Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse

Transkript

1 Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse Høringssvar vedr. udkast til vejledning om frit sygehusvalg mv takker for muligheden for at afgive kommentarer til udkast til vejledning om frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg, hurtig udredning og information til henviste patienter. På det helt generelle plan finder vi, at udkastet med fordel kunne bruge en gennemskrivning. Der er således flere eksempler på uforståelige sætninger og afsnit. Desuden er vi lidt uforstående over for praksis med at skrive lange afsnit med tekst fra bekendtgørelser ind i vejledningen. Philip Heymans Allé Hellerup Tlf Fax fp@forsikringogpension.dk har tidligere afgivet høringssvar vedrørende bekendtgørelse nr af den 23. december 2012 om ret til sygehusbehandling samt vedrørende udkast til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Vi fastholder stadig de synspunkter, som fremgår af disse, men vi vil i det følgende gerne fremhæve et par af synspunkterne. Desuden har vi et par konkrete kommentarer til udkastet til vejledningen. Generelle bemærkninger Vi bemærker fortsat, at kombinationen af udredningsretten og den differentierede ret til udvidet frit sygehusvalg (den differentierede behandlingsgaranti) er medvirkende til, at ingen patienter opnår en kortere ventetid end tidligere. Vi finder dette uheldigt, da alle statistikker viser, at jo længere tid en patient er sygemeldt, desto større en risikoen for, at den sygemeldte mister sin arbejdsmarkedstilknytning. Astrid Breuning Sluth Konsulent, cand.oecon Dir abs@forsikringogpension.dk Endvidere bemærker vi, at der nu skal skelnes mellem alvorlige og ikke-alvorlige sygdomme. Vi forventer fortsat, at den differentierede behandlingsgaranti vil føre til en øget brug af sundhedsforsikringer. Det er vores forventning, at dette hovedsageligt vil gælde for de ikke-alvorlige sygdomme. står fortsat til rådighed med viden om, inden for hvilke områder udbyderne af sundhedsforsikringer ser de bedste muligheder for at tilbyde patienter behandling hurtigere, end kombinationen af udredningsretten og den differentierede behandlingsgaranti sikrer. Brancheorganisation for forsikringsselskaber og pensionskasser

2 Udveksling af oplysninger mellem den offentlige og den private del af sundhedsvæsenet er afgørende for, at patienterne undgår, at manglende udveksling af oplysninger medfører forsinkelser, misforståelser eller fejl. Vi vil i den henseende endnu en gang påpege patienternes manglende mulighed for selv at hente henvisninger ned fra Henvisningshotellet. En henvisningskrævende undersøgelse eller behandling dækkes oftest kun af en sundhedsforsikring, hvis udbyderen af sundhedsforsikringen kan være sikker på, at der rent faktisk foreligger en henvisning. Hvis patienten og/eller udbyderne af sundhedsforsikringer sikres adgang til patientens henvisninger på Henvisningshotellet, vil dette spare patienterne ventetid samt lette byrden hos de alment praktiserende læger, der i så fald ikke skal printe henvisningen ud og give patienten den med i hånden. Konkrete bemærkninger Punkt 2 - Ret til hurtig udredning Vi noterer os, at retten til hurtig udredning udelukkende gælder for så vidt angår udredning i sygehusregi og ikke hos speciallæger. Vi finder ikke denne skelnen hensigtsmæssig, idet vi kan frygte, at sygehusene får henvist patienter, som med samme succes kunne udredes hos en praktiserende speciallæge. På den baggrund kan vi frygte, at de sparsomme ressourcer i sundhedsvæsenet ikke anvendes optimalt. Når det er sagt, er vi meget enige i formålet med udretningsretten, nemlig at skabe klarhed omkring den endelige diagnose. Det er afgørende for patientens videre behandlingsforløb, at diagnosen er klar og tydelig. Vejledningen fastsætter indledningsvis i afsnit 2, at alle somatiske patienter har ret til at blive udredt inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt. Kapacitetsmæssige årsager kan således ikke begrunde, at udredningsretten på de 30 dage ikke overholdes. Efterfølgende blødes dette dog op, idet det anerkendes, at der alligevel kan være specifikke kapacitetsmæssige årsager, som kan begrunde en manglende overholdelse af udretningsretten. Som eksempel angives mangel på en meget specifik ressource, som det ikke er realistisk muligt for regionen at købe sig til. Alene formuleringen realistisk muligt kan give anledning til overvejelser om, hvornår regionerne med rimelighed kan påberåbe sig ret til ikke at overholde udredningsrettens 30 dage. Det forekommer ud fra et patientmæssigt synspunkt uhensigtsmæssigt, at der ikke er en mere klar stillingtagen til, hvornår udretningsretten med rimelighed kan afviges. Punkt 2 Særligt om udredningsret i forbindelse med frit sygehusvalg Patienter kan vælge at gøre brug af retten til frit sygehusvalg i forbindelse med udredning. I den forbindelse fremgår det af vejledningens punkt 2, at fritvalgsregionen skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed og søge at udrede patienten hurtigst muligt. Frivalgsregionen har altså det faglige ansvar for at udrede patienten inden for de 30 dage. Samtidig fremgår det, at det retlige ansvar for at efterkomme patientens ret til hurtig udredning påhviler patientens bopælsregion. Det giver anledning til bekymring, at bopælsregionen bærer det retlige ansvar for udredningsretten, mens fritvalgsregionen skal udføre selve udredningsopgaven. Hvordan sikres det, at samarbejdet mellem regionerne er stærkt nok til, at Side 2

3 denne fordeling af ansvar og arbejde bliver efterlevet uden gener for patienterne? Punkt 2A Beregning af udredningsfristen Vi noterer os med tilfredshed, at udredningsretten beregnes som 30 dage fra sygehusets modtagelse af henvisningen, til patienten er informeret om udredningsdiagnosen. I de tilfælde, hvor der deltager flere sygehuse i udredningen af patienten, beregnes fristen fra den dag, hvor det første sygehus modtager henvisningen, til den dag, hvor patienten er informeret om udredningsdiagnosen. Dette gælder dog kun, hvis sygehuset viderehenviser patienten til et andet sygehus, men ikke hvis patienten selv vælger at gøre brug af det frie sygehusvalg. I dette tilfælde beregnes de 30 dage først fra den dag, hvor patienten visiteres til fritvalgssygehuset. Denne skelnen forekommer ubegrundet. I sidste afsnit under overskriften krav til udredningsplan, side 4, fremgår det, at ansvaret for det videre udredningsforløb vil fortsat være forankret på sygehuset, så patientens sikres et sammenhængende forløb. Det er usikkert for os, hvilket sygehus der bærer dette ansvar, hvis patienten har valgt at gøre brug af det frie sygehusvalg. Afsnit 3A Om retten til udvidet frit sygehusvalg ved mere end 1 eller 2 måneders ventetid Vi hæfter os særligt ved, at vejledningen ikke uddyber, men blot gentager de faglige kriterier for, hvornår en patient har ret til behandling inden for 30 henholdsvis 60 dage. Det var vores klare forventning, at Sundhedsstyrelsen skulle udarbejde nogle mere detaljerede retningslinjer herfor. Vi udbeder ministeriets holdning hertil. Afsnit 3B Beregning af venteperioden Afsnittet fastlægger, at venteperioden beregnes fra det tidspunkt, hvor patienten er udredt. Vi er i den forbindelse usikre på, om der her i virkeligheden menes det tidspunkt, hvor patienten er informeret om udredningsdiagnosen? Der vil vel næppe altid vores tidsmæssig overensstemmelse mellem den dag, hvor udredningsdiagnosen ligger fast, og den dag, hvor patienten informeres herom. Vi forestiller os umiddelbart, at formuleringen bør være fra det tidspunkt, hvor patienten er udredt og orienteret om udredningsdiagnosen, jf. også formuleringen i forbindelse med beregning af udredningsfristen i afsnit 2A. Længere ned i afsnittet formuleres venteperioden på anden vis som fristen for det udvidede frie sygehusvalg beregnes således fra det tidspunkt, hvor behandlingsbehovet i sygehusregi er kendt og ikke fra tidspunktet, hvor patienten afgiver informeret samtykke til behandling. For det første er denne formulering væsentligt anderledes end den ovenfor citerede. Dette i sig selv bidrager til at skabe usikkerhed om beregningen af venteperioden. For det andet er selve formuleringen ikke entydig. Hvornår er et behandlingsbehov kendt i sygehusregi? Vi anerkender, at dette tidspunkt i langt de fleste tilfælde nok vil ligge før i tid end tidspunktet for patientens afgivelse af informeret samtykke, hvilket ret beset er en fordel for patienten. Omvendt er formuleringen forbundet med så megen usikkerhed, at den stort set gør det umuligt for patienten selv at regne på venteperioden. Vi hæfter os i den forbindelse også ved, at tidspunktet for kendt Side 3

4 behandlingsbehov ikke fremgår af listen over de tidspunkter, som skal registreres i patientens journal eller andetsteds, jf. vejledningens side 8 nederst. I de tilfælde, hvor der deltager flere sygehuse i behandlingen af patienten, beregnes fristen fra den dag, hvor det første sygehus modtager henvisningen, til den dag, hvor behandlingen påbegyndes på et andet sygehus. Dette gælder dog kun, hvis sygehuset viderehenviser patienten til et andet sygehus. Det fremgår ikke af vejledningen, hvordan venteperioden beregnes, hvis patienten vælger at gøre brug af det udvidede frie sygehusvalg. Vi antager dog, at den sidste sætning i afsnit 3B skal formuleres på følgende vis: Hvis patienten er udredt og benytter sig af det [udvidede, vores tilføjelse] frie sygehusvalg, beregnes venteperioden fra den dato, hvor patienten visiteres til det pågældende sygehus. Igen vi finder forskellen i beregning af venteperioden mellem de to situationer (viderehenvisning og brug af det udvidede frie sygehusvalg) ubegrundet. Punk 5 Uklar henvisningsdiagnose Essensen af hele dette afsnit er vel, at uanset hvor klar eller uklar henvisningsdiagnosen er, er sygehuset forpligtet til at udrede patienten inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt? Hvis dette er korrekt, kunne afsnittet med fordel skrives kort og præcist. Punkt 5 - Uklar udredningsdiagnose Indledningsvis skal vi gøre opmærksom på, at vi finder hele begrebet uklar udredningsdiagnose uhensigtsmæssig. Vejledningen slår i afsnit 2 fast, at formålet med udretningsretten er klarhed omkring den endelige diagnose. Vi anser derfor en situation, hvor patientens udredningsdiagnose er uklar, som værende en situation, hvor patienten reelt ikke er udredt. Som det også fremgår af vejledningen, danner udredningsdiagnosen grundlag for hele den videre behandling. For patienten forekommer det yderst uhensigtsmæssigt, at sygehuset kan leve op til udredningsretten ved at stille en uklar udredningsdiagnose og bagefter bruge yderligere tid på at afklare denne uklare diagnose. En anden udfordring ved opretholdelse af begrebet uklar udredningsdiagnose er spørgsmålet om, til hvilken del af patientens ventetid sygehusets visse nærmere undersøgelse af patienten skal beregnes? Er det en del venteperioden på behandling? Næppe. Men omvendt er det vel heller ikke en del af udredningsretten på de 30 dage? Hvis denne opfattelse deles af Ministeriet for Sund og Forebyggelse, bør den indskrives i vejledningen, og hele afsnittet om uklar udredningsdiagnose fjernes. Vi har følgende kommentarer til afsnittet om uklare udredningsdiagnoser, som det ser ud i udkastet til vejledningen: Hvis et sygehus vurderer, at en udredningsdiagnose er uklar, bør sygehuset efter vores opfattelse ved den nærmere undersøgelse først og fremmet basere deres vurdering af diagnosen på allerede eksisterende faglig information, herunder fx billeddiagnostiske undersøgelser foretaget på andre sygehuse, herunder også privatsygehuse. Efter vores mening bør dette præciseres i vejledningens afsnit om uklare udredningsdiagnoser. Side 4

5 Vi er i tvivl om, hvorvidt sygehusene har mulighed for at tolke diagnosen som fagligt uklar selv i situationer, hvor der foreligger en behandlings- /operationskode med tilhørende diagnostiske undersøgelsesresultater som bilag? Som vi også redegjorde for i et tidligere høringssvar, er det vores frygt, at patienterne ikke kun udredes én, men to gange. Udbyderne af sundhedsforsikringer oplever desværre til tider, at en patient, der er udredt på et privat sygehus, og som viderehenvises til behandling i det offentlige, skal starte forfra med identiske udredningsundersøgelser. Det bør være muligt at sikre et gensidigt samarbejde mellem de private og de offentlige sygehuse til gavn for ikke kun patienterne, men også samfundsøkonomien. Vi kunne forestille os, at det i vejledningen klargøres, at det ikke er hensigten, at patienten skal opleve overgangen mellem det private og det offentlige sygehusvæsen som en gene, som medfører gentagne udredninger, undersøgelser, forsinkelser mv. På den måde kan vi tillige medvirke til, at patienten ikke oplever, at der er et mistillidsforhold mellem det private og det offentlige sygehusvæsen. står som altid - til rådighed for en uddybning af høringssvaret. Med venlig hilsen Astrid Breuning Sluth. Side 5