Udsatte børn - anbringelse

Transkript

1 Udsatte børn - anbringelse Bente Adolphsen cand.jur. Bilag ved Steen Juul Hansen cand.oecon., ph.d. 2011

2 Bente Adolphsen Udsatte børn anbringelse Copyright: Bente Adolphsen og Socialrådgiveruddannelsen i Århus. Dette nummer i skriftserien er redigeret af udviklingskonsulent Pernille Halling-Overgaard. Social skriftserie Socialrådgiveruddannelsen i Århus, nr. 6, 3. udgave, ISBN Udgivelse af Bente Adolphsen i samme skriftserie: Udsatte børn underretningspligt og undersøgelse. Udsatte børn foranstaltninger efter Serviceloven. Omslagsillustration: Udsnit af Hippolytos en skæbnefortælling, udsmykning i Nobelparken, Århus af Evan Rasmussen. Tryk: VIA University College, Socialrådgiveruddannelsen i Århus. Udgivet af: VIA University College, Socialrådgiveruddannelsen i Århus Jens Chr. Skous Vej Århus C Kan bestilles pr. telefon eller [email protected] Kan også downloades fra Socialrådgiveruddannelsen i Århus hjemmeside. Pris 50 kr. + evt. forsendelse.

3 Indhold 1. Indledning 7 2. Anbringelse med samtykke Betingelser Det informerede samtykke Planer Plan for barnet Plan for støtten til forældrene Støtteperson til forældremyndighedsindehaveren Valg af anbringelsessted m.m Klage åriges klageadgang Særligt om valg af anbringelsessted Anbringelse uden samtykke Betingelser Forelæggelse for børn og unge-udvalget Formandsbeslutninger Advokat og aktindsigt Den 12-åriges ret til advokat Planer Støtteperson til forældremyndighedsindehaveren Valg af anbringelsessted Møde i børn og unge-udvalget Genbehandling Barnet har ikke været anbragt Barnet har været anbragt inden afgørelsen 24

4 Kortere genbehandlingsfrist Længere genbehandlingsfrist Barnet er under 1 år Afgørelse efter 68a Indstilling om genbehandlingsfrist Ændring til frivillig anbringelse Klage Almindelig klageregel Særlig regel vedr. formandsafgørelser Indbringelse for domstolene Opgaver og afgørelser under anbringelsen Tilsyn Revision af planen Samvær Afgørelser under anbringelsen, der kræver samtykke Klage Ophør af anbringelsen Ophør af en frivillig anbringelse Det er forældremyndighedsindehaveren, der ønsker det frivilligt anbragte barn hjemgivet Den 15-årige vil ikke længere være anbragt Barnet har været anbragt mere end 3 år og har opnået en stærk tilknytning til anbringelsesstedet Klage Ophør af en tvangsanbringelse Kommunens overvejelser vedr. ophør Barnet ønskes hjemtaget af forældremyndighedsindehaveren Den 15-årige vil ikke længere være anbragt 38

5 Særligt vedr. afgørelser med lang frist og afgørelse efter 68a Klage Anbringelsessteder Plejefamilier Typer af godkendte plejefamilier Godkendelse og handlekommune Netværksfamilier Kommunale plejefamilier Professionelle plejefamilier Kontrakt Vederlag, tabt arbejdsfortjeneste og omkostningsdækning Klage Privat familiepleje Tilladelse til at have barn i pleje Forældremyndighedsindehaverens opgaver Kommunens opgaver Forpligtelser efter Serviceloven under opholdet Uenighed om hjemtagelse/fortsat ophold Unge mellem 18 og 22 år Betingelser Unge, der ikke har været anbragt Unge, der har været anbragt inden det 18. år Afgørelse og plan Valg af anbringelsessted 51

6 9.4. Klage 51 Bilag 53 Anbringelse 53 Opgaver og afgørelser under anbringelsen 59 Sagsbehandling ved foranstaltninger for børn og unge 63 Tilbud til unge fra 18 til 22 år 68 Bilag af Steen Juul Hansen 71 Beskrivelse af døgninstitutionsområdet for børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer 72

7 1. Indledning I Danmark har det offentlige gennem flere hundrede år foretaget anbringelser af børn, der af den ene eller anden grund ikke har kunnet opholde sig i hjemmet hos forældrene. Gennem årene har der været forskellige opfattelser af barnet og barndommen. Forståelsen af barnets udvikling og hvilke behov hos barnet, der skal tilgodeses, hvis en sund og harmonisk udvikling skal sikres, er under stadig ændring. Opfattelsen af, hvad det offentlige kan eller skal blande sig i, skifter. I takt med, at synet på det enkelte individs rettigheder har ændret sig, er klientens retssikkerhed kommet i fokus. Med ratificeringen af FN s Børnekonvention har barnet yderligere fået en mere tydelig rolle i familien, samfundet og lovgivningen. Disse strømninger og ændringer har også haft stor indflydelse på kommunernes valg af foranstaltninger. Der er store forskelle kommunerne imellem, ligesom der på landsplan over år er forskelle i anbringelsesmønstret. Undersøgelser tyder på, at disse forskelle ikke kan tilskrives en enkelt faktor, men til dels må henregnes til modefænomener og etablering af lokale projekter båret delvist af ideologier. Lovændringer alene vil derfor ikke kunne sikre en ensartet behandling af børnesagerne. Anbringelsesområdet adskiller sig fra andre foranstaltningstyper ved, at barnet kommer til at høre til hos andre voksne end forældremyndighedsindehaveren. Selv om forældremyndighedsindehaveren beholder forældremyndigheden, bliver mange af de daglige beslutninger om barnets liv reelt truffet af andre voksne. Der foregår til stadighed en diskussion om, hvor meget forældremyndighedsindehaveren fortsat skal bestemme i forhold til det anbragte barn, ligesom fagkundskaben ikke er helt enig, når det drejer sig om, hvor stor en rolle forældrene skal spille under barnets opvækst uden for hjemmet. 7

8 Hertil kommer, at der hverken i kommunerne eller hos lovgiver er en bare nogenlunde sikker opfattelse af, hvilken type anbringelsessted, der er bedst til at tilgodese og løse bestemte typer af problemer. Med det øgede fokus på barnets rettigheder, er lovgiver blevet opmærksom på, at tidligere anbragte børns erfaringer kan være en kilde til bedre forståelse af anbragte børns særlige behov og har under forarbejdet til Anbringelsesreformen taget afsæt i nogle af disse erfaringer. En anbringelse er det alvorligste indgreb i familien. Det er derfor helt naturligt, at der er knyttet mange og meget præcise processuelle regler til denne foranstaltningstype. Det er imidlertid umuligt at løse alle de problemer, der knytter sig til anbringelsesområdet, gennem lovregulering. Det barn, der anbringes i en familiepleje, skal helst knytte sig til familien, men må ikke miste sit tilhørsforhold til forældrene. Forældrene mister den nære daglige tilknytning til barnet, men forventes alligevel at følge med i barnets liv. Plejefamilien forventes at integrere barnet i familien og knytte følelsesmæssige bånd til barnet, men må være parat til at slippe det, hvis kommunen bestemmer, at barnets skal hjem til forældrene. Anbringes barnet på døgninstitution, mister barnet muligheden for at vokse op i et almindeligt hjem og vil på denne konkrete måde også adskille sig fra andre børn. Alle disse modsætninger og svære menneskelige problemstillinger kan ikke løses ved at rettigheder tillægges eller afgørelser tages. Derfor stilles der også store krav til indholdet i sagsbehandlingen i disse sager og det er utopi at forvente, at denne type sager kan løses efter en helt fast skabelon eller et helt fast tidsskema. 8

9 2. Anbringelse med samtykke Afgørelse om anbringelse træffes efter Servicelovens 52 stk. 3, nr. 7. Afgørelsen kan som hovedregel kun træffes på baggrund af en afsluttet 50 undersøgelse. Denne bestemmelse har karakter af en garantiforskrift, hvorfor en anbringelse uden en 50 undersøgelse som udgangspunkt vil være ugyldig. Dog kan kommunen, hvis særlige forhold gør sig gældende, anbringe barnet, inden en undersøgelse er tilendebragt. Der er tale om en noget upræcis undtagelse, men kommunen må holde sig for øje, at begrundelsen for, at der skal foreligge en 50 undersøgelse er, at det skal sikres, at der foreligger et tilstrækkeligt grundlag til, at der kan træffes den bedst mulige afgørelse for barnet. De særlige forhold, der skal gøre sig gældende, hvis en foranstaltning iværksættes uden en 50 undersøgelse, må altså ses i forhold til den risiko, barnet udsættes for, hvis det anbringes uden et tilstrækkeligt sikkert grundlag Betingelser Betingelsen for, at barnet kan anbringes med samtykke, er, at det er af væsentlig betydning for barnets særlige behov for støtte og at støtten til barnet vurderes bedst at kunne gives under ophold uden for hjemmet. Herudover er det en betingelse, at problemerne ikke kan afhjælpes i hjemmet. Kravet om, at problemerne skal løses i hjemmet, hvis det kan lade sig gøre, er dels et udtryk for det grundlæggende princip om proportionalitet, der gælder i dansk forvaltningsret, men følger også af en grundlæggende formodning om, at et barn hører til hos sine forældre. Denne formodning er direkte udtrykt i 52, men hertil kommer Menneskerettighedskonventionen artikel 8 om forbud mod vilkårlig indblanding i 9

10 familielivet og Børnekonventionens artikel 3 om, at barnets tarv altid skal komme i første række. Hvis kommunen vurderer, at barnets problemer ikke kan afhjælpes i hjemmet, skal disse antagelser og vurderinger forelægges for forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige, så kommunen på denne baggrund kan undersøge, om forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige er så enige i kommunens vurderinger, at de vil samtykke i en anbringelse af barnet eller den unge uden for eget hjem Det informerede samtykke Der stilles særlige krav til samtykket i en anbringelsessag. Det fremgår af 53, at der kun foreligger et gyldigt samtykke til en anbringelse, hvis forældremyndighedsindehaveren og den 15- årige samtykker i formålet med anbringelsen. Kommunen må altså klargøre over for parterne, hvilket formål kommunen har med anbringelsen. Kun hvis parterne er enige i og indforståede med dette formål kan der blive tale om en frivillig anbringelse. Udover denne indledende klarlægning af, hvad det er, der ønskes opnået med anbringelsen, tjener formålsbeskrivelsen også som grundlag for en senere opfølgning under anbringelsen. Det er ikke et lovkrav, at samtykket skal foreligge skriftligt, men det kan være en god måde at sikre sig, at parterne reelt har forstået og er enige i kommunens opfattelse af barnets og familiens problemer og i den relevante løsning af dem. Samtidig kan et skriftligt samtykke tjene som dokumentation for, at kommunen reelt har partshørt inden afgørelse om anbringelse træffes. Hvis en part ikke vil skrive under på noget, må kommunen sikre sig, at dette ikke er et udtryk for manglende samtykke. I journa- 10

11 len gøres notat om, at samtykke foreligger, herunder f.eks. også at parten ikke vil skrive under på det. Det er altså en forudsætning, at der er afgivet et informeret samtykke. Kommunen kan ikke gå ud fra, at der foreligger et samtykke, hvis parten blot undlader at svare på kommunens spørgsmål om accept af en anbringelse og man kan altså ikke arbejde med et stiltiende samtykke. Er den unge fyldt 15 år kræves der selvstændigt informeret samtykke fra den unge, ligesom den 15-årige bliver part i alle afgørelser i forbindelse med og under anbringelsen. Et barn under 15 år er ikke selvstændig part i sagen og skal derfor ikke give samtykke, men kommunen skal, inden der træffes afgørelse om anbringelse, afholde en samtale med barnet efter 48. Det er udfaldet af drøftelserne med forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige om samtykke, der afgør, om der bliver tale om en frivillig eller tvangsmæssig anbringelse Planer Inden barnet anbringes skal der efter 140 udarbejdes en handleplan for barnets anbringelse og en særskilt plan for støtten til forældrene under barnets anbringelse. Hvis barnet eller den unge er kriminalitetstruet skal der udarbejdes plan efter 57c. Loven opstiller ikke et krav om selvstændigt samtykke til alle planens elementer, men det siger sig selv, at forældremyndighedsindehaveren eller den 15-årige kan være så uenige i kommunens opfattelse af de enkelte elementer, at det får betydning 11

12 for det informerede samtykke. Det er vigtigt, at kommunen ikke lægger op til, at der skal samtykkes i alle elementer, da det kan få den følge, at en anbringelse, som parterne ellers er enige i, enten ikke kan etableres eller etableres med et usagligt indhold. Hvis der er tale om uenighed om et forhold, men ikke om selve anbringelsen, må kommunen enten afstå fra at gennemføre denne del af planen, eller, hvis betingelserne er til stede, træffe afgørelse efter 69 med klagevejledning (se afsnit 2.6 om klage) Plan for barnet Planen skal angive det overordnede formål med anbringelsen, anbringelsens forventede varighed og den indsats, der skønnes nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal bygge på 50 undersøgelsen og opstille det overordnede formål og herudover konkrete mål i forhold til de forhold, der er afklaret under undersøgelsen. De mål, der opstilles, skal være så konkrete, at der kan arbejdes direkte efter dem på anbringelsesstedet, i skole, daginstitution m.v. Det er naturligvis vigtigt, at barnet ikke reduceres til en standardstørrelse. Planen skal lægges ud fra en helt konkret vurdering af barnets evner og behov og det er vigtigt, at planen lægges på en måde, så de sektorer og forvaltninger m.v., der skal stå for det praktiske arbejde med barnet, kan tilrettelægge deres arbejde, så det harmonerer med planen. Planens formål er bl.a. at sikre sammenhæng i barnets liv Plan for støtten til forældrene Det er kommunens opgave af egen drift at træffe afgørelse om den nødvendige støtte til forældrene under barnets anbringelse. En afgørelse forudsætter naturligvis, at forældrene er indforståe- 12

13 de med støtten, men det er kommunes pligt at give støtte både efter 52, stk. 3 og øvrig lovgivning. Støtten har til formål at afhjælpe de vanskeligheder, der har ført til anbringelsen af barnet. Støtten til forældrene afhænger således af, hvilket formål, der er med anbringelsen af barnet og hvilke konkrete mål, der er opstillet for at nå det overordnede mål. Er målet, at barnet skal hjem igen på et tidspunkt, når problemerne er afhjulpet, skal støtten til forældrene hjælpe til i forhold til det mål, mens støtten for børn, der ikke forventes hjemgivet, skal bidrage til, at samvær og kontakt bliver gavnligt for barnet, så barnet også på længere sigt har mulighed for at kende sin familie og bevare en rimelig kontakt med den. Kommunen skal herefter af egen drift udarbejde en handleplan for støtten Støtteperson til forældremyndighedsindehaveren Under barnets anbringelse skal kommunen i henhold til 54 tilbyde forældremyndighedsindehaveren en støtteperson. Der skal være tale om en person, som forælderen kan have tillid til og som generelt kan støtte denne i forbindelse med barnets anbringelse. Der er ikke tale om en samarbejdspartner for kommunen, men det vil være forventningen, at støttepersonen også i forbindelse med samarbejdet med f.eks. kommunen og anbringelsesstedet kan være en støtte. Det er kommunen, der skal ansætte og aflønne støttepersonen, hvorfor rammerne for opgaven skal aftales med kommunen. Hvis forældremyndighedsindehaveren selv peger på en person og denne efter kommunens opfattelse ikke lever op til de saglige krav, det er relevant at stille i det konkrete tilfælde, må kommunen anvise en anden. Den ønskede støtteperson kan ikke klage over afgørelsen, mens foræl- 13

14 dremyndighedsindehaveren kan klage, hvis kommunen ikke tilbyder en støtteperson, men ikke over valget af den konkrete person Valg af anbringelsessted m.m. Det er kommunen, der vælger anbringelsesstedet. Hvis kommunen har fundet et sted, som forældremyndighedsindehaveren eller den 15-årige ikke vil acceptere kan det få den følge, at anbringelsen ikke kan iværksættes uagtet, at der foreligger samtykke til, at barnet anbringes. I denne situation må kommunen overveje, om der kan findes et andet egnet sted, eller om modstanden reelt er udtryk for en dybere modstand mod anbringelsen som sådan. Hvis dette er tilfældet, kan barnet kun anbringes, hvis betingelserne for tvangsanbringelse er opfyldt (se afsnit 3 om tvangsanbringelse). Det er kommunens pligt at påse, at anbringelsesstedet er godkendt. Hvis barnet anbringes i et generelt godkendt anbringelsessted i en anden kommune end barnets, underrettes anbringelsesstedets kommune inden anbringelsen iværksættes. Hvis anbringende kommune selv godkender en plejefamilie bosiddende i en anden kommune som konkret egnet, skal kommunen også orientere stedlig kommune, inden barnet anbringes. Orienteringen til stedlig kommune sikrer, at denne kommune bliver klar over, at barnet nu opholder sig i kommunen og dermed er omfattet af kommunens generelle tilsyn efter 146. Er der tale om et skolebarn, skal anbringende kommune i god tid inden anbringelsen indlede et samarbejde med stedlig kommunes skoleforvaltning, da det er den lokale skoleforvaltning, der skal finde et egnet skoletilbud, så dette skoletilbud kan være klar, inden barnet anbringes på anbringelsesstedet. 14

15 2.6. Klage Det er de almindelige regler om klage, der gælder ved frivillige foranstaltninger. Parterne kan således inden 4 uger fra afgørelsen klage til Det Sociale Nævn over kommunens afgørelse om ikke at iværksætte en anbringelse. Er der tale om, at kommunen ønsker at anbringe barnet, men ikke kan opnå samtykke til dette, kan sagen som allerede nævnt, kun behandles efter reglerne om tvangsanbringelse med de klageregler, der knytter sig til disse bestemmelser (se afsnit 3 om tvangsanbringelse) åriges klageadgang Børn under 15 år er ikke parter i deres egen sag og er derfor som udgangspunkt ikke klageberettigede. Lovgiver har imidlertid tillagt børn en særlig ret til at klage, fra de er fyldt 12 år. Den over 12-årige kan således klage over de fleste afgørelser, der træffes efter kap. 11 og altså også over en anbringelse. (Den over 12-åriges klageadgang behandles tillige under efterfølgende punkter om valg af anbringelsessted, samvær m.fl., ligesom reglen om opsættende virkning behandles under de forskellige punkter) Særligt om valg af anbringelsessted Er det udelukkende selve valget af anbringelsessted, der er uenighed om, kan forældremyndighedsindehaveren og den 15- årige som parter klage over valget. Denne klageret tilkommer altså også den 12-årige, selv om den 12-årige ikke er tillagt partsrettigheder i øvrigt. 15

16 Opsættende virkning En klage over valg af det konkrete anbringelsessted har opsættende virkning. Barnet vil således som udgangspunkt ikke kunne flyttes til anbringelsesstedet, før en evt. anke er behandlet i Det Sociale Nævn. Hvis kommunen vurderer, at barnets flytning af hensyn til barnets behov ikke kan afvente en klagebehandling, kan kommunen træffe en afgørelse om, at en klage ikke skal have opsættende virkning. Denne afgørelse kan selvfølgelig også påklages, men har for at sikre formålet ikke opsættende virkning. Ved en frivillig anbringelse vil en sådan afgørelse ofte ikke være relevant, da forældremyndighedsindehaveren og/eller den 15-årige som reaktion på en sådan afgørelse formentlig vil trække samtykket til anbringelsen tilbage. Er det derimod den 12-årige, der ikke er enig, kan situationen opstå. Ved tvangsafgørelse vil det være helt afgørende, at afgørelsen føres ud i livet uden unødigt ophold, hvorfor akutafgørelse vedr. det konkrete valg af anbringelsessted ofte må træffes. (Se afsnit 3 om tvangsanbringelse). 3. Anbringelse uden samtykke Viser kommunens undersøgelse, at barnets og familiens problemer ikke kan afhjælpes under barnets ophold i hjemmet og forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker at samtykke i, at barnet skal anbringes uden for hjemmet og herunder samtykke i formålet med anbringelsen, skal kommunen vurdere, om betingelserne for en anbringelse uden samtykke er til stede. 16

17 3.1. Betingelser Kriteriet for anbringelse uden samtykke er flerleddet. Der skal for det første være tale om en åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade, hvis kommunen ikke iværksætter en anbringelse. Risikoen for skade skal være begrundet i et af de 4 punkter, der er opregnet i 58 stk. 1 eller en kombination af punkterne. Det vil altså sige, at risikoen for skade på barnet skal kunne henføres til en eller flere af følgende 4 punkter: - en manglende omsorg for barnet fra forældremyndighedsindehaverens side, - at barnet fra forældres side udsættes for vold eller overgreb, - at barnet selv har problemer med misbrug, kriminalitet eller andre alvorlige sociale vanskeligheder - eller at barnet har andre svære adfærds- eller tilpasningsproblemer. Endelig er det en betingelse, at der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets ophold i hjemmet. Skønner kommunen, at disse betingelser er opfyldt, må den forelægge sine vurderinger for forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige og orientere om, at kompetencen til at tage stilling til, om barnet skal anbringes uden samtykke, ligger hos børn og unge-udvalget. Ønsker den 15-årige selv at blive anbragt, mens forældremyndighedsindehaveren ikke vil samtykke, er kriteriet i 52 tilstrækkeligt til, at den unge over 15 år kan anbringes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. Kommunen skal derfor 17

18 vurdere, om det er af væsentlig betydning for den unges særlige behov for støtte at blive anbragt uden for hjemmet. Vurderer kommunen, at det er tilfældet, skal sagen forelægges børn og unge-udvalget, der tager stilling til, om den unge skal anbringes på trods af forældremyndighedsindehaverens manglende samtykke Forelæggelse for børn og unge-udvalget Fastholder parterne, at der ikke gives samtykke, skal sagen forelægges børn og unge-udvalget. Det er en kommunes interne kompetenceregler, der afgør hvem i socialforvaltningen, der kan indstille til børn og unge-udvalget. Kommunens indstilling til udvalget skal indeholde en redegørelse efter 59. Det følger af 59, at redegørelsen skal indeholde 50 undersøgelsen og herunder kommunens vurdering af, at betingelserne i 58 er opfyldt. Redegørelsen skal tillige indeholde de faglige overvejelser, der har ført til en vurdering af, at barnets problemer ikke kan afhjælpes under ophold i hjemmet heller ikke selv om der iværksættes foranstaltninger i hjemmet. Der skal være oplysning om forhold hos familien eller barnet, der skønnes at kunne bidrage til at klare vanskelighederne under barnets anbringelse. Kan kommunen ikke umiddelbart pege på forhold af denne art, skal dette fremgå af indstillingen. Indstillingen skal herudover indeholde planen vedr. barnet efter 140 (se afsnit om denne plan). Det sidste punkt i indstillingen omhandler barnets holdning til den påtænkte foranstaltning. Med indstillingen skal derfor fore- 18

19 ligge et referat af den samtale, der efter 48 har fundet sted med barnet. Hvis denne helt undtagelsesvist ikke er afholdt, skal barnets holdning fremgå på anden måde. Den saglige begrundelse for, at samtalen ikke har fundet sted, skal ligeledes foreligge skriftligt. Da det er børn og unge-udvalget, der har kompetencen til at træffe afgørelse om anbringelsen, ligger den endelige kompetence til at afgøre, om samtalen med barnet skal undlades, også hos udvalget. Ved indstillingen til børn og unge-udvalget sker der videregivelse af oplysninger. Man skal således overholde kravene i persondatalovens 8, der siger, at børn og unge-udvalget kun må få de oplysninger, der er nødvendige for den afgørelse, som udvalget skal træffe. Beslutningen om at forelægge sagen for udvalget, tilbud om advokat (se afsnit 3.4) og indkaldelse til mødet i udvalget sendes både som rekommanderet og almindeligt brev til parterne og den 12-årige, der i kraft af sin ret til at klage også har ret til advokatbistand. Forældremyndighedsindehaveren, den 15-årige og deres evt. advokater skal som parter udover mødeindkaldelsen have tilsendt indstillingen med bilag. Den 12-årige har ret til at udtale sig for udvalget og skal derfor indkaldes til mødet. Den 12-årige er ikke part og skal derfor ikke have indstillingen tilsendt. 19

20 3.3. Formandsbeslutninger En del af de afgørelser, som børn og unge-udvalget kan træffe efter indstilling fra forvaltningen, kan også træffes foreløbigt af formanden for udvalget efter 75. Som hovedregel skal en sag være undersøgt omhyggeligt og tilstrækkeligt til, at det kan fastslås med rimelig sikkerhed, at barnet vil tage alvorlig skade, hvis der ikke gribes ind over for de vilkår, som forældremyndighedsindehaveren udsætter barnet for. Der kan dog være situationer, hvor barnets situation umiddelbart tegner sig så alvorlig, at hensynet til barnets øjeblikkelige behov for hjælp overskygger hensynet til forældrenes retssikkerhed. Der er tale om en nødretslignende situation, hvor forvaltningen på et ufyldestgørende grundlag kan indstille til formanden for børn og unge-udvalget, at barnet fjernes fra forældremyndighedsindehaveren. Betingelsen for, at formanden kan træffe afgørelse om øjeblikkelig anbringelse af barnet, er, at kriteriet i 58 (åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets sundhed og udvikling - se afsnit 3.1) er opfyldt. Hertil kommer, at barnets øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at der indkaldes til et møde i børn og ungeudvalget. Forvaltningen skal altid prøve at få samtykke til en frivillig anbringelse, inden der træffes en formandsbeslutning. I konkrete situationer kan det dog vise sig praktisk umuligt at komme i dialog med forældremyndighedsindehaveren. Det er derfor i loven bestemt, at forældremyndighedsindehaveren inden 24 timer efter afgørelsen skal have oplysning om afgørelsen. 20

21 Inden 7 dage efter afgørelsen skal børn og unge-udvalget i et møde godkende formandens afgørelse. Dette skal ske, uanset om barnet fortsat er anbragt eller det måske senere har vist sig, at der ikke var baggrund for at fjerne barnet fra forældremyndighedsindehaveren, så det igen har ophold i hjemmet. Hvis udvalget godkender formandens beslutning og barnet fortsat er anbragt, har forvaltningen 1 måned til at undersøge forholdene yderligere og indstille til en endelig afgørelse om anbringelse uden samtykke. Forelægges sagen ikke for børn og unge-udvalget inden 1 måned, bortfalder formandsafgørelsen og barnet må hjemgives. Hvis sagen forelægges behandles den som enhver anden indstilling efter 58 om anbringelse uden samtykke. Formanden kan efter indstilling træffe afgørelse i en del andre situationer, f.eks. om undersøgelse og behandling af barnet, forbud mod umiddelbar hjemtagelse og samvær m.m. Disse afgørelser behandles under de respektive afgørelser i dette og de øvrige hæfter i denne skriftserie Advokat og aktindsigt Når det under drøftelserne med forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige står klart at samtykke ikke umiddelbart gives, skal kommunen være opmærksom på, at kommunen har pligt til at fremsætte tilbud om gratis advokatbistand efter 72 og tilbud om at se sagens akter efter 73, hvis kommunen agter at anbringe barnet uden samtykke. Loven opstiller ikke et præcist tidspunkt for fremsættelse af tilbuddet. Tilbuddet om advokat skal fremsættes, når kommunen tager skridt til at behandle sagen efter reglerne om anbringelse uden samtykke. Med dette 21

22 upræcise kriterium er der stor risiko for magtfordrejning og det stiller betydelige krav til kommunen om, at den åbent redegør for sine overvejelser over for forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige. Ændrer forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige efter drøftelse med advokaten indstilling til anbringelsen, så der nu samtykkes til anbringelsen, kan sagen behandles videre efter reglen i 52 stk. 3, nr. 7 og Den 12-åriges ret advokat Da den over 12-årige ikke er part giver det i praksis lidt vanskeligheder, hvornår den 12-årige skal informeres om retten til advokat. Da retten til advokat er afledt af retten til at klage, bør kommunen sikre, at den 12-årige får tilbud om gratis advokat tidsnok til, at der kan blive tale om reel repræsentation 3.5. Planer Se afsnit 2.3, idet reglerne er de samme uanset om der foreligger samtykke Støtteperson til forældremyndighedsindehaveren Se afsnit 2.4, idet reglerne er de samme uanset om der foreligger samtykke Valg af anbringelsessted Se afsnit 2.5, idet reglerne er de samme uanset om der foreligger samtykke Møde i børn og unge-udvalget Det er forvaltningen, der indkalder til møde i børn og ungeudvalget. Udvalget, der består af 2 kommunalpolitikere, 1 by- 22

23 retsdommer og 2 børnesagkyndig (udpeget af statsforvaltningen) er en selvstændig myndighed. Det er vigtigt at være særligt opmærksom på tavshedspligtsregler og nøje overveje, hvilke oplysninger, der skal videregives til børn og unge-udvalget. Det er børn og unge-udvalget, der afgør, hvilke personer, der kan deltage i møderne, men det er oftest forvaltningen, der i praksis ved, hvem der anmoder om deltagelse. Det er derfor en god ide, at disse forhold søges afklaret i dialog med børn og ungeudvalgets sekretær inden møderne. Dette gælder også møde ved repræsentanter fra forvaltningen. Det er kommunen, der skal stille en sekretær til rådighed for udvalget. Formanden for udvalget (en af de 2 politikere) byder velkommen og præsenterer udvalget og giver herefter ordet til dommeren, der leder mødet. Forældremyndighedsindehaverne og den 15-årige og deres advokater skal som parter have mulighed for at blive hørt og udvalget kan stille spørgsmål til dem. Barnet har, fra det er fyldt 12 år, ret til at blive hørt, men der er retligt set ikke noget til hinder for, at udvalget kan tale med børn under 12 år. Der er tale om en ret for barnet til at få lov til at udtale sig over for udvalget, men barnet har ingen pligt til at benytte sig af denne ret. Efter at alle er hørt, voterer udvalget uden tilstedeværelse af andre end udvalget og sekretæren. Når udvalget har truffet en afgørelse kaldes parterne ind og afgørelsen kundgøres. 23

24 3.9. Genbehandling Barnet har ikke været anbragt Opretholdelse af en anbringelse efter 58 af et barn, der ikke har været anbragt inden for det seneste år, kræver forelæggelse for børn og unge udvalget senest 1 år efter børn og ungeudvalgets afgørelse, jfr. 62 stk. 1. Når afgørelsen ankes, regnes fristen fra den endelige afgørelse i Ankeinstanserne Barnet har været anbragt inden afgørelsen Har barnet været anbragt inden for det seneste år inden datoen for afgørelsen, skal sagen forelægges senest 2 år efter afgørelse i udvalget, jfr. 62 stk. 2. Når afgørelsen ankes, regnes fristen fra den endelige afgørelse i Ankeinstanserne Kortere genbehandlingsfrist Alle instanser har mulighed for uden indstilling at fastsætte en kortere genbehandlingsfrist Længere genbehandlingsfrist Efter 62 stk. 4 kan børn og unge-udvalget efter indstilling fastsætte en længere frist. Betingelsen er, at de forhold, der ligger til grund for anbringelsen, med overvejende sandsynlighed vil vedvare udover de sædvanlige frister i stk. 1 og stk. 2. Fastsættes fristen efter denne bestemmelse skal genbehandlingsfristen regnes fra børn og unge-udvalgets afgørelse, uanset om afgørelsen er anket Barnet er under 1 år Hvis barnet er under 1 år og det er overvejende sandsynligt, at de forhold, der begrunder anbringelsen, vil være til stede i 3 år frem, kan børn og unge-udvalget efter indstilling beslutte, at afgørelsen skal gælde i 3 år. Dette fremgår af 62 stk

25 Afgørelser truffet efter 68a Ved en afgørelse truffet af børn og unge-udvalget efter 68a skal der ikke fastsættes en genbehandlingsfrist. Begrundelsen er, at barnet efter denne bestemmelse forbliver i anbringelsesstedet på grund af den særlige tilknytning, der er opnået og ikke på grund af forældrenes forhold. Se i øvrigt afsnit Indstillingen om genbehandlingsfrist Kommunens indstilling om genbehandlingsfrist efter 62 skal fremgå klart af indstillingen til børn og unge-udvalget, ligesom afgørelsen fra børn og unge-udvalget skal indeholde en tydelig angivelse af fristen. Det er vigtigt, at fristen over for parterne forklares på en sådan måde, at det står klart, at der er tale om en genbehandlingsfrist og ikke en dato for ophør af anbringelsen Ændring til frivillig anbringelse En anbringelse uden samtykke kan på ethvert tidspunkt ændres til en frivillig anbringelse. Det er forvaltningen, der som i alle andre sager om frivillige anbringelser vurderer, om samtykket er alvorligt ment. Er dette tilfældet, konverteres sagen til en frivillig sag og børn og unge-udvalget orienteres. Udvalget har ingen beføjelser i den anledning Klage Almindelig klageregel De afgørelser børn og unge-udvalget træffer uden samtykke kan indbringes for Ankestyrelsen inden for 4 uger efter afgørelsen. Ankestyrelsen behandler sagen inde for 8 uger. Dette gælder dog ikke formandsbeslutninger. 25

26 Særlig regel vedr. formandsafgørelser En anke over en afgørelse truffet af formanden behandles først, når den måned, som kommunen har til at indstille til en endelig afgørelse i udvalget, er gået Indbringelse for domstolene Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for Byretten. Adgangen til gratis advokatbistand gælder også under sagens behandling ved domstolene. Se afsnit Opgaver og afgørelser under anbringelsen Kommunen har en del opgaver og beføjelser under barnets anbringelse uden for hjemmet. Disse opgaver og beføjelser er som udgangspunkt de samme, uanset om barnet er anbragt med eller uden samtykke. Men som allerede nævnt, kan kommunen konkret vurdere, at det vil være hensigtsmæssigt over for barnet at undlade at træffe en relevant afgørelse under anbringelsen, da forældremyndighedsindehaverens reaktion kan være at trække samtykket tilbage og begære barnet hjemgivet. Det kan være uhyre svært at vurdere, om det af hensyn til barnet er bedst at opretholde anbringelsen på de vilkår, som kan lade sig gøre med forældremyndighedsindehaverens samtykke eller kommunen skal træffe de sagligt relevante afgørelser med risiko for, at barnet må hjemgives. De begrænsninger, forældremyndighedsindehaveren kan lægge på barnets liv, kan dog være så indgribende, at en anbringelse på disse vilkår ikke er egnet til at afhjælpe barnets eller familiens problemer. Afgørelser, der kan træffes efter opregner en række forhold, som kommunen kan træffe afgørelse om under barnets anbringelse. Der er tale om ændring af 26

27 anbringelsesstedet, barnets behandling og uddannelsesforhold og lignende. Betingelsen for at træffe afgørelse er, at det skal anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen. Forældremyndighedsindehaveren kan f.eks. forlange, at barnet ikke undersøges eller behandles for sygdom eller være uenig i et relevant skolevalg. I denne situation kan kommunen træffe afgørelse med klagemulighed til det sociale nævn (se 4.5 om klage). Systematisk inddragelse af forældre m.fl. Efter 47 har kommunen pligt til at overveje, hvordan samarbejdet med familie og netværk bedst tilrettelægges med henblik på systematisk inddragelse under barnets anbringelse. Med bestemmelsen er der ikke indført undtagelser fra de almindelige tavshedspligtsregler, så kommunen må være opmærksom på, at inddragelse af andre end forældrene som hovedregel kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren Tilsyn Anbringende kommune har efter 148 pligt til at føre løbende tilsyn med det anbragte barn. Det er muligt at ansætte plejehjemsforeninger eller lignende til den konkrete opgave, men kommunen kan ikke uddelegere ansvaret for tilsynet. Hvis kommunen mod betaling overlader det løbende tilsyn til andre, bliver der tale om en administrationsudgift, som ikke medregnes i taksten for foranstaltningen. Dette har betydning, hvis handlekommunen efter Retssikkerhedslovens 9a ikke er betalingskommune efter Retssikkerhedslovens 9c. Samtale med barnet under besøg på anbringelsesstedet Det følger af 70, at sagsbehandleren som led i tilsynet mindst to gange om året skal tale med barnet under et besøg på anbrin- 27

28 gelsesstedet. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår klart, at det er sagsbehandleren, der skal aflægge besøget og herunder tale med barnet. Formålet med dette er, at sagsbehandleren skal tilegne sig et førstehåndsindtryk og kendskab til barnet, ligesom det er vigtig for barnet at møde den ansatte i kommunen, der indstiller eller træffer afgørelse i sagen. Kravet om, at det er sagsbehandler, der skal tale med barnet, er ikke klart lovfæstet. Det skyldes naturligvis hensynet til barnet, så en samtale med et meget skrøbeligt barn, der f.eks. ikke kan tåle at blive konfronteret med mange og/eller nye personer, undtagelsesvist kan overlades til andre med tættere tilknytning til barnet Revision af planen Under anbringelsen skal planerne efter 140, 57c og 54 revurderes i henhold til 70 første gang inden 3 måneder efter anbringelsen og derefter mindst to gange om året. Alle elementer i planerne skal vurderes. Ved vurderingen skal kommunen således forholde sig til såvel det overordnede mål med anbringelsen som de konkrete mål både i forhold til indsatsen over for barnet og i forhold til den indsats, der retter sig mod forældrene. Det er kommunens ansvar at revisionen af planerne så vidt muligt sker i forståelse med forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge. Kommunen må således tilrettelægge opfølgningen på en måde, så både forældremyndighedsindehaverens og barnets synspunkter kan inddrages i tilstrækkelig grad Samvær Kommunen har efter 71 pligt til at sørge for at forbindelsen mellem barnet og begge forældre vedligeholdes under anbringelsen. Heri ligger naturligvis ikke at kommunen kan tvinge 28

29 forældrene til samvær, men at der skal arbejdes på at sikre de bedste betingelser for at samværet kan fungere. Kommunen skal bidrage til et godt samarbejde mellem forældre og anbringelsessted og har ligeledes pligt til at sikre, at forældrene får information om barnets hverdag. Det er kommunens opgave at indgå konkrete aftaler med anbringelsessted, skole m.v. om indholdet af informationerne og hvordan disse i praksis skal formidles til forældrene. Allerede fastsatte eller aftalte samværsordninger Har forældrene aftalt en samværsordning eller er der fastsat samvær ved statsforvaltningen kan denne ordning fortsætte, hvis forvaltningen vurderer, at det er til gavn for barnet. Kommunens afgørelser vedr. samvær m.v. Fælles for alle afgørelser om samvær er, at det som udgangspunkt er en ret for barnet at have samvær og kontakt med forældre, familie og netværk. Herudover gælder, at samvær altid skal ske af hensyn til barnets bedste. Samvær med forældrene Med indførelsen af Forældreansvarsloven er kompetencen til at træffe alle afgørelser vedr. samvær med det anbragte barn overgået til kommunen. Kommunen kan således træffe afgørelser efter 71 stk. 2-4 over for en eller begge forældre, hvis betingelserne i bestemmelsen er opfyldt. 29

30 Samvær med andre end forældrene Kommunen kan træffe afgørelse om samvær mellem barnet og andre familiemedlemmer eller personer fra netværket. Juridisk er der tale om en indskrænkning i forældremyndighedens ret til at bestemme over barnet, hvorfor afgørelser om samvær med andre skal træffes over for forældremyndigheden efter 71, stk. 2 med klage. Betingelsen for at fastsætte samvær, som forældremyndigheden ikke er enig i, er, at afgørelsen træffes med særlig vægt på hensynet til barnet og formålet med anbringelsen. De personer, som samværet vedrører, har ikke ret til at søge om en afgørelse vedr. samvær, ligesom de af samme grund ikke kan klage. Børn og unge-udvalgets afgørelser vedr. samvær m.v. Afgørelser efter 71 stk. 3 træffes af børn og unge-udvalget. Af bestemmelsen fremgår, at afbrydelse af kontakten mellem forældre og barn skal afgøres af udvalget. En afgørelse, der medfører at samvær eller brev- eller mail- eller telefonforbindelse sker mindre end en gang om måneden, sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal derfor også besluttes af børn og ungeudvalget. Betingelsen for disse afgørelser er, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling og der skal, som det fremgår, træffes særskilt afgørelse for hver enkelt type afbrydelse. Udover afbrydelse kan børn og unge-udvalget efter stk. 3 træffe afgørelse om, at samværet skal overvåges af en kommunal repræsentant eller at anbringelsesstedet ikke må oplyses for forældrene. Uanset om forældrene samtykker i disse begrænsninger skal sagen forelægges for børn og unge-udvalget, da det er ud- 30

31 valgets kompetence at vurdere om betingelserne for disse meget omfattende begrænsninger er opfyldt. For alle afgørelser gælder, at det er kommunen (Socialforvaltningen), der skal indstille til udvalget og at afgørelser skal træffes for et konkret angivet tidsrum. Der kan altså ikke træffes afgørelser, der gælder indtil videre. Støttet samvær Kommunen har dog mulighed for med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige at træffe afgørelse om, at samværet kan støttes ved at der er en person til stede under samværet. Denne type støttet samvær må ikke bruges til at foretage en slags skjult overvågning, men i det omfang støttepersonen ansættes af kommunen, vil denne blive omfattet af den skærpede underretningspligt (se skrift nr. 1 i denne skriftserie). Kontrol med brevveksling m.v. Kontrol med brevveksling og telefonsamtaler træffes efter reglerne i 123 stk. 2. Der er tale om en kompetence til at træffe afgørelse om kontrol med barnets brevveksling, telefonkontakt og anden kommunikation med nærmere angivne personer. Bestemmelsen gælder kun børn anbragt på døgninstitution og opholdssteder. Der kan således ikke træffes afgørelse efter denne bestemmelse, hvis barnet er anbragt i familiepleje. Afgørelsen træffes af børn og unge-udvalget og kræver ikke retskendelse. Udvalget kan kun træffe afgørelsen, hvis det er nødvendigt af hensyn til den unges sundhed eller udvikling. Kontrol af breve til og fra myndigheder og advokater må ikke finde sted. Det kan i praksis være meget vanskeligt at sondre mellem brevkontrol og hjælp til et barn, der pga. alder eller manglende evner 31

32 skal have hjælp til læsning af breve eller lignende fra familien. Det er derfor vigtigt, at kommunen orienterer forældre og netværk, hvis barnet ikke selv kan læse tilsendte breve og ønsker hjælp til dette fra anbringelsesstedet. Forældrene kan så enten lade være at skrive til barnet eller oplyse, at barnet ikke må hjælpes. Hvis barnet lider under at modtage breve, som det ikke kan læse, må kommunen overveje, om det er så belastende for barnet, at sagen skal forelægges for børn og unge-udvalget med en indstilling, om at brevforbindelse afbrydes for en bestemt periode. Samme regel ved frivillige og tvangsmæssige anbringelser 71 gælder uanset om barnet er frivilligt eller tvangsmæssigt anbragt, men i en frivillig anbringelsessag skal kommunen naturligvis nøje overveje, om det skønnes hensigtsmæssigt at træffe afgørelser om begrænsning i samværet, herunder indstille til børn og unge-udvalget, da forældremyndighedsindehaverens modtræk jo kan være at tilbagekalde samtykket til anbringelsen Afgørelser under anbringelsen, der kræver samtykke Ønsker kommunen at barnets anbringelsessted ændres, kræves samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige. Kan samtykke ikke opnås, kan anbringelsesstedet kun ændres ved at der træffes afgørelse efter 58. Dog kan parterne i en anbringelse, der er sket efter 58, samtykke til, at der ikke igen skal træffes afgørelse efter 58. Denne lidt indviklede regel skal forstås sådan, at betingelserne for en tvangsanbringelse skal være opfyldt, for at anbringelsesstedet kan ændres uden samtykke, men at det altså ikke er børn og unge-udvalget, der skal tage stilling til spørgsmålet om selve 32

33 flytningen, men alene påse, at betingelserne efter 58 er opfyldt Klage Se afsnit 2.6 og 3.11 om klage ved hhv. frivillig og tvangsmæssig anbringelse. 5. Ophør af anbringelsen 5.1. Ophør af en frivillig anbringelse Som udgangspunkt skal en anbringelse ophøre senest, når formålet er nået, når anbringelsen ikke længere tjener sit formål eller når den unge fylder 18 år. Dette fremgår af 68. Uanset om anbringelsen er iværksat med eller uden samtykke, er det kommunens pligt løbende at påse, at anbringelsen fortsat er formålstjenlig i forhold til barnets problemer og at problemerne ikke kan løses, hvis barnet hjemgives til forældrene. Er betingelserne for anbringelse ikke til stede skal barnet hjemgives og indsatsen ændres, hvis betingelserne for andre foranstaltninger, herunder samtykke, er til stede. Ønsker forældremyndighedsindehaveren ikke foranstaltninger efter barnets hjemgivelse, må indsatsen ophøre. I den forbindelse er det vigtigt, at kommunen fører tilsynet efter 146 på en måde, så fornyede problemer for barnet hurtigt opdages Det er forældremyndighedsindehaveren, der ønsker det frivilligt anbragte barn hjemgivet Hvis forældremyndighedsindehaveren over for kommunen fremsætter ønske om hjemtagelse af barnet, er grundlaget for den frivillige anbringelse bortfaldet. Situationen er i juridisk forstand vanskelig, fordi samtykket, som en del af betingelsen 33

34 for anbringelsen, er bortfaldet, mens barnets behov fortsat kan være bedst afhjulpet ved en fortsat anbringelse. For at imødekomme barnets behov bedst muligt skal kommunen efter 68 stk. 2 træffe en egentlig juridisk afgørelse om, hvorvidt barnet kan hjemgives. Kan barnet hjemgives, træffes afgørelse om en hjemgivelsesperiode, mens sagen behandles efter reglerne om anbringelse uden samtykke, hvis begæringen ikke kan imødekommes (se afsnit 3). Hjemgivelsesperioden Hjemgivelsesperiodens længde afhænger af, hvilke tiltag, der er behov for at få på plads, inden barnet kommer hjem, men den kan maksimalt vare 6 måneder. Man skal huske, at betingelsen for den frivillige anbringelse reelt er bortfaldet, så fristen må ikke udvikle sig til en standardlængde. Fristen skal bruges til - at sikre barnet en skånsom og planlagt hjemgivelse - at forberede relevant støtte til barnet og familien efter hjemgivelsen - at give kommunen mulighed for at foretage en vurdering af, om betingelserne for en fortsat anbringelse trods det tilbagekaldte samtykke er til stede, jfr. 58. Vurderer kommunen straks ved anmodningen om hjemgivelse, at betingelserne i 58 er opfyldt skal der ikke fastsættes en hjemgivelsesfrist, da sagen så skal behandles efter reglerne i afsnit 3 (herunder mulighed for formandsbeslutning efter 75, jfr. afsnit 3.3). Vurderer kommunen, at barnet har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at betingelserne i 68a er opfyldt, 34

35 skal der ikke fastsættes en hjemgivelsesfrist, da sagen så skal forelægges for børn og unge-udvalget med indstilling om, at der træffes afgørelse efter 68a, jfr. 58. Hvis forældremyndigheden vil hjemtage barnet akut må sagen forelægges formanden for børn og unge-udvalget, hvis barnets øjeblikkelige situation ikke kan afvente et møde i udvalget. Se i øvrigt afsnit og Planen skal under alle omstændigheder revideres, jfr. afsnit 4.2. Den unge er over 15 år Hvis forældremyndighedsindehaveren vil have en 15-årig hjem, men den 15-årige ikke vil hjem, må kommunen vurdere, om betingelserne for forelæggelse for børn og unge-udvalget er opfyldt. Her er det vigtigt at huske, at det alene er 52 kriteriet (væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov for støtte), der skal være opfyldt (se afsnit 3.1) Den 15-årige vil ikke længere være anbragt Hvis en 15-årig ikke vil give samtykke til at være anbragt, er betingelserne for anbringelsen ikke længere til stede, uanset at forældremyndigheden giver samtykke. Det kan være en vanskelig situation at stå i både for forældremyndighedsindehaveren, der måske ikke ønsker teenagebarnet hjem at bo og for kommunen, der vurderer, at den unge fortsat har behov for at være anbragt, da en anbringelse kun kan opretholdes over for den 15- årige, hvis børn og unge-udvalget efter indstilling træffer afgørelse om, at den unge skal være anbragt uden samtykke. Som udgangspunkt tjener det ikke noget formål at beslutte, at den unge skal blive et sted, hvorfra den unge ved først givne lejlighed vil forsøge at komme fra. 35

36 Men hvis kommunen vurderer, at betingelserne i 58 er opfyldt og vurderer, at det er muligt at fastholde den unge i anbringelsesstedet eller der kan findes et nyt sted, hvor den unge vil blive/kan fastholdes, skal kommunen indstille til børn og ungeudvalget om at træffe afgørelse om anbringelse uden samtykke (se afsnit 3). Samtidig med afgørelsen om tvangsanbringelse kan børn og unge-udvalget efter indstilling træffe afgørelse efter 123c om, at den unge kan tilbageholdes i op til 14 dage i begyndelsen af anbringelsen. Herudover er der mulighed for at anbringe den unge på en sikret eller delvist sikret institution eller afdeling, hvis betingelserne for det er opfyldt Barnet har været anbragt mere end 3 år og har opnået en stærk tilknytning til anbringelsesstedet Efter 68a kan børn og unge-udvalget efter indstilling træffe afgørelse om, at også et frivilligt anbragt barn skal forblive i anbringelsesstedet, hvis det har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det må antages at være af væsentlig betydning for barnet/den unge at forblive på stedet. Kommunen har således ikke kompetencen til at fastslå, om barnet har opnået en sådan tilknytning til anbringelsesstedet, at det ikke kan hjemgives, men har pligt til at forelægge sagen for børn og ungeudvalget, hvis det vurderes, at en sådan tilknytning er opnået. Se afsnit om afgørelsen og afsnit vedr. klage. 36

37 Klage Hvis forældremyndighedsindehaveren ønsker, at anbringelsen fortsætter, mens kommunen mener, at den ikke længere tjener formålet eller at formålet er nået, vil der evt. skulle træffes en egentlig afgørelse over for forældremyndighedsindehaveren om, at forældremyndighedsindehaveren ikke længere er berettiget til den ønskede foranstaltning. En sådan afgørelse kan påklages efter de almindelige regler om klage til det sociale nævn Ophør af en tvangsanbringelse Kommunens overvejelse vedr. ophør Som udgangspunkt skal en anbringelse ophøre senest, når formålet er nået, når anbringelsen ikke længere tjener sit formål eller når den unge fylder 18 år. Dette fremgår af 68. Uanset om anbringelsen er iværksat med eller uden samtykke, er det kommunens pligt løbende at påse, at anbringelsen fortsat er formålstjenlig i forhold til barnets problemer og at problemerne fortsat ikke kan løses, hvis barnet hjemgives til forældrene. Hvis betingelserne for tvangsanbringelse ikke længere er opfyldt skal tvangsanbringelsen ophøre eller ændres, hvis betingelserne for andre foranstaltninger, herunder samtykke, er til stede. Hvis kommunen hjemgiver et barn/ung, der er anbragt efter en afgørelse truffet af børn og unge-udvalget, skal udvalget orienteres om hjemgivelsen, jfr. 68 stk Barnet ønskes hjemtaget af forældremyndighedsindehaveren Hvis kommunen ikke kan imødekomme anmodningen om hjemgivelse og det vurderes, at betingelserne for anbringelse uden samtykke fortsat er opfyldt, forelægges sagen for børn og ungeudvalget til ny afgørelse. Så længe en afgørelse er under 37

38 anke, skal sagen ikke forelægges for børn og unge-udvalget. Se i øvrigt afsnit Den 15-årige vil ikke længere være anbragt Hvis kommunen ikke kan imødekomme anmodningen fra den unge om ophør af anbringelsen og det vurderes, at betingelserne for anbringelse uden samtykke fra den unge over 15 år fortsat er opfyldt, forelægges sagen for børn og ungeudvalget til ny afgørelse. Så længe en afgørelse er under anke, skal sagen ikke forelægges for børn og unge-udvalget. Se i øvrigt afsnit Særligt vedr. afgørelser med lang frist og afgørelse efter 68a Hvis kommunen afviser at behandle en anmodning om hjemgivelse af et barn, der er anbragt med frist efter 62 stk. 5 (gælder kun for børn under 1 år) eller efter 68a, skal sagen ikke forelægges børn og unge-udvalget til afgørelse. Se afsnit vedr. klage Klage Kommunens afvisning af at behandle en anmodning om hjemgivelse af et barn, der er anbragt med frist efter 62 stk. 5 eller efter 68a kan ankes til det sociale nævn inden 4 uger fra afgørelsen. Se i øvrigt afsnit Anbringelsessteder Der findes en række forskellige muligheder, når der skal vælges et relevant anbringelsessted for barnet. Fælles for dem alle er, at de skal være godkendt til at have børn i pleje. Døgninstitutioner, der drives af en eller flere kommuner efter servicelovens

39 Opholdssteder, kommunale plejefamilier og professionelle plejefamilier, der tilbyder at tage børn i pleje med baggrund i særlige erfaringer eller uddannelser. Netværksfamilier, der på grund af en særlig tilknytning til barnet, tilbyder at have det i pleje og lade det indgå i en familie, det i forvejen har tillid til. Kost- og efterskoler, der udover skoledelen tilbyder en social støtte til barnet under opholdet på skolen. 7. Plejefamilier 7.1. Typer af godkendte plejefamilier Kommunen kan anbringe barnet i en godkendt familiepleje. Dette gælder uanset, om der er tale om en frivillig eller tvangsmæssig anbringelse af barnet (se også afsnittene om anbringelse). Barnet kan anbringes i 3 forskellige typer af godkendte plejefamilier en netværksplejefamilie, professionel plejefamilie eller kommunal plejefamilie. En netværksfamilie vælges, hvis der i barnets netværk findes en familie/person, der har et nært forhold til barnet, så en anbringelse i denne familie vil være tryg for barnet og give mulighed for, at barnet kan bibeholde en kontinuitet i sin tilværelse og fortsat høre til i sin egen familie eller hos andre nærtstående personer. 39

40 7.2. Godkendelse og handlekommune Der findes 2 typer godkendelse: - generel godkendelse, hvor familien godkendes til et eller flere børn med nærmere angivne typer af problemer - konkret godkendelse, hvor familien godkendes til det eller de konkrete børn, således at godkendelsen kun vedrører de eller de konkrete børn og ophører, når barnet/børnene ikke længere er anbragt hos familien. Det er altid den stedlige kommune, der godkender generelt, mens det er den anbringende kommune, der godkender konkret. For alle typer af plejefamilier er det vigtigt, at kommunen også vurderer familiens evne til at samarbejde med forældre og kommune. Kommunen skal uanset opgavens art være meget omhyggelig med undersøgelsen og vurderingen af familien, inden en godkendelse udstedes, da det er af største betydning for barnet, at unødige problemer undgås. Hvis en valgt plejefamilie efterfølgende viser sig ikke at kunne løse opgaven med det anbragte barn, vil der, uanset om problemerne med støtte kan afhjælpes under den fortsatte anbringelse eller barnet bliver nødt til at flytte, være tale om en ekstra belastning for barnet. Alle plejefamilier skal gennemgå et kursus om børn, der anbringes. Det er den kommune, der godkender familien, der henviser til kurset og betaler for det. Kurset skal som hovedregel være afsluttet, inden barnet anbringes i familien, men kan undtagelsesvist afsluttes efter, at barnet er anbragt. Dette kan under tiden være nødvendigt af praktiske årsager. 40

41 Netværksfamilier For netværksfamilien er der altid tale om en konkret godkendelse, der kun vedrører det barn, netværksfamilien skal have i pleje. For denne type plejefamilie er det derfor altid den anbringende kommune, der godkender Kommunale plejefamilier Kommunale plejefamilier skal kunne løse opgaven med børn og unge, der har behov for behandlingsmæssig og massiv indsats under anbringelsen. Denne godkendelsesform henvender sig til den type plejefamilie, der har arbejdet som plejefamilie som en langvarig karriere og der vil typisk være tale om uddannede personer, der evt. har erfaring fra arbejde på institutioner eller opholdssteder. Familien skal kunne samarbejde med de myndigheder, hvor barnet eller den unge modtager uddannelse eller behandling. Godkendelsen skal bl.a. indeholde stillingtagen til, hvor mange børn familien kan modtage, aldersgruppe samt hvilke typer problemstillinger, familien vurderes at kunne arbejde med. Da der er tale om meget store og krævende opgaver, er det for denne type plejefamilie forudsat, at kommunen kan indgå relativt gunstige vilkår fx et lidt længere opsigelsesvarsel end vanligt. Dette reguleres i kontrakten (se nedenfor under 7.3.) Professionelle plejefamilier Professionelle plejefamilier er den traditionelle plejefamilietype, der typisk har plejeopgaven som beskæftigelse i en årrække. Familien skal kunne samarbejde med de myndigheder, hvor barnet eller den unge modtager uddannelse eller behandling. Godkendelsen skal bl.a. indeholde stillingtagen til, hvor mange børn 41

42 familien kan modtage, aldersgruppe samt hvilke typer problemstillinger, familien vurderes at kunne arbejde med Kontrakt I sagen om godkendelse af plejefamilien, er plejefamilien part, mens forældremyndighedsindehaveren eller den 15-årige som udgangspunkt ikke er part i selve godkendelsessagen. De almindelige forvaltningsretlige regler gælder, herunder partshøring og begrundelse, men plejefamilien kan ikke klage over afslag på godkendelse. Det er den anbringende kommune, der indgår kontraktsforholdet med plejefamilien efter først at have sikret sig, at familien er godkendt til den ønskede opgave. Det er kommunens opgave at sørge for, at kontrakten tager højde for alle relevante problemer vedr. opgaven i forhold til det anbragte barn. Alle vilkår (bortset fra tabt arbejdsfortjeneste til en netværksfamilie) reguleres ved aftale.. Uanset hvilken type familie, der er tale om, er det af stor betydning, at kommunen drøfter sine faglige overvejelser om barnet med plejefamilien det gælder både forventningen til den indsats, der skal ydes i forbindelse med barnets indflytning i familien, tilpasnings- og stabiliseringsperioden, men også forventningerne til opgavens omfang på længere sigt skal klarlægges. Hvis kommunen for eksempel har en forventning om, at barnet er mere pleje- og opmærksomhedskrævende i starten af forløbet hos plejefamilien end senere i opvæksten, skal dette drøftes med familien. 42

43 For den kommunale og professionelle familie er det vigtigt, at forventningerne til anbringelsesforløbet er drøftet grundigt igennem, før familieplejeren evt. tilrettelægger sit arbejdsliv på en sådan måde, at hele den fremtidige indtjening baseres på plejeforholdet. Der skal for alle familietyper tages stilling til, hvilke særlige ydelser, kommunen eventuelt skal afholde udover kost, logi og lommepenge. Da alle plejefamilier skal modtage supervision, skal dette punkt også indgå i kontrakten eventuelt sammen med aftaler om de lovpligtige kurser. Der bør ligeledes indgå et afsnit om forsikring i kontrakten. Har kommunen tegnet den særlige ansvarsforsikring for plejeanbragte børn i Kommunernes gensidige Forsikringsselskab kan kontrakten indeholde en kort gennemgang af denne forsikrings betingelser, mens kommunen, hvis der ikke er tegnet forsikring, i kontrakten bør aftale, hvordan plejefamilien skal forholde sig, hvis barnet volder skade. Kontrakten bør indeholde aftale om opsigelsesbetingelser og varsel samt om, hvordan der skal forholdes, hvis barnet pludselig flytter fra familien. Det er samtidig vigtigt at aftale evt. aflastning og ferie. Spørgsmålet om ferie giver løbende anledning til problemer. Ferielovskontoret under Arbejdsministeriet har meddelt, at familieplejeren er omfattet af ferieloven, hvorfor der er ret til afholdelse af ferie uden barnet. Skulle det i det konkrete tilfælde være bedst for barnet at opholde sig i familieplejen under dennes ferie, kan 43

44 det aftales, at familien afholder ferie samtidig med at barnet stadig har ophold i familien. Denne løsning er Ferielovskontoret kommet frem til for at imødekomme barnets behov Vederlag, tabt arbejdsfortjeneste og omkostningsdækning Særligt om netværksplejefamilien Netværksfamilien modtager ikke vederlag for at have barnet boende hos sig. Der udbetales det fastsatte beløb til at dække omkostninger under barnets ophold. Er det af hensyn til barnet nødvendigt, at en af plejeforældrene i en periode er i hjemmet hos barnet, kan der ydes tabt arbejdsfortjeneste efter 142 stk. 9. Tabt arbejdsfortjeneste fastsættes og udbetales af kommunen efter bek. nr af 13. december 2006 og følger samme retningslinjer som tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der forsørger et handicappet barn i hjemmet. Netværksfamilien kan klage over afslag på fastsættelse af tabt arbejdsfortjeneste og over den konkrete fastsættelse af beløbet. Særligt om kommunale og professionelle plejefamilier I disse 2 typer af plejefamilier skal der indgås aftale om vederlag til plejepersonen. Vederlaget størrelse afhænger naturligvis af opgavens omfang. KL udsender hvert år vejledende takster for vederlagsstørrelse. Hvis det på grund af barnets vanskeligheder er nødvendigt, at plejepersonen er til stede i hjemmet på fuld tid, kan der udbetales et beløb, der svarer til fuld løn (7 gange vederlaget), mens et barn med færre vanskeligheder måske kun har brug for plejepersonen i et omfang, der muliggør, at vedkommende kan passe et deltidsarbejde. I denne situation kan vederlaget fastsættes til 3-6 gange vederlaget. Hvis barnet primært er anbragt, fordi det ikke kan vokse op hos forældrene og ikke har 44

45 særlige behov for behandling, kan plejefamilien have fuldtidsarbejde, mens vederlaget fastsættes til 1-3 gange vederlaget. I helt ekstra ordinære tilfælde, hvor barnet er meget krævende, kan der fastsættes mere end 7 gange vederlaget, ligesom det er muligt at fastsætte 7 gange vederlag til plejepersonen og evt. et antal vederlag til den anden voksne person i familien. Ved vurderingen af, hvor stort vederlaget skal være, tages der udgangspunkt i de krav, der efter kontrakten og planen for anbringelsen stilles til plejefamilien Klage Den, der ansøger om at blive godkendt som kommunal eller professionel plejefamilie, kan klage over et afslag på dette. Klageretten omfatter ikke klage over kommunens beslutning om, hvorvidt godkendelsen sker som kommunal eller som professionel plejefamilie. Netværksfamilien kan ikke klage over et afslag på godkendelse. Der er derimod ikke klageadgang for den kommunale, professionelle eller netværksplejefamilien over vilkår, ophør eller andre forhold vedr. anbringelsen af barnet. Uenigheder skal således løses gennem forhandling eller ved domstolsprøvelse. Det er derfor meget vigtigt, at kommunen er omhyggelig med vejledning af plejefamilien, indgåelse af aftaler og formuleringer i kontrakten 8. Privat familiepleje Ved privat familiepleje forstås den situation, hvor forældremyndighedsindehaveren uden kommunens mellemkomst beslutter at anbringe sit barn hos familie, venner eller lignende. I denne situation er barnet ikke i lovens forstand anbragt uden for eget 45

46 hjem, men bor efter forældremyndighedens beslutning et andet sted end i hjemmet Tilladelse til at have barn i pleje Er barnet under 14 år skal den, der skal have barnet boende i en periode udover 3 måneder efter 78 have en tilladelse fra den stedlige kommune. Bor barnet hos en af forældrene kræves ikke plejetilladelse. Uenigheder mellem de biologiske forældre om barnet, herunder hvor det skal bo, afgøres af statsforvaltningen/domstolene efter reglerne i forældreansvarsloven Forældremyndighedsindehaverens opgaver Da barnet ikke anses for at være anbragt uden for hjemmet, har forældremyndighedsindehaveren stadig ansvaret for barnet. Det påhviler derfor forældremyndighedsindehaveren at sikre sig, at plejehjemmet har plejetilladelsen. Under barnets ophold i den private famlepleje forbliver det fulde ansvar for barnet i forhold til det offentlige hos forældremyndighedsindehaveren. Aftalen mellem forældremyndighedsindehaveren og den private familiepleje beror på en slags fuldmagtsforhold. Det er altså fortsat forældremyndighedsindehaveren, der bestemmer over barnet og dermed også bestemmer, hvordan anbringelsen nærmere skal forløbe. 46

47 8.3. Kommunens opgaver Det er den private plejefamilies opholdskommune, der skal vurdere, om der kan gives tilladelse til at have barnet boende. Da barnet tager ophold hos plejefamilien, er det plejefamiliens opholdskommune, der har pligt til at føre det almindelige tilsyn med barnets forhold Forpligtelser efter Serviceloven under opholdet Hvis det bliver nødvendigt at iværksætte undersøgelser og foranstaltninger på grund af barnets særlige behov for støtte skal disse afgørelser træffes af forældremyndighedsindehaverens opholdskommune. Vurderingen tager i denne situation udgangspunkt i forældremyndighedsindehaverens forhold på samme måde som, når barnet har ophold i hjemmet hos forældremyndighedsindehaveren. Dette hænger sammen med, at barnet i forhold til det offentlige har ophold hos forældremyndighedsindehaveren, selv om forældremyndighedsindehaveren konkret har bestemt, at barnet bor et andet sted. Da barnet går i institution, fritidstilbud, skole m.v. i plejefamiliens opholdskommune er det nødvendigt at sikre, at forældremyndighedsindehaverens kommune får de oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe de relevante afgørelser for barnet. Dette kan efter omstændighederne ske som underretning, videregivelse eller indhentelse af oplysninger (se skrift nr. 1 i denne skriftserie). Refusion for skoleudgiften følger reglerne i folkeskoleloven. Det er forældremyndighedsindehaverens kommune, der har kompetence til at beslutte og pligt til at betale for foranstaltninger for barnet/familien. 47

48 8.4. Uenighed om hjemtagelse/fortsat ophold Det er forældremyndighedsindehaveren, der bestemmer, om barnet skal flytte fra plejefamilien. Hvis plejeforældrene eller barnet modsætter sig flytning, er det dog børn og unge-udvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der på begæring fra forældremyndighedsindehaveren træffer afgørelse, om barnet må flyttes eller hjemtages. I denne situation er det forældremyndighedsindehaverens kommune, der oplyser sagen og indstiller til udvalget. Der gælder ikke en aldersgrænse for barnets ret til at modsætte sig flytning. Heraf følger, at hvis barnet fremsætter en tilstrækkelig klar modstand mod flytning, må sagen forelægges udvalget. Der er tale om en beskyttelse af barnets ret til kontinuitet og tilknytning, hvorfor en forelæggelse for udvalget naturligvis forudsætter, at barnet rent faktisk fortsat kan blive boende og er ønsket hos plejefamilien. Det er vigtigt at kommunen påtager sig ansvaret for sagens behandling, herunder tydelige faglige vurderinger, så kampen mellem barnet/familieplejen og forældremyndighedsindehaveren ikke bliver mere voldsom end nødvendigt. Barnet (og plejefamilien) skal så vidt det overhovedet er muligt fortsat kunne have et godt forhold til sin forælder. Det vil afhænge af en konkret vurdering af barnets modenhed og sagens beskaffenhed, hvordan og hvor meget barnet skal høres og involveres i selve sagsarbejdet. Hvis børn og unge-udvalget træffer afgørelse om, at barnet ikke må flyttes, fortsætter barnets ophold hos familien på samme vil- 48

49 kår som inden afgørelsen. Der er ikke og bliver altså ikke tale om en anbringelse. Dette er vigtigt at holde sig for øje. Hvis det er nødvendigt af hensyn til barnet, at kommunen skaber en situation, hvor der kan træffes og udføres beslutninger for barnet, må kommunen overveje, om barnet skal anbringes i pleje af kommunen. Disse overvejelser må diskuteres med forældremyndighedsindehaveren. Hvis der ikke kan opnås samtykke til en anbringelse eller, hvis barnet/plejefamilien modsætter sig flytning, må sagen forelægges børn og unge-udvalget efter 58, hvis det er forældremyndighedsindehaveren, der ikke vil give samtykke eller efter 78, hvis barnet eller familieplejen modsætter sig flytning. Hvis alle parter modsætter sig flytning/anbringelse må sagen forelægges for udvalget med indstilling om flytning efter 78 og anbringelse uden for eget hjem uden samtykke efter 58. Det er forældremyndighedsindehaverens kommune, der skal udfærdige den begrundede indstilling til udvalget. Der er ikke med bestemmelsen tænkt en mulighed for en slags (tvangs)adoption. Der er fortsat en underliggende forventning om, at barnet hører til hos forældremyndighedsindehaveren og skal bo hos denne, når og hvis de forhold, der på afgørelsestidspunktet begrunder, at barnet ikke må flyttes, er ændret. Det betyder også, at kommunen (evt. af egen drift) må overveje, hvordan der efter en afgørelse i udvalget skal arbejdes med barnet og familierne. 49

50 9. Unge mellem 18 og 22 år 9.1. Betingelser For alle typer af efterværn gælder, at betingelsen om, at det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte skal være opfyldt. Er dette tilfældet kan kommunen iværksætte efterværn efter 76 frem til den unge fylder 23 år. Uanset om den unge efter det fyldte 18. år frasiger sig efterværn eller kommunen træffer afgørelse om bortfald af ordningen, har den unge ret til, at foranstaltningen genetableres frem til den unge fylder 23 år under forudsætning af, at betingelsen i 76 fortsat er opfyldt og den unge samtykker. Det er ikke en forudsætning for genetableringen, at denne sker ved den samme person eller i det samme opholdssted, som tidligere løste opgaven Unge, der ikke har været anbragt For unge, der ikke har været anbragt, kan en kontaktperson opretholdes eller genetableres Unge, der har været anbragt inden det 18. år For en ung, der har været anbragt frem til det 18. år, kan en anbringelse ligeledes opretholdes eller genetableres. Der er også mulighed for at etablere et fleksibelt efterværn i det hidtidige opholdssted. Denne mulighed er helt afhængig af, om der er plads på anbringelsesstedet. Der er derfor for så vidt angår denne type foranstaltning ikke tale om en rettighed for den unge. 50

51 Endelig er der mulighed at tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge. Dette kan fx være psykologhjælp til en ellers ung, der på grund af en opvækst som anbragt har behov for en række støttende samtaler Afgørelse og plan Det er kommunens opgave at revidere planen, når den unge fylder 17½ år. Ved revisionen skal der træffes afgørelse efter 68 stk. 12 om, hvorvidt den unge har behov for foranstaltninger efter det 18. år og i givet fald træffe afgørelse om de konkrete foranstaltninger. Der skal herunder tages stilling til, hvilke planer, den unge har for uddannelse, beskæftigelse m.v.. Hvis den unges handlekommune skifter ved det 18. år, skal kommunen samarbejde med den kommende opholdskommune, så kontinuiteten sikres for den unge Valg af anbringelsessted Det er ikke en betingelse, at den unge forbliver i eller genanbringes i det hidtidige opholdssted. Det er således muligt, at den unge flytter til et nyt godkendt opholdssted eller genanbringes i et nyt sted. Det afgørende for valget er, om der er tale om et egnet sted, der kan tilgodese og afhjælpe den unges behov Klage Træffer kommunen afgørelse om, at en anbringelse ikke skal fortsætte efter det fyldte 18. år, kan den unge indbringe afgørelsen for det sociale nævn. Klagen har opsættende virkning. Det betyder, at den unge ikke kan udskrives fra anbringelsesstedet, før klagesagen er afgjort. 51

52 Afgørelsen skal være ledsaget af en begrundelse, hvoraf det fremgår, hvorfor der ikke længere er behov for foranstaltninger. Begrundelsen skal således forholde sig til den plan, der blev lagt for afhjælpningen af den unges behov og skal dokumentere, at behovet enten er afhjulpet gennem anbringelsen eller at anbringelsen ikke længere opfylder sit formål. Afgørelser vedr. de øvrige foranstaltninger efter 76 kan påklages efter de almindelige regler uden opsættende virkning. 52

53 Bilag Anbringelse Anbringelse med samtykke 52. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Kommunalbestyrelsen skal vælge den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse efter 50. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, jf. dog 56, 57 a, 57 b og 58, 68, stk. 2 og 3, og 68 a. En afgørelse efter stk. 3, nr. 7, kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år. Stk. 2. Støtte efter stk. 3 kan kun iværksættes efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. 50. Hvis særlige forhold taler herfor, kan der dog iværksættes foreløbig eller akut støtte efter stk. 3 sideløbende med undersøgelsen. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp inden for følgende typer af tilbud: 1) Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted el.lign. 2) Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet. 3) Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer. 4) Døgnophold, jf. 55, for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien i en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution, jf. 66, nr. 1, 5 og 6, eller i et botilbud, jf

54 5) Aflastningsordning, jf. 55, i en plejefamilie, kommunal plejefamilie eller netværksplejefamilie eller på et opholdssted eller en døgninstitution, jf. 66, nr. 1-3, 5 og 6. 6) Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien. 7) Anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted, jf ) Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge. 9) Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte. Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal under en graviditet træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, nr. 2, 3, 4, 6 eller 9, og 52 a, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte efter fødslen. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældrene. Stk. 2 finder anvendelse ved afgørelsen. Samtykke 53. Samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, til en afgørelse efter 52, stk. 3, nr. 7, skal omfatte formålet med anbringelsen, jf. 140, stk. 3, 1. pkt. Anbringelse uden samtykke 58. Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af 1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, 2) vold eller andre alvorlige overgreb, 3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller 54

55 4) andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. 52, stk. 3, nr. 7. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet. Stk. 2. Når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det, kan børn og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter stk. 1, selv om forældremyndighedens indehaver og den unge giver samtykke til anbringelse efter 52, stk. 3, nr. 7. Stk. 3. Såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan børn og unge- udvalget uanset betingelserne i stk. 1 træffe afgørelse om at anbringe den unge uden for hjemmet, jf. 52, stk. 3, nr. 7, når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet. Stk. 4. Afgørelser efter stk. 1-3 kan træffes foreløbigt efter reglerne i 75, når betingelserne herfor er opfyldt. Foreløbig afgørelse om anbringelse uden samtykke 75. Formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget kan træffe foreløbige afgørelser efter 51, 58, 63, 68 a, 71, stk. 3 og 4, 78, stk. 4, 123, stk. 2, 123 b, stk. 1, og 123 c, stk. 1, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget. Stk. 2. Forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter, jf. 72, skal inden 24 timer efter iværksættelsen af en 55

56 foreløbig afgørelse have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse for afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning om retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig om sagen samt om retten til vederlagsfri advokatbistand. Stk. 3. En foreløbig afgørelse efter stk. 1 skal snarest muligt og senest inden 7 dage efter iværksættelsen af afgørelsen forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt. Stk. 4. En afgørelse, der er godkendt efter stk. 3, har gyldighed i 1 måned. En afgørelse vedrørende 51 har gyldighed, indtil undersøgelsen er afsluttet, dog højst 2 måneder regnet fra den foreløbige afgørelse efter stk. 1. En afgørelse vedrørende 78, stk. 4, har gyldighed, indtil der træffes en ny afgørelse om flytning eller hjemtagelse. Stk. 5. Styrelseschefen for Ankestyrelsen har samme beføjelser som formanden for børn og unge-udvalget, jf. stk. 1 og 2, og kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre afgørelsen. Den foreløbige afgørelse har gyldighed i 1 måned, jf. dog de frister, der er nævnt i stk. 4, 2. og 3. pkt. Styrelseschefen kan undtagelsesvis bestemme, at den foreløbige afgørelse skal godkendes af Ankestyrelsen inden for den frist, der er nævnt i stk. 3. Stk. 6. Hvis børn og unge-udvalget ikke inden 1 måned træffer afgørelse i overensstemmelse med styrelseschefens foreløbige afgørelse, jf. stk. 5, skal børn og unge-udvalget umiddelbart orientere Ankestyrelsen herom. Børn og unge-udvalgets afgørelse har ikke virkning, før styrelseschefen snarest muligt og senest 10 dage efter afgørelsen har taget stilling til, om afgørelsen skal have virkning. Hvis styrelseschefen træffer afgørelse om, at børn og unge-udvalgets afgørelse ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse efter reglen i 65, stk. 3, senest 8 uger efter børn og unge-udvalgets afgørelse. 56

57 Fuldbyrdelse 64. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at afgørelser efter 51, 57 b, 58 og 63, 68, stk. 2, og 68 a fuldbyrdes. Stk. 2. Kommunen har mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til forældremyndighedens indehavers bolig, rum eller gemmer for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde de afgørelser, der er nævnt i stk. 1. Kommunen kan hente og bringe barnet eller den unge til stedet, hvor ungepålægget skal opfyldes, med henblik på at fuldbyrde afgørelser efter 57 b. Stk. 3. Politiet yder bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 2. Socialministeren fastsætter efter aftale med justitsministeren nærmere regler i en bekendtgørelse om politiets bistand til kommunen. Handleplan 140. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger, jf. 52 og 76. Betyder hensynet til barnet eller den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunalbestyrelsen snarest muligt og senest inden 4 måneder at opstille en handleplan. Stk. 2. For unge under 18 år med et behandlingskrævende stofmisbrug skal kommunalbestyrelsen udarbejde en handleplan for den behandling, der skal iværksættes, og for den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie. Stk. 3. En handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal tage udgangspunkt i resultaterne af den børnefaglige 57

58 undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. 50. Handleplanen skal i forhold til de problemer, der er afdækket i undersøgelsen, indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten, jf. 46. Herudover skal handleplanen for unge, der er fyldt 16 år, opstille konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet. Stk. 4. En handleplan skal endvidere angive indsatsens forventede varighed. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. 52, stk. 3, nr. 8, og 58, skal en handleplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse. Stk. 5. For unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens 74 a, skal handleplanen indeholde en konkret plan for, hvordan den unge snarest muligt og senest ved afslutningen af sanktionen påbegynder en uddannelse eller kommer i beskæftigelse. Stk. 6. Der kan udarbejdes én samlet handleplan for flere børn i familien. Handleplanen skal i så fald tage højde for børnenes individuelle forhold. Støtte til forældreyndigheden 54. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedens indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. 52, stk. 3, nr. 7. Stk. 2. Under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet efter 52, stk. 3, nr. 7, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om støtte til forældrene efter stk. 1, efter 52, stk. 3, eller efter anden lovgivning. Støtten skal så vidt muligt medvirke til at løse de problemer, som har været årsag til anbringelsen med henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen 58

59 for barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den unge under anbringelsen. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte en særskilt plan for støtten til forældrene. Opgaver og afgørelser under anbringelsen 69. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted i overensstemmelse med handleplanen, jf Samtidig med valg af anbringelsessted skal der tages stilling til barnets eller den unges skolegang. Er anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end barnets eller den unges opholdskommune, har opholdskommunen pligt til at underrette den stedlige kommune forud for anbringelsen. Stk. 2. I det omfang det må anses for nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen, skal kommunalbestyrelsen på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. 148, træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse, samvær med personer fra netværket m.v. under opholdet. Stk. 3. Kommunalbestyrelsens afgørelse om ændring af anbringelsessted kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. dog stk. 4 og 5. Stk. 4. Er anbringelse sket med samtykke efter 52, stk. 3, nr. 8, og kan samtykke til ændret anbringelsessted ikke opnås, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse efter 58, hvis betingelserne herfor er til stede. Afgørelse om valg af anbringelsessted træffes herefter af kommunalbestyrelsen, jf. stk. 1. Stk. 5. Er anbringelse sket uden samtykke efter 58 eller 68a, og kan samtykke til ændret anbringelsessted ikke opnås, kan børn og unge-udvalget træffe fornyet afgørelse efter 58 eller 68a, hvis betingelserne herfor er til stede. Forældremyndigheds- 59

60 indehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, kan dog meddele samtykke til, at der ikke skal træffes fornyet afgørelse efter 58 eller 68a. Afgørelse om valg af anbringelsessted træffes herefter af kommunalbestyrelsen, jf. stk. 1, uanset om børn og ungeudvalget efterprøver anbringelsesgrundlaget. Revision af planen 70. Kommunalbestyrelsen skal senest 3 måneder efter, at der er iværksat en foranstaltning over for barnet, den unge eller de vordende forældre, vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen, jf. 140, skal revideres. Kommunalbestyrelsen skal herefter med højst 6 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Afgørelse om revision af handleplanen træffes så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Stk. 2. Ved anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen af indsatsen efter stk. 1 og af behovet for revision af handleplanen ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge, jf. 148, stk. 1, og efter kontakt med forældremyndighedsindehaveren. Tilsynet efter 148, stk. 1, skal omfatte mindst to årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor kommunen taler med barnet eller den unge. Samtalen skal så vidt muligt finde sted uden tilstedeværelse af ansatte fra anbringelsesstedet. Vurderingen skal omfatte en stillingtagen til, hvorvidt andre forhold end de hidtil beskrevne, jf. 140, er relevante, og i så fald skal disse indgå i en revideret handleplan. Stk. 3. For unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens 74 a, skal vurdering og revision af handleplan og indsats særlig vedrøre, hvordan det sikres, at den unge kommer i uddannelse eller beskæftigelse. Det skal senest i forbindelse med den første vurdering konkretiseres, hvordan de overordnede mål om uddannelse og beskæftigelse nås i løbet af sanktionen. 60

61 Stk. 4. Er der udarbejdet en særskilt plan for støtten til forældrene efter 54, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde at revidere denne plan, når der er behov for det. Kommunalbestyrelsen skal senest 3 måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, tilbyde en revision af planen. Kommunalbestyrelsen skal herefter med højst 12 måneders mellemrum foretage en vurdering af, om der er behov for at tilbyde en revision af planen. Samvær og kontakt 71. Barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v. under anbringelsen uden for hjemmet. Kommunalbestyrelsen skal under hensyntagen til barnets eller den unges bedste sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge og forældrene og netværket holdes ved lige. Ved tilrettelæggelse af samværet, skal der lægges vægt på, at barnet eller den unge også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældre og netværket. Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse pligt til at sikre, at forældrene får information om barnets hverdag, og til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældrene og anbringelsesstedet. En ret til samvær og kontakt, der er aftalt mellem forældrene eller er fastsat i medfør af forældreansvarsloven, opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i stk Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal om fornødent træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Ved afgørelsen lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen. Der kan ikke efter 1. pkt. træffes 61

62 afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børn og unge-udvalget efter stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan med samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at samværet mellem forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at der er en tredje person til stede. Stk. 3. Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Under de samme betingelser og ligeledes for en bestemt periode kan der træffes afgørelse om at afbryde forbindelsen i form af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse mellem forældrene og barnet eller den unge, ligesom der kan træffes afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene. Stk. 4. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse under gennemførelsen af en børnefaglig undersøgelse efter 50 under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus efter 51. Stk. 5. En afgørelse efter stk. 3 kan træffes foreløbigt efter reglerne i 75, når betingelserne herfor er opfyldt. Stk. 6. En afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler eller anden kommunikation med forældrene kan alene træffes efter 123, stk. 2. Stk. 7. Kommunalbestyrelsen i barnets opholdskommune kan yde støtte til udgifter til forældrenes transport i forbindelse med møder i barnets opholdskommune. 62

63 Sagsbehandling ved foranstaltninger for børn og unge Inddragelse af familien 47. Kommunen skal overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk. Samtale med barnet 48. Forinden myndigheden træffer afgørelse efter 51, 52, 52 a, 56, 57 a, 57 b, 58, 62 og 63, 65, stk. 2 og 3, og og 75, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom. Stk. 2. Samtalen kan undlades, i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal barnets holdning til den påtænkte afgørelse søges tilvejebragt. Indstilling til b + u udvalget om anbringelse uden samtykke 59. En indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter 58 skal omfatte 1) den børnefaglige undersøgelse, jf. 50, herunder beskrivelsen af, at betingelserne i 58 anses for opfyldt, og af de ressourcer hos barnet, familien og netværket, som kan bidrage til at klare vanskelighederne under anbringelsen, jf. 50, stk. 6, 2) den handleplan for anbringelsen, jf. 140, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter, og 3) barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning. 63

64 Advokatbistand 72. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 12 år, gratis advokatbistand under en sag om 1) gennemførelse af en undersøgelse efter 51, 2) anbringelse uden for hjemmet efter 58, 3) opretholdelse af en anbringelse efter 62, 4) gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller behandling efter 63, 5) videreførelse af en anbringelse efter 68 a, 6) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter 75, stk. 3, 7) ændring af anbringelsessted efter 69, stk. 3 eller 4, jf. 58, 8) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter 71, stk. 3 og 4, 9) brev og telefonkontrol efter 123, stk. 2, 10) anbringelse i delvis lukkede døgninstitutioner efter 123 b, stk. 1, og 11) tilbageholdelse efter 123 c. Stk. 2. Forældremyndighedens indehaver, den unge, der er fyldt 12 år, og plejeforældrene skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter 78, stk. 4. Stk. 3. Under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter 71, stk. 3 og 4, og en sag om brev- og telefonkontrol efter 123, stk. 2, med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis advokatbistand. Stk. 4. Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel

65 Aktindsigt 73. Inden der træffes afgørelse i en sag efter 72, påhviler det kommunalbestyrelsen at gøre indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 12 år, bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig, inden afgørelsen træffes. Stk. 2. Tilsvarende forpligtelse har kommunalbestyrelsen over for de personer, der er nævnt i 72, stk. 2 og 3, for så vidt angår de heri nævnte afgørelser. Ophør af foranstaltninger 68. Foranstaltninger efter 52, stk. 3, skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18 år, jf. dog 76. Stk. 2. Et anbragt barn eller en anbragt ung kan først hjemgives, efter at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde, jf. stk. 4. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke skal være en hjemgivelsesperiode. Stk. 3. I tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren anmoder om at få hjemgivet et barn eller en ung, der er anbragt med samtykke efter 52, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse, senest 7 dage fra anmodningen fremsættes. Det samme gælder, såfremt en ung over 15 år, der er anbragt med samtykke efter 52, stk. 1, anmoder om at blive hjemgivet. Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte længden af en hjemgivelsesperiode. Hjemgivelsesperioden kan vare op til 6 måneder, og længden fastsættes under hensyn til: 1) muligheden for at sikre en skånsom og planlagt hjemgivelse for barnet eller den unge, 65

66 2) forberedelse af eventuel støtte til barnet eller den unge eller forældrene efter hjemgivelsen efter 52, stk. 3, nr. 1, 3, 5 eller 6, og 3) kommunens mulighed for at foretage en vurdering af, om der er grundlag for at træffe afgørelse efter 58 eller 68 a i situationer, hvor forældrene har tilbagekaldt et samtykke til en frivillig anbringelse efter 52, stk. 3, nr. 7. Stk. 5. Hjemgivelsesperioden er en videreførelse af den eksisterende anbringelse efter 52, stk. 3, nr. 7. Stk. 6. Hvis kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter 58 eller 68 a, skal kommunalbestyrelsen umiddelbart orientere børn og unge-udvalget herom. Hvis kommunalbestyrelsen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget, jf. 58 eller 68 a. Stk. 7. Kommunalbestyrelsen kan afvise at behandle en begæring fra forældrene om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter 1) 58 med en længere genbehandlingsfrist efter 62, stk. 5, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældrene, anbringelsesstedet, barnet eller den unge, eller 2) 68 a, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet, barnet eller den unge. Stk. 8. Afvises begæringen om hjemgivelse ikke, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse. Stk. 9. Hvis kommunalbestyrelsen ikke kan imødekomme begæringen om hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget. Stk. 10. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at behandle en begæring om hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten. 66

67 Stk. 11. Forud for hjemgivelse skal kommunalbestyrelsen revidere handleplanen, jf. 140, og angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. I forbindelse med en sanktion efter straffelovens 74 a skal revisionen særlig vedrøre, hvordan målene om uddannelse eller beskæftigelse nås. Stk. 12. Kommunalbestyrelsen i den unges opholdskommune skal senest 6 måneder forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for efterværn, og i givet fald træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes efter 76. Kommunalbestyrelsen skal forinden da i samarbejde med den unge have revideret handleplanen og herunder have taget stilling til den unges videre forløb med hensyn til uddannelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold. Stk. 13. Hvis en ung i alderen 18 til 22 år, der har været anbragt indtil sit fyldte 18. år, eller som har haft en fast kontaktperson indtil sit fyldte 18. år, skifter opholdskommune, skal den hidtidige opholdskommune forud for skiftet oversende den unges reviderede handleplan, jf. stk. 12, til den nye opholdskommune. Oversendelse af handleplanen skal ske med samtykke fra den unge og forældremyndighedsindehaveren. Stk. 14. Den nye opholdskommune skal inden 30 dage fra modtagelsen træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for støtte efter 76, og i givet fald træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes. Hvis der iværksættes støtte efter 76, skal der udarbejdes en ny handleplan, jf Videreført anbringelse 68 a Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der efter 52, stk. 3, nr. 7, har været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år, fortsat skal være anbragt uden for hjemmet i en videreført anbringelse, hvis barnet eller den unge 67

68 har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. Afgørelser om videreførelse af en anbringelse efter 1. pkt. skal ikke forelægges for børn og unge-udvalget til fornyet afgørelse efter 62. Stk. 2. For et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, kan der kun træffes afgørelse om videreførelse af en anbringelse efter stk. 1, hvis barnet eller den unge samtykker i afgørelsen. Stk. 3. Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om videreførelse af en anbringelse efter stk. 1, uanset at betingelserne i 52, stk. 1, eller 58, stk. 1, ikke længere er opfyldt. Stk. 4. Til brug for børn og unge-udvalgets afgørelse om videreførelse af anbringelsen, jf. stk. 1, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der indeholder 1) en revideret undersøgelse af barnets forhold, jf. 50, 2) en revideret handleplan, jf. 140, 3) en psykologisk, lægefaglig eller anden børnesagkyndig helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet og 4) barnets eller den unges holdning til videreførelse af anbringelsen. Tilbud til unge fra 18 til 22 år 76. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp efter stk. 2-5 til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed. Hjælpen skal bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse og herunder have fokus på at understøtte den unges uddannelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold, f.eks. anskaffelse af selvstændig bolig. 68

69 Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en udpeget fast kontaktperson, jf. 52, stk. 3, nr. 6, kan opretholdes efter det fyldte 18. år. Stk. 3. For unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 11 umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, 1) at døgnophold, jf. 55, på et anbringelsessted, jf. 66, opretholdes, 2) at udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. 52, stk. 3, nr. 6, 3) at etablere en udslusningsordning, jf. 55, i det hidtidige anbringelsessted og 4) at tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge. Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at støtte efter stk. 2 og 3 kan tildeles eller genetableres indtil det fyldte 23. år, hvis 1) den unge fortryder tidligere at have afvist støtte og behovet fortsat er til stede, 2) den unges situation ændrer sig, så der senere opstår et behov for støtte, eller 3) støtte er ophørt, jf. stk. 6, og behovet herfor opstår igen. Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er eller var anbragt uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. 58, støtte i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter stk. 3, nr. 1. Stk. 6. Tilbud efter stk. 2-5 skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år. 69

70 Stk. 7. Kommunalbestyrelsen skal, i det omfang det er muligt, sørge for, at unge, som har været anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 11, umiddelbart inden det fyldte 18. år får mulighed for at vende tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt, uanset om der iværksættes foranstaltninger efter stk

71 Steen Juul Hansen, Ph.d og lektor ved Socialrådgiveruddannelsen i Århus inden for det samfundsvidenskabelige fagområde. Et væsentligt interesseområde er samspillet mellem den kontekst socialrådgiveren udfører sit job inden for og det sociale arbejde, som socialrådgiveren udfører. Herudover er Steen Juul Hansen leder af Videncenter for Socialpædagogik og Socialt Arbejde i VIA University College. Videncenteret beskæftiger sig med forsknings- og udviklingsarbejde i relation til socialt arbejde. Publikationer: Hansen; Steen Juul (2006): Hvad styrer socialpædagogernes praksis på døgninstitutioner for børn og unge? i Kristensen, Ole Steen (red.)(2006): Mellem omsorg og metode, PUC, Viborg. Hansen, Steen Juul (2009): Bureaukrati, faglige metoder eller tommelfingerregler: institutionelt pres og strategiske valg på døgninstitutioner, daginstitutioner og folkeskoler, Forlaget Politica, Institut for Statskundskab, Århus. Hansen, Steen Juul (2009): Styring af døgninstitutioner for børn og unge. Bureaukrati, faglige metoder eller tommelfingerregler?, Tidsskrift for Socialpædagogik, nr

72 Beskrivelse af døgninstitutionsområdet for børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer Der findes flere forskellige døgninstitutionstyper for børn og unge. Der er døgninstitutioner for børn og unge med fysiske problemer, døgninstitutioner for børn og unge med psykiske problemer, sikrede institutioner for kriminelle unge og endelig døgninstitutioner for børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer. Det er den sidste type døgninstitutioner, der vil blive beskrevet i dette kapitel. De første døgninstitutioner eller opdragelsesanstalter, som de blev kaldt, blev etableret i 1830 erne. Der var ingen faste regler om økonomien bag etableringen af disse institutioner. En del af finansieringen kom fra staten og kommunerne, men den største del kom fra private midler. Historisk set har området været meget centralistisk styret. Gennem årene er der imidlertid sket en decentralisering fra det statslige niveau til det kommunale niveau. Det fremgår af Lov om social service, at foranstaltningen anbringelse på en døgninstitution for børn og unge er én ud af flere foranstaltninger, som kommunerne kan iværksætte i forhold til børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer. Foranstaltningerne deler sig i to hovedtyper forebyggende foranstaltninger og foranstaltninger i form af anbringelse uden for hjemmet. Disse to typer kan ikke ses isoleret fra hinanden, men skal ses i sammenhæng, fordi de ideelt set burde supplere hinanden i et eller andet omfang ud fra en betragtning om, at forebyggende foranstaltninger netop skal forebygge anbringelser uden for hjemmet. 72

73 For at sætte udviklingen på børn- og ungeområdet i Danmark i relief sammenlignes udviklingen i bistanden til børn og unge i Danmark med udviklingen i de øvrige nordiske lande. Det viser sig, at udviklingen i bistanden til børn og unge i Danmark ikke adskiller sig fra udviklingen i de øvrige nordiske lande bortset fra, at man i Danmark i højere grad anbringer børn og unge uden for hjemmet og i højere grad bruger døgninstitutionsanbringelser frem for anbringelse i familiepleje. Lovgivningen om bistand til børn og unge I det følgende skitseres kort udviklingen i den lovgivningsmæssige regulering af indsatsen over for børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer i Danmark. Formålet hermed er trefoldigt. Dels at anskueliggøre selve udviklingen, fordi den er typisk for udviklingen i reguleringen i Norden; dels at anskueliggøre den kontinuitet, der har været i reguleringen af børn- og unge området; dels at præcisere de gældende lovgivningsmæssige rammer for indsatsen, fordi de har betydning for, hvordan området skal beskrives. I løbet af de sidste par århundrede har samfundets forestillinger om familien og barnets placering i familien ændret sig afgørende. Det samme har samfundets måde at opfatte og reagere på disse forestillinger. På trods af disse ændringer har lovgivningen om socialt arbejde for børn og unge i perioden været præget af to hensyn - et hensyn til samfundet og et hensyn til barnet. På den ene side skal lovgivningen sikre, at familier og børn, der opfattes som potentielt truende for samfundets orden, integreres i normalsamfundet. På den anden side skal lovgivningen beskytte nødlidende børn. Det er karakteristisk for integrationsindsatsen, at den har været rettet mod de familier, som ikke magtede at socialisere deres børn ordentligt. Skader på børn behandles, som 73

74 om de har rod i familien og i barnet selv, og det medtænkes ikke, at børn og unges problemer kan have samfundsmæssige årsager som fx forældrenes arbejdsløshed. Lovgivningen bygger på en forestilling om, at børns problemer kan henføres til familien, og at de skal behandles individuelt. Årsagen til, at børn og unge anbringes, er i højere grad deres adfærd mere end forhold i deres omgivelser og opvækst. Børne- og ungeområdet var i hele det 18. og 19. århundrede præget af initiativer fra private og foreninger. Den første danske børnelov handlede om at fratage forældrene deres forældremyndighed. Opdragelse er dermed ikke længere en privat sag. Både struktur og indhold af den første børnelov har præget de sidste hundrede års lovgivning på børneforsorgsområdet, og den struktur, der ligger i arbejdet med børneloven i 1890 erne, eksisterer fortsat i lovgivningen i dag. Den offentlige indsats over for børn og unge har sit udgangspunkt i Betænkning af 1895 om statstilsyn med børneopdragelse, udmøntet som lov i Den første danske børneforsorgslov udtrykker optimisme med hensyn til at kunne redde børn fra sædelig fordærvelse gennem tvangsopdragelse frem for gennem straf. Hermed får staten et ansvar for børneopdragelsen, børnene kommer ud af fængslerne, og de vanskelige børn ud af skolerne. Betegnende for datidens forestillinger om børn og unge hed loven Lov om Behandling af forbryderiske og forsømte Børn og unge Mennesker. Hvis barnet var kriminelt eller opførte sig dårligt, skulle det tvangsopdrages, og det skete almindeligvis ved anbringelse uden for hjemmet. Loven forudsætter, at barnet er objekt for en påvirkning, der først og fremmest gennem tugt skal skabe bedre opførsel. Denne lov konstituerer statens ret til at gribe ind i den private opdragelsesret. 74

75 Børnelovens to nærmeste efterfølgere, Værgerådsloven af 1922 og Forsorgsloven af 1933, præges fortsat af sanktionssynspunktet med anvendelse af retsstridighedsbegrebet, hvorved bestemte handlinger og bestemt adfærd udløste opdragelsessanktioner. I løbet af 1950 erne sker der en bevægelse fra sanktionssynspunktet til et forebyggelses- og tilbudssynspunkt. Denne bevægelse fortsætter i perioden fra Perioden er kendetegnet ved, at der sker en fortsat bevægelse fra anvendelsen af tvang, hvor uacceptabel adfærd mødes med sanktioner fra det offentlige; typisk i form af tvangsopdragelse til en tilstand, hvor det offentlige stiller en række tilbud til rådighed. Udviklingen i dansk børne- og ungdomsforsorg har siden 1958 været kendetegnet ved at indeholde en række tilbud og muligheder for hjælp, som barnet og forældrene med rette kan forvente er til stede, når familien ikke selv kan løse problemerne (Betænkning nr. 1212). Med reformen af børneforsorgen i 1958 bliver det muligt at foretage frivillige anbringelser, og den forebyggende indsats samt anvendelsen af familieplejen som anbringelsesform opprioriteres. Hovedprincipperne bag 1958-, og 1964-lovene kan sammenfattes således: - Den statslige indsats for børn og unge må ses under et familiepolitisk og socialpolitisk helhedssyn. - Barnet opfattes ikke isoleret, men som en del af familien. - Det vigtigste virkemiddel er samarbejde mellem forældre, anbringelsessted og andre offentlige myndigheder. - Indsatsen må fremtræde som et tilbud. 75

76 Bevægelsen fra en sanktionstankegang til en tilbudstankegang indebar, at der blev lagt større vægt på forældrenes indforståelse, at den faglige kompetence hos de professionelle blev styrket, og at obligatorisk tilsyn afløstes af en familievejledning. Formålet med bestræbelserne var at holde familien samlet. Den statslige indsats for børn og unge skal ses under et familiepolitisk og socialpolitisk helhedssyn, hvor barnet ikke opfattes isoleret, men som en del af familien. Det vigtigste virkemiddel i indsatsen er samarbejde mellem forældre, anbringelsessted og andre offentlige myndigheder og indsatsen skal fremtræde som et tilbud. Disse hovedprincipper i børneforsorgsarbejdet i perioden bliver styrende for Bistandslovens bestemmelser fra Det er ikke længere en afvigende adfærd, det offentlige sætter ind over for. Det offentlige tilbyder hjælp efter behov. Bistandsloven er i vidt omfang en sammenskrivning af gældende lovgivning. De væsentligste ændringer er af strukturel art med nedlæggelse af blandt andet børneværnet. Bistandsloven revideres i 1981/82 af hensyn til den offentlige økonomi og af hensyn til forældrenes retssikkerhed. Blandt andet sker der en stramning af procedurereglerne i forbindelse med hjælpeforanstaltninger uden samtykke. Der sker ingen materielle ændringer på dette område. Børne- og ungdomsværnene nedlægges, og kompetencen overføres til socialudvalget i kommunerne. I august 1988 nedsættes Graversen-kommissionen, der får som opgave at revurdere Bistandslovens regler om indsatsen over for børn og unge. Udvalget pointerer, at indsatsen over for børn og unge er ikke og skal ikke være udtømmende reguleret i loven (Betænkning 1212). I udvalgets arbejde har kontinuitets- 76

77 begrebet været centralt. Kontinuitet i ydre rammer og i kontakt til andre børn og voksne er vigtigt for personlighedsudviklingen. Herved kan barnet eller den unge erhverve selvstændighed og blive voksen. Barnet skal erhverve sig en individuel historie og blive en del af en fælles historie ud fra den kontekst, det befinder sig i. Udvalget har forskellige kritikpunkter til Bistandsloven. De væsentligste er: - Den manglende retssikkerhed specielt forældrenes. - Den manglende konsekvens og kontinuitet i indsatsen. Systemet bruger anbringelser uden for hjemmet som en sidste udvej. - Begreberne tarv og velfærd er svære at definere. - Kommunernes undersøger ikke sagerne grundigt nok, inden foranstaltninger sættes i værk. - Når først barnet eller den unge er anbragt, ophører kommunens kontakt med familien/forældrehjemmet og med anbringelsesstedet. - At der er for mange hjemgivelser, og at de er for dårligt forberedte. Retssikkerhed for forældrene og retsbeskyttelse for børn og unge er et selvstændigt tema for udvalgets arbejde. Børn, der er fyldt 12 år, får høringsret, og børn under 12 år skal medinddrages i deres sag. Unge på 15 år og derover får partsrettigheder (samtykke, klageret). Reglerne for samtykke udvides for dermed at tildele forældrene en mere aktiv rolle i forbindelse med barnets anbringelse uden for hjemmet. Herudover er større målrettethed i indsatsen over for børn og unge en ledetråd for udvalgets arbejde, og grundige indledende undersøgelser af og en 77

78 handleplan for anbringelsesforløbet får en central rolle i for udvalgets arbejde. Barnet eller den unges forhold undersøges, for at der kan iværksættes en relevant sagsbehandling, og for at der er sammenhæng mellem de problemer, man vil løse, og den behandling, der sættes i gang. En foranstaltning skal være konkret begrundet i familiens forhold og have et indhold, der er nøje afpasset efter problemformulering og familiens ressourcer. Såvel barnet som forældrenes ressourcer skal undersøges. Kravet om en handleplan skal ses i denne sammenhæng. Handleplanen afpasser problem og ressourcer på den ene side med foranstaltning på den anden. Denne mål/middelrationalitet indebærer også, at en foranstaltning skal ophøre, når formålet med foranstaltningen er opfyldt. Handleplanen for anbringelsesforløbet skal angive formål og tidsperspektiv, og den skal være styrende for det behandlingsmæssige arbejde med barnet. Handleplanen skal omfatte forhold som pleje, behandling, undervisning mm. Endvidere kan planerne indeholde beslutninger om samvær, kontaktbegrænsning, kontaktafbrydelse, genbehandling og hjemgivelse. Forebyggelse indebærer, at jo tidligere der sættes ind over for sociale og psykologiske problemer, desto større er udsigten til at vende udviklingen i en positiv retning. Foranstaltningerne skal støtte familien i udviklingen af en egen ansvarlighed og forbedring af handlemuligheder over for egne problemer. Indsatsen skal være forebyggende og en supplering af forældrenes ressourcer. Frivillighed og familiens egen motivation er derfor en vigtig forudsætning. Foranstaltningstyperne tilrettes, så de ligger 78

79 i umiddelbar forlængelse af hinanden. Dermed muliggør de en kontinuert behandling af barnet eller den unge og familien. Hjælpen til familien, barnet eller den unge skal ydes ud fra en helhedsbetragtning. Det betyder, at foranstaltninger for børn og unge efter Bistandsloven skal ses i sammenhæng med kommunens eller amtets øvrige tilbud (pasningsordning, skole, sundhedspleje m.m.). Børn og deres forældre er en helhed. Bevarelsen af denne helhed i en eller anden form indgår som et overordnet mål for alle former for foranstaltninger. Som følge af Graversen-betænkningen revideres Bistandslovens bestemmelser om døgnophold på en række områder. De væsentligste forhold vedrører: - Krav om en grundig og begrundet undersøgelse, inden der bliver iværksat en foranstaltning. - Krav til indholdet af den redegørelse, der skal udarbejdes på grundlag af undersøgelsen. - Beskrivelse af de foranstaltningstyper, der kan tilbydes. - Krav om handleplaner. - Krav om informeret samtykke. - Præcisering af retsstillingen under anbringelsen. - Styrkelse af den unges rettigheder. Den reviderede Bistandslov træder i kraft 1. januar I løbet af 1990 erne bliver diskussionen af børns retssikkerhed og retsbeskyttelse aktualiseret, blandt andet som følge af Danmarks ratifikation af FN s Børnekonvention. Børnekonventionens principper om, hvad der er til barnets bedste, afspejles i lovgivningen. 79

80 I april 1997 fremsættes Forslag til lov om social service, som bygger på Graversen-betænkningen. Hvad angår anbringelser uden for hjemmet, adskiller Serviceloven sig ikke afgørende fra den tidligere Bistandslov. Serviceloven træder i kraft den 1. juli 1998 og fokuserer på en tydeligere målrationalitet i behandlingen af børn og unge. Undersøgelser og planer skal sammen med inddragelse af ekspertise sikre en mere målrettet indsats. Retssikkerheden for både børn og forældre forbedres. I 2001 ændres Servicelovens børneregler, blandt andet med udgangspunkt i en voksende politisk og faglig opmærksomhed på tidlige tegn på mistrivsel hos børnene og på barnets behov for kontinuitet i opvæksten. Formålet med lovændringerne er at styrke den tidlige og forebyggende indsats, at bidrage til, at anbringelsen sker så tidligt som muligt, at sikre bedre og mere stabile opvækstvilkår for udsatte børn og unge samt at øge indsatsen over for de utilpassede unge. Den 17. december 2004 ændres Serviceloven som følge af anbringelsesreformen. Det anføres i betænkningen for anbringelsesreformen: Baggrunden for anbringelsesreformen er, at forskning og evalueringer i de senere år gang på gang har konkluderet, at kvaliteten i indsatsen for udsatte børn er for dårlig. Målsætningen med reformen er, at de anbragte børn skal have samme muligheder som andre børn for uddannelse, arbejde og familieliv. Udover at fjerne barnet fra en uacceptabel situation i hjemmet skal anbringelsen også bidrage positivt til at hjælpe barnet videre. Det afgørende pejlemærke for reformen er således barnets bedste. Reformen vedrører følgende områder: Tidlig indsats, bedre sagsbehandling, fokus på skolegang, større inddragelse af bør- 80

81 nene og deres familier, kontinuitet og kvalitet i anbringelserne samt øget efterværn. Reformen lægger op til en ændret holdning blandt sagsbehandlere, pædagoger, lærere og andre, der arbejder professionelt med børn og unge. Børnene skal inddrages systematisk i deres egen sag sammen med familie og netværk, og der skal være fokus på ressourcer frem for på problemer. Anbringelsesreformen træder i kraft den 1. januar Serviceloven i 1998 og senere anbringelsesreformen stiller krav til kommunerne om en sammenhængende børnepolitik. Det er karakteristisk for lovgivningen på børneomsorgsområdet, at den i stigende grad ansvarliggør den enkelte familie og dennes netværk i forhold til løsningen af børn og unges problemer samtidig med, at indsatsen rationaliseres. Samfundets ansvar for børn og unges problemer træder i baggrunden. Det er endvidere karakteristisk for ændringerne i både Bistandsloven og Serviceloven, at bestemmelserne omkring selve gennemførelsen af foranstaltningerne for børnene får større og større plads i lovgivningen. Lovgivningen på børn- og ungeområdet lægger vægten på at undgå anbringelser og på selve fjernelsen af børnene og i mindre grad på at give retningslinjer for det, som skal foregå under selve anbringelsen. Den samme prioritering af at undgå anbringelser og på selve fjernelsen af børnene kendetegner forskningen på området. Man kan vælge at opfatte den beskrevne udvikling i indsatsen over for børn og unge med sociale problemer som en naturlig konsekvens af det moderne velfærdssamfunds udvikling, hvor øget velstand og større forståelse for sociale problemer nødvendigvis vil medføre en udvikling af tilbuddene til børn og unge med sociale problemer. Man kan også anlægge det synspunkt, at udviklingen afspejler en udvikling i kravene til Den gode sam- 81

82 fundsborger, hvor den gode samfundsborger er karakteriseret ved en accept af samfundets grundlæggende værdier og normer og en tilsvarende adfærd. Tidligere var lydighed og autoritetstro væsentlige værdier; i dag er det snarere selvstændighed og samarbejdsevne. Disse værdier er ikke forenelige med en børneforsorg baseret på sanktioner og straf, men derimod med et hjælpesystem baseret på tilbud og hjælp til selvhjælp. I socialiseringen af børnene og de unge spiller staten en større og større rolle på bekostning af familien. Målsætningen for den statslige hjælp er stadig Den gode samfundsborger, men midlerne har ændret karakter. I det 20. århundrede sker der en kollektiviseringsproces af familielivet og en professionalisering af det sociale arbejde med børn og unge. Udviklingen af lovgivningen på området kan ses som en udvikling fra borgerskabets forsøg på at kontrollere og opdrage arbejderklassen til statens kontrol af hele befolkningen omfattende alle dele af livet i familierne. Der sker en udvidelse af den personkreds og de områder, som lovgivningen omfatter; fra kriminelle, usædelige og uforsørgede børn, som skal straffes og opdrages, til alle børn og familier og alle sider af deres liv. Lovgivningen går fra at være åbenlyst kontrollerende til at rumme kontraktliggørelse og individualisering, hvor den sociale kontrol i stigende omfang internaliseres, og hvor det bliver den enkeltes ansvar at blive en god samfundsborger. Sigtet med lovgivningen er uændret at bidrage til samfundets udvikling og stabilitet, men midlerne har ændret karakter. Diskussionen af, hvordan man skal forstå udviklingen af de sociale ydelser, er relevant, fordi den er bestemmende for de forestillinger, vi gør os om udviklingen af de givne foranstaltninger for børn og unge, og for, hvordan vi skal forstå den gældende 82

83 retlige regulering af området. Tine Egelund (1997) formulerer det på den måde, at det er centralt at have et historisk perspektiv, hvis nutidigt socialt arbejde med børn og unge skal forstås, fordi grundideerne i børnelovene - trods ændringer i århundredes løb fortsat er den institutionelle base for varetagelsen af beskyttelsen af børn. Børnelovene har et dobbelt formål. På den ene side skal lovene beskytte barnet mod farer og på den anden side beskytte samfundet mod det farlige barn. Anbringelser uden for hjemmet i nordisk sammenhæng I nordisk sammenhæng og det vil i denne sammenhæng sige Danmark, Norge, Finland og Sverige skelner man som i Danmark mellem forebyggelse og anbringelse uden for hjemmet. De nordiske lande har en lang tradition for, at de offentlige myndigheder griber ind, hvis forældrene ikke lever op til deres forpligtigelser over for barnet eller den unge. Den følgende sammenligning af Danmark med de øvrige nordiske lande vedrører anbringelser af børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer uden for hjemmet. De foranstaltninger, man sætter i værk i de nordiske lande over for børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer, er på mange måder ens, men der er også forskelle. Historisk tager lovgivningen udgangspunkt i en forestilling om, at anbringelse uden for hjemmet er løsningen på børns og unges problemer. I løbet af 1950 erne er der en voksende forståelse for børn og forældres rettigheder, og for at mange problemer kan løses med forebyggende foranstaltninger. Udviklingen i den lovgivningsmæssige regulering af området i Norden følger de samme spor som udviklingen i Danmark. Man taler ligefrem om en fælles nordisk model for lovgivningen på området. I dag er formålet med lovgivningen for foranstaltninger for børn og unge den 83

84 samme i de nordiske lande, og det samme er organiseringen af indsatsen og til en vis grad også de foranstaltningstyper, som kan anvendes. Der er imidlertid også forskelle i fastlæggelse af målgruppen for foranstaltningerne, i fordelingen af beslutningskompetence på det kommunale, det amtskommunale og det statslige niveau samt i måden, man anvender foranstaltningstyperne på. Kendetegn ved børn og unge, som modtager bistand efter Serviceloven Det følgende er en kort beskrivelse af, hvad der kendetegner de børn og unge, som modtager bistand efter 52 i Lov om sociale service. For at give et mere dækkende billede af døgninstitutionsområdet flyttes fokus fra selve døgninstitutionerne til målgruppen for indsatsen. Som i det foregående omfatter beskrivelsen både forebyggelsesområdet og selve anbringelsesområdet. Endvidere kan børns og unges problemer ikke ses isoleret fra forældrenes, så beskrivelsen omfatter både, hvad der kendetegner forældrenes situation, og hvad der kendetegner børnenes situation. Fra offentliggjorde Socialforskningsinstituttet en række undersøgelser, der bl.a. viste, at det store flertal af danske børn har det godt, mens der er et mindretal af børn, som har problemer, og som har færre ressourcer i familien til at løse problemerne. En evaluering af den forebyggende indsats i børnesager og en forløbsundersøgelse af anbragte børn født i 1995 viste, at man med udgangspunkt i disse undersøgelser kan identificere de kendetegn, som karakteriserer familiens og barnets situation afhængig af, om barnet modtager forebyggende foranstaltninger efter Servicelovens 52 eller er anbragt uden for hjemmet. 84

85 Ved iværksættelse af foranstaltninger skelnes der mellem, om familien eller barnet modtager en forebyggende indsats, eller om barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet. I undersøgelserne ser det ud til, at uanset om børnene eller de unge modtager forebyggende foranstaltninger eller er anbragt uden for hjemmet, så er familiens og barnets egen situation stort set ens. Børn og børnefamilier kan tilsyneladende inddeles i to kategorier. Det store flertal af børn og deres familier har det godt, mens et mindretal af børn og deres familier har mange problemer og få ressourcer til at løse dem med. Børn og forældre i disse familier har flere problemer på samme tid, og problemerne varer længere. Der er ikke kun tale om, at forældrenes problemer smitter af på børnenes liv. Børnene har deres egne selvstændige problemer. Selvom de undersøgelser, som er refereret ovenfor, ikke er foretaget på samme måde, er det påfaldende, hvor ens forældrenes og børnenes situation beskrives. Man betragter en anbringelse uden for hjemmet som en meget indgribende foranstaltning, så umiddelbart kunne man forvente, at børn og unge, der anbringes uden for hjemmet, har sværere og mere komplekse problemer, end de børn, som modtager forebyggende foranstaltninger. Det er tilsyneladende ikke tilfældet. Det taler for, at det er de samme børn og deres familier, som er målgruppen for de to foranstaltningstyper forebyggelse og anbringelse og det kan så være tilfældigheder, der afgør, om det er den ene eller den anden foranstaltningstype, der bliver sat i værk. Undersøgelserne tegner et billede af børn og unge udsat for omsorgssvigt kendetegnet ved psykologisk mishandling, fysisk mishandling og vanrøgt. Børn og unge, der lever under sådanne 85

86 vilkår, har en høj risiko for at blive depressive, ulykkelige og socialt isolerede, udvikle spiseforstyrrelser, selvmordsovervejelser og koncentrations- og adfærdsmæssige problemer. Sammenfatning Det samlede billede er, at der de seneste 20 år er sket en vækst i antallet af foranstaltninger over for børn og unge både absolut og relativt. Den kraftigste vækst er sket i anvendelsen af de forebyggende foranstaltninger, mens antallet af anbringelser uden for hjemmet har holdt sig stort set konstant i perioden, men med en faldende tendens. Det lader ikke til, at væksten i de forebyggende foranstaltninger har haft nogen effekt på andelen af børn og unge, der bliver anbragt uden for hjemmet. Med hensyn til anbringelser uden for hjemmet er det overordnede billede, at døgninstitutionsanbringelser udgør en faldende andel af de samlede anbringelser, mens andre anbringelsesforanstaltninger familiepleje og socialpædagogiske opholdssteder udgør en stigende andel. Det er de unge og fortrinsvis drenge, der modtager bistand efter 52 i serviceloven, og som bliver anbragt uden for hjemmet. Udviklingen i Danmark adskiller sig ikke fra udviklingen i de øvrige Nordiske lande, bortset fra at man i Danmark i højere grad anbringer børn og unge uden for hjemmet end i de øvrige nordiske lande og i højere grad bruger døgninstitutionsanbringelser frem for anbringelse i familiepleje. 86

87 Der er et mindretal af børn og deres familier med mange problemer og få ressourcer til at løse dem med. Det er ikke kun forældrenes problemer i form af marginalisering og udstødning, som påvirker børnenes liv. Børnene har også deres egne problemer. 87