Infoblade. om eltransmissionssystemet

Transkript

1 Infoblade om eltransmissionssystemet

2 Infoblade om eltransmissionssystemet Indholdsfortegnelse: Nr. Infoblad 1 Elsystemet i Danmark 2 Elnettet i tal 3 Eltransmissionsnettets udvikling 4 Eltransmissionsteknologier 5 Magnetfelter 6 Magnetfelter og sundhedsrisici 7 Sådan udføres et 400 kv-luftledningsanlæg 8 Sådan udføres en 400 kv-kabelforbindelse 9 Visuelle påvirkninger fra kabler, master og stationsanlæg 10 Støjpåvirkninger ved eltransmissionsanlæg 11 Påvirkninger af natur, flora og fauna 12 Myndighedsbehandling i forbindelse med etablering af eltransmissionsanlæg på land 13 Myndighedsbehandling etablering af eltransmissionsanlæg på havet 14 Myndighedsbehandling i forbindelse med renovering og sanering af eltransmissionsanlæg 15 Rettighedserhvervelse i forbindelse med etablering af eltransmissionsanlæg 16 Erstatning i forbindelse med etablering af eltransmissionsanlæg Bilag: Oversigtskort - eltransmissionssystemet i Danmark Dato: 4. september 2007 Indholdsfortegnelse, dok /07 v2 1

3 Elsystemet i Danmark Elsystemet i Danmark består af elproduktionsanlæg, transmissionsanlæg og en distributionsdel, der ender hos forbrugerne. Figur 1 viser opbygningen af det danske elsystem fra de store centrale værker, havmølleparker og forbindelserne til udlandet tilsluttet transmissionsnettet (400 kv-132 kv), til virksomheder og husholdninger tilsluttet distributionsnettet på (10 kv-0,4 kv). Figur 1 Opbygning af det danske elsystem. Elsystemet består overordnet set af en netdel (transmission og distribution) samt en produktions- og forbrugsdel, som er beskrevet nedenfor. Eltransmissionsnettet Nettet er hierarkisk opbygget og består øverst af et transmissionsnet, der udgør "rygraden" i elsystemet. Transmissionsnettets primære funktion er at muliggøre tilslutning af de store centrale værker, havmølleparker samt forbindelserne til udlandet. Herved kan den elektriske energi transporteres sikkert, effektivt og stabilt rundt i elsystemet. I Danmark er transmissionsnettet opbygget omkring en 400 kvgrundstruktur, der er parallelkoblet med et mere formasket regionalt kv-net. Ved formasket net forstås her et net opbygget, så der mindst er tosidet forsyning, fx en ringstruktur. På Sjælland anvendes spændingsniveauerne 400 kv og 132 kv, mens transmissionsnettet i Jylland er baseret på spændingsniveauerne 400 kv og 150 kv. Som det nederste lag i nethierarkiet findes distributionsnettet, der udgør nettet mellem transmissionsnettet og forbrugerne (virksomheder og husholdninger). Distributionsnettet udgør desuden tilslutningspunktet for hovedparten af elproduktionen primært fra vindmøller på land samt de lokale decentrale kraftvarmeværker. Distributionsnettet er også hierarkisk opdelt, hvor det øverste lag udgøres af et kv-net, der varetager de store ener- Elsystemet i Danmark, dok /07 v2 1

4 og udlandsforbindelser kan medføre, at der opstår prisforskelle mellem områder. gitransporter mellem transmissionsnettet og forbrugerne, fx til indfødningspunkter i byområderne, eller hvor energitransporten sker over længere afstande, fx i landområderne. I nærheden af forbrugerne bliver spændingen reduceret fra kv-niveau via det lokale distributionsnet, hvorfra de fleste forbrugere modtager deres el (0,4 kv), men en række større virksomheder modtager el direkte fra højere spændingsniveauer (især 10 kv). Elproduktionen Af historiske grunde består produktionsdelen af en række store centrale værker, der typisk er placeret i nærheden af de større byområder, hvilket har givet mulighed for kombineret produktion af el og fjernvarme. Dermed var produktionen tæt på de største forbrugscentre, og behovet for store energitransporter mellem regionerne kunne begrænses til at omfatte gensidig udnyttelse af reserver. Adgang til gode havnefaciliteter og kølevand har også været afgørende for placering af de centrale kraftværker. Ved dimensionering af det samlede elsystem er både produktionskapacitetens tilstedeværelse og placering afgørende. Desuden er nettets evne til at transportere energien vigtig. Historisk har elsystemet været dimensioneret efter forsyningen til lokalområdet. I takt med udbygningen af vindkraft, kraftvarmeproduktion og udveksling mellem områder sker dimensioneringen under hensyn til de krav, dette medfører. Transmissionsnettet, udlandsforbindelserne og de centrale anlæg har med den nuværende opbygning af elsystemet en betydelig opgave med at fordele og regulere effekten i det samlede elsystem. I takt med udbygningen af transmissionsnettet gennem 1950'erne blev der etableret et samarbejde omkring elproduktionen med henblik på optimal udnyttelse af de mest effektive centrale værker. Et sådant samarbejde kræver et stærkt transmissionsnet, der sikrer mulighed for optimal produktionsfordeling på værkerne. Ligeledes opnås en høj forsyningssikkerhed, idet det lokale forbrug kan forsynes fra fjerne centrale værker i tilfælde af lokalt produktionsunderskud, fx når et centralt værk er havareret eller i forbindelse med revision af værket. Højspændingsnettet har desuden direkte betydning for prisdannelsen på det kommercielle elmarked. Begrænsninger i højspændingsnettet Centralt kraftværk Centralt kraftværk Decentralt kraftværk Vindmølle Solvarmeanlæg Figur 2 Udvikling af produktionskapaciteten Elsystemet i Danmark, dok /07 v2 2

5 Gennem 1980'erne startede en markant ændring af produktionsdelen, idet produktionen blev mere spredt. Et kendetegn ved det nuværende danske elsystem er, at ca. 40 pct. af produktionskapaciteten er tilsluttet distributionsnettet på 60 kv eller lavere spændingsniveauer. Denne del af produktionsapparatet består af lokale decentrale kraftvarmeværker og vindmøller. Produktionen er tidsmæssigt bundet til, hvornår der er behov for varme og el, og hvornår og hvor meget vinden blæser. Den stigende mængde vindproduktion og kraftvarmeproduktion betyder, at der ofte kan opstå ubalance mellem elproduktion og elforbruget. Fx i perioder med meget vind eller omvendt i perioder uden vind skal disse ubalancer dækkes af produktion fra de centrale værker og via eksport og import fra udlandsforbindelserne. Med en stigende mængde produktion relateret til vindkraft og kraftvarme øges behovet for effektregulering. Det skal ganske enkelt være muligt at kunne skrue op og ned for produktionen, så den svarer til det behov, der er her og nu for varme og elektricitet. Et eksempel på en ubalance fremgår af figur 3. Eksemplet viser vindkraftproduktion og elforbrug for Jylland-Fyn-området den 3. september 2006, hvor vindkraftproduktionen er høj om natten, og elforbruget er relativt lavt. Figur 3 Elforbrug og vindkraftproduktion på et døgn, hvor vindkraftproduktionen er høj om natten, samtidig med at elforbruget er relativt lavt. Elsystemet i Danmark, dok /07 v2 3

6 400/150 kv- eller 400/132 kv-transformerstation 150/60 kv- eller 132/50 kv-transformerstation Kraftværk med tilhørende station 150 kv- eller 132 kv-ledning et system 150 kv- eller 132 kv-ledning to systemer 150 kv- eller 132 kv-kabel 400 kv-kabel 400 kv-ledning et system 400 kv-ledning to systemer 400/150 kv- eller 400/132 kv-kombiledning 220 kv-ledning to systemer 220/150 kv-kombiledning 250 kv, 350 kv- eller 400 kv-ledning Jævnstrøm 250 kv, 350 kv- eller 400 kv-kabel HVDC Uafhængig af antal systemer Figur 4 Det eksisterende eltransmissionsnet ultimo Elsystemet i Danmark, dok /07 v2 4

7 Elnettet i tal Elnettets opgave er at transportere og distribuere elektricitet fra elproduktionsanlæggene til elforbrugerne. På mange måder kan elnettet sammenlignes med det danske vejnet kv-nettet svarer til motor-, motortrafik- og større hovedveje kv-nettet svarer til mindre hovedveje og landeveje kv-nettet svarer til bivejene, og 0,4 kv svarer til villavejene. I tabel 1 er angivet kabel- og luftledningsnettets længde for 2005 fordelt på ovennævnte spændingsniveauer. kabler luftledninger km km kv kv kv ,4 kv i alt Tabel 1 (kilde: Dansk Energi). Figur 2 Viser 0,4 kv-10 kv- og 50/60 kv- luftledningsmaster med angivelse af højder. Godt og vel 40 pct. af produktionsanlæggene er tilsluttet elnettet på 60 kv eller lavere spændingsniveauer. Denne del består især af decentrale kraftvarmeværker og vindmøller. Tabel 2 giver et overblik over mængden af tilsluttet produktionskapacitet fordelt på de forskellige spændingsniveauer. Tilsvarende er illustreret i figur 6. Den samlede længde af 400 kv-luftledninger og -kabler er henholdsvis km og 49 km. I figur 1 og figur 2 er vist et repræsentativt udvalg af de luftledningsmaster, der anvendes på de forskellige spændingsniveauer. Figur 1 Viser 132/150 kv- og 400 kv-luftledningsmaster med angivelse af højder. Elnettet i tal, dok /07 v2 1

8 Spændingsniveau (kv) ,4 i alt Centrale kraftværker antal MW Decentrale kraftvarmeværker antal MW Vindmøller antal MW i alt antal MW Tabel 2 Mængden af tilsluttet produktionskapacitet fordelt på spændingsniveauer. "Antal" angivet i tabel 2 er antal generatorer. Et centralt kraftværk har ofte flere generatorer, og en vindmøllepark har mange generatorer. De fleste elforbrugere modtager el på 0,4 kvniveau, men en række større erhvervskunder modtager el direkte fra højere spændingsniveauer især 20-6 kv-niveauet. Elforbruget varierer time for time over døgnet og over året. I løbet af et døgn er elforbruget størst om morgenen og om aftenen. Elforbrugets variation over et typisk hverdagsdøgn i vinterhalvåret er vist i figur 3. MW Klokken MW Timer Figur 4 Varighedskurven for elforbrug Det største forbrug i en time i 2006 var MWh, det mindste var MWh altså ca. en tredjedel af det største forbrug. Elnettet skal også transportere el til udlandet (eksport) og fra udlandet (import) samt fra udland til udland (transit). Forbindelserne til udlandet er tilsluttet elnettets kv-niveau. Figur 5 viser overføringskapaciteterne for udlandsforbindelserne. Figur 3 Elforbrugets variation over et typisk hverdagsdøgn vinter. Elforbruget er størst om vinteren og mindst om sommeren. Variationen over året illustreres bedst ved en varighedskurve, hvor det enkelte forbrug time for time er opstillet efter størrelse. Elnettet i tal, dok /07 v2 2

9 Figur 5 Overføringskapaciteter for udvekslingsforbindelser. Figur 6 Viser elsystemet med tal fra tabel 2 og figur 5. Elnettet i tal, dok /07 v2 3

10 Eltransmissionsnettets udvikling Eltransmissionsnettet er siden elektricitetens barndom udviklet og udbygget i takt med det teknisk-økonomiske behov. Historie Stigningen i elforbruget i 1950'erne og 1960'erne samt etableringen af større centrale kraftværker medførte et behov for et transmissionsnet drevet ved 132/150 kv, for at elforbruget kunne forsynes fra disse centrale kraftværker, og for at de kunne stå i reserve for hinanden. 132/150 kv-ledninger. De gule kvadrat-prikker viser de centrale kraftværksplaceringer. De røde cirkel-prikker viser, hvor 400 kv transformeres til 132/150 kv, og de sorte cirkel-prikker viser, hvor 132/150 kv transformeres til distribution. Forsyningssikkerhed 400 kv- og 132/150 kv-nettet drives formasket og i parallel. Formasket vil sige, at der til transformeringspunkterne er mindst tosidet forsyning. Dette har afgørende betydning for forsyningssikkerheden, idet der, når den ene ledning mangler, forsynes fra den anden. En ledning kan mangle, når den planmæssigt er taget ud af drift for at blive vedligeholdt, eller fordi der tilfældigt er opstået en fejl på ledningen. Som udgangspunkt drives nettet n-1 sikkert. Det betyder, at forsyningen skal kunne opretholdes i alle driftssituationer med planlagte mangler, hvis der oveni tilfældigt skulle opstå en fejl på en idriftværende ledning eller anden anlægsdel. Figur 1 Transmissionsnettet Gennem 1970'erne, 1980'erne og i begyndelsen af 1990'erne blev elsamarbejdet med udlandet udviklet, og de centrale kraftværker blev videre udbygget. Det medførte et behov for et transmissionsnet og samarbejdsforbindelser drevet ved 400 kv, for at produktionsreserverne kunne udnyttes mellem værkerne. Denne udbygning af de centrale kraftværker, samarbejdsforbindelserne til udlandet, samt elforbrugsudviklingen er baggrunden for den transmissionsspænding og netstruktur, vi har i dag. Paralleldrift betyder, at forskellige spændingsniveauer kan indgå i en maske. Når en 400 kvledning mangler, overtages forsyningen af de andre ledninger i masken, som kan være 132/150 kv-ledninger i de tilfælde, hvor 400 kv-masken ikke er komplet. Overføringsevnen for en 132/150 kv-ledning er 3-6 gange mindre end overføringsevnen for en 400 kv-ledning. Det er således vigtigt, at en 400 kv-maske er komplet for at kunne udnytte den fulde kapacitet under hensyntagen til n-1 sikkerhed. I de hidtidige netudviklingsplaner har det bl.a. været en prioritet at lukke den Nordsjællandske 400 kv-maske og den Vestjyske 400 kv-maske ved at bygge henholdsvis en 400 kv-ledning mellem Kyndbyværket og Asnæsværket og en 400 kvledning mellem Idomlund og Endrup. Figur 1 viser forenklet det eksisterende transmissionsnet med placeringen af de centrale kraftværker og forbindelser til udlandet. De røde linjer er 400 kv-ledninger, de sorte er Eltransmissionsnettets udvikling, dok /07 v2 1

11 Elforbrug De mange elforbrugscirkler i fx hovedstadsområdet viser, at der er mange steder, hvor der transformeres til distribution. Disse distributionsområder kan reserveforsynes fra nabodistributionsområder, hvorved betydningen af fejl i transmissionsnettet reduceres. Der er i hele landet muligheder for, at et distributionsområde kan reserveforsynes fra et andet distributionsområde normalt via de underliggende 50/60 kv-net. På Sjælland, Fyn og nogle steder i Jylland drives disse net parallelt med transmissionsnettet. Decentral produktion Figur 2 Elforbrug - maksimal effekt. Figur 2 viser transmissionsnettet sammen med det relative elforbrug i de områder, hvor strømmen transformeres til distributionsnettet. Elforbrugscirklernes diameter repræsenterer det maksimale effektforbrug i distributionsområdet. Det bemærkes ikke uventet at elforbruget er koncentreret omkring de store byer. På Sjælland er koncentrationen i området omkring Storkøbenhavn. I Jylland og på Fyn er koncentrationen omkring Esbjerg i det sydvestjyske, omkring Herning/Holstebro i det midtjyske, omkring Aalborg i det nordjyske og langs østkysten i det jyske område samt omkring Odense på Fyn. Det er også her, de centrale kraftværker er placeret i Jylland og på Fyn. I normale driftssituationer betød dette tidligere, at transmissionsnettet ikke var belastet af eltransport til store byer i Jylland og på Fyn. Derimod har der på Sjælland i normale driftssituationer været behov for at transportere el fra de centrale kraftværker i Vest- og Sydsjælland til hovedstadsområdet. Figur 3 Decentral Kraftvarme maksimal effekt. Placeringen af de centrale kraftværker tog i mange tilfælde også hensyn til, om der var muligheder for kombineret el- og varmeproduktion, fordi dette var og er der god økonomi i. Et forhold som i slutningen af 1980'erne og op gennem 1990'erne, sammen med incitamenter for at udnytte gastransmissionen, medførte en markant udbygning af den decentrale produktion. Figur 4 Vindkraft maksimal effekt. Eltransmissionsnettets udvikling, dok /07 v2 2

12 Figur 3 viser analogt til figur 2 transmissionsnettet sammen med den relative elproduktion fra de decentrale kraftvarmeanlæg i de områder, hvor der transformeres til distribution. Udbygningen af den decentrale produktion aflastede transmissionssystemet, fordi produktionen blev placeret, hvor der ikke var central produktion eller mangel på central produktion, og fordi el- og varmeforbruget ofte følges ad. Tilsvarende, kan man stort set også sige, at de første vindkraftanlæg i 1990'erne aflastede transmissionsnettet. Figur 4 viser transmissionsnettet sammen med elproduktionen fra vindmøllerne. Det er først de seneste ti år, at vindkraftudbygningen er blevet så omfattende, at vindkraftproduktionen ofte skal transporteres fra vindmølleområderne, som primært er langs den jyske vestkyst og på Lolland til belastningscentrene, som primært er langs den jyske østkyst og hovedstadsområdet. Netudbygningsbehov Specielt bygningen af de store havvindmølleparker ved Horns Rev og ved Nysted og de planlagte udbygninger ved Horns Rev II og ved Nysted II (Rødsand) har og vil forstærke behovet for transport og til tider eksport af vindkraftproduktion. Dette hænger også sammen med, at årstider med stort elforbrug samtidig har varmekoblet elproduktion fra de centrale og decentrale værker, og at årstider med lille elforbrug kan have maksimal vindkraftproduktion. For bedre at kunne udnytte elproduktionskapaciteten i Danmark er det besluttet at bygge en transmissionsledning mellem Sjælland og Fyn. Den elektriske Storebæltsforbindelse ventes idriftsat ultimo Regeringens målsætning om en stadig øget andel vedvarende energi frem mod 2025 har foreløbig udmøntet sig i rapporten "Fremtidens Havmølleplaceringer", hvor der er udpeget i alt 23 mulige placeringer af havmølleparker á 200 MW. Figur 5 Mulige fremtidige havmølleplaceringer. Endvidere blev der i 2004 aftalt en skrotningsordning, der skal muliggøre, at der samtidig med udbygning med vindkraft varetages landskabelige hensyn gennem en sanering af områder med mange ældre og uheldigt placerede vindmøller på land. I den forbindelse forventes der en nettotilgang på ca MW. Indpasningen af hele og dele af denne mulige vindkraft i transmissionssystemet er en kæmpe udfordring, og der må forventes store investeringer i udbygning af 400 kv-transmissionsnettet og forstærkning af 132/150 kv-transmissionsnettet samt eventuel ombygning af netstrukturen. Hvis teknologien skal baseres på jordkabler i stedet for luftledninger, bliver udfordringen ikke mindre, idet der herved både skal håndteres en ændret primær produktionsform med nye systemegenskaber og en ændret transmissionsteknologi med nye systemegenskaber. Herunder har det også betydning, hvilket produktionsapparat der skal stå i reserve for vindkraften. En langsigtet og koordineret planlægning af havmølleudbygningen i relation til udviklingen af transmissionsnettet er derfor yderst vigtig for at sikre en teknisk og samfundsøkonomisk optimal løsning. Hvis nettet alternativt bliver optimeret i forhold til hver enkelt park, Eltransmissionsnettets udvikling, dok /07 v2 3

13 vil summen af omkostningerne til de enkelte løsninger alt andet lige blive højere end en samlet, langsigtet løsning for den fremtidige eltransmission. Parallelt med ovennævnte udvikling må det forventes, at der skal tages hensyn til, at konkurrencemarkedet for elhandel udvikles så effektivt som muligt. Herunder elhandel med udlandet og transit. Dette vil kræve yderligere styrke og robusthed i transmissionsnettet, da driftsmønsteret ikke sådan uden videre kan planlægges. Figur 6 Overføringskapaciteter. Eltransmissionsnettets udvikling, dok /07 v2 4

14 Eltransmissionsteknologier Historie Elforsyningens historiske udvikling begyndte med jævnstrøm (Direct Current DC), hvor små lokale jævnstrømsværker producerede 220/440 Volt, som blev sendt ud til mindre byområder. I takt med en voksende efterspørgsel byggede man større og større værker og udbyggede samtidigt nettene. Transporten af elektricitet over større afstande gav imidlertid store energitab. Ved at skifte til vekselstrøm (Alternating Current AC) blev det muligt at anvende højere spænding og dermed mindske energitabet markant. Det medførte, at man i Danmark i årene før og lige efter 2. verdenskrig omstillede elforsyningen fra jævnstrøm til vekselstrøm. Vekselstrøm er i dag totalt dominerende både i Danmark og på verdensplan. Teknologier Fordelen ved vekselstrøm er, at den i modsætning til jævnstrøm relativt enkelt kan transformeres op og ned mellem forskellige spændingsniveauer. Det muliggør, at strømmen så at sige kan "påfyldes" og "tappes" overalt i nettet, lige fra transmissionsniveauet (132/150 kv til 400 kv) over distributionsniveauet (10-60 kv) og til forsyningsniveauet (230/400 V). Jævnstrøm i form af HVDC (High Voltage Direct Current) anvendes i dag næsten udelukkende til at forbinde vekseltrømssystemer, der ikke svinger i takt, samt ved lange havkrydsninger. Både vekselstrøm og jævnstrøm kan transmitteres via luftledninger og via kabler i jorden. Anlægstyper Luftledninger Kabler På land Vekselstrøm 400 kv kv /132 kv Jævnstrøm Til søs Vekselstrøm 400 kv /132 kv 0 35 Jævnstrøm Tabel 1 Antal km transmissionsledninger i det danske system fordelt på anlægstyper. Vekselstrøm (AC) Luftledninger Både i Danmark og i resten af verden er langt hovedparten af transmissionsnettet baseret på vekselstrøm i luftledninger, idet denne løsning under normale forhold både er den teknisk set mest enkle og samtidig den billigste teknologi til fremføring af store mængder elektrisk energi. Vekselstrøm fremføres med tre faseledninger, som tilsammen udgør ét ledningssystem. En enkelt masterække kan udføres, så den fremfører et, to eller flere ledningssystemer. Ud over faseledningerne er luftledninger normalt udstyret med en eller flere jordledninger, der bl.a. fungerer som lynbeskyttelse for ledningerne. Transmissionsnettet i Danmark De ledninger, der indgår i det danske transmissionsnet på land, er primært vekselstrømsledninger. Desuden indgår et antal jævnstrømsforbindelser til udveksling af energi med udlandet, ligesom den kommende elektriske Storebæltsforbindelse udføres som en jævnstrømsforbindelse. En oversigt over antal km transmissionsledninger i det danske system, inkl. samarbejdsforbindelserne til Norge, Sverige og Tyskland, fordelt på transmissionsteknologier og anlægstyper, fremgår af tabel 1. Eltransmissionsteknologier, dok /07 v2 1

15 Figur 1 Eksempler på forskellige typer af master. Jo større mængde elektrisk effekt (MegaWatt - MW), der skal transmitteres, jo højere spænding (kilovolt kv) vælges. Dette skyldes, at både anlægsprisen og tabene i ledningen herved mindskes væsentligt. Et typisk 132/150 kvluftledningssystem kan overføre ca. 350 MW, mens et 400 kv-system kan overføre ca MW. Den fysiske konstruktion af kabler og luftledninger giver forskellige egenskaber med hensyn til overføringskapacitet: På 50/60 kv-niveau (og lavere) er overføringskapaciteten pr. system stort set ens for kabler og luftledninger. Dvs. at én luftledning normalt altid kan erstattes af ét kabelsystem. Kabler Tidligere anvendtes kabler isoleret med olie og papir til de høje spændingsniveauer, men i dag er det blevet muligt at fremstille driftssikre kabler isoleret med plastmaterialer også på de spændingsniveauer, der anvendes til transmission. Plastisolerede kabler fortrækkes af miljømæssige årsager og af hensyn til pris. Udbredelsen af vekselstrømskabler til transmission er på verdensplan forholdsvis beskeden. De anvendes især i bymæssig bebyggelse og kun i relativt sjældne tilfælde i det åbne land. I Danmark har man de seneste år i praksis anlagt nye ledningsforbindelser op til og med 150 kv som kabel. Det har dog hidtil ikke på forhånd været udelukket, at også 132/150 kvforbindelser kunne etableres som luftledninger i særlige tilfælde. På 400 kv-niveau er der derimod kun etableret få km kabel, men på trods af det regnes Danmark for et foregangsland i anvendelsen af kabler på dette spændingsniveau. Ca. en tredjedel af verdens installerede 400 kv-kabler med plastisolation i dag findes i Danmark. På 132/150 kv-niveau vil et luftledningssystem generelt have større overføringskapacitet end ét kabelsystem, men i mange tilfælde er det alligevel muligt at "nøjes" med ét kabelsystem pr. luftledningssystem. På 400 kv-niveau vokser forskellen mellem, hvad et kabelsystem kan overføre i forhold til et luftledningssystem betragteligt. Dette skyldes den fysiske opbygning: 400 kv-luftledninger er af helt andre årsager altid udført med to eller flere tråde pr. fase og kan derfor overføre en meget stor strøm. Luften omkring faserne isolerer for den høje spænding og køler lederen, når strømmen bliver stor. Et 400 kv-kabel er derimod pakket ind i et tykt lag plastisolering for at isolere for den meget høje spænding på Volt. Men jo højere strømmen i kablet bliver, des mere varme skal det af med, så plastisoleringen bliver dermed en ulempe. Eltransmissionsteknologier, dok /07 v2 2

16 400 kv kabel. Ladestrøm og kompensering af AC-kabler Et kabel fungerer som en stor kondensator, som vokser i størrelse, jo længere kablet er. En kondensator er at sammenligne med et stort batteri, som oplades og aflades af vekselspændingen 50 gange i sekundet. Dette giver anledning til ekstra strøm den såkaldte ladestrøm som optager pladsen for den nyttestrøm, der kan gå i kablet. Ud over at optage pladsen for nyttestrømmen medfører ladestrømmen desuden ekstra tab i forhold til en luftledning. Ved lange kabelforbindelser er det nødvendigt at indskyde et antal reaktorstationer, som kan generere ladestrøm til kablet. Denne såkaldte kompensering muliggør, at der på trods af ladestrømmen alligevel bliver "plads" til at overføre energi fra den ene ende af kablet til den anden. Ved 400 kv-kabler er reaktorstationerne nødvendige for hver ca km og ved 132/150 kv-kabler for hver ca km. En reaktorstation ligner en almindelig transformerstation. Også reaktorstationerne bidrager til, at tabene i en 400 kv-kabelforbindelse typisk bliver højere end i en tilsvarende luftledning. På grund af virkningen af kablernes kondensatoreffekt og de indskudte reaktorstationer kan der i et transmissionsnet med en stor andel kabler opstå resonanssvingninger, fx når der kobles med nettet. Disse svingninger medfører, at der opstår høje spændinger, som vil kunne forårsage væsentlig skade og resultere i nedbrud af nettet. Da udbredelsen af kabler i transmissionsnet på verdensplan er ganske beskeden, findes der i dag reelt ingen praktisk erfaring med håndtering af disse fænomener. Det vil være nødvendigt at udforske dette emne nærmere, inden der i givet fald kan gennemføres en stor andel vekselstrømskabellægning på de højeste spændingsniveauer. Overføringskapacitet og økonomi Prisforskellen mellem løsninger baseret på luftledninger og kabler vokser markant med overføringsbehovet for en given linje. På de lavere spændingsniveauer under 100 kv er det således ikke væsentligt dyrere at bygge kabler end luftledninger, men dette er ikke tilfældet for de spændingsniveauer, der anvendes til transmission. Dette skyldes dels, at jordkablers overføringskapacitet ved høje spændinger er relativt mindre end luftledningers, og dels at prisen for en luftledning med to eller flere ledningssystemer ikke er væsentlig større end prisen for en luftledning med kun ét system. Der skal således normalt op til fire 400 kvkabelsystemer til at erstatte overføringskapaciteten i ét enkelt luftledningssystem. Det er dog ofte andre forhold end overføringsbehovet, der i sidste ende bestemmer, hvor stor overføringskapaciteten bliver, når en 400 kv-luftledning designes. Luftledningers overføringskapacitet er derfor ofte større end det, der reelt er behov for, og det er derfor i praksis i mange tilfælde ikke nødvendigt at lægge fire kabelsystemer som erstatning for et luftledningssystem. Ved at lægge flere kabelsystemer parallelt fås dog lavere tab i kablerne, og valget af antallet af parallelle kabelsystemer vil derfor bero på en afvejning mellem omkostninger til nettab og til anlægsinvestering. Overføringsevne pr. system (A) Spænding (kv) Figur 3 Overføringsevne for kabler og luftledninger. Luftledning 400 Kabel Eltransmissionsteknologier, dok /07 v2 3

17 kkr./mw (forholdstal) Kabel Fejlhyppigheden på jordkabler vurderes at være lavere end for luftledninger. Til gengæld tager en reparation af et kabel oftest væsentlig længere tid end for luftledninger. Luftledninger er nemmere at vedligeholde, dels fordi komponenterne teknisk set er enkle, og dels fordi alle dele er synlige og let tilgængelige for vedligehold. Jævnstrøm (HVDC) Spænding (kv) Luftledning Figur 4 Pris pr. MW pr. km overføringsevne for kabler og luftledninger. Det er ikke muligt at angive et præcist tal for forholdet mellem prisen for 400 kv-kabler og luftledninger. Hvis der fx er behov for den fulde overføringskapacitet i en tosystemsluftledning, skal der som nævnt anvendes op til otte kabelsystemer (afhængig af tværsnit). I det tilfælde bliver prisforholdet ca. 10:1. Hvis det er den fulde overføringskapacitet i en etsystemsluftledning, der skal danne grundlag for en prissammenligning, bliver forholdet i størrelsesordenen 6:1. Endelig, hvis overføringskapaciteten i blot ét enkelt kabelsystem kan opfylde det aktuelle overføringsbehov, kan prisforholdet blive så lavt som ca. 2:1. Oftest vil de to yderpunkter ikke være realistiske scenarier, og Energinet.dk plejer derfor at angive, at prisen for en 400 kv-kabelforbindelse er tre til syv gange dyrere end en tilsvarende luftledning. Drift og vedligehold Levetiden for de plastisolerede AC-kabler, der anvendes i dag, angives til 30 til 40 år. Der er endnu ingen langtidserfaringer med plastisolerede kabler på de højeste spændingsniveauer. De ældste 400 kv-kabler med denne teknologi er ca. 10 år. Når kablernes levetid er opbrugt, kan de ikke renoveres, men skal tages op og udskiftes med nye. For de forskellige komponenter, der indgår i luftledninger, er levetiden typisk år, men levetiden for luftledninger kan enkelt og relativt billigt forlænges ved løbende renovering og udskiftning af delkomponenter. Anvendelse Transmission med højspændt jævnstrøm (HVDC) anvendes normalt kun i de tilfælde, hvor vekselstrøm af tekniske eller andre årsager ikke kan bruges, fx hvis man ønsker at forbinde to AC-systemer, der er synkrone, eller ved meget lange havkrydsninger. Som eksempel kan nævnes den kommende elektriske Storebæltsforbindelselse imellem Sjælland og Fyn, der er tilsluttet hvert sit AC-system, der ikke er synkrone, henholdsvis det nordiske system Nordel og det kontinentale system UCTE. HVDC-forbindelser er punkt til punkt-forbindelser, hvor der overføres effekt imellem to HVDC-stationer. Hvis der skal aftappes effekt fra jævnstrømsledningen på et sted mellem de to HVDC-tationer, skal der tilsluttes en tredje HVDC-station på dette sted. Forbindelsen mellem stationerne vil i dag normalt være en kabelforbindelse, men den kan i princippet også være en luftledning. I modsætning til en vekselstrømsforbindelse kan den effekt, der overføres i en jævnstrømsforbindelse, reguleres, og en HVDC-forbindelse kan derfor benyttes til at stabilisere nettet. Jævnstrømskabler har i modsætning til vekselstrømskabler ikke behov for at blive kompenseret med reaktorer. Klassisk og ny HVDC-teknik Konverterstationerne omformer vekselstrøm til jævnstrøm og omvendt. Der anvendes i dag to forskellige teknologier til omformningen; klassisk HVDC, der omformer strømmen ved hjælp af såkaldte tyristorer, og ny HVDC, der også betegnes enten HVDC Light, HVDC plus eller VSC HVDC. Ny HVDC anvender såkaldte effekttransistorer i stedet for tyristorer til omformningen. Eltransmissionsteknologier, dok /07 v2 4

18 Ny HVDC teknologi har en række fordele frem for den klassiske teknologi, men til gengæld har den væsentlig større tab i konverterstationerne. En af de væsentlige forskelle er muligheden for at "påfylde" og "aftappe" energi undervejs på en strækning. Et klassisk HVDC-anlæg er et "lukket" system, hvor der kun kan "påfyldes" og "tappes" energi i enderne, mens det med den nye teknologi er teknisk muligt at lave "påfyldnings-/aftapningsstationer" undervejs på en forbindelse. Pladskravene til en konverterstation med den nye teknologi er desuden væsentligt mindre. Endelig er den nye teknologi baseret på kabler med plastisolering, mens der typisk anvendes kabler med isolering af olievædet papir til den klassiske teknologi. Det første kommercielle HVDC-anlæg gik i drift i På verdensplan er der til dato gennemført ca. 100 klassiske HVDC-projekter med en samlet kapacitet på MW. Syv af disse er forbindelser mellem Danmark og nabolande. Af den nye type findes i dag 10 anlæg på verdensplan med en samlet kapacitet på ca MW, hvoraf det største er på 350 MW. Kondensator batterier ca. 350 m AC filtre Konverterbygning AC koblingsanlæg DC koblingsanlæg ca 200 m ca. 20 m Klassisk HVDC er etableret med en overføringskapacitet på mellem 100 og MW, mens ny HVDC markedsføres med en overføringskapacitet på 50 til MW. HVDC-kabler er billigere end AC-kabler for samme overføringskapacitet. Til gengæld er HVDC-stationer væsentlig dyrere end ACstationer. Ved lange kabelstrækninger vil der være en vis break-even-længde, hvor transmission med HVDC er billigere end med ACkabler. Fordi udbuddet og antallet af leverandører er stærkt begrænset, varierer omkostningerne for kabelbaserede teknologier (både AC og HVDC) stærkt med den aktuelle efterspørgsel efter disse teknologier på verdensmarkedet. Der findes fx kun tre udbydere af HVDC-stationsanlæg på verdensmarkedet, og den nye teknologi er i dag totalt domineret af én enkelt leverandør. I tabel 2 nederst på siden er vist eksempler på skønnede anlægsomkostninger ved etablering af en transmissionsforbindelse på ca. 600 MW ved de forskellige teknologier. Bemærk dog, at kapaciteten er MW for luftledningen, da dette er den typiske kapacitet for ét enkelt luftledningssystem. Drift og vedligehold Designlevetiden for et HVDC-anlæg er 30 år, men driftserfaringer har vist, at levetiden kan være op til 40 år. Figur MW klassisk HVDC-stationsanlæg med én spændingspol. Teknologi 400 kv AC HVDC Luft- Kabel Klassisk Ny ledning (kabel) (kabel) Kapacitet MW km Mio. kr km Mio. kr km Mio. kr km Mio. kr Tabel 2 Prissammenligning, 400 kv AC-luftledning og kabel samt klassisk og ny HVDC-anlæg. Priserne er for et komplet anlæg (station og ledning). Overføringskapacitet og økonomi Eltransmissionsteknologier, dok /07 v2 5

19 Magnetfelter Der er magnetfelter overalt, hvor der produceres, transporteres eller bruges elektricitet. Magnetfelternes størrelse afhænger af, hvor stor strømmen er og af anlæggets/apparatets konstruktion. Spændingen har ingen indflydelse på magnetfelterne. Jo større strøm, des større magnetfelt. Magnetfelternes størrelse måles sædvanligvis i skalaen mikrotesla µt (1µT = 1/ T). Afstand Vaskemaskine Elektrisk ovn Støvsuger Hårtørrer TV Transportabel radio 3 cm 0, , m 0,01-0,15 0,01-0,04 0,13-2 0,01-0,03 0,01-0,15 < 0,01 Figur 1 Magnetfelter (målt i µt) ved forskellige apparater (kilde WHO). Magnetfelter ved apparater kan have meget forskellig størrelse afhængig af apparatets type og konstruktion, men felterne aftager hurtigt med afstanden. Undertiden ses, at der er mindre felter ved nyere modeller af apparaterne end ved ældre. I Europa drives elsystemet ved en frekvens på 50 Hertz (Hz). Felterne har den samme frekvens og beskrives derfor ofte som "ekstremt lavfrekvente felter". De kan derfor ikke direkte sammenlignes med felter fra fx radio og tvtransmission eller mobiltelefonanlæg, der arbejder ved frekvenser på millioner eller milliarder Hz, eller med forskellige former for ioniserende stråling, som har endnu højere frekvenser. Figur 2 Frekvensen. Frekvens betyder antallet af svingninger pr. sekund og måles i Hz. Helt i bunden af spektret finder vi elforsyningens 50 Hz-felter. En af de faktorer, der afgør, om en bestemt form for strålingsbølger eller felter er skadelige, er energi-indholdet. Jo højere frekvens, des større kan energi-indholdet være. Bygninger, jord, bevoksning m.m. skærmer ikke i nævneværdig grad for magnetfelterne. Der er derfor både magnetfelter omkring luftledninger og jordkabler, men da lederne i kabelforbindelsen er anbragt anderledes i forhold til hinanden og i forhold til jordoverfladen end ledninger, som hænger på master, så vil udbredelsen af feltet også have en noget anderledes facon omkring jordkabler. Generelt set afhænger magnetfelternes størrelse af strømmen (belastningen), afstanden fra kilden og ledningens, kabelsystemets eller apparatets konstruktion. Nedenfor er vist et eksempel på magnetfeltet fra henholdsvis en 400 kv-luftledning og kabel. Magnetfelter, dok /07 v2 1

20 Beregningen for luftledningen er baseret på ét ledningssystem ophængt på en såkaldt Donaumast med nederste fasehøjde 15 m over jord. For kabelsystemet er anvendt ét kabelsystem i flad forlægning med en afstand mellem faserne på 50 cm og en nedgravningsdybde på 1 m. Magnetfeltet er beregnet i 1 meters højde over jord ved henholdsvis en "typisk" belastning på 425 ampere (ca. 330 MW) og en "høj belastning på 850 ampere (ca. 600 MW). Figur 3 Eksempel på magnetfelter ved luftledning og kabel. For yderligere information: Se fx WHO, Environmental Health Criteria, kap. 2 m Sources, Measurements and exposures. Magnetfelter, dok /07 v2 2

21 Magnetfelter og sundhedsrisici Generelt Siden 1970'erne er der forsket intenst i, om der kan være langsigtede virkninger af magnetfelter fra elforsyning og brug af elektricitet. Der har især været fokus på, om magnetfelterne kunne være årsag til kræft. Undersøgelserne har hverken kunnet endeligt påvise eller afvise, at felterne kan være årsag til sygdomme. WHO Verdenssundhedsorganisationen WHO afsluttede i juni 2007 sit store, internationale projekt om magnetfelter fra elforsyning (ekstremt lavfrekvente felter, Hertz (Hz)) og sundhedsrisici. WHO's vurderinger er samlet i publikationen Environmental Health Criteria (EHC) (5). Konklusionerne er opsummeret i et kort faktablad nr. 322 (4). Udarbejdelsen af EHC er den mest omfattende og autoritative vurdering af forskningsresultaterne, der er foretaget. Forsigtighedsprincippet De danske sundhedsmyndigheder vurderede i 1993, at der ikke var belæg for at fastsætte grænseværdier eller for at foretage noget i relation til eksisterende ledninger. I stedet beskrev man et forsigtighedsprincip om ikke at bygge nye ledninger tæt på bebyggelser og omvendt. Definitionen af "tæt på" beror på en konkret vurdering. WHO (2007) finder heller ikke, at der er videnskabeligt grundlag for grænseværdier for de relativt små felter fra elforsyningsanlæg, men mener, at en forsigtighedsstrategi er berettiget. Af hensyn til kendte akutte virkninger af elektriske og magnetiske felter anbefaler WHO, at man anvender International Commission on Non-Ionizing Radiation Protection (ICNIRP)'s vejledende grænseværdier. Samlet set vurderer WHO, at der ikke er kommet nye undersøgelser, som kan ændre ved vurderingen fra organisationens kræftforskningsinstitut International Agency for Research on Cancer IARC fra 2002 (12). IARC klassificerede magnetfelter fra elforsyning i kategorien "muligvis årsag til kræft" se (4) og (5) for kriterier). Klassificeringen er baseret på befolkningsstatistiske (epidemiologiske) undersøgelser, der har vist en øget hyppighed af leukæmi hos børn, der havde været udsat for lavfrekvente magnetiske felter i boligen på mere end 0,3 til 0,4 μt (mikrotesla) i gennemsnit. WHO vurderer imidlertid, at de epidemiologiske resultater svækkes af metodeproblemer. Der findes heller ingen kendte biofysiske mekanismer, der antyder, at magnetfelter er medvirkende til udvikling af kræft. Hvis der er sundhedsrisici ved at være udsat for magnetfelterne, må de derfor skyldes en endnu ukendt biologisk mekanisme. Desuden har dyreforsøg overvejende været negative. WHO konkluderer, at forskningsresultaterne for børneleukæmi derfor ikke er stærke nok til at sige, at der er en årsagssammenhæng. Der kan være andre årsager til resultaterne. Om andre sygdomme siger WHO, at der her er meget mindre, der kan pege i retning af en sammenhæng med magnetfelter. Desuden anbefaler WHO (4): - At myndigheder og elbranche følger og støtter forskning for at få afklaret den videnskabelige usikkerhed. - At medlemslandene sørger for en god kommunikation og dialog om risikovurdering, forskningsresultater m.v. mellem alle interessenter. - At man, når der bygges nye elforsyningsanlæg eller konstrueres nye apparater, undersøger mulighederne for at reducere felterne, hvis det kan gøres uden eller for få omkostninger. At indføre vilkårlige lave grænseværdier er ikke berettiget. (Se fx også (5), kap. 13 om Protective measures). Sundhedsstyrelsen, 2007 Ifølge den danske Sundhedsstyrelse kunne man i marts 2000 ikke endeligt sige, om der var nogen sammenhæng mellem bopæl tæt på højspændingsanlæg og forekomsten af kræft, specielt blodkræft (leukæmi) hos børn. Det er dog sådan, at børn, der udsættes for særligt høje 50 Hz magnetfelter (mere end 0,4 µt i gennemsnit over tid), synes at have forøget risiko for leukæmi. Magnetfelter og sundhedsrisici, dok /07 v2 1

22 Sundhedsstyrelsen har i juli 2007 gennemgået den seneste rapport fra WHO om elektromagnetiske lavfrekvente felter og sundhed, og konklusionerne ændrer ikke på den sundhedsfaglige vurdering af sammenhængen mellem denne type elektromagnetiske felter og helbredsrisiko. Sundhedsstyrelsen fastholder derfor de anbefalinger, der hidtil er offentliggjort af styrelsen: "Nye boliger og nye institutioner, hvor børn opholder sig, bør ikke opføres tæt på eksisterende højspændingsanlæg. Nye højspændingsanlæg bør ikke opføres tæt på eksisterende boliger og børneinstitutioner. Begrebet "tæt på" kan ikke defineres generelt, men må afgøres i den konkrete situation ud fra en vurdering af den konkrete eksponering." Kendte akutte effekter af magnetfelter Man ved, at meget store magnetfelter (> ca µt) kan påvirke impulserne i vores centralnervesystem (1). Så store felter forekommer ikke omkring elforsyningsanlæg. Under en 400 kv-ledning vil felterne typisk være mindre end ca. 10 µt, og over et 400 kv-kabel vil de typisk være mindre end 30 µt. Grænseværdier af hensyn til kendte effekter EU Rådets Henstilling (2) om offentlighedens eksponering fra 1999 anvender 100 µt som referenceværdi (det niveau, hvor man bør undersøge, om de egentlige grænser overskrides), og et endnu ikke implementeret EU-direktiv vedtaget i 2004, (3) om eksponering på arbejdspladsen angiver 500 µt som den tilsvarende værdi for arbejdstagere. Disse grænseværdier bygger på ICNIRP's vejledende grænseværdier (1). Felter fra jævnstrømsanlæg Omkring jævnstrømsanlæg er der statiske magnetfelter (frekvens 0 Hz). WHO vurderer ikke (11), at der er helbredsrisici i forbindelse med statiske magnetfelter af den størrelse, der forekommer omkring elforsyningsanlæg. Der er dog ikke forsket nær så meget i statiske felter som i 50 Hz-felter. Anbefalet grænseværdi er 40 mt (millitesla) for offentligheden. Felterne kan lokalt forstyrre kompasser og andet, som er afhængig af Jordens magnetfelt. Den danske elbranches aktiviteter I 1988 nedsatte elbranchen et magnetfeltudvalg. Udvalget repræsenterer hele branchen med medlemmer fra såvel systemansvar som eltransmission, -produktion og -distribution samt en observatør fra Sikkerhedsstyrelsen. Formålet er at indsamle og kommunikere viden samt at tage initiativ til og støtte forskningsprojekter, som kan bidrage til en afklaring af spørgsmålet om magnetfelter og sundhedsrisiko. Udvalgets aktiviteter er i dag finansieret af Energinet.dk. Udvalget: - Udgiver et Nyhedsbrev (9) ca. to gange årligt eller efter behov. - Har udgivet et antal brochurer (8). - Støtter forskningsprojekter, herunder Kræftens Bekæmpelses undersøgelser af børnecancer og af sygdom og dødelighed blandt ansatte i elforsyningen samt WHO's store magnetfeltprojekt. - Følger i øvrigt forskningen nationalt og internationalt. Kilder: 1. ICNIRP, >EMF >Guidelines 2. EU-Rådets henstilling af 12. juli 1999 om begrænsning af befolkningens eksponering for elektromagnetiske felter (0 Hz-300 GHz) 3. EU-Direktiv 2004/40/EF af 29. april WHO fact sheet 322 (2007), >Publications and Information Resources 5. WHO, Environmental Health Criteria nr. 238, 2007, >Publications and Information Resources 6. WHO Handbook: "Establishing a dialogue on risks from Electromagnetic fields", >Publications and Information Resources 7. COWI: Teknisk Baggrundsrapport, >Anlægsprojekter >Horns Rev 2 >Myndighedsbehandling 8. Om Magnetfelter 2002, 9. Magnetfeltudvalgets Nyhedsbreve, >The EMF Standards World Wide Database 11. WHO fact sheet 299 (2006), >Publications and Information Resources 12. IARC, Magnetfelter og sundhedsrisici, dok /07 v2 2

23 Sådan udføres et 400 kv-luftledningsanlæg Et 400 kv-luftledningsanlæg mellem to stationer består af fundamenter, master, strømførende ledninger og jordtråde. Der kan anvendes forskellige mastetyper, men på luftledningsstrækninger, hvor der skal hænge flere systemer, har Energinet.dk i de senere år ofte anvendt Donaumaster som illustreret nedenfor. Hvordan anlægges luftledningsanlægget? Anlægsarbejdet i forbindelse med luftledningsanlæg er i princippet opdelt i tre entrepriser: Fundamentstøbning, mastemontage og trådtrækning. Under anlægsarbejdet etableres en række midlertidige oplagringspladser og kørespor. Fundamentstøbning Selve mastearbejdet indledes med en undersøgelse af jordbunden ved hver enkelt mast for at fastlægge fundamenttype og størrelse. Figur 1 Donaumasten. 400 kv-luftledningerne hænger på 4 m lange isolatorkæder af hærdet glas. Afstanden fra ledningerne til jorden er mindst 8,3 m. Et luftledningssystem består af tre ledere en for hver fase der er opbygget af aluminium og stål. Over hvert system opsættes en jordtråd, som blandt andet skal beskytte systemet mod lynnedslag. I jordtråden er integreret et lyslederkabel, som anvendes til styring, overvågning og kommunikation. Masterne står på fundamenter af jernbeton. Afstanden mellem to Donaumaster er m ved maksimal mastehøjde. Der vil dog ofte opstå en vurdering af samspillet mellem mastehøjde og spændvidde. Disse vurderinger overvejes specielt ved krydsninger af vandløb, vådområder, eller andre sårbare arealer og landskabselementer. Mastefundament. Ved udgravning til mastefundamentet bliver muldjorden først fjernet og lagt i et særskilt depot. Derefter graves råjorden op og lægges i to depoter på hver side af udgravningen. Når udgravningen er afsluttet, kan fundamentet udføres, hvorefter den opgravede jord fyldes tilbage over fundamenterne, og muldjorden reguleres ud. Overskudsjord køres væk. I anlægsperioden er der behov for et areal på mellem og m 2, mens et færdigt mastefundament fylder et areal på m 2 alt afhængig af mastetype. Når arbejdet med fundamentet er afsluttet, påbegyndes montagen af masten. Masten samles på stedet, og isolatorkæder og de midlertidige hjul monteres på masten. Derefter rejses masterne med mobilkran. Hvor linjeføringen ændrer retningen knækker opstilles der særlige knækmaster, som er af kraftigere konstruktion end bæremaster. Sådan udføres et 400 kv-luftledningsanlæg, dok v2 1

24 Udtrækningen sker, uden at trådene rører jorden. Af sikkerhedsmæssige grunde opsættes dog midlertidig afdækning ved krydsning af veje, jernbaner, andre højspændingsledninger m.v. Rejsning af mast. Trådtrækning Ved trådtrækningen ophængningen af trådene i masterne etableres spil og kabeltromlepladser langs linjeføringen med ca. 6 km's afstand. Luftledningsanlægget i drift Luftledningsanlægget bliver tinglyst med et deklarationsbælte på mellem 42 m og 55 m på de berørte ejendomme. Deklarationsbæltet lægger begrænsninger på anvendelse af arealet. Det kan omfatte placering og højde af bygninger, beplantning m.m. Beplantninger under luftledninger må typisk ikke være højere end 3-4 m midt i spændet. Selve trådtrækningen sker i tre tempi. Fra tromlepladsen trækker en let traktor på larvebånd først en 10 mm forwire gennem de midlertidigt ophængte hjul under isolatorkæderne i masterne til spilpladsen længere fremme. Her kobles forwiren sammen med en 16 mm trækwire, som kraftigere spil haler tilbage gennem hjulene til tromlepladsen. Så forbindes trækwiren med lederen, hvorefter den egentlige trådtrækning kan starte fra tromleplads mod spillene. Fra en mandskabslift fastgøres lederne permanent til isolatorkæderne, og hjulene afmonteres. Udtrækning af forwiren vil resultere i et kørespor i linjeretningen, som af praktiske grunde ikke altid kan falde sammen med den kørevej, der er anvendt ved fundaments- og mastemontageentreprisen. Figur 2 Begrænsninger i deklarationsbæltet. Elforsyningsanlæg skal drives og vedligeholdes, så de opfylder bestemmelserne i stærkstrømsbekendtgørelsen. Der foretages vedligeholdelse af anlægget efter behov. Vedligehold kan bestå i beskæring af eventuel beplantning under luftledningerne. Hvert tredje år gennemgås de enkelte linjeføringer til fods. I den mellemliggende periode overvåges luftledningsnettet årligt fra helikopter, hvor sikkerhedsafstanden under lederne kontrolleres. Hvad sker der med luftledningsanlægget, når det ikke længere er i drift? Et luftledningsanlægs levetid er ca. 40 år, men der er, i modsætning til kabelanlæg, mulighed for at renovere luftledningsanlæg, hvorved levetiden i praksis er væsentlig længere for luftledninger. Trådtrækning. Sådan udføres et 400 kv-luftledningsanlæg, dok v2 2

25 Størstedelen af de materialer, som et luftledningsanlæg består af, kan genanvendes. Stål og aluminium fra master og ledninger afhændes som skrot for senere omsmeltning og genanvendelse. Beton fra mastefundamenter kan deponeres på lossepladser, men der findes også virksomheder, der knuser betonen for genanvendelse. I dag er der ingen praksis for genanvendelse af isolatorer, og det hærdede glas sendes til affaldsdeponering. Sådan udføres et 400 kv-luftledningsanlæg, dok v2 3

26 Sådan udføres en 400 kv-kabelforbindelse Dette infoblad beskriver etablering af et 400 kv-kabelsystem. Ved etablering af et 150 kvkabel eller et jævnstrømskabel er proceduren den samme, dog er arealbehovet væsentligt mindre. Anlægsfasen Jordarbejdet opdeles i etaper, som svarer til to kabellængder ad gangen (ca m). Først fjernes muldjorden (vækstlaget) i et bælte på 14 m (rende opgravet jord). Dette gøres ved en kombineret brug af gravemaskine og bulldozer. Muldjorden lægges i depot langs arbejdsbæltet og danner grænse for bæltet til den ene side. Der udlægges derefter et kørespor i arbejdsbæltet i en passende afstand fra muldjordsdepotet, så der er plads til både kabelrende og den opgravede råjord. Kabelrenden graves op umiddelbart efter, og den opgravede råjord placeres således over mod og langs med muldjordsdepotet. Renden bliver ca. 1,5 m dyb, ca. 1,2 m bred i bunden og ca. 2 m bred i terræn. Der lægges typisk flere kabelsystemer parallelt for hvert enkelt luftledningssystem, idet ét 400 kv-kabelsystem ikke erstatter ét 400 kv-luftledningssystem. Infobladet om eltransmissionsteknologier beskriver dette forhold i detaljer. I anlægsperioden vil der være brug for et midlertidigt arbejdsbælte, som vil være ca. 24 m bredt, afhængigt af jordbundsforhold, grundvandsstand m.v. For 150 kv-kabler vil bredden af arbejdsbæltet være ca. 15 m. Deklarationsbæltet vil i princippet ligge indenfor arbejdsbæltet. Derudover vil der undervejs på strækningen være behov for et antal depotpladser og kørespor fra offentlig vej til kabeltracéet til brug for transport af materialer, materiel m.v. Eksempel på anlæg af to 400 kv-kabelsystemer. Som udgangspunkt etableres alle kørespor og depotpladser ved hjælp af udlagte køreplader af stål. Kabelgrav ved krydsning af Gudenådalen. Første 400 kv-kabelsystem er nu nedlagt. Køresporet flyttes nu ca. 6 m sideværts bort fra muldjordsdepotet, og hele proceduren med opgravning, anstilling, udtrækning, sandudlægning og tilbagefyldning gentages for det andet 400 kv-kabelsystem. Afslutningsvis udlægges muldjorden igen med en bulldozer. Efter endt anlægsarbejde køres eventuel overskydende råjord fra renden bort, kørepladerne fjernes, og vækstlaget udlægges og finreguleres. Underboringer ved forhindringer Ved passage under større veje, jernbaner, vandløb og værdifulde naturområder anvendes Sådan udføres en 400 kv-kabelforbindelse, dok /07 v2 1

27 styrede underboringer. Det indebærer, at der bores rør under forhindringerne, som kablerne så senere trækkes igennem. Efterfølgende fyldes rørene med bentonit, som er en slags flydende ler, der har til formål at sikre en god varmeafledning Efter retableringen vil de synlige spor af kabelsystemerne være en række røde pæle, der markerer forløbet i terrænet. Pælene placeres ved vejkrydsninger og i markskel for at genere mindst mulig, men alligevel entydigt markere tracéet i landskabet. Samling af kabler Samling af kablerne for hver ca. 900 m sker ved hjælp af samlemuffer én for hver enkeltleder. Ved hvert muffested udgraves en muffegrav på 4 x 15 m med en dybde på ca. 2,5 m. I bunden af muffegraven støbes en betonplade, der skal anvendes som fundament for samlemufferne. Samling af kablerne og montagen af samlemufferne sker i en montagecontainer, som af størrelse minder om en lukket transportcontainer, kendt fra skibs- og lastvognstrafikken. Montagecontaineren er uden bund og opstilles på betonpladen over kabelsystemets muffested. Containeren fjernes efterfølgende. Markeringspæl. Hvad sker der med kablet, når anlægget ikke længere er i drift? Man forventer en levetid for jordkabler på ca. 40 år. Luftledninger vurderes at have nogenlunde samme levetid, dog kan disse renoveres, hvorved levetiden i praksis er væsentlig længere for luftledninger. Der er ikke samme mulighed for renovering af jordkabler. Montagecontainer over samlemufferne. Sådan tager et kabelanlæg sig ud, når det er sat i drift I driftsfasen skal der være en sikkerhedszone på begge sider af kabelanlægget. Det samlede deklarationsareal, der tinglyses på de berørte ejendomme, er typisk på 6 eller 7 meters bredde. Deklarationsbæltet lægger begrænsninger på anvendelse af arealet. Det kan omfatte opførelse af bygninger, gylletanke, andre underjordiske installationer og visse former for beplantning. Deklarationsbæltet er udlagt dels som en beskyttelse af kabelsystemerne, dels for at beskytte lodsejerne. I deklarationsbæltet må der foretages ordinær landbrugsmæssig dyrkningsaktivitet. Kablerne skrottes, når isoleringen er nedbrudt. I forbindelse med skrotning af jordkablerne vil der foregå anlægsarbejder af samme omfang som i anlægsfasen. Kablerne kan genbruges i miljøgodkendte anlæg i Danmark. Metallet frigøres med henblik på genbrug. Plastisolationen fjernes fra metaller ved afskæring. Plasten kan findeles (granuleres) og genbruges ligesom metallerne. Sådan udføres en 400 kv-kabelforbindelse, dok /07 v2 2

28 Visuelle påvirkninger fra kabler, master og stationsanlæg Ved opstilling af master og stationsanlæg eller nedgravning af kabler i forbindelse med udbygning og vedligeholdelse af transmissionsnettet skabes der visuelle påvirkninger for befolkningen. Påvirkningerne opstår typisk som en følge af ændring i landskabets karakteristik eller en brydning af horisonter, samt opfattelsen af et højspændingsnet af ledninger, stål og beton som noget grimt og ikke hørende hjemme i landskabet. Generne opleves af mennesker, der bor tæt på anlæggene, samt af lokalsamfundet. Desuden berøres forbipasserende, besøgende, turister og andre, der færdes i det pågældende område. Der eksisterer forskellige muligheder til minimering af de visuelle påvirkninger i 400 kvsystemet. Disse er nævnt senere i infobladet. Der ydes i dag maste- og deklarationskompensation til ejendomme tæt på luftledninger. Dette behandles i infobladet om erstatning i forbindelse med etablering af eltransmissionsanlæg. En del af denne erstatning dækker også visuelle påvirkninger (nærføringserstatning). Masterække ved hovedvejen mellem Sorø og Holbæk. Visuelle påvirkninger, dok /07 v2 1

29 400 kv-systemet i Danmark Den samlede længde af 400 kv-ledningstracéet i Danmark er ca km. Det underliggende kv-ledningstracé er ca km. Masterne er mellem m høje afhængig af typen, som der er anvendt ni slags af på 400 kv-niveau. Omformer-, transformer- samt overgangsstationer har også en størrelse, som dominerer i landskabet og dermed skaber negativ, visuel effekt. Transformerstationer forekommer, når der skiftes spændingsniveau, fx fra 400 kv til 150 kv. Omformerstationer anvendes ved skift mellem jævnstrøm og vekselstrøm, og overgangsstationer anvendes ved overgang fra eksempelvis jordkabler til luftledninger. Figur 1 Total ledningstracé længde samt eksempler på mastetyper. Et kabeltracé er ikke synligt som højspændingsmaster, dog vil der ved etableringen af kabeltracéet være et midlertidigt arbejdsbælte, som i nogle tilfælde ses som et bredt jordbælte efter retableringen. Der må ikke være beplantning med dybtgående rødder oven på eller i umiddelbar nærhed af kabeltracéet. Denne restriktion betyder, at høj beplantning erstattes med lav beplantning på tracéet, som derved ændrer karakter og giver et ændret visuelt indtryk af området. Stationsanlæg er varierende i størrelse. Ved større stationsanlæg opkøbes der ofte et større areal end nødvendigt. Det skaber mulighed for etablering af afværgeforanstaltninger, såsom beplantninger omkring anlægget. Indsynet til det tekniske anlæg mindskes således, så det er mindre visuelt forstyrrende for forbipasserende og fra omkringliggende bebyggelse. Der udgår typisk flere 400 kv- og 150/132 kv-systemer fra stationsanlæggene. Ved etablering af 400 kv-luftledninger saneres tracéer på lavere spændingsniveauer. Afværgeforanstaltninger Ved planlægning af stations- og luftledningsanlæg er det af stor betydning, at anlægget indpasses bedst muligt i landskabet. Den visuelle påvirkning fra et luftledningsanlæg med høje master og en udstrækning over flere kilometer vil ofte være markant, og de landskabelige gener bør så vidt muligt begrænses til et minimum. Hvor højspændingsanlæg krydser elementer som veje, vandløb eller lignende, bør dette gøres vinkelret, og samtidig tilstræbes rolige linjeføringer uden mange knæk, ligesom masterne bør stå lavt i bakkede landskaber. Det roligste og mest harmoniske linjeforløb opnås ved at føre masterne i lange lige stræk. Et knækket linjeforløb med master i forskellig størrelse vil derimod give et uharmonisk bille- Visuelle påvirkninger, dok /07 v2 2

30 de, idet knækmasterne er større og visuelt mere dominerende end almindelige master. Der skal også tages højde for afstand til byer, kirker, natur- og rekreative områder etc. Afstanden afhænger af den givne situation I nogle tilfælde kan linjeføring og hensigtsmæssig afstand til ovenstående ikke kombineres, hvorfor et af principperne ikke kan opfyldes helt. Ved VVM-undersøgelser foretages dog digitale visualiseringer af alternative linjeforløb før det endelige tracé fastsættes. Det endelige tracéforløb er derfor baseret på minimering af visuelle påvirkninger. Beplantninger, foretaget efter anlæggelse af tracéet som en afværgeforanstaltning bevirker, at masterne ikke virker så dominerende i landskabet og dermed påvirker det visuelle miljø i mindre grad. Der tages højde for naturens flora og fauna, således at økosystemerne ikke tager skade. Denne form for afværgeforanstaltning placeres ikke langs et helt trace, kun på strategisk udvalgte steder, hvor den ønskede effekt opnås. Placeringen af forskellige afværgeforanstaltninger afhænger af synsvinklen til hver enkelt mast eller stationsanlæg. Der bliver fortløbende arbejdet på at udvikle mastetyper, der påvirker det visuelle miljø mindst muligt. Dette sker i samarbejde med eksterne partnere. I udskrev Energinet.dk en konkurrence med henblik på at udvikle nye mastetyper, hvilket resulterede i Designmasten, som kan ses på strækningen mellem Bramslev og Haverslev i Nordjylland. Designmasten. Metodiske overvejelser ved værdisætning af visuelle påvirkninger Som nævnt ovenfor er visuelle påvirkninger et meget bredt og subjektivt emne, som kan være svært at værdisætte. Undersøgelser af visuelle påvirkninger ved højspændingsanlæg findes ikke, men for vindmøller er dette behandlet i nogen grad. På grund af den komplekse vurdering af de visuelle påvirkninger og andre miljømæssige forhold vurderes foranstaltningerne derfor særskilt fra projekt til projekt. Værdisætningen af denne eksternalitet er ikke uden problemer, idet der ligger en del udfordringer i såvel metodebrugen som i statistiske usikkerheder. Nogen generel metode til værdisætning af visuelle påvirkninger af højspændingsanlæg er endnu ikke udviklet. På 150/132 kv-niveau vil der stadig være en visuel påvirkning ved masterækker og stationsanlæg. Der er her tale om mindre anlæg og master end på 400 kv-niveau. For så vidt angår udbygningen af 150/132 kvforbindelserne, etableres disse i dag som hovedregel som kabler. Kun i særlige tilfælde kan luftledninger på dette niveau overvejes. Visuelle påvirkninger, dok /07 v2 3

31 Referencer VVM-redegørelse for Horns Rev. Aksel G. Sørensens præsentation fra september 2006, DM dok. nr.: Afværgeforanstaltninger ved elledningsanlæg udviklingsprojekt, del 1, Eltra, Visuelle påvirkninger, dok /07 v2 4

32 Støjpåvirkninger ved eltransmissionsanlæg Typer af støj Både luftledninger og stationer (transformer-, omformer- og overgangsstationer) udsender akustisk støj under almindelig drift. Et jordkabel udsender ikke hørbar akustisk støj, men der vil være støj fra de tilknyttede overgangsstationer og transformerstationer. Transformerstationer forekommer, når der skiftes spændingsniveau, fx fra 400 kv til 150 kv. Omformerstationer anvendes ved skift mellem jævnstrøm og vekselstrøm, og overgangsstationer anvendes ved overgang fra eksempelvis hav til land. Den vigtigste form for støj, der optræder fra højspændingsanlæg, er koronastøj. Styrken af koronastøjen afhænger især af spændingen, men også luftfugtigheden er afgørende for støjen, der er kraftigst i fugtigt vejr. Koronastøjen består af to typer støj; den ene er en karakteristisk knitrende/knasende lyd, som stammer fra ledere og isolatorer og skyldes elektriske udladninger omkring vanddråber eller sne- og ispartikler på disse. Vejret og omgivelserne har stor indflydelse både på styrken og typen af støj, som er højest, når det regner kraftigt. Støj måles normalt med et filter (A), der dæmper frekvenser, så signalet svarer til det, som øret opfatter. Ledningsstøj Støj fra højspændingsanlæg reguleres efter Miljøstyrelsens vejledning om "Ekstern støj fra virksomheder", som angiver vejledende grænseværdier for støj målt udendørs. Da støjstyrken fra højspændingsanlæg ikke afhænger af tidspunktet på døgnet, skal anlægget overholde grænseværdierne for natperioden, som har de laveste grænseværdier. Vejledningen angiver, at støjgrænserne sættes ved en konkret lokal vurdering, men i de fleste tilfælde følges grænseværdierne for områder med blandet bolig- og erhvervsbebyggelse. Her er støjgrænsen for natperioden 40 db (A), og det er således denne grænse, der normalt anvendes for højspændingsledninger (VVM det vestjyske højspændingsnet til havmøllepark Horns Rev 2). Den anden type koronastøj er en dyb brummen med en konstant frekvens på 100 Hz, som stammer fra særligt kraftige udladninger omkring ispartikler på lederne. Denne type støj optræder normalt kun i forbindelse med rimfrostdannelser på ledningerne eller under visse typer af snefald. Lydniveauet fra denne type støj er almindeligvis under 45 db (A) helt tæt på anlægget, men på frostklare dage med rimfrost kan lyden være stærkt generende for naboer til luftledningsanlæg. Støjens lave frekvens betyder således, at den trænger gennem bygningsdele og dermed bliver hørbar indendørs. Det er i praksis teknisk umuligt at fjerne denne støj, som imidlertid kun forekommer få timer om året. Eksempler på lydtrykniveauer fra forskellige støjkilder. Gengivet fra Vejdirektoratet Støjpåvirkninger ved eltransmissionsanlæg, dok /07 v2 1

33 I tørt vejr vil 400 kv-luftledningerne ikke have problemer med at overholde grænseværdien på 40 db (A), men i perioder med regn og fugtigt vejr kan støjen fra højspændingsledningerne overskride grænseværdien. I en afstand af 100 meter fra en 400 kv-luftledning vil støjen kun overskride de 40 db (A) i få timer om året. I meget kraftigt regnvejr vil støjniveauet være 40 db (A) i en afstand af op til 250 meter. Til gengæld er der under meget kraftigt regnvej så høj baggrundsstøj, at støjen fra højspændingsanlægget er svær at høre. Støj fra ledninger på lavere spændingsniveauer kan normalt ikke høres, men i fugtigt vejr øges koronastøjen så meget, at også støj fra 50/60 kv- og 150/132 kv-luftledninger kan høres. Nedenstående figur illustrerer støjniveauet fra en transmissionsledning (1 x 400 kv + 1 x 150 kv) målt i fugtigt vejr, på forskellige afstande fra ledningen. Ud over koronastøj optræder der også vindstøj fra luftledninger, som under specielle forhold kan give anledning til støjklager fra naboer. Vindstøjen lyder, som når der blæses i en flaske, og opstår ved luftens passage forbi glasisolatorkæderne. Afværgeforanstaltninger Koronastøj kan reduceres kraftigt ved at indbygge koronadæmpende bøjler omkring isolatorkæderne. Desuden viser undersøgelser, at triplex-systemer kan reducere støjen med omkring 5 db (A) i forhold til de normalt Duplex-systemer har to ledere ophængt pr. fase Triplex-systemer har tre ledere ophængt pr. fase. anvendte duplex-systemer. For få et sammenligningsgrundlag mellem duplex- og triplexsystemer etablerer Energinet.dk i efteråret 2007 en forsøgstrækning nord for Limfjorden med et triplex-system på 2,8 km. Vindstøjen kan minimeres ved at indbygge isolatorer med en varierende form i isolatorkæderne. Da det ikke på forhånd er til at forudsige, hvor der vil opstå vindstøj, iværksættes en opsætning af isolatorer med varierende form de steder, hvor der viser sig at være behov for det. Støjpåvirkninger ved eltransmissionsanlæg, dok /07 v2 2

34 Stationsstøj Ud over koronastøj vil der fra stationsanlæg komme støj fra større anlægskomponenter som transformere og reaktorspoler. Denne støj forekommer i alt slags vejr. Støjen stammer fra vibrationer i transformernes og reaktorspolernes jernkerne (denne støj har en frekvens på 100 Hz), samt fra kølernes blæsere, når disse er i drift. Under typisk drift sidst på eftermiddagen er der tæt på komponenterne målt et støjniveau fra en 400/150 kv-transformer på 85 db (A) uden blæsere kørende og på 93 db (A) med blæsere kørende. Fra en reaktor er støjniveauet tilsvarende 91 db (A). I en afstand på 120 meter fra en reaktor eller en transformer (med blæser kørende), over plant terræn og uden afskærmning, ligger støjniveauet på omkring 40 db (A). Ved kobling med afbrydere i stationen optræder der et kortvarigt smæld. Kobling med afbrydere sker normalt kun få gange dagligt. I de tilfælde, hvor der ligger beboelsesejendomme tæt på et stationsanlæg, vil der almindeligvis etableres en effektiv støjafskærmning omkring alle transformere og reaktorer i stationen. Referencer Institut for Energiteknik: "Udtalelse vedrørende støjforhold for luftledningsanlæg, 28 april 2003". Århus Amt: "400 kv højspændingsledning Aalborg-Århus (Vendsysselværket - Vesthimmerland - Katbjerg - Trige) - Forslag til tillæg nr. 7 til Regionplan 1997". COWI: "VVM - Det vestjyske højspændingsnet til havmøllepark Horns Rev 2". Omformerstationer udsender ud over koronastøj og støj fra transformere og reaktorspoler også støj fra de filtre, som er en integreret del af omformeranlægget. Støjen fra filtrene domineres af en karakteristisk tone på 600 Hz, som stammer fra den spole, der anvendes til udglatning af jævnspændingen. Denne støj stammer fra en enkelt punktkilde, og det er derfor muligt at dæmpe støjen væsentligt gennem en effektiv afskærmning. Dermed kan det sikres, at støjbelastningen hos naboer til omformerstationerne almindeligvis er under grænseværdien for støj. Hvis overgangsstationen ikke indeholder en reaktorspole, er støjen fra stationen markant lavere end støjen fra transformer- og omformerstationer og svarer stort set til støjen fra en 400 kv-luftledning. Indeholder overgangsstationen en reaktorspole, kan støjbelastningen fra anlægget sammenlignes med støjbelastningen fra et egentligt stationsanlæg. Støjpåvirkninger ved eltransmissionsanlæg, dok /07 v2 3

35 Påvirkninger af natur, flora og fauna ved etablering af luftledninger og kabler Det danske eltransmissionsnet passerer igennem en stor variation af landskaber, som typisk består af en mosaik af forskellige naturtyper, for eksempel moser, skove, åer og enge. Dette infoblad beskriver nogle af de overordnede påvirkninger på naturen ved luftledninger og kabler. Forhold som magnetfelter og støjog visuelle påvirkninger behandles i andre infoblade. Da luftledninger kan udgøre stor risiko for fugle, undgås placering af tracéer på tværs af trækruter og tæt på fuglebeskyttelsesområder, i ådale og fjordområder og lignende. Ådale fx bør krydses vinkelret for at minimere påvirkningerne på fugle. Kabellægning af luftledninger kan være en løsning her, men kabellægning kan have konsekvenser for andre artsgrupper som beskrevet nedenfor. Strækninger med master og luftledninger kan ofte ses over lange afstande og kan påvirke omgivelserne i en bred zone omkring tracéet. Der kan fx være risiko for kollisioner med visse fuglearter i området. Ved anlæggelse af tracéet tillader luftledningerne derimod en vis fleksibilitet i forbindelse med placering af masterne, idet mastefødderne kan placeres uden for områder med særlige beskyttelsesinteresser, sådan at luftledningerne i mange tilfælde kan passere hen over området. Skovområder undgås så vidt muligt i planlægningen af nye tracéforløb. Luftledninger og kabeltracé igennem et skovområde betyder fældning af skoven i et bælte, der kan være så bredt, at mindre skovfugle isoleres, og populationerne dermed fragmenteres. Desuden pålægges tracéet restriktioner for vegetationshøjde. Kablerne påvirker primært næromgivelserne i et udgravningsbælte under anlægsfasen. Selv om kablerne således er ude af syne, kan kabellægning dog ikke anses for værende miljøneutralt. I anlægs- og skrotningsfasen af både kabler og luftledninger vil der ske opgravninger af jorden samt rydning, beskæring og genplantning af træer og buske, ligesom der kan forekomme færdsel med tunge køretøjer. Disse aktiviteter er alle medvirkende til at forstyrre dyre- og plantelivet i området. Beskyttelse af naturen vejer dog meget tungt i dette arbejde, og der gøres mange foranstaltninger for at minimere de negative påvirkninger. Hensyn til flora og fauna i planlægningsfasen Planlægningsfasen tillader en vis fleksibilitet med hensyn til, hvor et tracé skal ligge. Mellem punkt A og B skal tracéet i princippet føres den korteste vej, men som udgangspunkt undgås tracéer igennem områder, der er udpeget for landskabelige, rekreative, kulturhistoriske og naturmæssige interesser, heriblandt beskyttede områder som Natura VVM-undersøgelser er påkrævet af luftledningsanlæg længere end 2 km. Det sker, før det endelige tracé fastlægges. I en VVMundersøgelse er hensynet til flora og fauna en væsentlig faktor i overvejelserne og kan betyde, at et tracé omlægges for at undgå konflikter med vigtige naturområder. En VVM er ikke påkrævet ved kabelanlæg. I planlægningsfasen tages et valg, om der skal anlægges kabler eller luftledninger på hele eller dele af strækningen. Valget tager udgangspunkt i principperne for etablering og sanering af højspændingsanlæg, samt ikke mindst behovet. Med i overvejelserne er også konsekvenserne for naturen. Ved udvalgte passager af tracéet er det måske mest hen- Flora og fauna, dok /07 v2 1

36 sigtsmæssigt at lægge kabler i stedet for luftledninger. Andre steder kan det være bedre at udføre styrede underboringer af kablerne i stedet for at grave kabelgrøfter eller endda at bibeholde luftledningerne. Påvirkninger ved anlægsarbejdet og afværgeforanstaltninger Anlægsfasen af et nedgravet kabel er mere omfattende teknisk, tidsmæssigt og miljømæssigt end for en luftledning. Både kabellægning og opstilling af master medfører gravearbejde og brug af tungt materiel i anlægsområdet. I begge tilfælde laves desuden fundamenter for henholdsvis master til luftledninger og samlemuffer under terræn til kabler. Anlæggelse af et kabeltracé er forbundet med store påvirkninger af området langs anlægsbæltet. Normalt graves en kabelgrøft som beskrevet i et andet infoblad, men man kan også foretage en styret underboring af kablet, hvorved man undgår gravning af kabelgrøfter. Denne teknik foretrækkes ofte ved krydsning af levende hegn eller særligt følsomme områder. Ved gravearbejdet for både kabler og master lægges muldjorden først til side og holdes adskilt fra den underliggende jord for at undgå efterfølgende opblanding af jordlagene, når anlægsområdet retableres. Det sikrer, at jordlagene og vegetationen kan retableres så tæt på den oprindelige tilstand som muligt, og i nogle tilfælde beplantes tracéet med buske eller mindre træer. Under anlægsarbejdet udlægges køreplader for at minimere sammenpresning af jorden, da en sammenpresning af jordlagene kan betyde forringede levevilkår for planter og jordbundsdyr. Hvis grundvandsstanden er høj, sænkes den under anlægsarbejdet. Bortledning af det oppumpede vand sker efter aftale med den ansvarlige miljømyndighed. Dog kan selv en midlertidig sænkning af grundvandet være kritisk for visse typer af plantesamfund i området. Gravearbejdet kan også frigive næringsstoffer til jorden, hvilket for næringsfattige samfund med sjældne planter betyder, at andre planter kan etablere sig og eventuelt udkonkurrere den oprindelige biotop. Ved nødvendig passage af områder med høj vandstand eller med næringsfattige samfund anbefales det derfor at foretage styret underboring af kabler og at undgå opstilling af master. Selv om anlægsperioden forkortes mest muligt, vil områdets dyreliv forstyrres af aktiviteterne. En åben kabelgrøft i anlægsperioden kan virke som en barriere og som en fælde for mindre dyr som fx mus og padder. Ved anlæggelse af et luftledningstracé er der forskellige teknikker til at minimere påvirkningerne på omgivelserne. Når en mast skal sættes op, tilstræbes det at bruge den adgangsvej til anlægsområdet, som giver den mindste påvirkning. Desuden har man udviklet en harpuneringsteknik sådan, at luftledningerne kan ophænges, uden at området mellem to master betrædes. De tekniske detaljer omkring anlæggelsen af luftledninger og kabler er beskrevet i andre infoblade. Her gives derfor kun nogle eksempler på de foranstaltninger, der tages for at minimere konsekvenserne for naturen. Levende hegn er meget vigtige biotoper for blandt andet fugle og flagermus. Når et kabeltracé skal passere et levende hegn, skal der tages stilling til, om hegnet skal fældes, og en kabelgrøft graves, eller om der skal foretages styret underboring. Der skal tages hensyn til fuglenes yngleperioder, forekomst af flagermus, tilstedeværelse af hule træer og fuglereder, etc. Disse hensyn betyder, at der oftest foretages styret underboring af et levende hegn. Ved en eventuel fældning af hegnet og gravning af en kabelgrøft retableres anlægs- Flora og fauna, dok /07 v2 2

37 området med bær-bærende buske, der er særligt interessante for fuglene. Ovenstående aktiviteter er eksempler på potentielle påvirkninger af naturen, når der graves i anlægsfasen. I planlægningsfasen af et tracéforløb tages der højde for, at gravearbejde i følsomme naturområder bør undgås. På den måde er det allerede under planlægningsfasen besluttet, hvor master skal opstilles eller, hvor der kan graves kabelgrøfter, og hvor der skal foretages styrede underboringer. Referencer: Eltra: "400 kv-forbindelsen Århus-Aalborg, 2002". Miljø & Energiministeriet: "Principper for etablering og sanering af højspændingsanlæg, 1995". COWI: "VVM-vurdering af virkning på miljøet, Det vestjyske højspændingsnet til havmøllepark Horns Rev 2" Påvirkninger i driftsfasen og afværgeforanstaltninger Eftersyn og overvågning af tracéerne i driftsfasen har typisk ikke de store konsekvenser for naturen. I tilfælde af fejl på ledningerne kan luftledninger repareres eller udskiftes, uden at naturen påvirkes nævneværdigt. Udskiftning af master i forbindelse med omgalvanisering betyder ikke, at nye fundamenter skal graves, men kun at masten udskiftes, hvorfor kørsel med tungt køretøj (eksempelvis en kran) i området er nødvendigt. Fejl på kabler derimod betyder oftest, at kablet helt udskiftes eller, at et nyt kabel anlægges i et parallelt tracé. Det kan derfor have samme påvirkning på naturen som ved anlæggelse af et helt nyt kabel. Flora og fauna, dok /07 v2 3

38 Myndighedsbehandling i forbindelse med etablering af eltransmissionsanlæg på land Etablering af nye højspændingsanlæg er omfattet af en række love og bekendtgørelser. Disse er først og fremmest planloven, VVMbekendtgørelsen, elforsyningsloven og stærkstrømsbekendtgørelsen. Endvidere skal der tages højde for principperne beskrevet i Miljøog Energiministeriets rapport "Principper for etablering og sanering af højspændingsanlæg" (1995). Disse principper er endvidere blevet suppleret med udmeldinger i regeringens Energistrategi 2025 fra juni I forbindelse med myndighedsgodkendelse af eltransmissionsanlæg gælder en toleddet procedure med dels myndighedsbehandling i Energistyrelsen og dels en planlægningsproces i henhold til planloven. Godkendelser efter elforsyningsloven Etablering af nye eltransmissionsanlæg over 100 kv og væsentlige ændringer i eksisterende net kræver forudgående tilladelse fra transport- og energiministeren, jf. elforsyningslovens 21. Bemyndigelsen til at udstede tilladelser er delegeret til Energistyrelsen. For at der kan gives tilladelse, er det en betingelse, at der kan dokumenteres behov for udbygningen, herunder sammenhængen med det øvrige elsystem og betydningen for forsyningssikkerhed og samfundsøkonomi. Godkendelser efter planloven Kommunerne er som udgangspunkt planmyndighed for Energinet.dk's eltransmissionsanlæg. Planloven skal sikre, at den sammenhængende planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet. Et af grundelementerne i planloven er, at borgerne skal inddrages i planprocessen, inden planen vedtages. Inden et planforslag kan vedtages, skal der derfor offentliggøres et planforslag og en redegørelse for planens forudsætninger. Der skal fastsættes en frist på minimum 8 uger, hvor grundejere, naboer, foreninger, myndigheder mv. kan komme med forslag eller protester. I visse tilfælde overgår sagsbehandlingen dog til staten. Det er tilfældet, når projektet medfører tilvejebringelse eller ændring af plangrundlaget i mere end to kommuner eller en godkendelse i henhold til naturbeskyttelseslovens 20. Det er de tre statslige miljøcentre i Roskilde, Odense og Århus, der foretager sagsbehandlingen på statens vegne Luftledninger på over 150 kv kræver en godkendelse efter naturbeskyttelseslovens 20. Det er Skov- og Naturstyrelsen, der er godkendende myndighed. Nedgravede (kabellagte) elforsyningsanlæg kræver ikke en godkendelse efter 20, dog kan nedgravningen i sig selv kræve en dispensation, fx hvis linjeføringen berører et område omfattet af fortidsmindebeskyttelseslinjen. Stationsanlæg kræver heller ikke en 20-godkendelse, idet bestemmelsens hovedsigte er godkendelse af strækningsanlæg og ikke punktanlæg. Bestemmelsen i naturbeskyttelseslovens 20 fastsætter de landskabelige og andre beskyttelseshensyn, der skal varetages ved placering og udformning af offentlige anlæg. Det er ikke alene hensynet til de landskabelige værdier, der indgår, men også ønsket om at friholde større sammenhængende landskaber, der stadig er uberørte af tekniske anlæg mv. Af andre hensyn, som varetages efter bestemmelsen, kan nævnes landskabets indhold af biologiske og kulturhistoriske værdier og hensynet til befolkningens friluftsliv. For de anlæg, hvor de statslige miljøcentre overtager kommunernes sagsbehandling, vil miljøcenteret stå for udarbejdelsen af tillægget til kommuneplanen med tilhørende VVMredegørelse. Kommuneplaner Den samlede langsigtede planlægning for udbygning/ændring af højspændingsnettet over 100 kv skal efter strukturreformen gennemføres i et samarbejde mellem Energinet.dk og kommunerne og udmøntes i arealreservationer i kommuneplanerne. Når behovet er nært forestående, anmoder Energinet.dk vedkommende myndighed om at indlede en myndighedsbehandling af anlægget. Myndighedsbehandling, elanlæg på land, dok /07 v2 1

39 Efter de "Statslige interesser i kommuneplanlægningen 2009" skal reservationer til udbygning af luftledningsnettet over 100 kv fastlægges i kommuneplanerne ved revisionen hvert 4. år. De eksisterende reservationer til højspændingsanlæg, der er i regionplanerne, skal optages i kommuneplanen (Planlovens 11a, nr. 5). Lokalplaner og landzonetilladelser For transformerstationer og kabelovergangstationer i det åbne land gælder planlovens landzonebestemmelser, dvs. at der skal søges om landzonetilladelse, hvis det bebyggede areal overstiger 30 m 2, og højden overstiger 5 m. Der er normalt ikke lokalplanpligt for stationer i det åbne land, men større stationer især indenfor bymæssig bebyggelse er lokalplanpligtige. Landzonetilladelser kan kun gives på baggrund af en specifik udpegning i en regionplan, en kommuneplan eller på grundlag af en lokalplan. VVM-regler for eltransmissionsanlæg VVM står for Vurdering af Virkninger på Miljøet. Det er en procedure til at vurdere, hvilke miljøpåvirkninger et anlæg vil få på det omgivende miljø. Reglerne om vurdering af virkning på miljøet for anlæg på land fremgår af planloven og den tilhørende VVM-bekendtgørelse. Miljøvurdering af kommuneplaner og lokalplaner I henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer skal forslag til kommune- og lokalplaner ledsages af en miljøvurdering af planforslaget. Kravene til indholdet i en miljøvurdering er stort set sammenfaldende med kravene til en VVM-redegørelse. Miljøvurderingen skal dog indeholde oplysninger om den fremtidige overvågning af de væsentligste miljøpåvirkninger som følge af planens gennemførelse. Andre tilladelser og dispensationer Når den endelige godkendelse af projektets og dets linjeføring foreligger, skal der indhentes en række tilladelser og dispensationer fra vedkommende myndigheder. Når kommuneplantillægget, VVM-tilladelsen og Energistyrelsens godkendelse foreligger, starter det egentlige anlægsprojekt med detailplanlægning af tracéet, indkøb af materialer, forhandlinger med lodsejere og naboer m.v. Nye luftledningsanlæg over 100 kv og længere end 2 km er omfattet af krav om udarbejdelse af VVM-redegørelse og VVM-tilladelse. En ombygning af et eksisterende luftledningsanlæg, hvor ændringen er så væsentlig, at den kan sidestilles med et nyanlæg, udløser en tilsvarende procedure. Nye kabelanlæg, transformerstationer, kabelstationer m.v. er ikke i henhold til VVMbekendtgørelsens bilag 1 og 2 omfattet af krav om udarbejdelse af VVM-redegørelse. Myndighedsbehandling, elanlæg på land, dok /07 v2 2

40 Myndighedsbehandling etablering af eltransmissionsanlæg på havet Etablering af nye eltransmissionsanlæg på havet kræver en forudgående tilladelse fra transport- og energiministeren. Bemyndigelsen til at udstede tilladelser til søkabler med et spændingsniveau på over 100 kv og offshore transformerplatforme er delegeret til Energistyrelsen. Der udarbejdes ikke VVM i forbindelse med anlæg af nye søkabler, men der udarbejdes en miljøredegørelse, der omfatter en vurdering af eventuelle miljøpåvirkninger ved etablering og drift af søkablet på havbunden. Godkendelser efter elforsyningsloven I praksis administreres ansvaret for godkendelse ved, at Energistyrelsen giver en dobbeltgodkendelse af anlægsprojekterne efter elforsyningslovens 21, stk. 1. Det vil sige, at projektet først bliver principgodkendt på baggrund af et dokumenteret behov for udbygningen af eltransmissionsnettet. Senere i processen, når den konkrete placering og linjeføring er fastlagt, bliver projektet detailgodkendt, og anlægsarbejdet kan begynde. I forbindelse med detailgodkendelsen foretager Energistyrelsen en høring af Søfartsstyrelsen, Farvandsvæsenet, Kystdirektoratet, Fiskeridirektoratet, Kulturarvstyrelsen samt Skov- og Naturstyrelsen. Høringssvarene danner baggrund for udarbejdelse af eventuelle vilkår i godkendelsen af projektet. Nedspuling af søkabel i havbunden. Energinet.dk's offshore transformerplatforme, der skal føre strømmen i land fra havmølleparkerne, er medtaget i VVM-redegørelserne for de respektive havmølleparker. Andre tilladelser Når Energistyrelsens endelige godkendelse af anlægget foreligger, er der en række andre tilladelser fra andre myndigheder, der skal indhentes. VVM-regler for anlæg på havet VVM står for Vurdering af Virkninger på Miljøet. Det er en procedure til at vurdere, hvilke miljøpåvirkninger et anlæg vil få på det omgivende miljø, herunder indvirkning på eksisterende dyre- og planteliv eller visuelle gener ved etablering af nye eltransmissionsanlæg. Reglerne om VVM på havet fremgår af Bekendtgørelse nr. 815 om VVM af elproduktionsanlæg på havet. Kystdirektoratet og Energistyrelsen forvalter den lovgivning, som omfatter VVM-reglerne for projekter på havet. Myndighedsbehandling, elanlæg på havet, dok /07 v2 1

41 Myndighedsbehandling i forbindelse med renovering og sanering af eltransmissionsanlæg Renoveringer Transmissionsselskaberne har, reguleret af stærkstrømsbekendtgørelsen, pligt til løbende at vedligeholde sine elanlæg og i den forbindelse ret til at færdes i deklarationsarealet. I henhold til lov om Energinet.dk kan transport- og energiministeren i forbindelse med en godkendelse fastsætte vilkår for netudbygningen, herunder vedrørende bortskaffelse eller sanering af anlæg. Transport- og energiministeren kan også bestemme, at Energinet.dk forpligtes til at dække de meromkostninger, som andre eltransmissions- og netvirksomheder bliver påført, når de efter påbud efter lov om elforsyning skal gennemføre kabellægninger og saneringer i forbindelse med Energinet.dk's etablering af 400 kv-eltransmissionsnet. Saneringer Når et transmissionsanlæg er blevet overflødigt, uden at det erstattes af et andet anlæg, eller fordi det skal erstattes af et andet anlæg ved en netudbygning, kan det saneres. Det vil sige, anlægget demonteres, og arealet genoprettes. En ny mast rejses. Vedligehold af luftledninger kan også omfatte etablering af brudsikring for at sikre, at normog sikkerhedsbestemte kriterier er overholdt. Når et anlæg trænger til omfattende vedligeholdsarbejde som fx omgalvanisering af masterne, udskiftning af fase- og jordtråde samt udskiftning af armaturdele (isolatorer, klemmer m.v.) kaldes det renovering. Renovering og vedligeholdelsesarbejde kræver normalt ikke forudgående myndighedsbehandling og godkendelse. Arbejdet aftales med de berørte lodsejere, der efter gældende regler kompenseres for eventuelle mark- og afgrødeskader. Når et anlæg kan saneres, uden at det erstattes af et andet anlæg, kræves der normalt ikke forudgående myndighedsbehandling. Ligesom for vedligehold og renovering aftales saneringsarbejdet med de berørte lodsejere, der efter gældende regler kompenseres for eventuelle mark- og afgrødeskader. Når et anlæg skal saneres, fordi det skal erstattes af et andet anlæg ved en netudbygning, håndteres myndigheds-/godkendelsesprocessen som for al anden planlagt netudbygning. I tilfælde, hvor elanlæg er placeret i beskyttede områder efter eksempelvis naturbeskyttelsesloven eller museumsloven, forudsætter anlægsarbejdet dispensation fra vedkommende myndighed. Arbejdet aftales med de berørte lodsejere, der efter gældende regler kompenseres behørigt for eventuelle mark- og afgrødeskader. Udskiftning af tråde. Myndighedsbeh., renovering og sanering, dok /07 v2 1

42 Rettighedserhvervelse i forbindelse med etablering af eltransmissionsanlæg Transmissionsselskaberne har altid søgt at erhverve rettighederne til placering af elektriske anlæg på såvel offentlige som privatejede arealer gennem en frivillig forhandling. En forhandling afsluttes med underskrift af en deklaration og en erstatningsopgørelse. Ved de forhold, hvor ejendommen ikke pålægges nogen indskrænkninger, underskrives kun en erstatningsopgørelse. Begrundelserne for at fastholde den frivillige forhandlingspraksis er mange. Bl.a. at højspændingsanlæg udført som strækningsanlæg, dvs. kabel eller luftledning, ikke fuldt ud beslaglægger de berørte arealer. Gennem en tinglyst deklaration af anlægget vil der blot blive tale om indskrænkninger i rådigheden af de direkte berørte arealer. Typisk kan al ordinær landbrugsdrift ske over og under strækningsanlæggene. Reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation fra fast ejendom følges i disse tilfælde. En ekspropriation gennemføres i to afsnit. Der er først en gennemgang af projektet på den enkelte ejendom. Her gennemgår anlægsmyndigheden projektet og anfører, hvilke arealer og rettigheder der ønskes eksproprieret. Her er der mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer til projektet. Ekspropriationskommissionen beslutter herefter omfanget af ekspropriationen. Nogle arealer bliver kun midlertidigt eksproprieret. Det betyder, at transmissionsselskabet lejer et stykke jord, mens anlægget bliver bygget. Entreprenørerne bruger typisk området som arbejdsareal. Når anlægget er færdigt, får ejeren arealet tilbage. For stationsanlæg gør de samme forhold sig gældende. Denne type anlæg kræver regulære arealovertagelser. Det søges også her at opnå aftaler om arealopkøb gennem frivillig forhandling. Enighed om anlæggets placering I et forhandlingsforløb opstår ofte den situation, at ejeren kan affinde sig med placering af anlægget, men ikke med den tilbudte erstatning. I mangel af enighed mellem transmissionsselskabet og ejeren bliver erstatningsspørgsmålet afgjort gennem et voldgiftsnævn. Anlægsarbejdet kan så gennemføres. Afgørelsen i nævnet kan indbringes for en taksationskommission. Udgifterne til voldgiftsnævn og taksationskommission afholdes af transmissionsselskabet. Ønskes sagen om erstatningens størrelse derefter indbragt for domstolene, gælder de almindelige regler i dansk retspleje for afholdelse af sagsomkostninger. Uenighed om anlæggets placering Er en forhandlingssituation ikke mulig, må transmissionsselskabet ansøge myndighederne, her Sikkerhedsstyrelsen, om ekspropriation. Når ekspropriationsomfanget på den enkelte ejendom er fastlagt, kommer ekspropriationskommissionen med et erstatningsforslag. Hvis en af parterne eller begge parter ikke kan acceptere erstatningsforslaget, afsiger kommissionen en kendelse, som kan ankes til taksationskommissionen. Derefter kan sagen indbringes for domstolene. Der er samme udgiftsfordeling som for voldgiftssager. Da det er den samme taksationskommission, der skal behandle såvel voldgiftssager som ekspropriationssager, informeres der grundigt om dette forhold, inden en forhandlingsmulighed helt udelukkes. Alle nævn og kommissioner er uafhængige institutioner. Deres erstatningsfastsættelser kan derfor være både over og under transmissionsselskabets erstatningstilbud, som er baseret på den aftale, som Dansk Landbrug, Dansk Energi og Energinet.dk har indgået om erstatning for placering af elanlæg på landbrugsjord også kaldet Landsaftalen. Rettighedserhvervelse, dok /07 v2 1

43 Erstatning i forbindelse med etablering af eltransmissionsanlæg Dansk Landbrug og Dansk Energi har med virkning fra den 1. september 2004 indgået en aftale om standardiserede principper og takster for erstatning for elanlæg på landbrugsjord, benævnt Landsaftalen. Fra 2006 er aftaleparterne Dansk Landbrug, Dansk Energi og Energinet.dk. Aftalen indeksreguleres, og et erstatningsudvalg mødes årligt for at afgøre, om kommissions- og retsafgørelser i årets løb er af en sådan principiel karakter, at de skal indarbejdes i Landsaftalen. For elanlæg, som søges placeret på ikke landbrugsjord, anvendes Landsaftalen i første omgang som retningslinje. Derefter drøftes erstatningstilbuddet individuelt med lodsejerne. Landsaftalen sikrer et ensartet erstatningsgrundlag sådan, at aftalepartneres ønske om lighedsbehandling opretholdes. 1) Kabelanlæg erstattes med et grundbeløb, et beløb pr. m. kabelsystem på ejendommen, og en erstatning for det deklarationsbælte, som tinglyses på ejendommen. 2) Luftledningsanlæg erstattes ligeledes med et grundbeløb pr. mast og et beløb pr. m ledningsovertræk på ejendommen. Beløbene er afhængige af spændingsniveauet. Både mast og ledningsovertræk beskrives i en deklaration, som tinglyses på ejendommen. Ved naboforhold i Landsaftalen forstås erstatningsmæssige forhold på ejendomme, der ikke får ledningsanlægget tinglyst. Ved fremføring af luftledninger indeholder Landsaftalen metoder til beregning af nærføringserstatninger til både direkte berørte boliger og driftsbygninger såvel som naboejendomme. Landsaftalen danner grundlag for transmissionsselskabets beregning af erstatningstilbud. Lodsejerne er ikke juridisk bundet af aftalen, da den ikke er indgået direkte med dem. Landsaftalen er opdelt i 3 hovedafsnit. 1) Kabelanlæg, 2) Luftledningsanlæg og naboforhold, 3) Midlertidige skader. Alle erstatninger for elanlæg ekskl. erstatning for midlertidige skader er engangserstatninger for den samlede ejendomsværdiforringelse. Hvis et nyt 400 kv-luftledningsanlæg placeres nærmere end 80 m fra beboelsen eller et 132/150 kv-luftledningsanlæg nærmere end 54 m fra beboelsen, tilbyder transmissionsselskabet at købe ejendommen. Købstilbuddet gælder op til et år, efter ledningen er sat i drift. For de ejendomme, hvor ejeren ikke ønsker at sælge, vil der i stedet blive udbetalt en nærføringserstatning. Nærføringserstatning ved 400 kv-luftledningsanlæg. Erstatning, ved etabl. af elanlæg, dok /07 v2 1

44 Når boligen ligger mellem 80 og 280 m fra et 400 kv-luftledningsanlæg, tilbydes en erstatning på 50 pct. af boligens aktuelle handelspris ved 80 m faldende lineært til 0 kr. ved 280 m. Ved 132/150 kv-luftledning tilbydes boliger, der ligger mellem 54 og 190 m fra anlægget, en nærføringserstatning på 34 pct. af boligens handelsværdi ved 54 m faldende lineært til 0 kr. ved 190 m. Erstatningen for anbringelse af et luftledningsanlæg på en ejendom ydes dels for nærhed til anlægget, dels for varige ulemper samt for de rådighedsbegrænsninger, der pålægges ejendommen. I erstatningsberegningen gør Landsaftalen det desuden muligt at inddrage forringelse af herlighedsværdi og andre særlige forhold. Der foretages i disse tilfælde individuelle vurderinger. 3) Midlertidige skader er indeholdt i Landsaftalen. Aftalen indeholder tabel for dels afgrødeerstatning, dels erstatning for let og svær strukturskade samt oplysninger om, i hvilken stand landbrugsarealer skal afleveres. De berørte arealer opmåles efter afsluttet anlægsaktivitet, hvorefter erstatningen beregnes. Voldgift, ekspropriation eller taksation Ved erstatningsafgørelser gennem voldgift, ekspropriation eller taksation vil transmissionsselskabet normalt fremlægge et erstatningstilbud, der baserer sig på Landsaftalen. Alle nævn og kommissioner er uafhængige institutioner, som ikke på nogen måder er underlagt Landsaftalen. Erstatning, ved etabl. af elanlæg, dok /07 v2 2

45 Dok /07 v1