Landskaberne er konkrete i den forstand, at det er bestemte lokaliteter i ind- og udland, der har inspireret kunstneren. Men det er også abstrakte

Transkript

1 e r i n d r i n g e n s l a n d s k a b e r

2 Landskaberne er konkrete i den forstand, at det er bestemte lokaliteter i ind- og udland, der har inspireret kunstneren. Men det er også abstrakte landskaber.

3 e r i n d r i n g e n s l a n d s k a b e r Af Torben Weirup Landskabet er det gennemgående motiv i Dor te Foss billeder. Landskaberne er konkrete i den forstand, at det er bestemte lokaliteter i ind- og udland, der har inspireret kunstneren. Men det er også abstrakte landskaber. Forstået på den måde at Dor te Foss fastholder noget karakteristisk i landskabets topografi og koloristiske tone, men at det færdige maleri rummer en anden sandhed om landskabet. Nogle malere gengiver landskaber, så man ikke er i tvivl om fra hvilket punkt og på hvilken årstid, det er set og fastholdt på lærredet. Dermed lægger de sig i forlængelse af en fin tradition i billedkunsten. Andre tager landskabets elementer og skaber deres egne landskaber. Dor te Foss tilhører i overvejende grad den sidste gruppe. Som andre malere - kan man forestille sig betragter Dor te Foss det samme landskab over tid. Kunstneren hæfter sig ved dets kendetegn og karakter, og sine iagttagelser af landskabet sammenfatter Dorte Foss i billeder, der rummer et koncentrat og et udvalgt indtr yk. Ikke et tilfældigt indtr yk, ikke et øjeblik blandt mange men det præcise øjeblik hvor landskabet har samlet sig til en helhed på lærredet, der bliver kunstnerens for tælling om netop det landskab. Og dermed også om hende selv, for indtr ykkene er filtret gennem sindet. Alt inddrages. Vejrligets skiften, døgnets og årstidernes r ytme. Landskabets konturer fastholdes men nedbr ydes og koncentreres til flader og felter, der ofte gennem antydninger af geologiske lag og formationer ophøjes til en for tælling om evigheden. Det er i den forbindelse påfaldende, at mennesket er helt fraværende i Dor te Foss billeder. Man kan måske fornemme dets spor i det overvejende kultiverede landskab, der dog også, hvis man tager udstillingens billeder som helhed og kigger tilbage i kunstnerens produktion, rummer indtr yk fra andre himmelstrøg, hvor naturen er barskere. Er det marker, man aner her og der? Er det veje gennem landskabet? Rester af menneskeskabte anlæg? Hvad er det, der blafrer blidt for vinden i forgrunden i et maleri som Hvid skygge fra Et stykke stof, måske konturerne af et sejl? Måske en gestalt af en slags? Ikke i betydningen gespenst eller spøgelse men det er muligt at fornemme konturerne af et ansigt i det hvide felt. Det er måske snarere som et varsel eller en advarsel, man kan se feltet i forgrunden af landskabet. Man kan lægge de for tolkninger i billeder, man vil, men en af dem, der trænger sig på, kunne være, at disse landskaber ikke blot er menneskeforladte. De er påfaldende tomme og øde, som er det en pointe, at mennesket er væk. Hos blandt andre mange færøske malere er det også landskabet, der dominerer, for himlen og havet og bjergene er så voldsomt til stede på de kanter, at det bliver hovedsagen, men ofte aner man dog nogle små huse, der fr ygtsomt tr ykker sig mod jorden under indtr yk af, at vi er på breddegrader, hvor det er naturen og ikke mennesket, der bestemmer. Sådan er det også i mange af Dor te Foss billeder. Landskabet er hovedmotivet. Den italienske billedkunstner, Giorgio de Chirico, malede i begyndelsen af det 20. århundrede nogle særegne billeder, hvor man ser udsnit af et torv i en by. Man bemærker arkader, en statue, et tårn, måske i det fjerne en jernbane og så kaster lyset fra Solen nogle påfaldende lange skygger. Af mennesket er der intet spor. Den stemning kan man, om man vil, genfinde i nogle af Dor te Foss billeder. Man kan i hver t fald ikke undgå at overveje fraværet i billederne. Og hvad fraværet har af betydning for den stemning, men finder i malerierne. Er her sket noget dramatisk? Hvilke hemmeligheder gemmer landskabet på? Er det måske endda sådan, at der også er rædsel gemt i de tilsyneladende velovervejet komponerede billeder? Man kan måske også i dette og andre billeder fornemme, at kunstneren indbygger en modstand i sine kompositioner. Der er elementer her og der, der tvinger betragteren til at lade øjnene bevæge sig rundt i maleriet og indprente sig landskabernes karakteristika, samtidig med at billedet samler sig til en kompositorisk helhed og bliver en for tælling om verden og himlen over jorden. Først og fremmest emmer Dor te Foss billeder af natur. Man er ikke i tvivl om, at det er landskaber, hun fastholder (og skaber). Næppe heller at det om noget er stemninger, kunstneren er optaget af. Flere af billederne synes at fastholde en aften- eller nattestemning, hvilket uvilkårligt forlener dem med melankoli og efter tanke som en refleksion over tilværelsen. Man fornemmer stor t set altid en horisontlinje i Dor te Foss malerier og foran betragteren breder landskabet sig ud med marker og bjerge, hav og himmel. At det er landskaber, der er tale om, synes hinsides al tvivl. Men det er kunstnerens egne landskaber baseret på intens iagttagelse og en personlig for tolkning. Der imidler tid også er så åben, at den inviterer til betragterens egne stemningsbilleder. Torben Weirup er kunstanmelder ved Berlingske og for fatter til en række bøger om kunst og arkitektur.

4 100 x 80 / 2009 / uden titel

5 85 x 100 / 2005 / cambodia

6 100 x 80 / 2009 / hvid skygge

7 80 x 80 / 2012 / fjernt landskab

8 80 x 80 / 2011 / landskab

9 80 x 80 / 2012 / isvinter

10 80 x 80 / 2011 / sydafrika

11 80 x 130 / 2008 / uden titel

12 75 x 50 / 2009 / toscana

13 75 x 50 / 2009 / toscana

14 75 x 50 / 2009 / uden titel

15 75 x 50 / 2009 / toscana

16 75 x 50 / 2007 / uden titel

17 75 x 50 / 2011 / uden titel

18 75 x 50 / 2009 / uden titel

19 75 x 50 / 2006 / uden titel

20 75 x 50 / 2006 / uden titel

21 75 x 50 / 2010 / isvinter II

22 75 x 50 / 2012 / uden titel

23 75 x 50 / 2012 / uden titel

24