Vikinger på NORDATLANTEN Gokstadkopien Gaia, bygget i Norge i 1989. SKOLETJENESTEN VIKINGESKIBSHALLEN
Skibene Lige fra vikingetidens begyndelse sejlede vikingerne på Nordatlanten. I skibe uden kahyt og moderne grej var vikingerne i stand til at leve og finde vej. De sejlede ud som handelsmænd, erobrere, opdagelsesrejsende eller bønder, der var ude efter nyt land. I starten sejlede vikingerne i skibe som lignede Gokstadskibet (se forsiden). Det var rummelige skibe med en stor besætning. Skibene kunne ros, når man var nær kysten, og sejle for sejl på havet. Gokstadskibet er fundet i en skibsgrav i Norge og er fra omkring år 900. Skibet er 24,2 m langt, 5,1 m bredt og højden midtskibs 1,8 m. Sejlarealet er på omkring 120 m 2, og skibet har 32 årer. Gokstadskibet er det størst kendte skib fra tidlig vikingetid, der er bygget til sejlads på åbent hav. Havskibet Mod slutningen af vikingetiden havde man udviklet store, solide, velsejlende og meget sødygtige havskibe, som blev kaldt knarr. Havskibene sejlede udelukkende for sejl. Skuldelev 1, som er udstillet i Vikingeskibshallen, er en knarr. Skibet er dateret til omkring år 1030 og har nok været et af Nordatlantens små havskibe 16,5 m langt, 4,5 m bredt og højden midtskibs 1,9 m. Det har lastet 20-25 tons, og sejlets areal var ca. 85 m 2. I havnen i Hedeby er fundet en større knarr, Hedeby 3. Skibet er fra omkring år 1025. Det er 22 m langt, 6 m bredt og højden midtskibs 2,5 m. Sejlets areal har været på omkring 150 m 2. Det har kunnet transportere ca. 40 tons last. Hedeby 3 har sikkert været datidens mest almindelige havskib på Nordatlanten. Saga Siglar, kopi af Skuldelev1, bygget i Norge 1983. Hedeby 3 På Nordatlanten I løbet af vikingetiden kom vikingerne overalt på Nordatlanten. Deres færden kan efterhånden følges længere og længere mod nord og vest. De engelske Øer Allerede i slutningen af 700-tallet bosatte vikingerne sig på Orkneyøerne, Shetlandsøerne og dele af det nordlige Skotland. I juni måned år 793 plyndrede vikinger det rige engelske kloster, Lindisfarne, som lå på den nordengelske ø Holy Island ud for Englands østkyst. Angriberne kom sandsynligvis fra Orkneyøerne, Shetlandsøerne eller Hebriderne. To år efter, år 795, er vikingerne kommet længere vestpå. Da sker det første kendte angreb på det rige Irland. Fra omkring år 840 begynder vikingerne at overvintre i Irland. De grundlægger Dublin Irlands nuværende hovedstad i år 841, og flere irske byer følger efter. Vikingerne bosatte sig ikke i Irland for at blive bønder, som de gjorde andre steder. I Irland levede de især som handelsmænd. De nordatlantiske Øer Øerne længere nordpå i Atlanten Færøerne og Island er sikkert blevet opdaget og beboet på flere måder af vikinger. De kan have hørt om øerne gennem irske munke, som allerede i flere hundrede år havde sejlet både til Færøerne og Island i små skindbåde. Man kan også forestille sig, at vikingerne er blevet slået ud af kurs på sejlads til for eksempel Hebriderne, og derved er havnet på Færøerne og Island ved et tilfælde. Den første nordbo, der bosatte sig på Færøerne, var Grimur Kamban. Det var omkring år 825. Hans irske efternavn fortæller måske, at han har haft tilknytning til Irland eller Hebriderne. Kort tid efter Grimur Kamban kom flere bosættere til Færøerne for at slå sig ned som bønder. De fleste kom direkte fra den norske vestkyst. Omkring år 895 blev Færøerne et jarledømme under den norske konge. Bosættelserne i Island skete især i peri- 2 SKOLETJENESTEN VIKINGESKIBSHALLEN
GRØNLAND NORD- AMERIKA Vesterbygden. Østerbygden. ISLAND Færøerne NORGE Shetlandsøerne Orkney-øerne Hebriderne SKOTLAND. Lindisfarne DANMARK IRLAND. Dublin ENGLAND New Foundland oden fra år 870 til omkring år 930. Man regner med, at 30.000 mennesker kom til øen i den periode. De kom især fra Norge. Nordboerne i Island var landmænd. De holdt får og lidt kvæg, dyrkede jorden, fiskede og tog på jagt efter sæler, hvaler og fugle. Handel bragte bl.a. tømmer og korn til øen, og øens egne produkter, eksempelvis uldent klæde og skind, blev afsat til de tilrejsende handelsfolk. Men vikingerne nåede længere vestpå. Helt til Grønland og Nordamerika. Sagaerne fortæller, at en nordmand ved navn Gundbjørn opdager Grønland, fordi han på vej til Island bliver fanget i en storm og slået ud af kurs. Langt vest for Island ser han, hvad han tror er et skær. Det er i virkeligheden Grønland. Men det er først flere årtier efter, omkring år 985, at islændingen Erik den Røde som den første bosætter sig på Grønland. Arkæologiske udgravninger viser, at der allerede få år efter Erik den Rødes ankomst har været 400 gårdanlæg og et befolkningstal på ca. 5000 mennesker. Nordboerne bosætter sig i to områder. I Vesterbygden ved Nuuk og i Østerbygden ved Narsaq. På gårdene holdt nordboerne køer, geder og får. Nogle nordboer levede af fiskeri og fangst på sæler og hvaler. Især pelsværk, hvalros- og narhvaltand var efterspurgte handelsvarer i Sydeuropa. Derfor kom handelsmænd sejlende fra Island, Irland og Skandinavien for at opkøbe disse ting. Handelsmændene havde træ, metal og andre varer med i skibene fra sydlige og østlige markeder. Omkring år 1000 fortæller sagaerne, at Erik den Rødes søn, Leif den Lykkelige, opdager et nyt land vest for Grønland. Landet blev kaldt Vinland. Nøjagtigt, hvor nordboernes Vinland lå, ved man ikke. Der er dog fundet sikre beviser på, at nordboerne har beboet Nordamerika. På New Foundlands nordkyst er der fundet spor efter en vikingebebyggelse, der har været i brug i få år omkring år 1000. SKOLETJENESTEN VIKINGESKIBSHALLEN 3
Livet på Nordatlanten I dag hersker der ingen tvivl om, at vikingernes skibe har været fortræffelige på åbent hav. Skibene har været sødygtige og velsejlende. De sejlende vikinger har været barske og dygtige søfolk, som har været i stand til at leve og finde vej på havet i sol, tåge, regn, slud og blæst. Fra sagaerne ved man, at togterne over Nordatlanten oftest var vellykkede; men der fortælles også om sejladser, som gik galt på grund af for eksempel stormvejr. Men der fortælles aldrig om, hvordan vikingerne egentlig klarede de fysiske strabadser, de blev udsat for under sejladserne. Måske var vikingernes største præstation, at de fysisk klarede togterne på Nordatlanten i åbne skibe! Vi ved ikke præcis, hvordan den sejlende viking har klædt sig, eller hvad han har spist, når han var ombord på et skib. Vi ved dog, at man har taget sine forholdsregler for at beskytte sig mod naturens luner. Eksempelvis sejlede vikingerne kun på åbent hav fra april til oktober, hvor vejret har været nogenlunde stabilt. Grønlandstogterne, som udgik fra området omkring Bergen i Norge, begyndte først i slutningen af juni måned. Ved at sejle i sommermånederne har man undgået stærk kulde og hav med is og store storme, der oftest kommer sent på efteråret eller om vinteren. Vejr og klima I Sydgrønland er gennemsnitstemperaturen i juli i vore dage omkring 10 o C, svingende fra 1,5 o til ca. 22 o C. Nedbøren i juli er ca. 80 mm. Den færøske sommer er kølig med en gennemsnitstemperatur for varmeste måned på 11 o C. Nattefrost er ukendt i månederne juni, juli, august og september. Luften er meget fugtig. Tåge og regn er hyppig. Gennemsnitligt regner det 18 dage i juli, og der falder på de dage ca. 80 mm regn. Nedbøren er på Færøerne og Sydgrønland ca. 3 gange så høj som i Danmark. Vejret på Nordatlanten har måske været en lille smule varmere i vikingeti- den end i vore dage. Det vil sige, at vikingerne ikke har sejlet rundt i ekstreme kuldegrader, hvad mange tror. Men det betyder ikke, at de ikke har været udsat for fare i deres åbne havskibe! En temperatur på 10-12 o C er på havet en snigende fjende, der kan gøre selv den stærkeste sømand ukampdygtig. Især hvis der samtidig er regn, slud, tåge eller vind, som er almindeligt på Nordatlanten. Krop og kulde Enhver uden tilstrækkelig påklædning, der i længere tid opholder sig ude i koldt, vådt og blæsende vejr, vil være udsat for et fald i kropstemperaturen. Og det kan være farligt. Der er flere måder at miste kropsvarmen på. For eksempel mistes op til halvdelen af den samlede kropsvarme fra et bart hoved ved temperaturer omkring 10 o C, og endnu mere ved lavere temperaturer. Udsættes kroppen for vind, fjernes varme fra huden, og vådt tøj, hvad enten det skyldes sved, regn eller bølgesprøjt, leder varme væk fra kroppen. Hjernen og kroppen fungerer bedst ved en temperatur på 37 o C. Falder temperaturen trækker de yderste blodkar i arme og ben sig sammen for at bevare varmen i kropskernen. Gåsehud er første tegn på, at der er ved at være fare på færde. Falder temperaturen i kropskernen 1-2 o C opstår der kulderystelser. Rystelserne giver varme i kroppen. Bliver man ved med at fryse, tager rystelserne til, og de kan blive så kraftige, at talen bliver utydelig og bevægelserne langsomme. Det kan derfor være vanskeligt at udføre selv de enkleste arbejdsopgaver, eksempelvis hejse sejl, holde om tovværk eller styreåren. Desuden vil man have svært ved at tænke klart og træffe rigtige beslutninger. Når kernetemperaturen helt ned omkring 33 o C er hjernen så nedkølet, at den begynder at svigte, og man mister bevidstheden. Mellem 30-25 o C dør man af kulde. 4 SKOLETJENESTEN VIKINGESKIBSHALLEN
Når vinden blæser, vil kroppens varme fjernes fra hudens overflade. Derfor vil huden blive afkølet. Jo mere det blæser, jo koldere vil vinden føles. Temperaturen Vindens styrke Temperaturen er er føles som 5 grader let vind (5 m/s) + 2 grader 10 grader let vind (5 m/s) + 6 grader 5 grader frisk vind (10 m/s) - 3 grader 10 grader frisk vind (10 m/s) + 2 grader 5 grader stiv kuling (15 m/s) - 9 grader 10 grader stiv kuling (15 m/s) - 2 grader 5 grader hård kuling (20 m/s) - 15 grader 10 grader hård kuling (20 m/s) - 6 grader Vindens styrke bliver ofte angivet i m/s; læses meter pr. sekund. Kroppens temperatur afhænger af omgivelserne og påklædningen. Kroppen udstråler hele tiden varme til omgivelserne, og hvis man har for lidt eller forkert tøj på, vil kroppens temperatur begynde at falde kroppen afkøles. 37 o Personen er afkølet 37 o Personen har normal kropstemperatur Krop og varme Uden mad og drikke dur helten ikke! Vi spiser for at få energi, men også for at holde varmen. Det er spildvarmen fra forbrændingen af føden, der bliver til kropsvarme. Derfor var det meget vigtigt at få mad nok, når man som den sejlende viking opholdt sig i kolde, våde og blæsende omgivelser i længere tid. Ved fysisk aktivitet i kulde er behovet for energi to til tre gange så stort som under normale omstændigheder. Det er heller ikke ligegyldigt, hvad man spiser. Fedt indeholder meget mere energi end protein og kulhydrat. Derfor må vikingerne på togterne have spist fed mad for at holde varmen. Det kunne være fede pølser, spæk og masser af smør. Proteiner har de især fået fra fisk, kød og ost. Kulhydrater findes især i kornprodukter, frugt og grønt. Vikingerne har nok især spist tørt brød ombord. Ud over mad har det også været meget vigtigt, at de har haft drikkelse nok med. Den sejlende viking har især drukket vand. Dagsbehovet er to til tre liter væske. Kropsvarmen kommer fra forbrænding af føden. Tøjet hjælper med at holde på varmen! Kropskernen er den del af kroppen, hvor organerne hjerne, hjerte, lunger, lever, nyrer m.m. er. Måler man temperaturen her, får man kernetemperaturen. Den skal være 37 o C for, at kroppen kan fungere tilfredsstillende. SKOLETJENESTEN VIKINGESKIBSHALLEN 5
Sømandsdragten En afkølet sømand er en dårlig sømand! Derfor vil en rigtig sømand undgå at blive afkølet på havet. Det gælder også den sejlende viking. Han har været klædt på til skiftende vejrforhold, så han kunne klare strabadserne. Han har haft flere isolerende lag tøj på, så han hele tiden har kunnet regulere kropsvarmen. I blæst har han klædt sig i vindtæt tøj, for at blæsten ikke skulle fjerne kropsvarmen. Han brugte vandtæt tøj, når der var brug for at holde sig tør og har til enhver lejlighed kunnet beskytte sig med en ordentlig hovedbeklædning. Fra arkæologiske fund ved man, at vikingerne lavede tøj af uld, hør og skind. Hør varmer ikke så godt, mens uld har den fordel, at det varmer, selv om det bliver vådt. Derfor må de have brugt uld og skind på Nordatlanten. 1 Sømanden her på billedet er klædt i sit inderste tøj, fremstillet i fint, blødt uld. Bukserne er lavet af slidstærkt uldstof. Det er vævet af en særlig stærk tråd. Tråden er lavet af en blanding af fin bunduld og fårets lange dækhår. Blusen er syet af stof, der er vævet af underuldsgarn. For at gøre den ekstra varm er uldstoffet blevet valket. De viste bukser er syet efter et jernalderfund fra Thorsberg Mose, da der ikke er fund af hele bukser fra vikingetid. Ideen til blusen er også hentet fra jernalderfundet fra Thorsbjerg Mose. Blusen kan eventuelt have været farvet med valnøddeskaller. Fund fra Hedeby viser, at farvning med valnøddeskaller har været almindeligt kendt i vikingetiden. 2 Her har sømanden ovenpå det inderste tøj fået en tyk uldkofte og bensvøb på. Den tykke uldkofte er syet af kraftigt, valket stof. Bensvøbene er 1 1 /2-2 meter lange uldstrimler, som blev brugt til at vikle om benene og nogle gange om fødderne. Hvis det var meget koldt kunne flere bensvøb være viklet udenpå hinanden. Den tykke uldkofte er syet på grundlag af studier af stofrester fundet i Hedeby og 1 2 6 SKOLETJENESTEN VIKINGESKIBSHALLEN
ved at se på afbildninger fra vikingetid og tidlig middelalder. Bensvøb er kendt fra både jernalder og vikingetid og er blandt andet fundet i Hedeby. 3 3 For at holde lidt bedre på kropsvarmen har sømanden her beskyttet hovedet med en ulden hætte. Den er fremstillet af tyndt uldstof. Stoffet er børstet op på indersiden, så det får en lodden overflade. Det gør hætten varmere og blødere. Hænder og fødder holdes varme med sokker og vanter. De er lavet i nålebinding, da vikingerne ikke kendte til at strikke. Siden jernalder har man fundet rester af hætteslag. I Hedeby er fundet rester af hætteslag, der minder om middelalderens hættetyper. Den viste uldne hætte er en delvis kopi af en nordbohætte fra begyndelsen af 1300-tallet. Nålebinding er en syteknik, som er kendt tilbage fra stenalderen. I byen York i England er fundet en nålebunden sok dateret til tidlig vikingetid. I Ribe er fundet en meget velbevaret nålebunden vante fra vikingetiden. 4 Sømanden er her klædt til stærk blæst og regn i en vind- og vandtæt dragt. Den er lavet i vegetabilsk garvet fåreskind. Skindene er vandtætte, da de er indgnedet i en blanding af fåretalg, torskelevertran, bivoks og lidt trætjære. Sømmene i dragten er tætte, da skindene er lagt sammen på en særlig måde og syet sammen med uldtråd. Ved kontakt med vand udvider uldtråden sig og udfylder syhullet, så det bliver tæt. Inspiration til den viste skinddragt er især hentet fra en færøsk fiskerdragt fra 1800-tallet. 4 Alle kopidragter er lavet af tekstilhåndværker Anna Nørgård. SKOLETJENESTEN VIKINGESKIBSHALLEN 7
Saga Siglars besætning er gået i land for at lave mad. Arbejd selv videre Der er mange andre spændende spørgsmål at stille til vikingernes liv på Nordatlanten. Her blot nogle: Hvor store er afstandene egentlig på Nordatlanten? Prøv at finde ud af afstanden fra Norge til Island, Island til Grønland, Norge til Shetlandsøerne, Shetlandsøerne til Færøerne, Færøerne til Island og Irland til Island. Hvor hurtigt sejler et havskib (gennemsnitsfart)? Hvor lang tid tager det et havskib at sejle fra Irland til Island? Hvor mange solskinstimer kan der være i døgnet omkring 1. juli ved Sydgrønlands kyst? Hvordan fandt vikingerne vej på Nordatlanten? Prøv at undersøge følgende i forbindelse med et togt i en knarr som Skuldelev 1 fra Bergen til Sydgrønland: Hvor meget og hvilken proviant skal med ombord? Hvordan opbevares provianten ombord? Hvem er med ombord? Hvad skal med ombord til Grønland? Hvordan klargør man sådan et skib? Skriv en sagaberetning om et togt fra Bergen til Sydgrønland. Skriv eventuelt beretningen som en logbog, som man normalt førte på senere tiders skibe. I en logbog skrives om fart, kurs, vejrforhold, daglige begivenheder, specielle iagttagelser m.m. Svar på ovennævnte spørgsmål skal nok findes flere steder. Følgende emneark og bøger kan hjælpe på vej. God vind! Emneark Vikingernes skibe. Skoletjenesten, Vikingeskibshallen. Skuldelev 1, Havskib knarr. Skoletjenesten, Vikingeskibshallen. Bøger Bak, Ove: Grønland før og nu. Aschehoug, 1987. Bang, Kirsten: Nordboerne i Grønland. Sesam, 1979. Bluitgen, Kåre: Vikinger mod vest. Fagdingo Gyldendal, 1997. Døygaard, Heino: Island et liv på vulkaner. Gyldendal Geofakta, 1994. Kahl, Harry m.fl.: En vikingemarkedsplads. Skoletjenesten, 1995.(henvisninger på skønlitteratur,p. 127 pkt. 7-8). Piper, Dorthe: Nordbotiden i Grønland. Gyldendal, 1984. Skovbjerg, Karen: Færøerne. Aschehoug, 1990. SKOLETJENESTEN, VIKINGESKIBSHALLEN 1998 REDAKTION OG TEKST: HARRY KAHL OG ANE BENDIX HORN LAY-OUT: HANS PETER BOISEN/SKOLETJENESTEN ILLUSTRATIONER: VIKINGESKIBSHALLEN TRYK: PR-PRINT