Evaluering af projekt ensomhed. Indledning

Transkript

1 Evaluering af projekt ensomhed Indledning Der blev taget beslutning om, at der skulle ansættes fire ergoterapeuter på de fire udvalgte ældrecentre. Grunden til at der blev ansat ergoterapeuter, er at man som ergoterapeut har et holistisk menneskesyn, hvor de ser på hele mennesket, både fysisk, psykisk og socialt. En ergoterapeut har man fokus på den enkelte beboeres ønsker og behov for aktivitet og støtter op om at styrke livskvalitet igennem samtale, oplæsning, gåture, bagning m.m. Det kan foregå individuelt eller i små grupper, hvor der tages specielt hensyn til at få den enkelte beboer til at bidrage med deres historie og komme i dialog med dem, så de føler sig hørt og set som det menneske de er. Vi forsøger at kompensere for beboernes begrænsninger i den aktuelle aktivitet, sådan at beboerne har mulighed for at deltage i hverdagsaktiviteter. Overskrifter 1. Vil I ikke nok se mig? Har du tid til mig? Hvor er det godt at du har fundet mig Vi har oplevet, at mange af beboerne har givet udtryk for, at plejepersonalet ikke har tid til at være sammen med beboerne, udover de fastlagte arbejdsopgaver. Beboerne ønsker ikke at være en byrde for plejepersonalet, og har ikke lyst til at spørge plejepersonalet hvis de har brug for hjælp. I starten oplevede vi, at beboerne ofte sagde til os: Du har jo ikke tid til at høre på mig og mine historier, eller Du skal nok videre og hjælpe de andre beboere, de har nok mere brug for hjælp end mig. Det har taget lang tid, at forklare beboerne, at vi som ergoterapeuter er ansat til at være sammen med dem og lave noget, som beboerne lige netop har lyst til at lave. Vi har i opstartsfasen brugt meget tid på at skabe tillid og genkendelighed ved beboere og personale. Det har krævet tid at lære beboerne at kende, såsom døgnrytme, faste aftaler m.m. Eksempel: Ergoterapeuten har brugt flere uger på at lære en beboer at kende samt skabe tillid. I de første uger gav beboeren udtryk for, at plejepersonalet ikke havde tid til at hjælpe ham og lytte til ham. Beboeren så ergoterapeuten som en del af plejepersonalet. Efter et par uger og mange samtaler fandt beboeren ud af, at ergoterapeuten altid havde tid til samtale og nærvær, og at aktiviteten ikke blev forstyrret. Dette har medført, at beboeren efterspørger samvær med ergoterapeuten og ser frem til det. Beboeren har sagt: Det er dejligt, at du har tid til at være sammen med mig. Du stopper mit tankemylder når du er her. Beboeren er blevet mere glad og mindre depressiv, og har en følelse af at have mening i livet og noget at se frem til i dagligdagen.

2 2. Den betydningsfulde aktivitet Motivation Selvbestemmelse Som ergoterapeut tager vi udgangspunkt i beboernes ønsker og interesser. Forud for aktiviteten har vi brugt tid på at samle oplysninger om beboeren, både fra beboer, pårørende og plejepersonalet, for at skabe så godt forudsætninger for at aktiviteten bliver en succes. Når der er planlagt ture ud af huset med beboerne, har ergoterapeuten gjort sig overvejelser om, at samle beboere med fælles interesser/baggrund. Eksempel 1: Der har været planlagt landbrugsbesøg efter en beboers ønske ved beboerens barnebarn. Beboeren havde et stort ønske om at vise sine medbeboere noget som han var meget stolt af. Deltagerne på turen havde alle haft en fortid med tilknytning til landbruget og kendte hinanden fra før de flyttede på ældrecenter. Vi tog af sted med kaffe og kage i plejehjemmets bus. Humøret var højt trods det silende regnvejr. Stalden med de 450 dyr blev beset. Der blev drukket kaffe og spist kage inden aftenmalkning begyndte kl Alle var imponeret over at malkekarrusellen kunne rumme 50 køer på en gang. Efter turen har deltagerne fået udleveret billedmappe over turen. Der tales stadig om hvor god en tur det var når der bliver kigget billeder og at beboeren var glad for at være med til at bestemme hvor turen skulle gå hen. Eksempel 2: Ergoterapeuten har efter et stykke tid etableret kontakt til en beboer i kørestol, som ikke kunne transportere sig selv. Igennem samtale fandt ergoterapeuten ud af, at beboeren i sin studietid og jobvalg har haft relation til en medbeboer, som er bosat i en anden boenhed på ældrecentret. Ved større arrangementer har de kort hilst på hinanden. Beboeren gav, på et tidspunkt, udtryk for, at hun gerne vil besøge hendes tidligere studiekammerat. Ergoterapeuten etablerede kontakt og aftalte med studiekammeraten, at besøget skulle foregå i studiekammeratens egen lejlighed, for at skabe nærvær. Ergoterapeuten og beboeren havde været i haven, for at plukke værtindebuket, hvilket studiekammeraten blev rigtig glad for. Efter et vellykket besøg, er det sat i skema, at de mødes engang om ugen. Begge viser glæde og tager initiativ til samtaleemner når de mødes. Beboeren har sagt: Åh S.., hvor er det dejligt at du har fundet mig?. 3. Min sidste tid Livskvalitet i den sidste tid I projektbeskrivelsen er der valgt at have fokus på den ældre borger som af forskellige årsager er blevet afhængig af andres hjælp. De fleste beboere på et ældrecenter, vil opleve sorg, krise og livsændring samt begrænsninger af funktionsniveau eller lider af livstruende sygdomme. Vi har haft

3 fokus på at højne livskvaliteten hos den enkelte, gennem samtale og samvær. Der er for eksempel talt om emner som min sidste tid, at miste andre og at bruge de ressourcer man har. Eksempel: Ergoterapeuten har i denne periode haft en midaldrende beboer med uhelbredelig kræft, som var ankommet på plejecentret efter et ophold på hospice. Igennem samtale blev der taget udgangspunkt i det, som var vigtigst for beboeren i dennes hverdagsliv. Dette var som udgangspunkt at kunne transportere sig selv rundt i omgivelserne. Derfor trænede ergoterapeuten med beboeren, om at kunne transportere sig rundt på egen hånd med sin kørestol. Da beboeren var ny, blev der i begyndelsen af perioden også taget udgangspunkt i sociale aktiviteter, såsom at spille kort med de andre beboere. En aktivitet som pågældende beboer havde stor glæde af, men som krævede meget støtte fra ergoterapeuten, for at aktiviteten kunne gennemføres. Eftersom sygdommen tiltog og beboerens fysiske, kognitive og psykiske funktionsevner svandt, skiftede fokus for den ergoterapeutiske intervention også. Beboeren blev mere og mere sengeliggende, og derfor fik beboeren mulighed for samtaler med ergoterapeuten inde ved sin seng. Under samtalerne blev emner såsom døden, livet efter døden, tabte drømme, tro og familie vendt med ergoterapeuten: Hvor er jeg glad for at du kommer herind og snakker med mig. Det er så ensomt at være alene med de her tanker, det er slet ikke til at holde ud. På trods af beboerens meget lave energiniveau gav samtalerne mulighed, for at finde frem til ønsket aktivitet. Beboeren ville gerne ud og opleve naturen inden det var for sent, og med stærkt samarbejde fra det faste personale blev det muligt at strukturere beboerens dag, så at dette rent faktisk var muligt: Jeg er træt og jeg har så ondt i hovedet, men jeg nyder virkeligt at være ude i naturen sammen med dig(ergoterapeut), det er så dejligt at det kan lade sig gøre. Ergoterapeuten koblede sig på spisesituationerne, for at sikre at beboeren havde støtte til at spise så selvstændigt som muligt. Da sygdommen tog til, blev muligheden for at kunne spise selvstændigt mindre og mindre. Forløbet gav den nødvendige dokumentation for ergoterapeuten, til at kunne beskrive forløbet, hvilket gjorde at beboeren blev sikret en plads på hospice, så denne kunne få så tryg og værdig afslutning på livet som muligt. 4. At være sammen En fælles oplevelse for os ergoterapeuter er, at det kan være svært for borgerne at være sammen i sociale sammenhænge. Forskellige faktorer kan spille ind hos den enkelte beboer, eksempelvis: Nedsat hørelse, nedsat syn, nedsat koncentration, demens, nedsat vågenhedsniveau, nedsat initiativ. Disse funktionsnedsættelser går ind og påvirker det enkelte individs selvoplevede aktivitets kompetence. Når et individ oplever egne evner indenfor aktivitet bliver forringet, kan barrierer opstå i forhold til dennes deltagelse i aktivitet. Med andre ord bliver det svære for mennesket at deltage sammen med andre, fordi de netop oplever sig selv dårligere eller utilstrækkelige i forhold til deres omgivelser. Gennem projektforløbet har vi arbejdet med samtalen borgerne imellem. Vi har påtaget os værtinderollen i de daglige sociale aktiviteter såsom spisning eller eftermiddagskaffe. Her har det handlet om at opstarte samtaler, omhandlende emner som de pågældende borgere kan deltage aktivt i. Kommer en samtale i gang kan værtinden løbende forsøge at inkludere den mere

4 tilbageholdende beboer i samværet. Det er vigtigt at understrege at det handler om for værtinden at kunne blive i situationen, og være i den pinlige tavshed, som ofte er udtryk for latenstid hos beboerne. Eksempel 1: Ergoterapeuten har samlet baggrundsviden omkring beboerne, hvilket skaber mulighed, for at samle flere beboere for at opstarte samtale om fortiden. Ergoterapeuten har påtaget værtinderollen, og har opstartet samtaleemner om fortiden hos to beboere. Ergoterapeuten har de første gange/møder været den der har startet emnerne op, hvor begge beboere har svaret til ergoterapeuten og ikke til hinanden, her fungerede ergoterapeuten som et fast bindeled for samtalerne. Efter flere aftener lykkedes det at beboerne selv begyndte at tage initiativ til samtale med hinanden. Med ergoterapeuten som bindeled var det lykkedes at genetablere en relation borgerne imellem. Eksempel 2: Ergoterapeuten har i en periode deltaget ved måltidet i en boenhed med det formål at skabe mere liv og samtale mellem beboerne ved måltidet. Udgangspunktet for samtalen har været at tale om hvad beboerne tager på Deres tallerken og at beboerne selv får tilkendegivet hvad de selv gerne vil spise i stedet for at få serveret en anrettet måltidstallerken af personalet. I samtalen tages der udgangspunkt i fødevarerne eksempelvis: Hvor lang tid har du kogt dit æg? Hvad er din livret? Hvordan lavede I sylte? Har de været med til dette i Deres ungdom eller som hjemmeboende? Det var udfordrende at få beboerne til at deltage i aktiviteten (samtalen), men efter flere samtaler omkring spisebordet, blev det gradvist nemmere for beboerne at komme med deres bidrag til samtalen. Det er terapeuternes erfaring, at succesraten for at beboerne interagerer med hinanden, er væsentligt større når de støttes til samtalen, og terapeuten kan fungere som bindeled for den overordnede aktivitet. Konklusion Projektet var sat til et halvt år til at starte med. Implementering af nye tiltag kan ofte tage længere tid end et halvt år. Vi har erfaret, at et halvt års intervention i forhold til ensomhed ikke er tilstrækkelig på et ældrecenter. Vi har brugt meget af tiden på at skabe relationer med beboerne og skabe tillid. Vi har fokuseret meget på de beboere, som fortalte os gennem samtale, at de var ensomme, og de beboere som plejepersonalet har tænkt var i målgruppen som ensomme. Vi har ikke kunnet nå at tage os af alle beboerne som eventuelt er ensomme eller i fare for at blive ensomme. Vi har erfaret, at man først kan intervenere, når der er skabt et tillidsbånd.

5 Det er vigtigt, at understrege hvor betydningsfuldt dette projekt er. Det er tydeligt, at der er brug for en medarbejder, med faglig relevant baggrund, som kan varetage de opgaver som vi ergoterpeuter har haft på ældrecentrerne. Vi har arbejdet med de fleste beboere i mere eller mindre grad, og har haft tværfagligt samarbejde med plejepersonalet og ledelsen. Vi har erfaret, at der er nogle af beboerne, som ikke synes de er ensomme, men som har det godt selvom de ikke deltager i aktiviteter eller får besøg så ofte. Vi vil konkludere, at det ville være mest hensigtsmæssigt, hvis der blev ansat ergoterapeuter til fortsat at varetage disse opgaver omkring ensomhed. Ergoterapeuter er uddannet til at se på hele mennesket, både fysisk, psykisk og socialt. Som ergoterapeut ønsker man at gøre borgere så selvhjulpne som muligt og arbejder hen imod forbedring af livsglæde/livskvalitet hos den enkelte. En ergoterapeut ville også kunne varetage undervisning/coaching i at tænke rehabiliterende på et ældrecenter. Det, at man har haft tid til at være der for beboerne, til at snakke med beboerne eller til at støtte op om en aktivitet, har gjort, at beboerne er blevet glade for en. På nuværende tidspunkt har plejepersonalet ikke tiden til at varetage disse opgaver omkring ensomhed, da der ikke er visiteret tid til samtale m.m. Vi har fundet frem til, at beboerne nemt mærker hvis plejepersonalet har travlt, og dette gør, at beboerne ikke ønsker at spørge om hjælp. Vi har haft tid til at lytte og være sammen med beboerne, hvilket har gjort, at beboerne har knyttet et stærkt bånd til os terapeuter, og føler at de kan fortælle flere ting til os. Vi vurderer, at vi til dels har nået målet med projektet. Vi har forebygget ensomhed og isolation hos den enkelte beboer på de fire ældre centrerne. Når man som borger flytter på et plejehjem har man ofte store fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser. Dette medvirker at det enkelte individs verden, kan være yderst indskrænket. Som tidligere beskrevet kan viljen/evnerne til at skabe kontakt og udøve aktivitet være meget begrænset, derfor ligger fokus ikke alene på begrebet ensomhed, da man som udgangspunkt kan antage at de fleste beboere ligger i risikozonen, med henblik på at opleve ensomheden i dagligdagen. De få eksempler, om hvor der er mange, giver et indblik i at tilgang og fokusområder har måttet være både alsidige og i forandring. Skal et fælles udgangspunkt benævnes er det om end ikke kun ensomhed, men også den betydningsfulde aktivitet: Hvad har betydning for dig? Hvad kunne få betydning for dig? Der er ingen tvivl om at flere beboere har profiteret af vores tilgang og faglighed. Det må på det kraftigste understreges at den frihed vi har haft til at give borgerne den tid de har brug for, når de har brug for den, har været et af de vigtigste succeskriterier. Et andet succeskriterium har været, at de projektansvarlige understregede at vi fire ergoterapeuter ikke skulle indgå som en del af plejen. Det har været meget vigtigt at ergoterapeuten har været tilknyttet et enkelt center, for at kunne skabe den kontinuerlighed, rumlighed og nærvær beboerne har haft brug for.