D O M. Afsagt den 2. maj 2014 af Østre Landsrets 8. afdeling (landsdommerne Lone Dahl Frandsen, Frosell og Lone Kerrn-Jespersen).

Transkript

1 D O M Afsagt den 2. maj 2014 af Østre Landsrets 8. afdeling (landsdommerne Lone Dahl Frandsen, Frosell og Lone Kerrn-Jespersen). 8. afd. nr. B : City Parkeringsservice v/peter Eliassen (advokat Per Torsten Edrén) mod Forenede Danske Motorejere som mandatar for Lars Ebert Nordbjærg (advokat Lennart Fogh) Denne sag, der er anlagt ved Retten i Helsingør, er ved kendelse af 11. september 2013 henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens 226, stk. 1. Sagsøgeren, City Parkeringsservice v/ Peter Eliassen, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Forenede Danske Motorejere som mandatar for Lars Ebert Nordbjærg, skal betale 590 kr. til sagsøgeren med procesrente fra sagens anlæg samt et inkassogebyr på 100 kr. Forenede Danske Motorejere som mandatar for Lars Ebert Nordbjærg har påstået frifindelse. Sagsfremstilling Den 31. maj 2012 parkerede Lars Ebert Nordbjærg sin bil på et privat parkeringsområde ved Hørsholm Midtpunkt.

2 - 2 - Lars Ebert Nordbjærg har i svarskriftet oplyst, at han havde konstateret, at bilens elektroniske p-skive havde udfald, hvorfor han i en kort periode havde sat en manuel p-skive i forrude, for at kunne oplyse parkeringstidspunktet. Dette var også tilfældet ved den pågældende parkering. Af skiltning på stedet fremgik blandt andet følgende: PARKERING 3 TIMER P-skive påbudt Parkering kun tilladt i afmærkede p-båse Området drives efter privatretlige regler Lars Ebert Nordbjærg modtog i den anledning en opkrævning af parkeringsafgift fra City Parkeringsservice. Af opkrævningen fremgik, at der var foretaget en uberettiget parkering den 31. maj 2012 i tidsrummet mellem kl og Det hedder endvidere blandt andet: Bemærkninger: 2 p skive viste kl 15:15 og den p skive viste kl Procedure Parterne har indgivet påstandsdokumenter og har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med disse. City Parkeringsservice v/peter Eliassen har i sit påstandsdokument til støtte for sin påstand blandt andet anført, at det fremgår af Færdselslovens 1, at loven gælder, hvor andet ikke er bestemt, for færdsel på vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, at parkeringsafgiften er pålagt på et privat, men offentligt tilgængeligt parkeringsareal, at Færdselsloven finder anvendelse på arealet, at der på området på klar og forståelig måde var skiltet med tidsbegrænset parkering med påbud om anvendelse af parkeringsskive,

3 - 3 - at justitsministeren efter færdselslovens 93, stk. 1 kan bestemme, at parkering af motorkøretøjer kun må ske under benyttelse af parkeringsskive, hvor adgangen til parkering er tidsbegrænset, at justitsministeren har udnyttet denne bemyndigelse ved bekendtgørelse nr. 327 af 29. april 2003, ændret ved bekendtgørelse nr. 31 af 12. januar 2012, at sagsøgtes placering af to parkeringsskiver i forruden er i strid med 4, stk. 2 i parkeringsskivebekendtgørelsen der angiver, at ved køretøjets rude: ikke må findes andre parkeringsskiver end den, der benyttes ved parkeringen, eller andet, der kan forveksles med en parkeringsskive, at kontrolafgiften derfor er pålagt med rette, at det herudover subsidiært gøres gældende, at sagsøgte har foretaget en uberettigede parkering med et af sagsøgte ført motorkøretøj på et privat område, hvor sagsøger efter aftale med ejendommens ejer udøver parkeringskontrol efter privatretlige regler, idet sagsøgte ikke har overholdt de på området gældende parkeringsrestriktioner, som tydeligt er angivet på skilte opsat på området af sagsøger. Ved at køre ind på området med kendskab til disse parkeringsvilkår, som ikke er urimelige, anses sagsøgte for, ud fra almindelige aftalemæssige principper, at have accepteret disse vilkår, at de to parkeringsskiver viste to forskellige ankomsttidspunkter, at anbringelse af flere p-skiver i et køretøj skaber uklarhed og medfører, at der ikke kan foretages en effektiv kontrol, at sagsøger således er ikke bekendt med, hvornår sagsøgtes køretøjs parkering blev påbegyndt, og sagsøgers parkeringsvagt har derfor ikke kunnet have nogen mening om, hvilken p-skive sagsøgte ønskede at anvende, eller rent faktisk havde anvendt, men kunne alene konstatere, at der var anbragt to parkeringsskiver, som var indstillet med forskellige tidsangivelser, at sagsøgers parkeringsvagt derfor ikke havde nogen mulighed for at gøre sig overvejelser over sandsynligheden af, hvilken parkeringsskive man skulle rette sig efter, at anbringelse [af] flere p-skiver i bilens forrude således er en overtrædelse af den indgåede aftale, og medfører betaling af en afgift, [og] at Aftalelovens 36, 38b og 38 c ikke kan finde anvendelse. Af Lars Ebert Nordbjærgs påstandsdokument fremgår blandt andet følgende: Følgende gøres gældende:

4 - 4 - Offentlig parkeringskontrol har hjemmel i færdselsloven og betragtes som straffesager, jf. U H og U Ø. De private parkeringsselskabers hjemmel til at pålægge bilisterne restriktioner på parkeringsarealerne og til at kræve bod for tilsidesættelse af restriktionerne skal findes i et aftalegrundlag mellem parterne. Parternes aftalegrundlag, skilteteksten, udgør en forbrugeraftale, jf. aftalelovens 38 a, og sagsøger har ikke løftet bevisbyrden for, at aftalen ikke er en forbrugeraftale. Da sagsøgerens virksomhed drives på baggrund af en aftale, kvasiaaftale, kan sagsøgeren ikke påberåbe sig p-skivebekendtgørelsen og dermed p-skivebekendtgørelsens krav om antallet af p-skiver som hjemmel til pålæggelse af kontrolafgift, fordi p-skivebekendtgørelsen er udstedt i medfør af færdselsloven, der ikke finder anvendelse ved privat parkering, jf. U H og U V. At færdselsloven ikke uden videre finder anvendelse inden for de private parkeringsområder fremgår blandt andet af U V, hvor Vestre Landsret blandt andet anfører følgende: Bestemmelsen i færdselslovens 121, stk. 4, angår parkeringer, der finder sted på færdselslovens område. For så vidt angår sådanne parkeringer er der ved bestemmelsen tilvejebragt særskilt hjemmel for ejerens hæftelse for betalingen af parkeringsafgifter. Der er ikke grundlag for at slutte analogt fra denne bestemmelse til parkeringer uden for færdselslovens område, da der hverken i bestemmelsens ordlyd eller forarbejder er holdepunkt herfor. [min understregning]. Selvom færdselsloven, eller dele heraf, måtte gælde på det fysiske område som forpligtende overfor bilisten, giver det ikke private parkeringsselskab juridiske beføjelser i henhold til færdselsloven eller bekendtgørelse udstedt i medfør af færdselsloven. Det er fortsat kun den påtaleberettigede/administrerende myndighed, der kan rejse sager m.v. efter færdselsloven. En p-afgift i henhold til p-skivebekendtgørelsen, der er udstedt i medfør af færdselsloven, er en straf, jf. Europæisk Menneskerettighedskonvention art. 6 og U H, hvorfor parterne ikke gyldig kan vedtage at disse offentligretlige straffebestemmelser skal finde anvendelse i deres inter partes civilretlige forhold, hvorfor hverken p-skivebekendtgørelsen eller principperne herfra kan finde anvendelse mellem sagsøger og sagsøgte, jf. aftalelovens 36 og 38c samt EU-direktivet om urimelige kontraktvilkår. På området er der skiltet med p-skive påbudt. Som det fremgår af (fotos af p-skiverne), har sagsøgeren også anvendt p-skive og dermed overholdt skiltningskravet. I modsat fald burde sagsøgeren på skiltningen have anført, at der alene må være én p-skive synligt ved forruden. Denne uklarhed er skabt af sagsøgeren som koncipist, hvorfor koncipistreglen finder anvendelse, herunder aftalelovens 36, 38b og 38c. Sagsøgte havde opsat den manuelle p-skive fordi bilens elektroniske p-skive havde udfald. P- skiverne viste et ankomsttid med blot 15 minutters forskel, henholdsvis kl og Sagsøgeren havde observeret bilen fra kl , Dette på et område, hvor der var 3 timers fri parkering. Med andre ord, uanset hvilket af p-skiverne der tages udgangspunkt, parkerede sagsøgte kontraktligt og inden for tidsbegrænsningen.

5 - 5 - Der var derfor ikke usikkerhed om at 3-timers parkeringsrestriktion var overholdt. Da der således dokumenteret ikke var sket en overskridelse af den skiltede 3-timers parkeringsrestriktion, vil det i dette tilfælde være urimeligt at pålægge sagsøgte en parkeringsbod alene med henvisning til et specifikt vilkår i den offentligretlige regel, hvortil der er tilknyttet en strafsanktion, jf. aftalelovens 36 samt Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, artikel 3 samt den tilknyttede bilags litra e, idet der netop er tale om pålæggelse af en bod, der ikke står i forhold til den bagatelagtige og praktisk helt ubetydelige påstået forseelse, da parkeringen ikke på nogen måde har været til ulempe, begrænset muligheden for at kontrollere parkeringsrestriktionen eller medført indtægtstab. Et privat parkeringsselskab kan ikke sanktionere færdselslovsovertrædelser eller forskrifter udstedt i medfør af færdselsloven. Såfremt et privat p-selskab kan straffe en borger med hjemmel i færdselslovens bekendtgørelse om p-skiver, skal sagen undergives en helt anden processuel sagsbehandling, og sagsøgte vil skulle udstyres med helt andre retssikkerhedsgarantier, som hvis det havde været politiet/kommunen, der havde pålagt sagsøgte en afgift i henhold til færdselsloven, jf., jf H, hvor Højesteret slog fast, at en sag om parkeringsafgift til det offentlige indebærer stillingtagen til en»anklage for en forbrydelse«(»criminal charge«), således som dette udtryk er anvendt i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det følger heraf, at retten ved behandlingen af en sådan sag skal iagttage de retssikkerhedsgarantier, der gælder for tiltalte i straffesager. Da privat parkeringskontrol alene baserer sig på parternes juridiske aftale, kan det private parkeringsselskab ikke uden udtrykkelig aftale herom, påberåbe sig overtrædelse af fx færdselsloven eller parkeringsskivebekendtgørelsen som begrundelse for pålæggelse af (konventional-) bod. En sådan aftale, der tilsigter at vedtage fx hele færdselsloven eller p- skivebekendtgørelsen, vil være urimelig, jf. ovenfor. Foranlediget af dom afsagt den 18. december 2013 af Østre Landsret (6. afd. nr. B ) skal anføres følgende: At private parkeringsselskaber ikke kan sanktionere færdselslovsovertrædelser efter forskrifter udstedt i medfør af færdselsloven uddybes herved: Bekendtgørelse om parkeringsskiver (parkeringsskivebekendtgørelsen, BEK 327 af 29. april 2003) er fastsat i medfør af færdselslovens 93 og 118, stk. 6. I 93, stk. 1-2 forudsættes det, at parkeringsskivebekendtgørelsen administreres som færdselsloven i øvrigt, alternativt af en anden offentlig myndighed hvortil Justitsministeren har henlagt beføjelserne. Dette omfatter således ikke private parkeringsselskaber. Hjemmel til at pålægge den straf, der i færdselsloven er benævnt som bøde for overtrædelse af bekendtgørelsens offentligretlige forbud mod anvendelse af to parkeringsskiver ( 4, stk. 2) skal søges i færdselslovens 118, stk. 6, jf. 121, stk. 1, nr. 8. Hjemmel til at pålægge den straf, der i færdselsloven er benævnt som afgift for overtrædelse af bekendtgørelsens offentligretlige forbud mod anvendelse af to parkeringsskiver ( 4, stk. 2) skal søges i færdselslovens 121, stk. 1, nr. 8.

6 - 6 - Efter færdselsloves 121, stk. 1 smh. 122 og 122 a, er det politiet, henholdsvis de bemyndigede kommunale myndigheder, der kan pålægge afgift i henhold til bl.a. 121, stk. 1, nr. 8, og dermed 93 og dermed parkeringsskivebekendtgørelsen. Der er med andre ord ingen holdepunkter for at antage, at private firmaer af nogen art kan administrere eller på anden måde sanktionere i henhold til hverken parkeringsskivebekendtgørelsen eller øvrige bestemmelser i færdselsloven, når der ikke er angivet specifik hjemmel dertil. Det afgørende for retsstillingen mellem to private parter, in casu en bilist/forbruger og et privat parkeringsfirma, er ikke færdselslovens område i geografisk forstand men derimod de privatretlige regler, som driften af pladsen sker efter, jf. U H. Det afgørende er derfor, om to privat parter, in casu i en forbrugeraftalesituation, overhovedet kan aftale, at den erhvervsdrivende har ret til at straffe en anden privat, herunder en forbruger, efter en offentligretlig forskrift. Særligt i en situation hvor borgeren, når forskriften afvendes af det offentlige over for borgeren, har alle de rettigheder, som tilkommer en tiltalt i straffesager, jf. EMKR og U H. Sagsøgte gør gældende, at det i den påberåbte aftaleretlige vurdering skal indgå, at sagsøgers ansatte parkeringsvagter er provisionslønnede. Landsrettens begrundelse og resultat Den parkeringsafgift, som City Parkeringsservice har opkrævet, begrundes i, at der ved bilens forrude var anbragt to parkeringsskiver. Det er ubestridt, at vilkårene, der fremgår af skiltningen på parkeringsområdet, er aftalt mellem parterne ved Lars Ebert Nordbjærgs parkering på pladsen, og at der er tale om en forbrugeraftale. Tilstedeværelsen af to parkeringsskriver er i strid med ordlyden af 4, stk. 2, jf. stk. 1, jf. 1, i bekendtgørelse om parkeringsskiver, der er udstedt i medfør af færdselslovens 93, stk. 1. Bekendtgørelsen er imidlertid en del af den offentligretlige regulering vedrørende parkering, og der er ikke grundlag for en analog anvendelse af de nævnte bestemmelser på driften af parkeringsområdet, der sker efter privatretlige regler.

7 - 7 - Ifølge skiltningen er p-skive påbudt. Dette aftalevilkår har ikke været individuelt forhandlet mellem parterne og må under hensyn til tvivlen om fortolkningen forstås på den måde, som er gunstigst for forbrugeren, jf. aftalelovens 38 b, stk. 1. Vilkåret kan derfor ikke i sig selv forstås som en henvisning til den offentligretlige regulering vedrørende parkeringsskiver, særligt ikke når det i skiltningen uden forbehold er anført, at området drives efter privatretlige regler. At parkeringsskive er påbudt, kan heller ikke i øvrigt begrunde, at tilstedeværelsen af to parkeringsskiver udløser en afgift i et tilfælde, hvor det er utvivlsomt for den, der fører opsyn, at bilen ikke har holdt parkeret længere end tilladt. Landsretten frifinder derfor Lars Ebert Nordbjærg. Efter sagens udfald skal City Parkeringsservice betale sagsomkostninger til Forenede Danske Motorejere som mandatar for Lars Ebert Nordbjærg. Beløbet, der tilkendes til dækning af advokatomkostninger, fastsættes til kr. Ved fastsættelsen af beløbet er der henset til sagens værdi og omfang. T h i k e n d e s f o r r e t : Lars Ebert Nordbjærg frifindes. I sagsomkostninger skal City Parkeringsservice v/peter Eliassen betale kr. til Forenede Danske Motorejere som mandatar for Lars Ebert Nordbjærg. Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens 8 a.