Erindringens tale ERINDRINGENS TALE. - Om at se bag illusionerne. af Jes Dietrich

Transkript

1 1 Erindringens tale

2 ERINDRINGENS TALE - Om at se bag illusionerne af Jes Dietrich 2

3 Copyright 2009 tilhører Jes Dietrich. For mere information eller inspiration, eller for andre bøger af Jes Dietrich, se wwwheart-gallery.dk Jes Dietrich kan kontaktes på 3

4 Om Erindringens tale. Denne bog er et erkendelses skrift. Det vil sige at det er en række af erkendelser som kom til mig for mere end 20 år siden. De nedskrevne erkendelser, er nogle som jeg modtog over flere år, da jeg var i starten af 20 erne. Således kan man kalde det et ungdoms værk. Denne måde at skrive på, hvor erkendelserne blev direkte nedskrevet sådan som de kom, og ofte i korte sætninger, var en ny måde for mig at skrive på. Før dette havde jeg mere gjort mig i digte. De er i stor grad inspireret af samtaler som jeg havde med min gode ven Kiørboe, et ganske specielt menneske som jeg holdt meget af, og som jeg kom hos 1-2 gange hver 14 dag i en årrække. Han lærte mig meget og var en stor inspirator for mig. Jeg vil altid være taknemmelig for at vi blev en del af hinandens liv! Erkendelserne kom første gang til mig i 1986, i toget på vej til København, og kunne derefter komme når som helst, og hvor som helst. Derfor gik jeg altid rundt med noget at skrive på, i tilfældet af erkendelserne ramte mig. Det var en fantastisk periode i mit liv, der som sagt varede nogle år. Efter dette gik jeg over til at skrive større sammenhængende skrifter (startende med kapitel 11, som jeg har medtaget i denne bog), som kulminerede i 2009 med min bog Hjertet og Solar Plexus. Til trods for at disse erkendelser blev nedfældet for mere end 20 år siden, da repræsenterer de indsigter i livet, som har fulgt mig lige siden, og som har formet min egen tilgang til livet. Jes Dietrich, August

5 I virkeligheden kan du dybest set kun miste en ting, og det er tilliden. Tilliden til at der er en indre mening og styring med dit liv, hele tiden, uanset hvad du gør... Denne tillid er midlet, vejen og målet... 5

6 ERINDRINGENS TALE 1. MOTIVER 7 2. JEG'ET FORTRÆNGNING BEGÆR KONFLIKT JEG'ETS FORÆDLING OG DEN INDRE VILJE IDEALER OPLEV I NUET DEN NEUTRALE KRAFT DIN SANDHED AT ELSKE FORANDRING DU SKABER SELV DIT LIV 52 6

7 1. MOTIVER Ved erkendelser opnår du at du ikke længere, forenden af tunnelen, både skal danne lyset og holde det brændende, men at det nu har fået sit eget liv. Derved kan du nu konsentrere al din energi om din egen vandring - mod lyset. Dog finder du en dag ud af, at det lys hvis liv du troede havde sin oprindelse fra din egen forestillingsevne hele tiden har haft sit eget liv og med dette påvirket din forestillingsevne til at danne sig selv for dine øjne. Din opgave består da i at fjerne det illusoriske fra dette lys og se det så virkeligt som det egentlig er. Sålænge dine handlinger udgår indenfor de rammer hvor det allerdybeste motiv (og det styrende) er at du skal elske dig selv højere vil de uundgåeligt også være en flugt fra dig selv - fra den del af dig som du ikke elsker. Derfor vid altid, at du har utilstrækkeligheder, som du nødvendigvis må igennem for at nå dertil hvor du tror du er. Den dag du har valgt at elske dig selv da skal du også nok komme til det men kun fordi du har valgt det ikke fordi du gør det. 7

8 Dit liv er en stor proces af valg med det formål at udvikle dig selv og elske dig selv mere. Processen vil hele tiden være sin egen næring da du ved valget aldrig kan elske dig selv. Den dag du ikke behøver det længere vil du være fri og vide hvad kærlighed er. Du kan ikke tage en beslutning uden at formålet, eller medprisen er at du skal elske dig selv højere. Vid blot at dette er sandt og fokuser så på hvor du er og det du bevæger dig imod. Hvis det at du skulle elske dig selv højere blot var en medpris, og intet andet, altså ikke et motiv, da ville dine handlinger være helt og aldeles uafhængige af dette. Er dette tilfældet?? Fortvivl ej ved erkendelsen om at du elsker disse højere end det som erkendes, thi til trods for motivet, er din tro på dem og din vilje til flere hver sin vinge på din rejse mod dig selv, og vid, at der skal du med sikkerhed erfare at du til trods for motivet modtog dem : alle frugterne fra det som erkendtes. Hvis dit højeste ønske er at blive beundringsværdig i dine øjne, og andres, og i din egen kærlighed for dine egne handlinger og din måde at være på, må du ikke forvente at nå denne tilstand på en gang. Det er en lang proces, hvor du gang på gang vil stoppe op for at bedømme dig selv, for at tilfredsstille din higen og dermed også dit jeg inden for de rammer du ønsker udvidet, da beslutningen jo er taget inden for dem. Men for hver gang du tilfredsstiller din higen, oprigtigt, da vil dine rammer udvides en smule og forsætter denne proces vil du en dag nå dertil hvor du ikke længere behøver at være beundringsværdig, hvor du ikke længere behøver at elske dig selv, hvor du ikke længere higer efter at være lykkelig, thi du er nu alt hvad du higede efter og det vil da gå op for dig, at alt hvad du nogensinde har higet efter, udelukkende har været forskellige udtryk for en og samme higen : en higen efter en forenelse med dit inderste selv, og du vil nu vide, at lykke og kontakten med dette, dit aller inderste, er en og sammen ting. At elske dig selv er dagen og dagen skal du kende på natten den nat du flygter fra. 8

9 Når dagen kommer hvor du ikke mere flygter, da vil både dagen og natten ophøre med at eksistere. Det du flygter fra indeholder en del af dig hvor du føler dig utilstrækkelig. Ønsket om ikke at flygte fra sig selv er atter blot en flugt fra flugten selv. Ønsket hidrører fra jeg'et, denne epokes fundament, et fundament du nødvendigvis må frigøre dig fra for nogensinde at kunne være - være en enhed - på et plan hvor flugt ikke længere eksisterer. Den eneste måde du kan sikre dig at din åndelige higen ikke er en flugt, er at opsøge dine indre nætter - at opsøge de dele af dig som er iboende i disse - at hente dig selv i dem. Da først vil du vide, at din åndelige higen ikke har sit udspring i dem. 9

10 2. JEG'ET Jeg'et er en tilstand som bevistheden kan være i. Jeg'et kan påføre sig selv en tilstand - ofte for at føje en iboende utilstrækkelighed. Jeg'et er i mange tilstande på en gang og alle påvirker de hinanden. At fornægte dit jeg er som at brænde den økse som du har skadet dig med, thi jeg'et, intellektet osv er som øksen, et middel for dig, til at opnå større selvkundskab, og at fornægte dem er at glemme hvem, der bruger dem, og at vise mistillid til at de har en mening - i dit liv. At vige for jeg'et for at søge det åndelige er i de fleste tilfælde at vige fra det som "i" jeg'et bliver manifesteret for dig. Dvs istedet for at se jeg'et som den illusion det er vender du det ryggen til og lader dermed din åndelige higen blive et produkt af det. 10

11 Denne epokes fundament er jeg-bevidstheden, hvis fundament igen er lutter illusioner medførende at denne epokes fundament er lutter illusioner. Dit liv er altså en rolle i et i et skuespil - en rolle som du kan lære en masse af og via denne lærdom udvikle dig selv ud af epoken. I din jeg bevidsthed vil du ønske at elske dig selv - du vil ønske at kende dig selv bedre - du vil ønske at lære dit inderste selv at kende - du vil flygte - du vil føle dig begrænset - du vil grine - du vil græde - du vil tro på Gud - du vil følge ham - du vil følge din guru - du vil elske en og hade en anden - du vil udvide dine rammer - du vil hengive dig til den materielle verden - du vil hengive dig til den åndelige verden - du vil have facader - du vilhave et egoistisk motiv for dine handlinger (de være åndelige eller andet) - du vil bygge mure om dig - om dele af dig - du vil ønske dig fri af dem - du vil ønske at rive dem ned - du vil fremsige dine erkendelser - du vil ønske at frigøre dig for jeg'et - at møde dig selv uden det - at opleve her og nu - at være til her og nu - i en oplevende tilstand - du vil til stadighed og uundgåeligt flygte fra netop - dig selv. Væren er at kende tingene på deres egenart og ikke på deres modsætnings egenart, da kontrasten tilfulde hidrører jeg'et, for hvilket væren er umulig. På dagen skal du kende natten og på natten skal du kende dagen. Netop denne kontrasternes verden er jeg'ets måde at opleve tingene på. Jegøet kan nemlig ikke opleve lykke hvis det ikke ligeledes,og på samme tid,oplever ulykke. Da jeg'ets virkemåde er kontraster,at kende tingene på hinanden,er det derfor umuligt at opleve den åndelige verden og indse dens sammenhænge via dette. Du kan kun elske dig selv højere eller hade dig selv mere gennem en sindstilstand. Er der behov for at elske noget,da er der også adskilthed fra det som man vil elske - og deraf opstår behovet. Denne adskilthed er hele jeg'ets fundament. jeg'et ønsker at lære sit eget inderste at kende men for det første har det ikke et inderste og for det andet er dit virkelige inderste dit eget inderste selv og det kender allerede sig selv. Desuden ligger det langt over jeg'ets domæne, det kan allerhøjst forestille sig det. 11

12 For jeg'et er dit inderste en opfunden (eller påvirket) illusion men i virkeligheden et egentlig faktum og netop dette viser at selv illusioner kan lede dig mod friheden. Sålænge der er illusioner i dig, sålænge er du på et stadie hvor du kan "tillade" dig at efterleve dem, thi alle illusioner er betinget af dit eget niveau. Hele vores nuværende udviklingscyklus er som et kæmpe roterende hjul - et livets skæbnehjul. Dette livets skæbnehjul består af skuespil,skuespil og atter skuespil, dvs roller i et enormt omfang. Disse roller er selvsagt (hvad ordet jo antyder) igen bestående af lutter illusioner og den kraft ved hvilken hjulet holdet sig roterende er netop vores manglende evne til at skelne det faktiske fra det illusoriske.dette medfører en karma, som gør at vi atter må et skuespil igennem - et skuespil, betinget af loven om årsag og virkning som igen, som sagt,er betinget af vores manglende skelneevne. Dvs så længe vi er et jeg er vi uundgåeligt en slave af dets begær og dermed repræsenteret i "dets" tilstand, denne epokes fundament og i bund og grund - drivkraft. 12

13 3. FORTRÆNGNING Jeg'et kan aldrig opfatte i nuet. Der eksisterer kun fortid (som er en realitet for det) og en fremtid (født af fortiden). Derfor er alt hvad det opfatter lutter erindringer. Når du har fortrængt en erindring ned i underbevidstheden så vid,at den kan bag muren lige så let som var den i din bevidsthed fremsige sit budskab til dit jeg. På den måde op står der nogle følelser i dig,som du ikke kan sætte ord på. Du kan heller ikke se "afsenderen" (det er jo netop de ord du mangler). Dette bliver til en lidende tilstand uden ord og du er derfor magtesløs overfor den. Dette medfører endnu en lidende tilstand og du vil herefter holde dig fra hændelser, der kan minde dig om den erindring du i jeg'et ikke kan håndterer. Får en lidende sindstilstand,længe nok,lov at ligge hen i ubemærkethed, vil den medfører en følelsesmæssig afstumpethed, som vil forårsage, at du ikke længere vil kunne mærke den men nu vil opfatte din sindstilstand som normalen ud fra hvilken enhver optur eller nedtur bliver målt. 13

14 En optur bliver til når jeg'et reagerer på en erindring om en oplevelse. Denne oplevelse får så en overskrift alt efter hvordan jeg'et reagerer på den - og først da føler du den. Sålænge vi har et jeg er følelserne det som manifesterer kontakten imellem os. Følelser er et "middel" for at en oplevelse kan manifesterer sig for jeg'et. Følelser er jeg'ets reaktion på en erindring. Følelser er blot illusioner (forgængelige) ved hvilke du kan lære en masse og komme dig selv nærmere. Dog i det øjeblik de føles er de et manifest for kontakten til dit inderste selv, og eftersom de er et manifest for noget virkeligt da skal de også behandles og opfattes sådan, indtil de ikke mere føles. Vid at alle følelser er et udtryk for dig, og kun igennem dem, og "deres" lærdom skal du nærme dig selv, hvis det er meningen. Men i det øjeblik du føler dem,da er meningen også givet,thi meningen ligger i følelsen og ligeså den lærdom du mangler for at komme dig selv nærmere. Grunden til at en erindring fortrænges er at du ikke kan behandle den under de af jeg'et gældende love : at du derigennem skal kunne komme til at elske dig selv højere. Erindringer bringes kun til bevidstheden hvis dit jeg ved at det derved ikke kommer til at lide. Hvis erindringen medfører en deprimeret sindstilstand bliver den ofte prøvet fortrængt igen.dog ved jeg'et ofte allerede dette pr fornemmelse. Dvs at det som stammer fra fortiden er erindringen.både følelserne og sindstilstanden er nye. Du kan ikke fortrænge smerte, angst, frygt, en utilstrækkelighedsfølelse, en mindreværdsfølelse, ja enhver følelse og sindstilstand, men kun erindringer.de andre er blot manifestationsprodukter. 14

15 At fortrænge en sindstilstand er at gøre den umærkbar, men ikke uvirksom,thi den vil altid vedblive med at være en del af dig. En sindstilstand og en følelse (frygt,glæde osv) er noget der dannes i det øjeblik erindringen bringes til "jeg'et i bevidstheden". Det er altså jeg'ets reaktion på erindringen som danner disse tilstande. En fortrængt erindring stopper, som sagt, ikke med at indgyde dig den sindstilstand du ikke kan klare og medmindre du får erindringen frem i lyset og frigjort dig mere fra jeg'et (og dets love) vil du blot blive en slave af det. Du vil nemlig indtil da kun kunne stille et op - at fremskaffe en modsatrettet sindstilstand som kan overdøve den anden (blandt via at du har din opmærksomhed rettet mod kun den).dine handlinger er da blot reaktioner nu og eftersom du bruger din opnåede sindstilstand til at overleve på i sindet vil den som en døgnflue kun florerer i dig for et meget kort tidsrum og du må på den igen. Den vil først vare ved når den ikke længere er produkt af en modsatrettet sindstilstand (og længere tilbage fortrængt erindring). Du kan ikke have en gammel konflikt med nogen men derimod en gammel erindring om en gammel konflikt,der når den bliver fordøjer af jeg'et forårsager en ny sindstilstand i dig, som du kalder konflikt. Konflikten er altså ny - altid - og kan dermed forandre sig hele tiden - med dig.den eneste lighed som den gamle konflikt har med den nye er netop - ligheden. Hvis du af en anden person bliver gjort opmærksom på en i dig iboende utilstrækkelighed,så vid blot at helbredelsen af den såkaldte konflikt ligger i at se utilstrækkeligheden i øjnene - ikke personen. Det som fortrænges er, som sagt, erindringen, men det er ikke deri smerten ligger. Smertens kerne ligger i dit jeg, i dit reaktionsmønster, og det går aldrig at fortrænge. Dvs, at det du har fortrængt er det, som bevidst minder dig om hvor smerteligt du har det - hele tiden. Derfor, ændres din jeg-bevidsthed, da ændres alle de glæder og sorger som er i dig, thi ændres dit reaktionsmønster, da vil alt hvad der kommer blive reageret anderledes på. 15

16 Vær dog opmærksom på, at alle dine glæder og sorger og glæder ikke er forandrede, thi de har jo hele tiden været blot erindringer om sådanne. Det er kun i jeg'et at forandringen er sket,selvom det føles som var det i alt andet. Jeg'et kan ikke forhindre erindringens tale i at nå det, men det kan vælge at være ubevidst derom. Men eftersom "talen" under alle omstændigheder når jeg'et, er reaktionen, bevidst eller ubevidst, uundgåelig, og ergo er, den af reaktionen, dannede smerte (eller glæde), også uundgåelig, thi den stammer jo i ethvert tilfælde fra reaktionen. Denne smerte er så også, alt efter om den er fortrængt eller ej, bevidst eller ubevidst, men aldrig så ubevidst at den ikke vil indvirke på hele dit væsen og fratage dig energi, thi at holde ting hen i det ubevidste er en yderst energikrævende proces, som hele tiden kræver energi, blandt andet eftersom den fortrængte erindrings tale altid når dig. Det kræver bunker af livsenergi at holde sig selv på afstand. Du har ingen andre problemer end dem som du, ved hjælp af dine tanker, manifesterer for dig selv. 16

17 4. BEGÆR Begæret er betinget af erindringen. Jeg'et er betinget af begæret og tanken er det middel jeg'et benytter sig af til at efterleve begæret for at leve op til et ideal, som igen er betinget af jeg'et. Der findes kun et begær da der kun findes et jeg. Jeg'et kan bare tilkendegive sin eksistens og manifesterer sig på et utal af måder. Begær eksisterer kun på sin modsatte. At efterleve et begær er at anderkende det som en selvstændig eksistens og at fornægte det er at gøre det samme da kun et begær kan fornægte et andet.derimod at leve med det - at betragte det uden at vurdere det er at fratage det dets livskilde og langsomt at udslette det. At indse mekanismen i dine begær er at indse det faktiske. Det er at kunne skelne det faktiske fra det illusoriske, hvilket er at udvide din bevidsthed om dig selv - thi det faktiske er ikke forskelligt fra dig selv - det er dig selv - og derfor kan du aldrig miste det. Du har nemlig hele tiden været det - nu er du bare bevidst om det. Derfor frygt aldrig for at du en dag kan miste det. Frygten afholder dig kun for at blive bevidst om det - om at du, som sagt, allerede er det. 17

18 Alle begær er opstået fra deres modsatte - fra en lidende sindstilstand, forårsaget af en situation, der jo netop er det modsatte af hvad der begæres. Derfor vil en efterleven af begæret uundgåeligt medfører at man har sin opmærksomhed på om begæret er opfyldt.dette er et faktum da begærets modsatte jo er et faktum og da dette jo ikke holder op med at virke i dig bare fordi du vender ryggen til det. Denne opmærksomhed på begæret forårsager at du ikke mere er opmærksom på det som begæres, for dets skyld, og dette vil fraholde dig fra at nå det. Det er som at elske erkendelserne højere end det som erkendes. Vid dette - men vid også, at en efterleven af begæret dog kan føre dig til et niveau af indsigt, der bevirker dets ophør. Fornægt ej dine begær,men lær at lev med dem. Sålænge du fornægter er den der fornægter dit eget jeg, som jo netop er summen af alle begær. Dvs fornægtelse af dine begær er fornægtelse af dig selv på dit nuværende stadie. Det er altså vigtigt at erkende at du er al din frygt, at du er alle dine begær osv,og at fornægte disse er at fornægte dig selv - i dem. Sålænge begæret om selvfornægtelse ikke opstår "på grund af" stilhed i sindet og det deraf betingede udviklingsniveau vil selvfornægtelsen blot være produkt at et andet begær. Tro dog derfor ikke, at du ikke kan lære noget af det, thi hvem ved - måske dette begær lige netop rummer noget som du har allermest brug for at lære - om dig selv, thi viser ikke blot dets tilstedeværelse i dig, at det er tilfældet. Troen på Gud binder dig, som al tro gør det, og fraholder dig fra at opleve Gud. Dette gør dig mere afhængig af troen - din tro - og derfor gælder det at en oplevelse og erkendelse af Gud er betinget af om du er nået ud over begæret om denne oplevelse,thi begæret er jo, som sagt, netop det der danner din tro på den - din tro på Gud - eller andet. De eneste tidspunkter hvor begær giver mig problemer er disse hvor jeg forestiller mig at jeg er uden dem. 18

19 5. KONFLIKT Før vi går nærmere ind på hvad konflikt egentlig er må vi først finde ud af hvornår den indtræffer. Det synes logisk, at sige at en konflikt kun kan virke der hvor vi selv er da vi jo selv er centrum for den, men alligevel hævdes det, at den ofte har med både fremtid og fortid at gøre, og at den virker i disse. Dette er forkert. En konflikt kan kun virke i nuet men kan på den anden side også kun være et produkt af fortiden. Når vi siger at en konflikt har med fortid og fremtid at gøre mener vi dermed at den har med vores reaktion (i nuet) på denne fortid og fremtid, at gøre. En konflikt har altså med den situation, som vi er i, at gøre. Hvad er konflikt da?der kan vi starte med at finde ud af hvordan den indtræffer. Konflikten indtræffer når vi reagerer på den situation som vi er i. For da at komme videre må vi nu finde ud af hvad det er i os som reagerer. Det kan kun være en ting i os. Men først - hvad betinger en reaktion? For at en reaktion er mulig må der være et objekt og et subjekt. Der må altså være en forskellighed fra det, som der reageres på - ellers er en reaktion ikke mulig. Hvis der ikke var forskellighed fra situationen var der istedet - væren. Men hvad betinger da denne forskellighed fra situationen. En betingelse for forskellighed er at man fjerner sig fra situationen og dermed erstatter væren med registrering. Man fjerner sig fra den og siger dermed - jeg er i situationen - istedet for - jeg er situationen. Ved fjernelsen fra situationen sker 19

20 reaktionen på den. Denne reaktion giver den en værdi (for den som reagerer) og danner dermed den anden pol i konflikten - håbet til fremtiden. Men først hvad er det da som skiller tingene op i godt og ondt. Hvad er det som både måler, vejer, og giver tingene værdi. Hvad er det som har brug for det. Det er hverken bevidstheden eller dit evige selv (det bestandige af dig). Og da det ikke er nogle af disse ting, er der kun en mulighed tilbage - jeg'et. Jeg'et er det eneste i os der har noget at vinde og som dermed giver tingene værdi. Dette Jeg -dette ego - er en bevidsthedstilstand inden for sindet. Jeg'et er summen af alle dine begær, som er udskilt fra dette ene jeg'et. Det er jeg'et som reagerer - det er jeg'et som fortvtvler - det er jeg'et som håber - det er jeg'et som begærer. Det er jeg'et som fraholder dig fra at opleve det som er, som begrænser dig og gør dig forskellig fra det nu som du er i - fra dig selv. Jeg'et kan kun forstå sig på det som er for det og det deraf fødte håb til fremtiden. Her er det vigtigt at påpege, at det som er for jeg'et er fortid, thi kun fortiden kan registreres og kun nuet kan opleves, og hvis den oplevende ved at han oplever, oplever han ikke det som er, og derfor må den oplevende ophøre med at være for at en oplevelse af det som er, er mulig. Men hvad er konflikt så? Vi ved nu at konfliktens ophavsmand er jeg'et. Da jeg'et har med fortid og en deraf født fremtid at gøre, må det derfor være ligeså med konflikten. Dvs at en konflikt er dannet af to poler. Den ene er det som var - og den anden er det som burde være, men blot ikke - det som er, nuet, det eneste eksisterende. Disse to poler er begge hinandens liv og jeg'et er ligesom opspændt mellem disse. Hele konfliktens grundlag er altså en utilfredshed over den nuværende situation og en forestilling om en anden og bedre (for jeg'et). Men så kan vi gå videre og spørge - hvad er denne utilfredshed opstået af? Den er nemlig opstået af forestillingen om en anden situation (forårsaget af jeg'ets fjernelse fra den nuværende). Denne anden situation giver den nuværende værdi - og en "ond" cirkel er skabt. (Som før skrevet er ethvert begær dannet af sin modsatte og derved er de hinandens liv). Konfliktens grundlag er altså en fjernelse fra det som er (for jeg'et) til en forestilling om noget andet -til et håb om fremtiden. Men da en forestilling endnu ikke er og dermed blot er en illusion - og da denne illusion skaber konflikten er det klart at alle konflikter er illusioner betinget af jeg'et. Alle konflikters dybeste rod er en fortvivlelse over ikke at være sig selv nær. Derved begærer man denne nærhed og herved opstår det absurde og den "onde" cirkel, da begæret om nærheden netop er det som fraholder dig fra at opleve den - fra at være det som du ønsker dig nær. Selv denne dualitet - at jeg ønsker at være mig selv nær, er en af jeg'ets illusioner. Det er nemlig indenfor dualitetens rammer at jeg'et har sit virke 20

21 - jeg'et er dualitet. Og dualitet er i bund og grund at gøre sig forskellig fra tingene og den dermed betingende faktor for fjernelsen fra det som er - fra det som du er. Ved konflikter fordømmer du det som er dig på dit nuværende niveau - du fordømmer dit nuværende niveau - som er dig - og denne selvfordømmelse er hele konfliktens energi. Konflikter er blot erindringer som du ikke kan håndtere. 21

22 6. JEG'ETS FORÆDLING OG DEN INDRE VILJE Jeg'et er midlet ved hvilket du kommer dig selv nærmere. Når du ikke mere har noget selv at nærme dig - men er et med dette, vil midlet - dvs jeg'et - ophøre med at være. Jeg'et skaber sig ved efterleven af begæret stadig flere erindringer og erfaringer, som på en måde kan virke til større forvirring men som i det lange løb er med til at forædle det. Jeg'et er en illusion set ud fra den position hvor man forestiller at man er uden det - men er det ikke blot endnu et begær som virker her?! For jeg'et er jeg'et virkeligt og det er sådan man må se på det og sådan man må leve med det. Accepter det som en kendsgerning, lev med det, og foretag dig de valg det (du) vælger og du vil langsomt forædle det (dig) indtil idealet lyder på selvfornægtelse. Forhast det ikke (det vil blot være begæret igen), thi når dagen kommer vil du ikke være i tvivl. At forhaste sin udvikling er blot at fokuserer på det som endnu ikke er, og at bruge denne illusion som drivkraft på din rejse. På den måde kommer du ingen veje. For jeg'et er begæret virkeligt og sålænge du "har" et jeg, og er et jeg, skal det behandles sådan. Husk bare på, at 22

23 igennem dine valg, truffet af jeg'et (som jo også bliver påvirket, men mere om det senere) forædler du dig selv, thi dine valg er jo altid et produkt af dit eget niveau og at leve med dit jeg, og ikke mod dit jeg, er at forøge din udvikling istedet for at fornægte det før tiden er inde. Desuden ved vi jo at en fornægtelse af jeg'et kræver et jeg som fornægter. Når tiden er inde vil det ske helt automatisk, helt af sig selv, thi du vil være på et plan hvor tvivlen ikke længere har sit domæne. Sålænge du tvivler kan du være sikker på at det er jeg'et i dig som virker, thi kun jeg'et kan tvivle. Den viden som erkendelserne giver dig må kunne fordøjes i dit jeg. Den må kunne virke til større forædling af dit ideal og dermed også til større erkendelser. I starten er du som en robot. Du bliver programeret med begær, som vi kalder jeg'et. Dit jeg er robotten.. Men jeg'et er under ledelse af din højere bevidsthed og har derfor en higen, en vilje, om at lære sin egen oprindelse at kende, om at blive et med den. Denne higen forædler jeg-idealet, eller rettere sagt - udvider din bevidsthed. I det lange løb vil jeg'et igennem oplevelser, erindringer og erfaringer blive mere oplyst af den indre vilje og via denne voksende kontakt forædle sit eget ideal. Grunden til at idealet forandres er ikke at jeg'et nu fungerer på en anden måde, men at jeg-bevidstheden er blevet formindsket. Derved påvirkes idealet mere og mere af den indre viljes natur. I altings inderste natur finder du viljen til fremdrift. Dette er den grundlæggende energi til at liv kan opretholdes. Al liv er udgået fra denne energi og denne vilje. Denne energi skinner igennem og påvirker alle de forskellige dele af os. Jo mere du så udvikler dig jo mere bliver denne energi til din rådighed. Dvs at være uden jeg betyder ikke at være uden vilje, thi du er nu nærmere din egen inderste natur og har dermed mere vilje og energi til din rådighed. Når denne vilje integreres i dig, eller "nås", betyder det at du nu har nået det stadie der omtales som evig lyksaglighed. Din vilje, som nu er på det højeste, og dine midler, som nu er enorme, ja ufattelige, omfatter nu ikke mere dig selv men alle og alt omkring dig. Du er nu mere end nogensinde et middel til kærlighedens "sejr" - din "sejr". 23

24 Denne vilje påvirker altså også dit eget jeg til at danne denne illusion om at kende sit eget inderste. Det er fra denne indre vilje hele vores indidualitet og frie vilje kommer fra. Alt andet er blot midler igennem hvilke vi skal lære at udtrykke den - udtrykke os selv - og midler ved hvilke vi netop kan bruge vores frie vilje. Men den grundlæggende drivkraft til alt liv er denne indre guddommelighed i os selv. Den indre vilje gennemstrømmer jeg'et og holder alle dets illusioner ved live. Dog påvirker det også jeg'et med dets eget natur : fremadskriden og selvkundskab, indtil der nås et stadie hvor videre fremadskriden medfører jeg'ets udslettelse. Dermed bliver der oprettet en modsat vilje i jeg'et som lyder på selvfornægtelse, men da det sker i udviklingens navn, er den næsten af samme substans som den inderste vilje (man kan også sige at din bevidsthed nu næsten er helt oplyst af den inderste vilje) der er enorm på det tidspunkt og i denne proces er energien stor nok og ren nok til at jeg'et forgår. Men for at nå dertil er det nødvendigt at det eneste jeg'et opfatter er tomheden og stilheden i sindet. Som Zen-buddhismen siger - først må der være tomhed og siden må også den forgå. 24

25 7. IDEALER Jeg'et er en slave af dets ideal. Dets herre er begæret, et begær der aldrig kan føre det til idealet. Alle begær, alle mål, alle idealer, er betinget noget andet end dem selv. De tjener blot dette andet da de ikke kan manifestere sig ved sig selv - endnu. Jeg'et har sit eget ideal, som sindstilstandende er underlagt i form af ediketter - der handler om i hvor høj grad de lever op til det, af jeg'et, skabte ideal. Jeg'ets ideal kan aldrig realiseres, thi blev det tilfældet da ville der ikke længere være et ideal og jeg'et eksisterer ikke uden idealer. Derfor den evige lidelse og den evige glæde forårsaget af lidelsen. Ved at have opmærksomhed på sine egne illusioner kan de via denne opmærksomhed manifesterer sig som var de virkelige og gøre dig til slave af dem og idealet inden for de rammer hvor de har deres udspring. Men for at have din opmærksomhed på det faktiske 25

26 må du nødvendigvis kunne skelne dette fra det illusoriske. Dog kun til en vis grænse, thi når denne overtrædes vil væren erstatte skelnen. Dine oplevelser er ofte betinget af dit jeg-ideal. For at udvide din bevidsthed om dig selv er det nødvendigt at du forædler dit ideal. Din dagsbevidsthed står under indflydelse af din højere bevidsthed, men en "forenelse" af disse er betinget af jeg'ets ideal, som er betinget af (og betinger) den viden bevidstheden har bragt til jeg'et. Et ideal er kun hensigstmæssigt hvis det udelukkende omfatter et ønske og ikke fører til manglende respekt af det man er, thi et er jo sikkert - man er jo aldrig hvad idealet står for. Vid, at du ikke både kan se idealet og dig selv i øjnene. Derfor - dømmer du dig selv i forhold til idealet, så vid at motivet for denne handling netop er det, som du ikke gør mens du dømmer - ser dig selv i øjnene. Vid, at enhver antipati blot er en projektion af en side af dig selv (som du, alt efter dine egne livskrav, til dig selv, har sympati eller antipati for) over på det, eller den, som har manifesteret den for din bevidsthed. Du tiltrækker dig selv sådanne situationer. Projektioner sker som følge af du vender dig selv ryggen til. Eller rettere sagt, du nægter at se det projiserede i øjnene, og det projiserede er jo i høj grad et udtryk for dig selv. Idealer er i bedste fald en afspejling af dine indre ønsker og dine indre ønsker er jo, som sagt, det du ønsker at være, men endnu ikke er. Hvis dit liv er en uafbrudt higen efter dine idealer da er det blot "spild af tid", thi åndelig vækst sker udelukkende som følge af en accept af det du er - og ikke af dine idealer. 26

27 Alt for ofte er den første reaktion på en ny indsigt, at denne nye indsigt bliver forhøjet til ens nye livsideal. Fokuseringen på dette nye ideal vil bevirke en afstandstagen fra en selv og således opfattende sig selv som fremmed vil man, istedet for at udleve indsigten (bruge den i nuet), fokusere på hvilken livsførsel denne "fremmede" person, indtil nu har haft.eftersom denne ikke har været i overensstemmelse med det nye ideal, da det jo selvsagt er nyt, vil man opbygge en antipati for denne.og antipati er ofte til for at fremhæve sig selv - i sine egne øjne, og behovet for at fremhæve sig selv er udelukkende tilstede som følge af at man har behov for at bekræfte sig selv i forhold til det som man synes at man burde være - ens ideal. Lad dine idealer forme din vej men glem aldrig at tage dig selv i hånden mens du går på den. 27

28 8. OPLEV I NUET Din helhed er bestemmende for din opfattelse, fordøjning og modtagelse af de indtryk og impulser som kommer til dig. Dvs ved at "gøre" sindet rent vil du alt mere nærme dig en tilstand hvor du vil opleve de forskellige impulser - på dem selv.man kan sige at et urent sind farver impulserne urene før de når dig og du ser således verden gennem dine egne illusoriske briller og opfatter den ikke som den er - du opfatter ikke det som er. At vælge at være er i sandhed formularen på ikke væren da valget tilhører alt andet end nuet - der hvor du er. Væren er en evig proces hvor du til stadighed forandrer dig. En erkendelse er blot et tegn på at du er kommet i kontakt med den del af dig selv, som er erkendelsen. En erkendelse af et aspekt af det åndelige sker som følge af selvindsigt og er derfor snarere en selverkendelse af et aspekt af dig selv. 28

29 Alle erkendelser er i virkeligheden en kontakt og erkendelse af din egen inderste egenart. Du er ikke forskellig fra din oplevelse - du er oplevelsen. Vi kan sige : jeg ved - men ikke jeg oplever,men derimod at bevidstheden er i kontakt med den del af dig som er - som er selve oplevelsen. Din bevidsthed er nedtransformeret fra din højere bevidsthed. Din bevidsthed kan erkende ren væren. Din højere bevidst er ren væren. Sålænge du erkender er du endnu ikke, thi i ren væren erkender du, som sagt, ikke men er derimod. I den rene væren er du det som du erkender og behøver derfor ikke - og higer derfor ikke efter - at erkende det. Din rejse til ren væren går igennem erkendelserne. Oplevelser i nuet indeholder ingen følelser da integretionen af dig og dit selv er fuldendt. Forståelse og oplevelse går ikke at sammenføre da oplevelsen er evig og forståelsen blot en erindring om en oplevelse. Det er nemlig ikke muligt at opleve og erindre - samtidigt. Ligesom jeg'et ikke er forskelligt fra begæret er det med væren i nuet. At være i nuet er at opleve det som er og her kan du aldrig være adskilt fra det som opleves - du er selve oplevelsen - og har derfor ophørt med at være et jeg. Den ægte frihed er den hvor du er bevidst om at du ikke kan begære noget som du ikke i forvejen er. Evighedens gnist findes hverken i fremtiden eller fortiden men i nuet,thi som evigheden er det med nuet,der er hverken begyndelse eller slutning - blot væren. For at opleve evigheden - en væren i nuet - må du integrere det af dig som også er evigt - dit evige selv - thi kun med det kan du opleve det som du i jeg'ets tilstand forestiller dig og tror på. 29

30 En oplevelse af den åndelige verden nødvendiggør en frigørelse af det bestandige dig fra det ikke bestandige,thi kun med det kan det åndelige tilfulde opleves, og i sidste ende er det jo sådan at en oplevelse af Gud, det åndelige og det evige i bund og grund er at lære dig selv at kende, thi du er jo selv alle tre dele - Gud, åndelig og evig. 30

31 9. DEN NEUTRALE KRAFT Som illusioner er for jeg'et er tanken for selvet også kun en midlertidig realitet. De er begge til for at få det pågældende til at manifesterer sig. Tanken er et talerør for de forskellige niveauer og planer i dig og er et middel til sin egen undergang da du blandt andet ved hjælp af denne vil nå dertil hvor du ikke mere skal gøre brug af den. En erkendelse er en oplevelse af dig selv men en oplevelse af dig selv medfører ikke nødvendigvis en erkendelse. En erkendelse er nemlig betinget af om oplevelsen tilfulde har kunne indeholdes af din bevidsthed. Det er muligt at opleve en vibration - inden i dig - som er højere end din bevidsthed. Derved kan den ikke nedtransformeres til tanker da den jo ikke kan indeholdes i din bevidsthed. En optur er betinget af en efterleven af begæret om den. Begæret er igen et produkt af dets modsatte - dvs en nedtur i lige så stor målestok som opturen. En udlignelse af disse 31

32 vil bevirke at du nu er det du begærede og derfor er fri for dette. De positive og negative kræfter er dermed blevet udlignet til en neutral kraft - i dig. De positive og negative kræfter er betinget af hinanden og virker omkring - og bliver holdt i skak af - det neutrale af dig. Ved hjælp af de positive og negative energier i dig skal du nærme dig dit nulpunkt - der hvor du er. De holder altså midlertidigt hinanden i live og betinger din higen mod det absolutte. De er begge udskilt fra det neutrale og bliver når de en dag atter sammenføres atter neutrale. Det neutrale tiltager altså med tiden uundgåeligt i styrke. Enhver udryddelse af lave vibrationer i dig - af negative kræfter - er altså kun en udryddelse i den forstand at disse negative kræfter og deres modsatte positive kræfter ved gennemlevelse (eller medlevelse) er blevet ført sammen - udlignet - og derved blevet til en neutral kraft i dig. Du har derved medvirket til en forøgelse til dette neutrale punkt i dig hvori Gud i dig "virker rent". Denne proces udvikler din skelneevne,dit intellekt og forhøjer dit bevidsthedsniveau. Jeg'et er en illusion og derfor en negativ kræft i dig som fraholder dig fra at opleve dit eget selv. Men alligevel er dine oplevelser i høj grad betinget af jeg'et. Dvs at en tiltagen af viden om dit selv er en i lige så høj grad styrkelse af jeg'et. Dvs at en tiltagen af positiv kræft i dig er ligeledes en tiltagen i negativ kræft i dig (jeg'ets styrkelse). Hvis dette ikke var tilfældet ville din higen efter Gud ophører og det er det samme som at sige at Gud kunne ophøre - for det er jo netop fra Gud i dig at din higen har sin oprindelse. Din stabilitet i sindsstemninger er betinget af variationen af vibrationerne i alle dine legemer. Alle dine legemer er et utal af forskellige vibrationer og lige så det du er bevidst om. Du er på forskellige tidspunkter bevidst om mange forskellige vibrationer. De vibrationer du på et pågældende tidspunkt er bevidst om påvirker hele dit væsen og dermed alle de vibrationer som du er. Således kan du godt få en oplevelse af vibrationer meget højere end din "gennemsnitsvibration" men de lave vibrationer vil reagere på disse høje vibrationer,som er mere end de kan klare og dermed bevirke at du mister din ligevægt. Du vil føle dig ustabil og utilpas - selvfølgelig særligt i det legeme hvor der blev reageret mest. 32

33 Men også denne reaktion er en ændring i din helhed og påvirker derfor, ligesom den anden, hele din helhed og gør kontrasten desto større. Dog vid at reaktionens omfang er betinget af dit eget niveau og er derfor med til at holde dig på jorden indtil du er moden nok til at forlade den. Atter igen viser det sig, at selv dine reaktioner er dine hjælpemidler, din beskyttelse og at de heller ikke er forskellige fra dig - de er dig. Enhver optur er betinget af en nedtur.denne såkaldte ligevægt virker omkring et punkt i dig hvor der hverken findes optur eller nedtur. Du føler kun en optur når den står i kontrast til en ligeså stor - nedtur. Desuden er duførst en optur bevidst når du føler den - når du reagerer på den. Derfor vil alle dine opturer følges af ligeså store nedturer Det er disse "positive" og "negative" (det har jeg valgt at kalde dem) kræfter som holder dit mikrokosmos i gang eller rettere sagt, leverer den energi, som det skal bruge for at holde sig i live - og sålænge det er dets liv vil det indvirke på dine andre legemer og på din stabilitet i sindet. Du er altså sammensat af "positive","neutrale" og negative" kræfter. Alle dine opturer og nedturer virker omkring det neutralepunkt i dig. I dette punkt,denne akse, er der total væren. Selvom aksen (det neutrale punkt) er det stærkeste vi indeholder (vi indeholder i virkeligheden ikke andet, da alt i os er manifest af det) er det uhyre sjældent at vi oplever den i fuld målestok. Det hænder dog at vi oplever den i mindre målestok. Netop vores niveau forårsager at oplevelsen er i mindre målestok og som en følge deraf (af vores niveau) vil oplevelsen ophøre. Når denne ophører bliveroplevelsen en erfaring, en erindring, og kommer derfor i jeg'ets domæne og reaktionen på oplevelsen (erindringen) indtræder som en naturlig følge. Denne stilles nu op modvores idealer, vores krav til os selv, vores forestillinger om lykke og opturen eller nedturen indtræder herefter. Dog er det sådan,at har man virkelig "befundet sig" i sit neutrale punkt, da vil reaktionen være en optur. Kort sagt er en optur, i denne sammenhæng, en reaktion på at man har formået at være for en stund.i modsat fald er en nedtur en reaktion på at man ikke har formået det i en tid. (Og så kan man jo spørge sig om der i virkeligheden, dybest set, findes andre sammenhæng). Dette viser også at jeg'et må have forbindelse til noget dybere - set ud fra dets idealer - og at også disse, uanset hvor destruktive de end kan være, alligevel må have et formål - udsprunget fra en højere bevidsthed. Jo mere man er, jo større den neutrale kraft er, jo færre opture og nedturer vil man få. 33

34 10. DIN SANDHED En forestilling er ikke altid positiv, thi har den sin oprindelse fra jeg'et vil den binde dig. Du er nu hæmmet af det du tror du ved. Desuden har en forestilling hvis oprindelse ligger i jeg'et altid et motiv der ikke ofte bringer dig mod det som det viser dig - snarere tværtigmod. Sålænge vores erfaringer er forskellige, sålænge er vores reaktionsmønstre forskellige, sålænge er vores ønsker forskellige og sålænge er vores sandheder forskellige medmindre - vi helt og holdent kan vige fra alle vores tilknytniger og fuldstændigt være vores sandhed. Var dette tilfældet - læste du vist ikke dette. I det øjeblik du ikke kan accepterer et andet menneskes sandhed da er det i virkeligheden forskelligheden fra din egen sandhed som du ikke kan accepterer. 34

35 Sålænge du er forskellig fra din sandhed kan du være sikker på at det ikke er din sandhed men blot dit ideal - af en sandhed. Du kan kun have interesse i at finde din sandhed. Enhver handling i at overbevise andre om din sandheds ægthed, er blot et tegn på at du endnu ikke selv har fundet den. Din egen sandhed er den eneste der kan bruges af dig. Når du har fundet den - når du er den - vil du i kærlighedens navn kun ønske at hjælpe andre til selv at finde deres sandhed. Sålænge du sammenligner din sandhed med andres kan du være sikker på at du endnu ikke har fundet din endnu. Er "din" visdom ikke omhandlende dig selv da er den adskilt dig selv og bærer derfor ikke enhedens princip i sig og enhver visdom som ikke er opstået som følge af udlevelse af dig selv er i sandhed ikke visdom men "blot" overbevisning. Vedrørende dette emne vil jeg godt brige et udsnit af et digt, da jeg føler at det er af stor vigtighed, ihvertilfælde for mig, at blive mere opmærksom på hvor stor en del af min sandhed, af det jeg tror jeg ved, blot er en tankeform, igennem hvilken jeg finder livet mere behageligt at leve. Men at leve livet igennem en tankeform er at leve livet på mine præmisser, og jeg spørger da mig selv - kan det virkelige lade sig gøre at leve livet på andre end dets præmisser? Prøv at se dit verdensbilled nærmere efter i sømmene, og spørg så dig selv i hvor høj grad det er en integreret del af dig, og i hvor høj grad det blot er en overbevisning, noget du tror på. Eftersom tro ofte blot er begær efter at vide, 35

36 så er det ganske overraskende at opdage hvor meget jeg'et er skaberen af dit verdensbilled, hvor meget der ligger inden for dets domæne. Spørg dig selv - hvilket svar får du? Er du rede - til at se dit livsfundament i det rette lys? Er du rede til at se det smuldre væk under dig? Er du rede til at både se og indse dine virkelige dybder? Er du rede til at frigøre dig fra jeg'et og dets mange sikkerhedsnet? Er du rede til at møde dig selv - nu? Er du rede til at blive lykkelig? " -Og en dag blev jeg spurgt af mit hjerte hvori forskellen bestod imellem mit nye verdensbilled og mit gamle "normale" verdensbilled og jeg blev spurgt om ikke dette nye verdensbilled blot var den samme form som før i en nyere - og mere udspekuleret udsmykning en form hvori livet blot fandtes som en afstøbning min afstøbning ja som en fange og fjende jeg blev spurgt om dette verdensbiled gjorde at jeg nu betragtede verden at jeg nu betragtede livet på en ny og anden måde men måske glemte at leve livet at opleve livet på en ny og anden måde 36

37 jeg blev spurgt om mit verdensbilled havde et motiv om det var blevet bragt til mig af livet om jeg havde modtaget det fordi jeg var åben (en ny åbenhed måske) eller om jeg selv havde skabt det i Guds navn for bedre at kunne retfærdiggøre at jeg stadig holdt livet på afstand eller måske for netop ikke at behøve at retfærdiggøre det (thi med indsigten følger også kravet om at leve) Ja jeg blev spurgt om jeg med sikkerhed kunne slå fast at sådan var det ikke at dette verdensbilled kun gjorde mig friere mere levende og at det kun bestod i at lade livet komme til mig på dets præmisser og ikke mine egne ja at det kun bestod i at lære mig selv at kende igennem livet at lære livet at kende igennem livet - ". Prøv du at spørg dig selv og se hvilket svar dit indre giver dig

38 11. AT ELSKE Den eneste måde at lære at elske på er ved at elske. Det er en illusion - en meget udbredt en - at man tror, at for at elske, skal man først vide hvad det er at foragte. Det er en illusion, som mange mennesker desværre gør til virkelighed i deres liv, at man først skal elske når man er klar til det. Det er, som at fraholde sig fra at lære at svømme, før at man ved at man kan det. Dog gælder det blot her, som altid, at den eneste måde at lære at svømme på er ved at gøre det. Det er en illusion, når man bilder sig selv ind, at tiden endnu ikke er moden til at gøre godt, til at være uselvisk (forsøge derpå), til at sprede lykke omkring sig, til at være mere ydmyg, til ikke at tage sig selv så højtidigt, thi det er aldrig, nej aldrig, hverken for tidligt eller for sent. Var det blot en gang tilfældet, da ville vores inderste flamme, i sandhed, ikke være af det skinnende lys den er. Ikke at føle sig klar til at modtage kærligheden, er som hvis en fisk udtalte, at den først ville begynde sin søgen efter vandet når den var klar dertil. Sikke en overraskelse der ville vente den!! Vi snakker alle så meget om det at udvikle sig, ja om udvikling i det hele taget. Tit og ofte prøver vi at forbinde den til en bestemt ting, for derefter, som et sultent rovdyr, at jage den. Alt dette i udviklingens navn, uden dog at vide at vi faktisk er mere selvcentrerede end de mange, som vi ser ned på. Men meget bliver jo tilgivet (af os selv) når det sker i udviklingens navn (vores egen selvfølgelig) og i Guds navn. Ofte er det bestemte evner, som får vores opmærksomhed, for en digter, forfatter, eller en clair- 38

39 voyant må sandelig være nået langt i deres åndelige udvikling. Selvfølgelig kan det da godt være tilfældet, men man må gøre sig klart at disse evner kun er blomster, hvis grobund snarere indeholder fundamentet for hvad åndelig udvikling er. Det er nemlig fundamentet, der alene afgør hvordan vi bruger disse blomster. Som alle blomster er de ikke til gavn for os alene, men for hele menneskeheden. Dette er alle blomsters inderste natur og den åndelige udvikling er så i hvor høj grad vi formår at lade denne, blomstens inderste natur, komme til udfoldelse - til fri udfoldelse. At udvikle sig er at ændre motiv for sine handlinger. Dette er udvikling - åndelig udvikling. Deraf synes det åbenlyst, at det er en illlusion, at fraholde sig fra enhver handling og lærdom, før man er sikker på at motivet er i orden - dvs uselvisk. Det er så vigtigt, at forstå at åndelig udvikling ikke så meget afhænger af handlingerne i sig selv, men derimod af motiverne bag dem, thi som før sagt er motiverne den grobund, op af hvilken blomsterne skal vokse, og den altafgørende faktor for hvor mange den kan indeholde. Forståelsen af åndelig udvikling i forhold til handling og motiv er, efter min mening, noget af det vigtigste at forstå. Derfor vil jeg i det følgende beskæftige mig en del med dette. En vigtig ting i denne sammenhæng, er at forstå, at motiverne ikke i så høj grad har indflydelse på handlingens udfald og virkning, som vi går og tror. (Desuden er det jo et faktum, at vi kun tror på det som vi vil tro på). Du kan jo godt yde en hjælp til andre, uden at motivet er uselvisk. Tænk blot på hvor mange gange du har givet andre mennesker noget positivt - noget som de kunne bruge - og tænk da på i hvor mange tilfælde motivet var fuldstændigt uselvisk. Jeg synes, at det kan være svært bare at finde et enkelt eksempel, hvis man går motivet ordentligt efter i sømmene. Hvis da motivet ikke har så stor indflydelse på handlingen, som vi før troede og at åndelig udvilking er at ændre dette - hvad er da midlet, eller måden, ved hvilken vi kan gøre det? Ja, svaret kan jo kun være - handling. "At handle ud fra det synspunkt, at man tager sig selv højtidligt, er at handle ud fra egoistiske motiver. Dette er ingen synd. Synden består i, at man ved dette og bruger det som retfærdiggørelse for ikke at handle. Ja sandelig, dette er synden fordi man i dette tilfælde bruger formålet for åndelig udvikling som retfærdiggørelse for at gå imod den". 39

40 "At standse dine skridt er at give formål til dine næste og indtil disse er taget vil det ikke være dig forundt at gå den lige vej. Vid blot dette og gå da af den vej, som du alene har beredt for dig selv". "Synd er at hindre sig selv fri udfoldelse". Når vi tænker på handlinger, forbinder vi det ofte til, at det eneste, som kan få os videre i vores udvikling er erfaringer, som jo netop kun fås "via" handling. Blot stopper vi ofte her vores indsigt og overbevisning, istedet for at forsætte med at spørge os selv til hvilken nytte erfaringer i virkeligheden er. Hvis vi gjorde det, ville svaret være, at erfaringer er de krykker, hvis formål det er, at hjælpe os videre på vores vej, op over det plan hvor de egoistiske motiver huserer. Målet er jo, som vi ofte så flot udtaler os om, kærligheden - kærligheden i vores eget inderste. Det er en kærlighed, som først tilfulde kan opleves, når en forenelse med vores inderste har fundet sted. Dette ved vi, eller udtaler vi ihvertilfælde. Men igen her stopper vi ofte op, istedet for at gå videre, thi gjorde vi det ville vi vide, at kærlighed aldrig tilfulde kan opleves udfra et egoistisk motiv. Kærligheden har nok i sig selv og kan kun opleves for dens egen skyld. Ja, kærlighedens natur er i sandhed den virkelige uselviskhed - nemlig at give for at give. Dette er betinget af, at man i den pågældende situation er et med den - hvad man jo i virkeligheden altid har været. I en sådan situation vil man med sikkerhed se livet, som den kærlighedserklæring det er. "At finde Gud i virkelighed ved hjælp af ydre beviser eller ved hjælp af noget andet end Gud selv, som er åbenbart og øjensynligt i dig, vil hverken være dig beskåret her eller hisset". Udpluk af William Law " At blot for et øjeblik, at kunne fravriste sig selvopmærksomhedens stærke tag, er at give sig oplevelsen - for dens skyld. Ud af dette vil der springe en kilde, der til forskel fra de majestætiske klipper, i hvilke den mirakuløst åbenbarede sig, altid vil følge dig hvor end du går og end hvor lille den er, til stadighed vil indgyde dig en stemme fra dit inderste - da den selv er det". -Selvanalyse, selvopmærksomhed osv, er ikke negative fenomener - men de bør ses i det rette 40

41 perspektiv, thi de vil aldrig være andet end midler (og det er alene vores brug af midler, som giver dem værdi, positiv eller negativ, ligesom det sete afhænger af øjet der ser) og derfor kan de aldrig bruges, som retfærdiggørelse for ikke at opleve, for ikke at lade sig selv opleve, for ikke at lade sig selv komme til udfoldelse. Det at de midler viser yderligere, at de nødvendigvis må virke på et andet plan, end det de, som midler, skal "hjælpe dig frem til". Derfor er det klart, at enhver beskæftigelse med disse, selv om det er positivt, umuliggør en virkelig oplevelse". "Denne sandhed skal leves, ikke blot udtales med munden. Der er i denne lære i grunden intet at diskutere enhver diskussion vil med sikkerhed modvirke lærens hensigt. Lærer, som er bundet til disputeren og argumentation fører automatisk til fødsel og død". Hui Neng For nu at lette forståelsen en smule af sammenhængen mellem motiv og handling, vil jeg, som sammenligning, beskæftige mig lidt med tanker. Vær blot rolig - ligheden vil vise sig. En ting, som må slås fast er, at hele tankens fundament, er erfaringer. (Du kan ikke vide at du ser et træ, medmindre du indeholder en erfaring, som fortæller dig at det er et træ du betragter. Havde du ikke denne, eller disse, erfaring(er) ville du ikke have en tankevirksom-hed omkring fastslåelsen af hvad du så. Hele grundlaget for tankevirk-somhed er erfaringer (dvs fortiden), uanset om tankerne omhandler det indre eller det ydre. Da erfaringer hører fortiden til, er det åbenlyst, at en oplevelse "af nuet" aldrig kan gå hånd i hånd med tankevirksomhed. Og da al selvanalyse er betinget af tankevirksomhed, er det klart, at enhver selvanalyse er en fjernelse fra det som er - det evige nu. Dette siger jeg som et faktum og ikke for at gøre selvanalyse negativ, thi det mener jeg, som sagt, ikke at det er. Desuden kommer det jo igen an på hvordan det bruges, hvad motivet er. Men lad os nu se lidt på sammenhængen mellem motiv og tanke. Det er vigtigt at gøre sig klart, at tanker skaber. "tanker lægger sig i mentallegemet og med den tilstrækkelige energi (fra os) vil de før eller siden nedtransformeres til det fysiske plan og der manifesterer sig som en ydre virkelighed - i vores liv". 41

42 "Vid, at i det øjeblik du tænker en tanke, da har du gjortdenne tanke til en aktiv indre virkelighed - i dit liv". "Du har ingen andre problemer end dem som du, ved hjælp af tanken, manifesterer for dig selv". Det skal her lige siges, at tanker selvfølgelig ikke behøver at blive nedtrasformeret til det fysiske plan for at gøre en "virkning". Det gør de lige så vel i følelseslegemet (astrallegemet) og tankelegemet (mentallegemet). Det vil blive mere klart senere. Med tanker er det sådan, at uanset motivet vil positive tanker altid have en positiv virkning. Tanker skaber nemlig. Et faktum er det, at vi jo egentlig alle ved det, ja faktisk tager det for givet. Hvem af os har ikke sagt, at hvis man tror på sig selv, vil man have større chancer for at udfører det, som man sætter sig for. Vi ved jo alle inderst inde at tanker virker. Alle sygdomme starter eksempeltvis altid i tankelegemet eller følelseslegemet, hvilket lægerne og videnskaben er ved at finde ud af. Negative tanker påvirker, i alle tilfælde, cellerne og derved hele legemet, thi tanker kan jo både opbygge og nedbryde, alt efter hvordan vi bruger dem. Det er jo altid tilfældet med midler. Men, som sagt, fakta er at tanker altid, med den tilstrækkelige energi, før eller siden vil skabe det tænkte - og det være sig ikke kun på det fysiske plan. Vi har jo ofte så travlt med at beklage os over forholdene, uden at tænke på, at det måske er os selv, med vores tanker, som har forårsaget dem. Om det så er personer, som gør noget mod os, så kan det faktisk godt være os selv, som med vores tanker, har forårsaget det. I alle tilfælde er alt det, som kommer til os i vores liv, uden undtagelse, blot virkninger af vores egne tidligere gerninger (dvs forårsaget af os selv), og hvad vi så vil stille op med det - ja det er så op til os selv. Der sker intet i vores liv, som er tilfældigt og som ikke er foråesaget af os selv. Alt hvad der møder os er retfærdigt, thi du tiltrækker selv det, som du har brug for at lære. Dog er det en for "stor" en at gå ind på nu, så jeg vil gå tilbage til tanker og gentage at - uanset motivet vil positive tanker altid have en positiv virkning. Og for at sammenligne dette med det tidligere omtalte, er det let at forstå, at det er "forkert" ikke at ville tænke positivt før man er sikker på, at motivet er uselvisk, thi også her gælder det, som altid, at målet med åndelig udvikling er, uselviskhed, uselvisk næstekærlighed, som skal nås igennem handling - i dette tilfælde den indre handling - tanken. (Her vil jeg lige indskyde, at denne indre handling - tanken - kan du via øvelse komme til at beherske bedre og bedre. Igennem visualiseringsøvelser og konsentrationsøvelser kan du 42

43 opnå en langt større kontrol med tanken og faktisk komme til at styre dit liv, i en grad, som er svær at forestille sig. I denne grad kan du nu gøre dit liv til det som du ønsker det skal være... Tanken har virkelig en langt større indflydelse på vort liv end vi drømmer om). Hvis vi yderligere husker på, at grundlaget for at nå ud over de egoistiske motiver, er erfaringer, kan vi jo se, at det jo netop er det, som de positive tanker, uanset motiv, skal, og vil, give os - og som vil forårsage, at du nu ikke længere skal konsentrere dig om at tænke positivt - du vil nu bare gøre det - det vil nu være blevet en vane for dig - det vil nu være blevet en del af dig, thi du vil nu have erfaret virkningen af disse positive tanker og da vil det intet problem være, at forsage de negative. Dog er emnet - tanker - i sig selv aldeles uden for rammerne for denne bog. "Sand forsagelse er altid fuldkommen smertefri - kun den falske forsagelse er smertefuld. Og hvorfor? Fordi smertelig forsagelse kun er at give afkald på handlingen, ikke på selve begæret, medens smertefri forsagelse er ensbetydende med at have overvundet begæret, fordi det har mistet hele sin tiltrækningskraft, ligesom kærlighed er mere tiltrækkende end had, lykke mere end ulykke, har åndelighed større tiltrækningskraft end lasten. Kort sagt, får et menneske førstsmag for det virkelig gode, vil det miste al interesse for det slette". "Den inviede" "vid at der er to måder, på hvilke man kan frigøre sig fra en last : den rigtige og den forkerte;den første er hurtig og sikker, den anden langsom og usikker. En uklog læge gransker sygdommene og deres natur for at kunne helbrede, medens den kloge læge studerer sundheden og dens væsen for derved at tilintetgøre sygdommene, medend han siger til sine patienter : "Lev efter sundhedens fordringer, så vil sygdommene af sig selv forsvinde". "Den inviede" "Et menneske kan kun rense sine lunger for den dårlige luftved at fylde dem med den rene og ikke ved at tømme dem fuldstændigt". "Den inviede". 43

44 I tilfældet med tankesuggetion kan man jo sige, at det til at starte med er en smertefuld forsagelse - men dens formål er jo, som sagt, at give dig en erfaring for de positive tankers virkning (og de virker) i dig. Ja formålet er at give dig en smag for det gode, som så vil medføre en sand forsagelse, thi en smag for det gode er det eneste, som kan føre til dette. Det er så vigtigt at forstå, at positive tanker - positive indre handlinger (som er et produkt af din vilje) har deres virken uanset motivet, da en ændring af dette jo netop er formålet med dem. Derfor er det en illusion, at retfærdiggøre sin manglende handling med et egoistisk motiv... Tværtigmod er et egoistisk motiv en retfærdiggørelse for handling. En anden ting, som er vigtigt at behandle i denne sammen-hæng er viljen og motivet for denne. Viljen er det "middel", som vi gør brug af for at omsætte vores ønsker i handling. Det er viljens egentlige udspring, der afgør det egentlige motiv. Og her er det at vi oftest narrer os selv. Et faktum er jo, at vi er mere end det ene legeme, som vores fysiske øje skuer. Vi er mange legemer og er udgjort af et utal af vibrationer. Alle disse vibrationer indvirker, uden undtagelse, på os og gør os til det vi er. De er altså ikke forskellige fra os, men er os - som vi er dem. Derfor er det en vovet påstand at sige, at viljen kun har sit udspring i en af disse vibrationer - en som vi er bevidst om. Det er ikke bare en vovet påstand, det er en forkert en... For at en handling skal kunne gøres mulig, må det gælde, at viljen må have samme vibration, som vores dagsbevidsthed. Den må være på samme plan, som os, på samme niveau, da vi ellers ikke ville kunne gøre brug af den. Derfor, hvis viljen har sit udspring i et højere legeme - et højere plan - end det som vi almindeligvis er bevidst om, må den nedtransformeres til "der hvor vi selv er". Først da er vi bevidst om den og kan gøre brug af den og "omdanne" den til handling (yderligere nedtransformere den). Igen i dette tilfælde er det jo egentlig noget, som vi godt ved og faktisk regner med, thi vi ved jo alle sammen, og regner alle sammen med, at der bag enhver handling ligger en tanke. Atter igen kan vi jo så gå et skridt videre og spørge os selv hvad det egentlig er for en påstand vi her kommer med, og som falder os så naturlig at vi ikke spekulerer videre over den. Det som vi faktisk siger (med at der bag enhver handling er en tanke) er, at enhver handling har sit udspring i en højere vibration!!! - Og er blot nedtransformeret fra denne. Men når da handlingen, på det fysiske plan, har sit udspring i en højere vibration (fra tanken), da må det samme også kunne gælde for både tanken og viljen (den vi er bevidst om) - altså at også de har deres udspring fra et højere plan, en højere vibration, et højere legeme. Og det er også tilfældet, thi fra viljens udspring nedtransformeres den helt derned hvor vores bevidsthedsplan ligger, da den kun der kan blive til handling. At sige, at viljen har sit 44

45 udspring der hvor vi bliver den bevidst er usandt og er som at sige, at der bag enhver handling ingen tanker ligger og at disse (handlingerne) blot er opstået af sig selv. Det er jo klart usandt, da handling er manifest af den handlende. Ja sandelig, det ville være at sige. at der ingen tanker eksisterede. "-det er som at se et menneske beklædt med en eller flere overfrakker. Du kan ikke bedømme dette menneske ud fra beklædningen - kun til den grad, at den er et manifest for det. Det egentlige menneske ser du først når alle beklædninger er fjernet og det nøgne menneske står tilbage - det er det egentlige menneske - det er den egentlige vibration, udfra hvilken alle andre er sprunget. Beklædningen havde altså kun til formål at lade det nøgne menneske, den højeste vibration, komme til udtryk i en lavere, thi havde det ikke denne beklædning ville det ikke kunne manifesterer sig i en vibration svarende til denne. At noget nedtransformeres er altså blot at det påfører sig en beklædning-" Tanker er den indre handling, som nedtrasformeres til den ydre handling. Denne nedtransformering er nødvendig fordi vi befinder os på det fysiske plan. Dog tro ikke, at du ikke har handlet, blot fordi den ikke kommer til udtryk på det fysiske plan, thi det har du. Tænk blot på hvad Jesus sagde om at bedrive hor i tankerne. Han sagde, at denne indre handling var en lige så stor synd, som den ydre handling. Det er vigtigt at gøre sig klart, at dine tanker virker, uanset om de bliver nedtrans-formeret eller ej. De virker på dig selv og på alt i dine omgivelser og vid at du vil få hver og en igen, enten i form af indre eller ydre handling. For at viljen kan nå vores bevidsthedsplan (vores dagsbevidsthed) må den vandre ned igennem de forskellige planer og hver gang beklæde sig med en "overfrakke" svarende til den vibration den befinder sig på, da den ellers ville være "usynlig" for det pågælden-de plan (og derfor "ikke eksisterende"). (Det skal lige siges at hele beklædningen, i kvalitet og kvantitet, er produkt af os selv). Det vil sige, at hvis vi (vores dagsbevidsthed) befinder os på et plan hvor de egoistiske motiver huserer må den nødvendigvid beklæde sig med en overfrakke svarende til deres vibrationer. (man kan sige at - "den må have noget at tilbyde egoet"). Hvis den ikke gjorde det og eksempeltvis kom ned, som en vibration svarende til den af et uselvisk motiv, da ville den blot være usynlig og altså "ikke eksisterende" for os og vi ville ikke kunne gøre brug af den - den ville være spilt. Derfor er det "farligt", at gå for meget op i motiverne, 45

46 da vi for det første oftest tager fejl og det for det andet oftest er temmelig irrelevant. - Igen er det vigtigt, at forstå at uanset motiverne vil handlingerne i sig selv (og virkningerne af dem) tilfredsstille udspringet for den nedtransfor-merede vilje... Derfor er det aldrig for tidligt at sprede lykke til andre, selv om man tror at motivet er egoistisk. Virkningen af handlingen vil du altid få igen, uanset motivet, og netop denne skal du vokse på - hvilket jo også var det egentlige formål fra starten af - selv om du måske ikke vidste det... "jeg tror, at vilje er når det inderste væsen nedtransformerer sig til vores bevidsthed. Det er vores egen indre fuldkommenhed, og ud fra vores synspunkt vil fuldkommenhed indebærer en uselvisk vilje uendeligt meget større end vor forestillingsevne kan omfatte. Dog tror jeg, at denne vilje blot er en væren iklædt vores ord betinget af vores nuværende udviklingsniveau. Jeg tror, at denne uendelige store vilje blot er når vores inderste væsen tilfulde kan udfolde sig - i al sin nøgenhed. Da eksisterer der nemlig ingen vilje (som vi forstår den), men kun - væren. Det er denne væren vi alle inderst er, og det er den frie udfoldelse af denne, der er formålet med vores alles eksistens". Vi taler alle så meget om vores gode og dårlige sider, om vores lyse og mørke sider. Allerede der har vi jo faktisk taget parti for de lyse - og mod de mørke, hvilket jo egentlig betyder, at det er os selv som farver vores forskellige sider lyse og mørke, alt efter hvordan de forholder sig til det, som vi synes at vi burde være. Der glemmer vi blot, at det som vi burde være er noget ikke eksisterende, og at forholde sig til dette er at vende ryggen til det som er - os selv. Istedet for nu at græde over mørket og glæde os over lyset, så lad os atter gå et skridt videre og se på formålet med dem - hvad de kan bruges til. Det ville jo bla være at gøre mørket til en opgave og ikke en konflikt. Det ville være at lede efter håndtaget, istedet for at græde over døren - over modstanden. (Modstanden eksisterer forøvrigt også kun når den ses i forhold til sådan, som vores liv burde være, vores idealbilled). Men lad os nu begynde med lyset, vores "lyse" sider. Når vi nu går dette skridt videre for at finde ud af formålet med lyset, må vi uundgåeligt komme frem til at lysets formål (lyset i os, vores lyse sider, vores gode sider, det vi har talent for, osv) er at gøre brug af det. Og dette gøres kun på en måde - ved at give det ud. Sammenhold dette med det forrige og vi ser hvad det er som "tilfredsstilles" ved denne handling - uanset motivet. Ved at give (dit lys ud) får du det 46

47 selv igen, thi som vi før så - ved at give dit lys ud til dine omgivelser forårsager du en virkning, som altid vil rettes mod dig (ifølge loven om årsag og virkning) og som du vil vokse på. Og at vokse, er at kunne indeholde endnu mere lys. Derfor er det så rigtigt at "jo mere du giver, jo mere skal du få" og at "hvad du end sår skal du og høste". En erkendelse af dette vil indebærer, at vi alle nu ses som en eneste enhed, bundet sammen til hinanden af os selv. Vid altid, at lyset i dig IKKE er dit. Dette kan ikke gentages nok - nej lyset i dig er ikke for dig alene. Formålet er at give det ud - at hjælpe andre, thi det er nemlig hele lysets natur, og derfor kan det kun "er-hverves" og bruges tilfulde på en sådan måde. Desuden er det den eneste måde hvorpå du selv kan vokse. Du vokser jo nemlig alene på de virkninger, som du selv er årsag for, og disse opstår kun hvis lyset lukkes ud og bruges. I modsat fald (hvis du holder det inde som om du ejede det) vil du lidt efter lidt forårsage, at det slukkes og forsvinder - for din bevidsthed. Lys lader sig ikke falde støv på. Lys lader sig ikke eje. Lys lader sig kun bruge og jo mere du bruger det, jo mere skal du få, thi vi vokser på grund af, på trods af og ved hjælp af hinanden, og det er det, som binder os sammen og gør os til den enhed vi er. Og jo mere din bevidsthedsnatur er lig lysets natur - jo mere vil lyset ("dit eget") fylde dig ud, og da kan du i større grad, og vil du i større grad, hjælpe andre - og dermed dig selv, da du jo er en del af dem. "Vejen til fuldkommenhed er vejen til at kunne se det gode i alt" "Hvis du af en anden person bliver gjort opmærksom på en, i dig, iboende utilstrækkelighed, så vid blot, at helbredelsen af den såkaldte konflikt ligger i at se utilstrækkeligheden i øjnene - ikke personen". Lad os nu snakke lidt om mørket. Vi vil efterhånden finde ud af, at det ikke på nogen måde er forskelligt fra det lys vi lige har beskæftiget os med - det er blot os, som danner og tror på denne forskellighed. Mange af os har så travlt med at beskæftige os med vores mørke sider, thi vi mener, at før de er udryddet (som et andet skadedyr) kan vi ikke blive lykkelige - eller ihvertilfælde begynde at blive det. Vi opfører os alt for tit som den før omtalte ukloge læge og vi er af den overbevisning, at før den rene luft skal ned i vores lunger skal al, ja ethvert spor af, den urene luft være udryddet, thi ellers vil den rene luft blot blive forpestet af den urene. Men hvad er det dog for en indstilling, og manglende tillid, at have til lyset. Alt for mange mennesker er spændt op mellem dette mørke og lys - denne illusoriske forestilling om begge. 47

48 De er låst inde i et fængsel, som de selv har bygget (tanker kunne jo både opbygge og nedbryde) og som, til trods for den manglende udsigt (og indsigt), dog giver dem den tryghed, som de tror at de har brug for. De har sat både lyset og mørket i bås, deres bås, for kommer ting i bås, så føler mennesket sig sikkert. Men sålænge man befinder sig i dette fængsel vil man ikke kunne indse illusionen, thi denne indsigt kommer alene med solens stråler, den sol du har lukket ude, den sol du har lukket inde. Vid, at et enkelt vindue på klem kan være nok til at sprænge fængslet i stumper og stykker... "Den eneste måde til at frigøre din sjæl for sorg, had, ondskab, last er, uophørligt at fastholde lykke, kærlighed, godhed og dyd idet det er bedre at elske det gode end at hade det onde, da had under enhver form i sig selv er af det onde" "Den inviede" Men hvad er da vores mørke sider? Vores mørke sider består af alt det, som vi ikke er så gode til - vores utilstrækkeligheder. Og her kan vi igen gå et skridt videre og spørge os selv hvad utilstrækkeligheder egentlig er. Da vil vi uundgåeligt komme frem til, at utilstrækkeligheder er mangelfuldheder... Og det er jo egentlig det, som mørket er, thi mørket er blot mangel på lys. Og mangelfuldheder kan kun føre til en konflikt hvis de ses i forhold til det, som vi burde være - altså noget ikke eksisterende, og det er i sandhed at stå at græde ved døren, isted-et for at lede efter håndtaget. Og selvmedlidenhed fører aldrig langt. Mørket er altså "blot" mangel på lys - men hvad kan vi så se i denne mangel - hvad fortæller den os? Ja den fortæller dig, som sagt, hvor du har en mangel - hvilket betyder, hvor du har brug for at lære noget. Dette er budskabet fra mørket i os. (og det er jo egentlig derfor, at de mørke sider i os er så slemme, thi vi vil jo ikke have at vide, at vi har brug for at lære noget. Vi vil jo ikke have at vide, at der er noget, som vi ikke kan. Vi skal jo kunne det hele. Vi skal jo være så gode, det fortæller vores idealbilled os ihvertilfælde - og alene derfor er det, at de mørke sider har fået deres farve. Men en ting er dog sikkert, at havde du ikke, et eller andet sted i dig, viljen til lyset, da ville du ALDRIG høre denne "mørkets" stemme i dig.. ) Det må her lige gøres klart, at jeg bliver nød til, at beskrive dem som noget der er - hvor mangelfuldheder - som de mørke sider jo er - har den egenskab, at de netop IKKE er. Derfor skal det gøres klart at, at se det på en anden måde er en illusion. Men for at beskrive den, illusionen, må jeg nødvendigvis beskrive den, med ord, som værende virkelig... De mørke sider er helt igennem 100 procent positive. Uden dem ville vi ikke vide hvor vi skulle tage fat i os selv for at komme videre - for at lære os selv bedre at kende. Vi ville ikke vide hvad der var vigtigt for os at arbejde med. Vi ville 48

49 gå i stå. Og husk da lige på, at disse sider, disse stemmer, ikke er forskellige fra dig selv. Derfor, at hade dem er at hade dig selv - og så kan vel ingen undre sig over, at et sådan forhold til nogle af sine egne sider vil føre til konflikt - at et sådan forhold til sig selv vil føre til konflikt. Konflikt er jo i bund og grund, at man ikke accepterer sig selv, sådan som man er. Man forholder sig altså til det man burde være, istedet for til sig selv, det man er. "Mørket" er en kærlighedserklæring fra lyset - til os. Det er en kærlighedserklæring fra os - til os selv, fra helheden til os. "Mørkets" stemme er en kærlighedserklæring fra det inderste i os fordi vi selv, der inderst inde, kun har et eneste ønske - at komme til fri udfoldelse, så vi kan være til bedre gavn for os selv - og for helheden. Vid derfor, at den eneste modstander vi har i hvert af vores liv ingen andre er - end os selv. Og var det virkelig sådan, at vi kun var os selv og ikke en del af helheden, hvis fundament er lyset og kærligheden, ja da ville vi sandelig også få lov at sejle i vores egen sø og så kunne vi ellers selv finde ud af hvad vi havde brug for at lære. Da ville der ingen stemme være, ingen indre vejledning, noget steds fra. Og det kan vist ikke være svært, at regne ud hvordan det da ville gå!!! Nu er dette altså ikke tilfældet og derfor er der også kun grund til at glæde sig over "mørket", thi uden dette ville vi, som sagt, ikke vide hvad vi skulle gøre for at komme videre. "Mørkets" stemme er et tilbud til os til at blive mere lykkelige og til at komme i endnu større kontakt til os selv - til det egentlige formål (og mål) med vores alles eksistens. Et sådan tilbud, der kun gives for at du kan blive lykkeligere, og som ikke kræver at du skal tage imod det, er i sandhed toppen af uselviskhed. Dog er det "blot" en lysets selvfølge, som vi i al evighed kan glæde os over - star-tende når vi er klar. Vid dog, at jo højere stemmen lyder, jo mere ønsker DU at komme til udfoldelse... "At kunne glemme sig selv er at huske på at man er andet og mere end dette og at vide, at denne genkaldelse kun kan opnås ved oplevelse, betinget af at man kan glemme sig selv" "Kærligheden har ingen fejl, den er ufejlbarlig, thi alle fejl er mangel på kærlighed" Willian Law 49

50 12. FORANDRING At handle med forandringen som drivkraft,er ikke at handle for handlingens egen skyld men at efterleve et begær om hvad forandringen vil gøre i dit liv. Det er som at søge frugten for dens virkning i dig og ikke for dens egen skyld. Begæret om forandringen er født af en ikke accept af det du er,og en afterleven af dette begær vil med sikkerhed modvirke forandringen (den du havde i tankerne, thi en forandring vil med sikkerhed indtræffe, måske lige netop den forandring,som du unden at vide det havde brug for) da denne fordre det modsatte - en accept af det du er. Vid at et nyt syn på verdenen i og om dig ikke er tegn på at disse har µndret sig men på at din bevidsthed kan indeholde mere af dem. En øget bevidsthed er den eneste forandring som er til. 50

51 Forandring er når bevidstheden opdager at du allerede har forandret dig. Hvis drivkraften i din handling er det som forandringen vil bringe i dig, da har du fjernet dig fra dig selv, thi det er nu ikke en udlevelse af dig selv men en efterlevelse af et begær i dig, omhandlende forandringen (som på nuværende tidspunkt er lig en forestilling). Du har vejet dig selv på en illusionens vægt og fundet, at du stadig ikke opvejer dine idealer,idealer skabt på grundlag af en ikke accept (se kapitel 7). Du vil da forsøge at efterleve idealerne med endnu større iver da de synes den eneste redning for dig. Blot har du ikke fattet,at skridtene på din vej udelukkende består i udlevelse af det du er, hvilket vil sige, at det er dig, som du er,der handler.(og en sådan handling kan aldrig være ledt af tanker da tanker er fortid og du er nutid (se kapitel 11)). Forandringen består da i, at du opdager det skridt du allerede har taget, thi skridtet alene har udvidet din bevidsthed (intet andet er nemlig muligt) til at kunne indeholde en endnu større del af dig, svarende til skridtet du har taget, til udlevelsen indeholdt i skridtet - da det er den du erkender.(se kapitel 8). Et sådant skridt er ikke produkt af en tankevirksomhed, en beslutning eller et ideal (3 sider af samme ting) men af en spontan udfoldelse af dit eget vµsen.og jo større denne er jo større bliver din bevidsthed og dermed "forandringen" da denne udfoldelse er det eneste som kan forandre din bevidsthed.(det er jo den du bliver bevidst om). Bevidsthed er "et mål for" hvor meget du formår at være dig selv. Forandring er "et mål for" en forøget selvværen. Væren er en spontan udlevelse og udfoldelse af det du er, hvis drivkraft er sig selv. 51

52 13. DU SKABER SELV DIT LIV Du kan ikke befinde dig i en situation med mindre dens energi er lig en energi iboende i dig. Energien i dig har tiltrukket situationen til dit liv. Derfor er det energien,ja dig selv, som du møder,manifesteret i situationen. Er situationen omhandlende personer, da er det din egen energi du konfronterer, manifesteret i personen. Dvs at i enhver situation møder du dig selv, en del af dig selv, som du har gjort dig moden nok til at møde. Du vil kun møde de dele af dig, som du har mest brug for at erkende og udleve - og som du har gjort dig moden til at konfronterer. Derfor er det et selvbedrag selv at ville skabe disse situationer, disse forandringer, thi du har,i form af din væren, dine energier, allerede skabt dem. 52

53 Det er tidsspilde at bruge energi på at skabe sit liv og at overveje om det du møder er retfærdigt eller uretfærdigt. Begge dele er illusioner. Du kan ikke skabe det som allerede er skabt. Du kan kun tage imod det eller frastøde det, vise det tillid eller mistillid. Det er deri dit valg består. Og glem da ikke,at eftersom du møder dig selv manifesteret i enhver af dit livs situationer da består dit valg, det eneste du har,i at modtage eller fastøde - dig selv - i at accepterer eller frastøde det du allerede er. Du har selv skabt de situationer du evt frastøder. De er produkt af din egen indre vilje.og en forenelse af den og dig er den eneste forandring (og skridt) som er til. Og husk da på,at en større samhørighed med din indre vilje sker gennem en større udlevelse af den og drivkraften til denne større udlevelse vil aldrig være en viden om hvad den kan afstedkomme i dig. Nej den eneste mulige drivkraft er en tillid,en tillid til at det er det rigtige for dig at gøre. Denne tillid er det eneste som kan danne broen til dit indre. Du har intet valg. Du bliver nød til at tage springet uden at have erfaret om du bliver grebet,i tilliden til at det er det rigtige. Ethvert spring, der ikke er drevet af denne drivkraft, tilliden, er i sandhed ikke et spring, men blot endnu en overbevisende tankeform - om et spring. TILLIDEN ER SPRINGET. I virkeligheden kan du dybest set kun miste en ting, og det er tilliden. Tilliden til at der er en indre mening og styring med dit liv - hele tiden - uanset hvad du gør... Denne tillid er det indre formål med alle dine gerninger. Denne tillid er det ydre manifest af din indre vilje. Denne tillid er midlet, vejen og målet... 53

54 Dit liv er en stor proces af valg med det formål at udvikle dig selv og elske dig selv mere. Den dag du ikke behøver det længere vil du være fri og vide hvad kærlighed er. 54