Christian IX Europe s father-in-law of Denmark and his descendants in the European royal and princely houses in the era of nationalism.

Christian 9. Danmarks Europas svigerfar og hans efterslægt i de europæiske konge- og fyrstehuse i nationalismens tidsalder af Mads Valdemar Egsgaard Hauge Christian IX Europe s father-in-law of Denmark and his descendants in the European royal and princely houses in the era of nationalism Side 1 af 99

Abstract Denne artikel omhandler Christian 9., Europas svigerfar, og hans efterkommere i de europæiske konge- og fyrstehuse. Denne historie er blevet fortalt mange gange før. Denne artikel fokuserer på, hvorledes Christian 9.s efterslægt i Europa søgte at manøvrere i overgangen fra et fyrstestaternes Europa til et nationalstaternes Europa i 1800- og 1900-tallet, en udvikling, der igangsattes af nationalismen som politisk bevægelse i det 19. århundrede. Christian 9.s multinationale efterslægt i de europæiske konge- og fyrstehuse måtte indstille sig på at leve inden for rammerne af nationalt definerede statsdannelser. Forudsætningerne for de dynastiske forbindelser, som Christian 9.s børn var i stand til at indgå med repræsentanter for nogle af de mest fremtrædende monarkier i Europa, lå bl.a. i et faldende udbud af fyrstelige, Christian 9. og Dronning Louises fælles kosmopolitiske slægt i Hessen-Kassel og stormagternes anerkendelse af Prins Christian (9.) som dansk tronfølger i 1852. Christian 9.s to ældste døtre og yngste søn knyttede via giftermål forbindelse med stormagterne Storbritannien, Rusland og Frankrig, ligesom Frederik 8.s giftermål med en svensk-norsk prinsesse inddæmmede det skandinaviske alternativ til den glücksborgske tronfølge i Danmark og cementerede det dansk-tyske glücksborgske dynasti i den danske nationalstat efter 1864. I forhold til kongevalg blev Christian 9.s næstældste søn og næstældste danske sønnesøn valgt til konger af de to nye nationalstater fra 1800-tallet, henholdsvis Grækenland og Norge, i 1863 og 1905. Den tyske (fra 1871) og italienske nationalstat (fra 1861) krænkede dynastiske rettigheder ved opløsningen af traditionsrige fyrstestater, i Tyskland fx Kongeriget Hannover (Welf) og i Italien Hertugdømmet Parma (Bourbon), som henholdsvis Christian 9.s yngste datter og yngste barnebarn giftede sig ind i. To af Christian 9.s oldebørn giftede sig ind i det rumænske (1921) og belgiske (1926) kongehus og et tipoldebarn ind i det luxembourgske fyrstehus, tre andre nationalstater fra 1800-tallet, og et af Christian 9.s græske oldebørn var eksempelvis kortvarigt dronning af Kroatien under 2. verdenskrig. This article concerns the Danish King Christian IX, known as Europe s father-in-law, and his descendants in the European royal and princely houses. This story has been told many times before. This article is focusing on how the European posterity of Christian IX sought to manoeuvre in the transition of Europe from dynastic states to nation states in the 19 th and 20 th centuries. This development was started by the political movement of nationalism in the 19 th century. The multinational posterity of Christian IX in the European royal and princely houses had to prepare for living within the frameworks of national defined states. The conditions of the dynastic connections, which the children of Christian IX were able to contract with representatives of some of the most prominent monarchies in Europe, lay for instance in a decreasing number of princes and princesses, Christian IX and Queen Louise s common cosmopolitan family in Hesse-Kassel and the recognition of Prince Christian (IX) as Danish successor to the throne in 1852 by the Great Powers. Christian IX s two oldest daughters and youngest son established connections through marriages to the Great Powers of the United Kingdom, Russia and France, and Frederick VIII s marriage to a Swedish-Norwegian Princess encircled the Scandinavian alternative to the Glücksburg succession in Denmark and cemented the Danish- German dynasty of Glücksburg in the Danish nation state after 1864. In connection to election of kings Christian IX s second son and his second Danish grandson were elected kings of the two new nation states from the 19 th century, Greece and Norway respectively, in 1863 and 1905. The German (from 1871) and Italian nation state (from 1861) infringed dynastic rights by dissolving traditional dynastic states, in Germany for example The Kingdom of Hanover (House of Welf) and in Italy The Duchy of Parma (House of Bourbon), which Christian IX s youngest daughter and youngest grandchild married into respectively. Two of Christian IX s great-grandchildren married into the Rumanian (1921) and Belgian (1926) royal house and a great-great-grandchild into the Grand Duchy of Luxembourg, three other nation states from the 19 th century, and one of Christian IX s Greek great-grandchildren was for example a short-lived queen of Croatia during the Second World War. Side 2 af 99

Indholdsfortegnelse Indledning s. 4 Historisk fortilfælde: Frederik 3. s. 5 Den tyske forudsætning s. 11 Det brasilianske tilbud s. 16 Den hessiske nøgle til tronen s. 18 Hessen-Kassel og Europa s. 19 En kosmopolitisk slægt s. 22 Stormagternes anerkendelse s. 27 Den britiske forbindelse s. 28 Det danske tronfølgespørgsmål og Rusland s. 32 Kongernes Onkel s. 36 Den skandinavistiske forbindelse s. 38 Sverige s. 41 Det danske kongehus s. 42 Glücksborgerne i Norge s. 44 De tyske fyrstehuse s. 46 Belgien s. 48 Storhertugdømmet Luxembourg s. 51 Fyrstendømmet Liechtenstein s. 53 Hannover s. 57 Baden s. 60 Ernst August den Yngres efterkommere s. 62 Fyrstendømmet Monaco s. 65 Glücksborgerne i Grækenland s. 66 Tilbudte troner s. 68 Rumænien s. 73 Italien og Kroatien s. 78 Jugoslavien s. 80 Spanien s. 86 Epilog: Viften s. 95 Litteraturliste s. 96 Side 3 af 99

Indledning Danmarks Kong Christian 9. (1863-1906) blev ikke alene stamfar til det nuværende danske kongehus, det glücksborgske, men tillige en stor europæisk fyrsteslægt. Den første glücksborgske monark havde med sin Dronning Louise (1817-98) seks børn, tre prinser og tre prinsesser: Frederik (8.) (1843-1912), Alexandra (1844-1925), Vilhelm (1845-1913), Dagmar (1847-1928), Thyra (1853-1933) og Valdemar (1858-1939). Kongeparrets børn blev gift ind i de dominerende europæiske konge- og fyrstehuse. Derudover blev parrets næstældste søn, Prins Vilhelm, som 17- årig valgt til konge af Grækenland under navnet Georg 1. i 1863. Fire af det danske kongepars børn blev placeret på europæiske troner, enten som regerende monarker, Frederik 8. af Danmark (1906-12) og græske Kong Georg 1. (1863-1913), eller som gemalinder til europæiske regenter, Storbritanniens Dronning Alexandra (1901-10) og Ruslands Kejserinde (Zarina) Dagmar (1881-94). Christian 9. blev derfor allerede i sin samtid kendt under tilnavnet Europas svigerfar. I dag findes efterkommerne efter Christian 9. og Dronning Louise, Europas svigerforældre, i konge- og fyrstehusene i otte af de ti eksisterende, europæiske arvemonarkier i begyndelsen af det 21. århundrede, fraregnet valgmonarkierne Vatikanstaten og Fyrstendømmet Andorra: Danmark, Norge, Storbritannien, Belgien, Luxembourg, Spanien, Monaco og Liechtenstein. I 2016 er Christian 9. foreløbig blevet stamfar til 24 monarker fordelt på ni europæiske monarkier. Danmark: Frederik 8. (1906-12), Christian 10. (1912-47), Frederik 9. (1947-72) og Margrethe 2. (1972-). Norge: Haakon 7. (1905-57), Olav 5. (1957-91) og Harald 5. (1991-). Storbritannien: Georg 5. (1910-36), Edward 8. (1936), Georg 6. (1936-52) og Elizabeth 2. (1952-). Rusland: Nikolaj 2. (1894-1917). Belgien: Baudouin 1. (1951-93), Albert 2. (1993-2013) og Philippe 1. (2013-). Luxembourg: Henri 1. (2000-). Spanien: Filip 6. (2014-). Grækenland: Georg 1. (1863-1913), Konstantin 1. (1913-17, 1920-22), Alexander 1. (1917-20), Georg 2. (1922-24, 1935-47), Paul 1. (1947-64) og Konstantin 2. (1964-73). Rumænien: Michael 1. (1927-30, 1940-47). Glücksborgerne har været det regerende fyrstehus i Danmark og på baggrund af det græske og norske kongevalg i 1863 og 1905 Grækenland og Norge. I adskillige tilfælde er begge ægtefæller efterkommere af Europas svigerfar. For monarkernes vedkommende gælder det således Grækenlands Kong Paul 1. og Dronning Frederika (1917-81), Konstantin 2. og Dronning Anne-Marie (1946-), Norges Kong Haakon 7. og Dronning Maud (1869-1938), Kong Olav 5. og Kronprinsesse Märtha (1901-54), Rumæniens Kong Michael 1. og Dronning Anne (1923-2016) og Storbritanniens Dronning Elizabeth 2. og den britiske prinsgemal, Prins Philip (1921-), Hertugen af Edinburgh. Side 4 af 99

Historisk fortilfælde: Frederik 3. Christian 9. er langtfra den eneste danske konge, der er blevet stamfar til en vidtforgrenet europæisk efterslægt. Frederik 3. (1648-70), den ottende konge i det oldenborgske dynasti på den danske trone, er et eksempel på en dansk monark, hvis efterkommere også spredtes til store dele af Europa. Frederik 3. og Dronning Sophie Amalie (1628-85) fik seks levedygtige børn. Den ældste prinsesse, Anna Sophie (1647-1717), blev i 1666 gift med Kurfyrst Johann Georg 3. af Sachsen (1680-91). Deres næstældste søn, August 2. den Stærke, der var kurfyrste af Sachsen (1694-1733) under navnet Friedrich August 1., blev valgt til konge af Polen i 1697. I Den Store Nordiske Krig (1700-21) allierede Sachsen-Polen sig med Danmark-Norge og Rusland mod Sverige. Monarkerne for tre af de krigsførende stater, Danmark-Norges Kong Frederik 4. (1699-1730), Sveriges Carl 12. (1697-1718) og Sachsen-Polens August 2., var fætre. Carl 12. besejrede den sachsiske og polske hær og invaderede Sachsen. Ved freden i Altranstädt i 1706 blev August 2. tvunget til at abdicere og overlod den polske trone til den polske adelsmand Stanislaw 1. Leszczynski (1677-1766). Med russisk hjælp blev August 2. på ny konge af Polen i 1709. Da August 2. døde, udbrød Den Polske Arvefølgekrig eller rettere Tronfølgekrig (1733-38), da Polen-Litauen var et valgmonarki fra 1572-1791. En koalition bestående af bl.a. Sachsen, den prosachsiske del af den polske adel, Rusland og Habsburgmonarkiet støttede den sachsiske kurfyrste Friedrich August 2. som ny polsk konge, August 2.s søn August 3. (1734-63), mens bl.a. Frankrig og Spanien stod bag Stanislaw 1. Leszczynski som kandidat til den polske trone. Stanislaw var svigerfar til den franske Kong Ludvig 15. (1715-74) og tilhørte den polske adelsslægt Leszczynski, der i 1473 fik tilkendt den arvelige ærestitel af greve af det tysk-romerske kejserrige af den tyskromerske kejser Friedrich 3. (1452-93). Stanislaw opnåede også denne gang kun kortvarigt at være konge af Polen og storfyrste af Litauen (fra 1733-34), der fra 1569-1795 var i realunion med Polen. Da det sachsiske kurfyrstehus blev det regerende kongehus i Polen, konverterede dets medlemmer til katolicismen, hvorved Sachsen-Polen og efter 1763 kun Sachsen kunne knytte dynastiske forbindelser med de øvrige katolske monarkier i Europa. Polen-Litauen, Kongeriget Polen og Storfyrstendømmet Litauen, deltes tre gange mellem Habsburgmonarkiet, Preussen og Rusland for til sidst at forsvinde fra landkortet i 1795. Habsburgmonarkiets del fra den første deling i 1772 var fx Kongeriget Galicien-Lodomerien (1772-1918). Ved sin død i 1763 blev August 3. som kurfyrste af Sachsen efterfulgt af sin ældste søn, Friedrich Christian, der døde senere samme år. Han ægtede Maria Antonia af Bayern (1724-80), datter af den tysk-romerske kejser Karl 7. (1742-45) og Maria Side 5 af 99

Amalia af Østrig (1701-56). Hans efterkommere videreførte det sachsiske fyrstehus, fra 1806-1918 kongehus. I de følgende generationer knyttedes dynastiske forbindelser med bl.a. Hertugdømmet Parma, Storhertugdømmet Toscana og Spanien samt i den sachsiske hovedlinje (den albertinske linje af dynastiet Wettin), Hertugdømmet Zweibrücken/Pfalzgrevskabet Zweibrücken-Birkenfeld, en sidelinje til Wittelsbach-dynastiet i Bayern, Hertugdømmet Savoyen, Bayern, Østrig og Portugal. August 3.s næstyngste søn, Albert Kasimir (1738-1822), giftede sig ligesom sin far ind i det habsburgske dynasti og blev udnævnt til hertug af Teschen i det sydøstlige Schlesien (et område mellem Sachsen og Polen i Habsburgmonarkiet og det tysk-romerske kejserrige) og guvernør over De Østrigske Nederlande og Ungarn. August 3.s ældste datter, Maria Amalia (1724-60), giftede sig i 1738 med Kong Karl 7. af Napoli og Sicilien (1734-59), fra 1759-88 Kong Karl 3. af Spanien. Deres tredje søn blev som Kong Ferdinand 1. af Begge Sicilier (1816-25) fra 1816 grundlægger af sidelinjen Begge Sicilier inden for Bourbon-dynastiet. I 1861 blev kongeriget nedlagt og en del af Kongeriget Italien. Prins Carl af Bourbon Begge Sicilier og hertug af Castro (født i 1963), som er en af to indbyrdes stridende prætendenter til den nedlagte trone, er fadder til H.K.H. Prinsesse Josephine til Danmark (2011-), yngste datter af det danske kronprinsepar. Maria Amalias næstældste søn videreførte som Karl 4. af Spanien (1788-1808) det spanske kongehus (Bourbon). Maria Amalias datter Prinsesse Maria Luisa (1745-92) formæledes med den tysk-romerske kejser Leopold 2. (1790-92) af dynastiet Habsburg-Lothringen. Deres søn Frans 2. blev den sidste tyskromerske kejser (1792-1806) og den første kejser af Østrig (Frans 1.) (1804-35). Hans efterslægt tæller tre kejsere af Østrig i fire generationer indtil 1918. August 3.s søn Karl Christian (1733-96), 1758-63 hertug af Kurland (region i Letland), blev gennem sin datters ægteskab stamfar til de fire konger af Italien fra 1861-1946, der udgik fra Sardinien-Piemonte (Savoyen-dynastiet). August 3.s datter Maria Josepha (1731-67) giftede sig med den franske tronfølger og blev mor til de franske monarker Ludvig 16. (1774-92), Ludvig 18. (1814/1815-24) og Karl 10. (1824-30). August 3.s anden levedygtige datter, Maria Anna (1728-97), giftede sig i 1747 med den bayerske kurfyrste, Maximilian 3. Joseph (1745-77). Han var søn af Karl 7., der som kurfyrste af Bayern kortvarig var tysk-romersk kejser fra 1742-45 og konge af Bøhmen 1741-43 under Den Østrigske Arvefølgekrig (1740-48), hvor Bayern i en koalition med Frankrig, Spanien, Preussen, Napoli og Sicilien kæmpede imod Habsburgmonarkiet og en koalition bestående af Hannover, Storbritannien, Holland, Rusland og Sardinien-Piemonte. Sachsen støttede først Bayern (1741-42) og dernæst Østrig (1743-45). Maximilian 3. droppede Bayerns ambitioner om den tyske kejserkrone og sluttede fred med Habsburgmonarkiet i 1745. Da parret ikke efterlod sig børn, udløste Maximilian 3.s død i Side 6 af 99

1777 en arvefølgekrise. Han blev efterfulgt som bayersk kurfyrste af sin fætter Karl Theodor (1777-99), der var fra Wittelsbach-sidelinjen Pfalzgrevskabet Sulzbach og fra 1742 kurfyrste af Pfalz og hertug af Jülich og Berg. Karl Theodor indgik en aftale med Habsburgmonarkiet om at mageskifte (bytte) det sydlige Bayern med dele af De Østrigske Nederlande. Denne plan blev stærkt imødegået af Maria Anna og Karl Theodors fætter Hertug Karl 2. August af Zweibrücken (1775-95), der var overhoved for Wittelsbach-sidelinjen Pfalzgrevskabet Birkenfeld og den næste arving til Bayern og Kurfyrstendømmet Pfalz. Karl 2. August var desuden gift med Maria Annas niece Maria Amalia af Sachsen (1757-1831), datter af Kurfyrst Friedrich Christian af Sachsen. De fik støtte fra Preussen og en række andre tyske stater, og krisen om arvefølgen resulterede i Den Bayerske Arvefølgekrig (1778-79). Udgangen på krigen blev, at Østrig kun erhvervede et mindre område af Bayern. Kong Frederik 3.s næstældste datter, Prinsesse Frederikke Amalie (1649-1704), blev i 1667 formælet med Hertug Christian Albrecht af Slesvig-Holsten-Gottorp (1641-95, hertug fra 1659). Hertugerne af Gottorp udgjorde den ældste sidelinje til det oldenborgske kongehus (fra 1544), og i 1600-tallets krige mellem Danmark-Norge og Sverige søgte de med svensk hjælp at udbygge deres magtstilling som suveræne fyrster i Slesvig og Holsten. Denne politik led endeligt skibbrud med Den Store Nordiske Krig (1700-21) og indlemmelsen i 1721 af de gottorpske dele af Slesvig i de kongelige dele af hertugdømmet. Frederikke Amalie blev til gengæld stammor til det russiske kejserdynasti fra 1762-1917, Holsten-Gottorp-Romanov, der leverede syv zarer i seks generationer foruden den regerende Zarina Katharina 2. den Store (1762-96). Frederikke Amalie og Christian Albrechts sønnesøn Hertug Carl Friedrich af Slesvig-Holsten-Gottorp, Holsten-Gottorp fra 1721, (1702-39) giftede sig med en datter af Kejser Peter 1. den Store (1682-1725), og grundet dynastiske tilfældigheder kunne hans søn, den gottorpske Hertug Carl Peter Ulrich (1739-62), bestige den russiske trone i 1762 som Zar Peter 3. I 1773 blev der indgået en aftale mellem Danmark og Rusland, hvor man byttede de gottorpske dele af Holsten med den danske kongeslægts stamlande grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst, arvet i 1667 efter, at den grevelige, oldenborgske linje uddøde. Dermed blev den danske monark enehertug i Holsten, som han havde opnået i Slesvig i 1721. Overhovedet for det gottorpske hus, den russiske zar, overgav områderne til den yngre gren af slægten, den mandlige efterslægt efter Frederikke Amalies yngste søn, Christian August (1673-1726), Fyrstbiskop af Lübeck, som blev hertuger af Oldenborg fra 1774, storhertuger fra 1815-1918. Christian Augusts ældste, levedygtige søn, Adolf Frederik (1710-71), Fyrstbiskop af Lübeck, blev valgt til svensk kronprins i 1743 og besteg den svenske trone i 1751. Fire monarker fra Huset Holsten-Gottorp regerede Sverige frem til 1818 og Norge fra 1814-18 i tre generationer. Side 7 af 99

Frederik 3.s tredje datter, Prinsesse Vilhelmine Ernestine (1650-1706), blev i 1671 gift med Kurfyrst Karl 2. af Pfalz (1680-85). Da ægteskabet var barnløst, arvede den katolske Neuburgsidelinje til Wittelsbach-dynastiet, som den protestantiske kurfyrste tilhørte (Simmern-linjen), Kurfyrstendømmet Pfalz. Karl 2.s søster, Hertuginde Elizabeth Charlotte af Orléans (1652-1722), som var den franske Kong Ludvig 14.s (1643-1715) svigerinde, gjorde imidlertid et arvekrav gældende, hvilket blev et dynastisk påskud for Frankrigs invasion af kurfyrstendømmet i 1688, hvorved Den Pfalziske Arvefølgekrig eller Niårskrigen (1688-97) var en realitet. I denne europæiske storkrig kæmpede Frankrig imod en koalition bestående af bl.a. Holland, England, Spanien og det tysk-romerske kejserrige, deriblandt kurfyrstendømmerne Bayern og Brandenburg og Hertugdømmet Lothringen. Frankrig måtte opgive sit krav på Pfalz. Frederik 3.s yngste søn, Prins Jørgen (1653-1708), som var sin mors yndling, prøvede forgæves sekunderet af moren at blive valgt til konge af Polen i 1674. Hans kandidatur blev bakket op af Frankrigs Kong Ludvig 14. Hans evangelisk-lutherske tilhørsforhold viste sig dog som en væsentlig forhindring, da Polen var et katolsk monarki. Polen havde tidligere været dynastisk knyttet til et nordisk land, da Sverige og Polen i årene 1592-99 var i personalunion med hinanden. Som ovenfor nævnt var Polen og Sachsen i personalunion med hinanden fra 1697-1763. Personalunion angiver, at to stater har et fælles monarkisk statsoverhoved. Den katolsk opdragne Sigismund 3. (konge af Polen 1587-1632 og Sverige 1592-99) af det svenske Vasa-dynasti tilhørte på sin mødrene side det polske kongehus fra 1386-1572 (Jagiello), Litauens storfyrsteslægt (1377-92, 1440-1572). Hans to sønner blev efterfølgende valgt til konger af Polen, hvorved Vasa-slægten regerede Polen frem til 1668. Fra 1599-1660 var de tre konger titulære (formel titel uden embede) konger af Sverige. Hertug Karl 5. af Lothringen (1675-90) søgte ligeledes ad to omgange forgæves at opnå den polske kongetrone; i 1669, hvor han blev slået af Michael 1. (1669-73), der tilhørte den polske adelsslægt Wisniowiecki, og i 1674, da han ligesom den danske prins blev forbigået til fordel for Johan 3. Sobieski (1694-96) af den polske Sobieski-slægt. Hertugslægten fra Lothringen knyttede dynastiske forbindelser i 1600- og 1700-tallet med bl.a. Frankrig og de italienske monarkier. Eksempelvis ægteviedes den ældste datter til Hertug Leopold 1. af Lothringen (1690-1729), Elisabeth Therese (1711-41), i 1737 med fætteren Kong Carl Emmanuel 3. af Sardinien-Piemonte (1730-73). Lothringen var under militær besættelse af Frankrig i perioderne 1634-61, 1670-97 og 1702-14. Hertugerne knyttede derfor stærke bånd til Habsburgmonarkiet, hvor de som oftest gik i militærtjeneste og deltog i rigets krige mod ikke mindst Frankrig og Det Osmanniske Rige i slutningen af 1600-tallet. I 1722 fik hertugen af Lothringen, der var arving på kvindesiden i Side 8 af 99

Gonzaga-slægten, tildelt Hertugdømmet Teschen af den tysk-romerske kejser som kompensation for tabet af Hertugdømmet Montferrat i det nordlige Italien til Hertugdømmet Savoyen i 1708. Hertugdømmet Mantova kom under østrigsk styre. Siden 1530 havde Gonzaga-dynastiet regeret Hertugømmet Mantova og fra 1536 Montferrat (erhvervet gennem et giftermål i 1531 og hertugdømme fra 1574). I 1627 uddøde den mandlige linje, hvorefter Gonzaga-slægtens franske sidelinje Nevers overtog Mantova og Montferrat. Denne begivenhed udløste Den Mantovianske Arvefølgekrig (1628-31), hvor de krigsførende parter Frankrig mod det tysk-romerske kejserrige, Spanien og Savoyen støttede hver deres rivaliserende kandidater til den ledige trone i en magtpolitisk kamp om det nordlige Italien. Resultatet blev, at dele af Montferrat blev afgivet til Savoyen, mens Nevers-linjen blev siddende frem til 1708. Den sidste hertug af denne linje forbrød sin besiddelse af Mantova til den tysk-romerske kejser ved sin støtte til Frankrig i Den Spanske Arvefølgekrig (1701-14). I 1678 blev Karl 5. af Lothringen formælet med Eleonora af Østrig (1653-97), der var enke efter sit første ægteskab med ovennævnte Kong Michael 1. af Polen og datter af den tysk-romerske kejser Ferdinand 3. (1637-57) og Eleonora (1630-86) fra Mantova. Deres sønnesøn Frans 3. Stefan (1708-65) giftede sig i 1736 med den habsburgske enearving Maria Theresia, tysk-romersk kejserinde fra 1745-65 og hersker over Habsburgmonarkiet: bl.a. Østrig, Bøhmen, Ungarn og Kroatien 1740-80. I 1737 afstod han sit hertugdømme, Lothringen, til den afsatte kandidat til den polske trone, Stanislaw 1. Leszczynski, mens han til gengæld fik overdraget Storhertugdømmet Toscana, der siden dets oprettelse i 1569 havde været regeret af den navnkundige Medici-slægt. I den forbindelse negligerede man Spaniens arvekrav, da den spanske Kong Karl 3. via sin mor (Elisabeth Farnese (1692-1766) fra Hertugdømmet Parma)) var tipoldebarn af et kvindeligt medlem af Medici-slægten, der på mandssiden uddøde i 1737. Hertug Frans 3. Stefan var kvartnevø til den sidste storhertug af Medici-dynastiet. Da den toscanske storhertug i 1745 blev valgt til tysk-romersk kejser under navnet Frans 1. Stefan, kunne han beholde sin arvede titel som hertug af Teschen. Fra 1766 videreførtes titlen af datteren Maria Christina af Østrig og svigersønnen, den ovenfor nævnte Albert Kasimir, og deres efterslægt via en adoptivsøn frem til Habsburgmonarkiets sammenbrud i 1918. Frans 1.s lillebror, Prins Karl Alexander af Lothringen (1712-80), indtrådte i østrigsk militærtjeneste og var med i Den Østrigske Arvefølgekrig og Den preussiske Syvårskrig (1756-63). I 1744 ægtede han Maria Theresias søster, Maria Anna af Østrig (1718-44). Med dette ægteskab blev Karl Alexander dobbelt svoger til Maria Theresia. Parret blev udnævnt til guvernører over De Østrigske Nederlande. Med Side 9 af 99

sin gemalinde var Frans 1. Stefan grundlæggeren af dynastiet Habsburg-Lothringen, der regerede det tysk-romerske kejserrige fra 1745-1806 og fra 1780-1918 Habsburgmonarkiet. Efter det mislykkede forsøg på den polske kongetrone i slutningen af 1600-tallet fik hertugslægten fra Lothringen således mere end fuld oprejsning i de efterfølgende generationer. Det samme kan ikke siges om den dansk-norske Prins Jørgen, der som nævnt måtte se sig slået i 1674 af Johan 3. Sobieski, der blev morfar til den ovenfor nævnte tysk-romerske kejser Karl 7. I 1683 blev prinsen gift med den britiske Prinsesse Anne (1665-1714), der var Storbritanniens regerende dronning fra 1702 til sin død. Anne var datter af Kong Jacob 2. (1685-88), og ægteparret var kvartonkel og kvartniece. De var begge efterkommere af den danske Kong Frederik 2. (1559-88). Med dette ægteskab opnåede det danske, oldenborgske kongehus muligheden for at videreføre den britiske kongeslægt. Prins Jørgen blev britisk prinsgemal under navnet Georg, hertugen af Cumberland. Men på trods af 17 graviditeter efterlod Dronning Anne sig ikke nogen levedygtige børn, og dermed uddøde Stuart-slægten med hendes død. Stuart-slægten var konger af Skotland fra 1371-1603, og derefter tillige af England (undtaget perioden 1649-60), da England og Skotland indgik en personalunion. I 1707 blev denne britiske personalunion omdannet til en realunion: den britiske statsdannelse, Storbritannien, var en realitet. Irland hørte fra middelalderen til England. Med den britiske tronfølgelov fra 1701 videreførtes kongehuset af efterkommerne efter Kurfyrstinde Sophie af Hannover (1630-1714), en datterdatter af Jacob 1. (1603-25), Jacob 6. af Skotland (1567-1625). Sophie af Hannover var faster til ovennævnte Karl 2. af Pfalz og svigerinde til Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg, Frederik 3.s gemalinde. De arveberettigede efterkommere gælder kun ægtefødte og er desuden begrænset til dem, der ikke fra fødsel eller via giftermål er romersk-katolske. I dag omfatter den britiske tronfølge flere tusinde personer, såvel borgerlige som medlemmer af en række europæiske konge- og fyrstehuse, fx en lang række tyske fyrstehuse som fx Leiningen og Schaumburg-Lippe og det danske, norske, svenske, hollandske og græske kongehus og det monegaskiske fyrstehus. Sophies tredje søn, Hertug Maximilian Wilhelm af Braunschweig-Lüneburg (1666-1726), var således ikke arveberettiget til den britiske trone, da han grundet sin militærtjeneste hos den tysk-romerske kejser havde konverteret til katolicismen i 1692. Han deltog som general for lejetropper fra Braunschweig-Lüneburg i den såkaldte Moreakrig (1684-99), hvor Republikken Venedig kæmpede imod Det Osmanniske Rige i Adriaterhavet og det sydlige Grækenland. Som feltmarskal i den tysk-kejserlige hær ledte han endvidere hannoveranske tropper i Den Spanske Arvefølgekrig. I 1714 efterfulgtes Dronning Anne af sin halvfætter, Sophies ældste søn, der blev konge af Storbritannien og Irland under navnet Georg 1. (1714-27). Dermed Side 10 af 99

var Storbritannien og Kurfyrstendømmet Hannover, i 1814 ophøjet til et kongerige, i personalunion med hinanden fra 1714 og frem til 1837. Den britiske monark var således ligesom den polske konge fra 1697-1763 tysk kurfyrste og dermed berettiget til at deltage i valget af den tysk-romerske kejser. Frederik 3.s yngste datter, Ulrikke Eleonore (1656-93), giftede sig i 1680 med Sveriges Kong Carl 11. (1660-97), den anden monark af dynastiet Pfalzgrevskabet Zweibrücken-Kleeburg, der var en Wittelsbach-sidelinje og Sveriges kongehus fra 1654-1720 som den første sidelinje til Vasadynastiet 1523-1654. Parrets søn efterfulgte sin far som svensk konge under navnet Carl 12. Med den barnløse krigerkonges død i 1718 overtog hans yngre søster, Ulrika Eleonora den Yngre (1688-1741), regeringsmagten som regerende dronning i Sverige. Ved denne lejlighed blev Hertug Carl Friedrich af Slesvig-Holsten-Gottorp forbigået som ny svensk konge. Han var søn af den gottorpske hertug Friedrich 4. (1671-1702, hertug fra 1695), der var gift med sin kusine den svenskfødte Prinsesse Hedvig Sophie (1681-1708), ældre søster til Carl 12. I 1720 abdicerede Ulrika Eleonora, der overførte tronen til sin hidtidige prinsgemal, den hessiske landgreve Friedrich 1. (Hessen- Kassel), der dernæst var svensk monark til sin død i 1751. Da parret var barnløst, blev Carl Friedrichs fætter Adolf Frederik ny svensk regent i 1751. Carl Friedrichs arvekrav på den svenske trone blev konsekvent ignoreret i Sverige, da han førte en radikal prorussisk politik. Grundet sin farbrors giftermål med en søster til Carl 12. var Adolf Frederik beslægtet med det svenske kongehus. Derudover nedstammede han fra det svenske kongehus gennem sin oldemor på mødrene side Pfalzgrevinde Christina Magdalene af Kleeburg (1616-62), søster til Carl 10. Gustaf (1654-60) og gift med markgreven af Baden-Durlach. Hans arvekrav fejlede derfor ikke noget. Det lykkedes således Holsten-Gottorp-slægten i den sidste ende at erhverve sig den svenske trone. Frederik 3. og Dronning Sophie Amalies ældste søn, Christian 5. (1646-99, konge fra 1670), videreførte den danske kongeslægt. Med deres børns indflydelsesrige ægteskaber var Frederik 3. og Dronning Sophie Amalie ubestridt det protestantiske Nordeuropas svigerforældre. Den tyske forudsætning Kong Christian 9. skulle komme til at gentage kunststykket fra sin fire gange tipoldefar på mødrene side, Frederik 3. Alligevel må Christian 9.s position som Europas svigerfar betegnes som et enestående fænomen. Med kongens seks børn knyttede det danske kongehus internationale, dynastiske forbindelser med en række europæiske monarkier, dels gennem giftermål, dels gennem kongevalg. Det danske kongehus blev i dette dynastiske net forbundet med de mest dominerende, Side 11 af 99

indflydelsesrige og prestigefulde monarkier, idet den danske konge blev svigerfar til Europas to mægtigste regenter, den britiske konge og den russiske zar. Endvidere blev Christian 9. i en religiøs forstand i modsætning til Frederik 3. hele Europas svigerfar, idet der etableredes forbindelser via giftermål med såvel de protestantiske (Sverige-Norge, Storbritannien, Hannover), katolske (Frankrig) som græsk-ortodokse monarkier (Rusland). Fortællingen om Christian 9. er derfor noget ganske exceptionelt i Europas fyrstehistorie. Ovenstående beretning om Frederik 3.s fyrstelige efterkommere og deres liv og skæbne åbenbarer et Europa, der var baseret på det dynastiske princip. Langt hovedparten af Europas stater regeredes af fyrstelige dynastier, og grænserne mellem staterne var funderet på en skønsom blanding af arv, giftermål, krig og mageskifter (byttehandler). Staternes afgrænsning var således på ingen måde i overensstemmelse med de nationale og sproglige tilhørsforhold. De mange diminutive tyske og italienske monarkier var dog nationalt og sprogligt overvejende homogene. Mageskiftet efter Den Spanske Arvefølgekrig mellem Habsburgmonarkiet og Savoyen er et sigende eksempel i forhold til datidens syn på stater som en anden handelsvare. Ved fredsslutningerne i 1713 og 1714 blev Sardinien tilkendt Habsburgmonarkiet, der i 1720 mageskiftede denne besiddelse med Sicilien, der efter krigen var tilfaldet Hertugdømmet Savoyen. Hertugdømmet Savoyen var fra 1416-1720 et fyrstelen under det tysk-romerske kejserrige, og fra 1720 regerede dynastiet Savoyen (navn efter hertugdømmet) over Kongeriget Sardinien-Piemonte. De europæiske stormagter forsøgte fortløbende at opretholde den internationale magtbalance mellem dynastierne, hvis arvekrav jævnfør ovenstående hyppigt medførte krige med lige dele dynasti- og magtpolitiske motiver. Parallelt hermed blev dynastiske forbindelser så godt som udelukkende indgået af politiske hensyn og med politiske motiver for at skabe eller forbedre et givent forhold mellem to stater. Et blandt utallige eksempler er ægteskabet mellem Sardinien-Piemontes Kong Victor Amadeus 3. (1773-96) og Prinsesse Maria Antonia af Spanien (1729-85) i 1750. Giftermålet skulle forbedre forholdet mellem de to stater, mellem dynastierne Savoyen og Bourbon, efter at de to lande havde kæmpet på hver deres side i Den Østrigske Arvefølgekrig. I 1800-tallet omformedes det hidtidige dynastiernes Europa, idet det nye ideal med nationalismens fremkomst var statsdannelser baseret på nationalitetsprincippet. Nationernes grænser skulle udstikke staternes grænser, hvorved bestræbelsen for etablering af en nationalstat blev den nye centrifugalkræft i europæisk politik. Beretningen om Christian 9.s efterkommere og deres højtstående placeringer i de europæiske monarkier i de efterfølgende generationer eksponerer i høj grad denne omformning, men samtidig er den i sig selv en væsentlig forudsætning for tilblivelsen af fænomenet Europas svigerfar. Side 12 af 99

I 1700-tallet bestod det tysk-romerske kejserrige (oprettet i 962), der var en overnational union, af omkring 300 suveræne stater og territorier som fx kurfyrstendømmer (fyrster, der valgte den tyskromerske kejser), ærkebispedømmer, markgrevskaber (tysk: grænsegrever), bystater (102 byer, i slutningen af 1700-tallet reduceret til 51) og rigsgrevskaber. I tillæg til disse hørte rigsumiddelbare territorier, deriblandt grevskaber, herskaber, nogle riddere (ca. 350 slægter ejede ca. 1500 godser) og rigslandsbyer, som fra middelalderen hørte direkte (umiddelbar) ind under den tysk-romerske kejser og rigsmyndighederne og ikke under den lokale territorialfyrste. Efter en menneskealder med revolutionskrige i kølvandet på Den Franske Revolution i 1789 og Napoleonskrigene i perioden 1792-1815 skulle hele det europæiske statssystem omorganiseres. Med opløsningen af det tyskromerske rige i 1806 skulle ikke mindst Tyskland reorganiseres i territorial og statsretlig henseende. Reduceringen i antallet af tyske monarkier blev indledt i 1803, hvor de gejstlige fyrstendømmer (fx tre kurfyrster af Mainz, Köln og Trier, fyrstelige bispe- og ærkebispedømmer og prælater som fyrste-provster o.l.) blev sekulariseret, dvs. lagt ind under verdslige fyrster, primært fyrster, som dermed fik erstatning for deres afståelser til Frankrig i 1801. De verdslige fyrstestater omfattede først og fremmest de fire øvrige kurfyrster (fra 1623 fem, fra 1692 seks), prinser af det tyskromerske rige som fx storhertuger, hertuger, markgrever og landgrever og endelig rigsgrever, grever, friherrer, herrer og nogle enkelte fyrster. I 1803 opløstes 112 af disse rigsumiddelbare fyrstestater, herunder 45 selvstændige rigsstæder. I 1806 mistede 70 småfyrster, byer og rigsgrever deres selvstændighed til de 16 stater, der dannede Rhinforbundet, som var et fransk protektorat. Denne proces kaldes for mediatiseringer, dvs. de regerende slægter i de indlemmede (opløste) monarkier beholdt deres respektive titler. De mediatiserede fyrstehuse blev regnet på linje med de regerende konge- og fyrstehuse i Europa, dog var de ældre fornemmere end de yngre. I 1815 oprettedes Det tyske Forbund, der bestod af det østrigske kejserrige (Østrig), herunder kongeriget Bøhmen, fem kongeriger, kurfyrstendømmet Hessen-Kassel, syv storhertugdømmer, 11 (fra 1826-39 ti) hertugdømmer, ti fyrstendømmer, et landgrevskab fra 1817 (Hessen-Homburg) og de fire tilbageblevne bystater, fristæderne Frankfurt am Main og de tre gamle hansestæder Lübeck, Bremen og Hamborg. På 12 år fra 1803-15 var antallet af tyske monarkier reduceret fra ca. 300 til rundt regnet 40. Fra 1825-26 blev der foretaget territoriale ombytninger i de sachsiske hertuglinjer inden for den ernestinske linje i det wettinske dynasti, to hertugdømmer og landgrevskabet opløstes i perioden 1847-66, ligesom to fyrstendømmer annekteredes af Preussen i 1850. Det tyske Forbund omfattede ikke de preussiske områder Østpreussen, Vestpreussen (fra 1772) og Storhertugdømmet Posen (1815-48). Oprettelsen af forbundet og dermed rationaliseringen af den hidtidige brogede Side 13 af 99

mosaik i det tyske område i Europa var en indrømmelse fra Europas mægtigste politikere på Wienerkongressen (1814-15) til de nationale oprørsbevægelser, der særligt i de tyske stater havde set dagens lys som en reaktion mod det fransk besatte Europa i begyndelsen af 1800-tallet. De mange afsatte tyske fyrster udgjorde følgelig et eklatant brud på det dynastiske princip. Derved kom Det tyske Forbund som et statsforbund til at repræsentere det første spæde skridt hen imod en tysknational samling. Med reduceringen i antallet af tyske monarkier blev prinserne og prinsesserne i det danske kongehus konkurrencedygtige på det nye internationale fyrstelige ægteskabspolitiske marked, samtidig med, at Danmark efter ophøret i 1814 af den dansk-norske personalunion fra 1380 rykkede ned ad den magtpolitiske stige blandt Europas magter fra en andenrangs til en tredjerangs småstat, hvorved repræsentanter for det danske kongehus nu fremstod som politisk ufarlige, ligesom de talrige mindre og mellemstore tyske fyrstestater havde været det i århundrederne før. Dette fik også betydning i forhold til især nye statsdannelser, der mere problemfrit kunne søge deres fremtidige monarker i det danske kongehus, hvilket senere vil blive eksemplificeret. Sideløbende med nationalismen betød den demokratisk-konstitutionelle udvikling, at dynastipolitikken blev parlamentariseret og dens råderum indskrænkedes i europæiske forfatninger i 1800- og 1900-tallet. På trods af nationalismens styrke i 1800- og 1900-tallet forblev de fyrstelige og adelige slægter i Europa kosmopolitiske i den forstand, at de ikke udelukkende var fasttømret til noget nationalt fællesskab, men havde internationale forbindelser såvel socialt, kulturelt som åndeligt. De fyrstelige og adelige var gift ind i slægter på kryds og tværs af nationale og statslige grænser. De regerende kongelige og fyrstelige dynastier vedblev at føre international dynastipolitik til ind i det 20. århundrede, anvist af Gotha-kalenderen. Fra 1764 er der blevet udgivet en genealogisk kalender i den tyske by Gotha over Europas konge- og fyrstehuse og siden de mediatiserede fyrstehuse, de tyske (prinser af det tysk-romerske rige (dvs. med status som rigsfyrster) og rigsgrever)), efterhånden udvidet til særlige bind om grever, friherrer og adelige slægter generelt. Først i årtierne efter 2. verdenskrig (1939-45) opblødtes normen om standsmæssige ægteskaber for medlemmerne af Europas konge- og fyrstehuse. I sin samtid havde Christian 9. en europæisk fyrstekollega i Montenegro, der ligeledes fik prædikatet Europas svigerfar. Nicolaj 1. (1841-1921), der var montenegrinsk fyrste fra 1860-1910 og konge af den lille bjergrige, græsk-ortodokse balkanstat, reelt uafhængigt siden 1516, fra 1910-18 (dynastiet Petrovic-Njegos), kunne ligesom Christian 9. profitere af faldet i udbuddet af tyske prinsesser og prinser, sine mange børn og sin begrænsede magt, hvorved de dynastiske forbindelser ikke indvirkede på den internationale magtbalance. Fem af hans døtre giftede sig fyrsteligt. Den Side 14 af 99

ældste datter, Prinsesse Zorka (1864-90), ægtede i 1883 Prins Peter (1.), konge af Serbien fra 1903-18 (dynastiet Karadjordjevic), fra 1918-21 den første konge af Kongeriget af Serbere, Kroatere og Slovenere. Den næstældste datter, Milica (1866-1951), ægtede i 1889 den russiske Storfyrst Peter (russisk patronym: Nikolajevitj) (1864-1931), sønnesøn af Zar Nikolaj 1. (1825-55). Den tredje datter, Anastasia (1868-1935), formæledes i 1889 med Hertug Georg af Leuchtenberg (1852-1912, hertug fra 1901). Efter parrets skilsmisse i 1906 giftede prinsessen sig året efter med Storfyrst Nikolaj (1856-1929), ældre bror til Storfyrst Peter. Den femte datter, Elena (1873-1952), giftede sig i 1896 med Victor Emmanuel (3.), konge af Italien (1900-46). Den sjette datter, Ana (1874-1971), formæledes i 1897 med Prins Franz Joseph af Battenberg (1861-1924). Den ældste søn, Kronprins Danilo (1871-1939), ægtede i 1899 Prinsesse Jutta af Mecklenburg-Strelitz (1880-1946). Det bør også medregnes, at den internationale dynastipolitik havde langt bedre vilkår i midten af 1800-tallet, hvor monarkiet endnu var anset som den eneste anstændige statsform i Europa. I 1863, da Christian 9. besteg den danske trone, var der tre kejsere (Frankrig, Østrig, Rusland), en pave (Kirkestaten), en sultan (Det Osmanniske Rige), 12 konger, to regerende dronninger (Storbritannien og Spanien) og ud over de nuværende fyrstendømmer tre fyrster (Rumænien, Serbien, Montenegro) foruden de resterende ovennævnte tyske monarkier, fraregnet bystaterne, der formelt blev regnet for republikker. Antallet af konger dækker over den svensk-norske konge, der var konge i to kongeriger, Sverige og Norge, og antallet inkluderer ikke kongerigerne Bøhmen, Ungarn, Kroatien, Slavonien, Lombardiet-Veneto, Dalmatien og Galicien-Lodomerien, hvis konger var den østrigske kejser. Omkring år 1900 var der siger og skriver tre republikker i Europa: Frankrig, Schweiz og San Marino. I det 20. århundrede begyndte en successiv afskaffelse af en lang række europæiske monarkier som led i en demokratiseringsproces. Udviklingen blev igangsat af det portugisiske monarkis fald i 1910. I kølvandet på 1. verdenskrig (1914-18) fulgte afskaffelsen af det russiske kejserrige i 1917, Habsburgmonarkiet (Østrig-Ungarn), Det Osmanniske Rige (officielt i 1922) og det tyske kejserrige i 1918. Det tyske kejserriges opløsning bevirkede afskaffelsen af de øvrige tyske monarkier. Sekunderet af 2. verdenskrig fulgte Jugoslavien, Italien, Bulgarien og Rumænien. Senest er det græske monarki blevet afskaffet i 1973. I dag er der kun 12 europæiske monarkier tilbage, inklusive det spanske monarki, som blev genoprettet i 1975 efter 44 års republik. Parallelt med monarkiernes tilbagetog blev det efter 1. verdenskrig et politisk ideal at etablere et nationalstaternes Europa baseret på nationalitetsprincippet og den knæsatte nationale selvbestemmelsesret. Folkeafstemninger gennemførtes i fx Østrig, Øvre Schlesien og Slesvig, som i 1920 deltes på grundlag af to folkeafstemninger, hvorved Nordslesvig indlemmedes i Danmark. Side 15 af 99

Det brasilianske tilbud August Philip (1612-75), sønnesøn af den danske Kong Christian 3.s (1534-59) yngste søn, Hertug Hans den Yngre af Slesvig-Holsten-Sønderborg (1545-1622), emigrerede som 21-årig i 1633 til de tyske stater for dér at søge lykken. Den unge officer arvede i 1646 godset Beck ved Minden i Westfalen efter en barnløs søster, og i overensstemmelse hermed tillagde han sig titlen hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck. Fyrstbispedømmet Minden blev i 1648 en del af Brandenburg. Slægtens mandlige medlemmer forrettede i de følgende generationer fortrinsvis militær- og krigstjeneste hos Kurfyrstendømmet Brandenburg/Kongeriget Preussen. Kurfyrsten støttede den tysk-romerske kejser i Den Spanske Arvefølgekrig. Kejserens professionelle stående hær måtte ikke rekruttere soldater i kurfyrstendømmerne, men til gengæld kunne den tysk-kejserlige hær hverve tropper i den tysk-romerske kejsers øvrige besiddelser, der ud over de øvrige tyske stater tillige omfattede de habsburgske arvelande. Som en belønning for hjælpen ophøjede kejseren noget usædvanligt Kurfyrstendømmet Brandenburg til Kongeriget Preussen i 1701. Der var en regel om, at der ikke måtte være kongeriger inden for grænserne af det tysk-romerske kejserrige, Kongeriget Bøhmen fra 1212 undtaget. Titlen som konge af Preussen vedrørte dog Hertugdømmet Preussen (Østpreussen), der i 1618 overgik ved arv til kurfyrsten af Brandenburg. Dette område var ligesom Vestpreussen fra 1772 ikke en del af det tysk-romerske kejserrige, ligesom Kongeriget Sicilien heller ikke var det, hvorfor hertugen af Savoyen fra 1713-20 kunne være siciliansk konge. Efter fem generationer af Beck-linjen vendte slægten tilbage til udgangspunktet med Prins Wilhelms (1785-1831) indtræden i dansk militærtjeneste. Sønderborg-Beck-slægten vendte for første gang siden 1633 tilbage til det danske monarki, da Wilhelm i 1804 blev optaget i Hestgarden. Forbindelserne til det oldenborgske kongehus var endnu stærke, den 14. oldenborger, Kong Frederik 6. (1808-39), var prinsens gudfar. I 1810 gjorde den fattige dansk-tyske Prins Wilhelm et ualmindeligt godt parti ved sit giftermål med den danske konges kusine Prinsesse Louise Caroline af Hessen-Kassel (1789-1867). Derved blev prinsen tillige svoger til kongen, hvis dronning var Marie Sophie Frederikke (1767-1852), Louise Carolines ældre søster. I årene 1810-25 boede parret på Gottorp Slot ved Slesvig by hos Louise Carolines forældre, Landgreve Carl af Hessen-Kassel (1744-1836), der fra 1768-1836 var statholder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og Louise (1750-1831), der var søster til Christian 7. (1766-1808). Prins Wilhelms danske militærtjeneste, herunder krigstjeneste under Napoleonskrigene 1807-09, skal ses i lyset af den økonomiske ruin og karrieremæssige skuffelser, som faren, Hertug Friedrich Carl Ludwig (1775-1816), havde oplevet. Side 16 af 99

I 1824 døde enken til den sidste barnløse hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Den ældre glücksborgske hertuglinje nedstammede fra Hans den Yngres søn Hertug Philip af Glücksborg (1622-63). I 1825 overdrog Frederik 6. titlen og Glücksborg Slot ved Flensborg Fjord til sin svoger Wilhelm, der siden 1816 havde været den tiende og sidste hertug af Sønderborg-Beck. Dermed opstod den yngre glücksborgske hertuglinje, en sidelinje til det oldenborgske kongehus, der 40 år senere blev et begreb i hele Europa, og som siden 1931 med Augustenborgernes uddøen har været Huset Oldenborgs overhoved. Begyndelsen var dog yderst pauver. Med bare tre ansatte efter Hertug Wilhelms tidlige død i 1831 var hoffet på Glücksborg Slot formentlig det mindste i Europa. I slutningen af 1820 erne blev familien bestående af hertugparret og deres ti børn første gang noteret på det internationale, fyrstelige ægteskabsplan. Den portugisiskfødte Kejser Pedro 1. af Brasilien (1822-31), der var søn af Portugals Kong Johan 6. (1816-26), fremsatte et ægteskabstilbud til hertugparrets to ældste døtre, prinsesserne Marie (1810-69) og Friederike (1811-1902). Begge afslog det brasilianske tilbud. Portugal blev i 1139 til et samlet kongedømme. Portugal var i personalunion med Spanien fra 1580-1640, hvorefter landet som et selvstændigt monarki regeredes af Braganza-dynastiet. Som 18-årig blev Pedro (1.) i 1817 gift med den østrigske ærkehertuginde Maria Leopoldina (1797-1826), der var datter af Kejser Frans 1. og Maria Teresa (1772-1807) fra kongerigerne Napoli og Sicilien. Fra 1821 var han af sin far blevet indsat som regent i den store, portugisiske koloni Brasilien (siden 1815 et kongerige), hvor han i 1822 mod sin fars vilje havde ladet sig udråbe til kejser. I den politiske ustabile situation var han i et par måneder også konge af Portugal i 1826 (Pedro 4.). I en alder af 28 år blev han enkemand. I Europa var den sydamerikanske monark kendt som en notorisk skørtejæger, hvorfor de to dansk-tyske prinsesser også gav ham et afslag. I 1829 fandt han dog endelig en ny gemalinde, da han ægtede den katolske Prinsesse Amélie af Leuchtenberg (1812-73), der var datter af Kejser Napoleon 1.s (1804-15) stedsøn, Eugène Beauharnais (1781-1824), og Augusta (1788-1851), født prinsesse af Bayern. Eugène var vicekonge af Italien (1805-14) og udnævntes i 1817 af sin svigerfar, den bayerske konge, til hertug af Leuchtenberg og fyrste af Eichstätt. Modsat andre tyske fyrster og prinser, der kæmpede imod Napoleon på bl.a. preussisk, østrigsk og hollandsk side, var Eugènes svigerfar, Kong Maximilian 1. Joseph (1806-25), allieret med den franske kejser indtil 1813. Amélies ældste søster, Joséphine (1807-76), var i 1823 blevet gift med tronarvingen til den svensk-norske trone, Oscar 1. (1844-59). Kejser Pedro 1. måtte abdicere i 1831, og han døde allerede i 1834, knap 36 år gammel. I 1889 blev monarkiet afskaffet i Brasilien, der således kun var et selvstændigt kejserrige i 67 år. Det var med andre ord ikke nogen lysende løbebane, som de to glücksborgske prinsessesøstre gav afkald på. Side 17 af 99

Den hessiske nøgle til tronen Da Hertug Wilhelm døde i 1831, sendtes hans fjerdeældste søn og sjette barn, Prins Christian af Glücksborg (1818-1906), til København, hvor hans moster og onkel, det danske kongepar Frederik 6. og Dronning Marie Sophie Frederikke, tog sig af hans opdragelse og uddannelse. I 1842 giftede han sig med Prinsesse Louise af Hessen-Kassel (1817-98) og gentog derved sin fars præstation ved både at gifte sig ind i det hessiske fyrstehus (Hessen-Kassel) og det danske kongehus. Bruden var søsterdatter til Christian 8. (1839-48) og faren, Landgreve Wilhelm af Hessen-Kassel (1787-1867), var dansk officer i København. Parret var to gange halvfætter og halvkusine via det danske kongehus og det hessiske fyrstehus, da de begge på mødrene side var oldebørn af Frederik 5. (1746-66) og tillige oldebørn af Landgreve Friedrich 2. af Hessen-Kassel (1760-85). Frederik 2.s oldenborgske mandslinje uddøde med den barnløse Frederik 7. (1848-63), Christian 8.s søn. Kongelovens arvefølgeregler fra 1665 tillod at videreføre arvefølgen på spindesiden, såfremt mandslinjen uddøde, dvs. gennem Christian 8.s søster Landgrevinde Charlotte af Hessen-Kassel (1789-1864) og hendes fire levedygtige børn. Ægteskabet mellem Louise og Christian forenede to mulige arveadkomster til den danske trone. Prinsesse Louise opfyldte ligesom sin gemal Kongelovens krav om at være efterkommer af Frederik 3., og Prins Christian nedstammede i lige ubrudt mandslinje fra det oldenborgske kongehus som efterkommer af Christian 3. Derved var Christian i kraft af sin fædrene slægt legitim arving til Holsten, der som tysk-romersk rigslen (1034-1806), hertugdømme fra 1474, havde mandlig arvefølge og ikke var omfattet af Kongeloven. Med den dansk-tyske helstat bestående af kongeriget Danmark og i personalunion hertugdømmerne Slesvig, Holsten fra 1460 og fra 1815 Lauenborg, to sidstnævnte var medlemsstater i Det tyske Forbund, gjaldt det om at finde en kandidat til tronen, der arveretligt kunne sikre helstatens enhed. Såvel Christian som Louise var dog yngre søskende og tilhørte yngre linjer. Efter langvarige forhandlinger, hvori den hessiske Landgreve Wilhelm tog aktiv del, overdrog Louises tre søskende, Marie Louise (1814-95), Friedrich (1820-84) og Augusta (1823-89), deres arveret til hende, som hun på sin side i 1851 videreførte til sin ægtefælle, Prins Christian. Dette afkald fra Kongelovens øvrige arvinger var et væsentligt skridt hen imod den endelige løsning af det danske arvefølgespørgsmål i 1853, hvor Prins Christian anerkendtes som helstatens tronfølger med vedtagelsen af Tronfølgeloven i Rigsdagen samme år. Uden Louises og hendes slægtninges arveafkald var Prins Christian (9.) aldrig blevet dansk konge, men højst kongefader, da Louise kunne havde overdraget sin arveret til parrets ældste søn, Frederik (8.), født i 1843. Side 18 af 99