I USA er der delte meninger om, hvorvidt USA skal engagere sig aktivt i konflikten i Nogumo.

Transkript

1 USA USA's interesser i Nogumo USA støtter Habba, fordi han er demokratisk valgt, og fordi USA ønsker stabilitet i landet for bl.a. at sikre de amerikanske olieselskabers interesser. Men samtidig er USA foruroliget over Habbas udtalelser om, at de multinationale olieselskaber skal tvinges til at betale en højere løn til de nogumianske oliearbejdere, og i særdeleshed bekymrer det USA, at Habba har truet med at nationalisere de udenlandske olieselskaber i landet (amerikanske firmaer sidder på 90 % af olieproduktionen) eller finde andre udenlandske selskaber, der vil give en bedre pris til den nogumianske stat for olien og en bedre løn til de nogumianske arbejdere, end de amerikanske selskaber gør. USA har hidtil været af den opfattelse, at de ikke selv ville sende amerikanske soldater til konflikter i Afrika, men hjælpe de andre vestlige lande med transportfly og adgang til informationer fra USA's spionsatellitter, hvis de ville genoprette stabiliteten og stoppe blodsudgydelser i urohærgede lande i Afrika. Den massive opslutning bag USA i forbindelse med kampen mod terror og den vesteuropæiske og russiske villighed til at støtte USA aktivt ved at stille soldater til rådighed i Afghanistan betyder imidlertid, at den amerikanske præsident muligvis vil genoverveje holdningen om at holde egne soldater ude af Nogumo. Hvis USA stadig kan regne med fuld opbakning fra de vestlige lande og Rusland i kampen mod terror, er det muligt at de vestlige lande også kan gøre en samlet indsats i Nogumo. Terrorhandlingerne mod World Trade Center har desuden stillet USA i en anderledes sikkerhedspolitisk situation i det hele taget. Fjendebilledet er på vej til at ændre karakter fra slyngelstater til ikke-statslige terrorgrupper med udgangspunkt i den islamiske kultur og religion. USA må derfor også forholde sig til, at terrorhandlingerne også har vakt en vis sympati hos visse grupper i Afrika, der har forståelse for motiverne bag terroren, nemlig et oprør mod Vestens udnyttelse af den tredje verden. På den anden side kan engagementet i kampen mod terror medføre tab af soldater. En mulig fiasko med hensyn til at finde terrorismens bagmænd kan betyde, at USA i endnu højere grad end tidligere vil være forbeholden med at sende amerikanske soldater til Nogumo. Den offentlige mening i USA I USA er der delte meninger om, hvorvidt USA skal engagere sig aktivt i konflikten i Nogumo. På den ene side har de afro-amerikanske grupper i både det republikanske og demokratiske parti på tværs af partiskel kritiseret præsidenten for ikke at ville blande sig i Afrika, når man var villig til at sende amerikanske soldater ind i Eks- Jugoslavien. Den amerikanske politik i forhold til Afrika er blevet kritiseret for, at den er udtryk for den hvide mands manglende anerkendelse af, at også sorte afrikanere har behov for og krav på at få deres menneskerettigheder beskyttet. Denne kritik understøttes af andre grupper af menneskerettighedsforkæmpere i USA, som har forholdt sig med skepsis til den amerikanske bombning af Afghanistan, som også ramte den civile befolkning. Side 1 af 5

2 På den anden side er der nogle indtryk, der står stærkt i den amerikanske befolknings erindring om USA's engagement i Afrika: Billederne fra Somalia i 1993 af det maltrakterede lig af en dræbt amerikansk soldat, der bundet til en bil blev trukket igennem gaderne, omringet af hujende og jublende somaliere. Billederne af den dræbte soldat blev begyndelsen til enden på USA's forsøg på at skabe fred i Somalia og mindskede generelt supermagtens appetit på Afrika. Alt tegnede ellers lyst, da Somalia-missionen begyndte i Ideen var slet ikke at føre krig, men at stoppe hungersnøden ved at sikre nødhjælpsforsyningerne mod at blive stjålet af de forskellige klaner i borgerkrigen. I starten gik det hele efter planen, missionen virkede som en succes. Så hvad gik der galt, hvordan gik det til, at USA knapt et år senere fandt sine tropper i krig i de snirklede gader i hovedstaden Mogadishu? De amerikanske elitetropper fik til opgave at fange krigsherren Aideed, da FN udnævnte krigsherren til forbryder, efter at hans klan i juni 1993 dræbte 24 pakistanske FN-tropper. USA's forsøg på at tilfangetage Aideed blev en fiasko. Da røgen lettede, og de amerikanske tropper omsider blev undsat af de øvrige FN-tropper, var 18 amerikanske soldater dræbt, mere end 70 såret og 5 Black- Hawk helikoptere ødelagt. De somaliske tabstal er mere usikre, men anslås at ligge mellem 500 og Den amerikanske Somalia-mission kastede en skygge over hele USA's tro på sine fredsbevarende og fredsskabende evner og forpligtelser. Hvis USA skal engagere sig aktivt, er man fra officielt hold nødt til at forholde sig mere aktivt til den offentlige mening internt i USA og også i den øvrige del af den vestlige verden. Erfaringerne fra Afghanistan har vist, at det er meget vigtigt, at der også kæmpes på propagandafronten. Selv om opbakningen bag USA's krig mod terror efter d. 11. september 2001 var massiv både internt i USA, i den vestlige verden i øvrigt og i Rusland, så viste det sig, at bl.a. den europæiske koalition omkring bombekrigen mod Talebanregimet i Afghanistan undervejs vaklede. Også internt i USA lød der kritiske røster mod det amerikanske engagement i Afghanistan. Skal en eventuel militær indgriben i Nogumo opfattes som legitim af offentligheden, må der sættes ind med en massiv informationsoffensiv, som kan fastholde en opbakning bag et sådant indgreb. USA's forhold til Rusland Ruslands utvetydige opbakning bag USA's terrorkrig og det efterfølgende tættere samarbejde med Rusland har medført, at den amerikanske præsident nødvendigvis må tage hensyn til de russiske interesser i Nogumo, hvis det gunstige forhold mellem de to lande skal opretholdes. Tidligere har Rusland forholdt sig særdeles kritisk over for det amerikanske engagement blandt andet i Kosovo. Denne kritik er nu afløst af nogle klare hensigtserklæringer, udtrykt på et topmøde mellem den amerikanske og den russiske præsident, om at skabe et bredt samarbejde for international sikkerhed. Der skal ikke længere være at tale om en bipolær eller unipolær verden, men en verden, hvor USA og Rusland i fælles alliance i samarbejde med andre lande kæmper for den internationale sikkerhed. Den russiske præsident har dog understreget, at det er nødvendigt at sikre FN en førende position i internationale spørgsmål, en opfattelse som den amerikanske præsident ikke har kommenteret. Hvorvidt den nye alliance mellem de tidligere modspillere i det internationale Side 2 af 5

3 system er af vedvarende karakter, kommer også til afhænge af, om nedrustningsforhandlingerne mellem USA og Rusland for alvor kommer ud af det dødvande, som de længe har befundet sig i. Ved topmødet mellem de to landes præsidenter efter d.11.september 2001 udtalte den russiske præsident:" De, der kun ser en taktisk tilnærmelse mellem vores lande, tager grundigt fejl. Der er tale om et langsigtet partnerskab" Hvorvidt dette partnerskab kan holde, vil bl.a. afhænge af den russiske reaktion mod USA's opsigelse af ABM- traktaten fra Kernen i denne traktat var at hindre opbygningen af nye store raketforsvarssystemer, altså et led i nedrustningsbestræbelserne. For den amerikanske præsident stod traktaten i vejen for udviklingen af et raketskjold. I en tale sagde den amerikanske præsident, at et raketskjold var nødvendigt "for at beskytte USA og vore venner mod alle former for terror inklusiv den terror, der kommer fra en raket". Muligvis vil den russiske præsident acceptere den amerikanske præsidents handlinger, hvis ABM -aftalen erstattes af en ny nedrustningsaftale. Den russiske præsident har brug for at kunne fremvise resultater i forhold til især den militære elite i Rusland, men samtidig er der ikke noget alternativ til alliancen med USA. En ny nedrustningsaftale kan derfor betyde, at den russiske præsident til "vende det blinde øje" til USA's opbygning af et raketskjold. USA har som en slags modydelse for den russiske opbakning til terrorkrigen øget mulighederne for amerikanske investeringer i Rusland, hvilket har resulteret i, at flere store amerikanske firmaer har øget kapitaltilstrømningen. Den amerikanske præsident ved, at Ruslands opbakning til USA er motiveret af både sikkerhedspolitiske og økonomiske grunde. USA og Kina Selvom kampen mod terroristerne har bragt amerikanerne og kineserne sammen, er forholdet endnu ikke uproblematisk. Kinas problematiske forhold til USA blev tydelig, da et overvågningsfly fra det amerikansk militær i sommeren 2001 styrtede ned på den sydkinesiske ø Hainan. Amerikanerne hævdede, at kineserne med overlæg havde beskadiget spionflyet, men de fik ikke udleveret besætningen og flyet, før kineserne havde undersøgt flyets tekniske detaljer. I lang tid var luften mellem Washington og Beijing præget af kulde. USA's afhængighed af kinesiske støtte til terrorbekæmpelsen blev tydelig, da Bush ved det økonomiske samarbejdsforum APEC i oktober 2001 inviterede til genoptagelse af de venskabelige relationer mellem USA og Kina. Kina fremkom med officielle støtteerklæringer til USA's og Englands angreb på Afghanistan. En forsigtig, men klar erklæring blev udsendt af det officielle nyhedsbureau Xinhua: "Kina er modstander af enhver form for terrorisme og håber, at de nødvendige militære angreb på terrorister bliver rettet mod specifikke mål, så uskyldige civile ofre undgås". Kina blev i december 2001 endelig optaget i verdenshandelsorganisationen WTO, og Verdensbanken spår på denne baggrund, at Kinas andel af verdenshandlen i løbet af de næste år vil stige fra tre til over 10 procent. Der er med andre ord udsigt til, at Kina inden for en overskuelig fremtid bliver den næststørste økonomiske magt i verden. De økonomiske forudsigelser vækker en vis uro i USA. Kina ses i stigende grad som en konkurrent til den verdensøkonomiske 'førsteplads', og der er ringe lyst til at begunstige den kinesiske økonomi. På den anden side kan Kinas økonomiske styrke få flere Side 3 af 5

4 sikkerhedspolitiske konsekvenser: 1) Det kinesiske militærindustrielle kompleks bliver i disse år omstruktureret og effektiviseret. En mere effektiv og velorganiseret hær, med en af verdens største økonomier i ryggen, kan, hvis den ikke effektivt kontrolleres af en stærk regering, komme til at udgøre en trussel mod USA's sikkerhedspolitiske dominans i Østasien såvel som globalt. 2) Den økonomiske vækst kan skabe øget velstand og dermed stabilitet i det store kinesiske rige. Såvel internt i Kina som i verdenssamfundet, er man bevidst om, at ustabilitet internt i det mægtige rige meget let vil kunne påvirke den globale sikkerhed negativt. På den måde kan økonomisk vækst også være i omverdenens interesse. Det er usikkert, hvordan Kina vil se på en eventuel indsats i Nogumo med henvisning til humanitære forhold. Den kinesiske regering har reageret afvisende, når den vestlige verden har kritiseret Kina for at overtræde menneskerettighederne i forbindelse med indgrebene over for Falun Gong bevægelsen og studenterdemonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Kina henviser til, at sådanne forhold er et indre anliggende, som andre lande ikke skal blande sig i. USA og Frankrig Under USA's indgriben i Afghanistan viste de europæiske lande stor vilje til at stille tropper til rådighed for USA. Det gjaldt også Frankrig, som mobiliserede flere tusinde soldater. Men den amerikanske præsident ved, at Frankrig har et kraftigt ønske om at blive konsulteret med hensyn til USA's dispositioner. Det samme vil gælde en række af de øvrige europæiske lande, som i det hele taget anser politiske løsninger på kriser som værende mere hensigtsmæssige end militære løsninger, specielt af hensyn til civile tab og dermed menneskerettighederne. En undtagelse er Storbritannien, der under hele forløbet har arbejdet tæt sammen med USA. Desuden kan Frankrig og de øvrige europæiske lande frygte, at en eskalering af konflikten i Nogumo kan medføre en øget flygtningestrøm til Europa. Frankrig har tidligere oplevet, hvorledes antallet af illegale flygtninge er vokset, når borgerkrigen i Nogumo er blusset op. USA og FN Amerikanerne betragter de hidtidige FN-missioner i Afrika som fiaskoer. Især dele af det republikanske parti kritiserer både FN's mål og metoder. De amerikanske kritikere af FN fremhæver fiaskoerne i Somalia i 1993, hvor amerikanerne selv har smertelige erfaringer, og Rwanda De to missioner har fået USA og andre vestlige nationer til på forhånd at afvise udstationeringen af tropper på det afrikanske kontinent. Amerikanske embedsmænd tilføjer, at debatten i USA i nogle aviser også stiller spørgsmålstegn ved, om FN's udsendte soldater er tilstrækkeligt uddannede og bevæbnede. Flere ser en modsætning i FN's mål om kun at overvåge fredsaftaler og ikke gå i kamp og så FN's fredsskabende aktioner. Men det er ikke alene i Afrika, at amerikanerne afviser at indsætte soldater i FNregi. USA har ikke udstationeret en eneste soldat med den kendte blå FN-hjelm. Side 4 af 5

5 USA er nummer 16 på listen over bidragydere til FN, når det gælder personel. Af de 804 udsendte er 35 observatører, mens resten er politifolk. De største kontingenter af politifolk befinder sig i Kosovo og Bosnien-Hercegovina, mens Irak-Kuwait topper listen, når det gælder observatører. Derudover tilbageholder USA store summer i bidrag til FN pga. amerikansk utilfredshed med, at FN-systemet er bureaukratisk, ineffektivt og mere eller mindre udueligt. Netop USA's afgørende rolle som den største donor til FNsystemet med 25 % af det samlede budget gør FN sårbar over for USA's kritik. I forbindelse med 11.september forhøjede USA sit bidrag til FN blandt andet for at vise de øvrige vestlige lande, at landet også er parat til at yde sin indsats her. Men USA viste ligeledes i forbindelsen med indgrebet i Afghanistan, at USA måske stadig ikke har fuld tillid til/ ikke ønsker, at FN skal stå i spidsen for at skabe løsninger på internationale kriser. I forbindelse med etablering af en overgangsregering i Afghanistan, forhandlede USA således med de andre vestlige andre uden om FN, hvilket en talsmand for FN meget beklagede i november Strategiske overvejelser Ved forhandlingerne om konflikten i Nogumo må USA forholde sig til følgende faktorer: Hvordan kan USA tilgodese sine økonomiske interesser i Nogumos olie, hvis konflikten optrappes? Er der grund til at frygte, at den terrorbevægelse, der stod bag d. 11. september angrebene, vinder aktive tilhængere i Nogumo? Skal USA støtte, at FN bliver den førende kraft i bestræbelserne på at skabe fred i Nogumo, eller skal præsidenten forsøge at blive den, der sætter dagsordnen både ved forhandlingerne og i forbindelse med den faktiske konfliktløsning? Skal USA tilbyde at øge sine bevillinger til FN? Hvordan fastholder USA sine gode relationer til Rusland? Hvordan skal USA forholde sig til Kinas opfattelse af suverænitet og menneskerettigheder? Skal USA fortsat styrke sit gode forhold til de europæiske lande? Er præsidenten i stand til at få opbakning hos den amerikanske opinion til en eventuel indsats i Nogumo? Side 5 af 5