Prædiken 7. s.e. Trinitatis

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Prædiken 7. s.e. Trinitatis"

Kirsten Nygaard
7 år siden
Visninger:

1 Prædiken 7. s.e. Trinitatis Salmer DDS 2: Lover den Herre DDS 401: Guds ord det er vort arvegods DDS 355: Gud har fra evighed givet sin søn // DDS 52: Du Herre Krist DDS 447: Herren strækker ud sin arm DDS 725: Det dufter lysegrønt af græs Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»en discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«(matt 10,24-31) Amen! 10/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Det meste af tiden kan vi snyde os selv. Bedrage os. Vi lader som om. Måske så meget og så ofte, at vi næsten selv kommer til at tro på det. Tro på, at livet kun er godt. At det kun vil fortsætte derudaf og måske endda blive bedre undervejs. Men sådan er det ikke. Verden er aldrig så rig, at den giver uden at tage igen. Tilværelsen tager til sidst alt det tilbage, den så gavmildt har skænket os. Der er en omkostning ved at leve. Alderdommen er prisen for ungdommens vår. Sorgen for kærligheden. Døden for livet. Men vi lever som om. Som om det hele bare vil vare ved. Som om vores liv ikke har en ende. Og det er nok også meget godt. For ellers kunne vi ikke leve det; ikke hænge sammen; ikke få tilværelsen til at fungere. Men så i et øjeblik kan det slå sig igennem. Det hele kan bryde sammen om ørerne på os. I et nu kan vi stå ansigt til ansigt med det ubegribelige. Vores egen endelighed. Vores egen dødelighed. Den kan blive tydelig for os. Og hvad er der så at gribe efter? Ved graven kan vi møde den. Når vi står dér og ser ned i en åben grav med den hvide kiste, i hvilken den kære nu hviler, kan vi ikke længere se fordi det. Vi ser døden i øjnene. Den kæres død og vores egen dødelighed. På samme tid. I det nu er det også vores egen grav, vi ser ned. Døden er livets uomgængelige omkostning. Døden er den pris, vi alle må betale for livets gave. Hér i kirken rammes dette ubærlige, dette afgrundsdybe dyb ind af tre korte sætninger. Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå. Tre korte sætninger, der rammer døden ind og dermed også bliver fortegn livet. Og os. Tør vi tro det. Kan vi tro det. Kan vi bære, at det egentlige, der er at sige, er det. At de tre sætninger er det eneste, vi formår sige. Af jord er du kommet. Tror vi, at det menneske, der ligger der i kisten er kommet af jord. Hér spørges vi ikke om, om vi ved det. For det ved vi selvfølgelig. Vi ved, at hun blot var et lille ubetydeligt fnug i universets sammenhæng; at hun virkelig var af jorden. At hun set i et større biologisk billede blot var en ubetydelighed. Men det er ikke denne banale indsigt, som vi kræves til regnskab for. 10/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 Tror vi, at hun, der nu ligger dér, var Guds værk; at hun bar sin skabers stempel og præg, hans billede, i sig? Tror vi, at dette menneskeliv, hvordan det nu end var, var villet og givet af Gud? At det var et Gudvillet liv, uanset hvordan andre så end måtte bedømme det. Tør vi tro det, så må vi vel også tro det om vores eget liv. I dag, på vores livs yderste dag, må vi tro det. At det hele er kommet til os fra Gud, og at det alene kan leves som en uforskyldt gave i dag, på vores hidtil sidste dag. Til jord skal du blive. Tror vi det? Igen gælder det ikke det selvindlysende. Det vi véd. Vi er her ikke for at underholde hinanden med banaliteter. Naturligvis ved vi, at den døde forsvinder i naturens kredsløb og bliver til den jord, hvoraf hun er taget. Men tør vi tro, hvad der prædikes i disse ord. Hvad de indebærer for os. At det er sammenhængen mellem skyld og død, vi holdes fast på. At vi må dø, fordi vi er skyldige. Fordi vi skylder hele vores liv. At vi må blive til intet, fordi det, der var, aldrig var vores. Men altid er noget, vi er blevet skænket. Jesus sammenligner et sted menneskelivet med et gældsfængsel. Og af det skal mennesket ikke komme ud, før det har betalt den sidste øre. Og han fortæller om en konge, der holdt regnskab med sine folk. Og kongen møder så et menneske med en helt ubetalelig gæld. Og den eftergiver han ham så. Helt uden nogen grund. I hvert fald ikke nogen grund ud over, at han ikke kunne betale. Og det er jo egentlig ikke nogen grund. Men da manden; manden, der havde fået eftergivet denne umådelige gæld, så går ud, møder han en medtjener, som skylder ham et latterligt lille beløb. Og han griber fast i struben på ham og kræver sin ret. Han kræver, at medtjeneren betaler ham de småpenge, han skylder. Det er ikke en eventyrfigur, der hér fortælles om. Det er os. Hver enkelt af os. Skyld er ikke bare noget abstrakt noget, der hænger over os. Det er ikke en mytisk skæbne, men vores egen skyldighed. Skyld er en højst personlig gæld, som vi selv og ingen anden hæfter for. Tør vi tro det. Og tør vi høre det som det det er. Tør vi stå ved vores egen menneskelighed, rammet ind i de lakoniske afskedsord: til jord skal du blive? Der er intet i livet eller døden, der lader os slippe forbi; lader os kante os forbi vores død. Vi slipper ikke for at betale. Ingen har båret det for os. Ingen kan tage vores død på sig. Vi kommer ikke ud af gælden, før vi har betalt den sidste øre og er blevet til jord. Først da er regnskabet gjort op. 10/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 Af jord skal du igen opstå. Tror vi også det? Tør vi tror det? Tør vi tro, at der gives det, vi ikke véd og aldrig kan forstå. Hér spørges der ikke til, hvad vi kan forestille os. For alle vores forestillinger om opstandelse er alene billeder af os selv. Af såre menneskelige forestillinger udfoldet i forlængelse af det, der allerede er. Gud døde selv, som vi må død. Som et menneske dør. Ensom, alene, forladt. Med en lukket himmel over sig og et uigennemtrængeligt mørke foran sig. Men døden var ikke det endelige. For i sin død overvinder Gud døden. I sin død dræber han den. Tør vi tro det. Tør vi tro, at Guds virkelighed altid er større end vores. At vi ikke længere skal være alene i døden, fordi Gud selv er gået ind i den; at vi må få del i den opstandelse, der blev hans. Tør vi tro det. Tør vi tro, at hans liv og død både rækker ind over og ud over vores liv. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve, lyder dagens evangelium til os. Livet er aldrig så rigt, at det giver uden at tage det hele tilbage igen. I Guds komme til os, kan vi tro, at det ikke er det endelige, der er at sige. At døden ikke længere skal få det sidste ord. Vi er nok skyldige. Døden venter os, men i Guds komme til os har vi fået lov til at håbe, at den ikke længere er det endelige. Ikke skal være det sidste ord om os. Men det kan vi aldrig have som andet end et håb. Et spinkelt, skrøbeligt, foranderligt håb. Vi kan kun tro det. Aldrig vide det med nogen som helst form for sikkerhed. Vi kan kun håbe på, at Guds virkelighed er den egentlige. Det er ikke noget, vi kan være sikre på. Aldrig noget, vi kan forvente. Vi kan ikke holde den gode Gud fast som noget, vi kan bestemme over. Vi kan ikke regne ham ud. Vi skal aldrig gøre ham til vores. Men vi kan håbe det. Tro og håbe på hans velvilje; på hans uudgrundelige kærlighed til os. Tro på, at han er med os i livet som i døden. Tro på, at han ikke vil slippe os igen. Som en spurv ikke kan falde til jorden uden han er med den. Amen! 10/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 10/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

Relaterede dokumenter

Der er en hårdhed i livet, som i sig selv ingen mening giver. Prædiken til den 10. juli Dagen der i kirkens kalender kaldes for

Der er en hårdhed i livet, som i sig selv ingen mening giver Prædiken til den 10. juli 2016. Dagen der i kirkens kalender kaldes for 7. søndag efter trinitatis. Teksten der prædikes over er fra Matthæus