Danerkongerne fra Lejre

Transkript

1 Danerkongerne fra Lejre Resumé af den spredte viden i de rekonstruerede sagns forklaringsmodel Bogen Danerkongerne fra Lejre var oprindeligt i 2004 udgivet under navnet Danernes Sagnhistorie som en analyse af Saxos fortælling om danerne sammenholdt med sagaerne og de sparsomme historiske kilder. Det følgende er et resumé af de fortællinger om forløbet, som følger af bogens rekonstruktion - i alt fald som sagnene må have set ud inden de kristne nedskriveres identificerbare manipulationer. Rekonstruktionen skyldes nyere forskningsmæssige konstateringer af forfatternes bevidste kristne forlængelse af sagnhistorien, og egen konstatering af, at forlængelsesteknikken var dobbeltgængere, hvor Saxo lagde sine dobbeltgængere blandt de oprindelige sagn, mens Skjoldungesaga lagde sine foran. Derfor er det muligt at udskille de systematiske manipulationer. Om resultatet svarer til det faktiske forløb har vi naturligvis ingen viden om udover hvad der bekræftes af arkæologi og etableret udenlandsk historie skjaldehistorierne jo er blevet fortalt igen og igen med det formål at fortælle gode historier. Man får imidlertid et bedre indtryk af vikingetiden end ved arkæologi alene, når resultatet suppleres med nogle få udenlandske historiske fragmenter og også en bedre fornemmelse omkring det danske kongeriges opståen. Selvfølgelig danner forskernes facts en grundstamme, men kildematerialet er så begrænset, at vi ikke kan tillade os at forkaste det usikre materiale man skal bare gøre sig klart, hvad der er historie, og hvad der er forklarende sagn. Det viser sig, at den anerkendte historie kan forklares og passe fint sammen med hovedlinjerne i en sagnhistorie rekonstrueret efter ovennævnte metode selv om der naturligvis skal hugges en hæl og klippes en tå for at opstille så kort et resumé af 500 års historie som nærværende. For de detaljerede begrundelser og selve sagnteksten henvises til bogen, Danerkongerne fra Lejre, hvor det præciseres, at der ikke er tale om historie, og at forsøget på eliminering af sagnenes systematiske kristne manipulationer naturligvis er forbundet med stor usikkerhed. Desværre er politisk manipulation af historien ikke kun et middelalderligt fænomen det er sket til alle tider. Den radikale historiker Erik Arup var, inden han skrev sin Danmarkshistorie, begyndt som Statsministeriets departementschef for regeringen Zahle, som senere blev afskediget af Christian X optakten til Påskekrisen I 1925 skrev han sin forkætrede Danmarkshistorie, hvor man kan være enig med hans kritikere i, at han digtede mellem kilderne og som kildekritikkens nestor, Kristian Erslev, skrev kunne live tryllebundet af sin egen gætning. Om det skyldtes forbitrelse over kongen, kan naturligvis være vanskeligt at bevise, men i to af Danmarkshistoriens mest markante og omdiskuterede sammenhænge manipulerede han helt åbenlyst med kilderne. Ved mordet på Erik Klipping, hvor han blev skamrost af sine disciple, begik han fem fejl herunder udelod han i sin kildesamling det mellemste Rumelant-vers, som modsagde hans beviser på justitsmord, og fik dermed drejet eftertidens mistanke over på kongefamilien selv. Kongeslægtens gloriøse afstamning fra århundreders Lejrekonger fik han drejet over på en ukendt opkomling fra et ukendt land baseret udelukkende på en ukritisk behandlet oplysning fra Adam af Bremen. Lejre havde ikke eksisteret, påstof man, mens det jyske kongedømme ifølge ham havde eksisteret siden Hugleiks dage (500-tallet) med Jellingstenene som eneste reelle argument. De sagde imidlertid ikke noget om kongesædet. Påstandene hænger slet ikke sammen, men for et halvt århundredes forskere kom han til at stå på en piedestal på grund af sit historiesyn, som gik i retning af det materialistiske. Historielærerforeningens Blad kunne derfor i sin anmeldelse af undertegnedes Mordet i Finderup Lade skrive: Vi historikere praler jo selv med, at vi sætter spørgsmålstegn ved alt, men tør vi altid sætte spørgsmålstegn ved det, som de store gamle har skrevet? Anti-royalistiske historikere fik tappet faget for en grundlæggende mening, når de ud fra deres baggrund skulle beskrive det politiske forløb i et kongestyret samfund. Faget er blevet så uinteressant, at det har mistet sin popularitet og sin betydning den fik Tolkien i stedet og senest TV-producerne. Tiden før højmiddelalderen er stort set overladt til arkæologernes form for materialisme og til museumsformidlernes tilfældige behov for gætterier uden at lytte til vores langt bedre placerede forfædre hvor tågede og forbedrede deres forestillinger end kan være. 1

2 Dette behøver ikke at være en kritik af nutidens forskere, da faget for længst har vedtaget sig ud af denne tids danske kilder så der stort set nu kun ses kildekritiske arbejder. Ikke desto mindre nødsages de til tider til at formidle en forvrænget akademisk tradition nogle heldigvis med forbehold, som da Niels Lund i Hikuin 32 skrev om 1000-tallet at da var Jelling ikke noget magtcenter, hvis det nogensinde var andet end et gravmæle. Kongeslægtens stilling Det er nødvendigt først at se på kongens stilling i det danske samfund. Tacitus beskrev ganske vist i 99 e.kr. et demokratisk valg af høvdingen som hærfører i de germanske samfund, men siden viser sagnhistorien og de kongelister, som de nye kristne samfund senere overtog, at der altid var placeret guder i spidsen som stamfædre til en kongeslægt. Den guddommelige afstamning kan forklare det paradoks, at det danske kongedømme var et valgkongedømme helt til 1660, selv om kongerne hele tiden kom fra samme slægt. Traditionsmæssigt valgte man simpelt hen ud af det, man før troede, var gudernes slægt, for alt andet kunne betyde, at man mistede gudernes støtte. Det var ikke bare et resultat af religiøs filosofi kongeslægten synes at have kunnet styre religionen ud fra dette motiv det var et spørgsmål om magt. Det har derfor også været væsentligt, at kongen dokumenterede sin afstamning. Hvordan det skete, ved vi ikke, men en nærliggende tanke er, at man skrev listen i runer på f.eks. kongshallens søjler. Sten har næppe været praktiske, da man antageligt manipulerede listerne hvilket man mener kunne ske efter 3 generationer. Da Danmark blev kristent, forsvandt det hedenske grundlag, og det blev senere afløst af kongen af Guds nåde. Saxos og Sven Aggesens opgave synes at have været at fastholde skik fra gamle dage, der fungerede som tidens lov. Saxo beskrev det som normalt at søn følger fader i et samlet Danmark. Den samtidige verdslige Sven Aggesen kritiserede derimod tidens manipulationer og skrev: Efter Frode ophørte sønner at følge fædre i regeringen; thi nu gik riget ofte over til arvinger i sidelinjerne, som jo dog hørte til kongestammen. Dvs. at han fremhævede kongestammens ret, men forsvarede brugen af kvindelinjer heri det var stadig blodet som talte i kristen tid og det er også gældende i dag, hvor valget mellem kongeslægtens medlemmer er afløst af arveret. Både kirken og de fleste stormænd har antageligt efter borgerkrigstiden anset det for mest hensigtsmæssigt for kontinuiteten, at man valgte en person, som i forvejen kendte sin rolle i magtspillet, hvorefter denne blev sikret af ærkebispens salving til konge af Guds nåde en praksis som netop opstod med Absalon. Romerne, Germanien og Skandinavien Gennem det meste af oldtiden viser de arkæologiske spor, at Danmark havde tæt forbindelse med Europa. I romertiden finder vi dog kun sporadisk omtale af Skandinavien i de historiske kilder. Danerne blev første gang omtalt i historien på grund af danernes møde med det frygtede østgermanske lejesoldatfolk, herulerne. Danerne fordrev herulerne noget som skabte genlyd i kejser Justinians hovedstad, Konstantinopel. Fordrivelsen af de trænede lejesoldater må skyldes en alliance af danernes stammer, som i det efterfølgende århundrede førte til dramatiske begivenheder og sagnkredse. Deres personkreds, som reelt reelt fylder 40% af Saxos 2

3 sagnhistorie, synes at stamme fra 3 store sagnkredse, som har cirkuleret rundt med skjaldene de to første ikke blot i Norden men også i England: Frodes samling af danerne mod hunnerne, Skjoldungefejden og Rolf Krakes heltegerninger. Vi møder i Byzans to samtidige beretninger, udgivet begge i efter at en herulsk deputation til Norden kom tilbage til Byzans i 548. Forløbet handler om herulernes møde med danerne og danernes senere fordrivelse af herulerne fra deres første bopladser Forfatternes formål var modsat rettet og gav derfor en vis uafhængighed. Forløbet kendes også fra Beowulf, Widsith og Saxo under andre men forklarlige navne. Absalons historiker Saxo og hans samtidige benyttede konsekvent de forskellige partsversioner fra dette drama til at forlænge sagnhistorien med 500 år, så man kunne føre det danske kongedømme længere tilbage end Augustus, som man kendte som den første kejser i kejserrigerne sydpå. Det var simpelthen et led i de danske stormænds politik i middelalderen for at undgå, at kongskandidater kunne bruge historien til at underlægge sig den tyske kejser og hans feudalisme nok mere af hensyn til stormændene selv end til kongen. Det viser sig, at den danske sagnhistorie alene er koncentreret omkring danerne på Sjælland og i Skåne for Saxos vedkommende, fordi de var Valdemar den Stores forfædre, og fordi vinderne skriver historien. Saxos angler, daner og jyder Saxo begynder modsat sagaerne med de rent symbolske Dan og Angel, hvor anglerne i løbet af 400-tallet drog til England. Jyderne omtaler han næsten ikke, fordi det for ham gjaldt om at postulere, at danernes kongerige hele tiden havde gået udelt til Ejderen. 3

4 Både Saxo og Sven Aggesen havde som en af deres hovedhistorier Uffe Hin Spage som en typisk dansk helt. Historien foregik imidlertid i Angel inden anglernes udvandring i 400-tallet, og den fortælles derfor bl.a. også i det engelske Widsith, ligesom Uffe og hans far indgår i de engelske kongerækker. Derfor er sagnet om Uffe placeret i dette indledende kapitel uden sammenhæng med de øvrige. Hagbard og Signe Hagbard og Signe er en god historie, men det er vanskeligt at se, hvor den passer ind i sammenhængene. Måske hører den til et lille høvdingedømme ved Ringsted før Lejre-tiden. Den præsenteres derfor for sig selv. Eventyrkongerne Skjold og Hading Sagaernes gamle kongeslægt, Skjoldungerne, førte man tilbage til Skjold, som skulle være en af Odins sønner. Vi er altså her tilbage i de den sakrale del af kongerækken, som havde til formål at sikre kongeslægtens guddommelige ret til tronen. Skjold synes i Beowulf og hos Sven Aggesen at være en symbolsk figur for Frodes far eller farfar. I de kirkelige middelalderkrøniker kunne man ikke have Odin forrest, så her blev han erstattet af den symbolske Dan og Odin i Lejrekrøniken med Ypper men det er basalt samme historie. Der er således ingen grund til at lede efter nogen substans i nogen af disse eventyrkonger før Frode/Halfdan det var til gengæld Tolkiens inspirationsverden. De engelske kilder omtaler enten den symbolske Skjold eller Roar som den, der samlede danerne (vandt sig mange mjødsæder), mens de danske sagn oftest har Frode som den samlende konge af Beowulf kaldt en hadbard. Samlingen skyldes antageligt fordrivelsen af herulerne. Dateringen af herulerne giver et tidsspand på op til 39 år mellem ankomst og fordrivelse, så herulerne kan allerede være ankommet under Frodes far, hvad enten han hed Hake, Fredlejf eller Hading, hvor de sidstnævnte har karakter af til- eller slægtsnavne og det sidste har endda lighed med Hadbard. Hos Gregor af Tours mødes daneren Chocillaicus på et vikingetogt først i 500-tallet, men i to andre 500-tals kilder kaldes han geat, hvilket Hugleik også er i Beowulf. Geater var jyder, goter eller göter, så det vil være umuligt at placere ham i dansk historie, som Arup indikerede. Frode den Store Fund bl.a. i Skåne tyder på, at der var hunner og deres følgesvende, heruler, på besøg i Norden allerede i første halvdel af 400-tallet. Nogle af dem var måske i Norden som militære rådgivere og lejesoldater. Herulernes kongeslægt ankom og slog sig ifølge Procopius ned i et område nær göterne - antageligt mellem daner og göter i Värend og Blekinge. På det tidspunkt var Lejre næppe kongesæde endnu. Det er mest sandsynligt, at Frode og hans far boede i Uppåkra, som blomstrede nær Lund på den tid. Danerne bestod af flere stammer Procopius kaldte dem nationes i flertal. Arkæologien tyder på, at de havde levet fredeligt i Skåne og på Sjælland i modsætning til jyderne og de vestlige fynboer, hvor man har fundet mange krigsbytteofre og forsvarsvolde. Himlingøje havde en kort opblussen i romersk jernalder, mens det østfynske Gudmes forbindelse med danerne ikke kendes. I alt fald senere synes den kulturelle grænse at være Storebælt. Antageligt begyndte herulerne at plyndre deres naboer, som de plejede ifølge de romerske historikere de drev ikke landbrug. Det kan have medført, at danerne gik sammen under en stærk konge for at drive herulerne væk, som vi hører hos Jordanes. Bedriften gav genlyd over hele Europa og gav som sagt danerne plads i den internationale historieskrivning for første gang. 4

5 Kongeslægten blev derefter på grund af et påstået brodermord delt op i to grene, som af skjaldene blev behandlet vidt forskelligt, afhængigt af hvilken familiegrens sympatisører skjaldedigtene blev fortalt hos. Vi finder derfor Frode i 6-7 forskellige versioner hos Saxo og lidt færre i sagaerne. Også brødrene Roar og Helge og handlingselementerne omkring dem forekommer i forskellige versioner. Den engelske usikkerhed, Saxos omtale af Frode og den hyppige forekomst af navnet peger på, at det må have været var Frode, som var den stærke og samlende konge. Den ære ville ikke harmonere med Beowulfs sympati for Roar og fjendskabet med hadbarderen Frode. Den symbolske kongelige stamfader, Skjold, som i Beowulfs indledning skræmte eorl og erobrede mange mjødsæder, blev antageligt brugt som et symbolsk skjold, som skulle tilsløre, at helten bag fordrivelsen var hadbarderen Frode. I det engelske Widsith var det derimod Roar selv, der fordrev Wicinga, som antageligt var et navn for de vestherulske sørøvere, der opererede i Atlanterhavet i 400-tallet efter at være blevet arbejdsløse som lejesoldater i England. Widsiths betegnelse er muligvis første forekomst af navnet viking. Med den engelske divergens, som tyder på manipulation, har Saxo formodentligt ret i, at det var Frode, som samlede danerne og slog et stort indvandrende folk på flugt efter først at have søgt fred og strategisk ægteskab med dem. Saxo kaldte dem bare hunner, hvis togt gennem Europa de havde været en del af. Heruler-navnet var forsvundet ved deres assimilation i Norden og blevet til jarl. Derfor hed det fordrevne folk eorla i Beowulf, wicinga i Widsith og hunner hos Saxo kun Procopius og Jordanes i Byzans kendte deres latinsk/græske navn. Herulerne drog altså videre mod nord, hvor deres skæbne er udokumenteret, omdiskuteret og ligegyldig for danernes sagnhistorie men ingen burde være i tvivl om, at de kom. Frode blev derimod stående i sagaerne som den store fortidige kongeskikkelse, der samlede danernes stammer. Forklaringen på forvirringen er så enkel, at det næsten gør ondt, og fordrivelsen er underbygget af samtidige udenlandske kilder, som dermed placerer Frode i første halvdel af 500-tallet, idet fordrivelsen må være sket Årsagen til den efterfølgende Skjoldungekonflikt, som gav to forskellige typer partsindlæg, finder vi beskrevet både i Beowulf, Widsith, Saxo og sagaerne. I Beowulf og hos Saxo er den endda et hovedemne. Antageligt er denne historie bedst fortalt i Rolf Krakes saga, som er en sen, fortællende kompilation af mange af partsindlæggene. Frode havde en halvbror, Halfdan, som han fik skyld for at have myrdet. Den svenske sprogforsker, Elias Wessén mente, at årsagen til den usædvanlige dannelse af navnet Halfdan var, at hans mor var herul. Mordet skulle være begået af Frodes håndgangne mand, Starkad, som til forveksling ligner en herulsk lejesoldatofficer. Starkad optrådte hos Saxo hos en række konger over 500 år, men i den sanerede udgave er hans levetid blevet til 50 år fortrinsvis under Frode og hans søn Ingeld. Efter Halfdans død flygtede hans små sønner, Roar og Helge. Vi ved ikke, hvor de opholdt sig under opvæksten, men en sagaudgave er, at Roar kom til England og blev gift med en kongedatter fra East Anglia, En mere sandsynlig variant af denne mulighed er, at de Wulfnavne, som senere rejste runestenene i Listerlandet og Blekinge, hvor østherulerne antageligt landede, stammede fra vestheruler ved East Anglias hof, hvor en del af de tidligere romerske lejesoldater i England kan have slået sig ned. Roar kan være opvokset i Listerlandet og kan her være blevet gift her med en datter af disse wulfinger, som muligvis er de wulfinger, der omtales i Beowulf og Widsith som regeret af Helm. Roars dronning omtales netop som Helminge-datteren i Beowulf. Begge varianter kan være baggrunden for sympatien for Roar i den engelske udlægning af konflikten, som endda af nogle knyttes sammen med de klare nordiske arkæologiske spor i Sutton Hoo. Inden vi skal se på fortsættelsen, er der lige et par emner, vi skal berøre. Saxo nævnte Frodes retfærdige love, som skabte fred i landet. Billedet af Frode er sikkert oprindeligt påvirket af den samtidige Theodorik den Store, goternes idealkonge, som døde i 526. Senere nedskrivere har manipuleret og forsøgt at datere Frode tilbage før Kristi fødsel for som nævnt at fastholde overfor danske kongemodstandere og middelalderens tyskere, at Danmark var ældre end kejserriget, som derfor ikke havde nogen rettigheder i Danmark hvis nogen konkurrenter skulle søge kejserens hjælp igen. Derfor omdøbtes idealkejseren antageligt til de tysk/romerske kejseres 5

6 forgænger Augustus, som også var berømt for en stor fred. Sagaerne nævner også en stor naturkatastrofe på Frodes tid. Her omtaler sagaerne den som Kristi død på korset, men der var oprindeligt snarere tale om de mørke år i , som blev beskrevet overalt af historikerne, og som vil have givet en militær gruppe vind i sejlene over for en befolkning, hvis konger hævdede at stamme fra de frugtbarhedsguder, som havde svigtet. Roar og Hadbarderne På et tidspunkt kom Roar og Helge tilbage uden at blive genkendt. For at hævne sig satte de ild på Frodes hal, så han brændte inde. En dramatisk død, hvor efterkommerne var uenige om, hvorvidt det var sønnernes retfærdige hævn på deres fars morder eller blot en skændig mordbrand på en slægtning. I de efterfølgende fortællinger kaldte Roar-partiet nogle steder Frode og hans søn Ingeld for Hadbarder, mens Frodeslægten i deres kreds kaldte mordbrænderen Roar for Sverting. Læser man sagaer og sagn på denne måde, kommer der pludselig en linje i en stor del af den danske sagnhistorie. Roar og Helge fik magten efter farbroderen, og Roar siges at have slået sig ned i Lejre. Der er allerede arkæologiske rester fra tidligere i Lejre, men den første hal er opstået ved Fredshøjgård på Roars tid. Var det Beowulfs Heorot? Roars liv hører vi ikke meget om i de nordiske sagaer, men det gør vi til gengæld i Beowulf. Beowulf er et mærkeligt sammensurium af uhyrer, drager og historiske personer fra meget forskellige tider i en ramme af begivenhederne i Heorot. Det gør Grundtvigs datering af Roar ud fra bipersonen Hygelak værdiløs. Det var de dæmoniske kræfter i Roars hjemsøgte Lejrehal, som udgjorde den sammenkædende handling. Grendel beskrives som Kain-slægtens lykkeløse. Var det oprindeligt brodermoderen, Frodes ånd, som hjemsøgte mordbrænderen Roars hal? Havde den dramatiske konflikt om mord og berettiget/uberettiget hævn udviklet sig til uhyret Grendel og dets mor i de engelske skjaldes forvanskning? Senere fortalte både Beowulf og Saxo om forsøget på at opnå en udsoning ved at gifte Frodes søn Ingeld med Roars datter. Saxo bragte en kristen udgave af det gamle frivole Ingeld-kvad, som synes at have gået Europa rundt i 700-tallet og bl.a. nåede Lindisfarna og Alcuin under navnet Hinieldus. Her hidsede den gamle Starkad Ingeld op mod Roar-sønnerne, så forsoningen i stedet endte i drab. Helge og Rolf Krake Efter at Roar senere var blevet dræbt af Ingelds sønner, var det Helges søn, Rolf Krake, som blev konge. Han blev vel Danmarks største sagnhelt og berømt for sit forsøg på at hente sin retmæssige belønning hos Uppsalakongen Adils skildret som en David mod Goliat. Han døde, da han og hans krigere blev overrasket i den uheldssvangre Lejrehal, som blev ødelagt. Også om denne kamp opstod et stort kvad, Bjarkemål. Det mest kendte overleverede kvad mener man i høj grad skyldes Saxos efterligning af Valerius Maximus, men der er også bevaret ældre brudstykker i sagaerne. Hvem der angreb Rolf Krake og det senere forløb, er der forskellige forlydender om. Den skånske fætter, Hjørvard, gift med Skuld, fik skylden, men han blev straks selv dræbt. Kilderne tyder på, at det var Ingelds sønner og sønnesønner, som overtog magten i Lejre. Dette vil samtidig forklare, hvorfor en væsentlig del af den danske skjaldehistorie om dramaet hældede til Frode-siden. Herulerne ankom og blev fordrevet , så tidsmæssigt er vi med 3 generationer kommet til cirka 615. Det passer med, at hallen ved Fredshøj ved Lejre på det tidspunkt forsvandt og blev afløst af en lignende hal 600 meter længere mod syd måske ville man ikke benytte den gamle hals uheldsvangre plads, så hallerne fortsatte i stedet på den sydlige beliggenhed i de næste 400 år. 6

7 Hadbardernes tilbagevenden - Konsolidering De næste 100 år dvs. 3-4 generationer skete der øjensynlig ikke noget spektakulært. Konge i Lejre synes at blive Ingelds søn, Rørik, mens Ingeld, som vi møder spor af i det meste af den germanske verden, aldrig mødes som konge i Lejre. Det udelukker ikke, at han var konge i Uppåkre, men vi kender ikke forbindelsen til den senere skånske gren af Skjoldungefamilien. Det er næppe korrekt, at Valdar var søn af Roar, som det har været hævdet af Langebek, men han kan måske have været dattersøn. I Lejre blev Rørik ifølge Saxo efterfulgt af nevøen Fridlejf/Viglet, som kom hjem fra udlandet. Han forekommer ikke i Langfedgatal, men i en engelsk kongerække som far til Vermund. Han er derfor særdeles tvivlsom og kan sagtens undværes, uden at det ændrer på sammenhængene. Fridlejf blev efterfulgt af Frode, som skulle være hans søn. Bogens metode var at samle alle historier sammen under den første Frode den Store, men det er naturligvis muligt, at nogle af historierne vedrører den senere Frode. Måske var det ham, som havde Frode den Fredegodes egenskaber i en fredelig konsolideringsperiode for danernes rige. Derefter opstår der en lakune i fragmenterne af Skjoldungesaga. Heldigvis viser Skjoldungesaga sig bortset fra to konger efter Odin at være identisk med 1400-tallets Langfedgatal, så det vil være forsvarligt at lappe hullerne i Skjoldungesaga med Langfedgatal, som antageligt er en sen afskrift af en fuldstændig udgave af sagaen. Konge blev en Ingeld eller hans bror Olaf, men derefter var freden også slut hvis der nogensinde var fred, for sagnene er jo fulde af idelige plyndringshistorier og heltegerninger. Amlet og Ongendus Ovennævnte tvivlsomme Fridlejf blev gift med en jysk dronning. Om det var hende eller hans første kone, der ifølge Langebek var datter af Rolf Krake, vides ikke. Den jyske dronning var i sit første ægteskab blevet mor til den jyske prins Amlet, som via Frankrig blev til Shakespeares Hamlet. Fridlejf var den stedfader, som omkom i dramaets intriger. Det er et spændende og interessant sagn om et jysk kongerige, men det handler altså kun i begrænset omfang om danerne. Også den historiske Ongendus måske Angantyr som missionæren Willibrord mødte i 710, var antageligt jyde. Mødet må være sket lige før syddanerne kom til i Sønderjylland. Han kan i alt fald ikke identificeres i danernes sagn. Ivar Vidfadme og Danmarks samling Konge i Lejre blev Rørik, som vi møder i Søgubrot. Han blev gift med Aud, og hendes far var ikke hvem som helst. Ivar Vidfadme var skånsk konge og efter sigende efterkommer af Roar på spindesiden. Hans far var blevet myrdet af svogeren Ingjald Illråde, som var konge i Uppsala. Ivar gik derfor imod Ingjald, som brændte sig selv inde i hvert fald i den historie, som sejrherrerne fortalte. Ynglingeslægten flygtede til Värmland og Norge, og Ivar satte en lydkonge ind i Uppsala. Ivar myrdede svigersønnen Rørik og overtog danernes rige. Datteren blev i stedet gift med Radbard, som ifølge denne saga var fra Gardarrike. Andre steder oplyses Radbards nationalitet ikke. Ivar underlagde sig derefter dele af Sachsen. Lejrekrøniken begynder med Ypper fra Sverige, som sendte sin søn Dan til Sjælland og de sydlige øer altså en omskrevet Skjold/Odin-historie. Da kejser Augustus truede, byggede jyderne et bolværk, Dannevirke, og tilkaldte Dan for at hjælpe. Nu rykkede man sydpå mod kejseren og holdt stand. 7

8 Hvis man ser Dan som et symbolsk navn for Ivar, kan sagnhistorien hænge sammen med arkæologien. Kejseren var næppe Augustus, men snarere en af de frankiske konger, som siden blev kejsere. De begyndte at true Frisien og Sachsen sidst i 600-tallet. Det første Dannevirke var allerede bygget i 3 faser siden 500-tallet som en 4 meter høj vold af græstørv. I 716 fortæller de frankiske annaler, at frankerne blev slået ved Køln af den legendariske frisiske kong Radboud med hjælp fra saxerne. Ivar Vidfadme kom ifølge sagaerne til Sachsen. Radbard lyder som den frisiske Radboud, men han kunne ikke bruges i dansk historie i argumentationen mod kejserne, da friserne jo netop var blevet underlagt kejserne. Radboud havde på det tidspunkt voksne børn, så et nyt strategisk ægteskab med Ivars datter er ikke usandsynligt men ikke nogen nødvendighed for historien. I 726 byggedes den 800 meter lange Kanhave-kanal tværs gennem Samsø, som man er enige om må skyldes ny stærk centralmagt. Som havnen ligger i forhold til kanalen og Jylland, tyder alt på, at den stærke flådemagt var Sjælland. I 734 faldt Frisien endeligt og blev en frankisk provins. Kun 3 år efter blev Dannevirke udvidet med en stor palisade. Var det fra fortællingen om den begivenhed, at Lejrekrøniken havde hørt om et bolværk altså bygget af Ivar eller snarere hans efterfølger? Ellers skulle skribenten jo have været arkæolog. Også frankernes sejr over saxerne i 772 blev kort efter ifølge arkæologerne fulgt af en udvidelse af Dannevirke med kampesten. I perioden blev der også anlagt et østdansk kongeligt anlæg ved Erritsø ved overgangen mellem Fyn og Jylland. I modsætning til Lejre og Tissø var det befæstet. Var det et sjællandsk brohoved? Alliancen mellem daner og jyder var oplagt i denne situation, hvor frankerne endte med at undertvinge frisere og saxere og tvangskristne dem, og hvor bl.a. saxernes høvding søgte asyl hos danerne i 777. I Alfred den Stores krønike og Ottars senere beretning ca 890 skrev man om Jylland, Sillende, syddanere i det sydligste Jylland og norddanere mod nordøst, ligesom man om danernes område skrev Denemeark. Tidligere i 808 kaldte frankerne området ved Sliestorp for danerkongens confinio regni altså danernes grænseområde, hvor grænseområde på gammelgermansk hed mark. Er det her i syddanernes område, at navnet Danmark opstod enten som selve grænseområdet eller navnet på den alliance om grænseforsvaret, som danerne stod i spidsen for? Godfred flyttede i 808 Reric til Hedeby uden for Dannevirke, hvor den lå som en international by, som blev beskyttet fra det militære hovedkvarter, som i annalerne kaldtes Sliestorp. Det er øjensynligt nu fundet i Füsing øst for Slesvig. Historie, arkæologi og sagn tyder alle klart på en eller anden form for alliance eller magtovertagelse fra danernes side. Langt senere møder vi noget tilsvarende formaliseret i Västgötaloven, hvor västgöterne kunne vælge eller vrage sveakongen det såkaldte Sveavælde. Faktisk omtaler Lejrekrøniken Sveavældet og Danevældet side om side under Ivar. På den ene eller anden måde har danerkongerne i tallet fået status som en paraply-konge. De havde ifølge frankerne i 813 problemer med princeps i Vestfold, som prøvede at rive sig løs. Saxo fortæller, at paraply-kongerne sidst i 8

9 700-tallet også indsatte underkonger hos norddanerne, så vi må formode, at også de jyske riger havde konger eller jarler. Som man læser sagaer og krøniker, har skatkonger, statholdere og jarler været et almindeligt fænomen det var næppe så formaliseret overalt, som vi gerne ser det. En ting er dog sikkert, at når frankerne og senere tyskerne talte om danernes konge, så talte de om paraply-kongen, som de forhandlede med sydfra, og når sagaerne talte om danernes konge, talte de om kongen på Sjælland, for det var åbenbart Sjællands sagn, som blev bevaret for eftertiden. Derfor skal vi regne med to parallelle danerkonger fra Sigurd Ring til Sigurd Ormøje og sikkert mange jyske og skånske konger eller jarler + de øvrige vikingekonger. Harald Hildetand og Sigurd De parallelle danerkonge-rækker Ivars dattersøn hed Harald Hildetand altså Røriks Skjoldungesøn. Også han blev paraplykonge. Da han blev gammel, faldt han i et slag mod nevøen Sigurd Ring. De knyttes begge også til Sverige, men det kan f.eks. blot skyldes en skatskyldighed som følge af Ivar Vidfadmes fordrivelse af Ynglinge-slægten. Kanhave og bolværket ved Dannevirke skyldes antageligt disse to paraplykonger. Ifølge sagaerne faldt Harald i det sagnopspundne Bråvallaslag, hvis skildring dog må være skjaldenes opkog af fantasi og sagnverdenens gamle slag. I dette ragnarok sluttede Skjoldungernes mandslinje skrev Saxo. Både en gammel kong Harald og en Sigifred nævnes i frankernes krøniker, så de to sagnkonger har øjensynligt eksisteret på dette tidspunkt. De holdt stand mod frankerne, men der blev ved magtovertagelsen skabt to konkurrerende grene af kongeslægten. Mens Haralds datter nævnes som mor til Harald Klak og dennes brødre, er det lidt vanskeligere at rekonstruere de nøjagtige familiesammenhænge omkring Sigifred I. Saxo kaldte ham 9

10 Ring, mens sagaerne blandede ham sammen med Sigifred II, og kaldte ham Sigurd Ring. Han kan både være af skånsk, dansk, svensk, norsk og frisisk kongeslægt i mands- og kvindelinje det eneste, der er nogenlunde sikkert er, at der er flere kvindelige led i Sigurd Ring-slægtens adkomst, men Sven Aggesen fortalte jo netop også, at man brugte sidelinjerne. Sigifred indsatte sin slægtning, Olav, i Skåne og på Sjælland. Frankerne fortalte i 782, at Sigifred dyrkede Odin og Thor, og han blev sidste gang omtalt af dem i 798, så han må være død Med ham blev de danske konger bedre beskrevet af frankerne, da danerne nu var i direkte kontakt med dem. Alle de følgende konger (med gult) er således nævnt af udenlandske kilder. Godfred og hans sønner De frankiske rigsannaler fortalte første gang i 804 om Godfred, som med sin flåde og rigets rytteri/ridderskab ankom til Sliestorp (Slesvig/Füsing). Ud fra de senere udtalelser må han have været søn eller måske nevø af Sigifred men frankerne interesserede sig ikke for familieforholdene kongerne imellem. I 808 flyttede han abodritternes internationale handelscentrum Reric til Hedeby lige uden for Dannevirke et genialt træk, hvor danerne kunne styre og beskytte Østersøhandelen og derved finansiere en del af paraplykongens aktivitet. Frankerne skrev, at Godfred allerede havde store skatteindtægter fra Reric, så danerne må have haft magten på havet, som allerede Kanhavekanalen antydede. Derefter afviste han Karl den Store ved Elben og iværksatte det første store vikingetogt i 810 antageligt som en afledningsmanøvre inden han blev myrdet af et familiemedlem samme år. Resultatet blev en række kampe mellem kongeslægtens forskellige grene, hvor Harald Klaks konkurrerende gruppe støttede sig til frankerne. Frankerne blev samtidig svækket af Karl den Stores død, så kampene blev afsluttet med et forgæves frankisk raid op gennem Jylland i 815. I forbindelse med magtkampene blev bl.a. tronkandidaten Sigifred II dræbt i 812. Ifølge frankerne var han nevø af Godfred og sammenholder man med Saxo, som kaldte ham dattersøn af Godfred, må han have været søstersøn af Godfred og dermed antageligt dattersøn af Sigifred I. Saxo kaldte ham Siward Ring og fastholdt, at han af Godfred var indsat som konge på Sjælland og i Skåne, og at han var far til den på det tidspunkt mindreårige Regnar Lodbrog. Da sagaerne alene skrev om de sjællandske konger, var deres Sigurd Ring fejlagtigt en sammenlægning af Sigifred I og Sigifred II. Mens Saxo forsøgte at skjule, at landet var opdelt, ignorerede sagaerne simpelthen syddanernes konger de har overhovedet ikke Godfred og hans gren med. Herfra stammer mange af de misforståelser, som siden opstod, da historikerne ikke erkendte, at der var tale om 1-3 rækker af danerkonger plus de jyske jarler, selv om både Adam og Roskildekrøniken påpegede det. Den overordnede magt endte hos Godfreds hedenske sønner, hvor Horik I blev den dominerende paraplykonge. I korte perioder fulgte man frankernes krav om Harald Klak som medkonge og Ansgars mission på de internationale handelspladser, men mens det frankiske kejserrige blev svækket af vikingernes terror og splittet mellem Karls sønner, blev Danmark styrket af de mere eller mindre selvstændige vikingekongers raids mod de europæiske kyster, som fortsatte gennem årtier. Harald Klak endte med at blive frankisk grænsejarl og blev døbt. Dele af hans slægtsgren endte som grænsejarler, der beskyttede Frisien mod danske vikinger. Danernes herredømme over Kattegat og den vestlige Østersø blev udvidet til også at omfatte den sydlige Nordsø. Regnar Lodbrog og vikingerne Nordboerne kunne derfor i de næste to århundreder fastholde Sigifreds nordiske aserreligion. Horik I og en af hans brødre fastholdt magten indtil 854 hjulpet af vikingekongerne, hvoraf fætteren, Regnar Lodbrog, blev den mest navnkundige. Regnar selv døde antageligt af sygdom efter et togt til Paris i 846, men hans sønner Bjørn, Ivar, Uffe og Sigurd kom til at dominere som vikingekonger i England og på Kontinentet i de næste mange årtier med York som Ivars centrum. I East Anglia blev den danske Gudrum kristen konge. Han havde 10

11 fulgt Regnar-sønnerne til England, og var muligvis af jysk jarleslægt, hvis man ser på nogle af de senere sammenblandinger. Som nævnt er forklaringen på roderiet i kongerækken, at Regnar formelt har været konge over norddanerne i Lejre, hvor en af hans sønner, Sigurd Ormøje, efterfulgte ham som konge. Frankerne mødte derimod fælleskongen Horik ved sydgrænsen. De betragtede ham som Regnars overordnede hvad han øjensynligt også formelt var i grænsesammenhængen, men i det indbyrdes magtforhold er Regnar-sønnernes magt antageligt steget. I 854 kom det til et stort og blodigt opgør mellem slægtens grene, startet af en af Horiks I s nevøer. Paraplykonge blev en anden af Horiks nevøer, den mindreårige Horik II sandsynligvis i starten støttet af Regnarsønnerne. Han var dog afløst af Sigurd Ormøje og broderen Halfdan, som hver især i 873 indgik aftale med frankerne om at frede handelen hvilket harmonerer med, at det antageligt var Halfdan, der under sagaernes navn Hvidsærk varetog magten i Jylland. Sigurd faldt selv som den sidste af Regnar-sønnerne i det store slag i Tyskland i 891, som afsluttede den første bølge af vikingetogter. Behovet for en paraplykonge til forsvaret mod frankerne var forsvundet, nu da frankerne var i defensiven. Sigurds søn blev derfor kun konge i Østdanmark i første omgang med faderens ven Helge ved roret mens resten af riget faldt tilbage som selvstændige konge- og jarledømmer som de antageligt også havde været under paraplyen. En Olaf fra Sverige, som dog kan have været af dansk kongeslægt, tog magten i Hedeby, hvor svenskernes Birka havde store handelsinteresser. Efter Harald Hildetand og indtil Sigurd Ormøjes død synes kongernes fokus at dreje væk fra Lejre og mod syd og vest. Det er muligvis årsagen til at vedligeholdstakten af Lejre-hallerne faldt i perioden. Alle 5 hovedkilder peger på samme kongerække efter fjernelse af 3 oplagte fejl/manipulationer 11

12 Hardeknud, svenskerne og Gorm De frankiske kilder havde nu mistet kontakten med danerne og vel også interessen så vi står tilbage med den langt senere Adam af Bremen, som historikerne har valgt som hovedkilde til den følgende tid. Han dannede grundlag for den senere kristne danske historieskrivning. Adams formål var imidlertid at betone Hamburgkirkens historiske betydning for kristningen af Norden og samtidig menes han at have haft til formål at undersøge mulighederne for ophøjelse af Harald Blåtand til helgen han har manipuleret lige så meget som de senere danskere, hvilket først er erkendt af historikerne i 1998 åbenbart for sent til at drage konsekvensen. I princippet var han en neutral skildrer af kongerækken, men hans kilde var ifølge ham selv den danske konge, Sven Estridsen oldebarn af Harald Blåtand. Sven havde netop fået forkastet sin dronning af kirken på grund af kirkeligt incest, da kirken forbød ægteskab mellem beslægtede i syvende led. De regler gjaldt ikke i det hedenske Danmark før Harald Blåtand, så Sven Estridsen kunne med rette frygte, at det gik galt, hvis man var for åben om Haralds slægtslinjer, så han ikke kunne blive helgen. Vi kan ikke bevise, om det var tilfældet, men det er usandsynligt, at de strategiske ægteskaber mellem de relativt få danske jarleslægter ikke skulle have medført en sådan genealogisk kortslutning i de foregående syv led. Det er dog underordnet, for det kan også bare skyldes ren sprogforbistring, da den pågældende sætning hos Adam var fuld af fejl herunder navnet Hardegon. Bortset fra Roskildekrøniken var der ingen af de efterfølgende kristne kronikører, som troede på Sven af Nortmannia, da han overhovedet ikke omtales andre steder. Da Roskildekrøniken har både Svein og Halfdan, mens Adam andetsteds har Sigafrid og Halfdan, er det muligt at Svein simpelthen er en sproglig fejlhøring af Sigifreds danske navn Siward og frankerne havde tidligere brugt Nordmannia som Godfreds besiddelser, så Nortmannia kan f.eks. være Sjælland eller Northumbria. Om Sven Estridsen på grund af sine egne uheldige erfaringer med systemet, sendte familie-trådene ud i det blå, eller der bare er tale om endnu en sprogforbistring i en totalt forkludret sætning af Adam er underordnet. Mange læste Adam, som om Haralds oldefar var en ukendt Sven fra et ligeså ukendt Nortmannia. Bortset fra Roskildekrøniken var der heller ingen af de efterfølgende kristne kronikører, som brugte Adams Svein af Nortmannia, og Roskildekrøniken skildrede ham med Sven Tveskægs historie, så Adam stod helt alene med en Svein, som antageligt bare var Siward Ormøje fra Sjælland. Derfor blev resultatet total forvirring i den del af kongerækken, som man burde have haft bedst viden om, da den tidligere havde tjent til at vise familiens legale eller rettere traditionsmæssige ret til tronen. I forvejen var kongerækken ikke nem at forstå på grund af de parallelle kongerækker. Hvad enten det skyldes frygten for den næsten uundgåelige kirkelige incest i de danske fyrstekredse eller Adams fejlstavning af personnavne, kan Adam med de seneste forskningsmæssige analyser af hans manipulationer ikke føre til forkastelse af de øvrige kilder, hvor især sagaerne var uafhængige af Adam. Der burde ikke have været tvivl om den danske kongerække tilbage til Regnar Lodbrog. Der er da også i realiteten også kun 3 fejl eller manipulationer: Adam indsatte Sven som et forkert navn Roskildekrøniken indsatte 3 uvedkommende kristne konger, som Saxo og Sven Aggesen fulgte Saxo placerede Erik Barn forkert. Hvis man korrigerer for disse 3 forhold i de 4 hovedkilder, står man alle steder tilbage med samme kongerække som i sagaerne - selv Roskildekrøniken synes at nå samme resultat. Selv om kilderne aldrig kan blive historie som helhed, må man anerkende kongerækken bag røverhistorierne som den eneste realistiske hvilket skyldes dens betydning for kongens legitimitet. Der er ingen acceptable alternativer. Sigurd havde ifølge sagaerne sat sin søn i pleje og sikkerhed hos kristne daner i York, hvor broderen Ivars familie var dominerende - som vi kender det fra tidlig middelalder. Plejefaderen Hardiknuth måske Saxos Enignub (Engelske Knud?) var antageligt en del af brødrenes familie, og han kendes historisk som far til den danske kompromiskandidat, Sigfred, som blev valgt i til konge af York i 883 af danskere og kristne englændere. Plejefaderen gav ifølge sagaerne sit kaldenavn videre til kong Hardeknud uanset at kongesønnens egentlige navn var Knud. Hardeknud blev som mindreårig konge over Sjælland og Skåne, men Viken 12

13 faldt fra, fortæller sagaerne. Her havde han som værge og stedfortræder haft faderens norske ven, Helge, som vi kender som den første konge i Adams egentlige kongeserie, Heiligo. Vi ved reelt intet om Hardeknuds regeringstid, men i hans tid blev Olaf afløst af sine sønner i Hedeby. I 934 blev Hedeby indtaget af den tyske konge. Olafs søn Gnupa underkastede sig ifølge Widukind og indvilligede i at blive kristen, hvorefter tyskerne trak sig tilbage. Vi ved ikke om Hardeknuds søn, Gorm, også voksede op i York, som nogle sagaer indikerer og som Erik Kroman mente at have konstateret. Det er i øvrigt også underordnet, om de voksede op i Northumbria eller på Sjælland, da begge er en del af det, som frankerne i deres kejserlige annaler kaldte Nordmannia og som Adam havde læst, da han skrev Nortmannia men navnet er brugt til så mange lande at de må forstås bredt som alle folk mod nord. Vi ved heller ikke, hvornår han tiltrådte som konge over østdanerne. Gorm blev gift med Thyra, som skulle være datter af den jyske jarl, Klak Harald, og muligvis sønnedatter af Gudrum i East Anglia. En saga fortæller, at Gorm sammen med dronning Thyras far erobrede de små jyske konge- og jarledømmer. Vi ved fra Adam, at Gorm sad i Hedeby i 936, da biskop Unni troede, at han kom til en kristen by, men mødte en grusom Gorm, som var alt andet end kristen. Gorm må have benyttet lejligheden til at tage magten efter svenskernes svækkelse ved nederlaget til tyskerne to år før. Udover hans hedenske sindelag ved vi ikke noget om Gorm bortset fra at han rejste en runesten for sin døde hustru i Jelling hvilket udstiller pointen i Saxos anekdote om Thyras vid ved Gorms død som ren løgn. Det er bemærkelsesværdigt, at der er rejst 3 lokale runesten i regionen, som omtaler dronning Thyra og en høj efter hende, men negligerer Gorm. Om både hun og Gorm blev begravet i et hedensk anlæg fra 958 i Nordhøjen i Jelling vides ikke, men 13

14 noget kan tyde på, at det var Harald Blåtand, som arvede morfaderens jyske jarledømme ikke Gorm. Det kan være årsagen til, at daneren Haralds demonstrative minde om samlingen blev lagt strategisk i Jellingområdet på vejen mellem Jylland og Tyskland. Hamburgkirken udpegede i bisper i Jylland. Det kan have været et slag i luften, men det kan ikke udelukkes, at den kristenvenlige Harold, som ifølge Adam ledsagede Gorm i Hedeby i 936, var svigerfaderen Klak-Harald. Det kan forklare de 3 kristne konger, som Roskildekrøniken fejlagtigt satte ind i den danske kongerække. Med sin begrænsede viden om 900-tallets historie kan han fra sine forlæg have sammenblandet Harald Blåtands fædrene og mødrene slægt en forlængende fejl, som Saxo ville gribe med kyshånd. I 962 blev den tyske kong Otto I salvet af paven som tysk/romersk kejser. Harald Blåtand har sandsynligvis derfor anset det for klogest at acceptere kristendommen for at undgå eventuelle ekspansionsplaner fra kejserens side i lighed med Karl den Store hvor et hedensk Danmark nu var et oplagt mål. Hvis danskerne selv blev kristne, ville Otto ikke have samme begrundelse for at bruge magt. Det var derfor en naturlig følge, at Harald ca. 965 lod sig døbe og på den store Jellingsten fremhævede, at han samlede Danmark al og gjorde dem kristne. Forældrenes grave blev muligvis flyttet fra Nordhøjen til en trækirke. Et stort udtænkt monument blev bygget omkring runesten og kirke i årene frem til 970 en spektakulær magtmanifestation nær den nord/sydgående vej ikke ved vejen mod Sjælland. Det var altså møntet på jyder og tyskere og skulle vel også fungere som modtagelsescenter for kejserens udsendinge det Sven Aggesen kaldte Harald Blåtands kongsgård, så Arups disciple kunne bruge det som sovepude, indtil arkæologerne afslørede, at det var fra 968. Anlægget er uden spor af en forgænger og næsten fundtomt. Om det er en avanceret videreudbygning af de østdanske haller, er vanskeligt at sige, da Harald måske aldrig fik mulighed for at fuldføre sit værk. Et angreb på Otto II i 973 førte til efterfølgende tab af Hedeby og opførelse af Trelleborgene i stedet inden han blev afsat af sønnen. Om der ligger genialitet eller vanvid eller begge dele bag hans byggerier, ved vi altså ikke. o O o En systematisk gennemgang og sammenholdelse af sagn og historiske kilder, kan altså give os et forløb som hænger tidsmæssigt sammen over 500 år. Det er karakteristisk, at de tre episoder, hvor danerne for alvor blev truet udefra, fremkaldte norddanernes samling, den midlertidige fælleskonge og Danmarks samling altså en successiv oprettelse af kongeriget, som reelt først var færdigetableret med Valdemar den Store. Det er stadig kun sagnhistorie, men en meningsfuld af slagsen, da sagnene i det foregående stort set kun er brugt til at forklare det forløb, som blev ridset op af arkæologi og udenlandsk historie. Vi bør også notere os, at Erik Arups jyske kongerige, som blev til Jellingdynastiet, antageligt var en politisk and. Lejre var den danske kongefamilies udgangspunkt og som den tyske bisp Thietmar skrev kort før 1018, da hallerne ifølge dateringen endnu stod der: Lejre var danernes regeringssæde og kultsted. Hvad angår referencer og argumentation henvises der til selve bogen, Danerkongerne fra Lejre: 14

15 Rekonstruktion og markering af hal IVab fra 900-tallet Gorms hal? 27/ Troels Brandt 15