Salmer: 679, Hvor er din verden rig; 61, 680. Tema: Den gode del. Evangelium: Luk. 10,38-42

Transkript

1 Kl Burkal Kirke Salmer: 679, Hvor er din verden rig; 61, 680 Tema: Den gode del Evangelium: Luk. 10,38-42 Jesus havde nogle gode venner i landsbyen Bethania lige uden for Jerusalem. Det var de to søstre Martha og Maria samt deres bror Lazarus. Ofte kom Jesus på besøg hos dem, når han skulle til Jerusalem. Den dag vi hører om nu tager Martha imod Jesus og går straks i gang med at sørge for ham. Sandsynligvis har Jesushaft sine 12 disciple med sig, og Martha ville gerne tage sig godt af dem alle sammen og fik derfor meget travlt. Men hendes søster Maria sætter sig straks ned ved Jesu fødder for at høre på ham. Og dér bliver hun siddende. Det synes Martha bliver lidt for meget af det gode. Så hun går hen og vil have

2 Jesus til at sige til Maria at hun skal hjælpe til med at sørge for ham. Men da er det at Jesus giver dette underlige svar: "Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende." Man kunne vel have ventet at Martha havde fået et par anerkendende ord for alt sit besvær. Men i stedet får hun en advarsel. Den ene bliver et advarende eksempel, og den anden bliver et forbillede for os. Hvad er det så Jesus advarer mod hos Martha? Er hun som nogen har sagt en verdsliggjort kristen? Er hun optaget af denne verdens ting, når det huslige fylder så meget for hende? Nej, der er ikke noget galt i at være huslig og passe sit hjem godt! Tværtimod roses den huslige kvinde i høje toner i Ordsprogenes Bog: "En dygtig kvinde, hvor findes hun? Hun er langt mere værd end perler." (Ordspr. 31,10) Der er ingen steder i Bibelen, hvor kvinder bliver rost for at forsømme deres hus og ikke tage gæstfrit imod fremmede. Marthas fejl er altså slet ikke at hun er ivrig med det huslige. For hun tjener jo Jesus med alt hvad hun gør. Alligevel er det en fare for hende, for det drager hendes sind bort fra Jesus og hans ord. Det er kun dét som Jesus advarer imod. Med Maria var det helt anderledes. Hun satte sig ved Jesu fødder for at høre på ham. Hendes sind var ikke rettet mod det hun skulle gøre for Jesus, men mod ham selv. Faren for os som kristne er at vi bliver optaget af tjenesten for Jesus i stedet for at være optaget af Jesus selv. Mange taler om at vi er "frelst for at tjene". Men det er lige omvendt. Vi er ikke frelst for at tjene, men vi tjener, fordi vi er frelst. Der er en verden til forskel. Vi ved at mange farer lurer på som kristne: verdsliggørelse, sløvhed, fristelser til forskellige syndige handlinger. Men hvem tænker på at det skulle være farligt at gå op i kristeligt arbejde? Hvem forestiller sig at kristen aktivitet skulle kunne føre en kristen bort fra Jesus? Vil du vide hvordan dit forhold til Jesus er, så spørg dig selv hvordan dit forhold til Bibelen er. For det hænger nøje sammen. Du kan ikke stå i ét forhold til Jesus og i et andet forhold til Bibelen. Jesus betyder ikke mere for dig,

3 end Bibelen betyder for dig. Du har ikke mere tid til Jesus end du har til din Bibel. Her gælder det om at prioritere. At vælge rigtigt, lige som Maria, der havde valgt den gode del. Ud fra vores naturlige, menneskelige forudsætninger kan vi ikke tjene Herren. Vi kan ikke gøre noget i egen kraft for Jesus. Kødet, det vi er i os selv af naturen, gavner intet, hverken i vores gudsforhold eller i vores arbejde i Guds rige. For det er ved Guds Ånd vi er genfødt, og det er sket gennem Jesu ord, sådan som der står i Romerbrevet: "Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord." (Rom. 10,17) Uden ordet om Jesus og hans fuldbragte værk sker der ikke nogen genfødelse. Ingen af os når længere i vores tjeneste for Herren, end vi når med Guds ord. Kun når vi er redskaber for Guds ord, er det Guds gerninger vi gør. Derfor er det at være stille for Guds ord lige som Maria i Bethania ikke bare nødvendigt for vores gudsforhold, men også for vores tjeneste for Gud. "Den gode del" er Jesus og hans ord. Hvis vi ikke har det, så er alt det andet intet værd. Grundlaget skal være i orden. Fundamentet skal lægges først. Dvs. vi skal have vort forhold til Gud i orden, før vi kan tænke på at tjene ham og vores næste. Det kan ikke nytte noget at vi vil tjene Jesus, hvis han ikke får lov til at tjene os først. Vi har brug for først at tage imod ham og hans ord. For det er jo kun på grund af ham at vi har en nådig og tilgivende Gud. Når du billedligt talt sidder ved Jesu fødder og lytter til hans ord, så får du hvile og oplever det som salmedigteren Asaf talte om: "at være Gud nær er min lykke". Så kan du sige med Asaf: "Hvem har jeg ellers i himlen? Hos dig ønsker jeg intet på jorden. Om end min krop og mit hjerte forgår, så er Gud for evigt mit hjertes klippe og min lod." (Sl. 73,25-26) Her står det ganske tydeligt og klart, at det er Gud der er den gode del, Asafs klippe og lod for evigt. Sådan kan enhver troende sige med glæde og overbevisning. Både den troende jøde, der levede i den gamle pagt før Jesu tid, og den kristne, som er kommet til tro på Jesus som sin herre og frelser. Den gode del er dybest set Gud selv, og vi får denne gode del ved at tage imod hans ord i de hellige skrifter i Bibelen, både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente. Det er kun gennem Skriftens ord at vi overhovedet

4 har mulighed for at lære ham at kende. Derfor er det så vigtigt ja ligefrem nødvendigt at lytte til dette ord fra Gud. Det med at høre Guds ord er som en rød tråd der går gennem hele Bibelen. Gang på gang hører vi hvordan det bliver indskærpet at Guds folk skal høre efter hvad Herren havde at sige til dem. Og igen og igen hører vi hvordan de svigtede, ved at de ikke ville lytte til Guds ord. Formaningen til at høre er endda det første ord i den jødiske trosbekendelse: "Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én." (5. Mos. 6,4) Og i begyndelsen af Esajas' Bog beklager Gud sig over at hans folk ikke vil høre efter, og at de ikke fatter noget som helst: "Hør, himmel, lyt, jord, for Herren taler: Børn har jeg opfostret og opdraget, men de har brudt med mig. Oksen kender sin ejer, æslet sin herres krybbe; men Israel kender ikke mig, mit folk fatter intet." (Es. 1,2-3) Og profeten Jeremias råber af sine lungers fulde kraft: "Land, land, land, hør Herrens ord!" (Jer. 22,29) Også i Salmernes Bog ser vi Guds store frustration og sorg over at hans folk ikke vil høre på ham: "Hør, mit folk, jeg vil advare dig, gid du ville høre på mig, Israel!... Gid mit folk ville høre mig, gid Israel ville vandre ad mine veje! Hvor let skulle jeg da kue deres fjender og vende min hånd mod deres modstandere." (Sl. 81, ) I det jødiske folks historie har vi et uhyggeligt eksempel på hvordan det går, når et menneske ikke handler efter Guds ord. Jeg tænker på Israels første konge, Saul. Han havde ellers alle forudsætninger for at blive en god konge. Der står om ham at han var "en smuk ung mand" og at "ingen af israelitterne var smukkere end han." (1. Sam. 9,2) Men desværre led han af en dårlig hørelse. Han havde svært ved at høre efter, når Gud sagde noget til ham. Indtil da havde Gud selv været det eneste overhoved for sit folk. Men nu havde israelitterne lagt mærke til at alle de andre folk, som boede nabo til dem, filistrene, amoritterne, syrerne og egypterne, de havde alle en konge over sig. Så det ville Israels folk også have. Profeten Samuel afviste i første omgang deres ønske, men til sidst fik de alligevel deres vilje. Samuel fik besked om at salve Saul til konge over Israels folk.

5 I begyndelsen gik det godt, men efter et par år var Saul ulydig mod Guds befaling. Samuel havde givet Saul besked om at gå i forvejen og vente på ham syv dage. Så ville Samuel komme og bringe ofre. Men Saul kunne ikke vente, fordi filistrene havde omringet ham, og hæren var ved at desertere. Så til sidst ofrede han selv brændofferet. Og netop som han var færdig med at ofre, kom Samuel og krævede ham til regnskab: "Hvad har du gjort?... Du har båret dig tåbeligt ad! Hvis du havde holdt den befaling, som Herren din Gud har givet dig, havde Herren grundfæstet dit kongedømme over Israel til evig tid. Men nu skal dit kongedømme ikke bestå." (1. Sam. 13, ) Den kristne som vælger den gode del og går ind for at være stille for Guds ord og få indsigt i det ved at lade det tale til sig, er altid i tjeneste for Herren. Hvor han end står og går. Hvad han end taler om, udgår der altid en indflydelse fra Jesus til hans omgivelser. I vores tid lægges der store planer og udfoldes mange aktiviteter i kirker og missionshuse, men mange steder før det til stress og overanstrengelse, i stedet for vækkelse og åndelig vækst. Men når en kristen tager sig tid med Guds ord, så ordet begynder leve i ham, da spirer og gror det åndeligt talt omkring ham. Da kommer ganske af sig selv det som andre kristne forgæves arbejder med. Derfor er det vigtigste spørgsmål til dig, den enkelte, i dag: Vil du tage imod Guds ord til dig? Vil du vælge den gode del? Amen.