drøm. Nu gives der næsten Ingen, der ikke drømmer den Drøm, og som ikke forstaar dens Skønhed. Overalt i Europa lyder nu Raabet: Ned med Våbnene! Mange Spørgsmaal er alt løst ved Voldgift. Vor Drøm er forbi, den er for en stor Del bleven Virkelighed. De mægtigste Mænd underskriver nu Fredsværket; Parlamentsmedlemmer, Biskopper, Lærde, Senatorer og Ministre staar paa vore Lister. Det sidste, jeg har indført i Fredsprotokollen, er et Brev, jeg har modtaget fra Præsidenten for den Forening [International Arbitration and Peace Association 1880], der har sit Hovedsæde i London: Naadige Frue! De har beæret mig med et Spørgsmaal om den Sags Stilling, til hvilken De har helliget Deres Liv. Her er mit Svar: Aldrig har Fredssagen staaet saa godt som nu. Det ser næsten ud til, at Myrderiets og Ødelæggelsens lange Nat skal ophøre, og de paa Højderne staaende Mennesker skal se Himmeriges første Straaler naa ned paa Jorden. Det kan være underligt at sige det i en Tid, hvor Verden er opfyldt af Mord og Rædselsmaskiner. Men naar Sagen staar allerværst, begynder den at bedre sig. Disse Kæmpe hære trækker Ødelæggelse efter sig. Snart rejser det fortrykte Folk sig og raaber som med een Røst: Red os og vore Børn fra den Hungersnød, der truer os, red Civilisationen, red Verden for Tilbagefald til Barbari, Rovlyst og Rædsel. Disse Fredsvenner har forpligtet sig til at træde sammen hvert Aar og drøfte Misforstaaelser, som kunne give Anledning til Konflikter, og derefter hos de respektive Regeringer gøre deres Indflydelse gældende. Det peger dog, synes det mig, hen til en Fremtid, hvori Krig vil blive betragtet som en af de forbryderiske Daarskaber, Menneskene er vokset fra. Modtag, naadige Frue, Forsikringen om min dybeste Beundring. Deres forbundne Hogdson Pratt b a b Johann Caspar Bluntschli ( ) var en schweizisk jurist og politiker. Han var ekspert i folkeret. Hodgson Pratt ( ) var stifter af foreningen International Arbitration and Peace Association da verden blev en anden

47 Antikrigspropaganda i mellemkrigstiden. En af de stærkeste forkæmpere for en fredelig sameksistens mellem nationerne var den østrigske baronesse Bertha Sophie Felicita Von Suttner ( ). Baronessen var pacifist og ærespræsident for det internationale fredskontor (Bureau International Permanent de la Paix). Hun havde gennem mange år haft tætte forbindelser til Alfred Nobel ( ) og fungeret som hans sekretær. Det var i de år, at Alfred Nobel arbejdede med tanken om indstiftelse af de forskellige Nobelpriser, og baronessen anses for den, der inspirerede Nobel til at oprette en fredspris, og i 1905 fik hun den selv. I sin bog Die Waffen nieder 79 [Ned med våbnene] skrev Bertha von Suttner i 1889 om den optimisme og de stærke forventninger til en fredelig verdensorden, som tiden rummede (Suttner, 1915, originalen 1889). Den franske professor og pacifist Théodore Ruyssen ( ) skrev i sommeren 1914(!): Denne ene Kendsgerning er sikker: Krigene bliver sjældnere Varige Alliancer, der danner nye politiske Grupper, uskadeliggør de enkelte Staters Ærgerrighed og bringer paa nogenlunde tilfredsstillende maade Krigstruslerne til at forstumme. Angrebslysten hos de frygteligste Magter er lidt efter lidt blevet hæmmet, hindret, lammet ved de utallige Traade, der udspændte mellem Klodens hinanden fjerneste Punkter [og som] knytter Folkene til hverandre og skaber samfasthed (Brandes, 1916). 79 Den blev filmatiseret i 1914, og er efterfølgende blevet udnævnt til en af de første antikrigsfilm. 2. del ideers nye veje 113

48 Karikaturtegning om pacifisme. Majoren: Hvis en mand ville slå din kone på kinden, hvad ville du så gøre? Pacifisten: Jeg ville vende hendes anden kind til. Der var blandt pacifisterne og fredsforkæmperne en nærmest naiv tro på, at målet var nået. De levede i en urealistisk parallelverden, hvor alle tegn blev tolket ud fra forestillingen, eller måske snarere ønsket, om en verden styret af fornuft og god vilje. De kunne henvise til udtalelser fra ledende politikere og til internationale aftaler. Fredsaktivisterne kunne pege på oprettelsen af Den faste voldgiftsret i 1901 som et skridt i retning af verdensfred, men de så ikke de konflikter, der gradvist opbyggedes, og som ikke lod sig hæmme af nogle idealisters drømme. Himmeriget var her næsten, og så kom krigen alligevel. Det blev ikke himmeriget, men helvede på jord. På trods af skuffelserne bevirkede krigen imidlertid ikke fredsbevægelsernes endeligt. Krigen blev det nye afsæt for fredsbevægelserne efter, at freden var vendt tilbage. Efter Den første Verdenskrig stiftedes flere bevægelser under mottoet Aldrig mere krig. Således blev War Resisters International (WRI) [Krigsmodstandernes Internationale Forbund] stiftet i 1921, men den og andre fredsbevægelser fik kun ringe indflydelse. Albert Einstein ( ) var én blandt mange intellektuelle, 80 som vendte sig mod krig og militarisme. Einstein var medunderskriver af en appel til alle europæere (Aufruf an die Europäer), der blev affattet i oktober 1914, men først offentliggjort i Appellen opfordrede til besindighed og advarede mod, at denne krig kunne være forløberen til nye krige. Einstein gik så vidt, at han, især i perioden , offentligt talte for pacifisme og militærnægtelse. Sammen med Gandhi ( ) 80 Matematikeren Godfrey Hardy ( ), som var en fremtrædende forsker ved Cambridge Universitet og antimilitarist ville ikke deltage i forskning til gavn for Englands krigsførelse i Den første Verdenskrig. Hans svar på forsøg på at inddrage ham i krigsforskning var, at selvom han var rede til at lade sin krop nedskyde, var han ikke belavet på at skulle prostituere sin hjerne ved at engagere den med krigsformål da verden blev en anden

49 og flere andre underskrev Einstein i 1925 et manifest imod almindelig værnepligt. Einsteins mistro til stat og nationalismen var en medvirkende årsag til hans pacifisme. I 1931 skrev han, at en stat, der kræver militærtjeneste af sine indbyggere, er tvunget til at opfostre dem i en nationalistisk ånd for derved at skabe det psykologiske grundlag for deres militære brugbarhed. Han fortsatte: Indførelse af tvungen militærtjeneste er derfor, som jeg ser det, den primære årsag til den hvide races moralske forfald, som ikke blot truer vor civilisations overlevelse, men endog vor ganske eksistens. Disse synspunkter vandt ikke synderlig sympati uden for en snæver kreds, og det lykkedes på ingen måde at stoppe optrækket til en ny verdenskrig. Einstein selv ændrede i øvrigt synspunkt, da den politiske situation i verden blev mere og mere tilspidset op til Den anden Verdenskrig. Han mente nu, at de demokratiske lande måtte opruste imod faren fra de nazistiske og fascistiske styrer (Kragh, 2008). Imperialisme og kolonialisme Selv om europæerne havde sat deres håb til demokratiet, var det forbeholdt modernationerne og ikke deres kolonier. Kolonialismen fik i årene op til Den første Verdenskrig en sidste opblomstring, da de europæiske magter påbegyndte det såkaldte kapløb om Afrika. Den sidste hvide plet på verdenskortet skulle nu fordeles. Det var Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Belgien, Italien og Portugal som kæmpede om landområder i Afrika. I 1912 var Etiopien og Liberia de eneste områder, der endnu ikke var under koloniherredømme. Også dette kapløb gav anledning til konflikter mellem de europæiske lande og var en af mange årsager til krigens udbrud. Imperialisme og kolonialisme er udtryk for en udbredt europæisk politisk adfærd, som begyndte med de europæiske opdagelsesrejser i og 1500-tallet. Man opdagede ikke kun lande i Amerika, Afrika og Asien og hjembragte guld, krydderier eller eksotiske dyr, frugter og planter. Man udnyttede også befolkninger og lande. Nysgerrighed var blevet til gerrighed. Imperialisme og kolonialisme Imperialisme er en betegnelse for ekspansiv politik, der forsøger at dominere (og ofte også udbytte) andre stater, folkeslag eller områder politisk og/eller økonomisk. Kolonialisme er en udvidelse af et lands suverænitet over territorier udenfor landets egne grænser ved etablering af en koloni Som oftest vil formålet med kolonialismen være at skabe bedre politiske eller økonomiske vilkår for moderlandet. Kolonialismen kan således betragtes som et element i imperialismen. Kilde: Efter Wikipedia 2. del ideers nye veje 115

50 De to bevægelser hentede ofte deres idemæssige baggrund og berettigelse i darwinismen. Nationer og kulturer udkæmpede en kamp på liv og død, som kunne genfindes i dyreverden. Krigen fældede en biologisk retfærdig afgørelse, mente en tysk militærskribent, og udviklingen kårede sejrherren. Den tyske historiker Heinrich von Treitschke ( ) mente, at krigen var indstiftet af Gud, og den fungerede som en slags eksamen for stater, hvor ikke kun deres militære styrke blev sat på prøve, men sammen med den også starternes moralske og intellektuelle berettigelse. England mente at kunne retfærdiggøre deres erobringer og kolonimagt med et ædelt kald, som forsynet havde pålagt landet. England påtog sig den hvide mands byrde (Lund, Erik; Pihl, Mogens; Sløk, Johannes, 1962). Den engelske historiker J. A. Cramp forherligede bestræbelserne for udvidelse af det engelske imperium, som han betragtede som en mission, der skulle bringes til ende, hvis ikke den britiske race måtte gå til grunde (Henningsen, 1965). Begreberne imperialisme og kolonialisme anvendes ofte i samme forbindelse og endda som delvist synonyme begreber, men der er en vis forskel på de to begreber (se faktaboks Imperialisme og kolonialisme ). Med Den første Verdenskrigs afslutning overtog de sejrende magter i store træk kontrollen med de tidligere tyske besiddelser i Afrika og Asien. Men tiden var ved at løbe ud for denne politiske tankegang, som frem til Den anden Verdenskrig og tiden derefter, har været domineret af koloniernes afvikling i sig selv et forløb med store menneskelige omkostninger. Kapitalisme, konservatisme og liberalisme I takt med at industrialiseringen ændrede på befolkningssammensætningen, opstod der en klasse, som ejede produktionsmidlerne og ansatte arbejdere på deres fabrikker. Disse produktionsejere fik betegnelsen kapitalister. Kapitalisme blev introduceret som begreb i midten af 1800-tallet, og kapitalisme blev den isme, som socialister mest indædt bekæmpede. Kapitalisten var i socialistens øjne årsag til alle de problemer, som arbejderne kæmpede med. Socialisterne så kapitalisterne som den gruppe, der udnyttede arbejderne, og de blev på den måde betragtet som afløsere for den gamle overklasse, der havde omfattet aristokratiet og de feudale herremænd. Arbejderne bar samfundets byrder, mens andre bestemte og nød frugterne af deres arbejde. Konservatismen er en politisk ideologi, som baseres på en ønsket om at se en evolutionær og ikke revolutionær udvikling, hvor målet er at bevare de fælles værdier, som historie, kultur, slægt og ære udgør. Konservatismen er et forsvar for erfaringen og en reaktion mod (urealistiske) forventninger. I den første halvdel af det 1800-tallet havde konservatismen især bekæmpet den fremstormende liberalisme. Dets tilhængere var at finde i adel, godsejerne og det højere embedsmandsværk. I da verden blev en anden

51 Det kapitalistiske systems pyramide. forsøget på at begrænse forandringerne havde de konservative tabt slaget til de liberale, hvis synspunkter de gradvist tilnærmede sig hen imod slutningen af 1800-tallet. (Henningsen, 1965) Liberalismens grundlæggende tanker kan føres helt tilbage til og 1700-tallet, men som politisk bevægelse nåede det sin storhedstid i tiden op til verdenskrigen. Den liberale ideologis centrale indhold var kravet om frihed, lovens ukrænkelighed og repræsentative institutioner. Liberalismen fremhævede betydningen af det enkelte menneske frem for den gruppe, det enkelte menneske tilhørte (fx fabriksejer, arbejder, soldat osv.). Liberalismen 81 baseredes på forventningen om, at når mennesket kæmper for egne mål i konkurrence med andre, skabes der en dynamik i samfundet, som driver udviklingen frem mod et bedre samfund, ikke alene for den enkelte stræbsomme, men også for de mange, og det kunne bedst ske inden for et system med fri konkurrence og indre og ydre frihandel. 81 En af liberalismens fædre er den skotske økonom og samfundsfilosof Adam Smith ( ). 2. del ideers nye veje 117

52 Darwinisme og kristendom Darwinismen slog huller i kristendommens grundmønster og bekræftede troen på at den frie, videnskabelige tanke snart ville sejre over alle den gamle generations kristelige, nationale og moralske dogmer. Kilde: Kristian Hvid, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Darwin og Gud Mange af Darwins samtidige mente, og det tror også mange i dag, at Gud i det mindste spillede en rolle i skabelsen af det allerførste liv. Darwin selv forholdt sig ikke til det spørgsmål: Mysteriet om altings begyndelse er uløseligt for os, og jeg for min del må være tilfreds med at forblive agnostiker Kilde: Darwin og ideen der vendte verden på hovedet af Lene Friis Møller (2009) fra kirkelig side, bidrog til hans anfægtelser. Charles og Emma Darwin havde mistet 3 af deres i alt 10 børn. Et barn døde som spæd, et anden døde kun to år gammelt og det tredje barn, Anne, der var Darwins yndlingsbarn, døde som tiårig. Sammen med de personlige sorger, som råbte på svaret efter et hvorfor, kunne Charles Darwin heller ikke forlige sig med kirkens dogmatisme og tanken om, at gudsfornægtere ville ende i et brændende helvede (Darwins farfar var fritænker eller ateist, og sandsynligvis gjaldt det også hans far). Darwin kaldte helvedeslæren en fordømt doktrin. Han fastholdt dog, at ordet agnostiker 95 var en mere korrekt betegnelse for hans holdning end ordet ateist 96 (Friis Møller, 2009) (Stranger, 2009). Darwins teori havde sine modstandere, men også sine støtter. En af de stærkeste fortalere for Darwins teorier var den engelske biolog Thomas Huxley ( ). Han fik betegnelsen Darwins bulldog. Selv om Thomas Huxley ikke i et og alt var overbevist om teoriernes sandhed, så benyttede han sine evner som debattør i Darwins favør. Evolutionsteoriens indflydelse begrænsedes dermed ikke kun til en introduktion af nye tanker om, hvordan naturen kunne have udviklet sig. Teorien blev brugt som murbrækker mod en samtids religiøse dogmer og teologer. Dem, der ønskede at erklære Gud for død, hentede støtte i Darwins skrifter, og med hans teorier fik de 95 Agnostiker, det vil sige, En, der er sig bevidst, at vor Erkendelse ikke kan løse Problemet. Ateist, person, som benægter tilværelsen af en (personlig) gud; gudsfornægter. kilde: Ordbog over det danske sprog. 96 Tankerne er udtrykt i et brev til John Fordyce del ideers nye veje 135

53 det frihedsbrev, der løste dem fra skabelse, Gud, himmel og helvede. Det var denne følelse af frihed, som professor i zoologi Richard Goldschmidt ( ) huskede, han fik som 16-årig, da han første gang læste en bog om evolutionsteorien. Dermed blev evolutionsteorien for Goldschmidt, og sikkert mange andre, svaret, der gjorde at de kunne fuldende frigørelsen fra religion, som måske havde manglet et fordi. For Georg Brandes, der i 1870 erne stod fadder til Det Moderne Gennembrud i Danmark, blev Darwins bog Om arternes oprindelse en vigtig brik i hans verdensbillede. Darwins lære vil slå rettroendes moral til jorden ganske som Kopernikus lære slog den rettroende dogmatik til jorden. Som Kopernikus system berøvede kirkens himmerig dets udvortes sted, således vil engang Darwins lære berøve kirkens paradis dets. Ifølge den danske historiker Jes Fabricius Møller var Georg Brandes med til at tegne et billede af en skarpere konflikt mellem kirken i Danmark og darwinisterne, end den reelt var. I Danmark var teologerne tilbageholdende og måske resignerende, og i brede kredse var det en udbredt opfattelse, at man kunne (og skulle) holde tro og videnskab adskilt, men heri var George Brandes altså dybt uenig (Møller, 2000). Darwin skrev 97 i bogen Om arternes oprindelse ikke alene, hvad han mente om arternes oprindelse, men også hvad han mente var forkerte opfattelser, hvilket han som videnskabsmand vel egentlig ikke havde behøvet. Men han skabte dermed klarhed over konsekvenserne ved antagelsen af hans teorier. Han beskrev den rejse, han havde gennemgået ved at skrive at den Synsmaade, de fleste Naturforskere har og som jeg selv tidligere havde den nemlig, at enhver Art er Resultatet af en særlig skabelsesakt er falsk. Darwin var klar over ideernes kontroversielle natur og bange for den reaktion de nye tanker ville få. Han havde allerede i 1844 beskrevet sine teorier, men gemte manuskriptet i et skab under en trappe. I et brev havde han instrueret sin hustru om, hvordan hun skulle frigive materialet i fald, han afgik ved døden, og han havde sikret, at der var de fornødne økonomiske midler til stede (400 ). Alternative opfattelser Andre steder blev Darwins teorier taget til indtægt på en ny og overraskende måde. Det gjaldt fx anarkisten Pjotr Kropotkin ( ), som mente, at Darwins videnskabelige hypoteser støttede hans teori om gensidig hjælp. Gensidig hjælp var for anarkisten midlet til at nå det ideelle samfund uden at skulle ty til regering, konge, love og alt det andet, som var anarkisten en vederstyggelighed. Kropotkin mente, at Darwins teorier var blevet fordrejet af kapitalistiske tænkere. Han skrev imod den opfattelse, at udvikling kun kan ske gennem kamp og tab af liv. Nej, sagde Kropotkin, naturen var ikke så blodig i kampen for arternes overlevelse, som darwinisterne (og socialdarwinisterne) hævdede. Naturen havde mange eksempler på at arterne 97 Darwins bog: Om arternes oprindelse oversat af J.P. Jacobsen. Indledning, Side da verden blev en anden

54 Herbert Spencer og Francis Galton. kom hinanden til hjælp gensidig hjælp. Han fremførte som eksempler myrer, bier, men også vilde heste og kvæg, som danner ring, når de angribes. Dermed havde teorien om gensidig hjælp hentet støtte i tidens mest diskuterede videnskabelige teori. (Kropotkin, 1902) (Tuchman, 1987, originalen 1962) Et andet eksempel på en anderledes fortolkning af årsagerne til den menneskelige udvikling finder vi i den franske filosof Henri Bergsons teorier om Élan Vital [livskraft]. Bergson offentliggjorde sin teori i 1907 i bogen Den skabende udvikling [fransk: L évolution créatrice]. Hans teori understøttede en evolutionær udvikling, ikke i darwinistisk materialistisk retning (fysisk, kemisk), men en udvikling drevet af livskraft (ånd og vilje). Bergsons antagelse gik ud på, at denne særlige livskraft eller dynamik kendetegnede alt levende; det var en kraft, der betød, at det levende gennemgik en forandring og differentiering og dermed styrede den biologiske udvikling. Et par andre eksempler viste bredden i accept, som teorierne udløste. Darwins bog er betydningsfuld, sagde Karl Marx, og tjener som naturvidenskabeligt grundlag for den historiske klassekamp. Historikeren Will Durant ( ) betegnede Nietzsche som et barn af Darwin. Nietzsche udtrykte sig på denne måde: Liv det betyder: bestandig at støde noget fra sig som vil dø. Liv det betyder: at være grusom og ubønhørlig overfor alt, som gør os (og ikke kun os) svage og gamle. Socialdarwinisme, eugenik og eutanasi Darwinismen fik også indflydelse på samfundsvidenskaberne. Evolutionsteoretiske begreber blev overført til beskrivelse af samfundsudvikling. Disse tanker fandt deres udspring i Darwins halvfætter Francis Galtons ( ) og den i samtiden 2. del ideers nye veje 137

55 Socialdarwinisme Socialdarwinismen er en teori om eller tro på at samfundets udvikling er underlagt lignende love om naturlig udvælgelse af de bedst egnede som de darwinistiske love vedr. planter og dyr. Især udbredt i tiden omkring år Kilde: Den Danske Ordbog Socialdarwinismen er en samfundsteori, der ser eller kritiseres for at se samfundet som en biologisk-evolutionær udvikling. Det vil sige ved hjælp af Darwins evolutionsbegreber som mutation, variation og selektion men her overført på den kulturelle og den samfundsmæssige udvikling. Kilde: Wikipedia meget anerkendte engelske filosof og sociolog Herbert Spencers ( ) arbejder og teorier. Herbert Spencer introducerede udtrykket survival of the fittest [den bedst tilpassede overlever], hvor evolutionsteorien blev anvendt på samfundsteorier, altså hvordan samfundet udviklede sig, og teorien gav grobund for socialdarwinismen 98. Ifølge socialdarwinismen hæmmede civilisationen en naturlig udvælgelse, og det ville på sigt medføre en degenerering af menneskeracen, som naturens processer ellers ville have modarbejdet. Det menneskelige samfund, som vi har indrettet det, hjælper det svage, som i dyrenes verden ville være blevet udstødt og dø. Socialdarwinisterne argumenterede for, at man dermed fremmede en degenerering af menneskeslægten ved at indføre en kunstig udvælgelse, hvor det svage blev tilgodeset på det stærkes bekostning. Darwin var helt enig i den problemstilling, der var rejst af socialdarwinisterne. I sit andet store hovedværk Menneskets Afstamning og Parringsvalget redegør Darwin for konflikten mellem den naturlige udvælgelse og den civiliserede omsorg for de syge og svage: Hos de Vilde elimineres de svage i Krop og Sind hurtigt. Vi civiliserede Mennesker gør paa den anden side alt, vi kan, for at hindre Elimineringsprocessen. Vi bygger Asyler til de aandssvage, de lemlæstede og de syge. Vi indfører Fattigdomslove, og vores Læger gør deres yderste for at redde hvert eneste Liv til det sidste. Vaccinationer har utvivlsomt reddet tusinder af svage, der tidligere ville være bukket under for Kopper. Dermed viderefører Samfundets svage deres Natur. 98 Ordet socialdarwinisme blev introduceret af Joseph Fisher i da verden blev en anden

56 Ingen, der kender til Avl med Tamdyr, kan tvivle paa, hvor skadeligt dette er for Menneskeracen, da ingen er saa uvidende at tillade deres daarligste Dyr at avle. Altså var Darwin enig i, at mennesker handler anderledes end dyr. Men fandt han indgriben og forsøg på afhjælpning af sygdom og nød acceptabel? Darwin fortsætter og omtaler den naturlige og ud fra en evolutionær synsvinkel uhensigtsmæssige sympati og omsorg, som mennesker udviser over for det svage: Derfor maa vi, uden at klage, bære de slette Virkninger, som det, at de Svage faa Lov til at leve og formere sig, utvivlsomt har. Der foregik en livlig brevudveksling mellem Darwin og Herbert Spencer. Darwin nærede dyb beundring for Herbert Spencer, som var den markante fortaler for det socialdarwinistiske synspunkt. I et brev til Herbert Spencer som Darwin skrev den 10. juni 1872, omtaler han Herbert Spencer, i et noget anderledes og fremmed ordvalg end man sikkert ville have valgt i dag. Brevet omhandlede Herbert Spencers teorier og Darwin skriver: jeg har aldrig troet paa store Mænds overvældende indflydelse paa Fremskridtet i Verden; men om man havde spurgt mig om Grunden hertil, vilde jeg ha havt ondt nok for at svare. Enhver, der har Øine at se med og Øren at høre med (et forsvindende Antal Mennesker, er jeg forresten ræd for) burde bøie knæ for Dem; jeg idetmindste gjør det (Darwin, , originalen 1887). Spencers og hans efterfølgeres anvendelse af Darwins teorier indeholdt således en optimistisk samfundsfilosofi med udvikling og fremskridt, men også en bekymring og pessimisme, der begrundedes i menneskers dyriske egenskaber. Disse betragtninger passede perfekt med den samfundsudvikling, som man kunne iagttage i tiden omkring verdenskrigen. De fremadstormende forretningsmænd, bankdirektører og andre driftige entreprenører kunne retfærdiggøre deres virke og hensynsløshed i jagten efter resultater med henvisning til naturens orden og det bedst egnedes overlevelse. Socialdarwinismen var blevet en modefilosofi i tiden og blev som sådan brugt og misbrugt (Henningsen, 1965). Darwins teorier blev også inddraget i en samtale mellem en amerikaner og tyske officerer. Diskussionen afspejlede store fortolkningsmæssige forskelle. Den amerikanske professor Vernon Kellogg var repræsentant for bevægelsen Belgian Relief. Bevægelsens formål var at lette livet for den besatte civilbefolkning i Belgien under krigen. På et tidspunkt, hvor Amerika endnu ikke havde tilsluttet sig krigen, førte han en række natlige samtaler med tyske officerer ved hærens hovedkvarter i Belgien. Sine indtryk nedfældede han i bogen Headquarters nights; a record of conversations and experiences at the headquarters of the German army in France 2. del ideers nye veje 139

57 Eugenik Eugenik er i den biologiske videnskab et begreb, som har til formål at kortlægge arvemassen (arvelige sygdomme, genetiske defekter osv.) og på dette grundlag at forbedre en befolknings samlede arvemasse ved forskellige foranstaltninger, herunder at begrænse og fremme børneavl for forskellige grupper. Kilde: Wikipedia Eugenik er en videnskabsgren der beskæftiger sig med metoder til styring af menneskers arvelige egenskaber. Racehygiejne er bestræbelser for bevaring eller forbedring af en befolknings arvelige egenskaber ved systematisk at fremme ønskelige arveanlæg og bekæmpe skadelige arveanlæg Kilde: Den Danske Ordbog Racelære er læren om de forskellige menneskeracer, deres egenskaber, slægtskabsforhold olgn.; især om en sådan lære der forherliger den egne race og indgyder had mod andre racer; specielt om grundlaget for den nazistiske racisme. Kilde: Ordbog Over Det Danske Sprog Logo for den 2. Internationale Kongres om Eugenik, Antropometri som grundlag for klassifikation af mennesker Eugenik var som udgangspunkt baseret på observationer og registreringer. Man målte, vejede og noterede, og det hele lignede videnskab. Man registrerede hovedfacon og andre ydre kendetegn ved den menneskelige fremtoning. Man benyttede målingerne til at klassificere mennesker. Registreringerne blev tillagt betydning, når personens eller racens stade i den menneskelige udvikling skulle afgøres. Nu havde man ydre tegn for indre egenskaber og værdier da verden blev en anden

58 and Belgium. [ Nætter ved hovedkvarteret; en beretning om samtaler i hovedkvarteret for tyske hær i Frankrig og Belgien ] 99 (Kellogg, 1917). Her fortæller han om de drøftelser om verdensanskuelser, han førte med tyske officerer. Han beskriver det synspunkt som officererne søgte retfærdiggjort ved en helhjertet accept af den værste Neo-Darwinisme, den naturlige udvælgelse rigoristisk anvendt på menneskelivet, samfundet og kulturen. Han nævner specielt samtalen med en tysk professor i biologi, der tjente ved militærhovedkvarteret, og som argumenterede for at denne krig skulle og kunne vindes af tyskerne helt og fuldstændigt, og at krigen derfor var et gode for verden. Herom kunne de ikke blive enige, idet Kellogg argumenterede for, at menneskets nuværende stade var nået ved menneskes vilje til at samarbejde [Altruisme eller gensidig hjælp], mens den tyske modpart argumenterede for den socialdarwinistiske opfattelse baseret på en dødelig kamp og udvælgelsesproces. Alle andre udviklingsmekanismer byggede på illusioner, mente han, og var båret af ønskedrømme og var derfor blevet udelukket og bandlyst af de fleste tyske biologer og filosoffer. Hvis Tyskland led nederlag i krigen, så viste det, at tyskerne havde valgt den forkerte evolutionære udviklingslinje og derfor fortjente at tabe. Disse tanker var ikke forbeholdt tyskerne. Den engelske historiker J. A. Cramb glorificerede Englands imperiedrømme, og England måtte fuldføre deres imperiemission eller dø som race (Henningsen, 1965). I samtiden blev darwinismen, og især socialdarwinismen, også en del af argumentationen for racefordomme og senere ekstreme former for racehygiejne/arvehygiejne (eugenik). Eugenik blev af dens fortalere anset som videnskaben, der kunne samle mange andre videnskabers resultater til en harmonisk vejviser i bestræbelserne for at sikre en sund udvikling af den menneskelige race [Human evolution]. Eugenik hentede inspiration og stof fra biologi, psykologi, genetik, antropologi, statistik, politik, økonomi, lovgivning, sociologi, psykiatri osv. Konklusionerne fra arbejdet med eugenik og de afledte handlinger skabte mange etiske problemer. Eugenik er ikke et specielt europæisk fænomen eller kun knyttet til kolonimagterne. De fleste udviklede lande accepterede udøvelsen af racehygiejne til fremme af en sund menneskerace. Eugenikken legitimerede at hæmme udbredelsen af mennesker med uønskede arvelige træk (fx gennem tvangssterilisation) og ultimativt helt at eliminere dem, som det senere skete i de såkaldte eutanasi-programmer (negativ eugenik). Socialdarwinismens tankegang og dens konsekvenser for de svage og syge blev understøttet af regeringer og indflydelsesrige institutioner og personer. 99 Bogen blev udgivet efter at USA havde erklæret Tyskland krig. 2. del ideers nye veje 141

59 Den hvide mands byrde Hvis man vil forsøge at sammenfatte de mere eller mindre videnskabelige synspunkter i en digters sprog, kan det nok ikke gøres mere præcist end i et digt af Rudyard Kipling. Digtet Den hvide mands byrde illustrerer tidsånden ikke alene i England, men i hele Europa. Digtet lyder i Tom Kristensens oversættelse: Saa løft en hvid Mands Byrde Send ud den bedste Søn At tjene andre Racer For en Landflygtigs Løn; Hos rådvildt Folk og vilde At tage tunge Tørn En tvær og kuet Stamme Halvt Djævle og halvt Børn. Saa løft en hvid Mands Byrde Lær tålsomt at se til Og sløre Rædslens Trussel Og sløve Hovmods spil; Ved åbenlys Forklaring Et hundred Gange mindst At søge andres Fordel Og skaffe dem Gevinst. Så løft en hvid Mands Byrde Den vilde Krig for Fred Fyld Hungersnødens Munde Og slå al Sygdom ned; Og når et Mål er nærved, Et Mål for andres Vel, Se Døs og hedensk Dårskab Slå ned hvert Håb om Held. Saa løft en hvid Mands Byrde Ej Fyrsters gyldne Magt, Men slid som Gadefejer, En Hverdag uden Pragt. De Havne I ej bruger, De Veje I ej går, Byg dem af Liv, I lever, Og af den Død I får. Saa løft en hvid Mands Byrde Høst Lønnen og vær glad: Fra dem, I hjælper: Vrede Fra dem, I vogter: Had Fra dem, I (langsomt!) lokker Mod Lyset: Hyl, besat: Hvi drev I os af Trældom Og sød, ægyptisk Nat? Saa løft en hvid Mands Byrde Og ingen mindre Sag Og tal ej højt om Frihed. Det røber, man er svag. Tal højlydt eller sagte, Lad falde eller stå Det måler tavst Folk Eder Og Eders Guder på. Saa løft en hvid Mands Byrde Læg Barnedrømmen bort Om Lauren let i Hænde, Og Æren uden Tort. Da vinder Eders Manddom, Når trælse år svandt hen, En Hyldest, kølig skærpet, En dom fra Ligemænd. R. Kipling, da verden blev en anden

60 Rudyard Kipling Knud Rasmussen Cecil Rhodes Socialdarwinismen blev det videnskabelige grundlag for at udøve systematisk umenneskelighed, som i dag betragtes som alvorlige brud på menneskerettigheder, og som berørte millioner af mennesker og kostede mange livet. Tyskerne udøvede fx socialdarwinisme i en ekstrem form i Namibia, idet nedkæmpelse af stammeoprør i landet udartede sig til egentlige raceinspireret udryddelse 100. Englænderne gjorde noget tilsvarende med tasmanerne i 1880 erne. Begge tilfælde betragtes i dag som handlinger i kategori med folkemord. Sådanne gerninger udsprang af en overbevisning om den hvide mands overlegenhed. De udsprang af en tro på videnskabens klassificeringer, værdiansættelser og kassationskriterier. Darwin havde selv været af den overbevisning, at den hvide race var kommet længst i den evolutionære udvikling. Handlingerne blev på denne måde legitimeret. Rudyard Kipling taler om det engelske koloniriges befolkninger, som en far taler om sine børn. Han beskriver forældreopgaven med opdragelse og oplysning udmøntet på riger. Hvor Kipling tegnede med ord, så valgte den belgiske tegner og forfatter Hergé ( ) tegneserien. Og i Tintin i Congo fra begyndelsen af 1930 erne er budskabet det samme 101. Hverken digtet eller tegneserien er racistisk i traditionel forstand, idet budskabet om den hvide races overlegenhed præsenteres med en 100 En nomadestamme (Hereroerne) gjorde oprør i 1904 og blev af tyske soldater drevet ud i ørkenen, hvor store dele af stammefolket omkom. 101 Hergé har flere gange undskyldt for racisme i tegneserien og kaldt den for en ungdomssynd. I den reviderede udgave af Tintin i Congo fra 1946 står Tintin ved tavlen i gang med en uskyldig regnetime. 2. del ideers nye veje 143

61 Tintin i Congo, selvfølgelighed, som vokser ud af samtidens selvopfattelse. Om den danske polarforsker Knud Rasmussens meninger kan henregnes til ægte bekymring og kærlighed til naturfolkene, eller om det var et udtryk for tidens arrogance, må den enkelte selv afgøre. I 1920 udtalte Knud Rasmussen ( ): Man har intet Valg. Alle Naturfolks Liv i Fremtiden er kun afhængigt af dets Udviklingsmuligheder under nye Forhold. Vejen frem maa gaa over deres Races Lig. Det, som det gælder om, er at give Naturmenneskene i deres Sind og Gemyt en saa skaanselsfuld og varsom Død som muligt. Først da er de modne til den store Verdensnivellering af Individer. Vi maa tage deres, for Civilisationen upraktiske Særpræg, fra dem og forsøge at faa dem til at ligne os selv. Grundlæggeren af Rhodesia (nu Zimbabwe) den engelske forretningsmand Cecil Rhodes ( ) sagde om sine landsmænd: Vi briter er den førende race i verden. Jo mere af verden vi bebor, desto bedre for menneskeheden. Hvad der i begyndelsen var en hævdelse af de vestlige kulturers overlegenhed udviklede sig gradvist til en hævdelse af racens overlegenhed (Henningsen, 1965). Ikke alle ytringer og handlinger var lige uskyldige. Både nazisterne og marxisterne lænede sig op af socialdarwinismen og eugenikken i deres samfundshersen. Marxisterne kunne benytte teorierne til deres klassekamp og nazisterne til deres racelære. Udøvelsen af eugenik er af gode grunde blevet uløseligt forbundet med de grusomheder, som skete i Tyskland. Det er imidlertid værd at bemærke, at teorierne i en lang række andre demokratiske lande blev udmøntet i alvorlige indgreb mod mennesker. Det skete bl.a. i Danmark, Sverige og USA. Staten Indiana i USA indførte sterilisationslove i Det første europæiske professorat i eugenik blev oprettet i London Danmark var det første europæiske land, der i 1929 indførte arvehy da verden blev en anden

62 Den freudske psykoanalyse En almen alyse af kunstværker og fænomener (anvendt psykoanalyse). Sigmund Freuds og hans berømte sofa. Foto: Konstantin Binder havde været tabubelagte. Det var ikke kun neurologerne, der modsatte sig hans teorier, men tilhængerne af den gamle tænkemåde og den konventionelle moral så ham som en farlig mand og frygtede hans indflydelse. Alligevel blev hans viden lidt efter lidt efterspurgt af den etablerede verden. Man ønskede at forstå og behandle soldaternes neuroser, når de vendte tilbage fra fronten, og de gamle behandlingsformer ikke løste problemerne. Det blev en taknemmelig platform for Freud til at præsentere sine tanker for en kreds af indflydelsesrige personer. Men krigen gik på hæld og Freud skrev beklagende til en af sine elever: Vor psykoanalyse har været uheldig. Ikke så snart er den begyndt at interessere verden på grund af krigsneuroserne, før krigen slutter (Jensen, 2003). Freud nytænkte en lang række mentale forhold, men han iklædte også gamle begreber nye navne. Forfatteren Stefan Zweig udtrykte ved Sigmund Freuds begra da verden blev en anden

63 velse det på denne måde: hvor er der et sprog, der i dag kunne give afkald på og undvære begreber og gloser, som han har fravristet det halvbevidstes tusmørke? Nye ord og begreber flød fra Freuds pen som fx infantil seksualitet, ødipuskomplekset, mindreværdskompleks, skyldkompleks, sublimering. Men han skabte også nye ord for gamle begreber, og det var ofte i sig selv nok til at skabe opmærksomhed om hans tanker og ideer. Han talte om erotik og ikke seksualitet, han sagde libido i stedet for seksualdrift, og thanatos i stedet for dødsdrift (Johnson, 1984, originalen 1983). Sammen med sit psykoanalytiske arbejde forholdt Sigmund Freud sig også til religion og dens indflydelse. Han betragtede religion som en ren menneskeskabt konstruktion og omtalte religionens forsøg på at fremskaffe et værn mod lidelse gennem en selvbedragerisk omformning af virkeligheden. Menneskehedens religioner må klassificeres blandt denne slags massevildfarelser (Johnson, 1984, originalen 1983). Sigmund Freud sammenlignede religion med en barndomsneurose, mennesket selv havde skabt for at udholde skylden over mordet på stamfaderen. For Freud var religion en illusion og et fantasiprodukt, og han mente, Gud var en slags erstatningsfar. Freuds menneskesyn var mørkt, og han mente, at aggression og vold er en indbygget del af den menneskelige natur. Menneskets aggressive træk var medfødt, og forestillingen om den menneskelige naturs godhed afviste Freud som en skadelig illusion. Mennesket var en ulv, et vilddyr, der står fremmed over for at vise skånsel mod sin egen art. Han argumenterede netop ud fra begivenhederne op til Den første Verdenskrig og skriver: enhver, der i tankerne genkalder sig de rædsler, som udspillede sig i folkevandringens tid og op til Første Verdenskrig, vil være nødt til ydmygt at bøje sig for rigtigheden af denne opfattelse. Freud nedbrød forestillinger og skabte røre, for ikke at sige forargelse. Hans studier beviste gentagne gange, at tidligere tiders opfattelser var fejlagtige, men takket været hans forskning havde han nu fundet frem til den rette forståelse. Og han lod sig ikke begrænse til kun at beskæftige sig med psykoanalyse, eller måske retteligere, så kunne alt fortolkes ind i Freuds paradigmer. Freud skrev en bog om Leonardo da Vinci ( Leonardo da Vinci: A study in psychosexuality ), hvor han dels påstod, at Leonardo da Vinci var homoseksuel, dels at han havde afbilledet sin mors smil i billedet af Mona Lisa. Og troede man fx, at Moses var jøde så tog man fejl, sagde Freud, for han var ægypter (Zweig, 1948, originalen 1942). Han trampede ind på andre eksperters fagområde, når han gjorde sig klog på billedhuggerkunst, malerier, litterære værker, religion, sproghistorie og meget andet. Han var sig meget bevidst, at hans teorier konfliktede med de gængse opfattelser (Johnson, 1984, originalen 1983). Freud befandt sig godt i stormvejret. Allerede i sin samtid havde Freud mange beundrere. Stefan Zweig betragtede ham som en slags sandhedsvidne, og i en biografi om Freud beskriver vennen og kollegaen Ernest Jones ( ) ham som en mand af absolut ærlighed og fejlfri 2. del ideers nye veje 153

64 integritet. Freud selv ville måske have valgt et andet ord end absolut. Eftertiden har givet et meget mere nuanceret billede af ham. Videnskabsteoretikeren og filosoffen Karl Popper ( ) 110 afviste, at Freud havde leveret videnskabeligt bevis for sine teorier. Popper påviste, at Freuds teorier var fremsat i en form der gjorde, at de hverken lod sig bevise eller modbevise gennem eksperimenter eller observationer. Popper mente, at Freud havde leveret mange tankevækkende teorier, som måske nok øgede den menneskelige forståelse af menneskesindet, men det var ikke videnskabeligt underbygget, de kliniske observationer bekræftede ikke hans teorier mere end de daglige bekræftelser astrologerne så sig omgivet af. Med teorierne i hånden blev begivenheder indpasset i deres forklaringsmodel, og de indgik dermed i en voksende mængde af beviser for teoriernes korrekthed (Popper, 1963). Karl Popper sammenfatter sin opfattelse af Freuds teorier (og mange andre teorier) på denne måde: Jeg mener derfor, at hvis en teori må betegnes som ikke-videnskabelig, eller metafysisk (som man ville sige), betyder det ikke at teorien er uvigtig, eller ubetydelig, absurd. Men den kan ikke påstås at være underbygget af empiriske beviser i videnskabelig forstand, skønt den udmærket kan være, i en genetisk forstand, resultat af observationer. Freuds arbejde med psykoanalysen kom således i konflikt med den naturvidenskabelige metode med opstilling af hypoteser, der efterfølgende kunne eksperimentelt afprøves. Freud henførte psykoanalysen under den hermeneutiske 111 videnskab, som flyttede det videnskabelige udgangspunkt fra det eksperimentelt beviste til en helhedsforståelse af fænomener generelt, og forståelse af de psykiske processer specielt. Freud er af eftertiden i overført betydning selv blevet lagt på den berømte sofa, og hans teorier og resultater er blevet kritisk gennemgået. Der foreligger en del litteratur, som gør op med freudianismen. Freudianismen er langt mindre original end hidtil antaget, og mange af dens påståede observationer er opdigtede. Den danske journalist og forfatter Eric Danielsen går så langt, at han betegner mange af freudianismens teorier som baseret på dogmer og ikke på observationer. (Danielsen, 2000) Andre har kaldt Freud en mand, hvis betydning er på linje med Darwin, Newton, Marx og Einstein. 110 Karl Popper introducerede begrebet falsificérbarhed som et kriterium for videnskabelighed og som en videnskabelig metode. 111 Hermeneutik: læren om fortolkning af tekster m.m., især ud fra en forståelse af eller indlevelse i den sammenhæng eller helhed som teksten indgår i. Kilde: Den Danske Ordbog da verden blev en anden

65 Falsifikation og falsifikationisme Falsifikationisme er en videnskabsteoretisk position fremsat af filosoffen Karl Raimund Popper. Popper opstillede det metodologiske krav til en fremsat teori, førend den kan regnes for videnskabelig, at det skal være muligt at angive betingelser for, hvordan den principielt kan vises at være fejlagtig. Det kræves med andre ord, at videnskabelige teorier skal være falsificerbare. Dvs. at teorien skal være udformet på en sådan måde, at der kan opstilles forsøg, der potentielt kan falsificere den. I denne forbindelse påpeger Popper, at visse teorier kan være så tvetydigt eller vagt formulerede, at enhver begivenhed uden stort besvær kan tolkes som en bekræftelse af pågældende teori. Eksempler herpå kunne være en heksedoktors eller et horoskops forudsigelser på baggrund af diverse spekulative teoribygninger. Også visse psykoanalytiske teorier bliver kritiseret af Popper. Her kan problemet være, hvis teorien siger, at underbevidstheden altid som forsvarsmekanisme vil forsøge at blokere for at patienten kan indse sandheder, der kulturelt set er ubehagelige. På den måde kan en patients vedholdende benægtelse af at han eller hun fx er homoseksuel eller har incestuøse fantasier tolkes, som netop en bekræftelse af at det lige præcis er tilfældet. Popper taler her om en lukket cirkel, hvor det er umuligt for empiriske data her udsagn fra patienten at ryste teorien. Kilde: Wikipedia Men i denne sammenhæng er det ikke afgørende om, der var videnskabelig dækning for hans teorier. Det er vigtigere at spørge, hvordan Freuds teorier påvirkede hans sam- og eftertid? Var psykoanalysen med til at ændre verden? Ja, Freuds teorier ændrede verden. Selv om der var en vis modstand mod Freuds teorier i fagkredse, så var det anderledes i offentligheden. Hans teorier blev drøftet i selskaber, og de indgik næsten som en slags selskabsleg. Freuds tanker medvirkede i den folkelige opfattelse til at sætte spørgsmålstegn ved opfattelser af hidtidige absolutte værdier og dermed skelnen mellem sandt og falsk, rigtigt og forkert, godt og ondt. For Freud var psykoanalysen en hellig sag, og som en anden religiøs leder opdelte han omverdenen i troende og tvivlere, venner og fjender. Han bekæmpede tvivlerne og mente, at hans tanker og teorier sagtens kunne måle sig med tidligere tiders fremmeste filosofier og religiøse tanker. Psykoanalysen blev udgangspunkt for mange forskelligartede reformbevægelser. Der var reformbevægelser for fri opdragelse, fri seksualitet, fri skole og fri tænkning 112, og Freuds tanker har haft stor indflydelse på menneskeopfattelsen igennem hele 1900-tallet. 112 En historisk gennemgang af Freuds liv og teorier og psykoanalysen i et 100-års perspektiv findes på Freudselskabets hjemmeside. 2. del ideers nye veje 155

66 Nihilisme og Nietzsche Friedrich Nietzsche ( ) var en af tidens store tyske filosoffer. Han var nok kendt i Tyskland, men hans tanker var relativt ukendte i store dele af Europa, indtil den danske kritiker og forfatter Georg Brandes introducerede ham for et bredere europæisk intellektuelt publikum. Brandes skrev i 1889 en afhandling om Nietzsche, hvor han omtalte ham som en Aand af betydelig Rang, som tilfulde fortjæner at studeres, at drøftes, at bekæmpes og at tilegnes. Nietzsches tanker minder på en række områder om den moralfilosofi, der går under betegnelsen Nihilisme [ordet Nihil er latin og betyder intet]. Nietzsche er derfor ofte blevet forbundet med nihilismen, selv om det ikke på alle måder er rigtigt. Nihilismen afviser, at den menneskelige eksistens skulle kunne tillægges et formål, og nihilisterne mener ikke, at det enkelte menneske er underkastet en moral, da moral ikke kan fastlægges objektivt. Nietzsches ideer var et opgør med fortidens ideologier og filosofier, som i vid udstrækning var præget af kristendom og traditionel moral. Fortidens herskende værdier var hule, mente Nietzsche. Der skulle blæse nye vinde. Der skulle gøres op med traditionerne, så kræfter, der kunne styrke den individuelle og samfundsmæssige sundhed, kunne frigøres. Opgøret med kristendommen var især vigtigt, og blev for Nietzsche meget intenst. Han bekæmpede således den almindelige kristne moral og barmhjertighed, som han mente var et udtryk for en slavementalitet. Alt hvad der ikke duede, det ringe, det svage og trælleagtige skulle bekæmpes. Den kristne morals ophav Gud eksisterede slet ikke. Gud var død. Nietzsche anså kristendommen, som en vedvarende trussel mod sundhed, skønhed, vellykkethed, tapperhed, ånd, sjælens godhed, mod livet selv. Nietzsche mente, at det var viljen til magt, der skulle udfylde det efterladte tomrum, når den traditionelle moral var fjernet. Frederich Nietzsche, portræt tegnet af Hans Olde da verden blev en anden

67 Nihilisme Nihilisme er et standpunkt, retning eller bevægelse, som afviser eksistensen af alle værdier, og som betoner altings meningsløshed. Kilde: Den Danske Ordbog Nihilisme (af latin nihil, intet) er et filosofisk standpunkt, der benægter eksistensen af et grundlag for erkendelse og moral. Som følge heraf forkastes ofte også, at den menneskelige tilværelse skulle have mening, formål eller essentiel værdi. Kilde: Wikipedia Forfatteren og historikeren Henrik Jensen omtaler udsagnet Gud er død, som den mest vidtgående metafor for verdenskrigens konsekvens for vestlig kultur, og han fortsætter med at beskrive, hvordan Nietzsches udsagn for længst var blevet en del af det budskab, som blev viderebragt i litteratur, politiske ideologier og i videnskab. Fra at budskabet optrådte i elitære kredse til det blev en del af almindelige menneskers opfattelse, var der langt. Der skulle en verdenskrig til før det skete. Gud eksisterede i hverdagen og i familierne, selv om han måske var udfordret på sin eksistens, måske frygtet, måske hadet, og måske blot respekteret som den moralske målestoks ophav og håndhæver. Men for den almindelige mand og kvinde forblev Guds eksistens en mulighed. Der kunne lige så lidt føres bevis for hans eksistens, som der kunne føres videnskabeligt bevis for hans ikke-eksistens. Dermed eksisterede der fortsat et spillerum for tro. Men krigen illustrerede og aktualiserede på en ny måde spørgsmålet om Guds eksistens. Krigen havde på en dramatisk og håndgribelig måde åbnet for et nyt syn på Gud, for måske var Gud virkelig død, eller også var han i det mindste uinteresseret i mennesket, og i hvert fald havde han fjernet sin beskyttelse fra kristenheden (Jensen, 2003). Nietzsches tanker fik stor indflydelse på en lang række kulturpersonligheder inden for nær sagt alle kunstarter. Hans tanker kunne ses afspejlet hos dansere, komponister, digtere, forfattere, malere, psykologer, filosoffer, sociologer og mange andre Musikalsk har Nietzsches bog Also sprach Zarathustra også inspireret komponisterne Richard Strauss, Gustav Mahler og Frederick Delius. Den franske billedkunstner Rodin udbrød da han havde læst Zarathustra: Hvilket emne at støbe i bronze. Richard Strauss ville med udgangspunkt i beretningen om Zarathustra i musikalsk form bibringe en ide om menneskeracens udvikling fra dens oprindelse gennem forskellige udviklingsfaser, religiøse såvel som videnskabelige, op til Nietzsches ide om Der Übermensch. 2. del ideers nye veje 157

68 Følger af Nietzsches tanker Nietzsche reddede mordere fra dødsdommen I 1924 blev to unge mænd dømt til livsvarigt fængsel for et koldblodigt og planlagt mord på en ung mand i en forstad til Chicago. Under normale omstændigheder skulle de være dømt til døden ved hængning. Drengenes forsvarer overbeviste imidlertid dommeren om, at drengenes fascination af Nietzsches tanker gjorde, at de ikke kunne gøres ansvarlige for deres handlinger. Dermed var der præcedens for, at udefrakommende påvirkninger kunne være formildende omstændigheder. Nietzsche fik sin del af skylden. Han udfordrede den menneskelige fantasi og i særdeleshed landenes regenter og øverste politikere. I Nietzsches vision for verdens fremtid var der ikke megen plads til demokrati- og lighedstanken. Politisk blev Nietzsches tanker en del af det tankegods, som en række af efterkrigstidens frustrerede og dødsensfarlige politiske folkeforførere bar rundt på. Det bedstes herredømme var en af Nietzsches teser, og et nyt aristokrati 114 skulle løfte menneskeheden til nye højder i en evolutionær udvikling. Nietzsche så frem til udviklingen af Der Übermensch [overmennesket] som kronen på værket. Det kunne gøres ved selv at fastlægge, hvad der er godt og ondt, og det skulle ske gennem viljen til magt og evnen til at styre sit eget liv. Udtrykt på en anden måde, er overmennesket det menneske, som gennem en langvarig proces når sit sande jeg, og som får frigjort sig fra smålighed, moral, og hvad han anså for menneskefjendske principper og traditioner. Det er gennem stræben efter den ideelle mennesketype, at Nietzsche ville gøre op med kristendommens næstekærlighedsideal, positivismens golde videnfokus og socialismens lighedsmageri. Nietzsche underkendte demokratiets lighedsstræben med dets nivellerende strømninger. Han så ikke udbredelse af velfærd, eller måske endda lykke, som målet for menneskehedens evige stræben. Et lykkeligt liv var en umulighed. Det højeste et menneske kunne opnå, var et heroisk liv. Glæden ved kampen stod i modsætning til det humanistiske livssyn, hvor den uopnåelige lykke blev forsøgt delt ud over masserne i et tyndt lag. Menneskeheden skal uafbrudt arbejde på at frembringe enkelte store Mennesker dette og intet andet er dens Opgave, mente Nietzsche (Brandes, 1889). Sigmund Freud delte denne opfattelse med Nietzsche, idet han mente, at man burde anvende større omhu end hidtil på at opdrage en over- 114 Georg Brandes karakteriserede i 1887 Nietzsches filosofi med ordene Aristokratisk radikalisme, hvilket Nietzsche kvitterede for ved at skrive tilbage Udtrykket er meget godt da verden blev en anden

69 klasse af mennesker, der tænker selvstændigt, som er utilgængelige for intimidering, som kæmper for sandhedens erkendelser, og hvem ledelsen af de uselvstændige masser skulle tilfalde. Friedrich Nietzsche skrev i perioden bogen Also sprach Zarathustra. Bogen er skabt over en legende fra den persiske religiøse tradition og handler om den unge mand Zarathustra, som i en alder af 30 år drager op i bjergene og først efter ti år i ensomhed og eftertanke vender tilbage for at delagtiggøre sine medmennesker i sine erkendelser. Her møder han en gammel mand, og ved mødet formes i hans hjerte spørgsmålet: Kan det være rigtigt! Denne gamle mand i skoven har endnu ikke hørt det, at Gud er død. Nietzsches tanker bredte sig over Europa, og smeltede sammen med de ekstreme politikeres paroler og kunstretningernes opgør med fortiden. Den senere fascistiske italienske regeringsleder Benito Mussolini udtalte i 1913: Gud eksister ikke; videnskaben har bevist religionens absurditet og i praksis dens umoralitet; mennesker har bevist, at den er en sygdom. Nietzsche anså bogen Also sprach Zarathustra som noget af det dybeste han havde skrevet. Om bogen skrev Nietzsche i et brev til sin forlægger, at han havde begået et afgørende skrift en slags femte evangelium. Her var stof, der ventede på at blive brugt og misbrugt. Krigens udbrud i 1914 blev et skelsættende årstal for opfattelsen af Nietzsches tanker. Han døde 14 år før krigsudbruddet, men han blev af Tysklands fjender omtalt som Verdenskrigens filosof (Nordin, 1998). Nietzsche havde forkyndt, at det frie menneske bør leve livet farligt, at krigerens moral er den bedste, og at viljen til frihed er det samme som viljen til magt. Da krigen var brudt ud, var der mange, der fortolkede krigen ud fra Nietzsches skrifter. En af dem var hans søster Elisabeth Förster-Nietzsche, som skriver om sin broder: Om der nogensinde har eksisteret en ven af krigen så er det Friedrich Nietzsche Derfor er så mange af de unge helte draget ud i fjendeland med Zarathustra i lommen [Nietzsches bog Also sprach Zarathustra 115 ]. Min broder kunne aldrig nok betone krigens rensende og opløftende virkninger (Nordin, 1998). [F.O.] Nietzsche forholdt sig imidlertid også selv til krigen i klar og tydelig tale. En af hans mest provokerende udtalelser lød: Ikke den gode Sag helliger Krigen, men den gode Krig helliger enhver Sag (Brandes, 1916). Nietzsche havde ikke forgæves fodret rovdyret i mennesket, for verdenskrigen åbnede for buret (Frisch, 1933, 5. oplag fra 1951). Et enkelt interessant eksempel på udbredelsen af Nietzsches ideer kan ses af, at Gavrilo eksemplarer af bogen Also sprach Zarathustra blev uddelt til de tyske soldater. 2. del ideers nye veje 159

70 Princip, den serbiske nationalist som dræbte ærkehertugen og hans hustru i Sarajevo 28. juni 1914, var en ivrig læser af Nietzsche og citerede ham gerne. Nietzsche og hans tanker blev en skydeskive i de allieredes krigspropaganda, som voksede ud af krigen, og billedlig talt var Nietzsche i mange år persona non grata i store dele af verden, helt frem til længe efter Den anden Verdenskrig, hvor man begyndte at genopdage ham. Nihilismen og Nietzsches filosofi var blot én i rækken af erkendelser og teorier, som fjernede mennesket fra en unik og central placering i universet. Nikolaj Kopernikus ( ) viste helt tilbage i 1543, at jorden ikke var universets centrum. I 1859 påstod Darwin, at mennesket ikke adskilte sig fra dyrene. Så mente Freud, at mennesket ikke var herre i eget hus, og endelig erklærede Nietzsche, at mennesket var alene uden en gud at støtte sig til. Menneskets syn på sig selv og omverdenen havde ændret sig. Filosofferne skabte gennem deres filosofier mønstre for menneskelig tænkning og handlen. De fik stor betydning både før og under krigen. Efter krigen skulle der gøres regnskab for hvem og hvad, der havde ført menneskene ud i krigen. Nye forklaringer og filosofier blev skabt på ruinerne af de filosofier, hvis tankegods havde vist sig ubrugeligt eller direkte skadeligt. Filosofferne havde været på jagt efter det evigt gyldige, men efter krigen blev det åbenbart, at filosofierne var forgængelige som al anden menneskelig tænkning og underlagt situationens, øjeblikkets, følelsesstemningernes, interessernes determinanter, (Nordin, 1998). Religion og tro Disse strømninger blandt filosoffer og andre af tidens debattører påvirkede gradvis også opfattelsen blandt præster, og dermed også menigmands syn på religion. Liberalteologien havde fra begyndelsen af 1800-tallet og til umiddelbart efter Den første Verdenskrig været kirkernes forsøg på at gøre kristendom kulturelt forståelig og acceptabel, og den var en af de toneangivende teologiske opfattelser i de fleste protestantiske lande i Europa. Liberalteologien lagde mere vægt på at formidle beretningen om Jesu liv og morallære end på formidling af hans troslære. Jesus blev opstillet som et ideal for menneskelig adfærd. Hvad troen angik, lagde liberalteologien op til en privat og individuel fortolkning af troen og ikke på en kirkelig bestemt trosopfattelse, eller udtrykt på en anden måde, var liberalteologien en anvisning på en praktisk/fornuftig privatkristendom frigjort fra traditionens dogmer. Udgangspunktet for fortolkning af den kristne lære var en historisk-kritisk bibeludlægning. Dermed ønskede liberalteologerne at flytte teologien over blandt de historiske videnskaber. Det skete som en del af sekulariseringen, der siden oplysningstiden havde nydt fremgang på bekostning af en kristen trosopfattelse. Fra at teologi var et fagområde på universiteterne, hvor verden blev set ud fra en bibel- og trosbaseret lære om Gud, blev teologien og da verden blev en anden

71 Liberalteologi Liberalteologi er en fælles betegnelse for mange forskellige teologiske bestræbelser i tidsrummet ca til ca på at gøre kristendom kulturelt acceptabel og forståelig, og omkring 1900 var det den mest indflydelsesrige og nærmest enerådende teologiske retning. Liberalteologi eller kulturteologi stod i opposition til en konservativ og kirkelig teologi. Det er en bred teologisk strømning inden for den evangeliske kristendom med det udgangspunkt at bedrive teologi på et humanistisk og samfundsvidenskabeligt grundlag, hvilket i denne sammenhæng vil sige uafhængigt af dogmer, kirkelige traditioner og trosindhold. Kilde: Wikipedia Hvor var kirken på vej hen? 2. del ideers nye veje 161

72 kristendomslæren gradvist ændret til at være en morallære, så blev religion til nogle freudianske forestillinger i menneskers hoveder, og til sidst til en antropologisk og historisk disciplin (Hansen, 1967). Der kan gives mange eksempler på, hvordan bølgerne gik højt i diskussionen om livsanskuelser. Diskussionen i slutningen af 1800-tallet tog ofte udgangspunkt i Darwins bog om arternes oprindelse. På mange måder var debatten i Danmark i 1920 erne en videreførelse heraf. Der blev ført en voldsom debat, og sproget var barskt, nedgørende og nærmest infantilt (Kragh, 2002). En af debattørerne var religionshistorikeren Ditlef Nielsen, som nok mente, at Jesus havde levet altså var en historisk person men at det derudover var vigtigt at holde sig til det historisk vidnefaste og dermed afvise mirakler, myter, sagn og dogmer. I sin argumentation for den historiske Jesus kom Ditlef Nielsen i direkte konfrontation med Georg Brandes, som senere udgav bogen Sagnet om Jesus. Brandes ville længere, nemlig at man skulle nå til den erkendelse, at Jesus slet ikke havde eksisteret. I kronikker endte Brandes og Nielsen med at beskylde hinanden for uvederhæftighed og manglende sund fornuft. Brandes skrev i en af sine kronikker, at det var hans livs skæbne at overfaldes af Mænd, hvis Navne ender på sen. Antallet af de Nielsen er, der har ringeagtet mig, lader sig umuligt opgøre. Ditlef Nielsen svarede igen med at kritisere Georg Brandes argumentation, der var af en sådan dilettantisk Art, at den ikke ville blive taget alvorlig i nogen videnskabelig Diskussion. Det var i dette stormvejr at kristendommen skulle finde sig tilrette. Liberalteologien var tidens forsøg på at skabe en moderne kirke med svar på tidens problemer, og kristendommen var ifølge liberalteologerne måske ikke den eneste sande åbenbarede religion: så er den i hvert fald den foreløbig højeste udformning af religiøs livsbetragtning. Ditlef Nielsen skrev om kristendommen: Fra en Religionshistorisk Betragtning er Kristendommen Fremtidens Religion, den er i sit inderste Væsen og i sin oprindelige Form alle andre Religioner absolut overlegen. Eftertidens bedømmelse af liberalteologien kan sammenfattes med et citat fra bogen De europæiske ideers historie af Johannes Sløk, Mogens Pihl og Erik Lund: Rent praktisk førte den til bestræbelser for at skabe Gudsriget på jorden, ikke mindst ved at tage forskellige arter af socialt og filantropisk arbejde op Der var noget naivt over den. Den manglede egentlig sans for de dybe religiøse fænomener, og dens forsøg på at tegne et Jesus-billede var temmelig mislykket (Lund, Erik; Pihl, Mogens; Sløk, Johannes, 1962). Liberalteologien kan ses som et forsøg på at bevare teologien, som en anerkendt videnskabelig disciplin, og ikke blive opfattet som en forskning henført til afdelingen for illusioner og fromt bedrag. Mange af forsøgene på at fastholde teologien blandt de da verden blev en anden

73 Bed og Arbejd. Påmindelse over en dør på Frilandsmuseet i Lyngby. Huset er fra midten af 1800-tallet. videnskabelige forskningsområder drejede sig om at flytte det hinsides til det dennesides, som Troels-Lund ( ) udtrykte det de flygtede hemmeligt bort fra Kirken med dens Lære om det Hinsides. Under Navn af Humanister fandt de et nyt Hjem i det Dennesides mere beskedne Bolig. Teologifaget på universiteterne havde været på vej til at blive placeret på æselbænken, dvs. den nederste skolebænk, hvor de dumme eller dovne elever blev anbragt. Men fra en uventet kant kom der også bidrag til tidens religionsdebat. Kort før krigen kom bogudgivelsen Die Protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus [Den protestantiske etik og kapitalismens ånd] (1904). Bogen var skrevet af den berømte tyske sociolog Max Weber ( ). I bogen fremsatte han en teori om, at religion her protestantismen påvirkede menneskers økonomiske adfærd. Weber gik skridtet videre og hævdede at det også var muligt at protestantismen forårsagede kapitalismen i stedet for omvendt, som det ofte havde været fremholdt i marxistiske teorier. Max Weber pegede på, at samfundsudviklingen kunne være drevet af såvel materialistisk som spirituel tankegang. Weber fandt i calvinismen, pietismen, metodismen og baptismen bidrag til en gryende kapitalisme gennem fremhævelse af egenskaber som flid, arbejdsdisciplin og sparsommelighed. Arbejdet var helligt, og menneskers velstand var et tegn fra Gud på hans velsignelse af gudfrygtige mennesker (Floto, 1996). Mission, socialisme og to nye kirker I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var det tid til åndelig oprustning, mente de kristne, konservative og royale bevægelser i mange af Europas lande. Det var ikke en bevægelse, der udsprang fra tidens intelligentsia. Det drejede sig om vækkelse af de brede masser. 2. del ideers nye veje 163

74 Sacré Coeur-kirken på Montmartre i Paris, indviet Eliaskirken, Vesterbro Torv i København, indviet da verden blev en anden

75 Sacré Coeur-kirken er et monumentalt bygningsværk i Paris. Den blev indviet efter Den første Verdenskrig i 1919, men den var allerede færdigbygget i Kirken blev opført som en delvis reaktion på socialismens fremgang i slutning af 1800-tallet. Frankrig havde tabt den fransk-tyske krig i og oplevet opstanden i Paris i 1871 [oprettelse af Pariser-kommunen]. Nederlaget og den politiske uro, der havde rod i de socialistiske og revolutionære bevægelser, skabte grobund for beslutningen om at bygge kirken. Fra forskellig gejstlig side var der udtrykt ønske om en åndelig fornyelse og udfrielse fra det moralske forfald, som tiden udviste, og derfor var det nu tid til at genindsætte kirken på dens rette plads. Rejsningen af den nye kirke blev et nationalt projekt og et nationalt monument i bestræbelserne for at højne den moralske tilstand. I Danmark var der tilsvarende bestræbelser. Indre Mission var blevet stiftet i midten af 1800-tallet og var en pietistisk vækkelsesbevægelse med en stærk bibeltro, som stod over for oplysningstidens betoning af det rationelle. Bevægelsen væk fra Gud og kirken førte til en mission, ikke kun i det hedenske Afrika, men også en indre mission iblandt de gudløse i Danmark. Indre Mission indledte i begyndelsen af 1900-tallet en missionsgerning blandt arbejdere på fx Vesterbro i København. Vesterbro var blevet en tæt befolket bydel bestående af arbejdere, som søgte til hovedstaden for at få beskæftigelse på fabrikkerne, der var blevet opført i kølvandet på den fremvoksende industrialisering. Blandt arbejderne var der megen fattigdom, mange hjemløse og ensomme, et stort alkoholmisbrug og andre sociale problemer og desuden også mangel på gudsfrygt og fromhed. Det var baggrunden for missionsgerningen, der med et kirkeligt og socialt sigte blev indledt blandt Vesterbros arbejdere. Det resulterede i indsamling af midler til bygningen af Eliaskirken på Vesterbro, der var kirke, men også et hjem for de hjemløse, et sømandshjem, børnehave, folkekøkken, læsestue og meget andet. Men ikke alle steder blev initiativerne modtaget med lige stor begejstring. Arbejderavisen Social-Demokraten omtalte Indre Missions præster som Helvedeshundene og deres avis som Satansposten. Og selv om socialdemokraterne og Indre Mission bekæmpede hinanden i bestræbelserne for at vinde arbejdernes sjæle, stod de begge bag kampen for menneskeværdige forhold for arbejderne. Bestræbelserne resulterede i 1933 i den store socialreform. Det er eksempler på de tanker og gerninger der blev gjort før og efter krigen, og som alle på forskellig måde forsøgte at relatere religion til et moderne menneskes syn på tilværelsen. Krigen, Bibelen og profetierne Krigen gav også anledning til at spørge om krigen var et led i noget større var der en guddommelig dimension? Hvordan så krigen eller urkatastrofen ud i lyset af de forventninger der havde cirkuleret iblandt tidens religiøse bevægelser? Var Den 2. del ideers nye veje 165

76 En profeti var kejser Wilhelm antikrist? Og præsident Wilson med sit forslag om et Folkenes forbund var han Messias? første Verdenskrig opfyldelse af Bibelens dommedagsprofeti? Var Kejser Wilhelm de ondes fyrste Antikrist og var Wilson menneskehedens frelser en ny Messias? De fleste betragtede begivenhederne retrospektivt og med den sikkerhed tilbageblik giver, men nogle få havde set frem til 1914 med bemærkelsesværdige forventninger. New Yorker avisen The World udgav et magasin, som kommenterede begivenheder dag for dag fra krigens start. Ud for den 30. August 1914 stod der: Den frygtelige krigs udbrud i Europa har opfyldt en usædvanlig profeti Hold øje med året 1914! har været hundreder af rejsende evangelisters råb. Som repræsentanter for denne besynderlige tro har de rejst rundt i landet og forkyndt den lære at Guds rige er nær. Avisen henviste til Bibelstudenternes [senere kendt som Jehovas Vidner] forudsigelse af begivenheder i det skelsættende år De henviste til Bibelens omtale af begivenheder ved verdens ende og til Bibelens kronologi, og de pegede allerede i 1876 på betydningen af I Bibelstudenternes blad stod der at læse i 1905, at en stor verdensomvæltning ville begynde i da verden blev en anden

77 Men Bibelstudenterne var ikke alene om at have forventninger til I 1844 gjorde en engelsk præst ved navn E. B. Elliott ( ) opmærksom på, at profetierne om verdensrigerne i Daniels Bog muligvis ville blive endelig opfyldt i I 1849 behandlede Robert Seeley ( ) emnet på lignende måde. Seeley var en engelske forfatter og historiker med interesse for religiøse spørgsmål. I en publikation, der udkom omkring år 1870, og som var redigeret af den amerikanske lutheranske præst Joseph Seiss ( ), blev der peget på 1914 som et betydningsfuldt årstal i Bibelens kronologi. Den amerikanske adventist Nelson H. Barbour ( ) havde flere bud på Kristi genkomst. I 1875 skrev han i sit blad Herald of the Morning, at 1914 markerede afslutningen på den periode, som Jesus kaldte hedningernes tider Da krigen først var brudt ud åbnede det op for mange betragtninger. Nogle tyske filosoffer tolkede krigen som opfyldelsen af de apokalyptiske tegn på fremkomsten af en ny verdensorden. De så krigens afslutning som begyndelsen på tusindårsriget og den nye jord og den nye himmel 118. Den amerikanske præst L. P. Adams ( ) skrev i 1915 i bogen The World s approaching Crisis [Verdens kommende krise] om verdensbegivenhederne set i Bibelens lys, og han så ikke verdenskrigen som verdens ende, men mere som begyndelsen til enden. Også den fremtrædende schweiziske teolog Karl Barth ( ) så krigen i lyset af løfterne om Guds rige. Den svenske professor Svante Nordin omtaler Barths forventninger med ordene: Også Barth tolkede krigen som en gudsdom og dermed som en forberedelse til Guds rige, hvilket ikke skulle blive [et rige] af denne verden [F.O.] (Nordin, 1998). Ikke kun selve krigen, men også dens markante personer kunne måske ses i et nyt religiøst perspektiv. Fx havde Kejser Wilhelm II givet sig selv en rolle i Guds hensigt. Det var måske ikke et særsyn blandt de royale herskere. Det lå i alle de royale regenters selvopfattelse, at de var konge eller kejser af Guds nåde, og det indebar, at de var indsat af Gud og kun stod til ansvar over for ham. I den mere kuriøse ende af skalaen skulle Kejser Wilhelm have udtrykt sig over for soldater ved Østfronten: 116 Udtrykket hedningernes tider forekommer i Lukas evangeliet kapitel 21 vers Som et kuriosum kan det nævnes, at sir Isak Newton ( ) også var stærk optaget af de bibelske profetier om verdens ende. I et manuskript skrevet i 1704 pegede han på 2060 som et muligt årstal for verdens ende, eller rettere for tidspunktet for Kristi genkomst, og oprettelsen af Guds rige på jorden. 118 Udtrykket den nye jord og den nye himmel findes i 2. Peters brev kapitel 3 vers del ideers nye veje 167

78 Den hellige ånd er kommet over mig, fordi jeg er tyskernes kejser. Jeg er et instrument i den allerhøjestes hånd. Jeg er hans sværd, hans repræsentant. Ve og død over dem som modstår min vilje (Beck, 1914). Men pamfletten The end of the kaiser [Kejserens endeligt] (1918) udpegede den tyske kejser til at være den Antikrist, som er omtalt i Bibelen. Pamfletten var udgivet af en redaktør af okkult og spiritistisk litteratur ( The occult review ), og han baserede sine forudsigelser på en katolsk munk fra det 16. århundrede. I den samme serie af udgivelser findes også kejserens horoskop. På den anden side kan man finde eksempler på, at præsident Woodrow Wilson blev betragtet som Messias. Wilson var dybt religiøs, og det har fået mange historikere til at mene, at Wilson så sig selv som en verdslig Messias med et evangelium, der indbefattede udbredelse af demokrati, indgåelse af en retfærdig fredsaftale uden sejrherrer og grundlæggelse af et Folkeforbund til sikring af freden for fremtiden. Der var således mange forsøg på at bringe begivenheder og personer ind i en profetisk og bibelsk sammenhæng. Det lå i tiden, at man ikke kun i tanken beskæftigede sig med det spirituelle, men også iværksatte videnskabelige forsøg og forskning med henblik på at få rationelle forklaringer på mystiske og irrationelle observationer og indhøste ny viden om det paranormale og overnaturlige. Spiritismen repræsenterede et sådant forsøg på at nå til en forklaring på de hidtil uforklarlige fænomener. Spiritisme Oprindelsen til den moderne form for spiritisme finder vi tilbage i midten af det 19. århundrede. Det var ønsket om at udvikle en videnskabelig tilgang til fænomener, som tilsyneladende ikke kunne forklares med de kendte videnskabelige teorier. Videnskaben havde givet forståelse af fænomener som magnetisme, elektrisk strøm, radiobølger osv., og der blev arbejdet med forståelse af menneskets psyke (fx psykoanalysen). Derfor var skridtet måske ikke så stort, når mange mennesker ledte efter en videnskabelig forklaring på hidtidige uforklarlige og såkaldte overnaturlige fæno- Spiritisme Spiritisme er en tro på at menneskesjælen er udødelig, og på at levende mennesker kan komme i forbindelse med afdøde menneskers ånder, fx under en seance eller gennem et medium i trance. Kilde: Den Danske Ordbog da verden blev en anden

79 Igor Stravinsky og optrin fra balletten Sacre du Printemps. problem, da han oprindelig hed Gustav Theodor von Holst, men von gav uønskede tyske associationer, hvorfor han fjernede det fra sit navn og blev en rigtig englænder, nemlig Gustav Holst. Flere kunstnere fortrød hurtigt i krigsforløbet deres krigsbegejstring, og efter en tid med eftertanke over deres ureflekterede støtte til de nationalistiske strømninger, antog de en mere nuanceret og humanistisk holdning, selv om de ofte ikke turde udtrykke den offentligt. En del kunstnere viste sig som ægte opportunister (Zweig, 1948, originalen 1942). Kunsten i opbrud Tiden før Den første Verdenskrig var allerede præget af, hvad der er betegnet som modernismen. Men med krigens omvæltninger i styreformer og politiske retninger fik kunsterne yderligere et argument for en radikalisering af udtryksformerne. Kunsten var i opbrud. Ikke kun inden for en enkelt kunstart, men inden for stort set alle. Det nye var ofte så særpræget, at det skabte veritabel skandale ved dets fremkomst. Således blev uropførelsen af balletten Le Sacre du Printemps i 1913 en skandale og endte med tilråb og piften fra publikum. Musikken var skrevet af russeren Igor Stravinsky ( ) og koreografien af Vaslav Nijinskij ( ), som var en af ballethistoriens største dansere. Til Arnold Schönbergs koncert marts 1913, hvor han præsente da verden blev en anden

80 Jazz- og operette-plakater (henholdsvis 1915 og 1906). rede den atonale musik, blev der slagsmål og kasten med stole, som først blev bragt til ophør ved politiets indgriben. Det var ikke de eneste kunstneriske frembringelser der skabte forargelse. Mange koncerter, teaterforestillinger, litteraturoplæsninger og maleriudstillinger endte med at publikum gik harmfulde og hovedrystende bort. Tidens kompositioner var ikke kun præget af følelser og indtryk skabt af krigen, men komponisterne var også udfordret i deres valg af genre og tonesprog. Operaformen ændrede sig også omend mere gradvist og ikke mindst med værker af den tyske komponist Richard Strauss ( ) og italienske Giacomo Puccini ( ). Østrig-ungarske komponister introducerede i midten af 1800-tallet wsom en lettere og lysere form for den traditionsrige opera. Johan Strauss den yngre ( ) og Franz Lehár ( ) skabte operetter som Flagermusen (1874) og Den glade enke (1906). De store brud med fortidens musiktradition finder vi imidlertid andre steder. Ikke kun Stravinsky eksperimenterede med helt nyt tonesprog. Østrigeren Arnold Schönberg ( ) introducerede atonal tonalitet og senere tolvtonemusik. Han dannede, hvad der er blevet kaldt den Anden Wienerskole med deltagelse af Alban Berg ( ) og Anton Webern ( ). Andre komponister som Edgard Varése ( ) introducerede hverdagens lyde (støj) i deres musik (dadaisme). Erik Satie ( ) var en excentrisk fransk komponist. Blandt de mere kendte stykker er Gymnopedie nr. 1 (1888) og musikken til provo-balletten Parade (1917). Satie 2. del ideers nye veje 191

81 James Joyce Marcel Proust brød normer og nåede at blive smidt ud af musikkonservatoriet, ligesom han var deserteret fra hæren. Han valgte at leve som boheme i Paris Montmartre-kvarter, og han tjente til føden ved at spille i byens caféer. Han skabte musik, som brød med regler om taktstreger, dur og mol. Han kaldte sin musik Møbelmusik for at vise, at musikken ikke skulle dominere mere end de møbler, som var i rummet. Satie er blevet kaldt en af de første konceptmusikere, hvor musik og komponistens påklædning, udseende og hele adfærd udgjorde en samlet pakke. Hans særheder omfattede en mani for paraplyer og hans beslutning om kun at spise hvid mad. Andre af den nye tids klassiske komponister var Bela Bartok, Paul Hindemith, Claude Debussy, Erik Satie og Les Six 139 (Auric, Durey, Honegger, Poulenc, Tailleferre, Milhaud). Og mens de klassiske komponister arbejdede med deres tonesprog, så ventede der en helt anden musikstil i kulissen jazz. Jazz var vokset ud af europæisk og afroamerikansk musiktradition. Malerkunsten havde udviklet sig i nye retninger. Ekspressionisme med malere som norske Edward Munk ( ), fauvisme med den franske maler Henri Matisse ( ), Kubisme med eksempelvis spanske Pablo Picasso ( ) og futurisme med kunstnere som italienske Umberto Boccioni ( ) og russiske Natalia Sergeevna Goncharova ( ). Litteraturen i Tyskland var præget af degenerationstanken menneskeheden var i forfald, og civilisationer var i færd med at styre mod sin egen tilintetgørelse. Max 139 Det var Erik Satie der samlede en række unge komponister under navnet Les nouveaux jeunes, og det blev starten på gruppen Les six da verden blev en anden

82 Lignelsen om den unge mand og den gamle Så rejste Abram sig og kløvede træet og gik Og tog ilden med sig, og en kniv Og da de gjorde ophold, begge sammen, sagde Isak den førstefødte Min fader, du har både ild og jern, Men hvor er lammet til ofringen? Da bandt Abram den unge mand Og byggede brystværn og skyttegrave Og tog kniven frem for at slagte sin søn, Men en engel kom ned fra himlen og sagde læg ikke hånd på drengen eller gør skade på din søn Se en vædder er fanget i buskene, Slagt stolthedens vædder i stedet, Men den gamle mand nægtede og slagtede sin søn Og halvdelen af Europas unge én for én. Wilfred Owen Owen blev dræbt i kamp en uge før 1. verdenskrigs slutning. Hans digte om skyttegravskrigen med deres mareridtsagtige suggestive billeder og dybt seriøse ironi har bidraget væsentligt til eftertidens opfattelse af både The Great War og krig i almindelighed som forbryderisk og umenneskelig. daten, mens han venter, indeholder således langt mere dramatik, end stilheden på billedet antyder. Nogle af de største og mest kendte krigsmalere er Fernand Léger ( ) i Frankrig og Otto Dix ( ) i Tyskland og C. R. W. Nevinson ( ) samt John Nash ( ) i England. Den engelske maler John Nash malede billedet Over the Top tre måneder efter at han selv havde deltaget i et angreb. Ud af 80 soldater var han en af de 12, som kom uskadt fra angrebet, mens resten enten døde eller blev såret i løbet af angrebets første få minutter. 2. del ideers nye veje 203

83 Franske soldater hviler sig. C. R. W. Nevinson. Over the Top. John Nash da verden blev en anden

84 Kunstarterne dadaisme og futurisme Futurismen er en kunstnerisk avantgardebevægelse med udspring i Italien i begyndelsen af 1900-tallet. Futuristerne (med F. T. Marinetti i spidsen) hyldede byen, støjen, farten og krigen, de repræsenterede det nye århundredes mentalitet i et opgør med al gammel museumskunst. Dada (også kaldet Dadaisme) er et oprør skabt af malere og forfattere i Frankrig, Tyskland og Schweiz mod selvtilfredshed i traditionel kunst og vestlige samfund. Den blev også en reaktion på Den første Verdenskrig og en afvisning af traditionelle autoriteter og kulturværdier. Dadaismen udfoldede sig hovedsagelig , og var en direkte forløber for surrealismen. Kilde: Efter Wikipedia og The American Heritage Dictionary Malerne delte sig i forskellige skoler. Kunstretningerne ekspressionisme, kubisme, futurisme og dadaisme 150 dukkede op i kunstnerkredse og forkyndte et nyt grundlag for kunsten. Futurismen blev skabt af forfattere og malere i Paris og Italien. I 1909 udkom det første futuristiske manifest, hvori det hedder: Den brølende automobil er smukkere end den vingede sejrsgudinde eller En bil i fuld fart er smukkere end Nike fra Samotrake og Vi vil forherlige krig verdens eneste hygiejne militarisme, patriotisme, anarkistens destruktive gestus disse skønne morderiske ideer samt foragten for kvinden. I 1912 udkom et manifest for den russiske futurisme med titlen En lussing til den offentlige smag. God smag og klassiske værdier var under pres. Futurismen så den industrielle udvikling som den mekanisme, der skulle bringe nyt liv til menneskeheden og nedbryde de traditioner, som forhindrede fremskridtet. Dermed blev racerbilen, flyvemaskinen, maskingeværet og andre industrielle opfindelser bannerførere for den nye tid. Dadaisterne ønskede at provokere, og de ventede på forargelsen. Marcel Duchamp tegnede skæg på en kopi af billedet af Mona Lisa. Den tyske maler George Grosz genkaldte sig, hvordan kunstnerne mødtes, og hvor den eneste underholdning bestod i at svine folk til. Han fortæller, at de kunne komme med provokationer som: Din gamle bunke lort dér foran ja, dig med paraplyen, dit dumme æsel eller Hvad er det, der er så morsomt, din kraftidiot. (Jensen, 2003) Der var udsolgt til forestillingerne. 150 Der findes mange forklaringer af valget af ordet Dada [fransk: gyngehest], og det kan betyde en række forskellige ting på forskellige sprog. En af forklaringerne er, at navnet Dada blev valgt pga. stilartens karakteristisk barnlige stil, og henviser til den barnlige da-da -frase. (Kilde: Wikipedia). 2. del ideers nye veje 205

85 Ansigtsmasker og plastikkirurgi. trochok i et forsøg på at kurere soldaterne. Senere blev psykoanalyse taget i anvendelse og dermed blev der åbnet for at benytte samtaleterapien i helingsprocessen. Men de mange syge sammen med den begrænsede viden gjorde, at mange måtte leve ubehandlet med deres sygdomme (Jensen, 2003). Den østrigske journalist og forfatter Joseph Roth 153 ( ) skildrer en demonstration i Galicien gennemført af krigsinvalider med ordene: Bag de blinde gik de enarmede, og bag dem de uden arme, og bag de armløse de der var ramt i hovedet Der stod de invalide, hvis hele ansigt var ét gabende rødt hul, viklet ind i en hvid bandage, med rødlig, sårede folder i stedet for ører. Der stod klumperne af kød og blod, soldater uden lemmer, torsoer i uniform, med de tomme ærmer bundet sammen på ryggen som et udtryk for koket grusomhed Bag bilen gik de sindssyge. De havde stadig alt, øjne, næse og ører, ben og arme, kun forstanden havde forladt dem, de vidste ikke, hvorfor de var blevet ført herhen, de så ud som brødre, de oplevede alle den samme store tilintetgørende intethed (Mak, 2010, (originalen 2004)). 153 Joseph Roth havde meldt sig som frivillig til krigstjeneste. Indtryk fra krigen og efterfølgende det Østrig-ungarske kejserriges opløsning efterlod ham med en udtalt følelse af hjemløshed, som genfindes i hans forfatterskab. 3. del samfundsudviklingen 215

86 For de fleste soldater var helingsprocessen lang, og der var ikke nogen garanti for en raskmelding. De var draget i krig som raske unge mænd med idealer, og de kom hjem krumbøjede, ofte desillusionerede, måske invalide og syge og med mistro til dem, der havde sendt dem ud. Kunne man forestille sig, at så meget oplevet vold på krigsskuepladsen, og så megen urimelighed på hjemmefronten, kunne afsluttes med, at alle genindtog deres tidligere plads i livet, dér hvor krigen havde afbrudt det? Kunne soldaterne lægge de stærke indtryk bag sig og genoptage et almindeligt liv? Flere forskere har talt for en brutaliseringstese 154, der går ud på, at der efter en krig sker en forråelse af især den mandlige befolkning. Historikeren Eric Hobsbawm (f ) er ikke i tvivl om, at krigen har haft væsentlig indflydelse på den stigende brutalisering og umenneskelighed, som har karakteriseret det 20. århundrede, og Hobsbawm spørger Hvorfor skulle mænd, der havde dræbt og set deres venner blive dræbt og lemlæstet,, selv tøve med at dræbe og behandle den gode sags fjender brutalt? (Hobsbawm, 1997, originalen 1994). Forråelse og brutalisering af samfundet efter Den første Verdenskrig var mere synlig i nogle lande og områder (fx Rusland, Tyskland og Italien) end andre. Det var særligt i Mellem- og Øst-europa, at volden viste sig i form at uroligheder mellem de forskellige nationaliteter. I perioden mellem 1919 og 1922 udkæmpedes en snes mindre krige (Johnson, 1984, originalen 1983). Den første Verdenskrigs omfang og antallet af mobiliserede 155 soldater (skønsmæssigt 70 millioner i alt) betød, at en meget stor del af Europas befolkning måtte leve med traumatiserende krigsminder. Om volden i tiden efter krigen havde Sigmund Freud en forklaring på, hvad der skete i menneskesindet. 156 Hans teorier blev fremsat under indtryk af krigen og tidens opfattelse af, at krigsneuroser var fysisk betinget. Freud pegede på mentale forandringer i hjernen, som også kunne forklare den vold, man kunne opleve efter krigen. Krigsdeltagelsen ville vække en medfødt aggressivitet, et døds- og destruktionsønske ( Thanatos ) 157, som i krigstiden motiverede soldaterne til at leve med de store farer ved fronten. Denne vækkelse af dybtliggende følelser skulle, ifølge Freud, være basis for soldaternes engagement i civile uroligheder og politisk vold, som særligt kom til udtryk efter Der er imidlertid ikke enighed om tesen, og dermed en forklaring på den stigende vold. 155 Alene i Rusland var over 35 % af den krigsduelige mandlige befolkning blevet mobiliseret. Det tilsvarende tal for Tyskland og Frankrig var over 80 %, mens Englands tal var over 50 %. 156 Efter krigen bad Østrigs regering Freud om et memorandum, der omhandlede behandling af krigsneuroser med elektrochok. Freud benyttede lejligheden til at anvise psykoanalyse som alternativ behandlingsmetode. 157 Thanatos, er græsk og betyder død. I græsk mytologi kommer Thanatos til menneskene og skiller dem fra livet da verden blev en anden

87 Soldat modtager almisse efter at være vendt tilbage som krigsinvalid. Flere soldater har i romanform berettet om, hvad krigen gjorde ved dem. Forfatteren Erich Maria Remarque ( ) (som selv var tysk soldat ved fronten) lader i romanen Intet nyt fra Vestfronten soldaterne filosofere over, hvad krigen gjorde ved dem. En af soldaterne siger: To år med skydning og håndgranater dem kan man da ikke sådan smøge af sig som et par strømper bagefter den første granat, som slog ned, ramte vore hjerter. Vi er udelukket fra alt arbejde, fra al stræben, fra alt fremskridt. Vi tror ikke mere på det; vi tror på krigen (Remarque, originalen 1929). For Ernst Jünger, officer i den tyske hær og senere forfatter, var krigen blevet et væsen. Krigen skabte ikke længere kun en følelse, men var et langt mere håndgribeligt fænomen. Han skriver i sin erindringsbog In Stahlgewittern fra 1920: Jeg kan ikke gentage ofte nok, at slaget ikke længere var en episode, der sled sig til ende i blod og sved; det var noget håndgribeligt, noget som havde væsen, og som ubarmhjertigt gravede sig ind i sjælen uge efter uge. Ernst Jünger mente, at krigen ville fremkalde en ny menneskerace. Den ville være klog, stærk og fuld af vilje, og han så krigen som et middel til en forædling af manden. Krigen ville udvikle en frygtløshed, der fik soldaten til at trodse farer. Han ville blive gennemstrømmet af en hensynsløs krigerånd, der kunne udløses i en koncentreret, målbevidst energiudfoldelse. Ernest Jünger overlevede selv krigen og blev for den opvoksende generation et romantiseret ikon, som de kunne læse om, mens deres egen deltagelse i krigen måtte 3. del samfundsudviklingen 217

88 Herover kort over gravpladser i Sommeområdet med begravede faldne soldater. Til højre kors med med navn, militær rang, regiment og dødsdato. Det var i England, man først indførte traditionen at mindes de afdøde ved to minutters stilhed den 11. november kl. 11. Journalisten Edward George Honey var blevet stødt over den løsslupne glædesudfoldelse, som krigsafslutningen havde fremkaldt, og selv om han anerkendte det naturlige i følelsen, mente han, at det ville være mere passende at mindes de faldne ved en værdig og mere eftertænksom gestus. At mindes de faldne i højtidelig stilhed blev en tradition, der efterfølgende har bredt sig til mange andre lande. Nærmest i trods mod krig og død voksede røde valmuer (poppies) op på den slagmark, hvor soldaterne døde. I England blev de røde valmuer et symbol på alle de døde i krigen. I begyndelsen var det ofrene i Den Første Verdenskrig man mindedes, men senere blev det et symbol på alle de faldne i landets krige. Den canadiske soldat John McCrae skrev i 1915 digtet In Flanders fields. En af verselinjerne i digtet lyder In Flanders fields the poppies blow, Between the crosses, row on row [På Flanderns marker gror valmuerne mellem rækker af kors]. På den særlige mindedag den 11. november mindes Englands faldne soldater (og soldater fra de engelske Commonwealth-lande), og grave, kors og mændenes knaphuller bliver udsmykket med røde valmuer af papir. De kan købes, og indtægten fra salget går til krigens ofre. Der findes imidlertid også hvide valmuer. Selv om de ikke findes i et tilsvarende stort antal som de røde, så dukker de op i mængden, og de fortæller deres helt egen historie. Da den røde valmue blev introduceret foreslog ikke-mere-krig-bevægelsen, at man i midten af blomsten skulle skrive No more war [Aldrig mere krig]. Dette skete ikke, og derfor introducerede kvindeorganisationen Co-operative Women s Guild i 1933 den hvide valmue med påskriften Fred, og med en opfordring til at kæmpe for freden og mindes alle de døde uanset nationalitet. 3. del samfundsudviklingen 225

89 De røde og hvide valmuer (poppies) og digtet In Flanders fields. Uanset hvilke minder den enkelte bar rundt på, var det de forskellige kunstværker, der bar budskabet videre til generationerne, som ikke havde oplevet krigen. Krigen blev husket ved hjælp af bøger, fotografier, malerier, musik og ikke mindst monumenter. Nogle mindemærker har til formål at samle hele nationen, og symboliserer landets heroiske indsats og dets ofre. Monumenterne repræsenterer den kollektive erindring om krigen og dens faldne. Måske findes det mest berømte og besøgte mindesmærke i Frankrig under Triumfbuen i Paris. Her ligger en fransk soldat begravet. Af alle de ukendte soldater, som var faldet under de mange slag, valgte man en soldat fra slaget ved Verdun. Ved siden af mindepladen har man tændt den evige ild. Mindesmærkerne er normalt store og påkalder sig umiddelbart opmærksomhed. Andre mere ydmyge påmindelser skal få os til at huske krigen, mens vi bevæger os rundt i byen, også dér hvor der ikke er plads til monumenter. I mange af Frankrigs byer er gader opkaldt efter steder, hvor de store slag blev udkæmpet (fx forterne Douaumont og Vaux i Verdun) eller efter en af krigens generaler (fx generalerne Joffre og Foch). Andre mindesmærker dedikeredes de efterladte. Granitskulpturen af Sørgende forældre udtrykker på en særlig inderlig måde de efterladtes følelse af sorg efter tabet af sønner. Skulpturen er skabt af den tyske billedhugger Käthe Kollwitz, der selv mistede en søn i krigen da verden blev en anden

90 Men hvor længe vil vi mindes krigen? Den hollandske journalist Mak kommer med et bud, samtidig med at han konstaterer, at nye generationer skiller os fra krigen. Hvornår bliver slaget ved Somme noget som slaget ved Waterloo? Jeg vover et gæt: I løbet af de kommende ti år. Holdningen vil ændre sig et sted mellem tredje og fjerde generation, mellem børnebørnene som lige netop har kendt de involverede og oldebørnene. I det store knoglehus ved Verdun er den daglige messe for nylig erstattet af en månedlig. Syd for Somme er der planlagt en enorm flyveplads tværs over to krigskirkegårde. Det er skriften på væggen. (Mak, 2010, (originalen 2004)). Monumenter og mindesmærker Nationalt monument for de faldne ved Douaumont fortet i Verdun. Den ukendte soldats gravplads under Triumfbuen i Paris. Krigens navne i gadebilledet. Sørgende forældre, Skulpturer af den tyske kunstner Käthe Kollwitz. 3. del samfundsudviklingen 227

91 Økonomi Krigen vendte også op og ned på den økonomiske verdensorden. Før krigen havde den økonomiske verden været præget af stabilitet, ligevægt og balance. Men krigen ændrede radikalt ved de største nationers betydning og indflydelse på verdensøkonomien. Den eneste økonomiske sejrsherre var reelt USA. Sammenlignet med andre krige, var Den første Verdenskrig den hidtil dyreste krig. Udgifterne til de krige et land gennem tiderne havde deltaget i, var små i forhold til, hvad Den første Verdenskrig kostede. De krigsførende lande havde været nødsaget til at optage store lån for at finansiere krigen. Efter krigen stod Europas krigsførende lande i stor gæld til USA, som i perioden fra 1914 til 1917 havde stået uden for krigen. Ikke alene havde USA tjent på eksporten til de krigsførende lande, men havde også fungeret som bank og givet lån til finansiering af krigen. Det var en gældsbyrde, som i efterkrigstiden trak lange spor efter sig. Så da krigen var slut, var verdens økonomiske centrum flyttet fra Europa til USA. USA var nu ikke alene verdens militært stærkeste nation, men også økonomisk en supermagt. Krigen havde også skabt uro i tidligere tiders handelsmønstre og påvirket erhverv og investeringer, ligesom den blev baggrund for et nyt økonomisk system. Før krigen var verdensøkonomien præget af vækst. Der var en vis balance mellem befolkningstal, industri- og landbrugsproduktion samt handel. Handel havde udviklet sig fra handel inden for landets grænser til at være handel mellem lande og kontinenter. Op til Den første Verdenskrig førte industrilandene en økonomisk politik baseret på frihandel, så verden næsten var blevet et stort marked (Henningsen, 1965). Der var skabt et globalt økonomisk system og en verdenshandel, hvor også de første multinationale selskaber dukkede op. Dette globale marked var præget af en økonomisk stabilitet, som bl.a. var betinget af, at landene garanterede, at deres valutaer kunne indløses til guld i de respektive nationalbanker. Det sikrede stabile kurser valutaerne imellem og ro på valutamarkederne. Den frie handel var ikke kun styret af teknologisk udvikling, der gjorde det nemt at flytte store mængder råstoffer eller varer, men den var også afhængig af politisk vilje. Før verdenskrigen gennemtvang de europæiske lande handel med lande i Asien og i Afrika, og der var en vis handelsmæssig stabilitet baseret på industrilandenes præmisser. Denne geopolitiske orden blev ændret af krigen. Landene lukkede sig om sig selv, og protektionisme stækkede den internationale handel. England kontrollerede verdenshandelen fra 1815 og frem til Første Verdenskrig. I 1890 erne blev Englands industriproduktion, og dermed potentielle militære styrke, overhalet af Tysklands og USA s. I 1913 stod Storbritannien for ca. 14 % af verdens da verden blev en anden

92 Folkekøkken i Berlin industriproduktion, mens Tysklands og USA s andel var på henholdsvis ca. 15 % og 32 % (Sørensen, 2005). Krigen medførte en kraftig stigning i det offentlige forbrug i de krigsførende lande. I Tyskland udgjorde det offentlige forbrug 17 % før krigen, og i 1917 var det steget til 70 %. Det kom til at betyde en kolossal centralisering af magt og styring. Denne centralisering og styring var primært begrundet af krigens behov for mennesker og udstyr. Det var svært at rulle denne stærke centrale styring tilbage til sit udgangspunkt fra før krigen. Efterkrigstiden har mange eksempler på, at statsmagten bevarede en større styring og regulering af samfundet end forud for krigen. Efter fire års krig skulle produktionen nu tilpasses fredstid. Under krigen havde efterspørgslen på varer været enorm. Der var ikke længere brug for eller råd til denne overproduktion. Industrien skulle omstilles til et almindeligt produktionsniveau. Den internationale handel blev hæmmet af landenes protektionistiske told og handelsrestriktioner, rationering af fødevarer, inflation med begrænsninger i købekraft, politisk ustabilitet og manglende tilbagebetaling af landenes gæld. Stabiliteten var blevet afløst af skiftende perioder med høj- og lavkonjunkturer og et nervøst aktiemarked. Freden betød, at landede skulle tilpasse sig ændrede økonomiske vilkår. En lavere efterspørgsel førte til lavere priser, som førte til lavere lønninger, som førte til lavere forbrug,som førte til lavere produktion, som førte til stigende arbejdsløshed. Arbejdsløsheden ramte landene forskelligt i forskelligt omfang og på forskellige tidspunkter. I England var der en kort højkonjunktur i perioden , men herefter steg arbejdsløsheden og nåede % af de arbejdsløsforsikrede i perioden fra 1921 frem til I Tyskland nåede arbejdsløsheden blandt fagforeningsmedlemmerne op på 18 % i del samfundsudviklingen 229

93 Plakater med opfordring til optagelse af krigslån. Det blev den almindelige borger, der kom til at betale krigens omkostninger. Tyskerne var blevet lovet sejr Die sieg ist sicher [Sejren er sikker] og det var forventningen, at fjenden skulle betale krigens omkostninger efter sejren, men indtil det indtraf, opfordredes borgeren til at låne staten penge. Det var de øverste lag i samfundet, der indledte krigen, men det blev den menige tysker, som kom til at betale regningen, eller som den romerske digter Horats sagde: Kongerne dummer sig, folket får kløene. I begyndelsen af 1920 erne skete der en voldsom nedskrivning af både tilgodehavender og gæld. Den der havde sparet op, og som måske endda havde sat sine penge i krigslån, endte efter krigen som fallent. Den, der havde bundløs gæld forud for krigen, kom ud som en næsten gældfri mand. Den, der efterlevede statens påbud og reguleringer, sultede og tabte sin formue, mens den skruppelløse, der forstod at omgå reglerne, profiterede af udviklingen og svømmede oven på i stedet for at drukne i det økonomiske kaos.. Økonomisk ustabilitet Kun meget få af os forstår den helt igennem usædvanlige, ustabile, komplicerede, upålidelige, skiftende økonomiske struktur, der har præget Vesteuropa i det seneste halve århundrede John Keynes, da verden blev en anden

94 Tyske frimærker i begyndelsen af 1920 erne. Den økonomiske ustabilitet prægede alle lande, men Tyskland var særlig hårdt ramt. Tyskerne måtte afstå megen af sin industriproduktion, samtidig med at landet blev pålagt at betale store krigsskadeserstatninger til de allierede. Tyskland var ved fredsaftalen blevet pålagt krigsskylden og dermed forpligtelsen til at betale en enorm erstatning (132 mia. guld mark). Fredsaftalen blev en stor belastning for de forsøg de tyske liberale og socialdemokratiske regeringer gjorde for at genrejse landet. Den almindelige tysker opfattede fredbetingelserne for urimelige og regeringens forsøg på at indfri dens betingelser skabte stor utilfredshed og var med til at miskreditere den. Tyskerne var i efterkrigsårene dømt til politisk ustabilitet, økonomisk ruin og forarmelse. For de allierede var fredsbetingelserne ikke kun et spørgsmål om i fremtiden at stække Tysklands militære magt, men også økonomisk at fremme de allieredes eksport og hæmme tysk industri og handel. De allierede påtvang Tyskland asymmetriske handelsvilkår der gav dem meget dårlige betingelser for deres industrieksport, mens de allierede havde fortrinsrettigheder ved eksport til Tyskland (Schmitt, et al., 1984). 3. del samfundsudviklingen 231

95 tist Amalie Claussen ( ) udtrykte kravet om ligestilling således: Kvinden bør bruge sine Evner, og ikke som hidtil, holde sig tilbage fra Arbejde i Samfundets og Sandhedens Tjeneste, thi ikke Gud, men herskesyge Mænd har anvist hende den underordnede Stilling. Kvinder kunne ikke blive præster, og dermed var spiritisterne i konflikt med tidens kirke, som de opfattede som en konservativ og bagstræberisk institution. Mænd og kvinder var lige for Gud skrev Amalie Claussen (Claussen, 1905). Mode og moral At der efter den største omvæltning i nyere tid udviklede sig en ny mode, var ikke bemærkelsesværdigt. Men at den, med krigens dysterhed som baggrund, skulle blive så løssluppen, var måske ikke forventeligt. En af flere forklaringer på efterkrigstidens nye mode og moral er, at de begge kommer som eftervirkningen af en krig, der havde indpodet en hel generation holdningen lad os spise-drikke-og-gifte-os-for-i morgener-vi-døde (Allan, 1931). Tidligere tider havde måske argumenteret for at den egentlige mening med livet lå i det ordentlige liv nu og belønningen hinsides døden. Men nu, efter ni millioner soldater havde mistet livet i krigen, insisterede de overlevende på, at meningen lå i livet her og nu. Dette skift i forventningerne til livet udløste en lystsøgen og narcissisme af bemærkelsesværdige dimensioner erne blev snart kaldt de brølende tyvere eller den gyldne tid. Det begyndte i USA og blev kendetegnet af en voldsom vækst i produktion af forbrugsgoder, og en opdragelse af borgeren til at blive en god forbruger. Goderne ved den økonomiske vækst deltes imidlertid ikke ligeligt. Udviklingen gavnede først og fremmest middelklassen, som med stor lyst kastede sig over alt det nye. Dem, der ikke fik del i forbrugsfesten, havde for manges vedkommende kun en hovedrysten tilovers for de nye modestrømninger. De var mere optaget af at få til det daglige brød, og mode var noget, de andre var optaget af. Efter krigen oplevede USA en kort periode med økonomisk nedgang, men den blev hurtigt afløst af en opgangstid og optimisme. Optimismen blev en del af ungdommens livssyn. Væk med normerne og traditionerne. De modebevidste unge kvinder kastede sig over de mandlige (u)vaner, og begyndte at ryge og drikke. Kvinderne fik klippet håret kort og sat i nye frisurer, kjolelængden blev sat til lige under knæet, de brugte make-up og pudrede næsen, korsettet blev smidt og tøjet var løsthængende og tyndt, ofte uden ærmer og i alskens farver. Flapper blev datidens betegnelse for den nye kvindetype [det svarer til, hvad der i Danmark senere i 30 erne og 40 erne blev kaldt swingpjatterne ]. De rystede samtiden. Kvinderne havde været anset for at være moralens vogtere. De var lavet af et bedre stof end mændene, og de formodedes at handle tilsvarende. Men nu reagerede de anderledes med et spirende oprør da verden blev en anden

96 Flapper blev datidens betegnelse for den nye kvindetype. Tag fx kjolelængden. Den har været til debat lige siden Den første Verdenskrig. I århundreder havde kvinder ikke måttet vise ben. I 1919 fik mændene lov til at se anklerne, og i 1922 kunne man i Paris se helt op til knæet. Der var så kort tilbagefald i 1923, men derefter bevægede kjolelængden sig igen op til knæhøjde indtil 1929, hvor en økonomisk depression indtraf (Bjøl, 2005). I 1926 fremsatte økonomen George Taylor teorien, at kvindernes kjolelængde fulgte aktiepriserne, således at kjolelængden i gode tider kravler op, og tilsvarende nærmer sig gulvet i dårlige tider. Drømmene om kvinden fik nye impulser af det relative frisind, som Freuds tanker havde bidraget med, men som også blev stimuleret af tidens mange fritænkere blandt malere, forfattere og andre kunstnere. Victorianismen havde været et bolværk mod frisindet, men det var en kamp, der syntes tabt på forhånd. Man ville lave om på victorianismens tætpakkede frueskikkelser. Massemedierne søgte hele tiden at afprøve grænserne for anstændighed. I 1924 forsøgte man ved et internationalt møde i Geneve at afstemme landenes initiativer i kampen mod obskøne publikationer. Man var enige om at fortsætte kampen mod det obskøne, selv om det ikke lod sig klart definere (Nørgaard, 1965). Tendenserne fra de brølende tyvere i USA dukkede også op i Europas hovedstæder, især i London, Berlin og Paris. De brølende tyvere blev i Europa kendt som de gyldne tyvere eller de skøre år. Den franske modeskaber Coco Chanel ( ) var en af foregangskvinderne for den nye mode. I bogen Farvel til Berlin (1935) af Christopher Isherwood ( ), beskriver forfatteren Berlins kulturelle og politiske dekadence. Bogen blev senere forlæg for musicalen og filmen Cabaret. Hvad fik de unge mennesker så tiden til at gå med? De elskede at køre rundt i deres biler eller på deres cykler, lytte til ny musik (ragtime, jazz), danse de nye danse (charleston, som ellers var de sortes dans), gå i biografen og tage til stranden og blive 3. del samfundsudviklingen 237

97 Billede fra filmen Bathing Beauties, 1917 og Josephine Baker i hendes berømte Banan-dans -kostume, solbrændt. Og så var mand og kvinde optaget af hinanden på en helt ny og anderledes måde. I Scott Fitzgeralds ( ) gennembrudsroman This Side of Paradise (1920) udtrykker en pige sig på denne måde: Jeg har kysset dusinvis af mænd og jeg vil formodentlig kysse yderligere dusiner. Oh, kun én ud af halvtreds har en svag fornemmelse af hvad sex er. Jeg er vild med Freud, men det er surt, at hver en lille bid af ægte kærlighed i verden består af 99 procent lidenskab og en lille smule jalousi (Allan, 1931). Der dukkede romaner op, som beskrev de frigjorte unge. D. H. Lawrence ( ) skrev romanen Lady Chatterley s lover i 1928, men der var mange andre romaner i omløb om de selvbevidste og seksuelt frigjorte unge. Men man behøvede ikke kun læse om letpåklædte kvinder. Der var kabareter som Folies-Bergère i Paris og tilsvarende i Berlin, hvor letpåklædte damer dansede for tidens bohemer. Den seksuelt fokuserede nytænkning var ikke forbeholdt underholdningsindustrien. En af Freuds medarbejdere Wilhelm Reich ( ) udviklede et system, hvor orgasmen blev kernen til forståelse af menneskets sjæleliv, ja endog til forståelse af historiens og universets gåder (Bjøl, 2005). Mangen en far og mor, skoleinspektør og præst var dybt forargede over, hvad de gradvis hørte og erfarede, men de formåede ikke at stoppe udviklingen de unge lignede ikke deres forældre. Industri Længe før krigen havde industrialiseringen skabt en optimisme i samfundene. Den påvirkede landenes egenopfattelse. Man lærte at rette ryggen Se hvad vi kan!. Den amerikanske forfatter Upton Sinclair ( ) lader i sin roman En Verden da verden blev en anden

98 1914 Da verden blev en anden Mange forandringer ville være kommet uanset om krigen var brudt ud eller ej, men mange forandringer kom også fordi hele verden havde været i krigens favntag. Familier, mand/kvinde, arbejde, økonomi, industri blev i en periode over et halvt århundrede ændret gennemgribende, og der blev lagt en ny platform, hvorfra livet blev levet videre. I en tidsperiode med så mange begivenheder, nye opdagelser og tanker, kan mængden af detaljer gøre det svært at se et klart mønster. I næsten bogstavelig forstand har krudtrøgen sløret forståelsen af tidsånden og de mentale forandringer der skete netop i disse år. Alligevel finder vi i samtid og eftertid mange markante og klartseende betragtninger om tiden omkring det skelsættende år 1914: Politikere Tanker og billeder går gennem mit sind, tanker fra tiden før 1914, da der herskede virkelig fred, ro og tryghed på vor jord en tid da vi ikke kendte til frygt. Tryghed og ro har været forsvundet siden Tysk kansler Konrad Adenauer ( ) Citeret i The West Parker, Cleveland, Ohio, 20. januar Alt blev blot bedre og bedre. Det var i den verden jeg blev født En morgen i 1914 endte det hele pludseligt og uventet. Engelsk premierminister Harold Macmillan ( ) Citeret i The New York Times, 23. november Krigen fra var en frygtelig skuffelse for os, men mange troede, og alle håbede, den blev den sidste og indledningen til en fredelig og demokratisk udvikling i den sociale udlignings navn. Den danske statsminister Hans Hedtoft ( ) I anledning af Hartvig Frisch død Hvis en mand i 1914 var strandet på en øde ø og vendte tilbage til civilisationen for en uge siden [1919], ville ændringerne få ham til at tro, at hans lange epilog 251

99 ensomhed havde gjort ham gal. Han ville opleve et Tyskland der ikke mere er et selvsikkert, arrogant imperium, men en forskræmt undskyldende republik. Han ville opdage et Rusland, der nu bliver regeret af gårsdagens landsforviste. Han ville se det østrigske imperium som en fattig provins, løftet ud af sin betlen af sine fjenders almisser. Men det, der ville overraske ham mere end de forvirrende ændringer, ville være den ene ting, der ikke havde ændret sig: Europa er gennemsyret af had. Den engelske premierminister Lloyd George i Videnskabsmænd og forskere Den naturvidenskabelige betragtningsmåde havde vist sin duelighed; den havde afdæmoniseret naturen, taget dens kræfter i menneskets tjeneste efter en hidtil ukendt målestok og således muliggjort en teknisk revolution, der med eet åbnede uanede perspektiver for materiel produktion. Vejen syntes dermed banet for den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker. Men de gamle dæmoner måtte efter dæmoners skik have et sted at bo, og efter at være blevet forjaget fra naturen søgte de derfor tilbage til mennesket, hvorfra de var kommet. Eller anderledes sagt: Hvad der er sandt i videnskaben, er ikke nødvendigvis sandt i politik. Og i 1914 slog da de guddommelige kræfter i historien ud i en dæmoni, der efter skriftens ord skulle vise sig værre end den første. Bent Smidt Hansen, lektor Aarhus Universitet Eksistensteologi, Berlingske Leksikon Bibliotek, 1967, nr. 34, s. 40. (Hansen, 1967) For de bedste af den ældre generation kom 1914 til at betyde en rystelse, de aldrig forvandt. Bent Smidt Hansen, lektor Aarhus Universitet Eksistensteologi, Berlingske Leksikon Bibliotek, 1967, nr. 34, s. 41. (Hansen, 1967) 1913 var det sidste normalår. Vi gik trygge ind i 1914, der satte skel i verdenshistorien med Første Verdenskrig Vi tror ikke på fremtidens velsignelser, som man gjorde det i 1913, for verden er kommet af sine fuger. Den er ikke mere normal. Teologiprofessor ved Københavns Universitet Søren Holm ( ) Aalborg Stiftstidende, 18. september Ifølge alle samtidige beretninger bevægede verden sig før 1914 tilsyneladende endegyldigt mod højere grader af civilisation; menneskenes samfund kunne tilsyneladende gøres perfekt. Det 19. århundrede bragte den forbandede slavehan da verden blev en anden

100 del til ophør. Det så ud til, at umenneskeliggørende vold var aftagende Tempoet i opfindervirksomheden var blevet optrappet i løbet af det 19. århundrede, man fik jernbaner, telefon, elektrisk lys, biografer, motorkøretøjer og redskaber til husholdningen, der er for talrige til, at de kan nævnes. Medicinsk videnskab, forbedret ernæring og den omfattende adgang til rent drikkevand havde hævet den forventede levetid Det var en alment udbredt opfattelse, at fremskridtene var vundet én gang for alle. Men Første Verdenskrig var mere ødelæggende for civilisationen end den fysisk langt mere destruktive Anden Verdenskrig: Førstnævnte konflikt ødelagde en idé. Jeg kan ikke glemme, hvordan årene inden Den første Verdenskrig blev opfattet. Menneskehedens fremtid virkede sorgløs og grænseløs. I dag er vores verdensbillede stærkt forskelligt fra, hvad det var for et århundrede siden, men måske er det en smule mere i overensstemmelse med virkeligheden. Vil terror, global opvarmning eller genopstået populisme gøre imod vor tids håbefulde globalisering, hvad Første Verdenskrig gjorde mod tidligere tiders optimisme? Ingen kan svare med sikkerhed. Alan Greenspan (f ), amerikansk økonom og tidligere nationalbankdirektør I en turbulent tid Muligheder i en ny verdensorden udgivet på dansk af Jyllands-Postens forlag i 2008 (originalen 2007). Historikere Marx, Freud og Einstein forkyndte alle et og samme budskab til 1920 erne: Verden var ikke, hvad den synes at være. Sanserne, hvis empiriske opfattelser formede vore meninger om tid og afstand, ret og uret, lov og retfærd og fældede dom over menneskets adfærd i samfundet, var ikke til at stole på. Ydermere samvirkede marxistisk og freudiansk analyse, hver på sin vis, om at undergrave den højt udviklede sans for personligt ansvar og for pligt over for en knæsat og objektiv moralkodeks, som det centrale i 1800-tallets europæiske civilisation. Det indtryk, som folk hentede fra Einstein, af et univers hvori alle værdimål var relative, tjente til at bestyrke denne vision som både forfærdede og frydede af moralsk anarki. Paul Johnson (f ) engelsk historiker, forfatter, journalist, tidligere redaktør for det venstreorienterede tidsskrift New Statesman. Senere en markant konservativ forfatter af flere bøger om historiske emner. Verdenshistorie fra 1917 til (Johnson, 1984, originalen 1983). I fredens sidste dage var det, som om der var kommet et punkt, hvor de europæiske lederes kollektive vilje havde abdiceret og var blevet fortrængt af en ond, overmenneskelig vilje fra underverdenens regioner, en vilje, som rev magten ud epilog 253