Klumpen i Monas bryst voksede, da en glad pige stormede ind af døren. De sprælske brune øjne og smil viste ikke det mindste tegn på bekymring.

Transkript

1 Novelle af Rikke Dyrhave Nissen Monas pengepung Mona kiggede endnu engang i sin pengepung. Nej, hun havde set rigtigt første gang. Helt tom. Den unge kvinde stirrede fortvivlet ud af vinduet. Udenfor skinnede solen fra en skyfri himmel. Fra gården kunne man høre glade børn, der spillede bold. En fugl havde taget plads på altanen og kvidrede lystigt. Men alt dette ænsede Mona ikke. Hun pillede sig nervøst i læben og de grønne øjne lyste af bekymring. Hvad skulle hun gøre. I denne måned havde regningerne hobet sig op og ædt hendes sparsomme budget. Der var ikke engang en krone tilbage. Køleskabets tomhed gav ekko, når man åbnede det og brødkassen gemte kun på tørre skorper. Klumpen i Monas bryst voksede, da en glad pige stormede ind af døren. De sprælske brune øjne og smil viste ikke det mindste tegn på bekymring. Mor, mor. Må jeg spise hos Mette. De skal have kylling. Må jeg ikke nok? Emma stoppede forpustet op. Jo, selvfølgelig. Lad mig lige redde dit hår. Det ligner en høstak. Så får hun da i hvert fald mad i aften, tænkte den unge mor. Dit hår er umuligt. Det er en stor knude. Hvad har du dog lavet. Mona forsøgte forgæves at få en børste igennem de uregerlige krøller. Vi har leget med Mettes hundehvalp. Den er så sød. Må jeg ikke få en? Emma kiggede bedende op på sin mor. En hund? Nej, vi må ikke have dyr i lejligheden. Det ved du også godt. Ja, ja, sagde den lille krudtugle og hoppede ned fra stolen. Jeg er hjemme klokken Inden Mona nåede at sige noget, var datteren ude af døren. Ved det åbne vindue så hun Emma smutte omkring hjørnet, på vej til sin gode veninde. Allerede syv år. Tiden fløj af sted. Det føltes som i går, at hun stod og skiftede ble på en skrigende baby. Mona havde været så lykkelig. Også selvom at Nils forsvandt, ligeså snart han hørte den første gråd fra den lille Emma. Heldigvis var han blevet tæt på, så Emma så sin far

2 hver anden weekend og i ferier. Måske skulle hun sende Emma på sommerferie et par uger tidligere end aftalt. Så kunne hun da selv leve af havregrød. Det var i situationer som disse, at hun fortrød, at hun var begyndt i skole igen. Det var så svært at få SU'en til at strække... De gule vægge i stuen mindede om en solskinsdag, men i Monas sind var der regnvejr. Mon hun skulle få et arbejde, ved siden af studierne? Nej, så ville Emma være for meget alene. Der var jo også kassekreditten. Måske kunne hun få sat den op. Telefonens kimen rev hende ud af de frustrerede tanker. Hun gik over for at tage den. "Det er Mona." "Hej skat. Det er mig." "Hej mor." "Du, jeg ringede bare for at spørge, om far og jeg må tage Emma med i zoo i weekenden. Hun kan sove hos os, så du får tid alene, eller måske kan gå ud med dine venner." "Jooh, det ville da være rart. Men jeg må spørge Emma først. Hun spiser hos Mette i aften. Men hun bliver sikkert glad, når hun hører om det." "Mona, du lyder trist. Har du det godt?" En klump stoppede Monas hals, og det var svært at svare. "Ja, jeg er bare træt. Det har været en lang dag." "Det er godt, at du har sommerferie. Husk nu at slappe af. I kommer op i sommerhuset til os ikke?" Moren lød ivrig. "Selvfølgelig gør vi det. Jeg elsker at komme der." "Det har du altid gjort min skat. Ringer du i morgen, så vi kan aftale mere for weekenden?" "Ja det skal jeg nok, mor." Mona sukkede næsten lydløst. Men morens skarpe hørelse fangede

3 det. "Du siger til, hvis der er noget vi kan hjælpe med Mona. Det lover du, ikke?" "Vi snakkes ved i morgen, mor." "Farvel, farvel." Mona lagde lettet røret på. Tårene løb stille ned over hendes kinder. Moren kunne altid se lige igennem hende. Også over telefonen. Men Mona ville ikke bede forældrene om hjælp. Ikke denne gang. Desuden var det en stor hjælp, hvis de tog Emma i weekenden. Hvorfor skulle en tom pengepung også altid få hende til at bryde sammen? For at komme af med frustrationen, gik hun i gang med at skrubbe køleskabet. Det havde længe trængt og nu fik det en overhaling, så det igen skinnede som nyt. Præcis klokken kom Emma ind af døren. Glædestrålende fortalte hun, at der var blevet serveret pomfritter til kyllingen. Og Mettes far havde givet dem en stor vaffelis til dessert. Det lyder vel nok lækkert sagde Mona, og kom i tanke om, at hun ikke selv havde fået noget mad. Mormor ringede, og spurgte om du vil med hende og morfar med i zoo i weekenden, og måske sove derover? Emma hoppede op og ned af forventning. Jaah, det bliver sjovt. Når jeg bliver stor, vil jeg være dyrepasser, betroede hun. Ja, men nu skal du i bad, og bagefter læser jeg en godnathistorie. Og sammen gik de ud på badeværelset. En time efter var Emma puttet sammen med sin kære bamse. Luffe havde fuldt pigen i tykt og tyndt i lang tid, og var blevet noget slidt og snusket. Men den havde stadig sin plads ved siden af hende i sengen. I køkkenet stod Mona et øjeblik og beundrede det nu skinnende køleskab. Men vel vidende om at det stort set var tomt, kiggede hun ikke ind i det. I stedet satte hun en kande kaffe over og tog det sidste æble fra frugtkurven. Det måtte blive hendes aftensmad. Om ikke andet, så kunne hun måske tabe et par kilo.

4 Det første smil pyntede på den unge kvindes ansigt. Hun huskede at hendes mormor altid sagde: Find den positive side af alt. Så bliver selv den værste krise til en udfordring. Måske havde hun ret. Kaffemaskinen blev færdig, og lidt lettere til mode hældte Mona den duftende mokka op i et krus. Hun satte sig igen ved vinduet, og kiggede ud. Tusmørket havde sænket sig og alt åndede fredeligt efter en lang varm dag. I det fjerne gøede en hund. Mona sad længe her. Nød den sorte kaffe og prøvede at tænke på alt andet end den tomme pengepung. Endelig besluttede hun sig for at gå i seng. Udmattet af dagens bekymringer faldt hun i søvn, så snart hovedet ramte puden. Næste morgen fulgte Mona Emma i skole. Det var sidste skoledag inden sommerferien, og alle de mødte på deres vej synes i bedre humør end ellers. Emma snakkede uafbrudt om turen til zoo i weekenden. Tror du mormor giver mig en is? Det tror jeg. Så vil jeg have en stor softice med chokoladekrymmel. Hvis jeg kender din mormor ret, så får du alle de is, du kan spise. Emma så forventningsfuld ud og slikkede sig om munden ved tanken om isene. Kan du nu have en god dag. Skal jeg hente dig igen, når du får fri? Mona smilede til datteren og blev varm om hjertet. Nej, jeg følges bare med Mette. Må jeg gå med hende hjem? Mona nikkede og så Emma hoppe glad ind i mængden af forventningsfulde skolebørn. Stille vendte hun om, og gik hjemad. Hun havde selv fået ferie en uge tidligere og havde ingen planer. Måske skulle hun bare nyde solen på altanen. Da hun nåede hjem, mødte hun posten på trappen. Godmorgen sagde han glad. Så kan du jo lige få din post med det samme. Han rakte hende en bunke. Mest reklamer, men der lå også en rudekuvert. Klumpen, som stadig sad i Monas hals, voksede. Hun skyndte sig op i lejligheden. Her åbnede hun langsomt brevet. Endnu en regning. 850,00 kroner lød den på og skulle betales inden den første. For pokker! råbte Mona og begyndte at græde. Jeg hader penge. Fortvivlet smed hun sig på sofaen, og krammede en pude. Her lå hun længe og grublede over

5 hendes muligheder. Hun var lige ved at give op, da hun igen huskede noget hendes mormor plejede at sige. Smid dine problemer ud, og tænk så ikke mere på dem. De løser sig selv, så snart man giver slip. Beslutsomt rejste Mona sig, tørrede tårene af kinderne og tog sin pengepung. Hun tømte den og tog et stykke papir hvorpå huns skrev JEG VIL IKKE TÆNKE PÅ PENGE. DET HELE LØSER SIG SELV Hun foldede sedlen og lagde den i pungen. Symbolsk smed hun den i skraldespanden. Resten af formiddagen ryddede hun op skabe og kroge, for at holde sig beskæftiget og holde bekymringerne på afstand. Da Emma kom hjem, gik de en tur i parken og nød solskinnen. Det lykkedes Mona at holde regningerne på afstand. Det skulle jo nok gå. Det gjorde det jo altid. Og da aftenen trængte sig på, spiste mor og datter skorper med smør og drak te til. De havde pyntet bordet med servietter og stearinlys, så det blev et helt lille festmåltid. Mona gik i seng med et let sind og smil på læben. Næste formiddag bankede posten på. Et kort øjeblik stak det i Monas bryst. Hvad nu hvis det var flere regninger? Men posten rakte hende et postkort og en lille pakke. Emma kom ud med Luffe i hånden. Hvad er det? spurgte hun nysgerrigt. Kortet er fra tante Rita. Hun er på ferie i Norge. Vil du hjælpe mig med at åbne pakken? Ivrigt flåede Emma papiret af og rakte en æske til sin mor. Hun åbnede den, og fandt en ny pengepung, lavet af brun læder. Forvirret åbnede hun den og fandt en seddel: JEG SÅ DENNE PUNG, OG SYNES DU SKULLE HAVE DEN. DA MAN IKKE MÅ GIVE EN TOM PUNG VÆK, HAR JEG LAGT LIDT I. FORKÆL DIG SELV LIDT. KÆRLIGST MOR. Mona kiggede igen i pungen og fandt kroner. Med hjertebanken tog hun dem i hånden og tårene løb ned af hendes kinder. Er du ked af det? Emma så bekymret på sin mor som rystede på hovedet ude af stand til at sige noget. Hun sendte en kærlig tanke til sin mormor og sagde: Nej, min skat. Jeg er glad. Har jeg nogensinde fortalt dig, hvad min mormor sagde? At man altid skal spise op, inden man får dessert? Emma havde hørt den sætning mange gange, og den fik nu Mona til at le.

6 Nej, at man skal glemme problemerne og så løser de sig selv, når tiden er inde. Emma nikkede alvorligt, men forstod ikke helt. Kom, lad os gå ud og få en is. Mona havde stadig tårer i øjnene, da hun tog sin datter i hånden. Problemerne løser sig altid..