LAD DER BLIVE LYD. Af Lis Raabjerg Kruse

Transkript

1 LAD DER BLIVE LYD Af Lis Raabjerg Kruse Prøv du at skrive det i dit interview folk tror, man er fuldstændig bindegal det er jeg måske også. Men det er rigtigt, det jeg siger! Verden bliver til en stjernetåge, når han sætter sig ved klaveret. Han er i tvivl om, hvad der er virkelighed og fantasi, og lyden strømmer som vand indeni. Carsten Dahl er blandt Europas allerdygtigste pianister og på samme tid er han i en liga helt for sig selv. For ham er lyd mere end toner på et klaver mere end musik. Det er informationer fra noget større. Hør pianisten fortælle om sit særlige forhold til lyd; om at være klangbund for andres vibrationer og om at bryde den følelsesmæssige lydmur til sig selv. Som barn troede jeg, at jeg døde, hver gang den store viser kom op på tolv, hvis ikke min puls var på 60. Det er meget anstrengende, forklarer Carsten Dahl. Hele livet igennem har han levet med antennerne ude og forsøgt at navigere i et kaos af lyd og forventninger. Vurderet ud fra mængden af anerkendelse og succes har han klaret det forrygende, men indeni har det føltes som en kamp. Jeg oplevede mig selv som barn værende meget lydfølsom og meget følsom i det hele taget. Som et termometer i en stue; når nogen kom ind, så steg eller faldt den afhængig af hvem, der var der. Jeg modtog og modtager alle mulige signaler, alle mulige lyde og alle mulige fornemmelser, hurtigere end de opstår. Hvad vil det sige at lytte er det i virkeligheden at mærke? Hvis det er tilfældet, så lytter jeg helt vildt meget på alt, hvad der foregår. Og jeg tror, at jeg mærker meget kraftigt måske også mere end de fleste gør. Og på den måde strømmer de her informationer igennem mig som et vand, der hele tiden spejler sig og reflekteres i mig. Denne evne til at lytte er en gave, når man kan håndtere det, men en forbandelse, når man blot er en lille dreng, forklarer han. Som barn havde jeg ikke noget forsvar imod det jeg havde ikke nogen evne til at sortere i det. Jeg blev bare fyldt op med vand hele tiden, der enten var i uvejr eller i glitrende solbalance. Og jeg tror, at den der evne til at modtage alle de her informationer eller manglende

2 evne til at sortere dem fra gjorde, at jeg blev en form for klangbund for et rums lyde. De her toner forlod ikke mig, ligesom de kunne forlade andre mennesker. Jeg kunne se andre mennesker rejse sig fra noget og gå over til noget andet. Jeg kunne for det første ikke rejse mig og for det andet, når jeg kom derhen, så fulgte hele rummet med, fortæller Carsten Dahl, der stadig i dag forsøger at finde en forklaring på, hvorfor det lige var ham, der skulle udstyres med et særligt fintfølende instrument. Den der fornemmelse af ikke at kunne blive fri for lyde eller indtryk; at en klangbund følger med mig hele tiden, det har jeg prøvet at finde mening med eller mening i. Hvad er meningen med, at jeg skal have alle de informationer? Skal jeg gå til grunde? Eller skal jeg omdanne dem? Kan jeg omdanne dem? Er jeg stærk nok til at omdanne dem? Møder jeg nogle mennesker på min vej, som kan hjælpe mig til at give mig nogle redskaber til at sige, at det er okay at have det sådan? Lyder det spørgende fra Carsten Dahl, der kigger rundt i rummet, som om han venter et svar. Lyd for mig er information; information fra noget større. På den måde kan man godt tale om, at jeg er tusind procent religiøs som menneske. Som barn troede jeg på, at grunden, til jeg fik det sådan, var, at det dels var en straf, men også at jeg skulle gøre mig fortjent til at få alle de informationer. Det lyder næsten omnipotent. At dét at blive syg kan være et tegn på, at man har været stærk for længe, er Carsten Dahl et godt eksempel på. Han blev nemlig syg. Ikke alene skulle han forholde sig til et konstant bombardement af lyde og indtryk, han skulle også forholde sig til et kostskoleophold, en fraværende far og en skrøbelig mor. I mere end 20 år har Carsten Dahl måttet kæmpe med sig selv, med depression, misbrug og angst; og ikke mindst med lyden, der forfulgte og fyldte ham. Det har været rigtig svært at være menneske i det et menneske som kunne sige, det føler jeg ikke, det vil jeg ikke tage ind, det hører jeg ikke, fortæller han. Men på et tidspunkt kom det helt af sig selv. Han ramte muren; lyden forsvandt. Jeg spillede en seks ugers duo-turné med Hanne Boel, inden jeg blev syg, og der skulle jeg have fem dobbelte rom og tre betablokker for overhovedet at kunne gå ind på scenen. Jeg var så død; der var ingen lyd. Det var ligesom om, at rummet der var ingen lyde. Det var sådan

3 en følelse af, at jeg skulle presse en elefant igennem en flødeskumstragt. Særligt klart står koncerten i Diamanten i 2010; en måned før Carsten Dahl blev indlagt. Her blev det pludselig meget stille. Jeg sad bare der og kiggede helt træt ned. Jeg var helt slukket, og så spillede jeg i 20 minutter, og så rejste jeg mig op og sagde, at nu måtte jeg desværre gå hjem. Fra da af spillede jeg ikke i halvandet år. Det var døden der døde jeg simpelthen. Carsten Dahl døde i en eller anden form og skulle leve igen ved at møde sig selv sit eget barn, og det kom jeg så også rigtig meget til, forklarer han og fortsætter: Jeg har været i terapi i 23 år. Men én ting er at blive bevidst om noget, en anden ting er at fødes i det; at bryde igennem den følelsesmæssige lydmur til sig selv. Når det sker, så går man jo cellemæssigt i stykker. Der går kludder i signalstofferne og hjernereceptorerne, og organerne bliver mærkelige. Så bliver man i tvivl om, hvad der er virkelighed det har jeg nu altid været, men endnu mere i tvivl om det, fordi virkeligheden virkelig bliver et overgreb, når man er syg. Det resulterede i en lang periode helt uden lyd med et par tyndslidte antenner og iført morgenkåbe gik Carsten Dahl rundt i sin have og ledte efter livet og sig selv. Pludselig en dag vendte signalet tilbage. Det var ligesom om, at der var noget, der sprang så kunne jeg høre alt. Hører du tingene klarere i dag? Ja, fuldstændig helt vildt. Jeg tror, at før jeg blev syg, der var jeg involveret i at være en person, som min far ønskede, jeg skulle være. Eller jeg ønskede at være den, jeg troede han ønskede, jeg skulle være. Og da han så døde i 2004, der var det som om, at jeg følte, at han stak af. Han smuttede uden at give mig anerkendelsen. Og det, tror jeg, var med til at skubbe mig ud i at blive syg. Også fordi han var meget streng, da jeg var barn. Selvom jeg ikke så ham i ti år, da jeg var på kostskole, så var han der stadigvæk som sådan en gud, der talte: Hvis jeg skulle være musiker, så skulle jeg være verdens bedste. Enten er du et geni, eller også stopper du. Det andet er middelmådigt, fortæller Carsten Dahl med alvor i stemmen. Det der billede af, at jeg skulle være fantastisk, at jeg skulle kunne spille alt, jeg skulle kunne spille alle

4 stilarter, jeg skulle kunne jorde en hvilken som helst pianist det var sådan en drivkraft af ambition, som var et forsøg på at få hans kærlighed. Og jeg tror, at det forbillede døde. Mit forhold til musik døde, og mit forhold til mig selv døde, og så opstod der den spillende Carsten altså den der blev spillet. Og da det først skete, så var der fuldstændig fri adgang. Også teknisk total frihed. Jeg har ikke øvet mig en skid jeg har aldrig øvet en skid, det er så mærkeligt. Det er det virkeligt! Det kan være svært at tro, hvis man har været til en af Carsten Dahls koncerter, at han ikke har øvet sig, men ifølge pianisten handler det om noget helt andet. Det handler om den suspense, der ligger imellem forventning og total tomhed. Der er helt tomt, når jeg spiller. Jeg er fuldstændig tom; der foregår ingenting. Hver gang jeg har en forventning om noget, så arbejder jeg meget målrettet på at fjerne den, sådan så, når jeg sidder der, er jeg kun tilstede som et barn, der opdager noget, forklarer han og tilføjer: Du ved, når man som barn opdagede en mariehøne, så skulle man prøve at trykke på den. Den der fornemmelse af total barnlig nysgerrighed; den skal man også have over for lyd. Udover nysgerrighed handler det ifølge pianisten også om ydmyghed. Den her lyd, den når herfra og hele vejen rundt om jordkloden og op forbi Jupiter og tilbage igen og op til skyerne og tilbage igen, og så lander den i din egen klangbund. Så lang skal din klangbund, eller det perspektiv være på den tone, du har. Det er ikke mig, der skal have æren for den lyd. Den lyd var der, før der var nogen jordklode. Den ydmyghed er vigtig. Oplever du det i hver eneste tone? Ja, det gør jeg faktisk. Også selvom det går hurtigt, så oplever jeg det som en bølge; som at være ombord på en tømmerflåde, hvor man fornemmer de der helnodetrioler jordens helnodetrioler i sådan nogle bølger. Det er ligesom om, at man bliver ført derhen. Og der er ifølge Carsten Dahl alt mulig grund til at lade sig forføre af lydbølgerne; de giver os muligheden for at komme tættere på os selv.

5 Jeg tror, at man igennem lyd får nemmere adgang til at forstå sit eget væsen, men ikke bare sit eget væsen også hele universets sammenhæng. Man får et glimtvis indtryk glimtvis information som et spejl vi kommer aldrig til at forstå det fuldt ud. Men i musikken er der nemmere adgang til at opleve det, lyder det eftertænksomt fra pianisten, som fortsætter: Jeg er fuldstændig klar over, at virkeligheden er et gardin, vi går rundt i. Det er en stor, smuk mulighed. Det er en stor rose; en stor gave. Det er også en stor illusion, men den er virkelig. Men gardinet er så tyndt og lige bag det gardin, er der en kæmpe verden. Og det har jeg vidst, siden jeg var barn af en eller anden mystisk grund. Så på trods af at jeg lider som menneske og har mine sygdomsperioder som er en kamp over en personlig smerte, jeg har over mine forældre, over mit mangeårige misbrug og kostskole så ved jeg, at der er en grund til, at jeg skal formidle det, jeg oplever i mit indre liv Det skal jeg formidle med en lige så stor virkelighed som virkeligheden. Og det er sådan set bare det, jeg prøver på. Som en lille dreng, der trykker på en mariehøne, trykker Carsten Dahl på tangenterne tonerne kaster han op mod himlen ikke for at bede om godt vejr, men for at bede om bare et lille glimt af virkeligheden. Jeg går ind på scenen med den her fornemmelse og så trykker jeg, og så sidder jeg selv og siger, hold da op, hvad er det? Den fornemmelse af at sidde og betragte noget, der foregår. Jeg sidder selv og kigger på fingrene. Verden bliver til en stjernetåge. Artiklen er skrevet for Gramex og findes online