OK15 Djøf Offentlig formandens tale

Transkript

1 OK15 Djøf Offentlig formandens tale Tak for ordet. Vi gik til disse overenskomstforhandlinger med nogle få og skarpt velvalgte overenskomstkrav. Krav, der havde respekt for det samfundsøkonomiske udgangspunkt, vi lige nu er omgivet af, men som samtidig var ambitiøse. Vores krav afspejlede ønsket om, at forbedringer skulle komme flest mulige medlemmer til gavn og tage højde for de udfordringer, vi står over for med det psykiske arbejdsmiljø og den manglende mobilitet. Jeg synes, det resultat, vi skal drøfte i dag, viser, at vi fik, hvad vi kom efter, men med gyldig respekt for, at vores modpart også havde nogle krav til forhandlingerne. Men inden vi kommer til kravene, skal jeg resumere baggrundstæppet for forhandlingerne og berette lidt om processen. For den har, som I ved, altid betydning for resultatet. Disse forhandlinger var præget af: et Danmark med en uhyre lav inflation, og hvor Danmarks konkurrenceevne konstant er under pres et dansk privat arbejdsmarked, der kun lige er kommet ud af kriseårenes skygge, og som fik et overenskomstresultat i 2014 i størrelsesordenen 5,5 % et valgår, hvor politikere er uforudsigelige, og hvor en Finansminister i hvert fald gerne vil fremstå som økonomisk ansvarlig og fremlægge et finanslovsforslag med råd til velfærdsydelser, og et arbejdsmarked med lærere både på folkeskoleområdet og gymnasieområdet der har sår fra OK13, som er svære at hele. Og som om det ikke var nok, en helt umulig beskæftigelsessituation, hvor førsteårsledigheden for djøfere fortsat er meget høj og helt oppe på 34 procent. Da vi forhandlede tilbage i 2013 var optakten også præget af en arbejdsgiver med en liste af forringelseskrav så lang som et ondt år. Dette var ikke vores fornemmelse denne gang. Vi havde en forsigtig tro på, at vi havde en Finansminister, der ville lave en walk over med en smal ramme og en overenskomstforhandling, der ikke satte sig store spor. Men her tog vi lidt fejl. Disse forhandlinger var uden for den oplyste scene et helt særligt drama. Og årsagen til, hvorfor det tog mere end 40 timers intens forhandling, før vi landede et resultat. Ingen af os på lønmodtagersiden havde i vores vildeste drøm forventet en Finansminister, der ville gå så hårdt til værks og præsentere os for et så smalt og stramt udspil, som vi faktisk blev. At vi har en Finansminister, der ikke lefler for folkestemningen ja det vidste vi. Men at angrebet på den offentlige lønudvikling ville blive så markant. Det var der ingen, der havde forstillet sig. Finansministerens udgangspunkt var, at de høje offentlige lønstigninger i 2008 ikke var blevet neutraliseret af reguleringsordningen, og at staten derfor i perioden havde haft betragtelige merudgifter. Ministeren mente sågar at den offentlige lønudvikling til og med havde været skadelig for Danmarks konkurrenceevne. 1

2 Tal er taknemmelige. Og på bordet fløj også økonomiske tal og beregninger, der ifølge Finansministeren skulle vise, at der var et gab i lønudviklingen mellem den statslige og den private sektor. Beregningerne var dog ikke uangribelige, og de blev da også anfægtet fra vores side af bordet. Denne uenighed om implikationerne af statistikken for lønudviklingen fyldte rigtig meget i forhandlingerne og var en væsentlig grund til det meget langstrakte forløb. Det lykkedes dog efter mange spilfægterier at parkere uenighederne på en sådan måde, at der kunne opnås enighed om et samlet resultat. Men forløbet skal med, hvis man skal forstå baggrunden for, at resultatet ser ud, som det gør. Jeg ved godt, at jeg lige nu har talt meget om det statslige område. Men vi bliver bare nødt til at erkende, at det statslige område kommer først i rækken af forhandlinger. Og at vi har en markant statslig arbejdsgiver, der styrer endnu mere end tidligere. En arbejdsgiver, der læner sig langt ind over alle de offentlige forhandlingsborde. Ja for at sige det rent ud af busken så bliver der ikke levnet nogen plads til store gennembrud på det kommunale og regionale område, uden Bjarnes nik. Nu til de centrale elementer i resultatet. Vi gik som sagt til forhandlingerne med et topprioriteret krav om, at flest mulige midler skulle bruges på lønforbedringer til alle, så vores realløn blev sikret. Og når man har sagt det så tydeligt, så har man samtidig sagt, at der ikke er meget at gøre godt med til andre formål eller til specielle grupper af medlemmer. Sådan blev det vi fik, hvad vi kom efter. Vi fik en 3 årig overenskomst med generelle lønstigninger på de tre forhandlingsområder i størrelsesordenen 3,52 til 4,81 %. Det er en klar forbedring af OK13 resultatet, hvor lønstigninger blev aftalt til 1,62 og 2,22 % over 2 år. Faktisk er resultatet, 44 % bedre end sidst og det også, når jeg har taget højde for forskellen i overenskomstlængden. Lad os håbe at det er et vidnesbyrd om, at lavpunktet i krisen er nået, og at der, som vi talte om på sidste repræsentantskabsmøde, er lys i horisonten, og vi er på vej op ad bakken igen. Jeg er faktisk godt tilfreds med resultatet, som inklusiv reguleringsordningen giver lønstigninger på mellem 4,45 og 5,42 %. Og så har jeg ikke indregnet den lokale lønudvikling og de lønstrukturelle ændringer, der sker i perioden. Så jo mere jeg tænker over det, jo mere tilfreds bliver jeg. Især når man tager afsæt i statens seneste skøn over prisstigninger, som i perioden ligger på 3,8 %. Det er baggrunden for min udtalelse i pressen om, at reallønnen er sikret. Jeg glæder mig også over, at vi ved disse overenskomstforhandlinger ikke er startet med en gæld på reguleringsordningen. Det gør nemlig forbandet ondt og samtidig svært for medlemmerne at forstå, hvorfor vi forsvarer en reguleringsordning, der betyder en lønnedgang. Det offentlige skal ikke være et sekunda arbejdsmarked. Her er reguleringsordningen helt afgørende for et velfungerende offentligt lønsystem. 2

3 Vi har fortsat en reguleringsordning, men den er kombineret med et privatlønsværn og hensigtserklæringer i perioden. Hvad betyder det? Jo, hvis den offentlige lønudvikling ligger lavere end den private sektors lønudvikling, så giver reguleringsordningen os, helt som sædvanligt 80 % af forskellen i positiv udmøntning, og hvis den offentlige lønudvikling derimod ligger over den private sektors lønudvikling, så giver privatlønsværnet en negativ udmøntning på 100 % Er det Asymmetrisk, ja Surt, ja noget jeg godt havde været foruden, ja Så hvorfor er vi gået med til ændringen af reguleringsordningen, og hvorfor har vi allerede har aftalt en udmøntning på 0 % i 2016 på alle 3 borde? Først og fremmest så vi havde ikke noget valg, hvis vi skulle have finansministeren med til et forlig Reguleringsordningen forhandler vi ind hver gang Finansministeren mener, at den offentlige lønudvikling ikke må være højere end den private, og han vil gerne gå forrest og tage sit ansvar for at den offentlige lønudvikling ikke presser den private lønudvikling til skade for konkurrenceevnen, og sidst men ikke mindst, der har tidligere været eksempler på, at udmøntningen fra reguleringsordningen er blevet teknisk justeret. Så vi har denne gang aftalt, at vi gerne vil være med til at se på, hvordan reguleringsordningen kan virke efter sit formål, og så reguleringsordningen ikke bliver udsat for et lignende chok, som skete i 2008, hvor vi aftalte betydelige lønstigninger samtidig med, at den private lønudvikling gik helt i stå. Vi har ikke vedkendt os Finansministeriets opfattelse af størrelsen på forskellen mellem sektorernes løn. Men vi ser frem til at vi i den kommende periode sammen med Finansministeriet får analyseret reguleringsordningen, så vi kan få en hurtigere tilpasning til lønudviklingen på det private område, så dette ikke skal blive det afgørende spørgsmål ved ok18. Lad mig gentage. Vi har fortsat en reguleringsordning, selvom vi denne gang for at få en aftale i hus aftalte, at der i denne overenskomstperiode er et privatlønsværn og hensigtserklæringer. Dette finder jeg tilfredsstillende og i overensstemmelse med vores mandat. På det kommunale og regionale område havde vi en mindre pulje at forhandle om. Og igen for at leve op til mandatet, jeg fik til disse forhandlinger, er pengene brugt på pensionsforbedringer til alle kombineret med muligheden for at veksle pensionen til løn. Nogen af jer tænker sikkert. 3

4 Er resultaterne i staten og kommuner/regioner ikke meget forskellige? Nej, faktisk ikke. Som I kan se på oversigten bag mig, er der blandt djøfs overenskomstansatte ikke store forskelle mellem lønningerne på det kommunale, statslige eller regionale område. Så vi må konstatere, at der bare er store forskelle på, hvordan lønnen er sammensat på de tre områder. I staten gives flere lokale tillæg og udnævnes flere konsulenter end på det kommunale og regionale område. Det var en lang snak om lønforbedringerne. Nu vil jeg gerne give nogle ord med på vejen til nogle af de andre resultater af stor betydning for os. Som I ved, har jeg i min formandstid været meget optaget af det psykiske arbejdsmiljø. Det har ligget mig meget på sinde, at få arbejdsgiverne til at forstå, at vi skal blive ved med at gøre noget ved problemet, og at det ikke tjener samfundet, arbejdsgiverne, medarbejderne eller os, som centrale parter, at se væk fra de dokumenterede udfordringer. Vi har virkelig brug for, at der bliver rykket på det psykiske arbejdsmiljø, og at vi holder momentum på dette område. Det er nemlig syvende år i træk, at stresskurven stiger blandt vores medlemmer. Det bliver værre og værre. Og særligt slemt ser det ud i staten, hvor vores seneste stressundersøgelse viser, at 47 pct. af de statsansatte føler sig stressede i dagligdagen. Som jeg har underholdt med ved tidligere lejligheder, er vores arbejdsmiljøkrav tidligere strandet i dialogen med de andre lønmodtagerorganisationer. Vores krav har været strandet, inden de blev forelagt arbejdsgiverne. Vores vedholdenhed, og nok desværre også de massive forandringer på det offentlige arbejdsmarked, betød, at arbejdsmiljøet denne gang kom endog rigtig højt i prioriteringen af kravene. Og hvad var lige så positivt, at arbejdsgiverne kunne være enige i prioriteringen. Vi vil på lidt forskellig vis på de forskellige områder derfor i fællesskab Etablere et rejsehold eller give ekspertbistand, der kan hjælpe de lokale parter i arbejdet for det gode arbejdsmiljø og håndtere konkrete udfordringer Iværksætte en række indsatser lokalt efter en fælles afklaringsfase, og Formidle erfaringer og viden til ledere, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter på informationsmøder Jeg ser frem til dette fælles arbejde på arbejdsmiljøområdet. Men jeg skal da blankt erkende, at det er en trist baggrund at vinde en sejr på. Det var desværre ikke alle vores krav, som arbejdsgiverne var helt villige til at danse til. Her tænker jeg især på vores mange gode forslag om mobilitet, hvor vi gerne havde set, at der blev indgået en aftale, hvor I lokalt kunne udfylde rammerne. Sådan blev det ikke i staten. Og hvorfor? Spørg mig ikke? Det burde også være et arbejdsgiverkrav. Så mobilitetsordning fik vi ikke. I hvert fald ikke denne gang. Men vi har nu italesat det, og så må vi se, om der næste gang er hul igennem. Derimod var der mere lydhørhed på det kommunale og regionale område. Her fik vi videreført vores projekter fra OK13, så vi nu sammen med arbejdsgiver kan arbejde for 4

5 Jobskabelse i landkommuner eller fra Nørrebro til Nørre Nebel, om man vil. Vi skal dels have akademikernes øjne op for den verden, der findes uden for universitetsbyerne, og dels have de små og mellemstore virksomheders opmærksomhed på akademikernes værdi. Beskæftigelsesfremme, hvor vi sætter fokus på ledigheden blandt nyuddannede akademikere Og vi skal se på, hvordan akademikernes kompetencer kan udvikles ved at komme på kortere ophold på andre arbejdspladser. Vi kalder det bl.a. mikromobilitet, og håber at det kan bane vejen for noget mere mobilitet mellem sektorerne. Regeringen opgav i september 2013 øremærket barsel til mænd, som ellers havde været en del af regeringsgrundlaget. Og mange troede, at den sidste festtale om ligestilling var holdt. Men sådan skulle det heldigvis ikke gå. Vi har nu fået skabt én ekstra uges forældreorlov med fuld løn til fædre. I håbet om, at det kan være med til at ændre på den skæve fordeling af barsel mellem mænd og kvinder, som i dag er veldokumenteret. Og som desværre har en negativ indflydelse på kvinders løn, pension og karrieremuligheder. Resultatet skulle gerne være et redskab til at sikre øget ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. For mænd og kvinder skal være lige attraktiv arbejdskraft. Vi går ikke helt i takt med alle de lokale arbejdsgivere, når snakken falder på anvendelsen og rammerne for den lokale løndannelse. Hvor der på mange statslige arbejdspladser holdes lønforhandlinger, lønsamtaler og gives individuelle tillæg eller sker udnævnelser til special eller chefkonsulenter, så er der arbejdspladser, hvor det slet ikke fungerer. Lønsystemet blev indført for 17 år siden. Det er jo en menneskealder siden. Det er derfor paradoksalt, at ikke alle lokale arbejdsgiverne har fået sat sig ind i lønsystemet og fået sat skub i den lokale lønudvikling, når vi samtidig gang på gang på centralt hold hører om fortræffelighederne i det nye lønsystem. Men vi ved alle, at på især det kommunale, regionale og undervisningsområdet fungerer det ikke. Vi har ved disse forhandlinger over hele linjen fået fokus på lønsystemet. Vi vil derfor frem mod 2018 se på funktionaliteten af det vi lidt tåbeligt bliver ved med at kalde det nye lønsystem. Det garanterer selvfølgelig ikke, at der kommer flere midler ude lokalt den sikkerhed har vi ikke men det skulle gerne munde ud i større gennemsigtighed og legitimitet og et lønsystem med et lokalt liv. Og så kan man jo ikke udelukke, at der også sker en lønbevægelse i den rigtige retning. På undervisningsområdet er der i sandhed tale om et begynderhold. Her har man ikke haft tradition for at anvende det lokale lønsystem, og Her har man i stedet haft en kultur, hvor man har anerkendt og belønnet underviserne gennem overtidsbetaling. 5

6 Nu er tiden kommet til både at give lokalløn og honorere merarbejde. Det arbejde er vi primusmotor på. Vi ser derfor frem til, at vores uddannelsesinstitutioner også på dette område bliver normaliseret! Tillidsdagsordenen fylder meget i disse år. Det gør den på begge sider af bordet. Har arbejdsgiverne tillid til os og de lokale tillidsrepræsentanter, og har vi tillid til arbejdsgiverne både centralt og lokalt? Det halter engang i mellem. For at udvikle de offentlige arbejdspladser, som i højere og højere grad er præget af effektivitet og kvalitet i opgaveløsningen, og for at stå vagt om den danske model, bliver vi nødt til at have forståelse og respekt for hinandens roller og opgaver. Det kræver, et godt lokalt samarbejde og et velfungerende partssystem en fokuseret og helhedsorienteret ledelse, og en velfungerende tillidsrepræsentantfunktion Vi håber, at vi med dette store projekt kan vise værdien af gode og dygtige tillidsrepræsentanter, som I og alle vores andre tillidsrepræsentanter er ude på arbejdspladserne. I ønsker jo mere end nogen anden en arbejdsplads med tillid og samarbejde. Det har været en meget lang turne, vi har været på, med historisk lange forhandlingsmøder. Vi gik til disse forhandlinger med en forsigtig vurdering af, at vi fik en 3 årig overenskomstperiode og en smal økonomisk ramme tæt på det private resultat, som blev indgået sidste år. Det holdt stik. Vi fik det, vi gik efter. Generelle lønstigninger til alle. Et 3 årigt resultat der sikrer reallønnen En reguleringsordning Og et solidt fodaftryk på det psykiske arbejdsmiljø. Tak for dialog, opbakning, input, som jeg har modtaget fra jer og sektorudvalgene op til og under forhandlingerne. Bestyrelsen og jeg skal opfordre jer til at støtte anbefalingen om at stemme ja. Jeg ser frem til at høre jeres bemærkninger og spørgsmål til resultatet. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at give jeg tilstrækkelig viden til, at I kan afgive jeres stemme på oplyst grundlag. 6