En kritisk evaluering af fladeafdækning som

Transkript

1 AmS-Varia 43 En kritisk evaluering af fladeafdækning som udgravningsmetode En kritisk evaluering af fladeafdækning som udgravningsmetode SØREN DIINHOFF Diinhoff, S. 2005: A critical evaluation of mechanical topsoil stripping as a method of excavation. AmS-Varia 43, 67-73, Stavanger. ISSN , ISBN , UDK The use of mechanical topsoil stripping in the excavation of prehistoric settlements has been in use for the past decade in Bergen Museum s district. Many agricultural settlements have been found and this has indeed changed our understanding of the early agricultural societies in western Norway. Though it is hardly no longer a question of whether one should use an excavator or not, one should probably summarize our experiences so far. Søren Diinhoff, University of Bergen, Bergen Museum, The Cultural Historical Collections, PO Box 7800, N-5020 BERGEN, NORWAY. Telephone: (+47) Telefax: (+47) soren.diinhoff@bm.uib.no Indledning Fagseminaret «Konstruktsjonsspor og byggeskikk. Maskinell flateavdekking metodikk, tolkning og forvaltning», afholdt ved Arkeologisk museum i Stavanger i november 2003, tager pulsen på norsk arkæologi efter et par tiår med fladeafdækning. Maskinel fladeafdækning praktiseres i dag bredt ved norske arkæologiske indstitutioner. Denne effektive feltmetode afrømmer bosætninger i højt tempo og har på kort tid forandret vor forståelse af den forhistoriske jordbrugskultur. Tilvæksten i det arkæologisk kildemateriale er nu så stor at det er nødvendigt at gøre status både for resultater og metodiske felterfaringer. En anekdote fortæller, Graucho Marx blev engang spurgt hvad han mente om sex og han svarede «Jeg tror det er kommet for at blive». Det samme kan siges om maskinel fladeafdækning. Metoden anvendes primært ved undersøgelser af forhistoriske bosætninger og kort fortalt består den i, at man fjerner den dækkende overjord maskinelt ned til undergrund eller til det niveau hvor uforstyrrede kulturspor findes. Det er en uhyre effektiv udgravningsmetode og den frembringer gode resultater. Fagseminaret «Konstruktsjonsspor og byggeskikk. Maskinell flateavdekking metodikk, tolkning og forvaltning», afholdt ved Arkeologisk museum i Stavanger i november 2003, har da også vist at det ikke er en diskussion om gravemaskine eller ej. Måske netop derfor er det vigtigt at diskutere hvorledes dette redskab rent faktisk anvendes. Meget omkring fladeafdækninger forekommer banalt og selvfølgeligt. Det er dog med fladeafdækning som med så meget andet, at det der først synes enkelt kan være ganske kompliceret. Denne artikel skal gennemgå en række erfaringer gjort med fladeafdækninger på Vestlandet. For omtalte lokaliteter henvises til artiklen «Den vestnorske agrarbosætning. Fra sen stenalder til folkevandringstid. Arkeologiske resultater fra et tiår med fladeafdækninger på Vestlandet» (Diinhoff, dette nummer). Repræsentativiteten Forvaltningsarkæologien er bundet af kulturminnelovens bestemmelser. Det betyder at frigivningsundersøgelser gennemføres i områder hvor der for byggeprojekter er givet dispensation for lovens bestemmelser om automatisk fredede kulturminder. Det betyder at disse udgravninger ikke styres af forskningsmæssige hensyn, men af omfanget og lokaliseringen af den nutidige byggeaktivitet (Diinhoff 2003:323). Vejtraseer langs fjorde og byggeri ved byer og tætsteder er typisk udløsende årsager (fig. 1). Aktiviteter og bosætningsformer udenfor de centrale jordbrugsområder fanger vore undersøgelser kun i ringe grad. Og når undtagelsesvist fremlagte byggeprojekter i f.eks. fjeld eller kyst berører forhistorisk bosætning i form af hustomter så gives der sjældent dispensation. Det arkæologiske kildemateriale er således ikke repræsentativt sammensat i udgangspunktet (Diinhoff 1998:73) og vore valg er bundne. Fra forvaltningsarkæologiens synspunkt kan det således føles som en urimelig kritik der til tider rejses omkring vor evne til nytænkning (jvf. diskussion i Primitive tider ). 67

2 Søren Diinhoff Fylkesarkæologen sidder på arkæologiens Urias post. Har man selv praktiseret arkæologiske registreringsundersøgelser ved man hvor vanskeligt dette kan være. Undersøgelser må ofte gennemføres sent på året i mørke og i nedbør under korte arbejdsdage. Det får desværre til tider betydning for værdien af registreringen. Konkret har registreringsundersøgelsens kvalitet stor faglig og økonomisk betydning for beslutningsgrundlaget når det gælder en vurdering om fredning eller dispensation, og påfølgende udarbejdelse af budget. Det kan kun understreges at den direkte kontakt imellem kolleger ved fylkeskommuner og museer til stadighed bør styrkes. Fig. 1. Arkæologiske frigivningsundersøgelser initieres af nutidige byggeprojekter. Eksemplet her er fra brobygning ved Sykkylven i Møre og Romsdal. Foto: S. Fig. 1. Archaeological excavations in western Norway are often a result of roadbuilding as in this case of a bridge from Sykkylven in district of Møre og Romsdal. Photo: S. Det gode samarbejde Den arkæologiske undersøgelse er en lang proces hvori der indgår mange aktører. Et af de vigtigste led i denne kæde er det arkæologiske personale ved fylkeskommunens kulturafdelinger. Kvaliteten af fylkeskommunens arbejde er direkte afgørende for sikring av hvad der gemmer sig af arkæologiske værdier i landskabet. Det gælder både for, om lokaliteter opdages under registrering, og hvorvidt det er muligt påfølgende at bedømme omfanget (fig. 2). Fig. 3. Spor efter tidlig jordbrugskultur på Vestlandske lokaliteter ligger ofte begravet dybt under tykke lag af erosionsmasse. Her ved Henjum i Leikanger blev den tidligste bosætning fundet under op til to meter grus. Foto: S. Fig. 3. Remains of prehistoric fields and early agricultural settlements in western Norway are often buried underneath thick layers of eroded soil. At Henjum in the parish of Leikanger in the district of Sogn og Fjordane the early settlement was covered by almost two metres of gravel. Photo: S. Den arkæologiske undersøgelse Den maskinelle fladeafdækningsmetode praktiseres efterhånden i alle arkæologiske miljøer. Hvert museumsområde har sine udfordringer og på Vestlandet stiller regionens geografiske sammensætning og vanskelige jordbund egne krav. Fig. 2. Budgettering af arkæologiske undersøgelser kan være vanskeligt. På skråningen her var der registreret spredte dyrkningsspor. Bergen Museum kunne desværre ikke bedømme korrekt og vi overbudgetterede projektet mærkbart. Foto: S. Fig. 2. Budgeting for archaeological excavations can be difficult. On the sloaping hills shown in the photograph prehistoric cultivation layers were discovered during the initial survey. Bergen Museum could not evaluate the situation correctly and the subsequently estimated cost of the main excavation was too high. Photo: S. Den vanskelige undergrund Det vestnorske jordbrugslandskab er et kulturlandskab der er formet af menneskers aktivitet igennem årtusinder. Opdyrkning og aktivitet på bakkeskråninger har ført til slitage og gentagne jordras (Diinhoff 1999:26). Det kan derfor være vanskeligt at genfinde den «rigtige» undergrund. Derfor er det ved registreringsundersøgelser op mod skråninger på Vestlandet tilrådeligt at gå dybt i prøvesjak68

3 AmS-Varia 43 En kritisk evaluering af fladeafdækning som udgravningsmetode ter. Med passende mellemrum i prøvegrøfte må man gå dybt ned i undergrund. Flere udgravninger har vist at der under hvad der blev tolket som undergrund, var rasmasser over ældre bosætninger (fig. 3). For lokaliteter på flader langs elvløb kan der være lignende problemer hvor elvløb gentagne gange har oversvømmet omliggende arealer og afsat dækkende lag (fig. 4). Sten, rødder og tør jord Den forhistoriske jordbrugsbosætning lokaliserer sig på veldrænet jord. På flader langs elvløb og terrasser kan dette være en sandet jordbund, men der er også lokaliteter som ligger på stenet og vanskelig undergrund. Her bliver fladeafdækning et tungt arbejde og hænger man ikke i og får manuelt renset op imellem sten, så står man igen med en vanskelig brugbar flade (fig. 5). Kulturlandskaber varierer over tid. Hvad der oprindelig var ryddet land kan siden være gentilvokset med skov og krat. Kraftig vegetation kan være et problem ved brug af maskinel fladeafdækning. Det kan være vanskeligt at fjerne rodnet uden at beskadige strukturer i undergrund. Det viser sig dog i praksis at være muligt dersom man går frem med omtanke (fig. 6). Fig. 4. Ved Kvamme midt i Lærdal, Sogn og Fjordane viste undergrund sig at være sand- og gruslag afsat af Lærdalselven under en oversvømmelse for to hundre år siden. Foto: S. Fig. 4. At Kvamme in Lærdal, Sogn og Fjordane what we first supposed to be moraine gravel turned out to be layers of sand and gravel deposited by a flood two hundred years ago. Photo: S. Fig. 6. Ved Eide i Nordfjord, Sogn og Fjordane blev i 2000 en storgård fra folkevandringstid udgravet. Lokaliteten var forud for udgravning overvokset med store fyrretræer. Fjernelse af træer og rodnet var vanskelig og førte stedvist til en del forstyrrelse. Foto: S. Fig 6. At Eide in Nordfjord, Sogn og Fjordane a chieftain s manor from the Migration Period was excavated in Prior to the excavation the site was covered by large pines. The removal of the trees and roots turned out to be a difficult task and it did cause damage to the site. Photo: S. Gruset og stenet undergrund kan blive tør og da kan det være vanskeligt at skille stolpehuller fra spor efter fjernede sten. Det er ikke ukendt på Vestlandet at hustomters stolper er overset som stenaftryk under registreringsundersøgelsen (fig. 7). Erfaringer fra fladeafdækninger med tør eller stenet undergrund viser at ca. 1/3 af stolpehullerne lader sig påvise direkte ved den maskinelle afdækning. Endnu en tredjedel er synlig efter at regn har skyllet trækul frem i fladen og den sidste 1/3 findes ved blindsnitning, hvor man ved at der skal være stolper. Fig. 5. Ved Sjøholt i Ørskog på Sunnmøre blev en ældre jernalderbosætning udgravet. Undergrunden her var stenet og ganske vanskelig. Lokaliteter som denne er en del af den vestlandske virkelighed. Foto: L. Johannessen. Fig. 5. At Sjøholt in Sunnmøre an early Iron Age settlement was excavated. The subsurface was packed with stones and turned out to be very difficult to excavate. Conditions such as this are unfortunately common in western Norway. Photo: L. Johannessen. 69

4 Søren Diinhoff Fig. 7. Stolper fra denne førromerske bygning blev påvist i to søgegrøfte, men blev overset og tolket spor som stenaftryk. Den nordøstlige halvdel af huset var overskåret af en moderne vandledning. Grafik: S. Fig. 7. Posts of this Pre-Roman Iron Age house had been exposed in two trenches at the initial investigation, but they were wrongly interpreted as holes after removed stones. The upper half of the building was cut by a modern waterpipe. Graphics: S. Fladeafdækning af stratificerede bopladser Jordbrugsbosætningen på Vestlandet var siden siden senneolitikum bofast. Måske på grund af landskabets muligheder ligger brugenes bygninger ofte i det samme område over lang tid. Langs bakkefoden af skråninger hvor jordras gentaget har lejret dækkende masse kan man forvente at finde spor efter jordbrugsbosætning i flere niveauer. Lokaliteten Henjum i Leikanger, Sogn og Fjordane rummede spor efter dyrkning og bosætning fra sen stenalder til vikingetid (Diinhoff 2002). Lag for lag blev fladeafdækning gennemført. I flere horisonter var det nødvendigt efter undersøgelse af et niveau at gentildække felt med jordlag for at fladen kunne bære vægten af gravemaskinen under afdækning af næste lag (fig. 8). Samme udgravningsmetode er praktiseret ved undersøgelse af dyrkningssystemer ved Kvåle i Sogndal, Sogn og Fjordane (Diinhoff under udarbejdelse). Fig. 8. Dyrkningsspor og strukturer i flere niveauer kendetegner lokaliteten Henjum i Leikanger, Sogn og Fjordane. I flere niveauer fra top til bund fandtes spor efter bosætning fra sen stenalder til vikingetid. Foto: S. Fig. 8. At the site Henjum in the district of Sogn og Fjordane prehistoric cultivation layers and structures were found in several layers. The remains date from the Late Stone Age to the Viking Age. Photo: S. Fig. 9. Profilside i en registreringsgrøft på en lokalitet i VestNorge. Grøften er tydelig lagt alt for dybt. I profilsiden ses stolpehuller i et niveau flere centimeter over grøftens bund. Foto: S. Fig. 9. The photo shows a profile in a trench from the initial archaeological survey of a site in western Norway. It is obvious that the trench was cut too deep as postholes can be seen in the profile above the buttom of the trench. Photo: S. 70

5 AmS-Varia 43 En kritisk evaluering af fladeafdækning som udgravningsmetode Det sidste træk Fladeafdækning er effektiv og man kan på tid kort afrømme store arealer. Heri ligger metodens største svaghed. Imellem undergrund og overjord er en overgangszone med blandet fyld på ofte flere centimeters tykkelse. Normalt afgraves denne zone, og gerne lidt til, således at den lysere undergrund og mørke spor efter forhistorisk bosætning står tydligere (fig. 9). Jo dybere man går desto klarere fremtræder undergrund eftersom dækkende fyld fjernes og det frister måske til det ekstra træk med gravemaskine. Holder man derimod sidst træk højere, så får man ganske vist en mere krævende flade, men man ser mange detaljer der ellers ville gå tabt dersom man går for dybt. I dette niveau er det muligt at finde ardspor, lave væggrøfte og ikke mindst fladmarksgrave. På flere vestlandske lokaliteter er der unfig. 11. Kogegrubefelt fra Øystese i Kvam herad, Hordaland. Det komplekse anlæg med kogegruber, gruber og småhytter indhegnet af en omkransende grøft tegner et komplekst og interessant anlæg. Grafik: S. Fig. 11. Cooking pits from Øystese in the parish of Kvam, Hordaland. The pits form a rather complex site along with the surroundig ditch, fireplaces and huts. Graphics: S. dersøgt fladmarksgrave der har ligget så højt at en mekanisk afrømning til undergrund ville have fjernet næsten alt (fig. 10). Ubetydentlige strukturer eller måske alligevel ikke? Såvel under projektplanlægning som under feltarbejde er det af økonomiske årsager nødvendigt at prioritere. Ikke alle anlægsformer kan vies den samme opmærksomhed. Grave, huse og lignende anlæg får fuld opmærksomhed, mens fritliggende strukturer måske undersøges mere ekstensivt. Det viser sig imidlertid at der i disse overskydende anlæg kan gemme sig ny vigtig information. Her skal gives et par eksempler. Neddybede strukturer med trækulholdig fyld beskrives ofte kategorisk som enten affaldsgruber, ildsteder eller kogegruber. I virkeligheden er der tale om en større formvariation. Fra en række kogegrubefelter i Nordeuropa er f.eks. fundsammenhængen så kompleks at den traditionelle tolkning som profane anlæg i bopladsens husholdning ikke holder (Heidelk-Schacht 1989, Thörn 1993, Gjerpe 2001 og Diinhoff 2005). Der er mest sandsynligt tale om offerpladser med funktion indenfor den førkristne kult (fig. 11). En anden type anlæg som vi med held har kunnet påvise på Vestlandet er ovnsanlæg af varierende former. Det der i bopladsarkæologien ofte beskrives som løstliggende ildsteder kan efter omhyggelig undersøgelse vise sig at være rest efter tekniske produktionsanlæg. Fig. 10. Vikingetids branngrav fra Vereide i Nordfjord, Sogn og Fjordane. Graven var nedgravet igennem overjord, men strakte sig ikke ned i undergrund. Ved afrømning til undergrund ville denne og andre grave på lokaliteten være gået tabt. Foto: S. Fig. 10. Viking Age cremation grave from Vereide in Nordfjord, Sogn og Fjordane. The grave was not deep but it cut slightly into the subsurface. If not careful graves like this will be lost in a typical excavation when using an excavator. Photo: S. 71

6 Søren Diinhoff Tværvidenskaben og arkæologien Bopladsarkæologi er af natur et tværvidenskabeligt projekt. Botanik, zoologi og jordbundsanalyse bør indgå i alle større fladeafdækninger. Det kan være kostbart arbejde både i laboratorium og i felt, så man bør have en klar problemstilling for hvorledes disse tiltag skal anvendes mest optimalt. Den tværvidenskabelige analyse bør ikke anvendes mekanisk, men selektivt. Det er ønskeligt om udgravende institutioner i samarbejde kunne etablere et program for hvorledes denne højt specialiserede forskning skal anvendes. Det er lokaliteten og fundomstændighederne i tillæg til problemstillingen som avgør hvilken ekspertise der skal sættes ind, men vi behøver ikke alle udføre de samme fosfat- og pollenanalyser, og kunne måske på skift prøve alternative metoder (fig. 13). Sådanne anlæg er påvist fra både bronze- og ældre jernalderbopladser (fig. 12). Med forsigtig fladeafdækning har det været muligt at påvise lette hyttekonstruktioner. På Kvamme i Lærdal, Sogn og Fjordane helt tilbage til begyndelsen af ældre bronzealder (Diinhoff 2001). Det er hytter der i princip minder om jernsmedehytter fra ældre jernalder udgravet i Ytre Årdal i Sogn og Fjordane (Kristoffersen 1988:82). Tolkninger Resultater fra fladeafdækninger frembringer viden om forhistorisk bosætning og i disse år i et højt tempo. Vor viden om f.eks. den forhistoriske agrarbosætning i Norge er således blevet opdateret radikalt i de seneste tiår (Solberg 2000:39). Brug af maskinel fladeafdækning har været en indiskutabel betingelse for dette arbejde. Man må imidlertid ikke lade sig forblinde af metodens succes. Vi mener at kunne beskrive det forhistoriske gårdsbrug som det tegner sig med mørke fyldskifter i den frilagte undergrund, men hvor meget kan vi egentlig se af det vi ønsker at se og tror vi ser? Det er f. eks. betænkeligt at vi på mange udgravningsfelter ikke kan se forskelle imellem de forskellige perioders bosætninger. Vi ved at den sociale organisation, økonomien og religion gennemgik store forandringer, men på udgravningsfeltet ligner langhuse andre langhuse uanset om det er bronze- eller jernalderbygninger. Forvaltningsarkæologien må ikke lade sig forblinde af sin egen succes. Det vil på sigt føre til stagnation og reducere arkæologien til reproduktion af arkæologiske arketyper. Det er vigtigt at styrke samarbejdet imellem forskningsmiljøer både nationalt og internationalt. Forskningsseminaret ved Arkeologisk museum i Stavanger er et kærkomment og nødvendigt tiltag. Fig. 12. Rødbrændt fyldskifte fra en førromersk bopladsundersøgelse ved Mo nær Ørsta, Møre og Romsdal. En omhyggelig udgravning af skiftet viste at dette ikke blot var et brandflak, men var rest af en kuppelovn. Grafik: S. Fig. 12. From the Pre-Roman Iron Age settlement at Mo in Sunnmøre supposed fireplaces turned out to be rather elaborated ovens. Graphics: S. Referanser Diinhoff, S. 1998: Two hundred years of archaeological survey. I Kazakevicius V., Olsen A.B. & Simpson, D.N. (red.): The Archaeology of Lithuania and Western Norway: Status and Perspectives. Archaeologia Baltica 3, Diinhoff, S. 1999: Træk af det Vestlandske jordbrugs historie fra sen stenalder til tidlig middelalder. ARKEO 1/1999, Diinhoff, S. 2001: En bronsealderboplass på Kvamme i Lærdal med åker, langhus og verksteder. ARKEO, Diinhoff, S. 2002: Dei arkeologiske undersøkingane ved Leikanger sommaren Syrstrendingen 1, Juni 2002, 10. årgang, 313. Fig. 13. Tværvidenskabelige analyser er mangfoldige og kan være kostbare. Et er hvad laboratorieudgifter måtte være, noget andet er det arbejde der må investeres i felt. Det gælder at finde den relevante analyse på den rigtige lokalitet. Foto: S. Fig. 13. The use of interdisciplinary methods is important when excavating early agricultural sites. However the analysis are time consuming and costly. It is important to use the «right» method on the «right» site. Photo: S. 72

7 AmS-Varia 43 En kritisk evaluering af fladeafdækning som udgravningsmetode Diinhoff, S. 2003: The interdisciplinary cultural landscape. I Jostein Bergstøl (red.): Scandinavian archaeological practice in theory. Proceedings from the 6 th Nordic Tag, Oslo OAS, Oslo Arkeologiske Serie, Oslo Archaeological Series 1, Diinhoff, S. 2005: Kogegruber glimt af en rituel praksis gennem 1500 år. I Gustafson, L., Heibreen, T. & Martens, J. (red.): De gåtefulle kokegroper: Kokegropseminaret 31. november Universitetets kulturhistoriske museer, Fornminneseksjonen, Varia 58, Diinhoff, S. under arbeid: Arkeologiske frigivningsundersøgelser ved Kvåle gnr. 23/12, Sogndal kommune, Sogn og Fjordane. Udgravningsrapport, Bergen Museum. Gjerpe, L.E. 2001: Kult, politikk, fyll, vold og kokegropfeltet på Hov. Primitive tider, Arkeologisk tidsskrift, Heidelk-Schacht, S.1989: Jungbronzezeitliche und früheisenzeitliche Kultfeuerplätze im Norden der DDR. I Kaufmann, D. & Schlette, F. (red.): Religion und Kult in ur- und frühgeschichtlicher Zeit. Akedemie Verlag Berlin, Kristoffersen, S. 1988: En eldre jernalders smie fra Årdalsfjellene. Arkeologiske Skrifter, Historisk Museum, Universitetet i Bergen 4, Solberg, B. 2000: Jernalderen i Norge. 500 før Kristus til 1030 etter Kristus. Cappelen, Oslo, 371 s. Thörn, R.1993: Eldstadsystem fysiska spår av bronsåldersskult. Ett försök att spåra kultplatser och kulturinfluenser. Upubliceret C- Uppsats i arkeologi Lunds Universitet, HT

8 Søren Diinhoff 74