HJERNEVASK OG HJERTEBLOD

Transkript

1 HJERNEVASK OG HJERTEBLOD h

2

3 John Holten-Andersen Hjernevask og Hjerteblod Tanker om det myndige menneske HOVEDLAND

4 Hjernevask og hjerteblod 2002 John Holten-Andersen Forlaget Hovedland 2002 Omslag: Søren Melchior Omslagsfotos: Ivan Jacobsen Tilrettelæggelse: Karina Damkjær Tryk: E.J. Graphic, Beder, oplag ISBN Forlaget Hovedland Stenvej 21 B DK 8270 Højbjerg mail@hovedland.dk

5 Indhold Forord og eftertanker Mands minde Mund og mæle Magt afmagt Mening Magt og mening Modstand Myndighed Mod og mandshjerte Moders mål Henvisninger

6 TIL INGE De følgende tanker er tilegnet dig, Inge, min allerkæreste. Du har lært mig, at et myndigt liv, det er at kæmpe for det, man har kært.

7 Forord og eftertanker Nu fanger bordet. De sidste formuleringer er pudset af. Den sidste korrekturlæsning er afsluttet. De sidste tekniske detaljer er faldet på plads, og den sidste hyggelige og opbyggelige snak med forlæggeren rundet af. Om få dage går det hele i trykken. Og så er der ingen vej tilbage. Alt det, der gennem lang tid har hobet sig op i mit indre, vil da stå printet sort på hvidt. Jeg vil ikke længere kunne skjule mig bag nogen facade. Er det nu klogt? Nej, det er absolut ikke klogt. Det er tværtimod helt igennem uklogt. Det gør man ikke i den verden, der har været min i de sidste mange år. Det, man har på hjertet, udtrykkes privat til nød over for kollegaer, når man er på tomandshånd. Men ikke i det offentlige rum. Og slet ikke på tryk. De, der bryder denne uskrevne regel, hører ikke med i det gode selskab. Det er dem, man ikke må lege med. Jeg ved det. Helt ind på rygmarven ved jeg det. I 15 år har jeg været ansat i et stort og mægtigt ministerium, og med egne øjne de uskrevne regler i funktion. Man må hjertens gerne se ud, som om man har noget på hjertet: Være dynamisk og handlekraftig, vise initiativ. Men man må ikke give udtryk for det, man har på hjertet. Når man udtrykker sig, skal det være systemets hjerte man udtrykker. Men systemer har ingen hjerte, de har kun fornuft. Rationel og strategisk fornuft. Systemfornuft. Og insisterer man alligevel på at lufte det, man har på hjertet, så opfattes det som den skinbarlige ufornuft. Så kaldes man til samtale og kaldes til orden. Så manøvreres man ud på et sidespor. Og den dag systemet fattes penge og det gør systemer jo næsten permanent så hænger fyresedlen og dirrer i luften. Sådan er det. Jeg ved det godt. Jeg har set det folde sig ud i Denne side er købt på og er omfattet af lov om ophavsret. 7

8 praksis den ene gang efter den anden. Og hver gang har det rystet mig, for det er ikke noget kønt skue at være vidne til. Så sent som i går blev jeg mindet om denne systemlogik nok engang: En tidligere god kollega ud i kulden. Hun var en engageret og myreflittig forsker, én af dem, der gjorde en forskel, én af dem, som altid havde noget på hjertet og som ikke var bleg for at udtrykke det i både skrift og tale. Men systemet fattes penge og så er det lige præcis den type, man ikke har råd til. Det er naturligvis ikke den officielle begrundelse men alle ved, at det er den reelle begrundelse. Og da alle ved, at det er den reelle begrundelse, holder alle også kæft. For det skulle jo nødigt blive min tur næste gang. Jeg ved det godt. Jeg har ikke bare set det folde sig ud omkring mig, men også mærket det på egen krop. Som da jeg blev kaldt til samtale på grund af et kritisk personligt læserbrev om Øresundsbroen og fik læst og påskrevet, at chefer i Ministeriet ikke havde ytringsfrihed. Eller dengang jeg offentligt protesterede over, at den forskningsrapport, jeg officielt var redaktør af, i virkeligheden skulle redigeres af en skjult censurkomite i Ministeriets top. Da blev der koldt omkring mig. Iskoldt. Og jeg fik hvisket i øret, at den hvalp, der pisser i egen rede, tager man livet af. Jeg ved det godt. Ikke mindst i min nuværende situation ved jeg det godt. Min stilling er skåret væk af den nye regering men jeg har stadig en kontrakt, der binder i to år mere. Jeg har 15 års erfaring i systemet heraf 11 års ledelseserfaring. Jeg kender næsten alle hjørner af koncernen og har et stort nationalt og internationalt kontaktnet. Men stikket er trukket ud. Alle mine forslag mødes af larmende tavshed. Der er ingen respons. Fra systemets synspunkt eksisterer jeg ikke mere. Og dog eksisterer jeg. Og systemets tavshed har da på sin side også været en velsignelse. For den har givet mig ro til at tænke. Tid til at finde ind til mig selv og forsøge at sætte ord på noget af det, der længe har gemt sig i mit sind. Og nu ligger disse ord side om side i et færdigt manuskript, der snart skal i trykken. Og der er ingen vej tilbage. Fra nu af kan jeg ikke længere gemme mig bag en titel som forskningschef eller sekretariatschef eller en stillingsbe- 8 Denne side er købt på og er omfattet af lov om ophavsret.

9 tegnelse som civilingeniør og lic.tech.. Fra nu af har jeg ikke længere noget panser omkring mig. Det er ikke klogt. Det er ikke fornuftigt. Jeg ved det godt. Men til helvede med den fornuft og skråt op med det panser. For det er jo i sidste ende den fornuft, der forhindrer os i at være mennesker. Og hvis vi alle dækker os ind bag dens panser og opfører os som rationelle robotter, hvordan skal vi da nogensinde komme til at tale om det, der virkeligt betyder noget? Det, der ligger os på sinde, og det, vi har på hjertet. Og hvis ikke vi kan tale om det, vi har på hjertet, hvordan skal vi da overhovedet få nogen i tale? I næste uge vasker trykkeren pressen ren og sætter mit hjerte på tryk. Det er ikke klogt. Jeg ved det godt. Men der er ingen vej tilbage. Tiden bag panser og plade er slut. Fuglen vil ud i det fri. Så må vi se, om vingerne kan bære. Denne side er købt på og er omfattet af lov om ophavsret. 9

10