Mad og mælk i gaderne

Transkript

1 Fra kejserrige til lilleputstat I 1282 blev den habsburgske fyrst Rudolph konge af Østrig. Hans efterkommere skabte over de næste 600 år kejserriget Østrig. I 1914 dækkede kejserriget dele af det nuværende Polen, Ukraine, Rumænien og Italien samt hele det nuværende Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien og Kroatien. Derudover besatte kejseriget i 1878 Bosnien-Hercegovina. Men i oktober 1918 rev Polen sig løs fra kejserriget. Herefter fulgte flere andre lande. Det betød, at kejseren opgav tronen og flygtede til Madeira. Østrig under pres Østrig var i begyndelsen af 1800-tallet den dominerende tyske magt i Europa. Men den position ønskede det preussiske kongerige også. I 1866 gik Preussen og Østrig derfor i krig om lederskabet af det tyske forbund. Det bestod af 38 tyske fyrstedømmer og bystater. Østrig tabte krigen og forlod forbundet, mens Preussen overtog lederskabet. I 1871 blev Tyskland så samlet, og Preussens konge blev kronet til kejser. Europa havde nu to tyske kejserriger: Østrig og Tyskland. Men der var uro internt i det østrigske kejserrige. Særligt i Ungarn. Landet blev derfor sidestillet med Østrig. Det betød, at kejserriget ændrede navn til Østrig-Ungarn. Samtidig fik de ungarske politikere mere magt i deres eget område af kejserriget. En større bid af kagen I 1700-tallet skete der store ændringer i Storbritannien. Her udviklede man maskiner, der kunne producere flere og billigere varer. Det betød, at der skød en masse fabrikker op i byerne. Folk flyttede derfor fra landet ind til byerne for at få arbejde. Landbruget var ikke længere det vigtigste erhverv. Det var industrien. Den tendens bredte sig i løbet af de næste 150 år fra Storbritannien til USA, Tyskland, Frankrig og siden til Skandinavien. Særligt Tyskland blev i de år en økonomisk magtfaktor. Det fik landets ledere til at rette blikket mod kolonierne i Asien og Afrika. Her kunne kolonimagter som Storbritannien, Frankrig og Holland sælge deres varer og hente råvarer som bl.a. olie, kobber og gummi til produktionen på fabrikkerne. Det ønskede Tyskland også at gøre. Men landet havde kun få kolonier. Tyskerne krævede derfor, at kolonierne blev omfordelt. Men ingen ville frivilligt opgive deres kolonier. I stedet blev der på tværs af Europa dannet militære alliancer. Det betød, at Frankrig og Rusland gik sammen på én side og Tyskland og Østrig-Ungarn på den anden. Der manglede dog en grund til at gå i krig. Men den kom med mordet i Sarajevo.

2 Mordet i Sarajevo Den 28. juni 1914 ankom det østrig-ungarske tronfølgerpar, ærkehertug Frans Ferdinand og hans kone Sophie Chotek von Chotkowa, til Sarajevo i Bosnien-Hercegovina. De var på forhånd blevet advaret mod rejsen. I Bosnien-Hercegovina var der nemlig utilfredshed med, at Østrig-Ungarn havde besat landet. Samtidig ønskede Serbien at danne en sydslavisk stat, der samlede alle serbere. Det gjaldt også serbere, der boede i Bosnien-Hercegovina. At besøget lå på den serbiske nationaldag, var derfor en torn i øjet på serbiske nationalister. På vej til fest på Sarajevos rådhus kastede en 19-årig serber en håndgranat mod tronfølgerparrets bil. Den eksploderede dog først under den næste bil. Men efter festen ville Frans Ferdinand besøge ofrene for attentatet på det lokale hospital. Og her kørte hans chauffør forkert. Han måtte derfor bremse op og bakke på ruten. Det betød, at bilen kørte langsomt forbi den unge student Gavrilo Princip. Han affyrede straks en række skud mod tronfølgerparret. De blev begge dræbt. Nyheden om attentatet blev selvfølgelig modtaget med chok i Wien. Men den blev hurtigt glemt igen. Frans Ferdinand var ikke populær blandt sine slægtninge, og det var ikke blevet bedre, da han giftede sig. Habsburgerne mente ikke, at den tjekkiskfødte grevinde Chotek var en passende kone for en ærkehertug. Deres børn kunne derfor ikke arve den østrig-ungarske trone. På vej i krig I løbet af sommeren 1914 ændrede stemningen i Wien sig. Rygterne gik om, at Serbien stod bag attentatet. Tyskland lovede derfor at støtte Østrig-Ungarn i tilfælde af en krig mod Serbien. Til gengæld lovede russerne, at de ville støtte Serbien. Den 28. juli 1914 erklærede Østrig Serbien krig. Herefter sendte Tyskland en krigserklæring til Rusland og Frankrig. Snart rykkede tyskerne også over den belgiske grænse, og det fik Storbritannien til at gå ind i krigen på fransk/russisk side. Spanien, Holland og de skandinaviske lande holdt sig uden for krigen. Mangel på mad I august 1914 drog de østrigske soldater i krig. På det tidspunkt troede både den østrigske befolkning og regeringen, at de ville være hjemme igen inden jul. Myndighederne var derfor ikke forberedte på fire års krig. Det betød, at der snart blev mangel på mad. Samtidig steg priserne. I 1915 indførte den østrigske regering derfor rationering på mel og brød. Det betød, at man kun måtte købe en lille smule af varerne. Og for overhovedet at få lov til at handle skulle man have et rationeringskort. Myndighederne ville nemlig være sikre på, at alle fik lige meget af de varer, der var ved at slippe op. I 1916 kom sukker, kaffe, mælk og fedt på rationeringslisten. Senere gjaldt det også kartofler, marmelade og kød. Wiens kvinder demonstrerede på grund af madmangel flere gange i løbet af krigen. På byens markeder sloges kunder og handlende. I 1915 og igen i 1918 plyndrede tusindvis af Wiens indbyggere kartoffelmarkerne uden for byen. Men der var ikke kun mangel på mad. I løbet af 1. Verdenskrig var der også mangel på tøj, kul og brænde i Wien. Det betød, at en fjerdedel af byens 2,1 millioner indbyggere i 1918 var døde af enten sult eller sygdom. Men nøden fortsatte også efter

3 krigen. I 1919 døde mennesker af sult, kulde eller underernæring i Wien. 60 procent af dem var børn. Hjælp til Wiens børn I 1917 inviterede schweiziske familier børn fra Wien på rekreationsophold. Det betød, at de kom væk hjemmefra og fik en pause fra sult og nød. Det inspirerede hustruen til den danske konsul i Wien. Hun arrangerede, at 104 børn den 16. september 1919 ankom til Danmark. Her skulle de i tre måneder bo hos hendes venner og familie på Sjælland. Men nøden i Wien påvirkede også andre danskere. En dansk læge arbejdede i 1918 og 1919 på et hospital i byen. Han skrev hjem til sin svoger, Sigurd Jacobsen, om frygtelige forhold for Wiens børn. Sigurd Jacobsen dannede derfor Komité for Wienerbørns Ophold i Danmark. Komiteen begyndte straks en hjælpeaktion for de østrigske børn. Den 4. november 1919 ankom derfor endnu et tog med østrigske børn. De skulle bo hos danske familier rundt om i hele landet. Herefter kørte der hver måned op til tre tog mellem Wien og Danmark. Hver gang med østrigske børn ombord. Alle mellem 6 og 14 år. De fleste børn kom fra Wien. I Danmark blev de derfor kaldt wienerbørn. Invitationerne strømmede ind Komité for Wienerbørns Ophold lavede annoncer i aviserne for at samle penge ind. De gik til at betale for togturene fra Wien til Danmark. Togturene i Danmark betalte DSB. Komitéen søgte også efter plejefamilier til wienerbørnene gennem opslag i aviserne. Men kun få meldte sig i begyndelsen. Det ændrede sig dog, da børnene ankom til Danmark. Nu så danskerne selv, hvor fattige og sultne de var. Herefter var komiteen ved at drukne i henvendelser fra danskere, der ville tage imod et plejebarn. Fattige og rige tog imod børnene Alle danske plejefamilier blev tjekket af Komité for Wienerbørns Ophold. Det var vigtigt, at børnene boede under ordentlige forhold. Under opholdet i Danmark skulle plejefamilierne sørge for mad og tøj til wienerbørnene. Samtidig skulle de selv betale for togrejsen, hvis de ønskede at invitere deres plejebarn på endnu et ophold i Danmark. Det var svært for mange. Det var nemlig både fattige og rige danske familier, der tog imod wienerbørnene. 287 wienerbørn blev I 1922 var den værste nød i Wien overstået. Frem til 1925 kom wienerbørnene derfor kun til Danmark på korte sommerferieophold. I alt kom ca wienerbørn en eller flere gange mellem 1919 og 1925 på ophold i Danmark. I 1925 boede 287 wienerbørn fast hos deres danske plejefamilier. Men dem krævede Justitsministeriet udvist. Det skabte dog stor debat, så wienerbørnene fik lov til at blive.

4 Hitler blev hyldet I 1933 kom Adolf Hitler til magten i Tyskland. Herefter begyndte han at presse på for, at Tyskland og Østrig skulle samles som ét land. Et nazistisk kup i Østrig i 1934 mislykkedes dog. Men de østrigske nazister lykkedes med at dræbe den østrigske forbundspræsident Engelbert Dollfuss. Tyskerne fortsatte med at presse den østrigske regering. I 1937 blev den østrigske nazileder Arthur Seyss-Inquart derfor medlem af regeringen. Til sidst trådte den østrigske kansler tilbage og overlod magten til nazisterne. Den 12. marts 1938 marcherede tyske tropper derfor ind i Østrig. Tre dage senere blev Adolf Hitler hyldet i Wien. Bomber over Wien Den 1. september 1939 rykkede tyske tropper ind i Polen. Det blev starten på 2. Verdenskrig. Her kæmpede østrigske mænd sammen med de tyske soldater. Men ellers mærkede østrigerne i begyndelsen ikke meget til krigen. De allierede fly kunne ikke rumme nok benzin til at nå frem til Wien. Men så erobrede de allierede styrker, der bestod af britiske, franske, amerikanske og russiske soldater, Syditalien. Herfra var der ikke langt til Wien. De første bomber faldt over Wien i marts Målene var først og fremmest de østrigske olieraffinaderier og industrikvarterer. I februar og marts 1945 tog bombardementerne af Wien for alvor til. Her faldt tons bomber over byen. Det betød, at der blev mangel på både mad, vand, strøm og gas. Den 6. april 1945 rykkede russiske soldater ind i Wien efter en uges kamp om byen. Franske, amerikanske og britiske styrker rykkede samtidig ind i andre dele af landet. Krigen var nu slut for Østrigs vedkommende. Det var den også snart i resten af Europa. Den 30. april 1945 begik Adolf Hitler selvmord i sin bunker i Berlin. Otte dage senere overgav Tyskland sig endeligt. Efter krigen blev Østrig delt i fire zoner. Wien blev også inddelt i fire zoner og en fælles, international zone i bymidten. Nødhjælp udefra Under krigen havde de allierede styrker sørget for, at der ikke kunne komme mad frem til Østrig fra andre lande. Det var en måde at presse regeringen til at stoppe krigen, men uden held. De østrigske landmænd kunne dog ikke producere nok madvarer til hele befolkningen. Myndighederne forsøgte at løse problemet ved at indføre rationeringskort. Men der blev alligevel mangel på mad i Østrig. Da krigen sluttede, satte amerikanerne derfor gang i et stort nødhjælpsarbejde. Men danskerne hjalp også til. I 1946 kørte flere lastbiler læsset med mad fra Danmark til Wien. Herefter sørgede de to nødhjælpsorganisationer Red Barnet og Røde Kors for, at mange børn i Wien hver dag fik noget at spise. Det var svært at få maden frem til resten af landet. Samarbejdet mellem de allierede gik nemlig hurtigt i stå. Østrig blev ligesom Tyskland delt i to blokke. På den ene side stod Rusland og på den anden de øvrige tre allierede. I Østrig kom der dog til sidst en løsning. I 1955 forlod den sidste udenlandske soldat Østrig. Østrig blev igen et selvstændigt land.

5 Nye krigsbørn til Danmark De første fire år efter krigen kom knapt europæiske børn til Danmark på rekreationsophold. De fleste af dem kom fra Holland. De fik derfor navnet hollænderbørn. Der kom også ca østrigske børn til Danmark i 1948 og Men denne gang kom børnene ikke kun fra Wien. Nøden var nemlig størst ude på landet, hvor nødhjælpen ikke nåede frem. Red Barnet og Røde Kors rejste derfor rundt til de områder i Østrig, hvor børnene havde mest brug for hjælp. De sørgede for, at børnene kom på et tre måneders sommerferieophold i Danmark. Egentlig skulle denne hjælp kun vare i to år. Men i 1952 bad de østrigske myndigheder igen Red Barnet og Røde Kors om hjælp. Der boede på det tidspunkt stadig børn i flygtningelejre i Østrig. Nødhjælpsorganisationerne fortsatte derfor med at hjælpe frem til Herefter overtog en række private organisationer arbejdet. De sørgede for, at de østrigske børn kom til Danmark på sommerferieophold helt frem til begyndelsen af 1970 erne.