Stilblade Temaer Etagehuse Altaner Baggårde og gårdfacader Tagkviste og tagelementer
Stilblade-temaer Som supplement til stilbladene for etagehuse er der i dette hæfte lavet stilblade for 3 tværgående temaer, der er relevante for etagehuse på tværs af stilarterne. Temaerne er: Altaner - Baggårde og gårdfacader - Tagkviste og tagelementer Stilblade - Etagehuse Aalborg Kommune har udarbejdet stilblade for 11 af de 12 mest typiske stilarter for etagehuse fra perioden omkring 1880 erne og frem til i dag. Stilbladene fortæller på en enkel og inspirerende måde om stilartens karakteristika, og der gives anvisninger på, hvilke materialer mv., man bør anvende, når der foretages ændringer på en bygning. Med stilbladene ønsker Aalborg Kommune at sætte fokus på de særlige værdier, der er knyttet til den enkelte bygningstype. De forskellige tidsperioder har haft hver deres idealer for, hvordan bygninger skulle se ud. Nogle bygninger er rigt udsmykkede med stuk, facadeudsmykning og glaserede tage, mens andre bevidst er gjort enkle i deres udtryk, fordi man har lagt mest vægt på funktion og enkelhed. Stilbladene er med til at forklare, hvad der er særligt og karakteristisk for den enkelte stilart. Der er også forskel på, hvilke materialer, farver mv., man kan anvende inden for en stilart, såfremt forandringer skal respektere bygningens stilart. Stilbladene anviser forskellige valgmuligheder. Rækkefølgen i stilbladene er opbygget kronologisk efter den enkelte stilarts storhedstid. I praksis er der store overlap mellem de forskellige stilarter, der har eksisteret side om side i byggeriet - se tidslinjen nedenfor. De 12 stilblade er: 1. Det klassiske historicistiske etagehus 2. Det historicistiske etagehus 3. Det håndværker-historicistiske etagehus 4. Det tidlige nationalromantiske etagehus 5. Jugend-etagehuset (intet stilblad p.t. på grund af de få eksempler i Aalborg) 6. Det sene nationalromantiske etagehus 7. Det nyklassicistiske etagehus 8. Den sene håndværkertradition etagehuset 9. Funkis-etagehuset 10. Den funktionelle tradition etagehuset 11. Type-etagehuset 12. Det indpassede moderne etagehus Tidslinje for stilarter i etagehusbyggeriet: 1840 1860 1880 1900 1920 1940 1960 1980 2000 Klassisk historicisme Historicisme Håndværker-historicisme Tidlig nationalromantik Jugend/Art Nouveau Den sene nationalromantik Nyklassicisme Den sene håndværkertradition Funkis Den funktionelle tradition Modernismen Type-etagehuset Tæt-lav-bevægelsen Postmodernismen Nyrationalismen Minimalismen Læs mere 'Stilblade Etagehuse' og 'Stilblade Etagehuse - Temaer' kan fås ved henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen eller hentes på www.aalborgkommune.dk Spørgsmål om stilbladene kan rettes til arkitekt Ulla Kristensen, tlf. 9931 2239.
Altaner Altaner kan være frithængende eller indbygget i facaden. Den frithængende altan med åbent rækværk fungerer med sin lethed som en kontrast til den tunge bygningskrop. Den helt eller delvist indbyggede altan med murede brystninger er en vigtig del af hele facadekompositionen. Hos de klassicistiske huse var altanen integreret i facadens symmetri - oftest placeret centralt over indgangsportalen og udstyret med en cementstøbt balustrade. Ved de historicistiske bygninger blev altanen også placeret symmetrisk på facaden, men her var altanen en let bygningsdel med åbent smedejernsrækværk. Altanen kunne være udspændt som et vandret bånd mellem to karnapper eller direkte udkraget på facaden. Efter 1. verdenskrig blev altanen en "bevidst" del af boligindretningen; den fungerede både som brandredningsåbning og især som et supplement til boligen - et sundt "friluftsrum". Lette udkragede altaner på historicistisk bygning Tagaltan Klassicistisk altan Med funkis og den funktionelle traditions byggerier blev det såkaldte altan-karnap-motiv introduceret. Altan-karnap blev bygningselementet, som gav facaderne struktur. Altanerne var helt eller delvist indbyggede i bygningskroppen med brystningerne af murværk eller beton. Funkishusene anvendte dog også altaner i en let, udkraget, "svævende" udgave med tynde jernbetondæk og åbne vandrette stålrækværk. Nedenfor: To eksempler på altan-karnap-motivet Historicistiske altaner placeret symmetrisk på facaden "Svævende" altan
Altaner ANBEFALINGER Hos de historicistiske og de sene nationalromantiske huse skal altanerne have en visuel lethed og en konstruktiv elegance som kontrast til bygningernes tyngde. Kontrasten opnås, når konstruktionen består af en relativ tynd altanplade og et åbent jern/stålrækværk, eventuelt suppleret med hærdede klare glasplader på indersiden. Altanpladerne kan være understøttet af svungne konsoller, som indgår i bygningens dekorative udtryk. Synlige forstærkende konstruktioner på facaden og understøttende søjler svækker arkitekturen. Lukkede altanrækværk er fremmede for stilarterne. Dog kunne tagaltanerne oven på karnapperne have murede brystninger. Tagaltan med muret brystning Anonyme gårdfacader på funkisbygninger Nye lette altaner, baggård Lette altaner, historicistisk baggård Fransk altan Nyklassicistiske huse har sjældent altaner; i de sjældne tilfælde er der tale om franske altaner - evt. med en mindre udkragning - med et åbent rækværk, hvor altanerne indgik i en stram facadesymmetri. Markant udkragede altaner og lukkede rækværk er imod det nyklassicistiske facadekoncept. I funkis giver altan-karnap-motivet facaden et kubistisk udtryk; brystningerne i murværk eller beton kunne have en kontrastfarve eller fremstå med samme farve/materiale som den øvrige facade. Lukker man altanerne med glaskonstruktioner svækker man facadens kubistiske effekt. Brystninger beklædt med profilerede stålplader skæmmer bygningens stoflige helhed. Ny let altan - altandøren har de oprindelige proportioner I den funktionelle traditions huse har facader med altankarnap-motivet en lodret orientering. Brystningerne har en kontrastfarve, oftest hvid, i forhold til facadens murværk. De delvist indbyggede altan-karnapper blev med tiden stilartens varemærke. Men de tidligste byggerier havde også frithængende altaner uden synlige bærende hjælpekonstruktioner. Altanerne var placeret i en stram facadeorden. Hustypen anvendte også franske altaner i sit udtryk
Baggårde og gårdfacader De historiske byhuse skelnede tydeligt mellem gade- og gårdfacader. Gadefacaden var repræsentativ og fik en bevidst arkitektonisk udformning. Gårdfacaderne fik derimod oftest en nøgtern udformning, som tilgodeså de rent funktionelle krav; de kunne være tilbygget med trappetårne og vinkelbygninger. Baggårdene kunne også rumme flere bygninger, som dannede et net af mindre gårdrum. Først i starten af 1900-tallet ses eksempler på karrebebyggelser, der har ambitioner om at udforme baggårdene som attraktive lyse udendørs opholdsrum. I 1920 ernes nyklassicistiske karrebebyggelser blev det en vigtig del af bygningskonceptet, at gårdrummene fik en enkel, geometrisk form med gode lysforhold til boligerne. Et fænomen, der fortsatte i dansk boligbyggeri, indtil byggerier med karrestruktur ebbede ud i 1940 erne. Renæssancebaggård Skulpturelle trappetårne Nyklassicistisk gårdrum - en præcis geometrisk form Flere skalaer og stilarter - et komplekst gårdrum Baggårde og tilbygninger Ved tilbygninger på gårdfacader skal de konkrete lys- og skyggeforhold, afstands- og brandforhold vurderes i forhold til naboer og bygningsreglementets krav. Arkitektonisk skal tilbygninger tilpasses såvel den enkelte bygning som den samlede gårdbebyggelses karakteristika. I karréer, hvor husene er opført inden for en begrænset tidsperiode, kan gårdfacaderne have flere fælles træk, for eksempel facader opmuret i gule maskinteglsten og/eller vinduer i to- og trefags standardformater og/eller ensartede trappetårne, hvilket kan give gårdrummet en helstøbt karakter, som er bevaringsværdig. Karréer med ejendomme opført over en længere periode kan have gårdfacader i flere skalaer og stilarter. Her er det relevant at benytte overordnede æstetiske retningslinjer for nye tilbygninger angående materialevalg, proportioner og formsprog. Retningslinjer, der respekterer bygningernes mangfoldige udtryk i en afbalanceret, men stadigvæk kompleks helhed. Gårdrum med ensartet skala og materialevalg
Baggårde og gårdfacader ANBEFALINGER Renæssance- og borgerhuse Bindingsværkshusene og de grundmurede borgerhuses gårdfacader havde færre prangende detaljer og en mindre konsekvent symmetri end gadefacaderne. Men de havde samme regulære proportioner. De 2-3-etages høje bygninger med tilhørende vinkelbygninger, trappetårne og svalegange dannede oftest gårdrum med en intim skala. Mindre tilbygninger kan udføres, når formsprog, materialevalg, stoflighed og især skalaen respekteres. Historicistiske huse Der var markant forskel på gade- og gårdfacaderne, der oftest var opført i gule maskinteglsten uden facadegesimser og dekorative vinduesindramninger. Lige så individualistiske de historicistiske huse fremstod i gadebilledet kunne gårdfacaderne fremstå med flere varianter af trappetårne og vinkeltilbygninger. Mindre tilbygninger kan tilføjes gårdfacaderne, når gårdfacedens materialevalg, formsprog og vinduesproportioner gentages. Eller når tilbygningen udføres i en nutidig stilart, hvor der i materialevalg, stoflighed og proportioner opnås en samklang mellem nyt og gammelt. Lyst halvåbent gårdrum - de sene nationalromantiske huse Den funktionelle traditions huse Kun de tidligste huse i stilarten blev opført i karréformationer. Gade- og gårdfacader fulgte samme arkitektoniske koncept. Bygningskroppen skulle fremstå som et enkelt geometrisk volumen - trappetårne og tilbygninger er derfor fremmede for stilartens arkitektoniske koncept. Moderne tilbygninger på historicistiske huse De sene nationalromantiske huse Enten var husene opført i en traditionel karréstruktur med spartanske gårdfacader i gule teglsten, eller i en struktur med halvåbne gårdrum, hvor gårdfacaderne havde næsten samme udtryk som gadefacaderne. I helstøbte bebyggelser kan det ikke anbefales at udføre tilbygninger på gårdfacaden. Nyklassicistiske huse I det nyklassicistiske koncept skal gårdrummet fremstå som en præcis geometrisk form omkranset af ensartede og symmetriske facader. Evt. bygningsfremspring med bagtrapper er placeret symmetrisk på facaderne. Tilbygninger og facadeændringer vil generelt forstyrre den klassicistiske ro. Funkishuse Oftest var husene helstøbte med samme arkitektoniske udtryk på gade- og gårdfacade. Men gårdfacaderne kunne også have et anonymt udtryk. Eventuelle tilbygninger på de anonyme gårdfacader bør indgå i en kubistisk facadehelhed. Tilbygning - historicistisk hus - traditionelle materialer og former
Tagkviste og tagelementer I alle bygningsstilarter indgår tagformen og tagbeklædningen som en del af facadeudtrykket. Taget kaldes også for bygningens "femte facade". Tagfladen kan have to forskellige roller i stilarternes arkitektoniske koncepter: den rolige eller den opsigtsvækkende. I den rolige udgave findes der to versioner: Enten den ubrudte tagform, hvor taget fremstår som en ensartet flade, der kun brydes af få skorstene placeret i kip. Eller den diskret brudte tagform; her brydes tagfladen af "anonyme" tagkviste, der er udført som spinkle trækonstruktioner og er placeret symmetrisk i tagfladen. I begge versioner skal tagfladen opfattes som en rolig, samlende flade i det totale facadeudtryk. I den opsigtsvækkende udgave er tagfladen brudt af elementer (tagkviste, tårne, skorstene), der skal fremtræde som markante indslag i en livlig facadekompositon. Rolig, ubrudt tagflade Klassisk historicisme Renæssance Historicisme - rolig Historicisme - markant Håndværkerhistoricisme Tagfladen og stilarterne Udnyttelsen af tagetager til beboelse er et boligøkonomisk fænomen. Med byernes boom i befolkningstilvæksten sidst i 1800-tallet blev indretningen af tagetager til boliger en slags standard for byejendomme. Renæssance- og borgerhuse Loftetagerne blev sjældent brugt til beboelse, men ofte til opbevaring. Loftrummet fik orienterende lys fra små støbejernsvinduer i tagfladen. De sjældne tagkviste havde en begrænset størrelse. Adgang til loftsrum skete ofte via facadekviste eller facadegavle med oplukkelige lemme og hejsearrangementer. Historicistiske huse - klassiske Tagfladen indgik i den klassiske facadekomposition som en rolig flade. De tidligste huse havde ofte tage med lave hældninger - uden beboelse. Ved udnyttede tagetager skulle kvistene være lette og diskrete konstruktioner. Det var et must, at de var placeret symmetrisk i tagfladen. En symmetri, der ofte fulgte facadens vinduesrytme. På store tagflader kunne de gængse kviste suppleres med små tagkviste placeret i et symmetrisk mønster på tagfladen, hvor vinduerne kunne være cirkulære, trekantede eller formet som appelsinskiver. Ved mansardtage havde kvistene ofte en buet tagform, og de var placeret i samme takt som facadens vinduer. Skorstene var placeret i kip og symmetrisk i facadebilledet. Historicistiske huse - renæssance og rundbuestil De tidligste renæssanceprægede huse havde lave taghældninger og ingen kviste, men små symmetrisk placerede støbejernsvinduer. De senere udgaver fik 45 graders tag eller mansardtag med beboelse i loftetagen. Her var de gængse tagkviste lette diskrete trækonstruktioner placeret i en klassisk symmetrisk orden. Historicismen opfandt dog stilvarianter, hvor tagelementerne skulle være opsigtsvækkende, for eksempel løgformede kupler på tagkviste, hvor taget også havde et løgformet spir, eller stejle "trekantede" skiferbeklædte tagkviste. De håndværker-historicistiske huse Stilarten indrettede konsekvent tagetagen til beboelse. Tagkvistene kunne være de traditionelle lette trækonstruktioner. Eller, som et særkende for stilarten, en større kvistkonstruktion med sadeltag og en frontvæg i murværk og bindingsværk, hvor bagmuren hvilede af på facadens bagmur. Kvistene var placeret symmetrisk i tagfladen.
Tagkviste og tagelementer De nationalromantiske huse Stilarten benyttede sig af et bredt repertoire af kvisttyper - tagfladen måtte gerne vække opsigt. Kvistene var en del af det fabulerende facadeudtryk. Typerne spændte fra taskekviste med små vinduesformater til tagkviste med sadeltag og høj tagrejsning, ofte dekoreret med kulørte vindskeder. Farverne var klare røde, grønne og gule kulører. Tagkviste med synligt bindingsværk, hvor tavlerne var pudsede eller med mønstermurværk, var populære. Kvistenes placering i tagfladen fulgte oftest vinduesrytmen i facaden - dog kunne de særligt spektakulære kviste være placeret bevidst asymmetrisk. De nyklassicistiske huse Stilarten satte en ære i, at tagfladen fremstod som en rolig enkel flade - helst kun brudt af de symmetrisk placerede skorstene. Var tagetagen indrettet til beboelse, blev de diskrete tagkviste placeret i en stram symmetri. Tagkvistenes vinduesformater var altid i familie med facadens vinduesformater. Markante nationalromantiske tagkviste Sen nationalromantik Funkishuse Når funkishusene havde sadeltag skulle tagfladen fremstå som en ubrudt flade. Den kunne dog være brudt af facadens karnapper, der blev "forlænget" op i tagfladen som en slags facadekviste. "Forlængelserne" var udformet på enkel, kubistisk vis. Funkishuse med fladt tag kunne have tagetager med penthouses, der var trukket tilbage fra facadefronten. Penthouset var en del af facadekompositionen, hvor penthousets pladebeklædning - kobber, zink eller skiferplader - skulle danne en let kontrast til hovedbygningens tunge murværk. Penthouset havde en enkel geometrisk form - uden tagudhæng og tagrender. De sene nationalromantiske huse Hustypen udnyttede traditionelt tagetagen til beboelse, enten via mansardtage eller 45-graders tage. Man benyttede taskekviste eller traditionelle tagkviste med flade tagformer i zink som supplement til de markante murede facadegavle og frontispicer. Tagkvistenes placering i tagfladen var nøje afstemt med facadens vinduesrytme. Etagehuse - den funktionelle tradition Tagkviste er en sjældenhed i denne stilart. Rødstensudgaven havde 45-graders afvalmede tegltage med tagudhæng. De store ubrudte tagfladers nærmest monumentale enkelhed var et eftertragtet udtryk. Aftræk fra tekniske installationer blev samlet i skorstensenheder og placeret i en stram orden på tagfladen. Også i gulstensudgaven med de lavere taghældninger og eternitskiferbeklædning var tagelementerne - bl.a. ovenlys til trappeopgange - placeret i en arkitektonisk orden. Når hustypen havde tagkviste, var de placeret i tagfladen, så de konsekvent fulgte facadens vinduestakt. De modernistiske og minimalistiske huse Hustyperne har oftest fladt tag. Facadeudtrykket skal være ordentligt og struktureret. Det vil sige, at tagelementer - installationer til elevatorer og ventilationsanlæg m.m. - skal indpasses i den enkle facadekompostion. For eksempel udformet som penthouseagtige bygningsdele. Nyklassicisme Den funktionelle tradition Minimalisme Funkishuse
Tagkviste og tagelementer ANBEFALINGER - TAGKVISTE Traditionelle diskrete tagkviste Tagkvistene har maksimalt en bredde på tre vinduesfag. Selve fag- og rudeopdelingen er i familie med den lodrette facades vinduesformater. Enten kan kvist- og facadevinduerne have ens størrelser, eller også kan kvistens vinduer have et mindre format - et format, der dog er proportionelt med facadens vinduesformater. Tagkvistenes sider, flunker, er en let trækonstruktion, 8-10 cm tyk og beklædt med zink eller kobber. Taget er beklædt med zink, kobber eller tagpap. Formen er et fladt sadeltag, et fladt bueformet tag eller et plant tag. Ved taskekviste er tagbeklædningen den samme som det øvrige tag. Vindskeder er udformet med smalle, ofte profilerede, brædder. Diskrete tagkviste har en mørk farvesætning, der ikke danner kontrast til tagfladen. Kvistvinduerne kan dog have samme farvesætning som facadens vinduer. Diskrete tagkviste Det kan ikke anbefales at beklæde tagkviste med byggeplader såsom cementbaserede plader eller profilerede træplader, da tagkvistenes lethed og finesse forsvinder, og materialerne har en tvivlsom stoflighed. Brede sidevægge og tykke tagkonstruktioner skæmmer kvistenes proportioner og giver facaden et uvedkommende tyngende udtryk. Glasfelter i flunker og trekantgavle er fremmede for de historiske stilarter. Markante tagkviste De nationalromantiske huse havde ofte markante og dekorerede kviste, og de spektakulære udgaver af de historicistiske huse satte en ære i at have fantasifulde kviste. De kunstfærdige kviste var udført med en betydelig håndværksmæssig kunnen. Det anbefales at søge ekspertbistand ved vedligeholdelsesarbejder. Det kan ikke anbefales at "normalisere" kvistene. Kvistenes placering fulgte facadens vinduesrytme eller var symmetriske placeret i tagfladen. Ved valmede tage bør der være minimum 1 meter fri afstand mellem kvisten og tagets grat. Kvistene følger vinduesrytmen Markante historicistiske tagkviste
Tagkviste og tagelementer ANBEFALINGER - TAGELEMENTER Skorstene Traditionelle skorstene har en bred muret krave, der fortsætter i et smallere skorstensløb, som afsluttes med en gesims. De historiske stilarter til og med nyklassicismen har skorstenene placeret i kip og symmetrisk i facadebilledet. Ovenlys i tagfladen Støbejernsvinduer, især de cirkulære og ovale, var diskrete i tagfladen. Det samme er det moderne såkaldte "fredningsvindue" med smalle sorte rammer. Større ovenlysvinduer bør placeres taktfast i tagfladen. Ved de diskrete rytterlys (i kip) skal vinduets tværmål og dets højde over tagfladen være minimale. Bevidst markante ovenlys proportioner bør afstemmes med det samlede facadeudtryk. Tekniske installationer Udluftning af faldstamme og friskluftsanlæggets ind- og udtag blev omkring 1900-tallet samlet i murede skortensenheder, der blev placeret i en arkitektonisk orden på tagfladen. Skorstensløsningen, som også findes i kobber og zink, kan anbefales. Det samme kan "metalkasser" med skråtstillede lameller ved de modernistiske huse, når de indgår i det arkitektoniske udtryk. Vilkårligt placerede og "nøgne" tekniske installationer på tagfladen, både ved fladt tag og sadeltag, skæmmer husenes arkitektur. 10
Teknik- og Miljøforvaltningen Stigsborg Brygge 5 Tlf. 9931 2000 www.aalborgkommune.dk 9400 Nørresundby teknik.miljoe@aalborg.dk April 2008