Selvstyreloven af Indførelsen af selvstyret Opsummering Perspektivering Konklusion Litteraturliste Bøger...

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indledning... 3 Forklaring af problemformulering... 4 Metode... 5 Teoretisk forankring... 6 Analysestrategi... 7 Kildekritik... 8 Kildebrug... 9 Kilder til afsnittet fra Anden Verdenskrig til G Kilder til afsnittet om hjemmestyre Kilder til analysen om Selvstyre En postkolonial historiografisk tilgang til grønlandsforskningen Fra Anden Verdenskrigs til G Grønlandsoverenskomsten af Indførelsen og modtagelsen af Grønlandsoverenskomsten Grønlandsspørgsmålet og FN Eske Brun om grønlandsspørgsmålet Grønlandskommissionen (G-50) Opsummering Hjemmestyre G-60 og de indledende diskussioner om hjemmestyre Hjemmestyrekommissionen af Grønland og EF Opsummering Selvstyre Selvstyrekommissions betænkning af Det folkeretlige krav Erhvervsliv og uddannelse Selvstyrekommissionens betænkning af Den grønlandske undergrund Udenrigsanliggender

2 Selvstyreloven af Indførelsen af selvstyret Opsummering Perspektivering Konklusion Litteraturliste Bøger Rapporter og udredninger Artikler Arkivalier fra Arktisk Institut Arkivalier fra Rigsarkivet Interview Internetlinks Taler Love og traktater Betænkninger Spørgsmål Formidlingsovervejelser Abstract Studieforløbsbeskrivelser... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Overordnet studieforløbsbeskrivelse... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Sune Stick... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Kristine Wiewiura Schmidt... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Oliver William Gunner... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Kristoffer Bækkel Thygesen... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. 2

3 Indledning De politiske interesser i Grønland er siden indførelsen af det grønlandske selvstyre i 2009 blevet intensiveret. I skrivende stund kappes flere lande om adgangen til at udvinde råstoffer fra Grønlands undergrund, og dette understreges ved, at den sydkoreanske præsident, Lee Myung-bak, besøgte Ilulissat i sommeren 2012 for at forhandle om mulige investeringer i undergrunden. Ligeledes var kinesiske investorer henover sommeren 2012 inviteret til at besigtige en mulig jernmine ved Isua, og USA har en projekteret aluminiumssmelter i Manitsoq. Disse geopolitiske interesser i Grønlands naturressourcer har skabt øget fokus på det dansk-grønlandske forhold og landets politiske råderum efter vedtagelsen af Selvstyreloven i Med selvstyret fik Grønland ejendomsretten over råstofferne i landets undergrund, og dette har medført, at de grønlandske politikere egenhændigt har forhandlet med førnævnte lande om de grønlandske naturressourcer. Fra dansk side har man ladet grønlænderne forhandle med lovhjemmel i Selvstyreloven, men med vedtagelsen af Storskalaloven der giver Grønland mulighed for at importere lavtlønnet arbejdskraft i anlægsfasen af store projekter er debatten om den danske indflydelse på grønlandske forhold for alvor blusset op. Spørgsmålet er, i hvor høj grad Danmark vil intervenere: Svaret på det spørgsmål er endnu åbent. Men så meget står klart, at en dansk blokering af storskalaloven kun vil være med til at tilskynde Grønland til at tage skridt, der så hurtigt som muligt mindsker afhængigheden af et Danmark, der synes mere optaget af at bremse udviklingen i Grønland end af at engagere sig i den. (Politiken A) Ovenstående citat er skrevet af Bo Lidegaard i en leder i Politiken den 16. december 2012, og heri problematiserer han det nuværende dansk-grønlandske forhold med udgangspunkt i Storskalaloven. Han blotlægger det underliggende koloniale forhold, hvor Danmark har mulighed for at bremse Grønlands udvikling; de grønlandske politikere er på den ene side fanget af deres historiske tilhørsforhold til Danmark, men ønsker på den anden side at skabe en bæredygtig økonomi baseret på potentielle indtægter fra undergrunden. De grønlandske råstoffer er imidlertid ikke udelukkende et dansk-grønlandsk anliggende, men også et globalt interessefelt. Dette understreges i 3

4 en rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste fra oktober 2012, der giver indblik i den sikkerhedspolitiske situation vedrørende Grønland: Det politiske spil om retten til at udvinde ressourcer i Det Nordlige Ishav bliver intensiveret i de kommende år. Rusland har de største militære styrker og de største økonomiske interesser i Arktis, men også Kina ser i stigende grad Arktis, herunder Grønland, som et interessant strategisk område på grund af Kinas energi- og råstofbehov (Politiken B) At Forsvarets Efterretningstjeneste fremhæver Grønlands geopolitiske situation, viser, at Grønland ikke kun er et anliggende for Danmark, men i høj grad også et internationalt, sikkerhedspolitisk spørgsmål. Det interessante er ud fra denne kontekst, hvilke politiske processer, der har fordret udviklingen frem mod den nuværende debat om Grønlands politiske stilling over for Danmark og omverdenen. Dette har ført os frem til følgende problemformulering: Hvilke politiske processer i relationen mellem Grønland og Danmark har fordret udviklingen frem mod selvstyre i Grønland, og hvorledes kommer dette afhængighedsforhold til udtryk? Forklaring af problemformulering Med politiske processer i relationen mellem Grønland og Danmark mener vi de udvalgs- og betænkningsarbejder, love og eksterne kilder, der kan forklare de politiske beslutningsprocesser i Grønland fra 1940 og til indførelsen af selvstyret i Relationen Grønland-Danmark indbefatter i denne kontekst også de internationale politiske forhold, som Danmark agerer under. Således vil også danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter vedrørende Grønland berøres. Med udvikling frem mod selvstyre forstås den politiske udvikling inden for udvalg og kommissioner. Det grønlandske afhængighedsforhold til Danmark skal forstås som den historiske politiske proces, som har affødt den nuværende politiske situation. 4

5 Metode Dette kapitel gennemgår de teoretiske overvejelser bag opgaven samt vores metodiske fremgangsmåde. Herunder vil vi redegøre for, hvilket teoretisk ståsted vi har taget udgangspunkt i, og hvorledes det er med til at udforme tilgangen til opgaven. Dette teoretiske fundament danner grundlag for vores overordnede hypotese og analyse, som tager udgangspunkt i, at der er sket et markant skifte i den grønlandske politiske forventning til fremtiden i og omkring Anden Verdenskrig, ved indførelsen af hjemmestyret og omkring selvstyrets indførelse. Vores analyse tager udgangspunkt i disse tre tidsmæssige perioder. Vores teoretiske afsnit er indarbejdet i metodeafsnittet og den senere analyse, da valget af teori i høj grad fordrer den metodiske fremgangsmåde. Således har vi ikke et særskilt teoriafsnit i opgaven. Vores teoretiske udgangspunkt er inspireret af den tyske begrebshistoriker Reinhart Kosellecks og dennes modernitetstese. Kosellecks tese tager udgangspunkt i, at overgangen til moderne tid i Europa er kendetegnet ved, at forventninger til fremtiden ikke alene er baseret på erfaringer fra fortiden. Forventninger til fremtiden, som han betegner forventningshorisonten, kan ændres og formes, hvis der forekommer begivenheder, der bryder med den vante, cykliske tankegang hos en befolkning. Dette sker, hvis de får nye erfaringer; man får så at sige udvidet sit erfaringsrum (Koselleck 2007: 28-33). Med denne hypotese som udgangspunkt søger opgaven at spore og diskutere den politiske udvikling i Grønland. Vores ambition er at skabe en analyse, der overbygger den klassiske begrebshistoriske metode, der fokuserer på den semantiske udvikling af et sprogligt begreb. Udgangspunktet er for vores vedkommende ikke et begrebs udvikling, men derimod en hypotese, der gennem analysen af de overordnede struktureres udvikling kan give et udgangspunkt for en diskussion af Grønland i dag. Vi undersøger dermed grønlændernes ændrede forventningshorisont ud fra historiske, strukturelle politiske ændringer, som har ledt op til den nutidige debat om Grønland. Disse overordnede metodiske overvejelser gennemgås og diskuteres i det efterfølgende. Først vil opgavens tidsmæssige historiske forankring forklares, dernæst opgavens kildebrug. Til sidst gennemgås og diskuteres den historiografiske udvikling inden for grønlandsforskningen i et postkolonialt perspektiv. 5

6 Teoretisk forankring Opgavens metodiske periodisering er overordnet baseret på en antagelse om, at der sker et brud i den grønlandske forventningshorisont under Anden Verdenskrig. Med det mener vi, at grønlænderne under krigen får udvidet deres erfaringsrum ved at komme i kontakt med amerikanerne. Den nye forventning tager ikke udelukkende udgangspunkt i et forhold til Danmark, men også i relationer til omverdenen. Vi har i den sammenhæng indarbejdet en periodisering baseret på bevægelighed i tid med udgangspunkt i Kosellecks tanker om forskellige lag af tid samt hans modernitetstese. Tiden er i vores forståelse ikke cyklisk eller lineær, men i stedet tager vi udgangspunkt i, at der er flere tidslag, som på tværs af historien kan relateres til hinanden (Koselleck 2007: 192 samt Nevers & Olsen 2007: 12). Med dette tager vi udgangspunkt i en fleksibel periodisk tilgang, som ikke følger en stringent kronologi, men i stedet følger forklaringens- og begivenhedernes værdi. I den forstand forsøger vi heller ikke at reducere tid til årstal og datoer, men lader forklaringen diktere tiden. De tre tidsperioder Anden Verdenskrig, hjemmestyre og selvstyre kan ses som: ( ) a dynamic set of features and relations in continuous and multiple interaction ( ) (Goody 2006: 6) Med andre ord ser vi tematisk på kronologien med udgangspunkt i den opstillede hypotese, og er i den forbindelse klar over risikoen for selv at komme til at danne en kronologi på nye præmisser. Vi arbejder således med forskellige tidslag, hvor vi under hver periode kan belyse, hvorledes der forekommer ændringer i den grønlandske forventning til fremtiden. Med en overordnet hypotese som grundlag for opgaven arbejder vi ud fra en hermeneutisk tilgang, hvor vores forforståelse spiller en væsentlig rolle for, hvad vi i opgaven undersøger. Vores tilgang er også præget af et strukturalistisk syn på historien, da vi fokuserer på udviklingen af de brede politiske strukturer i det grønlandske samfund, og ikke på nære, menneskelige relationer. På den måde arbejder vi derfor ud fra en tværfaglig videnskabsteoretisk tilgang. I den forbindelse kan vi både inddrage begivenhedernes og strukturernes historie. Dette gør vi ud fra en overbevisning om, at de valgte periodiseringer belyser begivenhedernes gang i Grønland samt med udgangspunkt i, at de er strukturelt foranderlige over tid. 6

7 Dette kommer eksempelvis til udtryk i opgaven ved, at vi anlægger fokus på flere forfatningsmæssige vendepunkter, eksempelvis indførelsen af hjemmestyret og selvstyret. Vi afskriver os en teleologisk årsagshistorie, hvor udviklingen viser hen mod et endemål. Vi anviser i stedet en overordnet mulig ramme og forståelse af den grønlandske historie, hvor specifikke begivenheder både refererer frem og tilbage i tid. Den teoretiske begrundelse for dette er funderet i Kosellecks teori om tidslag: Koselleck ser tid og erfaring som to konstanter i tiden findes erfaringen og omvendt og det er dette overordnede udgangspunkt, vi har ladet os inspirere af (Koselleck 2007: 36). Vi søger imidlertid ikke at foretage en almen vurdering af Kosellecks teori, men bruger den som en overordnet analytisk tilgang. Denne del af Kosellecks teori er hans overordnede filosofiske, historiske perspektiv, og det er dette, der præger vores tilgang til kilderne i opgaven. Vi anvender som tidligere nævnt ikke Kosellecks særlige begrebsanalytiske model, hvor han typisk kigger på et overordnet begreb og analyserer dette ud fra dets semantiske udvikling. Vi anvender i stedet hans overordnede begreber erfaringsrum og særligt forventningshorisont i arbejdet med genstandsfeltet. Dette gør vi med udgangspunkt i en undren over den politiske virkelighed i Grønland i 2012, særligt vedrørende den grønlandske undergrund. Vi vil dermed undersøge, hvordan deres forventning til fremtiden har udviklet sig ud fra et politisk perspektiv. Dette er meget centralt for vores tilgang til kilderne i analysen. Vi analyserer kilderne ud fra, hvordan de umiddelbart fremtræder, men også via den historiske baggrundsviden, vi har om den givne periode, de er nedskrevet i. Dette vil vi beskrive nærmere i afsnittet om kildebrug. Analysestrategi I dette afsnit vil vi vise, hvordan vi griber analysen an i praksis. Det teoretiske udgangspunkt er som nævnt indlejret i metoden, og vi vil nedenfor skitsere, hvordan dette fremgår i opgaven. Med udgangspunkt i Koselleck undersøger vi, hvorledes erfaringsrummet og forventningshorisonten er temporalt forandret i Grønland, forstået på den måde, at der er en stigende forandring i grønlændernes forventningshorisont ud fra de erfaringer, de gør sig (Koselleck 2007: 43). I analysen tager vi afsæt i tre konkrete perioder: 7

8 Tiden i og omkring Anden Verdenskrig med start i 1940 Tiden op til, under og efter indførelsen af Hjemmestyret i 1979 Tiden op til, under og efter indførelsen af Selvstyret i 2009 De valgte perioder henviser hypotetisk hver især til et konkret skifte i grønlændernes forventningshorisont. Anden Verdenskrig er valgt, fordi Grønland kommer i kontakt med omverdenen via USA. Med Tysklands besættelse af Danmark måtte Grønland i højere grad orientere sig internationalt. Hjemmestyret og Selvstyret er valgt, da de i forfatningsmæssig sammenhæng ligeledes henviser til skift i den grønlandske afhængighed af Danmark. I praksis er vores tilgang dermed, at vi tager fat i tre perioder, hvor vi inden for disse undersøger, i hvilket omfang der forekommer en ændring i de grønlandske politikeres forventning til øget selvbestemmelse. Det gør vi gennem et omfattende kildemateriale, som vi herunder vil specificere. Kildekritik Dette afsnit søger at klarlægge de overordnede overvejelser, der er gjort i granskningen af kilderne i udarbejdelsen af denne opgave. Kildernes ægthed er i den forbindelse ikke en væsentlig diskussion, da størstedelen af disse udgøres af arkivalier i form officielle dokumenter, love, betænkninger og mødereferater fra Arktisk Institut og Rigsarkivet. De anvendte dokumenter er overvejende officielle referater eller interne korrespondancer, og der er dermed ikke grund til at mistænke disse for at være forfalskede. Yderligere søger denne opgave ikke at redegøre for hvad, der hændte i en given rækkefølge inden for en nærmere afgrænset periode, men snarere at blotlægge en række strukturer og ændringer i samfundet i forholdet mellem Danmark og Grønland. Love og bekendtgørelser, der benyttes som kildemateriale i denne opgave, fremstår som levn, hvorimod korrespondancer eller mødereferater både er levn og beretninger. Disse korrespondancer repræsenterer begge dele, da de implicerede aktører fortolker på de politiske processer, og dermed er det en beretning om det hændte og samtidig et levn fra samme periode. Ud fra en vekselvirkning mellem disse kan vi dermed både fastslå, hvordan givne betingelser var, og samtidig kan vi konstatere, hvordan disse blev modtaget. Hertil kommer andre historiske fremstillinger, som vi holder vores påstande op imod for at påvise en tendens. 8

9 Vi har i granskningen af kilderne undersøgt, hvilket ophav, der ligger til grund for kilden samt hvilke begrænsninger, dette medfører. Helt konkret har vi som det første set på afsender og modtager (Kristensen 2007: 13ff). Dette skal forstås som en ydre kildekritik, der fastslår, i hvilket miljø hver enkelt kilde er blevet til i; hvilken type af kilde det er, om den er repræsentativ, kildens funktion, hvad står der i den samt hvad man kan bruge kilden til og udlede af den. De konkrete kildekritiske overvejelser præsenteres og behandles i det efterfølgende afsnit, hvor vores kildebrug diskuteres. Kildebrug Det empiriske udgangspunktet for analysen er forankret i udvalgte kilder, der kan belyse den overordnede hypotese. Der er gjort en række kildekritiske overvejelser undervejs i analysen, efterhånden som kilderne inddrages. Dette gør vi imidlertid ikke ved hver eneste kilde i analysen, og derfor vil vi herunder præsentere en række overvejelser om den overordnede kildebrug. Gennemgangen af kilderne er inddelt efter de tre perioder, men indledende redegøres for en række overordnede ræsonnementer. Vi har primært taget udgangspunkt i førstehåndskilder og suppleret disse ud fra historisk litteratur for at kontekstualisere kilderne (Kjeldstadli 2005: 178). Et eksempel er, at vi tager udgangspunkt i Hjemmestyreloven og Selvstyreloven som juridiske kilder og holder den konkrete ordlyd op mod referater samt andre historiske fremstillinger og avisartikler. Ved at tage fat i mødereferater og betænkninger, har vi mulighed for at spore en generel tankegang, der kan give et indtryk af den grønlandske politiske udvikling frem til i dag. Dog er der visse kilder vi, grundet 75- års reglen som foreskrevet i Arkivlovens 23, ikke har haft mulighed for at behandle. En stor andel af kildematerialet stammer fra Arktisk Instituts arkivsamling. Disse udgøres af juridiske dokumenter og officielle betænkninger, men også Henning Bros kildesamling Grønland Kilder til en dansk kolonihistorie er anvendt. Generelt om mødereferater kan siges, at disse referatformater kun indeholder brudstykker af diskussionerne på møderne. Det nedskrevne er filtreret gennem en referent, hvorfor man ikke kan aflæse alle aspekter af de til møderne eksisterende debatter. På trods af dette må man antage, at mødereferater indeholder væsentlige punkter, der er konsensus om. Vi har i analysen af referater søgt at have disse forhold 9

10 for øje samt holde kilderne op mod hinanden. Det samme gør sig gældende for samtlige udvalg og kommissioner, der alle på nær Udvalget vedrørende Hjemmestyre i Grønland 1 og Selvstyrekommissionens betænkning af 2003 var nedsat med både danskere og grønlændere. Dermed er deres arbejde om at fremme grønlandske interesser søgt fremmet i dansk-grønlandske fora. Vi har søgt at aflæse, hvor der kan være eventuelle modstridende interesser i spil. For yderligere at kunne afdække dette er diverse mødereferater inddraget, da de refererer til konkrete diskussioner i forbindelse med kommissionsarbejdet. Kilder til afsnittet fra Anden Verdenskrig til G-50 I analysen af Anden Verdenskrig gøres der brug af Eske Bruns erindringsbog fra Det er en selvbiografisk skildring, som er skrevet retrospektivt cirka 40 år efter afslutningen af de beskrevne begivenheder. Eske Bruns erindringer benyttes som en beretning om de hændte forhold, hvor han selv har været på nært hold af de begivenheder, som udspilledes. Bruns erindringer er skrevet ud fra et ønske om at fremstille sin politiske karriere i Grønland, og således kan værket være skrevet for at styrke et politisk eftermæle. Der kan være risiko for en række efterrationaliseringer, hvorfor Eske Bruns beretninger ikke kan stå alene i en analyse af begivenhederne. Overenskomsten om Grønlands forsvar af 9. april 1941 er en forfatningstekst, og kan i den forstand betragtes som autentisk. Kildekritisk er det dog interessant, at denne overenskomst grundet Danmarks besættelse indgås af Henrik Kauffmann med USA, og den er således uden direkte dansk og grønlandsk indblanding. FN-Pagten af er medtaget som kilde, da denne spiller en central rolle for Grønlands fremstilling af krav til Danmark, hvilket understreges af en tale, Eske Brun holder under et åbningsmøde i Rigsdagen den 20. januar Heri citerer han 73 og holder Danmark op mod denne. Han benytter i talen en diplomatisk retorik, hvorfor man må sammenholde denne kilde med den historiske kontekst for at kunne læse mellem linjerne. Vores kildemæssige arbejde til dette analyseafsnit kontekstualiseres ved at inddrage Dansk Institut for Internationale Studiers (DIIS) historiske udredning fra 2007 bestilt af VK-regeringen. 1 Anker Jørgensen-regeringen godkendte efter grønlandsk ønske at dette udvalg af 1972 udelukkende bestod af Grønlændere. Hjemmestyrekommissionen som det ledte op til bestod dog både af danskere og grønlændere (Bro 1993: 252). 10

11 Kilder til afsnittet om hjemmestyre I analysen af perioden omkring indførelsen af hjemmestyret er der særligt gjort brug af referater og betænkninger fra Hjemmestyrekommissionen fra 1960 erne og frem til Hjemmestyreloven i Her er det særligt interessant at følge den første delbetænkning og forhandlingsoplæg fra 1975 og frem til dens endelige udformning. Denne delbetænkning dokumenterer en kollektiv beslutning, der er blevet draget af Hjemmestyreudvalget. Dette var nedsat med udelukkende grønlandske medlemmer, og viser de grønlandske ønsker til et fremtidigt hjemmestyre. Under et møde i Hjemmestyrekommissionen bliver de centrale begreber selvstændighed, selvstyre og hjemmestyre defineret. Denne kilde finder vi interessant, da den beskæftiger sig med de samme begreber, dette projekt kredser om, hvormed en samtidig, politisk forståelse af disse begreber kan inddrages. Kilder til analysen om Selvstyre I analysen af perioden omkring indførelsen af Selvstyret udgøres de væsentligste kilder også af politiske dokumenter. Særligt er Selvstyrekommissionernes betænkninger af 2003 og 2008 inddraget som centrale kilder, da de giver et indblik i udviklingen fra den grønlandske selvstyrekommission til den fælles danskgrønlandske selvstyrekommission. Det giver mulighed for at aflæse modsatrettede politiske interesser. For at sætte disse i perspektiv inddrages også taler holdt af Landsstyreformand Kuupik Kleist, Landstingsformand Josef Motzfeldt og daværende Statsminister Lars Lykke Rasmussen efter Selvstyrelovens ratificering i juni Det gør os i stand til at aflæse de forskellige agendaer, der gør sig gældende i spørgsmålet om Grønlands selvstyre. Dette eksemplificeres yderligere i analysen af to udtalelser af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen vedrørende råstofspørgsmålet i Grønland. Fogh fremlægger i disse kilder en dagsorden, som taler imod de kompromisser, der er indgået i den endelige betænkning. Derfor fungerer disse udtalelser som en yderligere belysning af de faktiske forhold. Vi inddrager ydermere en ny kilde i det perspektiverende afsnit i opgaven, særskilt fra analysen. Kilden er en status over de politiske forhold i Grønland i 2007 som udlagt af James P. Cain (daværende amerikansk ambassadør i Danmark). Kilden er med til at 11

12 belyse den nuværende geopolitiske debat, og belyser andre landes interesser i Grønland ud fra et internationalt perspektiv. En postkolonial historiografisk tilgang til grønlandsforskningen Dette afsnit har til formål at opridse det historiske forskningsfelt i Grønland ud fra et postkolonialt perspektiv. Da denne opgave ikke behandler tiden før Anden Verdenskrig vil forskningsfeltets tekster før det 20. århundrede herunder også antropologiske tekster ikke indgå i denne oversigt. Ved en postkolonial historiografisk tilgang må man nødvendigvis definere, hvad der forstås ved ordet postkolonialisme. Post betyder efter på latin, hvilket vil sige, at det postkoloniale felt kan defineres som et tidsligt forhold, der eksisterer efter kolonialismen. Ud fra denne kontekst kan det postkoloniale forskningsfelt forstås som: ( ) concerned with the diverse, uneven and contested impact of colonialism on the cultures of colonizing and colonized people, in terms of the way in relationships, practises and representations are reproduced or transformed between past and present ( ) (Yeoh 2009: 561) Med udgangspunkt i ovenstående definition tager vi udgangspunkt i, hvordan det politiske forhold mellem Grønland og Danmark har formet sig efter Anden Verdenskrig. Vi har med en tidsmæssige afgrænsning fra lagt et overordnet fokus på, hvorvidt de asymmetriske magtstrukturer inden for kolonialismen fortsat eksisterer i dag. Grønland stoppede officielt med at eksistere som koloni, da de med den danske Grundlov af 1953 blev til et amt i Danmark. Den postkoloniale forskning vedrørende Grønland har ofte beskæftiget sig med kolonimagten Danmarks indflydelse på grønlandske forhold, og hvordan det danske administrative system og sprog har haft indflydelse på landets udvikling efter kolonialismens ophør (Thisted 2004: 2f). Den postkoloniale forskning tager generelt udgangspunkt i underbyggede magtrelationer i sproget mellem kolonisator og den koloniserede, hvorimod vi i højere grad beskæftiger os med strukturelle ændringer over tid. Ud fra dette perspektiv er det interessant, at den danske jurist Jens Brøsted i 2003 i en artikel fra Arktisk 12

13 Forskningsjournal opridser, hvordan det for første gang i blev fremhævet i grønlandsforskningen, at landet i realiteten ikke var blevet anerkendt som et selvstændigt folk i folkeretslig forstand i 1953 (Brøsted 2003: 85). Det er således først mange år efter Grundloven, at sagen om den folkeretslige status bliver taget op på et forskningsniveau, fremhæver Brøsted. Senere er dette blevet behandlet i forskellige rapporter 3. Den grønlandske historiker Jørgen Fleischer tager ligeledes i 2002 en artikel i avisen Sermitsiaq spørgsmålet om Grønlands folkeretslige status op i et nyere historisk perspektiv. Han hævder, at landet fortsat kan betegnes som en koloni i Jens Brøsted konkluderer ligeledes i den førnævnte artikel fra Arktisk Forskningsjournal, at formuleringen i Grundloven fra dansk side var motiveret af et ønske om at undgå FN tilsyn (jf. FN-Pagten af 1945), så Danmark kunne beholde Grønland under det danske riges love. Dette er interessant i henhold til denne opgave, da vi ser det postkoloniale perspektiv i lyset af Selvstyreloven fra 2009 samt den nuværende debat om råstoffer i Grønlands undergrund. Mange tekster og udgivelser inden for dette genstandsfelt tager udgangspunkt i den politiske historie, men hovedsageligt inden for nærmere afgrænsede tidsperioder og emner. Dette gør sig eksempelvis gældende i Finn Lykkegaards disputats Det danske gesandtskab i Washington fra 1968, der særligt behandler Kauffmanns rolle i det dansk-amerikanske forhold. Lykkegaard tilskriver i sit værk Kauffmann den altafgørende rolle for det han kalder goodwill politik, for at skabe et godt forhold til USA og efterkomme dennes interesser i Grønland. Ligeså skrev Bo Lidegaard en doktordisputats i 1996 om Henrik Kauffmann I Kongens Navn. Henrik Kauffmann i dansk diplomati Lidegaard såvel som Lykkegaard belyser modsætningsforholdene mellem Kauffmann og de grønlandske landsfogeder i det stor- og sikkerhedspolitiske spil, som også behandles i denne opgave. Blandt centrale selvbiografier og erindringsbøger kan nævnes Eske Bruns Mit Grønlandsliv (1985), forhenværende Grønlandsminister Knud Hertlings Grønlandske paradokser (1977) og 2 Den islandske folkeretsprofessor Gudmunõur Alfredsson bragte dette op i en disputats fra Harvard om selvbestemmelsesretten. 3 Blandt andet Finn Petersens historiespeciale om Grønlandssagens behandling i FN , samt Frederiks Harhoffs juridiske disputats om Rigsfællesskabet. 13

14 Knud Oldendows Den Grønlandske Samfundslære (1931) og Tilstandene i Grønland 1946 (1947). Disse har alle karakter af historiske beretninger, hvor egne roller og meninger står tydeligt frem, hvilket giver et indblik i grønlandske forhold, på trods af risikoen for efterrationaliseringer og betoninger af visse forhold. Grønlands to landsfogeder under Anden Verdenskrig, Eske Brun og Aksel Svane, har også været genstand for forskning, hvoraf førstnævntes rolle i tilblivelsen af moderniseringen af Grønlands behandles i et af de seneste bidrag til feltet; Jens Heinrichs ph.d. Eske Brun og det moderne Grønlands tilblivelse fra Der har været stor interesse for at undersøge moderniseringstendenserne i Grønland, der i særlig grad fremkommer under Anden Verdenskrig. Andre værker behandler hjemmestyret og indførelsen af dette i Grønland og den deraf afledte debat om selvstændighedstanker i det grønlandske samfund. Kun få værker spænder over hele det 20. århundrede, og disse giver hovedsageligt en historisk oversigt, eksempelvis Axel Kjær Sørensens Danmark-Grønland i det 20. århundrede en historisk oversigt fra Interessant er, at disse ikke rækker frem til det 21. århundrede og indførelsen af Selvstyreloven. Dansk Institut for Internationale Studier har på bestilling fra Staten udarbejdet to historiske udredninger; Danmark under den kolde krig den sikkerhedspolitiske situation fra 2005 og Afvikling af Grønlands kolonistatus fra I disse spiller det dansk-amerikanske forhold som følge af diverse taler en central rolle. I rapporten Grønland under den kolde krig Dansk og amerikansk Sikkerhedspolitik af Dansk Udenrigspolitisk Instituts (DUPI) fra 1997 og PET-kommissionens beretning PET s virksomhed i forhold til Grønland og Færøerne (kommissionens 14. bind) fra 2009 belyses Grønland i et koldkrigsperspektiv, og hvilke storpolitiske interesser, der var i landet. Denne opgave indskriver sig i et bredt felt med mange forskelligartede facetter. Interessant er, at vi forsøger at belyse det dansk-grønlandske politiske forhold set over en længere periode ( ), og hvilke processer Grønland har gennemgået for at opnå selvstyre. Vi fokuserer således ikke på en specifik begivenhed eller person, men forsøger i stedet at anskue udviklingen ud fra et bredt perspektiv med Selvstyreloven fra 2009 og den deraf affødte nutidige debat i frisk erindring. 14

15 Fra Anden Verdenskrigs til G-50 Første del af analysen tager udgangspunkt i perioden fra , da denne periode er grundlæggende for vores hypotese om, at der under Anden Verdenskrig sker et skifte i de grønlandske samfund og politikeres forventning om øget selvbestemmelse. Vi tager derfor fat på perioden under og lige efter Anden Verdenskrig, da vi her kan spore nogle af de tiltag, der har været udslagsgivende i Grønlands proces frem mod selvstyre. Vi er bevidste om, at der også var strømninger mod øget selvstændighed i Grønland før Anden Verdenskrig. Grønlandsoverenskomsten af 1941 Grønlandsoverenskomsten af 9. april 1941 var en omstridt aftale indgået af den danske gesandt i Washington, Henrik Kaufmann, mellem Tyskland, Danmark og Grønland, som gav USA lov til at oprette fly- og flådebaser i Grønland (Bro 1993: 181f). Vi vil i relation til denne aftale tage fat i konkrete kilder fra perioden i form af politiske mødereferater fra tiden omkring Anden Verdenskrig samt Eske Bruns erindringsbog. Inden vi analyserer disse, vil vi kort fremlægge den historiske kontekst, Grønlandsoverenskomsten fra 1941 blev indgået under. Da Danmark den 9. april 1940 blev besat af Tyskland, ville hverken USA eller England acceptere, at en dansk regering udøvede nogen form for myndighed i Grønland. Derfor blev Grønland kastet ud i nye forbindelser til omverdenen, hvor de to landsfogeder, Eske Brun og Aksel Svane, stod tilbage med danske regeringsbeføjelser, som de ifølge en særbestemmelse i 1925-styrelsesloven havde ret til at udøve under særlige omstændigheder. Den danske regering blev i vidt omfang afskåret fra at udøve indflydelse, da Danmark efter besættelsen ikke længere af USA blev betegnet som en selvstændig stat (Bro 1993: 182). Derfor måtte de to landsfogeder finde nye veje for at bevare tilhørsforholdet til Danmark. Brun og Svane mente, at USA var den bedste mulighed for at sikre varer til den grønlandske befolkning, og indledte et samarbejde med den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann. Han overtog langsomt rollen som mellemled mellem Washington, København og Godthåb, og i de følgende år under krigen blev Eske Brun og Aksel Svane i høj grad underlagt Henrik Kauffmanns politiske dagsorden (Bro 15

16 1993: ). Aksel Svane kunne på visse punkter ikke acceptere Kauffmanns politiske agenda, og det resulterede i, at det var Eske Brun, der stod tilbage som eneste landsfoged i Grønland. Både Brun og Svane kritiserede Kaufmann for i højere grad at handle ud fra sine egne og de amerikanske interesser (DIIS 2007: 21f). De var dog nødt til at indordne sig under de særlige vilkår, hvor amerikanerne med Kauffmann som diplomatisk guide viste deres politiske magt på et tidspunkt, hvor Danmarks koloniale indflydelse på Grønland var sat på standby (Bro 1993: 182). Et eksempel på Kauffmanns politiske indflydelse er oprettelsen af Grønlandskommissionen i 1940, der gik forud for Grønlandsoverenskomsten i Det var under kommissionsarbejdet, at tankerne om at oprette flåde- og flybaser i Grønland fik en mere konkret form; altså her, processen frem mod Grønlandsoverenskomsten i 1941 for alvor tog fart. Dette viser, at der allerede i denne periode var en politisk interesse i Grønland fra amerikansk side i Grønland. Grønlandskommission af 1940 bestod af danskere og amerikanere, og kommissionens rolle var på papiret at beskytte danske interesserer i Grønland (Lidegaard 1996: ). USA var dermed sammen med Kauffmann en central aktør i Grønland under krigen, og gennem den nyoprettede Grønlandskommission blev der dannet grundlag for, at amerikanerne kunne få indflydelse på de politiske og kulturelle strømninger. Det skete også i høj grad gennem samhandlen mellem Grønland og USA, hvor grønlænderne kom i kontakt med nye amerikanske dagligvarer, kulturprodukter og et andet sprog. Det var alt sammen med til at udvide grønlændernes forståelse af omverdenen, da de tidligere havde været underlagt Det Kongelige Danske Handelskompagni (KGH), som havde monopol på grønlandshandelen (DIIS 2007: 31). Eske Brun var som den eneste tilbageværende landsfoged under krigen i løbende kontakt med USA og Kauffmann samt den danske regering. Sammen med Kauffmann kom han til at tegne forbindelsen til USA, og dermed også Grønlands udvikling under krigen. Indførelsen og modtagelsen af Grønlandsoverenskomsten I Grønlandsoverenskomsten fra 1941 fremgår det, at den er indgået på baggrund af det grønlandske landsråds resolution fra 3. maj 1940, hvor landsrådet ifølge Grønlandsoverenskomsten: 16

17 ( ) udtalte det haab, at de Amerikanske Forenede Staters Regering, saalænge Grønland er afskaaret fra Moderlandet, vedvarende vil erindre den udsatte Stilling, hvori det danske Flag i Grønland, den grønlandske og den danske Befolkning i Grønland og den herskende Retsorden befinder sig. (Overenskomst om Grønlands Forsvar af 9. april 1941) Med andre ord fremhæver Kauffmann og den amerikanske Statssekretær Hull i indledningen til overenskomsten, at der er opbakning fra det grønlandske landsråd for at indgå denne aftale. Dette er imidlertid ikke den fulde sandhed: Eske Brun omtalte flere gange under krigen USA som værende amerikanske besættelsestropper, og i en korrespondance med Kauffmann i 1941 udtrykker han også bekymring over den amerikanske indflydelse i Grønland (DIIS 2007: 28). I Eske Bruns erindringsbog fremgår nogle af de uoverensstemmelser, der i eftertiden er blevet fremhævet mellem Kauffmann og Brun 4. Her skriver han: Mens jeg endnu sad ved Ivigtut og Svane ved Godthåb fik vi anmodning om at godkende den traktat, som Kauffmann på Danmarks vegne havde indgået med U.S.A. om Grønlands forsvar. ( ) Vi fik ikke tid til at drøfte sagen nærmere, og jeg svarede, at jeg for mit vedkommende godkendte traktaten, men at jeg ville have været glad, hvis jeg havde haft adgang til på forhånd at fremsætte visse kommentarer af praktisk karakter. (Brun 1985: 83) Det interessante ved ovenstående citat er, at det viser, at Eske Brun og Aksel Svane på visse punkter var nødt til at acceptere de forhold, amerikanerne fremsatte. Dette uden at få tilføjet grønlandske interesser i overenskomsten. Dette fremgår ydermere af et møde afholdt i Grønlands Landsråd den 23. juni 1941 i Godthaab. I referatet fra mødet skriver daværende direktør for Grønlands Styrelse, Knud Honoré Oldendow: Jeg tror, Grønland skal hilse Forsvars-Overenskomsten med Glæde, dels fordi Amerika derved har paataget sig Forpligtelsen at forsvare Grønland imod, at den samme Skæbne, som har overgaaet Danmark og saa mange andre europæiske lande, ogsaa skulde komme over Grønland, dels fordi Amerika har 4 Vi har ikke kunnet få aktindsigt i disse korrespondancer pga. 75-årsreglen. 17

18 lovet at gøre dette paa en Maade, som respekterer Grønlands Stilling, dets Samhørighed med Danmark og Grønlændernes Livsinteresser (Møde i Grønlands Landsråd af 23. juni 1941: 7) Det fremgår af mødet, at de grønlandske politikere bør glæde sig over aftalen, da USA vil beskytte landet. I samme referat fremgår desuden, at Grønland ikke havde de nødvendige ressourcer til at klare sig under krigen, og derfor så sig nødsaget til at oprette forbindelse til USA. Overordnet set fremstår dette mødereferat som en lang forklaring til den danske konge og regering, hvori det fremlægges, hvorfor Grønland har været nødsaget til at oprette disse forbindelser til USA og acceptere overenskomsten af I den forbindelse bliver tilhørsforholdet til Danmark understreget: Når Danmark engang er befriet, og alt det, som er blevet ødelagt, skal genopbygges så staar vi som et enigt folk i samarbejde med hinanden. (Møde i Grønlands Landsråd af 23. juni 1941: 4). Dette viser, at grønlænderne har en fremtidig forventning om, at de skal arbejde sammen med Danmark efter krigen. Alligevel er der også vis en usikkerhed at spore, da det fremgår af mødereferatet fra Grønlands Landsråd fra 23. juni 1941, at: Tyskland har lovet Danmark fuldstændig frihed efter krigen, men det er uvist, om de vil holde dette Løfte mere end de mange andre, de brød. (Møde i Grønlands Landsråd af 23. juni 1941:3). Det kan udledes, at der i 1941 sker et brud i de grønlandske politiske forventninger til fremtiden: De ønsker fortsat at arbejde sammen med Danmark efter krigen, men de er også usikre på, hvorvidt det bliver muligt. I relation til denne problematik skrev Eske Brun en artikel i Grønlandsposten den 16. juni Her fremhæver han, ligesom Grønlands Landsråd gjorde det under mødet 23. juni 1941, at man frygter for Danmarks fremtid som følge af den tyske besættelse af landet. Danmark er besat af en Magt, hvis formaal er Udsugning af Danmark nu og Udslettelse af Danmark efter Krigen. Grønland er besat af en Magt, som trods det, at den befinder sig i en gigantisk Kamp, dog har været i Stand til at give os en Hjælp ( ) (Grønlandsposten 16. juni 1942) Det kan heraf ses, at Eske Brun og de grønlandske politikere følte sig nødsaget til at handle ud fra grønlandske interesserer. De forsøgte at samarbejde med USA ud fra de 18

19 præmisser, de var tvunget ind i. Heri kan man se de komplekse politiske relationer til omverdenen, som de grønlandske politikere måtte agere inden for. Der er derfor et spændingsforhold i Grønlands relation til Danmark under krigen: På den ene side ønsker de at overleve, og på den anden vil de ikke risikere at miste kontakten til Danmark, da de afhænger af denne historisk og økonomisk. Eske Brun siger ydermere i sine erindringer fra 1985, at Grønlænderne lærte af amerikanerne, at ( ) Går det ikke på den ene måde, må vi prøve noget andet, til det lykkes (Brun 1985: 86). Han fortæller i den forbindelse, at det vigtigste, grønlænderne erfarede af amerikanerne, var deres tilgang til at løse problemer. Grønlandsspørgsmålet og FN I Danmarks fravær opstod der et vakuum politisk, handelsmæssigt og kulturelt - som gav mulighed for, at Grønland kunne åbne sig kulturelt og økonomisk over for omverdenen. Da verdenskrigen sluttede, ville man ikke tilbage til det Grønland man kendte fra før krigen. Grønlænderne havde opdaget, at de var del af en større verden, og at deres egen verden kunne forandres (DIIS 2007: 294). Dette faktum kom bag på Danmark, da politikerne i København ikke havde mulighed for at følge udviklingen i Grønland under krigen særlig nøje. Da Danmark blev en del at FN-samarbejdet efter krigens ophør, skulle landet løbende rapportere om grønlandske forhold til FN ifølge artikel 73e i FN-pagten (DIIS 2007: 129). Danmark efterlevede rapporteringskravene, på trods af, at de ikke anså Grønland for at være en reel koloni. Man indberettede særdeles lange og fyldestgørende rapporter til FN, der gik ud over kravene. På den måde forsøgte Danmark at fremstå som en progressiv kolonimagt, der gerne ville imødekomme ændringer af kolonisystemet. Således noterer Danmark allerede i en rapport til FN i 1948, at man vil undersøge muligheden for at gøre Grønland til en ligeberettiget del af det danske rige (DIIS 2007: 193). Med indførelsen af Grundloven af 1953 blev Grønland en ligeberettiget del af det danske rige, og Danmark kunne fastholde tilknytningsforhold til Grønland på danske præmisser (Brøsted 2003: 88f). Derefter skulle Danmark ikke indrapportere til FN, da Grønland i juridisk forstand blev en del af det danske rige og ikke længere var en koloni. 19

20 Eske Brun om grønlandsspørgsmålet De grønlandske krav til at blive en del af det moderne vestlige samfund, vakte nye politiske problemstillinger, der søgtes løst i nedsættelsen af Grønlandskommissionen af Under Grønlandskommissionens åbningsmøde i Rigsdagen i København den 20. januar 1949 fortæller landsfoged Eske Brun, at Grønland ikke længere tolererer en forskelsbehandling. Han fremhæver at de er blevet en del af det vestlige samfund og ønsker en modernisering og større medbestemmelse på den førte politik. Eske Brun citerer direkte FN-pagtens artikel 73 5 til at fremme sit budskab, og tilføjer: Det har altid været det givne grundlag for dansk virke i Grønland, at det skulle være til gavn for den grønlandske befolkning, men hermed er dette blevet stærkere udtalt end før, har fået et nøjere bestemt mål, og Danmark er blevet forpligtiget til at fremkomme med resultaterne af sit arbejde for et internationalt forum. (Eske Brun) Disse udtalelser kommer fra talerstolen foran den danske rigsdag, og heri lægger et diplomatisk bias en vis forvanskning af sandhederne i de diplomatiske vendinger. Men han understreger samtidig de forpligtigelser, Danmark har bundet sig til ved indtrædelsen i FN i Det kan ses som en slet skjult henvisning til, at der ifølge pagten skal tages konkrete initiativer til at fremme specifikke kernepunkter, der skal gavne de grønlandske indbyggeres velfærd. Særlig interessant i FN-pagten er også det formulerede mål om at fremme selvstyre, at tage behørigt hensyn til folkenes politiske ønsker og støtte dem i den fremadskridende udvikling af deres frie politiske institutioner (FN-pagten artikel 73b). Dermed er pagtens artikel 73b en central del af processen frem mod indførelsen af både Hjemmestyret og Selvstyret. Pagten giver grønlændere hjemmel for at kræve frie politiske institutioner og fremme selvstyre. Således har FNpagtens formaninger om at fremme initiativer til udvikling og selvstændighed haft betydning for hvorledes de grønlandske politikere historisk efter dette har krævet flere politiske bestemmelser overført til Grønland. 5 Ifølge FN-pagtens artikel 73 skal Medlemmer af de Forenede Nationer, som har eller påtager sig ansvaret for administrationen af områder, hvis folk endnu ikke i fuldt mål har opnået selvstyre, anerkender den grundsætning, at disse områders indbyggeres interesser er af altovervejende betydning. (FN Pagten kapitel XI, artikel 73). 20

21 Grønlandskommissionen (G-50) Der blev i 1948 oprettet en Grønlandskommission nedsat af Statsminister Hans Hedtoft (A), der omfattede 16 medlemmer, heraf fire danske og fire grønlandske politikere. Denne kommission resulterede i en lang række love og strukturelle ændringer af det grønlandske samfund. En løsrivelse fra Danmark var imidlertid ikke realistisk på daværende tidspunkt, og processen for at opnå øget politisk selvbestemmelse pågår stadig. Grønlandskommissionen havde en underkommission, der drøftede essentielle spørgsmål vedrørende landets fremtid. Forud for et møde den 9. februar 1949 blev der udsendt et dokument til medlemmerne, hvoraf det fremgik, at formålet med det kommende møde var at drøfte Grønlands fremtid i det danske rige. I selve referatet af underkommissionens møde den 9. februar 1949 fremgår en række punkter, der kan sættes i relation til spørgsmålet om øget selvbestemmelse. Underkommissionen bestod udelukkende af grønlændere, og den kan derfor give et indblik i de grønlandske politiske forventninger til fremtiden. I referatet fra underkommissionens møde den 9. februar 1949 fremgår det, at hovedpunktet for mødet i Underkommission var: (...) Grønlands stilling i det danske rige, herunder spørgsmålet om, hvorvidt Grønland skulle være en koloni eller et amt, eller om man skulle finde et mellemstandpunkt. (Referat af Underkommissionsmøde 9. februar 1949: 2) Mødet i underkommissionen havde dermed til formål at diskutere Grønlands fremtidige placering i Rigsfælleskabet i forlængelse af diskussionen om Grønlands folkeretslige status. Der var herunder en diskussion om, hvorvidt der burde foretages en ændring i det administrative, grønlandske system. Referatet af underkommissionsmødet fra 1949 understøtter hypotesen om, at der efter Anden Verdenskrig skete et skifte i de grønlandske politiske forventninger til fremtiden. Dette ses under mødet i en udtalelse af Landstingsmand Stegger-Nielsen: Landsrådets udtalelser om en centralledelse på Grønland stammede fra erfaringerne under krigen, hvilket måtte være afgørende. (Referat af Underkommissionsmøde 9. februar 1949: 5). Landsfoged Svane gjorde det ligeledes klart under mødet, at Grønland ønskede større uafhængighed fra Danmark. I mødereferatet fremgår det, at de konkret diskuterer den 21

22 grønlandske stilling i forhold til en kommende Grundlov. Det fremgår af mødereferatet, at Svane: ( ) anså en løfteparagraf i grundloven for formålstjenlig. Og fandt, at tiden nu var inde til en større selvstændighed for den grønlandske befolkning i politisk henseende f.eks ved oprettelse af et nævn eller en fast delegation, der kunne forhandle med den danske rigsdag. (Referat af Underkommissionsmøde 9. februar 1949: 5) Han ville med andre ord have indskrevet i Grundloven, at der skulle være mulighed for at opnå selvstyre. Svane henledte dermed opmærksomheden på, at Grønland ikke blot burde have centralstyre, men også opnå større politisk medbestemmelse med indførelsen af en løfteparagraf i Grundloven. Svane påviser et visionært fremsyn, med forventning om mere indflydelse. Denne forventning blev imidlertid ikke indfriet, da en sådan løfteparagraf ikke blev indført i Grundloven af Grønland fik dog retten til at have to politikere siddende i Folketinget. Med Grundloven af 1953 blev Grønland ligeledes en del af det danske rige, og Danmark fik juridisk overhøjhed over landet. Kommissionsarbejdet udmundede i en kommissionsbetænkning, der lå færdig i februar Af betænkningen fremgår det blandt andet, at: (...) Den fremtidige økonomiske organisation for Grønland må give mulighed for og tilskynde til en gradvis udvikling hen imod en tilstand, hvor grønlænderne selvstændigt kan træde i økonomisk forbindelse med omverdenen og selvstændigt kan oprette og drive erhvervsforetagender og økonomiske organisationer. (Grønlandskommissionens betænkning af februar 1950) Ovenstående fremhæver de grønlandske ønsker til fremtiden. Af dette kan udeledes, at man ønsker en økonomisk uafhængighed fra Danmark, og i stedet basere denne på omverdenen. 22

23 Opsummering Vi har belyst, at de grønlandske politikere gennem samarbejdet med USA under Anden Verdenskrig i stigende grad fremsatte krav om mere selvbestemmelse. På det folkelige plan, kom det grønlandske folk i kontakt med amerikanere, som bragte nye varer og politiske idéer til landet. Centralt er, at der i denne periode var en stor politisk interesse fra amerikansk side i grønlandske forhold. Dette resulterede i, at grønlændernes erfaring ikke blot var bundet til Danmark, men i stigende grad også til omverdenen, symboliseret i USA. Grønland kom via denne indflydelse ind i en politisk proces, hvor de både ønskede at blive løsrevet fra Danmark, men også fortsat havde et tæt afhængighedsforhold til Danmark. Som vi viser, følte grønlænderne et stærkt tilhørsforhold til Danmark under krigen og efter krigens afslutning. Den ændrede situation under krigen åbnede dog op for nye muligheder for Grønlands politiske fremtid. Deres tanker om et kommende selvstyre var i høj grad forankret i at opnå et samlet landsstyre under én, central politisk enhed, som de tidligere havde oplevet under krigen. Der blev udformet en grønlandskommissionen i 1948, som efterfølgende afleverede en betænkning. Denne betænkning kom til at spille en central rolle for den grønlandske politik i årene fremefter. Grønlænderne blev med erfaringerne fra krigen yderligere orienteret mod omverdenen på baggrund af FN-pagtens artikel 73. Pagten gav Danmark forpligtigelser til at fremme en grønlandsk udvikling på en række områder, herunder de politiske og kulturelle. Grønland anvendte FN-pagten aktivt over for Danmark til at kræve større selvbestemmelse, og blev med Grundloven af 1953 anerkendt som et selvstændigt folk, og fik herunder retten til at have to grønlandske politikere siddende i Folketinget. De fik imidlertid ikke indskrevet et ønske om en løfteparagraf i Grundloven. Det grønlandske motiv for at fremhæve denne paragraf var at skabe mulighed for senere at kunne opnå selvstyre. De grønlandske politikere forventning til fremtiden var med andre ord en større grad af medbestemmelse, men de opnåede kun dette i et begrænset omfang. 23

24 Hjemmestyre Denne del af analysen tager udgangspunkt i perioden op til indførelsen af hjemmestyret i 1979, herunder hvilke politiske processer, der var med til at præge hjemmestyreloven i dens konkrete udformning. Vi tager udgangspunkt i Grønlandskommissionen fra 1960 (G-60) og det forudgående kommissions- og betænkningsarbejde. I denne periode kræver Grønland i stigende grad retten til at bestemme over egne og internationale politiske forhold. Særligt fremkommer et krav om selvbestemmelse over de grønlandske råstoffer. G-60 og de indledende diskussioner om hjemmestyre Færøerne fik i 1948 en hjemmestyrelov, som inspirerede grønlandske politikere til at kræve samme rettigheder. Den førte politik på baggrund af G-50 sikrede massive danske investeringer i Grønland inden for infrastruktur, uddannelse og erhverv. I det videre arbejde med disse initiativer blev G-60 nedsat af den danske regering. Det grønlandsk-danske udvalg definerer målsætningen for arbejdet således: Målet for enhver grønlandspolitik må være at højne den grønlandske befolknings politiske sociale og kulturelle status og at forøge levefoden. Dette mål må nås i samarbejde mellem befolkningen i Grønland og i det øvrige Danmark. (Grønlandsudvalgets betænkning af 1964: 23) Det fremgår, at de ønskede en fortsat forøgelse af den grønlandske befolknings medbestemmelse. I citatet fremgår det således, at G-60-kommissionen ønsker at forøge de sociale, kulturelle og materiale levevilkår i Grønland via et samarbejde med Danmark. Hermed fremgår det, at de grønlandske politikere ønskede at samarbejde med Danmark i vigtige politiske forhold. Det er vigtigt at have in mente, at udvalget bestod af danske og grønlandske medlemmer og, at det har haft en indflydelse på ordlyden i den endelige betænkning, da forskellige politiske intentioner kan have spillet ind. G-60-kommissionen gjorde ydermere status over de investeringer og tiltag, der havde været gjort som følge af G-50. Med en forestående modernisering af det grønlandske samfund var der behov for massive investeringer i overgangen til et mere moderne 24

25 Grønland med udbygget industri og infrastruktur. Således beskrives det i G-60 s statusopgørelse, at der: er i årene investeret godt 800 mill. kr. af staten eller ca. 55 mill. kr. i årligt gennemsnit. (Grønlandsudvalgets betænkning af 1964: 13). Dette står i stærk modsætning til de danske investeringer i Grønland før Anden Verdenskrig, som sjældent oversteg en million kroner om året. Det giver et klart billede af, at politikerne i Danmark havde erkendt, at der var behov for store investeringer til at støtte Grønlands moderniseringsproces. G-60-udvalget fremlagde en investeringsplan, som grundlæggende gik ud på at skabe bedre infrastruktur og at fremme urbanisering i Grønland 6. Grønland gik dermed ind i en moderniseringsproces, hvilket det danske folketingsmedlem Simon From fremfører på et udvalgsmøde i G-60 den 17. Maj 1960: (...) henimod 150 års normal udvikling var nået i løbet af en halv snes år (Referat af udvalgsmøde den 17. maj 1960). Udvalget lagde vægt på udviklingen af langsigtede strukturer, og det var centralt i udvalgsarbejdet, at det grønlandske samfund i fremtiden skulle baseres på viden og uddannelse. I den færdige betænkning fra G-60 fremgår det specifikt, at udbygningen af det grønlandske samfund skal ske gennem hjælp til selvhjælp. I den forbindelse noteres det i betænkningen, at ( ) befolkningen har et behov for og en ret til en offentlig indsats i form af uddannelse, sygdomsbekæmpelse, boligstøtte m.v. ( ). (Grønlandsudvalgets betænkning af 1964: 23). Udvalget var dermed klar over, at det var nødvendigt at få økonomisk støtte udefra for at opbygge et moderne velfærdssamfund. Udviklingen er på dette tidspunkt forankret i et tæt samarbejde med Danmark, da man økonomisk var afhængig af støtte til at opbygge dette. Under et udvalgsmøde den 18. april 1961 formuleres også et ønske om større indflydelse på egne forhold, blandt andet nævnes: Ikke mindst af psykologiske årsager må det være af væsentlig betydning, at den grønlandske befolkning får følelsen af ansvar, får fornemmelsen af, at de selv leder og bidrager til udøvelsen af deres lokale anliggender. (Referat af udvalgsmøde 18. april 1961) Det er bemærkelsesværdigt, at der lægges vægt på ord såsom følelsen af ansvar samt fornemmelse af, hvilke kan indikere, at udvalgets formuleringer vedrørende 6 Et eksempel herpå er Blok P i Nuuk, opført i Dette var en stor boligblok, der husede cirka 1 % af den grønlandske befolkning. Blok P har sidenhen været symbolet på G-60-politikkens praktiske udførelse (Andersen 2008: 56f). 25

26 selvbestemmelse, ikke nødvendigvis bygger på en reel selvstændighed. Udvalget arbejder i den forstand ikke frem mod konkrete, politiske overdragelser af suverænintet, men i stedet mod en følelse eller fornemmelse af at opnå mere indflydelse på egne forhold. Den danske indflydelse i udvalget må tænkes at have haft en afgørende betydning, da Grønland tidligere formulerer specifikke krav om overdragelse af suverænintet, blandt andet med udgangspunkt i FN-pagten. Således viser det, at danskernes interesser i udvalgsarbejdet forsøger at fremme danske interesser i grønlandske forhold. De efterkommer dermed ikke de grønlandske krav om øget selvstændighed, men fokuserer i stedet psykologiske faktorer, hvor Grønland får overdraget en række kompetencer, men ikke udpræget suverænitet. På udvalgsmødet fremgår det desuden: Hvis Danmark nu uden videre eensidigt ophæver den bestående absolutte spærring af Grønland for udlændinge, så betyder det jo i virkeligheden, at vi giver afkald på en handelspolitisk forhandlingsposition uden at få noget til gengæld (Referat af udvalgsmøde den 18. april 1961: 15) Det kan heraf ses, at G60-udvalget ikke umiddelbart var overbeviste om, at en ændring i loven blev en realitet. De afviser imidlertid ikke, at det engang i fremtiden kunne forekomme. Ifølge G-60 er konsekvensen af en ophævelse af erhvervsloven af 1959, at Grønland enerådigt kan komme til at bestemme over egen handelspolitik. Dette står i modsætning til det monopol, som Danmark gennem KGH havde haft. Det fremgår tydeligt af ovenstående citat, at såfremt Danmark skulle afgive suverænitet til Grønland, krævede de noget til gengæld. Den føromtalte betænkning fra G-60 blev udgivet i 1964, og den medførte en 10- årsplan for den politiske udvikling i Grønland, som i stor udstrækning fik indflydelse på den førte politik frem til hjemmestyrets indførelse i I 1970 erne var der imidlertid en bred debat om Grønlands tilhørsforhold til EF, som fik afgørende betydning for, at Hjemmestyreloven for alvor kom på den politiske dagsorden. Og mindst ligeså vigtigt: råstofferne i undergrunden. 26

27 Hjemmestyrekommissionen af 1975 I 1972 afholdtes folkeafstemning om, hvorvidt Grønland skulle blive del af EF. I Grønland var der 70,3 % modstand imod indtrædelse i EF, men da man fortsat ikke på daværende tidspunkt, som tilfældet var på Færøerne, havde en hjemmestyreordning, måtte Grønland følge Danmark ind i det Europæiske Fællesskab (Nanoq.gl A). Efter Grønlands ufrivillige medlemskab af EF i 1972 blev en hjemmestyrekommission oprettet i Hovedmotivet for at Grønland ikke ville tilslutte sig EF var, at de frygtede en liberalisering af deres fiskeri (Skydsbjerg 1999: 24f). Dette kunne allerede ses i G-60-udvalgets møder, hvor der var visse restriktioner for at åbne det grønlandske marked. I det efterfølgende Hjemmestyreudvalg i 1973 samt Hjemmestyrekommission af 1975 blev det aktuelt efter, at Grønland var blevet tvunget ind i EF af Danmark Hjemmestyrekommissionen blev nedsat på opfordring fra Landsrådet i en skrivelse til Ministeriet for Grønland den 27. oktober For at komme med forslag til dette blev der nedsat et udvalg, der havde til opgave at redegøre for Grønlands statsretslige stilling og fremføre konkrete forslag i en betænkning: således at Grønlands landsråd i højere grad end nu får indflydelse på og ansvaret herunder det økonomiske for den fremtidige udvikling af landsdelen. (Forhandlingsoplæg og delbetænkning fra udvalget vedrørende hjemmestyre i Grønland af 1975: 3). De grønlandske politikere ønskede med andre ord indflydelse på landets fremtidige økonomi og udvikling, hvilket viser, at der med denne kommission sker et skifte i den grønlandske politiske holdning til fremtiden: Man ønsker ikke på samme måde at være afhængig af Danmark, men vil have mere ansvar og uafhængighed i processen mod hjemmestyre. I forhandlingsoplægget og delbetænkningen fra februar 1975 fremhævedes en række områder, Grønland ønskede selvbestemmelse over. Herunder indgik kultur, kriminalret samt erhverv og råstoffer. Netop sidstnævnte område fremhæves i særlig grad i delbetænkningen fra 1975, og her kommer der således for alvor fokus på råstofområdet. Helt konkret påpeges det, at med hensyn til råstoffer i undergrunden, var udvalget af den opfattelse, at dette sagsområde var af afgørende betydning for et kommende grønlandsk hjemmestyre. 27

28 Med hensyn til råstoffer i undergrunden er udvalget af den opfattelse, at dette sagsområde er af så stor og afgørende betydning for et kommende grønlandsk hjemmestyre, at flertallet [i udvalget] finder det naturligt at anse det for et særanliggende. (Forhandlingsoplæg og delbetænkning fra udvalget vedrørende hjemmestyre i Grønland af 1975: 20) De mener dermed, at retten til råstoffer i den grønlandske undergrund kan være afgørende for det økonomiske fundament i et fremtidigt Grønlandsk hjemmestyre. I forlængelse heraf erkender de imidlertid i samme delbetænkning deres egne administrative, tekniske og økonomiske begrænsninger i forhold til at udvinde råstofferne. Der er modstridende interesser mellem Grønland og Danmark inden for spørgsmålet om de grønlandske råstoffer, hvilket afspejles i et interview med Anker Jørgensen i Grønlands Radio den 4. november Her udtaler han, at hvis Grønland ønsker ejendomsretten til undergrunden, kapper man dermed også båndene til Danmark (Skydsbjerg 1999: 33). I Hjemmestyrelovens endelige udformning i 1979 fremgår det af 8, stk.2, at den: fastboende befolkning i Grønland har grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne ressourcer. Den specifikke ordlyd var et diskussionsemne i udvalgsarbejdet mellem de danske og grønlandske politikere, hvor grønlænderne oprindeligt ønskede at formuleringen skulle være: Det grønlandske folk har de grundlæggende rettigheder til de naturgivne ressourcer. Fra dansk side ønskede man i formuleringen at erstatte det grønlandske folk med den fastboende befolkning i Grønland, således at danske statsborgere i Grønland også blev medtaget. Denne formulering kan tolkes på flere måder, og giver dermed ikke Grønland den definitoriske ret til undergrunden. I Hjemmestyrelovens 8 stk.2. nævnes kravet om råstoffer for første gang i en forfatningsmæssig sammenhæng. Det fremgår ydermere af Hjemmestyreloven, at udvindingen af råstoffer skal ske ud fra en aftale mellem den danske regering og landsstyret. Altså kan det ses, at Grønland i realiteten ikke har egen ret til undergrunden. I delbetænkningen fra 1975 fremføres også sagsområder, som udvalget ikke mener lader sig overføre til Grønland. Derfor skal disse bevares som fælles anliggender, og heriblandt er udenrigs- og forsvarsanliggender et centralt punkt (Forhandlingsoplæg og delbetænkning fra udvalget vedrørende hjemmestyre i 28

29 Grønland af 1975: 21). Konkrete forslag til planer for opbygning af politiske organer på Grønland skitseres også i delbetænkningen. Herunder præsenteres ønsket om at nedlægge Grønlandsministeriet, således at de opgaver, ministeriet varetager, i stedet bliver forvaltet lokalt i Grønland dog med opretholdelse af en vis nødvendig administration i København. Denne overflytning af kompetenceområder hænger sammen med den generelle holdning, som det grønlandske udvalg fremlægger i 1975, når de beskriver, at de følger sig fjernstyret fra Danmark (Forhandlingsoplæg og delbetænkning fra udvalget vedrørende hjemmestyre i Grønland af 1975: 18). Det fremgår således, at der er store modsætningsforhold mellem de danske og grønlandske interesser vedrørende Grønland. Grønland og EF Debatten om, hvorvidt Grønland skulle være del af EF var som tidligere nævnt et centralt omdrejningspunkt i arbejdet frem mod et hjemmestyre. Det skyldes, at den uønskede indmeldelse i EF skabte diskussioner om, hvilken rolle Grønland skulle have i det europæiske samarbejde og indre marked. I et møde i hjemmestyrekommissionen fra 8. juni 1977 belyses det, at: det er dog almindeligt anerkendt, at traktaterne ikke udelukker, at der på baggrund af en ændret statsretlig status kan optages forhandlinger om ændringer i tilknytningen til EF (Kommission om hjemmestyre i Grønland den 8. juni 1977: 2). Med dette menes, at der ved indførelse af et hjemmestyre blev forhandlet om udtrædelse af EF fra grønlandsk side, og det var som tidligere påpeget i opgaven et hovedargument for indførelsen af et kommende hjemmestyre. Et af de klareste eksempler på den grønlandske distancering til indlemmelsen i EF ses i Moses Olsens 7 tale til det danske Folketing den 11. oktober I talen påpeger han forskellen mellem grønlændere og danskere ud fra en europæisk kontekst ved at lægge vægt på forskelle i kultur og livsbetingelser: Selv om vi formelt på papiret er en gruppe danskere på linje med københavnere og andre, kan ingen nemlig bortforklare, at vi er et folk med eget sprog og eget særpræg, og at vore levevilkår og livsbetingelser mere svarer til de norske, 7 Moses Olsen var grønlænder og med til at opstarte partiet Simiut, som netop havde indførelsen af hjemmestyret som politisk motiv (Nanoq.gl B) 29

30 færøske og islandske, end de svarer til de danske. ( ) Og det er altså helt klart, at det er et demokratisk grønlandsk ønske, at Grønlands tilknytning til EF ikke skal svare til den danske. (Folketingets åbningsdebat den 11. oktober 1972) Interessant er, at Grønland ifølge Olsen ikke føler et ligeså nært tilhørsforhold til Danmark, som de ovennævnte lande. I spørgsmålet om EF bruger han andre landes mulighed for selvbestemmelse til at fremme et ønske om større medindflydelse i udenrigspolitiske anliggender. I talen omtaler han desuden, at såfremt Grønland vil stå udenfor EF, kræver det et ændret tilhørsforhold til Danmark, hvorefter Grønland kan forsøge at foranstalte en folkeafstemning om tilhørsforholdet til Danmark i Grønland. (Folketingets åbningsdebat den 11. oktober 1972). Olsen fremhæver dermed i denne tale, at grønlænderne har en samfundsstruktur, der begrænser landet muligheder for at deltage aktivt i EF-samarbejdet og drage nytte af det. For at sætte dette på spidsen, kræver han en folkeafstemning om Grønlands tilhørsforhold i EF. Det viser, at Grønlands syn på fremtiden ikke i ligeså høj grad er relateret til EF og Danmark, men i stedet er fokuseret på en større grad af politisk selvbestemmelse. Hjemmestyrekommissionens formand definerede under et møde i 1978, hvordan de opfattede begreberne selvstændighed, selvstyre og hjemmestyre: Selvstændighed defineres som suverænitet, hvor et land kun er bundet af de regler, det selv har vedtaget. Selvstyre kan opfattes på to måder: Én der er lig med højeste myndighed over befolkningen samt en anden, der betyder selvforvaltning (oprindelig understregning i kilden) i stil med kommunalt selvstyre, der jf. Grundloven 82 giver kommunerne ret til at styre store dele af forvaltningen selv dog under statens opsyn. Hjemmestyre defineres under mødet i 1978 som: ( ) en særlig grad af selvforvaltning, som ganske vist grunder sig i rigslov, men hvor de overdragne beføjelser ofte i saglig henseende svarer til - er parallelle med - de beføjelser, rigsmyndighederne udøver i andre dele af riget. Et hjemmestyre bevirker således, at rigsmyndighedernes kompetence på visse områder (hjemmestyreområderne) begrænses til den del af riget, der ikke har lokalt hjemmestyre (Skrivelse fra Kommissionen om hjemmestyre i Grønland 1978) 30

31 Under mødet understreges det dermed, at hjemmestyret skal høre under Grundloven, og at det grønlandske ønske om at få større medbestemmelse ikke forudsætter en løsrivelse fra Danmark. Det fremgår dermed som det ligeledes gjorde under forhandlingerne om råstoffer op til indførelsen af hjemmestyret at grønlandske forslag efterfølgende blev modificeret i en fælles grønlandsk-dansk kommission. Selvom grønlandske politikere formulerede specifikke krav om større indflydelse, blev disse således nedjusteret som følge af danske interesser. Grønland blev med Grundloven af 1953 en del af det danske rige, og indgik frem til 1979 som et dansk amt. Efter indførelsen af hjemmestyret var Grønland dog ikke længere et dansk amt, men i stedet et særligt folkesamfund inden for det danske rige ( 1 i Hjemmestyreloven). Dette aspekt er interessant, da det fremgår af Hjemmestyreloven, at Danmark er den højeste myndighed i Grønland. Grønland fik dermed en forhåbning om en større grad af selvstyre, en følelse af ansvar og en fornemmelse af at klare sig selv. Men i juridisk forstand skete der i realiteten ikke meget. De fik en landsstyreformand og en række administrative beføjelser samt retten til at melde sig ud af EF, men Danmark havde fortsat den øverste overmagt over landet på centrale, politiske områder, herunder udenrigs- og sikkerhedspolitik. 31

32 Opsummering Vi har i denne del af analysen belyst, hvorledes de grønlandske politikere forsøgte at få øget indflydelse på egne forhold. Denne politiske forventning blev i nogen grad omsat til realpolitik i forbindelse med både G-50 og G-60. Således investeredes der stadigt flere penge i udbygningen af det grønlandske samfund. Samtidig er der en voksende tro på egne evner, hvilket kommer til udtryk ved, at Grønland selvstændigt tager stilling til for eksempel landets indlemmelse i EF-samarbejdet. Da Danmark træder ind i EF og Grønland på trods af modstand hertil tvinges med ifølge Grundloven, styrkes ønsket om hjemmestyre i Grønland. Det grønlandske folk ønskede en folkeafstemning, da man blandt andet frygtede en liberalisering af det grønlandske fiskeri. Dog fordrede en grønlandsk udmeldelse af EF en forfatningsmæssig ændring, og man ønskede et hjemmestyre i stil med det færøske. Den grønlandske udvikling og efterstræbelse af selvbestemmelse foregik i kommissioner med både danske og grønlandske repræsentanter. Dermed kan det anføres, at på trods af, at der gøres flere initiativer til at efterkomme grønlandske moderniseringsønsker, fortsat i denne periode eksisterer et afhængighedsforhold til Danmark. Dette aspekt styrkes yderligere af, at Grønland fortsat modtager administrativ og økonomisk hjælp fra Danmark. På trods af, at Grønland får Hjemmestyre i 1979 og træder ud af EF i 1985 og således omsætter forventninger og selvstændige ønsker til reel handling forbliver Grønland dog i sidste instans bundet til Danmark, danske interesser og Grundloven. Det er også i processen op til hjemmestyrets indførelse, at de politiske diskussioner om råstofferne i Grønlands undergrund for alvor træder frem. Den endelige formulering i Hjemmestyreloven er, at den fastboende befolkning i Grønland grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivende ressourcer ( 8 i Hjemmestyreloven). Hermed kan forstås, at også danskere havde adgang til de grønlandske råstoffer. Dette viser, at Danmark holder Grønland i et politisk favntag. 32

33 Selvstyre Sidste del af analysen tager udgangspunkt i indførelsen af selvstyret i 2009 og spænder over perioden fra 2003, hvor grønlandske politikere færdiggjorde en betænkning med ønsker til et fremtidigt selvstyre, og frem til indførelsen af selvstyret den 26. juni Denne del analysen belyser de centrale argumenter og fremtidshorisonter, som træder frem i den politiske proces. Det belyses ud fra kommissioner, det færdige lovarbejde, artikler fra dansk- og grønlandsk presse samt taler ved indførelsen af selvstyret den 26. juni I tiden efter hjemmestyret blev det klart, at Grønland i stigende grad ønskede at styre egen økonomi og politik. Man kan i den forbindelse tale om en begyndende grønlandsk politisk selvtillid efter indførelsen af hjemmestyret, med Grønlands udtrædelse af EF i 1985 som det måske mest fremtrædende eksempel. Selvstyret ses i denne forbindelse som en overbygning på eller yderligere udfoldelse af hjemmestyret, der symboliserer en yderligere overdragelse af kompetencer fra Danmark til Grønland. Det nye selvstyre medførte i store træk, at Grønland overtog en række centrale sagsområder. Blandt andet blev råstofområdet i princippet overdraget til Grønland, mens udenrigs- og sikkerhedspolitik forblev et dansk anliggende. Selvstyrekommissions betænkning af 2003 Efter indførelsen af hjemmestyret i 1979 blev diskussionen om øget selvstændighed samt en eventuel løsrivelse fra Danmark intensiveret. Det grønlandske landsstyre nedsatte en selvstyrekommissionen ved årsskiftet , og kommissionens arbejde udmundede i en betænkning, som blev udleveret til Landsstyret i Selvstyrekommissionen bestod udelukkende af grønlænderne, og formålet var at afklare, hvilke muligheder Grønland havde for at opnå selvstyre på en række punkter. Et af de centrale områder var vedrørende råstoffer i undergrunden, et ønske der også var formuleret af hjemmestyrekommissionen i Det folkeretlige krav Før vi kommer ind på kravene om udvinding af råstoffer, vil vi først tage fat på spørgsmålet om folkeret, som havde en vigtig plads i betænkningen. Selvstyrekommissionen navngav udkastet til betænkningen fra

34 Partnerskabstraktat om Grønlands selvbestemmelse og ønskede at signalere, at Grønland skulle anerkendes som et: folkeretssubjekt, der selvstændigt kan indgå forpligtelser i forhold til omverdenen (Resume af Selvstyrekommissionsbetænkning 2003: 1). I denne formulerings ses spor tilbage til FN-pagten fra 1945, hvor mindre nationer fik ret til selvbestemmelse ud fra en folkeretslig kontekst. Den grønlandske selvstyrekommission anvendte folkeretslig retorik som et middel til at opnå selvstændighed, hvilket var blevet muligt med FN-pagten. Debatten om det folkeretslige spørgsmål fik stor betydning for det efterfølgende dansk-grønlandske kommissionsarbejde, der fortsatte efter denne grønlandske betænkning fra 2003 og frem til indførelsen af selvstyret. Den 16. april 2005 fremgår det af artiklen Grønland anerkendt som folk i folkeretslig forstand fra Politiken (Politiken C), at det danske Udenrigsministerium har slået fast, at grønlænderne er anerkendt som et folk. Dermed fik Grønland medhold i kravet om at blive anerkendt som et folk med hjemmel i FN-pagten, hvilket var med til at bane vejen for indførelsen af selvstyret. Den politiske debat om udvinding af råstoffer fra den grønlandske undergrund, var ligesom op til indførelsen hjemmestyret på den politiske dagsorden i perioden op til indførelsen af selvstyret i For at legitimere de grønlandske krav fremhævede de grønlandske politikere Færøernes rettigheder til den færøske undergrund 8. Derfor skriver Selvstyrekommissionen i betænkningen fra 2003, at: Der kan være muligheder for at indgå en lignende aftale mellem Grønland og Danmark om rådighedsretten eller ejendomsretten til råstofferne i undergrunden i og omkring Grønland. (Resume af Selvstyrekommissionsbetænkning 2003: 2) Debatten om den grønlandske undergrund blev derfor et vigtigt punkt for den efterfølgende dansk-grønlandske selvstyrekommission, der blev nedsat efter denne grønlandske betænkning. Et af de overordnede formål var, at Grønland skulle opnå fuld råderet til råstoffer undergrunden, ligesom ved hjemmestyrekommissionen fra Den 22. december 1992 havde Færøerne opnået en aftale med den danske regering om fuld råderet over råstoffer i den færøske undergrund, og denne aftale var langt mere fordelagtig end Grønlands aftale med Danmark (Nanog.gl C). 34

35 Overordnet set kan man hævde, at kravet om øget selvbestemmelse blandt andet var fordret af, at FN-pagtens artikel 73 muliggjorde en større politisk uafhængighed, men også, at Færøerne havde bedre vilkår på råstofområdet. I betænkningen fremgår det således: Det er Selvstyrekommissionens klare opfattelse, at Grønland og det grønlandske folk ifølge en række traktater samt verdenserklæringen om menneskerettighederne og erklæringen om uafhængighed for kolonilande og folk også har disse rettigheder og dermed har mulighed for at få den fulde ejendomsret over undergrundens ressourcer. (Resume af Selvstyrekommissionsbetænkning 2003: 2) Således fremgår det, at Grønland anvender FN-pagtens artikel 73 i argumentationen for øget selvbestemmelse, hvilket har været et gennemgående motiv i de grønlandske bestræbelser på at opnå øget politisk indflydelse siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Erhvervsliv og uddannelse I betænkningen fra 2003 fremgår den fortsatte tanke om i højere grad at centralisere de politiske organer i Grønland: Udenrigsøkonomien er en afgørende faktor til at fremme et lands velstandsudvikling. Dette gælder ikke mindst for Grønland, der med en meget ensidig økonomi og et lille befolkningsgrundlag, har behov for en meget stor udveksling af varer og tjenesteydelser. (Resume af Selvstyrekommissionsbetænkning 2003: 4) Selvstyrekommissionen erkendte, at det grønlandske samfund havde visse begrænsninger for at skabe en selvstændig økonomi på længere sigt. Grønland var afhængig af bloktilskud fra Danmark og havde behov for hjælp til at opbygge et velfærdssamfund. Dette kan ses som et klart tegn på, at Grønland ønskede en selvbærende økonomi, der skulle udvikles af et selvforstærkende erhvervsliv (Resume af Selvstyrekommissionsbetænkning 2003: 5). Selvstyrekommissionen fremlagde på denne baggrund en langsigtet strategi, hvor det skulle blive muligt at handle med omverdenen uden dansk indblanding. Dette fremadrettede syn inden for landets udvikling via prioritering af erhvervsliv og uddannelse fremgår tydeligt af 35

36 betænkningen: Selvstyrekommissionen anbefaler, at folkeskolen afkræves en langt mere offensiv rolle i udviklingen af barnets syn på sit fremtidige arbejdsliv samt de fantastiske muligheder, der via det personlige initiativ kan sikre et dynamisk liv. (Resume af Selvstyrekommissionsbetænkning 2003: 8-9). Begrebet selvstyre bliver i betænkningen diskuteret som et alternativ til begrebet hjemmestyre. De grønlandske politikeres opfattelse af dette begreb som demokratisk styreform tager udgangspunkt i en international begrebsanvendelse, og kommissionen skriver følgende: At selvstyre anvendes som betegnelse for den demokratiske styreform i Grønland, skal ikke forstås som blot en justering af den gældende ordning om Grønlands hjemmestyre. Begrebet selvstyre er valgt med international begrebsanvendelse for øje. Selfgoverning, som er det engelske begreb for selvstyre, refererer direkte til det engelske udtryk selfdetermination, der som internationalt juridisk begreb anvendes om et folks ret til selvbestemmelse. (Resume af Selvstyrekommissionsbetænkning 2003: 2) Selvstyrekommissionen tager udgangspunkt i en bred, international folkeretslig definition med afsæt i FN-pagtens artikel 73 fra 1945, og på andre landes definition og anvendelse af begrebet selvstyre. I betænkningen fra 2003 lægges dermed et grundlag for, at begrebet selvstyre i den efterfølgende dansk-grønlandske selvstyrekommission kan blive diskuteret. Den tidligere hjemmestyrekommission definerede to forståelser af begrebet selvstyre: enten som højeste myndighed over befolkningen, eller retten til selvforvaltning under Grundloven. Hjemmestyrekommissionen i 1975 så således begrebet selvstyre ud fra en dansk kontekst, hvorimod selvstyrekommissionen definerer selvstyrebegrebet ud fra en international kontekst. De ønskede ikke blot en udvidet selvforvaltning under Danmark, men et selvstyre baseret på en international juridisk forståelse af det engelske udtryk selfdetermination. Der er dermed en begrebsmæssig forskel i opfattelsen af selvstyre fra Hjemmestyrekommissionen og frem til den grønlandske Selvstyrekommission. Dette viser, at grønlandske politikere er blevet mere bevidste om deres politiske råderum. 36

37 Selvstyrekommissionens betænkning af 2008 Den fælles dansk-grønlandske selvstyrekommission blev nedsat den 21. juni 2004 af statsminister Anders Fogh Rasmussen og Landsstyreformand Hans Enoksen på 25- årsdagen for hjemmestyrets indførelse, og kommissionen afleverede sin endelige betænkning til det danske folketing og det grønlandske hjemmestyre i april Udgangspunktet for denne fælles selvstyrekommission var det arbejde, som den tidligere grønlandske selvstyrekommission havde udformet i betænkningen fra Det var centralt for kommissionen at komme med forslag til en revision af det danske bloktilskud samt finde en løsning på diskussionen om råstoffer i den grønlandske undergrund. I betænkningen fra 2008 fremgår det, at Grønland forfatningsmæssigt er underlagt den danske grundlov, og den nye ordning skulle lægge (...) inden for rammerne af det eksisterende rigsfællesskab. (Resume af Selvstyrekommissionsbetænkning 2008: 4). Således står det klart, at udgangspunktet for det nye selvstyre ligesom under hjemmestyret bygger på Rigsfællesskabet og den danske grundlov. Ifølge betænkningen fra 2008 skulle Grønland selv forvalte dets fremtidige økonomi. Ifølge kommissionen skulle bloktilskuddet reduceres, hvorefter grønlænderne selv skulle overtage den økonomiske politik. Overdragelsen af sagsområder fra Danmark til Grønland skulle ifølge betænkningen bygge på en positivliste og en aftalemodel. Positivlisten var de sagsområder, der umiddelbart kunne overdrages til Grønland, herunder råstofområdet. Aftalemodellen byggede på et princip om, at eventuelle nye områder skulle afklares indbyrdes mellem de to lande. Kommissionen fastslog, at statsforfatningen, udenrigspolitikken, forsvarsog sikkerhedspolitikken, højesteret, statsborgerskab og valuta- og pengepolitik ikke skulle overdrages. Det var således ikke alle sagsområder, der kunne overtages, hvilket fastslår den overhøjhed, som Danmark besidder. Den grønlandske undergrund Ejendomsretten til de grønlandske råstoffer var i 2008 en del af den danske stats anliggender, men som det fremgik af gennemgangen af den grønlandske kommissions arbejde fra 2003, var dette et af de punkter, landet ønskede at overtage. Den fælles 37

38 dansk-grønlandsk kommissions betænkning fra 2008 fastslår i forlængelse af den grønlandske i 2003, at ejendomsretten over undergrunden skal overgå til grønlænderne: Som led heri vil Grønland ved overtagelsen få ejendomsretten til at råde over og udnytte råstoffer i den grønlandske undergrund. Staten vil dog fortsat have højhedsret over Grønland (Selvstyrekommissionsbetænkning 2008: 43) Det er interessant, at kommissionen betoner den danske højhedsret over Grønland. Da Danmark har den øverste myndighed, har de i yderste instans også mulighed for at trække en aftale tilbage. Det understreger de fortsatte koloniale bånd, der ligger gemt mellem linjerne. Denne kilde belyser imidlertid ikke hele sandheden. Ud fra den politiske debat i perioden, hvor kommissionens arbejde fandt sted, fremgår det nemlig tydeligt, at de danske og grønlandske politikere havde visse uoverensstemmelser. Det kan blandt ses ud fra artiklen Fogh holder snor i Grønlandsk olie fra Ritzau den 10. januar I artiklen står der, at Danmark ønskede halvdelen af olieindtægterne fra den danske undergrund, og heri citeres daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V): Jeg tror, der kan findes en løsning, som tilfredsstiller begge parter - en løsning, som betyder, at vi i princippet deles om de fremtidige indtægter. I det omfang, der kommer indtægter, kan den danske andel bruges til at nedbringe det danske bloktilskud (Fyens.dk) Det fremgår af denne udtalelse, at Danmark først vil afgive suverænitet til Grønland, hvis bloktilskuddet nedbringes. At det i den endelige selvstyreaftale fremgik, at Staten vil dog fortsat have højhedsret over Grønland kan ses i konteksten af denne politiske debat. I arbejdet op til den endelige selvstyreaftale ses det, at Selvstyrekommissionen i betænkningen fra 2008 betoner vigtigheden af, at der nedskrives aftaler, der løber over fem år, og som derefter kan genforhandles (resume af Selvstyrekommissionsbetænkning 2008: 7). Interessant i forhold til debatten om 38

39 råstoffer er, at den senere Selvstyrelov fastslår, at der skal indgås en ny aftale om råstoffer, såfremt statens tilskud til Grønland går i nul (Selvstyreloven 8 og 10). Dette kan indskrænke muligheden for et økonomisk uafhængigt Grønland baseret på indtægter fra råstoffer. En sådan aftale åbner op for, at Danmark i fremtiden kan få større del i den grønlandske undergrund. Råstofferne spiller således en central rolle fra både dansk og grønlandsk side. Et andet centralt punkt i betænkningen i 2008 var diskussionen af Grønlands udenrigspolitiske anliggender, som udgør det næste punkt i analysen. Udenrigsanliggender Den grønlandske udenrigspolitik har været et dansk anliggende siden indlemmelsen af Grønland i den danske stat i 1953 med indførelsen af Grundloven. I betænkningen fra 2008 skrives følgende om det udenrigspolitiske forhold mellem de to lande: Kommissionen har accepteret, at der med regeringens vurdering af de forfatningsmæssige rammer kun er begrænset råderum for lovbestemmelser, der tillægger selvstyret øgede udenrigspolitiske beføjelser i forhold til situationen i dag. Ikke alle kommissionsmedlemmer har tilsluttet sig regeringens vurdering (Resume af Selvstyrekommissionsbetænkning 2008: 7) Kommissionen læner sig op af den danske regerings anbefaling om ikke at inddrage Grønland i det udenrigspolitiske i større omfang end vedtaget ved Itilleq-erklæringen. Som det fremgår af citatet, er det ikke alle kommisionsmedlemmer, der tilslutter sig denne vurdering. Det viser, at der fortsat ikke er bred enighed fra dansk og grønlandsk side vedrørende udenrigspolitiske spørgsmål. Det fremgår således, at danske interesser holdes i hævd. Itilleq-erklæringen er en fælles principerklæring fra 2003, der befæster udenrigs- og sikkerhedspolitikken som et dansk anliggende, men erklæringen understreger samtidig, at Grønland skal med på råd og have medindflydelse: Når sådanne spørgsmål af særlig interesse for Grønland måtte kræve internationale forhandlinger er det naturlige udgangspunkt, at Landsstyret deltager i sådanne forhandlinger sammen med regeringen for at gøre grønlandske synspunkter og interesser gældende. (Itilleq-erklæringen af 2003) 39

40 Erklæringen ligestiller Grønland og Danmark ved udenrigspolitiske forhold vedrørende Grønland, men giver imidlertid ikke udenrigspolitiske kompetencer til grønlænderne. Det er dog værd at hæfte sig ved, at der med Itilleq-erklæringen blev åbnet op for en forhåbning om større ansvar for fremtidens udenrigspolitik. Forventningen fra de grønlandske politikere har dog ikke vist sig at holde, hvilket for nyligt kunne ses i forbindelse med Kinas præsident Hu Jintaos besøg i Danmark i juni Det grønlandske medlem af Folketinget, Doris Jakobsen (SIU), spurgte, i forbindelse med besøget, hvorfor ingen grønlandske politikere var inviteret. Til dette svarede statsminister Helle Thorning Schmidt: Hverken Arktis eller Grønland var på dagsordenen for mødet med den kinesiske præsident. (Spørgsmål til statsministeren). I forhold til Itilleq-erklæringen er det udelukkende, hvis Danmark diskuterer grønlandske forhold med andre lande, at de grønlandske politikere skal inddrages. Efterfølgende har det vist sig, at Grønland blev debatteret ved mødet, men at det ifølge Statsministeriet ikke var planlagt (Sermitsiaq). Selvom der forelægger en ligestilling på dette område, viser ovenstående, at dette forhold ikke altid overholdes. Det viser, at det dansk-grønlandske forhold på det udenrigspolitiske plan stadig bærer præg en asymmetrisk magtstruktur, hvor Danmark besidder suveræniteten. I forhold til inddragelsen af Grønland i de udenrigspolitiske anliggender var kommissionens medlemmer ikke enige. Det fremgår ikke af Selvstyrekommissionens arbejde, hvem der var uenige med denne udlægning, men ved præsentationen af kommissionens betænkning, fremgår det, at de grønlandske politikere var utilfredse: Indledningsvis vil jeg dementere et rygte, som skulle cirkulere. Det går ud på at det er lykkedes grønlandske medlemmer af kommissionen at formå resten af kommissionen til at gå med til en betydelig udvidelse af Grønlands udenrigspolitiske kompetence. ( ) Eftersom en enig grønlandsk side er godt tilfreds med resten af betænkningen, har vi måttet acceptere at lægge regeringens fortolkning af grundlovens paragraf 19 til grund for kommissionen forslag på udenrigsområdet. (Oplæg om selvstyrets udenrigspolitiske kompetence v/ Johan Lund Olsen) 40

41 I ovenstående udtalelse fremstår det, at de danske politikere har været kontante med hensyn til udenrigspolitikken. Historisk har netop udenrigspolitikken været et vigtigt diskussionsemne i det politiske forhold mellem Danmark og Grønland. Det kan ses i et interview med Moses Olsen (SIU) fra 2004, hvori han fortæller om forhandlinger med daværende statsminister Anker Jørgensen: [Anker Jørgensen]: Hvis I vil have Selvstyre, det må I selv om, men så er der ikke noget at rafle om!!. Hertil tilføjer Moses Olsen: Dén tone har altid været der, og den er der endnu. (Interview med Moses Olsen). Moses Olsen fremhæver, at der kontinuerligt har eksisteret et asymmetrisk magtforhold mellem Danmark og Grønland. Dette forhold kan også i nutiden ses eksempelvis ud fra den danske stats håndtering af udenrigspolitiske interesser i Grønland. Selvstyreloven af 2009 Indtægterne fra råstoffer er et af de vigtigste økonomiske argumenter for at skabe en bæredygtig økonomisk fremtid for Grønland. Kommissionen har behandlet emnet selvstændighed ud fra en præmis om, at det skal være det grønlandske folk, som skal tage stilling til dette: Kommissionen har noteret sig, at landsstyret og regeringen er enige om, at det tilkommer det grønlandske folk at afgøre, hvorvidt Grønland ønsker selvstændighed ( ) (Resume af Selvstyrekommissionens af betænkning 2008: 12) Selvstændighedsønsket italesættes i højere grad i Selvstyrekommissionen i forhold til tidligere kommissioner, hvor selvstændighed ikke fremkom åbenlyst. Det er dog interessant, at Folketinget skal involveres i denne proces. 21 i Selvstyreloven behandler dette, og hedder Grønlands adgang til selvstændighed. Det er bemærkelsesværdigt, at Grønlands selvstændighed er så specifikt formuleret inden for en politisk ramme. I 21 stk. 4 fremgår det specifikt, at selvstændighed for Grønland indebærer Grønlands overtagelse af højhedsretten. Med andre ord implicerer dette en selvstændig forfatning, hvilket ikke var på tale i definitionen af selvstændighed under hjemmestyrets indførelse, hvor det henføres, at: I begge relationer kan der dog eksistere bindende retssædvaner, der opleves som forpligtende (Skrivelse fra Kommissionen om hjemmestyre i Grønland 1978). 41

42 Indførelsen af selvstyret Det grønlandske folk stemte om Selvstyreloven i november Udfaldet af afstemningen viste et klart ønske fra den grønlandske befolkning om at indføre selvstyre (Nanoq.gl D) 9. Et folkeligt krav kommer også til udtryk i grønlandske taler i Folketinget: Det grønlandske ja er et klokkeklart signal til os om, at Grønland er klar til mere selvstændighed og mere ansvar. Det er kort sagt en slags opfordring til jer her i salen om at behandle lovforslaget om Grønlands Selvstyre og de dertil hørende lovforslag med stor velvilje. (Julianne Henningsens tale i Folketinget ved behandling af lovforslag L128) Der var således både et politisk og et folkeligt ønske fra Grønland om indførelse af et selvtyre. De grønlandske politikere udviser en øget selvtillid i kølvandet af den foregående folkeafstemning. Ved afstemningen vedrørende lovforslag om indførelse af Grønlands selvstyre i Folketinget den 19. maj 2009 var der bred enighed til indførelsen (Ft.dk). Med vedtagelsen i Folketinget var selvstyreloven en realitet, og denne blev derefter indført i Grønland den 21. juni Hertil udtalte Landsstyreformand Kuupik Kleist (IA) følgende i en tale på dagen for indførelsen af selvstyret: Det er som om vi er vågnet op til et land dækket med nyfalden sne, hvori vi sætter de første spor vores efterkommere senere skal følge i. (Kuupik Kleist) I denne tale fremhæver han i nationalromantiske vendinger, at de selv kan forme Grønlands fremtid. Det er imidlertid interessant, at Kleist senere i talen vender tilbage til fortiden og dermed den nedarvede erfaring som et argument for den nye fremtid: 9 75,5% af de grønlandske vælgere stemte ja til indførelsen af selvstyret, med en stemmeprocent på næsten 72% af de stemmeberettigede 42

43 Med deres spinkle qajak færdedes de i det store hav, og de har overlevet vores barske og storslåede natur alene gennem viljestyrke og handlekraft, således at vi i dag kan stå her. ( ) Denne tankegang har vi arvet fra vores forfædre og den skal vi værne om i fremtiden. (Kuupik Kleist) Kleist fremhæver her den grønlandske fortid før Danmark som fundament for fremtidens Grønland. Forventningen til fremtiden går igen i en tale, som daværende formand for Landstinget, Josef Motzfeldt (IA), afholdte umiddelbart efter folkeafstemningen: Vi står nu ved afslutningen af en historisk epoke i Grønlands historie og kan skimte konturerne af den kommende fremtid (Josef Motzfeldt). Heraf fremgår det klart, at Motzfeldt ser resultaterne af Selvstyreloven som et nyt kapitel i den grønlandske historie. I modsætning hertil lægger daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i højere grad vægt på det fælles gensidige, historiske bånd mellem Danmark og Grønland i sin tale ved samme lejlighed: I dag skriver vi historie. Vi skriver Grønlandshistorie. Vi skriver Danmarkshistorie. Vi skriver fælles historie. (Lars Løkke Rasmussen) De tre taler eksemplificerer de forskellige opfattelser af landenes historiske relationer og fremtidige forventninger; Danmark ønskede at fortsætte det tætte tilhørsforhold til Grønland, hvorimod Grønlands ønsker var forankret i en udpræget grønlandsk fremtid. 43

44 Opsummering Vi har i denne del af analysen belyst den politiske proces i årene op til indførelsen af Selvstyreloven i I spørgsmålet om råstoffer fremkommer Selvstyrekommissionen fra 2003 med specifikke krav om øget selvbestemmelse. Dette krav efterkommes ved, at Grønland i den endelige udformning af Selvstyreloven i 2009 fremstår som ejer af den grønlandske undergrund. Det formuleres imidlertid i den dansk-grønlandske kommission i 2008, at staten (Danmark) skal beholde højhedsretten over undergrunden, hvilket også indskrives i lovens endelige formulering. Selvstyreloven blev således nedskrevet inden for rammerne af det eksisterende rigsfællesskab, og Grønland betragtes fortsat som en del af det danske rige med Grundloven som forfatning. Samtidig foreskriver loven, at der skal indgås nye aftaler mellem den danske stat og Grønland ved store indtægter fra råstoffer. Som også interviewet med Anders Fogh Rasmussen viser, var der uenighed og modsatrettede holdninger fra danske og grønlandske politikere i spørgsmålet om retten til råstoffer. I udenrigsanliggender var der derimod ingen diskussion, da Danmark ikke ville afgive suverænitet på dette område. Et eksempel er den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i Danmark i sommeren 2012, der understreger, at Danmark ser den grønlandske udenrigspolitik som et vigtigt politisk emne. Det kom efterfølgende frem, at Grønland blev diskuteret på mødet uden grønlandsk deltagelse. Ved selvstyrets indførelse fremførte Kuupik Kleist og Josef Motzfeldt, at fremtiden ses uafhængigt af Danmark. Omvendt betonede Lars Løkke Rasmussen ved samme lejlighed den fælles relation de to lande imellem. Dette understreger de forskellige politiske synspunkter til historien. Danskerne forsøgte således fortsat at betone tilhørsforholdet til Grønland, hvorimod grønlænderne i højere grad har fået en international orientering. 44

45 Perspektivering I opgaven har vi undersøgt Grønlands politiske udvikling i perioden fra Anden Verdenskrig og frem til indførelsen af selvstyret i 2009 med særlig henblik på, hvilke politiske processer, der har været medvirkende til, at landet har opnået selvstyre. Vi har belyst, hvordan Grønland har opnået en større grad af selvbestemmelse i den politiske proces, men også hvorvidt der fortsat eksisterer et afhængighedsforhold til Danmark. Inspireret af den nuværende debat om råstoffer i Grønlands undergrund har vi fokuseret på den politiske udvikling i Grønland siden Anden Verdenskrig. Diskussionen går på, hvorvidt Grønland kan indgå politiske aftaler med andre nationer, herunder Kina, om udvinding af råstoffer uden dansk indblanding. Et centralt spørgsmål i vores undersøgelse har ud fra disse betragtninger været, hvorledes man ud fra et historisk perspektiv kan anskue den grønlandske politiske proces i et nutidigt perspektiv. Råstofferne i den grønlandske undergrund er et vigtigt emne i den nuværende debat, men ved indgangen til Anden Verdenskrig havde dette ikke politisk vægt. I årene før indførelsen af Hjemmestyreloven formulerede grønlandske politikere krav om retten til undergrunden i en delbetænkning fra Med hensyn til råstoffer i undergrunden er udvalget af den opfattelse, at dette sagsområde er af så stor og afgørende betydning for et kommende grønlandsk hjemmestyre, at flertallet [i udvalget] finder det naturligt at anse det for et særanliggende. (forhandlingsoplæg og delbetænkning fra Udvalget vedrørende hjemmestyre i Grønland af 1975) Dette ønske tog udgangspunkt i en fremtidsvision, hvor indtægterne fra undergrunden kunne finansiere et selvstændigt Grønland. I Hjemmestyreloven er ejendomsretten over undergrunden tildelt Danmark, og deraf fremgår spændingsforholdet mellem, hvad Grønland ønsker, og hvad de egentlig får tildelt. Det samme krav om ret til undergrunden dukker op ved processen frem mod selvstyret. I Selvstyreloven pointeres det, at Grønland har ejendomsretten til undergrunden. Vores analyse påpeger, at netop denne eksakte ordlyd ikke kan forstås entydigt, men i stedet skal forstås i forlængelse af Grønlands stilling i 45

46 Rigsfællesskabet. I Grundloven fremgår det, at Danmark har højhedsretten over Grønland, og med dette menes, at Grønland forfatningsmæssigt fortsat er underlagt Danmark. Et vigtigt aspekt er i den forbindelse, at Danmark bestemmer over den grønlandske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Såfremt de danske myndigheder vurderer, at en eventuel grønlandsk aftale kan skabe udenrigs- eller sikkerhedspolitiske risici, vil det derfor være muligt at trække en aftale, Grønland har indgået med en tredjepart, tilbage. Det kan heraf diskuteres, i hvor høj grad Grønland bestemmer over egen undergrund. Som belyst i analysen har der været en løbende proces fra Anden Verdenskrig og frem til indførelsen af selvstyret, hvor forventningen til fremtiden i Grønland på flere punkter er blevet udvidet. Denne forventning har været rodfæstet i et ønske om en større grad af politisk selvstændighed. Det interessante er, at tanken om en selvstændig fremtid er baseret på de indtægter, man kan få fra et forestående økonomisk udbytte af de grønlandske råstoffer. Det er imidlertid først efter indførelsen af Hjemmestyreloven, at dette for alvor kommer på den politiske dagsorden. I perioden efter Anden Verdenskrig og frem til 1979 fremgår det ydermere, at der fra grønlandsk side har været et ønske om at øge graden af politisk selvbestemmelse og skabe en bæredygtig økonomi. Det har således siden krigen været det langsigtede mål at opnå et mindre afhængigt forhold til Danmark. Fokus har fortsat været på et stærkt samarbejde med Danmark, hvor Grønland lod sig inspirere af danske uddannelsesmodeller og arbejdede frem mod et mere centralt, selvstændigt politisk system i samarbejde med Danmark. Der eksisterede et stærkt afhængighedsforhold til Danmark, der grundede i en historisk forankring i Rigsfællesskabet. Et eksempel herpå er Danmarks rettigheder over den grønlandske udenrigspolitik samt forsvars- og sikkerhedspolitik, der fortsat viser det magtforhold, der eksisterer de to lande imellem. Også Grønlands relation til USA kan ses i konteksten af dette; de indgik i 1941 en forsvarsaftale med Danmark, som stadig er gældende i modificeret form. Den danske overhøjhed over Grønland kan i den forstand ses som en videreføring af et kolonialt forhold, men også et forhold, der bygger på Rigsfællesskabet og USA's tilstedeværelse i landet. Dette aspekt kommer også til udtryk i nutidens debat: 46

47 Det kan have betydning for Kongeriget Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og på den måde bliver en række spørgsmål om sjældne jordarter et rigsanliggende (Knr.dk) Her kommer Udenrigsminister Villy Søvndal den 22. november 2012 med en udmelding om, at uanset, hvad Grønland aftaler i forbindelse med udvinding af råstoffer, kan dette trækkes tilbage med henvisning til det danske riges udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor har Danmark indflydelse på hvem, der kan få koncessioner til den grønlandske undergrund. Råstofdebatten er i dag højaktuel med den nyligt vedtagne storskalalov, da denne skal bane vej for import af billig udenlandsk arbejdskraft ved anlæggelsen af store projekter i Grønland. Før vedtagelsen af loven i det grønlandske landsting kom den grønlandske landsstyreformand Kuupik Kleist med en klar udmelding: Grønlands økonomi er i en situation, hvor det bliver værre, jo længere tid, der går. Der er ikke udsigt til forbedring i vores økonomi, hvis der ikke kommer gang i nogle nye projekter (Avisen.dk) De grønlandske politikere ser denne lov som et udgangspunkt for en forbedring af økonomien. Loven blev også vedtaget i Folketinget, og i den forbindelse udtalte den danske beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (A), at det er det grønlandske selvstyres ansvar, at dets lovgivning lever op til relevante internationale regler og konventioner (Information). Hermed lægges ansvaret over på de grønlandske politikere, selvom Danmark har medansvar. Danmark kan i juridisk forstand ikke fralægge sig ansvaret, da Grønland er en del af Rigsfællesskabet og underlagt dansk jurisdiktion. Denne dobbelthed i forhandlingerne, hvor Danmark er klar over, at de har et større ansvar, end den umiddelbare lovgivning giver udtryk for, har også historiske aner. I et interview fra 2004 med den tidligere grønlandske politiker Moses Olsen fremgår det, at grønlænderne i forhandlingerne om hjemmestyreordningen oftest var af den opfattelse, at de skulle rette sig efter de danske politikeres krav, hvis de ville have dansk støtte. 47

48 Den grønlandske udenrigspolitik og forsvars- og sikkerhedspolitik har siden den danske kolonisering været et dansk anliggende. Anden Verdenskrig var et vigtigt vendepunkt i grønlandspolitikken, da Henrik Kauffmann på vegne af den danske regering indgik en overenskomst med USA, som frem til i dag betyder, at hverken Danmark eller Grønland rent juridisk kan kræve, at amerikanerne skal nedlægge deres militærbaser og forlade landet 10. Den bilaterale militære aftale med USA betyder fortsat, at Grønland i udenrigsanliggender ikke har reel medbestemmelse, men blot mulighed for at blive hørt og komme med indvendinger i danske forhandlinger med USA. Det samme gør sig gældende i forhandlinger med andre lande på baggrund af udenrigs- og sikkerhedspolitikken, der fortsat giver Danmark mulighed for at spille en afgørende rolle i eksempelvis spørgsmålet om råstoffer. Som vi tidligere er kommet ind på, er råstofferne et af de vigtigste elementer i de grønlandske politikeres vision for en bæredygtig økonomisk fremtid. Råstofferne spiller ydermere en vigtig rolle i en geopolitisk, arktisk kontekst, hvor flere nationer har interesser, hvorfor det også har en vigtig betydning for dansk sikkerhedspolitik. De geopolitiske interesser i Grønland trådte frem i sommeren 2012, da EUkommissionen og den grønlandske regering underskrev et letter of intent om samarbejde inden for råstofområdet (Agreement of cooperation with Greenland on raw materials). I september var den sydkoreanske præsident Lee Myung-bak ligeledes i Grønland, hvor der også blev underskrevet et letter of intent samt en forståelsesaftale mellem de to lande (Nanoq F). Der har således været stor international bevågenhed og geopolitisk interesse om Grønlands fremtid. Dette fokus har også skærpet den danske stats indblanding, som fremhævet i udtalelsen af Villy Søvndal, eftersom udenrigspolitikken og forsvars- og sikkerhedspolitikken rent juridisk er i danske hænder. Derfor kan Danmark intervenere sikkerhedspolitisk uafhængigt af de grønlandske politikeres vilje. Den amerikanske tilstedeværelse i Grønland samt det tætte dansk-amerikanske samarbejde kan ligeledes have en afgørende betydning for, hvordan den danske regering forholder sig til Grønland i fremtiden. Således fremgår det af et fortroligt dokument fra 2007 stilet til den daværende amerikanske 10 Det skal her pointeres, at forvarsaftalen fra 1951, der gav USA ret til at bygge baser i Grønland, blev revideret ved Igaliku-aftalen fra 2004 hvor man oprettede et Joint Committee. USA har dog stadig ret til at bygge baser i fremtiden. Både Forsvarsaftalen fra 1951 og Igaliku-aftalen fra 2004 kan læses på Nanoq.dk E 48

49 udenrigsminister af den amerikanske ambassadør i Danmark, at USA fortsat har store geopolitiske interesser i Grønland. Tre år efter indgåelsen af Igaliku-aftalen i 2004 fremgår det, at: We have real security and growing economic interests in Greenland, for which existing Joint and Permanent Committee mechanism (describes reftel A) may no longer be sufficient (James P. Cain) De geopolitiske interesser i Grønland er dermed stigende fra amerikansk side. Denne interesse kan henføres til de diskuterede råstoffer og den bevågenhed, disse har fået i et internationalt lys. Dette kommer til udtryk i dokumentet: Our intensified outreach to Greenlanders will encourage them to resist any false choice between the United States and Europe. It will also strengthen our relationship with Greenland vis-a-vis the Chinese, who have shown increasing interest in Greenland s natural resources (James P. Cain) Amerikanerne vil dermed forsøge at påvirke de grønlandske politikere til at samarbejde med USA frem for andre parter. Desuden understreges en amerikansk bekymring over kinesiske interesser i den grønlandske undergrund. Det beskrives yderligere i dokumentet, at USA i 2007 havde intentioner om at investere fem milliarder dollar i Thule-basen samt i en aluminiums-smelter. Der er dermed ingen tvivl om de amerikanske intentioner vedrørende Grønlands fremtid. Den militærstrategiske betydning er fortsat eksisterende, og denne interesse er yderligere intensiveret på en geopolitisk baggrund. Dette understreger den balance, det danske rigsfællesskab i udenrigs- og sikkerhedspolitisk øjemed skal navigere inden for, og eksemplificerer ydermere, at det grønlandske folk i realiteten har begrænset politisk bestemmelse over egne forhold. Den internationale kompleksitet kommer også til udtryk gennem FN safkoloniseringsproces, som Grønland var en del af efter Anden Verdenskrig. Som følge af FN-pagtens formuleringer blev det legitimt for Grønland at arbejde frem mod en overdragelse af suverænitet fra Danmark. Dette pointeres under rigsrådsmødet i 49

50 januar 1949, hvor Eske Brun i diplomatiske vendinger holder de danske politikere op imod den internationale forpligtigelse om at afskaffe kolonisystemet og efterkomme de grønlandske folkeretskrav. De politiske og kulturelle ændringer, som fulgte efter Anden Verdenskrig, bibragte dermed en grønlandsk internationalisering, der skabte indsigt i andre politiske forhold og en forventning om, at landets selvbestemmelse kunne forøges. Det fremgår imidlertid, at Grønland fortsat har en vis afhængighed af Danmark, på trods af, at de har opnået et selvstyre med politiske beføjelser. Debatten om adgangen til råstofferne i Grønlands undergrund har i den forbindelse været højaktuel siden indførelsen af hjemmestyret, men der er de senere år kommet en øget, politisk interesse fra andre lande. Med udsigt til udenlandske investeringer i milliardklassen kan spørgsmålet derfor blive, hvem Grønland skal være afhængige af i fremtiden, frem for om de kan opnå politisk uafhængighed fra omverdenen. 50

51 Konklusion Siden afslutningen på Anden Verdenskrig og frem til indførelsen af hjemmestyret i 2009 har Grønland været inde i en proces, hvor landet i stigende grad har orienteret sig mod omverdenen i et forsøg på at opnå øget politisk selvbestemmelse. Ifølge Grønlandskommissionen af 1948 og daværende Landsrådsformand, Eske Brun, var bekendtskabet med amerikanerne med til at give ledende grønlandske politikere mod på at kræve mere selvbestemmelse på politiske forhold. Dette kom efterfølgende til udtryk ved, at Brun i 1949 i en tale foran det danske folketing opfordrede Danmark til at overdrage mere suverænitet til Grønland. Det gjorde han med udgangspunkt i FN-pagten fra 1945, som netop foreskrev, at kolonilandene skulle gøre dette. Med den nye grundlov af 1953 blev Grønland juridisk indlemmet som et amt i Rigsfællesskabet, og Danmark fik dermed højhedsretten over landet; en lov, som fortsat er gældende. Efter afslutningen på Anden Verdenskrig begyndte et omfattende grønlandsk kommissionsarbejde, som havde til formål at modernisere landet. Ud over at tage udgangspunkt i FN-pagten var landets politikere også inspireret af Færøernes hjemmestyrelov af Kommissionsarbejdet udmundede blandt andet i to centrale betænkninger i 1950 og 1964, også kendt som G-50 og G-60. Disse blev grundlæggende for Grønlands fremtidige udformning og fungererede som et vigtigt led i processen frem mod Hjemmestyreloven af Ved at undersøge, hvad der blev fremlagt i disse grønlandsudvalg og kommissioner op til G-50, G-60 samt den senere Hjemmestyrekommission af 1975, kan der ses et løbende spændingsforhold mellem grønlandske og danske nationale interesser i disse forhandlinger. Hjemmestyrekommissionen af 1975 fremlagde et grønlandsk ønske om at få ret til undergrunden, hvilket danske politikere modsatte sig. De grønlandske politikere ønskede også at blive meldt ud af EF, da de var blevet tvunget ind i det Europæiske Fællesskab gennem Rigsfællesskabet. Af kommissionsmaterialet op til indførelsen af hjemmestyret fremgår det tydeligt, at Danmark begrænser Grønlands mulighed for at føre en selvstændig politik. De grønlandske politikere fremsatte forslag om, at Det grønlandske folk har de grundlæggende rettigheder til de naturgivende ressourcer, hvortil de danske politikere ændrede formuleringen til den fastboende befolkning i Grønland 51

52 har grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivende ressourcer. Det centrale er, at de danske kommissionsmedlemmer fjerner formuleringen det grønlandske folk og ændrer det til fastboende befolkning, således at danskere gennem Rigsfællesskabet kan få rettigheder til undergrunden. Den dansk-grønlandske kommission omformulerer således en sætning fra en specifik, national grønlandsk ordlyd, til at have en mere uspecifik, fælles ordlyd. Det understreger, at de grønlandske politikeres krav om selvbestemmelse under kommissionsarbejdet blev begrænset af Danmark. Et interessant forhold er, at der i det dansk-grønlandske kommissionsarbejde fra 2003 og 2008 op til Selvstyreloven også eksisterede et underliggende afhængighedsforhold de to lande imellem. Dette kommer til udtryk ved, at der specifikt i Selvstyreloven står, at Danmark bevarer højhedsretten over undergrunden samt at eventuelle indtægter fra råstoffer skal genforhandles. Det betyder, at Grønlands indtægter fra råstoffer til en vis grad kan være betinget af danske interesser. Den danske indflydelse kommer ydermere til udtryk i grønlandske udenrigs- og sikkerhedspolitiske anliggender. Det kan ses, da den danske suverænitet på udenrigsområdet ikke var til diskussion i Selvstyrekommissionen af 2008, selvom der i den grønlandske selvstyrekommission fra 2003 blev udtrykt et ønske herom. Dette kommer til udtryk forhold i lyset af både den amerikanske historiske tilstedeværelse i Grønland samt i de nutidige geopolitiske interesser. Således har råstoffer og udenrigspolitiske anliggender været en gennemgående tendens i den grønlandske politiske proces frem selvstyret. Råstoffer ses af de grønlandske politikere som adgangsbilletten til en økonomisk uafhængighed af Danmark. De danske restriktioner over for den grønlandske udenrigs- og sikkerhedspolitik kan have afgørende betydning for denne, da der aktuelt er store internationale interesser, symboliseret i de sydkoreanske, kinesiske og amerikanske forhandlinger. USA's tilstedeværelse gennem forsvarsaftalerne af 1941, 1951 og modifikationen i 2004 fremhæver - sammen med det fortrolige dokument fra den amerikanske ambassade i de komplekse forhold både Danmark og Grønland opererer under. 52

53 Vi kan altså udlede, at de grønlandske politikere siden afslutningen på Anden Verdenskrig har defineret deres politiske ønsker ud fra omverdenen. Først ud fra et folkeretskrav, derefter Færøernes hjemmestyrelov, efterfølgende løsrivelsen af EF og til sidst ud fra en udenlandsk interesse i den grønlandske undergrund. I denne proces har Grønland i stigende grad opnået øget selvbestemmelse, men den fortsatte grønlandske afhængighed af Danmark viser de asymmetriske magtstrukturer, der stadig eksisterer, og som kan definere landets fremtid. 53

54 Litteraturliste Bøger Andersen, Marianne (2008) Grønland mægtigt og afmægtig, Gyldendal Bro, Henning (1993) Grønland - Kilder til dansk kolonihistorie, Det grønlandske Selskab Bro, Henning (1997) Grønland - Kilder til dansk kolonihistorie, Det grønlandske Selskab Brun, Eske (1985) Mit Grønlandsliv, Gyldendal Brøsted (2003) De vestnordiske landes fælleshistorie Udvalg af indledende betragtninger over dele af den vestnordiske fælleshistorie, INUSSUK Arktisk forskningsjournal Fleischer, Jørgen (2003) Grønlands historie kort fortalt, Aschehoug Goody, Jack (2006) The theft of history, Cambridge University Press, New York Kjeldstadli, Knut (2005) Fortiden er ikke hvad den har været en indføring i historiefaget, Roskilde Universitets Forlag Koselleck, Reinhart (2007) Begreber tid og erfaring En tekstsamling, Hans Reitzels Forlag Kristensen, Bent (2007) Historisk metode en indføring i historieforskningens grundlæggende principper, Hans Reitzels Forlag Lidegaard, Bo (1996) I kongens navn, Samleren Nevers, Jeppe og Olsen, Niklas (2007) Indledning, optrykt i: Koselleck, Reinhart (2007) Begreber tid og erfaring En tekstsamling, Hans Reitzels Forlag Skydsbjerg, Henrik (1999) Grønland 20 år med hjemmestyre en samtidshistorie om Grønlands udvikling under hjemmestyret, Forlaget Atuagkat 54

55 Thisted, Kirsten (2004), Hvem går Qivvito- kampen om et litterært symbol eller relationen Danmark-Grønland i postkolonialt perspektiv, Tidschrift voor Scandinavistiek, vil 25 nr. 2. Yeoh, Brenda (2009) Postcolonialism, optrykt i: Gregory mfl. The Dictionary of Human Geography, Wiley-Blackwell Rapporter og udredninger DIIS besøgt den 10. oktober 2012 Artikler Fyens.dk besøgt den 18. oktober 2012 Avisen.dk besøgt den 6. december 2012 Grønlandsposten 16. juni 1942 Optrykt i: Bro, Henning (1997), Grønland Kilder til dansk kolonihistorie, Det Grønlandske Selskab Information Forsker: Grønlands ønsker vejer tungest for regeringen, den 14. december

56 Politiken A besøgt den 16. december 2012 Politiken B besøgt den 15. november 2012 Politiken C besøgt den 13. Oktober 2012 Sermitsiaq besøgt den 4. November 2012 Arkivalier fra Arktisk Institut Skrivelse fra Kommissionen om hjemmestyre i Grønland 1978 A 028 Hjemmestyrekommissionen, Pakkenr. 5: løbenr.: 33 dok. nr. 5/78 Eske Brun: Eske Bruns tale under Grønlandskommissionens åbningsmøde i rigsdagen torsdag den 20. januar 1949 A 025 Grønlandskommissionen, pakkenr.: 1, løbenr.: 1 enhedsnr.: 1-13 Redegørelse for de gældende politiske og forvaltningsmæssige forhold i Grønland A 025 Grønlandskommissionen, pakkenr.: 2, løbenr.: 5 enhedsnr.: 4, dok. nr.: 1 Referat af underkommisionsmøde den 9. februar

57 A 025 Grønlandskommissionen, pakkenr.: 2, løbenr.: 5, ref.nr.: 1 Referat af udvalgsmøde den 17. maj 1960 A 027 Grønlandsudvalget af 1960, pakkenr.: 1, løbenr.: 3, ref.: nr. 3 Referat af udvalgsmøde den 18. april 1961 A 027 Grønlandsudvalget af 1960, pakkenr.: 1, løbenr.: 4, ref. nr.: 15 Grønlandsudvalgets betænkning af 1964 A 027 Grønlandsudvalget af 1960 pakkenr.: 1, løbenr.: 4, ref. nr.: 15 Forhandlingsoplæg og delbetænkning fra udvalget vedrørende hjemmestyre i Grønland af 1975 A 028 Hjemmestyrekommissionen, pakkenr.: 1, løbenr.: 1, dok. nr.: 1/75 Kommission om hjemmestyre i Grønland den 8. juni 1977 A 028 Hjemmestyrekommissionen, pakkenr.: 3, løbenr.: 18, dok. nr.: 33/77 Arkivalier fra Rigsarkivet Møde i Grønlands Landsråd af 23. juni 1941 RA, Oldendowv papirer, Pk.1, s.7 Interview Interview med Moses Olsen (Speciale ved Grønlands Universitet Ilisimatusarfik Internetlinks Knr.dk 57

58 besøgt den 23. november 2012 Nanoq.gl A besøgt den 2. december 2012 Nanoq.gl B kt_til_hjemmestyret.aspx, besøgt den 2. december 2012 Nanoq.gl C kning_afgivet_af_selvstyrekommissionen/bilag_5_raastofferne/4_faeroeaftal en_af_22_december.aspx, besøgt den 5. december 2012 Nanoq.gl D 0Departement/Selvstyrekontor/Folkeafstemning.aspx, besøgt den 5. december 2012 Nanoq.gl E 0Departement/Udenrigsdirektoratet/Hvad_arbejder_vi_med/Udenrigs- _og_sikkerhedspolitik/forsvarsaftalen_mellem_usa_og_danmark_thulebas en.aspx, besøgt den 9. december 2012 Nanoq.gl F epartement/nyhedsforside/nyheder_fra_dep_formand/2012/09/sydkorea.aspx, besøgt den 3. december

59 Ft.dk besøgt den 7. december 2012 Taler Oplæg om selvstyrets udenrigspolitiske kompetence v/ Johan Lund Olsen 0Departement/Aktivitetskalender/2008/06/18/Isumaliutissiissummik_saqqum miineq.aspx, besøgt den 2. december 2012 Julianne Henningsens tale i Folketinget ved behandling af lovforslag L m=192&nothread=1&singleitem=1, besøgt den 3. december 2012 Kuupik Kleist: Landsstyreformands Kuupik Kleists tale ved indføreslen af grønlands selvstyre d. 21 juni 2009 om morgenen 0Departement/~/media/82A7B8D9E558466A9E311B95BC0991A3.ashx, besøgt den 14. november 2012 Josef Motzfeldt: Tale af Josef Motzfeldt om indførelse af Selvstyret 0om%20indf%C3%B8relse%20af%20Selvstyret%20DK.pdf, besøgt den 14. november 2012 Lars Løkke Rasmussen: Daværende Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale i Grønlands landsting ved ceremonien i anledning af selvstyrets ikraftræden d. 21 juni besøgt den 14. november

60 Love og traktater Agreement of cooperation with Greenland on raw materials besøgt den 7. december 2012 Danmarks Riges Grundlov af besøgt den 2. november 2012 FN-pagten besøgt den 28. oktober 2012 Hjemmestyreloven af besøgt den 29. oktober 2012 Betænkninger Grønlandskommissionens betænkning af februar 1950 Optrykt i: Bro, Henning, (1993), Grønland - Kilder til dansk kolonihistorie, Det grønlandske Selskab Resume Selvstyrekommissionsbetænkning af kning_afgivet_af_selvstyrekommissionen.aspx besøgt den 2. december 2012 Itilleq-erklæringen af Departement/Udenrigsdirektoratet/Selvstyrets_Udenrigspolitiske_Kompetenc er/~/media/ a5fe84081b58b58e7f4ec0e6f.ashx, besøgt den 11. december

61 Resume Selvstyrekommissionens betænkning af 2008 Selvstyrekommissionsbetænkning http://dk.nanoq.gl/Emner/Landsstyre/Selvstyre/Groenlandskdansk_selvstyrekommission/~/media/41A7B060F64E4666ABEE7798F0EC0 B55.ashx, besøgt den 27. oktober ashx, besøgt den 18. november 2012 Selvstyreloven af besøgt den 29. november 2012 Spørgsmål Spørgsmål til statsministeren Grønlandsudvalget , GRU alm. Del, endeligt svar på spørgsmål 54, offentligt, den 6. Juli

62 Formidlingsovervejelser Formidlingen af vores opgave fordrer, at kernen i vores undersøgelse, nemlig det historiske perspektiv på den nuværende debat om råstoffer Grønland, formidles tydeligt via et medie, hvor debatten om Grønlands undergrund og det danskgrønlandske forhold ofte debatteres. Et oplagt medie er avismediet, hvortil vi kunne skrive en kronik. Politiken dækker grønlandsdebatten nøje og forsøger ofte at belyse forholdet mellem Danmark og Grønland. Avisens chefredaktør Bo Lidegaard har skrevet Ph.d. om Henrik Kauffmanns betydning for Grønlands udvikling, og han skriver ofte lederkommentarer på forsiden af avisen vedrørende landets politiske status. Særligt den nuværende debat om Storskalaloven har han forsøgt at debattere, og vi anvender citater fra disse forsidekommentarer i indledningen af opgaven. Derfor ville det være oplagt, hvis vi i en kronik i Politiken belyste den nuværende debat i lyset af de politiske processer, Grønland har gennemgået siden Anden Verdenskrig, men også i lyset af Selvstyreloven og vores undersøgelse angående landets krav til råstoffer ud fra et historisk perspektiv. I kronikken vil vi hovedsageligt fokusere på debatten om Storskalaloven, hvortil vi vil udvælge særlige aspekter, som kan være med til at belyse, hvorledes Grønlands muligheder for at lave aftaler med eksempelvis Kina om udvinding af råstoffer også er betonet af danske interesser. Således vil vi ikke nævne Kosellecks begreber om forventningshorisont eller komme ind på samtlige af de kilder, vi har undersøgt. For at sætte debatten om Storskalaloven på spidsen vil vi opsætte kronikken med en overskrift, som eksempelvis kunne være: Derfor bestemmer Grønland ikke selv over råstofferne. Heri vil vi fremhæve, hvilken indflydelse Danmark fortsat har på politiske forhold i Grønland, og hvilken rolle de danske politikere potentielt set kan komme til at spille i en grønlandsk forhandlingsproces med Kina eller andre lande om råstofferne. Herunder vil vi belyse, at Danmark fortsat har højhedsretten over Grønland via Grundloven og også bestemmer over landets udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske forhold. De danske politikere har mulighed for at intervenere, hvis 62

63 de vurderer, at Kinas investeringer kan udgøre sikkerhedspolitiske risici på baggrund af USA s fortsatte tilstedeværelse og samarbejde med den danske regering. 63

64 Abstract This report examines the historical political process in which the Greenlandic and Danish politicians have worked towards an implementing a self-sustainable political system in Greenland. Inspired by the current debate on natural resources in Greenland, we seek to understand in which way traces of colonial bonds still exist between Denmark and Greenland and to which extent the Greenlandic politicians are able to operate and negotiate on an international level with other countries without Danish interference. Our analysis is based on a general historical understanding of the political flows during the period of Through this examination we use the German historian Reinhart Koselleck s thesis on erfahrungsraum und erwartungshorizont to highlight how Greenlandic politicians have defined their political demands towards a self-sustainable political system. 64