NoMus 27 De onde Grave endnu et kultsted ved Ølsted? Pernille Pantmann Somme tider bliver ens opmærksomhed fanget af et spændende stednavn; hvad dækker det over, hvad er betydningen af det, og hvor langt går det tilbage? Det er normalt stednavneforskerens område, men det hænder, at arkæologen også bliver vækket, - ikke mindst når der er oldsager involveret. Denne historie begynder, da museets ivrige amatørarkæolog, Hans Ove Nielsen, i 2011 indleverede sin oldsagssamling til museet, tidligere omtalt i NoMus (Pantmann 2011). Ved den lejlighed var der et par flintøkser som tiltrak sig opmærksomhed, ikke mindst i kraft af fundstedet nemlig i og ved De Onde Grave (Fig. 1). Det særprægede stednavn Et studie af diverse kort og skriftlige kilder vidner ikke om, at stednavnet har været officielt. Det betyder naturligvis også, at det er vanskeligt at påvise, hvornår det er opstået og af hvilken årsag. Da stednavnet ikke fremgår af de historiske kort, må man udlede, at der er tale om et navn, der er mundtlig overleveret i lokalbefolkningen. Men hvad betyder det? I følge Hans Ove Nielsen, der er barnefødt i Ølsted og har levet hele sit liv på egnen, var dette mosehul omgærdet af mystik. Hans mor advarede ham, ligesom andre mødre advarede deres børn, imod at gå ned til mosen, fordi det var et ondt sted. Men mon ikke det har været mødres forsøg på at holde deres børn fra at komme for tæt på et dybt, vandfyldt mosehul, der kunne indebære fare for drukning? Udtrykket ondt i et stednavn kan forstås i betydningen dårlig, f.eks. dårlig bonitet (dyrkningsgrad). Fig. 1. Den grønne stjerne markerer mosen, der lokalt kaldes De Onde Grave.
28 NoMus Fig. 2. Fund omkring mosen De Onde Grave. Mosen er markeret med grøn stjerne. De forskellige grave er markeret med rød cirkel, og de rituelle fund er markeret med lilla rhombe. Bemærk at flere af fundene netop er fundet ved vand. Grav behøver ikke at betyde en gravlæggelse af menneske, men kan betyde et hul ligesom i f.eks. grusgrav eller tørvegrav. I virkeligheden kunne De Onde Grave således være et udtryk for, at man lokalt har vidst, at der var et større hul uden stor værdi - altså, at tørven var uden stor værdi. Men man kan ikke udelukke, at det særprægede stednavn kan have rod i tidligere fund af skeletdele i mosehullet. Dette kan i den lokale folkeovertro være blevet til, at mosen var et forbandet sted, der krævede menneskeliv. I følge Bent Jørgensen, afdelingen for navneforskning på Københavns Universitet, dukker navnet op én eneste gang i 1926. Det kunne tyde på, at stednavnet hverken er særlig gammelt eller officielt. Under alle omstændigheder er navnet dog tillokkende, ikke mindst set i lyset af de spændende fund, der knytter sig til mosehullet. Mosen De Onde Grave Arkæologisk set ligger mosehullet i et landskabsmæssigt interessant område med fund fra hele oldtiden. Af synlige fortidsminder skal især fremhæves de mange gravhøje, og iflg. de gamle kort har der været endnu flere, end vi kan se i dag. Som det fremgår af kortene, har der været vådområder i forbindelse med den nuværende Arresø helt ind mod Ølsted. Og i området omkring landsbyerne Ølsted, Grimstrup, Lille Havelse og Store Havelse, er der adskillige bosættelsesspor fra alle oldtidens perioder. Dertil kommer, at mosehullet De Onde Grave ligger for foden af et område, hvor der oprindelig har ligget en større klynge af sten- og bronzealdergrave. Hovedparten af disse er dog for længst pløjet væk. Der er flere fund i området, der viser, at den kultiske aktivitet har været omfattede, ikke fordi dette område har været specielt, men fordi kultiske handlinger var en integreret del af hverdagen igennem hele oldtiden, således også i denne egn. Fra stenalderen er der således ofret parvise økser og en stenkølle, fra bronzealderen en edsring af guld og fra jernalderen nogle lerkar (Fig. 2). Mange af de mosehuller, der præger landskabet i Nordsjælland, har været udsat for tørvegravninger,
NoMus 29 hvilket fik en opblomstring i besættelsesårene. Således også mosen De Onde Grave. Mosen tilhørte Julius Nielsen, Kildemosegård. Han fik idéen om tørvegravning i mosen i slutningen af besættelsestiden. Hans svigersøn, Edmund Jensen, og en lokal arbejdsmand Jens Olsen, også kaldet Mose-Jens, stod for tørveskæringen. Eller rettere tørvearbejdet. For der var i denne sammenhæng ikke tale om at skære tørv, men at man ved hjælp af en stor gravemaskine, af den type man almindeligvis anvendte i brunkulslejrene, gravede tørvemasse op, som derefter blev æltet og vandet presset ud. Herefter er tørvemassen enten blevet hældt i tørverammer eller spredt ud på jorden til tørring, hvorefter selve skæringen kunne pågå. I forbindelse med opgravning af tørvemassen skulle der efter sigende være opgravet både knogler og genstande. Hans Ove Nielsen, der dengang var en skoledreng, husker, at der var knogler fra både dyr og mennesker. Og at det ikke blot er en drengefantasi, vidner et fotografi om, som museet har modtaget fra Hanne Larsen. Hun er datter af Edmund Jensen, der som nævnt opgravede tørvemassen (Fig. 3). På billedet sidder Edmund Jensen til højre og Mose-Jens til venstre. De sidder på tørveælteren med hver deres menneskekranium, som netop er gravet op af mosen, og ved siden af Edmund Jensen ligger et stort oksekranium. Til Nationalmuseet har Julius Nielsen, Kildemosegård, berettet, at der er Fig. 3. Fundsituation ved De Onde Grave. Bemærk de fine smil kranierne har, de er meget velbevarede. fremkommet mindst seks menneskeskeletter. Desværre er ingen af skeletterne bevaret i dag. Derfor må det stå hen i det uvisse, hvilken datering kranierne har samt deres køn og alder. De fundne kranier blev dengang foræret væk til skolesamlingerne på Ølsted og Kregme skoler, og Julius Nielsen beholdt
30 NoMus også selv et kranium. Hvad der blev af resten, ved man ikke. Det kan lyde brutalt i vore ører, at man ikke havde mere museal kontakt, men sådan var tiden. Det var ikke alt, museerne var bekendt med, og der blev gravet meget ihærdigt i tørvemoserne, ikke mindst i besættelsesårene. Det er da også i denne periode, at man havde talemåden: At tørven bestod af en tredjedel brændbart materiale, en tredjedel askestof og en tredjedel oldsager. Og selvom det er en overdrivelse, er der ingen tvivl om, at der er gået mange genstande og oplysninger tabt i denne tid. Men vi ved, at mosen De Onde Grave har været anvendt som et lille helligt sted, i det mindste i bondestenalderen. For selvom Julius Nielsen ikke indleverede kranierne, så indleverede han til Nationalmuseet en lille ravøkse, som er fra bondestenalderen. Og for at vende tilbage til udgangspunktet for historien, så fremkom der også en flintøkse, som desværre var gået i stykker. Derfor forærede man den til en lille nysgerrig dreng, som fulgte med i tørvearbejdet. Drengen limede øksedelene sammen - for mere skulle der ikke til, før øksen igen var hel. Hans Ove Nielsen - den engang så nysgerrige lille dreng - afleverede siden øksen samt historien om arbejdet i mosen, som museet ellers kun havde så svage efterretninger om. Den indleverede flintøkse er af en såkaldt tyndnakket type og er fint glatslebet på de to brede sider. Øksen er en særform, idet den efterfølgende er blevet ophugget og slebet på ny, hvilket antageligt er sket nogle århundrede senere, end da den først blev produceret, da den ligner et forsøg på en senere tids type. Øksens særprægede udseende resulterer imidlertid i, at den ikke kan typebestemmes og dermed findateres. Men den kan overordnet dateres til den periode Fig. 4. Den mosepatinerede, ofrede økse. Som man kan se er den blevet limet efter en lidt brutal medfart. af bondestenalder, som kaldes Tragtbægerkultur, der i runde tal strækker sig fra 3.900 2.800 f.kr. Flintøksens flotte patina, den karakteristiske brungule farve, vidner om øksens ophold i mosen (Fig. 4). Økser har tydeligvis haft en særstatus og er blevet opfattet som noget specielt i bondestenalderen, hvilket også forklarer, hvorfor de i høj grad indgår i offerritualer. De rituelle økser er de samme, som de i hverdagen anvendte økser. De kunne være forarbejdet af flint eller andre stentyper, de kunne optræde i færdig eller ufærdig form (det vil sige slebne eller uslebne) eller i minatureudgaver. Man ofrede også rav, gerne i form af perler. Og det er nok også sådan, man skal opfatte den lille ravøkse, som i dag befinder sig på Nationalmuseet. Den er, ligesom flintøksen, også dateret til Tragtbægerkulturen. Der er fundet mange økseformede ravperler rundt om i landet, som indgår i mosefund, og dermed skal opfattes som kultiske genstande (Nielsen 2010, s. 50). I det hele taget var meget af den rituelle adfærd i bondestenalderen knyttet til vand i søer, åer og kilder. Mange søer er siden groet til og omdannet til moser, og derfor er mange af disse rituelle fund, der udover de omtalte flint- og ravgen-
NoMus 31 stande også omfatter lerkar, dyr med mere, gjort i forbindelse med tørveskæring i moserne. Der er derfor al mulig grund til at opfatte fundet af disse to økser som et udtryk for offerhandlinger. Menneskeofringer? Og hvad med kranierne? Kan man forestille sig, at de er samtidige med økserne, og at de også er udtryk for en offerskik? Som allerede nævnt kan intet siges med sikkerhed, når man mangler fundet og en faglig undersøgelse. Men i Danmark er ofringer af mennesker ikke noget ukendt fænomen. Således er der flere efterretninger om moselig også i museets øvrige ansvarsområde. Disse er ofte også fundet i forbindelse med tørveskæring, hvorved informationerne om dem er sparsomme (Kramer 1996). Mange kender Tollundmanden og Grauballemanden, som dog begge er fra jernalderen. Men hovedparten af de C14-daterede, sjællandske moselig stammer fra bondestenalderen (Kock 1996, s.26). De to føromtalte jyske moselig er bl.a. fascinerende, fordi de med deres hud og hår stadig har deres udseende delvis i behold. Og som det fremgår af fig. 3 er disse kranier ikke mumificerede. Det er mosens grad af surhed, der afgør om skelettet eller huden er bevaret, og i de sjællandske moser er det skelettet, der er tilbage, men derfor kaldes det stadig moselig. Et eksempel på ofrede mennesker fra tidlig bondestenalder er de to moselig fra Sigersdal, nordvest for Veksø, i Nordsjælland (Fig. 5). De er bestemt til at være unge kvinder omkring 20 års alderen, og en vis kranielighed har betydet, at man opfatter dem som beslægtede, og derfor kaldes de populært Sigersdalsøstrene. De er dateret til ca. 3.500 f.kr, hvilket svarer til den tidligere omtalte Tragtbægerkultur. Dødsårsagen er i dette tilfælde meget tydeligt, idet rebet endnu sidder om halsen på det ene skelet. Sådanne oplysninger er der ikke om kranierne fra De Onde Grave, men der findes også andre moselig, hvor man ikke umiddelbart kan se dødsårsagen. Som nævnt kan man heller ikke være sikker på, at kranierne kan dateres til bondestenalder, - de kan også sagtens stamme fra andre perioder af oldtiden. Hvordan tolkes moselig? Problemet med religion, tro og menneskelig adfærd i oldtiden er, at vi ikke kender den præcise årsag, da der ikke findes noget på skrift, der kan forklare fænomenerne. Men etnologiske studier af såkaldte naturfolk, der har brugt ofring af mennesker, har vist, at det typisk hænger sammen med en frugtbarhedskult og en tro på, at det kunne styrke befolkningen at ofre liv til guderne/naturkræfterne (Kock 1996, s.27). Den skeptiske læser villtænke, om man i denne situation kan være sikker på, at der overhovedet er tale om ofrede mennesker og ikke blot uheldige personer, der gennem tiden er druknet i mosen? Og den Fig. 5. Den ene af pigerne fra Sigersdal, bemærk rebet om halsen. Hovedlæsionen har ikke noget med hendes død at gøre. Fra Bennike & Ebbesen 1987, s. 93.
32 NoMus Fig. 6. Den anden økse, som måske måske ikke har haft noget med selve mosen at gøre. usikkerhed er der naturligvis, så længe vi mangler kranierne. Men med tanke på fundet af ofrede effekter, sammenholdt med traditionen for at ofre mennesker igennem tiden, kan man bestemt heller ikke udelukke, at kranierne kan være udtryk for menneskeofring. Og at man finder menneskedele sammen med flintredskaber i offersammenhænge vidner bl.a. et fund fra Skævinge om. I 2007 udgravede Folkemuseet en offermose i den østlige del af Skævinge. Heri var der både ofret flintredskaber i form af økser, dolke og andet, men der var også ofret en del dyrekranier, samt et menneskekranium. Og der var ofringer i den samme mose igennem flere århundreder. Vi kan derfor på ingen måde afvise, at De Onde Grave har været et helligt sted, hvor der er ofret til højere magter. I indledningen blev det nævnt, at historien om De Onde Grave begyndte med et par økser. Den anden økse, som endnu ikke er blevet nævnt, blev fundet nogle år senere af Hans Ove Nielsen. Den er fundet på kanten af mosehullet og kan komme derfra, men den kan også blot være et tilfældigt løsfund, måske fra en boplads, eftersom den ikke er mosepatineret. Øksen er meget ødelagt, men det er muligt at fastslå, at den er senere end den første, antageligt fra sen bondestenalder ca. 2400-1700 f. Kr. Fundet understreger blot, at der har været mennesker også i sen bondestenalder i umiddelbar nærhed af De Onde Grave (Fig. 6). Selvom lokalitetsnavnet viser sig ikke at være gammelt og ikke direkte lægger op til, at der er tale om et helligt sted, så har det utvivlsomt været sådan. Kombinationen af ofrede økser, dyr og mennesker må simpelthen afspejle kultiske handlinger. Det ville dog have været kærkomment at kunne få disse handlinger præciseret, og derfor har museet forsøgt at opspore kranierne ved at tage kontakt til Arresø Skole, de tidligere Ølsted og Kregme skoler. Som nævnt skulle kranierne efter sigende være indgået i deres daværende skolesamlinger. Indtil videre har denne eftersøgning dog ikke båret frugt. Vi må derfor lade os nøje med stemningsbilledet med de to tørvegravere og deres kranier. Litteratur Bennike, P. & Ebbesen, K. (1987). The Bog Find from Sigersdal. Human Sacrifice in the Early Neolithic. Journal of Danish Archaeology vol. 5, 1986. Odense University Press, s. 85-104. Kock, E. (1996). Vandets ånder. Skalk 1996:3, s. 20-29. Kramer, F. E. (1996). Døden i mosen. NoMus 2. Nielsen, P. O. (2010). En økse af rav fra Ejerslev Vang. I Andersen, M. og Nielsen, P. O. (red.), Danefæ: Skatte fra den danske muld. S. 49 53. Nationalmuseet. Gyldendal. Pantmann, P. (2011). Drengen, som kunne lide oldsager. NoMus 1, s. 28-33.