Helligt og kært er for mig hvert et sted under himlens bue, hvor man forstår: Det er en kunst at læse i blinkende stjerner.

Helligt og kært er for mig hvert et sted under himlens bue, hvor man forstår: Det er en kunst at læse i blinkende stjerner. Afskedsdigt til Danmark Thycho Brahe (1546-1601) 2 UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET 3

Et kort over himmellegemerne, med Jorden i midten, udført af portugiseren Bartholomeu Velho i 1569. At jeg er universets midte er ingen hasarderet dom Jeg slutter mig rent logisk til det for resten er jo udenom. (Gruk, Piet Hein) I tusinder, måske millioner af år har mennesker kigget op i himlen, på månen, på alle stjernerne, på planeterne og undret sig. Findes der andre former for liv? Hvor langt strækker rummet sig? Hvad er der når det holder op? De store eksistentielle spørgsmål har drevet udforskningen af verdensrummet siden de første astronomer i tidlige civilisationer begyndte at kortlægge stjernerne og planeterne. I Indien, Mesopotamien, Kina, Egypten, Grækenland og Sydamerika tegnede man kort over stjerner og stjernebilleder og deres bevægelser på nattehimlen. Man opfattede Jorden som det centrale, hvorom både solen, månen og planeterne drejede sig. I løbet af middelalderen ændrede denne opfattelse sig. Ikke på en gang og ikke uden modstand. Kopernikus, var den første til at foreslå at Jorden ikke var i centrum, men drejede sig rundt om solen og Galileo Galilei videreudviklede hans tanker. Bragt foran inkvisitionsdomstolen blev han dog tvunget til at bekræfte at Jorden stod stille og alt andet drejede sig omkring den. E pur si muove! hviskede han: men den bevæger sig nu alligevel! At studere himmelrummet med planeter, stjerner og galakser er først og fremmest et spørgsmål om at observere. At se med det blotte øje, at se med kikkerter og teleskoper og de sidste årtier også at observere gennem andre typer af instrumenter: radioteleskoper, röntgenteleskoper og massespektrografi. Udstillingen om solsystemet og planeterne er en udstilling om det der fascinerer os når vi står en stjerneklar nat og kigger ud i verdensrummet. Den forundring og betagelse vi oplever dér, er drivkraften i udforskningen at rummet. Udstillingen handler om det vi ved om vores nærmeste naboer i solsystemet, men også om hvordan vi ved det. Og en hel del om det vi stadig ikke forstår. 4 UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET 5

Hvordan vi ved det... Inden for rammerne af Botanisk Have ligger et af Danmarks første astronomiske observatorier. Observatoriet er stadig funktionelt og byder derfor på en oplagt mulighed for at udvikle spændende publikumsaktiviteter i forlængelse af udstillingen VERDENSRUMMET. Observatoriet i Botanisk Have blev opført i 1861 fordi observatoriet i Rundetårn var blevet for lille, og det smukke, fem meter lange teleskop er stadig fuldt funktionsdygtigt. Foto: Birgitte Rubæk Allerede i middelalderen udviklede man kikkerter og teleskoper for bedre at kunne se planeterne, deres måner og de fjerne stjerner, og der blev bygget observatorier i de fleste europæiske hovedstæder. Et af Danmarks første observatorier ligger i Botanisk Have, og teleskopet der er fra 1895 fungerer stadig. Observatoriet vil være en naturlig forlængelse af oplevelsen i udstillingen om verdensrummet og vil blive brugt både til at fortælle om naturvidenskabens historie og til aftenarrangementer, hvor publikum kan få lejlighed til selv at studere stjernerne med en stjernekikkert. Det nu 20 år gamle Hubble-rumteleskop har siden opsendelsen leveret over 800.000 billeder af mindst 25.000 forskellige planeter, stjerner og galakser. Billedmaterialet er af ekstraordinær høj kvalitet på grund af teleskopets placering uden for Jordens atmosfære. Foto: 6 UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET 7

Statens Naturhistoriske Museum er arbejdsplads for en lang række videnskabsfolk der alle forsker i forskellige aspekter af universet og solsystemet. Museet er ligeledes base for grundforskningscentret STARPLAN, hvis formål blandt andet er at medvirke til en bedre forståelse af hvordan terrestriske planeter dannes, og hvilke faktorer der er afgørende for bevarelsen af en blå vandrig planet som Jorden, hvor livet har trivedes i næsten 4 milliarder år. Henning Haack Er ph.d. i geofysik med speciale i meteoritter og planetfysik. Han er kurator for meteoritsamlingen på Statens Naturhistoriske Museum. Henning Haack forsker, underviser og formidler bredt om solsystemet og dets oprindelse. Observatoriet Uranienborg som Tycho Brahe lod opføre på Hven i 1580. Tycho Brahe (Tyge Ottesen Brahe) (1546-1601) Sidst i 1500-tallet var Hven den lille ø i Øresund opholdssted for en af de mest betydningsfulde videnskabsmænd i verdenshistorien. Tyge Ottesen Brahe der senere selv latiniserede sit navn til Tycho Brahe kom allerede som 12-årig til Københavns Universitet hvor han de næste 12 år studerede, kun afbrudt af diverse studierejser rundt om i Europa. Allerede som 30-årig nød Tycho stor anerkendelse og Frederik II tilbød ham Hven på livstid og bekostede også opførelsen af hans observatorium Uranienborg. Igennem de følgende 17 år udviklede Brahe instrumenter og gennemførte de hidtil hyppigste og mest nøjagtige astronomiske observationer. I 1572 opdagede han en ny stjerne, som vi i dag ved var en supernova en døende stjernes eksplosive endeligt. Brahes aktiviteter på Hven var dog alt andet end billige faktisk udgjorde de over 1% af kronens samlede indtægt. Da Christian IV overtog magten og ville spare på forskningsbevillingerne endte det med at Brahe brød op fra Hven i 1597 og 2 år senere ankom til Prag efter invitation fra Kejser Rudolf II. De sidste to år af hans liv blev dog langtfra produktive grundet økonomiske problemer og hyppige flytninger. Til gengæld mødte Brahe her Johannes Kepler der siden skulle blive arvtager til hans videnskabelige arbejde og som ligeledes blev en af datidens største videnskabsmænd. Hverken magt eller rigdom, kun kunstens og videnskabens kraft består. - Tycho Brahe Udstillingen VERDENSRUMMET nøjes ikke med at fortælle hvad vi ved. Den illustrerer de forskellige videnskabelige metoder og trækker på viden fra både museets forskere og fra kolleger på Niels Bohr Instituttet og er således funderet i et af verdens absolutte hotspots for ny, banebrydende forskning i solsystemet og dets oprindelse. Nogle få himmelfænomener, for eksempel stjerneskud og satellitter, ses bedst med det blotte øje, men næsten alt andet i verdensrummet kræver brug af tekniske hjælpemidler for at kunne observeres bedre. Ørnetågen er en gigantisk gassky, hvor der til stadighed dannes nye stjerner. Martin Bizzarro Er professor ved Statens Naturhistoriske Museum og ph.d. i geokemi. Han er desuden leder af STARPLAN grundforskningscentret for stjerne- og planetdannelse, der ligger på Statens Naturhistoriske Museum. Hans forskning er centreret omkring brugen af isotopsystemer i kronologiske studier af det tidlige solsystems udvikling. Uffe Gråe Jørgensen Er lektor i astronomi på Niels Bohr Instituttet og associeret professor ved STARPLAN. Han er ph.d. i fysik og har i de seneste år primært arbejdet med exoplaneter, stjernernes struktur og udvikling og aspekter af solsystemets dannelse. James N Connelly Er lektor på Statens Naturhistoriske Museum og ph.d. i Geologi med speciale i datering af bjergarter. Han har i de seneste år primært arbejdet med at forbedre metoderne til at datere solsystemets ældste bestanddele. Jes K Jørgensen Er lektor på Statens Naturhistoriske Museum og ph.d. i astronomi. Jes arbejder primært med observationer af stjernedannelse i stil med den der fandt sted i vores eget solsystem for 4,5 mia. år siden. Jes er bl.a. andet involveret i det nye ALMA teleskop i Chile, der i løbet af 2011 forventes at give billeder af unge solsystemer med en hidtil uset grad af detalje. Foto: 8 UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET 9

En vandring i verdensrummet Koncept: Statens Naturhistoriske Museum Illustration: James Norton/Ralph Applebaum Associates Hvis man begiver sig ud på en jordomrejse passerer man kontinenter, øer og vidtstrakte områder af åbent hav. Det er en rejse mellem meget forskellige verdener. Der er varme, dampende regnskove, tørre, røde ørkener, uendelige oceaner med kæmpestore bølger og endeløse, golde isflader. Præcis ligesom vores vanddækkede planet kan betragtes som en lille ø i det enorme solsystem kan solen, og den håndfuld planeter der kredser omkring den, opfattes som en diminutiv, afsondret plet i Mælkevejen en lille oase i den galakse vi er en del af. I museets udstilling om solsystemet inviteres publikum på en rejse; ikke rundt om Jorden, men ud i verdensrummet. Afstandene er ufatteligt meget større end på jordomrejsen og de verdner man støder på er om muligt endnu mere forskelligartede. Det er en rejse der byder på forunderlige og voldsomme kontraster. Vandringen i VERDENSRUMMET er en vandring fra solen forbi de forskellige planeter med kurs mod den yderste kant af vores solsystem. De første fire planeter møder man i øjenhøjde. De karakteriseres alle ved at have forskellig stoflighed og temperatur. Den metalliske og kraterfyldte Merkur; den glohede, svovllugtende og ekstremt ugæstfri Venus; den behageligt tempererede vandplanet Jorden og den røde, sandede Mars med de blændende hvide iskalotter. Det kan både ses og føles hvor vidt forskellige de rent faktisk er. Længere ude støder man på de ydre gasplaneter. Mægtige, fremmedartede kloder med komplicerede vejrsystemer og ringe svæver over den vandrende, mens en komet indimellem passerer forbi og forsvinder bagude i det tomme rum. Sideløbende med rumrejsen gives plads til meteoritter, månesten, historier, facts og ikke mindst de stadig uløste mysterier og ubesvarede spørgsmål. Gallerier der opfordrer til at gå i dybden med emner som for eksempel museets enestående samling af meteoritter, solsystemets forskellige måner og dannelsen af livets byggesten i eksploderende stjerner. Det handler ikke bare om hvad vi ved men i høj grad også om hvordan vi ved. Efter de yderste planeter på kanten af solsystemet og med flere lysår til næste stjerne konfronteres publikum med universets intethed. Bagude syner solen ikke af meget mere end andre stjerner. Et rum uden synlig afgrænsning og med et vue ud mod vores mælkevej og fjerne galakser. Et rum hvor tanken kan rejse frit. Udstillingen har også en lydside. Selvom rummet er tomt og stille er det fyldt med elektromagnetiske signaler, der kan omsættes til lyd. Solen udsender byger af ladede partikler der farer ud gennem solsystemet og bl.a. forårsager nordlys på Jorden. Når partiklerne vekselvirker med planeternes magnetfelter skabes der elektromagnetiske signaler. Hver planet har sit eget mønster og når man omsætter signalerne til lyd, kan man høre forskel på planeterne. Grafik: NASA 10 UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET 11

Merkurs overflade er dækket af kratere fra de sidste mange milliarder års bombardement af asteroider. Den lille planet har en høj massetæthed, hvilket skyldes et usædvanligt stort indhold af grundstoffet jern. Forskellen i temperatur på henholdsvis skyggesiden og solsiden af Merkur er den største man finder på noget himmellegeme i solsystemet nemlig 510 C. I Kopernikus værk Om himmelsfærernes kredsbevægelser fra 1543 er Jorden ikke længere centrum i universet, men befinder sig i en cirkulær bane om solen. 3D grafik: Joakim Engel Illustration: Birgitte Rubæk Nicolaus Kopernikus (1473-1543) Få personer har som Nicolaus Kopernikus haft en så direkte betydning for vores verdensopfattelse som Nicolaus Kopernikus. Han var en polsk astronom og læge ud af en særdeles velbeslået og indflydelsesrig familie. I 1514 besluttede paven at påsken skulle fastlægges helt nøjagtigt. Dette involverede både teologer og astronomer og Nicolaus bidrog til denne opgave med præcise observationer af forskellige himmellegemer, heriblandt planeterne. Snit af udstillingen VERDENSRUMMET. De kunstnerisk udførte planeter roterer om deres akse og har hver især unikke sanselige karakteristika i form af materiale, overflade og temperatur. Saturns ringe projiceres frit i rummet omkring den imponerende gasplanet. Koncept: Statens Naturhistoriske Museum Illustration: James Norton/Ralph Applebaum Associates Neptun ulmer blåligt på grund af metan i planetens atmosfære. Vindhastigheder på 2.500 km/t og temperaturer ned til -210 præger den foranderlige overflade på denne ekstreme klode. Illustration: Birgitte Rubæk På denne tid var alle lærde overbeviste om, at Jorden var universets centrum. Både solen, de andre planeter og de utallige stjerner måtte således kredse om Jorden. Under arbejdet med at observere planeternes bevægelser måtte Nicolaus ændre denne opfattelse. Det passede simpelthen ikke med det han så. Han fremkom derfor med den idé, at Jorden og alle de andre planeter kredsede om solen. En sådan model overflødiggjorde også mange af de matematiske krumspring man havde introduceret for at få de observerede bevægelser på nattehimlen til at passe på verdensbilledet med Jorden i centrum. Det kan således virke lidt ironisk at det var den katolske kirkes bestillingsarbejde, der medførte dødsstødet til det geocentriske verdensbillede der havde hersket siden antikken og som kirken selv understøttede. Efter Kopernikus død blev hans teori bandlyst af kirken, og først hen imod slutningen af 1600-tallet blev den alment accepteret. Finally we shall place the Sun himself at the centre of the Universe. - Nicolaus Kopernikus 12 UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET 13

Når store stjerner har opbrugt deres brændstof i form af brint, eksploderer de til sidst som ufatteligt voldsomme supernovaer. Det er disse døende stjerner, der står for dannelsen af de tunge grundstoffer, vi blandt andet finder i Jordens skorpe og som indgår som byggesten i livet på Jorden. Cobolt Bly Nikkel Guld Aluminium Svovl Solsalen Med mellemrum udsendes såkaldte protuberanser fra solens overflade udladninger af plasma der kan række mange tusind km ud i rummet. En rekonstruktion af en sol-sten fra Mexico der blev udgravet i 1790. Den blev formodentlig anvendt ved rituelle menneskeofringer hos aztekerne. Den imponerende, glødende kugle er det første der møder publikum på vandringen i VERDENSRUMMET. Solens overflade er i konstant bevægelse og virker næsten levende og varmen stråler mod beskueren. Illustration: Birgitte Rubæk Fotos: CC Creative Commons Fotos: CC Creative Commons Solen har siden de tidligste civilisationer været omdrejningspunkt for myter, ritualer og religioner. Solguder, solvogne og soltempler har præget kulturer og folkeslag over hele kloden. Og det er vel ikke så mærkeligt. Stjernen som vi kredser om er hele grundlaget for livets opblomstring og eksistens igennem de sidst 4.000.000.000 år. Den stadige omdannelse af stof der foregår i solen, sender konstant ufattelige mængder af energi ud i rummet, og en lille del af denne stråling rammer Jorden, der med den helt rette afstand til solen bliver til den oase for liv, som vi er en del af. Med den viden vi i dag har om solen, og ikke mindst de helt utrolige optagelser fra teleskoper og satellitter, er vores interesse og fascination næppe blevet mindre. Udstillingen tager derfor også sin naturlige begyndelse ved solen. En enorm glødende kugle møder publikum som det første på denne rejse igennem solsystemet. Den pulserende overflade gør næsten at den virker levende. Indimellem sender eksplosioner på overfladen kraftige udladninger ud igennem solsystemet, der blandt andet skaber fænomener som nordlys i Jordens atmosfære. Med den varme stjerne bag sig kan man nu begynde sin vandring ud mod de forskellige planeter, måner og asteroider. 14 UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET 15

Den røde planet Mars byder på endeløse ørkenlandskaber, hvor hidsige tornadoer hvirvler det fine røde støv op, så man kan se det tungere mørke støv nedenunder. Tornadoerne tegner hele tiden tilfældige streger hen over ørkenlandskabet, så hver dag byder på nye kunstværker. Ligesom på Jorden er polerne på Mars dækket af is. Til gengæld finder man ikke længere flydende vand på Mars overflade, selvom der med sikkerhed har været det for nogle millioner år siden. Mars er den nærmeste naboplanet til Jorden og er kendt af de fleste som den røde planet. Farven skyldes jernholdigt rødt støv, der dækker overfladen man kan faktisk sige at Mars er rusten. Mars fascinationskraft er enorm: På hvilke måder ligner planeten Jorden? Hvorfor er den alligevel anderledes? Og måske allervigtigst: Er der tegn på liv på Mars? Siden 1970 erne har et stort antal fartøjer kredset om eller landet på Mars for at finde svar på nogle af disse spørgsmål og fra disse findes et væld af undersøgelser og vidunderlige billeder af Mars. Det er genkendelige landskaber med bjerge og kratere, sletter med store sten og gletsjere med is. Men det er også landskaber der virker uhyre fremmedartede; tørre, golde og forblæste og uden tegn på liv. Illustration: Birgitte Rubæk 16 UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET 17

Da forskerne skulle prøve at besvare hvordan en speciel landskabstype på Mars kunne være opstået, tog de til Svalbard, hvor det viser sig, at der findes tilsvarende landskaber. Når solen smelter isen i de stejle skråninger om foråret nedbrydes skrænten og smeltevandet trækker spor nedover. Dette antyder også, at der måske indimellem stadig forekommer vandløb på Mars. I 1997 landede Mars Pathfinder i en af flodsletterne på Mars. Den sendte den lille Sojourner Rover ud for at undersøge stenene i det omgivende terræn. Her er Sojourner ved at undersøge en stor sten der har fået navnet Yogi Rock. Solnedgang på Mars d. 19. maj 2005. Billedet er taget af s rover Spirit, der i over 5 år har udforsket Mars overflade. Solen er ved at gå ned bag Gusev krateret 80 km fra Spirit. Mars ligger længere fra solen end Jorden og solen fylder derfor en tredjedel mindre på himlen, end det vi er vant til fra Jorden. Illustration: Birgitte Rubæk Spørgsmålet om liv uden for Jorden er måske et af de vigtigste i astronomien og i al fald et af de vigtigste i udforskningen af Mars. Her er netop det vand, der er en forudsætning for liv, som vi kender det på Jorden. Vandet er ganske vist bundet som is, men det er der, og der er meget der tyder på, at der har været mere vand på Mars end der er i dag. Der er ligeledes en atmosfære, selvom den ganske vist overvejende består af CO2 og er væsentlig tyndere end vi kender det på Jorden. Spor af metan og formaldehyd i atmosfæren er opsigtsvækkende, fordi det på Jorden hyppigst dannes ved mikrobiologiske processer. Men vi ved også at den kosmiske stråling er så intens på Mars, at det næppe er sandsynligt at liv kan findes på Mars overflade. I Mars-rummet bliver publikum stillet over for de mange typer af indicier der er for liv på Mars og for det modsatte. Man kommer tæt på den tværfaglige udforskning af Mars, men først og fremmest er det et rum, hvor man kommer nærmere på selve Mars. Tæt på de enorme øde landskaber, tæt på isen og tæt på det røde støv. 18 UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET 19

Asteroidebæltet og meteorit salen Ida er en 56 km lang asteroide, der befinder sig i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Da rumsonden Galileo passerede forbi Ida i 1993 afslørede den til astronomernes store overraskelse, at Ida har sin egen lille drabant, som efterfølgende har fået navnet Dactyl. Efter at have besøgt Mars og med kurs mod de ydre gasplaneter møder publikum pludselig en sværm af asteroider. Her mellem Mars og Jupiter burde der efter alle beregninger faktisk være yderligere en planet men det er der ikke. I stedet finder man i denne afstand til solen udelukkende jern og klippeblokke, nogle kun på et par meters længde, mange flere kilometer store. Asteroiderne er materiale fra det tidlige solsystem, som aldrig blev samlet til en planet. Vi kender i dag flere hundrede tusind enkeltstykker og hvert år vokser dette antal med ca. 30.000. Asteroidebæltet er af overordentlig stor interesse, fordi det er herfra alle de meteorer der gennembryder Jordens atmosfære kommer. De, der ikke brænder op, finder vi ind imellem som meteoritter større eller mindre stykker materiale, der kan give os ny og spændende viden om oprindelsen af vores solsystem. Følger man asteroidebæltet bevæger man sig ind i et kammer, hvor blandt andet museets enestående samling af meteoritter er udstillet. Mange er smukke og alle er videnskabeligt set yderst interessante. Kondritter, pyroxen pallasitter og mesosideritter navnene lyder eksotiske, og det de fortæller os står ikke tilbage i den henseende. I gennemsnit falder der hvert år tre meteoritter i Danmark. På trods af dette går der ca. 100 år imellem, at der findes en friskfalden meteorit. Det skete dog sidste år, da en tysk meteoritjæger opstøvede et lille stykke af den meteor, der faldt over Lolland d. 17. januar 2009. Stykket der er navngivet Maribo viste sig at være af en meget sjælden type en såkaldt kulkondrit der indeholder materiale fra dannelsen af solsystemet som er 30 millioner år ældre end Jorden. 1. Poleret og ætset skive af jernmeteoritten Carlton. Jernmeteoritter er stumper fra det indre af asteroider der ligesom Jorden havde en metalkerne. Foto: O. B. Berthelsen/SNM 2. Den rustne overflade af jernmeteoritten Henbury, der er fundet i Australien. Foto: D. Ball/Arizona State University 3. Poleret og ætset overflade af jernmeteoritten Toluca, der er fundet nær Mexico City. Foto: O. B. Berthelsen/ SNM 4. Stenmeteoritten Modoc, der faldt i Kansas i 1905. Under meteorittens sorte smelteskorpe ses finkornet materiale fra før Jorden blev til. Foto: Gert Brovad/SNM 5. Poleret skive af pallasitten Esquel. Pallasitter består af en blanding af gennemsigtige olivinkrystaller fra en asteroides stenkappe og metal fra dens kerne og må derfor komme fra grænselaget mellem kerne og kappe. Foto: SNM 6. Jernmeteoritten Old Woman, der blev fundet i Californien i 1976. Meteoritten vejer ikke mindre end 2,75 t. Foto: O. B. Berthelsen/SNM 7. Pallasitten Imilac, der er fundet i Atacama ørkenen i Chile. Foto: O. B. Berthelsen/SNM 8. Skive af Howarditten Dar al Gani 779 fra Oman. Howarditter består af sammenkittede knuste stenfragmenter fra asteroiden Vestas overflade. Det er en af de få typer meteoritter, hvor vi ved hvilken asteroide de kommer fra. Foto: SNM 1 2 3 4 5 6 7 8 20 UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET 21

Månesalen Det himmellegeme vi kender bedst udover Jorden er naturligvis vores nærmeste nabo Månen. Men vores måne er kun én ud af mange i solsystemet. Nogle af planeterne har faktisk en hel sværm af dem. Jupiter har således ikke mindre end 63 måner og Saturn 60. En måne er defineret som et legeme der kredser om en planet. Det sker fordi, planetens tyngdefelt er kraftigt nok til at holde en måne i kredsløb. Det mindste himmellegeme, der har en måne, er dog ikke en planet, men en af asteroiderne. Jupiters måne Io Io er det mest vulkansk aktive legeme i hele solsystemet. De voldsomme vulkanske aktiviteter kan til tider skaber lavafontæner der er flere hundrede kilometer høje og kan ses ude fra rummet. Men Io har også andre dramatiske landskabsformer som for eksempel 16 km høje bjerge og indsynkningskratere på et par kilometers dybde og flere hundrede kilometer i diameter. Man har lokaliseret 61 aktive vulkanske områder på Io indtil videre. Mellem vulkanerne og bjergene findes søer af smeltet svovl. Det er svovlet og svovlforbindelser der giver Io dens smukke spraglede farver i gult, sort, rødt og hvidt. Saturns måne Iapetus Galileis tegninger af Månens faser som han så det gennem et teleskop i 1610. Galileo Galilei (1564-1642) Galileo Galilei var en italiensk fysiker, matematiker, astronom og filosof. Han begyndte at læse medicin som 17-årig men sporede sig hurtigt ind i en matematisk retning. Han tog aldrig den endelige eksamen, men endte alligevel i et vellønnet professorat i Padova, hvor han de følgende 18 år forelæste over geometri, mekanik og astronomi. Han fabrikerede og solgte også videnskabelige instrumenter og er sidenhen blevet berømt for at have forbedret og raffineret kikkerten, som blev opfundet i Holland i 1609. Faktisk fik han eneret til at fremstille disse kikkerter til militært brug. Selv brugte han kikkerten til astronomiske observationer og opdagede derved bl.a. Månens bjerge og Jupiters fire største måner. En temmelig imponerende bedrift i betragtning af datidens optiske kvalitet og kun 20 ganges forstørrelse. Illustration: Joakim Engel Måneudstilling: Præcis som planeterne er månerne også vidt forskellige. I salen med månerne kan publikum komme tæt på et udvalg af de mange måner, der findes i solsystmet. Det er modeller af nogle af de mest spændende måner, skabt i forskellige materialer, der understreger de forskellige måners egenart. De kuglerunde glober minder om store ædelsten i bakken hos en juvelér eller om mærkelige ensartede skulpturer på et kunstmuseum. Jupiters måne Europa Europa er den mindste af Jupiters fire store klassiske måner, men af meget stor interesse. Det har nemlig vist sig at der er et 100 km dybt ocean under Europas isdækkede overflade. Da vand er en vigtig forudsætning for livets opståen, er spørgsmålet om der kunne være livsformer dybt under Europas overflade. Fotos af Europas overflade viser store stykker is, der tydeligvis er brudt op og har flydt rundt mellem hinanden, som vi kender det fra is i polare områder. Han var desuden meget optaget af udviklingen af videnskabelige metoder og eksperimentalfysik og er specielt kendt som ophavsmanden til faldloven loven om legemers fald. Ud fra observationer af Venus faser konkluderede han at planeten måtte have en cirkelbane omkring solen og ikke omkring Jorden. Han blev derved fortaler for Kopernikus heliocentriske model. Dette medførte i sidste ende at han måtte tilbringe resten af sit liv i husarrest, fordi den katolske kirke mente at det var en kættersk teori. Alle sandheder er lette at forstå, når først de er opdaget; problemet er at opdage dem. - Galileo Galilei 22 UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET 23

Ved solsystemets yderste grænse Efter at have taget rejsen fra solen, forbi planeterne og gennem asteroidebæltet når man endelig til den yderste kant af solsystemet. Vender man sig og ser tilbage mod solen herfra, virker den kold og fjern; ikke meget større end andre synlige stjerner. Her er mørkt, koldt og grænseløst stort. Men hvilke følelser får man, når man står overfor at skulle tage springet ud i det uendelige, tomme rum? Er det skræmmende, overvældende eller bare smukt? Vores egen galakse Mælkevejen med dens flere hundrede milliarder stjerner kan ses som et lysende bånd, mens der ude i det fløjlssorte dyb kan anes tusinder af andre, ufatteligt fjerne galakser. Naturen var gavmild da den formgav galakserne. Mange af deres fantastiske former skyldes utroligt nok, at de fra tid til anden kolliderer. Da de mest af alt består af ingenting, farer de lige gennem hinanden, men deres tyngdefelter gør alligevel, at de kommer en del ud af facon i forbindelse med sammenstødet. Det gælder også galaksen med det mundrette navn ESO 510-G13, der tilsyneladende er ved at opsluge en mindre galakse. Illustration: Birgitte Rubæk Denne sidste destination på rejsen er desuden velegnet til forskellige visuelle installationer. Indimellem kan man således være vidne til forskellige begivenheder der udspiller sig over, under og omkring en. Universets fødsel the Big Bang, en kæmpestjernes eksplosive død eller månedannelse fra kolliderende himmellegemer. Den svævende vandrerute forbi planeterne ender her frit svævende i et rum uden synlige afgrænsninger. Ved hjælp af projektioner, LED-lys og forskellige scenografiske teknikker er det meningen at bringe den besøgende helt derud hvor vi forlader solsystemet og samtidig skabe en stemning og et miljø der opfordrer til fordybelse og eftertanke. 24 UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET 25

Verdensrummet på Statens Naturhistorske Museum Statens Naturhistoriske Museum Det Naturvidenskablige Fakultet Københavns Universitet Juli 2010 Projektgruppe: Hanne Strager Jens Astrup Joakim Engel Henning Haack Birgitte Rubæk Cover: Illustration: James Norton/Ralph Applebaum Associates Foto: Layout: Inger Chamilla Schäffer Tryk: BM Grafik Calvin and Hobbes Bill Watterson. Distr. By Universal Press Syndicate. 2010 Reprinted with permission. Europa Press. All rights reserved. 26 UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET UDSTILLINGEN VERDENSRUMMET 27

Udstillingen Verdensrummet