Bhutan - en politisk og økonomisk oversigt Ellen Buch-Hansen. Bhutan. En politisk og økonomisk oversigt af Ellen Buch-Hansen

Transkript

1 Bhutan - en politisk og økonomisk oversigt Ellen Buch-Hansen Bhutan En politisk og økonomisk oversigt af Ellen Buch-Hansen

2 Bhutan - Højdekort Indholdsfortegnelse Fakta om Bhutan Landet og folket... 9 Geografi og ressourcer... 9 Natur og miljø Befolkning Folk og sprog Religion Historie Buddhismens indførelse Shabdrung Ngawang Namgyal Forholdet til udlandet Kongedømmet Den politiske udvikling...29 Udviklingen under kongedømmet Det aktuelle politiske system Det administrative system Retssystemet Menneskerettigheder Demokratisering og decentral planlægningsproces 35 Politiske kriser i nyere tid Mordet på premierminister Jigmi Dorji Eksil-tibetanerne Sydproblemet Den økonomiske udvikling Fra selvforsyning til markedsøkonomi Udviklingsmål årsplaner Økonomisk vækst Finansiering af udviklingsplanerne Udenrigshandel Udenlandsgæld... 59

3 Stigende offentlige udgifter Offentlige virksomheder og privatisering Private organisationer De enkelte sektorer Landbrug Jordfordeling Afgrøder Husdyr Modernisering af landbruget Skovbrug Energi Minedrift Industri Transport og kommunikation Turisme Sociale forhold Befolkningsudvikling Arbejdsstyrken Sociale grupper Sundhed Uddannelse Kønsaspekter og kvinders rettigheder Udenrigspolitik På vej ind i Verdenssamfundet Kina Bangladesh Nepal Bistand Den danske bistand Fremtiden Læs mere om Bhutan Fakta om Bhutan Styreform: Kongedømme siden 1907 Nationalforsamling, men ingen politiske partier Konge: Jigme Singye Wangchuck Hovedstad: Thimphu indbyggere (skøn 1994) Areal: km 2 (på størrelse med Danmark) Andel af befolkningen i byer: 15 pct. Befolkning: (skøn 1994) Befolkningstilvækst: 3,1 pct. p.a. ( ) Børnedødelighed: 97 af 1000 nyfødte dør, inden de fylder 5 år (1994) Læsekyndighed: 54 pct. af befolkningen over 7 år (1994) Gennemsnitlig forventet levealder: 66 år - både for mænd og kvinder (1994) Religion: Buddhisme er statsreligion BNP pr. indbygger: 425 dollars

4 Import: 98,8 mio. dollars (1993/94) Bhutan - Infrastruktur Eksport: 67,7 mio. dollars (1993/94) Vigtigste eksport/valutaindtjening: Elektricitet, kalcium karbid, træprodukter, landbrugsprodukter og cement/turisme Samlet udviklingsbistand: 70,8 mio. dollars svarende til 30 pct. af BNP og 110 dollars pr. indbygger Danmarks bistand: 54 mio. kr. (1995) Officielle sprog: Dzongkha og engelsk Valuta: En ngultrum (nu) = 100 paisa = 0,16 kr. (oktober 1995) Ngultrum følger den indiske rupee. Kilder: Royal Government of Bhutan, Ministry of Planning and Ministry of Agriculture, Development Cooperation Bhutan 1993 Report, UNDP. Forord En tak til de mange i Bhutan, der har bidraget med oplysninger og nyttige kommentarer undervejs, herunder planlægningsminister H.E. Lyonpo C. Dorji, Karma Ura og andre fra Planlægningsministeriet, Arealplanlægningsprojektet under Landbrugsministeriet samt andre regeringskontorer og UNDP-kontoret i Thimphu. En særlig tak til Kinley Dorji, chefredaktør for Bhutans eneste avis, Kuensel, samt til arkitekt og tibetolog Chris Butters, Thimphu, der har gennemlæst manuskriptet og bidraget med værdifulde vurderinger og kommentarer. Det endelige resultat er dog udelukkende mit ansvar. Ellen Buch-Hansen, Thimphu, maj 1996

5 1. Landet og folket Bhutan har det største sammenhængende skovdække i Himalaya: omkring 64 pct. af landet er dækket af skov. Det opdyrkede areal udgør kun ca. 8 pct. Foto: Jørgen Schytte Geografi og ressourcer Bhutan, som bhutaneserne selv kalder Druk Yul, Tordendragens Land, er blandt de teknisk mindst udviklede lande i verden. Landet er med ca km 2 lidt mindre end Danmark og har med sine omkring indbyggere en langt lavere befolkningstæthed. Bhutan har aldrig været koloniseret og var stort set uberørt af den moderne udvikling indtil 1960 erne, hvor man åbnede op for omverdenen. Det lille Himalaya-kongerige er det sidste, hvor den tantriske buddhisme er statsreligion. Det smukke grønne land - ofte kaldet det sidste Shangri-la - har gennem århundreder været utilgængeligt og indhyllet i mystik. Den ekstreme geografi og landets geopolitiske placering mellem giganterne Indien og Kina har været afgørende for Bhutans historie og udvikling. Bjergene og de fugtige, iglebefængte skove på de sydlige skråninger har isoleret og beskyttet Bhutan for uønsket fremmed indtrængen, men har også vanskeliggjort al rejse og kommunikation. Bhutan har gennem tiden været meget på vagt over for fremmed indflydelse, og den selvvalgte isolationspolitik blev stort set opretholdt indtil 1959, hvor man efter kinesernes nedkæmpning af oprøret i Tibet for alvor besluttede at åbne landet mod syd - og internationalt - for at beskytte sig. Bhutan er et af de mest bjergrige lande i verden og ligger i det østlige Himalaya. Mod vest, syd og øst grænser landet til Indien (delstaterne Sikkim, Vestbengalen, Assam og Arunachal Pradesh) og mod nord og nordøst til Tibet i Kina. Grænsen til Kina har officielt været lukket siden I fugleflugtslinje er landet ca. 150 km fra syd til nord og ca. 300 km fra vest til øst, men på grund af den bjergrige overflade er vejafstandene mere end dobbelt så store. Himalaya er en geologisk ung bjergkæde truet af erosion, hvilket giver mange problemer både for landbrug og kommunikation. 8 9

6 Bhutan - Klima & Fysiske regioner Bhutan - Klima Bhutan - Fysiske regioner Landet er gennemstrømmet af adskillige floder og har et stort potentiale for udnyttelse af vandkraft. Mens floderne på grund af den rivende strøm og klipper ikke er sejlbare, har floddalene været forbindelsesled til den ydre verden - for handelsfolk, munke eller pilgrimsrejsende. På grund af de store højdeforskelle er klimaet meget afvekslende. Det kan variere betydeligt fra dal til dal og afhænger inden for de enkelte dale af regnmængden, som kan veksle meget på relativt kort afstand. På Himalayas sydskråninger findes nogle af de højeste nedbørsmængder i verden med op mod 5-6 meter om året. Den årlige nedbør er koncentreret til monsunperioden fra midten af juli til september. I grove træk er der tre klimazoner (se kortet): 1. Sydlige lavland og skråninger op til m: Subtropisk - lang, varm og våd sommer og kort, tør vinter. 2. Dalene i det indre Himalaya m: Tempereret - varm sommer, nattefrost om vinteren. 3. Det høje Himalaya over m: Arktisk - kold sommer og vinter. Den årlige nedbør: Lavlandet i syd op til 500 m Sydlige bjerge m mm mm De indre dale i Midtbhutan m mm Over 4000 meters højde mindre end 500 mm Bhutan har det største sammenhængende skovdække i Himalaya, og størstedelen af landet - ca. 64 pct. - er dækket af skov. Det opdyrkede areal udgør kun ca. 8 pct., græsgange 4 pct. og kratskov 8 pct. af det samlede areal. Omkring 16 pct. af arealet er evig sne, klippe og sumpede områder. Bhutan er rigt på naturressourcer, især tømmer og vandkraft, som sælges til Indien. Der er også forekomster af forskellige mineraler, men indtil nu er kun omkring en tred

7 jedel af landet geologisk undersøgt. Foreløbigt er der fundet forekomster af kul, kalksten, dolomit, talkum, marmor, skifer, gips, zink, bly, kobber, tungsten og kvarts. Af disse udnyttes kul, kalksten, dolomit, gips og kvarts både til hjemmemarkedet og eksport. Figur 1 - Arealanvendelse sjældne sneleopard, rød panda, gaur - en kæmpe vildokse i det sydlige Bhutan, sorte Himalaya-bjørne, brune bjørne, vildsvin, musk deer og andre hjorte er almindelige i mange områder af Bhutan. Den sjældne sorthalsede trane fra højsletterne i Sibirien og Tibet, hvoraf der kun er omkring 2000 tilbage i verden, overvintrer tre steder i Bhutan. Bevarelse af sjældne og truede dyrearter prioriteres højt i Bhutan. Omkring 26 pct. af landet er formelt beskyttet som fredede områder og naturparker. Det er en vigtig hjørnesten i Bhutans udviklingsstrategi at bevare mindst 60 pct. af landet under skovdække. Kilde: Land Use Planning, Ministry of Agriculture, Royal Government of Bhutan, March Natur og miljø Bhutan er et af de sidste næsten uberørte naturområder i Himalaya. På grund af den store variation i højde og klimaforhold er Bhutan et af de lande i verden, der har den største biologiske artsvariation. Ikke blot er mængden af arter stor, men flere arter er særegne for Bhutan. Bhutan har den rigeste flora i hele Himalaya og et stort potentiale for lægeurter. Tibetanerne kaldte traditionelt landet Lho Jong Men Jong, det sydlige land for lægeurter. Den traditionelle tibetansk inspirerede lægekunst udøves stadig i Bhutan, bl.a. er der hospitaler og apoteker for traditionel medicin. Bhutan rummer et enestående genetisk materiale til videreforædling og forbedring af planter. Omkring 168 plantearter, bl.a. mange vilde slægtninge til kulturplanter som jordbær, kirsebær og æble, er indført til Europa. Bhutan har et stort antal orkideer og det største antal rododendron-arter - over 50 kendte. Der findes også flere sjældne dyrearter som nationaldyret takin, de blå får og gyldne langurer. Der er registreret over 160 forskellige dyrearter, men det faktiske antal kendes ikke. Tigre, leoparder, den 12 Befolkning Bhutan har en lille og spredt befolkning og er med ca. 14 indbyggere pr. km 2 det eneste land i det tætbefolkede Sydasien, som ikke har et voldsomt befolkningspres. Faktisk er der mangel på arbejdskraft - både ufaglært og uddannet - hvilket er et stort problem. På grund af det stærkt begrænsede dyrkbare areal kan en stigende befolkningsvækst dog godt blive et problem i fremtiden. Der har været mange forskellige tal for befolkningens størrelse. I 1971, da Bhutan blev medlem af FN, anslog man befolkningen til 1,3 mio. Dette tal bliver ofte stadig anvendt som udgangspunkt i internationale statistikker, da regeringen ikke officielt har opgivet et andet. For eksempel optræder tallet 1,5 mio. i Verdensbankens World Development Report 1994, mens Bhutan i 1995-udgaven er blevet placeret under rubrikken andre økonomier for lande med befolkninger under en million indbyggere. I 1990 indrømmede kongen i et avisinterview, at befolkningstallet snarere var end de hidtidige 1,3 mio. Som han forklarede, havde man ved indtræden til FN i 1971 vurderet befolkningen til lidt over en million, da man ikke havde bedre tal. En undersøgelse foretaget af sundhedsministeriet i 1994 bekræfter, at befolkningen snarere er , og at den årlige vækstrate nu er 3,1 pct. frem for 2,6 pct. i Det dansk-støttede arealanvendelsesprojekt, som bruger luftfotos og tal fra de enkelte distrikter, vurderer befolkningen endnu lavere til ca

8 ingen i det nordlige Bhutan. Omkring 15 pct. af befolkningen bor i byer, men byer og byudvikling er et relativt nyt fænomen. Med den forventede befolkningsvækst vil der uden tvivl komme en kraftigt stigende tilflytning til byerne. Hovedstaden Thimphu, som blot for år siden var en samling butikker og huse rundt om dzongen (regeringshovedsædet), har i dag en befolkning på ca Den næststørste by, Phuentsholing, som ligger på grænsen til Indien, anslås at have omkring indbyggere. Andre større bysamfund er Geylephug og Samdrup Jongkhar på grænsen til Indien. Der er dog ingen tvivl om, at disse byer sammen med distriktshovedstæderne vil vokse betydeligt inden for de næste ti år. I forbindelse med den nationale miljøstrategi, der er under udarbejdelse, vurderes det, at bybefolkningen vil vokse til ca. 40 pct. af befolkningen inden år Der har været folketællinger i 1969 og 1980, mens en folketælling, som regeringen foretog i 1988, aldrig er blevet offentliggjort, formodentlig fordi det her viste sig, at sydbhutaneserne udgjorde en langt større del af befolkningen end forventet. Dette blev begyndelsen til uroligheder og det sydbhutanesiske problem (se kapitel 3). Det aktuelle befolkningstal er derfor fortsat et yderst ømtåleligt emne. Der er heller ikke tal for den faktiske regionale og etniske fordeling af befolkningen. Ud fra fordelingen på distrikter i 1994 anslås det, at omkring 25 pct. af befolkningen i dag bor i Vestbhutan, 35 pct. er østfra og knap 40 pct. er sydbhutanesere. Størstedelen af befolkningen, omkring 85 pct., bor på landet og lever af landbrug. De tættest befolkede områder er det sydlige bælte ind mod Indien og dalene i det østlige Bhutan. Med undtagelse af nogle yakhyrder bor der næsten Thimphu-dalen med Tashicho Dzong, hovedsæde for regering og munkevæsen. For blot år siden var hovedstaden Thimphu kun en samling huse og butikker rundt om dzongen - i dag er der indbyggere. Foto: Yasushi Yuge Folk og sprog Der er mange forskellige etniske grupper i Bhutan med tre hovedgrupper: Ngalong i det vestlige Bhutan, sharchop i øst og lhotshampa i syd. Ngalong og sharchop er buddhister og kaldes tilsammen drukpa er. Drukpa erne har fælles klædedragt og skikke men taler forskellige tibeto-burmesiske sprog. Lhotshampa er af nepalesisk afstamning og omfatter både hinduer, buddhister og animister. Ngalong indvandrede fra Tibet i 700-tallet og ligner de centrale tibetanere, selv om deres sprog ikke umiddelbart kan forstås af disse. Ngalong betyder de først vakte - dvs. de, der først konverterede til buddhismen, og derfor var de første civiliserede. Dette navn afspejler den dominerende politiske rolle, det vestlige Bhutan fik fra 1600-tallet. Folk i øst, der af vestbhutaneserne kaldes sharchop (østlændinge), er den største og formentlig ældste befolkningsgruppe og stammer fra det nordøstlige Indien og Burma. Sharchop taler tsangla, som siges at være det ældste sprog i Bhutan. Mellem ngalong i vest og tsangla i øst findes en række andre sprog bl.a. bumthakha og kheng. De nordlige egne bebos af små grupper pastoralister kaldet brokpa, og helt ude østpå findes en anden lille gruppe pastoralister kaldet dagpa

9 Lhotshampa erne er efterkommere af de nepalesiske arbejdere, som briterne skaffede til teplantagerne i Darjeeling og Assam, og kom til Bhutan fra slutningen af forrige århundrede. Mange blev direkte inviteret til at udvikle det frugtbare, men fugtige og varme Sydbhutan, som nordbhutaneserne ikke brød sig om at leve i. Andre bosatte sig mere uformelt og ryddede simpelthen et stykke jord til opdyrkning. Lhotshampa erne var med til at udvikle syden og dyrke værdifulde pengeafgrøder som ingefær, kardemomme og appelsiner. Bhutan er således et multietnisk samfund med mange forskellige og indbyrdes uforståelige sprog. Der er store variationer ikke blot fra dal til dal, men også fra landsby til landsby, hvilket afspejler det geografisk stærkt opdelte land. Da de tre hovedsprog ikke gensidigt kan forstås, har der siden samlingen af Bhutan i 1600-tallet udviklet sig et administrativt sprog, dzongkha, (= sproget i dzongerne, klosterborgene, som rummer både munkevæsen og regeringsadministration). Dzongkha er en videreudvikling af ngalong og tales blandt embedsmænd og munke i hele landet. Dzongkha er oprindeligt kun et talt sprog og har kun været skriftsprog i de sidste år. Dzongkha anvender det tibetanske alfabet og er det første skrevne bhutanesiske sprog. Regeringen har siden 1960 erne gjort sig store anstrengelser for at standardisere og modernisere dzongkha. Der undervises nu i sproget i skolerne, ligesom regeringen også stræber efter at det skal bruges som administrationssprog. Engelsk bruges i vid udstrækning, og der undervises på engelsk i skolerne. Der er dog bestræbelser på, at dzongkha også skal anvendes som generelt undervisningssprog. Det religiøse sprog for buddhisterne er choekey - klassisk tibetansk - og for hinduerne sanskrit. Choekey, som praktisk taget er uændret siden 700-tallet, var fælles skriftssprog for et område, der dækker Bhutan, Nepal, Sikkim, Ladakh, Tibet og Mongoliet. Religion Bhutan er et meget religiøst land, og buddhismen gennemsyrer bhutanesernes hverdag og livsopfattelse. Overalt smæl- Buddhismen gennemsyrer bhutanesernes hverdag og livsopfattelse. Gamle mænd og kvinder med bedemøller og bedekranse. Foto: Jørgen Schytte 16 17

10 der bedeflag i vinden, små klostre eller stupaer (i Bhutan kaldet chorten ) ligger på selv de mest utilgængelige bjergkamme. Rødklædte munke præger gadebilledet, og gamle mænd og kvinder går deres daglige runde om chorten med bedemøller og bedekranse, mens de mumler mantraer, som det meget brugte Om Mani Padme Hum, og børn og unge besøger templerne, inden de skal til eksamen, for at få et godt resultat. Buddhismen er statsreligion og hovedparten af befolkningen er buddhister og bekender sig til den form af mahayana-buddhismen, der opstod i Tibet: Den tantriske buddhisme. Flere forskellige religioner og animistiske opfattelser har sameksisteret i Bhutan. Den tidlige bon-religion kom til Bhutan fra Tibet og var vidt udbredt, da buddhismen blev indført fra 700-tallet, ligeledes fra Tibet. Buddhismen optog dog mange træk fra tidligere shamanistiske folkereligioner, bl.a. mange lokale ånder og guddomme. Mange skikke og ritualer er førbuddhistiske, ligesom også lægpræster og orakler er tegn på, at tidligere riter og religioner overlever lokalt. Den åndelige verden i Bhutan er stor og mangfoldig. Siden buddhismens indførelse har flere forskellige buddhistiske skoler kæmpet om magten. Drukpa-kargyupa-skolen blev statsreligion i 1600-tallet. Navnet drukpa stammer ifølge sagnet fra, at det tordnede under indvielsen af det første drukpa-kloster. Det blev opfattet som et godt tegn: Dragen, symbolet på visdom, brølede og anerkendte sekten. Den buddhistiske befolkning i Bhutan kalder sig drukpa er, folk der tilhører drukpa-skolen, og landet kaldes Druk Yul, Tordendragens Land. Samtidig findes klostre, der tilhører andre retninger. En stor del af befolkningen især i Østbhutan tilhører nyingmapa-skolen, de gamle eller oprindelige. Med kongedømmets indførelse i 1907 understregedes delingen af den verdslige og religiøse magt. Selv om dette sammen med den senere åbning af landet og moderniseringen er med til at nedprioritere den religiøse magt, bygger den moderne udvikling i høj grad på buddhistiske moralbegreber. Udviklingsstrategien lægger vægt på bæredygtighed og respekt for naturen, begreber som er dybt forankret i buddhismen. Straffeloven bygger stadig på lovgivningen fra 1600-tallet og er udformet efter buddhistiske moralbegreber. Kongen og den øverste lama, Je Khenpo, er lige højt placeret i regeringshierarkiet. Der er omkring munke, hvis basale fornødenheder betales af staten, samt en hel del lægmunke og ikke statsstøttede klostre fra andre skoler. I slutningen af 1980 erne var der omkring munke i alt. Der er kun nogle få hundrede nonner. Traditionelt afgav hver familie en søn til munkevæsenet, hvilket opfattedes som et privilegium. Før det moderne uddannelsessystem blev indført i 1950 erne var det også den eneste måde at få en uddannelse på. Munkene er i den tantriske buddhisme munke på heltid, men de kan til enhver tid frasige sig munkeløftet og påtage sig en verdslig rolle og f.eks. gifte sig. De forskellige skoler har forskellig holdning til cølibatet. Mens drukpa-kargyupamunke lever i cølibat, kan nyingmapa-munke godt være gift og have familie, mens de udøver deres religiøse tjeneste. Ved siden af buddhismen er der en stor gruppe hinduer blandt sydbhutaneserne og nogle få kristne. Der er i princippet frihed til at udøve hvilken som helst religion, men det er ikke tilladt at missionere i Bhutan. Der er således ingen kristne kirker i landet. Hinduistiske helligdage er også blandt de fastsatte regeringshelligdage, og der er flere hindutempler i Sydbhutan

11 2. Historie Guru Rinpochhe indførte buddhismen i midten af 700-tallet ved at omskabe sig til 8 forskellige manifestationer og betvinge de lokale dæmoner. Hans bedrift mindes hvert år ved de mange tshechu er, religiøse maskedanse, der afholdes over flere dage i dzonger og klostre. Foto: Ellen Buch-Hansen Buddhismens indførelse Der er tegn på menneskelig beboelse i Bhutan fra år 2000 før vor tidsregning. Der er dog aldrig foretaget egentlige arkæologiske undersøgelser, og man ved ikke meget om forhistorien. Bhutans kendte historie - også som den i dag formidles i skolerne - er en blanding af religion, myter og sagn samt historiske kendsgerninger. Buddhismen kom første gang til Bhutan i omkring 600- tallet, hvor en tibetansk konge omvendt til buddhismen byggede to klostre i Bhutan. Det nuværende Bhutan blev grundlagt med buddhismens indførelse i 700-tallet af den indiske helgen Padmasambhava, som opfattes som en reinkarnation af Buddha. I Bhutan og Tibet kaldes han som regel Guru Rinpochhe, vores dyrebare lærer. Guru Rinpochhe blev i 746 kaldt til Bumthang i det centrale Bhutan for at redde en lokal fyrstes liv. Her underlagde han sig gennem meditation og magiske kræfter de lokale guddomme. Guru Rinpochhe skabte sig om til otte forskellige manifestationer for at betvinge guderne. Disse kendes af alle, og Guru Rinpochhes bedrift gentages årligt i de mange religiøse tshechu er, ceremonier med maskedanse, der i løbet af året over flere dage holdes i klostre og dzonger (kloster-borge) over hele landet. På stedet, hvor han mediterede i otte dage, kom et aftryk af hans krop og hoved i klippen, og der er i dag bygget et af de helligste templer i Bhutan, Kuje Lhakhang. ( Kuje betyder kropsaftryk.) Guru Rinpochhe mediterede mange andre steder i Bhutan, og hans fod- eller kropsaftryk findes mange steder. Ved en anden lejlighed fløj Guru Rinpochhe ifølge traditionen fra Tibet på en huntiger til en klippe i Paro-dalen, hvor han mediterede i tre måneder og omvendte dalens befolkning til buddhismen. Klostret Taktsang, Tigerens Rede, som i dag er en af de vigtigste 20 21

12 helligdomme i Bhutan, blev bygget her i Det er et imponerende bygningsværk, der hænger på den lodrette klippe 1000 meter over dalen. Guru Rinpochhes tilhængere kaldes nyingmapa, de oprindelige. Efter Guru Rinpocche kom flere andre lamaer fra Tibet, og buddhismen blev yderligere spredt i Bhutan, men ingen kunne samle hele landet omkring én skole. I de næste 800 år var Bhutan præget af mange små fyrstendømmer og religiøse magtcentre omkring forskellige buddhistiske sekter. Shabdrung Ngawang Namgyal Først i 1600-tallet lykkedes det den tibetanske prinseabbed, Ngawang Namgyal, som måtte flygte fra Tibet efter en religiøs strid, at samle Bhutan, og han opfattes som det moderne Bhutans grundlægger. Han byggede især sin magt på de mange forskellige klostre under drukpa-skolen, også kaldet rødhattene. I Tibet vandt gelugpa-skolen, også kaldet gulhattene, magten. Så selv om både Tibet og Bhutan tilhører den tantriske buddhisme, blev Bhutan grundlagt af dissidenter og flygtninge fra Tibet. Bhutaneserne føler således stadig et vist modsætningsforhold til Tibet og understreger, at den bhutanesiske kultur er meget anderledes end den tibetanske. Bhutan oplevede gennem de næste århundreder adskillige invasioner fra Tibet - men de blev alle slået tilbage. Ngawang Namgyal var en stærk personlighed, som inden sin død i 1651 havde samlet det meste af det nuværende Bhutan. Han tog derfor titlen shabdrung, der betyder ved hvis fødder man kaster sig. Hvor effektiv hans regeringsmagt var illustreres af, at folk kom for at betale tribut til ham ikke blot fra hele Bhutan, men også fra nabolandene Indien, Nepal og forskellige tibetanske fyrstendømmer. Den teokratiske stat, der stort set har fungeret indtil dette århundrede, blev grundlagt af Shabdrung Ngawang Namgyal. Grundstenen i regeringsmagten var de imponerende befæstede borge, dzongerne, som rummede både den religiøse og den verdslige magt, og som fungerer som regeringsbygninger og klostre den dag i dag. Centralmagten Dzongerne blev bygget på strategiske steder, hvorfra dalene let kan kontrolleres. Her Paro Dzong, som Shabdrung Ngawang Namgyal lod bygge i 1641, hvorefter han havde kontrol over hele landet. Foto: Jørgen Schytte 22 23

13 i Punakha-området, hvor Shabdrung var overhoved, var delt mellem den verdslige desi og det religiøse overhoved, Je Khenpo. Derudover var der guvernører, penlop er, over tre regioner: nemlig Paro for det vestlige, Tongsa for det centrale og østlige og Daga for det sydlige Bhutan. Dzongerne blev bygget på strategiske steder - enten ved vigtige vejkryds, hvor to floder løber sammen, eller på bjergsider, hvorfra dalene let kan kontrolleres. Den første dzong, Simthokha Dzong, blev bygget ved indgangen til Thimphudalen i Dzongen i Punakha blev bygget i 1637 og Tashicho Dzong i den anden ende af Thimphu-dalen i Wangdi Phodrang, en mindre dzong, blev bygget i 1638, og da den vigtige dzong i Paro blev bygget i 1641 havde Shabdrung fuld kontrol over hele det vestlige Bhutan. Mindre borge blev bygget i Gasa og Lingshi nær den tibetanske grænse, og sydpå blev Daga Dzong bygget i I bunden af Paro-dalen blev på stedet for flere sejre over tibetanske indtrængere senere bygget en dzong, Drugyel Dzong, som den eneste uden det tilhørende munkevæsen. Ved hjælp af guvernøren for Tongsa blev det centrale og østlige Bhutan underlagt centralmagten og det nye teokrati i Dzonger blev efterfølgende bygget i Jakar, Lhuntse, Tashiyangtse, Shongar, Tashigang og Shemgang. Shabdrung Ngawang Namgyal etablerede et administrativt system efter tibetansk mønster, som fortsatte indtil kongedømmet blev oprettet i Principper og institutioner for den administrative opbygning er endda fortsat under kongemagten. Også lovgivningssystemet, der stadig er baseret på buddhistiske moralprincipper, stammer fra Shabdrungs tid. For at sikre Bhutans samling blev Shabdrung Ngawang Namgyals død hemmeligholdt i 54 år og først afsløret i 1705! Efter hans død blev regeringsmagten delt på to: Den verdslige regent, Druk Desi, og det religiøse overhoved, Je Khenpo. Bhutan var efterfølgende i en lang periode præget af endeløse stridigheder om regeringsmagten. Flere rivaler kæmpede om enten den religiøse eller verdslige magt - og utallige blev ombragt eller stødt fra magten. Fra 1822 til 1907 blev Bhutan således regeret af 26 forskellige druk desi er, hvoraf få sad mere end et par år og 11 blev enten forstødt med magt eller myrdet. Ingen var i stand til at samle landet under sig, som den oprindelige shabdrung havde gjort. Dette resulterede i en decentralisering af magten omkring guvernører og småfyrster i de enkelte dale. Dzongerne, der under Shabdrung Ngawang Namgyal var med til at samle landet, var nu med til atter at splitte det op i forskellige fyrstendømmer. Forholdet til udlandet På trods af adskillige angreb fra Tibet og indre splittelser forblev Bhutan samlet udadtil. I 1730 blev der indgået våbenhvile med Tibet - og Bhutan sendte en repræsentant til hovedstaden Lhasa. Dette system fortsatte indtil 1951, hvor Kina med magt genetablerede sit overherredømme over Tibet. Forholdet til nabostaterne sydpå var præget af plyndringstogter, hvor bhutaneserne hentede slaver. Da bhutaneserne på et tidspunkt søgte at blande sig i regeringsmagten i Cooch Behar i det nuværende Vestbengalen, bad fyrsten briterne om at hjælpe sig. Det førte i 1772 til kamp med briterne, hvor bhutaneserne tabte. Briterne, som blev stadig mere etableret i Indien, så Bhutan som et springbræt til Tibet. De første britiske missioner til Bhutan begyndte fra Gennem hele 1800-tallet var der uendelige grænsestridigheder mellem Indien og Bhutan. I 1864 sendte briterne Sir Ashley Eden på en højst mislykket fredsmission til Bhutan. Han skulle forhandle en traktat, som kunne regulere forholdene mellem det britiske imperium og Bhutan efter nogle nye bhutanesiske plyndringer i Duarerne. På trods af mange advarsler om, at missionen på grund af indre splittelser ikke var velkommen i Bhutan, tog Sir Ashley alligevel af sted. Han blev mødt af den mest ydmygende behandling og tvunget til at underskrive en aftale under protest. Sir Ashley beskriver, hvordan den lokale fyrste, penlop en, tværede dej ud i hovedet på ham - og derefter hvordan fyrsten fra Wangdi Phodrang spyttede tygget betelnød, doma, i hovedet på den britiske læge fra missionen. Dette blev begyndelsen til den britisk-bhutanesiske krig , den såkaldte duar-krig, som endte med freden ved 24 25

14 Sinchula i Bhutan mistede alle de sydlige områder i lavlandet til briterne, mens briterne forpligtede sig til at betale en slags erstatning til Bhutan hvert år på rupees. Kampen om magten i Bhutan fortsatte mellem forskellige rivaler i 1870 erne og 1880 erne. Hovedmodsætningen var mellem den pro-britiske penlop i Tongsa og den anti-britiske og pro-tibetanske penlop i Paro. Penlop en i Tongsa, Ugyen Wangchuck, vandt med støtte fra briterne magten og samlede atter landet i 1880 erne. Briterne i Indien var i slutningen af 1800-tallet meget interesserede i at holde den russiske zar og kineserne ude af Himalaya. Tibet blev derfor set som nøglen til at beskytte britiske interesser i Sydasien. Bhutan blev opfattet både som en stødpude i forhold til kineserne og som et springbræt til Tibet. Ugyen Wangchuck så en fordel i at støtte briterne i deres forsøg på at få adgang til Tibet og tilbød at følge dem til Lhasa som mægler. Det lykkedes at få en britisk-tibetansk aftale i stand i 1904, og Ugyen Wangchuck blev adlet af englænderne for sin hjælp. Kineserne tolkede udviklingen således, at englænderne var på vej ind i Tibet, som de derfor besatte i Samtidig erklærede de også Bhutan, Sikkim og Nepal som deres interessesfære. Bhutan og englænderne havde således fælles interesser og indgik en ny traktat i 1910, hvor englænderne forpligtede sig til at betale Bhutan rupees om året samt til ikke at søge nogen indflydelse i Bhutans indre anliggender. Bhutan lovede at lade sig vejlede af den britiske regering i alle udenrigspolitiske anliggender. Med kongedømmets indførelse mistede den verdslige shabdrung sin magt. Hans reinkarnationer blev dog stadig identificeret, hvilket blev opfattet som en trussel mod kongemagten. Mindst en shabdrung er således blevet ombragt under kongedømmet. Den nuværende verdslige shabdrung blev identificeret i 1950 erne og lever i dag i Indien. Shabdrung-institutionen æres stadig af alle bhutanesere, og Shabdrung Ngawang Namgyal tilbedes overalt som en af de vigtigste buddhistiske guddomme i Bhutan. Den nuværende konges fire koner stammer fra shabdrungernes familie. Deres far er søn af familierne fra de to seneste anerkendte shabdrunger. Dette skulle således være en yderligere sikring af kongemagten. I november 1995 tog kongen skridt til at forsone sig med shabdrung-institutionen ved at indvie en statue for den sidste anerkendte shabdrung i det kloster, Talo, hvor han ifølge traditionen blev myrdet som 26-årig i Klostret ligger i øvrigt i den landsby, som dronningerne kommer fra. Kongedømmet Da der gik nogle år fra den sidste shabdrung døde i 1903 og til en ny blev fundet, kom regeringen under Ugyen Wangchucks kontrol. Ugyen Wangchuck var guvernør fra Tongsa, og hans forbindelse til englænderne styrkede hans magt yderligere. I 1907 blev han af regeringen, munkevæsenet og ledende adelsfamilier indsat som Bhutans første konge med støtte fra englænderne. Dermed afsluttedes det næsten 300-årige shabdrungsystem, mens landet atter samledes som under Shabdrung Ngawang Namgyal

15 3. Den politiske udvikling Kroningen af den nuværende konge, Jigme Singye Wangchuck, den 2. juni Foto: Kuensel Udviklingen under kongedømmet Den første konge, Ugyen Wangchuck, regerede fra 1907 til sin død i Han søgte at centralisere magten yderligere, og meget af Bhutans moderne udvikling blev begyndt under ham. Han opmuntrede handelsforbindelser med Indien, forbedrede den interne kommunikation og indførte de første verdslige skoler. Ugyen Dorji, som i 1888 blev britisk handelsagent for Bhutan i Kalimpong, fik af Ugyen Wangchuck ret til at udvikle Sydbhutan i Med oprettelsen af kongedømmet blev Dorji forfremmet til distriktschef, dzongda, i Haa-distriktet i Vestbhutan og fik senere titlen som hofmarskal af Ugyen Wangchuck - en post, der forventedes at gå i arv til hans børn. Ugyen Dorji fortsatte med at være handelsagent for briterne i Kalimpong. De to familier, kongefamilien Wangchuck og handelsagentens udadvendte Dorji-familie, skulle i flere generationer få afgørende indflydelse på det moderne Bhutans udvikling. Den anden konge, Jigme Wangchuck, regerede fra 1927 til Han fortsatte faderens centraliseringsbestræbelser og udbygningen af skolevæsenet og sundhedsklinikker. I 1949 indgik han en ny aftale med det uafhængige Indien, som meget lignede den tidligere britiske aftale, også med hensyn til Indiens rådgivende status i forhold til Bhutans udenrigspolitik. Bhutan var dog ret isoleret fra international politik. Det uafhængige Indien anerkendte Bhutans status som uafhængig stat. Da Kina med magt genetablerede sit overherredømme over Tibet i 1951, lukkede Bhutan grænsen mod nord og vendte sig mod sin sydlige nabo, Indien. Den tredje konge, Jigme Dorji Wangchuck, som regerede fra 1952 til 1972, kaldes det moderne Bhutans fader. Under ham blev Bhutan åbnet for omverdenen. Den indiske premierminister Nehru kom på besøg i 1958, og Bhutan 28 29

16 fik sin første indiske ambassadør i I 1971 blev Bhutan medlem af FN. Jigme Dorji Wangchuck iværksatte mange sociale og politiske reformer. Således ophævede han i 1952 livegenskabet, gennemførte love for jordfordeling og fordelte land til jordløse. Han oprettede Nationalforsamlingen, Tshogdu, i 1953, Højesteret i 1963 og begyndte de første 5-årsplaner med indisk bistand i Selv om kongen fortsat kunne udstede kongelige dekreter og oprindeligt havde veto over beslutninger truffet af Nationalforsamlingen, var oprettelsen af Nationalforsamlingen et større skridt hen mod et konstitutionelt monarki. I 1968 afskrev kongen sig sin vetoret over Nationalforsamlingen og meddelte, at han ville gå af, hvis 2/3 af forsamlingen gav ham et mistillidsvotum. Endvidere indførte han, at Nationalforsamlingen skulle forny hans regeringsmandat hvert tredje år. Dette er dog under den nuværende konge atter blevet ophævet af Nationalforsamlingen. Samtidig med at den tredje konge begrænsede den absolutte kongemagt, mindskede han også den traditionelle regionale decentralisering gennem en styrkelse af centralregeringens rolle i økonomiske og sociale programmer. Hovedstaden havde under kongedømmet til og med den anden konge ligget i Bumthang i det østlige Bhutan. Den tredje konge flyttede hovedstaden til Thimphu om sommeren og Punakha om vinteren. I 1966 flyttedes hovedstaden permanent til Thimphu. Indtil da havde administrationen fulgt det samme mønster som bønderne i Thimphu-dalen, nemlig at være i Punakha om vinteren og i Thimphu om sommeren. Je Khenpo og munkevæsenet følger stadig denne rytme og forlægger om vinteren deres hovedkvarter til dzongen i Punakha. Den fjerde og nuværende konge, Jigme Singye Wangchuck, kom i 1972 i en alder af 17 år på tronen efter faderens alt for tidlige død. Jigme Singye Wangchuck har fortsat sin fars politik hen imod en demokratisering af kongedømmet og decentralisering af beslutningsprocesserne, samt videreført 5-årsplanerne som ramme for den økonomiske udvikling. Je Khenpo, den øverste lama, velsigner folkemængden på vej til sommeropholdet i Punakha Dzong. Foto: Kuensel Det aktuelle politiske system Bhutan er fortsat et absolut kongedømme, nærmest svarende til oplyst enevælde, og kongen, Druk Gyalpo, er både statsog regeringsoverhoved. Med kongedømmet understregedes delingen af den religiøse og den verdslige magt. Kongen er overhoved for den verdslige magt, og den øverste lama, Je Khenpo, er overhoved for den religiøse magt. Je Khenpo har samme status i regeringshierarkiet som kongen, men har kun religiøse beføjelser. For at vise deres rang eller plads i samfundet bærer alle bhutanesiske mænd ved officielle lejligheder et bredt silkeskærf draperet om skuldrene. Kongen og Je Khenpo bærer som de eneste et gult skærf. Alle ministre har orange skærf, adelsmændene, dasho erne, har rødt skærf, mens almindelige borgere bærer et hvidt skærf

17 Nationalforsamlingen (Tshogdu) blev oprettet i 1953 af den tredje konge som et led i hans bestræbelser for at modernisere og demokratisere Bhutan. Der er ingen politiske partier i Nationalforsamlingen. 105 af dens 150 medlemmer er valgt som repræsentanter for folket, og kaldes chimmi er. 12 medlemmer udpeges af munkevæsenet, og 33 medlemmer repræsenterer regeringen og udpeges af kongen. Medlemmerne tjener i en treårig periode, som kan forlænges. Nationalforsamlingen mødes i princippet to gange om året, men kongen kan indkalde ekstraordinære samlinger om nødvendigt. Møderne i Nationalforsamlingen er åbne for offentligheden, men diskussioner kan holdes for lukkede døre. Kongen udnævner alle ministre, men udnævnelsen skal godkendes af Nationalforsamlingen med flertalsafstemning. Endvidere skal alle ministres embedsførelse præsenteres for Nationalforsamlingen mindst en gang om året. Nationalforsamlingen kan afskedige en minister med 2/3 flertal. Møderne i Nationalforsamlingen varer som regel to-tre uger ad gangen og kan forlænges, hvis der er behov for det. Alle nye love eller revisioner af eksisterende love diskuteres i Nationalforsamlingen. Derefter sendes de til diskussion i de forskellige instanser på distrikts- og kommuneplan, hvor folket er repræsenteret, for at få lokale kommentarer. Endelig diskuteres de på den efterfølgende Nationalforsamling før den endelige vedtagelse. Ved siden af Nationalforsamlingen og regeringen er der et Kongeligt Råd (Lodoe Tshogde) oprettet af den tredje konge i Rådet har 9 medlemmer: 1 er udpeget af kongen, 2 valgt som repræsentanter for munkevæsenet og 6 vælges af Nationalforsamlingen som repræsentanter for folket. Rådets medlemmer er automatisk også medlem af Nationalforsamlingen og ansvarlige over for denne. Ud over at rådgive kongen og ministrene skal det kongelige råd sikre, at Nationalforsamlingens beslutninger føres ud i livet. Endvidere fungerer rådet som appelinstans for sager fra Højesteret, som appelleres til kongen. Både kongen og kabinettet kan rådføre sig med rådet i forskellige overordnede politiske sager. Det kongelige råd deltager også i kabinets- Det kongelige råd valgt på Nationalforsamlingen i august Seks er valgt fra Nationalforsamlingen, og bærer som medlemmer af det kongelige råd blåt skærf. To er valgt som repræsentanter for munkevæsenet (i midten). Foto: Kuensel møder og deltager dermed aktivt i udformningen af regeringens politik. Kabinettet, som har den endelige besluttende myndighed, blev oprettet af den tredje konge i Kabinettet omfatter foruden kongen, som er leder af kabinettet, alle ministre samt repræsentanter for regeringens forskellige kommissioner og organer. Det kongelige råd er ikke fuldgyldige medlemmer af kabinettet, men kan deltage i møderne efter invitation. Ministrene, som er ansvarlige over for kongen, mødes ugentligt for at diskutere regeringens politik samt følge og koordinere de forskellige programmer. Det administrative system Regering og statsadministration består af syv ministerier og tilhørende departementer, samt fem kommissioner: Planning Commission, National Environment Commission, Royal Civil Service Commission, Special Commission for Cultural Affairs og Dzongkha Development Commission. Endvidere 32 33

18 Demokratisering og decentral planlægningsproces Den bhutanesiske regering lægger stor vægt på at styre den økonomiske udvikling gennem grundigt udarbejdede 5- årsplaner. Der sættes mange ressourcer af til planlægningsbestår regeringen af repræsentanter for hæren, politiet, den kongelige garde og adskillige autonome institutioner. Bhutan er delt i 20 distrikter (dzongkhags), som igen er delt i 196 kommuner (gewogs). Distrikterne er ledet af distriktschefer, dzongda er, som er medlemmer af Nationalforsamlingen og underlagt indenrigsministeriet. Store distrikter er delt i underdistrikter, dungkhags, ledet af en vicedistriktschef, dungpa. Kommunerne administreres af landsbyledere, gup er, som vælges lokalt af borgerne. Gup erne hjælper distrikterne med at indkræve skatter og organisere arbejdskraft til offentlige arbejdsopgaver. Endvidere er de ansvarlige for at afgøre lokale stridigheder samt for lokale udviklingsprogrammer og andre aktiviteter. Embedsmænd både til centralregeringen og distrikterne udnævnes af Royal Civil Service Commission, som administrerer hele den offentlige sektors personale. Retssystemet Retssystemet i Bhutan er meget forskelligt fra de fleste andre udviklingslandes. Bhutan har altid været en uafhængig nation, og har aldrig været påtvunget en fremmed kolonimagts retssystem. Lovgivningen i Bhutan afspejler derfor landets traditioner og kultur. Bhutan har kunnet vælge de aspekter af moderne retssystemer, som man følte passede med Bhutans mål. Men det skal understreges, at lovgivning og retssystem er baseret på gamle buddhistiske principper og opfattelser - og at man ikke har nogle egentligt uddannede jurister i vestlig forstand. Der findes således ingen advokater i Bhutan, men traditionelt kan en anklaget udpege en talsmand, jabmi, som er velbevandret i lovene, til at forsvare sig. I moderniseringsbestræbelserne har Højesteret i februar 1996 gennemført juridisk træning af alle jabmi er for at sikre en ensartet og mere kvalificeret retsbehandling. Det er et grundlæggende princip i bhutanesisk ret at alle - med undtagelse af kongen - er lige for loven. Det er bemærkelsesværdigt, at det i Bhutan ikke er nogen skam at have været straffet. Når man har udstået sin straf, behandles man på lige fod med alle andre. Højesteret blev etableret i 1968 under den tredje konge. Der er ni dommere ledet af en højesteretspræsident. Fem dommere udgør den fulde Højesteret, som kun samles i større sager. Dommere kan kun ansættes og afskediges af kongen, ligesom kongen har den endelige lovgivende og juridiske myndighed og er den endelige appeldomstol. Kongen kan delegere denne ret til hvilken som helst af sine underordnede organer eller personer, men som oftest uddelegeres denne funktion til det kongelige råd. Menneskerettigheder Straffesystemet er væsentligt forskelligt fra, hvad der er accepteret standard i Vesten. Bhutan lever kun delvis op til de anerkendte menneskerettigheder. Fængsling uden dom forekommer, og der er stadig dødsstraf (dødstraffen er dog ikke blevet anvendt siden 1964). Højesteretspræsidenten har iværksat forskellige bestræbelser på at forbedre forholdene. Der er behov for træning af politi- og fængselsmyndigheder, samt en modernisering og ensretning af strafudmåling. I 1992 besøgte Amnesty International Bhutan, og Internationalt Røde Kors har været på besøg et par gange. Begge organisationer har noteret, at der er forbedringer på vej, bl.a. at nogle af fængslerne er forbedret og brugen af lænker ophørt - men også at der er lang vej igen. Især i forbindelse med sydproblemet (se s. 40) har der været overgreb på menneskerettighederne, og dele af myndighederne har efter alt at dømme overreageret over for sydbhutaneserne. Det bør imidlertid noteres, at dødsstraffen ikke blev anvendt, da en af lederne af protestbevægelsen i Sydbhutan blev dømt i Han fik i stedet livsvarigt fængsel for trussel mod statens sikkerhed

19 arbejdet i forbindelse med hver 5-årsplan: En omfattende evaluering foretages midt i planperioden, dels som planstyring og dels som forberedelse til den næste 5-årsplan. Alle ministerier og sektorer skal udarbejde hvert deres bidrag til planen, som derefter samlet diskuteres i Planlægningskommissionen. Før forelæggelsen i Planlægningskommissionen diskuteres alle bidrag grundigt med kongen, som har en enorm arbejdskapacitet og dyb indsigt i sit lands anliggender. Kongen har sine egne klare ideer til og visioner om, hvordan en økonomisk udvikling kan foregå samtidig med, at Bhutans egenartede kultur og miljø bevares. De seneste tre 5-årsplaner begyndende med den femte 5- årsplan ( ) har som noget nyt lagt vægt på at decentralisere planlægningsprocessen og søge at opnå en tovejskommunikation med borgerne og få deres ønsker med ind i distrikternes planlægning. I alle distrikter blev oprettet distriktsråd, Dzongkhag Yargay Tshogchung (DYT), som for- Landsbymøde til forberedelse af møde i det lokale kommuneråd Gewog Yargay Tshogchung (GYT) i Wangdue Phodrang, som er et vigtigt led i demokratisering og decentralisering af planlægningsprocessen. Foto: Jørgen Schytte uden distriktsadministrationen består af valgte medlemmer fra distriktet, gup er (landsbyledere), chimmi er (lokale medlemmer af Nationalforsamlingen) og andre lokale ledere. Den politiske decentralisering blev videreført i den sjette 5-årsplan ( ) med oprettelsen af råd på kommuneplan, Gewog Yargay Tshogchung (GYT) for at få græsrodsniveauet med i beslutningsprocessen. Alle distriktschefer skal sikre bidrag fra de lokale forsamlinger ude i distrikterne - både distriktsrådene, Dzongkhag Yargay Tshogchung (DYT), og kommunalrådene, Gewog Yargay Tshogchung (GYT). Planlægningen foregår ved, at alle distriktsembedsmænd samlet tager ud til de enkelte landsbyer og kommuner (gewogs) for at høre deres syn på aktuelle behov og økonomiske muligheder i deres område. Denne dialog opfattes som vigtig både for at planerne kan passe til de aktuelle lokale behov og for at sikre befolkningens opbakning til udviklingsaktiviteterne. På baggrund af de lokale prioriteringslister udarbejdes distriktsplanerne, som derefter sendes til alle relevante ministerier og departementer. Her bliver de revideret og justeret efter, hvad der er muligt set i forhold til arbejdskraft og finansiering, og derefter indarbejdet i sektorplanerne. Derefter sendes de til Planlægningskommissionens sekretariat for at blive indarbejdet i den nationale plan i samarbejde med ministerier og departementer. Efter godkendelsen af sektorplanerne justeres de lokale planer i forhold til de tildelte midler. Foreløbig tyder det på, at forberedelserne til den kommende 5-årsplan (den ottende) er nået længere end tidligere med at inddrage befolkningen i planlægningsprocessen. Bhutan er dog fortsat præget af et hierakisk beslutningssystem og en befolkning, hvor over halvdelen af den voksne befolkning ikke kan læse og skrive, og hvor traditionen pålægger respekt og underdanighed over for overordnede. Det lokale niveaus indflydelse er derfor afhængig af, hvordan embedsmænd og distriktsledere videreformidler de lokale ønsker. Men bestræbelserne på at inddrage borgerne på græsrodsniveau i beslutninger om deres egen udvikling er dog en god begyndelse til en mere demokratisk udvikling - og måske i første omgang nok så frugtbar som demokrati udøvet gennem en række formaliserede politiske partier

20 Verdensbanken vurderer således, at den bhutanesiske udviklingsmodel, hvor man i høj grad har anvendt traditionelle institutioner samt involveret folk fra det lokale niveau i planlægning og implementering, er baggrunden for at udviklingen i Bhutan har været bemærkelsesværdig fri for, hvad banken kalder økonomiske, sociale og kulturelle forstyrrelser. F.eks. forekommer åbenlys korruption næsten ikke i Bhutan. Politiske kriser i nyere tid Mordet på premierminister Jigmi Dorji Bhutans moderne udvikling er i høj grad præget af to familier, nemlig kongefamilien Wangchuck og dens nærmeste allierede, Dorji-familien, som siden 1900 havde taget sig af Bhutans forbindelser med omverdenen, især til det britiske Indien. I forbindelse med den indiske premierminister Nehrus besøg i Bhutan i 1958 blev stillingen som hofmarskal, som Dorji-familien havde beklædt siden 1907, opgraderet til premierminister, lonchen. I 1960 erne blev en hurtig modernisering iværksat på premierminister Jigme Dorjis initiativ. Imidlertid var der tegn på, at moderniseringen ikke vandt genklang blandt de mere traditionelt orienterede grupper i munkevæsenet og hæren. Der opstod tilsyneladende en modsætning mellem kongen, som blev støttet af den mere traditionelt indstillede del af eliten, og den udadvendte, vestligt indstillede Dorjifamilie. I 1964 blev premierminister Jigmi Dorji myrdet, mens kongen var under hospitalsbehandling i Schweiz. Hærens øverstbefalende, Namgyal Bahadur, som også var kongens onkel, blev henrettet for mordet. Dette løste dog ikke den modsætning mellem traditionalister og modernister, som mordet var udtryk for, og som fortsat eksisterer i dagens Bhutan. Efter mordet forlod medlemmer af Dorji-familien Bhutan, og der eksisterede i de følgende år en politisk usikkerhed baseret på et usikkert forhold mellem kongefamilien og Dorji-familien. Forholdet mellem de to familier, som siden den første konge havde været tæt, var ellers blevet yderligere beseglet, da den tredje konge giftede sig med Ashi 38 Kesang, Jigme Dorjis yngste søster. Dronningen og kongen nåede dog at forsones, inden kongen døde af et hjerteslag i 1972 i en alder af 44 år. Med den fjerde konges regering afslappedes spændingen mellem kongefamilien og Dorji-familien, og de i 1965 eksilerede medlemmer af Dorji-familien fik lov til at vende tilbage til Bhutan. Dorji-familien har stadig stor indflydelses og en en særlig rolle i dagens Bhutan, men har ikke fået den oprindelige position som kongefamiliens nærmeste allierede tilbage. Eksil-tibetanerne I 1970 erne opstod der en ny politisk krise. Denne gang handlede det om de mange tibetanere, der var flygtet til Bhutan efter den mislykkede opstand mod kineserne i Tilsyneladende så flere højtstående eksil-tibetanere Bhutan som en mulighed for at etablere en tibetansk stat, som kunne opretholde presset mod Kina. Dette var dog meget imod den bhutanesiske regerings ønske om at balancere mellem stormagterne Kina og Indien - og i hvert fald at undgå at udfordre Kina. I løbet af 1960 erne kom der så mange tibetanere til Bhutan, at den bhutanesiske regering følte det som en trussel mod den nationale sikkerhed. Nationalforsamlingen diskuterede situationen ved flere lejligheder og insisterede på, at de tibetanere, der ville blive i Bhutan, skulle acceptere bhutanesisk statsborgerskab, flytte ud af flygtningelejrene og leve som bhutanesere. Bl.a. skulle de bruge den bhutanesiske klædedragt, og mændene skulle klippe deres hår kort. Til gengæld ville de så få tildelt jord, redskaber og hjælp til at etablere sig. I marts 1974 blev Nationalforsamlingen orienteret om, at der var blevet afsløret et komplot, hvor en gruppe tibetanere havde planlagt at myrde den unge konge, Jigme Wangchuck, inden kroningen den 2. juni Formålet med dette kup var tilsyneladende at indsætte den tredje konges tibetanske elskerindes søn som konge for at få magt bag tibetanernes bestræbelser på at oprette en stat i Bhutan. Mere end 30 bhutanesere og tibetanere blev arresteret, mens andre nåede at flygte til Indien. 39