Dansk Kennel Klub. Berner Sennen. Atelier

Transkript

1

2

3 Dansk Kennel Klub Berner Sennen Atelier

4 2005 Forlaget Atelier Udsendt som ebog ISBN Bogen er skrevet for Dansk Berner Sennen Klub af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen Denne bog er skrevet for at give dig et billede af racen Berner Sennen. Vi er tre forfattere, der elsker denne race. En gang Berner, altid Berner. Hos hver af os bor der mere end én Berner. Sammenlagt har vi over 60 års erfaring med racen. Vi vil dog gøre vort bedste for i denne bog at give et nuanceret billede af det at være Bernerejer, og ikke kun fylde bogen med lovord for racen, som vi elsker og synes er noget helt specielt. Dansk Berner Sennen Klub er en meget aktiv klub, der giver rig mulighed for aktiviteter og socialt samvær med andre Berner-ejere. Få et indtryk af dette på klubbens hjemmeside Antallet af Berner Sennen i Danmark har været nogenlunde stabilt i de sidste år. Der bliver registreret ca. 300 Berner Sennen hvalpe hvert år.

5 INDHOLD Racens historie Hvad er en Berner Sennen Krav til køber Hvor køber du en Berner Sennen? Hvilken hvalp skal du vælge Hvalpen i sit nye hjem Daglig pleje Prægning, socialisering, træning Hvad foregår der på en udstilling Dansk Berner Sennen Klub Dansk Kennel Klub, FCI og specialklubberne Stikordsregister

6 En køn og populær hunderace. 6 Berner er en meget brugt forkortelse for Berner Sennenhund. DBSK er forkortelse for Dansk Berner Sennen Klub. Berner Sennenhunden blev i gamle dage kaldt den fattige mands hest. I 1884 benyttede den Schweiziske hær bl.a. Berner Sennenhunde som trækdyr. RACENS HISTORIE Racens oprindelse fortaber sig i glemselens tåger; men der er nogle teorier om, hvordan Berner Sennenhundene er opstået. Allerede romeren Collumella har beskrevet en gårdhund i midten af det 1. århundrede: Jeg mener her en stille vogter af vore husdyr. Findes der en mere trofast følgesvend, en mere ubestikkelig vogter af sin herre, end disse hunde? Den vil beskytte bondens hus, familie og hans husdyr. For at få en effektiv vogter må man vælge en stor, imponerende og kraftig hund, som med kraftig, dyb stemme alene kan få vedkommende til at flygte. Den skal være sort for at vogte huset, hvid for at vogte dyrene. Sort vil fylde en tyv med frygt om dagen, og gøre hunden usynlig om natten, så den kan angribe uden at blive set. Hovedet skal være imponerende stort, den vigtigste del af kroppen. Ørerne skal hænge ned, og øjnene skal være mørke og afskrækkende. Brystet skal være hvidt for at fremhæve dens bredde, og dermed vise styrke. Den skal have lang pels, forbenene skal være meget kraftige, bagbenene dækket af kraftig pels. Halen ikke for lang og den skal have kraftige poter. Dens natur skal ikke være for venlig eller for aggressiv. Den må ikke strejfe omkring, men holde sig på stedet, den skal vogte. Man kan jo allerede hér godt se vore Berner Sennenhunde for sig. Sennenhunde God latin var i mange år, at hunden var et blandingsprodukt mellem lokale bondehunde og de kraftige romerske kamphunde, de såkaldte molosser. Molosserne fulgte med de store, romerske hære. På en romersk lerlampe er fundet et relief af en hund, der meget vel kunne ligne en Berner Sennenhund, men også enhver anden, langhåret, kraftig hund. I mellemtiden har man i nogle udgravninger fundet rester af hunde, der har megen lighed med Berner Sennenhundene, men er fra tiden længe før romerne holdt deres indtog i Helvetia. Der hældes nu til den tanke, at racen har været i Schweiz i et par tusind år, og at der kun er mikroskopiske dråber molosserblod i dem. I Schweiz findes ud over Berner Sennenhund også Appenzeller Sennenhund, Entlebucher Sennenhund og Grosser Schweizer Sennenhund. På grund af landets geografi med dybe dale og høje bjerge har det i gamle dage været begrænset, hvor stor en trafik, der har været de enkelte småsamfund imellem, så hundene har fået lov at udvikle hvert sit særpræg alt efter, hvor de kom fra. Både med hensyn til udseende og temperament. Berner Sennenhunden er den eneste, der er langhåret, og den er den mest udbredte af Sennenhundene i vore dage. Malerier og litteratur Berner Sennenhunden findes afbildet forskellige steder gennem de sidste 500 år. Endda en hollandsk maler, Paulus Potter, der vides aldrig at have forladt Holland, har malet et typisk eksemplar i I den schweiziske bondelitteratur fra de sidste 200 år findes beretninger om den. Dog havde den endnu ikke sit nuværende navn, men blev kaldt Gelbbäckler (efter dens gulbrune kinder), Vieräugler (efter de brune pletter over øjnene, der fik det til at se ud, som om den havde 4 øjne), Bäri, (svarer til Bamse enhver, der har set en lille plydset Bernerhvalp vil sige: Selvfølgelig!), Blässi (Blis) eller den blev kaldt Ringgi efter en hvid halskrave. Dürrbächler blev efterhånden fællesnavnet efter en kro udenfor Bern, hvor man mødtes og bl.a. snakkede hund.

7 En gammel historie, Michels brudefærd, fortæller, at Michels hund, Bäri, der havde løvekraft og menneskeforstand ikke fandt sig i hvad som helst. Et rask lille slagsmål gik den ikke af vejen for men selvfølgelig på opfordring af ejeren. Ingen med ondt i sinde vovede at røre Michel, der natur ligvis elskede sin hund som en tvillingebror. Landsbysærlingen Hagel-hannes skulle ingen heller gøre ondt: Hans store, sorte hund passede godt på ham. Trækhunde I områder, hvor naturen gjorde det vanskeligt at dyrke jorden, og hvor højderne gjorde klimaet hårdt, blev gårdene des mere arme og undseelige. Alpebønderne var her meget glade for deres nøjsomme og vejrfaste trefarvede hunde, der var glimrende vagthunde og arbejdsvillige trækhunde. Disse bønder fremstillede alle mulige slags værktøj og kurvevarer, som de så solgte om foråret og sommeren i lavlandet. Heste havde ingen mulighed for at holde i disse bjergområder. Trækdyrene foran de tohjulede kærrer var store, lokale hunde. De stærke og nøjsomme Rüeschegger-hunde var langhårede og trefarvede, ofte pjuskede og uplejede; men de blev berømte i lavlandet. Disse hårde vilkår må gennem tiden have betydet, at kun de mest sunde og hårdføre hunde fik lov at gå videre i avl, ja kun de stærkeste overlevede. På gårdene havde man også brug for store, stærke hunde som vagthunde. Hunde af imponerende størrelse, uden sans for at strejfe, ubestikkelige og opmærksomme, uden at være aggressive. De skulle skelne mellem ven og fjende. I det 19. århundrede blev der bygget et bjerghotel og kursted, Gurnigel-bad, der var et meget attraktivt sted. Ved værtshuset Dürrbach var det almindeligt at skifte hest og holde pause, inden den sidste stejle opstigning til bjerghotellet. Værten Hofmann opdrættede hunde, der egnede sig som trækhunde. I Bern blev disse trefarvede langhårede hunde kendt som Dürrbachhunde eller Dürrbächler. De havde et godt ry som villige og intelligente hunde. I byen Bern blev en del af den lette trafik udført per hundevogn dengang. Ved myndighederne i Bern var der i 1899 registreret 319 trækhunde. Egnede hunde var meget efterspurgte. Imellem 1830 og 1870 begyndte man at opføre osterier, og bønderne brugte disse store hunde til at spænde foran vognene til osteriet. Hundene trak vogne med de tunge mælkejunger. Før den tid var smørret blevet fremstillet i alpehytterne og blev brugt til at fede kalve og svin med. Anerkendelse som race I løbet af det 19. århundrede begyndte Europa at ændre sig. Der blev bygget jernbaner, og de øde egne, hvor der næppe havde været et ordentligt vejnet, blev nu forenet med omverdenen. I England og Tyskland begyndte man at arrangere hundeudstillinger, og de første racehunde blev indført i fine avlsbøger med stamtræer af fornemt udseende. I 1883 blev den schweiziske kennelklub grundlagt. I 1800-tallets sidste halvdel, skete der det, at englænderne fik nys om Sct. Bernhardshunden og dens bedrifter. De købte alt, hvad der lignede de berømte hunde fra klostret. Historierne om de vejfarende, der blev reddet i sidste øjeblik under uvejr i bjergene var god reklame for racen. Men de havde desværre den virkning, at der blev megen ringe interesse for de mørkere farvede hyrdehunde. Omkring århundredeskiftet var alle de fire Sennenhunde simpelthen ved at uddø. Heldigvis kom Berner Sennenhundens egenskaber, kynologerne (Kynologi = læren om hunde) for øre, og i sidste øjeblik blev interessen tændt for dem. Den 11. maj 1902 kom 4 Dürrbächlere på et skue i Galgenfeld ved Ostermundigen. De blev udstillet som ikke-klassificeret race. Der kan køres med andet end mælkejunger. Også i vor tid bliver Berneren brugt som arbejdshund. Kaya, der blev uddannet som redningshund, viser her vogntræk til Hundens Dag på Tjele Gods. 7

8 Rosi vd Milchstrasse. 8 Her vises den hvide hals - krave, som mange Bernere havde på den tid, men som nu ikke længere er tilladt. Bäri Brönnimann vom Schlossgut, oktober 1906, afstamning ubekendt. Han blev udstillet i 1909 i Mühlhausen og fik 1. præmie. Bäri må betragtes som en af de vigtigste stamhunde i avlen. Sennenhunde driver kvæg ved at snappe det i haserne. Denne teknik ligger så dybt i hundene, at vore Bernere i dag kan finde på at drive med os ved at snappe os i haserne. De kom alle fra omegnen af Bern, der var hjemsted for den kynologiske forening Berna. Det var utvivlsomt under indflydelse af en del ildsjæle i denne forening, at der nu begyndte at ske noget omkring de uddøende racer. En Theofil Studer hørte til denne kreds og beskrev allerede i det 19. århundrede den bernske bonde- og kohund som en middelstor, mest langhåret, kraftig hunde - race med hængeører. I 1904 kommer så vendepunktet: På en udstilling på Schützenmatte i Bern holder Berna deres første internationale hundeudstilling. 700 hunde var tilmeldt. Heraf var 92 modehunden Sct. Bernhard. I en såkaldt forsøgsklasse var her tilmeldt 7 Dürrbächler, 6 hanner og en tæve. Desværre er notaterne fra udstillingen væk, så vi ved ikke, hvad dommeren syntes om dem. Kennelklubbens blad, Centralblatt für Jagd- und Hunde - liebhaber ofrede dem kun et par linjer. Tilstede var den berømte kynolog, Albert Heim, som alle i dag ser som Sennenhundenes fader. Han havde selv Newfoundlænder, og heldigvis havde han lavet sig nogle notater om de udstillede hunde: De farveprægtige, men ellers i bygning og type meget lig en noget let Newfoundlænder skabte stor interesse. Dürrbächleren var erobret for kynologien og fejrede sit indtog i den schweiziske hundestambog. Af disse hunde blev de 4 præmieret og fik dermed ret til optagelse i den schweiziske hundestambog. Tierbörse har noteret følgende navne på disse hunde (der er kun angivet 6 navne, selvom der iht. tidligere skulle være 7 tilmeldt. Gammelt kildemateriale kan have svagheder): Phylax, Prinz, Ringgi og Belline blev præmieret og blev forfædre til vore dages Berner Sennenhunde. Bläss og Barry fik ingen præmie og dermed ingen plads i stambogen under navnet: Dürrbächler Sennenhunde. Nogle forretningsfolk fra industribyen Burgdorf fik interesse for racen. De købte op, hvad de kunne få fat i, og begyndte en renavl. Allerede i 1907 rejste en gruppe af dem til en international hundeudstilling i Luzern, hvor de traf den før omtalte professor Albert Heim. Denne opfordrede til, at man fortsatte arbejdet med renavlen, og den 15. november 1907 grundlagde 17 mænd fra Burgdorf den Schweiziske Dürrbach-klub. Forening til avl af racerene Dürrbachhunde. Senere omdømt til Klub for Berner Sennenhunde. De første klubmedlemmer var kun opdrættere; men det gik hurtigt og i 1911 var der allerede 40. Under 1. verdenskrig sank tallet til 15, i 1925 var det igen 40. I 1910 var der en vældig stor udstilling i Burgdorf, hvor enhver, der var ejer af en Berner Sennenhund, gratis kunne få denne udstillet. Albert Heim var dommer. Der blev uddelt 47 førstepræmier, 33 andenpræmier og kun 8 måtte gå med prædikatet: Ikkeracetypiske. På en følgende udstilling i Bern kom 42 Berner Sennenhunde, og Albert Heim skrev begejstret: En overflod af godt! I 1911 kom 31 til Zürich og senere samme antal til Langenthal. At datidens udstillere havde et noget andet syn på omstændighederne end vi, illustreres af, at en tæve fik sine hvalpe i udstillingsboksen! Gottfried Mumenthaler I et brev fra 1913 fra den daværende formand for klubben, Gottfried Mumenthaler til Professor Heim, skrev han om betingelserne for avlen i den første tid. Man så tit hundene i forrige århundrede (1800-tallet) på bondegårdene i Oberaargau og Emmenthal som hyrdehund ved kvæg- og fårehandlere. Farverne tog man det ikke så nøje med. Det mest almindelige var trefarvet, men også rød-gul-hvide hunde var almindelige. Krushår og spaltnæse var heller ikke sjældent.