Prædiken 1 om nadver. Aroskirken, 10. august 2014 v/brian Bjørn Nielsen

Prædiken 1 om nadver. Aroskirken, 10. august 2014 v/brian Bjørn Nielsen DDS 468 O Jesus på din alterfod BØN LÆS Matt 26,26-28 Prædiken i dag vil handle om nadveren. Det hænger sammen med, at vi over en periode i Aroskirkens ældsteråd har drøftet nadveren og vores nadverpraksis, og som en udløber af det vil prædiken i dag og om 14 dage handle om nadveren. Det bliver med udgangspunkt i Luthers lille Katekismus. Og så kan man jo spørge: Hvorfor bruger vi katekismus er det ikke Bibelen, der er Guds Ord? Jo, det er det. Men vi bruger katekismen, fordi Luther i katekismen har fået nåde til kort og præcist at sætte ord på det, som Guds Ord lærer os om de centrale ting i troen: De ti Bud, tro(sbekendels)en, Fadervor, dåben, nadveren og skriftemålet. Det er også derfor, at katekismen er en del af vores bekendelsesgrundlag. Den er en del af det, som vi siger om: Sådan lærer Guds Ord. Sådan skal Guds Ord forstås. Fordi vi læser i Guds Ord, og så ser vi: Det, Skriften lærer os, det jo det, som vores bekendelsesskrifter har sammenfattet i nogle få ord eller i hvert fald færre ord. Der er fire spørgsmål og svar under nadveren i katekismen. I dag vil vi se på de første tre, og så vil Flemming prædike over det sidste spørgsmål og svar om 14 dage. Luther skriver indledningsvis i Den lille Katekismus: Alterets sakramente, således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand derom Det er altså enhver mands pligt at lære sin kone og sine børn om det centrale i troen, som vi finder det fremstillet i katekismen herunder at lære dem om nadveren. I luthersk kristendom er nadveren central, på linje med det, vi også kan læse i NT. Det hænger nøje sammen med det, at luthersk kristendom er nådemiddelkristendom. For vi ved, at vi er afhængige af, at Herren kommer til os gennem de ydre midler, de ydre gaver, som han har givet sin menighed her i verden. Først og fremmest Guds Ord, det ydre ord, som lyder til os gennem forkyndelsen, og som kommer til os gennem Skriften, når vi læser. Dernæst de to sakramenter, dåben, som vi har fået lov at være vidne til her i dag, og så nadveren, som dagens prædiken vil handle om. Jamen, er Gud da ikke alle steder? Er det ikke at proppe Gud i en boks at sige, at vi kun kan møde ham i hans Ord og sakramenter? Jo, Gud er alle steder. Men det er ikke alle steder, Gud er FOR OS. Det er ikke alle steder, vi har Guds løfte for, at vi kan møde ham i hans nåde. Og det er ikke at begrænse Gud, men tværtimod at følge Guds ord, når vi møder ham der, hvor han har lovet at møde os. I ordet kommer Jesus til os, for Ordet om Jesus bringer Jesus med sig. I dåben griber Gud ind og genføder og frelser os. Og i nadveren giver Jesus os sit eget legeme og blod, som er givet og udgydt for os til syndernes forladelse. Troen kan ikke bare tro ud i den blå luft, men den har brug for noget ydre at holde sig til, den har brug for at se, at frelsen er noget, jeg får givet udefra, for netop da kan jeg se og være vis på, at det ikke afhænger af mig, men af ham, som skænker mig det. Og i nådemidlerne har jeg dette ydre at holde mig til, for her ræk- Side 1 af 12

ker Gud mig sin nåde gennem det ydre ord, gennem vandet og gennem sit legeme og blod under brød og vin her rækker Gud mig sin nåde, så jeg kan have vished om, at jeg har Guds velbehag pga. Jesus. Gennem de her midler, gennem de her redskaber, som Gud selv har givet os, der arbejder og virker han selv, gennem de midler giver Gud os sin nåde, han skaber og bevarer troen hos os gennem sine nådemidler. Og han fornyer os til at leve det kristne liv. Vi kan udelukkende fornyes og bevares til det evige liv ved at bruge nådens midler. Og derfor er luthersk og det vil sige Bibelsk kristendom nådemiddelkristendom. Når der tales om nadveren i Den lille Katekismus, så kaldes den for alterets sakramente. Vi har som sagt to sakramenter hos os: Dåben og nadveren. Sakramente er ikke som sådan et bibelsk ord, og man kunne definere det anderledes og have 50 sakramenter, uden at det ville være noget problem. Men sådan som vi definerer et sakramente, er der kun to. Vi definerer det sådan, at det skal være indstiftet af Jesus selv til at række os nåden, og der skal være et synligt element. Det synlige element i dåben er vandet, mens det i nadveren er brødet og vinen. Elementet er ikke noget i sig selv det er bare almindelig postevand og en lille brød og en slat vin men når Guds Ord kommer til elementet, bliver det til et sakramente. Når det kommer til nadveren i katekismen, så lyder det 1. spørgsmål og svar (som egentlig er 2 spørgsmål og svar): Hvad er alterets sakramente? Svar: Det er vor herres Jesu Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen, og det er indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke. Hvor står det skrevet? Svar: Således skriver de hellige evangelister Matthæus, Markus og Lukas og apostlen Paulus: Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til min ihukommelse! Ligeså tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker det, til min ihukommelse! Når vi skal beskæftige os med nadveren, så er det helt centrale indstiftelsesordene. De ord, Jesus brugte, da han fejrede den første nadver sammen med sine disciple skærtorsdag aften. De ord, hvormed han indstiftede nadveren. Indstiftelsesordene, som vi hørte dem her, og som vi bruger ved vores nadverfejring, er en sammenskrivning af de fire steder, vi finder Jesu indstiftelsesord gengivet: Hos Matthæus, Markus, Lukas og hos Paulus i 1 Kor 11. Det er de ord af Jesus, som er gentaget flest gange i NT og det er også med til at understrege vigtigheden af de her ord for os. Det er Jesus selv, der indstifter nadveren. Det er ikke noget, de første kristne eller kirken i middelalderen har fundet på. Jesus har selv givet os nadveren og befalet os at bruge den ved at sige gør dette. Og derfor har kirken også helt fra den allerførste tid fejret nadver. I indstiftelsesordene der taler Jesus klart og enkelt. Han tilføjer ikke nogen forklaring til det, han siger. Det betyder, at vi kan gå ud fra, at hans ord skal forstås, som de bliver sagt. Der er ikke noget billedligt eller overført i dem, og der er ikke noget i sammenhængen, der på nogen måde tyder på, at ordene skal forstås anderledes, end de er sagt. Han siger tingene sådan, som han ønsker vi skal høre dem og forstå dem. Når Side 2 af 12

Jesus siger om brødet: Dette er mit legeme og om vinen: Dette er mit blod så er det sådan, det er. Brødet er Jesu legeme, vinen er Jesu blod. Der er en sand og virkelig forening mellem brødet og Jesu legeme og mellem vinen og Jesu blod. Det ser vi af indstiftelsesordenes: Dette er og vi ser det også af de ord, vi hørte læst før fra 1 Kor 10, hvor apostlen skriver i vers 16 om netop nadveren: Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Vi skal lægge mærke til de ord, Paulus bruger her. Han siger ikke: Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristus. Nej, han siger med Kristi blod. Og tilsvarende med brødet: Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Og når Paulus bruger netop de ord, så er det jo, fordi det er de ord, Jesus selv bruger i indstiftelsen. Det at tage del i nadveren, det at spise brødet og drikke vinen, det er at have fællesskab med Kristi eget blod, med Kristi eget legeme, det som blev givet og udgydt på korset. Det er det, som rækkes os i nadveren, og som vi modtager med munden. Det centrale er netop troen på, at Jesus med sit legeme og blod reelt er nærværende og til stede i brødet og vinen. For at beskrive denne virkelighed, har man brugt ordet realpræsens. Og det er ikke for at finde på svære eller mærkelige ord, men det er, fordi det ord netop dækker kernen i den virkelighed, som nadverens mysterium er: At Jesu legeme og blod er reelt og virkeligt til stede i brød og vin. Real betyder jo reel eller virkeligt og præsens betyder til stede, nærværende. Når vi spiser brødet og drikker vinen, hvad er det da, vi får? Og til det har den kristne kirke helt fra den første tid svaret i tro på indstiftelsesordene. Jesus siger: Dette er mit legeme, dette er mit blod. Det er altså Jesu legeme under brødet og Jesu blod under vinen, vi modtager med munden. Dette ER mit legeme, dette ER mit blod. Og så har vantroen til alle tider stillet det spørgsmål: Hvordan kan det lade sig gøre? Men det generer ikke troen. Troen holder sig frimodigt til Jesu ord og løfte, og på den baggrund VED vi, hvad det er, vi får for Jesus har jo sagt det. Og så bekymrer troen sig ikke om de spørgsmål, som fornuften kan rejse: Hvordan kan det overhovedet være muligt? Skal det forstås bogstaveligt? Det ville jo være meget lettere at forstå, hvis det ikke skal forstås bogstaveligt. Men troen har altid sagt: Det, Jesus har sagt, det skal vi tage, sådan som det står. Vi tager ham på ordet, hvordan fornuften ellers stiller sig til det. Det har vi mange eksempler på i vores salmer og sange. I den salme, vi sang før prædiken, skriver Kingo i vers 4 og 5: Jeg tror og ved, hvad her jeg får, enddog min sans det overgår: Jeg får min Jesus slet og ret, og af ham selv jeg bliver mæt. Hvordan det sker, det ved jeg ej, her har han ikke vist mig vej, min sans så højt sig ej bør sno, det er mig nok hans ord at tro. (DDS 468) Jesus siger: Dette ER mit legeme, dette ER mit blod. Og det skal forstås ganske bogstaveligt. Det skal ikke forstås symbolsk. Her er der en ganske afgørende forskel mellem det brød, der er almindeligt og dagligdags brød og så det brød, som er Herrens legeme. Side 3 af 12

Denne sandhed har været udsat for mange angreb op gennem kirkens historie. Også på reformationstiden. En af de vigtigste stridigheder under reformationen foregik mellem den schweiziske reformation, som var repræsenteret ved Zwingli og Calvin på den ene side og den lutherske, som var repræsenteret ved Luther og hans medarbejdere, på den anden side. I 1529 forsøgte man at finde en fælles vej mellem disse to grene af reformationen, og derfor havde man teologiske samtaler i byen Magdeburg. Man nåede til enighed på en række punkter, men da man kom til spørgsmålet om, hvad nadveren er, da skiltes vejene. Zwingli siger udtrykkeligt, at han kan ikke få sig til at tro, at i nadveren får vi Jesu legeme og blod. Dette er umuligt, siger han. Jesus har jo efter sin himmelfart taget plads ved Faderens højre hånd i himmelen, og derfor er hans legeme i himmelen, og så KAN det ikke være på jorden. Og, siger han videre, Jesus er Guds søn og dermed Gud selv. Han er altså evig og uendelig. Og det uendelige kan ikke rummes af det endelige. Præcis som hvis du tager en kop og tager ned til stranden og prøver at fylde havet i den. Det lader sig ikke gøre. Sådan også med nadveren, siger Zwingli. Et lille brød, nogle få dråber vin, det kan selvfølgelig ikke rumme den evige og almægtige Gud, det er umuligt. Det endelige kan ikke rumme det uendelige. Når Luther svarer, siger han: Hvis det er rigtigt, at det endelige ikke kan rumme det uendelige, så vil det få en anden konsekvens: Så kunne Gud heller ikke blive menneske, som han blev, da Ordet blev kød, da Jesus blev menneske i Marias mave. Ved at opstille en teori om, hvad der er muligt og ikke er muligt, så siger man også dermed, at selve inkarnationen er umulig, det som vores frelse står og falder med. Og da ved vi også, at så drejer det sig ikke om småting, da drejer det sig om det helt centrale, som har med vores frelse at gøre. For var Gud ikke blevet menneske, da kunne intet menneske blive frelst. Vi skal ikke med vores forstand og logik forsøge at opstille regler for, hvad der kan lade sig gøre og ikke kan lade sig gøre for Gud, og anklage Jesus for at komme med udsagn, som ikke hænger sammen logisk. Jesus kommer med alle mulige udsagn, der ikke hænger logisk sammen. Men hvis logik er det, det ikke hænger sammen i det er vores logik. Hvem er vi? Vi er fortabte og fordømte skabninger, vi er af natur vredens børn, vi er af natur Guds fjender, vi er undfanget i synd, vores logik er fordærvet, vores forstand er fordærvet. Der findes ikke noget sådan som ren menneskelig logik eller menneskelig fornuft. Derfor, når vi prøver at bruge vores menneskelige fornuft med alle den begrænsninger og vores begrænsede opfattelse af virkeligheden til at forstå og gøre os til dommer over Jesu ord så er vi virkelig på gyngende grund. Med andre ord: vi holder os til de klare indstiftelsesord fra Jesus og regner med, at både brødet og vinen og Kristi legeme og blod er til stede i nadveren. Det er jo det, Jesus selv siger. Her spørges der ikke efter, om det er forståeligt for fornuften. Gud har aldrig spurgt om at blive forstået, men om at blive troet. Jesu legeme og blod er reelt til stede i nadveren, og du spiser og drikker det med din mund under brødet og vinen. Og troen griber om det, fordi troen klynger sig til Guds ord. Det 2. spørgsmål og svar i katekismen lyder: Hvad gavner det da at spise og drikke således? Svar: Det ser vi af disse ord: Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse, nemlig, at ved disse ord gives os i nadveren syndernes forladelse, liv og salighed. For hvor syndernes forladelse er, der er også liv og salighed. Igen henvises der til indstiftelsesordene: Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse. Vi modtager Jesu legeme og blod, det legeme og blod hvormed han på korset har vundet os syndernes forladelse. På sit Side 4 af 12

legeme bar han selv vore synder op på korset, som Peter siger det i 1 Pet. Ved at give sit legeme og udgyde sit blod på korset har Jesus erhvervet og tilvejebragt syndernes forladelse. Men han uddeler ikke syndernes forladelse til dig på korset. Hvordan får jeg del i det, som Jesus har vundet på korset? Skal jeg ligesom i tankerne forsøge at gå tilbage til Golgata og prøve at sætte mig op til at tro, at jeg har del i Jesu død på korset? Nej! Jeg må i stedet se på de redskaber, hvor Jesus her og nu uddeler udbyttet af sin død på korset: Guds ord, dåben, som frelser og genføder, og nadveren, hvor jeg får Jesu legeme og blod, betalingen for min frelse, som et sikkert pant fra Gud på, at han forlader mig min synd. Her finder jeg min trøst, og her kan jeg få vished for, at jeg ejer syndernes forladelse. Og så kunne man måske tænke: Jamen, har vi ikke allerede i dåben fået syndernes forladelse og evigt liv? Jo, det har vi. Men fordi vi efter dåben igen og igen synder, så har vi brug for at komme til nadveren for at blive styrket i troen på syndernes forladelse, blive forsikret om, at Guds nåde gælder mig. Derfor har de gamle lutherske lærere også kaldt dåben for optagelsessakramentet 1 og nadveren for bekræftelsessakramentet 2, for i dåben får jeg del i Guds nåde og optages dermed i Guds folk, i Guds menigheden, og gennem nadveren bekræftes jeg i, at Gud ser i nåde til mig pga. Jesus. Først kommer jeg til dåben, og derefter til nadveren. Nadveren er for dem, der er døbt, som det også lyder hver søndag i vores nadverformaning forud for nadveren. Sådan lærer vi også fra Skriften, at dåben kommer først. Fx da Peter holder sin pinseprædiken, og det stikker tilhørerne i hjertet, så de kommer og spørger apostlene, hvad de skal gøre, så henviser Peter dem ikke til nadveren. Han henviser derimod til dåben, hvorved de bliver føjet til menigheden. Og herefter er de så med i menigheden og er en del af dem, som er med, når brødet brydes, og der fejres nadver. 3. spørgsmål/svar: Hvordan kan det, legemligt at spise og drikke, have denne virkning? Svar: Det er sandelig ikke det at spise og drikke, der gør det, men de ord, der står: Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse. For disse ord er sammen med det legemligt at spise og drikke, hovedsagen i nadveren, og den, som tror disse ord, han har, hvad de siger, og som de lyder, nemlig syndernes forladelse. Det er altså ikke alene ved det at spise og drikke i nadveren, at vi modtager syndernes forladelse, men det er ved troen på Jesu ord: Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse. Det betyder også, at det ikke er alle, der modtager nadveren, der får gavn af den. Det er kun den, der tror Jesu løfte om, at det er givet og udgydt for mig til syndernes forladelse, som får syndernes forladelse. Alle, der modtager nadveren, får Jesus legeme og blod under brødet og vinen hvad enten de tror det eller ej. For det er ikke min tro eller vantro, som skaber sakramentet, men derimod Jesu ord og indstiftelse. Så både den, der tror og den, der ikke tror, modtager Jesus legeme og blod i nadveren. Men det er kun den, der har troen på løftet, som modtager sakramentes frugt, nemlig syndernes forladelse. Den, derimod, der ikke har troen, modtager Jesu legeme og blod til dom, og det var bedre for det menneske ikke at gå til nadver. Når du modtager brødet og vinen af nadverforvalterens hånd, så er det Kristus selv, der gennem sin tjener rækker dig sit legeme og blod under brød og vin. Det fremgår også af vores nadverliturgi. Det er jo ikke tilfældigt og skal heller ikke være det hvad der bliver sagt under en gudstjeneste, eller i forbindelse med 1 sacramentum initiationis 2 sacramentum confirmationis Side 5 af 12

nadveren. Liturgien er ikke noget, liturgen står og finder på, men den er fast formuleret med henblik på, at den er funderet i og består af Guds Ord, så vi søndag efter søndag kan høre Guds Ord og få tilsagt hans løfter. Husk at lægge mærke til, hvad der bliver sagt i løbet af gudstjenesten. Det lyder hver gang, efter at alle nadvergæster har modtaget nadveren, at Den opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet dig sit legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle dine synder. Det er Jesus Kristus selv, som nu har givet dig sit legeme og blod. Læg mærke til det. Når vi af og til hører nogen tale om, at nadveren bare er et mindemåltid, så skal vi afvise sådan noget sludder. For når man taler sådan om nadveren, så formindsker man den store gave, som Herren har givet os. Nadveren er ikke bare noget som helst. Når der i Bibelen tales om minde eller ihukommelse, så er der et sted, som er værd at lægge mærke til. I 2 Mos 20,24 siger Herren: Hvor som helst jeg lader mit navn nævne [ihukomme], vil jeg komme til dig og velsigne dig. Der ligger noget virkekraftigt i det, at Gud selv kommer og ihukommer, og det er noget af det, der ligger i den sidste del af nadverens indstiftelsesord. Når Jesus siger: Gør dette til ihukommelse af mig, som det er oversat i den nuværende oversættelse, så forstår vi det jo sådan, at det er OS, der skal huske på HAM. Og det er rigtigt: Vi har brug for at blive mindet om ham hver eneste dag lige til den dag, vi ligger i graven. Men det kan ligeså vel oversættes omvendt som det var i den tidligere oversættelse så det lyder: gør dette til min ihukommelse. Altså: Her er det ikke os, der skal huske på ham, men ham, der vil huske på os. Det er ham, som er Gud, der har lovet at huske på sine børn og aldrig glemme dem. Det, han vil glemme, er vores synder. Men han vil huske os, ihukomme os, med sine nåde. Hvor som helst jeg lader mit navn ihukomme, vil jeg komme til dig og velsigne dig, som vi læste før. Og det er noget af det, der ligger i det, når Jesus siger: Gør dette til min ihukommelse. Når du kommer til nadveren, så må du vide, at hvem du end er, så er det indviede brød hans legeme. Og hvem du end er, så er den indviede vin hans blod. Det kan du ikke ændre på. Og det er nadverens store herlighed for troen. Det jeg får her, det ser jeg i Ordet, som Jesus føjer til. Så når jeg modtager dette brød, så modtager jeg ikke bare det, som mine øjne ser og min mund smager. Jeg modtager heller ikke bare det, som mine tanker forstår, eller mine følelser siger mig i det øjeblik. Ligegyldigt hvad jeg føler, ligegyldigt hvad jeg tænker i det øjeblik, det brød ligger i min mund, så får jeg Jesu legeme. I det øjeblik jeg drikker vinen, så får jeg Jesu blod. For jeg får ikke det, jeg ser, ikke det jeg forstår, ikke det jeg tror jeg får det, som Ordet siger. Derfor er det sådan, at i nadveren opfyldes det, som vi kan læse om i Luk 15,2. Det er farisæerne, som anklager Jesus, når de siger: Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem. Det mente farisæerne ikke, at en from mand som Jesus burde gøre, men det er netop, hvad Jesus kom for. Og det samler i virkeligheden meget godt det, som nadveren handler om: Jesus tager imod syndere og spiser sammen med dem. Han kom for at opsøge og frelse det fortabte (Luk 19,10). Og, siger han, de raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere (Luk 5,31f). Hvem er nadveren for? Den er for syndere, som ved, at de har brug for syndernes forladelse. Den er for syndere, som ved, at de ikke kan finde syndernes forladelse noget andet sted end hos Jesus, han som er synderes ven og frelser. BØN: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen. SoS 310 Du byder mig, o Jesus, til dit bord Side 6 af 12

Prædiken 2 om nadveren. Aroskirken, d. 24. august 2014 v/flemming Hansen DDS 468 O Jesus på din alterfod (melodi: SoS 196) Bøn 1 Kor. 11,23-32 Dette er anden søndag, hvor vi har om nadveren. Ældsterådet har drøftet dette emne i længere tid og har besluttet, at vi over tre gange vil prædike/undervise om det. Vi bruger Luthers lille Katekismus som delvis disposition, fordi Luther i den på en kortfattet måde sammenfatter bibelens lære bl.a. om nadveren. Sidste gang om nadveren Første gang, for 14 dage siden, prædikede Brian B N ud fra teksten i Matt 26,26-28, som er beretningen om Jesu indstiftelse af nadveren, og jeg vil i dag starte med at repetere noget af det, som blev sagt der. Katekismens første spørgsmål lyder: Hvad er alterets sakramente? Svar: Det er vor herres Jesu Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen, og det er indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke. Hvor står det skrevet? Svar: Således skriver de hellige evangelister Matt., Markus og Lukas og apostlen Paulus: Vor I nadveren får vi Jesus sande og legeme og blod. Der er en sand og virkelig forening mellem brødet og Jesu legeme og mellem vinen og Jesu blod. Realpræsens er det ord, der dækker over, at Jesu legeme og blod er reelt og virkeligt til stede i brødet og vinen. Real betyder jo reel eller virkeligt og præsens betyder til stede, nærværende. Vantroen har til alle tider stillet spørgsmålet: Hvordan kan det lade sig gøre? Men det spørgsmål generer ikke troen. Troen holder sig nemlig frimodigt til Jesu ord og løfte, og på den baggrund VED vi, hvad det er, vi får for Jesus har jo selv sagt det. Og så bekymrer troen sig ikke om de spørgsmål, som fornuften kan rejse: Hvordan kan det overhovedet være muligt? Skal det forstås bogstaveligt? Det ville jo være meget lettere at forstå, hvis det ikke skulle forstås bogstaveligt. Men troen har altid sagt: Det, Jesus har sagt, det skal vi tage, sådan som det står. Vi tager ham på ordet, hvordan fornuften ellers stiller sig til det. Gud har aldrig spurgt om at blive forstået, men om at blive troet. Jesu legeme og blod er reelt til stede i nadveren, og du spiser og drikker det med din mund under brødet og vinen. Og troen griber om det, fordi troen klynger sig til Guds ord. Det andet spørgsmål fra katekismen lød: Hvad gavner det da at spise og drikke således? Svar: Det ser vi af disse ord: Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse, nemlig, at ved disse ord gives os i nadveren syndernes forladelse, liv og salighed. For hvor syndernes forladelse er, der er også liv og salighed. Her giver Jesus os det, som han vandt til os på korset: syndernes forladelse og dermed liv og salighed, som Luther formulerer det. Katekismens tredje spørgsmål lød således: Hvordan kan det, legemligt at spise og drikke, have denne virkning? Side 7 af 12

Svar: Det er sandelig ikke det at spise og drikke, der gør det, men de ord, der står: Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse. For disse ord er sammen med det legemligt at spise og drikke, hovedsagen i nadveren, og den, som tror disse ord, han har, hvad de siger, og som de lyder, nemlig syndernes forladelse. Det er altså ikke alene ved det at spise og drikke i nadveren, at vi modtager syndernes forladelse, men det er ved troen på Jesu ord: Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse. Ikke magi, men trostilegnelse. Alle, der spiser og drikker, får ganske vist Jesu legeme og blod. For det er ikke min tro eller vantro, som skaber sakramentet, men derimod Jesu ord og indstiftelse. For den, der tror, bliver det til frelse, men for den vantro bliver det til dom. Når du kommer til nadveren, fortsatte Brian, så må du vide, at hvem du end er, så er det indviede brød Jesu legeme. Og hvem du end er, så er den indviede vin Jesu blod. Det kan du ikke ændre på. Og det er nadverens store herlighed for troen. Det jeg får her, det ser jeg i Ordet, som Jesus føjer til. Så når jeg modtager dette brød, så modtager jeg ikke bare det, som mine øjne ser og min mund smager. Jeg modtager heller ikke bare det, som mine tanker forstår, eller mine følelser siger mig i det øjeblik. Ligegyldigt hvad jeg føler, ligegyldigt hvad jeg tænker i det øjeblik, det brød ligger i min mund, så får jeg Jesu legeme. I det øjeblik jeg drikker vinen, så får jeg Jesu blod. For jeg får ikke det, jeg ser, ikke det jeg forstår, ikke det jeg tror jeg får det, som Ordet siger. Prædikenen for 14 dage siden sluttede med spørgsmålet: Hvem er nadveren for? Og svaret var: Den er for syndere, som ved, at de har brug for syndernes forladelse. Den er for syndere, som ved, at de ikke kan finde syndernes forladelse noget andet sted end hos Jesus, han som er synderes ven og frelser. I dag har vi så læst en tekst mere om nadveren og skal nu se på, hvad den lærer os om nadveren bl.a. ud fra i det sidste spørgsmål om nadveren i katekismen, som vi skal høre om lidt. Ang. 1 Kor. 11,23-32: Indstiftelsen af nadveren v.23-25 23 For jeg har modtaget fra Herren Paulus var ikke selv tilstede ved nadverindstiftelsen, men som Herrens apostel fik han mange ting åbenbaret af Herren selv (Gal 1,12) bl.a. dette her. Dette er den fjerde gang, vi i NT hører om nadverens indstiftelse. Af evangelisterne er det kun Joh, der ikke har denne beretning med. Når der i v23f står, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde:»dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig, så brugte han usyret, dvs. ikkegæret, brød. Se hertil 2 Mos 12,1ff, som er fra beretningen om udgangen af Egypten. Her skulle de bruge ugæret brød, da det var et hastigt opbrudsmåltid (v11). Udgangen af Egypten skulle jøderne blive ved med at mindes, og da Jesus indstiftede nadveren skærtorsdag aften var det ved dette minde- og påskemåltid, hvor man brugte usyret brød og gæret vin. Derfor gør vi det samme. Vi bruger usyret brød og gæret vin 3. Nadveren som forkyndelse v.26 I v26 viser Paulus en anden ting ved nadveren: 26 For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer. De første kristne delte nadveren, hver gang de mødtes på den kristne helligdag, søndagen, Jesu opstandelsesdag eller måske hver gang de mødtes (1 Kor 11,23-26; ApG 3 BBN: I Biblen bruges begrebet vintræets frugt om gæret vin, mens det ikke kan dokumenteres, at ugæret druesaft også er omfattet af dette begreb, som NT bruger om vinen i bægeret skærtorsdag (Matt 26,29; Mark 14,25; Luk 22, 18). I 1 Kor 11,21 kritiserer Paulus desuden menigheden for, at nogen drikker sig fulde ved nadveren noget de kun kunne gøre, hvis der var tale om vin, altså gæret druesaft. Hvis man bruger ugæret druesaft, kan der altså sås berettiget tvivl om, hvorvidt det er dét element, Jesus har lovet at give sit blod med i nadveren. Side 8 af 12

2,46 og 20,7). Og ved at spise brødet og drikke vinen forkynder vi Herrens død. Det helt centrale i nadveren er, at vi får del i Jesu død for os ved at få Jesus selv. Derfor bliver nadveren også en forkyndelse af Jesu død for os. Vi bliver, ved at modtage Jesu legeme og blod, på en særlig måde mindet om Jesu sonende død for os. Om at modtage nadveren på en uværdig måde v.27 v27 understreger, at vi ved nadveren modtager Herrens eget legeme og blod. Måske tænker nogen bare på det som almindeligt brød og almindelig portvin. Men det er virkeligt, siger verset til sidst, Herrens legeme og blod. v24 siger Dette er mit legeme. Ikke for ingenting, at nogle også kalder det et Guds mysterium, men vi må ikke bruge dette ord til at tænke, at så ved vi egentlig ikke, hvad det er. Det er Jesu sande legeme og Jesu sande blod reelt og virkeligt til stede i brødet og vinen. Ikke forvandlet til Jesu legeme og blod fysisk er det også efter indstiftelsesordene brød og vin men Jesu legeme og blod er til stede i, med og under brødets og vinens ydre skikkelse og smag (jf. 1 kor 10,16). Hvis man tager en uindviet oblat, så er det er bare et stykke brød. Med når det bliver forbundet med Guds ord, som det sker, når vi læser indstiftelsesordene over det, bliver det til Jesu legeme. Det er også derfor, vi af og til brækker oblaterne i stykker til sidst for at få nok hvis vi ikke gjorde det, måtte vi igen læse indstiftelsesordene over nogle nye, uindviede oblater. Og her i v27møder vi så det ord, der taler om det, som det sidste spørgsmål i katekismen beskæftiger sig med. 27 Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Hvad vil det sige at spise Herrens brød og drikke hans bæger på en uværdig måde, således at man forsynder sig altså gør synd mod Herrens legeme og blod? Mange kristne har gennem tiden på forskellig måde slidt med dette spørgsmål. Andre har nok ikke tænkt meget på det, men er bare gået til nadver som en selvfølgelig ting på afslutningen af gudstjeneste. Men lad os lige et øjeblik tænke på, at gudstjenesten i mange år var delt i to. Først en Ordets gudstjeneste, som alle troende som vantro / døbte som udøbte deltog i, og så en Nadverens gudstjeneste, som kun de nadverberettigede deltog i. Jeg kan faktisk fra vores tidligste tid i Tanzania sidst i 80 erne huske, hvordan en gudstjeneste ved Lugala hospitalskirke blev delt i to, hvor man helt afsluttede den første Ordets gudstjeneste udenfor og derefter gik en del af menigheden ind igen til Nadverens gudstjeneste. Om dette med at modtage nadveren på en uværdig måde siger Den lille Katekismus: Hvem modtager så dette sakramente værdigt? Svar: Faste og legemlig forberedelse er nok en smuk ydre øvelse; men værdig og vel forberedt er den, som har troen på disse ord: Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse. Men den, som ikke tror disse ord eller tvivler, han er uværdig og uforberedt; for ordet for jer kræver netop troende hjerter. Katekismen vender faktisk spørgsmålet om: Hvem modtager dette sakramente værdigt? Hvad vil det sige at være værdig til at modtage nadveren? Umiddelbart forstået vil vi sige og med rette at ingen er værdige til at modtage det. Vi er alle i bund og grund syndere, som ikke er værdige til denne Guds gave. Men det er bare ikke det, verset handler om. Det tales om at modtage Herrens legeme og blod på en uværdig måde 4. Luther talte i katekismen om, at Faste og legemlig forberedelse (til nadveren) nok er en smuk ydre øvelse. Mange af os gør jo faktisk ikke disse ting i praksis; nemlig faster og forbereder os i stilhed, bod og bøn hjemmefra til at gå til nadver. Det gjorde man nok mere på Luthers tid og på en måde, som kunne opfattes som en god gerning for at kunne modtage ret (selvom der også kan ligge noget godt og rigtig i at forberede sig ret til både ordets og nadverens gudstjeneste, men det er en anden sag, som det ikke handler om i dag). 4 Se både v27b og v29 = uden at agte på, at det er Herrens legeme = ordet uværdig er et biord (adverbium), der taler om måden, det sker på. Side 9 af 12

Men, siger katekismen, den, som ikke tror disse ord eller tvivler, han er uværdig og uforberedt; for ordet for jer kræver netop troende hjerter. Med andre ord: Hvis du ikke tror på, at dette er Herrens sande legeme og blod eller hvis du tvivler på, at det er det så er du uværdig og uforberedt. At gå til nadver kræver troende hjerter, siger katekismen. Nadveren er simpelthen for den, som tror på Jesus og tror på, at vi her modtager hans legeme og blod til tilgivelse for vore synder. Tror du på Jesus? Lever du dit liv i den bevidsthed, at du er en synder, som har brug for Jesus, brug for hans forsoning og tilgivelse af dine synder, ja, så er nadveren for dig, så modtager du den på værdig måde. Værdig er netop den, som ser sig selv som uværdig, men som ved, at Jesus er frelser for mig, netop som jeg er. Prædikenen for 14 dage siden sluttede med spørgsmålet: Hvem er nadveren for? Den er for syndere, som ved, at de har brug for syndernes forladelse. Den er for syndere, som ved, at de ikke kan finde syndernes forladelse noget andet sted end hos Jesus, han som er synderes ven og frelser. Har du det ikke sådan, og tror du ikke, at du her virkelig får Jesu legeme og blod til forladelse for dine synder, så skal du overveje, om du er ved at forsynde[r sig derfor] dig imod Herrens legeme og blod. For under alle omstændigheder modtager du her Herenes legeme og blod. Det fantastiske ved nadveren er jo bl.a., at selve indholdet og velsignelsen i den ikke er afhængig af din tro, men af det Guds ord, som er knyttet til det. Det er virkelig Herrens legeme og blod, du modtager. Om at prøve sig selv v.28 Men det betyder også, at vi må læse v28 med her, som siger: 28 Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. Det handler ikke om at være retfærdig i sig selv, men om at ønske Jesus tilgivelse som en fortabt synder ikke om, hvad du er, men hvad du søger. Jf. også vores nadverformaning: Deltag derfor ikke i nadveren på grund af din egen værdighed og retfærdighed, og bliv ikke væk fra nadveren på grund af din egen uværdighed og uretfærdighed. Guds ord formaner os til at prøve os selv og så spise af brødet og drikke af bægeret. Det handler om at spørge sig selv, som det siges i vores nadverformaning: men ønsker du Guds tilgivelse af alle dine synder og ønsker du at leve dit liv efter hans bud, så kom til nadveren, fordi Han indbyder dig til sit fællesskab. Kan du sige ja til det, så kom frimodigt som den uværdige synder, du er. Dette v28 om at prøve sig selv har så også et element i sig, som vi nok i en del år ikke har været særligt bevidste om og ikke har forholdt os til. For i det med at prøve sig selv ligger der jo også, at det skal man på en eller anden måde være i stand til for at gøre. I gamle dage dvs. da jeg var meget ung sidst i 60 erne gik man først til nadver, når man gennem konfirmationsundervisningen var blevet grundig oplært i den kristne tro. Da man i 1736 indførte konfirmationen var det bl.a. for at forberede de unge mennesker på at kunne prøve sig selv. Det aspekt er vel nærmest forsvundet nu om dage, hvor mange forældre ud over landet tager deres børn med til nadver fra de er helt små af. Og dermed sådan set kommer i konflikt med i hvert fald v28 her. For prøve sig selv, det kan disse små børn ikke. Hvornår kan et barn prøve sig selv, og hvad vil det egentlig sige, når det drejer sig om børn? Det vil vel sige, at barnet har en vis forståelse for, hvad nadveren er og en vis forståelse for, at det også som barn har brug for Jesus. Det kan nogle børn måske mere og mindre udtrykke som ret små andre kan måske først gøre det som teenagere. Kun børnenes egne forældre kan reelt vide, hvornår deres barn på sin måde har aflagt en form for bekendelse om det så kun er den bekendelse, som et handikappet barn, som jeg kender til, har aflagt i trygge rammer overfor sine forældre: Mig elsker Jesus. Jeg er og vi er som ældsteråd godt klar over, at dette er noget nyt, som vi her trækker frem fra skriften, men ikke desto mindre mener vi, at det er ret også her at tale, som Guds ord gør det. Vi kan ikke afgøre, hvornår jeres barn/børn har aflagt denne bekendelse, det kan kun I. Og alle børn vil, som det også har Side 10 af 12

været praksis indtil nu, få tilsagt Herrens velsignelse mundtlig, hvis de ikke modtager Herrens legeme og blod gennem brød og vin. Jeg vil stærkt opfordre alle jer forældre til at tale med hinanden om dette og tale med jeres børn om det. For nogle af jer vil det være noget, I for længe siden har gjort. For nogle af jer vil det måske være nyt. Men lad os hjælpe hinanden til at være og leve i overensstemmelse med skriftens formaninger også på dette punkt. Om at drikke sig en dom til v.29 Skriftens undervisning her fortsætter nemlig i v29, hvor der står: 29 For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til. At modtage Herrens nadver uværdigt kaldes her at spise og drikke uden at agte på legemet; dvs. uden at agte på, hvad det virkelig er og bringer. Og det alvorlige er, at gør vi det, så spiser og drikker vi os en dom til. Lad os derfor agte på, tænke på og tage hensyn til, at vi i nadveren konkret modtager Jesus Kristus selv, hans legeme og blod under brøds og vins skikkelse. En anden ting ligger der også her: Herrens nadver består overalt, hvor man læser om det i skriften, af brød og vin = legeme og blod. Vi har i ældsterådet ikke ud fra skriften kunnet få øje på, at man kan skille det ad og derfor, når man går til nadver, kun kan modtage enten brødet eller vinen. Normalt og generelt må det være sådan ud fra teksten her og ud fra indstiftelsesordene i Bibelen helt generelt, at Herrens nadver består af Herrens legeme og Herrens blod. Når man derfor går til nadver, bør man altså enten modtage både brød og vin eller man bør få tilsagt Herrens velsignelse mundtlig. Vi er godt klar over, at også dette er en ny praksis i forhold til sådan, som det har været praktiseret til nu. Det vil også gerne opfordre jer forældre til at tale med jeres børn om. Og vi vil gerne opfordre alle til at tale med os i ældsterådet om dette, hvis dette her giver anledning til yderligere spørgsmål. Dom til opdragelse v30-32 Vi vil nemlig gerne, så vidt det overhovedet kan lade sig gøre, prøve på også på disse punkter positivt at lade os vejlede af den hellige skrift. Samtidig kan vi jo heller ikke komme bort fra, at de sidste vers i vores tekst kaster et alvorligt lys ind over disse formaninger: 30 Derfor er der mange syge og svage hos jer, og ikke så få sover hen 5. 31 Hvis vi agtede på os selv, ville vi ikke blive dømt. 32 Men når vi dømmes af Herren, opdrages vi, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden. At agte på os selv vil sige, at bedømme, dømme os selv. Sker det, er det ikke være nødvendig for Gud at dømme os i dette forhold. Jeg vil ikke sige mere om dette i dag, kun at det er tydeligt, at målet for skriftens undervisning her er, at mennesker skal blive frelst i stedet for at gå fortabt. Til sidst Noget af det, som er sagt i denne prædiken her, vil som allerede nævnt i nogen måde være nyt for flere af os. Jeg vil gerne bede jer, for hvem det er det, om at tage imod dette med stor sagtmodighed, men også bede jer om, at I kommer til os i ledelsen og drøfter de spørgsmål med os, som I synes, der måtte være her. Lad os hjælpe hinanden frem på vejen. Vigtigt at vi i fællesskab går til Guds ord for at lade os vejlede af den. Lad os hjælpe hinanden til det. Herren ønsker nemlig også gennem sit nådemiddel nadveren at velsigne os med al himlens åndelige velsignelse (Ef 1,3). 5 I al korthed, så handler dette måske om den åndelige søvn (Bl.a. Danbolt; Titel og side mangler), og nadveren kommer da hos de folk, der modtager den uværdigt, til at virke modsat hensigten. Men det kan måske også handle om, at der kan komme fysisk straf for åndelige problemer (1 Kor 5,5, 1 Tim 1,20 jf. også eksemplet med Israel i 1 Kor 10:1-13). På samme måde, ved vi jo, kan evangeliet virke både til velsignelse/frelse og til fordømmelse (jf. 2 Kor 2:14-16). Side 11 af 12

Amen Lovprisning og bøn Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Herre vor Gud Velsignelse Lad os rejse os og med apostelen tilønske hinanden: Herren Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen. SoS 310 Du byder mig, o Jesus, til dit bord Side 12 af 12