Prædiken holdt i Haderslev Domkirke af sognepræst Henning Wehner / s.i fasten 8. marts 2015 Dom kl Luk 11.

Transkript

1 Prædiken holdt i Haderslev Domkirke af sognepræst Henning Wehner / s.i fasten 8. marts 2015 Dom kl Luk Vi er nu et godt stykke inde i den del af kirkeåret, som vi kalder faste-tiden altså tiden fra fastelavn og frem til påske. Faste-tiden er en forberedelsestid, hvor vi bl.a. besinder os på, hvad det vil sige at være et menneske. Et af de gennemgående temaer disse søndage er kampen mellem ondt og godt mellem djævel og Gud. Sådan er det også i dag; men der bruges nogle billeder og udtryk, som virker meget langt fra vores dagligdag. Som vi til alle tider har kendt til billeder af Gud, sådan har vi også haft billeder af den onde Satan djævelen, eller hvad vi nu kalder ham. Vi kan se på gamle kalkmalerier, at man i middelalderen havde et billede af den onde som en skabning med lang hale og klove og horn i panden. Og nogle mennesker har i dag et billede af Gud som en gammel mand med langt hvidt skæg. Begge billeder er et udtryk for menneskets lyst til og behov for at danne billeder. Vores fantasi skaber et billede, både når vi hører om Gud og om djævel, og det er vigtigt, at disse billeder ikke står i vejen for vores tro på Gud. Derfor er det også vigtigt at få luget de værste misforståelser ud, så vi ikke bærer på et billede af Gud, der er helt forskelligt fra 1

2 det billede, vi kender fra Bibelen og især fra Jesus Kristus. Det er paradoksalt at høre voksne mennesker begrunde deres skepsis om Gud ved at henvise til, at de ikke tror på en sådan gammel mand med langt skæg. Nej, et sådant guds-billede kan man kun have som barn. Når man først begynder at tænke en smule kritisk, må man gøre op med et sådant udtryk og finde et mere voksent billede, når det handler om Gud. I dagens evangelium får vi nogle mærkelige og meget fremmedartede billeder af dæmoner og urene ånder og dæmonernes fyrste Beelzebul. Det forekommer meget langt fra vores hverdag i Danmark, og vi står i fare for at afvise det hele som noget overtroisk snak. Når vi fx. møder et menneske, der ikke kan høre, så taler vi jo ikke om, at det er besat af en dæmon, men at det lider af en sygdom eller en ulykke, der har ramt hørelsen. I det hele taget er det nok meget få danskere, der har dæmoner med som en del af deres tilværelsesforståelse. Mange af os vil se det som udtryk for en helt anden kultur og måske også en helt anden tid et udtryk for at evangelierne er skrevet for flere tusinde år siden. Men kan vi så slet ikke få nogen mening i dagens evangelium? Er det blot forældet snak? Nej, det mener jeg ikke! Det er nok en forældet sprogdragt, men sagen er ganske aktuel. Det handler jo om ondt og godt og det bliver aldrig forældet. 2

3 Nogle af dem, der oplever, at Jesus giver en stum talens brug tilbage, udtrykker deres mistanke om, at Jesus står i ledtog med den onde selv. Men Jesus afviser med en kort argumentation deres mistanke. Stumheden er den ondes angreb på livet og på mennesket, og enhver, der bekæmper sygdom og stumhed, står ikke i ledtog med den onde, men er tværtimod i kamp mod den onde. Altså: Jesus samarbejder ikke med den onde nej, han bekæmper den onde. Og dette er en helt afgørende pointe i dagens evangelium. Der findes i tilværelsen onde kræfter, der vil livet og glæden til livs, og Jesus bruger sine kræfter på at bekæmpe disse onde kræfter. Han stiller sig altså på livets og glædens side. Er sygdom da et udtryk for ondskab, vil nogen måske spørge. Nej, vi opfatter ikke sygdom som en personlig straf. Sygdom er et udtryk for, at vi ikke lever i paradis. At der undertiden opstår en uorden i verden, som ikke altid kan forklares. Som vi ikke kan drage nogen til ansvar for, men som alligevel kan ødelægge et menneskes liv eller gøre det meget slidsomt og vanskeligt. I dag ser vi desværre tendenser til at gøre det enkelte menneske ansvarlig for sin egen skæbne. Når vi taler så meget om livs-stils-sygdomme, så risikerer vi at gøre det enkeltes menneskes sygdom til hans egen skyld. Så cementerer vi den belastende og usande sætning, der hedder, at enhver er sin egen lykkes smed. Så er ikke bare dæmonerne smidt ud, nej, så er også Gud og Djævelen 3

4 smidt ud. Så er det hele et spørgsmål om mig og mine valg. Om min måde at leve på er sund eller usund så er min skæbne min egen skyld. Så er mine dårlige lunger eller min kræft-sygdom blot et resultat af min dårlige livsførelse. Det er en frygtelig belastende tænkemåde, at få presset ned over sit liv ikke mindst da, hvis man først er blevet alvorligt syg. Evangeliet i dag fortæller os, at der findes en uorden i verden kald det dæmoner eller kald det sygdom eller kald det fejludvikling. Og Jesus går aktivt ind i kampen mod denne uorden: mod sygdom - mod ondskab mod mislykkede liv. Og han bruger ikke en masse tid og kræfter på at forklare, hvor det onde kommer fra, men bruger i stedet sin tid og sin guddommelighed på at bekæmpe lidelsen og ondskabens frugter. Han søger at genoprette i stedet for at forklare. Han tegner et nyt billede af Gud, som den, der står på lysets side i kampen mod mørket. Som den, der med ordet og med kærligheden bekæmper løgnen og ondskaben. Og Jesus slutter med en lille advarende fortælling om en ånd, der drives ud og på et tidspunkt vender tilbage og finder sin oprindelig bolig fejet og prydet og derfor rykker ind igen og tager syv andre ånder med sig. Og det går derfor fra slemt til værre. Hvis vi i glæden over at have hørt evangeliets befriende budskab, løfter fanen så højt, at vi mister jordforbindelsen, så tror vi os måske hævet over ondskaben. Så kan vi bilde os selv ind, at vi nu har vundet kampen mod det onde og 4

5 derfor ikke behøver at vie ondskaben yderligere opmærksomhed. Nej, siger Jesus, ondskaben ER der, og den slipper vi aldrig af med. Vi må til stadighed minde os selv om, at vi står i en kamp mellem ondt og godt, og at vi hver eneste dag skal vælge side og ofte er det ikke et valg mellem sort og hvidt, men mellem lysegråt og mørkegråt. Som optakt til dåben, fik de to små dåbsbørn tegnet et kors for såvel pande som bryst, som et usynligt tegn på at de nu skal tilhøre Jesus Kristus. Og umiddelbart derefter indledte vi med at spørge, om vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Dermed er der sat en realistisk overskrift over et menneskes liv: vi står fra dag ét i et valg mellem ondt og godt. Når man er ganske spæd er det ikke særlig tydeligt, men barnet skal ikke være ret gammel, før vi som forældre kan aflæse både tilløb til, at det gode sejrer, og til at det modsatte sker. Jesus så realistisk ondskaben i øjnene og tog kampen op. En kamp som kulminerede i påsken med Langfredags lidelse og Påskemorgens ubegribelige sejr. Et forløb der lignede ondskabens sejr, men som endte med kærlighedens sejr over mørke og død. Jesus viste os vejen og han gik den i vores sted. Vi er døbt til at følge ham ikke til kors og død, men til kamp her og nu mod det onde og til en endelig sejr, når Gud en gang samler os alle under sin ubetingede kærlighed. Vi er ikke vores egen lykkes smed. Vi er i Guds hænder! 5

6 Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. 6