VEJ nr 9502 af 20/06/2018 (Gældende) Udskriftsdato: 28. juni 2018 Ministerium: Børne- og Socialministeriet Journalnummer: Børne- og Socialmin., Socialstyrelsen, j.nr. 2017-5697 Senere ændringer til forskriften Ingen Vejledning om ansøgning om støtte fra ansøgningspuljen til forskning og udvikling i forbindelse med Diplomuddannelsen på børne- og ungeområdet og Master i udsatte børn og unge (MBU) 15.16.01.20 Ansøgningsfrist den 14. september kl. 12:00 Efter dette tidspunkt kan ansøgninger ikke længere indsendes. INDHOLDSFORTEGNELSE 1
1 Indledning 2 Ansøgningspuljens formål 3 Ansøgningspuljens målgruppe 4 Ansøgerkreds 5 Forventede resultater 5.1 Forventede resultater for de studerende på uddannelserne 5.2 Forventede resultater for undervisningen på uddannelserne 6 Projektperiode 7 Tildelingskriterier for tilskud fra ansøgningspuljen 7.1 Vurdering af ansøgninger 8 Budget 8.1 Tilskudsberettigede udgifter 8.2 Ikke tilskudsberettigede udgifter 8.3 Udarbejdelse af budget 8.3.1 Nødvendige udgifter 8.3.2 Periodiserede budgetter 8.3.2.1 100.000 kr. eller derover 8.3.2.2 Under 100.000 kr. 8.3.3 Lønudgifter 8.3.4 Enhedspriser 8.3.5 Noter til budgettet 8.3.6 Moms 9 Ansøgningsprocedure 9.1 Bilag til ansøgningen 9.2 Tekniske problemer i forbindelse med indsendelse af ansøgning 9.3 NemID 10 Hvis projektet får tilskud 10.1 Afrapportering 11 Statsstøtte 2
1 Indledning Som led i satspuljeaftalen for 2006 om Anbringelsesreformen blev der afsat midler til længerevarende uddannelsesforløb for sagsbehandlere, kommunale ledere og mellemledere samt leverandører på børne- og ungeområdet med henblik på at sikre flere specialuddannede medarbejdere på området. For disse midler er der udviklet en diplomuddannelse og en masteruddannelse på børne- og ungeområdet. I tilknytning til diplom- og masteruddannelsen på børne- og ungeområdet er der afsat 3,5 mio. årligt til en ansøgningspulje, hvorfra der kan søges tilskud til, at undervisere på henholdsvis diplom- og masteruddannelsen kan gennemføre forsknings- og udviklingsaktiviteter af relevans for undervisningen på uddannelsen. Det kan fx være deltagelse i forskningsprogrammer eller -netværk, gennemførelse af konferencer og seminarer, udarbejdelse af undersøgelser og evalueringer eller forestå udviklingsaktiviteter i kommunerne. 2 Ansøgningspuljens formål Formålet med puljen er at bidrage til, at undervisningen på Diplomuddannelsen på børne- og ungeområdet og Master i udsatte børn og unge (MBU) er baseret på et indgående kendskab til såvel forskningen som udviklingen i kommunernes praksis på børne- og ungeområdet. 3 Ansøgningspuljens målgruppe Målgruppen for ansøgningspuljen er undervisere på Diplomuddannelsen på børne- og ungeområdet og Master i udsatte børn og unge (MBU). 4 Ansøgerkreds Ansøgningspuljens ansøgerkreds er uddannelsesinstitutioner, der udbyder Diplomuddannelsen på børneog ungeområdet og/eller Master i udsatte børn og unge (MBU). 5 Forventede resultater Det forventes, at forsknings- og udviklingsaktiviteterne opkvalificerer undervisningen på Diplomuddannelsen på børne- og ungeområdet og Master i udsatte børn og unge (MBU). 5.1 Forventede resultater for de studerende på uddannelserne Ved at investere i forsknings- og udviklingsaktiviteterne forventes det at: Forsknings- og udviklingsaktiviteterne giver de studerende på Diplomuddannelsen på børne- og ungeområdet og Master i udsatte børn og unge (MBU) konkret viden om området for udsatte børn og unge. 5.2 Forventede resultater for undervisningen på uddannelserne Ved at investere i forsknings- og udviklingsaktiviteterne forventes det at: Forsknings- og udviklingsaktiviteterne generer ny viden om både målgrupper og indsatser, som formidles og forankres i undervisningen på Diplomuddannelsen på børne- og ungeområdet og Master i udsatte børn og unge (MBU). 3
Forsknings- og udviklingsaktiviteterne anvendes til valg af cases og eksempler på Diplomuddannelsen på børne- og ungeområdet og Master i udsatte børn og unge (MBU). Forsknings- og udviklingsaktiviteterne understøtter de ønskede kompetencer på Diplomuddannelsen på børne- og ungeområdet og Master i udsatte børn og unge (MBU). 6 Projektperiode Midlerne skal anvendes i perioden 1. januar 2019 til 31. december 2021. Der kan søges støtte til hele eller dele af perioden. Forventet projektstart er den 1. januar 2019. 7 Tildelingskriterier for tilskud fra ansøgningspuljen 7.1 Vurdering af ansøgninger Ansøgninger om tilskud fra ansøgningspuljen vurderes på baggrund af nedenstående tildelingskriterier. De enkelte vurderingsområder uddybes nedenfor efter den skematiske oversigt. Tabel 1 illustrerer, hvordan den samlede ansøgning bliver vurderet. Tabel 1: Vurdering og tildelingskriterier Vurdering Tildelingskriterier 1. Ansøgerkreds At ansøger falder inden for ansøgningspuljens ansøgerkreds. 2. Formål og målgruppe At projektets formål og målgruppe ligger inden for puljens formål og målgruppe. 3. Sammenhæng At ansøgningen indeholder en beskrivelse af projektets sammenhæng mellem formål, målgruppe, aktiviteter, tidsplan, organisering mv. At ansøgningen indeholder en beskrivelse af aktiviteter, der kan forventes at bidrage til opfyldelse af projektets forventede resultater. 4. Ny viden At midlerne anvendes til aktiviteter, som bidrager med ny viden til uddannelserne. 5. Budget At ansøgningen opfylder kravene til budget. At der er overensstemmelse mellem budget og beskrevne aktiviteter. Nedenfor uddybes ovenstående kriterier samt evt. oplysninger, som ansøger skal beskrive til brug for vurderingen af ansøgningen. Ad 1) Ansøgerkreds: Det vil blive vurderet, hvorvidt ansøger ligger inden for ansøgningspuljens ansøgerkreds. Ad 2) Formål og målgruppe: På baggrund af ansøgers beskrivelse af formål og målgruppe vil det blive vurderet, hvorvidt projektets formål og målgruppe ligger inden for puljens formål og målgruppe. 4
Til brug for vurderingen skal projektets formål beskrives. Projektet skal have til formål at bidrage til, at undervisningen på Diplomuddannelsen på børne- og ungeområdet og Master i udsatte børn og unge er baseret på et indgående kendskab til såvel forskningen som udviklingen i kommunernes praksis på børneog ungeområdet. Formålet med projektet kan imidlertid ikke afgrænses til at omhandle transfer af viden, da fokus er at bidrage med viden om såvel forskning som udvikling i kommunernes praksis på børne- og ungeområdet. Derudover skal projektets målgruppe beskrives kort og præcist. Det skal beskrives, hvilke undervisere, der indgår i målgruppen. Det skal angives, hvilken institution og modul/semester den eller de pågældende projektdeltagere underviser eller forventes at undervise på. Såfremt der er tale om undervisere, der ikke aktuelt underviser på uddannelserne, skal den pågældende uddannelsesinstitution godtgøre, at vedkommende kommer til at undervise på uddannelserne fx ved at beskrive, hvornår den pågældende underviser starter med at undervise på uddannelsen og på hvilke moduler. Det er ikke tilstrækkeligt med en tilkendegivelse om, at det påtænkes, at projektdeltageren skal undervise på en af uddannelserne. Det skal endvidere angives, hvor mange undervisere, der forventes at deltage i forskningsprojektet. Ad 3) Sammenhæng: På baggrund af den samlede ansøgning og dertilhørende budget vil det blive vurderet, hvorvidt der er sammenhæng mellem projektets formål, målgruppe, aktiviteter, tidsplan, organisering mv. Det vil endvidere blive vurderet, om ansøgningen indeholder en beskrivelse af aktiviteter, der kan forventes at bidrage til opfyldelse af projektets forventede resultater. Det vil indgå i vurderingen, om det er sandsynliggjort, at de beskrevne aktiviteter vil føre til opfyldelse af projektets formål og de forventede resultater, som er beskrevet i vejledningens afsnit 5. De planlagte aktiviteter skal være klart beskrevet. Projektets tidsplan skal ligeledes beskrives, herunder om nogle aktiviteter tidsmæssigt skal placeres før andre, og om der er særlige kritiske betingelser, der skal være opfyldt, før projektet fortsættes. Ad 4) Ny viden: På baggrund af den samlede ansøgning vil det blive vurderet, om ansøger har sandsynliggjort, at midlerne anvendes til aktiviteter, som bidrager med ny viden til uddannelserne. Til brug for vurderingen skal det beskrives, Hvordan projektet bidrager med ny viden om såvel forskningen som udviklingen i kommunernes praksis på børne- og ungeområdet, der er relevant på både diplom- og masteruddannelsen, herunder hvilken ny viden de studerende og underviserne får gennem aktiviteterne. Hvordan og hvornår den nye viden aktivt integreres i undervisningen både i projektperioden og fremadrettet eksempelvis ved undervisningsplaner eller lignende. Det skal angives på hvilke moduler/semestre på uddannelsen, den nye viden inddrages både i projektperioden og efter projektperiodens udløb. Hvordan aktiviteterne gennemføres i et samarbejde mellem undervisere på tværs af uddannelsesinstitutioner, således at den nye viden kommer i spil på tværs af uddannelsesinstitutionerne, og der sker en koordinering af de forsknings- og udviklingsaktiviteter, som de enkelte uddannelsesinstitutioner indgår i. Dette skal alene beskrives, hvor det er relevant at inddrage andre uddannelsesinstitutioner i aktivite 5
terne. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis en ekstern oplægsholder skal holde et foredrag, og indholdet er relevant på tværs af uddannelserne, hvorimod observation af kommuners praksis og interviews kan være eksempler på tilfælde, hvor det ikke er relevant at inddrage andre uddannelsesinstitutioner i aktiviteterne. Hvordan den nye viden deles med andre undervisere på diplom- og masteruddannelsen fx som artikel, hjemmeside eller rapport. Der gives ikke støtte til projekter, der emne- og metodemæssigt har så stor lighed med allerede gennemførte offentligt støttede projekter, at det vurderes, at det foreslåede projekt ikke genererer ny viden. Ad 5) Budget: På baggrund af den samlede ansøgning og dertilhørende budget vil det blive vurderet, om kravene til budget er opfyldt, og om der er sammenhæng mellem de beskrevne aktiviteter og de udgiftstyper, som fremgår af budgettet. Budgettet skal være realistisk, sparsommeligt og leve op til de krav, der er til udgiftstyper og niveauer, som fremgår af vejledningen (se afsnit 8.1 og 8.2). Budgettet skal kun indeholde tilskudsberettigede udgifter, som er nødvendige for at gennemføre projektet. 8 Budget 8.1 Tilskudsberettigede udgifter Projektets udgifter skal anføres under specifikke budgetposter i budgettet. Af nedenstående oversigt fremgår, hvilke udgifter der er tilskudsberettigede i forhold til tilskud fra ansøgningspuljen: 1) Lønudgifter til aflønning af medarbejdere i projektet. Med medarbejdere menes undervisere, som deltager i projektet. Der kan ikke ydes tilskud til dækning af lønudgifter til gennemførelse af undervisning, udvikling af moduler/semestre samt afholdelse af eksamener til de studerende på uddannelserne. Der kan heller ikke ydes tilskud til vikardækning. Udgifter til sekretærer, studenter og lign. er tilskudsberettigede, hvis udgifterne er nødvendige for at gennemføre projektet, men der gives ikke støtte til generelle udgifter til administration i øvrigt. Lønniveauet må ikke være højere end det, der er aftalt i de statslige overenskomster for tilsvarende arbejde. 2) Udgifter til honorarer til konsulenter, herunder eksterne oplægsholdere. 3) Udgifter til revisor. 4) Lovpligtige forsikringer, herunder arbejdsskadeforsikringer. 5) Udgifter til transport i egen bil. Transportudgiften skal beregnes på baggrund af statens lave takst pr. km, som er 1,94 pr. km, jf. Moderniseringsstyrelsens Cirkulære om satsregulering for tjenesterejser. Udgifterne skal budgetteres med antal kilometer og takst pr. km. 6) Udgifter til offentlig transport. 7) Udgifter til aktiviteter, herunder udgifter til deltagergebyr og ophold i forbindelse med deltagelse i forsknings- og udviklingsaktiviteter. 8) Udgifter til formidling. Der kan afholdes udgifter til vidensdeling med andre undervisere på diplomog masteruddannelsen, herunder oplæg eller artikler. Der kan alene afholdes udgifter til deltagelse i en konference, hvis formålet med konferencen er at dele den nye viden med andre undervisere på diplom- og masteruddannelsen, eller hvis det er beskrevet, hvordan deltagelse i konferencen bidrager til projektets målopfyldelse. 9) Udgifter til lokaler. Der kan afholdes udgifter til lokaleleje, hvis det er nødvendigt for projektets gennemførelse. Det kan f.eks. være lokaleleje i forbindelse med oplæg af en ekstern oplægsholder om et relevant emne. 6
10) Udgifter til kontorhold (f.eks. mindre kontorartikler, porto mv.). 11) Udgifter til mindre materialeanskaffelser indtil 50.000 kr. pr. projektår (f.eks. indkøb af udstyr, køkkenmaskiner eller andet inventar). Såfremt der søges om tilskud til materialeanskaffelser, skal formålet med anskaffelsen fremgå af ansøgningen eller i en note til budgettet. 12) Andre relevante udgifter til projektets gennemførelse. Relevansen beskrives i en note til budgettet. 8.2 Ikke tilskudsberettigede udgifter Af nedenstående oversigt fremgår, hvilke udgifter der ikke kan dækkes gennem tilskud fra ansøgningspuljen: 1) Materialeanskaffelser for over 50.000 kr. pr projektår. 2) Køb af fast ejendom. 3) Anlægsudgifter (f.eks. ombygning og renovering). 4) Dækning af underskud eller anden gæld. 5) Støtte til enkeltpersoners underhold. 6) Aktiviteter, der fuldt ud er finansieret fra anden side. 7) Aktiviteter eller tilsvarende til personer uden lovligt ophold. 8) Projekter forankret i udlandet. 9) Uforudsete udgifter. Der må ikke budgetteres med reserve mv. 10) Overhead. Udgifter til administration mv. skal fremgå af særskilte budgetposter. 11) Diverse/øvrige udgifter. Der må ikke budgetteres med uspecificerede udgifter. 8.3 Udarbejdelse af budget I forbindelse med ansøgning om støtte fra Socialstyrelsens ansøgningspulje skal der udarbejdes budget for projekter, der ansøges om støtte til. Budgettet skal indtastes i Excel-dokumentet budgetskema, som ligger på ansøgningspuljens side på tilskudsportalen. Ved indsendelse af ansøgningen vedhæftes budgetskemaet. Når den elektroniske ansøgning udfyldes, skal det samlede ansøgte beløb indtastes i det elektroniske budgetskema. Beløbet, som er angivet i det elektroniske budgetskema, skal være i overensstemmelse med beløbet, som er angivet i Excel-skemaet. Budgettet skal udarbejdes på en sådan måde, at det udgør en fyldestgørende og sandfærdig beskrivelse af projektets forventede udgifter, som er afstemt i forhold til projektets aktivitetsniveau, tidsplan og organisationsstrutkur. Budgettet skal kun indeholde tilskudsberettigede udgifter, som direkte kan henføres til det konkrete projekts gennemførsel. Således må der ikke budgetteres med udgifter, som ikke direkte kan henføres til det konkrete projekt, eller udgifter, der ikke kan gives tilskud til (se afsnit 8.1 og 8.2). Udgifter skal specificeres i budgettet, og udgifter kan ikke samles i overordnede budgetposter. Det er vigtigt, at følgende oplysninger angives i budgettet: Projektets titel Ansøgers identifikation (CVR-nummer eller CPR-nummer) Ansøgers navn og adresse 7
8.3.1 Nødvendige udgifter Tilskud kan ydes til fremtidige, projektrelaterede udgifter. Det skal være udgifter, der er nødvendige for at projektet kan gennemføres. Det skal også være udgifter, som afholdes, når der er modtaget tilskud. Kun i særlige tilfælde kan der ydes tilskud til udgifter, som er afholdt, før der blev ydet tilskud, hvis de har en klar tilknytning til projektet. 8.3.2 Periodiserede budgetter 8.3.2.1 100.000 kr. eller derover Udgifterne i det enkelte årsbudget skal fordeles på de måneder, hvor de enkelte udgifter forventes at falde. Hvis der f.eks. er en ansat projektleder i projektet, opgøres lønnen som den afholdes, én gang om måneden. Gennemsnitstal kan således ikke anvendes. 8.3.2.2 Under 100.000 kr. Hvis det ansøgte beløb er mindre end 100.000 kr., behøver projektudgifter ikke at være opdelt i måneder. De kan samles i den første måned, hvor projektet har udgifter. 8.3.3 Lønudgifter Lønudgifter skal budgetteres med antal timer og sats pr. time for ansatte medarbejdere og/eller timelønnede eksterne konsulenter mv. Lønudgifter må ikke inkluderes under andre budgetposter. Lønniveauet må ikke være højere end det, der er aftalt i de statslige overenskomster for tilsvarende arbejde. I kan finde relevant information på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside www.moderniseringsstyrelsen.dk og/eller ved henvendelse til de relevante fagforeninger. 8.3.4 Enhedspriser Alle udgiftsposter skal så vidt muligt udspecificeres i antal enheder og pris pr. enhed. Hvis projektet f.eks. indebærer afholdelse af to konferencer inden for det samme projektår, og hver af konferencerne koster 100.000 kr., anføres to enheder á 100.000 kr. i den eller de måneder, hvor konferencerne og dermed udgifterne forventes afholdt. 8.3.5 Noter til budgettet Der skal udarbejdes forklarende noter til de udgiftsposter, som anføres i budgettet. Hvis en af budgetposterne f.eks. er Seminar, kan noten indeholde oplysninger om forventet antal deltagere, seminarets varighed (antal dage, med eller uden overnatning), pris pr. deltager, honorar til oplægsholder mv. Noten skal således dels klarlægge indholdet af den enkelte aktivitet og dels klarlægge forudsætningerne for udgiftens størrelse. 8.3.6 Moms Kommuner og regioner kan ikke få tilskud til dækning af moms, da momsen refunderes af momsudligningsordningen. Alle udgifter skal derfor i budgettet være ekskl. moms. 9 Ansøgningsprocedure 8
Ansøgningsfristen er den 14. september kl. 12:00. Efter dette tidspunkt kan ansøgninger ikke længere fremsendes. Det forventes, at ansøgerne får svar på ansøgningen i november. Socialfaglige spørgsmål kan stilles til Matilde Munk i Socialstyrelsen via matm@socialstyrelsen.dk. Spørgsmål om administration af ansøgningspuljen behandles af Center for Økonomi og Tilskudsforvaltning i Socialstyrelsen. Spørgsmål kan stilles via tlf. : 91370200, mandag fredag mellem kl. 10.00 14.00, eller e-mail: tilskudsforvaltning@socialstyrelsen.dk Ansøgningsskemaet skal udfyldes elektronisk via Tilskudsportalen. For yderligere information om brug af Tilskudsportalen se under vejledninger på Tilskudsportalens forside. Når Socialstyrelsen har modtaget ansøgningen vil dette fremgå af status under Min tilskudssag. Tekniske spørgsmål i forhold til anvendelse af Tilskudsportalen kan sendes til portal@socialstyrelsen.dk 9.1 Bilag til ansøgningen Der foretages en vurdering af projektet ud fra oplysningerne i ansøgningen og budgettet, herunder evt. budgetnoter. Bilag til ansøgningen indgår alene i vurderingen, såfremt det fremgår af ansøgningsvejledningen, at ansøger skal eller kan indsende specifikke bilag. Øvrige bilag, som fremsendes, vil således ikke indgå i sagsbehandlingen. Utilstrækkelige oplysninger i ansøgningen eller anden manglende medvirken kan føre til, at sagen afgøres på det foreliggende grundlag. 9.2 Tekniske problemer i forbindelse med indsendelse af ansøgning Hvis ansøger oplever IT-tekniske problemer i forbindelse med indsendelse af ansøgning til puljen, skal Socialstyrelsen kontaktes via telefon eller via mail (portal@socialstyrelsen.dk) inden ansøgningsfristens udløb samt kunne fremvise dokumentation for det IT-tekniske problem for, at ansøgningen kan komme i betragtning. 9.3 NemID Ansøgere med CVR-nummer skal ved oprettelse og indsendelse af ansøgninger anvende en NemId medarbejdersignatur tilknyttet det relevante CVR-nummer. Den tilskudsansvarlige såvel som den medarbejder, der opretter ansøgningen, skal have en NemId medarbejdersignatur. Ansøgere, som ikke er CVR-registrerede, kan søge vha. en NemID signatur tilknyttet deres CPR-nummer. Kun personer, som er fritaget fra tilslutning til digital post, behøver ikke at søge gennem Tilskudsportalen. 10 Hvis projektet får tilskud Hvis projektet får tilskud, gælder der en række forpligtelser, som står i bekendtgørelse om ansøgningspuljen til forskning og udvikling i forbindelse med Diplomuddannelsen på børne- og ungeområdet og Master i udsatte børn og unge (MBU), i afgørelsen ( tilskudsbrevet ) og i vejledningen om betingelser for tilskud. Der er fx pligt til at indsende relevante dokumenter, rapporter, udbetalingsanmodning og regnskab. Hvis tilskudsmodtager ikke overholder forpligtelserne, kan Socialstyrelsen fx beslutte tilbageholdelse, bortfald eller tilbagebetaling af tilskud. 9
10.1 Afrapportering Projektet skal løbende forholde sig til, om det opnår sine mål og i modsat fald justere projektet. Det skal desuden være muligt for Socialstyrelsen at følge med i, om projektets indsats har den tilsigtede virkning for borgerne. Derfor skal det rapporteres til Socialstyrelsen om projektets opstillede mål er/bliver opfyldt. Skabelonen for afrapportering er en statusrapport og kan hentes på Socialstyrelsens tilskudsportal under Min tilskudssag. Rapporten skal udfyldes elektronisk og indsendes via Socialstyrelsens tilskudsportal. Fristerne for indsendelse af rapporter fremgår af det tilskudsbrev, som tilskudsmodtagere modtager fra Socialstyrelsen. 11 Statsstøtte EU-retten indeholder et generelt forbud mod statsstøtte, jf. artikel 107, stk. 1, i Traktat om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Det betyder, at tilskud fra en ansøgningspulje kan være uforenelig med EUretten, hvis støtten gives til et projekt, der indeholder en økonomisk aktivitet, fx i form af et produkt eller en ydelse, hvor støtten fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen på et marked, og hvor støtten potentielt kan påvirke samhandlen i det indre marked. Socialstyrelsen foretager alene en overordnet vurdering af, om projekter, der lever op til ansøgningspuljens tildelingskriterier og indstilles til støtte, er i overensstemmelse med de EU-retlige statsstøtteregler. Vurderingen foretages på baggrund af de oplysninger, der fremgår af den indsendte ansøgning. Den enkelte tilskudsmodtager skal således være opmærksom på, at tilskuddet anvendes i overensstemmelse med de EU-retlige statsstøtteregler. For yderligere information om de EU-retlige statsstøtteregler henvises til Erhvervsministeriets hjemmeside. Socialstyrelsen, den 20. juni 2018 Birgitte Anker / Mette Holm Sørensen 10