fam i l i en PETER C. KJÆRGAARD TÆN KE PAU SE R

Transkript

1 familien PETER C. KJÆRGAARD ÆN E AU E

2

3 FAMILIEN» Vanskeligheden ved at anmelde de fine små bøger i Tænkepauserserien er, at man presses til bestandigt at finde nye og varierede ord for sin begejstring«henrik Dahl, Weekendavisen

4 Tænkepauser 1 Tænkepauser 2 Tænkepauser 3 Tænkepauser 4 Tænkepauser 5 Tænkepauser 6 Tænkepauser 7 Tænkepauser 8 Tænkepauser 9 FRIHED af Hans-Jørgen Schanz NETVÆRK af Jens Mogens Olesen MONSTRE af Mathias Clasen TILLID af Gert Tinggaard Svendsen LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard Thomsen FJENDSKAB af Mikkel Thorup FOLK af Ove Korsgaard DANMARK af Hans Hauge NATUR af Rasmus Ejrnæs Tænkepauser 10 VREDE af Thomas Nielsen Tænkepauser 11 MYRER af Hans Joachim Offenberg Tænkepauser 12 POSITIV PSYKOLOGI af Hans Henrik Knoop Tænkepauser 13 KROPPEN af Verner Møller Tænkepauser 14 KÆRLIGHED af Anne Marie Pahuus Tænkepauser 15 ERINDRING af Dorthe Berntsen Tænkepauser 16 HÅB af Bertel Nygaard Tænkepauser 17 TID af Ulrik Uggerhøj Tænkepauser 18 SANDHED af Helge Kragh Tænkepauser 19 MENNESKETaf Ole Høiris Tænkepauser 20 MAGI af Jesper Sørensen Tænkepauser 21 LOVEN af Gorm Toftegaard Nielsen Tænkepauser 22 TERROR af Carsten Bagge Laustsen Tænkepauser 23 LITTERATUR af Dan Ringgaard Tænkepauser 24 ROMANTIK af Katrine Frøkjær Baunvig Tænkepauser 25 FAMILIEN af Peter C. Kjærgaard Se mere på Her finder du også gratis lydbøger og e-bøger T K P S R

5 familien PETER C. KJÆRGAARD ÆN E AU E

6 FAMILIEN Tænkepauser 25 Peter C. Kjærgaard 2015 Tilrettelægning og omslag: Camilla Jørgensen, Trefold Forfatterfoto: Poul Ib Henriksen E-bogs produktion: Narayana Press, Gylling Tak til Center for Biokulturel Historie, Moesgaard Museum og min egen lille familie ISBN Tænkepauser viden til hverdagen af topforskere fra AARHUS AU UNIVERSITET

7 DEN STORE FAMILIE 6 DIT STORE STAMTRÆ 19 VIRKELIGE HULEMENNESKER 33 DEN STORE HJERNE 52

8 DEN STORE FAMILIE ET DYR BLANDT ANDRE Du er en abe. Din pels er ikke så synlig. Men den er der. Du er også et pattedyr. Hunnerne blandt os føder levende unger, og babyerne drikker mælk hos deres mor, ligesom hos flagermus, vildsvin og delfiner. Og så er du et hvirveldyr. Du har en rygrad, der starter ved halebenet og går hele vejen op til dit hoved. Hvis du sammenligner dit skelet med en slanges, en elefants og en blåhvals, så vil du se mange ligheder. Du deler gener med bananer, edderkopper og alger. Din krop er fyldt med fremmed DNA fra et mylder af bakterier. For dem er du intet andet end et perfekt økosystem. Alle atomerne i din krop er genbrug. Den er god nok. Du er et dyr. Evolutionært set er du ikke noget særligt. Du og dine artsfæller, Homo sapiens, har en lang fælles historie med de nærmeste slægtninge. Men det anatomisk moderne menneske har ikke været på planeten særligt længe. Det drejer sig om cirka sølle år. Til sammenligning har den blå fisk en historie, der rækker 360 millioner år tilbage, og dolkhaler har imponerende 450 millioner års historie. Alligevel har vi på 6

9 denne korte tid som biologisk art været rigtig gode til at sprede os over hele planeten. På det punkt minder vi meget om rotter og kakerlakker. DET UNIKKE MENNESKE De sidste par årtusinder har mennesket gjort alt for at definere sig selv som unikt. Med tanken om en jord i centrum for universet og mennesket som den ypperste skabning har vi, om ikke på andre måder, udmærket os som naturhistoriens nok mest arrogante væsen. Vi har fejret os selv i filosofi, kunst, religion og videnskab. Vi har troet, vi var universets centrum. I dag er vi klar over, at vi bor på en mindre planet, der sammen med syv andre kredser om en gennemsnitlig stjerne sammen med mere end hundrede milliarder andre i Mælkevejen, der selv udgør blot en lillebitte del af en kæmpemæssig galaksesamling ved navn Laniakea. Det er vores hjem i universet, og adressen burde, om ikke andet, indgyde os en vis ydmyghed. Men den ydmygheden har haft trange kår de sidste par tusinde år. Vi er unikke som mennesker. Men vi er ikke mere unikke end alle andre dyr, der lever og nogensinde har levet. Vi er i dette øjebliksbillede af jordens historie bare rigtig gode til at udnytte en bestemt økologisk niche, altså de livsmuligheder, der byder sig for et mellemstort pattedyr med en stor hjerne og en alsidig teknologibeherskelse. Det moderne menneskes umiddelbare succes har imidlertid konsekvenser for andre end os selv. Vores historie er lige nu en historie, der skrives på be- 7

10 kostning af rigtig mange andre dyr og planter, og vores evolutionære imperialisme har dermed en pris, som ikke kun truer eksotiske arter langt fra vores egne hyggelige stuer. Det går også ud over grundlaget for vores børn, børnebørn og deres børn i mange efterfølgende generationer. Er det en måde at behandle sin familie på? BLOMSTER, FRØER OG DRÆBERSNEGLE Vores succes giver os nogle privilegier. Det er et velkendt fænomen i naturen. Nogle gange stormer bestemte arter ind i ellers velaf balancerede økosystemer og kommer uden naturlige fjender hurtigt til at få en dominerende rolle. De rododendroner, der i 1800-tallet som victoriansk modedille blev indført fra Gibraltar til England og Wales, dominerer nu mange landskaber og har fortrængt den oprindelige natur. De er bogstaveligt talt et voksende problem og efterlader terrænet nedenunder fuldstændig goldt. Et andet eksempel er de omkring hundrede agatudser, der i 1935 blev indført til Australien fra Hawaii. Intentionen var et forsøg på biologisk bekæmpelse af en lokal sukkerrørsbille uden pesticider. Det var en stor succes. For tudsen. På blot firs år er de hundrede tudser blevet til mere end to hundrede millioner. Med en oprindelse i Syd- og Mellemamerika kunne den nu indtage et helt nyt kontinent med en kraftig gift som bedste forsvar. Den gift 8

11 har australske varaner, slanger og krokodiller, der ellers sagtens kunne leve af de næringsrige tudser, ikke nået at tilpasse sig. Tudsen lever derfor fint, formerer og spreder sig fra øst mod vest, mens indfødte arter nu er truede. I noget mindre målestok ser danske haveejere fortvivlet til hvert eneste år, når dræbersneglene kryber ind på grunden fra naboen. Vi kalder den slags invasive arter. Mennesket er også en invasiv art. Ad flere omgange har vores forfædre forladt det afrikanske kontinent og spredt sig til Asien og Europa og endelig for år siden til de amerikanske kontinenter. Der tegner sig et klart mønster mellem menneskets udbredelseshistorie og de store pattedyrs forsvinden overalt uden for Afrika. På de nye jagtmarker i Europa, Asien og Amerika bukkede flodheste, mammutter, kæmpehjorte og kæmpedovendyr under. Den biologiske måde at beskrive det på er, at en ny art kommer til at dominere en økologisk niche. I den forstand minder mennesket om dræbersneglen. Men vi adskiller os fra alle andre invasive arter. Vi kan nemlig i dag se og forstå konsekvenserne af vores handlinger. Det giver os et ansvar, som ingen andre arter har. Og muligheden for at forstå vores egen og resten af vores store families historie. For vi, alle mennesker på hele planeten i dag, ligner hinanden mere, end vi er forskellige. Det er det helt grundlæggende familietræk. Det er også kernen i vores store familiehistorie. 9

12 DIN NÆRE FAMILIE Alle har en mor og far. Nogle har søskende, kusiner og fætre, tanter og onkler. Alle kommer et eller andet sted fra, og alle har en historie. De historier kan være meget forskellige og resultatet af både simple og utroligt komplicerede sociale konstellationer. De kan dække over traditionelle mønstre, helt særlige forhold og tilfældige hændelser. Men en ting har de tilfælles. De siger det samme, uanset om man vil det eller ej: Alle har en familie, i hvert fald biologisk, og i langt de fleste tilfælde også kulturelt. Vi tænker som regel over familien som vores nære familie. Som dem, vi bor sammen med, voksede op sammen med og måske dem, vi bevidst har valgt ikke at leve sammen med. Familien er et socialt fænomen. Nyere historie er blevet skrevet som kernefamiliens storhed og fald. Kernefamilien med faste funktioner som familieoverhoved, forsørger og husmoder er resultatet af en årtusindelang udvikling af en række samfundsnormer. Med tiden blev den ideal og ideologi, ramme og spændetrøje. Men har også måttet give op til fordel for multifamiliemønstre. Din familie, måske din nabos eller dine venners har formentlig brudt med traditionerne og byder på samliv på kryds og tværs, skilsmisser, halvsøskende, papmødre og weekendfædre, adoptivbørn og samkønsforældre. Det betyder ikke, at der ikke er normer i dag. Men de sociale variationer er større i det 21. århundrede, end de var i 1950 erne. 10

13 Det ved vi godt. I dag er det anderledes, end det var i gamle dage. Sagen er bare, at gamle dage ikke er særligt længe siden, når vi ser på menneskets samlede historie. Og mange af de forskellige måder at organisere familieliv på giver os indtryk af store forskelle, snarere end de lader os se ligheder. Nogle antropologer har set på disse kulturelle ligheder og forskelle mellem folk fra hele verden. Tilsyneladende opfører vi os på mange måder ens over for andre mennesker, uanset hvordan vores familiestruktur er. For eksempel er der på tværs af kulturer et generelt incestforbud. Det er også udbredt blandt hele jordens befolkning at indgå i ægteskabslignende kontraktmæssige alliancer. De dækker alle over en helt konkret måde at indgå længerevarende forhold, der gensidigt forpligter gennem en bindende aftale. Sådan en aftale kan i de fleste tilfælde brydes, men oftest kun med en vis vanskelighed. Der er imidlertid en lang række andre ting, der gør sig gældende og spiller en afgørende rolle for hele vores sociale liv, inklusive vores familieliv. De er resultatet af en lang og integreret biologisk og kulturel historie, der rækker millioner af år tilbage. Denne bog handler om den store familiehistorie. Det er den historie, der hjælper dig til at forstå mange af de dagligdags ting, som du selv, din familie og dine venner gør. Den fortæller os blandt andet, hvorfor vi kan lide, når spædbørn griner, hvorfor kvinder kan få orgasme, og hvad vi egentlig skal med 11

14 bedstemor. Det er vores biokulturelle familiehistorie. Og den begynder i Afrika. DIN EVOLUTIONÆRE FAMILIE Vi er de eneste overlevende. Men vi er langtfra den eneste menneskeart. Sammenlignet med vores uddøde slægtninge har vi ikke engang været her særligt længe. Neandertalere spredte sig over Asien og Europa op til år, før Homo sapiens første gang vovede sig uden for Afrika for under år siden. På Gibraltar har vi fundet de sidste spor af neandertalere. Den menneskeart forsvandt for knap år siden. Homo floresiensis, bedre kendt som hobbitterne på grund af deres lave højde og lange fødder, uddøde for omkring år siden. Fossile rester og redskaber af de små mennesker blev opdaget i begyndelsen af det 21. århundrede på den indonesiske ø Flores. For bare få år siden fandt man i Sibirien godt år gamle spor af endnu en menneskeart, der indtil videre er kendt som denisovaer. DNA-undersøgelser har vist, at vi deler genetisk materiale med neandertalere og denisovaer. Der er endda tale om et så tæt genetisk fællesskab, at der er tale om nær familie, ja, faktisk om vores nærmeste uddøde familie. Det kan kun forklares på en måde. Vores forfædre har både kæmpet med konkurrerende arter om overlevelse og blandet DNA. Sagt på en anden måde, så har vores egen art parret sig med både neandertalere og denisovaer. Hvor kærlige 12

15 de møder har været, kan vi ikke sige. Men det er nu helt klart, at nogle af dem har resulteret i levedygtigt af kom. Vores forfædre fra lidt forskellige arter har fået børn med hinanden. Det har sat sig spor, som vi stadig bærer på i dag. Alle, der lever uden for det afrikanske kontinent i dag, bærer på få procent neandertal-dna og nogle også på denisova-dna. Samlet set kan cirka en femtedel, måske mere, af neandertalernes arvemasse genfindes i forskellige nulevende mennesker. I den forstand lever både neandertalere og denisovaer videre i vores arvemasse, selvom de er uddøde som selvstændige arter. Alligevel er vi forskellige fra både neandertalere og denisovaer, langt mere forskellige, end vi er fra alle de mere end syv milliarder individer af vores egen art, Homo sapiens, der nu er spredt over hele kloden. Moderne mennesker ser nok forskellige ud, men vi er langt mere ens, end vores hudfarve, ansigtstræk og kropsbygning umiddelbart lader os tro. De umiddelbare synlige forskelle, vi bliver konfronteret med, når vi møder folk langt fra vores egen egn, har snydt os til gennem århundreder at fremhæve biologiske forskelle. Vi har endda inddelt folk i forskellige racer. Men videnskabeligt set giver det ingen mening at tale om menneskeracer. Hvis man flyver fra Danmark til Qatar og videre til Singapore, vil man ved hvert stop opleve, at lokalbefolkningerne ser forskellige ud. Men hvis man forestiller sig, at man cykler turen ned gennem Europa, over den arabi- 13

16 ske halvø og videre til Asien, vil man ikke kunne pege på overgangene. Det er ikke synligt, hvornår man skifter fra en population til en anden. FINDES ADAM OG EVA? Vi er en stor familie, og på trods af kultur, geografi, sprog og udseende er vi endda i meget nær familie. I dag kan vi følge DNA-spor for hele verdens befolkning tilbage til en enkelt kvinde, højst sandsynligt fra Østafrika, der levede for år siden. Hun blev populært kendt som Mitokondrie-Eva, efter resultatet af den videnskabelige undersøgelse blev offentliggjort i En af mitokondriernes vigtigste funktioner er at forsyne kroppens celler med energi. Derudover er der det særlige ved mitokondrier, at de for langt de fleste dyrs vedkommende udelukkende bliver nedarvet på mødrene side. Den viden kan udnyttes til at følge det genetiske spor fra den mødrene linje tilbage i tiden. Forestil dig nu en mindre landsby, hvor der ikke er kommet nogen tilflyttere til i mange generationer. Her har man fået børn med hinanden uden at have været i nær familie. Men når man går en række generationer tilbage, vil alle i landsbyen dele en slægtning på både mødrene og fædrene side. Det er den sidste fælles stamslægtning. Det er den samme tanke, der ligger til grund for at bestemme den sidste fælles stammoder for hele jordens befolkning. Nu er vores landsby bare noget større og inkluderer alle nulevende mennesker. Heldigvis behøver 14

17 man ikke DNA fra alle for at kunne skrive vores genetiske historie. Et repræsentativt udvalg er nok. På samme måde kan vi ved at kigge på Y-kromosomet følge den fædrene linje. Pattedyr har to kønskromosomer kaldet X og Y. I de fleste arter er det Y-kromosomet, der bestemmer kønnet på af kommet. Hanner har både et X- og et Y-kromosom. Hunner har to X-kromosomer. Y-kromosomerne bliver kun nedarvet fra far til søn. Ved at følge Y-kromosomernes rejse tilbage i tid kan man bestemme den seneste fælles stamfader på fædrene side for alle nulevende individer. Der er ikke enighed om, hvornår denne person levede. Tallene svinger mellem og år. Der er dog stor tvivl om det sidste tals rigtighed. Hvis det sidste tal er rigtigt, vil der ikke være tale om et moderne menneske, men en art tidligere end Homo sapiens. Hvis det første tal er rigtigt, kan de seneste fælles stampersoner på både mødrene og fædrene side have levet nogenlunde samtidigt. Der er til gengæld ingen tvivl om, at de begge levede i Afrika. Ikke overraskende har den person, man forsøger at tidsbestemme på fædrene side, fået tilnavnet Ykromosom-Adam. De genetiske Adam og Eva er dog kun journalistiske kælenavne. Det skal ikke forstås som en antydning af en form for religiøs oprindelse, eller at de videnskabelige resultater er båret af nogen som helst religiøs dagsorden. På den måde er de misvisende og et eksempel på, 15

18 hvor vanskeligt det er at slippe for religiøse forestillinger og billedsprog, når vi taler om menneskets oprindelse. Det er uheldigt og noget, vi bør bestræbe os på at holde uden for den offentlige debat. Videnskab og religion har en lang fælles historie. Men moderne videnskab har intet med religion at gøre. De skal og bør holdes fuldstændigt adskilt i dag. Men Mitokondrie-Eva og Y-kromosom-Adam er ikke de første mennesker. De er begge blot repræsentanter i en population af individer, der tilfældigvis har afsat et genetisk spor, vi kan følge gennem menneskets historie. Det betyder ikke, at de var de eneste, der fik børn. Det betyder heller ikke, at de er de første i rækken eller på nogen som helst anden måde noget særligt. Vi er en mosaik af mange forskellige mennesker. Vores DNA består af meget mere end bare mitokondrier og y-kromosomer, og resten har mange andre både stamfædre og -mødre. Der er tale om to helt tilfældige individer, der begge er resultatet af en lang og kompleks udviklingshistorie. I den forstand er de kun interessante, fordi de kan sige noget om, hvordan hele jordens befolkning i dag udgør en stor rigtig stor familie. I den forstand er vi alle beboere i en kæmpestor global landsby. Nogle er i tættere familie end andre, men vi er alle i samme familie. Og vi kommer det samme sted fra. FAMILIEBUSKEN Homo sapiens er en forholdsvis ny menneskeart. Den op- 16

19 stod i Afrika. Alle på resten af kloden er efterkommere af meget små grupper af mennesker, der udvandrede herfra, sandsynligvis ad flere omgange, og siden spredte sig over hele verden. Vores art var dog ikke de første udvandrere. Tidligere havde andre arter krydset over strædet, der adskiller Afrika og Mellemøsten. Vi har fossilfund fra menneskearter i Asien og Europa, der går 1,8 millioner år tilbage. Som neandertalerne, denisovaerne og Homo floresiensis er de uddøde. Det samme gælder alle vores andre evolutionære slægtninge, der for flere millioner år siden begyndte at gå oprejst. Nu er vores nærmeste nulevende slægtninge chimpanser og bonoboer. Engang troede man, at der var et skarpt brud mellem arterne, hvor chimpanserne for eksempel gik i en retning, og mennesket gik i en anden retning og fulgte en lige linje fra primitive mennesketyper til moderne mennesker. Talrige fossilfund og genetiske studier viser i dag et andet billede. Der var ikke en direkte linje til moderne mennesker, men snarere en mængde af forskellige mennesketyper, hvor flere levede på samme tidspunkter og udfyldte forskellige økologiske nicher. Vi er vant til at se vores egen udviklingshistorie som et træ med få grene. En vidtforgrenet busk giver et bedre billede. Vores egen arts opståen og overlevelse er en historie om held og om at være på det rette sted til det rette tidspunkt. Det handlede om at have de rette egenskaber for at udfylde en økologisk niche, der åbnede sig 17

20 og gjorde vores forfædre særligt egnede til at klare lige nøjagtig den situation og de vilkår, som andre menneskearter havde svært ved. Flere gange i vores dybe historie har vores forfædre oplevet befolkningsmæssige flaskehalse. På et tidspunkt før Homo sapiens udvandring fra det afrikanske kontinent for omkring år siden har der sandsynligvis ikke været mere end et par tusinde individer. Hvis de ikke havde overlevet de flaskehalssituationer, så havde ingen af os været her i dag. Måske havde nogle af vores andre nære slægtninge klaret sig i stedet. Og måske ville der slet ikke være nogen tilbage fra vores gren af familien homininerne der for seks-syv millioner år siden begyndte at gå på to ben, bruge redskaber, gradvist få større hjerner og med tiden udvikle kultur og sprog. Måske ville chimpanser, bonoboer, gorillaer og orangutanger være de eneste tilbage fra vores fælles historie, og verden ville have set helt anderledes ud. Vores art overlevede. Al verdens sprog, kultur, teknologi og viden er resultatet heraf. Alt det, vi kender og omgiver os med, kommer af den historie. Uden den ville du ikke sidde med denne bog i hænderne. Det er her, vores historie begynder: i Afrika hos vores store familie. 18

21 DIT STORE STAMTRÆ ABEFAMILIEN I Menneskets afstamning fra 1871 pegede Charles Darwin på fire hovedbegivenheder i vores store fælles familiehistorie: Vi kom ned fra træerne, op på to ben, fik en stor hjerne og startede en form for civilisation. Det er selvfølgelig et spørgsmål om definition, hvornår vi kan tale om menneskelig civilisation. Hvis vi tolker civilisation som et avanceret kulturelt liv med sprog, symbolsk forståelse, en sofistikeret teknologi og avanceret socialt liv, så begyndte den som de tre øvrige ting i Afrika. Allerede i 1800-tallet havde man på baggrund af sammenlignende anatomiske studier slået det tætte familieskab fast med de store menneskeaber. Etableringen af primatologien studiet af de mere end to hundrede aber og halvaber som en selvstændig videnskabelig disciplin leverede yderligere bevismateriale. De tre karismatiske kvindelige primatologer Jane Goodall, Dian Fossey og Birute Galdikas gjorde tilsammen meget både i videnskabens verden og i offentligheden for at øge forståelsen af de store abers liv og adfærd. Men det var først med den moderne genetik, at gra- 19

22 den af slægtskabet kunne bestemmes. Sammenligningen af deres genomer med det humane genom har givet os et endnu mere nøjagtigt billede af, hvilke gener vi deler, hvor mange og det omtrentlige tidspunkt for vores sidste fælles stamart mellem de store primater. Chimpanser og bonoboer er genetisk set næsten identiske og deler 99,6 % af deres DNA, mens vi deler 98,7 % af vores DNA med de to aber. Alligevel er vi meget forskellige i kropsbygning, udseende, adfærd og evner. Baseret på genetiske data er vurderingen, at vores sidste fælles stamart levede for fire-seks millioner år siden. Chimpanser og bonoboer gik hver til sit for omkring en million år siden. Den sidste fælles stamart mellem mennesker og gorillaer levede for cirka ti millioner år siden, og for orangutangens vedkommende skal vi cirka 14 millioner år tilbage for at finde vores fælles stamart. FAMILIEFOSSILER Når vi taler om menneskets historie, er en af de afgørende begivenheder dateringen af den sidste fælles stamart for vores nærmeste nulevende slægtninge. Alle de fossile arter, der falder i den gruppe, det vil sige, er i tættere familie med Homo sapiens end med chimpanser og bonoboer, kalder vi homininer. Set fra vores egen arts perspektiv er det en eksklusiv gruppe, der alle udgør vores nærmeste uddøde slægtninge. Hvis vi havde DNA fra dem alle, ville vi kunne se et tættere genetisk slægtskab med dem end med chim- 20

23 panserne og bonoboerne. Vi har imidlertid kun DNA fra to andre uddøde menneskearter, neandertalerne og denisovaerne. Derfor er vi i klassificeringen af, hvem der hører med i det nærmeste familietræ, overladt til fossiler og sammenlignende anatomiske studier. Det er ikke så enkelt. Der er kun meget lidt fossilt materiale bevaret, noget er ovenikøbet i meget ringe bevaringsmæssig stand. Vi har intet fuldt skelet fra et enkelt individ fra nogen uddød menneskeart. Det meste af det, vi har, er fragmenter. Alligevel er det lykkedes palæoantropologer videnskabsfolk, der studerer fossile menneskearter at stykke alt materialet sammen, så der i dag tegner sig et rigt billede med mange familiemedlemmer. Palæoantropologer har generelt været delt mellem samlere og splittere. Samlerne har forsøgt at gruppere det fossile materiale i så få menneskearter som muligt. Splitterne har haft tendens til at navngive en række nye arter og dermed insisteret på et langt mere vidtforgrenet familietræ, end samlerne har kunnet gå med til. Kigger vi tilbage i palæoantropologiens historie, er det ofte sket, at sensationelt annoncerede nye arter senere er blevet indordnet under andre arter. Der er også enkelte eksempler på, at nye arter er forsvundet igen, fordi de viste sig at være noget helt andet. VIDENSKABELIGE FEJLTAGELSER Det mest berømte eksempel er Piltdown-mennesket, der blev fundet i Sydengland i begyndelsen af 1900-tallet. 21

24 Det viste sig senere at være en forfalskning med et sammensat menneskekranium og en orangutangkæbe. Men det narrede hovedparten af det antropologiske miljø til i lang tid at tro, at man havde fundet en menneskelig forfader i Europa. I 1920 erne bestemte en førende amerikansk antropolog, Harold Cook, en ny menneskeart på baggrund af en enkelt tand. Arten blev populært kendt som Nebraskamennesket og set som den første store nordamerikanske primat. Det videnskabelige navn Hesperopithecus haroldcookii gik imidlertid hurtigt i glemmebogen, da man fandt ud af, at tanden i virkeligheden tilhørte en uddød griseart. Der blev fundet rester af fossile menneskearter over det meste af Europa, men ingen i det skandinaviske område. Det fik en dansk professor til at spekulere sig frem til en fortidig menneskeart baseret på et abnormt kranium fundet i en kristen kirkegård på Sydgrønland. Han kaldte arten Homo gardarensis og forklarede, at de særlige primitive træk fra en dyb fortid var fremkommet som resultat af vedvarende indavl blandt vikingernes efterkommere. Arten levede dog ikke længe i det internationale videnskabelige miljø. PÅ TO BEN Når vi i dag kigger på hele det fossile stamtræ, ser det helt anderledes ud. Der er almindelig enighed om, at oprejst gang er et af de vigtigste kendetegn for homini- 22

25 nerne og det, der adskiller den gren af familien fra de andre store aber. Det er ikke unikt for mennesket og de øvrige homininer at gå på to ben. Fugle går på to ben. Kænguruer og enkelte gnaverarter hopper på to ben. Nogle firben løber ironisk nok på to ben. Det samme gør kakerlakker, når de spurter af sted på højeste hastighed. Men i forhold til primaterne adskiller mennesket sig. Selvom alle de store menneskeaber fra tid til anden går på to ben, og visse japanske makakaber også engang imellem vandrer rundt, så er det ikke deres sædvanlige bevægelsesmønster. Det viser sig i skelettet, når man for eksempel sammenligner moderne mennesker med chimpanser. I forhold til chimpanserne har moderne mennesker en vertikalt orienteret nakke, en lang s-formet rygsøjle og en høj, smal talje. Længere nede er menneskets skelet karakteriseret ved store hofteled, store knæled, store hælknogler og svang i foden. Til sammenligning virker chimpansen platfodet. Men den har heller ikke brug for fødderne til oprejst gang og løb, som hele vores krop er specielt tilpasset til. DE FØRSTE PÅ BENENE Når vi ser på potentielle forfædre og medlemmer af homininerne, er det blandt andet disse kendetegn, der undersøges. Selvom den videnskabelige diskussion fortsætter og tit med stor heftighed, så har vi nu et felt med en række lovende kandidater. 23

26 Blandt de tidligste homininer finder vi Sahelanthropus tchadensis og Orrorin tugenensis, der er dateret til henholdsvis seks-syv millioner år og omkring seks millioner år. Dermed er de på grænsen af den fælles stamart mellem chimpanser og bonoboer på den ene side og mennesker på den anden. Sahelanthropus blev fundet i Tchad. I dag er fundstedet et barsk sted i den sydlige del af Saharaørknen. Men for millioner af år siden var det helt anderledes med et mere venligt åbent skovområde tæt på en stor sø. Artsbestemmelsen og påstanden om, at der her er tale om en opretgående hominin, er baseret på et enkelt kranium. Derudover er der kun fundet enkelte tænder, kæbefragmenter og en smule andre skeletrester. Kraniet udviser helt klare tegn på, at den øvre del af nakken har været vertikal ved oprejst gang, ligesom ved moderne mennesker. Bestemmelsen af Orrorin, der blev fundet i Kenya, er sket på et mere spinkelt grundlag med blot et enkelt kæbefragment, lidt tænder og nogle få knoglerester. Lidt længere fremme i tid er det fossile materiale knapt så sparsomt. I Etiopien har man fundet rester af to tidligere menneskearter, der begge er blevet klassificeret som tilhørende homininerne. Det drejer sig om Ardipithecus kadabba med en datering mellem 5,2 og 5,8 millioner år og Ardipithecus ramidus, der er dateret til at have levet for mellem 4,5 og 4,3 millioner år siden. Der er ikke meget materiale fra kadabba, men med ramidus er det en anden sag. Her har vi blandt andet et 24

27 delvist skelet fra et enkelt individ til rådighed, der kan sige meget om artens fysiologi. Samlet set er de tidligste homininer ikke overraskende meget abeagtige i deres kropsbygning. De har alle levet et liv, der nok har inkluderet oprejst gang, men stadigvæk været tilpasset et liv i træerne. Deres måde at gå oprejst på har også adskilt sig væsentligt fra moderne menneskers. De har, for eksempel, sandsynligvis gået mere på ydersiden af foden ligesom chimpanser end rullet på den, som vi gør. Vi opfatter oprejst gang som det mest naturlige, og det kan måske være vanskeligt at se, at det ikke bare skulle være en fordel. Men det har det ikke været for vores forfædre. Der er en række ting, der har været direkte ulemper. For eksempel er det fælles for alle pattedyr, at de gennem graviditeten tager meget på. Men i forhold til de firbenede slægtninge, der bliver ved med at stå, som de plejer, så skifter tyngdepunktet drastisk for gravide kvinder, der får en større ubalance i kroppen. Den ekstra vægt bliver man nødt til at kompensere for med ændret gang og skiftende hvilepositioner for kroppen. Gennem vores evolutionære historie har den naturlige selektion favoriseret en ekstra ryghvirvel til kvinder, der hjælper med at håndtere den ekstra vægt og belastning under graviditet. De små forskelle i rygsøjlen mellem kønnene kan vi også spore i vores fossile forfædre. Hastighed er et andet punkt, hvor det ikke har været 25

28 nogen ubetinget fordel at gå på to ben. Man kan ikke løbe nær så hurtigt på to ben, som man kan på fire ben. Prøv at sammenligne dig selv med andre pattedyr af samme størrelse. Selv små dyr som hunde og harer er det svært at løbe fra. Antiloper og geparder løber så meget hurtigere, at man ikke engang behøver sætte i gang. Det er også vanskeligere at vende sig i løb på to ben for at vurdere en bagvedkommende fare, end det er for pattedyr, der galoperer af sted på alle fire. Hurtig jagt eller flugt gennem trækronerne er også langt vanskeligere for os end for dyr, der er vant til at suse af sted mellem grenene og bruge alle fire. Dertil kommer naturligvis alle de øvrige problemer med livet på to ben, der er alt for velkendte for moderne mennesker med forstuvede ankler, rygproblemer og dårlige knæ. Men alligevel har der været fordele nok for de arter i vores forhistoriske familie, som lige nu er endt med, at vi er den eneste overlevende menneskeart. Ellers ville vi ikke være her. SIKKERT FODFÆSTE For omkring fire millioner år siden begyndte vores forfædre at ændre adfærd og se lidt anderledes ud. Den gruppe af homininer kalder vi australopitheciner. Af dem har vi hundredevis af fossiler til rådighed. Dengang var der flere forskellige menneskearter, der levede på samme tid. På den måde minder australopithecinernes situation meget om den, som vores nærmeste 26

29 forfædre var i for bare år siden, hvor også mindst fire menneskearter levede samtidigt. Det er faktisk vores nuværende situation, hvor vi er den eneste menneskeart, der er helt speciel i forhold til vores lange familiehistorie. Det nok mest berømte fossil fra vores evolutionære familie var af arten Australopithecus afarensis. Det blev opdaget i Etiopien i 1974 og var helt sensationelt omkring 40 % komplet med en del af kraniet, skulder, arme, ribben, rygrad, bækken, lårben og underben. Dette fund har fået kælenavnet Lucy efter Beatles-sangen Lucy in the Sky with Diamonds, som holdet hørte natten lang for at fejre deres held. Året efter fandt holdet intet mindre end 13 individer af samme art. De fik naturligt nok tilnavnet Den første familie. Der er dog ingen direkte beviser for, at der var tale om en storfamilie i moderne forstand. Denne art gav en nær familieart følge. I 1924 havde man gjort det første fund af Australopithecus africanus. Siden er flere kommet til, og australopithecinerne bliver nu inddelt i to grupper: de slanke og de robuste. De første dukkede op for godt fire millioner år siden. Samlet levede de i en næsten 3 millioner år lang periode i Øst- og Sydafrika. Og der var mange af dem. Ud over de bedst kendte slanke arter, afarensis og africanus, har vi anamnensis, garhi, sediba og Kenyanthropus platyops. Der var færre af de robuste: aethiopicus, boisei og robustus. Fælles for alle australopithecinerne var, at deres hjernevolumen var større end de tidligere homininer. Det lå på mellem 400 og 500 milliliter, altså lige lidt under hvad 27

30 der svarer til en halv liter mælk. Til sammenligning er moderne Homo sapiens-hjerner på gennemsnitligt 1350 milliliter og dermed cirka tre gange så store. Til gengæld var deres hjerner en smule større end chimpansers, der har en gennemsnitlig hjerne på godt 350 milliliter, eller hvad der svarer til lidt mere end indholdet i en dåseøl. På mange andre områder mindede de dog om chimpanser. Der var en stor kønsforskel, hvor hannerne for eksempelvis afarensis Lucys art var omkring 50 % større end hunnerne. Man ser en tilsvarende udtalt forskel mellem kønnenes størrelse blandt gorillaer og bavianer. De havde fremstående ansigt, kraftige øjenbrynsmarkeringer, forholdsvis korte ben og lange arme som chimpanser. Deres hænder og fødder var tilpasset et liv både i træer og på to ben. De adskilte sig fra de tidligste homininer i forhold til, hvad de spiste. Der kom langt mindre frugt i kosten til gengæld for rødder, frø og plantestængler. Deres kæbepartier var kraftigere end deres ældre slægtninges, de havde større tænder samt bredere og højere ansigter og var tydeligvis tilpasset at tygge hård og sej føde. Det var særligt udtalt i de robuste australopitheciner, der havde massive kæber. Nogle havde også en høj kant på deres kranier ligesom gorillaer, der skulle fæstne de enorme muskler. Selvom man kan udlede meget af det fossile materiale, så har man et helt andet og afgørende bevis for, at vores forfædre på dette tidspunkt helt sikkert bevægede sig primært på to ben. I Laetoli i Tanzania fandt man i 28

31 1978 en række fodaftryk i størknet vulkansk aske dateret til omkring 3,6 millioner år. De er sandsynligvis lavet af afarensis og sat af en han, en hun og en unge, der har trådt i de voksnes fodspor. LANGDISTANCELØBERE For omkring to millioner år siden ser vi et nyt scenarie i den dybe familiesaga. Nu dukker en række homininer op i Østafrika, der alle minder meget mere om vores egen art og neandertalerne. De er alle klassificeret som vores egen slægt, Homo. Den ældste er Homo habilis, efterfulgt af Homo rudolfensis samt Homo ergaster og erectus. De to sidste bliver for det meste set som samme art, blot i to forskellige geografiske lokationer. Homo erectus var nemlig sandsynligvis den første af vores forfædre til at forlade det afrikanske kontinent. Ergaster bruges kun om fund fra Afrika. De ældste fund af menneskearter uden for Afrika stammer fra Georgien, hvor 1,8 millioner år gamle fossiler er fundet ved udgravninger fra begyndelsen af 1990 erne. De første blev allerede fundet i slutningen af 1800-tallet på den indonesiske ø Java. Homo erectus er også fundet blandt andet i Kina. De kom altså vidt omkring, men havde også en helt anden hjælp end australopithecinerne. Kendetegnende for de forskellige arter af Homo var nemlig en væsentlig større hjerne og en slankere, højere kropsbygning med længere ben og kortere arme. Ansigtet ændrede sig også markant, det blev mere fladt, og 29

32 kraniet længere. Fra denne periode finder vi også en hel masse stenredskaber som et klart tegn på ændret adfærd. Der kom meget mere kød i kosten. Noget har sandsynligvis været fra ådsler, men der er også tegn på begyndende tilberedning af mad. Det er nok begyndt med dyr, der tilfældigt er blevet fanget i savannebrande og med rødder, der er blevet tilberedt på samme måde. Det øgede energioptag, man får gennem tilberedt mad, kan også have givet en bedre balance i den konstante konkurrence om energi mellem hjernen og fordøjelsesorganerne. Tidligere tabte hjernen, men nu var der råd til mere. Gradvist kom en mere sikker brug af ild og fast tilberedning af mad. Det har med tiden medvirket til en arbejdsdeling i en jæger-samlerkultur, der har sørget for at få dækket det samlede energiforbrug gennem jagt og indsamling af rødder, nødder, kerner og skaldyr i områder nær store søer og kyster. Den lange slanke krop hos Homo erectus gav en særlig fordel på savannen. De sidste rester af rigtig pels forsvandt formodentlig sammen med udviklingen af flere og mere effektive svedkirtler, der samlet set gjorde denne art til perfekt tilpassede langdistanceløbere. Det kunne godt være, at de ikke kunne løbe lige så hurtigt som antiloperne. Men i modsætning til alle de firbenede dyr på savannen skulle Homo erectus ikke stoppe op og gispe for at komme af med varmen. De kunne blive ved med at løbe. Og med de store hjerner var planlægning af jagt i fællesskab heller ikke noget problem. 30

33 Homo erectus kunne blive ved, så længe det skulle være, indtil byttet til sidst måtte give op eller simpelthen faldt dødt om af udmattelse. Dyrene kunne slagtes og skæres op til gruppen med stenredskaberne. Redskabsteknologien krævede meget i form af materialer, teknikker og oplæring. Samlet set har det betydet nogle helt andre sociale strukturer end hos australopithecinerne. Denne tendens blev forstærket med yderligere voksende hjerner i senere arter kendt som arkaiske mennesker. GAMLE BEKENDTE En af dem var Homo heidelbergensis, der havde en udbredelse fra omkring år siden, der strakte sig fra den sydlige del af Afrika helt op til de områder, der nu er Spanien, Tyskland og England. Den sociale organisering var nu langt mere avanceret og kunne håndtere jagt af større byttedyr som mammutter og uldhårede næsehorn. Heidelbergensis lavede mere effektive våben. De ældste træspyd, vi har kendskab til, er to meter lange og omkring år gamle. Fundet er fra Schöningen i Tyskland og gjort sammen med knoglerne fra hundredevis af heste, hvilket bekræfter, at de har været brugt til jagt. Ligesom Homo erectus havde heidelbergensis lange, lave kranier med kraftige øjenbryn. Men deres hjerner var større, op til mellem 1100 og 1400 milliliter. Deres ansigter var bredere. De havde store næser, og så var de med 31

34 en voksen kropsvægt på mellem 65 og 80 kilo større. Homo erectus uddøde dog ikke endnu og var fortsat en del af familien, efterhånden som der kom flere artsmedlemmer til. Livet ændrede sig for vores forfædre, der nu havde spredt sig fra det afrikanske til det europæiske og det asiatiske kontinent. De udfyldte mange forskellige økologiske nicher og tilpassede sig helt bestemte lokale forhold. Det havde stor betydning for deres udseende og adfærd, for deres biologi og deres kultur. For år siden var der mange forskellige menneskearter spredt over et større areal end nogensinde. De havde avancerede stenredskaber, kontrollerede ild, jagede vildt, samlede nødder, bær og rødder. De kommunikerede på forskellig vis, og nogle af dem begyndte at udsmykke sig. De begyndte at blive til nogen, vi kender. 32

35 VIRKELIGE HULEMENNESKER PRIMITIVE VILDMÆND? Det myldrer med hulemennesker i vores kultur. Og selvom de voksede ud af en videnskabelig sammenhæng, er de nu en fast bestanddel af popkulturen: fra primitive køllesvingende vildmænd, der slæber deres letpåklædte kvinder ved håret til fjollede tegneseriefigurer. De er alle karikaturer, og vi kender dem kun alt for godt. Vi bruger dem som spejl til at understrege vores egen overlegenhed eller udstille vores svagheder. De siger mere om os selv end om vores fortid og evolutionære slægtninge. Tegneserie-familien Flintstone gav et kærligt og mildt kritisk portræt af middelklassekernefamilien med alle de hverdagsdetaljer, der stadig fylder livet for så mange, der lever livet i forstaden med parforhold, bil, børn, arbejdskammerater, dumme chefer og irriterende naboer. Alt dette omsat i en verden fuld af sten, lændeklæder og dinosaurer som kæledyr. Tænderskærende anakronistisk, ahistorisk og på alle måder forkert. Men det gør ikke så meget jo, det gør noget, at dinosaurerne bliver portrætteret som samlevende med mennesker, selvom de to arter er adskilt af 65 millioner år, fordi alt for mange efterfølgende har troet, at den del 33

36 af serien var rigtig. Men bortset fra det, så er skaden ikke så stor. Ingen opfatter The Flintstones som en korrekt beskrivelse af livet i stenalderen. Det samme gælder langt de fleste andre kommercielle forsøg på at udnytte det komiske potentiale i at bruge en fjern, men ikke alt for fjern fortid til at skrive historier om os selv. Nogle har været kæmpe succeser, andre fiaskoer. Mange har været sjove, de fleste pinlige og enkelte overraskende gode. Det amerikanske bilforsikringsfirma Geico brugte vores forhold til de primitive slægtninge ironisk til at reflektere den nyere tids bølge af politisk korrekthed i en serie af reklamer. Naturligvis var målet at skabe opmærksomhed omkring deres produkter, men de gjorde mere end det. Kampagnen gik ud på at få kunderne til at bruge deres hjemmeside. Under sloganet Så nemt, at et hulemenneske kan gøre det kørte de en pseudoreklameserie, der blev set af rigtige hulemennesker. Pointen i alle reklamerne var, at hulemenneskene viste sig at være sofistikerede verdensmænd, nydeligt klædte, velartikulerede og fuldt på omgangshøjde med det nye årtusindes postmoderne samfund. Det eneste, der afslørede dem, var deres stærke behåring og udtalt primitive ansigtstræk. Den første reklame viste en alt for glat reklamemand, der med bredt, kunstigt smil leverede det slogan, der skulle forsøge at overbevise de potentielle kunder om at klikke sig ind på deres nye hjemmeside. 34

37 Men hvad der begynder som en helt almindelig reklame, viser sig at være en kikset optagelse, hvor lydmanden en hulemand i bar overkrop forlader kulissen i vrede med ordene Not cool!. Den indignerede hulemand reagerede på den politisk ukorrekte omtale af sine artsfæller som primitive på samme måde, som etniske, politiske, religiøse og seksuelle minoriteter ville gøre det. Kampagnen blev en kæmpe succes og affødte blandt andet tv-serien Cavemen. Den vigtigste grund til, at Geicos reklamer virkede, er, at vi i dag er fuldstændig fortrolige med billedet af hulemennesker i sådan en grad, at vi kan vende det på hovedet, vride det, skille det ad og sætte det sammen på ny, uden at det mister sin genkendelighed. Det er det hulemenneske, vi kender. Så fremmed og alligevel som at se sig selv i øjnene. Samtidig er det også så langt fra vores videnskabelige viden om vores ældste familiemedlemmer, man næsten kan komme. Men ud af alle de forhistoriske mennesker er der særligt et, vi oftest forbinder med indbegrebet af en hulemand neandertaleren. NOBLE NEANDERTALERE I 1856 blev toppen af et kranium fundet sammen med nogle ekstra skeletrester. Der var i begyndelsen stor uenighed om, hvad det kunne være. Men efterhånden fandt man flere lignende kranie- og skeletrester rundt omkring i Europa, og det blev endelig anerkendt, at man stod med et ægte forhistorisk menneske. Spørgsmålet var imidlertid, om dette var det 35

38 moderne menneskes forfader eller dets mere primitive evolutionære fætter. Et særligt skelet fra La Chapelle-Aux-Saints i Frankrig, der så ud til at være blevet begravet, tiltrak sig særlig opmærksomhed. Det blev opdaget i 1908 og kendt som den gamle mand, selvom der blot var tale om en person på omkring de 40 år. Kraniet manglede tænder og fremstod forkrøblet. Den franske naturhistoriker Marcellin Boule beskrev på den baggrund fundet som en person med fremskudt hoved, ludende gang, lige rygsøjle og bøjede hofter og knæ. Boules neandertaler blev modellen for det primitive hulemenneske. Det har senere vist sig, at personen led af svær gigt og derfor ikke var repræsentativ for arten. I Danmark har man haft et lidt specielt forhold til neandertalere. Mens man i resten af verden havde travlt med at skabe afstand til disse formodede primitive mennesker, knyttede nogle danskere sig til et særligt træk ved de fossile mennesker. Deres kranier var væsentligt større end Homo sapiens-kranier. Det kunne kun betyde, at neandertalhjerner var større end vores egne hjerner. Hvordan kunne det være, at et forhistorisk menneske havde en større hjerne end det moderne menneske? Det var jo os, der havde bygget pyramiderne, udtænkt den græske filosofi, formuleret en moderne naturvidenskabelig forståelse af verden og komponeret Mozarts og Beethovens musik. For forfatteren og nobelprisvinderen i litteratur Johannes V. Jensen var svaret klart. På baggrund af danske 36

39 antropologiske undersøgelser mente han, at neandertalere stadig levede videre i den danske befolkning. Det kunne man blandt andet se af den såkaldte Anholttype, altså den nutidige befolkning på Anholt, der efter sigende skulle udvise klare neandertaltræk. I Jensens hænder blev neandertaleren den ædle forfader, der med sin overlegne intelligens, rå skønhed, beslutsomhed og naturlige herskerrolle var en hel naturlig oprindelse for det danske folk. H.C. Andersen blev fremhævet som eksempel på en moderne dansker, hvor det bedste fra neandertalfortiden var bevaret. Det var derfor ingen overraskelse, da man ved Hollerup i 1950 erne fandt nogle dådyrknogler, der så ud til at have været brækket bevidst. Ulrik Møhl-Hansen, der var konservator ved Zoologisk Museum i København, mente, at der måtte være tale om knogler knækket af mennesker for at få den næringsrige marv ud. Siden har dådyrknoglerne fra Hollerup været fremhævet som de første sikre beviser for menneskelig tilstedeværelse i Danmark. Knoglerne blev dateret til det, vi kalder Eem-mellemistiden, en forholdsvis behagelig varm periode for år siden. Problemet med den tolkning var imidlertid, at knoglerne var så gamle, at der endnu ikke og langtfra kunne være moderne mennesker i det område, der nu udgør Danmark. Den naturlige konklusion blev derfor, at de første mennesker i Danmark måtte være neandertalere. Det passede da også godt med den danske selvforståelse og tankerne om den ædle neandertalforfader. Her 37

40 var beviset for, at neandertalerne virkelig havde levet i det danske område. Vores nære slægtninge med de store hjerner og stærke kropsbygninger kom tættere på og fandt vej til danmarkshistorien, lærebøger til folkeskolen og gymnasiet samt museernes udstillinger. Knoglerne er kun for nylig blevet genundersøgt. Nu viser det sig langt mindre opsigtsvækkende, at de formentligt er blevet knækket gennem naturlige processer. Dermed forsvandt over år af danmarkshistorien og beviset for neandertalernes tidlige tilstedeværelse i det danske område i hvert fald indtil videre. FORTIDSSEX I dag ved vi meget mere om neandertalere, deres kropsbygning, ernæring, adfærd og udbredelse. Ideen om den primitive huleboer, der på alle områder var det moderne menneske underlegent, holder ikke. Det betyder, at vi, det moderne Cro-Magnon-menneske, heller ikke indtog Europa og med overlegen lethed fordrev de tilbagestående evolutionære fætre. Cro-Magnon-navnet kommer fra en hule, hvor man i 1868 fandt et tidligt Homo sapiens-kranium. Det bar vidnesbyrd om en kraftigere kropsbygning end nutidige mennesker, men var stadig umiskendeligt karakteristisk for vores egen art. Med et højt, rundt kranium og næsten fladt ansigt uden neandertalerens kraftige øjenbrynsbuer så det velkendt moderne ud. Med en alder på godt år var det dog ikke det første moderne menneske i Europa. De nyeste daterin- 38

41 ger tyder på, at vores egen art kom til det europæiske område fra Mellemøsten for omkring år siden, og at sporene fra neandertalerne forsvandt for omkring år siden. Det vil sige, at der har været masser af tid til at mødes for de to forskellige, men alligevel også meget ens arter. Neandertalere og samtidige Homo sapiens havde forskellige kulturer. Det kan man blandt andet se på de stenredskaber, de anvendte. Og bortset fra enkelte og omdiskuterede tilfælde som de cirka år gamle håndaftryk i El Castilla-hulen i Nordspanien, er der få tegn på, at neandertalere lavede hulemalerier som Homo sapiens. Et enkelt geometrisk mønster omstændeligt ridset i hård klippe, dybt i en hule på Gibraltar med cirka samme alder, lader dog til at være lavet af neandertalere. DE FØRSTE HVIDE MENNESKER Fra genetiske undersøgelser ved vi, at neandertalerne var lyse i huden, nogle havde også rødt hår. De første Homo sapiens, der kom til Europa havde til gengæld mørk hud. Den mørke hud fungerede som effektiv solbeskyttelse. Højere mod nord med mindre sollys var en lysere hudfarve en fordel, fordi kroppen dermed kunne optage mere naturligt D-vitamin. Det ser dog ud til, at Homo sapiens oprindeligt fik tilstrækkeligt D-vitamin gennem deres kost, så det var først med en radikal kostændring i forbindelse med landbrugssamfundets gradvise opståen for år siden, at den lyse hudfarve begyndte at blive en tilstrækkelig 39

42 stor fordel og sandsynligvis kun år siden, at den begyndte at dominere på nordlige breddegrader i det europæiske område. De neandertalere, der allerede var der, havde meget lysere hud end de første Homo sapiens, der ankom, og var altså i den forstand de første hvide mennesker. Neandertalerne havde også en bestemt variant af FOXP2-genet, der lader til at være forbundet med evnen til at tale i moderne mennesker, og nogle havde genet, der styrer, om man kan smage bitterhed. Det kan være nyttigt i forhold til at reagere på dårlig eller giftig mad. Men det er ikke det eneste, vi har lært fra neandertalernes gener. Teknikken til at studere gammelt DNA har udviklet sig fra en teoretisk mulighed til en veletableret videnskabelig disciplin i det 21. århundrede. Afdækningen af det humane genom i 2001 satte for alvor fart på undersøgelsen af geners funktioner og gjorde det lettere at lave sammenligninger mellem arter. Tidligere var man begrænset af fysiologiske forskelle i skeletdele og af arkæologiske fund, når man skulle vurdere biologiske og kulturelle ligheder mellem for eksempel neandertalere og Homo sapiens. I dag har vi et fuldt neandertalgenom til rådighed og kan sammenligne de to arter på kryds og tværs. Det står nu klart, at hovedparten af jordens befolkning bærer en smule neandertal-dna i sig. Her er vi tilbage til den fortidssex, vi var inde på i det første kapi- 40

43 tel. Den foregik mellem de to arter, efter Homo sapiens udvandrede fra Afrika. Det levedygtige af kom fra seksuelt samkvem mellem neandertalere og Homo sapiens må være kommet til i et møde uden for Afrika, da den nuværende afrikanske befolkning slet eller næsten ikke bærer på noget neandertal-dna. Vi kan se, at det i hvert fald er sket i Mellemøsten for omkring år siden, sandsynligvis ad flere omgange og flere forskellige steder. Den genetiske sammenblanding er en udfordring af det, vi kalder den biologiske artsmodel. Her er en art defineret ved, at dens individer kan få levedygtigt og reproducerbart af kom, altså at de individer, der bliver født, også selv kan føde levende unger, der igen er i stand til at føde levende unger. Kan de ikke det, ja, så er der tale om to forskellige arter. De kan godt være tæt beslægtede, som heste og æsler eller løver og tigre, der kan få levedygtige, men ikke reproducerbare unger. Men der er per definition tale om forskellige arter. Hvad stiller vi så op med neandertalere og Homo sapiens, som langt de fleste nu, baseret på fysiologiske og adfærdsmæssige forskelle, ser som forskellige arter? Skal vi holde fast i det biologiske artsbegreb og omdefinere dem til blot en fælles art? Eller må vi acceptere, at det biologiske artsbegreb er for snævert og ikke passer på den biologiske virkelighed? MISSING LINKS FINDES IKKE Det biologiske artsbegreb blev alment accepteret, da 41

44 Ernst Mayr foreslog det som standard i Mayr var ikke den første til at foreslå et artsbegreb baseret på reproduktionsevne, men som en af de største biologer i 1900-tallet havde han den nødvendige autoritet til at definere en fælles norm. Men Mayr havde ikke den moderne genetik til rådighed og dermed heller ikke den indsigt i artsdannelsen, som vi kun begynder at ane konturerne af. En af de vigtigste pointer i Darwins evolutionsteori og i grundlaget for moderne biologi med foreningen af evolution og genetik i 1930 erne og 40 erne var den gradvise artsdannelse. Nye arter opstår som resultat af bittesmå ændringer i en løbende tilpasning til lokale forhold fra generation til generation over meget lang tid. Darwin og Mayr så den ændring på individniveau. Med fulde genomer til rådighed for mange forskellige arter har vi nu en langt højere opløsning og kan følge den gradvise artsdannelse på et helt andet niveau. Her kan vi se, at den gradvise ændring og artsdannelse fungerer som forudset af den klassiske evolutionsteori. Men den står også i modsætning til den klassiske opfattelse af biologiske arter som fuldstændigt adskilte størrelser. Den idé er en rest af en meget gammel idé, der går helt tilbage til det antikke Grækenland. Ideen gik ud på, at alt levende kunne inddeles i naturlige klasser, hvor naturens orden kunne beskrives som Livets Store Kæde. Det var også i den sammenhæng, at ideen om manglede led i kæden eller missing links opstod. Det har været utrolig vanskeligt at udrydde ideen 42

45 om missing links fra videnskabens verden, selvom det videnskabeligt set ikke giver mening at tale om manglede led i kæden. Alt liv hænger sammen, og der findes ikke nogen rene overgangsformer mellem arterne. Evolutionsteorien står og falder heller ikke med, om man finder de påståede overgangsformer eller ej. Det er en forældet diskussion. Det kan genetikken være med til at vise os. Arter bliver dannet gradvist over lang tid. Det genetiske spor viser i forbindelse med artsdannelsen, at gener bliver udvekslet frem og tilbage som en løbende proces. Det var med andre ord ikke sådan i vores egen arts historie, at en abelignende hun en morgen for fire-seks millioner år siden fødte en chimpanselignende unge og en menneskelignende unge, der så gik hver til sit. På den baggrund må vi også revidere vores forståelse af vores egen historie og forhold til vores nærmeste uddøde slægtninge. GENETISKE GAVER Vi har stadig langtfra et fuldt overblik over, hvilken funktion alt det fortidige DNA, vi har fået foræret af neandertalere og denisovaer, har. Men vi begynder at se, hvorfor det i nogle sammenhænge kan have været en god idé fra et evolutionært perspektiv at få nogle genetiske gaver fra andre menneskearter. Eksempelvis har den nulevende tibetanske befolkning et gen, der regulerer hæmoglobinproduktionen og produktionen af røde blodlegemer. Det hjælper dem til at 43

46 leve i meters højde, noget som på længere sigt vil give de fleste andre moderne mennesker problemer med fortykket blod på grund af en overproduktion af røde blodlegemer. Men ikke hos tibetanerne, der som de eneste har det særlige EPAS1-gen. Det har de fået af denisovaerne, der må have været tilpasset livet i højderne. Da moderne mennesker efter udvandringen fra Afrika begyndte at bevæge sig i højderne, tog nogle af dem en evolutionær genvej ved at have sex med de lokale denisovaer. Den nulevende befolkning uden for Afrika bærer på 1-4 % DNA, som stammer fra neandertalere. Det overraskende er imidlertid, at det ikke er det samme DNA. Det er ikke det samme som at fylde et glas med vand, hvor nogle har fået 2 % og andre 4 % af det samme vand i glasset. Nej, folk har fået forskellige dele neandertal- DNA, så samlet set har mindst en femtedel neandertalgenom, eller hele 20 % af vandet i glasset, overlevet alene i verdens nulevende befolkning. Nogle neandertalgener har været med til at give os et stærkere immunsystem. Da Homo sapiens kom ud af Afrika og mødte en lang række nye bakterier, havde neandertalerne allerede gennem flere hundrede tusinde år tilpasset sig livet og lokale sygdomsfarer i de europæiske og asiatiske områder. Også her tog moderne mennesker en evolutionær smutvej og fik større modstandskraft som tak for sex med de lokale neandertalere. Derudover har moderne mennesker fået gener, der er knyttet til keratinproduktionen i kroppen. Keratin er 44

47 et protein, der bruges i hud, hår og negle. Måske har det hjulpet i forbindelse med tilpasning til koldere egne gennem tættere hår og tykkere hud. Andre gener har sandsynligvis haft en positiv effekt på det tidspunkt, de blev givet videre. Men nu skaber de problemer som konsekvens af moderne menneskers livsførelse. Det drejer sig blandt andet om diabetes 2, langtidsdepression, autoimmunsygdommen lupus og overraskende nok et gen, der er forbundet med vanskelighed med at holde op med at ryge. Grunden er ikke, at neandertalere var storrygere. Genet har haft en anden funktion hos dem dengang, som vi endnu ikke kender. Den europæiske befolkning har også fået nogle gener, der regulerer fedtomsætningen i kroppen. De er tre gange så fremherskende i forhold til asiatiske populationer. Ved overspisning medvirker de til en højere dannelse af kropsfedt. Det har været en fordel for neandertalerne og for de tidlige moderne mennesker, der kom til det europæiske område. Den energilagring, disse gener kunne lave med en hurtig fedtproduktion i kroppen, blev for neandertalerne hurtigt brugt igen. Men for moderne mennesker i den vestlige verden, der næsten alle lever i et konstant energioverskud, fører den øgede fedtproduktion til overvægt. Det er et eksempel på, at hvad der kan give en art bedre overlevelsesbetingelser og være en klar fordel på en bestemt tid og et bestemt sted, kan blive det modsatte under markant ændrede forhold. På det punkt er vores europæiske kroppe i højere grad tilpasset et koldt sten- 45

48 alderliv end et mageligt liv med alt for meget mad inden for en alt for kort rækkevidde. Vi kan også se en klar tendens til, at mandlig fertilitet er blevet påvirket negativt. Den neandertal-dna, som vi har arvet, ser nemlig ud til stort set udelukkende at komme fra den mødrene linje. Det betyder, at de hanner, der er blevet født enten har været meget lidt frugtbare eller har været helt sterile og dermed ude af stand til at lave af kom. Det er et tegn på, at de to arter har været på grænsen af biologisk kompatibilitet. For vores egen arts vedkommende har det heldigvis været så meget på den positive side af grænsen, at det lige netop gav vores forfædre den kant, der ikke alene sikrede overlevelse, men også ultimativt medvirkede til den meget hurtige udbredelse af Homo sapiens over hele kloden, da man først havde vovet sig uden for det afrikanske kontinent. NEANDERTALERNES HVERDAG Neandertalerne var gennemsnitligt lavere end Homo sapiens, men med en mere robust kropsbygning. De havde et aflangt, lavt kranium, lettere fremstående ansigt og markerede øjenbryn, store, brede næser og større tænder end Homo sapiens. Deres brystkasse var mere tøndeformet. Knoglerne tykkere med kraftige led, hvilket indikerer en stærk muskulatur. Alligevel ville en påklædt neandertaler i bussen sagtens kunne falde i med mængden. Først når man så nærmere efter, ville man blive opmærksom på forskellene. 46

49 Mange mindre og nogle større helede knoglebrud tyder på et hårdt og aktivt liv samt en kropsevne med et større helingspotentiale end hos vores egen art. Deres underarme og skinneben var lidt kortere end hos de fleste moderne mennesker. Det følger til gengæld mønsteret for folk, der har tilpasset sig et koldere klima. Det giver os en indikation af det liv og den klimatilpasning, neandertalerne har haft. Den større krop og den generelt lavere gennemsnitstemperatur i de områder, neandertalerne levede i, krævede et væsentligt større energiindtag end hos moderne mennesker. En del af den energi kom gennem et stort proteintilskud fra en kødrig diæt. Men neandertaleres madvaner vekslede meget i forhold til deres geografi, og vi har nu sikre beviser på en varieret kost, der inkluderede både fisk, skaldyr og grønt. Maden blev tilberedt, og neandertalerne havde i det hele taget god kontrol med ilden. Den blev ikke kun brugt til at stege kød og riste grøntsager, men også til at fremstille en bestemt slags lim til at fæstne stenredskaber til spyd. Neandertalerne levede i små grupper, som en slags udvidede stenalderkernefamilier, og samledes sandsynligvis kun i større grupper i forbindelse med jagt af eksempelvis mammutter. Det kan vi blandt andet se fra arkæologiske udgravninger af neandertalbopladser og områder, der har været brugt til drab og slagtning af mammutter. På bopladserne er der også sikre tegn på, at man har taget sig af svagere individer. Man har eksempler på per- 47

50 soner, der har levet længere tid uden tænder eller med brækkede lemmer og dermed i en sådan fysisk tilstand, at man ikke har kunnet overleve uden hjælp. Det kan ikke lade sig gøre uden en veludviklet social omsorg, præcis som det gør sig gældende for vores egen art. Neandertalerne var altså tidligt ude med ældreplejen. De begravede også deres døde. Vi har i det hele taget mange tegn på en stærkt udviklet empatisk evne blandt neandertalerne. Ingen har kunnet klare sig alene. Overlevelse har været helt af hængig af gruppen. Alt dette peger klart i retning af, at neandertalerne havde en bevidsthed, der i høj grad minder om moderne menneskers. Gruppernes størrelse og organisering tyder på pardannelse mellem hanner og hunner, med børn, nære slægtninge og andre voksne som de øvrige medlemmer. Hvis man bruger genetiske spor og adfærdsmønstre blandt nutidige naturfolk som model, tyder det på, at hunnerne i gruppen er kommet til fra naboterritoriet. Enkelte isolerede grupper af neandertalere peger på en stærk grad af indavl, hvilket er en naturlig konsekvens af, at eksistensgrundlaget er truet, og antallet af individer derfor falder drastisk. Indavl kan have været en medvirkende årsag til neandertalernes uddøen på et tidspunkt, hvor overlevelsespotentialet i forvejen var blevet stærkt reduceret. Der var efter al sandsynlighed tale om mindre og mere spredte grupper, og klimaet var blevet varmere for de kuldetilpassede neandertalere. Vi har stadig ikke noget endeligt 48

51 svar på, hvorfor neandertalerne uddøde efter at have haft så stor succes geografisk og kronologisk. Alt tyder på, at der er tale om et komplekst samspil mellem en række forskellige faktorer. Hver tredje neandertalgrav indeholder et barneskelet. Tidligere har man tolket det som tegn på en meget hård barndom blandt neandertalerne. Men det er sandsynligvis udtryk for det modsatte. Nok er man vokset op i et barsk miljø, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de voksne neandertalere var hårde ved deres børn. Tværtimod så har en opvækst under vanskelige fysiske vilkår krævet, at man har taget sig bedre af sine unger for at sikre artens overlevelse. De mange begravede neandertalbørn kan således også være udtryk for, at man har taget sig særligt af børnene og været ekstra omhyggelige med at begrave dem, når de døde for tidligt. Flere blev også begravet med små legetøjsflintøkser, og vi har eksempler på, at børn har hugget i sten tæt på de voksne neandertalere. Det ser vi også hos unger blandt chimpanser og kapucineraber. De efterligner de voksne og lærer de nødvendige teknikker allerede som små, hvilket øger deres livssucces som voksne. På samme måde har neandertalerne sandsynligvis brugt det voksenliv, de har været vidner til, som model for deres leg og gradvist mere involverede deltagelse i gruppens aktiviteter med at skaffe og tilberede føde samt sikre de bedste betingelser for bopladsen. Leg og omsorg tidligt i livet har medvirket til at 49

52 styrke de sociale bånd i de små grupper, neandertalerne levede i. Det har gjort dem bedre til at håndtere jagt og fødeindsamling, trænet dem i at samarbejde med andre uden for familien, når der var brug for det, og beskytte gruppen, når den oplevede ydre trusler. HULELIV PÅ TVÆRS Som det højt specialiserede, teknologibrugende pattedyr, neandertalerne var, adskilte de sig ikke væsentligt fra Homo sapiens. De havde mange adfærdsmæssige og biologiske fællestræk. De havde en forkærlighed for at udnytte den sikkerhed og det ly for vind og vejr, huler kunne give. Overalt i det europæiske og asiatiske område finder vi huler, der har været beboet af enten neandertalere eller moderne mennesker, og nogle gange af begge arter. Indtil videre har vi dog ingen tegn på, at de har optaget samme huler på samme tid. De har bare udnyttet de naturligt gode forhold på et tidspunkt, hvor hulerne ikke var optaget af andre, eller de har med succes kunnet fortrænge tidligere beboere. På den måde adskiller deres adfærd sig ikke fra alle andre større pattedyr med hang til huler, som for eksempel bjørne og kattedyr. Også andre menneskearter som denisovaer og Homo floresiensis lader til at have foretrukket huler som deres beboelsesbaser. Det har været en helt naturlig adfærd. Men med vores store viden om alle de mange arter, der har brugt huler i deres hverdag, er vi meget langt fra 50

53 1900-tallets primitive hulemennesker og overraskende nok tættere på Geico-kampagnens intelligente neandertalere. Der har i alle tilfælde været tale om stærkt specialiserede arter, der har udnyttet mulighederne i deres økologiske nicher på bedste måde. Ligeledes på det afrikanske kontinent har Homo sapiens udnyttet den naturlige sikkerhed i huler. Fra nord til syd har vi fundet spor af tidlige moderne mennesker. På Afrikas sydligste kyst er hulerne ovenikøbet blevet brugt til mere end bare et sted at spise og sove. Her har vi smykker, sofistikerede stenværktøjer og endda efterladenskaber fra et værksted, hvor beboerne har fremstillet redskaber til at lave farve med. De strækker sig omkring år tilbage i tiden. Allerede dengang havde vores forfædre en kompleks social adfærd, udviste alle tegn på symbolsk forståelse og en højt udviklet teknologisk kultur. Det er vanskeligt at forestille sig alt dette uden en eller anden form for sprog. Ikke blot for vores egen art, men for alle vores nærmeste uddøde slægtninge, har verbal kommunikation spillet en afgørende rolle. Det gør det stadig for os i dag, som det også gør sig gældende for de øvrige primater. Forskellen peger ikke på en absolut grænse. Det er en gradsforskel, og det komplekse sprog, som i dag er en dominerende del af vores sociale omgangsform, har en naturlig historie ligesom al vores biologi og al vores kultur. 51

54 DEN STORE HJERNE EN BESVÆRLIG BEVIDSTHED Anna ligger på sin fars arm. Hun er seks uger gammel, nøgen, men tydeligvis varm nok og godt tilpas. Helt tryg med store, nysgerrige øjne. Hun smiler. Det er umuligt ikke at smile igen. Og det er godt for arten. Både mænd og kvinder, drenge og piger reagerer på Annas smil. Sagen er bare, at hun ikke er bevidst om, at hun smiler. Men det ved vi ikke. Vi reagerer umiddelbart og direkte følelsesmæssigt på det, vi tror: at hun smiler til os, at vi er noget særligt for hende, og det er os, der gør hende glad. Det er først fra omkring tomånedersalderen, at børn smiler rigtigt og fra seks måneder, at de smiler bevidst som genkendelse af bestemte ansigter. Når de er omkring to måneder, reagerer de med latter, når man kilder dem på maven og under fødderne, og når de er et halvt år, griner de, når man for eksempel leger gemmeleg med dem. Når de er lidt over et år, er de bevidste om, hvordan de får andre til at grine ved at opføre sig fjollet og lave klovnerier. Selv om Anna ikke er andet end en hjælpeløs baby, der er fuldstændig af hængig af andres omsorg, varme, 52

55 tryghed og mad, kan hun allerede styre os, så vi har lyst til at tage os af hende. Hun vækker en empati i os, som vi er nødt til at have. Ellers ville vi ikke overleve. Ellers ville vores art ikke have overlevet. Og så ville du ikke sidde og læse denne bog. Men vores store, dejlige hjerne er ikke uden problemer. Vi kan bruge den til helt utrolig meget. Vi er ovenikøbet blevet så gode til at bruge den, at vi har bildt os selv ind igennem flere tusinde års filosofi, at menneskets bevidsthed er uaf hængig af vores krop. Det er den ikke. Evolutionært set er bevidsthed intet andet end et værktøj blandt så mange andre, der hjælper os til at klare hverdagssituationer bedre. Bevidstheden giver os et mere nuanceret billede af virkeligheden og hjælper os til at se på os selv og reflektere over, hvordan andre individer reagerer i bestemte situationer. Der er ingen tvivl om, at vores forfædre og nærmeste uddøde slægtninge også har haft det. Forsøg med chimpanser og bonoboer viser, at de også har bevidsthed. Faktisk er de fleste biologer i dag enige om, at hovedparten, hvis ikke alle pattedyr, har en eller anden form for bevidsthed. Som så meget andet er den resultatet af en lang og gradvis evolutionær udvikling. Nogle mener at kunne spore den 200 millioner år tilbage til de første pattedyr. De allerældste er små egernlignende dyr, der levede i træer som for eksempel Xianshou songae på blot 40 gram fundet i Kina. Vores egen form for bevidsthed er endda ikke altid 53

56 den bedste. For eksempel er det umuligt for langt de fleste mennesker at slå selv de mindst begavede chimpanser i huskespil. Deres arbejdshukommelse er menneskets langt overlegen. Bevidsthed er altså ikke noget særligt. I den grad vi har den, er den vidunderlig og giver os glæde ved musik, kunst og underholdning. Den giver os også glæde ved andres selskab og evnen til at forstå denne glæde. Men den giver os også en masse besvær, for den er af hængig af vores store hjerne, og den er dyr i drift. Dels koster hjernen til dagligt omkring 20 % af vores totale energiforbrug. I ekstreme fysiske situationer kræver resten af kroppen mere, og så er det lidt mindre. Den er cirka syv gange så stor i forhold til vores kropsvægt sammenlignet med andre pattedyr. Og det er besværligt. Vi er nemlig af hængige af, at den fortsætter med at vokse, efter at vi er blevet født. Og efter fødslen bliver den ekstra krævende. Børnehjerner står for imponerende 40 % af energiforbruget i de første år. Fysiologisk set kan det ikke lade sig gøre, at babyer har større hjerner på fødselstidspunktet. Kvinders hoftestørrelse sætter en helt naturlig grænse for kraniets størrelse. Dermed er vi i lang tid hjælpeløse med en alt for stor hjerne på en nakke, der ikke engang er stærk nok til at holde vores hoved. Vi har heller ingen pels, der kan holde os varme. Antallet af hår er godt nok det samme per kvadratcentimeter som de andre menneskeaber, men de er så fine, at de ikke virker isolerende. Vi er fuldstændig i andres 54

57 vold. Men heldigvis synes voksne, at vi ligesom Anna er helt uimodståelige. Så det går alligevel, og vi får lov til at vokse, indtil vi igennem en i forhold til andre arter uforholdsmæssig lang barndom gradvist kan begynde at klare os selv. Ligesom vores forfædre på savannen i Afrika for to millioner år siden, da vores hjerner for alvor begyndte at vokse til denne både fantastiske og kritiske størrelse. Følger vi det fossile spor, kan vi se, at vores hjerner har vokset støt siden den sidste fælles stamart mellem chimpanser, bonoboer og mennesker. I hvert fald indtil for omkring år siden. Så begyndte det at gå den anden vej. I dag er vores hjerner faktisk væsentlig mindre, end de var dengang, cirka halvanden deciliter. Det er faktisk en del. Hvordan kan det være? Det er der flere forklaringer på. Igen hjælper det at sammenligne os med andre pattedyr i tilsvarende situationer. SKRUMPEHJERNER Den livssituation, vores forfædre var i, handlede om overlevelse. Den krævede meget i en dagligdag, hvor det var let at sætte livet på spil, og man havde brug for alle ressourcer for at kunne klare alle udfordringer på egne og gruppens vegne. Det var med til at fremme overlevelsen af mennesker med store hjerner, der nok krævede meget energi, men til gengæld bedre kunne håndtere de mange komplekse sociale situationer i forbindelse med 55

58 fødeindsamling, beboelse, formering, omsorg og beskyttelse. De sidste år har Homo sapiens haft stor succes med at få organiseret alle disse elementer i velordnede familie-, gruppe- og samfundsstrukturer. Sagt på en anden måde har vi været gode til at domesticere os selv. Vi har også domesticeret en række andre pattedyr omkring os, for eksempel hunde, katte, køer og heste. Alle disse dyr følger et helt bestemt mønster: Deres hjerner er blevet mindre som konsekvens af den domesticering. Det er ikke længere nødvendigt med en stor hjerne for at overleve. Derfor er der heller ikke længere et stærkt selektionspres for at have en hjerne, der konstant er parat til at kæmpe for overlevelsen. Den kamp er blevet udliciteret til mennesket. Og for mennesket selv er den blevet udliciteret til fællesskabet og de strukturer, vi har brugt de sidste tusinder af år af vores arts historie til at opbygge. Set i forhold til hvad vores forhistoriske familiemedlemmer blev budt, er det ikke svært at overleve. Langt flere har overlevet i de sidste ti tusinde år end nogensinde før i vores dybe historie, og i dag er det mere udtalt end nogensinde med en global befolkning på over syv milliarder mennesker, der stadig er i vækst. Vi behøver dog ikke være kede af vores skrumpehjerne. Den er bare et resultat af, at vi er godt tilpassede vores nuværende økologiske niche, og at vi klarer os godt sådan her. Vi har, hvad vi har brug for. 56

59 HVAD SKAL VI MED BEDSTEMOR? Mennesket er en af de eneste arter, hvor hunnerne fortsat lever videre efter den reproduktive alder. Hunnerne blandt grindehvalerne gør det godt nok også, men det er kun hos mennesket, vi ser bedstemødre med en central social gruppefunktion. Men hvad er egentlig grunden til det? Hvad skal vi med bedstemor, når hun ikke længere kan føde unger? Overgangsalderen sætter ind for de fleste i årsalderen. Herefter er det ikke muligt af naturlig vej at sætte flere børn i verden. Evolutionært set har det dog været en god investering. Bedstemødre har nemlig kunnet hjælpe med indsamling af føde og med at made børn, der endnu ikke kunne tage vare på sig selv. Uden denne hjælp ville omkostningerne ved at sætte flere børn i verden tæt på hinanden være for store. Hvis overgangsalderen ikke satte en stopper for børneproduktionen, så ville ældre kvinder bare blive ved med at få børn uden at påtage sig bedstemorfunktionen. Det ville have den konsekvens, at børn i langt højere grad ville være direkte af hængige af deres mor. Med en ældre mor ville der også være en højere grad af dødelighed, der ville gå ud over børnene. Når den ældre mor døde, ville der ikke være nogen til at tage sig af børnene, og de ville også gå til. Fra et evolutionært synspunkt giver det derfor meget mere sikkerhed for større overlevelse i gruppen, hvis den gamle mor bliver bedstemor. Det har også haft en vigtig 57

60 funktion i forbindelse med at styrke de sociale bånd og videregive erfaringer i gruppen. En anden teori er, at homoseksualitet kan have haft en lignende funktion. Hos omkring 400 forskellige dyrearter har man registreret en form for homoseksuel adfærd. Heller ikke dette er altså unikt for mennesker. SOCIAL SEX Al overlevelse er af hængig af mad og sex. Intet dyr kan klare sig uden nogen af delene. Men sex har flere funktioner end bare reproduktion. Darwin foreslog seksuel selektion som en mekanisme, der styrede udvælgelsen af mager. Den seksuelle selektion foregik overalt i dyreriget, også blandt mennesker. Det var Darwin klar over. Han mente også at kunne forklare kropsfarvning og udsmykning ud fra et seksuelt selektionsprincip. Ved forskellig påklædning, tatoveringer eller udsmykning med forskellige genstande kunne man gøre opmærksom på sig selv mellem flere seksuelt konkurrerende individer. Det hører til den kulturelle del af den seksuelle selektion. Men der findes også en biologisk side. Størrelsen på gorillahannens kønsorgan er forholdsvis beskeden. Selvom en voksen han kan veje helt op til 165 kilo, er dens penis ikke længere end tre centimeter. Chimpansers er lidt længere. Til sammenligning er mænds væsentlig større i forhold til kropsstørrelsen. Det kan forklares på baggrund af den oprejste, pelsløse gang. Her blev kønsorganerne synlige på en helt anden måde. Som påfuglehannen kan 58

61 forsøge at overbevise potentielle hunner om sin seksuelle overlegenhed i forhold til konkurrenterne ved at fremvise en imponerende fjerhale, har vores forfædre måske kunnet lokke kvinder til ved at reklamere med et synligt kønsorgan. Hvis hunner har foretrukket hanner med større kønsorganer, vil der være blevet selekteret for det. Moderne forsøg lader til at bekræfte, at kvinder finder et større mandligt kønsorgan mere attraktivt end et lille på linje med brede skuldre og højde selvom vi i dag i langt de fleste tilfælde vælgere partnere i påklædt tilstand. Hos mennesket kan både hanner og hunner opnå seksuel tilfredsstillelse. Det er der flere arter, der også kan, for eksempel delfiner og alle de store primater. Den seksuelle tilfredsstillelse er ikke nødvendig for selve reproduktionen. Så hvorfor er den funktion opstået hos vores forfædre? Sex er dyrt og farligt. Det koster energi og opmærksomhed, hvor man er mere sårbar over for fjender. Så belønningen skal være stor. For hannerne har orgasmen sandsynligvis fungeret som en umiddelbar belønning og et incitament til selve reproduktionsakten. Det er vanskeligere at forklare for hunnernes vedkommende. Men den kvindelige orgasme kan have haft en positiv social funktion. Seksuel tilfredsstillelse kan have givet kvinden lyst til at blive hos manden og dermed sikre en stærk partner, der også kunne passe på familien. Det vil have været medvirkende til at styrke sociale 59

62 bånd, og det passer med, hvad vi ser blandt flere andre primater. Makakaber bruger seksuel tilfredsstillelse til at etablere længerevarende relationer. Og blandt bonoboer har sex en meget vigtig social gruppefunktion. Seksuel stimulering bliver brugt på tværs af hele flokken og kønnene og styrker derigennem flokkens bånd, hvilket øger opfostringssuccesen for af kommet. DEN STORE FAMILIEHISTORIE Den historie, med al den biologi og al den adfærd, der følger med, gør os til de mennesker, til den meget store familie, vi er i dag. Når vi ser os omkring og prøver at forstå den kolossale diversitet i kultur og fremtræden i hele klodens befolkning, så er det vigtigt at forstå, at intet af dette ville være her, hvis det ikke var for den historie. Vi tænker, drømmer, fantaserer, jubler, irriteres og elsker. Vi forstår, og vi forklarer. Vi lever som kulturelle individer. Vi rejser ud i rummet og til havets bund. Vi gennemskuer verden og hinanden. Vi ser fjernsyn og hvirvler igennem en overvældende informationsstrøm på internettet. Vi synes, vi er noget helt særligt. Men i bund og grund er vi bare et dyr med en hjerne, der for tiden ser ud til at blive mindre end vores forfædres. Sådan er vores store familiehistorie. Det er måske umiddelbart chokerende. Men at vi kan se det, er intet mindre end fantastisk. Næste skridt er at forstå konsekvenserne. 60

63

64 AARHUS AU UNIVERSITET Han er en del af din familie, ham på billedet. Ikke på den kedelige kerneagtige måde med fredagsslik og Far til fire. Men som medlem af menneskehedens store familie. Alle os moderne mennesker er nemlig efterkommere af få tusinde fjerne slægtninge, der engang forlod Afrika og erobrede verden. Indimellem stødte de ind i en neandertaler eller en anden nu uddød menneskeart og overtog et par nyttige gener. Det var heldigt. Ellers havde vi i dag ikke kunnet læse bogen om os selv af Peter C. Kjærgaard, dokumenteret menneskekender ved Aarhus Universitet.