Vurdering af forordningen om negerhandelen, (samtidige

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Vurdering af forordningen om negerhandelen, (samtidige"

Daniel Graversen
7 år siden
Visninger:

1 Vurdering af forordningen om negerhandelen, (samtidige samt historikeres) Forordningen om negerhandelen fra 1792 er blevet vurderet meget forskelligt både i samtiden 5 og i eftertidens historieskrivning. Her følger en digteren Jens Baggesens (1794) og embedsmanden P.L. Oxholms (1797) vurderinger. Derefter 3 historikeres vurderinger henholdsvis: Axel Lindvald Oplysningens tidsalder (1942), Christian Degn Die Schimmelmanns im atlantischen Dreieckshandel (1974) og Ole Feldbæk Den lange fred Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bd. 9 (1990). 10 A. Digterens vurdering Ædle negerbefrier! Du trofaste lærling af Wilberforce, i navnet på denne værdige apostel for de sorte, i navnet på denne Jordens nedre kreds, som vi hvide, såkaldte overmænd og ledere betræder, i navnet på mit fædreland, hvis glorie derved kan 15 gøres endnu mere strålende, i navnet på hele menneskeheden, beder og besværger jeg dig, du mægler mellem humaniteten og forretningslivet!: Sørg for at der bliver udarbejdet et uddrag på engelsk af forordningen om den gradvise afskaffelse af den danske negerhandel samt af andre detaljer vedrørende din ærefulde og lykkelige bestræbelse på at befri de sorte slaver, og sørg for at dette skrift så hurtigt som muligt 20 bliver sendt direkte til London til den mand, der er stolt over at træde i Ernst Schimmelmanns fodtrin på vejen mod udødelighed

2 B. Embedsmandens vurdering 25 P. L. Oxholm i De vestindiske Øers tilstand, Om Oxholm se s. xx. Det [er] nuomstunder en overspendt Menneskekierligheds daglige Raab og Mængdens efterabende Lune, at dadle og finde Feil ved Kolonie-Systemet i Vestindien, som omendskiøndt det unægteligen i sig selv er stridende imod almindelige 30 Grundsætninger af Menneskekiærlighed, dog formedelst sin lange Tilværelse maaske ikke er (?JL) mueligt at forandre, med mindre Koloniernes Dyrkning tilligemed skulde ophøre. Det viiseste Middel er derfor Formildelses Planer og Lettelses Foranstaltninger imod dette, som imod meget andet moralskt Onde, der maae taales fordi det ei kan afskaffes eller rettes, uden at frembringe saadanne Følger, der vilde blive langt værre og 35 skadeligere for Staten og det borgerlige Selskab. Kolonie-Systemet er derfor en Skamplet på Europas Statsforfatning, som af Nødvendighed maae tilstædes, fordi dets overiilte Bortryddelse vilde have den fordærveligste Indflydelse paa hele Nationers Velstand, og ødelægge mange Millioner 40 Mennesker, som leve af den Industrie og de Næringsgrene, der understøttes og vedligeholdes af Koloniehandelen Foruden Plantage-Laan, er udi Aaret 1792 aabnet et Laan til Indkiøb af Negere for Cultivationens Fremme. De Forsøg, som fleere Nationer til Negerhandelens og 45 Slaveriets Afskaffelse begyndte paa. oplivede og den Danske Regierings ædle Ønsker til samme Formaal. Men varsommere end hiine, glemte den ikke personlige Rettigheder, offentlig Credit, Forsigtighed ved store Forandringer og Hensyn til de almindelige Handels-Principper, som hidindtil forbandt Moderlandet og Kolonierne. Den begyndte derfor med at forskaffe det fornødne Antal Arbeidere, forinden den ophævede 50 Tilførselen af fleere; og Forordningen af 16. Marts 1792 om Negerhandelen bestemte 10 Aars frie Indførsel af Negere fra Kysten af Guinea, efter hvilken Tid den med Aaret

3 1802 skulde aldeles ophøre. Imidlertid maatte de Plantere, som ei havde egne Evner til at forsyne sig med det fornødne Antal, sættes i Stand til at befordre Hensigtemes Opnaaelse. Et Laan blev derfor tilstaaet... som tilbagebetales i 5 til 10 Aar efter 55 Planternes Omstændigheder og eget Valg Historikernes vurderinger C. Eksempel til efterfølgelse 60 Axel Lindvald i Oplysningens tidsalder, 1942, s. 185 ff. Først og fremmest er [der] dog loven om ophævelsen af negerhandelen 1792, som af samtid og eftertid er blevet lovprist som vidnesbyrd om regeringens humanitet. Rundt om i Europa havde man fra slutningen af det 18. århundrede stemplet negerslaveriet som en skamplet på det oplyste århundrede Herhjemme var det navnlig 65 [finansminister] Ernst Schimmelmann, som ønskede en forandring. Negrenes behandling på hans vestindiske besiddelser blev i den engelske litteratur anført som et eksempel til efterfølgelse. Store vanskeligheder mødte dog hans yderligere bestræbelser. Uden for slaveriet mente man det umuligt at holde plantagerne i drift, uden stadige tilførsler fandt man det vanskeligt at få den nødvendige arbejdskraft. Så 70 lidt som i udlandet vovede man helt at ophæve slaveriet. Heller ikke i plantageejernes indbyrdes omsætninger ville man gøre indgreb. Alene for yderligere tilførsler fra Afrika vovede man at sætte en grænse. Ved at standse tilgangen håbede man at gøre plantageejerne ivrige for slavestandens opretholdelse og interesserede i dens behandling. Loven af 1792 blev da også meget forsigtigt affattet. Først fra begyndelsen 75 af 1803 skulle negerhandelen ophøre; indtil da mente man det endogså nødvendigt ved offentlige lån at fremkalde en forøget indførsel, der kunne give slavestanden en passende størrelse. De humane synspunkter holdt man forsigtigt tilbage, de økonomiske betragtninger skød man i forgrunden. Fromme ønsker om at lette arbejdet

4 for svangre kvinder, skaffe småbørn pasning, udbrede oplysning og 80 kristendomskundskab samt forhindre ejernes vilkårlige adskillelse af ægtefæller vidnede om regeringens gode hensigter, men førte kun til ringe resultater. Trods alt var loven et skridt i den rigtige retning og blev et eksempel til udlandets efterfølgelse. D. Slet ikke slavebefrielse 85 Christian Degn i Die Schimmelmanns im atlantischen Dreieckhandel, s. 291 ff., og således udkom da den 16. marts 1792 forordning om negerhandelen. Allerede titlen er på ingen måde et fanfarestød, og i det hele taget er forordningen bevidst holdt 90 nøgternt. Humanitære, subjektive begrundelser, som kunne have givet anledning til diskussion, har man sparet sig I deres begejstring for den danske lov, der skulle være et stort skridt på vejen til en humanere verden, har samtiden og også senere generationer til overmål prist denne slavebefrielse. Ved en mere nøgtern betragtning ser sagen mere beskeden ud: Der var slet ikke tale om slavebefrielse den syntes kun at 95 være et fremtidsmål ja, det handlede ikke engang om et fuldstændigt slavehandelsforbud. I Dansk Vestindien var som før menneskehandel tilladt fra planter til planter Om en mere human vej overhovedet kunne betrædes dengang, og om resultatet ville have været mere humant, det gives der intet videnskabeligt begrundet svar på 100

5 E. Danmark kom fjenden i forkøbet Ole Feldbæk i Den lange fred , bd. 9, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, 1990, s Danmark havde moralsk lige så ubekymret som andre europæiske søfartsnationer deltaget i 1700-tallets eksport af slaver fra Afrika til Vestindien I årene op mod 1790 var den offentlige mening i de store slavehandelsnationer, England og Frankrig, imidlertid begyndt at vende sig imod denne umenneskelige 110 menneskehandel, der stred mod tidens friheds- og lighedstanker. I Danmark blev nøglefiguren handels- og finansminister Ernst Schimmelmann. Som oplyst og følsomt menneske var han imod handelen med slaver. Sin position som Danmarks rigeste mand skyldte han på den anden side sine slavedrevne sukkerplantager i Vestindien og sine sukkerraffinaderier i København. De undersøgelser, han satte i gang, viste to ting. 115 Dels at salget af danske varer på Guldkysten var uden nævneværdig betydning for dansk økonomi. Dels at plantageøkonomien i Vestindien ville bryde sammen, hvis den ikke fik tilført slaver i hvert fald så længe de vestindiske plantere udnyttede slaverne så hårdt, at nye tilførsler ikke kunne undværes. 120 Schimmelmann frygtede, at England og Frankrig ville enes om at forbyde slavehandelen og derpå lægge pres på de mindre slavehandelsnationer for at få dem til at gøre det samme. Det pres ville Danmark ikke kunne modstå. Derfor valgte Schimmelmann at komme fjenden i forkøbet og sikre de danske plantager de nødvendige slaver, mens det endnu var muligt. Så måtte plantageejerne lære at 125 behandle deres slaver bedre, så at færre blev arbejdet ihjel. Det var baggrunden for kongens forordning, som primært havde et økonomisk sigte. Fortalen henviste da heller ikke til ædle og humane motiver, men gav en nøgtern og

6 ganske usentimental redegørelse for bevæggrundene. 130

Relaterede dokumenter

5.-6. klasse: Trekantshandlen (50 spørgsmål)

5.-6. klasse: Trekantshandlen (50 spørgsmål) Trekantshandlen 1) Hvad var trekantshandlen? En handelsrute* En handelsaftale mellem tre lande En handel med tre varer 2) Hvilke områder foregik trekantshandlen